UUI, Alm.del - 2020-21 - Bilag 58: LOVUDKAST: Forslag om lov om ændring af udlændingeloven og lov om Danmarks tiltrædelse af Schengenkonventionen (Gennemførelse af forordning om oprettelse af et europæisk system vedrørende rejseinformation og rejsetilladelse (ETIAS), forordninger om oprettelse af et ind- og udrejsesystem (EES), samt forordninger om oprettelse, drift og brug af Schengeninformationssystemet (SIS) på områderne for henholdsvis ind- og udrejsekontrol samt politisamarbejde og strafferetligt samarbejde og om brug, fra udlændinge- og integrationsministeren

Udlændinge- og Integrationsudvalget 2020-21
UUI Alm.del Bilag 58
Offentligt

UDKAST

Forslag

til

Lov om ændring af udlændingeloven og lov om Danmarks tiltrædelse af

Schengenkonventionen

(Gennemførelse af forordning om oprettelse af et europæisk system

vedrørende rejseinformation og rejsetilladelse (ETIAS), forordninger om

oprettelse af et ind- og udrejsesystem (EES), samt forordninger om

oprettelse, drift og brug af Schengeninformationssystemet (SIS) på

områderne for henholdsvis ind- og udrejsekontrol samt politisamarbejde og

strafferetligt samarbejde og om brug af SIS i forbindelse med

tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold m.v.)

§1

I udlændingeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1513 af 22. oktober 2020, som

senest ændret ved lov nr. [xxxx] 2020 foretages følgende ændringer:

§ 2, stk. 2, 2. pkt.,

ændres »før indrejsen, medmindre de pågældende er

fritaget for visum, jf. § 39, stk. 2« til: »eller have opnået rejsetilladelse før

indrejsen, medmindre de pågældende er fritaget for visum eller rejsetilladelse,

jf. § 39, stk. 2, og ETIAS-forordningen«.

§ 2 a, stk. 2, 2. pkt.,

ændres »Bulgarien, Cypern, Kroatien og Rumænien«

til: »Cypern og Kroatien«.

§ 2 a, stk. 8,

affattes således:

»Stk.

Ved SIS-forordningen forstås i denne lov forordningen om

oprettelse, drift og brug af Schengeninformationssystemet (SIS) på området

ind- og udrejsekontrol med senere ændringer.«

§ 2 a

indsættes efter

stk. 8

som nyt stykke:

»Stk.

Ved SIS-tilbagesendelsesforordningen forstås i denne lov

forordningen om brug af Schengeninformationssystemet i forbindelse med

tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold med senere

ændringer.« Stk. 9 bliver herefter stk. 10.

§ 2 a, stk. 9,

der bliver

stk. 10,

affattes således:

»Stk.

10.

Ved SIS forstås i denne lov Schengeninformationssystemet.«

§ 2 a

indsættes som

stk. 11:

»Stk.

11.

Bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets forordning om

oprettelse af et europæisk system vedrørende rejseinformation og

rejsetilladelse (ETIAS) og om ændring af forordning (EU) nr. 1077/2011,

(EU) nr. 515/2014, (EU) 2016/399, (EU) 2016/1624 og (EU) 2017/2226 med

senere ændringer gælder her i landet.«

§ 2 a

indsættes som

stk. 12:

Side

1/169

UUI, Alm.del - 2020-21 - Bilag 58: LOVUDKAST: Forslag om lov om ændring af udlændingeloven og lov om Danmarks tiltrædelse af Schengenkonventionen (Gennemførelse af forordning om oprettelse af et europæisk system vedrørende rejseinformation og rejsetilladelse (ETIAS), forordninger om oprettelse af et ind- og udrejsesystem (EES), samt forordninger om oprettelse, drift og brug af Schengeninformationssystemet (SIS) på områderne for henholdsvis ind- og udrejsekontrol samt politisamarbejde og strafferetligt samarbejde og om brug, fra udlændinge- og integrationsministeren

UDKAST

»Stk.

12.

Bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets forordning om

oprettelse af et ind- og udrejsesystem til registrering af ind- og

udrejseoplysninger og oplysninger om nægtelse af indrejse vedrørende

tredjelandsstatsborgere, der passerer Den Europæiske Unions medlemsstaters

ydre grænser, og om fastlæggelse af betingelserne for adgang til ind- og

udrejsesystemet til retshåndhævelsesformål og om ændring af konventionen

om gennemførelse af Schengenaftalen og forordning (EF) nr. 767/2008 og

forordning (EU) nr. 1077/2011(EES-forordningen) med senere ændringer

gælder her i landet«.

§ 3, stk. 1,

indsættes efter »fritaget for visum«: », og som har opnået

rejsetilladelse, medmindre udlændingen er fritaget herfor i medfør af ETIAS-

forordningen«.

§ 3, stk. 2,

indsættes som 2. og 3. pkt.:

»1. pkt. finder ikke anvendelse for udlændinge, der forud for indrejsen i

Danmark allerede har opholdt sig i et andet Schengenland ud over 90 dage

inden for en periode på 180 dage i medfør af en bilateral

visumfritagelsesaftale. Uanset 1. pkt. må en udlænding, der opholder sig her

i landet som følge af en bilateral visumfritagelsesaftale, alene opholde sig her

i landet under det forlængede ophold og skal udrejse til et land, der ikke er

tilsluttet Schengenkonventionen.«

10.

Efter

§ 3 a

indsættes:

»§

3 b.

Rejsetilladelse udstedes i medfør af ETIAS-forordningens

bestemmelser herom.«

11.

Efter

§ 4 e

indsættes:

»§

4 f.

Den nationale ETIAS-enhed, som er en del af Udlændingestyrelsen,

træffer afgørelser om udstedelse af, afslag på, annullering eller inddragelse af

rejsetilladelse efter ETIAS-forordningens bestemmelser herom. En afgørelse

om afslag på, annullering eller inddragelse af en rejsetilladelse meddeles

ansøgeren ved anvendelse af en af Europa-Kommissionen vedtaget

standardformular.«

12.

§ 10, stk. 2, nr. 4,

ændres »SIS II« til: »SIS«, og »SIS II-forordningen«

til: »SIS-forordningen«.

13.

§ 19, stk. 4,

ændres »SIS II« til: »SIS«, »SIS II-forordningen« til: »SIS-

forordningen« og »Schengenkonventionens artikel 25« til: » SIS-

forordningens regler herom«.

14.

§ 19, stk. 11,

ændres »SIS II« til: »SIS«.

15.

§ 27 b, stk. 3,

ændres »Schengenkonventionens

artikel 25, stk. 2,«

til:

»SIS-forordningens artikel 30 eller SIS-tilbagesendelsesforordningens artikel

12«.

Side

2/169

UDKAST

16.

§ 28, stk. 1, nr. 2,

indsættes efter »visum« », registrering i ind- og

udrejsesystemet«.

17.

§ 28, stk. 1, nr. 2,

indsættes efter »rejselegitimation« », rejsetilladelse«.

18.

§ 28, stk. 1, nr. 6,

ændres »SIS II« til: »SIS«, og »SIS II-forordningen«

til: »SIS-forordningen«.

19.

§ 32, stk. 4, nr. 3,

ændres »SIS II« til: »SIS«.

20.

§ 39, stk. 2,

indsættes som 3. pkt.:

»En udlænding, der er fritaget for visum,

skal ved indrejse og ophold her

landet være i besiddelse af en gyldig rejsetilladelse, medmindre pågældende

er fritaget herfor i medfør af ETIAS-forordningen.«

21.

overskriften til kapitel 8 a

indsættes efter »VIS-forordningen«: », EES-

forordningen, ETIAS-forordningen«.

22.

§ 58 d

indsættes efter »visumkodeksen«: », EES-forordningen, ETIAS-

forordningen«.

23.

§ 58 g

ændres »SIS II« til: »SIS«.

24.

§ 58 g

indsættes som nyt stk. 3:

»Stk.

Udlændingemyndighederne indberetter en udlænding, der ikke er

statsborger i et Schengenland eller et land, der er tilsluttet Den Europæiske

Union, til SIS, hvis udlændingen er genstand for en afgørelse om

tilbagesendelse.«

25.

§ 58 h, stk. 1,

ændres »Schengenkonventionens artikel 25« til: »SIS-

forordningens og SIS-tilbagesendelsesforordningens bestemmelser herom«.

26.

§ 58 h, stk. 2,

ændres »som uønsket i SIS II, sletter Rigspolitichefen den

pågældende i SIS II « til: »i SIS, slettes den pågældende i SIS«

27.

Efter

§ 58 j

indsættes i

kapitel 8 a:

»§

58 k.

Oplysninger som er registreret i ind- og udrejsesystemet kan,

under hensyn til de i EES-forordningen oplistede betingelser, overføres til et

tredjeland eller visse internationale organisationer til brug for identifikation

af en tredjelandsstatsborger i forbindelse med dennes tilbagesendelse.

Stk. 2.

Datatilsynet fører her i landet tilsyn med behandlingen og

anvendelsen af de oplysninger, der er videregivet efter reglerne i EES-

forordningen.

28.

Efter

§ 58 k

indsættes i

kapitel 8 a:

Side

3/169

UDKAST

§ 58 l.

Oplysninger som er registreret i ETIAS-systemet kan, under hensyn

til de i ETIAS-forordningen oplistede betingelser, overføres til et tredjeland

til brug for identifikation af en tredjelandsstatsborger, i forbindelse med

dennes tilbagesendelse.

Stk. 2.

Datatilsynet fører her i landet tilsyn med behandlingen og

anvendelsen af de oplysninger, der er videregivet efter reglerne i ETIAS-

forordningen.«

29.

§ 59, stk. 1, nr. 2,

indsættes efter »skaffer sig visum«: », rejsetilladelse,

«.

30.

§ 59 a, stk. 1,

ændres » rejselegitimation og visum« til:

»rejselegitimation og rejsetilladelse eller visum«.

§2

I lov nr. 418 af 10. juni 1997 om Danmarks tiltrædelse af

Schengenkonventionen, som ændret ved lov nr. 227 af 2. april 2003, lov nr.

448 af 9. juni 2004 og lov nr. 521 af 6. juni 2007, foretages følgende

ændringer:

§ 2, stk. 1,

affattes således:

»Bestemmelserne i forordningerne om oprettelse, drift og brug af

Schengeninformationssystemet (SIS) på områderne for henholdsvis ind- og

udrejsekontrol samt politisamarbejde og strafferetligt samarbejde samt

forordningen om brug af Schengeninformationssystemet i forbindelse med

tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold med senere

ændringer gælder her i landet.«

§ 2, stk. 2,

ændres »Rigspolitichefen« til: »Rigspolitiet«, »den centrale

myndighed« til: »N.SIS-kontoret« og »rådsafgørelsens og forordningens

artikel 7, stk. 1.« til: »artikel 7, stk. 1, i forordningerne om oprettelse, drift og

brug af Schengeninformationssystemet (SIS) på områderne for henholdsvis

ind- og udrejsekontrol samt politisamarbejde og strafferetligt samarbejde mv.

samt artikel 19 i forordning om brug af SIS i forbindelse med tilbagesendelse

af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold, jf. artikel 7, stk. 1, i

forordningen om oprettelse, drift og brug af SIS på området ind- og

udrejsekontrol mv.«.

§ 2, stk. 3,

ændres »rådsafgørelsens artikel 60, stk. 1, og forordningens

artikel 44, stk. 1« til: »artikel 55 i forordningen om oprettelse, drift og brug

af Schengeninformationssystemet (SIS) på området ind- og udrejsekontrol,

artikel 69 i forordningen om oprettelse, drift og brug af SIS på området

politisamarbejde og strafferetligt samarbejde, artikel 19 i forordningen om

brug af SIS i forbindelse med tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med

ulovligt ophold, jf. artikel 55 i forordningen om oprettelse, drift og brug af

SIS på området ind- og udrejsekontrol«.

Side

4/169

UDKAST

§3

Stk. 1.

§ 1, nr. 2, træder i kraft den 1. april 2021.

Stk. 2.

Udlændinge- og integrationsministeren fastsætter tidspunktet for

ikrafttrædelse af § 1, nr. 1 og nr. 3-30, og § 2. Ministeren kan herunder

fastsætte, at bestemmelserne træder i kraft på forskellige tidspunkter.

§4

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig

anordning helt eller delvis sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de

ændringer, som de henholdsvis færøske og grønlandske forhold tilsiger.

Side

5/169

UDKAST

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

Indledning .............................................................................................. 8

1.1. Baggrund ......................................................................................... 8

1.1.1.

1.1.2.

1.1.3.

1.2.

1.2.1.

ETIAS-forordningen ................................................................ 9

EES-forordningen .................................................................... 9

SIS-forordningerne................................................................. 10

Gennemførelse af forordningerne .......................................... 12

Danmarks stilling .......................................................................... 11

1.2.2. Danmarks retsstilling i forhold til bestemmelser i ETIAS

vedrørende Europol .............................................................................. 13

Lovforslagets hovedpunkter ................................................................. 13

2.1. ETIAS ............................................................................................ 13

2.1.1.

Gældende ret .......................................................................... 13

ETIAS- forordningen ............................................................. 25

2.1.2.

2.1.3. Udlændinge- og Integrationsministeriets overvejelser om

ETIAS rejsetilladelse og den foreslåede ordning ................................. 71

2.2.

Ind- og udrejsesystemet (EES) ...................................................... 81

Gældende ret .......................................................................... 81

EES-forordningen .................................................................. 84

2.2.1.

2.2.2.

2.2.3. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.

2017/2225 af 30. november 2017 om ændring af forordning (EU)

2016/399, for så vidt angår brugen af ind- og udrejsesystemet ........... 96

2.2.4. Udlændinge- og Integrationsministeriets overvejelser om ind-

og udrejsesystemet og den foreslåede ordning .................................... 97

2.3.

Schengeninformationssystemet (SIS).......................................... 102

Gældende ret ........................................................................ 102

SIS-forordningerne............................................................... 108

2.3.1.

2.3.2.

2.3.3. Udlændinge- og Integrationsministeriets samt

Justitsministeriets overvejelser om SIS og den foreslåede ordning ... 136

3. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for

det offentlige .............................................................................................. 137

Side

6/169

UDKAST

mv.

Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet

138

Administrative konsekvenser for borgerne ........................................ 138

Miljømæssige konsekvenser .............................................................. 138

Forholdet til EU-retten ....................................................................... 138

Hørte myndigheder og organisationer mv.: ....................................... 139

Sammenfattende skema...................................................................... 141

Side

7/169

UDKAST

1. Indledning

Danmark har siden den 25. marts 2001 deltaget i det praktiske

Schengensamarbejde, hvis formål er at skabe et fælles område uden indre

grænser. Udgangspunktet for Schengensamarbejdet er en ophævelse af

personkontrollen ved de fælles indre grænser inden for Schengenområdet

suppleret med fælles regler for passage af Schengenområdets ydre grænser

og ens visumregler for tredjelandsstatsborgere.

Europa-Parlamentet og Rådet har de seneste år vedtaget en række

forordninger af væsentlig betydning for Schengensamarbejdet og

grænsekontrollen. Forordningerne understøtter desuden bekæmpelsen af

grænseoverskridende kriminalitet i EU.

Lovforslaget gennemfører de nødvendige ændringer i udlændingeloven og

lov om Danmarks tiltrædelse af Schengenkonventionen som følge af

forordningerne (EU) 2018/1240 om oprettelse af et europæisk system

vedrørende rejseinformation og rejsetilladelse og om ændring af forordning

(EU) nr. 1077/2011, (EU) nr. 515/2014, (EU) nr. 2016/399, (EU) nr.

2016/1624 og (EU) nr. 2017/2226 (ETIAS-forordningen), (EU) 2017/2226

om oprettelse af et ind- og udrejsesystem til registrering af ind- og

udrejseoplysninger og oplysninger om nægtelse af indrejse vedrørende

tredjelandsstatsborgere, der passerer medlemsstaternes ydre grænser, om

fastlæggelse af betingelserne for adgang til ind- og udrejsesystemet til

retshåndhævelsesformål og om ændring af konventionen om gennemførelse

af Schengenaftalen og forordning (EF) nr. 767/2008 og (EU) nr. 1077/2011

(EES-forordningen),

(EU)

2018/1860

brug

Schengeninformationssystemet i forbindelse med tilbagesendelse af

tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold, (EU) 2018/1861 om oprettelse,

drift og brug af Schengeninformationssystemet (SIS) på området ind- og

udrejsekontrol, om ændring af konventionen om gennemførelse af

Schengenaftalen og om ændring og ophævelse af forordning (EF) nr.

1987/2006, og (EU) 2018/1862 om oprettelse, drift og brug af

Schengeninformationssystemet (SIS) på området politisamarbejde og

strafferetligt samarbejde, om ændring og ophævelse af Rådets afgørelse

2007/533/RIA og om ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets

forordning (EF) nr. 1986/2006 og Kommissionens afgørelse 2010/261/EU

(SIS-forordningerne).

Lovforslaget indeholder endvidere en konsekvensændring som følge af

Bulgariens og Rumæniens fulde deltagelse i samarbejdet.

De dele af lovforslaget, der vedrører SIS, henhører under Justitsministeriets

ressortområde, men det samlede lovforslag fremsættes af udlændinge- og

integrationsministeren.

1.1. Baggrund

Side

8/169

UDKAST

1.1.1. ETIAS-forordningen

Europa-Parlamentet og Rådet vedtog den 12. september 2018 forordning

(EU) 2018/1240 om oprettelse af et europæisk system vedrørende

rejseinformation og rejsetilladelse (ETIAS) og om ændring af forordning

(EU) nr. 1077/2011, (EU) nr. 515/2014, (EU) nr. 2016/399, (EU) (EU) nr.

2016/1624 og (EU) nr. 2017/2226 (ETIAS-forordningen). ETIAS står for

European Travel Information and Authorisation System.

Med henblik på at forbedre den indre sikkerhed i Schengenområdet, forhindre

ulovlig indvandring, begrænse risici for folkesundheden og mindske

forsinkelser ved grænserne ved at identificere personer, som kan udgøre en

sådan risiko, inden de rejser til Schengenområdet, opretter ETIAS-

forordningen et europæisk system vedrørende rejseinformation og

rejsetilladelse for tredjelandsstatsborgere, der er fritaget for kravet om at være

i besiddelse af visum, når de passerer de ydre grænser. ETIAS skal anvendes

til at vurdere, hvorvidt tredjelandsstatsborgere, der ikke behøver visum,

opfylder betingelserne for at indrejse i Schengenområdet, allerede inden de

ankommer til Schengenområdets ydre grænser. En gyldig rejsetilladelse er

dog ikke en garanti for, at indehaveren kan indrejse i Schengenområdet.

1.1.2. EES-forordningen

Europa-Parlamentet og Rådet vedtog den 30. november 2017 forordning (EU)

nr. 2017/2226 om oprettelse af et ind- og udrejsesystem til registrering af ind-

og udrejseoplysninger vedrørende tredjelandsstatsborgere, der passerer

medlemsstaternes ydre grænser, og oplysninger om nægtelse af indrejse til

tredjelandsstatsborgere, der passerer medlemsstaternes ydre grænser, om

fastlæggelse af betingelserne for adgang til ind- og udrejsesystemet til

retshåndhævelsesformål og om ændring af konventionen om gennemførelse

af Schengenaftalen og forordning (EF) nr. 767/2008 og (EU) nr.

1077/2011(EES-forordningen). EES står for Entry/Exit System.

Med henblik på at forbedre kvaliteten og effektiviteten af grænsekontrollen,

og for at kontrollere overholdelsen af bestemmelserne om det tilladte ophold

på

medlemsstaternes

område,

bidrage

til

identifikation

tredjelandsstatsborgere, bekæmpe identitetssvig og misbrug af

rejsedokumenter og bidrage til forebyggelse, afsløring og efterforskning af

terrorhandlinger og andre alvorlige strafbare handlinger, opretter EES-

forordningen et ind- og udrejsesystem, som erstatter stempling af

rejsedokumenter ved ind- og udrejse for tredjelandsstatsborgere, der har

tilladelse til et kortvarigt ophold med elektronisk registrering af ind- og

udrejse direkte i ind- og udrejsesystemet.

Ind- og udrejsesystemet vil sikre præcis, hurtig og pålidelig information til

grænsekontrollen om ind- og udrejser og periode for lovligt ophold som

afløsning for oplysninger fra passtempler og levere oplysninger om

tredjelandsstatsborgeres tidligere ind- og udrejser, herunder også for

Side

9/169

UDKAST

mistænkte personer under efterforskning, og levere præcise oplysninger om

personer, der har overskredet deres lovlige opholdsperiode. Ind- og

udrejsesystemet vil herudover styrke identifikationen af ulovlige indvandrere,

der antræffes inden for Schengenområdet ved brug af de biometriske

oplysninger, understøtte identificering af terrorister, kriminelle, mistænkte og

ofre og skabe mulighed for indførelse af automatiserede grænsekontroller for

tredjelandsstatsborgere. Ind- og udrejsesystemet vil endvidere sikre, at

grænsevagterne har opdateret information om afslag på indrejse, og at

rejsende kan få opdaterede oplysninger om længden af deres lovlige

opholdsperiode.

Indførelsen af et ind- og udrejsesystem betyder, at det er nødvendigt at

tilpasse procedurerne for kontrol af personer, der passerer de ydre grænser.

Til det formål vedtog Europa-Parlamentet og Rådet tillige forordning (EU)

nr. 2017/2225 af 30. november 2017 om ændring af forordning (EU) nr.

2016/399 af 9. marts 2016 om en EU-kodeks for personers grænsepassage

(Schengengrænsekodeks) for så vidt angår brugen af ind- og udrejsesystemet.

1.1.3. SIS-forordningerne

Europa-Parlamentet og Rådet vedtog den 28. november 2018 forordningerne

(EU) 2018/1860 om brug af Schengeninformationssystemet i forbindelse med

tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold (SIS-

tilbagesendelsesforordningen), (EU) 2018/1861 om oprettelse, drift og brug

af Schengeninformationssystemet (SIS) på området ind- og udrejsekontrol,

om ændring af konventionen om gennemførelse af Schengenaftalen og om

ændring og ophævelse af forordning (EF) nr. 1987/2006 (SIS-

grænseforvaltningsforordningen), og (EU) 2018/1862 oprettelse, drift og

brug af Schengeninformationssystemet (SIS) på området politisamarbejde og

strafferetligt samarbejde, om ændring og ophævelse af Rådets afgørelse

2007/533/RIA og om ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets

forordning (EF) nr. 1986/2006 og Kommissionens afgørelse 2010/261/EU

(SIS-retshåndhævelsesforordningen).

Schengeninformationssystemet (SIS) er et fælles informationssystem, der er

oprettet som led i Schengensamarbejdet. SIS giver immigrations-, politi-,

told- og retsmyndigheder i EU og de associerede Schengenlande adgang til

elektronisk at indlæse og søge i oplysninger om indberetninger om personer

og genstande.

SIS-forordningerne har til formål at effektivisere og udvide brugen af SIS og

dermed forbedre mulighederne for at imødegå sikkerheds- og

migrationsudfordringer i EU.

Med forordningerne tilføjes flere nye typer af indberetninger, der skal kunne

indføres i SIS. Det drejer sig bl.a. om indberetninger om

tilbagesendelsesafgørelser, forebyggende indberetninger om børn, der er i

fare for at blive bortført af en forælder, samt indberetninger om ukendte

Side

10/169

UDKAST

gerningsmænd, hvis fuldstændige eller ufuldstændige sæt af fingeraftryk eller

håndfladeaftryk er blevet fundet under efterforskning på et gerningssted for

en alvorlig forbrydelse. Det gøres endvidere obligatorisk at indberette

indrejseforbud i SIS, og der åbnes for, at flere typer af data kan indføres i SIS,

herunder håndfladeaftryk, ansigtsbilleder og, for så vidt angår SIS-

retshåndhævelsesforordningen, også DNA-profiler. Endelig får flere

myndigheder adgang til SIS.

1.2. Danmarks stilling

ETIAS-forordningen og EES-forordningen er vedtaget med hjemmel i

Traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), særlig artikel

77, stk. 2, litra b og d, og artikel 87, stk. 2, litra a.

SIS-grænseforvaltningsforordningen er vedtaget med hjemmel i TEUF,

særlig artikel 77, stk. 2, litra b og d, og artikel 79, stk. 2, litra c, mens SIS-

tilbagesendelsesforordningen er vedtaget med hjemmel i TEUF, særlig artikel

79, stk. 2, litra c.

SIS-retshåndhævelsesforordningen er vedtaget med hjemmel i TEUF, særlig

artikel 82, stk. 1, andet afsnit, litra d, artikel 85, stk. 1, artikel 87, stk. 2,

litra a, og artikel 88, stk. 2, litra a.

Forordningerne blev således vedtaget med hjemmel i tredje del, afsnit V, i

TEUF og er dermed omfattet af det danske forbehold vedrørende retlige og

indre anliggender (retsforbeholdet), og Danmark deltog derfor ikke i Rådets

vedtagelse af forordningerne, ligesom forordningerne ikke er bindende for

eller finder anvendelse i Danmark, jf. artikel 1 og 2 i protokol nr. 22 om

Danmarks stilling.

Da forordningerne imidlertid udgør en udbygning af Schengenreglerne,

kunne Danmark i henhold til artikel 4 i protokollen om Danmarks stilling

inden seks måneder efter Rådets vedtagelse af forordningerne træffe afgørelse

om, hvorvidt Danmark ville gennemføre forordningerne i dansk ret på

mellemstatsligt grundlag.

Folketinget gav med vedtagelsen den 19. april 2018 af beslutningsforslag nr.

B 104 sit samtykke til, at regeringen på Danmarks vegne i henhold til artikel

4 i protokollen om Danmarks stilling på mellemstatsligt grundlag kunne

tilslutte sig EES-forordningen.

Danmark gav den 30. maj 2018 meddelelse til Rådet og EU-Kommissionen

om, at Danmark ville gennemføre EES-forordningen i dansk ret. Derved blev

der skabt en mellemstatslig forpligtelse mellem Danmark og de øvrige

medlemsstater og associerede Schengenlande, der er bundet af EES-

forordningen.

Side

11/169

UDKAST

Folketinget gav med vedtagelsen den 1. juni 2018 af beslutningsforslag nr. B

105 sit samtykke til, at regeringen på Danmarks vegne i henhold til artikel 4

i protokollen om Danmarks stilling på mellemstatsligt grundlag kunne

tilslutte sig ETIAS-forordningen.

Danmark gav den 21. december 2018 meddelelse til Rådet og EU-

Kommissionen om, at Danmark ville gennemføre ETIAS-forordningen i

dansk ret. Derved blev der skabt en mellemstatslig forpligtelse mellem

Danmark og de øvrige medlemsstater og associerede Schengenlande, der er

bundet af ETIAS-forordningen.

Folketinget gav med vedtagelsen den 29. januar 2019 af beslutningsforslag

nr. B 32 sit samtykke til, at regeringen på Danmarks vegne i henhold til artikel

4 i protokollen om Danmarks stilling på mellemstatsligt grundlag kunne

tilslutte sig SIS-forordningerne.

Danmark gav den 26. april 2019 meddelelse til Rådet og EU-Kommissionen

om, at Danmark havde truffet afgørelse om at gennemføre de tre SIS-

forordninger i dansk ret. Derved blev der skabt en mellemstatslig forpligtelse

mellem Danmark og de øvrige medlemsstater og associerede Schengenlande,

der er bundet af SIS-forordningerne.

1.2.1. Gennemførelse af forordningerne

Da ETIAS-forordningen og EES-forordningen hver især udgør et samlet

regelsæt for betingelser og procedurer for udstedelse af rejsetilladelse og

anvendelse af EES-systemet, er det hensigtsmæssigt, at forordningerne

gennemføres i dansk ret ved en henvisning i udlændingeloven til, at

forordningerne gælder her i landet. Det foreslås således, at ETIAS-

forordningen og EES-forordningen gennemføres i dansk ret ved en

henvisning til forordningerne, jf. lovforslagets § 1, nr. 6 og 7, om indsættelse

af stk. 11 og 12 i udlændingelovens § 2 a. Det foreslås, at senere ændringer

af forordningerne ligeledes gælder i Danmark. Der tages således højde for

eventuelle fremtidige ændringer af forordningerne i det omfang, sådanne

ændringer ikke kræver ændring af andre bestemmelser i udlændingeloven.

Det foreslås desuden, at udlændinge- og integrationsministeren bemyndiges

til at fastsætte nærmere regler for ETIAS-forordningen og EES-forordningens

gennemførelse, jf. lovforslagets § 1, nr. 21, om henvisning til EES-

forordningen og ETIAS-forordningen i udlændingelovens § 58 d, 1. pkt.

Da SIS-forordningerne udgør en udvidelse af brugen af SIS, er det

hensigtsmæssigt, at forordningerne gennemføres i dansk ret ved en

henvisning i lov om Danmarks tiltrædelse af Schengenkonventionen til, at

forordningerne gælder her i landet. Det foreslås således, at SIS-

forordningerne gennemføres i dansk ret ved en henvisning til forordningerne,

jf. lovforslagets § 2, nr. 1. Det foreslås, at senere ændringer af forordningerne

ligeledes gælder i Danmark. Der tages således højde for eventuelle fremtidige

Side

12/169

UDKAST

ændringer af forordningerne i det omfang, sådanne ændringer ikke kræver

ændring af bestemmelser i tiltrædelsesloven.

Det foreslås desuden, at begreberne ”SIS-forordningen”, ”SIS-

tilbagesendelsesforordningen” og ”SIS” gennemføres i udlændingeloven

på

den måde, at disse defineres, jf. lovforslagets § 1, nr. 3-5. Det foreslås, at der

i definitionerne også henvises til senere ændringer af SIS-forordningen og

SIS-tilbagesendelsesforordningen. Der tages således også i udlændingeloven

højde for eventuelle fremtidige ændringer i det omgang, sådanne ændringer

ikke kræver ændring af andre bestemmelser i udlændingeloven.

1.2.2.

Danmarks retsstilling i forhold til bestemmelser i ETIAS vedrørende

Europol

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/794 af 11. maj 2016

om Den Europæiske Unions Agentur for Retshåndhævelsessamarbejde

(Europol) og om erstatning og ophævelse af Rådets afgørelse 2009/371/RIA,

2009/934/RIA, 2009/935/RIA, 2009/936/RIA og 2009/968/RIA (EUT L 135

af 24.5.2016) (Europol-forordningen) er omfattet af Danmarks retsforbehold

og finder således ikke anvendelse for Danmark. Folketinget vedtog den 27.

april 2017 lov nr. 411 om Den Europæiske Unions Agentur for

Retshåndhævelsessamarbejde (Europol). Regeringen indgik på den baggrund

den 29. april 2017 en aftale med Europol om operativt og strategisk

samarbejde (Europol-aftalen).

Europol-aftalen, der trådte i kraft den 30. april 2017, har til formål at oprette

samarbejdsrelationer mellem Danmark og Europol for at støtte og styrke

samarbejdet mellem de øvrige EU-medlemslande og Danmarks kompetente

nationale myndigheder og deres fælles indsats for at forebygge og bekæmpe

alvorlig og organiseret kriminalitet, der berører to eller flere EU-

medlemslande, terrorisme og andre former for kriminalitet, der berører en

fælles interesse, som er omfattet af EU-samarbejdet.

Retsforbeholdet kan i forhold til ETIAS-forordningen bl.a. få betydning for

Danmarks deltagelse i høringsproceduren med Europol i medfør af

forordningens artikel 29, samt for den fælles procedure, der skal udarbejdes

og gennemføres mellem Europol og medlemsstaterne i medfør af

forordningens artikel 35, stk. 5. Se nærmere om høringsproceduren i medfør

af forordningens artikel 29 under pkt. 2.1.2.5.4., samt den fælles procedure i

medfør af forordningens artikel 35, stk. 5, under pkt. 2.1.2.6.2.

2. Lovforslagets hovedpunkter

2.1. ETIAS

2.1.1. Gældende ret

Side

13/169

UDKAST

2.1.1.1.

Visumfri indrejse i Danmark

Udlændingelovens bestemmelser om udlændinges adgang, indrejse og

ophold i Danmark sondrer overordnet mellem følgende persongrupper:

Nordiske og EU/EØS-borgere, udlændinge med opholdstilladelse eller

langtidsvisum til Danmark eller Schengenområdet, visumpligtige udlændinge

og visumfrie udlændinge.

2.1.1.2.

Udlændinge fritaget for krav om visum

Afgrænsningen af de udlændinge, der er fritaget for visumkrav ved indrejse

og ophold i Danmark, sker på grundlag af udlændingelovens § 39, stk. 2, 1.

pkt., hvorefter udlændinge- og integrationsministeren fastsætter regler om, i

hvilket omfang en udlændings pas eller rejselegitimation skal være påtegnet

visum til indrejse i eller udrejse af landet.

Bemyndigelsen er udnyttet i § 2 i bekendtgørelse nr. 98 af 28. januar 2020

om udlændinges adgang til Danmark på grundlag af visum

(visumbekendtgørelsen).

Det fremgår af visumbekendtgørelsens § 1, at en udlænding skal have sit pas

eller andet rejsedokument viseret forud for indrejse her i landet, medmindre

den pågældende er fritaget for visum, jf. § 2.

Efter visumbekendtgørelsens § 2 er flere grupper af udlændinge fritaget for

visum. Det drejer sig om statsborgere i Finland, Island, Norge og Sverige, jf.

udlændingelovens § 1, udlændinge, der er statsborgere i et land, der er

tilsluttet Den Europæiske Union eller er omfattet af aftalen om Det

Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, jf. udlændingelovens § 2, eller

Schweiz, udlændinge, der er i besiddelse af et EU-opholdskort, der er udstedt

i et andet Schengenland, og udlændinge, der i kraft af deres familiemæssige

tilknytning til en EU-statsborger i øvrigt er i besiddelse af et EU-opholdskort,

der er udstedt af et land uden for Schengensamarbejdet, når de ledsager eller

slutter sig til EU-statsborgeren. Herudover drejer det sig om udlændinge med

opholdstilladelse eller langtidsvisum i et andet Schengenland, der efter

Schengenkonventionens artikel 21, stk. 1 eller 2, er fritaget for visum forinden

indrejsen, udlændinge, der efter Den Europæiske Unions regler er fritaget for

visum forinden indrejsen, udlændinge, der er statsborgere i et land, som

Danmark har indgået aftale om visumfritagelse med, jf. udlændingelovens §

39, stk. 2, og udlændinge, der tilhører en særlig gruppe af udlændinge, som

efter udlændinge- og integrationsministerens bestemmelse er fritaget for

visum, jf. udlændingelovens § 39, stk. 2.

Ved et Schengenland som omtalt i visumbekendtgørelsens § 2, nr. 3-5,

forstås, jf. udlændingelovens § 2 a, stk. 2, et land, der er tilsluttet

Schengenkonventionen, idet dog Bulgarien, Cypern, Kroatien og Rumænien

ikke anses for Schengenland i forhold til en række af udlændingelovens

Side

14/169

UDKAST

bestemmelser, idet disse lande ikke deltager fuldt ud i det praktiske

Schengensamarbejde.

Den i praksis største gruppe af visumfritagne udlændinge følger af

visumbekendtgørelsens § 2, nr. 6, om udlændinge, der efter Den Europæiske

Unions regler er fritaget for visum forinden indrejsen.

2.1.1.3.

Visumforordningen

Det er i regi af Schengensamarbejdet bestemt, hvilke tredjelandsstatsborgere

der skal være i besiddelse af et visum ved passage af Schengensamarbejdets

ydre grænser, og hvilke der er fritaget herfor.

Disse fælles visumregler er fastsat ved Rådets forordning (EF) nr. 539/2001

af 15. marts 2001 om fastlæggelse af listen over de tredjelande, hvis

statsborgere skal være i besiddelse af visum ved passage af de ydre grænser,

og listen over de tredjelande, hvis statsborgere er fritaget for dette krav med

senere ændringer, som senest er kodificeret ved forordning (EU) 2018/1806

af 14. november 2018 (visumforordningen), som er ændret ved forordning

(EU) 2019/592 af 10. april 2019, der forventes at træde i kraft den 1. januar

2021.

Visumområdet er som udgangspunkt omfattet af det danske retsforbehold.

Efter artikel 6 i protokol 22 til TEUF om Danmarks stilling deltager Danmark

dog fuldt ud ved foranstaltninger, der udpeger de tredjelande, hvis

statsborgere skal være i besiddelse af visum ved passage af medlemsstaternes

ydre grænser. Danmark deltog således i vedtagelsen af ændringerne af

visumforordningen, og ændringerne er bindende for og finder anvendelse i

Danmark.

Visumforordningen indeholder en positivliste (bilag II) over tredjelande, hvis

statsborgere er fritaget for visumkravet i forbindelse med ophold på højst 90

dage inden for en periode på 180 dage, jf. forordningens artikel 4, stk. 1.

Desuden er visse persongrupper fritaget for visum i medfør af artikel 4, stk.

2, litra a-c.

Efter visumforordningens artikel 6, stk. 1-3, kan en medlemsstat desuden

beslutte at fravige visumpligten eller visumfritagelsen for visse særlige

persongrupper.

2.1.1.4.

Særlige grupper af udlændinge fritaget for krav om visum

Danmark har bl.a. fritaget indehavere af diplomatpas og tjenestepas og

særlige pas fra en række lande fra visumkravet.

Danmark har herudover fritaget visumpligtige besætningsmedlemmer på

skibe og fly, som i forbindelse med af- og påmønstring alene passerer

Side

15/169

UDKAST

igennem dansk område ved at indrejse via en dansk lufthavn/havn og udrejse

via en dansk havn/lufthavn, fra krav om visum (den visumfri transferordning).

Transferordningen har hjemmel i artikel 6, stk. 1, litra b, i visumforordningen.

Se nærmere herom under pkt. 2.1.3.2.

En nærmere oversigt over de udlændinge, der er fritaget for visum ved

indrejse i Danmark, herunder den visumfri transferordning, fremgår af

Udlændinge- og Integrationsministeriets oversigt over rejsedokumenter,

visumforhold og grænseovergange. Den senest offentliggjorte oversigt af 26.

juni 2018 fremgår af udlændingemyndighedernes hjemmeside

nyidanmark.dk.

2.1.1.5.

Visumfrie udlændinges indrejse og ophold

Efter udlændingelovens § 3, stk. 1, har udlændinge, der efter regler fastsat i

medfør af § 39, stk. 2, er fritaget for visum, ret til at indrejse og opholde sig

her i landet i højst 90 dage inden for en periode på 180 dage, hvorved perioden

på 180 dage forud for hver opholdsdag tages i betragtning. I de nævnte 90

dages ophold fradrages den tid, hvori udlændingen inden for de 180 dage har

opholdt sig i Danmark eller et andet Schengenland. Har udlændingen opholdt

sig i Danmark eller et andet Schengenland med opholdstilladelse eller med

visum til ophold af mere end 90 dages varighed begrænset til dette

Schengenland (langtidsvisum), fradrages denne tid dog ikke.

En visumfri udlænding er imidlertid ikke garanteret en ret til at indrejse, idet

udlændingen ved passage af de ydre Schengengrænser skal underkastes

grænsekontrol. Se nærmere herom under pkt. 2.1.1.7.1.

2.1.1.6.

Udlændingelovens kompetence- og klageregler

I udlændingelovens kapitel 8 er der fastsat kompetence- og klageregler

vedrørende afgørelser på udlændingeområdet.

Udlændingelovens § 46 angiver, hvilke udlændingemyndigheder der træffer

afgørelse efter udlændingelovens regler.

Det fremgår af § 46, stk. 1, at Udlændingestyrelsen træffer afgørelser efter

udlændingeloven, med de undtagelser, der fremgår af stk. 2-4, og af § 4 d,

stk. 3 og 4, § 9, stk. 26, 27 og 36-38, §§ 46 a-49, § 50, § 50 a, § 51, stk. 2, 2.

pkt., § 56 a, stk. 1-5, § 58 i og § 58 j, jf. dog § 58 d, 2. pkt.

Udlændingelovens § 46 a angiver, hvilke afgørelser der kan påklages og

hvortil.

Det fremgår af udlændingelovens § 46 a, stk. 1, bl.a., at afgørelser truffet af

Udlændingestyrelsen og Styrelsen for International Rekruttering og

Side

16/169

UDKAST

Integration efter udlændingeloven kan påklages til Udlændingenævnet, jf.

dog stk. 4 og 6 og § 53 a.

Det fremgår af udlændingelovens § 46 a, stk. 3, bl.a., at klage til

Udlændingenævnet over de afgørelser, der er nævnt i stk. 1, skal være

indgivet inden 8 uger efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen.

Udlændingenævntes formand eller den, formanden bemyndiger dertil, kan i

særlige tilfælde beslutte, at en klage skal behandles, selv om klagen er

indgivet efter udløb af fristen.

Udlændingelovens § 52 c indeholder regler om Udlændingenævnets

sekretariat og klagesagsbehandlingen i Udlændingenævnet.

2.1.1.7.

Kontrol med udlændinges indrejse, afvisning på grænsen mv.

2.1.1.7.1.

Indrejsekontrol

Der findes ikke i dag en rejsetilladelse, som skal været opnået inden indrejse

i Schengenområdet. Der stilles således på nuværende tidspunkt alene krav om

gyldigt pas eller andet rejsedokument og visum, med mindre man er fritaget

herfor.

Det følger af udlændingelovens § 38, stk. 1, at ved grænsen til et land, der

ikke er tilsluttet Schengenkonventionen, skal ind- og udrejsekontrol finde

sted i medfør af Schengengrænsekodeksens artikel 7 og 8.

Efter udlændingelovens § 38, stk. 2, må ind- og udrejsekontrol ikke finde sted

ved grænsen til et Schengenland. Dog kan der undtagelsesvis ske kontrol ved

en sådan grænse i medfør af Schengengrænsekodeksens artikel 25.

Indrejsebetingelserne fremgår af § 11, stk. 5, i bekendtgørelse nr. 1020 af 23.

juni 2020 om udlændinges adgang her til landet med senere ændringer

(udlændingebekendtgørelsen), og svarer til indrejsebetingelserne i

Schengengrænsekodeksens artikel 6, stk. 1.

Det fremgår således af udlændingebekendtgørelsens § 11, stk. 5, at en

udlænding, der ønsker at indrejse i Danmark fra et land, der ikke er tilsluttet

Schengenkonventionen, med henblik på ophold i højst 90 dage inden for en

periode på 180 dage, skal opfylde en række betingelser, herunder betingelsen

om at være i besiddelse af gyldigt pas eller anden rejselegitimation med ret til

at rejse til Danmark. Passet skal, medmindre der er tale om et begrundet

hastetilfælde, være gyldigt i mindst tre måneder efter den påtænkte dato for

afrejse fra Schengenområdet. Passet skal være udstedt inden for de seneste ti

år. Pågældende skal herudover være i besiddelse af gyldigt visum, medmindre

den pågældende er fritaget for visum, og pågældende skal dokumentere

formålet med og vilkårene for det påtænkte ophold og have de nødvendige

midler til underhold under det påtænkte ophold i Schengenlandene og til

Side

17/169

UDKAST

hjemrejsen til hjemlandet eller bopælslandet eller til gennemrejsen til et

tredjeland, hvor den pågældende er sikret indrejse, eller være i stand til på

lovlig vis at erhverve sig disse midler. Yderligere må pågældende ikke være

indberettet til Schengeninformationssystemet som uønsket og må ikke udgøre

en trussel for Schengenlandenes offentlige orden, forhold til fremmede

magter eller nationale sikkerhed eller sundhed.

Ovenstående indrejsekontrol omfatter således også visumfrie udlændinge.

2.1.1.7.2.

Afvisning på grænsen og udvisning

Udlændingelovens § 28 fastlægger de tilfælde, hvor en udlænding, der ikke

har opholdstilladelse eller har fået udstedt registreringsbevis eller

opholdskort, jf. § 6, her i landet, og en nordisk statsborger, som ikke har fast

bopæl her i landet, kan afvises ved indrejse i Danmark.

De grundlæggende afvisningsregler i udlændingelovens § 28, stk. 1,

omhandler den situation, hvor en udlænding ønsker at indrejse i Danmark fra

et land, der ikke er tilsluttet Schengenkonventionen.

Ifølge udlændingelovens § 28, stk. 1, nr. 2, kan en udlænding, der ikke

opfylder de bestemmelser om rejselegitimation, visum og indrejse, som er

fastsat efter kapitel 7, afvises ved indrejsen til Danmark.

For så vidt angår den situation, hvor en udlænding indrejser fra et andet

Schengenland, følger det af udlændingelovens § 28, stk. 3, at en udlænding,

der ikke har opholdstilladelse eller har fået udstedt registreringsbevis eller

opholdskort, jf. § 6, her i landet, eller en nordisk statsborger, som ikke har

fast bopæl her i landet, kan afvises ved indrejsen fra et Schengenland efter

bestemmelserne i stk. 1, nr. 1-7, jf. dog stk. 5.

En afgørelse om afvisning har den konsekvens, at udlændingen nægtes

indrejse i Danmark og straks tilbagesendes til det land, som udlændingen

senest har opholdt sig i.

Det følger af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at såfremt en udlænding

påberåber sig at være omfattet af § 7 (asyl), træffer Udlændingestyrelsen

snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel

5 a eller 5 b eller om afvisning efter § 28, stk. 1, nr. 1, 2, 6 eller 7, eller § 28,

stk. 2 eller 3, jf. stk. 1, nr. 1, 2, 6 eller 7 eller udvisning efter § 25, nr. 2, eller

§ 25 b og i givet fald udsendelse.

Endvidere følger det af udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 4, at en

udlænding, som ikke har haft lovligt ophold her i landet længere tid end de

sidste 6 måneder, kan udvises, hvis udlændingen er fritaget for visum, jf. 3,

eller er meddelt visum, jf. §§ 4-4 b, og frafalder en ansøgning om

opholdstilladelse efter § 7, som behandles efter § 53 b, eller hvis ansøgningen

Side

18/169

UDKAST

om asyl, der behandles efter § 53 b, bortfalder efter § 40, stk. 11. Udlændinge,

der er omfattet af § 2, stk. 1, eller 2, dvs. statsborgere i EU og EØS-lande og

tredjelandsstatsborgere, som er omfattet af EU-reglerne, kan dog ikke udvises

af denne grund.

