Det skal kunne betale sig at tage en uddannelse:
Vi kræver loven om permanent opholdstilladelse ændret
Udtalelse fra Landsklubben for Murer- Stenhugger- og Stukkatørsvende til politikerne i
Folketinget.
Vi kræver loven om permanent opholdstilladelse ændret.
Et af kravene til permanent opholdstilladelse er, at man skal have været i beskæftigelse i
tre ud af fire år. Det er ikke noget problem for Mousa, vores gode kollega på 23 år.
Problemet er, at praktikforløb ikke tæller som beskæftigelse. Det må laves om.
Havde Mousa bare taget et ufaglært arbejde, havde han i dag stået i en helt anden
situation. Altså straffer det danske samfund ham for at have taget en faglært uddannelse.
Det mener vi simpelthen ikke kan være rigtigt og ej heller være hensigten med loven.
Mousa bor i København, og kom til Danmark som 13-årig. Han var uledsaget mindreårig,
da hans familie blev dræbt i Afghanistan tilbage i 2010.
Vores gode kollega har gjort alt, hvad der er blevet forlangt af ham. Han har lært vores
sprog, hjulpet andre flygtningebørn, og ikke mindst har han taget et af de fineste og mest
stolte fag til sig, nemlig murerfaget. På den måde står der en ung mand med rygsækken
fyldt, klar til livet og klar til at være en del af den arbejdskraft, som vi fra mange sider igen
og igen hører, at vi vil mangle i fremtiden.
Der er bare lige et men for Mousa: Lovgivningen spænder ben.