Folketingets Indenrigs- og Boligudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 72 28 24 00
Sagsnr.
2021-4090
Doknr.
416875
Dato
03-06-2021
Svar på spørgsmål fra udvalget stillet den 21. maj 2021.
Spørgsmål nr. 241:
”Vil
ministeren kommentere henvendelse af 8. april 2021 og talepapir fra
Vesthimmerlands Kommune, Aalborg Kommune og Jammerbugt Kommune vedr.
planlovgivning og planprocesser i forhold til placering af energianlæg, jf. BOU alm. del
-
bilag 95 og bilag 123?”
Svar:
Det er kommunerne, der har ansvaret for den fysiske planlægning i form af
kommuneplaner og lokalplaner. Den kommunale planlægning skal ske inden for
rammerne af såvel planlovens regler som de hensyn, der er fastlagt i lovgivningen i
øvrigt, herunder bl.a. miljøvurderingsloven og reglerne om EU-beskyttede
naturområder og arter.
Borgmestrene foreslår, at i de tilfælde, hvor der ikke er retlige mangler i vedtagelsen af
plangrundlaget, bør klagenævnene kun ophæve VVM-tilladelser, der ikke er
fyldestgørende. Borgmestrene anser det for disproportionalt at ophæve hele
plangrundlaget, når der alene er mangler i miljørapportens undersøgelsesgrundlag.
For de to vindmølleprojekter, borgmestrene omtaler, traf klagenævnene afgørelse om,
at miljøvurderingen, og herunder vurderingen af vindmøllernes konsekvenser for EU-
beskyttede arter, ikke er fyldestgørende gennemført. Det følger af klagenævnenes
afgørelse, at grundlaget for de kommunale planer, der i sin tid er vedtaget på baggrund
af miljøvurderingen, ikke længere er til stede, og at planerne således er vedtaget på et
ufuldstændigt grundlag og bortfalder.
Jeg har i marts måned sammen med miljøministeren og erhvervsministeren
offentliggjort en evaluering af planloven. Som opfølgning på evalueringen vil jeg drøfte
spørgsmålet om hurtigere planprocesser og klagesagsbehandling med forligskredsen
bag planloven, herunder også i lyset af, at KL har peget på behovet for en sådan
drøftelse.
Med venlig hilsen
Kaare Dybvad Bek