Det fremgår af udlændingelovens § 25 b, at en udlænding kan udvises, hvis

udlændingen opholder sig her i landet uden fornøden tilladelse.

2.1.1.8.

Sanktioner for ulovlig indrejse og ophold

Ifølge udlændingelovens § 59, stk. 1, nr. 2, straffes den, som ved bevidst

urigtige oplysninger eller svigagtige fortielser skaffer sig adgang til landet

gennem paskontrollen eller skaffer sig visum, pas eller anden

rejselegitimation eller tilladelse til ophold eller arbejde her i landet med bøde

eller fængsel indtil 6 måneder. Ved straffens udmåling skal det betragtes som

en skærpende omstændighed, at overtrædelsen er begået i

gentagelsestilfælde.

Ifølge udlændingelovens § 59, stk. 2, straffes den udlænding, som opholder

sig her i landet uden fornøden tilladelse med bøde eller fængsel indtil 6

måneder. Ved straffens udmåling skal det betragtes som en skærpende

omstændighed, at overtrædelsen er begået i gentagelsestilfælde.

2.1.1.9.

Transportøransvar

Efter udlændingelovens § 43, stk. 3, 1. pkt., har føreren og den, der har

rådighed over et skib eller luftfartøj, som har bragt en udlænding her til landet

fra et land, der ikke er tilsluttet Schengenkonventionen, samt dennes

herværende repræsentant pligt til uden udgift for staten straks at sørge for

udlændingens udrejse eller tilbagerejse, såfremt udlændingen bliver afvist

eller overført efter reglerne i kapitel 5 eller 5 a.

Det fremgår af udlændingelovens § 43, stk. 5, at stk. 3 ikke finder anvendelse

ved indrejse fra et Schengenland. Stk. 3 finder dog anvendelse, hvis der er

indført indrejsekontrol ved grænsen i medfør af Schengengrænsekodeksens

artikel 25, jf. § 38, stk. 2, og udlændinge- og integrationsministeren har truffet

beslutning efter § 59 a, stk. 2.

Ydermere følger det af udlændingelovens § 59 a, stk. 1, at den, der bringer en

udlænding her til landet, straffes med bøde, såfremt den pågældende

udlænding ved indrejse i Danmark eller i transit i en dansk lufthavn ikke er i

besiddelse af fornøden rejselegitimation og visum, jf. § 39.

Efter udlændingelovens § 59 a, stk. 2, kan udlændinge- og

integrationsministeren træffe beslutning om, at § 59 a, stk. 1, og § 43, stk. 3,

helt eller delvist skal finde anvendelse ved indrejse fra et Schengenland i

Side

19/169

UDKAST

forbindelse med, at der er indført indrejsekontrol ved grænsen i medfør af

Schengengrænsekodeksens artikel 25, jf. § 38, stk. 2.

Transportøransvaret efter § 59 a, stk. 1, omfatter luftfartsselskaber og andre

transportører, der transporterer passagerer til Danmark. Ordningen er således

anvendelig i forhold til erhvervsmæssig luft-, sø-, tog- og bustransport over

danske landegrænser. Ordningen omfatter derimod ikke almindelig

biltransport, herunder almindelig taxakørsel.

2.1.1.10.

Forvaltningsrettens krav til afgørelser

Forvaltningsloven stiller en række krav til indholdet af afgørelser fra danske

myndigheder.

Ifølge forvaltningslovens § 22 skal en skriftlig afgørelse være ledsaget af en

begrundelse, medmindre afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part

medhold.

Forvaltningslovens § 24, stk. 1, foreskriver, at en begrundelse skal indeholde

en henvisning til de retsregler, som ligger til grund for afgørelsen, samt, i det

omfang, afgørelsen beror på et administrativt skøn, tillige de hovedhensyn,

der har været bestemmende for skønsudøvelsen.

Ifølge forvaltningslovens § 24, stk. 2, skal en afgørelse herudover om

fornødent indeholde en kort redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens

faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.

Ifølge forvaltningslovens § 25, stk. 1, skal skriftlige afgørelser, som kan

påklages til anden forvaltningsmyndighed, indeholde en vejledning om

klageadgang med angivelse af klageinstans og oplysning om

fremgangsmåden ved indgivelse af klage, herunder om eventuel tidsfrist.

Efter forvaltningslovens § 32 b, stk. 1, skal forvaltningsmyndigheders

udgående breve i afgørelsessager være forsynet med en personlig underskrift.

2.1.1.11.

Udlændingelovens regler om videregivelse af oplysninger

Udlændingelovens kapitel 8 a indeholder regler om videregivelse af

oplysninger

medfør

reglerne

Dublin-forordningen,

Schengenkonventionen, VIS-forordningen og Eurodac-forordningen mv.

2.1.1.12.

Forvaltningslovens,

databeskyttelsesforordningens,

databeskyttelseslovens,

retshåndhævelsesdirektivets

retshåndhævelseslovens regler om behandling, opbevaring og

videregivelse af oplysninger

Side

20/169

UDKAST

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 om beskyttelse af

fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri

udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF

(databeskyttelsesforordningen) finder anvendelse på behandling af

personoplysninger, der helt eller delvis foretages ved hjælp af automatisk

databehandling, og på anden ikke-automatisk behandling af

personoplysninger, der er eller vil blive indeholdt i et register, med undtagelse

af behandling omfattet af forordningens

artikel 2, herunder behandling af

personoplysninger,

som foretages af kompetente myndigheder med henblik på

at forebygge, efterforske, afsløre eller retsforfølge strafbare handlinger eller

fuldbyrde strafferetlige sanktioner, herunder beskytte mod og forebygge

trusler mod den offentlige sikkerhed.

Databeskyttelsesforordningen suppleres af lov nr. 502 af 23. maj 2018 om

supplerende bestemmelser til forordning om beskyttelse af fysiske personer i

forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af

sådanne oplysninger (databeskyttelsesloven), som ved sin vedtagelse

gennemførte databeskyttelsesforordningen i dansk ret og har samme

anvendelsesområde.

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/680 om beskyttelse af

fysiske personer i forbindelse med kompetente myndigheders behandling af

personoplysninger med henblik på at forebygge, efterforske, afsløre eller

retsforfølge strafbare handlinger eller fuldbyrde strafferetlige sanktioner og

om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af Rådets

rammeafgørelse

2008/977/RIA

(retshåndhævelsesdirektivet)

finder

anvendelse på behandling af personoplysninger med henblik på at forebygge,

efterforske, afsløre eller retsforfølge strafbare handlinger eller fuldbyrde

strafferetlige sanktioner, herunder beskytte mod eller forebygge trusler med

den offentlige sikkerhed.

Retshåndhævelsesdirektivet blev gennemført i dansk ret ved lov nr. 410 af

27. april 2017 om retshåndhævende myndigheders behandling af

personoplysninger (retshåndhævelsesloven), som gælder for politiets,

anklagemyndighedens, herunder den militære anklagemyndigheds,

kriminalforsorgens, Den Uafhængige Politiklagemyndigheds og domstolenes

behandling af personoplysninger, der helt eller delvis foretages ved hjælp af

automatisk databehandling, og for anden ikke-automatisk behandling af

personoplysninger, der er eller vil blive indeholdt i et register, når

behandlingen foretages med henblik på at forebygge, efterforske, afsløre eller

retsforfølge strafbare handlinger eller fuldbyrde strafferetlige sanktioner,

herunder for at beskytte mod eller forebygge trusler mod den offentlige

sikkerhed.

Adgangen for en forvaltningsmyndighed til at videregive oplysninger om

enkeltpersoner (personoplysninger) til en anden forvaltningsmyndighed

Side

21/169

UDKAST

reguleres af databeskyttelseslovens regler, uanset om videregivelsen sker

manuelt eller elektronisk, jf. forvaltningslovens § 28, stk. 1.

I det omfang en forvaltningsmyndighed er berettiget til at videregive en

oplysning,

skal

myndigheden

på

begæring

anden

forvaltningsmyndighed videregive oplysningen, hvis den er af betydning for

myndighedens virksomhed eller for en afgørelse, som myndigheden skal

træffe, jf. forvaltningslovens § 31, stk. 1.

Det følger af artikel 4, nr. 2, i databeskyttelsesforordningen, at en

”behandling” er enhver

aktivitet eller række af aktiviteter

–

med eller uden

brug af automatisk behandling

–

som personoplysninger eller en samling af

personoplysninger gøres til genstand for, f.eks. registrering, ændring,

søgning, videregivelse ved transmission, formidling eller enhver anden form

for overladelse, sletning eller tilintetgørelse.

Det følger af databeskyttelseslovens § 1, stk. 3, at regler om behandling af

personoplysninger i anden lovgivning, som ligger inden for

databeskyttelsesforordningens rammer for særregler om behandling af

personoplysninger, går forud for reglerne i databeskyttelsesloven. I praksis

betyder dette, at regler om behandling af personoplysninger, der f.eks. er

fastsat i forordninger vedrørende specifikke it-systemer, går forud for

reglerne i databeskyttelsesloven.

Databeskyttelseslovens § 5 fastlægger en række grundlæggende principper

for behandling af personoplysninger.

Efter databeskyttelseslovens § 5, stk. 1, skal personoplysninger indsamles til

udtrykkeligt angivne og legitime formål og må ikke viderebehandles på en

måde, der er uforenelig med disse formål.

Efter databeskyttelseslovens § 6, stk. 1, må behandling af personoplysninger

alene

finde

sted,

hvis

mindst

betingelserne

databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra a-f, er opfyldt, f.eks. at

behandling er nødvendig for at overholde en retlig forpligtelse, som påhviler

den dataansvarlige jf. artikel 6, stk. 1, litra c, eller at behandlingen er

nødvendig af hensyn til udførelse af en opgave i samfundets interesse eller

som henhører under offentlig myndighedsudøvelse, som den dataansvarlige

har fået pålagt, jf. artikel 6, stk. 1, litra e.

Det følger af artikel 9, stk. 1, i databeskyttelsesforordningen, at det er forbudt

at behandle særlige kategorier af følsomme personoplysninger, herunder

oplysninger om race eller etnisk oprindelse, politisk, religiøs eller filosofisk

overbevisning eller fagforeningsmæssigt tilhørsforhold samt genetiske data,

biometriske data med det formål entydigt at identificere en fysisk person,

helbredsoplysninger eller oplysninger om en fysisk persons seksuelle forhold

eller seksuelle orientering. Forbuddet gælder dog ikke, hvis behandlingen er

Side

22/169

UDKAST

omfattet af undtagelserne i artikel 9, stk. 2, f.eks. hvis behandling er

nødvendig af hensyn til væsentlige samfundsinteresser på grundlag af EU-

retten eller medlemsstaternes nationale ret og står i rimeligt forhold til det

mål, der forfølges, respekterer det væsentligste indhold af retten til

databeskyttelse og sikrer passende og specifikke foranstaltninger til

beskyttelse af den registreredes grundlæggende rettigheder og interesser, jf.

artikel 9, stk. 2, litra g, eller hvis behandling er nødvendig af hensyn til

samfundsinteresser på folkesundhedsområdet, f.eks. beskyttelse mod

alvorlige grænseoverskridende sundhedsrisici, jf. artikel 9, stk. 2, litra i.

Ifølge databeskyttelsesforordningens artikel 9, stk. 4, kan medlemsstaterne

opretholde eller indføre yderligere betingelser, herunder begrænsninger, for

behandling af genetiske data, biometriske data eller helbredsoplysninger.

Efter databeskyttelseslovens § 8, stk. 1, må forvaltningsmyndigheder som

udgangspunkt ikke behandle oplysninger om strafbare forhold, medmindre

det er nødvendigt for varetagelsen af myndighedens opgaver. Videregivelse

af de nævnte oplysninger kan ifølge § 8, stk. 2, kun ske i nærmere angivne

tilfælde, herunder hvis videregivelsen sker til varetagelse af private eller

offentlige interesser, der klart overstiger hensynet til de interesser, der

begrunder hemmeligholdelse, herunder hensynet til den, oplysningen angår,

eller hvis videregivelsen er nødvendig for udførelsen af en myndigheds

virksomhed eller påkrævet for en afgørelse, som myndigheden skal træffe.

Det følger af databeskyttelsesforordningens artikel 13, at den dataansvarlige

på tidspunktet for indsamlingen af personoplysningerne hos den registrerede

skal give den registrerede en række oplysninger, herunder, hvor det er

relevant, at den dataansvarlige agter at overføre personoplysninger til et

tredjeland eller en international organisation, jf. artikel 13, stk. 1, litra f.

Det følger endvidere af databeskyttelsesforordningens artikel 16, at en

registreret person har ret til at få urigtige personoplysninger om sig selv

berigtiget af den dataansvarlige uden unødig forsinkelse, ligesom man, under

hensyn til formålene med behandlingen, har ret til at få fuldstændiggjort

ufuldstændige personoplysninger.

Af databeskyttelsesforordningens artikel 17 fremgår de situationer, hvor en

registreret person har ret til at få personoplysninger slettet uden unødig

forsinkelse, herunder hvor personoplysningerne skal slettes for at overholde

en retlig forpligtelse i EU-retten eller medlemsstaternes nationale ret, som den

dataansvarlige er underlagt, jf. artikel 17, stk. 1, litra e.

Retten til at få personoplysninger slettet finder ikke anvendelse i tilfælde,

hvor behandlingen er nødvendig f.eks. for at overholde en retlig forpligtelse,

der kræver behandling i henhold til EU-retten eller medlemsstaternes

nationale ret, og som den dataansvarlige er underlagt, eller for at udføre en

opgave i samfundets interesser eller som henhører under offentlig

Side

23/169

UDKAST

myndighedsudøvelse, som den dataansvarlige har fået pålagt, jf. artikel 17,

stk. 3, litra b.

2.1.1.13.

Sanktioner for overtrædelse af databeskyttelsesreglerne

Af databeskyttelsesforordningens artikel 83 fremgår de generelle betingelser,

der skal være opfyldt, for at pålægge administrative bøder for overtrædelse af

forordningen.

Ifølge databeskyttelsesforordningens artikel 84, stk. 1, skal medlemsstaterne

fastsætte regler om andre sanktioner for overtrædelse af forordningen, særligt

for overtrædelser som ikke er underlagt administrative bøder efter

forordningens artikel 83. Medlemsstaterne skal herudover træffe alle

nødvendige foranstaltninger for at sikre, at sanktionerne anvendes.

Sanktionerne skal være effektive, stå i et rimeligt forhold til overtrædelsen og

have afskrækkende virkning.

Overtrædelse af en række af databeskyttelseslovens bestemmelser er

strafbelagt med bøde eller fængsel indtil 6 måneder, medmindre højere straf

er forskyldt efter den øvrige lovgivning, jf. databeskyttelseslovens § 41.

Ifølge retshåndhævelsesdirektivets artikel 57 skal medlemsstaterne fastsætte

regler om sanktioner, der skal anvendes i tilfælde af overtrædelser af de

bestemmelser, der vedtages i henhold til direktivet, og træffe alle nødvendige

foranstaltninger for at sikre, at de anvendes. Sanktionerne skal være effektive,

stå i et rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning.

Ifølge retshåndhævelseslovens § 42 kan tilsynsmyndighederne over for den

dataansvarlige og databehandleren give påbud om at bringe

behandlingsaktiviteter i overensstemmelse med denne lov eller midlertidigt

eller definitivt begrænse, herunder forbyde, behandling af personoplysninger.

Ifølge retshåndhævelseslovens § 50, stk. 2, straffes dataansvarlige, der

undlader at efterkomme et påbud eller forbud, der er meddelt i henhold til

loivens § 42, med bøde.

I straffelovens kapitel 16 om forbrydelser i offentlig tjeneste fremgår de

sanktioner, som efter omstændighederne kan pålægges for øvrige

forbrydelser i offentlig tjeneste eller hverv uden for databeskyttelseslovens

og retshåndhævelseslovens område.

Strafansvaret for offentlige myndigheder er, bortset fra retshåndhævende

myndigheder

omfattet

retshåndhævelsesdirektivet

retshåndhævelsesloven, undergivet den begrænsning, der følger af den

generelle bestemmelse i straffelovens § 27, stk. 2. Efter denne bestemmelse

kan statslige myndigheder og kommuner alene straffes i anledning af

overtrædelser, der begås ved udøvelse af virksomhed, der svarer til eller kan

sidestilles med virksomhed udøvet af private.

Side

24/169

UDKAST

2.1.1.14.

Erstatningsansvar for skade som følge af overtrædelse af

databeskyttelsesreglerne

Ifølge databeskyttelsesforordningens artikel 82, stk. 1, har enhver, som har

lidt materiel eller immateriel skade som følge af en overtrædelse af

forordningen, ret til erstatning for den forvoldte skade fra den dataansvarlige

eller databehandleren.

Det følger af databeskyttelseslovens § 40, at enhver person, som har lidt

materiel eller immateriel skade som følge af en ulovlig behandlingsaktivitet

eller enhver anden behandling i strid med databeskyttelsesforordningen, har

ret til erstatning efter databeskyttelsesforordningens artikel 82.

Ifølge retshåndhævelsesdirektivets artikel 56 skal medlemsstaterne fastsætte

bestemmelser om, at enhver person, som har lidt materiel eller immateriel

skade som følge af en ulovlig behandlingsaktivitet eller enhver anden

handling, der overtræder de nationale bestemmelser, der vedtages i henhold

til direktivet, har ret til erstatning for den forvoldte skade fra den

dataansvarlige eller en anden myndighed, der er kompetent i henhold til

medlemsstaternes nationale ret.

Ifølge retshåndhævelseslovens § 49 har enhver person, som har lidt materiel

eller immateriel skade som følge af en ulovlig behandlingsaktivitet eller

enhver anden behandling i strid med denne lov, ret til erstatning fra den

dataansvarlige i overensstemmelse med det almindelige EU-retlige

erstatningsansvar.

2.1.1.15.

Tilsynsmyndighed

Det følger af databeskyttelsesforordningens artikel 51, at medlemsstaterne

skal sikre, at en eller flere uafhængige offentlige myndigheder er ansvarlige

for at føre tilsyn med anvendelsen af denne forordning, for at beskytte fysiske

personers grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder i forbindelse med

behandling og for at lette fri udveksling af personoplysninger i EU.

Det følger af databeskyttelseslovens § 27, stk. 1, og retshåndhævelseslovens

§ 37, stk. 1, at Datatilsynet er udpeget som den ansvarlige myndighed, der

skal føre tilsyn med anvendelsen af databeskyttelsesforordningen,

databeskyttelsesloven og retshåndhævelsesloven i Danmark.

2.1.2. ETIAS- forordningen

2.1.2.1.

ETIAS-forordningens indhold og opbygning

ETIAS-forordningen opretter et europæisk system vedrørende

rejseinformation og rejsetilladelse (ETIAS) for tredjelandsstatsborgere, der er

Side

25/169

UDKAST

fritaget for kravet om at være i besiddelse af visum, når de passerer de ydre

grænser.

Rejsetilladelsen opnås på baggrund af en ansøgning, og ansøgerens data vil

under behandling af denne blive kontrolleret i bl.a. en række europæiske it-

systemer, f.eks. SIS, VIS og ind- og udrejsesystemet (EES) med henblik på

at fastslå, om den pågældendes ophold på medlemsstaternes område vil

udgøre en risiko for sikkerheden eller for ulovlig indvandring eller en høj

risiko

for

epidemi.

rejsetilladelse

udgør

dermed

forhåndstilkendegivelse af, at der ikke er konkrete indicier for eller rimelige

grunde til at antage, at en persons tilstedeværelse på medlemsstaternes

område udgør sådanne risici.

Det vil fortsat være grænsekontrolmyndighederne, som vurderer, om

indrejsebetingelserne er opfyldt på indrejsetidspunktet, og en udstedt

rejsetilladelse er derfor ikke et endeligt tilsagn om, at tredjelandsstatsborgeren

med sikkerhed vil kunne indrejse i Schengenområdet.

I det følgende gennemgås ETIAS-forordningens opbygning og bestemmelser

i det væsentligste. Bestemmelser af rent teknisk karakter gennemgås ikke.

2.1.2.2.

Formål, anvendelsesområde

(forordningens kapitel I)

ETIAS’

generelle

struktur

2.1.2.2.1.

Formål og anvendelsesområde

Det fremgår af ETIAS-forordningens artikel 1, stk. 1, at der med forordningen

oprettes et europæisk system vedrørende rejseinformation og rejsetilladelse

(ETIAS) med henblik på tredjelandsstatsborgere, der er fritaget for kravet om

at være i besiddelse af et visum, når de passerer de ydre grænser

(”visumpligten”), for at gøre det muligt at overveje, om disse

tredjelandsstatsborgeres ophold på medlemsstaternes område vil udgøre en

risiko for sikkerheden eller for ulovlig indvandring eller en høj risiko for

epidemi. Med henblik herpå indføres der en rejsetilladelse og betingelserne

og procedurerne for at udstede eller give afslag på en sådan.

Forordningens anvendelsesområde fastlægges i artikel 2, stk. 1, hvorefter

forordningen finder anvendelse i forhold til alle tredjelandsstatsborgere, der

er opført på listen i bilag II til visumforordningen, som er fritaget for visum

med henblik på et planlagt ophold på medlemsstaternes område i højst 90

dage inden for enhver periode på 180 dage, samt på personer, som er fritaget

for visumpligten i henhold til artikel 4, stk. 2, (nu artikel 6, stk. 2) i

visumforordningen med henblik på planlagte ophold på medlemsstaternes

område i højst 90 dage inden for enhver periode på 180 dage.

Derudover finder forordningen anvendelse på tredjelandsstatsborgere, som er

fritaget for visumpligten, og som er familiemedlem til enten en unionsborger,

Side

26/169

UDKAST

der udøver sin ret til fri bevægelighed i henhold til direktiv 2004/38/EF

(opholdsdirektivet), eller til en tredjelandsstatsborger, der har ret til fri

bevægelighed i henhold til en aftale mellem Unionen og dens medlemsstater

og det pågældende tredjeland, og som ikke er i besiddelse af et opholdskort i

henhold til opholdsdirektivet eller en opholdstilladelse i henhold til

forordning (EF) nr. 1030/2002.

I forordningens artikel 2, stk. 2, er foretaget en afgrænsning af, hvilke

persongrupper forordningen ikke finder anvendelse på. Det fremgår heraf, at

forordningen ikke finder anvendelse på bl.a. flygtninge og statsløse personer,

som har bopæl i en medlemsstat, og som er indehavere af et rejsedokument,

der er udstedt af den pågældende medlemsstat, indehavere af en

opholdstilladelse eller ensartede visa eller af nationale visa til længerevarende

ophold. Endvidere er tredjelandsstatsborgere tilhørende visse persongrupper,

som er visumfri til de enkelte medlemsstater i medfør af visumforordningens

artikel 4, stk. 1, litra a-f, (nu artikel 6, stk. 1, litra a-f), undtaget fra

forordningens anvendelsesområde.

Ifølge forordningens artikel 4, er forordningens mål at bidrage til et højt

sikkerhedsniveau ved at indføre en grundig vurdering af ansøgernes risiko for

sikkerheden forud for deres ankomst til grænseovergangssteder ved de ydre

grænser for derved at fastslå, om der er konkrete indicier for eller rimelig

grund baseret på konkrete indicier til at fastslå, at personens tilstedeværelse

på medlemsstaternes område udgør en risiko for sikkerheden.

Herudover er forordningens mål at bidrage til at forhindre ulovlig indvandring

ved at indføre en vurdering af ansøgerens risiko for ulovlig indvandring og at

bidrage til beskyttelse af folkesundheden ved at indføre en vurdering af, om

ansøgeren udgør en høj risiko for epidemi forud for pågældendes ankomst til

grænseovergangsstedet ved de ydre grænser.

Endelig er forordningens mål at øge effektiviteten af ind- og

udrejsekontrollen, at støtte målene for Schengeninformationssystemet (SIS)

og at bidrage til forebyggelsen, afsløringen og efterforskningen af

terrorhandlinger eller andre alvorlige strafbare handlinger.

ETIAS består af ETIAS-informationssystemet, den centrale ETIAS-enhed

samt medlemsstaternes nationale ETIAS-enheder, jf. forordningens artikel 5.

2.1.2.2.2.

ETIAS- informationssystemet

ETIAS-informationssystemet består ifølge artikel 6, stk. 2, overordnet af et

centralt system til automatisk sagsbehandling og til anvendelse til manuel

sagsbehandling i den centrale ETIAS-enhed og i de nationale ETIAS-enheder

samt til høring af andre nationale ETIAS-enheder (det centrale ETIAS-

system).

Endvidere

består

informationssystemet

kommunikationsinfrastruktur mellem det centrale ETIAS-system og

Side

27/169

UDKAST

henholdsvis de nationale ensartede grænseflader samt med andre EU-

informationssystemer. Derudover består systemet af nationalt ensartede

grænseflader i hver medlemsstat på grundlag af fælles tekniske

specifikationer, som muliggør tilslutning af det centrale system til nationale

infrastrukturer.

ETIAS-informationssystemet består desuden bl.a. af et offentligt websted og

en app til mobilenheder (appen), en e-mailtjeneste, en sikker kontotjeneste,

der gør det muligt for ansøgerne at fremlægge supplerende oplysninger eller

krævet dokumentation, diverse værktøjer for ansøgere og myndigheder, en

gatewayfacilitet for transportvirksomheder samt en sikker webtjeneste, der

gør det muligt for det centrale ETIAS-system at kommunikere med de omtalte

enheder.

Det Europæiske Agentur for den Operationelle Forvaltning af Store IT-

systemer inden for området med Frihed, Sikkerhed og Retfærdighed (”eu-

LISA”) udvikler ETIAS-informationssystemet

og sikrer den tekniske

forvaltning heraf, jf. forordningens artikel 6, stk. 1.

2.1.2.2.3.

Den centrale ETIAS-enhed

Med forordningens artikel 7 oprettes og etableres den centrale ETIAS-enhed

i Det Europæiske Agentur for Grænse- og Kystbevogtning (Frontex).

Enheden fungerer i døgndrift hver dag, alle ugens syv dage.

Ifølge forordningens artikel 7, stk. 2, er den centrale ETIAS-enhed i tilfælde

af, at den automatiserede ansøgningsproces har givet et hit, ansvarlig for at

kontrollere, om ansøgerens personoplysninger svarer til personoplysningerne

for den person, der har udløst det pågældende hit i det centrale ETIAS-system.

Hvis en overensstemmelse bekræftes eller ved fortsat tvivl, er det endvidere

enhedens ansvar at iværksætte manuel behandling af ansøgningen i henhold

til forordningens nærmere beskrevne regler herom. Derudover har den

centrale ETIAS-enhed bl.a. ansvar for at sikre, at de oplysninger, den

registrerer i ansøgningsmapperne, er ajourførte i overensstemmelse med

forordningens artikel 55 og 64. Ydermere er enheden ansvarlig for at

fastsætte, etablere, forhåndsvurdere, gennemføre, efterfølgende evaluere,

revidere og slette de specifikke risikoindikationer efter høring af ETIAS-

Screeningsrådet. Endvidere er det enhedens ansvar at sikre, at enhedens

kontroller og de tilsvarende resultater registreres i ansøgningsmapperne,

ligesom rådet skal foretage regelmæssige revisioner af behandlingen af

ansøgninger og af gennemførelsen af ETIAS-screeningsreglerne, som

ETIAS-Rådet for Rådgivning om Grundlæggende Rettigheder skal have

adgang til. Endvidere er enheden ansvarlig for at underrette

transportvirksomheder samt de nationale ETIAS-enheder, såfremt ETIAS-

informationssystemet ikke fungerer på grund af driftsfejl. Endelig har den

centrale ETIAS-enhed ansvar for at behandle Europols anmodninger om

søgning i oplysninger i det centrale ETIAS-system og at stille relevante

Side

28/169

UDKAST

oplysninger vedrørende ansøgning om en rejsetilladelse til rådighed for

offentligheden.

Derudover offentliggør den centrale ETIAS-enhed en årlig aktivitetsrapport,

jf. forordningens artikel 7, stk. 3, som bl.a. indeholder en række statistiske

oplysninger om antallet og behandlingen af rejsetilladelser og aktuelle

tendenser og udfordringer, der berører udførelsen af dens opgaver.

2.1.2.2.4.

De nationale ETIAS-enheder

Forordningens artikel 8, stk. 1, foreskriver, at hver medlemsstat udpeger en

kompetent myndighed som national ETIAS-enhed.

Ifølge forordningens artikel 8, stk. 2, er de nationale ETIAS-enheder bl.a.

ansvarlige for at undersøge og træffe afgørelse om ansøgninger om

rejsetilladelse i de tilfælde, hvor den automatiserede behandling af

ansøgningen har givet et hit, og hvor den centrale ETIAS-enhed har iværksat

den manuelle behandling af ansøgningen. I den forbindelse er det den

relevante nationale ETIAS-enhed, der er ansvarlig for at sikre registrering og

ajourføring af oplysninger i ansøgningsmapperne. Endvidere er de nationale

ETIAS-enheder ansvarlige for at beslutte at udstede rejsetilladelser med

begrænset territorial gyldighed samt ansvarlige for at annullere og inddrage

en rejsetilladelse i henhold til de relevante regler i forordningen herom.

Endelig har den nationale ETIAS-enhed ansvaret for at sikre koordineringen

med andre nationale ETIAS-enheder og Europol vedrørende de anmodninger

om høring, der er omhandlet i forordningens artikel 28 og 29 (se nærmere

herom under pkt. 2.1.2.5.4.), samt at give ansøgere oplysninger om den

procedure, der skal følges i tilfælde af en klage (se nærmere herom under pkt.

2.1.2.7.2.-2.1.2.7.3.).

2.1.2.2.5.

ETIAS-Screeningsrådet

Med forordningens artikel 9, stk. 1, oprettes og etableres ETIAS-

Screeningsrådet i Frontex, som består af en repræsentant for hver national

ETIAS-enhed, for Frontex og for Europol. Screeningsrådet høres bl.a. af den

centrale ETIAS-enhed om definitionen, etableringen, forhåndsvurderingen,

gennemførelsen, den efterfølgende evaluering og revisionen og sletning af de

specifikke risikoindikatorer, samt af Europol eller af medlemsstaterne om

gennemførelsen af ETIAS-overvågningslisten, jf. forordningens artikel 9, stk.

Ifølge forordningens artikel 9, stk. 3, afgiver ETIAS-Screeningsrådet også

udtalelser, udstikker retningslinjer og henstillinger samt formidler bedste

praksis til det i artikel 9, stk. 2, omhandlede formål. Når rådet udsteder

henstillinger, tager det hensyn til de henstillinger, der er udstedt af ETIAS-

Rådet for Rådgivning om Grundlæggende Rettigheder, jf. forordningens

artikel 9, stk. 3. En repræsentant for ETIAS-Rådet for Rådgivning om

Side

29/169

UDKAST

Grundlæggende Rettigheder inviteres til at deltage i ETIAS-Screeningsrådets

møder i en rådgivende funktion og skal have adgang til screeningsrådets

oplysninger og mapper, jf. forordningens artikel 10, stk. 4.

2.1.2.2.6.

ETIAS-Rådet for Rådgivning om Grundlæggende Rettigheder

Med forordningens artikel 10 oprettes ETIAS-Rådet for Rådgivning om

Grundlæggende Rettigheder, der har en rådgivnings- og vurderingsfunktion.

Det fremgår af forordningens artikel 10, stk. 1, at uden at de respektive

beføjelser og uafhængigheden berøres, består rådet af den ansvarlige for

grundlæggende rettigheder i Frontex, en repræsentant for det rådgivende

forum for grundlæggende rettigheder i Frontex, en repræsentant for Den

Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse, en repræsentant for Det

Europæiske Databeskyttelsesråd, som oprettet ved forordning (EU)

2016/679, og af en repræsentant for Den Europæiske Unions Agentur for

Grundlæggende Rettigheder.

Ifølge forordningens artikel 10, stk. 2, foretager ETIAS-Rådet for Rådgivning

om Grundlæggende Rettigheder regelmæssige vurderinger og udsteder

henstillinger til ETIAS-Screeningsrådet om indvirkningen på de

grundlæggende rettigheder af behandlingen af ansøgningerne og

gennemførelsen af ETIAS-screeningsreglerne, som er defineret i

forordningen, navnlig med hensyn til privatlivets fred, beskyttelse af

personoplysninger og ikke-forskelsbehandling.

Derudover skal ETIAS-Rådet for Rådgivning om Grundlæggende

Rettigheder ifølge forordningens artikel 10, stk. 2, også støtte ETIAS-

Screeningsrådet i gennemførelsen af dets opgaver, når det høres af

sidstnævnte om specifikke spørgsmål vedrørende grundlæggende rettigheder,

navnlig med hensyn til privatlivets fred, beskyttelse af personoplysninger og

ikke-forskelsbehandling.

ETIAS-Rådet for Rådgivning om Grundlæggende Rettigheder udarbejder en

årlig offentligt tilgængelig rapport, jf. forordningens artikel 10, stk. 5.

2.1.2.2.7.

Søgning i INTERPOL’s

databaser

Det fremgår af forordningens artikel 12, at det centrale ETIAS-system søger

i INTERPOL’s

database over stjålne og bortkomne rejsedokumenter (SLTD)

og INTERPOL’s database over rejsedokumenter med tilknyttede

notifikationer (TDAWN). Enhver søgning og kontrolproces udføres på en

sådan måde, at ingen oplysninger videregives til indehaveren af INTERPOL-

indberetningen.

2.1.2.2.8.

Adgang til oplysninger lagret i ETIAS

Side

30/169

UDKAST

Forordningens artikel 13 fastlægger de nærmere regler om adgang til

oplysninger lagret i ETIAS.

Adgang til ETIAS-informationssystemet skal være forbeholdt udelukkende

behørigt autoriseret personale i den centrale ETIAS-enhed og de nationale

ETIAS-enheder, jf. forordningens artikel 13, stk. 1.

Derudover foreskriver forordningens artikel 13, stk. 2, at

grænsemyndigheders adgang til det centrale ETIAS-system i

overensstemmelse med artikel 47 (se nærmere herom under pkt. 2.1.2.9.)

begrænses til søgninger i det centrale ETIAS-system for at indhente

oplysninger om status for en rejsendes rejsetilladelse, når den pågældende

befinder sig ved et overgangssted ved de ydre grænser, og til oplysningerne

som omhandlet i artikel 47, stk. 2, litra a, c og d, herunder om en

tredjelandsstatsborger har en gyldig rejsetilladelse. Desuden orienteres

grænsemyndighederne automatisk om de anmærkninger, der er omhandlet i

forordningens artikel 36, stk. 2 og 4, og om begrundelserne for

anmærkningerne. Når det ekstraordinært ifølge en anmærkning anbefales at

foretage efterfølgende kontrol ved grænsen, eller yderligere kontroller er

nødvendige med henblik på en efterfølgende kontrol, skal

grænsemyndighederne have adgang til det centrale ETIAS-system for at

indhente en række nærmere definerede supplerende oplysninger.

Endvidere fastslår forordningens artikel 13, stk. 3, at transportvirksomheders

adgang til ETIAS-informationssystemet i overensstemmelse med artikel 45

(se nærmere herom under pkt. 2.1.2.8.) begrænses til afsendelse af

forespørgsler til ETIAS-informationssystemet for at indhente oplysninger om

status for en rejsendes rejsetilladelse.

Herudover følger det af forordningens artikel 13, stk. 4, at

indvandringsmyndighedernes adgang til det centrale ETIAS-system i

overensstemmelse med artikel 49, (se nærmere herom under pkt. 2.1.2.10.)

begrænses til at indhente oplysninger om status for en rejsendes

rejsetilladelse, når den pågældende befinder sig på en medlemsstats område,

og til oplysninger omhandlet i forordningens artikel 65, stk. 3.

Det følger endvidere af forordningens artikel 13, stk. 5, at medlemsstaterne

udpeger de kompetente nationale myndigheder omhandlet i artikel 13, stk. 1,

2 og 4 og meddeler disse til eu-LISA i overensstemmelse med forordningens

artikel 87, stk. 2.

2.1.2.3.

Ansøgningsproceduren

(forordningens kapitel II)

ansøgningens

indhold

ETIAS-forordningens artikel 15 fastlægger de praktiske ordninger for

indgivelse af en ansøgning om en rejsetilladelse. Det fremgår heraf, at

Side

31/169

UDKAST

ansøgere skal søge om en rejsetilladelse ved at udfylde et onlineskema via et

særligt offentligt websted eller via appen.

Ifølge forordningens artikel 15, stk. 1, skal ansøgere søge om en

rejsetilladelse tilstrækkeligt tidligt forud for den planlagte rejse eller, hvis de

allerede befinder sig på medlemsstaternes område, inden udløbet af

gyldigheden af en eksisterende rejsetilladelse, som de er i besiddelse af.

Ifølge forordningens artikel 15, stk. 2, kan indehavere af en rejsetilladelse

indgive en ansøgning om en ny rejsetilladelse fra 120 dage før udløbet af

rejsetilladelsen. 120 dage før rejsetilladelsens udløb underretter det centrale

ETIAS-system automatisk indehaveren af den pågældende rejsetilladelse via

e-mailtjenesten om rejsetilladelsens udløbsdato, muligheden for at indgive en

ansøgning om en ny rejsetilladelse og forpligtelsen til at være i besiddelse af

en gyldig rejsetilladelse i hele perioden af et kort ophold på medlemsstaternes

område.

Alle meddelelser til ansøgeren med henblik på vedkommendes ansøgning om

en rejsetilladelse sendes til den e-mailadresse, som ansøgeren har oplyst i

ansøgningsskemaet, jf. forordningens artikel 15, stk. 3.

Ansøgninger kan indgives af ansøgeren eller en tredjemand eller kommerciel

formidler, som en ansøger har givet tilladelse til at indgive ansøgningen på

vedkommendes vegne, jf. forordningens artikel 15, stk. 4.

2.1.2.3.1.

Det offentlige websted og applikationen til mobilenheder

(online ansøgning)

Forordningens artikel 16 fastlægger funktionerne i det offentlige websted og

appen.

Det offentlige websted og appen skal gøre det muligt for

tredjelandsstatsborgere, der er omfattet af kravet om en rejsetilladelse, at

indgive en ansøgning om en rejsetilladelse, at give de oplysninger, der kræves

i ansøgningsskemaet, samt at betale gebyret for rejsetilladelsen, jf.

forordningens artikel 16, stk. 1.

Det offentlige websted og appen skal gøre ansøgningsskemaet bredt, let og

gratis tilgængeligt for ansøgere, ligesom der skal tages hensyn til

tilgængeligheden af det offentlige websted og appen for personer med

handicap, jf. forordningens artikel 16, stk. 2.

Webstedet og appen stilles til rådighed på alle medlemsstaternes officielle

sprog, jf. forordningens artikel 16, stk. 3.

Side

32/169

UDKAST

Det offentlige websted og appen tilbyder ansøgeren en kontotjeneste, der gør

det muligt for ansøgere at give supplerende oplysninger eller dokumentation,

hvis det er påkrævet, jf. forordningens artikel 16, stk. 6.

Ifølge forordningens artikel 16, stk. 7, orienterer webstedet og appen ansøgere

om deres klageadgang, hvis en rejsetilladelse bliver afslået, inddraget eller

annulleret. Der gives i den forbindelse oplysninger om gældende national ret,

den kompetente myndighed, hvordan man skal indgive en klage, tidsfristen

for indgivelse af en klage og oplysninger om, hvilken bistand der kan ydes af

den nationale databeskyttelsesmyndighed.

Efter forordningens artikel 16, stk. 8, giver det offentlige websted og appen

ansøgere mulighed for at angive, at formålet med det planlagte ophold

vedrører humanitære årsager eller internationale forpligtelser.

2.1.2.3.2.

Ansøgningsskemaets indhold

ETIAS-forordningens artikel 17 indeholder reglerne om ansøgningsskemaets

nærmere indhold.

Hver ansøger indgiver et udfyldt ansøgningsskema, der indeholder en

erklæring om, at de indgivne oplysninger er ægte, fuldstændige, korrekte og

pålidelige samt en erklæring om rigtigheden og pålideligheden af de fremsatte

udsagn, ligesom ansøgeren erklærer, at vedkommende har forstået

indrejsebetingelserne for tredjelandsstatsborgere som omhandlet i artikel 6 i

forordning (EU) 2016/399 (Schengengrænsekodeksen), og at vedkommende

kan blive anmodet om at forelægge relevant supplerende dokumentation ved

hver indrejse, jf. forordningens artikel 17, stk. 1, 1. og 2. pkt.

Se nærmere om indrejsebetingelserne under pkt. 2.1.1.7.1.

Mindreårige ansøgere indgiver et ansøgningsskema, der er elektronisk

underskrevet af en person, der er tillagt permanent eller midlertidig

forældremyndighed eller udøver juridisk værgemål, jf. forordningens artikel

17, stk. 1, 3. pkt.

Ansøgeren skal i henhold til forordningens artikel 17, stk. 2, anføre en række

personoplysninger i ansøgningsskemaet, herunder efternavn, fornavn(e),

efternavn ved fødslen, fødselsdato, fødested, fødeland, køn, nuværende

nationalitet, ansøgerens forældres fornavn(e), eventuelle andre navne

(kaldenavne(e), kunstnernavn(e), sædvanlige navn(e), eventuelle andre

nationaliteter, hvis sådanne findes, rejsedokumentets type, nummer og

udstedelsesland, datoen for rejsedokumentets udstedelse og datoen for

udløbets af dets gyldighed, ansøgernes bopælsadresse eller, hvis denne ikke

er tilgængelig, den pågældendes opholdsby og -land, e-mailadresse og

eventuelle telefonnumre, uddannelse (uddannelse på primærtrinnet eller

sekundærtrinnet, videregående uddannelse eller ingen uddannelse),

Side

33/169

UDKAST

nuværende beskæftigelse (jobgruppe), og medlemsstaten for første planlagte

ophold og, valgfrit, adressen for første planlagte ophold.

Er ansøgeren mindreårig, skal ansøgningen indeholde efternavn og

fornavn(e), bopælsadresse, e-mailadresse og et eventuelt telefonnummer på

den person, der har forældremyndigheden, eller som er ansøgerens værge, jf.

forordningens artikel 17, stk. 2, litra k.

Såfremt ansøgeren anfører at have status som familiemedlem, som omhandlet

i forordningens artikel 2, stk. 1, litra c, skal der desuden oplyses om den

pågældendes status som familiemedlem, efternavn, fornavn(e), fødselsdato,

fødested, fødeland, nuværende nationalitet, bopælsadresse, e-mailadresse og

et eventuelt telefonnummer for det familiemedlem, som ansøgeren har

familiemæssige bånd til og om den pågældendes familiemæssige bånd til

dette familiemedlem i overensstemmelse med artikel 2, stk. 2, i direktiv

2004/38/EF (opholdsdirektivet), jf. forordningens artikel 17, stk. 2, litra l, i-

iii.

Hvis ansøgningen er udfyldt af en anden person end ansøgeren, skal desuden

oplyses denne persons efternavn, fornavn(e), firmanavn, organisation, hvis

det er relevant, e-mailadresse, postadresse og et eventuelt telefonnummer,

ligesom en underskrevet erklæring om repræsentation skal vedlægges, jf.

forordningens artikel 17, stk. 2, litra m.

I henhold til forordningens artikel 17, stk. 4, skal ansøgeren ydermere besvare

spørgsmål om personlige forhold, herunder spørgsmål vedrørende nærmere

bestemte strafbare forhold pådømt inden for de seneste 10 år og i tilfælde af

dom for terrorhandlinger de seneste 20 år, og i så fald på hvilket tidspunkt og

i hvilket land, jf. litra a, om ansøgeren har opholdt sig i en specifik krigs- eller

konfliktzone i de seneste 10 år og årsagen til dette ophold, jf. litra b, og om

ansøgeren inden for de seneste 10 år har været omfattet af en afgørelse om at

skulle forlade en medlemsstats eller et visumfritaget lands område eller en

afgørelse om tilbagesendelse, jf. litra c.

Ved bekræftende svar på nogle af spørgsmålene, som er omhandlet i stk. 4,

skal ansøgeren besvare supplerende spørgsmål, der fastlægges af EU-

Kommissionen, jf. forordningens artikel 17, stk. 6.

Ved

indgivelsen

ansøgningsskemaet

registrerer

ETIAS-

informationssystemet den IP-adresse, hvorfra ansøgningsskemaet blev

indgivet, jf. forordningens artikel 17, stk. 8.

2.1.2.3.3.

Gebyr

Ifølge forordningens artikel 18, stk. 1, betaler ansøgeren et gebyr på 7 euro

for hver ansøgning.

Side

34/169

UDKAST

Ifølge forordningens artikel 18, stk. 2, er ansøgere under 18 år eller over 70

år på ansøgningstidspunktet fritaget for gebyret for rejsetilladelse.

EU-Kommissionen tillægges i henhold til forordningens artikel 18, stk. 4,

beføjelser til at vedtage delegerende retsakter om betalingsmetoder- og

procedurer i forbindelse med gebyret for rejsetilladelse og om ændring af

gebyrets størrelse.

2.1.2.4.

Oprettelse af en ansøgningsmappe og behandling af ansøgningen i

det centrale ETIAS-system (forordningens kapitel III)

2.1.2.4.1.

Automatiseret behandling af ansøgningen i det centrale ETIAS-

system

Forordningens artikel 19, stk. 1, fastlægger de betingelser, der skal være

opfyldt, for at en ansøgning kan blive behandlet og en ansøgningsmappe

oprettet.

Efter indgivelse af en ansøgning om rejsetilladelse via det offentlige websted

eller appen kontrollerer ETIAS-informationssystemet automatisk, om

felterne i ansøgningsskemaet er udfyldt og indeholder de elementer, der er

omhandlet i forordningens artikel 17, stk. 2 og 4 (personoplysninger og

spørgsmål), og om der er opkrævet et gebyr for rejsetilladelsen.

Såfremt dette er tilfældet, antages det, at ansøgningen opfylder betingelserne

for at blive behandlet, hvorefter det centrale ETIAS-system straks og

automatisk tildeler et ansøgningsnummer og opretter en ansøgningsmappe,

hvori en række oplysninger registreres og lagres. Der er tale om

ansøgningsnummeret, statusoplysninger, der viser, at der er ansøgt om en

rejsetilladelse, relevante personoplysninger, IP-adresse samt datoen og

tidspunktet for indgivelsen af ansøgningsskemaet, en henvisning til, at

betalingen af gebyret for rejsetilladelsen er gennemført, og det unikke

referencenummer for betalingen, jf. forordningens artikel 19, stk. 2 og 3.

