BEU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 126: Spm. om at kommentere på artiklen Ny praksis giver hjemløse bedre mulighed for kontanthjælp bragt af Ritzau den 20. november 2020, til beskæftigelsesministeren

Beskæftigelsesudvalget 2020-21
BEU Alm.del
Offentligt

Folketingets Beskæftigelsesudvalg

[email protected]

Peter Skaarup

[email protected]

Beskæftigelsesministeriet

Holmens Kanal 20

1060 København K

T +45 72 20 50 00

E [email protected]

www.bm.dk

CVR 10172748

J.nr. 21/00034

31. januar 2021

Beskæftigelsesudvalget har i brev af 1. december 2020 stillet følgende spørgsmål

nr. 126 (alm. del), som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Peter

Skaarup (DF).

Spørgsmål nr. 126:

”Vil ministeren kommentere på artiklen ”Ny praksis giver hjemløse bedre mulig-

hed for kontanthjælp” bragt af Ritzau den 20. november 2020, herunder bedes mi-

nisteren redegøre for, hvilke faldgruber, der kan være i den nye praksis, og om re-

geringen vil foretage sig yderligere for at hjælpe kommunerne med bekæmpelse af

svindel fra EU-borgere uden for Danmark?”

Svar:

Selvforsørgelse- og hjemrejseydelse, eller overgangsydelse hører under Udlæn-

dinge- og Integrationsministeriet, som har oplyst følgende:

”1.

Opholdskravet i medfør af § 11, stk. 3, i lov om aktiv socialpolitik, indebærer,

at retten til uddannelseshjælp eller kontanthjælp

–

frem for selvforsørgelses- og

hjemrejseydelse eller overgangsydelse

–

bl.a. er betinget af, at personen lovligt har

opholdt sig her i riget i sammenlagt 9 år inden for de seneste 10 år.

I beregningen af opholdstiden indgår perioder, hvor personen har haft folkeregi-

steradresse her i riget, medmindre særlige grunde fører til et andet resultat. Ophold

i udlandet i perioder på sammenlagt højst 2 måneder pr. kalenderår i forbindelse

med ferie, studierejser, tjeneste- og forretningsrejser m.v. ligestilles med ophold

her i riget, hvis personen har beholdt sin bopæl her i riget. Ophold i udlandet på mi-

litær mission for den danske stat under instruktion af forsvaret ligestilles med op-

hold her i riget. Det samme gælder ophold i udlandet, hvor personen af den danske

stat er stillet til rådighed for militær mission under instruktion af udenlandsk eller

international myndighed.

Det fremgår endvidere af § 11, stk. 10 i lov om aktiv socialpolitik, at kravet om, at

personen skal have opholdt sig lovligt her i riget i sammenlagt 9 år inden for de se-

neste 10 år, ikke gælder for EU-/EØS-borgere, i det omfang disse efter EU-retten

er berettigede til hjælpen.

BEU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 126: Spm. om at kommentere på artiklen Ny praksis giver hjemløse bedre mulighed for kontanthjælp bragt af Ritzau den 20. november 2020, til beskæftigelsesministeren

Det fremgår af § 11, stk. 11, i lov om aktiv socialpolitik, at kommunen træffer af-

gørelse om retten til selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse,

uddannelseshjælp eller kontanthjælp, og at ansøgeren har pligt til at bidrage med

oplysninger, der er nødvendige for at afgøre, hvilken hjælp ansøgeren er berettiget

til. Kan personen ikke dokumentere, at opholdskravet er opfyldt, yder kommunen

selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse, jf. § 11, stk. 11, 3. pkt.

Baggrunden for den af spørgeren nævnte artikel: ”Ny praksis giver hjemløse

bedre mulighed for kontanthjælp” er så vidt ses bl.a. Ankestyrelsens principafgø-

relse 32-20 (kendelse nr. 9814 af 16. november 2020).

Det fremgår således af Ankestyrelsens principmeddelelse 32-20, at Ankestyrelsen

ændrer praksis i forhold til fortolkning af spørgsmålene om, hvornår myndighe-

derne kan kræve, at borger skal dokumentere sit ophold i riget, når borger har haft

folkeregisteradresse i riget i mindst 9 ud af de seneste 10 år og bevisvurderingen i

forhold til dokumentation for ophold i riget.

Hvad angår dokumentationen, anfører Ankestyrelsen, at når en borger har haft fol-

keregisteradresse i riget i (til sammen) mindst 9 ud af de seneste 10 år, er det ud-

gangspunktet, at borgeren ikke skal dokumentere sit ophold. Det gælder også, selv

om borgeren i perioder ikke har et registreret indtjeningsgrundlag. Myndigheden

kan således ikke

–

som en fast regel

–

pålægge en borger at dokumentere sit ophold

udelukkende på den baggrund, at borger ikke har et registreret indtjeningsgrundlag.

Det fremgår videre af Ankestyrelsens principafgørelse, at myndigheden kan på-

lægge en borger at dokumentere sit ophold, hvis der er andre oplysninger, der kan

give anledning til tvivl om, at borger har opholdt sig i riget. I vurderingen af, om

myndigheden har grundlag for at pålægge en borger at dokumentere sit ophold, vil

det bl.a. være relevant at inddrage oplysninger om borgers livsførelse og livssitua-

tion.

