BEU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 620: Spm. om, hvilke forældelsesfrister, der gælder i arbejdsskadesystemet i forbindelse med covid-19 arbejdsskadesager, herunder sager vedrørende eventuelle senfølger, der har en meget lang inkubationstid, til beskæftigelsesministeren

Beskæftigelsesudvalget 2020-21
BEU Alm.del
Offentligt

Dato:

Kontor:

FormueretskontoretFor-

mueretskontoret

Sagsbeh:

Katrine

GrithKatrine

Grith VintenVinten

Sagsnr.:

2017-705-00022017-705-

0002

Dok.:

18681171868117

REDEGØRELSE

om virkningen af forældelsesreglernes

anvendelse på arbejdsskadeområdet

1. Indledning

Den 1. januar 2008 trådte en ny forældelseslov i kraft, jf. lov nr. 522 af 6.

juni 2007 om forældelse af fordringer. Som konsekvens heraf blev reglerne

i arbejdsskadesikringsloven om forældelse af krav mod arbejdsgiveren på

erstatning eller godtgørelse i anledning af en arbejdsskade ændret, jf. lov nr.

523 af 6. juni 2007 om ændring af forskellige lovbestemmelser om foræl-

delse af fordringer m.v. (Ændringer som følge af en ny lov om forældelse af

fordringer, ophævelse af købelovens reklamationsfrister ved visse køb m.v.)

Krav på erstatning efter arbejdsskadesikringsloven havde hidtil været om-

fattet af den generelle 20-årige absolutte forældelsesfrist, som var udgangs-

punktet i dansk ret. Da denne frist med den nye forældelseslov blev forkortet

til en 3-årig frist med mulighed for suspension i kombination med en 30-

årig absolut forældelsesfrist, blev det i forbindelse med folketingsbehand-

lingen af lovforslaget besluttet, at der i arbejdsskadesager skulle gælde en

frist på 5 år i stedet for 3 år, jf. arbejdsskadesikringslovens § 36, stk. 3. Sam-

tidig blev der indsat en særregel, som indebærer, at der ikke gælder en kort

forældelsesfrist (hverken den 3-årige eller den 5-årige) ved forvaltningsret-

lig genoptagelse i arbejdsskadesager, jf. arbejdsskadesikringslovens § 36,

stk. 5.

Slotsholmsgade 10

1216 København K.

T +45 3392 3340

F +45 3393 3510

www.justitsministeriet.dk

[email protected]

Side 1/7

BEU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 620: Spm. om, hvilke forældelsesfrister, der gælder i arbejdsskadesystemet i forbindelse med covid-19 arbejdsskadesager, herunder sager vedrørende eventuelle senfølger, der har en meget lang inkubationstid, til beskæftigelsesministeren

Justitsministeriet tilkendegav i forbindelse med folketingsbehandlingen af

lovforslaget, at ministeriet ville sende en redegørelse om de foreslåede for-

ældelsesreglers betydning i arbejdsskadesager, når reglerne havde været i

kraft så længe, at virkningerne af reglerne kunne vurderes.

Ved lov nr. 421 af 10. maj 2011 om ændring af forældelsesloven (Foræl-

delse af fordringer på erstatning eller godtgørelse i anledning af en erhvervs-

sygdom) blev den 30-årige absolutte forældelsesfrist ophævet, for så vidt

angår krav på erstatning eller godtgørelse i anledning af erhvervssygdomme.

I forbindelse med høringen over udkastet til lovforslaget pegede flere hø-

ringsparter på, at den absolutte forældelsesfrist også burde ophæves i for-

hold til krav på erstatning eller godtgørelse i anledning af en arbejdsulykke

(eller enhver anden personskade).

Justitsministeriet tilkendegav i forbindelse med høringen, at Justitsministe-

riet og Beskæftigelsesministeriet vurderede, at der ikke var tilstrækkeligt

grundlag for at ophæve den absolutte 30-årige forældelsesfrist for krav på

erstatning eller godtgørelse i anledning af personskader ud over det område,

der med lovforslaget var lagt op til (det vil sige erhvervssygdomme), men

at en fornyet vurdering af den absolutte frists betydning i arbejdsskadesager

ville indgå i redegørelsen om betydningen af forældelsesreglerne i arbejds-

skadesager, jf. ovenfor.