Efter forordningens artikel 20, stk. 1 og 2, behandles ansøgningsmapperne

automatisk i det centrale ETIAS-system, herunder ved automatisk kontrol i

en række europæiske it-systemer.

I henhold til forordningens artikel 20, stk. 2, sammenligner det centrale

ETIAS-system de relevante oplysninger fra ansøgningen, som angivet i

forordningens artikel 17, stk. 2, litra a-d, og litra f, g, j, k og m, og artikel 17,

stk. 8, med oplysninger, der findes i et register, en mappe eller en indberetning

i det centrale ETIAS-system, Schengeninformationssystemet (SIS), ind- og

udrejsesystemet (EES), visuminformationssystemet (VIS), Eurodac,

oplysninger fra Europol,

samt oplysninger fra INTERPOL’s databaser

SLTD

og TDAWN.

Side

35/169

UDKAST

Se nærmere om oplysninger fra Europol under pkt. 2.1.2.5.4.

Det centrale ETIAS-system kontrollerer navnlig, om det rejsedokument, der

anvendes til ansøgningen, svarer til et rejsedokument, der er meldt

bortkommet, stjålet, uretmæssigt tilegnet eller ugyldiggjort i SIS, om det

rejsedokument, der anvendes til ansøgningen, svarer til et rejsedokument, der

er meldt bortkommet, stjålet eller ugyldiggjort i SLTD, om ansøgeren er

omfattet af en indberetning i SIS om nægtelse af indrejse og ophold, og om

ansøgeren er omfattet af en indberetning i SIS om personer, der begæres

anholdt med henblik på overgivelse på grundlag af en europæisk arrestordre,

eller som begæres anholdt med henblik på udlevering.

Det centrale ETIAS-system kontrollerer endvidere, om ansøgeren og

rejsedokumentet svarer til en afslået, inddraget eller annulleret rejsetilladelse

i det centrale ETIAS-system og om oplysningerne i ansøgningen vedrørende

rejsedokumentet svarer til en anden ansøgning om rejsetilladelse, der er

knyttet til andre identitetsoplysninger, som omhandlet i forordningens artikel

17, stk. 2, litra a (efternavn, fornavn(e), efternavn ved fødslen, fødselsdato,

fødested, fødeland, køn, nuværende nationale og ansøgerens forældres

fornavn(e)) i det centrale ETIAS-system.

Herudover kontrollerer det centrale ETIAS-system, om ansøgeren på

tidspunktet for opslaget er registreret i ind- og udrejseregistret som en person,

hvis tilladelse til ophold er udløbet, eller om den pågældende tidligere er

blevet registreret som en person, hvis tilladelse til ophold er udløbet eller om

ansøgeren er blevet registreret som en person, der er blevet nægtet indrejse.

Det centrale ETIAS-system kontrollerer også, om ansøgeren har været

omfattet af en afgørelse om afslag på, annullering eller inddragelse af et

visum, der er registreret i VIS, om oplysningerne i ansøgningen svarer til de

oplysninger, der er registreret i Europol, om ansøgeren er registreret i

Eurodac, og om det rejsedokument, der anvendes til ansøgningen, svarer til

et rejsedokument, der er registeret i

INTERPOL’s database

TDAWN.

Hvis ansøgeren er mindreårig, kontrollerer det centrale ETIAS-system, om

forældremyndighedsindehaveren eller værgen, er omfattet af en indberetning

i SIS om personer, der begæres anholdt med henblik på overgivelse på

grundlag af en europæisk arrestordre eller med henblik på udlevering eller er

omfattet af en indberetning i SIS om nægtelse af indrejse og ophold.

Foruden ovenstående kontrollerer det centrale ETIAS-system ifølge

forordningens artikel 20, stk. 3, om ansøgeren har svaret bekræftende på

nogle af spørgsmålene på listen i artikel 17, stk. 4 (se nærmere herom under

pkt. 2.1.2.3.2.), og om ansøgeren har undladt at opgive en bopælsadresse, men

alene har angivet opholdsby og -land, jf. artikel 17, stk. 2, litra f.

Desuden sammenligner det centrale ETIAS-system ifølge forordningens

artikel 20, stk. 4 og 5, relevante oplysninger med oplysningerne på den i

artikel 34 omhandlede ETIAS-overvågningsliste og med de i forordningen

Side

36/169

UDKAST

omhandlede specifikke risikoindikatorer, der er omhandlet i forordningens

artikel 33.

Se nærmere herom under pkt. 2.1.2.6.1. og pkt. 2.1.2.6.2.

Det centrale ETIAS-system tilføjer en reference til eventuelle hit til

ansøgningsmappen, jf. forordningens artikel 20, stk. 6.

Forordningens artikel 20, stk. 7, fastslår, at hvis de oplysninger, der er

registreret i ansøgningsmappen, svarer til de oplysninger, der har udløst et hit

som omhandlet i stk. 2 og 4, identificerer det centrale ETIAS-system, når det

er relevant, den eller de medlemsstater, der har registreret eller leveret de

oplysninger, der har udløst hittet, og angiver dette i ansøgningsmappen. Hvis

de pågældende oplysninger hidrører fra Europol, angives dette i

ansøgningsmappen, jf. forordningens artikel 20, stk. 8.

Forordningens artikel 21, stk. 1, fastslår, at det centrale ETIAS-system

automatisk udsteder en rejsetilladelse og giver ansøgeren meddelelse herom,

hvis den automatiserede behandling ikke giver noget hit.

Efter forordningens artikel 21, stk. 2, vil ansøgningen i første omgang blive

udtaget til manuel behandling i den centrale ETIAS-enhed efter en procedure,

der er nærmere beskrevet i forordningens artikel 22, hvis den automatiske

behandling giver et eller flere hit.

Det fremgår af forordningens artikel 21, stk. 3, at såfremt det ved den i

forordningens artikel 22 fastsatte kontrolproces bekræftes, at de oplysninger,

der er registreret i ansøgningsmappen, svarer til de oplysninger, der har udløst

et hit, eller hvis der fortsat hersker tvivl om ansøgerens identitet efter en sådan

kontrol, sender den centrale ETIAS-enhed ansøgningen til manuel behandling

hos den ansvarlige nationale ETIAS-enhed efter proceduren foreskrevet i

forordningens artikel 26.

Efter forordningens artikel 21, stk. 4, sendes ansøgningen endvidere til

manuel behandling efter proceduren i forordningens artikel 26, hos den

ansvarlige nationale ETIAS-enhed, såfremt ansøgeren har svaret bekræftende

på spørgsmål i henhold til forordningens artikel 17, stk. 4 vedrørende f.eks.

dom for en række lovovertrædelser og ophold i en specifikt krigs- eller

konfliktzone.

Se nærmere om hvilken medlemsstats ETIAS-enhed, der er ansvarlig under

pkt. 2.1.2.5.1.

2.1.2.4.2.

Kontrol foretaget af den centrale ETIAS-enhed

Efter forordningens artikel 22, stk. 1, sendes ansøgningen til manuel

behandling i den centrale ETIAS-enhed, hvis den automatiserede behandling

giver et eller flere hit.

Side

37/169

UDKAST

I henhold til kontrolprocessen i artikel 22 skal den centrale ETIAS-enhed, når

den høres, have adgang til ansøgningsmappen og de eventuelt tilknyttede

ansøgningsmapper og til alle hit, der blev udløst under den automatiserede

behandling, og til de oplysninger, som det centrale ETIAS-system har

identificeret, jf. stk. 2.

Ifølge forordningens artikel 22, stk. 3, kontrollerer den centrale ETIAS-

enhed, om oplysningerne i ansøgningsmappen svarer til en eller flere af de i

artikel 33 omhandlende specifikke risikoindikatorer, oplysningerne i det

centrale ETIAS-system, herunder den i artikel 34 omhandlede ETIAS-

overvågningsliste, oplysningerne i et af EU-informationssystemerne, der er

søgt i, oplysninger fra Europol eller oplysningerne i INTERPOL’s

databaser

SLTD eller TDAWN.

Forordningens artikel 22, stk. 4, foreskriver, at hvis oplysningerne ikke svarer

til hinanden, og der ikke forekommer andre hit under den automatiserede

behandling, sletter den centrale ETIAS-enhed det falske hit i

ansøgningsmappen, og det centrale ETIAS-system udsteder automatisk en

rejsetilladelse i henhold til forordningens artikel 36. Se nærmere herom under

pkt. 2.1.2.7.1.

I henhold til forordningens artikel 22, stk. 5, sendes ansøgningen til manuel

behandling hos den ansvarlige nationale ETIAS-enhed efter proceduren i

artikel 26, hvis oplysningerne svarer til hinanden, eller der fortsat hersker

tvivl om ansøgerens identitet.

Den centrale ETIAS-enhed afslutter den manuelle behandling inden for højst

12 timer efter modtagelsen af ansøgningsmappen, jf. forordningens artikel 22,

stk. 6.

2.1.2.4.3.

Specifikke ansøgningsregler

unionsborgere mv.

for

familiemedlemmer

til

Ifølge forordningens artikel 24 gælder specifikke ansøgningsregler for

familiemedlemmer til unionsborgere eller andre tredjelandsstatsborgere, der

har ret til fri bevægelighed i henhold til EU-retten.

En sådan ansøger skal i henhold til forordningens artikel 24, stk. 2, litra a og

b ikke besvare spørgsmålet om, hvorvidt den pågældende inden for de seneste

10 år har været omfattet af en afgørelse om at skulle forlade en medlemsstats

eller et visumfritaget lands område eller en afgørelse om tilbagesendelse og

er fritaget for gebyr.

Ved behandlingen af en ansøgning omfattet af de specifikke ansøgningsregler

kontrollerer det centrale ETIAS-system i henhold til forordningens artikel 24,

Side

38/169

UDKAST

stk. 3, litra a og b, ikke, om ansøgeren på tidspunktet for opslaget er registeret

i ind- og udrejsesystemet (EES) som en person, hvis tilladelse til ophold er

udløbet, eller om den pågældende tidligere er blevet registreret som en

person, hvis tilladelse til ophold er udløbet, eller om ansøgeren svarer til en

person, hvis oplysninger er registreret i Eurodac. Yderligere finder de

specifikke risikoindikatorer der er fastsat i medfør af forordningens artikel 33,

ikke anvendelse, jf. forordningens artikel 24, stk. 3.

Disse ansøgere kan endvidere ikke meddeles afslag på en ansøgning om

rejsetilladelse på grundlag af risikoen for ulovlig indvandring, jf.

forordningens artikel 24, stk. 4.

Af forordningens artikel 24, stk. 5, fremgår det, at hvis den automatiserede

behandling har givet et hit, der svarer til en indberetning om nægtelse af

indrejse og ophold som omhandlet i artikel 24 i Europa-Parlamentets og

Rådets forordning (EF) nr. 1987/2006 (SIS II-forordningen), kontrollerer den

nationale ETIAS-enhed grundlaget for denne afgørelse, efter hvilken denne

indberetning blev registreret i SIS. Hvis dette grundlag vedrører en risiko for

ulovlig indvandring, skal indberetningen ikke tages i betragtning ved

vurderingen af ansøgningen. Den nationale ETIAS-enhed går derefter frem

efter artikel 25, stk. 2, i SIS II-forordningen om høring af den indberettende

medlemsstat.

Der gælder endelig særlige regler vedrørende påklage af en afgørelse og

lagringsperiode for ansøgningsmappen jf. forordningens artikel 24, stk. 6,

litra b og c.

2.1.2.5.

De nationale ETIAS-enheders behandling af en ansøgning mv.

(forordningens kapitel IV)

Er sagen udtaget til manuel behandling, er det herefter den ansvarlige

medlemsstats nationale ETIAS-enhed, der skal træffe afgørelse om at

meddele eller afslå rejsetilladelse. I visse tilfælde vil den nationale ETIAS-

enhed kunne anmode om yderligere oplysninger fra ansøgeren.

2.1.2.5.1.

Den ansvarlige medlemsstat

Forordningens artikel 25 fastlægger i prioriteret rækkefølge reglerne for,

hvilken medlemsstats nationale ETIAS-enhed der er ansvarlig for den

manuelle behandling af en ansøgning i henhold til forordningens artikel 26.

Den ansvarlige medlemsstat identificeres af det centrale ETIAS-system på

følgende måde:

Hvis kun én medlemsstat identificeres som havende registreret eller levereret

de oplysninger, der udløste hittet, er denne medlemsstat den ansvarlige

medlemsstat, jf. forordningens artikel 25, stk. 1, litra a.

Side

39/169

UDKAST

Hvis flere medlemsstater identificeres som havende registreret eller leveret

de oplysninger, der udløste hittene, er den ansvarlige medlemsstat ifølge

artikel 25, stk. 1, litra b, den medlemsstat, som har registeret eller levereret

de seneste oplysninger om en indberetning i SIS om personer, der begæres

anholdt med henblik på overgivelse på grundlag af en europæisk arrestordre,

eller som begæres anholdt med henblik på udlevering som omhandlet i

forordningens artikel 20, stk. 2, litra d, eller i fravær af sådan indberetning,

den medlemsstat, som har registreret eller leveret de seneste oplysninger om

en indberetning i SIS om nægtelse af indrejse og ophold omhandlet i

forordningens artikel 20, stk. 2, litra c, eller i fravær af sådanne

indberetninger, den medlemsstat, som har registreret eller leveret de seneste

oplysninger om, at det rejsedokument, der anvendes til ansøgningen, svarer

til et rejsedokument, der er meldt bortkommet, stjålet, uretmæssigt tilegnet

eller ugyldiggjort i SIS som omhandleret i forordningens artikel 20, stk. 2,

litra a.

Hvis flere medlemsstater identificeres som havende registreret eller leveret

de oplysninger, der udløste hit, men ingen af disse oplysninger svarer til

indberetningerne som omtalt under litra b, er den ansvarlige medlemsstat den

medlemsstat, der har registreret eller leveret de seneste oplysninger, jf.

forordningens artikel 25, stk. 1, litra c.

Med hensyn til litra a og c tages der ved identificering af den ansvarlige

medlemsstat ikke højde for hit, der udløses af oplysninger, som ikke er

registreret eller leveret af en medlemsstat. Hvis den manuelle behandling af

en ansøgning ikke udløses af oplysninger, der er registreret eller leveret af en

medlemsstat, er den ansvarlige medlemsstat medlemsstaten for første

planlagte ophold, jf. forordningens artikel 25, stk. 1, sidste pkt.

Ifølge forordningens artikel 25, stk. 2, angiver det centrale ETIAS-system den

ansvarlige medlemsstat i ansøgningsmappen. Hvis det centrale ETIAS-

system ikke er i stand til at identificere den ansvarlige medlemsstat,

identificeres denne af den centrale ETIAS-enhed.

2.1.2.5.2.

De nationale ETIAS-enheders manuelle behandling af en

ansøgning

Hvis den automatiserede behandling, jf. forordningens artikel 20, stk. 2-5, har

givet et eller flere hit, behandles ansøgningen manuelt af den ansvarlige

medlemsstats ETIAS-enhed. Se nærmere herom under pkt. 2.1.3.3.

Ifølge forordningens artikel 25, stk. 2, 2. pkt., identificerer det centrale

ETIAS-system, subsidiært den centrale ETIAS-enhed, den medlemsstat, der

er ansvarlig for den manuelle behandling af en ansøgning.

Side

40/169

UDKAST

Forordningens artikel 26 indeholder bestemmelser om de nationale ETIAS-

enheders manuelle behandling af en ansøgning.

Ifølge forordningens artikel 26, stk. 1, skal den nationale ETIAS-enhed have

adgang til ansøgningsmappen og eventuelt tilknyttede ansøgningsmapper

såvel som til eventuelle hit, der blev udløst under den automatiserede

behandling i det centrale ETIAS-system. Den centrale ETIAS-enhed

underretter den ansvarlige medlemsstats nationale ETIAS-enhed om,

hvorvidt en eller flere andre medlemsstater eller Europol er blevet

identificeret som havende registreret eller leveret de oplysninger, der udløste

hittet. Hvis en eller flere medlemsstater har leveret de oplysninger, der har

udløst hittet, skal den centrale ETIAS-enhed også præcisere, hvilken

medlemsstat det drejer sig om.

Forordningens artikel 26, stk. 2, fastslår, at den ansvarlige medlemsstats

nationale ETIAS-enhed efter den manuelle behandling skal udstede en

rejsetilladelse eller give afslag på en rejsetilladelse.

Hvis hittet skyldes, at det rejsedokument, der anvendes til ansøgningen,

svarer til et rejsedokument, der er meldt bortkommet, stjålet, uretmæssigt

tilegnet eller ugyldiggjort i SIS, eller ansøgeren er omfattet af en indberetning

i SIS om nægtelse af indrejse og ophold, skal den ansvarlige nationale

ETIAS-enhed give afslag på en rejsetilladelse, jf. forordningens artikel 26,

stk. 3, litra a.

Hvis hittet svarer til en eller flere kategorier, der er omhandlet i forordningens

artikel 20, stk. 2, litra b og d-m, eller hittet skyldes, at ansøgeren har svaret

bekræftende på spørgsmålene om personlige forhold, som omhandlet i

forordningens artikel 17, stk. 4, skal den ansvarlige nationale ETIAS-enhed

foretage en vurdering af risikoen for sikkerheden eller for ulovlig indvandring

og træffe afgørelse på baggrund heraf, jf. forordningens artikel 26, stk. 3, litra

b, og artikel 26, stk. 4.

Hvis hittet skyldes oplysninger, som fremgår af ETIAS-overvågningslisten,

jf. forordningens artikel 20, stk. 4, foretager den ansvarlige medlemsstats

nationale ETIAS-enhed en vurdering af risikoen for sikkerheden og træffer

afgørelse om, hvorvidt der skal udstedes eller gives afslag på en

rejsetilladelse, jf. forordningens artikel 26, stk. 5.

Hvis hittet skyldes de i forordningens artikel 33, omhandlede specifikke

risikoindikatorer, jf. forordningens artikel 20, stk. 5, foretager den ansvarlige

medlemsstats nationale ETIAS-enhed en vurdering af risikoen for

sikkerheden og for ulovlig indvandring, eller om der er høj risiko for epidemi,

og træffer afgørelse på baggrund heraf, jf. forordningens artikel 26, stk. 6. I

den forbindelse præciserer bestemmelsen, at den ansvarlige medlemsstats

nationale ETIAS-enhed under ingen omstændigheder må træffe en afgørelse

automatisk på grundlag af et hit ud fra specifikke risikoindikatorer. I alle

Side

41/169

UDKAST

tilfælde skal den pågældende ETIAS-enhed foretage en konkret og individuel

vurdering.

Det fremgår af forordningens artikel 26, stk. 7, at ETIAS-

informationssystemet registrerer alle databehandlinger, som udføres med

henblik på ovenfor omtalte vurderinger foretaget af den ansvarlige

medlemsstats nationale ETIAS-enhed eller af de nationale ETIAS-enheder i

de medlemsstater, der er blevet hørt i overensstemmelse med forordningens

artikel 28. Sådanne registreringer oprettes og registreres automatisk i

ansøgningsmappen. De skal angive dato og tidspunkt for hver behandling,

hvilke oplysninger, der er anvendt til søgninger i andre EU-

informationssystemer, hvilke oplysninger, der er knyttet til det modtagne hit,

og den medarbejder, der har foretaget risikovurderingen. Resultaterne af

vurderingen af risikoen for sikkerheden eller for ulovlig indvandring eller en

høj risiko for epidemi og begrundelsen for afgørelsen om at udstede eller give

afslag på en rejsetilladelse, registreres i ansøgningsmappen af den

medarbejder, der har foretaget den pågældende risikovurdering.

2.1.2.5.3.

Den nationale ETIAS-enheds anmodning om yderligere

oplysninger eller dokumentation fra ansøgeren mv.

Ansøgeren skal senest 96 timer efter indgivelsen af ansøgningen om

rejsetilladelse, der opfylder betingelserne for at blive behandlet, modtage en

afgørelse eller en anmodning om yderligere oplysninger eller dokumentation.

Se nærmere herom under pkt. 2.1.2.5.5.

Forordningens artikel 27, stk. 1, foreskriver, at såfremt den ansvarlige

medlemsstats nationale ETIAS-enhed finder, at de oplysninger, som

ansøgeren har angivet i ansøgningsskemaet, er utilstrækkelige til, at den kan

træffe afgørelse om at udstede eller give afslag på en rejsetilladelse, kan den

anmode om yderligere oplysninger eller dokumentation fra ansøgeren. Den

pågældende ETIAS-enhed skal anmode om yderligere oplysninger eller

dokumentation på anmodningen af den medlemsstat, der er hørt i

overensstemmelse med forordningens artikel 28.

Ifølge forordningens artikel 27, stk. 2, sendes anmodningen via e-

mailtjenesten i ETIAS-systemet til den e-mailadresse, der er registreret under

kontaktoplysninger i ansøgningsmappen. Anmodningen om yderligere

oplysninger eller dokumentation skal tydeligt angive, hvilke oplysninger eller

hvilken dokumentation ansøgeren skal fremlægge, og en liste over, hvilke

sprog oplysningerne eller dokumentationen kan indgives på. Denne liste

omfatter som minimum engelsk, fransk eller tysk, medmindre den omfatter et

officielt sprog i det tredjeland, som ansøgeren har anført at være statsborger

i. Ansøgeren skal inden for 10 dage fra datoen for modtagelse af

anmodningen fremlægge de yderligere oplysninger eller dokumentation via

den sikre kontotjeneste, der er indbygget i ETIAS-systemet. Ansøgeren skal

fremlægge oplysningerne eller dokumentationen på et af de sprog, der er

Side

42/169

UDKAST

anført i anmodningen, men ansøgeren er ikke forpligtet til at fremlægge en

officiel oversættelse. Den ansvarlige ETIAS-enhed kan kun anmode

ansøgeren om yderligere oplysninger eller dokumentation, der er påkrævet

for af vurdere ETIAS-ansøgningen. De af ansøgeren fremlagte yderligere

oplysninger eller dokumentation registreres og lagres af det centrale ETIAS-

system i ansøgningsmappen, jf. forordningens artikel 27, stk. 9, 1. pkt.

Når den ansvarlige ETIAS-enhed fremsætter anmodning om yderligere

oplysninger eller dokumentation, anvender denne en på forhånd fastsat liste

over valgmuligheder, jf. forordningens artikel 27, stk. 3.

Forordningens artikel 27, stk. 4, foreskriver, at den ansvarlige medlemsstats

nationale ETIAS-enhed under ekstraordinære omstændigheder og som en

sidste udvej efter behandlingen af de yderligere oplysninger eller den

yderligere dokumentation, hvis der fortsat hersker alvorlig tvivl om

ansøgernes oplysninger eller dokumentation, kan indkalde ansøgeren til en

samtale i den pågældendes opholdsland på det konsulat tilhørende

medlemsstaten, der ligger tættest på ansøgerens opholdssted. Når det er i

ansøgerens interesse, kan samtalen ekstraordinært finde sted på et konsulat,

der ligger i et andet land end i ansøgerens opholdsland. Hvis det konsulat, der

ligger tættest på ansøgerens opholdssted, er længere væk end 500 km, skal

ansøgeren tilbydes mulighed for at føre samtalen ved hjælp af audio-og

videokommunikationsmidler. Hvis afstanden er mindre end 500 km, kan

ansøgeren og den ansvarlige medlemsstats ETIAS-enhed i fællesskab aftale

at anvende midler, som muliggør audio- og videokommunikation. Hvis

sådanne audio-og videokommunikationsmidler anvendes, føres samtalen af

den ansvarlige medlemsstats nationale ETIAS-enhed eller, ekstraordinært, af

et af denne medlemsstats konsulater.

Efter forordningens artikel 27, stk. 8, angiver den ansvarlige medlemsstats

nationale ETIAS-enhed, hvilke elementer udspørgeren skal berøre, ligesom

udspørgeren efter samtalen afgiver en udtalelse, der indeholder begrundelse

for vedkommendes anbefalinger. De berørte elementer og udtalelsen anføres

på en formular, som registreres i ansøgningsmappen.

Bestemmelsen er fakultativ, og det er således op til den enkelte medlemsstat

at beslutte, hvorvidt man vil gøre brug af muligheden for at indkalde ansøgere

til samtale i ekstraordinære tilfælde. Se nærmere herom under pkt. 2.1.3.5.

Den ansvarlige medlemsstats nationale ETIAS-enhed genoptager

behandlingen af ansøgningen, når ansøgeren fremlægger de yderligere

oplysninger eller den yderligere dokumentation, eller, hvis det er relevant, på

datoen for samtalen, jf. forordningens artikel 27, stk. 10.

2.1.2.5.4.

Høringsprocedurer

Side

43/169

UDKAST

Forordningens artikel 28 og 29 indeholder bestemmelser om

høringsprocedurer, som iværksættes i tilfælde af, at den automatiserede

behandling resulterer i et hit udløst af oplysninger, som er registreret eller

leveret af en eller flere medlemsstater eller Europol.

I henhold til forordningens artikel 28, der vedrører høring af andre

medlemsstater, skal den centrale ETIAS-enhed, jf. stk. 1, underrette den eller

de involverede medlemsstaters nationale ETIAS-enhed og dermed indlede en

høringsprocedure mellem dem og den ansvarlige medlemsstats nationale

ETIAS-enhed. De nationale ETIAS-enheder i de hørte medlemsstater skal

have adgang til ansøgningsmappen med henblik på høringen, jf.

forordningens artikel 28, stk. 2. Den nationale ETIAS-enhed i den hørte

medlemsstat skal i henhold til forordningens artikel 28, stk. 3 og 5, svare

inden for 60 timer fra underretning om høringen og enten afgive en begrundet

positiv udtalelse om ansøgningen eller afgive en begrundet negativ udtalelse

om ansøgningen. Den positive eller negative udtalelse registreres i

ansøgningsmappen af den hørte medlemsstats nationale ETIAS-enhed. Hvis

der ikke er afgivet svar inden for fristen, anses dette som en positiv udtalelse

om ansøgningen.

Ifølge forordningens artikel 28, stk. 4, kan den ansvarlige medlemsstats

nationale ETIAS-enhed også høre den nationale ETIAS-enhed i en eller flere

medlemsstater efter en ansøgers svar på en anmodning om yderligere

oplysninger. Hvis der anmodes om sådanne yderligere oplysninger på vegne

af en hørt medlemsstat, hører den ansvarlige medlemsstats nationale ETIAS-

enhed den pågældende hørte medlemsstats nationale ETIAS-enhed efter

ansøgerens svar på anmodningen om yderligere oplysninger. I sådanne

tilfælde skal de hørte medlemsstaters nationale ETIAS-enheder også have

adgang til de relevante yderligere oplysninger eller den relevante yderligere

dokumentation, som ansøgeren har forelagt på anmodning af den ansvarlige

medlemsstats nationale ETIAS-enhed i forbindelse med den sag, de høres om.

Hvis flere medlemsstater høres, sikrer den ansvarlige medlemsstats nationale

ETIAS-enhed koordineringen.

Det følger af forordningens artikel 28, stk. 7, at hvis en af de hørte

medlemsstaters nationale ETIAS-enhed afgiver en negativ udtalelse om

ansøgningen, skal den ansvarlige medlemsstat give afslag på rejsetilladelsen.

Dette berører ikke forordningens artikel 44 vedrørende udstedelse af en

rejsetilladelse med begrænset territorial gyldighed af humanitære årsager, af

hensyn til nationale interesser eller på grund af internationale forpligtelser. Se

nærmere herom under pkt. 2.1.2.7.4.

I henhold til forordningens artikel 29, der vedrører høring af Europol, skal

den centrale ETIAS-enhed, jf. stk. 1, indlede en høringsprocedure mellem

Europol og den ansvarlige medlemsstats nationale ETIAS-enhed, når Europol

er den part, der har leveret de oplysninger, der har udløst et hit. Høringen

foretages i overensstemmelse med særlig kapitel IV i Europol-forordningen,

Side

44/169

UDKAST

der ikke finder anvendelse for Danmark eller de Schengen-associerede lande.

Se nærmere herom under pkt. 1.2.2.

Hvis Europol høres, sender den centrale ETIAS-enhed de relevante

oplysninger i ansøgningsmappen og de hit, der er nødvendige med henblik på

høringen, til Europol, jf. forordningens artikel 29, stk. 2. Europol har under

ingen omstændigheder adgang til personoplysninger vedrørende ansøgerens

uddannelse som omhandlet i forordningens artikel 17, stk. 2, litra h, jf.

forordningens artikel 29, stk. 3.

Europol skal, som den hørte part, i henhold til forordningens artikel 29, stk.

4, afgive en begrundet udtalelse om ansøgningen. Europols udtalelse stilles

til rådighed for den ansvarlige medlemsstats nationale ETIAS-enhed, som

registrerer den i ansøgningsmappen. Europol skal i henhold til forordningens

artikel 29, stk. 6, svare inden for 60 timer fra underretningen om høringen.

Hvis Europol ikke svarer inden fristen, anses dette som en positiv udtalelse

om ansøgningen. Det følger af forordningens artikel 29, stk. 7, at hvis den

ansvarlige medlemsstat beslutter at udstede en rejsetilladelse på trods af en

negativ udtalelse fra Europol, skal den ansvarlige medlemsstats nationale

ETIAS-enhed begrunde sin afgørelse.

Ifølge forordningens artikel 29, stk. 5, kan den ansvarlige medlemsstats

nationale ETIAS-enhed høre Europol efter en ansøgers svar på en anmodning

om yderligere oplysninger. Den nationale ETIAS-enhed sender i sådanne

tilfælde de relevante yderligere oplysninger eller den relevante yderligere

dokumentation, som ansøgeren har fremlagt i forbindelse med ansøgningen

om en rejsetilladelse, hvorom Europol høres.

2.1.2.5.5.

Meddelelse om afgørelse mv.

Forordningens artikel 30 og 32 fastlægger fristerne for meddelelse af en

afgørelse til ansøgeren.

Ifølge forordningens artikel 30 skal ansøgeren inden for 96 timer fra

indgivelsen af en ansøgning, der opfylder betingelserne for at blive behandlet,

modtage en meddelelse om, hvorvidt der er udstedt eller givet afslag på

rejsetilladelse, eller en anmodning om at fremlægge yderligere oplysninger

eller dokumentation.

Ifølge forordningens artikel 32, stk. 1, sammenholdt med stk. 3, skal der

træffes afgørelse om en ansøgning, der opfylder betingelserne for at blive

behandlet, senest 96 timer efter indgivelsen heraf. Forordningens artikel 32,

stk. 2, foreskriver, at når der gives meddelelse om en anmodning om

yderligere oplysninger eller dokumentation, og når ansøgeren indkaldes til en

samtale, forlænges fristen på 96 timer ekstraordinært. Der skal således træffes

afgørelse senest 96 timer efter ansøgerens fremlæggelse af yderligere

oplysninger eller dokumentation. Hvis ansøgeren indkaldes til en samtale,

Side

45/169

UDKAST

skal der træffes afgørelse om ansøgningen senest 48 timer efter, at samtalen

fandt sted. Inden udløbet af de to omtalte frister på henholdsvis 96 timer eller

48 timer skal der træffes afgørelse om enten at udstede en rejsetilladelse eller

at give afslag på en rejsetilladelse.

I henhold til forordningens artikel 31 sørger EU-Kommissionen for et

kontrolværktøj, så ansøgere kan kontrollere status for deres ansøgning om

rejsetilladelse og gyldighedsperioden og status for deres rejsetilladelse

(gyldig, afslået, annulleret eller inddraget). Kontrolværktøjet vil være

tilgængeligt via det offentlige websted og appen, der er omhandlet i artikel

16. Se nærmere herom under pkt. 2.1.2.3.1.

2.1.2.6.

ETIAS-screeningsregler

(forordningens kapitel V)

ETIAS-overvågningslisten

Forordningens artikel 33, 34 og 35 fastlægger nærmere regler om ETIAS-

screeningsreglerne og den såkaldte ETIAS-overvågningsliste.

2.1.2.6.1.

ETIAS-screeningsreglerne

Forordningens artikel 33, stk. 1, foreskriver, at ETIAS-screeningsreglerne

skal være en algoritme, der muliggør profilering som defineret i artikel 4, nr.

4), i forordning (EU) 2016/679 gennem sammenligning af oplysningerne i en

ansøgningsmappe i det centrale ETIAS-system med specifikke

risikoindikatorer, der tyder på, at der er en risiko for sikkerhed eller for ulovlig

indvandring eller, at der er en høj risiko for epidemi. Den centrale ETIAS-

enhed registrerer ETIAS-screeningsreglerne i det centrale ETIAS-system.

Efter forordningens artikel 33, stk. 2, tillægges EU-Kommissionen beføjelser

til at vedtage en delegeret retsakt med henblik på nærmere at definere risici

for sikkerheden eller for ulovlig indvandring eller en høj risiko for epidemi

på grundlag af nærmere bestemte statistiske oplysninger genereret af en

række systemer, herunder ind- og udrejsesystemet og ETIAS, samt nærmere

bestemte oplysninger fra medlemsstaterne.

De risici, der er defineret i forordningen og i den delegerede retsakt i artikel

33, stk. 2, og som de i artikel 33, stk. 4, omhandlede specifikke

risikoindikatorer skal bygge på, specificerer EU-Kommissionen ifølge

forordningens artikel 33, stk. 3, ved hjælp af en gennemførelsesretsakt.

Det følger af forordningens artikel 33, stk. 4, at på grundlag af de specifikke

risici fastsætter den centrale ETIAS-enhed de specifikke risikoindikatorer,

der består af en kombination af oplysninger, herunder en eller flere af en

række oplysninger om aldersgruppe, køn og nationalitet, opholdsland og -by,

uddannelsesniveau (uddannelse på primærtrinnet eller sekundærtrinnet,

videregående uddannelse eller ingen uddannelse) og nuværende

beskæftigelse (jobgruppe).

Side

46/169

UDKAST

Det fremgår af forordningens artikel 33, stk. 5, at de specifikke

risikoindikatorer skal være målrettede og forholdsmæssige. De må under

ingen omstændigheder udelukkende bygge på en persons køn eller alder. De

må under ingen omstændigheder være baseret på oplysninger vedrørende en

persons hudfarve, race, etniske eller sociale oprindelse, genetiske anlæg,

sprog, politiske eller andre anskuelser, religiøse eller filosofiske

overbevisning, medlemskab af en fagforening, tilhørsforhold til et nationalt

mindretal, formueforhold, fødsel, handicap eller seksuelle orientering.

De specifikke risikoindikatorer skal defineres, fastsættes, forhåndsvurderes,

gennemføres, evalueres efterfølgende, revideres og slettes af den centrale

ETIAS-enhed efter høring af ETIAS-Screeningsrådet, jf. forordningens

artikel 33, stk. 6.

2.1.2.6.2.

ETIAS-overvågningslisten

I medfør af forordningens artikel 34 oprettes der en ETIAS-overvågningsliste,

der bl.a. er baseret på FN’s lister over krigsforbrydere,

med henblik på at give

et hit i den automatiske del af sagsbehandlingen i det centrale ETIAS-system,

hvis en person opført på overvågningslisten indgiver en ansøgning om

rejsetilladelse.

Ifølge forordningens artikel 34, stk. 1, består ETIAS-overvågningslisten af

oplysninger om personer, der er mistænkt for at have begået eller deltaget i

en terrorhandling eller en anden alvorlig strafbar handling, eller personer, om

hvilke der på grundlag af en samlet vurdering af personen er konkrete indicier

for eller rimelig grund til at antage, at de vil begå en terrorhandling eller en

anden alvorlig strafbar handling. ETIAS-overvågningslisten er en del af det

centrale ETIAS-system.

ETIAS-overvågningslisten opstilles på grundlag af oplysninger vedrørende

terrorhandlinger eller andre alvorlige strafbare handlinger, jf. forordningens

artikel 34, stk. 2.

I henhold til forordningens artikel 34, stk. 3, registreres oplysninger

vedrørende terrorhandlinger eller andre alvorlige strafbare handlinger på

ETIAS-overvågningslisten af Europol eller af medlemsstaterne, der hver især

er ansvarlig for de oplysninger, de registrerer.

På baggrund af oplysningerne vedrørende terrorhandlinger eller andre

alvorlige strafbare handlinger består ETIAS-overvågningslisten af

oplysninger om efternavn, efternavn ved fødslen, fødselsdato, andre navne

(kaldenavn(e), kunstnernavn(e), sædvanlige navn(e)), rejsedokument(er)

(type, nummer og udstedelsesland), bopælsadresse, e-mailadresse,

telefonnummer, et firmas eller en organisations navn, e-mailadresse,

postadresse og telefonnummer eller IP-adresse.

Side

47/169

UDKAST

Hvis følgende oplysninger foreligger, føjes de til det hertil relevante punkt

bestående af mindst én af de oplysninger, der er anført ovenfor: fornavn(e),

fødested, fødeland, køn og nationalitet, jf. forordningens artikel 34, stk. 4.

De nærmere ansvarsområder og opgaver vedrørende

overvågningslisten fastlægges i forordningens artikel 35.

ETIAS-

I henhold til forordningens artikel 35, stk. 1, skal Europol eller medlemsstaten

inden denne registrerer oplysninger på ETIAS-overvågningslisten fastlægge,

om oplysningerne er tilstrækkelige, nøjagtige og vigtige nok til at blive opført

på ETIAS-overvågningslisten, vurdere oplysningernes potentielle

indvirkning på andelen af ansøgninger, der behandles manuelt eller

kontrollere, om oplysningerne svarer til en indberetning, der er registreret i

SIS.

Det følger af forordningens artikel 35, stk. 3, at såfremt oplysningerne svarer

til en indberetning, der er registreret i SIS, registreres de ikke på ETIAS-

overvågningslisten. Hvis betingelserne for at anvende oplysningerne til at

registrere en indberetning i SIS er opfyldt, gives der prioritet til at registrere

en indberetning i SIS.

I henhold til forordningens artikel 35, stk. 5, har Europol ansvaret for at

vurdere og kontrollere den fortsatte nøjagtighed af de oplysninger, som

Europol har registreret på ETIAS-overvågningslisten, regelmæssigt og

mindst en gang om året. Den samme forpligtelse gælder medlemsstaterne for

så vidt angår de oplysninger, som de har registreret. Europol og

medlemsstaterne udarbejder og gennemfører en fælles procedure til at sikre

opfyldelse af deres forpligtelser.

I henhold til forordningens artikel 35, stk. 6, fjerner medlemsstaterne og

Europol efter en vurdering oplysninger fra ETIAS-overvågningslisten, hvis

det er påvist, at grundene til, at de er blevet registreret, ikke længere er

tilstede, eller at oplysningerne er forældede eller ikke ajourførte.

2.1.2.7.

Afgørelser om rejsetilladelse (forordningens kapitel VI)

2.1.2.7.1.

Udstedelse af en rejsetilladelse

Det følger af forordningens artikel 36, stk. 1, at det centrale ETIAS-system

eller den ansvarlige medlemsstats nationale ETIAS-enhed udsteder en

rejsetilladelse, hvis behandlingen af ansøgningen viser, at der ikke er konkrete

indicier for eller rimelig grunde, der bygger på konkrete indicier, til at

konkludere, at personens tilstedeværelse på medlemsstaternes område vil

udgøre en risiko for sikkerheden eller for ulovlig indvandring eller en høj

risiko for epidemi.

I henhold til forordningens artikel 36, stk. 2, kan den ansvarlige medlemsstats

nationale ETIAS-enhed forsyne en rejsetilladelse, som den udsteder, med en

Side

48/169

UDKAST

anmærkning hvori den anbefaler kontrol ved grænseovergangsstedet ved tvivl

om, hvorvidt der er grund til at meddele afslag på en rejsetilladelse. Denne

anmærkning skal kun være synlig for grænsemyndighederne, og den skal

angive årsagen til anmærkningen. Anmærkningen fjernes automatisk, når

grænsemyndighederne har foretaget kontrollen og registreret indrejse i ind-

og udrejsesystemet.

Ifølge forordningens artikel 36, stk. 3, har den ansvarlige medlemsstats

nationale ETIAS-enhed mulighed for at tilføje en anmærkning, der viser

grænsemyndighederne og andre myndigheder med adgang til oplysningerne

i det centrale ETIAS-system, at et bestemt hit, der er udløst under

behandlingen af en ansøgning, er blevet vurderet, og at det er blevet

bekræftet, at hittet udgør et falsk hit, eller at en manuel behandling har vist,

at der ikke er nogen grund til at give afslag på en rejsetilladelse.

Rejsetilladelsen vil være gyldig på medlemsstaternes område i tre år, eller

indtil det anvendte rejsedokuments udløb, afhængig af, hvad der kommer

først, jf. forordningens artikel 36, stk. 5. En rejsetilladelse giver ikke

automatisk ret til indrejse eller ophold, jf. forordningens artikel 36, stk. 6.

Det fremgår af forordningens artikel 38, stk. 1, at når der er udstedt en

rejsetilladelse, modtager ansøgeren straks en meddelelse herom via e-

mailtjenesten, med angivelse af bl.a. at der er udstedt en rejsetilladelse,

ansøgningsnummeret for rejsetilladelsen, begyndelses- og udløbsdato for

rejsetilladelsen, krav om forevisning af det i ansøgningen angivne

rejsedokument ved indrejse, en påmindelse om de indrejsebetingelser, der er

fastsat i artikel 6 i Schengengrænsekodeksen, og det forhold, at et kortvarigt

ophold kun er muligt for en varighed på højst 90 dage inden for enhver

periode på 180 dage, en påmindelse om, at det at være i besiddelse af en

rejsetilladelse ikke i sig selv giver automatisk ret til indrejse, en påmindelse

om, at grænsemyndighederne kan anmode om supplerende dokumentation

ved de ydre grænser med henblik på at kontrollere, at betingelserne for

indrejse og ophold er opfyldt og en påmindelse om, at besiddelse af en gyldig

rejsetilladelse er en opholdsbetingelse, som skal være opfyldt i hele

varigheden af et kortvarigt ophold på medlemsstaternes område.

Forordningens artikel 39 fastsætter nærmere regler om, hvilke oplysninger

der skal tilføjes ansøgningsmappen efter afgørelse om at udstede eller give

afslag på en rejsetilladelse.

2.1.2.7.2.

Afslag på en rejsetilladelse

Reglerne om, hvornår en ansøger skal meddeles afslag på en ansøgning om

rejsetilladelse, fremgår af forordningens artikel 37.

Ifølge forordningens artikel 37, stk. 1, skal ansøgeren meddeles afslag, hvis

pågældende anvender et rejsedokument, der er blevet meldt bortkommet,

stjålet, uretmæssigt tilegnet eller ugyldigt i SIS, udgør en risiko for

Side

49/169

UDKAST

sikkerheden, udgør en risiko for ulovlig indvandring, udgør en høj risiko for

epidemi, er en person, der er indberettet til SIS med henblik på nægtelse af

indrejse og ophold, ikke svarer på en anmodning om yderligere oplysninger

eller dokumentation inden for fristerne herom eller ikke møder op til en

samtale.

Ifølge forordningens artikel 37, stk. 2, skal der desuden meddeles afslag, hvis

der på ansøgningstidspunktet er rimelig og alvorlig tvivl om ægtheden,

pålideligheden af ansøgerens udsagn eller den supplerende dokumentation,

som ansøgeren har fremlagt, eller rigtigheden af dens indhold.

I henhold til forordningens artikel 37, stk. 3, har ansøgere ret til at få prøvet

en afgørelse om afslag på rejsetilladelse. Klagen skal behandles i den

medlemsstat, hvis nationale ETIAS-enhed har truffet afgørelsen om afslag,

og behandles i henhold til national ret i denne medlemsstat. Den ansvarlige

medlemsstats ETIAS-enhed skal underrette ansøgeren om klageproceduren.

Det fremgår af forordningens artikel 37, stk. 4, at et tidligere afslag på en

rejsetilladelse ikke medfører automatisk afslag på en ny ansøgning. En ny

ansøgning vurderes på grundlag af alle tilgængelige oplysninger.

I henhold til forordningens artikel 38, stk. 2, skal ansøgeren, hvis der er givet

afslag på en rejsetilladelse, omgående modtage en meddelelse herom via e-

mailtjenesten, herunder et tydeligt udsagn om, at der er givet afslag på

rejsetilladelsen, og ansøgningsnummeret for rejsetilladelsen, en henvisning

til den ansvarlige medlemsstats nationale ETIAS-enhed, der har givet afslag

på rejsetilladelsen, og dens adresse, et udsagn om grundene til afslaget på

rejsetilladelsen, som gør det muligt for ansøgeren at indgive en klage,

oplysninger om retten til at indgive klage og fristen herfor mv. og oplysninger

om procedurerne for at udøve rettighederne i medfør af artikel 13-16 i

forordning (EF) nr. 45/2001 og artikel 15-18 i forordning (EU) 2016/679;

kontaktoplysningerne for den databeskyttelsesansvarlige i Frontex, hos Den

Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse og hos den nationale

tilsynsmyndighed i den ansvarlige medlemsstat.

Det fremgår af forordningens artikel 38, stk. 3, at EU-Kommissionen ved

hjælp af gennemførselsretsakter vedtager en standardformular for afslag på

eller annullering eller inddragelse af en rejsetilladelse. Se nærmere herom

under pkt. 2.2.3.5.

Forordningens artikel 39 fastsætter nærmere regler om, hvilke oplysninger

der skal tilføjes ansøgningsmappen efter afgørelse om at udstede eller give

afslag på en rejsetilladelse.

2.1.2.7.3.

Annullering og inddragelse af en rejsetilladelse

Forordningens artikel 40 og 41 fastslår, hvornår en rejsetilladelse skal

annulleres eller inddrages.

Side

50/169

UDKAST

I henhold til forordningens artikel 40, stk. 1, annulleres en rejsetilladelse, hvis

det bliver åbenlyst, at betingelserne for at udstede den ikke var opfyldt på

tidspunktet, hvor den blev udstedt. Rejsetilladelsen annulleres på grundlag af

en eller flere af grundene til afslag på en rejsetilladelse, som omhandlet i

forordningens artikel 37, stk. 1 og 2.

