Folketingets Indenrigs- og Boligudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 72 28 24 00
Sagsnr.
2021 - 2611
Doknr.
2640971
Dato
26-03-2021
Svar på spørgsmål fra ikkemedlem af udvalget (MFU) Theresa Berg Andersen (SF)
stillet den 12. marts 2021.
Spørgsmål nr. 147:
”Hvad
er ministerens kommentar til, at private udlejere af boliger kan risikere at miste
lejeindtægt, idet fogeden er pålagt restriktioner som følge af covid-19 og dermed ikke
kan udsætte en lejer?”
Svar:
Når en udlejer ophæver en lejeaftale, skal lejeren efter såvel lejeloven som
almenlejeloven straks fraflytte lejemålet og betale leje mv. for tiden, indtil lejeren
kunne fraflytte med sædvanligt varsel, der efter lejelovgivningen udgør 3 måneder.
Endvidere skal lejeren erstatte udlejeren ethvert tab, herunder omkostningerne ved
lejerens udsættelse af lejemålet.
I praksis vil der, når lejemål ophæves, være tale om, at nogle lejere ikke påtænker at
fraflytte frivilligt og forbliver i boligen uden at betale husleje. I sådanne tilfælde må
udlejeren rekvirere fogeden med henblik på at få lejeren sat ud, så lejemålet kan
genudlejes.
Den nuværende situation med midlertidige restriktioner som følge af risiko for smitte
med covid-19 har desværre også påvirket fogedretternes behandling af sager. Det er
således op til retten at vurdere, om udkørende sager kan gennemføres på forsvarlig vis
eller skal udsættes. For nuværende betyder det, at der i nogle fogedretsager vil være en
længere sagsbehandlingstid end normalt.
Udlejere er derfor henvist til at gøre brug af de muligheder, som findes i lovgivningen
for at begrænse tabet som følge af, at lejeren ikke fraflytter, hvilket indebærer, at
udlejeren kan rejse krav om erstatning for huslejetab mv., når lejeren er sat ud.
Det er naturligvis beklageligt, men det er en realitet, at de restriktioner, som er en
følge af corona-pandemien, har ramt mange samfundsfunktioner med konsekvenser,
der rammer bredt i samfundet. Der er dog grund til optimisme, da vi nu er inde i et
forløb, som medfører, at store dele af de funktioner, som har været neddroslet,
gradvist kan genåbnes. Det er derfor min forventning, at forholdene vedrørende
fogedretternes sagsbehandling gradvist vil blive normaliseret i den kommende tid.
Med venlig hilsen
Kaare Dybvad Bek