Justitsministeriet og Beskæftigelsesministeriet har på den baggrund inddra-

get en række myndigheder og organisationer i vurderingen af virkningerne

af forældelsesreglerne i arbejdsskadesager siden reglernes ikrafttræden den

1. januar 2008.

Samtidig er der spurgt ind til eventuelt kendskab til arbejdsskadesager, hvor

der er rejst krav om erstatning eller godtgørelse mere end 30 år efter en

ulykke.

2. Forlængelsen af forældelsesfristen fra 3 til 5 år

Forældelsesreglerne indebærer, at man mister det krav, man havde på beta-

ling af et beløb eller en ydelse, når der er forløbet en vis periode.

Efter forældelsesloven gælder som udgangspunkt en forældelsesfrist på 3

år. I forbindelse med indførelsen af denne frist blev det besluttet, at foræl-

delsesfristen for så vidt angår arbejdsskadesager skulle fastsættes til 5 år, jf.

arbejdsskadesikringslovens § 36, stk. 3. Forældelsesfristen på 5 år regnes

Side 2/7

først fra den dag, da fordringshaveren blev bekendt med fordringen og

skyldneren, eller fra den dag, da fordringshaverens manglende kendskab

hertil kan tilregnes denne som groft uagtsomt, jf. arbejdsskadesikringslo-

vens § 36, stk. 3, 2. pkt.

Derudover gælder i arbejdsskadesikringsloven en tillægsfrist, således at

krav efter loven som følge af en arbejdsskade tidligst forældes 3 år efter, at

der er truffet endelig afgørelse i sagen, jf. arbejdsskadesikringslovens § 36,

stk. 4.

De forskellige forældelsesfrister har tidligere i praksis givet anledning til

tvivl, når der i forbindelse med en mulig arbejdsskade er grundlag for at

rejse krav efter de almindelige erstatningsregler (et såkaldt differencekrav).

I sager, hvor der er spørgsmål om krav, som dækkes efter både arbejdsska-

desikringsloven og erstatningsansvarsloven, har der således været usikker-

hed om, hvordan forældelsesfristen for differencekravet skal regnes.

Det bemærkes, at Højesteret på væsentlige områder har afklaret retsstillin-

gen vedrørende forældelse af forskellige krav, der er opstået i forbindelse

med en arbejdsskade. Højesteret har således fastslået, at forældelsesfristen i

relation til krav mod arbejdsgiveren efter erstatningsansvarsloven først skal

regnes fra det tidspunkt, hvor spørgsmålet om den tilskadekomnes krav efter

arbejdsskadesikringsloven er endeligt afgjort.

Justitsministeriet og Beskæftigelsesministeriet bemærker, at indførelsen af

en 5-årig forældelsesfrist for krav efter loven og mod arbejdsgiveren i an-

ledning af arbejdsskader var begrundet i arbejdsskadeområdets særlige ka-

rakter.

Som led i Justitsministeriets og Beskæftigelsesministeriets undersøgelse har

bl.a. Ankestyrelsen og Domstolsstyrelsen tilkendegivet, at ændringen af for-

ældelsesfristen fra 3 til 5 år har haft betydning i en række sager. Det indike-

rer, at ændringen har medført, at færre arbejdsskader bliver afvist som for-

ældet.

På den baggrund er det Justitsministeriets og Beskæftigelsesministeriets op-

fattelse, at ændringen dermed har haft den ønskede effekt på tilskadekomnes

retsstilling.

Side 3/7

3. Ophævelsen af den absolutte forældelsesfrist for krav i anledning af

erhvervssygdomme

Ved arbejdsulykker gælder der en absolut forældelsesfrist på 30 år, således

at krav som følge af en arbejdsulykke forældes 30 år fra skadetidspunktet

uden mulighed for suspension. I forbindelse med ændringen af forældelses-

loven i 2011 blev den 30-årige absolutte forældelsesfrist ophævet, for så vidt

angår krav på erstatning eller godtgørelse i anledning af erhvervssygdom.