Hvis en medlemsstat er i besiddelse af dokumentation for, at betingelserne

for at udstede en rejsetilladelse ikke var opfyldt på det tidspunkt, hvor den

blev udstedt, annullerer den pågældende medlemsstats nationale ETIAS-

enhed rejsetilladelsen, jf. forordningens artikel 40, stk. 2. Ifølge

forordningens artikel 40, stk. 4, registreres begrundelsen for en afgørelse om

at annullere en rejsetilladelse i ansøgningsmappen af den medarbejder, der

har foretaget risikovurderingen.

I henhold til forordningens artikel 40, stk. 3, har en person, hvis rejsetilladelse

er blevet annulleret, ret til at påklage afgørelsen. Klagesagen skal behandles

i den medlemsstat, der har truffet afgørelse om annulleringen og i henhold til

national ret i denne medlemsstat. Den ansvarlige medlemsstats ETIAS-enhed

skal underrette ansøgeren om klageproceduren.

I henhold til forordningens artikel 41, stk. 1, inddrages en rejsetilladelse, hvis

det bliver åbenlyst, at betingelserne for at udstede den ikke længere er opfyldt.

Rejsetilladelsen inddrages på grundlag af en eller flere af grundene til afslag

på en rejsetilladelse, som omhandlet i forordningens artikel 37, stk. 1.

Hvis en medlemsstat er i besiddelse af dokumentation for, at betingelserne

for at udstede en rejsetilladelse ikke længere er opfyldt, inddrager den

pågældende medlemsstats nationale ETIAS-enhed rejsetilladelsen, jf.

forordningens artikel 41, stk. 2.

Det følger af forordningens artikel 41, stk. 3, at hvis der i SIS foretages en ny

indberetning om en ny nægtelse af indrejse og ophold, eller om at et

rejsedokument er meldt bortkommet, stjålet, uretmæssigt tilegnet eller

ugyldiggjort, informerer SIS det centrale ETIAS-system, jf. dog stk. 2. Det

centrale ETIAS-system kontrollerer, om den nye indberetning vedrører en

gyldig rejsetilladelse. Hvis dette er tilfældet, overfører det centrale ETIAS-

system ansøgningsmappen til den nationale ETIAS-enhed i den medlemsstat,

der har registreret indberetningen. Når en ny indberetning om nægtelse af

indrejse og ophold er blevet foretaget, inddrager den nationale ETIAS-enhed

rejsetilladelsen. Hvis rejsetilladelsen er knyttet til et rejsedokument, der er

meldt bortkommet, stjålet, uretmæssigt tilegnet eller ugyldiggjort i SIS eller

SLTD, behandler den nationale ETIAS-enhed manuelt ansøgningsmappen.

Det fremgår af forordningens artikel 41, stk. 4, at når der registreres nye

oplysninger på ETIAS-overvågningslisten, sammenlignes disse med

oplysningerne i ansøgningsmapperne i det centrale ETIAS-system. Det

centrale ETIAS-system kontrollerer, om disse nye oplysninger vedrører en

Side

51/169

UDKAST

gyldig rejsetilladelse. Hvis dette er tilfældet, overfører det centrale ETIAS-

system ansøgningsmappen til den nationale ETIAS-enhed i den medlemsstat,

der har registreret de nye oplysninger, eller, hvis Europol har registreret de

nye oplysninger, til den nationale ETIAS-enhed i medlemsstaten for de første

planlagte ophold, som anført af ansøgeren, jf. forordningens artikel 17, stk. 2,

litra j. Den nationale ETIAS-enhed vurderer risikoen for sikkerheden og

inddrager rejsetilladelsen, hvis den konkluderer, at betingelserne for at

udstede den ikke længere er opfyldt.

Forordningens artikel 41, stk. 5, fastslår, at hvis en registrering af nægtelse af

indrejse er registreret i ind- og udrejsesystemet vedrørende indehaveren af en

gyldig rejsetilladelse, og denne registrering er begrundet af grundene B eller

I, der er opført på listen i bilag V, del B (standardformular for nægtelse af

indrejse), til Schengengrænsekodeksen, det vil sige, at den pågældende er i

besiddelse af et falsk/forfalsket/ændret rejsedokument eller anses for at

udgøre en trussel mod en eller flere EU-medlemsstaters offentlige orden,

indre sikkerhed, offentlige sundhed eller internationale forbindelser,

overfører det centrale ETIAS-system ansøgningsmappen til den nationale

EITAS-enhed i den medlemsstat, der har nægtet indrejse. Den nationale

ETIAS-enhed vurderer, om betingelserne for at udstede rejsetilladelsen stadig

er opfyldt, og inddrager rejsetilladelsen, hvis dette ikke er tilfældet.

Ifølge forordningens artikel 41, stk. 6, registreres begrundelsen for en

afgørelse om at inddrage en rejsetilladelse i ansøgningsmappen af den

medarbejder, der har foretaget den pågældende risikovurdering.

I henhold til forordningens artikel 41, stk. 7, har en ansøger, hvis

rejsetilladelse er blevet inddraget, ret til at påklage afgørelsen. Klagesagen

skal behandles i den medlemsstat, der har truffet afgørelse om inddragelsen

og i henhold til national ret i denne medlemsstat. Den ansvarlige

medlemsstats ETIAS-enhed skal underrette ansøgeren om klageproceduren.

Forordningens artikel 41, stk. 8, fastslår, at en rejsetilladelse kan inddrages på

ansøgerens anmodning. Det er ikke muligt at påklage en inddragelse på denne

basis. Hvis ansøgeren er til stede på en medlemsstats område, når en sådan

anmodning indgives, får inddragelsen virkning på det tidspunkt, hvor

ansøgeren har forladt området, og fra det tidspunkt den tilhørende ind- og

udrejseregistrering er blevet foretaget i ind- og udrejsesystemet i

overensstemmelse med artikel 16, stk. 3, og artikel 17, stk. 2, i EES-

forordningen.

Det fremgår af forordningens artikel 42, at hvis en rejsetilladelse er blevet

annulleret eller inddraget, skal ansøgeren straks modtage en meddelelse

herom via e-mailtjenesten, indeholdende de samme oplysninger om

annulleringen eller inddragelsen som ved et afslag på rejsetilladelse, samt et

klart udsagn om, at besiddelse af en gyldig rejsetilladelse er en

opholdsbetingelse, som skal være opfyldt i hele varigheden af et kortvarigt

ophold på medlemsstaternes område.

Side

52/169

UDKAST

Se nærmere om indholdet af et afslag på rejsetilladelse under pkt. 2.1.2.7.2.

Forordningens artikel 43 fastsætter nærmere regler om, hvilke oplysninger

der skal tilføjes ansøgningsmappen efter afgørelse om at annullere eller

inddrage en rejsetilladelse.

2.1.2.7.4.

Udstedelse af en rejsetilladelse med begrænset territorial

gyldighed

Forordningens artikel 44, stk. 1, fastslår, at en medlemsstat undtagelsesvis

kan udstede en rejsetilladelse med begrænset territorial gyldighed, hvor denne

medlemsstat finder det nødvendigt af humanitære årsager i overensstemmelse

med national ret, af hensyn til nationale interesser eller på grund af

internationale forpligtelser. Dette gælder selv om en manuel behandling

endnu ikke er afsluttet, eller der er givet afslag på en rejsetilladelse, eller den

er blevet annulleret eller inddraget.

En rejsetilladelse med begrænset territorial gyldighed er kun gyldig på den

udstedende medlemsstats område, med mindre yderligere medlemsstater

samtykker via deres nationale ETIAS-enhed til at udvide gyldighedsområdet.

En rejsetilladelse med begrænset territorial gyldighed er gyldig i højst 90 dage

fra datoen for første indrejse på grundlag af denne tilladelse, jf. forordningens

artikel 44, stk. 4.

Som det fremgår af forordningens artikel 16, stk. 8, giver det offentlige

websted og appen ansøgere mulighed for i forbindelse med ansøgningen at

angive, at formålet med det planlagte ophold vedrører humanitære årsager

eller internationale forpligtelser.

Endvidere følger det af forordningens artikel 44, stk. 2, at ansøgeren kan

kontakte

den

centrale

ETIAS-enhed

med

oplysninger

ansøgningsnummer, den medlemsstat, som den pågældende har til hensigt at

rejse til, og at rejsen foretages af humanitære årsager eller er knyttet til

internationale forpligtelser. Når en sådan kontakt er taget, underretter den

centrale ETIAS-enhed den nationale EITAS-enhed i den medlemsstat, som

tredjelandsstatsborgeren har til hensigt at rejse til, og registrerer

oplysningerne i ansøgningsmappen.

Forordningens artikel 44, stk. 3, indeholder nærmere bestemmelser

vedrørende muligheden for den nationale ETIAS-enhed i den medlemsstat,

som tredjelandsstatsborgeren har til hensigt at rejse til, at anmode ansøgeren

om yderligere oplysninger eller dokumentation mv.

Forordningens artikel 44, stk. 6, fastslår nærmere, hvilke oplysninger den

nationale ETIAS-enhed skal tilføje ansøgningsmappen, når den udsteder en

rejsetilladelse med begrænset territorial gyldighed, herunder skal der laves en

Side

53/169

UDKAST

henvisning til de humanitære årsager, nationale interesser eller internationale

forpligtelser, der er påberåbt, jf. litra e.

I henhold til forordningens artikel 44, stk. 7, skal ansøgeren, når der er udstedt

en rejsetilladelse med begrænset territorial gyldighed, oplyses via e-

mailtjenesten om de begrænsninger, som er fastsat for rejsetilladelsen mv.

2.1.2.8.

Transportvirksomheders brug af ETIAS (forordningens kapitel VII)

Forordningens artikel 45 og 46 fastsætter de nærmere regler om

transportvirksomheders brug af ETIAS.

Forordningens artikel 45 regulerer transportvirksomhedernes adgang til

oplysninger i ETIAS med henblik på kontrol.

Ifølge forordningens artikel 45, stk. 1, skal luft- og søtransportvirksomheder

samt internationale transportvirksomheder, der befordrer grupper til lands i

busser, sende en forespørgsel til ETIAS-informationssystemet for at

kontrollere, hvorvidt en tredjelandsstatsborger omfattet af kravet om en

rejsetilladelse har en gyldig rejsetilladelse eller ej. Transportvirksomhederne

opnår i praksis adgang til oplysningerne i ETIAS via en sikker adgang til en

gatewayfacilitet, som indeholder mulighed for at anvende mobile tekniske

løsninger, der skal gøre det muligt for transportvirksomheder at sende en

forespørgsel til ETIAS-informationssystemet, inden en passager går om bord.

ETIAS-informationssystemet giver herefter transportvirksomhederne svar på

anmodningen ved at angive et ”OK” eller ”IKKE OK”, jf. forordningens

artikel 45, stk. 2. I tilfælde, hvor en tredjelandsstatsborger har en

rejsetilladelse med begrænset territorial gyldighed, angiver svaret tillige den

eller de medlemsstater, som tilladelsen er gyldig i.

Det fremgår af forordningens artikel 45, stk. 8, at hvis tredjelandsstatsborgere

nægtes indrejse, er enhver transportvirksomhed, der har bragt dem til de ydre

grænser ad luft- eller søvejen eller over land, forpligtet til straks at tage

ansvaret for dem igen. På anmodning fra grænsemyndighederne er

transportvirksomhederne forpligtet til at bringe tredjelandsstatsborgere

tilbage til enten det tredjeland, hvorfra befordringen er sket, det tredjeland,

der har udstedt det anvendte rejsedokument, eller ethvert tredjeland, hvor de

er sikret indrejse.

Forordningens artikel 45, stk. 5 og 6, indeholder nærmere bestemmelser

vedrørende sanktioner, som transportvirksomheder kan pålægges i tilfælde af

tilsidesættelse af deres forpligtelser.

Forordningens artikel 46 fastsætter nødprocedurer, i tilfælde af at

transportvirksomhedernes adgang til oplysningerne er teknisk umulig.

Side

54/169

UDKAST

Hvis det på grund af en driftsfejl i en hvilken som helst del af ETIAS-

informationssystemet er teknisk umuligt for transportvirksomhederne at

sende en forespørgsel til ETIAS-informationssystemet, fritages

transportvirksomhederne for forpligtelsen til at kontrollere, om passagerer er

i besiddelse af en gyldig rejsetilladelse, jf. forordningens artikel 46, stk. 1.

2.1.2.9.

Grænsemyndighedernes brug af ETIAS (forordningens kapitel VIII)

Forordningens artikel 47 og 48 fastsætter de nærmere regler om

grænsemyndighedernes brug af ETIAS ved de ydre grænser.

Ifølge forordningens artikel 3, stk. 1, nr. 4, er en grænseyndighed den

grænsevagt, der i overensstemmelse med national ret er udpeget til at foretage

ind- og udrejsekontrol som defineret i artikel 2, nr. 11), i

Schengengrænsekodeks.

De grænsemyndigheder, der har kompetence til at foretage ind- og

udrejsekontroller, skal ved kontrollen på de ydre grænser søge i det centrale

ETIAS-system med henblik på at konstatere, om en tredjelandsstatsborger har

en gyldig rejsetilladelse samt vilkårene for denne, herunder oplysninger om

rejsetilladelsens gyldighedsperiode, territoriale gyldighed og eventuelle

anmærkninger, jf. forordningens artikel 47, stk. 1 og 2.

Hvis en rejsetilladelse er tilføjet en anmærkning, der anbefaler

grænsemyndighederne at foretage kontrol, foretager grænsemyndighederne

denne kontrol, jf. forordningens artikel 47, stk. 4.

Ifølge forordningens artikel 47, stk. 3, skal grænsemyndighederne via en

grænsevagt eller ved hjælp af udstyr, der er installeret ved

grænseovergangsstedet, hvis rejsetilladelsen udløber inden for de næste 90

dage, oplyse indehaveren af den pågældende rejsetilladelse om den resterende

gyldighedsperiode, om muligheden for at indgive en ansøgning om en ny

rejsetilladelse, selv under et ophold på medlemsstaternes område, og om

forpligtelsen til at være i besiddelse af en gyldig rejsetilladelse for hele

varigheden af et kortvarigt ophold.

Forordningens artikel 48 fastsætter nødprocedurer i tilfælde af, at adgang til

oplysninger ved de ydre grænser er teknisk umulig.

Hvis det er teknisk umuligt at foretage den ovenfornævnte ind- og

udrejsekontrol ved overgangsstederne ved de ydre grænser i det centrale

ETIAS-system på grund af en driftsfejl i en hvilken som helst del af ETIAS-

informationssystemet,

underretter

den

centrale

ETIAS-enhed

grænsemyndighederne og medlemsstaternes nationale ETIAS-enheder, jf.

forordningens artikel 48, stk. 1.

Hvis det er teknisk umuligt at foretage den pågældende søgning på grund af

en driftsfejl i den nationale grænseinfrastruktur i en medlemsstat, underretter

Side

55/169

UDKAST

grænsemyndighederne den centrale ETIAS-enhed og den pågældende

medlemsstats nationale ETIAS-enhed og den centrale ETIAS-enhed

underetter straks herefter eu-LISA og EU-Kommissionen, jf. forordningens

artikel 48, stk. 2.

I begge omtalte tilfælde følger grænsemyndighederne deres nationale

beredskabsplaner, der i overensstemmelse med Schengengrænsekodeksen

kan bemyndige grænsemyndighederne til midlertidig at fravige forpligtelsen

til at søge i det centrale ETIAS-system, jf. forordningens artikel 48, stk. 3.

EU-Kommissionen vedtager ved hjælp af gennemførelsesretsakter

modelberedskabsplaner, herunder de procedurer som grænsemyndighederne

skal følge, jf. forordningens artikel 48, stk. 4.

2.1.2.10.

Indvandringsmyndighedernes brug af ETIAS (forordningens kapitel

IX)

Forordningens artikel 49 fastsætter indvandringsmyndighedernes adgang til

oplysninger i ETIAS.

Ifølge forordningens artikel 3, stk. 1, nr. 22, er en indvandringsmyndighed

den kompetente myndighed, der i overensstemmelse med national ret er

ansvarlig for på medlemsstaternes område at kontrollere, om betingelserne

for indrejse til eller ophold på medlemsstaternes område er opfyldt eller for

at undersøge betingelserne for og træffe afgørelser vedrørende

tredjelandsstatsborgeres ophold på medlemsstaternes område, dog ikke, hvis

pågældende myndighed udgør en ”besluttende myndighed” som defineret i

artikel 2, litra f, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/32/EU om

fælles procedurer for tildeling og fratagelse af international beskyttelse

(asylproceduredirektivet), og, hvis det er relevant, at yde rådgivning i

overensstemmelse med Rådets forordning (EF) nr. 377/2004 (nu (EU)

2019/1240 af 20. juni 2019) om oprettelse af et netværk af

indvandringsforbindelsesofficerer. Ligeledes er ifølge bestemmelsen den

kompetente myndighed, der i overensstemmelse med national ret er ansvarlig

for tilbagesendelsen af tredjelandsstatsborgere til et oprindelsestredjeland

eller et transittredjeland en indvandringsmyndighed.

Med henblik på at kontrollere eller verificere, om betingelserne for indrejse

eller ophold på medlemsstaternes område er opfyldt, og med henblik på at

træffe hensigtsmæssige foranstaltninger i denne forbindelse har

medlemsstaternes udlændingemyndigheder adgang til at foretage søgning i

det centrale ETIAS-system ved brug af de oplysninger, der er omhandlet i

forordningens artikel 17, stk. 2, litra a-e, jf. forordningens artikel 49, stk. 1.

Oplysningerne indeholdt i forordningens artikel 17, stk. 2, litra a-e, er

følgende: a) efternavn, fornavn(e), efternavn ved fødslen, fødselsdato,

fødested, fødeland, køn, nuværende nationalitet, ansøgerens forældres

fornavn(e), b) eventuelle andre navne (kaldenavne(e), kunstnernavn(e),

Side

56/169

UDKAST

sædvanlige navn(e)), c) eventuelle andre nationaliteter, hvis sådanne findes,

d) rejsedokumentets type, nummer og udstedelsesland og e) datoen for

rejsedokumentets udstedelse og datoen for udløbet af dets gyldighed.

Forordningens artikel 49, stk. 2, fastslår, at udlændingemyndighedernes

adgang til det centrale ETIAS-system i henhold til forordningens artikel 49,

stk. 1, kun tillades, hvis der er foretaget en forudgående søgning i ind- og

udrejsesystemet i henhold til artikel 26 i EES-forordningen og resultatet af

denne søgning angiver, at ind- og udrejsesystemet ikke indeholder en

indrejseregistrering, der svarer til en tredjelandsstatsborgers tilstedeværelse

på medlemsstaternes område.

Om nødvendigt verificeres opfyldelsen af ovennævnte betingelser ved at tilgå

loggene i ind- og udrejsesystemet.

Ifølge forordningens artikel 49, stk. 3, svarer det centrale ETIAS-system ved

at angive, om personen har en gyldig rejsetilladelse eller ej, og, i tilfælde af

en rejsetilladelse med begrænset territorial gyldighed (se nærmere herom

under pkt. 2.1.2.7.4.), den eller de medlemsstater, som rejsetilladelsen er

gyldig i. Det centrale ETIAS-system angiver også, om rejsetilladelsen

udløber inden for de næste 90 dage, ligesom den resterende

gyldighedsperiode oplyses.

2.1.2.11.

Procedure og betingelser for retshåndhævende myndigheders og

Europols adgang til det centrale ETIAS-system (forordningens

kapitel X)

Ifølge forordningens artikel 50, stk. 1, udpeger medlemsstaterne de

myndigheder, der har ret til at anmode om søgning i de oplysninger, der er

registreret i det centrale ETIAS-system, med henblik på at forebygge, afsløre

og efterforske terrorhandlinger eller andre alvorlige strafbare handlinger.

Udpegningen sker ifølge forordningens artikel 50, stk. 2, sidste pkt., ved, at

medlemsstaterne meddeler eu-LISA og EU-Kommissionen, hvem der er de

udpegede myndigheder. Denne meddelelse kan til enhver tid ændres.

Ifølge forordningens artikel 50, stk. 2, udpeger hver medlemsstat et centralt

adgangspunkt, der skal have adgang til det centrale ETIAS-system. Det

centrale adgangspunkt kontrollerer, at betingelserne for at anmode om adgang

til det centrale ETIAS-system, der er fastsat i forordningens artikel 52, er

opfyldt. Se nærmere herom under pkt. 2.1.3.6.

Ifølge forordningens artikel 51, stk. 1, indgiver en operationel enhed en

begrundet elektronisk eller skriftlig anmodning om søgning i et specifikt sæt

af oplysninger, der er lagret i det centrale ETIAS-system, til det nationale

centrale adgangspunkt. Hvis der anmodes om søgning i nuværende

beskæftigelse (jobgruppe), som omhandlet i forordningens artikel 17, stk. 2,

litra i, eller spørgsmålene om personlige forhold, som omhandlet i

Side

57/169

UDKAST

forordningens artikel 17, stk. 4, litra a-c, skal den begrundede elektroniske

eller skriftlige anmodning indeholde en begrundelse for, hvorfor det er

nødvendigt at søge i disse specifikke oplysninger.

Efter modtagelse af anmodningen om adgang kontrollerer det centrale

adgangspunkt, om betingelserne som omhandlet i forordningens artikel 52 er

opfyldt, herunder ved at kontrollere, om anmodningen om søgning i

oplysninger om nuværende beskæftigelse (jobgruppe) eller spørgsmålene om

personlige forhold er begrundet, jf. forordningens artikel 51, stk. 2.

Det fremgår af forordningens artikel 51, stk. 3, at såfremt betingelserne for

adgang, som omhandlet i forordningens artikel 52 er opfyldt, sendes de

oplysninger, der er lagret i det centrale ETIAS-system, til den operationelle

enhed, der indgav anmodningen, på en sådan måde, at oplysningernes

sikkerhed ikke bringes i fare.

Forordningens artikel 51, stk. 4, fastslår, at i et hastetilfælde, hvor det er

nødvendigt at forebygge en overhængende fare for en persons liv i tilknytning

til en terrorhandling eller en anden alvorlig strafbar handling, behandler det

centrale adgangspunkt anmodningen straks og kontrollerer først

efterfølgende, om alle betingelserne er opfyldt, herunder om der rent faktisk

var tale om et hastetilfælde. Den efterfølgende kontrol skal finde sted uden

unødigt ophold og under alle omstændigheder senest syv arbejdsdage efter

behandlingen af anmodningen. Hvis en efterfølgende kontrol viser, at

søgningen i eller adgangen til oplysninger, der er registreret i det centrale

ETIAS-system, ikke var berettiget, sletter alle de myndigheder, der fik

adgang til oplysninger, de oplysninger, de fik adgang til fra det centrale

ETIAS-system. Myndighederne underretter det relevante centrale

adgangspunkt i den medlemsstat, hvor anmodningen blev fremsat, om

sletningen.

Betingelserne for adgangen for de retshåndhævende myndigheder følger af

forordningens artikel 52, stk. 1. Der kan anmodes om søgning i de

oplysninger, der er lagret i det centrale ETIAS-system, hvis alle følgende

betingelser er opfyldt: adgang til søgning er nødvendig med henblik på

forebyggelse, afsløring eller efterforskning af en terrorhandling eller anden

alvorlig strafbar handling, adgang til søgning er nødvendig og står i et rimeligt

forhold til formålet i en bestemt sag, og der er dokumentation for eller rimelig

grund til at antage, at søgning i de oplysninger, der er lagret i det centrale

ETIAS-system, vil bidrage til at forebygge, afsløre eller efterforske en af de

pågældende strafbare handlinger, navnlig når der er begrundet mistanke om,

at den mistænkte, gerningsmanden eller offeret for en terrorhandling eller en

anden alvorlig strafbar handling hører under en kategori af rejsende, der er

omfattet af forordningen.

Søgning i det centrale ETIAS-system er ifølge forordningens artikel 52, stk.

2, begrænset til oplysninger om efternavn og, hvis tilgængelige, fornavn(e),

Side

58/169

UDKAST

andre navne, rejsedokumentets nummer, bopælsadresse, e-mailadresse,

telefonnumre og IP-adresse.

Forordningens artikel 52, stk. 3, fastslår endvidere, at de i forordningens

artikel 52, stk. 2, nævnte oplysninger kan kombineres med nationalitet(er),

køn og fødselsdato eller aldersgruppe for derved at indsnævre søgningen.

Ifølge forordningens artikel 52, stk. 4, giver en søgning i det centrale ETIAS-

system i tilfælde af et hit i forhold til oplysningerne i ansøgningsmappen

adgang til de oplysninger, der er omhandlet i forordningens artikel 17, stk. 2,

litra a-g og j-m (se nærmere herom under pkt. 2.1.2.3.2.), og til de

oplysninger, der er registreret i den pågældende ansøgningsmappe om

udstedelse af, afslag på, annullering eller inddragelse af en rejsetilladelse, jf.

forordningens artikel 39 og 43 (se nærmere herom under pkt. 2.1.2.7.2. og

2.1.2.7.3.).

Der gives kun adgang til de oplysninger, der er omhandlet i forordningens

artikel 17, stk. 2, litra i, og artikel 17, stk. 4, litra a-c, registreret i

ansøgningsmappen, hvis en operationel enhed udtrykkeligt har anmodet om

søgning i disse oplysninger i en begrundet elektronisk eller skriftlig

anmodning indgivet i overensstemmelse med forordningens artikel 51, stk. 1,

og denne anmodning er blevet uafhængigt kontrolleret og godkendt af det

centrale adgangspunkt. Søgning i det centrale ETIAS-system giver ikke

adgang til oplysningerne om ansøgeres uddannelse, som omhandlet i

forordningens artikel 17, stk. 2, litra h.

Ifølge forordningens artikel 53, stk. 1, kan Europol med henblik på

forebyggelse, afsløring og efterforskning af terrorhandlinger eller andre

alvorlige strafbare handlinger ved en begrundet elektronisk anmodning til den

centrale ETIAS-enhed søge på et specifikt sæt oplysninger. Hvis der anmodes

om søgning i nuværende beskæftigelse (jobgruppe), som omhandlet i

forordningens artikel 17, stk. 2, litra i, eller spørgsmålene om personlige

forhold, som omhandlet i forordningens artikel 17, stk. 4, litra a-c, skal den

begrundede elektroniske eller skriftlige anmodning indeholde en begrundelse

for, hvorfor det er nødvendigt at søge i disse specifikke oplysninger.

Ifølge forordningens artikel 53, stk. 2, skal den begrundede anmodning

indeholde dokumentation for, opfyldelse af de samme betingelser som følger

af artikel 52, stk. 1, ovenfor samt for, at betingelserne om, at søgningen er

nødvendig med henblik på at støtte og styrke medlemsstaternes indsats for at

forebygge, afsløre eller efterforske terrorhandlinger eller andre alvorlige

strafbare handlinger, der er omfattet af Europols mandat, og at søgningen

begrænses til søgning på de oplysninger, der er omhandlet i forordningens

artikel 52, stk. 2, i kombination med de oplysninger, der er anført i

forordningens artikel 52, stk. 3, om nødvendigt.

Forordningens artikel 53, stk. 3, fastslår, at Europols anmodninger om

søgning i de oplysninger, der er lagret i det centrale ETIAS-system,

Side

59/169

UDKAST

kontrolleres først af en specialiseret enhed af behørigt bemyndigede

Europolansatte, som effektivt og rettidigt undersøger, om anmodningen

opfylder alle betingelserne i stk. 2.

Ifølge forordningens artikel 53, stk. 4, giver en søgning i det centrale ETIAS-

system i tilfælde af et hit i forhold til oplysningerne i ansøgningsmappen

adgang til de samme oplysninger og under tilsvarende betingelser, som følger

af artikel 52, stk. 4.

2.1.2.12.

Lagring, databeskyttelse og tilsyn (forordningens kapitel XI og XII)

Forordningens artikler 54-55 indeholder regler om lagring, ændring og

sletning af oplysninger, mens artiklerne 56-70 indeholder regler om

databeskyttelse og tilsyn.

Ifølge forordningens artikel 54 lagres hver ansøgningsmappe i det centrale

ETIAS-system i rejsetilladelsens gyldighedsperiode. Dog vil sagen med

ansøgerens udtrykkelige samtykke kunne lagres i indtil tre år fra en

rejsetilladelses udløb med henblik på at lette behandlingen af en ny

ansøgning. Er en tredjelandsstatsborger meddelt afslag på rejsetilladelse, eller

annulleres eller inddrages rejsetilladelsen, lagres ansøgningsmappen i det

centrale ETIAS-system som udgangspunkt i fem år fra den seneste afgørelse.

Ved udløbet af lagringsperioden slettes ansøgningsmappen automatisk i det

centrale ETIAS-system.

Efter forordningens artikel 55, stk. 1, har den centrale ETIAS-enhed og de

nationale ETIAS-enheder pligt til at ajourføre oplysningerne i det centrale

ETIAS-system og sikre, at de er nøjagtige. Den centrale ETIAS-enhed og de

nationale ETIAS-enheder har ikke ret til at ændre de oplysninger i

ansøgningsskemaet, som ansøgeren har tilføjet direkte, jf. artikel 17, stk. 2, 3

eller 4 (se nærmere herom under pkt. 2.1.2.3.2.).

Hvis den centrale ETIAS-enhed eller den ansvarlige medlemsstat har

dokumentation for, at de oplysninger, som den centrale ETIAS-enhed har

registreret i det centrale ETIAS-system, faktuelt er unøjagtige, eller at

oplysningerne er blevet behandlet i det centrale ETIAS-system i strid med

forordningen, kontrollerer den centrale ETIAS-enhed de pågældende

oplysninger og ændrer eller sletter dem om nødvendigt straks i det centrale

ETIAS-system, jf. forordningens artikel 55, stk. 2 og 3.

Det følger af forordningens artikel 55, stk. 4, at hvis den centrale ETIAS-

enhed har dokumentation for, at de oplysninger, der er lagret i det centrale

ETIAS-system, faktuelt er unøjagtige, eller at oplysningerne er blevet

behandlet i det centrale ETIAS-system i strid med forordningen, kontakter

den centrale ETIAS-enhed den ansvarlige medlemsstats nationale ETIAS-

enhed inden for 14 dage. Hvis en anden medlemsstat end den ansvarlige

medlemsstat har en sådan dokumentation, kontakter denne medlemsstat den

centrale ETIAS-enhed eller den ansvarlige medlemsstats nationale ETIAS-

Side

60/169

UDKAST

enhed inden for 14 dage. Den centrale ETIAS-enhed eller den ansvarlige

medlemsstats nationale ETIAS-enhed kontrollerer inden for én måned, at

oplysningerne er nøjagtige, og at behandlingen af dem er lovlig og ændrer

eller sletter om nødvendigt straks oplysningerne i det centrale ETIAS-system.

Det følger af forordningens artikel 55, stk. 5, at hvis en tredjelandsstatsborger

har erhvervet statsborgerskab i en medlemsstat eller er omfattet af

anvendelsesområdet for artikel 2, stk. 2, litra a-c, vedrørende bl.a. flygtninge

og statsløse, familiemedlemmer til unionsborgere og familiemedlemmer til

tredjelandsstatsborgere med EU-rettigheder i det omfang disse

tredjelandsstatsborgere er i besiddelse af et opholdskort, kontrollerer

myndighederne i den pågældende medlemsstat, om personen har en gyldig

rejsetilladelse, og sletter, hvis det er relevant, straks ansøgningsmappen i det

centrale ETIAS-system. Den myndighed, der er ansvarlig for sletningen af en

ansøgningsmappe, er enten den nationale ETIAS-enhed i den medlemsstat,

der har udstedt rejsedokumentet, jf. artikel 2, stk. 2, litra a, den nationale

ETIAS-enhed i den medlemsstat, hvor den pågældende har erhvervet

statsborgerskab eller den nationale ETIAS-enhed i den medlemsstat, der har

udstedt opholdskortet eller opholdstilladelsen.

Det følger af forordningens artikel 55, stk. 6, at hvis en tredjelandsstatsborger

er blevet omfattet af artikel 2, stk. 2, litra d, e, f eller l, kan den pågældende

oplyse de kompetente myndigheder i den medlemsstat, der har udstedt

opholdstilladelsen, det ensartede visum eller det nationale visum til

længerevarende ophold omhandlet i den pågældende artikel, om, at

vedkommende har en gyldig rejsetilladelse, og kan anmode om at få slettet

den hertil hørende ansøgningsmappe i det centrale ETIAS-system.

Myndighederne i den pågældende medlemsstat kontrollerer, om denne person

har en gyldig rejsetilladelse. Hvis det bekræftes, at denne person er indehaver

af en sådan tilladelse, sletter den nationale ETIAS-enhed i den medlemsstat,

der har udstedt opholdstilladelsen, det ensartede visum eller det nationale

visum til længerevarende ophold, straks ansøgningsmappen i det centrale

ETIAS-system.

Det følger af forordningens artikel 55, stk. 7, at hvis en tredjelandsstatsborger

er blevet omfattet af artikel 2, stk. 2, litra g, kan den pågældende oplyse de

kompetente myndigheder i den medlemsstat, som vedkommende dernæst

indrejser i, om denne ændring. Denne medlemsstat kontakter den centrale

ETIAS-enhed inden for en frist på 14 dage. Den centrale ETIAS-enhed

kontrollerer inden for en frist på én måned, om oplysningerne er nøjagtige,

og sletter om nødvendigt straks ansøgningsmappen i det centrale ETIAS-

system.

Endelig fastslår forordningens artikel 55, stk. 8, at, uden at det berører en

eventuel administrativ eller udenretslig klageadgang, skal individer have

adgang til et effektivt retsmiddel for at sikre, at oplysninger i ETIAS ændres

eller slettes.

Side

61/169

UDKAST

Overordnet følger det forordningens artikel 56, at de enkelte myndigheder

skal foretage behandlingen af personoplysninger i overensstemmelse med

EU-retten. Bl.a. fremgår det, at databeskyttelsesforordningen finder

anvendelse på de nationale ETIAS-enheders behandling af

personoplysninger, og at retshåndhævelsesdirektivet finder anvendelse på de

retshåndhævende myndigheders behandling af personoplysninger.

Efter forordningens artikel 57 er Frontex dataansvarlig for behandlingen af

personoplysninger i det centrale ETIAS-system, mens den nationale ETIAS-

enhed er dataansvarlig for den respektive medlemsstats behandling af

personoplysninger i det centrale ETIAS-system. I forbindelse med

forvaltning af informationssikkerhed i det centrale ETIAS-system betragtes

eu-Lisa som dataansvarlig.

Forordningens artikel 58 fastlægger eu-LISAs ansvar som databehandler. Det

er eu-LISAs opgave at sikre, at ETIAS-informationssystemet drives i

overensstemmelse med forordningens regler.

Forordningens

artikel

indeholder

regler

vedrørende

databehandlingssikkerhed. Det er eu-LISA, den centrale ETIAS-enhed og de

nationale ETIAS-enheders ansvar at garantere sikkerheden i forbindelse med

behandlingen af personoplysninger i henhold til forordningen og de

samarbejder om datasikkerhedsrelaterede opgaver, jf. forordningens artikel

59, stk. 1.

Det følger af forordningens artikel 59, stk. 3, at eu-LISA, den centrale ETIAS-

enhed og de nationale ETIAS-enheder vedtager de nødvendige

foranstaltninger, herunder en plan for sikkerhed og en plan for

forretningskontinuitet og katastrofeberedskab, med henblik på bl.a. fysisk

beskyttelse af oplysninger og forhindring af uautoriseret adgang til og

behandling i ETIAS-systemet samt sikring af kontrol.

Det følger af forordningens artikel 60, stk. 1, at enhver hændelse, der har eller

kan have indvirkning på sikkerheden i ETIAS og forårsage skade på eller tab

af oplysninger, der er lagret i ETIAS, anses for at være en

sikkerhedshændelse, navnlig når uautoriseret adgang til oplysninger kan være

forekommet, eller hvis oplysningernes tilgængelighed, integritet og

fortrolighed er eller kan være blevet kompromitteret. I henhold til

forordningens artikel 60, stk. 2, håndteres sikkerhedshændelser således, at en

hurtig, effektiv og passende reaktion sikres. Forordningens artikel 60, stk. 3,

indeholder nærmere regler om de forskellige aktørers underretning i tilfælde

af sikkerhedshændelser. Det fremgår derudover af forordningens artikel 60,

stk. 4, at oplysninger vedrørende en sikkerhedshændelse, der har eller kan

have indvirkning på driften af ETIAS eller på oplysningernes tilgængelig,

integritet og fortrolighed, forelægges EU-Kommissionen og den centrale

ETIAS-enhed, de nationale ETIAS-enheder og Europol, hvis de er berørt

heraf. Sådanne hændelser indberettes ligeledes i overensstemmelse med den

hændelseshåndteringsplan, der leveres af eu-Lisa. Det følger endelig af

Side

62/169

UDKAST

forordningens artikel 60, stk. 5, at medlemsstaterne, Frontex, eu-LISA og

Europol samarbejder i tilfælde af en sikkerhedshændelse.

Frontex, Europol og medlemsstaterne sikrer, at hver enkelt myndighed, der

har ret til adgang til ETIAS-informationssystemet, træffer de foranstaltninger,

der er nødvendige for at sikre overholdelsen af forordningen, og samarbejder

i nødvendigt omfang med tilsynsmyndigheden, jf. forordningens artikel 61.

Ifølge forordningens artikel 62 fastsætter medlemsstaterne bestemmelser om

sanktioner for overtrædelse af forordningen og træffer alle nødvendige

foranstaltninger for at sikre, at de gennemføres. Sanktionerne skal være

effektive, stå i rimeligt forhold til overtrædelserne og have afskrækkende

virkning.

Forordningens artikel 63 fastsætter nærmere regler om den dataansvarliges,

databehandlerens, medlemsstatens, og eu-LISAs erstatningsansvar, og hvilke

regler der i den forbindelse finder anvendelse.

Ifølge forordningens artikel 63, stk. 1, litra a, har enhver person eller

medlemsstat, der har lidt materiel eller immateriel skade som følge af en

ulovlig behandling af personoplysninger eller enhver anden handling, der er

i strid med forordningen, ret til erstatning fra den pågældende medlemsstat.

Ifølge forordningens artikel 63, stk. 3, er erstatningskrav mod en medlemsstat

underlagt denne medlemsstats nationale ret.

Forordningens artikel 64 indeholder regler om en ansøgers ret til indsigt,

berigtigelse, supplering, sletning af personoplysninger samt til begrænsning

af behandling.

Ifølge bestemmelsen skal ansøgere på tidspunktet for indsamlingen af

oplysningerne informeres om bl.a. procedurerne for at udøve rettighederne i

medfør af artikel 13-16 i forordning (EF) nr. 45/2001 (nu artikel 17-20 i

forordning (EU) nr. 2018/1725 om beskyttelse af fysiske personer i

forbindelse med behandling af personoplysninger i Unionens institutioner,

organer, kontorer og agenturer og om fri udveksling af sådanne oplysninger

og om ophævelse af forordning (EF) nr. 45/2001 og afgørelse nr.

1247/2002/EF) og artikel 15-18 i databeskyttelsesforordningen.

Det fremgår endvidere af artikel 64, stk. 2, at enhver ansøger har ret til at

henvende sig til den centrale ETIAS-enhed eller den nationale ETIAS-enhed,

som er ansvarlig for pågældendes ansøgning. Herudover fremgår det af

bestemmelsen, med hvilken tidsfrist den nationale ETIAS-enhed skal besvare

henvendelser om indsigt og anmodning om berigtigelse, supplering eller

sletning af personoplysninger, og i hvilke tilfælde sådanne anmodninger skal

imødekommes, samt i hvilke tilfælde en ændring på baggrund af en

anmodning giver anledning til udstedelse af en ny ETIAS-rejsetilladelse, en

ændret rejsetilladelse eller inddragelse af en rejsetilladelse.

Side

63/169

UDKAST

Hvis den centrale ETIAS-enhed eller den nationale ETIAS-enhed ikke er enig

i påstanden om, at oplysningerne er faktuelt unøjagtige eller er blevet

registreret ulovligt, træffer den centrale ETIAS-enhed eller den nationale

ETIAS-enhed ifølge artikel 64, stk. 3, straks en administrativ afgørelse, hvori

det skriftligt forklares for den berørte person, hvorfor den ikke har til hensigt

at berigtige eller slette oplysningerne vedrørende den pågældende.

En sådan afgørelse skal ifølge artikel 64, stk. 4, indeholde oplysninger om

muligheden for at anfægte afgørelsen, og hvis det er relevant, om hvordan der

kan klages over afgørelsen til de kompetente myndigheder, eller hvordan

afgørelsen kan prøves ved domstolene, og om eventuel bistand hertil til

rådighed for personen, herunder fra de kompetente nationale

tilsynsmyndigheder.

En anmodning om indsigt skal ifølge artikel 64, stk. 5, indeholde de

oplysninger, der er nødvendige for at identificere den pågældende person. De

pågældende oplysninger må udelukkende anvendes til at muliggøre

udøvelsen af de rettigheder, der er nævnt i stk. 2, og skal slettes omgående

herefter.

Den centrale ETIAS-enhed eller den nationale ETIAS-enhed registrerer, at en

anmodning som omhandlet i stk. 2 er indgivet, og hvordan den blev

behandlet, i et skriftligt dokument. Dette dokument stilles straks og senest syv

dage efter afgørelsen om berigtigelse eller sletning eller om nægtelse heraf til

rådighed for de kompetente nationale databeskyttelsesmyndigheder, jf. artikel

64, stk. 6.

Det følger af forordningens artikel 65, stk. 1, at personoplysninger, der er

lagret i det centrale ETIAS-system, ikke må videregives til eller stilles til

rådighed for noget tredjeland, nogen international organisation eller nogen

privat part med undtagelse af INTERPOL. Endvidere følger det af

forordningens artikel 65, stk. 2, at personoplysninger i det centrale ETIAS-

system, hvortil en medlemsstat eller Europol får adgang med henblik på

forebyggelse, afsløring og efterforskning af terrorhandlinger eller andre

alvorlige strafbare handlinger, der hører under deres kompetence, ikke må

videregives til eller stilles til rådighed for et tredjeland, en international

organisation eller en privat part. Forbuddet gælder også, hvis disse

oplysninger viderebehandles på nationalt plan eller mellem medlemsstaterne.

Ifølge forordningens artikel 65, stk. 3, må udlændingemyndighederne, hvis

det er nødvendigt med henblik på tilbagesendelse, få adgang til det centrale

ETIAS-system for at hente oplysninger, der kan videregives til et tredjeland i

konkrete tilfælde, alene såfremt alle nærmere fastsatte betingelser herom er

opfyldt. Forordningens artikel 65, stk. 4, fastslår i den forbindelse, at en sådan

overførsel af personoplysninger til tredjelande ikke berører rettighederne for

ansøgere om og personer med international beskyttelse, navnlig for så vidt

angår non-refoulement.

Side

64/169

UDKAST

Forordningens artikel 65, stk. 5, fastslår, at visse nærmere bestemte

oplysninger, som de udpegede myndigheder får adgang til med henblik på

forebyggelse, afsløring og efterforskning af terrorhandlinger eller andre

alvorlige strafbare handlinger, der hører under deres kompetence, af den

udpegede myndighed overføres til eller stilles til rådighed for et tredjeland i

konkrete tilfælde, hvis alle nærmere fastsatte betingelser er opfyldt.

Forordningens artikel 66 og 67 indeholder nærmere bestemmelser vedrørende

de nationale tilsynsmyndigheders tilsyn og tilsyn ved Den Europæiske

Tilsynsførende for Databeskyttelse. Det følger heraf bl.a., at de nationale

tilsynsmyndigheder mindst hver tredje år foretager revision af de nationale

ETIAS-enheders databehandling i overensstemmelse med relevante

internationale revisionsstandarder, ligesom den årligt offentliggør antallet af

anmodninger om berigtigelse, supplering eller sletning eller begrænsning af

behandling af oplysninger, tiltag, der er foranlediget heraf, samt antallet af

berigtigelser, der er foretaget som følge af anmodninger fra de berørte

personer. Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse sikrer, at der

mindst hver tredje år foretages revision af eu-LISAs og den centrale ETIAS-

enheds aktiviteter i forbindelse med behandling af personoplysninger i

overensstemmelse med relevante internationale revisionsstandarder. En

rapport om denne revision sendes til Europa-Parlamentet, Rådet, EU-

Kommissionen, eu-LISA og tilsynsmyndighederne.

Ifølge forordningens artikel 68, stk. 1, samarbejder tilsynsmyndighederne og

Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse, der hver især handler

inden for deres respektive beføjelser, aktivt inden for rammerne af deres

respektive ansvarsområder. De sikrer samordnet tilsyn med ETIAS og de

nationale grænseinfrastrukturer. I henhold til forordningens artikel 68, stk. 2,

udveksler tilsynsmyndighederne og Den Europæiske Tilsynsførende for

Databeskyttelse relevante oplysninger, ligesom de bistår hinanden i

forbindelse med gennemførelse af revisioner og inspektioner, drøfter

eventuelle vanskeligheder ved fortolkning eller anvendelse af forordningen,

undersøger problemer med udøvelsen af uafhængigt tilsyn eller med de

registreredes udøvelse af deres rettigheder, udarbejder harmoniserede forslag

til fælles løsninger på ethvert problem og fremmer bevidstheden og

databeskyttelsesrettigheder, når det er nødvendigt. Tilsynsmyndighederne og

Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse mødes mindst to gange

om året inden for rammerne af Det Europæiske Databeskyttelsesråd, der er

oprettet ved databeskyttelsesforordningen. Databeskyttelsesrådet afholder

udgifterne til disse møder og varetager organiseringen heraf. En

forretningsorden vedtages på første møde. Øvrige arbejdsmetoder udvikles i

fællesskab efter behov, jf. artikel 68, stk. 3. Efter forordningens artikel 68,

stk. 4, sender Det Europæiske Databeskyttelsesråd hvert andet år en fælles

aktivitetsrapport til Europa-Parlamentet, Rådet, EU-Kommissionen, Frontex

og til eu-LISA. Rapporten skal indeholde et kapitel om hver medlemsstat,

som udarbejdes af den pågældende medlemsstats tilsynsmyndighed.

Side

65/169

UDKAST

Forordningens artikel 69 og 70 indeholder nærmere bestemmelser vedrørende

logge, herunder om førelse af logge over al databehandling i ETIAS-

informationssystemet og i det centrale ETIAS-system og om registre over de

medarbejdere, der er behørigt autoriseret til at foretage identitetskontrol samt

autoriseret til at registrere eller hente oplysninger mv.

2.1.2.13.

Kendskab i offentligheden (forordningens kapitel XIII)

Forordningens kapitel XIII indeholder regler om oplysninger til

offentligheden og om en oplysningskampagne for at oplyse

tredjelandsstatsborgere i forbindelse med idriftsættelsen af ETIAS.

Efter forordningens artikel 71 stiller den centrale ETIAS-enhed alle relevante

oplysninger vedrørende ansøgning om en rejsetilladelse til rådighed for

offentligheden, herunder kriterierne, betingelserne og procedurerne for at

ansøge om en rejsetilladelse.

Ifølge forordningens artikel 72 iværksætter EU-Kommissionen i samarbejde

med Tjenesten for EU’s Optræden Udadtil, den centrale ETIAS-enhed

medlemsstaterne, herunder deres konsulater i de berørte lande, ved starten af

idriftsættelsen af ETIAS en informationskampagne for at oplyse

tredjelandsstatsborgere, der er omfattet af anvendelsesområdet for

forordningen, om kravet om, at de skal være i besiddelse af en rejsetilladelse

for at passere de ydre grænser og i hele varigheden af et kortvarigt ophold på

medlemsstaternes

område.

Informationskampagnen

gennemføres

regelmæssigt og på mindst ét af de officielle sprog i de lande, hvis

statsborgere er omfattet af forordningens anvendelsesområde.

2.1.2.14.

Ansvarsområder (forordningens XIV)

Forordningens kapitel XIV fastlægger de involverede aktørers og

myndigheders ansvarsområder.

2.1.2.14.1.

eu-LISAs ansvarsområder

Efter forordningens artikel 73 er eu-LISA i udformnings- og udviklingsfasen

ansvarlig for bl.a. at hoste det centrale ETIAS-system på dettes tekniske

lokaliteter og tilvejebringe de funktionaliteter, der er fastsat i forordningen,

for den tekniske udvikling af ETIAS-informationssystemet, og for at

muliggøre søgning i INTERPOL’s databaser.

Endvidere fastlægger eu-LISA udformningen af systemet fysiske arkitektur,

herunder dets kommunikationsinfrastruktur samt dets tekniske

specifikationer og udviklingen heraf og de nationale ensartede grænseflader.

I forordningens artikel 74 beskrives eu-LISAs ansvarsområder efter

idriftsættelse af ETIAS. eu-LISA er bl.a. ansvarlig for den tekniske

forvaltning af det centrale ETIAS-system og de nationale ensartede

Side

66/169

UDKAST

grænseflader. Det sikrer i samarbejde med medlemsstaterne, at der til enhver

tid anvendes den bedste disponible teknologi på grundlag af en cost-benefit-

analyse. Den tekniske forvaltning af ETIAS omfatter alle de opgaver, der er

nødvendige for, at ETIAS-informationssystemet kan fungere i døgndrift alle

ugens dage i overensstemmelse med forordningen. eu-LISA aflægger

regelmæssigt rapport til Europa-Parlamentet, Rådet og EU-Kommissionen

vedrørende problemer, det er stødt på. EU-Kommissionen fastsætter og

udvikler ved hjælp af gennemførelsesretsakter denne mekaniske,

procedurerne og passende krav til datakvalitet.

2.1.2.14.2.

Frontex’

ansvarsområder

Forordningens artikel 75 fastlægger ansvarsområderne for Frontex.

Det følger af forordningens artikel 75, stk. 1, at Frontex er ansvarlig for

oprettelse og drift af den centrale ETIAS-enhed og sikring af, at betingelserne

for sikker forvaltning af oplysninger i ETIAS er opfyldt, den automatiserede

behandling af ansøgninger og ETIAS-screeningsreglerne. Det følger af

forordningens artikel 75, stk. 2, at før personalet i den centrale ETIAS-enhed,

der har adgang til det centrale ETIAS-system, får tilladelse til at behandle de

oplysninger, der er registreret i det centrale ETIAS-system, modtager det

relevant uddannelse i datasikkerhed og grundlæggende rettigheder, navnlig

databeskyttelse. Personalet deltager også i uddannelse, som tilbydes af eu-

LISA, i den tekniske anvendelse af ETIAS-informationssystemet og i

datakvalitet.

2.1.2.14.3.

Medlemsstaternes ansvarsområder

Forordningens artikel 76 fastlægger medlemsstaternes ansvarsområder.

Det følger af forordningens artikel 76, stk. 1, at hver medlemsstat er ansvarlig

for forbindelsen til den nationale ensartede grænseflade, tilrettelæggelse,

forvaltning, drift og vedligeholdelse af nationale ETIAS-enheder for den

manuelle behandling af ansøgninger om rejsetilladelse, hvis den

automatiserede behandling har givet et hit og organisering af de centrale

adgangspunkter og deres forbindelse til den nationale ensartede grænseflade

med henblik på at forebygge, afsløre eller efterforske terrorhandlinger eller

andre alvorlige strafbare handlinger. Hver medlemsstat er herudover

ansvarlig for forvaltning af og ordningerne for adgang for behørigt autoriseret

personale hos de kompetente nationale myndigheder til ETIAS-

informationssystemet i overensstemmelse med denne forordning, og

oprettelsen og den regelmæssige ajourføring af en liste over dette personale

og deres profiler. Endvidere er hver medlemsstat ansvarlig for oprettelse og

drift af de nationale ETIAS-enheder, levering af oplysninger til ETIAS-

overvågningslisten vedrørende terrorhandlinger eller andre alvorlige

strafbare handlinger og sikring af, at hver enkelt af dens myndigheder, der har

ret til adgang til oplysningerne i ETIAS-informationssystemet, træffer de

nødvendige foranstaltninger til at overholde ETIAS-forordningen, herunder

Side

67/169

UDKAST

dem, der er nødvendige for at sikre overholdelse af de grundlæggende

rettigheder og datasikkerhed.

Hver medlemsstat anvender automatiserede processer til at søge i det centrale

ETIAS-system ved de ydre grænser, jf. forordningens artikel 76, stk. 2.

Forordningens artikel 76, stk. 3, indeholder et uddannelseskrav. Det følger af

forordningens artikel 76, stk. 3, at før personalet i de nationale ETIAS-

enheder, der har adgang til ETIAS-informationssystemet, får tilladelse til at

behandle oplysninger, der er registreret i det centrale ETIAS-system, skal det

modtage relevant uddannelse i datasikkerhed og i grundlæggende rettigheder,

navnlig databeskyttelse. Personalet deltager også i uddannelse, som tilbydes

af eu-LISA, i den tekniske anvendelse af ETIAS-informationssystemet og i

datakvalitet.

2.1.2.14.4.

Europols ansvarsområder

Forordningens artikel 77 fastlægger Europols ansvarsområder.

Europol er ansvarlig for at sikre behandlingen, der muliggør sammenligning

mellem ansøgerens oplysninger og henholdsvis Europols oplysninger og

ETIAS-overvågningslisten, jf. forordningens artikel 77, stk. 1.

Endvidere varetager Europol en række ansvarsområder og opgaver

vedrørende ETIAS-overvågningslisten, jf. forordningens artikel 77, stk. 2.

Se nærmere om ETIAS-overvågningslisten under pkt. 2.1.2.6.2.

Derudover følger det af forordningens artikel 77, stk. 3, at Europol er

ansvarlig for at afgive en begrundet udtalelse efter anmodning om søgning i

henhold til forordningens artikel 29 (høring af Europol).

Endvidere er Europol ansvarlig for at levere oplysninger vedrørende

terrorhandlinger eller andre alvorlige strafbare handlinger, der er indhentet af

Europol, til ETIAS-overvågningslisten, jf. forordningens artikel 34, stk. 2 og

artikel 77, stk. 4.

Det følger af forordningens artikel 77, stk. 5, at før Europols personale får

tilladelse til at udføre nærmere bestemte opgaver, skal det modtage relevant

uddannelse i datasikkerhed og i grundlæggende rettigheder, navnlig

databeskyttelse. Personalet deltager også i uddannelse, som tilbydes af eu-

LISA i den tekniske anvendelse af ETIAS-informationssystemet og i

datakvalitet.

2.1.2.15.

Ændring af andre EU-retsakter (forordningens kapitel XV)

Forordningens artikler 78-82 indeholder de konsekvensændringer af andre

EU-retsakter, som ETIAS-forordningen medfører.

Side

68/169

UDKAST

2.1.2.16.

Afsluttende bestemmelser (forordningens kapitel XVI)

Forordningens artikel 83-96 indeholder en række afsluttende bestemmelser.

Det følger af forordningens artikel 83, at i en periode på seks måneder fra

datoen for ETIAS�½ idriftsættelse vil brugen af ETIAS være frivillig, og kravet

om at være i besiddelse af en gyldig rejsetilladelse vil ikke finde anvendelse.

I denne periode skal medlemsstaterne informere tredjelandsstatsborgere om

ETIAS. Efter udløbet af den frivillige periode på seks måneder gælder en

henstandsperiode på yderligere seks måneder, hvor kravet om rejsetilladelse

finder anvendelse. Grænsemyndighederne ved de ydre grænser kan dog i

denne periode under visse betingelser undtagelsesvis tillade en

tredjelandsstatsborger at indrejse uden en rejsetilladelse, herunder når

tredjelandsstatsborgeren indrejser første gang efter den frivillige periode og

opfylder de øvrige indrejsebetingelser.

I den i artikel 83 nævnte overgangsperiode svarer ETIAS-

informationssystemet på transportvirksomhedernes forespørgsel ved at

angive ”OK” (se nærmere herom under

pkt. 2.1.2.8.). I henstandsperioden

tager ETIAS-informationssystemets svar på transportvirksomhedernes

forespørgsel hensyn til, om det er første gang siden udløbet af

overgangsperioden, at tredjelandsstatsborgeren passerer medlemsstaternes

ydre grænser.

I henhold til forordningens artikel 84 har behørigt autoriseret personale hos

medlemsstaternes kompetente myndigheder, EU-Kommissionen, eu-LISA

og den centrale ETIAS-enhed adgang til at søge på en række oplysninger med

henblik på rapportering og statistik. Med henblik herpå etablerer,

implementerer og hoster eu-LISA et centralregister, som indeholder disse

oplysninger, og som ikke giver mulighed for identifikation af enkeltpersoner.

Hvert kvartal offentliggør eu-LISA statistik vedrørende ETIAS-

informationssystemet, der navnlig viser antallet og nationaliteten af ansøgere,

der har fået udstedt eller fået afslag på en rejsetilladelse, herunder grundene

til afslaget, og tredjelandsstatsborgere, hvis rejsetilladelse er blevet annulleret

eller inddraget.

Ved udgangen af hvert år samles der statistiske oplysninger i en årsrapport

for det pågældende år. Rapporten offentliggøres og fremsendes til Europa-

Parlamentet, Rådet, EU-Kommissionen, Den Europæiske Tilsynsførende for

Databeskyttelse, Frontex og de nationale tilsynsmyndigheder.

Forordningens artikel 85 og 86 fastsætter regler for omkostningerne og

indtægterne ved ETIAS.

Side

69/169

UDKAST

Omkostningerne i forbindelse med udviklingen af ETIAS-

informationssystemet, integration af den eksisterende nationale

grænseinfrastruktur og forbindelsen til den nationale ensartede grænseflade

samt host af den nationale ensartede grænseflade og oprettelsen af den

centrale ETIAS-enhed og de nationale ETIAS-enheder afholdes over EUs

almindelige budget. ETIAS’ driftsomkostninger afholdes ligeledes over

EUs

budget.

De enkelte medlemsstater afholder selv udgifterne til disses

projektstyringskontorer (møder, tjenesterejser, kontorer), host og drift af

nationale IT-systemer (lokaler, implementering, el, køling, operatører og

supportaftaler), udformning, udvikling, implementering, drift og

vedligeholdelse af nationale kommunikationsnetværk.

Frontex, eu-LISA og Europol modtager passende yderligere finansiering og

det personale, som er nødvendigt for udførelsen af de opgaver, som de er

tillagt i henhold til forordningen.

Indtægterne fra ETIAS er interne formålsbestemte indtægter og afsættes til at

dække omkostningerne ved driften og vedligeholdelsen af ETIAS. Eventuelle

tiloversblevne indtægter efter dækning af disse omkostninger overføres til

EU-budgettet.

Forordningens artikel 87 foreskriver, i hvilke situationer og med hvilke

oplysninger medlemsstaterne skal underrette EU-Kommissionen og eu-LISA.

Forordningens artikel 88 indeholder nærmere bestemmelser om ETIAS’

idriftsættelse.

Forordningens artikel 92 indeholder bestemmelser vedrørende kontrol og

evaluering af ETIAS.

eu-LISA sikrer, at der er etableret procedurer til at følge udviklingen af

ETIAS-informationssystemet i lyset af planlægnings- og omkostningsmålene

og følge ETIAS' funktion i lyset af målene for tekniske resultater,

omkostningseffektivitet, sikkerhed og tjenestens kvalitet, jf. forordningens

artikel 92, stk. 1.

Det følger af forordningens artikel 92, stk. 4, at to år efter idriftsættelsen af

ETIAS og derefter hvert andet år forelægger eu-LISA Europa-Parlamentet,

Rådet og EU-Kommissionen en rapport om den tekniske funktion af ETIAS-

informationssystemet, herunder dets sikkerhed, og statistiske oplysninger

vedrørende ETIAS-overvågningslisten efter vurderingsproceduren i

forordningens artikel 35, stk. 5 og 6.

Endvidere følger det af forordningens artikel 92, stk. 5, at tre år efter

idriftsættelsen af ETIAS og derefter hvert fjerde år evaluerer EU-

Side

70/169

UDKAST

Kommissionen ETIAS og fremsætter alle nødvendige henstillinger til

Europa-Parlamentet og Rådet. Evalueringen omfatter en lang række forhold,

der er nærmere beskrevet i bestemmelsen.

Forordningens artikel 92, stk. 8, foreskriver, at under overholdelse af

bestemmelserne i national ret om offentliggørelse af følsomme oplysninger

udarbejder hver medlemsstat og Europol årlige rapporter om nyttevirkningen

af adgangen til de oplysninger, der er lagret i det centrale ETIAS-system til

retshåndhævelsesformål, som skal omfatte en række nærmere bestemte

oplysninger og statistikker.

Efter forordningens artikel 96 træder forordningen i kraft på tyvendedagen

efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende. Forordningen

finder med visse undtagelser anvendelse fra den dato, der fastsættes af EU-

Kommissionen i overensstemmelse med forordningens artikel 88, stk. 1, om

idriftsættelse af ETIAS.

2.1.3. Udlændinge- og Integrationsministeriets overvejelser om ETIAS

rejsetilladelse og den foreslåede ordning

Terrortruslen mod Danmark og Europa nødvendiggør en systematisk kontrol

af, hvem der rejser ind i Schengenområdet. Udlændinge- og

Integrationsministeriet finder derfor, at det er af væsentlig betydning at

deltage i en styrkelse af kontrollen med de ydre grænser og anvendelse af

fælles kontrolsystemer.

Med ETIAS-forordningen oprettes et fælles system for rejseinformation og

rejsetilladelse, som giver bedre mulighed for at identificere visumfri

tredjelandsstatsborgere, der udgør en risiko for sikkerheden eller for ulovlig

indvandring eller en høj risiko for epidemi, inden de ankommer til

Schengenområdets ydre grænse.

Det er således væsentligt for bl.a. at skabe et højt sikkerhedsniveau i EU, at

myndighederne i de enkelte medlemsstater har mulighed for at dele

information om visumfri tredjelandsstatsborgere for at kunne forebygge,

afsløre og efterforske terrorhandlinger eller andre alvorlige strafbare

handlinger.

Efter Udlændinge- og Integrationsministeriets opfattelse bidrager ETIAS-

forordningen til bekæmpelse af terrorhandlinger og andre alvorlige, strafbare

handlinger, identificering af personer, der udgør en risiko for irregulær

migration, og beskyttelse af folkesundheden, uden at ind- og udrejse for

rejsende besværliggøres unødigt.

ETIAS-forordningen er således et vigtigt værktøj til at beskytte de ydre

grænser og EU's borgere og er samtidig med til at øge effektiviteten af

grænsekontrollen ved EU’s ydre grænser.

Side

71/169

UDKAST

Udlændinge- og Integrationsministeriet finder, at der i forbindelse med

indførelsen af de nye EU-regler om rejsetilladelse er fundet en passende

balance mellem på den ene side hensynet til at gøre grænsekontrollen mere

effektiv i forhold til de formål, som den tjener, og på den anden side hensynet

til at indførelsen af det nye system sker inden for betryggende rammer,

herunder i relation til databeskyttelsesretlige aspekter.

Som nævnt ovenfor i pkt. 2.1.2. vurderes det mest hensigtsmæssigt, at

ETIAS-forordningen gennemføres i dansk ret, ved en henvisning i

udlændingeloven til, at forordningen gælder her i landet, jf. lovforslagets § 1,

nr. 6.

På den baggrund indeholder lovforslaget de ændringer af udlændingeloven,

jf. lovbekendtgørelse nr. 1513 af 22. oktober 2020 (som senest ændret ved lov

nr. [xxxx]), der er nødvendige for at supplere reglerne i forordningen.

Det sikres herved, at ETIAS-forordningens regler om krav om

indrejsetilladelse forud for indrejse i Schengenområde afspejles i

udlændingeloven, herunder i reglerne i indrejsebetingelser og

transportøransvar.

Anvendelsen af ETIAS-forordningens regler i Danmark giver herudover

anledning til overvejelser vedrørende samspillet med anden dansk

lovgivning. Hertil kommer, at forordningen på enkelte områder overlader det

til medlemsstaterne at fastsætte nærmere regler.

2.1.3.1.

Besætningsmedlemmer fra visumfritagne tredjelande

Visumfritagne besætningsmedlemmer, som ønsker at transitere Danmark i

forbindelse med af- og påmønstring, kan benytte sig af de pågældendes

visumfrihed ved af- og påmønstringen.

Ifølge forordningens artikel 2, stk. 2, litra i, er de personer eller

personkategorier, der er omhandlet i artikel 6, stk. 1, litra a-f, i

Visumforordningen fritaget for kravet om rejsetilladelse.

Visumforordningens artikel 6, stk. 1, litra b, omhandler medlemmer af

besætningen inden for civil luftfart og skibsfart i forbindelse med udførelsen

af deres opgaver. Det betyder således, at denne persongruppe er undtaget

kravet om at være i besiddelse af en rejsetilladelse.

Persongruppen skal derfor ikke være i besiddelse af hverken visum eller

rejsetilladelse, når de indrejser i eller udrejser af Danmark i forbindelse med

af- eller påmønstring af et skib.

2.1.3.2.

Den visumfri transferordning

Side

72/169

UDKAST

Som anført under pkt. 2.1.1.4. har Danmark en såkaldt visumfri

transferordning, som fritager visse visumpligtige besætningsmedlemmer for

visumkravet, hvis de i forbindelse med af- og påmønstring alene passerer

igennem dansk område ved at indrejse via en dansk lufthavn/havn og udrejse

via en dansk havn/lufthavn.

Transferordningen er har hjemmel i artikel 6, stk. 1, litra b, i

visumforordningen.

Transferordningen fremgår af afsnit IV, pkt. 11, i Udlændinge- og

Integrationsministeriets oversigt af 26. juni 2018 over rejsedokumenter,

visumforhold og grænseovergange.

Persongrupper, som er fritaget for krav om rejsetilladelse efter ETIAS-

forordningen, fremgår af forordningens artikel 2, stk. 2. Dette gælder, jf.

artikel 2, stk. 2, litra i, bl.a. de personer eller personkategorier, der er

omhandlet i artikel 6, stk. 1, litra b, i visumforordningen.

Pågældende besætningsmedlem, som i forbindelse med af- og påmønstring

alene passerer igennem dansk område, vil således være undtaget kravet om

en ETIAS rejsetilladelse, idet Danmark har valgt at udnytte adgangen til at

fritage denne persongruppe for visumpligten ved etableringen af

transferordningen, under henvisning til artikel 6, stk. 1, litra b, i

visumforordningen.

Det er på den baggrund ministeriets vurdering, at den danske transferordning

er forenelig med ETIAS-forordningen, idet der er taget højde for muligheden

for nationale særordninger for medlemmer af besætningen inden for civil

luftfart og skibsfart ved vedtagelsen af forordningens artikel 2, stk. 2, litra i.

2.1.3.3.

Afgørelseskompetence

Som det fremgår af pkt. 2.1.2.5.2., behandler den ansvarlige medlemsstats

nationale ETIAS-enhed ETIAS-ansøgninger, hvis den automatiserede

behandling fastsat i forordningens artikel 20, stk. 2-5, har givet et eller flere

hit, og hvis dette hit eller disse hits ikke efter kontrollen fastsat i

forordningens artikel 22, stk. 3, kan afkræftes, eller hvis der fortsat hersker

tvivl om ansøgerens identitet, jf. forordningens artikel 22, stk. 5.

Ifølge forordningens artikel 26, stk. 2, skal den nationale ETIAS-enhed efter

den manuelle behandling af sagen udstede rejsetilladelse eller give afslag på

rejsetilladelse.

Idet Udlændingestyrelsen i Danmark behandler lignende ansøgninger, hvor

der skal tages stilling til, om betingelserne for indrejse og ophold er opfyldt,

herunder sager om visum, er det Udlændinge- og Integrationsministeriets

opfattelse, at opgaven med den manuelle behandling af ETIAS-ansøgninger

mest hensigtsmæssigt placeres i den nationale ETIAS-enhed, der etableres i

Side

73/169

UDKAST

Udlændingestyrelsen, som herefter tillægges kompetence til at træffe

afgørelser om udstedelse, inddragelse eller annullering af rejsetilladelse og

afgørelser om afslag på rejsetilladelse.

Se nærmere om påklage af afgørelser truffet af Udlændingestyrelsen under

pkt. 2.1.3.7.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 11.

2.1.3.4.

Forvaltningslovens begrundelseskrav mv.

Danmark er, efter Danmark den 21. december 2018 gav meddelelse til Rådet

og EU-Kommissionen om, at Danmark ville gennemføre ETIAS-

forordningen i dansk ret, mellemstatsligt forpligtet af ETIAS-forordningen.

Se nærmere herom under pkt. 1.2.

Som anført under pkt. 2.1.2.7.2. fremgår det af forordningens artikel 38, stk.

3, at EU-Kommissionen vedtager en standardformular for afslag på eller

annullering eller inddragelse af en rejsetilladelse.

Dette medfører bl.a., at den danske nationale ETIAS-enhed er forpligtet til at

anvende den af EU-Kommissionen vedtagne standardformular. Det er ikke

muligt fra dansk side ensidigt at ændre på standardformularens indhold eller

opbygning.

Forvaltningsloven indeholder imidlertid en række krav til myndigheders

skriftlige afgørelser. Se mere herom under pkt. 2.1.1.10.

Standardformularens præcise udformning er endnu ikke vedtaget af EU-

Kommissionen og vil på et senere tidspunkt kunne ændres ved EU-

Kommissionens vedtagelse af en ny standardformular. Den nationale ETIAS-

enhed vil efter forordningens regler skulle anvende den til enhver tid

gældende standardformular.

Det forventes, at standardformularen vil være udformet som et

afkrydsningsskema med henvisning til de afslags-, annullerings-, og

inddragelsesgrunde, som er oplistet i forordningens artikel 37, og ifølge

udkast

til

EU-Kommissionens

gennemførelsesretsakt

angående

standardformular til afslag, annullering og inddragelse af rejsetilladelse efter

ETIAS-forordningens artikel 38, stk. 3, generes der automatisk en

oversættelse af afslaget til et af de officielle sprog i de lande, der er opført på

listen i bilag II til visumforordningen (visumfrie lande), og som ansøgeren er

statsborger i.

Anvendelsen af standardformularen vil formentlig indebære, at dansk

forvaltningsrets almindelige krav til afgørelser må fraviges i nødvendigt

omfang.

Side

74/169

UDKAST

På baggrund af den foreliggende version af standardformularen er det således

Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering, at anvendelsen af den

obligatoriske standardformular vil indebære, at de forvaltningsretlige krav til,

at begrundelser skal indeholde en klagevejledning, en opsummering af de

faktiske omstændigheder i sagen og angivelse af de hovedhensyn, der har

været bestemmende for en eventuel skønsudøvelse samt eventuelt kravet om

en underskrift på afgørelsen, ikke kan opfyldes.

Hvis der på et senere tidspunkt sker ændringer i indholdet eller opbygningen

af standardformularen, vil dette kunne have betydning for, i hvilket omfang

danske myndigheders afgørelser, hvor standardformularen anvendes,

opfylder dansk forvaltningsrets almindelige krav til begrundelser mv.

Danske myndigheder vil fortsat skulle overholde de forvaltningsretlige krav

til afgørelser og begrundelser, som kan overholdes ved brug af

standardformularen.

2.1.3.5.

Samtale efter forordningens artikel 27

Som anført under pkt. 2.1.2.5.3. kan den ansvarlige medlemsstats nationale

ETIAS-enhed under ekstraordinære omstændigheder og som en sidste udvej

efter behandlingen af de yderligere oplysninger eller den yderligere

dokumentation, hvis der fortsat hersker alvorlig tvivl om ansøgernes

oplysninger eller dokumentation, indkalde ansøgeren til en samtale i den

pågældendes opholdsland på det konsulat tilhørende medlemsstaten, der

ligger tættest på ansøgerens opholdssted. Samtalen kan i visse tilfælde føres

ved hjælp af audio- og videokommunikationsmidler.

Udlændinge- og Integrationsministeriet bemærker, at den i bestemmelsen

anvendte betegnelse ”konsulat" skal fortolkes i henhold

til

Wienerkonventionen af 24. april 1963 om konsulære forbindelser, hvor der

sondres mellem udsendte og honorære konsuler, og det er fra dansk side

vigtigt at fastslå, at ”konsulat” specifikt i relation til denne forordning skal

fortolkes som alene omfattende et konsulat ledet af udsendte

konsulatsembedsmænd og ikke en honorær konsul.

Bestemmelsen er fakultativ, og medlemsstaterne kan således ensidigt

beslutte, hvorvidt adgangen til at indkalde ansøgere til samtale skal anvendes.

Udlændinge- og Integrationsministeriet har overvejet, om der bør etableres

en ordning, hvor ansøgere kan indkaldes til samtale på dansk repræsentationer

mv. i udlandet.

Det er vurderingen, at etableringen af en sådan ordning vil indebære

betydelige meromkostninger forbundet med indretning af interviewfaciliteter

og personaleopnormeringer på danske repræsentationer mv.

Side

75/169

UDKAST

Det er endvidere vurderingen, at en afskæring af adgangen til at oplyse en

ansøgningssag gennem en mundtlig samtale ikke giver anledning til

retssikkerhedsmæssige betænkeligheder i forhold til ansøgeren. Ministeriet

har herved lagt vægt på, at en lang række sager i den danske forvaltning

behandles på skriftligt grundlag, og at ansøgeren under alle omstændigheder

vil have mulighed for at påklage afgørelsen eller ansøge på ny, hvorved der

vil kunne fremsendes yderligere dokumentation eller ske korrektion af

allerede meddelte oplysninger.

På den baggrund agter Udlændinge- og Integrationsministeriet på nuværende

tidspunkt ikke at etablere en ordning, hvorefter ETIAS-enheden kan indkalde

ansøgere til interview på danske repræsentationer eller via audio- og

videokommunikationsmidler.

Udlændinge- og Integrationsministeriet bemærker hertil, at beslutningen om

ikke at udnytte adgangen i artikel 27, stk. 4, til enhver tid kan ændres.

2.1.3.6.

Udpegning af kompetente og retshåndhævende myndigheder med

adgang til ETIAS-systemet og af dataansvarlig myndighed

Som anført under pkt. 2.1.2.2.8. udpeger medlemsstaterne ifølge

forordningens artikel 13, stk. 5, de kompetente nationale myndigheder, som

skal have adgang til det centrale ETIAS-system i medfør af forordningens

artikel 13, stk. 1, 2 og 4.

Som anført under pkt. 2.1.2.11. udpeger medlemsstaterne ifølge

forordningens artikel 50, stk. 1, de myndigheder, der har ret til at anmode om

søgning i de oplysninger, der er registreret i det centrale ETIAS-system, med

henblik på at forebygge, afsløre og efterforske terrorhandlinger eller andre

alvorlige strafbare handlinger.

Herudover udpeger medlemsstaterne ifølge forordningens artikel 50, stk. 2,

et centralt adgangspunkt, som skal have adgang til det centrale ETIAS-system

og kontrollere, at betingelserne for at anmode om adgang er opfyldt.

Udpegningen af de kompetente nationale myndigheder i artikel 13 og

udpegede myndigheder i artikel 50 sker på baggrund af de formål, som

adgangen kan opnås til.

Det vil således til enhver tid være myndighedernes konkrete opgaver og

kompetencer, som afgør, hvilke myndigheder der kan udpeges som nationale

kompetente myndigheder efter forordningens artikel 13 og det centrale

adgangspunkt efter forordningens artikel 50.

Medlemsstaterne kan når som helst ændre udpegningen af såvel de

kompetente nationale myndigheder og de udpegede myndigheder, som det

centrale adgangspunkt. Ændringer skal meddeles eu-LISA og EU-

Kommissionen straks.

Side

76/169

UDKAST

Udlændinge- og Integrationsministeriet finder, at de kompetente nationale

myndigheder, de udpegede myndigheder og det centrale adgangspunkt i

forordningens forstand i en dansk kontekst til enhver tid skal udgøres af de

myndigheder, som varetager de relevante opgaver inden for forordningens

beskrevne formålskrav for adgang til ind- og udrejsesystemet.

Aktuelt varetager Udlændingestyrelsen, Rigspolitiet, Styrelsen for

International

Rekruttering,

Udlændingenævnet,

Flygtningenævnet,

Udlændinge- og Integrationsministeriet og Hjemrejsestyrelsen de opgaver,

som fremgår af forordningens artikel 13, stk. 1, 2 og 4.

Det er forventningen, at Rigspolitiet udpeges som centralt adgangspunkt efter

forordningens artikel 50, stk. 2.

Udlændinge- og Integrationsministeriet vil give meddelelse til eu-LISA og

EU-Kommissionen i overensstemmelse med ovenstående.

Senere ændringer i udpegelsen som følge af ændringer af opgavevaretagelsen

meddeles til eu-LISA og EU-Kommissionen.

Som anført under pkt. 2.1.2.12. skal der medfør af forordningens artikel 57,

udpeges en myndighed, der skal betragtes som dataansvarlig, og som dermed

har det centrale ansvar for medlemsstatens databehandling.

Udlændinge- og Integrationsministeriet

hoveddataansvarlig myndighed, hvilket

enkelte myndigheder er selvstændigt

behandlingen af personoplysninger som

forordningen.

2.1.3.7.

Klagemyndighed

Som det fremgår af pkt. 2.1.2.7.2. har ansøgere ifølge forordningens artikel

37, stk. 3, artikel 40, stk. 3, og artikel 41, stk. 7, ret til at få prøvet den

nationale ETIAS-enheds afgørelser om afslag, annullering og inddragelse.

Klager skal behandles i den medlemsstat, hvis nationale ETIAS-enhed har

truffet afgørelsen, og behandles i henhold til national ret i denne medlemsstat.

Den ansvarlige medlemsstats ETIAS-enhed skal underrette ansøgeren om

klageproceduren.

Udlændingenævnet er efter den almindelige ordning i udlændingeloven med

visse undtagelser klageinstans for afgørelser truffet af Udlændingestyrelsen,

jf. udlændingelovens § 46 a, stk. 1.

Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets opfattelse, at

Udlændingenævnet således er vant til at behandle klager over

Udlændingestyrelsens afgørelser om afslag på indrejse og ophold mv., og at

Side

77/169

forventes at blive udpeget som

imidlertid ikke udelukker, at de

eller fælles dataansvarlige for

led i administrationen af ETIAS-

UDKAST

det derfor er hensigtsmæssigt, at Udlændingenævnet også bliver klageinstans

for afgørelser truffet af Udlændingestyrelsens ETIAS-enhed.

Det følger allerede af udlændingelovens § 46 a, stk. 1, at

Udlændingestyrelsens afgørelser som udgangspunkt kan påklages til

Udlændingenævnet. Udlændingenævnet vil med den foreslåede ordning

således også kunne behandle klager over de afgørelser, som den nationale

ETIAS-enhed har truffet i medfør af ETIAS-forordningen.

Klagesagsbehandlingen vil følge de almindelige regler for klager indgivet til

Udlændingenævnet, herunder den almindelige klagefrist på 8 uger, efter at

klageren har fået meddelelse om afgørelsen, jf. udlændingelovens § 46 a, stk.

De almindelige regler for klagesagsbehandling i Udlændingenævnet, jf.

udlændingelovens § 52 c, vil finde anvendelse for så vidt angår behandlingen

af klagesager om ETIAS.

2.1.3.8.

Sanktioner for overtrædelse af ETIAS-forordningens bestemmelser

Som anført under pkt. 2.1.2.12. skal medlemsstaterne ifølge ETIAS-

forordningens artikel 62 fastsætte bestemmelser om sanktioner for

overtrædelse af forordningen og træffe alle nødvendige foranstaltninger for

at sikre, at de gennemføres. Sanktionerne skal være effektive, stå i rimeligt

forhold til overtrædelserne og have afskrækkende virkning.

De bestemmelser i ETIAS-forordningen, hvor en overtrædelse skal føre til, at

der pålægges sanktioner, knytter sig til den behandling af personoplysninger,

som foretages af myndighederne i forbindelse med behandlingen af sager om

rejsetilladelser, og til tredjelandsstatsborgeres forpligtelse til at være i

besiddelse af en gyldig rejsetilladelse forud for indrejse i Schengenområdet.

For så vidt angår spørgsmålet om myndighedernes behandling af

personoplysninger, bemærkes det, at ETIAS-forordningen er i

overensstemmelse med de generelle EU-retlige regler om databeskyttelse,

dvs. databeskyttelsesforordningen og retshåndhævelsesdirektivet, som begge

er gældende ret i Danmark. Der er med lovforslaget ikke tiltænkt en

indskrænkning af de rettigheder mv., der følger heraf, i forbindelse med

behandlingen af personoplysninger efter ETIAS-forordningen.

Behandling af personoplysninger i Danmark er primært omfattet af

databeskyttelsesforordningens og databeskyttelseslovens bestemmelser.

Retshåndhævende myndigheders behandling af personoplysninger er dog

efter omstændighederne omfattet af retshåndhævelsesdirektivets og

retshåndhævelseslovens bestemmelser.

Side

78/169

UDKAST

Som det fremgår af pkt. 2.1.1.13., indeholder databeskyttelsesloven,

retshåndhævelsesloven og straffeloven en række bestemmelser, som

fastsætter sanktioner for overtrædelser af reglerne om databeskyttelse.

Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets opfattelse, at de generelle

regler om databeskyttelse, som vil finde anvendelse for de danske

myndigheders behandling af personoplysninger i forbindelse med sager, der

behandles i medfør af ETIAS-forordningen, indeholder sådanne

strafbestemmelser, som vil udgøre passende sanktioner for overtrædelse af

ETIAS-forordningens regler om databeskyttelse.

For så vidt angår tredjelandsstatsborgeres pligt til at være i besiddelse af en

rejsetilladelse forud for indrejse på Schengenområdet, er det Udlændinge- og

Integrationsministeriets opfattelse, at det for at understøtte en korrekt

efterlevelse af forordningens regler skal sikres, at tredjelandsstatsborgere, der

ikke overholder dette krav, pålægges sanktioner.

Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets opfattelse, at dette mest

hensigtsmæssigt sker ved at sidestille et ulovligt ophold eller indrejse som

følge af en manglende eller ugyldig rejsetilladelse med ulovlig indrejse eller

ophold af andre grunde, f.eks. som følge af et manglende eller ugyldigt visum.

Som det fremgår af pkt. 2.1.1.8, indeholder udlændingelovens § 59 de

sanktioner, som kan pålægges udlændinge, som f.eks. skaffer sig adgang til

landet ved bevidst urigtige oplysninger eller svigagtig fortielse, jf. § 59, stk.

1, nr. 2, eller opholder sig i landet uden fornøden tilladelse jf. § 59, stk. 2.

Som en konsekvens af den foreslåede ændring af § 39, stk. 2, i lovforslagets

§ 1, nr. 20, vil ophold i Danmark for tredjelandsstatsborgere, der ikke er

omfattet af EU-Opholdsdirektivet, uden rejsetilladelse, eller fortsat ophold

efter en rejsetilladelses udløb være et ulovligt ophold, og vil således være

omfattet af udlændingelovens regler om straf for ulovligt ophold og udvisning

mv.

Lovforslagets § 1, nr. 29, vil medføre, at opnåelse af rejsetilladelse ved

bevidst urigtige oplysninger eller svigagtig fortielse er strafbelagt, ligesom

ophold uden en gyldig rejsetilladelse vil være omfattet af udlændingelovens

§ 59, stk. 2.

Som anført under pkt. 2.1.1.9., indeholder udlændingelovens § 59 a de

sanktioner, som kan pålægges transportører for at bringe en udlænding, som

ikke er i besiddelse af rejselegitimation og visum, til landet.

Den foreslåede ændring i lovforslagets § 1, nr. 30, af § 59 a vil medføre, at

det også vil blive strafpålagt at bringe en udlænding til landet, som ikke er i

besiddelse af en rejsetilladelse.

Side

79/169

UDKAST

Det er på den baggrund Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering,

at der fastsættes tilstrækkeligt effektive, proportionale og afskrækkende

sanktioner for overtrædelser af ETIAS-forordningen.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 20, 29 og 30.

2.1.3.9.

Erstatningsansvar

Som anført under pkt. 2.1.2.12. følger det af ETIAS-forordningens artikel 63,

stk. 1, litra a, at enhver person eller medlemsstat, der har lidt materiel eller

immateriel skade som følge af en ulovlig behandling af personoplysninger

eller enhver anden handling, der er i strid med denne forordning, fra en

medlemsstats side, har ret til erstatning fra den pågældende medlemsstat.

Erstatningskrav mod en medlemsstat for skade er ifølge forordningens artikel

63, stk. 3, underlagt denne medlemsstats nationale ret.

De bestemmelser i ETIAS-forordningen, hvor en overtrædelse skal føre til, at

der er ret til erstatning, knytter sig primært til den behandling af

personoplysninger, der foretages af myndighederne i forbindelse med

behandlingen af sager om rejsetilladelser.

For så vidt angår spørgsmålet om myndighedernes behandling af

personoplysninger, bemærkes det, at ETIAS-forordningen er i

overensstemmelse med de generelle EU-retlige regler om databeskyttelse,

dvs. databeskyttelsesforordningen og retshåndhævelsesdirektivet, som begge

er gældende ret i Danmark. Der er med lovforslaget ikke tiltænkt en

indskrænkning af de rettigheder mv., der følger heraf, i forbindelse med

behandlingen af personoplysninger efter ETIAS-forordningen.

Behandling af personoplysninger i Danmark er primært omfattet af

databeskyttelsesforordningens og databeskyttelseslovens bestemmelser.

Retshåndhævende myndigheders behandling af personoplysninger er dog

efter omstændighederne omfattet af retshåndhævelsesdirektivets og

retshåndhævelseslovens bestemmelser.

Som det fremgår af pkt. 2.1.1.14., indeholder databeskyttelsesloven og

retshåndhævelsesloven bestemmelser, som fastsætter retten til erstatning for

behandlingsaktivitet eller anden behandling i strid med lovgivningen.

Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets opfattelse, at de generelle

regler om databeskyttelse, som vil finde anvendelse for de danske

myndigheders behandling af personoplysninger i forbindelse med sager, der

behandles i medfør af ETIAS-forordningen, indeholder sådanne

erstatningsbestemmelser, der sikrer ret til erstatning for personer, som har lidt

materiel eller immateriel skade som følge af en ulovlig behandlingsaktivitet

eller enhver anden behandling i strid med ETIAS-forordningen.

Side

80/169

UDKAST

2.1.3.10.

Tilsynsmyndighed

Som anført under pkt. 2.1.2.12. skal det ifølge forordningens artikel 66, stk.

1, sikres, at den tilsynsmyndighed, som i henhold til

databeskyttelsesforordningen er ansvarlig for at føre tilsyn med anvendelsen

af databeskyttelsesforordningen, uafhængigt overvåger lovligheden af

medlemsstatens behandling af personoplysninger i henhold til ETIAS-

forordningen, herunder overførsel af personoplysninger til og fra ETIAS-

systemet.

Som anført under pkt. 2.1.1.15. er Datatilsynet tilsynsmyndighed i forhold til

databeskyttelsesforordningen, databeskyttelsesloven og retshåndhævelses-

loven. Datatilsynet vil derfor også skulle overvåge lovligheden af danske

myndigheders behandling af personoplysninger i henhold til ETIAS-

forordningen og deltage i det i forordningens artikel 68 omhandlede

samarbejde mellem tilsynsmyndigheder og Den Europæiske Tilsynsførende

for Databeskyttelse.

2.2. Ind- og udrejsesystemet (EES)

2.2.1. Gældende ret

2.2.1.1.

Indrejse og ophold i Schengenområdet

Der findes ikke i dag et fælles system på europæisk niveau til registrering af

ind- og udrejse af Schengenområdet. Passtempler er således den eneste måde,

hvorpå myndighederne kan kontrollere, om en tredjelandsstatsborger er ind-

og udrejst lovligt og kun har opholdt sig i Schengenområdet i den tilladte

periode.

Reglerne vedrørende udlændinges indrejse og ophold i Danmark fremgår af

udlændingelovens kapitel 1. Kontrollen med udlændinges indrejse, ophold og

udrejse mv. fremgår af udlændingelovens kapitel 7.

Efter udlændingelovens § 3, stk. 1, har udlændinge, der efter regler fastsat i

medfør af udlændingelovens § 39, stk. 2, er fritaget for visum, ret til at

indrejse og opholde sig her i landet i højst 90 dage inden for en periode på

180 dage, hvorved perioden på 180 dage forud for hver opholdsdag tages i

betragtning. Det følger af bestemmelsens stk. 2, at såfremt der er indgået en

bilateral visumfritagelsesaftale, har en udlænding fra det land, Danmark har

indgået en sådan aftale med, ret til at indrejse og opholde sig her i landet i

overensstemmelse med bestemmelserne i denne aftale.

Det følger af udlændingelovens § 38, stk. 1, at ind- og udrejsekontrol ved

grænsen til et land, der ikke er tilsluttet Schengenkonventionen, skal finde

sted i medfør af artikel 7 og 8 i Schengengrænsekodeks.

Side

81/169

UDKAST

Efter udlændingelovens § 38, stk. 7, kan politiet ved ind- eller udrejse eller

ved afvisning eller udvisning foretage stempling af en udlændings pas eller

anden rejselegitimation. Der kan således foretages stempling af udlændingens

pas eller anden rejselegitimation, hvis udlændingen afvises efter

udlændingelovens § 28, stk. 2 eller 3, eller § 29, stk. 3, eller hvis udlændingen

udvises administrativt efter §§ 25–25 b eller ved dom, jf. § 49, stk. 1, jf. §§

22–24.

Som følge af Danmarks deltagelse i det praktiske Schengensamarbejde skal

politiet alene stemple pas og anden rejselegitimation ved ind- og udrejse over

Danmarks grænser til lande, der ikke er tilsluttet Schengenkonventionen (de

ydre grænser). Politiet kan dog stemple pas og anden rejselegitimation ved

passage af Danmarks grænser til andre Schengenlande, såfremt

grænsekontrollen ved disse indre grænser undtagelsesvist indføres i medfør

af Schengenreglerne, jf. herved udlændingelovens § 38, stk. 2, 2. pkt.

Det følger af bilaget til Kommissionens henstilling af 8. november 2019 om

en fælles ”Praktisk vejledning

for

grænsevagter” til

brug for

medlemsstaternes kompetente myndigheder, når de foretager grænsekontrol

af personer, og om erstatning af Kommissionens henstilling C(2006) 5186 af

6. november 2006 (Schengenhåndbogen), at politiet skal stemple pas eller

anden rejselegitimation, såfremt en person, der ikke er statsborger i et

Schengenland eller en EU-medlemsstat, afvises ved indrejsen i

Schengenlandene i medfør af Schengenkonventionens artikel 5.

Politiets adgang til at stemple udlændinges pas eller anden rejselegitimation

ved afvisning eller udvisning omfatter såvel statsborgere i lande, der ikke er

tilsluttet Schengenkonventionen eller De Europæiske Fællesskaber, som

statsborgere i Schengenlande eller EU-medlemsstater. Som følge af

pasfriheden mellem de nordiske lande sker der dog ikke stempling af pas eller

anden rejselegitimation, hvis der er tale om en nordisk statsborger.

Det fremgår endelig af udlændingelovens § 38, stk. 7, at udlændinge- og

integrationsministeren kan fastsætte nærmere regler om politiets stempling af

pas og anden rejselegitimation.

Denne bestemmelse er bl.a. udmøntet i udlændingebekendtgørelsen.

Det følger af udlændingebekendtgørelsens § 10, at indrejse fra og udrejse til

et andet Schengenland som udgangspunkt finder sted uden ind- og

udrejsekontrol, medmindre der undtagelsesvist er indført midlertidig kontrol

ved grænsen til et andet Schengenland i medfør af Schengengrænsekodeksens

artikel 25. Er dette tilfældet, skal ind- og udrejsekontrollen ske i

overensstemmelse

med

tilsvarende

kontrolforanstaltninger

efter

udlændingebekendtgørelsens § 11 som ved indrejse fra og udrejse til et land,

der ikke er tilsluttet Schengenkonventionen.

Side

82/169

UDKAST

Efter udlændingebekendtgørelsens § 11 må indrejse fra og udrejse til et land,

der ikke er tilsluttet Schengenkonventionen, som udgangspunkt alene finde

sted ved de havne og lufthavne, der i henhold til udlændingelovens § 38, stk.

