Folketingets Indenrigs- og Boligudvalg
Stormgade 2-6
1470 København K
Telefon 72 28 24 00
Sagsnr.
2021 - 6332
Doknr.
453768
Dato
27-10-2021
Svar på spørgsmål fra Rasmus Nordqvist (SF) stillet den 1. oktober 2021.
Spørgsmål nr. 370:
”Vil ministeren kommentere artiklen ”Hvem er stærkest: Planloven eller byggeloven?”
af arkitekt Arne Post, bragt i Byplan Nyt 2, august 2021 og udgivet af Dansk
Byplanlaboratorium, og herunder bl.a. oplyse, hvad der gør sig gældende med hensyn
til forbudsmuligheden efter planlovens § 12, stk. 3 og hvorvidt bestemmelsen kan
fortrænge bygningsreglementets bestemmelser om byggeret, idet en udlægning i
artiklen er, at forbudsmuligheden efter planlovens § 12, stk. 3 ikke kan fortrænge
bygningsreglementets bestemmelser om byggeret?”
Svar:
Jeg har forelagt spørgsmålet for Bolig- og Planstyrelsen, som oplyser følgende:
”Forfatteren til den i spørgsmålet omtalte artikel er af den opfattelse, at
bygningsreglementets bestemmelser om byggeret kan fortrænges af et forbud efter
planlovens § 12, stk. 3. Bolig- og Planstyrelsen er enig i denne fortolkning.
Spørgsmålet i artiklen bliver rejst på baggrund af bygningsreglementets § 168,
hvoraf det fremgår, at kommunalbestyrelsen ikke kan nægte at godkende opførsel af
bygninger, der overholder bestemmelserne om byggeretten.
Byggeretten er retten til at opføre bygninger på en grund, såfremt bestemmelserne i
§§ 170-186 om bebyggelsesprocent, grundens størrelse, etageantal, højde- og
afstandsforhold overholdes.
Bygningsreglementets § 168 giver ikke ret til at opføre bygninger, der er i strid med
anden lovgivning.
Det fremgår af bygningsreglementet § 35, stk. 2, at kommunalbestyrelsen, inden der
kan gives byggetilladelse, skal undersøge, om byggearbejdet er i strid med anden
lovgivning.
Hvis en byggetilladelse vil være i strid med anden lovgivning, fx planloven, kan der
ikke gives en byggetilladelse.
Hvis en kommunalbestyrelse har givet et forbud efter planlovens § 12, stk. 3, om
opførelse af bebyggelse eller ændret anvendelse af bebyggede eller ubebyggede
arealer inden for byzone eller sommerhusområde, når bebyggelsen eller anvendelsen
er i strid med bestemmelser i kommuneplanens rammedel, vil der således ikke
kunne gives en byggetilladelse.