Baggrunden for ophævelsen af den 30-årige absolutte forældelsesfrist for

krav på erstatning eller godtgørelse i anledning af erhvervssygdom, jf. ar-

bejdsskadesikringslovens § 7, var, at visse erhvervssygdomme er så længe

om at udvikle sig, at et krav på erstatning eller godtgørelse vil være forældet,

inden sygdommen overhovedet kan konstateres hos den tilskadekomne.

Dette gælder f.eks. mesotheliom (lungehindekræft) efter udsættelse for as-

best.

Ophævelsen af den absolutte forældelsesfrist for erhvervssygdomme er der-

med afgørende for anerkendelse af sygdomme med en latenstid på over 30

år. Det bemærkes, at det generelt er vanskeligt at vurdere sager om syg-

domme, der skyldes skadelige påvirkninger i arbejdsmiljøet for mere end 30

år siden. Det skyldes, at det er svært at indhente oplysninger om de skadelige

påvirkninger og arbejdsprocesserne, f.eks. fordi den relevante virksomhed

ikke længere eksisterer. Beskæftigelsesministeriet og Justitsministeriet har

imidlertid ikke kendskab til, at dette har medført udfordringer i praksis.

Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har oplyst, at institutionen årligt aner-

kender sager vedrørende sygdommen mesotheliom, som ofte har en latens-

tid, som er længere end 30 år. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har videre

oplyst, at sager vedrørende mesotheliom udgjorde 97 sager i 2018, 128 sager

i 2019 og 135 sager i 2020.

Justitsministeriet og Beskæftigelsesministeriet finder på den baggrund, at

ændringen har haft den ønskede effekt for de borgere, der har en erhvervs-

sygdom med en latenstid på mere end 30 år.

For så vidt angår arbejdsulykker bemærkes det, at en tilskadekommen efter

en arbejdsulykke ikke i mange år derefter kan være ubekendt med, at ulyk-

ken har medført en helbredsmæssig skade. Det kan derimod være tilfældet

for sygdomme med lang latenstid, hvilket var baggrunden for ophævelsen

af den lange absolutte forældelsesfrist på 30 år for erhvervssygdomme.

Side 4/7

Det var i forbindelse med reglernes indførelse ikke muligt at identificere

sager, hvor der var rejst krav om erstatning eller godtgørelse mere end 30 år

efter en arbejdsulykke. Samtidig kunne det ikke fuldstændig udelukkes, at

der ville kunne opstå senfølger mere end 30 år efter en ulykke. Omstændig-

hederne og arbejdsprocesserne omkring en arbejdsulykke, som er en enkelt-

stående hændelse, kan imidlertid være vanskelige at afdække for sager, der

ligger meget langt tilbage.

Ankestyrelsen har oplyst, at styrelsen i perioden 2017-2020, har truffet af-

gørelse om den 30-årige forældelsesfrist i gennemsnitligt ca. 8 arbejdsulyk-

kessager årligt i hele perioden. Ankestyrelsen har endvidere oplyst, at de på

grund af manglende dataregistreringer ikke præcist kan angive, hvor stor en

andel af det samlede antal arbejdsulykkessager disse sager udgør, men de

anslår, at det drejer sig om mindre end 0,5 pct. af det samlede antal ulykkes-

sager.

Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har oplyst, at Arbejdsmarkedets Er-

hvervssikring ikke har data for disse sager, og at det ikke har været muligt

at fremfinde eksempler, hvor den 30-årige forældelsesfrist har været over-

vejet eller anvendt i arbejdsulykkessager, men at det er vurderingen, at der

vil være tale om et begrænset antal sager.

Det er på den baggrund Justitsministeriets og Beskæftigelsesministeriets

vurdering, at hensynet om lang latenstid, der lå bag ophævelsen af den 30-

årige forældelsesfrist for erhvervssygdomme, ikke umiddelbart kan overfø-

res til arbejdsulykker. Der er således efter det oplyste tale om et beskedent

antal sager, hvor den 30-årige absolutte frist måtte have haft betydning.

Det understøtter samtidig, at de helt særlige forhold, der gør sig gældende

på erhvervssygdomsområdet, ikke kan antages på samme måde at gøre sig

gældende på personskadeområdet generelt.