3, er godkendt hertil.

Politiet kan i forbindelse med ind- og udrejsekontrol stemple en udlændings

pas eller anden rejselegitimation, jf. udlændingebekendtgørelsens § 11, stk.

12, dog med de undtagelser der fremgår af § 11, stk. 13.

Herudover kan politiet i forbindelse med indrejsekontrol kopiere eller

affotografere en udlændings pas eller anden rejselegitimation eller på anden

måde sikre oplysninger i sådanne dokumenter med henblik på kontrol af

udlændingens rejselegitimation og identitet, jf. udlændingebekendtgørelsens

§ 11, stk. 14.

2.2.1.2.

Optagelse, behandling og opbevaring af biometriske oplysninger

Der gælder i dag ikke regler om optagelse, behandling og opbevaring af

biometriske oplysninger i forbindelse med en udlændings lovlige indrejse her

i landet i forbindelse med kortvarigt ophold.

For udlændinge omfattet af udlændingelovens §§ 40 f, stk. 1 (udlændinge,

som har indgivet ansøgning om opholdstilladelse efter §§ 9, 9 a, 9 c-9 f, 9 i-

9 n, 9 p eller 9 q eller ansøgning om forlængelse af en opholdstilladelse, der

er meddelt efter §§ 9-9 f, 9 i-9 n, 9 p eller 9 q) og 40 g, stk. 1, (udlændinge,

som har indgivet ansøgning om visum til Danmark i overensstemmelse med

reglerne i visumkodeksen) har politiet i forbindelse med ind- og udrejse af

Danmark mulighed for til brug for identifikation og identitetskontrol at optage

og behandle udlændingens fingeraftryk og personfotografi, herunder at

sammenholde

biometriske

data

med

oplysninger

udlændingemyndighedernes registre, jf. § 40 f, stk. 6, og § 40 g, stk. 5.

2.2.1.3.

Regler om behandling, opbevaring og videregivelse af

oplysninger

Som anført under pkt. 2.1.1.11. indeholder udlændingelovens kapitel 8 a

regler om videregivelse af oplysninger i medfør af reglerne i Dublin-

forordningen, Schengenkonventionen, VIS-forordningen og Eurodac-

forordningen mv.

Forvaltningsloven, databeskyttelsesforordningen, databeskyttelsesloven,

retshåndhævelsesdirektivet og retshåndhævelsesloven indeholder en række

bestemmelser om myndighedernes behandling, opbevaring og videregivelse

af oplysninger.

Se nærmere herom under pkt. 2.1.1.12.

Side

83/169

UDKAST

Overtrædelser af reglerne om behandling, opbevaring og videregivelse af

oplysninger

sanktioneret

databeskyttelsesforordningen,

databeskyttelsesloven, retshåndhævelsesloven og straffeloven.

Se nærmere herom under pkt. 2.1.1.13.

Erstatningsansvaret for materiel eller immateriel skade som er påført en

person som følge af en ulovlig behandlingsaktivitet eller enhver anden

behandling i strid med databeskyttelsesreglerne fremgår af

databeskyttelsesforordningen, databeskyttelsesloven, retshåndhævelses-

direktivet og retshåndhævelsesloven.

Se nærmere herom under pkt. 2.1.1.14.

Datatilsynet er udpeget som den ansvarlige myndighed, som skal føre tilsyn

med anvendelsen af databeskyttelsesforordningen, databeskyttelsesloven og

retshåndhævelsesloven i Danmark.

Se nærmere herom under pkt. 2.1.1.15.

2.2.2. EES-forordningen

2.2.2.1.

EES-forordningens indhold og opbygning

EES-forordningen har bl.a. til formål at modernisere grænsekontrollen ved de

ydre grænser ved at forbedre kvaliteten og effektiviteten af grænsekontrollen.

EES-forordningen indebærer, at der oprettes et ind- og udrejsesystem til

registrering og lagring af dato, tidspunkt og sted for tredjelandsstatsborgeres

ind- og udrejse ved passage af de af medlemsstaternes ydre grænser, hvor ind-

og udrejsesystemet anvendes, til beregning af varigheden af sådanne

tredjelandsstatsborgeres tilladte ophold og til generering af indberetninger til

medlemsstater, når det tilladte ophold er udløbet, og registrering og lagring

af dato, tid og sted for nægtelse af indrejse for tredjelandsstatsborgere, der er

nægtet indrejse med henblik på et kortvarigt ophold, samt den myndighed i

den pågældende medlemsstat, der har nægtet indrejse, og begrundelsen

herfor.

I det følgende gennemgås EES-forordningens opbygning og enkelte

bestemmelser. Bestemmelser af rent teknisk karakter gennemgås ikke.

2.2.2.2.

Formål og anvendelsesområde (EES-forordningens kapitel I)

Det følger af forordningens artikel 1, at der med forordningen oprettes et ind-

og udrejsesystem til registrering og lagring af dato, tidspunkt og sted for

tredjelandsstatsborgeres ind- og udrejse ved passage af de af

medlemsstaternes grænser, hvor ind- og udrejsesystemet anvendes, beregning

Side

84/169

UDKAST

af varigheden af sådanne tredjelandsstatsborgeres tilladte ophold, generering

af indberetninger til medlemsstater, når det tilladte ophold er udløbet, og

registrering og lagring af dato, tid og sted for nægtelse af indrejse for

tredjelandsstatsborgere, der er nægtet indrejse med henblik på et kortvarigt

ophold, samt den myndighed i den pågældende medlemsstat, der har nægtet

indrejse, og begrundelsen herfor.

Ifølge forordningens artikel 1, stk. 2, fastsætter forordningen ligeledes de

betingelser, hvorpå medlemsstaters udpegede myndigheder og Europol med

henblik på forebyggelse, afsløring og efterforskning af terrorhandlinger og

andre alvorlige strafbare handlinger kan få adgang til at søge i ind- og

udrejsesystemet. Det følger af forordningens artikel 2, at ind- og

udrejsesystemet som udgangspunkt skal finde anvendelse på alle

tredjelandsstatsborgere, der passerer de ydre grænser med henblik på

kortvarige ophold i Schengen-området. I systemet registreres således

statsborgere fra såvel visumfri som visumpligtige tredjelande. De pågældende

tredjelandsstatsborgere har mulighed for korttidsophold på højst 90 dage

inden for en periode på 180 dage.

Visse persongrupper er undtaget fra registrering i ind- og udrejsesystemet.

Det gælder bl.a. tredjelandsstatsborgere, som er familiemedlemmer til

unionsborgere omfattet af retten til fri bevægelighed, såfremt disse

familiemedlemmer har et opholdskort. Det gælder endvidere

tredjelandsstatsborgere med opholdstilladelse i e medlemsstat.

Det fremgår af forordningens artikel 4, ved hvilke grænser ind- og

udrejsesystemet skal anvendes, og hvordan brugen af systemet skal ske ved

disse grænser. Det følger heraf bl.a., at ind- og udrejsesystemet skal anvendes

ved de ydre grænser, og at de medlemsstater, der anvender Schengenreglerne

fuldt ud, skal indføre ind- og udrejsesystemet ved deres indre grænser med de

medlemsstater, der endnu ikke anvender Schengenreglerne fuldt ud, men

anvender ind- og udrejsesystemet, og de medlemsstater, der ikke anvender

ind- og udrejsesystemet.

Efter forordningens artikel 5, er det eu-LISA, der udvikler ind- og

udrejsesystemet og sørger for systemets operationelle forvaltning, herunder

funktionerne til behandling af biometriske oplysninger, og for, at ind- og

udrejsesystemet er tilstrækkeligt sikkert.

Ved at registrere og lagre oplysninger i ind- og udrejsesystemet og give

medlemsstater adgang til sådanne oplysninger er målene med ind- og

udrejsesystemet ifølge artikel 6, at gøre ind- og udrejsekontrollen mere

effektiv ved at beregne og overvåge varigheden af tilladte ophold ved ind- og

udrejse for tredjelandsstatsborgere, der er givet tilladelse til indrejse med

henblik på et kortvarigt ophold og at bidrage til identifikation af

tredjelandsstatsborgere, der ikke opfylder eller ikke længere opfylder

Side

85/169

UDKAST

betingelserne for indrejse til eller kortvarigt ophold på medlemsstaternes

område.

Ved at give de udpegede myndigheder adgang i overensstemmelse med

forordningens betingelser er målene ifølge artikel 6, stk. 2, at bidrage til

forebyggelse, afsløring og efterforskning af terrorhandlinger eller andre

alvorlige strafbare handlinger og at muliggøre generering af oplysninger til

efterforskning vedrørende terrorhandlinger eller andre alvorlige strafbare

handlinger, herunder identifikationen af gerningsmænd, mistænke og ofre for

disse lovovertrædelser, der har passeret de ydre grænser.

Det følger af forordningens artikel 7 og 8, at ind- og udrejsesystemet skal

bestå af et centralt system, der omfatter en central database for lagring af

biometriske oplysninger og alfanumeriske oplysninger (oplysninger angivet

med bogstaver, tal og specialtegn m.m.), en kommunikationsinfrastruktur, en

kommunikationskanal mellem ind- og udrejsesystemet og VIS samt en

national ensartet grænseflade i hver medlemsstat. Hver medlemsstat skal

tilslutte sin nationale grænseinfrastruktur (eventuelle eksisterende nationale

systemer på grænsekontrolområdet, som myndighederne påtænker at anvende

til ind- og udrejsesystemet) til den nationale ensartede grænseflade.

Det fremgår af forordningens artikel 9, at adgang til at registrere, ændre, slette

og søge oplysninger i ind- og udrejsesystemet udelukkende er forbeholdt

behørigt bemyndiget personale ved medlemsstaternes nationale

myndigheder, som har kompetence med hensyn til formålene som er fastsat i

forordningens artikler 23-35.

Det fremgår endvidere af artikel 9, stk. 2, at hver medlemsstat udpeger de

kompetente nationale myndigheder, som skal være grænsemyndigheder,

visummyndigheder og indvandringsmyndigheder, og hvis personale skal

have adgang til ind- og udrejsesystemet for at registrere, ændre, slette eller

søge oplysninger. Medlemsstaterne sender en liste over de udpegede

myndigheder, som præciserer, til hvilket formål hver myndighed skal have

adgang til ind- og udrejsesystemet, til eu-LISA.

Det fremgår endvidere af artikel 9, stk. 2, at hver medlemsstat udpeger de

kompetente nationale myndigheder, som skal være grænsemyndigheder,

visummyndigheder og indvandringsmyndigheder, og hvis personale skal

have adgang til ind- og udrejsesystemet for at registrere, ændre, slette eller

søge oplysninger. Medlemsstaterne sender en liste over de udpegede

myndigheder, som præciserer, til hvilket formål hver myndighed skal have

adgang til ind- og udrejsesystemet, til eu-LISA.

nærmere

definitionen

grænsemyndigheder

indvandringsmyndigheder under pkt. 2.1.2.9. og 2.1.2.10.

Side

86/169

UDKAST

Ind- og udrejsesystemet skal efter forordningens artikel 11 indeholde en

automatisk beregningsmekanisme, der angiver den maksimale varighed af

tredjelandsstatsborgeres tilladte ophold. Beregningsmekanismen finder dog

f.eks. ikke anvendelse på tredjelandsstatsborgere, der er familiemedlemmer

til en unionsborger.

Systemet skal ydermere indeholde en informationsmekanisme, som

automatisk identificerer personer, der ikke er udrejst rettidigt, jf.

forordningens artikel 12.

Med henblik på, at den enkelte tredjelandsstatsborger kan holde sig opdateret

i forhold til længden af et lovligt ophold, følger det af forordningens artikel

13, at der skal udvikles en webtjeneste, som via en sikker adgang skal give

den enkelte rejsende mulighed for inden påtænkt indrejse at hente oplysninger

om, hvorvidt vedkommende lovligt kan indrejse i forhold til den tilladte

periode. Der skal endvidere gives adgang til en sådan webtjeneste for

transportører. Transportører har et lovbestemt ansvar for at sikre sig, at de

rejsende, de medbringer ved indrejse til Schengen-området, lovligt kan

indrejse i forhold til den tilladte periode. De skal derfor ifølge forordningen

have adgang til webtjenesten og kunne modtage et svar på, om den rejsende

har ret til lovlig indrejse. Svaret skal kunne lagres i dokumentationsøjemed

til brug for grænsekontrol. Webtjenesten skal udarbejdes af eu-LISA.

2.2.2.3.

Bestemmelser om indrejse og kompetente myndigheders brug af

oplysninger (EES-forordningens kapitel II)

Det følger af forordningens artikel 14, at grænsemyndighederne skal oprette

en individuel sagsmappe, når en tredjelandsstatsborger, som ikke tidligere er

registreret i systemet, indrejser i Schengenområdet. Denne sagsmappe skal

indeholde oplysninger om bl.a. den indrejsendes navn, nationalitet og det

anvendte rejsedokument, herunder rejsedokumentets og visummets

udstedelsesland samt biometri i form af fingeraftryk og ansigtsbillede for

visumfritagne tredjelandsstatsborgere og ansigtsbillede af visumpligtige

tredjelandsstatsborgere. Endvidere vil der i forbindelse med hver af

tredjelandsstatsborgerens ind- og udrejser skulle indlæses oplysninger om

ind- og udrejsemedlemsstat og benyttet grænseovergang. Disse data lagres i

en ind- og udrejsefil, som skal tilknyttes den pågældendes individuelle

sagsmappe.

Det følger af artikel 14, stk. 8, at en tredjelandsstatsborger kan anmode om

oprettelse af en individuel sagsmappe og registrering i EES-systemet hos de

kompetente myndigheder, som fremgår af artikel 9, stk. 2.

Hvis det er nødvendigt at oprette en individuel sagsmappe eller ajourføre

ansigtsbilledet, skal ansigtsbilledet som udgangspunkt tages på stedet, jf.

forordningens artikel 15, stk. 1.

Side

87/169

UDKAST

Det følger af artikel 16 og 17, hvilke personoplysninger om henholdsvis

visumpligtige tredjelandsstatsborgere og tredjelandsstatsborgere, der er

fritaget for visum, der skal registreres i den individuelle sagsmappe.

For både visumfri og visumpligtige tredjelandsstatsborgere registreres

således oplysninger såsom fornavne og efternavne samt biometriske

oplysninger i form af et digitalt ansigtsbillede med tilstrækkeligt høj

opløsning og kvalitet til at kunne anvendes til automatisk biometrisk

genkendelse og for visumfrie personer fire fingeraftryk.

Det følger af forordningens artikel 18, at tredjelandsstatsborgere, som nægtes

indrejse på en medlemsstats område, registreres i ind- og udrejsesystemet

med oplysninger om dato og tidspunkt for nægtelsen af indrejse,

grænseovergangsstedet og myndigheden, som har nægtet indrejsen, samt

begrundelsen for nægtelse af indrejse ved anvendelse af et bogstav i

overensstemmelse med Schengengrænsekodeksen. Der skal endvidere

registreres biometriske oplysninger om personer, hvor der har været tvivl om

de pågældendes identitet, bl.a. fordi personen har anvendt falske eller

forfalskede rejsedokumenter.

Af forordningens artikel 19 fremgår de oplysninger, som en myndighed skal

tilføje, hvis denne har inddraget, annulleret eller forlænget en tilladelse til

kortvarigt ophold.

Det følger af forordningens artikel 20, at i tilfælde, hvor der ikke er oprettet

en individuel sagsmappe, eller der i en sådan ikke er foretaget en relevant

registrering af en tredjelandsstatsborger på medlemsstatens område, kan

kompetente myndigheder formode, at pågældende ikke eller ikke længere

opfylder betingelserne for at opholde sig på medlemsstaternes område. Det

følger yderligere af bestemmelsen, at hvis denne formodning afkræftes på

baggrund af pågældendes fremlæggelse af troværdigt bevismiddel for lovligt

ophold, skal de kompetente myndigheder ifølge forordningens artikel 20, stk.

1, litra a, oprette en individuel sagsmappe eller ifølge litra b, ajourføre seneste

ind- og udrejseregistrering.

Ifølge forordningens artikel 20, stk. 1, litra c, skal der, i tilfælde, hvor der

eksisterer en individuel sagsmappe, ske sletning af denne, hvis dette fremgår

af artikel 35.

Det fremgår af forordningens artikel 23, at grænsemyndighederne skal have

adgang til ind- og udrejsesystemet med henblik på at verificere identiteten og

en tidligere registrering af en tredjelandsstatsborger, ajourføre oplysninger i

ind- og udrejsesystemet, hvis det er nødvendigt, og søge i oplysningerne i det

omfang, det er nødvendigt for at kunne udføre ind- og udrejsekontrol.

2.2.2.4.

Andre myndigheders brug af ind- og udrejsesystemet (EES-

forordningens kapitel III)

Side

88/169

UDKAST

Det følger af forordningens artikel 24, at visummyndighederne har adgang til

at søge i ind- og udrejsesystemet med henblik på at behandle

visumansøgninger og træffe afgørelse i forbindelse med sådanne

ansøgninger.

Efter forordningens artikel 25 kan de kompetente myndigheder, der er

omhandlet i Schengengrænsekodeksens artikel 8 d, søge i ind- og

udrejsesystemet med henblik på behandling af anmodninger om adgang til

nationale lempelsesprogrammer og vedtagelse af afgørelser om sådanne

anmodninger, herunder afgørelser om afslag på, tilbagekaldelse af eller

forlængelse af gyldighedsperioden for adgang til sådanne nationale

lempelsesprogrammer efter Schengengrænsekodeksens artikel 8 d.

Det følger af forordningens artikel 26, at medlemsstaternes

indvandringsmyndigheder har adgang til at foretage søgning i ind- og

udrejsesystemet med henblik på at verificere en tredjelandsstatsborgers

identitet eller at kontrollere eller verificere, om betingelserne for indrejse eller

ophold er opfyldt, eller begge.

Ifølge forordningens artikel 27 skal grænsemyndighederne eller

indvandringsmyndighederne udelukkende have adgang til at foretage søgning

ved brug af fingeraftryksoplysninger eller fingeraftryk sammen med

ansigtsbilledet med henblik på at identificere enhver tredjelandsstatsborger,

som tidligere kan være registreret i ind- og udrejsesystemet under en anden

identitet, eller som ikke opfylder eller ikke længere opfylder betingelserne for

indrejse eller ophold på medlemsstaternes område.

Ifølge forordningens artikel 28 må oplysninger, der er hentet fra ind- og

udrejsesystemet i henhold til dette kapitel, kun lagres i nationale registre, når

det er nødvendigt i et konkret tilfælde, i overensstemmelse med det formål,

hvortil de er hentet, og i overensstemmelse med den relevante EU-ret, navnlig

om databeskyttelse, og ikke længere end, det er strengt nødvendigt i det

konkrete tilfælde.

2.2.2.5.

Procedure og betingelser for adgang til ind- og udrejsesystemet med

henblik på retshåndhævelse (EES-forordningens kapitel IV)

Medlemsstaterne udpeger de myndigheder, der har ret til at søge i oplysninger

i ind- og udrejsesystemet, med henblik på at forebygge, afsløre og efterforske

terrorhandlinger og andre alvorlige strafbare handlinger, jf. forordningens §

29, stk. 1.

Hver medlemsstat fører en liste over udpegede myndigheder, og meddeler eu-

LISA og EU-Kommissionen, hvilke myndigheder den har udpeget, jf.

forordningens artikel 29, stk. 2. Meddelelsen kan til enhver til ændres eller

erstattes af medlemsstaten.

Side

89/169

UDKAST

Det følger af forordningens artikel 29, stk. 3, at medlemsstaterne udpeger et

centralt adgangspunkt, der skal have adgang til ind- og udrejsesystemet. Det

centrale adgangspunkt kontrollerer, at betingelserne for at anmode om adgang

til ind- og udrejsesystemet, der er fastsat i artikel 32, er opfyldt. Ifølge

forordningens artikel 29, stk. 4, meddeler medlemsstaterne hvem deres

centrale adgangspunkter er, til eu-LISA og EU-Kommissionen. Denne

meddelelse kan til enhver tid ændres eller erstattes.

Det følger af forordningens artikel 30, at Europol udpeger en af sine operative

enheder som ”Europols udpegede myndighed” og bemyndiger

den til at

anmode om adgang til ind- og udrejsesystemet med henblik på at støtte og

styrke medlemsstaternes indsats for at forebygge, afsløre og efterforske

terrorhandlinger og andre alvorlige strafbare handlinger.

Af forordningens artikel 31 og 32 fremgår proceduren og betingelser for

adgang til ind- og udrejsesystemet via et centralt adgangspunkt med henblik

på retshåndhævelse. Adgangen til søgning er således betinget af, at denne er

nødvendig med henblik på forebyggelse, afsløring eller efterforskning af en

terrorhandling eller en anden alvorlig handling, adgangen til søgning er

nødvendig og står i rimeligt forhold til det formålet i en bestemt sag, og der

er bevis for eller rimelig grund til at antage, at søgning i oplysninger i ind- og

udrejsesystemet vil bidrage til at forebygge, afsløre eller efterforske en af de

pågældende strafbare handlinger, navnlig når der er begrundet mistanke om,

at den mistænkte, gerningsmanden eller offeret for en terrorhandling eller en

anden alvorlig strafbar handling falder ind under en kategori, der er omfattet

af denne forordning.

Forordningens artikel 33 indeholder procedure og betingelser for Europols

adgang til ind- og udrejsesystemet. For Europol gælder, at behandling af

information modtaget gennem ind- og udrejsesystemet skal godkendes af den

medlemsstat, hvor de relevante oplysninger indhentes, jf. forordningens

artikel 33, stk. 5.

2.2.2.6.

Lagring og ændring af oplysninger (EES-forordningens kapitel V)

Perioderne for lagring af oplysninger i ind- og udrejsesystemets centrale

system fremgår af forordningens artikel 34. Som udgangspunkt skal alle ind-

eller udrejseregistreringer eller registreringer af nægtelse af indrejse lagres i

tre år efter registreringen, mens en individuel sagsmappe lagres sammen med

den eller de tilknyttede ind- og udrejseregistreringer eller registreringer af

nægtelse af indrejse i tre år og én dag efter datoen for den sidste registrering.

Oplysninger vedrørende personer, der ikke er udrejst i overensstemmelse med

reglerne for korttidsophold, opbevares i fem år fra sidste lovlige udrejsedag.

Forordningens artikel 35 regulerer de tilfælde, hvor der kan eller skal ske

ændring eller sletning af oplysninger før tid. Det følger heraf, at den

Side

90/169

UDKAST

ansvarlige medlemsstat som udgangspunkt har ret til at ændre oplysninger,

herunder berigtige, supplere eller slette oplysningerne, som den har registreret

i ind- og udrejsesystemet.

Det fremgår yderligere af bestemmelsen, at hvis den ansvarlige medlemsstat

har grund til at formode, at oplysninger, der er registreret i ind- og

udrejsesystemet, er faktuelt unøjagtige eller ufuldstændige, eller at

oplysninger er blevet behandlet i ind- og udrejsesystemet i strid med denne

forordning, skal den kontrollere de pågældende oplysninger og om

nødvendigt straks berigtige eller supplere dem i eller slette dem fra ind- og

udrejsesystemet og i givet fald fra overstayerlisten, som fremgår af

forordningens artikel 12, stk. 3.

Herudover fremgår det af bestemmelsen, i hvilke situationer en anden

medlemsstat end den ansvarlige medlemsstat skal kontrollere og eventuelt

berigtige, supplere eller slette de pågældende oplysninger eller kontakte den

ansvarlige medlemsstat, samt i hvilke situationer den ansvarlige medlemsstat

eller en anden medlemsstat skal kontrollere og eventuelt berigtige, supplere

eller slette visumrelaterede oplysninger.

Det fremgår endvidere af bestemmelsen, på hvilket tidspunkt den individuelle

sagsmappe skal slettes, samt af hvilken medlemsstat, hvis en registreret

tredjelandsstatsborger har opnået statsborgerskab i en medlemsstat eller er

blevet omfattet af anvendelsesområdet for forordningens artikel 2, stk. 3.

2.2.2.7.

Udvikling, drift og ansvarsområder (EES-forordningens kapitel VI)

Ifølge forordningens artikel 37 er eu-LISA ansvarlig for udviklingen og

iværksættelsen af ind- og udrejsesystemets centrale system, de nationale

ensartede grænseflader, kommunikationsinfrastrukturen og den sikre

kommunikationskanal mellem ind- og udrejsesystemets centrale system og

VIS’ centrale system, den i artikel 13 omhandlede

webtjeneste og det i artikel

63, stk. 2, omhandlede dataregister.

Det følger videre af bestemmelsen, at eu-LISA fastlægger udformningen af

ind-

udrejsesystemets

fysiske

arkitektur,

herunder

kommunikationsinfrastrukturen, samt de tekniske specifikationer for ind- og

udrejsesystemets

centrale

system,

ensartede

grænseflader,

kommunikationsinfrastrukturen, den sikre kommunikationskanal mellem

ind-

og udrejsesystemets og VIS’

centrale systemer, webtjenesten og

dataregistret og udviklingen af disse tekniske specifikationer.

Medlemsstaternes og Europols ansvarsområder fremgår af forordningens

artikel 38. Den enkelte medlemsstat er ansvarlig for bl.a. integrationen af den

eksisterende nationale grænseinfrastruktur og tilslutning heraf til den

nationale ensartede grænseflade samt organiseringen, forvaltningen, driften

og vedligeholdelsen af sin eksisterende nationale grænseinfrastruktur og

Side

91/169

UDKAST

tilslutningen heraf til ind- og udrejsesystemet med henblik på at opfylde

målene med ind- og udrejsesystemet i forordningens artikel 6.

Det følger af forordningens artikel 39, at hver medlemsstat skal udpege en

myndighed, der skal betragtes som dataansvarlig, og som dermed har det

centrale ansvar for medlemsstatens databehandling.

Ifølge forordningens artikel 40 kan lagring i det nationale ind- og

udrejsesystem eller tilsvarende nationale registre af de alfanumeriske

oplysninger, som en medlemsstat har registreret i ind- og udrejsesystemet, ske

i overensstemmelse med formålene med ind- og udrejsesystemet og under

fuld overholdelse af EU-retten.

Efter artikel 41, stk. 1, må oplysninger, der er lagret i ind- og udrejsesystemet,

som udgangspunkt ikke overføres til eller stilles til rådighed for noget

tredjeland, nogen international organisation eller nogen privat enhed.

Hvis det i konkrete tilfælde er nødvendigt for at bevise

tredjelandsstatsborgeres identitet udelukkende med henblik på

tilbagesendelse, kan de i artikel 16, stk. 1, og artikel 17, stk. 1, litra a, b og c,

omhandlede oplysninger under nærmere fastlagte betingelser i artikel 41, stk.

2, overføres til et tredjeland eller en international organisation opført i bilag

1 til forordningen.

Det er den ansvarlige medlemsstat, der sørger for oplysningernes sikkerhed

før og under overførsel til den nationale ensartede grænseflade, og hver

medlemsstat sørger for sikkerheden af de oplysninger, som den modtager fra

ind- og udrejsesystemet, og medlemsstaten træffer de nødvendige

foranstaltninger vedrørende sin nationale grænseinfrastruktur, jf.

forordningens artikel 43.

Efter forordningens artikel 45 er der, såfremt en person eller medlemsstat har

lidt materiel eller immateriel skade som følge af en ulovlig handling eller en

anden handling, der er i strid med forordningen, som udgangspunkt ret til

erstatning fra den medlemsstat, der er ansvarlig for den lidte skade.

Erstatningskrav mod en medlemsstat for skade er underlagt national

lovgivning i den medlemsstat, som er indklaget.

Medlemsstaterne skal endvidere sikre, at hver myndighed, der har ret til

adgang til oplysninger i ind- og udrejsesystemet, træffer de foranstaltninger,

der er nødvendige for at overholde forordningen, og at der sker samarbejde i

nødvendigt omfang med tilsynsmyndighederne, jf. forordningens artikel 47.

Medlemsstaterne skal ifølge forordningens artikel 48 træffe de nødvendige

foranstaltninger til at sikre, at enhver brug af oplysninger registreret i ind- og

udrejsesystemet, der er i strid med forordningen, kan straffes med sanktioner,

der er effektive, står i et rimeligt forhold til overtrædelsen og har en

Side

92/169

UDKAST

afskrækkende virkning, i overensstemmelse med national ret, artikel 84 i

databeskyttelsesforordningen og artikel 57 i retshåndhævelsesdirektivet.

3.1.3.7. Rettigheder og tilsyn med hensyn til databeskyttelse (EES-

forordningens kapitel VII)

Tredjelandsstatsborgere, hvorom oplysninger skal registreres i ind- og

udrejsesystemet, skal underrettes af den ansvarlige medlemsstat om en række

oplysninger i forbindelse med registreringen, herunder at medlemsstaterne og

Europol kan få adgang til ind- og udrejsesystemet med henblik på

retshåndhævelse, at der er pligt til at få taget et ansigtsbillede og for

visumfritagne tredjelandsstatsborgere fingeraftryk, og at personoplysninger,

som lagres i systemet, kan overføres til et tredjeland eller en international

organisation med henblik på tilbagesendelse, jf. forordningens artikel 50.

Anmodninger fra tredjelandsstatsborgere om indsigt og berigtigelse,

supplering og sletning af personoplysninger samt begrænsning af

behandlingen af oplysningerne kan efter forordningens artikel 52 rettes til den

kompetente myndighed i enhver medlemsstat. Den ansvarlige medlemsstat

eller medlemsstaten, som anmodningen er fremsat til, har en frist på 45 dage

efter modtagelse af anmodningen til at besvare den. Er anmodningen blevet

fremsat til en anden medlemsstat end den ansvarlige, skal myndighederne, i

den medlemsstat anmodningen er fremsat til, kontrollere oplysningernes

rigtighed og lovligheden af databehandlingen i ind- og udrejsesystemet. Det

skal som udgangspunkt ske inden for 30 dage, medmindre det er nødvendigt

at foretage en høring af den ansvarlige medlemsstat. Såfremt oplysningerne,

der er registreret i ind- og udrejsesystemet, er faktuelt unøjagtige,

ufuldstændige eller er blevet registreret ulovligt, berigtiger, supplerer eller

sletter den ansvarlige medlemsstat eller i givet fald den medlemsstat, der har

fået anmodningen, personoplysningerne eller begrænser behandlingen af

personoplysningerne i overensstemmelse med forordningens artikel 35 om

ændring og sletning af oplysninger før tid. Der følger i den forbindelse en

række procedurer, som medlemsstaterne skal overholde, herunder i tilfælde

af, at den ansvarlige medlemsstat eller medlemsstaten, der har modtaget

anmodningen, ikke er enig i ændringen af oplysningerne.

Det følger af forordningens artikel 53, at medlemsstaternes kompetente

myndigheder skal samarbejde aktivt med henblik på at håndhæve

rettighederne i artikel 52.

Efter forordningens artikel 54 har enhver person i hver medlemsstat ret til at

anlægge sag eller indgive klage til de kompetente myndigheder eller domstole

i den medlemsstat, som nægtede den pågældende person aktindsigt i eller ret

til at få berigtiget, suppleret eller slettet oplysninger om vedkommende efter

forordningens artikel 52 og artikel 53, stk. 2.

Side

93/169

UDKAST

Hver medlemsstat skal hertil sikre, at den tilsynsmyndighed, der er ansvarlig

for at føre tilsyn efter databeskyttelsesforordningen, uafhængigt overvåger

lovligheden af den pågældende medlemsstats behandling af

personoplysninger, jf. forordningens artikel 55. Tilsynsmyndigheden skal

bl.a. sikre, at der foretages revision af databehandlingen i den nationale

grænseinfrastruktur, og at antallet af anmodninger om berigtigelse,

supplering, sletning eller begrænsning af behandling af oplysninger samt

antallet af, hvor mange gange det er blevet foretaget, offentliggøres én gang

årligt.

Ifølge forordningens artikel 57, stk. 1, samarbejder tilsynsmyndighederne og

Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse, der hver især handler

inden for deres respektive beføjelser, aktivt inden for rammerne af deres

respektive ansvarsområder. De sikrer samordnet tilsyn med ind- og

udrejsesystemet og de nationale grænseinfrastrukturer. I henhold til

forordningens artikel 57, stk. 2, udveksler tilsynsmyndighederne og Den

Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse relevante oplysninger,

ligesom de bistår hinanden i forbindelse med gennemførelse af revisioner og

inspektioner, drøfter eventuelle vanskeligheder ved fortolkning eller

anvendelse af forordningen, undersøger problemer med udøvelsen af

uafhængigt tilsyn eller med de registreredes udøvelse af deres rettigheder,

udarbejder harmoniserede forslag til fælles løsninger på ethvert problem og

fremmer bevidstheden og databeskyttelsesrettigheder, når det er nødvendigt.

Tilsynsmyndighederne og Den Europæiske Tilsynsførende for

Databeskyttelse mødes mindst to gange om året inden for rammerne af Det

Europæiske

Databeskyttelsesråd,

der

oprettet

ved

databeskyttelsesforordningen (»Det Europæiske Databeskyttelsesråd«). Det

pågældende databeskyttelsesråd afholder udgifterne til disse møder og

varetager organiseringen heraf. En forretningsorden vedtages på første møde.

Øvrige arbejdsmetoder udvikles i fællesskab efter behov, jf. artikel 57, stk. 3.

Efter forordningens artikel 57, stk. 4, sender Det Europæiske

Databeskyttelsesråd hvert andet år en fælles aktivitetsrapport til Europa-

Parlamentet, Rådet, Kommissionen, Frontex og til eu-LISA. Rapporten skal

indeholde et kapitel om hver medlemsstat, som udarbejdes af den pågældende

medlemsstats tilsynsmyndighed.

Forordningens artikel 58 fastsætter nærmere regler for beskyttelse af

personoplysninger, hvortil der er givet adgang med henblik på

retshåndhævelse.

Efter forordningens artikel 59 skal hver medlemsstat og Europol sikre, at alle

databehandlinger, som følge af anmodninger om adgang til oplysninger med

henblik på retshåndhævelse, logges eller dokumenteres bl.a. med henblik på

at kontrollere grundlaget for anmodningen, overvåge lovligheden af

databehandlingen, egenkontrol og dataenes integritet og sikkerhed.

2.2.2.8.

Ændringer af andre EU-retsakter (EES-forordningens kapitel VIII)

Side

94/169

UDKAST

Forordningens artikler 60-62, indeholder de konsekvensændringer af andre

EU-retsakter, som EES-forordningen medfører.

Det fremgår af forordningens artikel 60, at der foretages en ændring af artikel

20, stk. 2, i Schengenkonventionen, hvorefter artikel 20, stk. 1, ikke er til

hinder for, at den enkelte kontraherende part kan forlænge en udlændings ret

til at opholde sig på denne parts område ud over 90 dage inden for en periode

på 180 dage under ekstraordinære omstændigheder, eller i medfør af en

bilateral aftale, der er indgået inden Schengenkonventionens ikrafttræden, og

meddelt til EU-Kommissionen.

Det fremgår endvidere af forordningens artikel 60, at der indsættes et stykke

2a i Schengenkonventionens artikel 20, hvorefter en udlændings ophold på en

kontraherende parts område i nogle tilfælde kan forlænges i

overensstemmelse med en bilateral aftale i medfør af artikel 20, stk. 2, litra b,

på den pågældende udlændings anmodning. Forlænges udlændingens ophold

i medfør af artikel 20, stk. 2, registreres oplysningerne vedrørende

forlængelsen i den seneste relevante ind- og udrejseregistrering, der er knyttet

til udlændingens individuelle sagsmappe, jf. artikel 20, stk. 2b. Forlænges

opholdet i henhold til stk. 2, må den berørte udlænding kun opholde sig på

den pågældende kontraherende parts område og skal udrejse ved den

kontraherende parts ydre grænser, hvilket den kompetente myndighed skal

underrette udlændingen om, jf. artikel 20, stk. 2c.

Det fremgår af forordningens artikel 61, at der foretages ændringer af en

række artikler i forordning (EF) nr. 767/2008 (VIS-forordningen) vedrørende

eksportering af oplysninger fra VIS til ind- og udrejsesystemet i en række

tilfælde, herunder ved afgørelse om at annullere eller inddrage et visum, ved

forlængelse af gyldighedsperioden, opholdets varighed eller begge for et

udstedt visum. Det er den myndighed, der har truffet de nævne afgørelser, der

eksporterer oplysningerne fra VIS til ind- og udrejsesystemet.

Der tilføjes endvidere en ny artikel 17 a i VIS-forordningen om

interoperabilitet mellem VIS og ind- og udrejsesystemet, der har til formål at

sikre en mere effektiv ind- og udrejsekontrol ved at etablere en

kommunikationskanal, der sikrer en direkte søgning mellem ind- og

udrejsesystemet og VIS i de tilfælde, hvor det er er hjemmel hertil i begge

forordninger. Det fremgår, at interoperabiliteten mellem de to systemet skal

foregå på en sådan måde, at visummyndighederne ved behandlingen af og

afgørelse i sager om visum har mulighed for at søge i ind- og udrejsesystemet

fra VIS, ligesom grænsemyndighederne i forbindelse med udførelsen af en

række nærmere definerede opgaver har mulighed for at søge i VIS fra ind- og

udrejsesystemet. De nærmere oplysninger og formålene for

grænsemyndighedernes anvendelse af disse fremgår af ændringer til VIS-

forordningens artikel 18,

Side

95/169

UDKAST

2.2.2.9.

Forordningens afsluttende bestemmelser

Forordningens artikler 63-73 indeholder en række afsluttende bestemmelser.

Efter forordningens artikel 63 har personalet i medlemsstaternes kompetente

myndigheder, EU-Kommissionen og eu-LISA adgang til at søge efter

oplysninger om bl.a. status, tredjelandsstatsborgernes nationalitet, køn og

fødselsår, rejsedokumenttype og registrerede oplysninger om ophold

udelukkende med henblik på rapportering og statistik.

Det følger af forordningens artikel 65, at medlemsstaterne bl.a. skal

underrette EU-Kommissionen om, hvilken myndighed der skal betragtes som

dataansvarlig, og hvilke kompetente myndigheder der har adgang til at

registrere, berigtige, supplere, slette, indhente eller søge oplysninger.

EU-Kommissionen fastsætter, efter at en række betingelser er opfyldt, den

dato, hvor ind- og udrejsesystemet sættes i drift, jf. forordningens artikel 66.

eu-LISA sikrer efter forordningens artikel 72 bl.a., at der er indført procedurer

til at overvåge udviklingen i lyset af planlægnings- og omkostningsmålene og

at overvåge ind- og udrejsesystemets funktion i lyset af målene for tekniske

resultater, omkostningseffektivitet, sikkerhed og tjenestekvalitet. Derudover

skal EU-Kommissionen tre år efter idriftsættelsen af systemet og derefter

hvert fjerde år udarbejde en samlet evaluering af ind- og udrejsesystemet.

Efter forordningens artikel 73 træder forordningen i kraft på tyvendedagen

efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende. Forordningen

finder med visse undtagelser anvendelse fra den dato, der fastsættes af EU-

Kommissionen i overensstemmelse med forordningens artikel 66, stk. 1 om

idriftsættelse af ind- og udrejsesystemet.

2.2.3. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 2017/2225 af 30.

november 2017 om ændring af forordning (EU) 2016/399, for så vidt

angår brugen af ind- og udrejsesystemet

Den 4. marts 2016 vedtog Europa-Parlamentet og Rådet en kodifikation af

Schengengrænsekodeksen, jf. herved Europa-Parlamentets og Rådets

forordning (EU) nr. 2016/399 af 9. marts 2016 om en EU-kodeks for

personers grænsepassage (Schengengrænsekodeks) (kodifikation).

Schengengrænsekodeksen fastsætter regler for udøvelse af grænsekontrol af

personer, der passerer Schengenområdets ydre grænser, ligesom kodeksen

indeholder bestemmelser med henblik på at sikre, at personer ikke

kontrolleres ved passage af de indre grænser mellem medlemsstaterne.

Som konsekvens af oprettelsen af det fælles ind- og udrejsesystem er det

nødvendigt

med

række

tilpasninger

og ændringer

Schengengrænsekodeksen. Disse tiltag åbner bl.a. mulighed for, at

Side

96/169

UDKAST

medlemsstaterne kan give tredjelandsstatsborgere adgang til at anvende

selvbetjeningssystemer og såkaldte e-gates. Ændringerne vil desuden gøre det

muligt at automatisere bestemte faser af kontrolproceduren og sætte de

medlemsstater, der ønsker det, i stand til at indføre nationale programmer for

registrerede rejsende.

Ændringerne af Schengengrænsekodeksen indebærer bl.a. en ændring af

forordningens artikel 2 vedrørende definitioner, hvorefter der tilføjes

definitioner af selvbetjeningssystem, elektronisk paskontrol, automatisk

grænsekontrolsystem og bekræftelse af chipdataenes ægthed og integritet.

Derudover indebærer ændringerne bl.a., at der indsættes der et nyt litra f i §

6, stk. 1, der indebærer, at afgivelse af nødvendige biometriske oplysninger

bliver gjort til en indrejsebetingelse. Samtidig indsættes der et nyt punkt I i

bilag V, del B (Standardformularen for nægtelse af indrejse ved grænsen),

hvorefter nægtelse af at stille biometriske oplysninger til rådighed i

forbindelse med oprettelse af den individuelle sagsmappe eller i forbindelse

med indrejsekontrol bliver en afvisningsgrund.

Herudover indebærer ændringerne bl.a., at der indsættes bestemmelse om

brug af selvbetjeningssystemer til forudregistrering af oplysninger i ind- og

udrejsesystemet, bestemmelse om brug af selvbetjeningssystemer og/eller

elektroniske paskontroller af personer, hvis grænsepassage skal registreres i

ind- og udrejsesystemet, bestemmelse om standarder for automatiske

grænsekontrolsystemer og bestemmelse om nationale lempelsesprogrammer.

Endvidere indebærer ændringerne bl.a., at forordningens artikel 11 om

stempling af pas, som tidligere indeholdt et krav om systematisk stempling af

tredjelandsstatsborgeres pas, ændres således, at såfremt der er udtrykkelig

hjemmel hertil i national ret, kan en medlemsstat ved ind- og udrejse stemple

en tredjelandsstatsborgers rejsedokument, hvis denne er i besiddelse af

opholdstilladelse eller visum til længerevarende ophold, der er udstedt af den

pågældende medlemsstat.

Endelig indebærer ændringerne bl.a., at forordningens artikel 12 om

formodning for opfyldelse af betingelserne for opholdets varighed ændres

således, at den stemmer overens med at der fremover skal ske ind- og

udrejseregistreringer i EES-systemet og ikke længere stempling af pas.

2.2.4. Udlændinge- og Integrationsministeriets overvejelser om ind- og

udrejsesystemet og den foreslåede ordning

De sikkerheds- og migrationsudfordringer, som Danmark og EU står overfor,

nødvendiggør en fælles systematisk kontrol af, hvem der rejser ind i

Schengenområdet. Udlændinge- og Integrationsministeriet finder derfor, at

det er af væsentlig betydning at deltage i en styrkelse af kontrollen med de

ydre grænser og anvendelse af fælles kontrolsystemer.

Side

97/169

UDKAST

Passtempler er i dag den eneste måde, hvorpå det kan kontrolleres, om en

tredjelandsstatsborger er ind- og udrejst lovligt, og hvorvidt personen har

opholdt sig i Schengenområdet i den tilladte eller ud over den tilladte periode.

EES-forordningen styrker kontrollen med de ydre grænser med indførelse af

et nyt fælles digitalt system, som erstatter den manuelle passtempling og

indfører nye muligheder for at kontrollere identiteten på de

tredjelandsstatsborgere, som indrejser og opholder sig i Schengenområdet,

samt øgede muligheder for kontrol af varigheden af et lovligt ophold.

Med EES-forordningen oprettes et fælles system til registrering af

tredjelandsstatsborgeres ind- og udrejse af Schengenområdet, som bl.a. skal

sikre en effektiv og smidig grænsekontrol, bidrage til identifikation af

tredjelandsstatsborgere, der ikke opfylder eller ikke længere opfylder

betingelserne for indrejse eller ophold på området. Derudover skal systemet

bidrage til bekæmpelse af terrorisme og andre alvorlige forbrydelser.

Det er afgørende for bl.a. at skabe et højt sikkerhedsniveau i EU, at de enkelte

medlemsstaters myndigheder får mulighed for at blive bekendt med ulovlig

indvandring ved, at der oprettes et ind- og udrejsesystem. Desuden styrkes

sikkerheden i forbindelse med identifikation af falske rejsedokumenter bl.a.

ved hjælp af anvendelse og registrering af biometriske data.

Efter Udlændinge- og Integrationsministeriets opfattelse kan EES-

forordningen medvirke til de nævnte mål, uden at ind- og udrejse for de

rejsende besværliggøres unødigt.

EES-forordningen er således et vigtigt værktøj til at beskytte de ydre grænser

og EU's borgere og er samtidig med til at øge effektiviteten af

grænsekontrollen ved EU’s ydre grænser.

Udlændinge- og Integrationsministeriet finder, at der i forbindelse med

indførelsen af de nye regler om ind- og udrejsesystemet er fundet en passende

balance mellem på den ene side hensynet til at gøre grænsekontrollen mere

effektiv i forhold til de formål, som det tjener, og på den anden side hensynet

til at indførelsen af det nye system sker inden for betryggende rammer,

herunder i relation til databeskyttelsesretlige aspekter.

Som nævnt ovenfor i pkt. 1.2.1. vurderes det mest hensigtsmæssigt, at EES-

forordningen gennemføres i dansk ret ved en henvisning i udlændingeloven

til, at forordningen gælder her i landet, jf. lovforslagets § 1, nr. 7.

På den baggrund indeholder lovforslaget de nødvendige ændringer af

udlændingeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1513 af 22. oktober 2020 (som

senest ændret ved lov nr. [xxxx]).

Side

98/169

UDKAST

Det sikres herved, at det er en indrejsebetingelse for tredjelandsstatsborgere

at lade sig registrere i ind- og udrejsesystemet, hvis den pågældende er

omfattet af EES-forordningens bestemmelser herom.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 16.

2.2.4.1.