Om bevisvurderingen udtaler Ankestyrelsen i samme principafgørelse, at når myn-

digheden har pålagt en borger at dokumentere sit ophold i riget, skal myndigheden

derefter tage stilling til, om der er reel grund til at tro, at borger har været udrejst i

de måneder, hvor borger ikke har dokumenteret sit ophold. Ved vurderingen af

dette spørgsmål, skal myndigheden anvende almindelige bevisretlige principper og

foretage en samlet vurdering af alle sagens omstændigheder i hele perioden.

Det fremgår videre af Ankestyrelsens principafgørelse, at myndigheden i sin bevis-

vurdering skal tage hensyn til borgerens mulighed for at sikre sig bevis, herunder at

det efter omstændighederne kan være meget svært at dokumentere ophold inden for

kortere afgrænsede tidsrum mange år tilbage, ikke mindst for borgere, der har en

livsførelse og en livssituation med en skrøbelig social tilknytning til samfundet.

Endelig fremgår det af Ankestyrelsens principafgørelse, at myndigheden ikke uden

videre må tillægge manglende dokumentation for ophold i riget i en bestemt kalen-

dermåned den bevismæssige betydning, at borger ikke anses for at have været i ri-

get i denne måned, hvis der ud fra en samlet konkret vurdering ikke er reel grund

til at tro, at borger har været i udlandet. Myndigheden skal overveje, om det er rele-

vant at indhente en forklaring fra borger om de perioder, hvor borger ikke har do-

kumenteret at have haft et indtjeningsgrundlag.

Som det fremgår af Ankestyrelsens principmeddelelse, har Ankestyrelsen således

ændret praksis for fortolkning af spørgsmålene om: 1) hvornår myndighederne kan

fravige udgangspunktet om, at folkeregisteradresse er tilstrækkeligt til at dokumen-

tere lovligt ophold i riget, og 2) bevisvurderingen i forhold til dokumentation for

lovligt ophold. Ankestyrelsens hidtidige fortolkning har været baseret på en forkert

fortolkning af loven (retsvildfarelse).

Ankestyrelsen har i principafgørelsen tilkendegivet, at man før ombudsmandens re-

degørelse af 25. marts 2020 har haft praksis for at lægge betydelig vægt på doku-

mentation for ophold i de enkelte kalendermåneder, og at Ankestyrelsen derfor i

mange af de sager, som er blevet påklaget til Ankestyrelsen, har anlagt en for

streng bevisvurdering, som ikke er inden for de retningslinjer om bevisvurderingen,

som fremgår af ombudsmandens redegørelse.

Ankestyrelsen har i principafgørelsen endelig tilkendegivet, at man også har haft en

forkert retsopfattelse af, hvornår der foreligger en særlig grund til at bede borgeren

om at dokumentere sit ophold. Ankestyrelsen har hidtil haft den retsopfattelse, at

der kunne kræves dokumentation (pålægges skærpet bevisbyrde), hvis der var læn-

gere perioder, hvor borger ikke havde et registreret indtjeningsgrundlag.

Som det også fremgår af udlændinge og integrationsministerens svar den 4. no-

vember 2019 på spørgsmål nr. 14 (alm. del) fra Social- og Indenrigsudvalget, aner-

kender regeringen fuldt ud, at kommunernes konkrete og individuelle vurdering i

praksis kan være vanskelig i særlige sager, hvor de mest almindelige former for do-

kumentation af opholdet i Danmark umiddelbart kan være svære at afdække. Rege-

ringen har dog fuld tillid til, at kommunerne inden for de nuværende regler kan

finde den rette balance mellem hensynet til den enkelte borgers særlige livssitua-

tion, herunder udsatte borgere som f.eks. hjemløse, og hensynet til kravet om doku-

mentation af ophold i Danmark ved udbetaling af kontanthjælp.”

Jeg kan henholde mig hertil og supplerende oplyse, at retten til kontanthjælp, ud-

dannelseshjælp samt selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse

har hjemmel i lov om aktiv socialpolitik. Af § 3 i lov om aktiv socialpolitik frem-

går det, at enhver, der opholder sig lovligt her i landet, har ret til hjælp efter denne

lov. Hertil fremgår af lovens § 5, at personer, der opholder sig udlandet, ikke kan få

hjælp efter denne lov.

Det fremgår af § 12 a i lov om aktiv socialpolitik, at personer og deres familiemed-

lemmer, som har ret til at opholde sig i Danmark i medfør af de fællesskabsretlige

regler om ophold for førstegangsarbejdssøgende EU-borgere, eller som har ret til

ophold i op til 3 måneder uden administrative betingelser (Schengenregler), alene

er berettiget til hjælp i forbindelse med hjemrejse. Disse personer har således ikke

ret til at modtage anden hjælp i kontanthjælpssystemet

–

herunder forsørgelsesydel-

ser.

Spørgsmålet synes at hvile på en forståelse af, at den ændrede praksis medfører, at

hjemløse borgere fra EU-lande vil få nemmere ved at få kontanthjælp i Danmark.

Det er imidlertid ikke tilfældet. Den ændrede praksis fører til, at man kan undgå si-

tuationer, hvor fx danske statsborgere, som har været hjemløse men ikke udrejst af

Danmark, stilles over for et krav om at kunne dokumentere deres ophold i Dan-

mark i hele perioden, hvilket de kan have svært ved. Kommunerne kan fortsat stille

krav om dokumentation for ophold m.v. i andre sager, herunder for EU-borgere.

Venlig hilsen

Peter Hummelgaard

Beskæftigelsesminister