Folketingets Beskæftigelsesudvalg
Christian Juhl
Beskæftigelsesministeriet
Holmens Kanal 20
1060 København K
T +45 72 20 50 00
www.bm.dk
CVR 10172748
1. september 2021
J.nr. 2021 - 5504
Beskæftigelsesudvalget har i brev af 4. august 2021 stillet følgende spørgsmål nr.
573 (alm. del), som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Chri-
stian Juhl (EL).
Spørgsmål nr. 573:
»Udskældt vagtfirma er tilbage på ministeriernes bonede gulve under nyt navn
–
men gamle problemer om underbetaling er fulgt med, lyder det fra kritikerne.« Så-
dan lyder det i artiklen »Vagter på gul overenskomst: Mistanke om lønsnyd på
Borgen« den 31. juli 2021 på www.fagbladet.dk.
Ministeren bedes på baggrund af artiklen besvare følgende spørgsmål:
1) Vil ministeren kommentere på baggrunden for artiklen?
2) Vil ministeren orientere om, hvilke initiativer ministeren vil tage for at sikre ord-
nede forhold på området?
Svar:
Jeg vil gerne starte med at slå fast, at jeg er glad for, at regeringen i forbindelse
med forhandlingerne om finansloven for 2020 indgik en aftale om at oprette en
kontrolenhed, som har til opgave at kontrollere overholdelsen af arbejdsklausuler
på det statslige område.
Som det fremgår af artiklen, der henvises til i spørgsmålet, er der er tale om en
kontrakt, som er indgået af Statens Indkøb under Økonomistyrelsen. Det fremgår
også af artiklen, at kontrolenheden er i gang med at undersøge forholdene hos
Dansk Vagtservice.
Som ressortansvarlig minister i forhold til cirkulæret om arbejdsklausuler i offent-
lige kontrakter vil jeg gerne understrege, at jeg naturligvis er helt enig med kontor-
chefen i Statens Indkøb, der i artiklen er citeret for, at det er meget vigtigt, at med-
arbejdere, der arbejder under en kontrakt med staten, får den løn, som de har ret til.
Der skal ikke herske tvivl om, at arbejdsklausuler skal overholdes.
Jeg mener ikke, at der er grundlag for, at jeg på nuværende tidspunkt tager initiati-
ver i forhold til at sikre ordnede forhold på området. Jeg har tillid til, at de rele-
vante instanser vil følge op på det, der fremgår af artiklen, og foretage det for-
nødne. I den forbindelse vil jeg nævne, at kontrolenheden netop blev etableret for
at styrke kontrollen med, at statslige arbejdsklausuler overholdes.