Udpegning af kompetente og retshåndhævende myndigheder med

adgang til EES-systemet og af dataansvarlig myndighed

Som anført under pkt. 2.2.2.2. udpeger medlemsstaterne ifølge forordningens

artikel 9 de kompetente nationale myndigheder, som skal være

grænsemyndigheder, visummyndigheder og indvandringsmyndigheder, og

dermed have adgang til at registrere, ændre, slette og søge oplysninger i ind-

og udrejsesystemet.

Som anført under pkt. 2.2.2.5. udpeger medlemsstaterne ifølge forordningens

artikel 29 de myndigheder, der har ret til at søge i oplysninger i ind- og

udrejsesystemet, med henblik på at forebygge, afsløre og efterforske

terrorhandlinger og andre alvorlige strafbare handlinger, og et centralt

adgangspunkt, jf. forordningens artikel 29, stk. 3.

Det vil til enhver tid være myndighedernes konkrete opgaver og kompetencer

som afgør, hvilke myndigheder der kan udpeges som kompetente

myndigheder.

Medlemsstaterne kan når som helst ændre udpegningen af såvel de

kompetente myndigheder og de retshåndhævende myndigheder, som det

centrale adgangspunkt. Ændringer skal meddeles eu-LISA og EU-

Kommissionen.

Udlændinge- og Integrationsministeriet finder, at de kompetente nationale

myndigheder, de udpegede myndigheder og det centrale adgangspunkt i

forordningens forstand i en dansk kontekst til enhver tid skal udgøres af de

myndigheder, som varetager de relevante opgaver inden for forordningens

beskrevne formålskrav for adgang til ind- og udrejsesystemet.

Aktuelt varetager Rigspolitiet, Udlændinge- og Integrationsministeriet,

Udlændingestyrelsen,

Styrelsen

for

International

Rekruttering,

Hjemrejsestyrelsen,

Udlændingenævnet,

Flygtningenævnet

Udenrigsministeriets repræsentationer de opgaver, som fremgår af

forordningens artikler 23, 24, 26 og 27.

Det er forventningen, at Rigspolitiet udpeges som centralt adgangspunkt efter

forordningens artikel 29, stk. 3.

Udlændinge- og Integrationsministeriet vil således give meddelelse til eu-

LISA og EU-Kommissionen i overensstemmelse med ovenstående.

Side

99/169

UDKAST

Som anført under pkt. 2.2.2.7. skal der i medfør af forordningens artikel 39,

udpeges en myndighed, der skal betragtes som dataansvarlig, og som dermed

har det centrale ansvar for medlemsstatens databehandling.

Udlændinge- og Integrationsministeriet er udpeget som hoveddataansvarlig

myndighed, hvilket imidlertid ikke udelukker, at de enkelte myndigheder er

selvstændigt eller fælles dataansvarlige for behandlingen af

personoplysninger som led i administrationen af EES-forordningen.

2.2.4.2.

Sanktioner for overtrædelse af EES-forordningens bestemmelser

Som anført under pkt. 2.2.2.7. træffer medlemsstaterne ifølge forordningens

artikel 48 de nødvendige foranstaltninger for at sikre passende sanktioner for

anvendelse af oplysninger registreret i ind- og udrejsesystemet på en måde,

som er i strid med EES-forordningen.

De bestemmelser i EES-forordningen, hvor en overtrædelse skal føre til, at

der pålægges sanktioner, knytter sig til den behandling af personoplysninger,

som foretages af myndighederne i forbindelse med oprettelse af sagsmapper

i ind- og udrejsesystemet samt registreringer, ajourføringer og sletninger af

oplysninger ind- og udrejsesystemet.

For så vidt angår spørgsmålet om myndighedernes behandling af

personoplysninger, bemærkes det, at EES-forordningen er i

overensstemmelse med de generelle EU-retlige regler om databeskyttelse,

dvs. databeskyttelsesforordningen og retshåndhævelsesdirektivet, som begge

er gældende ret i Danmark. Der er med lovforslaget ikke tiltænkt en

indskrænkning af de rettigheder mv., der følger heraf, i forbindelse med

behandlingen af personoplysninger efter EES-forordningen.

Behandling af personoplysninger i Danmark er primært omfattet af

databeskyttelsesforordningens og databeskyttelseslovens bestemmelser.

Retshåndhævende myndigheders behandling af personoplysninger er dog

efter omstændighederne omfattet af retshåndhævelsesdirektivets og

retshåndhævelseslovens bestemmelser.

Som det fremgår af pkt. 2.1.1.13., indeholder databeskyttelsesloven,

retshåndhævelsesloven og straffeloven en række bestemmelser, som

fastsætter sanktioner for overtrædelser af reglerne om databeskyttelse.

Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets opfattelse, at de generelle

regler om databeskyttelse, som vil finde anvendelse for de danske

myndigheders behandling af personoplysninger i forbindelse med sager, der

behandles i medfør af EES-forordningen, indeholder sådanne

strafbestemmelser, som vil udgøre passende sanktioner for overtrædelse af

EES-forordningens regler om databeskyttelse.

Side

100/169

UDKAST

2.2.4.3.

Erstatningsansvar

Som det anført under pkt. 2.2.2.7. følger det af EES-forordningens artikel 45,

at personer eller medlemsstater, der har lidt materiel eller immateriel skade

som følge af en ulovlig behandling eller enhver anden handling, der er i strid

med forordningen, har ret til erstatning fra den pågældende medlemsstat.

Erstatningskrav mod en medlemsstat for skade er ifølge artikel 45, stk. 3,

underlagt denne medlemsstats nationale ret.

De bestemmelser i EES-forordningen, hvor en overtrædelse skal føre til, at

der pålægges sanktioner, knytter sig til den behandling af personoplysninger,

som foretages af myndighederne i forbindelse med oprettelse af sagsmapper

i ind- og udrejsesystemet samt registreringer, ajourføringer og sletninger af

oplysninger ind- og udrejsesystemet.

For så vidt angår spørgsmålet om myndighedernes behandling af

personoplysninger, bemærkes det, at EES-forordningen er i

overensstemmelse med de generelle EU-retlige regler om databeskyttelse,

dvs. databeskyttelsesforordningen og retshåndhævelsesdirektivet, som begge

er gældende ret i Danmark. Der er med lovforslaget ikke tiltænkt en

indskrænkning af de rettigheder mv., der følger heraf, i forbindelse med

behandlingen af personoplysninger efter EES-forordningen.

Behandling af personoplysninger i Danmark er primært omfattet af

databeskyttelsesforordningens og databeskyttelseslovens bestemmelser.

Retshåndhævende myndigheders behandling af personoplysninger er dog

efter omstændighederne omfattet af retshåndhævelsesdirektivets og

retshåndhævelseslovens bestemmelser.

Som det fremgår af pkt. 2.1.1.14., indeholder databeskyttelsesloven og

retshåndhævelsesloven bestemmelser, som fastsætter retten til erstatning for

behandlingsaktivitet eller anden behandling i strid med lovgivningen.

Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets opfattelse, at de generelle

regler om databeskyttelse, som vil finde anvendelse for de danske

myndigheders behandling af personoplysninger i medfør af EES-

forordningen, indeholder sådanne erstatningsbestemmelser, der sikrer ret til

erstatning for personer, som har lidt materiel eller immateriel skade som følge

af en ulovlig behandlingsaktivitet eller enhver anden behandling i strid med

EES-forordningen.

2.2.4.4.

Tilsynsmyndighed

Side

101/169

UDKAST

Som anført under pkt. 2.2.2.7. skal det ifølge forordningens artikel 55, stk. 1,

sikres,

den

tilsynsmyndighed,

som

henhold

til

databeskyttelsesforordningen er ansvarlig for at føre tilsyn med anvendelsen

af databeskyttelsesforordningen, uafhængigt overvåger lovligheden af

medlemsstatens behandling af personoplysninger i henhold til EES-

forordningen, herunder overførsel af personoplysninger til og fra ind- og

udrejsesystemet.

Som anført under pkt. 2.1.1.15. er Datatilsynet tilsynsmyndighed i forhold til

databeskyttelsesforordningen, databeskyttelsesloven og retshåndhævelses-

loven, og Datatilsynet vil derfor også skulle overvåge lovligheden af danske

myndigheders behandling af personoplysninger i henhold til EES-

forordningen og deltage i det i artikel 57 omhandlede samarbejde mellem

tilsynsmyndigheder og Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse.

2.2.4.5.

Ændringer af Schengengrænsekodeksen

Schengengrænsekodeksen blev oprindeligt gennemført i dansk lovgivning

ved lov nr. 301 af 19. april 2006 om ændring af udlændingeloven og lov om

ægteskabs indgåelse og opløsning (Fremrykket ansøgningstidspunkt i sager

om humanitær opholdstilladelse, indberetningspligt ved mistanke om

genopdragelsesrejser, begrænsning af adgangen til familiesammenføring for

personer, der er dømt for børnebortførelse, ændrede regler om undervisning

og aktivering af voksne asylansøgere mv.).

Som det fremgår under pkt. 2.2.3., indebærer ændringerne af

Schengengrænsekodeksen i medfør af forordning (EU) 2017/2225 bl.a., at

Schengengrænsekodeksens artikel 11 om stempling af pas ændres således, at

såfremt der er udtrykkelig hjemmel hertil i national ret, kan en medlemsstat

ved ind- og udrejse stemple en tredjelandsstatsborgers rejsedokument, hvis

pågældende er i besiddelse af opholdstilladelse eller visum til længerevarende

ophold, der er udstedt af den pågældende medlemsstat.

Ifølge udlændingelovens § 38, stk. 7, kan politiet foretage stempling af

udlændinges pas eller anden rejselegitimation ved ind- eller udrejse eller ved

afvisning eller udvisning.

Udlændingeloven

indeholder

således

den

ændrede

Schengengrænsekodeks nævnte nationale hjemmel til passtempling.

2.3. Schengeninformationssystemet (SIS)

2.3.1. Gældende ret

2.3.1.1.

Lov nr. 418 af 10. juni 1997 om Danmarks tiltrædelse af

Schengenkonventionen og senere ændringer

Side

102/169

UDKAST

Danmark undertegnede den 19. december 1996 en aftale om tiltrædelse af

Schengenkonventionen. Folketinget bemyndigede ved lov nr. 418 af 10. juni

1997 regeringen til at ratificere tiltrædelsesaftalen på Danmarks vegne (jf.

Folketingstidende 1996-97, forhandlingerne, sp. 5812, 7580 og 8283, tillæg

A, sp. 4694 og 4755, tillæg B, sp. 1057 og 1346, og tillæg C, sp. 764).

Ratifikationen fandt herefter sted den 23. september 1997.

Udover at bemyndige regeringen til at ratificere den danske tiltrædelsesaftale

indeholder loven bestemmelser, der vedrører gennemførelsen af

konventionen i dansk ret, herunder bestemmelserne om SIS.

Tiltrædelsesloven er siden ændret ved lov nr. 227 af 2. april 2003 om ændring

af reglerne om grænseoverskridende observation, lov nr. 448 af 9. juni 2004

om indførelse af nye funktioner i SIS, herunder i forbindelse med

terrorismebekæmpelse, og lov nr. 521 af 6. juni 2007 om gennemførelse af

rådsafgørelse og forordning om oprettelse, drift og brug af anden generation

af SIS (SIS II).

2.3.1.2.

Særligt om Schengenkonventionens bestemmelser om SIS

Som led i Schengensamarbejdet er der oprettet et fælles informationssystem

(SIS), der ved hjælp af elektronisk søgning giver de kompetente myndigheder

adgang til elektronisk at indlæse og søge i indberetninger om personer og

genstande til brug for grænsekontrollen og for anden politi- og toldkontrol i

de enkelte lande samt for administrationen af udlændingelovgivningen. SIS

består af en national del i hver medlemsstat (N. SIS) og en central teknisk

støttefunktion (C. SIS), som er beliggende i Strasbourg, Frankrig.

Bestemmelserne vedrørende SIS fandtes i Schengenkonventionens afsnit IV

(artikel 92-119).

De nærmere bestemmelser om indberetning i SIS var fastsat i artikel 95-100.

Ifølge bestemmelserne kunne der ske indberetning af personer, der ønskedes

udleveret (artikel 95), uønskede udlændinge, der nægtedes indrejse (artikel

96), forsvundne personer eller personer, der af hensyn til deres egen sikkerhed

mv. midlertidigt burde tages i varetægt (artikel 97), vidner, personer, der var

indstævnet for en domstol som led i en straffesag på grund af handlinger, som

de retsforfølges for, eller personer, som skulle have forkyndt en strafferetlig

dom eller en tilsigelse til afsoning af frihedsstraf (artikel 98), personer og

motorkøretøjer med henblik på diskret overvågning eller målrettet kontrol

(artikel 99), og genstande, der var eftersøgt med henblik på beslaglæggelse,

eller som var bevismidler i en straffesag (artikel 100).

Schengenkonventionens artikel 101 indeholdt regler om, hvilke myndigheder

der havde adgang til oplysninger i SIS, mens artikel 102-118 indeholdt regler

om beskyttelse og sikring af oplysninger i SIS. Konventionens artikel 119

Side

103/169

UDKAST

indeholdt regler om fordeling af omkostningerne i forbindelse med etablering

og brug af SIS.

2.3.1.3.

Udbygning af reglerne om SIS

Ved forordning (EF) nr. 871/2004 af 29. april 2004 og Rådets afgørelse nr.

2005/211/RIA af 24. februar 2005 blev der indført visse nye funktioner i SIS,

bl.a. med henblik på terrorismebekæmpelse. Der blev således bl.a. etableret

udvidet adgang for udlændingemyndighederne til systemet samt adgang for

Europol og de nationale medlemmer af Eurojust til bestemte typer af

oplysninger i SIS (ved ændring af Schengenkonventionens artikel 101 og

indsættelse af artikel 101A og artikel 101B). Endvidere skete der bl.a. en

udvidelse af de kategorier af oplysninger, der kan indberettes (ved ændring af

artikel 99 og artikel 100), ligesom der blev indført en pligt til at registrere

hver enkelt overførsel af personoplysninger i den nationale del af SIS (ved

ændring af artikel 103).

Ved forordning (EF) nr. 1160/2005 af 6. juli 2005 blev der etableret adgang

til SIS for de tjenester i medlemsstaterne, der har ansvaret for udstedelse af

registreringsattester for motorkøretøjer, til bestemte typer af oplysninger i SIS

(ved indsættelse af artikel 102A).

Da Schengen-reglerne ved Amsterdam-traktatens ikrafttræden den 1. maj

1999 blev integreret i EU, blev der ikke taget stilling til retsgrundlaget for

Schengenkonventionens

bestemmelser

vedrørende

Schengen-

informationssystemet. Disse bestemmelser betragtes derfor som retsakter

baseret på afsnit VI i Traktaten om Den Europæiske Union (TEU), jf. artikel

2, stk. 1, sidste punktum, i Protokollen om integrationen af Schengen-reglerne

i Den Europæiske Union (Schengen-protokollen), der ved Amsterdam-

traktaten er knyttet som bilag til TEU og Traktaten om oprettelse af Det

Europæiske Fællesskab (TEF).

Det følger imidlertid af artikel 5 i Schengen-protokollen, at forslag og

initiativer til udbygning af Schengen-reglerne er underlagt de relevante

traktatbestemmelser. Dette gælder, selvom Rådet ikke har fastsat

retsgrundlaget for de Schengen-regler, der udbygges. Betydningen heraf er,

at nye forslag og initiativer til retsakter til udbygning af Schengen-reglerne

skal fremsættes med hjemmel i de relevante traktatbestemmelser, herunder de

relevante hjemmelsbestemmelser der måtte findes i TEF afsnit IV (visum,

asyl og indvandring mv.)

–

hvilket gælder, uanset at de oprindelige

bestemmelser i Schengenkonventionen betragtes som retsakter baseret på

TEU afsnit VI (strafferet og politisamarbejde).

I overensstemmelse hermed fremlagde Kommissionen i maj 2005 forslag til

tre retsakter, der tilsammen skulle udgøre retsgrundlaget for den anden

generation af SIS (SIS II). Der var tale om et forslag til en rådsforordning

med hjemmel i TEF afsnit IV (visum, asyl og indvandring mv.), et forslag til

Side

104/169

UDKAST

en rådsafgørelse med hjemmel i TEU afsnit VI (strafferet og

politisamarbejde) og et forslag til en rådsforordning med hjemmel i TEF

afsnit V (fælles transportpolitik).

Ved forordning (EF) nr. 1987/2006 af 20. december 2006, forordning (EF)

nr. 1986/2006 af 20. december 2006 og Rådets afgørelse 2007/533/RIA af 12.

juni 2007 blev retsgrundlaget for den anden generation af SIS (SIS II)

vedtaget.

Baggrunden for etableringen af SIS II var navnlig, at det eksisterende SIS

ansås for teknisk forældet, og at det bl.a. ikke ansås for at have den kapacitet,

som krævedes for at imødekomme fremtidige behov for yderligere

intensivering af det europæiske politisamarbejde, herunder i forbindelse med

optagelse af nye EU-medlemsstater.

Etableringen af SIS II var i meget vid udstrækning baseret på det eksisterende

system. Det vil sige, at der i SIS II kunne optages og indlæses de samme

former for indberetninger og oplysninger, ligesom der var adgang for de

samme myndigheder ud fra samme formålsbegrænsning som hidtil.

På nogle punkter betød indførelsen af SIS II dog ændringer i de gældende

regler for anvendelsen af og sikkerheden omkring SIS. Det drejede sig bl.a.

om ændringer af de tekniske og strukturelle rammer for SIS, sådan at der blev

åbnet for direkte søgninger i den centrale SIS II-database frem for i en

national kopi af databasen (artikel 27 i forordning (EF) nr. 1987/2006 og

rådsafgørelsens artikel 40). Ansvaret for den operationelle forvaltning, der på

daværende tidspunkt blev varetaget af én medlemsstat (Frankrig), skulle på

sigt placeres hos en særlig forvaltningsmyndighed, hvilket skete med

oprettelsen af eu-LISA (forordningens og rådsafgørelsens artikel 15).

Herudover blev der med SIS II indført nye funktioner i det eksisterende SIS,

herunder mulighed for at indlæse fotografier og fingeraftryk i SIS II

(forordningens og rådsafgørelsens artikel 20, stk. 2, litra e og f). Der blev

ligeledes fastsat nye krav vedrørende visse minimumsoplysninger til en

indberetning, herunder krav om oplysning om den pågældende persons navn,

køn, en henvisning til den afgørelse, der ligger til grund for indberetningen,

samt oplysninger om forholdsregler, der skal tages i anledning af

indberetningen (forordningens og rådsafgørelsens artikel 23).

Med etableringen af SIS II blev der endvidere åbnet for at sammenkoble

forskellige typer af indberetninger med henblik på, at de kompetente

nationale myndigheder bliver opmærksomme på, at den pågældende er

indberettet i systemet til flere formål (forordningens artikel 37 og

rådsafgørelsens artikel 52). Herudover blev der skabt mulighed for at indlæse

en kopi af en europæisk arrestordre i SIS II (rådsafgørelsens artikel 27), og

der blev fastsat regler om, at der

–

efter nærmere angivne betingelser

–

skulle

ske indberetning af oplysninger i SIS II om tredjelandsstatsborgere, som var

Side

105/169

UDKAST

omfattet af et indrejseforbud, og som derfor skulle nægtes indrejse eller

ophold på Schengenområdet (forordningens artikel 24).

2.3.1.4.

Udlændingeloven

2.3.1.4.1.

Generelt

SIS er reguleret i bl.a. udlændingeloven, udlændingebekendtgørelsen og

visumbekendtgørelsen.

Det fremgår af udlændingeloven, at en udlænding kan afvises ved indrejsen

fra et land, der ikke er tilsluttet Schengenkonventionen, at der ikke kan gives

opholdstilladelse, og at en opholdstilladelse altid kan inddrages, hvis en

udlænding er indberettet i SIS, jf. § 28, stk. 1, nr. 6, § 10, stk. 2, nr. 4, og §

19, stk. 4. Det følger af visumbekendtgørelsens § 8, stk. 2, nr. 6, at der

meddeles afslag på en ansøgning om Schengenvisum, hvis udlændingen er

indberettet i SIS, og det følger af udlændingebekendtgørelsens § 11, stk. 5,

nr. 4, at der ikke kan ske indrejse til Danmark fra et land uden for

Schengenområdet, hvis udlændingen er indberettet i SIS.

I udlændingelovens § 2 a, stk. 8 og 9, om SIS, er der henvist til den gældende

SIS II-forordning (nr. 1987/2006).

2.3.1.4.2.

Fingeraftryk, håndfladeaftryk, fotografier og ansigtsbilleder i

SIS

Udlændingelovens §§ 40 a og 40 b regulerer optagelse af fingeraftryk og

personfotografier, registrering af fingeraftryk og personfotografier i et edb-

bestemmelser i retsplejeloven samt en række andre forhold. Efter

udlændingelovens § 40 a, stk. 2, nr. 5, og § 40 b, stk. 2, nr. 4, kan der optages

fingeraftryk og personfotografi af en udlænding, der er omfattet af

udlændingelovens § 58 g, dvs. en udlænding, som indberettes i SIS.

2.3.1.4.3.

Indførelse af obligatorisk SIS-indberetning

Det følger af udlændingelovens § 58 g, stk. 1, at Rigspolitichefen i en række

oplistede tilfælde indberetter en udlænding, der ikke er statsborger i et

Schengenland eller et land, der er tilsluttet Den Europæiske Union, som

uønsket i SIS. Bestemmelsen omfatter bl.a. udviste tredjelandsstatsborgere

eller tredjelandsstatsborgere, der har fået afslag på en ansøgning om

opholdstilladelse efter udlændingelovens § 10, stk. 1 eller 2, nr. 1 eller 2, eller

som har fået inddraget en opholdstilladelse i medfør af lovens § 19, stk. 2, nr.

2 eller 3.

Det følger af de almindelige bemærkninger, at udlændingelovens § 58 g, stk.

1, er baseret på Schengenkonventionens artikel 96, der indebærer en

Side

106/169

UDKAST

skønsmæssig forpligtelse for medlemsstaterne til at foretage SIS-

indberetninger, og at udlændingelovens § 58 g, stk. 1, udmønter denne

skønsmæssige indberetningspligt, jf. Folketingstidende 2008-09, tillæg A,

L11 som fremsat, side 154. Denne indberetningspligt er videreført i SIS II-

forordningens artikel 24.

Det følger af udlændingelovens § 58 g, stk. 2, at rigspolitichefen kan

indberette en tredjelandsstatsborger som uønsket i SIS, hvis

tredjelandsstatsborgeren er omfattet af restriktive foranstaltninger i form af

begrænsninger med hensyn til indrejse og gennemrejse besluttet af FN eller

EU. Det fremgår af de almindelige bemærkninger, at denne bestemmelse er

baseret på artikel 26 i SIS II-forordningen, og at bestemmelsen skaber en

forpligtelse til, at der i disse tilfælde sker SIS-indberetning, jf.

Folketingstidende 2008-09, tillæg A, L11 som fremsat, side 157.

2.3.1.4.4.

Konsultationsprocedure

Schengenkonventionens artikel 25 foreskriver en obligatorisk

konsultationsprocedure, hvor en medlemsstat har foretaget eller påtænker at

foretage SIS-indberetning, mens en anden medlemsstat har tildelt eller

påtænker at tildele samme tredjelandsstatsborger et gyldigt opholdsgrundlag.

Det følger således af udlændingelovens § 58 h, at Udlændingestyrelsen og

Styrelsen for International Rekruttering og Integration forestår konsultationer

med myndighederne i et andet Schengenland i medfør af

Schengenkonventionens artikel 25, som regulerer konsultationsproceduren,

og at Rigspolitichefen sletter den pågældende i SIS, hvis

Udlændingestyrelsen eller Styrelsen for International Rekruttering og

Integration efter konsultationen finder, at SIS-indberetningen bør slettes.

2.3.1.4.5.

Indberetning af tilbagesendelsesafgørelser i SIS

Det følger af udlændingelovens § 30, stk. 1, at en udlænding, der efter

reglerne i kapitlerne 1 og 3-5 a ikke har ret til at opholde sig her i landet, skal

udrejse af landet. Såfremt udlændingen ikke udrejser frivilligt, drager politiet

omsorg for udrejsen, jf. § 30, stk. 2.

Det følger af udlændingelovens § 33, stk. 1, at en afgørelse eller beslutning,

hvorved det meddeles en udlænding, at vedkommende i medfør af reglerne i

lovens kapitel 1 og 3-4 a ikke har ret til at opholde sig i landet, skal indeholde

en frist for udrejse. Udrejsefristen fastsættes typisk til 7 dage, men i

påtrængende tilfælde fastsættes udrejsefristen altid til straks, jf.

udlændingelovens § 33, stk. 2, 3. og 4. pkt.

Såfremt udlændingen er statsborger i et andet nordisk land og har haft bopæl

her i landet, hvis udlændingen er omfattet af de regler, der er nævnt i

udlændingelovens § 2, stk. 4 (EU-reglerne), eller hvis udlændingen hidtil har

Side

107/169

UDKAST

haft opholdstilladelse, fastsættes udrejsefristen til 1 måned, jf.

udlændingelovens § 33, stk. 2, 1. pkt. I afgørelser om afslag på ansøgning om

opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 b og § 9 c, stk. 3, nr. 2, fastsættes

udrejsefristen til 15 dage, jf. lovens § 33, stk. 2, 2. pkt.

En udrejsefrist kan fastsættes til et senere tidspunkt eller forlænges, hvis

særlige grunde, herunder opholdets varighed, hensynet til skolesøgende børn

eller anden familiemæssig og social tilknytning, taler herfor, jf.

udlændingelovens § 33, stk. 4, 1. pkt.

2.3.1.5.

Tilsynsmyndighed

Det følger af artikel 44, stk. 1, i forordning nr. 1986/2006 og artikel 60, stk.

1, i Rådets afgørelse 2007/533/RIA, at en myndighed (”den

nationale

tilsynsmyndighed”) uafhængigt overvåger lovligheden af behandlingen af

SIS II-personoplysninger på deres område og overførslen heraf fra deres

område, samt udveksling og yderligere behandling af supplerende

oplysninger.

I Danmark er Datatilsynet udpeget som tilsynsmyndighed i forhold til

behandling af personoplysninger i den danske del af Schengen-

informationssystemet.

2.3.2. SIS-forordningerne

2.3.2.1.

SIS-forordningernes indhold og opbygning

Med de tre SIS-forordninger effektiviseres og udvides brugen af SIS.

Retshåndhævelses- og grænseforvaltningsforordningen tager i vid

udstrækning udgangspunkt i det gældende retsgrundlag for SIS II. I

forordningerne fastsættes hovedsageligt betingelser og procedurer for

indlæsning og behandling af indberetninger i SIS. Herudover fastsættes

bestemmelser vedrørende bl.a. den tekniske opbygning af SIS,

databeskyttelse og adgangen til SIS. En række generelle bestemmelser går

igen i begge forordninger. Disse beskrives samlet i pkt. 2.3.2.2. nedenfor.

Tilbagesendelsesforordningen indeholder udelukkende nye bestemmelser om

brugen af SIS i forbindelse med tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere

med ulovligt ophold.

I det følgende gennemgås SIS-forordningernes opbygning og bestemmelser i

det væsentligste. Bestemmelser af rent teknisk karakter gennemgås ikke.

2.3.2.2.

Fælles bestemmelser i retshåndhævelsesforordningen

grænseforvaltningsforordningen

2.3.2.2.1.

Side

108/169

Generelle bestemmelser (forordningernes kapitel I)

UDKAST

I forordningernes artikel 1 fastsættes, at formålet med SIS er at sikre et højt

sikkerhedsniveau i EU, herunder at opretholde den offentlige sikkerhed og

den offentlige orden samt beskytte sikkerheden på medlemsstaternes område

ved hjælp af oplysningerne i systemet.

Herudover følger det af forordningernes artikel 2, at forordningerne fastsætter

betingelser og procedurer for indlæsning og behandling af indberetninger i

SIS og for udveksling af supplerende og uddybende oplysninger.

Forordningerne indeholder

endvidere regler for SIS’ tekniske arkitektur,

regler om ansvar mv.

I forordningernes artikel 3 fastlægges en række definitioner, som i vid

udstrækning er identiske med dem, der eksisterer i det gældende retsgrundlag.

I forordningernes artikel 4 fastlægges den tekniske opbygning af SIS. SIS

består af et centralt system (”det centrale SIS”), et nationalt system (”N.SIS”),

mindst

én

national

eller

delt

N.SIS-backup

kommunikationsinfrastruktur

(”kommunikationsinfrastrukturen”).

Det centrale SIS består

af en teknisk støttefunktion (”CS-SIS”), som

indeholder bl.a. selve SIS-databasen, og en ensartet national grænseflade

(”NI-SIS”). Det centrale SIS drives af eu-LISA.

Det centrale SIS skal stille de tjenester til rådighed, som er nødvendige for

indlæsning af oplysninger og søgninger i SIS-databasen. Herudover sørger

det centrale SIS for onlineopdateringer af de nationale kopier samt

synkronisering og sammenhæng mellem de nationale kopier og SIS-

databasen.

N.SIS i hver enkelt medlemsstat består af nationale datasystemer, der

kommunikerer med det centrale SIS. SIS-oplysninger indlæses, ajourføres,

slettes og søges via de forskellige N.SIS.

Det følger af forordningernes artikel 5, at udgifterne i forbindelse med drift,

vedligeholdelse og videreudvikling af det centrale SIS og

kommunikationsinfrastrukturen afholdes over EU�½s budget som hidtil. For så

vidt angår udgifterne til oprettelse, drift, vedligeholdelse og videreudvikling

af de enkelte nationale systemer dækkes disse fortsat af medlemsstaterne selv.

2.3.2.2.2.

Medlemsstaternes ansvar (forordningernes kapitel II)

Efter forordningernes artikel 6 er hver enkelt medlemsstat, ligesom i dag, selv

ansvarlig for at oprette, drive, vedligeholde og videreudvikle sin N.SIS samt

forbinde denne med den ensartede nationale grænseflade. Medlemsstaten er

desuden ansvarlig for at sikre uafbrudt tilgængelighed af SIS-oplysningerne

for slutbrugerne.

Side

109/169

UDKAST

I medfør af forordningernes artikel 7 skal medlemsstaterne som i dag udpege

en myndighed (N.SIS-kontoret), der har det overordnede ansvar for dets

N.SIS.

Ved søgning i SIS kan der efter omstændighederne opstå behov for at

indhente yderligere oplysninger. Hvis Danmark f.eks. har foretaget en

indberetning i SIS med henblik på eftersøgning af en person, der ønskes

udleveret til retsforfølgning her i landet, vil det Schengenland, hvori den

eftersøgte person antræffes, efter omstændighederne kunne have behov for

yderligere oplysninger om den pågældende for at kunne behandle sagen om

udlevering til Danmark.

På den baggrund er der i hvert enkelt Schengenland i tilknytning til den

nationale del af SIS etableret et såkaldt SIRENE-kontor, som står for

udvekslingen af supplerende oplysninger, som er nødvendige i forbindelse

med indberetninger.

Det skrives som noget nyt ind i forordningerne, at SIRENE-kontoret skal

sikre udvekslingen og tilgængeligheden af supplerende oplysninger samt

kontrollere kvaliteten af de oplysninger, der læses ind i SIS. Endvidere skal

SIRENE-kontoret dels være operationelt 24 timer i døgnet 7 dage om ugen,

dels gøre det lettere at foretage de påkrævede handlinger, når den pågældende

person eller genstand lokaliseres efter et hit. Dette var tidligere alene reguleret

i den såkaldte SIRENE-håndbog.

Medlemsstaternes udveksling af supplerende oplysninger sker i dag i henhold

til SIRENE-håndbogen, der indeholder detaljerede bestemmelser herom.

Det følger af forordningernes artikel 8, at supplerende oplysninger skal

udveksles ved hjælp af kommunikationsinfrastrukturen og i

overensstemmelse med SIRENE-håndbogen, hvis indhold fastsættes ved

gennemførelsesretsakter vedtaget af EU-Kommissionen. Som noget nyt

indføres der et krav om, at medlemsstaterne skal sikre de nødvendige

ressourcer for at sikre uafbrudt tilgængelighed og rettidig og effektiv

udveksling af supplerende oplysninger. Supplerende oplysninger må alene

anvendes til det formål, hvortil de blev videregivet. Den maksimale tidsfrist

på 12 timer for SIRENE-kontorets besvarelse af anmodninger om

supplerende oplysninger, som er reguleret i SIRENE-håndbogen, indsættes

som noget nyt i forordningerne, ligesom der fastsættes et krav om, at

SIRENE-kontoret handler omgående i tilfælde af indberetninger vedrørende

terrorhandlinger, eftersøgte personer, der begæres anholdt med henblik på

overgivelse eller udlevering, og i tilfælde af indberetninger vedrørende børn,

der er i fare for at blive bortført af en forælder, et familiemedlem eller en

værge, og som har behov for at blive forhindret i at rejse.

Medlemsstaterne har allerede i dag ansvaret for at sikre kompatibilitet mellem

deres respektive nationale dele og den centrale, tekniske støttefunktion. Dette

Side

110/169

UDKAST

videreføres efter forordningernes artikel 9, som fastsætter, at

medlemsstaterne ved oprettelsen af deres nationale system skal overholde de

fælles standarder, protokoller og tekniske procedurer, der er fastsat med

henblik på at sikre, at der er kompatibilitet mellem den nationale del og det

centrale SIS.

Herudover skal de medlemsstater, der anvender en national kopi, sikre, at de

oplysninger, som er lagret i den nationale kopi, er identiske med SIS-

databasen, samt at en søgning i den nationale kopi giver et søgeresultat, der

svarer til det resultat, en søgning direkte i SIS-databasen ville give.

Bestemmelsen stiller alene krav til resultatet af en søgning og indebærer

således ikke, at medlemsstaterne skal anvende identiske søgekriterier. Som

noget nyt fastsættes, at slutbrugerne skal modtage alt data, som er nødvendig

for, at de kan varetage deres opgave.

Det gældende retsgrundlag for SIS indeholder bestemmelser om, hvilke

foranstaltninger medlemsstaterne skal træffe for at beskytte oplysninger i

deres nationale dele af SIS. De gældende krav til datasikkerheden videreføres

og udbygges i forordningernes artikel 10, hvoraf det følger, at hver

medlemsstat træffer de nødvendige foranstaltninger i relation til sin N.SIS

med henblik på at sikre sikkerhed omkring SIS og oplysningerne heri. Disse

foranstaltninger omfatter vedtagelse af en sikkerhedsplan, en

diskontinuitetsplan og en katastrofeberedskabsplan med henblik på fysisk

beskyttelse af oplysningerne, kontrol med fysisk adgang til anlæggene,

kontrol med datamedier, kontrol med lagring, brugerkontrol, kontrol med

dataindlæsning, adgangskontrol i forhold til forskellige kategorier af

oplysninger, udarbejdelse af personaleprofiler for personer med afgang til

systemet, kontrol med videregivelse, efterfølgende kontrol med indlæsning,

kontrol med overførsel af oplysninger og kontrol med egne

sikkerhedsforanstaltninger. Det følger af artikel 10, stk. 2, at tilsvarende

foranstaltninger skal træffes for så vidt angår udveksling af supplerende

oplysninger.

I de nye forordninger gælder en pligt til at forebygge uautoriseret

databehandling i SIS, herunder uautoriseret ændring eller sletning af SIS-

data, en pligt til at sikre, at det installerede system kan genoprettes i tilfælde

af afbrydelse, og en pligt til at sikre, at SIS fungerer korrekt, at fejl anmeldes,

og at persondata lagret i SIS ikke kan misbruges som følge af fejl i systemet.

Forordningerne indeholder ligesom det gældende retsgrundlag udtrykkelige

regler om fortrolighed i medlemsstaterne. Efter forordningernes artikel 11

skal medlemsstaterne således pålægge alle personer og organer, der skal

arbejde med oplysninger fra SIS eller med supplerende oplysninger,

tavshedspligt i overensstemmelse med national lovgivning. Denne pligt

gælder også efter, at de pågældende personer er fratrådt deres stilling, eller

efter at de pågældende organers virksomhed er ophørt.

Side

111/169

UDKAST

Som noget nyt tilføjes det, at hvis en medlemsstat samarbejder med eksterne

samarbejdspartnere, skal dennes aktiviteter overvåges tæt af medlemsstaten

med henblik på at sikre samarbejdspartnerens overholdelse af alle

forordningernes bestemmelser. Endelig er der som noget nyt indsat en

bestemmelse om, at driften af N.SIS eller tekniske kopier heraf ikke må

overlades til private virksomheder eller organisationer.

Af forordningernes artikel 12 følger det, at medlemsstaterne skal opbevare

logfiler på nationalt plan, således at hver adgang til og alle udvekslinger af

personoplysninger registreres med henblik på kontrol af, om søgningen var

lovlig, om databehandlingen var lovlig, udøve egenkontrol og sikre N.SIS

korrekte funktion samt dataintegritet og datasikkerhed. Logfilerne skal

indeholde indberetningernes hidtidige forløb, dato og tidspunkt for

databehandlingen, de oplysninger og den type af oplysninger, der er anvendt

til søgningen, en henvisning til de oplysninger, der er behandlet, samt de

individuelle og entydige brugeridentifikatorer for både den kompetente

myndighed og den person, der behandler oplysningerne. Logfilerne skal

slettes tre år efter deres oprettelse. Logfiler, som indeholder

indberetningernes hidtidige forløb, slettes tre år efter, at indberetningerne er

slettet. Logfilerne kan opbevares i en længere periode, hvis der er brug for

dem i forbindelse med kontrolprocedurer, der allerede er indledt.

Som hidtil skal medlemsstaterne i medfør af forordningernes artikel 13 sikre,

at myndigheder med adgangsret til SIS-oplysninger overholder

forordningerne og samarbejder med tilsynsmyndigheden.

Efter det gældende retsgrundlag skal personale, som skal behandle

oplysninger, der er lagret i SIS, forudgående uddannes i datasikkerhed og

reglerne om databeskyttelse samt orienteres om relevante lovovertrædelser og

sanktioner. Som noget nyt tilføjes bl.a., at medlemsstaterne skal have et

nationalt SIS-uddannelsesprogram, som skal indeholde uddannelse for

slutbrugere samt SIRENE-kontorets personale. Dertil skal der afholdes fælles

kurser, som organiseres på EU-niveau, mindst en gang om året for at styrke

samarbejdet mellem SIRENE-kontorerne.

2.3.2.2.3.

Forvaltningsmyndighedens ansvarsområder (forordningernes

kapitel III)

Forvaltningsmyndigheden, eu-LISA, får med forordningerne en række nye

opgaver, bl.a. forbundet med SIRENE-kontorerne, herunder koordination,

styring af og støtte til testaktiviteter, samt vedligeholdelse og opdateringer af

tekniske specifikationer vedrørende udveksling af supplerende oplysninger.

Ligeledes får forvaltningsmyndigheden til opgave at udarbejde procedurer til

udførelse af kvalitetskontrol af data i SIS samt at forestå uddannelse i den

tekniske anvendelse af SIS.

2.3.2.2.4.

Side

112/169

Informationskampagner (forordningernes kapitel IV)

UDKAST

Det fastholdes i de nye forordninger, at der ved idriftsættelsen af det nye

system gennemføres en oplysningskampagne i samarbejde mellem EU-

Kommissionen, de nationale tilsynsmyndigheder og den Europæiske

Tilsynsførende for Databeskyttelse med henblik på at oplyse offentligheden

om formålene med SIS, de lagrede oplysninger, personers rettigheder mv.

Sådanne kampagner skal gentages regelmæssigt.

2.3.2.2.5.

Ret til adgang til og opbevaring af

(retshåndhævelsesforordningens

kapitel

grænseforvaltningsforordningens kapitel VII)

2.3.2.2.5.1. Adgang til SIS

Det følger af det nugældende retsgrundlag, at adgang til oplysninger i SIS

samt ret til direkte søgning i oplysningerne er forbeholdt myndigheder med

ansvar for grænsekontrol samt myndigheder med ansvar for anden politi- og

toldkontrol i landet. Endvidere har nationale judicielle myndigheder,

herunder myndigheder med ansvar for indledning af offentlig retsforfølgning

i straffesager og retslig efterforskning inden tiltale, adgang til oplysninger i

SIS i forbindelse med varetagelsen af deres opgaver.

Det videreføres desuden i de nye forordninger, at også nationale kompetente

myndigheder med ansvar for at forebygge, opdage, efterforske og retsforfølge

terrorhandlinger eller andre alvorlige strafbare handlinger i den berørte

medlemsstat har adgang til oplysninger i SIS, forudsat at

retshåndhævelsesdirektivet finder anvendelse.

Herudover får nationale kompetente myndigheder med ansvar for at

undersøge betingelserne for og træffe afgørelser vedrørende

tredjelandsstatsborgeres indrejse og ophold på medlemsstaternes område,

herunder vedrørende opholdstilladelser og D-viseringer til længerevarende

ophold og tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere samt kontrol af

tredjelandsstatsborgere, som ulovligt indrejser eller opholder sig på

medlemsstatens territorium, eller som søger om international beskyttelse,

adgang til oplysninger i SIS.

Endvidere får også myndigheder med ansvar for at vurdere ansøgninger om

naturalisering samt myndigheder, der undersøger og træffer afgørelse

vedrørende ansøgninger om visum i medfør af visumkodeksen, adgang til

oplysninger i SIS.

Myndigheder, der er ansvarlige for registreringen af skibe, luftfartøjer og

skydevåben, får tillige adgang til SIS, ligesom det allerede er tilfældet for

myndigheder, der indregistrerer køretøjer. Direkte adgang til søgning i

oplysninger i SIS er dog forbeholdt statslige tjenester, som er ansvarlige for

registrering af de pågældende skibe, luftfartøjer og skydevåben.

Side

113/169

indberetninger

XIII

UDKAST

Efter det gældende retsgrundlag har Europol inden for rammerne af sit

mandat adgang til at foretage direkte søgninger i indberetninger i SIS

vedrørende personer, der er begæret anholdt med henblik på overgivelse eller

udlevering, i indberetninger om diskret eller målrettet kontrol og i

indberetninger om genstande med henblik på beslaglæggelse mv. Hvis en

søgning foretaget af Europol viser, at der findes en indberetning i SIS,

underretter Europol den indberettende medlemsstat.

Brug af oplysninger, som er tilvejebragt gennem en søgning i SIS, kan kun

finde sted med den pågældende medlemsstats samtykke. Europol kan således

kun meddele tredjelande eller eksterne organisationer sådanne oplysninger

med den pågældende medlemsstats samtykke.

Med de nye forordninger får Europol adgang til også at foretage søgninger

vedrørende de øvrige indberetningskategorier samt til at udveksle og

efterspørge supplerende oplysninger.

Hvis den indberettende medlemsstat samtykker, må Europol behandle de

supplerende oplysninger, som modtages fra medlemsstaten, med henblik på

at sammenligne med egne databaser.

Der er endvidere tilføjet en bestemmelse i forordningerne om, at

medlemsstater skal informere Europol via udveksling af supplerende

oplysninger om hits vedrørende indberetninger relateret til terrorhandlinger,

medmindre dette ville kompromittere en igangværende efterforskning,

sikkerheden for et individ eller strider imod grundlæggende

sikkerhedsinteresser i den indberettende medlemsstat.

Med de nye forordninger udvides ligeledes adgangen for Eurojust til også at

omfatte indberetninger efter retshåndhævelsesforordningens artikel 40

(indberetninger om ukendte eftersøgte personer med henblik på identifikation

i overensstemmelse med national ret).

Endelig får medlemmerne af de europæiske grænse- og kystvagthold, holdene

af medarbejdere, der er involveret i tilbagesendelsesrelaterede opgaver, og

medlemmerne af migrationsstyringsstøtteholdene ret til at tilgå og søge i

oplysninger, der er indlæst i SIS, inden for deres mandat.

Hvis en søgning viser, at der findes en indberetning i SIS, underrettes den

indberettende medlemsstat herom.

Alle myndigheder, herunder Europol, de nationale medlemmer af Eurojust og

de personer, der bistår dem, samt Frontex, har kun adgang til de oplysninger,

der er nødvendige for varetagelsen af deres opgaver.

2.3.2.2.5.2. Opbevaring af indberetninger

Side

114/169

UDKAST

Efter det gældende retsgrundlag opbevares indberetninger om både personer

og genstande, så længe de er nødvendige for at opnå deres mål. Denne regel

videreføres i det nye retsgrundlag.

Efter de gældende regler skal medlemsstaterne 3 år efter at have foretaget en

indberetning om en person vurdere behovet for fortsat opbevaring. For visse

indberetninger gælder dog en 1-års frist. Det samme gør sig gældende for

indberetninger om genstande. Her er fristen dog 5 år for visse genstande og

10 år for andre genstande. Inden for fristen kan medlemsstaterne registrere en

beslutning om fortsat opbevaring, hvis det er nødvendigt af hensyn til

formålet med indberetningen. Registreres en sådan beslutning ikke, slettes

indberetningen automatisk efter fristens udløb.

I det nye retsgrundlag følger det af retshåndhævelsesforordningens artikel 53,

stk. 2, at indberetninger om personer i henhold til forordningens artikel 26 og

32, stk. 1, litra a og b (personer, der begæres anholdt med henblik på

overgivelse eller udlevering, samt savnede personer) kan opbevares i 5 år. Det

følger endvidere af forordningens artikel 53, stk. 3, at indberetninger om

personer i henhold til forordningens artikel 34 og 40 (personer, der eftersøges

med henblik på at yde bistand i forbindelse med retsforfølgning, og ukendte

eftersøgte personer) kan opbevares i 3 år. Endeligt følger det af forordningens

artikel 53, stk. 4, at indberetninger om personer i henhold til forordningens

artikel 32, stk. 1, litra c, d og e, og artikel 36 (børn i risiko for bortførelse,

børn og sårbare voksne personer, som bør forhindres i at rejse, samt

indberetninger med henblik på målrettet, undersøgelses- eller diskret kontrol)

kan opbevares i 1 år.

Indberetninger om personer i henhold til grænseforvaltningsforordningens

kapitel V (indberetninger om nægtelse af indrejse og ophold) kan i medfør af

forordningens artikel 39 opbevares i 3 år og maksimalt 5 år, hvis den nationale

afgørelse, som ligger til grund for indberetningen, kræver det.

