BEU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 129: MFU spm. om kommentere på notat om hjemmelsgrundlaget for EU-direktiv om mindstelønninger udarbejdet af Advokat (H), Ph.d. Jørgen Rønnow Bruun på opdrag af Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), til beskæftigelsesministeren

Beskæftigelsesudvalget 2020-21
BEU Alm.del
Offentligt

Europaudvalget 2020

KOM (2020) 0682 endeligt svar på spørgsmål 3

Offentligt

Folketingets Europaudvalg

[email protected]

Beskæftigelsesministeriet

Holmens Kanal 20

1060 København K

T +45 72 20 50 00

E [email protected]

www.bm.dk

CVR 10172748

J.nr. 2020-178

16. december 2020

Europaudvalget har i brev af 3. december 2020 stillet følgende spørgsmål nr. 3 til

KOM (2020) 0682. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Morten Messerschmidt

(DF).

Spørgsmål nr. 3:

”Kan

ministeren bekræfte, at andre lande end Danmark, herunder lande med lov-

fastsat mindsteløn, kan blive påvirket af Kommissionens forslag om en europæisk

mindsteløn på en sådan måde, at det kan udgøre en direkte indgriben i deres lønfor-

hold, hvorved der ikke synes at være hjemmel til Kommissionens forslag? Der hen-

vises bl.a. til EU-Domstolens dom C-268/06 (Impact-dommen).”

Svar:

Indledningsvis vil jeg igen takke udvalget for den gode og konstruktive dialog, vi

har omkring denne sag.

Som jeg også har nævnt af omgange for udvalget og som anført i grund- og nær-

hedsnotatet om forslaget, skal der ikke herske tvivl om, at regeringen er lodret

imod enhver regulering, der kan underminere den danske arbejdsmarkedsmodel

–

direkte eller indirekte. Derfor er jeg også glad for at opleve, at det er en tilgang, vi

på tværs af Folketingets partier, kan være enige om.

I den forbindelse vil jeg gerne understrege, at selv om spørgsmålet går på andre

lande end Danmark, så er regeringen, som også fremhævet i grund- og nærhedsno-

tatet, bekymret for, at særligt artikel 11 kan føre til en direkte indgriben i vores sy-

stem. Det er således fx uklart, om en arbejdstager i et land uden lovbestemt mind-

steløn har mulighed for at håndhæve en mindsteløn i en kollektiv overenskomst,

selv om arbejdstageren ikke er omfattet af overenskomsten, fordi vedkommende er

ansat på en arbejdsplads uden overenskomst. Artikel 11 kunne også på sigt eventu-

elt føre til en konkret sag, hvor en person er omfattet af en overenskomst, og hvor

overenskomsten bliver vurderet efter direktivets bestemmelser om lovbestemt

mindsteløn. Således kunne det fx blive vurderet, om en særlig sats for unge er i

overensstemmelse med direktivets artikel 6.

Jeg vil også gerne slå fast, at vi skeptiske over for, om der overhovedet er hjemmel

til at fremsætte et forslag af denne art. Det er vi uanset, om direktivet kun måtte

gribe indirekte ind i lønfastsættelsen, og det er det, der menes, når vi i grund- og

BEU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 129: MFU spm. om kommentere på notat om hjemmelsgrundlaget for EU-direktiv om mindstelønninger udarbejdet af Advokat (H), Ph.d. Jørgen Rønnow Bruun på opdrag af Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), til beskæftigelsesministeren

nærhedsnotatet

skriver, at vi er ”generelt” skeptiske ift. hjemmelsgrundlaget. Vi

har derfor anmodet om, at Rådets Juridiske Tjeneste udtaler sig om forslaget i dets

helhed.

Kommissionen skriver i begrundelsen for forslaget, side 6, at forslaget er fremsat

med hjemmel i TEUF (Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde) arti-

kel 153, stk. 1, litra b), ifølge hvilken Unionen skal støtte og supplere medlemssta-

ternes indsats på området for arbejdsvilkår. Det tilføjes af Kommissionen, at efter-

som forslaget ikke indeholder foranstaltninger, der direkte påvirker lønniveauet,

overholder det fuldt ud de grænser for Unionens handlinger, der er fastsat i artikel

153, stk. 5.

Af stk. 5 fremgår, at ”bestemmelserne i denne artikel ikke gælder for

lønforhold, organisationsret, strejkeret

eller ret til lockout”.

Kommissionen henviser i forslagets ledsagende konsekvensanalyse, side 20-21, til

præmisserne fra C-268/06, Impact. I mit svar på spørgsmål 1 (KOM (2020) 0682)

oplyste jeg, at den domspraksis, Kommissionen henviser til, drejer sig om en helt

anden situation end et direktivforslag, der skal sikre passende lønninger i EU. Jeg

vil gerne redegøre mere udførligt for dommen, fordi Kommissionens udlægning af

den er central for forståelsen af vores tvivl om retsgrundlaget.

Dommen vedrørte

”Rådets direktiv 1999/70/EF af 28. juni 1999 om rammeaftalen

vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP”. Di-

rektivet iværksætter altså en aftale indgået af arbejdsmarkedets parter på europæisk

plan.

