BEU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 125: Spm. om, hvorfor arbejdsskadesystemet er pålagt en beskatning i form af en betydelig arbejdsskadeafgift på såvel erstatningerne som sagsbehandlingen, til skatteministeren

Beskæftigelsesudvalget 2020-21
BEU Alm.del
Offentligt

11. december 2020

J.nr. 2020 - 10741

Til Folketinget

–

Skatteudvalget

Hermed sendes svar på spørgsmål nr. 125 af 1. december 2020 (alm. del). Spørgsmålet er

stillet efter ønske fra Anne Honore Østergaard (V).

Morten Bødskov

/ Jeanette Rose Hansen

BEU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 125: Spm. om, hvorfor arbejdsskadesystemet er pålagt en beskatning i form af en betydelig arbejdsskadeafgift på såvel erstatningerne som sagsbehandlingen, til skatteministeren

Spørgsmål

Vil ministeren redegøre for, hvorfor arbejdsskadesystemet

–

som den eneste erstatnings-

ordning

–

er pålagt en beskatning i form af en betydelig arbejdsskadeafgift på såvel erstat-

ningerne som sagsbehandlingen, som endda er uden incitamenter til at forebygge arbejds-

skader for virksomhederne, men alene fungerer som en skat på at have ansatte?

Svar

Arbejdsskadeafgiften blev indført med Aftale om finansloven for 2012 med virkning fra

den 1. januar 2013 med henblik på at fremme indsatsen for et bedre og mere sikkert ar-

bejdsmiljø. Det nuværende arbejdsskadesystem indebærer et objektivt ansvar for arbejds-

giveren kombineret med, at denne har pligt til at tegne forsikring mod de økonomiske

følger af arbejdsulykker (kun private arbejdsgivere) ligesom der skal betales bidrag til Ar-

bejdsmarkedets Erhvervssikring (AES). Forsikringsselskaberne og AES står derefter for

at udbetale eventuel erstatning. Der ligger i denne ordning således en tilskyndelse til at

sikre bedre og mere sikkert arbejdsmiljø for at nedbringe forsikringspræmierne til forsik-

ringsselskaber og AES.

Afgiften pålægges arbejdsgiverne og opkræves af Arbejdsmarkedets Erhvervssikring

(AES) sammen med det ordinære AES-bidrag. Afgiften udgør 17 pct. af de indbetalte bi-

drag til AES vedrørende erhvervssygdomme og 12 pct. af tilkendte erstatninger og godt-

gørelser på ulykkesområdet. Afgiften fungerer således i praksis som et tillæg til forsik-

ringspræmierne og forstærker således tilskyndelsen at forbedre arbejdsmiljøet og forhin-

dre arbejdsskader.

Virksomhedernes udgift til arbejdsskadeafgiften afhænger af branche. Virksomheder, der

er en del af branchegrupper med høje udgifter til arbejdsskader, skal betale højere bidrag

end virksomheder, der er en del af i branchegrupper med mindre udgifter. Den enkelte

virksomhed opkræves en arbejdsskadeafgift, der afspejler udgifter til arbejdsskader i den

pågældende branche. Foruden dette afhænger den enkelte virksomheds udgift til arbejds-

skadeafgiften af antal årsværk.

For den enkelte virksomhed er udgiften til arbejdsskadeafgiften således ikke direkte kob-

let til antal arbejdsskader på virksomheden. Det betyder, at den enkelte virksomhed i for-

holdsvis begrænset omfang kan påvirke sin udgift til arbejdsskadeafgiften.

Afgiften vil dog

–

alt andet lige

–

give den enkelte branche et øget økonomisk incitament

til at reducere omfanget af arbejdsskader. Det vil imidlertid kræve en koordinering af virk-

somhedernes forebyggende arbejdsmiljøindsats for at det vil slå mærkbart igennem på af-

giftsbetalingen. Arbejdsskadeafgiften giver således incitamentet til at etablere en koordine-

ret arbejdsmiljøindsats, navnlig i brancher med mange arbejdsskader.

Der kan desuden på et mere overordnet plan være en positiv effekt af arbejdsskadeafgif-

ten på antallet af arbejdsskader, da afgiften tilskynder til at flytte aktivitet fra skadestunge

til skadeslette erhverv.

Side 2 af 2