Folketingets Beskæftigelsesudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 13. januar 2021
Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeris besvarelse af spørgsmål nr. 146 (BEU alm. del) stillet 16.
december 2020 efter ønske fra Samira Nawa (RV).
Spørgsmål nr. 146
”Hvad
er ministerens holdning til, at ustabile, statslige IT-systemer kan give et problematisk
arbejdspres og føre til dårligt arbejdsmiljø i andre sektorer? Konkret bedes ministeren forholde sig til
forholdene i landbrugets rådgivningsbranche, som gør brug af landbrugsstyrelsens IT-systemer til at
indberette støtteansøgninger for deres kunder. Der henvises bl.a. til artiklen »IT-udfordringer sænker
konsulenters arbejde« i JA aktuelt den 6. november 2019.”
Svar
Landbrugsstyrelsen har desværre haft problemer med nogle af sine IT-løsninger i de senere år. Det er
jeg opmærksom på, og jeg er selvsagt ikke tilfreds, når statslige IT-løsninger ikke fungerer efter
hensigten, herunder hvis de bidrager til et problematisk arbejdspres i landbrugets rådgivningsbranche,
som nævnt i artiklen i JA Aktuelt fra den 6. november. Der er fra ministeriets side stor fokus på, at IT-
løsningerne i Landbrugsstyrelsen kommer til at fungere mere stabilt i fremtiden, og
Landbrugsstyrelsen har igangsat en række tiltag i forbindelse hermed.
Jeg har forelagt spørgsmålet for Landbrugsstyrelsen, der oplyser følgende:
"IT-problemerne har styrelsens store opmærksomhed. Der er gennemført en evaluering af sidste års
ansøgningsrunde med fokus på systemets tilgængelighed og årsager til nedbrud og driftsforstyrrelser.
Derudover har styrelsen udarbejdet en handlingsplan til Statens IT-råd, som er kommet med en række
anbefalinger, som der nu følges op på. Der er samtidig fokus på at forenkle både systemer og
processer, hvilket dog er vanskeligt, eftersom en del af reguleringen bag støtteordningerne er meget
kompleks. Endvidere arbejder styrelsen med systemernes brugervenlighed og på at kommunikere
bedre til erhvervet, når der opstår fejl i systemerne.
Det nævnes i artiklen i JA Aktuelt, at IT-nedbrud bør medføre en forlængelse af fristen for
indberetning m.v. på mere end 200 procent for at kompensere for, at landbrugskonsulentens
arbejdsdag går med andre ting end planlagt. Landbrugsstyrelsen bemærker hertil, at
ansøgningsrunden er tilrettelagt, sådan at landbrugsstøtten kan nå ud til landbrugerne så hurtigt som
muligt efter den 1. december. Inden der kan ske udbetaling, skal styrelsen foretage sagsbehandling og
kontrol, og derfor har det været på baggrund af en konkret vurdering, at der nogle gange er sket
fristforlængelse. Fordelene ved en fristforlængelse skal derfor sammenholdes med risikoen for, at
støtteudbetalingen bliver forsinket af en længere ansøgningsperiode, og det er derfor ikke muligt
generelt at forlænge frister.
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk