BEU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 124: Spm. om at sende udvalget sit talepapir fra samrådet den 27. november 2020 om at stille krav til indvandrere i forbindelse med tildeling af offentlige ydelser, til justitsministeren

Beskæftigelsesudvalget 2020-21
BEU Alm.del
Offentligt

27. november 2020

Stats- og Menneskerets-

kontoret

Sagsbeh: Anne Louise Ellingsøe

Sagsnr.: 2020-0035-0174

Dok.:

1684747

Dato:

Kontor:

Baggrundsnotits om grundlovens § 75, stk. 2

Grundlovens § 75 har følgende ordlyd:

§ 75.

Til fremme af almenvellet bør det tilstræbes, at enhver

arbejdsduelig borger har mulighed for arbejde på vilkår, der

betrygger hans tilværelse.

Stk. 2. Den, der ikke selv kan ernære sig eller sine, og

hvis forsørgelse ikke påhviler nogen anden, er berettiget til

hjælp af det offentlige, dog mod at underkaste sig de forplig-

telser, som loven herom påbyder.

Retten til hjælp fra det offentlige indtræder, såfremt den enkelte ikke

kan forsørge sig selv. Det vil sige, at den enkelte har udtømt alle sine

muligheder for at forsørge sig selv eller blive forsørget af andre.

Jens Peter Christensen m.fl., Grundloven med kommentarer (2015),

side 485, anfører bl.a. følgende angående personkredsen omfattet af

grundlovens § 75, stk. 2:

”Det må antages at følge af grundlovens § 75, stk. 2, at be-

stemmelsen ikke blot omfatter danske statsborgere, men

også udlændinge, der opholder sig lovligt her i landet

(modsat Ross 1980 s. 785). I U 2012.1761 H fastslog Hø-

jesteret, at en udlænding med opholdstilladelse som flygt-

ning var omfattet af den personkreds, som er beskyttet af

grundlovens § 75, stk. 2. Det er nærliggende, at også andre

udlændinge, der opholder sig mere end rent midlertidigt her

i landet, vil kunne være omfattet af bestemmelsen. Grund-

lovens § 75, stk. 2, er ikke til hinder for, at det bestemmes,

BEU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 124: Spm. om at sende udvalget sit talepapir fra samrådet den 27. november 2020 om at stille krav til indvandrere i forbindelse med tildeling af offentlige ydelser, til justitsministeren

at udlændinge skal udsendes af landet

–

herunder som følge

af, at de ikke er i stand til at forsørge sig selv.”

I lyset af ordlyden af grundlovens § 75, stk. 2, og den nyere statsretlige

litteratur er det vurderingen, at bestemmelsen indebærer, at det påhvi-

ler staten at sikre et eksistensminimum for personer, der opholder sig

mere end rent kortvarigt i Danmark, og hvis forsørgelse ikke påhviler

andre. Det gælder også udlændinge uden lovligt ophold.

Højesteret har ved dom af 15. februar 2012 (optrykt i Ugeskrift for

Retsvæsen 2012, side 1761) i den såkaldte ”starthjælpssag” fastslået,

at grundlovens § 75, stk. 2, må forstås således, at det påhviler det of-

fentlige at sikre et

eksistensminimum

for personer, der omfattes af be-

stemmelsen, og at de ved domstolene kan få prøvet, om kravet er op-

fyldt. Højesteret fastslog i sagen, at en flygtning, som fik introdukti-

onsydelse (svarende til SU-satsen) og en række enkeltstående ydelser

mv., fik den hjælp fra det offentlige, som han havde krav på efter

grundlovens § 75, stk. 2.

Det fremgår ikke af grundlovens § 75, stk. 2, i hvilken form hjælpen

skal ydes. Det er imidlertid i litteraturen antaget, at hjælpen i henhold

til grundlovens § 75, stk. 2, kan være økonomisk eller bestå af faktiske

ydelser, jf. bl.a. Henrik Zahle, Dansk forfatningsret 3 (3. udgave,

2003), s. 219, Jens Peter Christensen m.fl., Dansk Statsret (3. udgave,

2020), s. 444, og Kirsten Ketscher, Socialret (3. omarbejdede udgave,

2008), s. 201.

Hjælpen vil således bl.a. kunne betinges af, at den enkelte står til rå-

dighed for arbejdsmarkedet ved enten at tage imod et arbejdstilbud,

således at den pågældende ved at påtage sig det tilbudte arbejde bliver

i stand til at forsørge sig selv og sine, eller i form af krav om at deltage

i en aktiv beskæftigelsesindsats.

Ved dom af 5. december 2005 (optrykt i Ugeskrift for Retsvæsen

2006, side 770) stadfæstede Højesteret Østre Landsrets dom af 19. de-

cember 2002, der frifandt en kommune for en sagsøgers påstand om

udbetaling af et beløb svarende til to måneders kontanthjælp. Påstan-

den blev bl.a. støttet på, at kommunen i strid med grundlovens § 75,

stk. 2, havde standset udbetaling af kontanthjælp efter lov om aktiv

socialpolitik i en periode på to måneder under henvisning til, at sag-

søgeren ikke havde taget imod et tilbud om aktivering. Højesteret til-

trådte af de grunde, som landsretten havde anført, at der ikke var

grundlag for at fastslå, at sagsøgeren i de omtvistede to måneder ikke

fik tilbud om hjælp i overensstemmelse med grundlovens § 75, stk. 2.

Ved sin dom lagde Østre Landsret vægt på, at sagsøgeren, i det om-

fang han deltog i aktiveringstilbud, ville få udbetalt en ydelse, som

oversteg et eksistensminimum, og at hans vægring ved at deltage i ak-

tivering alene ville have som konsekvens, at han, mens aktiveringstil-

buddet stod åbent, mistede ydelsen, i det omfang han ikke deltog i

aktiveringen. Landsretten lagde endvidere vægt på, at aktiveringstil-

buddet var rimeligt, bl.a. i den forstand, at sagsøgeren magtede at ud-

føre arbejdet, og at kravet om aktivering var sagligt begrundet, idet det

havde til formål at forbedre sagsøgerens mulighed for selvforsørgelse.

Ordlyden i grundlovens § 75, stk. 2, 2. led,

”dog mod at underkaste

sig de forpligtelser som loven

herom påbyder,”

synes umiddelbart at

indebære, at hjælpen kan betinges af, at modtageren opfylder enhver

forpligtelse, som måtte være fastsat i loven. Det antages imidlertid, at

dette led i bestemmelsen ikke giver hjemmel til at afslå at hjælpe en

person, der ikke kan forsørge sig selv eller sine, fordi den pågældende

ikke opfylder de forpligtelser, der er fastsat i loven, jf. herved bl.a.

Henning Matzen, Den Danske Statsforfatningsret III (1909), side 363,

Knud Berlin, Den Danske Statsforfatningsret, andel del, 2. halvbind

(1934), side 416, og Henrik Zahle, Dansk forfatningsret 3, Menneske-

rettigheder (1997), side 202.

Dette led i bestemmelsen må navnlig antages at tage sigte på de ret-

tighedsfortabende virkninger, som på tidspunktet for grundlovens

vedtagelse var forbundet med modtagelsen af fattighjælp, jf. bl.a. Alf

Ross, Dansk Statsforfatningsret 2, 3. udg. ved Ole Espersen (1980),

side 785, socialministerens svar på spørgsmål nr. S 940 af 28. juni

1989 (Folketingstidende 1988-89, Folketingets forhandlinger, sp.

11600), og Henrik Zahle, a.st., side 201. De rettighedsfortabende virk-

ninger, der var forbundet med modtagelse af fattighjælp var bl.a. tab

af valgret og retten til at indgå ægteskab.