Af rammeaftalen, der er er bilag til direktivet, fremgår af artikel 4, at ansættelses-

vilkårene for personer med tidsbegrænset ansættelse ikke må være mindre gunstige

end dem, der gælder for sammenlignelige fastansatte. Det er ikke i aftalen define-

ret, hvad der menes med ansættelsesvilkår. Spørgsmålet i sagen - og den forudgå-

ende C-307/05 (Del Cerro Alonso) - var, om lønvilkår var undtaget fra ansættelses-

vilkår i lyset af undtagelsen i TEUF artikel 153, stk. 5.

Domstolen udtaler i den forbindelse, at hvad angår undtagelsen med hensyn til

”lønforhold” i 153, stk.

5, skal undtagelsens eksistensberettigelse søges i den om-

stændighed, at fastsættelsen af lønniveauet henhører under arbejdsmarkedets par-

ters aftalefrihed på nationalt niveau samt under medlemsstaternes kompetence på

dette område. Den gentager en formulering fra C-307/05:

”Under disse omstæn-

digheder har man fundet det hensigtsmæssigt

–

på fællesskabsrettens nuværende

udviklingstrin

–

at undtage fastsættelsen af lønniveauet fra harmonisering i medfør

af artikel 136 EF [151

TEUF] ff.”

Herefter anfører domstolen

–

på baggrund af et argument, som Kommissionen

fremførte under sagen

– at begrebet ”lønforhold”

”sigter til foranstaltninger, der –

såsom en ensretning af alle eller en del af de bestanddele, der indgår i lønningerne

og/eller deres niveau i medlemsstaterne, eller indførelsen af en mindsteløn på fæl-

lesskabsplan

–

indebærer, at fællesskabsretten direkte griber ind i fastsættelsen af

lønningerne i Fællesskabet.”

Undtagelsen kan ifølge domstolen ikke udstrækkes til

”ethvert

spørgsmål, der har

en eller anden form for forbindelse med lønforhold, idet man ellers ville tømme

visse af de områder, der er fastsat i artikel 137, stk. 1 EF [153, stk. 1, TEUF], for

en stor del af deres indhold”.

Domstolen henviser i den forbindelse også til, at ar-

bejdstidstidsdirektivet giver ret årlig betalt ferie af mindst fire ugers varighed.

På den baggrund konkluderer domstolen, at forbeholdet vedr. lønforhold

”ikke er

til hinder for, at rammeaftalens § 4 forstås således, at medlemsstaterne pålægges

en forpligtelse til at anvende princippet om forbud mod forskelsbehandling på per-

soner med tidsbegrænset ansættelse ligeledes med hensyn til løn”.

Kommissionens argumentation vedrørende det foreliggende direktivforslag om

rammer for mindsteløn er derfor, at eftersom det ikke direkte griber ind i fastsættel-

sen af lønningerne i EU, så er der hjemmel til det. Her er det imidlertid væsentligt

at have konteksten for øje: Domstolens udtalelse i C-268/06 skal ses i lyset af, at

det drejede sig om et direktiv om ikke-forskelsbehandling, hvor lige løn er et blandt

flere vilkår, der er er nødvendig for at opnå

ligebehandling

mellem fastansatte og

tidsbegrænset ansatte. Lige løn var altså ikke hovedformålet med direktivet.

Tilsvarende forholder det sig med domstolens henvisning til reglen om betalt ferie:

Her er betalingen nødvendig for at gøre ferien reel, og ferie er nødvendig for at

sikre arbejdsmiljøet. Spørgsmålet om løn/betaling er altså et underordnet formål til

opfyldelse af et andet hovedformål.

Med hensyn til spørgsmålet, om hvorvidt forslaget direkte griber ind i lønfastsæt-

telsen i andre lande end Danmark, så indeholder forslaget ikke krav om, at lovbe-

stemt mindsteløn - hvor den findes - skal være et vist niveau. Forslaget opererer i

artikel 5 og 7 med målsætninger, procedurer, vejledende referenceværdier mv.

Artikel 6 er imidlertid formuleret mere forpligtende, idet artiklen sætter grænser for

varierende og nedsatte satser. Der er altså umiddelbart tale om en vis ensretning af

niveauet, og det er berettiget at spørge, om ikke denne bestemmelse kan siges po-

tentielt at gribe direkte ind i lønfastsættelsen for enkelte grupper af arbejdstagere.

Dette vil vi have for øje i forbindelse med vurderingen fra Rådets Juridiske Tjene-

ste.

Jeg kan supplerende oplyse, at professor Jens Kristiansen i sit notat fra 11. novem-

ber 2020, som refereret til på drøftelsen i udvalget d. 26. november 2020 under

samrådsspørgsmål E, er af den opfattelse, at direktivet som følge af dets formål og

forventede virkning allerede af den grund kan siges at gribe direkte ind i lønfast-

sættelsen.

Venlig hilsen

Peter Hummelgaard

Beskæftigelsesminister