Folketingets Indenrigs- og Boligudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 72 28 24 00
Sagsnr.
2021-2451
Doknr.
400338
Dato
06-04-2021
Svar på spørgsmål fra Anni Matthiesen (V) og ikkemedlem af udvalget (MFU)
Charlotte Broman Mølbæk (SF) og Kathrine Olldag (RV) stillet den 9. marts 2021.
Spørgsmål nr. 131:
”Vil
ministeren på baggrund af Dataproces’ kritik af datagrundlaget for ministeriets
analyse af udligningsreformens betydning for de kommunale incitamenter, jf. BOU
alm. del
–
bilag 76, redegøre for, om ministeren mener, det giver et retvisende billede
af de kommunale incitamenter, når ministeriets analyse datamæssigt tager
udgangspunkt i de to velfærdspolitiske analyser Kommunal variation på
anbringelsesområdet og Brug af botilbud i andre kommuner. Og hvorfor/hvorfor ikke
ministeren eventuelt mener, at datagrundlaget giver et retvisende billede?”
Svar:
Der har i forbindelse med vedtagelsen af udligningsreformen været en politisk
bekymring for, om udligningssystemet og reformen i særdeleshed betyder, at en
kommune har tilskyndelse til ikke at visitere en borger til en indsats uden for
kommunen, og at det eventuelt kan bidrage til en afspecialisering.
Der er på den baggrund igangsat en analyse af betalingsforpligtigelse og kommunale
incitamenter ved visitation til indsatser.
Analysen skal belyse den samlede økonomiske konsekvens, der er for kommuner ved
at visitere borgere i tilbud uden for kommunegrænsen, herunder bl.a. virkningerne
gennem den kommunale udligning.
Der er ultimo november 2020 oversendt en kort status for analysearbejdet, hvor der
overordnet er beskrevet bl.a. metode og datagrundlag. Dataproces har kommenteret
arbejdet ud fra denne status og i den forbindelse udtrykt bekymring for, om alle
relevante grupper indgår i analysen.
Som det vil fremgå af den endelige afrapportering, er der i analysens beregninger taget
udgangspunkt i oplysninger vedr. indsatser, hvor kommunerne foretager en
selvstændig beslutning om visitation af den konkrete borger til indsatsen. Disse er
beskrevet nedenfor.
Der er således også indsatser, som der ikke er indhentet oplysninger om til
beregningerne, herunder fx ophold på kvindekrisecentre samt forsorgshjem og
herberger,
jf. Servicelovens §§ 109 og 110.
Det skyldes, at der for disse indsatser
gælder et selvmøderprincip, som indebærer, at borgeren kan få plads ved direkte
henvendelse til det enkelte botilbud. Denne type af ophold kræver altså ikke
kommunal visitation.