Justitsministeriet og Beskæftigelsesministeriet finder på den baggrund ikke,

at der er anledning til at ophæve den gældende 30-årige forældelsesfrist for

krav på erstatning eller godtgørelse i anledning af personskader ud over er-

hvervssygdomsområdet.

Side 5/7

4. Forvaltningsretlig genoptagelse på arbejdsskadeområdet

Med lovændringen i 2008 blev der indført en særregel om, at der på arbejds-

skadeområdet ikke er frister for forældelse i relation til forvaltningsretlig

genoptagelse, bortset fra en 30-årig frist på ulykkesområdet. Særreglen be-

tyder, at anmodninger om forvaltningsretlig genoptagelse på baggrund af en

retlig eller faktuel fejl efter arbejdsskadesikringsloven

–

i modsætning til

tilsvarende anmodninger vedrørende alle andre personerstatninger samt den

sociale lovgivning i øvrigt

–

ikke kan afvises som forældet, men skal reali-

tetsbehandles, uanset hvornår anmodningen modtages (bortset fra efter 30

år for arbejdsulykker). Det har en række konsekvenser.

Først og fremmest forstærker særreglen om manglende forældelse på for-

valtningsretlige genoptagelser risikoen for meget lange og uoverskuelige

sagsforløb på arbejdsskadeområdet, hvor parterne i sagen i princippet ikke

kan indrette sig på afgørelsen, fordi afgørelsen kan genoptages mange år

efter. Uanset at det umiddelbart for borgeren kan være positivt, at sagen

vurderes igen, indebærer dette også, at borgerens arbejdsskadesag kan blive

genoptaget flere årtier efter sagens start med alt, hvad det indebærer i for-

hold til at indgå i et sagsforløb

–

et forløb, der kræver ressourcer og i sig

selv kan være psykisk belastende. Manglende forældelse af forvaltningsret-

lig genoptagelse indebærer også, at det er svært at etablere et tilstrækkeligt

oplysningsgrundlag for afgørelser i sager, der genoptages mange år efter

skadestidspunktet, f.eks. fordi oprindelige sagsakter, herunder lægejourna-

ler, er destrueret i overensstemmelse med gældende regler om opbevaring

af oplysninger. At sagerne ikke forældes, betyder desuden, at en dom om

ændret praksis potentielt kan medføre genoptagelse af et meget stort antal

sager.

Beskæftigelsesministeriet vurderer på den baggrund, at der kan være grund-

lag for at overveje, om særreglen i arbejdsskadesikringsloven om, at den

korte forældelsesfrist ikke gælder ved forvaltningsretlig genoptagelse, bør

ophæves.

5. Konklusion

På baggrund af arbejdsskadeområdets særlige karakter er det samlet set

Justitsministeriets og Beskæftigelsesministeriets vurdering, at ændringerne

af forældelsesreglerne, der gælder for arbejdsskadesager, herunder er-

hvervssygdomme, har haft den ønskede effekt.

Side 6/7

Efter ministeriernes opfattelse gør der sig på området for erhvervssyg-

domme helt særlige forhold gældende henset til den lange latenstid, som

visse erhvervssygdomme har, før de viser sig. Der synes ikke at være grund-

lag for at ophæve den gældende 30-årige absolutte forældelsesfrist for krav

i anledning af personskader ud over erhvervssygdomsområdet.

Indførelsen af særreglen om, at den korte forældelsesfrist ikke gælder for

arbejdsskader ved forvaltningsretlig genoptagelse, har betydet, at sagerne

kan få meget lange forløb, der er svære at overskue for tilskadekomne og

myndigheder. Beskæftigelsesministeriet vurderer derfor, at der ved en kom-

mende ændring af arbejdsskadesikringsloven kan være grundlag for at over-

veje, om særreglen i arbejdsskadesikringsloven om, at den korte forældel-

sesfrist ikke gælder ved forvaltningsretlig genoptagelse, bør ophæves. Dette

vil medføre, at forvaltningsretlig genoptagelse forældes på samme måde,

som arbejdsskaderne i øvrigt forældes.

Side 7/7