Det følger af retshåndhævelsesforordningens artikel 54, at indberetninger om

genstande i henhold til retshåndhævelsesforordningens artikel 36 og 38

(indberetninger med henblik på målrettet, undersøgelses- eller diskret kontrol

samt genstande, der skal beslaglægges eller anvendes som bevismidler i

straffesager) kan opbevares i 10 år, mens indberetninger om genstande i

henhold til artikel 26, 32, 34 og 36, som er tilknyttet en indberetning om en

person, kan opbevares i samme periode som indberetningen vedrørende

personen, jf. ovenfor.

Inden for den maksimale opbevaringsperiode skal medlemsstaten evaluere

behovet for at bevare indberetningen. En indberetning kan efter en samlet

individuel vurdering bevares længere, hvis dette er nødvendigt og

proportionalt i forhold til dens formål. Medlemsstaterne kan også altid

fastsætte kortere opbevaringsfrister.

Side

115/169

UDKAST

2.3.2.2.6.

Sletning af indberetninger (retshåndhævelsesforordningens

kapitel XIV og grænseforvaltningsforordningens artikel 40)

I de nye forordninger indføres nye sletteregler i SIS, som er specifikke for

hver type indberetning.

2.3.2.2.6.1. Sletteregler i retshåndhævelsesforordningen

Slettereglerne for indberetninger i medfør af retshåndhævelsesforordningen

følger af forordningens artikel 55.

Indberetninger vedrørende personer, der begæres anholdt med henblik på

overgivelse eller udlevering i medfør af forordningens artikel 26, skal slettes,

når personen er blevet overgivet eller udleveret til de kompetente

myndigheder i den indberettende medlemsstat. De skal også slettes, hvis den

kompetente retslige myndighed ifølge national lovgivning har tilbagekaldt

den retsafgørelse, som var grundlaget for indberetningen.

Indberetninger om savnede børn og børn, der er i fare for at blive bortført,

skal slettes, hvis sagen er løst, f.eks. hvis barnet er fundet, eller hvis de

kompetente myndigheder i den fuldbyrdende medlemsstat har truffet

afgørelse om, hvem der skal tage vare på barnet, hvis indberetningen er

udløbet, eller hvis den kompetente myndighed i den indberettende

medlemsstat har truffet afgørelse herom.

Indberetninger om savnede voksne og sårbare personer skal slettes, når den

nødvendige handling er foretaget, når indberetningen er udløbet, eller når den

kompetente myndighed i den indberettende medlemsstat har truffet afgørelse

herom.

Indberetninger vedrørende personer, der er eftersøgte med henblik på

retsforfølgelse, skal slettes, når den kompetente myndighed i den

indberettende medlemsstat er blevet underrettet om personens opholdssted,

når indberetningen er udløbet, eller når den kompetente myndighed i den

indberettende medlemsstat har truffet afgørelse herom.

Indberetninger vedrørende diskret kontrol, undersøgelseskontrol eller

målrettet kontrol skal slettes, når indberetningen er udløbet, eller når den

kompetente myndighed i den indberettende medlemsstat har truffet afgørelse

herom.

Indberetninger vedrørende genstande, der skal beslaglægges eller anvendes

som bevismidler, skal slettes, når genstanden er blevet beslaglagt, eller når

der er truffet en tilsvarende foranstaltning efter, at den nødvendige opfølgning

af udvekslingen af supplerende oplysninger mellem SIRENE-kontorerne har

fundet sted, eller når genstanden indgår i en anden retslig eller administrativ

Side

116/169

UDKAST

procedure, når indberetningen er udløbet, eller når den kompetente

myndighed i den indberettende medlemsstat har truffet afgørelse herom.

Endvidere skal indberetninger om ukendte eftersøgte personer slettes, når

personen er blevet identificeret, når indberetningen er udløbet, eller når den

kompetente myndighed i den indberettende medlemsstat har truffet afgørelse

herom.

Endelig skal indberetninger om genstande knyttet til indberetninger om

personer slettes, når indberetningen om personen slettes.

2.3.2.2.6.2. Sletteregler i grænseforvaltningsforordningen

Det følger af grænseforvaltningsforordningens artikel 40, stk. 1, at

indberetninger om nægtelse af indrejse og ophold efter forordningens artikel

24 skal slettes, når den afgørelse, som lå til grund for at indlæse

indberetningen, er trukket tilbage eller annulleret af den kompetente

myndighed, eller på baggrund af konsultationsproceduren. Se nærmere om

konsultationsproceduren under pkt. 2.3.2.4.2.3.

Indberetninger om tredjelandsstatsborgere, som er underlagt restriktive

foranstaltninger med henblik på at forhindre indrejse eller gennemrejse på

medlemsstaternes territorium, skal slettes, når de restriktive foranstaltninger

er ophævet, annulleret eller suspenderet.

Indberetninger vedrørende personer, som har opnået statsborgerskab i en

medlemsstat eller en stat, hvis statsborgere nyder retten til fri bevægelighed i

henhold til EU-retten, skal slettes, når den indberettende medlemsstat bliver

opmærksom på, at personen har opnået et sådant statsborgerskab.

2.3.2.2.7.

Generelle

regler

for

behandling

(retshåndhævelsesforordningens

kapitel

grænseforvaltningsforordningens kapitel VIII)

oplysninger

Det fastholdes i de nye forordninger, at medlemsstater kun må behandle

oplysningerne i indberetninger til de formål, der er fastsat for hver kategori

af indberetning.

Den indberettende medlemsstat er ansvarlig for, at oplysninger er korrekte,

opdaterede og indlæst lovligt i SIS. Som noget nyt tilføjes det i

forordningerne, at en medlemsstat, som ikke er den indberettende

medlemsstat, skal overføre relevante nye eller ændrede oplysninger til den

indberettende medlemsstat gennem udveksling af supplerende oplysninger.

Den indberettende medlemsstat skal herefter tilrette indberetningen uden

ophold.

Side

117/169

UDKAST

Som noget nyt er der i forordningerne tilføjet en bestemmelse om

sikkerhedsrelaterede hændelser. Medlemsstaterne skal straks underrette EU-

Kommissionen, eu-LISA, den nationale tilsynsmyndighed samt Den

Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse om eventuelle

sikkerhedsrelaterede hændelser. Sikkerhedsrelaterede hændelser defineres

som enhver hændelse, der har eller kan have indvirkning på sikkerheden i

SIS, eller som kan forårsage beskadigelse på eller tab af SIS-oplysninger eller

supplerende oplysninger.

Hvis en sikkerhedsrelateret hændelse er forårsaget af misbrug af data, skal

medlemsstaterne eller EU-agenturerne sikre, at der pålægges sanktioner.

2.3.2.2.8.

Databeskyttelse (retshåndhævelsesforordningens kapitel XVI

og grænseforvaltningsforordningens kapitel IX)

I de nye forordninger fastsættes det, at forordning (EU) 2018/1725 (om

beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af

personoplysninger i Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer og

om fri udveksling af sådanne oplysninger mv.) finder anvendelse på eu-

LISAs, Frontexs og Eurojusts behandling af personoplysninger, og at

forordning 2016/794 om Den Europæiske Unions Agentur for

Retshåndhævelsessamarbejde (Europol) mv. finder anvendelse på Europols

behandling af personoplysninger.

Det fastsættes endvidere, at databeskyttelsesforordningen finder anvendelse

på de nationale kompetente myndigheders og tjenesters behandling af

oplysninger, når behandlingen ikke er omfattet af retshåndhævelsesdirektivet,

jf. nedenfor.

Yderligere fastsættes det, at retshåndhævelsesdirektivet finder anvendelse på

de kompetente nationale myndigheders behandling af personoplysninger, der

foretages med henblik på forebyggelse, opdagelse, efterforskning og

retsforfølgelse af strafbare handlinger eller fuldbyrdelse af strafferetlige

sanktioner, herunder beskyttelse mod og forebyggelse af trusler mod den

offentlige sikkerhed.

Retshåndhævelsesdirektivet er implementeret i dansk ret ved lov nr. 410 af

27. april 2017 om retshåndhævende myndigheders behandling af

personoplysninger (retshåndhævelsesloven), og finder anvendelse for

politiets, anklagemyndighedens, herunder den militære anklagemyndighed,

kriminalforsorgens, Den Uafhængige Politiklagemyndigheds og domstolenes

behandling af personoplysninger, når formålet med behandlingen er at

forebygge, efterforske, afsløre eller retsforfølge strafbare handlinger eller

fuldbyrde strafferetlige sanktioner, herunder for at beskytte mod eller

forebygge trusler mod den offentlige sikkerhed, jf. lovens § 1, stk. 1. Lovens

anvendelses område er således afgrænset til alene at omfattet de ovennævnte

myndigheders behandling til de opregnede formål.

Side

118/169

UDKAST

Hvis myndighederne, der er kompetente i henhold til retshåndhævelsesloven,

foretager behandlinger, der falder uden for lovens anvendelsesområde, vil

behandlingen i stedet være omfattet af databeskyttelsesforordningen.

Det fastholdes i lighed med det gældende retsgrundlag, at medlemsstaten er

ansvarlig for behandlingen af personoplysninger i relation til SIS, herunder at

sikre, at oplysningerne er korrekte, ajourførte og lovligt indlæst og lagret i

SIS.

Efter det gældende retsgrundlag har en person, hvorom der er registreret

oplysninger i SIS, ret til indsigt, berigtigelse af ukorrekte oplysninger og

sletning af ulovligt lagrede oplysninger. Udøvelsen af disse rettigheder er

undergivet lovgivningen i den medlemsstat, på hvis område retten gøres

gældende.

I den foreslåede ordningen sker der i vidt muligt omfang en videreførelse af

de gældende regler om ret til indsigt, berigtigelse af ukorrekte oplysninger og

sletning af ulovligt lagrede oplysninger med henvisning til reglerne om den

registreredes

rettigheder

databeskyttelsesforordningen

retshåndhævelsesdirektivet.

Det videreføres endvidere i forordningerne, at en medlemsstat ikke må

videregive oplysninger til den registrerede om en indberetning, den ikke selv

har foretaget, medmindre den forinden har givet den indberettende

medlemsstat lejlighed til at udtale sig herom.

Det videreføres i forordningerne, at en medlemsstat ikke må videregive

oplysninger til den registrerede om en indberetning, den ikke selv har

foretaget, medmindre den forinden har givet den indberettende medlemsstat

lejlighed til at udtale sig herom.

Den foreslåede ordning viderefører medlemsstaternes ret til at undlade at give

oplysninger til den registrerede, dog med en præcisering af, at dette kan

undlades, hvis det er nødvendigt og proportionalt i et demokratisk samfund

under hensyn til de grundlæggende rettigheder og legitime interesser for den

registrerede. Den registrerede skal orienteres skriftligt og uden unødigt

ophold om enhver nægtelse eller begrænsning i videregivelsen af oplysninger

til den pågældende.

I den foreslåede ordning skal medlemsstaten hurtigst muligt og under alle

omstændigheder

inden

for

fristen,

der

fastsat

databeskyttelsesforordningens artikel 12, stk. 3, besvare anmodninger om

udøvelse af de nævnte rettigheder.

Som hidtil skal medlemsstaterne i medfør af forordningerne sikre, at de

nationale tilsynsmyndigheder

–

der er udpeget og tildelt beføjelser i henhold

Side

119/169

UDKAST

til databeskyttelsesforordningen og retshåndhævelsesdirektivet

–

overvåger

behandlingen af personoplysninger på deres område samt fører tilsyn med

behandlingerne i N.SIS. Som noget nyt indeholder forordningerne et krav om,

at de nationale myndigheder skal foretage tilsyn minimum hvert fjerde år i

overensstemmelse med relevante internationale revisionsstandarder.

Desuden videreføres det, at enhver person, der er indberettet i SIS, kan

indbringe indberetningen for en domstol eller en anden kompetent myndighed

med påstand om rettelse eller sletning af oplysninger, aktindsigt eller

skadeserstatning. I sådanne tilfælde er medlemsstaterne gensidigt forpligtet

til at træffe endelige afgørelser.

2.3.2.2.9.

Erstatningsansvar

(retshåndhævelsesforordningens

kapitel

grænseforvaltningsforordningens kapitel X)

sanktioner

XVII

Det videreføres i de nye forordninger, at medlemsstaterne inden for rammerne

af databeskyttelsesforordningen og retshåndhævelsesdirektivet er ansvarlige

for enhver skade, der tilføjes en person i forbindelse med brugen af det

nationale system, herunder for skader forvoldt ved lagring af ukorrekte

oplysninger i SIS.

Erstatningskrav mod en medlemsstat for skade er underlagt denne

medlemsstats nationale ret.

Som noget nyt tilføjes, at medlemsstaterne ikke kun er erstatningsansvarlige

for skader forvoldt på personer, men også på andre medlemsstater. Endvidere

tilføjes det, at medlemsstaterne er erstatningsansvarlige for alle handlinger

foretaget i strid med forordningen.

For så vidt angår sanktioner, skal medlemsstaterne sikre, at al misbrug,

databehandling i SIS eller udveksling af supplerende oplysninger i strid med

forordningen straffes i overensstemmelse med national ret. Sanktionerne skal

være effektive, stå i et rimeligt forhold til overtrædelsen og have

afskrækkende virkning.

2.3.2.2.10.

Afsluttende bestemmelser (retshåndhævelsesforordningens

kapitel XVIII og grænseforvaltningsforordningens kapitel XI)

Det videreføres fra det gældende retsgrundlag, at eu-LISA årligt offentliggør

statistikker over antallet af registreringer pr. indberetningskategori, det årlige

antal hits pr. indberetningskategori, antallet af søgninger i SIS og antallet af

gange, hvor SIS er blevet brugt til at indlæse, ajourføre eller slette en

indberetning i alt og for hver medlemsstat. Som noget nyt skal eu-LISA

udarbejde de pågældende statistikker dagligt, månedligt og årligt.

Side

120/169

UDKAST

To år efter idriftsættelsen af SIS og derefter hvert andet år forelægger

agenturet Europa-Parlamentet og Rådet en rapport om det centrale SIS�½ og

kommunikationsinfrastrukturens tekniske funktion. Tre år efter

idriftsættelsen af SIS og derefter hvert fjerde år foretager EU-Kommissionen

en overordnet evaluering af det centrale SIS og udvekslingen af supplerende

oplysninger mellem medlemsstaterne.

Forordningerne træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den

Europæiske Unions Tidende. Senest den 28. december 2021 skal EU-

Kommissionen vedtage en dato for idriftsættelsen af SIS i henhold til

forordningerne. Denne dato skal vedtages efter, at tre nærmere bestemte krav

er opfyldt; 1) at de nødvendige gennemførelsesretsakter er vedtaget, 2) at

medlemsstaterne har meddelt EU-Kommissionen, at de har foretaget de

nødvendige tekniske og juridiske foranstaltninger for at behandle SIS-data og

udveksling af supplerende oplysninger i henhold til forordningen, og 3) at eu-

LISA har meddelt EU-Kommissionen, at alle testaktiviteter vedrørende CS-

SIS og samspillet mellem CS-SIS og N.SIS er afsluttet på tilfredsstillende vis.

2.3.2.3.

Retshåndhævelsesforordningen

2.3.2.3.1.

Generelt

primært

nye

Med

retshåndhævelsesforordningen

indføres

indberetningskategorier og nye kategorier af data.

De nye indberetningskategorier omfatter bl.a. indberetninger om ukendte

gerningsmænd, hvis fingeraftryk er fundet på gerningssteder for alvorlige

forbrydelser, og indberetninger om visse savnede og sårbare personer.

De nye datakategorier omfatter primært biometriske data, såsom DNA,

håndfladeaftryk og ansigtsbilleder.

2.3.2.3.2.

Kategorier af oplysninger og påtegninger (forordningens

kapitel V)

Det fastlægges i forordningens artikel 20, at SIS udelukkende indeholder de

kategorier af oplysninger, som indlæses af medlemsstaterne, og som er

nødvendige til de formål, der er fastsat i forordningens artikler om de

specifikke typer af indberetninger (artikel 26, 32, 34, 36, 38 og 40). I forhold

til det gældende retsgrundlag er der vedrørende indberetninger om personer

tilføjet visse nye kategorier af data. Det drejer sig om oplysninger om,

hvorvidt personen er selvmordstruet, om personen udgør en risiko for den

offentlige sundhed, om personen er involveret i aktiviteter relateret til

terrorhandlinger, personens registreringsnummer i et nationalt register, for så

vidt angår personens identifikationsdokument arten, udstedelseslandet,

nummeret og udstedelsesdatoen herfor, fotografier og ansigtsbilleder,

relevante DNA-profiler, fingeraftryksoplysninger og kopier af

Side

121/169

UDKAST

identifikationsdokumenter, så vidt muligt i farver. For så vidt angår

indberetninger om savnede og sårbare personer, kan sagens type fremover

kategoriseres i SIS.

Inden en indberetning indlæses i SIS, skal det altid vurderes, om sagen er

egnet, relevant og vigtig nok til at retfærdiggøre en indberetning i SIS. Som

noget nyt tilføjes i forordningens artikel 21, at sager om personer, som er

eftersøgt i relation til terrorhandlinger, altid skal anses som værende egnet,

relevante og vigtige nok til at retfærdiggøre en indberetning i SIS. Det kan

dog undtagelsesvist undlades at oprette en indberetning på en sådan person af

hensyn til den offentlige eller nationale sikkerhed, hvis indberetningen vil

kunne hindre officielle eller retlige undersøgelser, efterforskninger eller

procedurer.

Som noget nyt er der i artikel 22 ændret i de datakategorier, der skal være til

stede, før en indberetning kan oprettes. Efter det gældende retsgrundlag skal

de følgende datakategorier være til stede: efternavn(e), fornavn(e),

fødenavn(e) og eventuelt særskilt registrerede kaldenavne, køn,

forholdsregler og hvis relevant en henvisning til den afgørelse, der ligger til

grund for indberetningen.

Med den nye forordning er der krav om, at følgende datakategorier skal være

til stede, før der kan oprettes en indberetning i SIS: efternavn, fødselsdato,

indberetningsgrund og den handling, der skal foretages i tilfælde af et hit, dog

ikke for indberetninger om ukendte eftersøgte personer, som søges til

identifikation under national ret (artikel 40). Alle øvrige kategorier af data

skal fortsat indlæses, i det omfang de er til rådighed, og når det er nødvendigt

for at identificere personen.

Efter det gældende retsgrundlag skal en medlemsstat, når der allerede findes

en indberetning om en given person i SIS, aftale nærmere om optagelsen af

en ny indberetning med den medlemsstat, der foretog den første indberetning.

Med den nye forordning, er der i artikel 23 indsat en forpligtelse for

medlemsstaterne til at undersøge, om personen eller genstanden, der ønskes

indført i SIS, allerede er genstand for en indberetning i systemet. Herunder

skal der søges med fingeraftryksoplysninger, hvis disse er tilgængelige. Der

må således som udgangspunkt kun eksistere én indberetning pr. person eller

genstand i SIS pr. medlemsstat. Der kan dog indlæses to indberetninger om

samme person eller genstand, hvis de to indberetninger ikke er inkompatible

i henhold til SIRENE-manualen. Indberetninger med henblik på anholdelse

skal have førsteprioritet, såfremt der er indlæst flere indberetninger på

personen i systemet.

2.3.2.3.3.

Indberetninger om personer, der begæres anholdt med henblik

på overgivelse eller udlevering (forordningens kapitel VI)

Side

122/169

UDKAST

Reglerne om indberetninger vedrørende personer, der begæres anholdt med

henblik på overgivelse eller udlevering, videreføres fra det gældende

retsgrundlag.

Som noget nyt tilføjes, at den medlemsstat, der har indlæst indberetningen,

kan gøre indberetningen utilgængelig for søgning for slutbrugere i tilfælde af

en igangværende operation. Indberetningen kan kun gøres utilgængelig for de

medlemsstater, som er involveret i operationen, og det er kun muligt, hvis

formålet med operationen ikke kan opnås med andre midler, hvis en

forudgående autorisation er blevet givet af en kompetent judiciel myndighed

i den indberettende medlemsstat, og hvis alle medlemsstater involveret i

operationen er blevet informeret via supplerende oplysninger.

Medlemsstaternes SIRENE-kontorer vil altid kunne se indberetningen.

Denne funktion må som udgangspunkt kun benyttes i op til 48 timer,

medmindre det er operationelt nødvendigt at forlænge perioden.

Endvidere er der tilføjet en bestemmelse, hvorefter der kan indlæses

indberetninger i SIS om visse genstande, hvis der er klare indikationer på, at

de pågældende genstande er tilknyttet en person, som er indberettet i SIS. De

pågældende genstande omfatter bl.a. biler, trailere, både, containere, fly og

våben og indberettes i SIS med henblik på at lokalisere den indberettede

person.

2.3.2.3.4.

Indberetninger om savnede personer eller sårbare personer,

der har behov for at blive forhindret i at rejse (forordningens kapitel

VII)

De gældende regler vedrørende indberetninger om savnede personer

videreføres i den nye forordning. Som noget nyt tilføjes i forordningens

artikel 32 nye kategorier om sårbare personer, som bør forhindres i at rejse.

Der er for det første tale om børn, som er i risiko for at blive bortført af en

forælder, et familiemedlem eller en værge, samt børn, for hvem der er en

konkret og åbenbar risiko for at blive fjernet fra eller forlade en medlemsstats

territorium og dermed blive offer for menneskehandel, tvangsægteskab,

kvindelig omskæring eller andre former for kønsbaseret vold, at blive

involveret i terrorhandlinger eller at blive medlem af væbnede grupper eller

tvunget til at aktiv deltagelse i fjendtlige handlinger.

Endelig er der tilføjet en kategori, som omfatter sårbare personer, som ikke

er børn, og for hvem der er en konkret og åbenbar risiko for at blive fjernet

fra eller forlade en medlemsstats territorium og blive offer for

menneskehandel eller kønsbaseret vold.

De nye kategorier af indberetninger kan kun oprettes i SIS efter en afgørelse

fra den kompetente myndighed i den pågældende medlemsstat. For så vidt

Side

123/169

UDKAST

angår sager om børn vil der kunne ske indberetning efter en afgørelse fra den

myndighed i medlemsstaten, der har jurisdiktion i sager om forældreansvar.

Hvis der er klare indikationer på, at en eller flere genstande er tilknyttet den

person, som er genstand for indberetningen, som beskrevet ovenfor under pkt.

2.3.2.3.2., kan der indlæses indberetninger vedrørende de pågældende

genstande i SIS.

Hvis en person, som er genstand for en indberetning, og som behøver

beskyttelse, jf. ovenstående, lokaliseres, skal medlemsstaterne via

supplerende oplysninger omgående blive enige om, hvilke forholdsregler der

skal tages. Herunder kan den medlemsstat, der har lokaliseret personen,

beslutte at flytte den pågældende til et sikkert sted. For så vidt angår børn skal

beslutningen tages inden for 12 timer efter, at barnet er lokaliseret, og alle

beslutninger skal træffes i overensstemmelse med barnets tarv.

2.3.2.3.5.

Indberetninger om personer, der eftersøges med henblik på at

yde bistand i forbindelse med retsforfølgning (forordningens kapitel

VIII)

Reglerne om indberetninger om personer, der eftersøges med henblik på at

yde bistand i forbindelse med retsforfølgning, videreføres fra det gældende

retsgrundlag.

Som noget nyt er det tilføjet, at såfremt der er klare indikationer på, at en eller

flere genstande er tilknyttet den person, som er genstand for indberetningen,

som beskrevet ovenfor under pkt. 2.3.2.3.2., kan der udstedes indberetninger

vedrørende de pågældende genstande.

2.3.2.3.6.

Indberetninger om personer og genstande med henblik på

diskret kontrol, undersøgelseskontrol eller målrettet kontrol

(forordningens kapitel IX)

Efter det gældende retsgrundlag kan der i SIS optages oplysninger om

personer, motorkøretøjer, luftfartøjer, både og containere med henblik på

diskret overvågning eller målrettet kontrol med det formål at retsforfølge

strafbare handlinger, fuldbyrdelse af en straffedom eller forebygge trusler

mod den offentlige sikkerhed.

Den nye forordning indeholder en del nyskabelser på dette område.

Der tilføjes bl.a. en ny type kontrol, undersøgelseskontrollen, samt nye typer

af genstande, der kan indberettes i SIS under denne kategori. Det drejer sig

om påhængsvogne med en egenvægt på over 750 kg, campingvogne,

skydevåben, stjålne, ulovligt handlede eller forsvundne officielle

blankodokumenter, stjålne, ulovligt handlede, forsvundne eller ugyldiggjorte

udstedte identitetspapirer samt betalingsmidler, som ikke er kontanter.

Side

124/169

UDKAST

Indberetninger om personer med henblik på diskret kontrol,

undersøgelseskontrol eller målrettet kontrol kan oprettes med henblik på at

forebygge, afsløre, efterforske eller retsforfølge kriminalitet, fuldbyrde en

straffedom eller for at forebygge trusler mod den offentlige sikkerhed.

Der kan kun ske indberetning i SIS, hvis der foreligger konkrete indicier for,

at en person er i færd med eller har til hensigt at begå en grov strafbar

handling, hvis oplysninger om den pågældende er nødvendig for at fuldbyrde

en frihedsstraf eller en frihedsberøvende foranstaltning vedrørende en person

dømt for overtrædelse af en strafbar handling, eller når det ud fra en samlet

vurdering af den pågældende, navnlig under hensyn til tidligere begåede

strafbare handlinger, må formodes, at den pågældende også i fremtiden vil

begå grove strafbare handlinger.

Strafbare handlinger i bestemmelsens forstand omfatter de strafbare

handlinger, der er omfattet af den såkaldte positivliste i rammeafgørelse

2002/584/RIA om den europæiske arrestordre.

I overensstemmelse med national ret kan der endvidere foretages

indberetninger på anmodning af nationale sikkerhedstjenester, når der

foreligger konkrete indicier for, at de oplysninger, der indberettes, er

nødvendige for at forebygge en alvorlig trussel fra den pågældendes side eller

andre alvorlige trusler mod statens sikkerhed.

I lighed med det gældende retsgrundlag, kan genstande, såfremt der er klare

indikationer på, at de er tilknyttet den alvorlige kriminalitet eller trussel,

indberettes efter samme principper som beskrevet ovenfor under pkt.

2.3.2.3.2. Som noget nyt kan disse sammenkobles med indberetninger, der er

indlæst om personer med henblik på diskret kontrol, undersøgelseskontrol

eller målrettet kontrol.

Forordningens artikel 37 fastlægger, hvilke oplysninger der kan indsamles og

videregives ved udveksling af supplerende oplysninger til den indberettende

medlemsstat til brug for grænsekontrol eller anden politi- eller toldkontrol

inde i landet.

I lighed med det gældende retsgrundlag drejer det sig om oplysninger om, at

den indberettede person eller genstand er lokaliseret, tid og sted for kontrollen

samt årsagen hertil, rejserute og mål, ledsagere eller passagerer, der med

rimelighed kan formodes at være tilknyttet de pågældende personer, og under

hvilke omstændigheder den pågældende person eller genstand er lokaliseret.

I den nye forordning er der tilføjet visse nye typer af oplysninger, herunder

identiteten på og en personlig beskrivelse af personen, der anvender det

officielle blankodokument eller det udstedte identitetsdokument, benyttede

genstande, medbragte genstande, herunder rejsedokumenter, samt alt anden

Side

125/169

UDKAST

information, som søges af medlemsstaten, hvis det er nødvendigt for

indberetningens formål.

En diskret kontrol omfatter en rutinekontrol af en person eller genstand med

henblik på at indsamle så mange af de ovennævnte oplysninger som muligt

under udførelsen af rutineaktiviteter. Indsamlingen af oplysninger må ikke

påvirke den diskrete kontrol negativt, og den indberettede person må på ingen

måde blive gjort opmærksom på indberetningens eksistens.

En undersøgelseskontrol omfatter en samtale med personen, herunder på

baggrund af information eller specifikke spørgsmål tilføjet indberetningen af

den indberettende medlemsstat. Afhøringen skal foretages i

overensstemmelse med national ret i den fuldbyrdende medlemsstat.

En målrettet kontrol omfatter undersøgelser af personer, køretøjer, skibe,

luftfartøjer, containere og medbragte genstande til de i artikel 36 nævnte

formål. Undersøgelserne skal udføres i overensstemmelse med national ret.

Hvis en medlemsstats nationale lovgivning ikke tillader målrettet kontrol,

ændres kontrollen til en undersøgelseskontrol. Hvis medlemsstatens nationale

lovgivning ikke tillader undersøgelseskontrol, ændres kontrollen til en diskret

kontrol for så vidt angår denne medlemsstat.

2.3.2.3.7.

Indberetninger om genstande, der skal beslaglægges eller

anvendes som bevismidler i straffesager (forordningens kapitel X)

Det gældende retsgrundlag for SIS indeholder regler om indberetninger om

genstande, der eftersøges med henblik på beslaglæggelse eller som

bevismidler i en straffesag. I dag kan der således optages oplysninger i SIS

om følgende let identificerbare genstande: motorkøretøjer, påhængsvogne,

campingvogne,

skydevåben,

både,

luftfartøjer,

industriudstyr,

påhængsmotorer, containere, stjålne, ulovligt handlede eller forsvundne

blankodokumenter, stjålne, ulovligt handlede, forsvundne eller ugyldiggjorte

identitetspapirer, registreringsbeviser, værdipapirer og betalingsmidler samt

nummerplader til køretøjer. Herudover kan der indberettes oplysninger om

pengesedler med registrerede numre.

Kategorien af genstande, der kan indberettes i SIS, udvides med den nye

forordning til også at omfatte skibsmotorer, luftfartøjsmotorer, IT-udstyr,

falske pengesedler, identificerbare komponentdele af motorkøretøjer,

identificerbare komponentdele af industrielt udstyr og andre identificerbare

genstande af høj værdi, som vil blive defineret nærmere af EU-

Kommissionen.

Hvis en myndighed konstaterer, at der foreligger en indberetning vedrørende

en forsvunden genstand, skal myndigheden efter forordningen kontakte den

Side

126/169

UDKAST

indberettende myndighed for at aftale, hvilke foranstaltninger der skal

træffes.

2.3.2.3.8.

Indberetninger om ukendte eftersøgte personer med henblik på

identifikation i henhold til national ret (forordningens kapitel XI)

Med forordningen tilføjes en ny indberetningskategori om ukendte eftersøgte

personer. Den nye kategori medfører, at der kan indlæses fuldstændige eller

ufuldstændige fingeraftryk eller håndfladeaftryk i SIS, der ikke vedrører

indberettede personer. Disse fingeraftryk eller håndfladeaftryk skal være

fundet under en efterforskning på gerningssteder for grov kriminalitet eller

terrorhandlinger, og hvor det med en høj grad af sandsynlighed kan fastslås,

at de tilhører gerningsmanden.

Oplysninger i denne kategori må kun lagres som "ukendt eftersøgt person",

hvis de kompetente myndigheder ikke kan fastslå personens identitet ved

hjælp af andre nationale, europæiske eller internationale databaser.

I tilfælde af et hit med oplysninger, der er lagret i henhold i denne kategori,

skal personens identitet fastslås i overensstemmelse med national ret,

samtidig med at det af eksperter verificeres, at finger- og

håndtryksoplysningerne i SIS tilhører personen. Medlemsstaterne skal

kommunikere ved brug af supplerende oplysninger for derved at fremme en

rettidig efterforskning af sagen.

2.3.2.3.9.

Særlige regler for biometriske data (kapitel XII)

I den nye forordning er indsat nye bestemmelser om regler for biometrisk

data. Det følger af de nye regler, at kun fotografier, ansigtsbilleder og

fingeraftryksoplysninger, der opfylder en minimumsstandard for datakvalitet

og tekniske specifikationer, må indlæses i SIS. Inden oplysningerne indlæses,

skal der foretages en kvalitetskontrol for at sikre, at dette er opfyldt.

Fingeraftryksoplysninger, der indlæses i SIS, kan bestå af et til ti flade

fingeraftryk og et til ti rullede fingeraftryk. De kan også omfatte op til to

håndfladeaftryk.

Der må kun tilføjes en DNA-profil til de indberetninger, der er omhandlet i

artikel 32, stk. 1, litra a (savnede personer, der bør tages i varetægt), efter, at

der er foretaget en kvalitetskontrol for at sikre, at minimumsstandarden for

datakvalitet og tekniske specifikationer er opfyldt, og kun når der ikke findes

fotografier, ansigtsbilleder eller fingeraftryksoplysninger, eller hvis de ikke

er egnede til at foretage en identifikation med. Der kan tilføjes DNA-profiler

af personer, der er direkte efterkommere af, slægtninge i opstigende linje eller

søskende til den indberettede person, forudsat at de pågældende personer

giver deres udtrykkelige samtykke hertil.

Side

127/169

UDKAST

Fotografier, ansigtsbilleder, fingeraftryksoplysninger og DNA-profiler må

hentes fra SIS med henblik på at kontrollere identiteten på en person, der er

lokaliseret som følge af en alfanumerisk søgning (cifre og bogstaver) i SIS.

Fingeraftryksoplysninger kan i alle tilfælde benyttes til at identificere en

person og skal anvendes til at identificere en person, hvis dette ikke kan opnås

på anden vis. Med henblik herpå skal det centrale SIS omfatte et automatisk

fingeraftryksidentitetssystem (AFIS).

Der kan også søges på fingeraftryksoplysninger i SIS i forbindelse med

indberetninger, der er foretaget i medfør af artikel 26, 32, 36 og 40 ved brug

af fuldstændige eller ufuldstændige sæt af fingeraftryk eller håndfladeaftryk,

der er fundet på gerningssteder for alvorlig kriminalitet eller terrorhandlinger

under efterforskningen, når det med en høj grad af sandsynlighed kan fastslås,

at de tilhører gerningsmanden, forudsat at de kompetente myndigheder

foretager en samtidig søgning i deres relevante nationale

fingeraftryksregister.

Så snart det bliver teknisk muligt, kan fotografier og ansigtsbilleder bruges til

at identificere en person, idet der dog skal sikres en meget pålidelig

identifikation. Identifikation på grundlag af fotografier eller ansigtsbilleder

må ifølge forordningen kun anvendes i forbindelse med almindelige

grænseovergangssteder. Inden denne funktion implementeres i SIS, skal

Kommissionen fremlægge en rapport om den nødvendige teknologis

tilgængelighed, umiddelbare anvendelighed og pålidelighed, som Europa-

Parlamentet skal høres om.

2.3.2.4.

Grænseforvaltningsforordningen

2.3.2.4.1.

Generelt

Med grænseforvaltningsforordningen bliver det obligatorisk at indberette

indrejseforbud for tredjelandsstatsborgere i SIS. Formålet er at sikre en bedre

håndhævelse på tværs af medlemsstaterne, idet medlemsstaterne vil kunne se

og håndhæve andre medlemsstaters indrejseforbud. Der er på nuværende

tidspunkt mulighed for at indberette indrejseforbud, men ikke en forpligtelse

hertil, hvilket bevirker, at systemet ikke er tilstrækkeligt effektivt.

Der fastsættes endvidere en obligatorisk frist for at konsultere andre

medlemsstater i forbindelse med en indberetning af et indrejseforbud, hvis

den pågældende person er tildelt et gyldigt opholdsgrundlag af en anden

medlemsstat. Konsultationen skal sikre, at der ikke indberettes et

indrejseforbud i tilfælde, hvor en anden medlemsstat eksempelvis har tildelt

den pågældende en opholdstilladelse. Den obligatoriske frist skal i den

forbindelse medvirke til at sikre et endeligt resultat af konsultationen for at

undgå, at personer, der udgør en trussel, kan rejse ind i Schengenområdet.

Side

128/169

UDKAST

Der er ydermere i forordningen tilføjet en række kategorier af oplysninger,

der skal indlæses i SIS vedrørende indberetninger om indrejseforbud,

herunder oplysninger om personens identitet, identitetsdokument,

ansigtsbillede og håndfladeaftryk.

2.3.2.4.2.

Indberetninger om nægtelse af indrejse og ophold for

tredjelandsstatsborgere (forordningens kapitel V)

2.3.2.4.2.1. Udvidelse af datakategorier ved SIS-indberetning

Med forordningens artikel 20, stk. 2, udvides listen med de typer af

oplysninger, som en indberetning om nægtelse af indrejse og ophold kan

indeholde. I tillæg til de eksisterende datakategorier vil en sådan indberetning

fremover kunne indeholde oplysninger om, hvorvidt personen er involveret i

en terroraktivitet (litra j, nr. iv), hvorvidt indberetningen vedrører et

familiemedlem til en EU-borger eller en anden person, som er omfattet af

retten til fri bevægelighed for EU-borgere (litra p), hvorvidt en beslutning om

at nægte indrejse og ophold er baseret på en tidligere afgørelse for en

overtrædelse, som kan straffes med fængsel i mindst et år, fordi personen

udgør en alvorlig sikkerhedstrussel, fordi personen har omgået nationale eller

EU-regler om indrejse og ophold, fordi personen er meddelt et indrejseforbud,

eller fordi personen er omfattet af en restriktiv foranstaltning (litra q, nr. i-v),

forskellige oplysninger om personens identitetsdokument (litra s-v),

fotografier og ansigtsbilleder (litra w), fingeraftryksoplysninger (litra x), og

en kopi af personens identitetsdokument, så vidt muligt i farver (litra y).

Det fremgår af forordningens artikel 22, stk. 1, at der er krav om visse

minimumsoplysninger ved indlæsning af en indberetning i SIS.

Indberetningen skal som minimum indeholde oplysninger om efternavne,

fødselsdato, indberetningsgrund, en henvisning til den afgørelse, der ligger til

grund for indberetningen, den handling, der skal foretages i tilfælde af et hit,

og om afgørelsen om nægtelse af indrejse og ophold er baseret på en tidligere

dom, en alvorlig sikkerhedstrussel, en omgåelse af EU-retten eller national

ret om indrejse og ophold, et indrejseforbud eller en restriktiv foranstaltning.

De øvrige oplysninger, som fremgår af artikel 20, stk. 2, skal indlæses i SIS,

hvis de foreligger.

Det følger af forordningens artikel 22, stk. 2, at oplysninger vedrørende

særlige fysiske kendetegn af objektiv og blivende karakter, kun må indlæses,

når det er strengt nødvendigt for identifikationen af en tredjelandsstatsborger.

2.3.2.4.2.2. Indførelse af obligatorisk indberetning

I medfør af forordningens artikel 24 gøres det obligatorisk at indberette i SIS,

hvis en tredjelandsstatsborger tildeles et indrejseforbud. Det har hidtil været

muligt at indberette indrejseforbud i SIS, men det har ikke været en pligt.

Side

129/169

UDKAST

Forordningens artikel 24, stk. 3, angiver endvidere, at indberetningen skal få

virkning ved tredjelandsstatsborgerens udrejse fra medlemsstaternes område,

eller så snart som muligt, hvis den indberettende medlemsstat har fået klare

indikationer på, at tredjelandsstatsborgeren har forladt medlemsstaternes

område, for at forhindre dennes genindrejse.

Efter forordningens artikel 25 skal der desuden ske indberetning, hvis en

tredjelandsstatsborger er omfattet af restriktive foranstaltninger, der skal

forhindre indrejse i eller transit gennem medlemsstaternes område, og som er

truffet i overensstemmelse med retsakter vedtaget af Rådet, herunder

foranstaltninger til gennemførelse af et indrejseforbud udstedt af FNs

sikkerhedsråd, såfremt datakvalitetskravene er opfyldt.

Forordningens artikel 26 angiver, at en indberetning af en

tredjelandsstatsborger, som er berettiget til fri bevægelighed inden for EU,

skal være i overensstemmelse med reglerne om den frie bevægelighed.

2.3.2.4.2.3. Konsultationsprocedure

Konsultationsproceduren i forordningens artikel 27 vedrører de tilfælde, hvor

en medlemsstat overvejer at udstede eller forlænge en opholdstilladelse eller

et visum til længerevarende ophold til en tredjelandsstatsborger, der er

genstand for en indberetning om nægtelse af indrejse og ophold, der er indlæst

af en anden medlemsstat.

Den medlemsstat, der har udstedt eller ønsker at udstede

tredjelandsstatsborgeren et opholdsgrundlag, skal konsultere den

medlemsstat, der har indberettet tredjelandsstatsborgeren i SIS. Det er den

udstedende medlemsstat, der træffer beslutning om, hvorvidt indberetningen

skal respekteres, eller om den skal tilsidesættes efter konsultation af den

indberettende medlemsstat.

Den medlemsstat, der skal besvare konsultationen, har en svarfrist på 10

kalenderdage. Såfremt et opholdsgrundlag bevares, eller der tildeles et

opholdsgrundlag til en tredjelandsstatsborger, der er indberettet i SIS, skal

indberetningen slettes.

Endvidere udbygges med forordningens artikel 28 reglerne om en

obligatorisk konsultationsprocedure for de tilfælde, hvor en medlemsstat har

truffet afgørelse om nægtelse af indrejse og ophold for en

tredjelandsstatsborger og overvejer at indlæse en indberetning i SIS,

vedrørende en tredjelandsstatsborger, som er indehaver af en gyldig

opholdstilladelse eller et gyldigt visum til længerevarende ophold, som er

udstedt af en anden medlemsstat.

Side

130/169

UDKAST

Den indberettende medlemsstat skal konsultere den medlemsstat, der har

udstedt opholdsgrundlaget til tredjelandsstatsborgeren. Den medlemsstat, der

har tildelt opholdsgrundlaget, beslutter, hvorvidt opholdsgrundlaget skal

bevares. Den medlemsstat, der skal besvare konsultationen, har en svarfrist

på 14 dage. Såfremt opholdsgrundlaget bevares, må indrejseforbuddet ikke

indlæses i SIS.

Det følger af forordningens artikel 29, at hvis en medlemsstat har indlæst en

indberetning om nægtelse af indrejse og ophold vedrørende en

tredjelandsstatsborger, som er indehaver af en gyldig opholdstilladelse eller

et visum til længerevarende ophold udstedt af en anden medlemsstat, skal den

indberettende medlemsstat iværksætte konsultationsproceduren. Den

medlemsstat, der har tildelt opholdsgrundlaget, beslutter, hvorvidt

opholdsgrundlaget skal bevares. Den medlemsstat, der skal besvare

konsultationen, har en svarfrist på 14 dage. Såfremt opholdsgrundlaget

bevares, skal indberetningen slettes i SIS.

Af forordningens artikel 30 følger det, at hvis en medlemsstat får et hit på en

indberetning om nægtelse af indrejse og ophold indlæst af en medlemsstat

vedrørende en tredjelandsstatsborger, der har en gyldig opholdstilladelse eller

et visum til længerevarende ophold udstedt af en anden medlemsstat, skal de

involverede medlemsstater konsultere hinanden. Den indberettende

medlemsstat indleder konsultationsproceduren, som følger af artikel 29.

Forordningens artikel 64 ophæver konsultationsproceduren, som er fastsat i

Schengenkonventionens artikel 25. Fremover skal konsultationsreglerne i de

nye forordninger benyttes.

2.3.2.4.2.3. Søgning med biometriske data

I medfør af forordningens artikel 32 må fotografier, ansigtsbilleder og

fingeraftryksoplysninger kun indlæses i SIS, såfremt de opfylder

minimumsstandarder for datakvalitet og tekniske specifikationer. Inden

oplysningerne indlæses, skal der foretages en kvalitetskontrol for at sikre, at

dette er opfyldt.

Fingeraftryksoplysninger, der indlæses i SIS, kan bestå af et til ti flade

fingeraftryk og et til ti rullede fingeraftryk. De kan også omfatte op til to

håndfladeaftryk.

Det følger af forordningens artikel 33, at fotografier, ansigtsbilleder,

fingeraftryksoplysninger og DNA-profiler må hentes fra SIS med henblik på

at kontrollere identiteten på en person, der er lokaliseret som følge af en

alfanumerisk søgning (cifre og bogstaver) i SIS.

Fingeraftryksoplysninger kan i alle tilfælde benyttes til at identificere en

person og skal anvendes til at identificere en person, hvis dette ikke kan ske

Side

131/169

UDKAST

på anden vis. Med henblik herpå skal det centrale SIS omfatte et automatisk

fingeraftryksidentitetssystem (AFIS).

Der kan også søges på fingeraftryksoplysninger i SIS i forbindelse med

indberetninger, der er foretaget i medfør af artikel 24 og 25 ved brug af

fuldstændige eller ufuldstændige sæt af fingeraftryk eller håndfladeaftryk, der

er fundet på gerningssteder for alvorlig kriminalitet eller terrorhandlinger

under efterforskningen, når det med en høj grad af sandsynlighed kan fastslås,

at de tilhører gerningsmanden, forudsat at de kompetente myndigheder

foretager en samtidig søgning i deres relevante nationale

fingeraftryksdatabaser.

Så snart det bliver teknisk muligt, kan fotografier og ansigtsbilleder bruges til

at identificere en person, idet der dog skal sikres en meget pålidelig

identifikation. Identifikation på grundlag af fotografier eller ansigtsbilleder

må ifølge forordningen kun anvendes i forbindelse med almindelige

grænseovergangssteder.

2.3.2.5.

Tilbagesendelsesforordningen

2.3.2.5.1.

Generelt

Formålet med tilbagesendelsesforordningen er at fastlægge rammerne for

brugen af SIS i forbindelse med tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere,

der opholder sig ulovligt på medlemsstaternes område, og som har modtaget

en afgørelse om tilbagesendelse efter tilbagesendelsesdirektivet (direktiv

2008/115/EF).

Med forordningen gøres det obligatorisk at indlæse indberetninger om alle

tilbagesendelsesafgørelser. Tilbagesendelsesforordningen supplerer derved

grænseforvaltningsforordningen.

Brugen af SIS i forbindelse med tilbagesendelse har til formål at understøtte

udlændingemyndighederne i deres arbejde med opfølgning og gennemførelse

tilbagesendelse

tredjelandsstatsborgere

samt

øge

informationsudvekslingen

samarbejdet

mellem

udlændingemyndighederne i medlemsstaterne. Der har hidtil ikke været noget

EU-system til deling af information om tilbagesendelsesafgørelser eller

overvågning af gennemførelsen heraf.

2.3.2.5.2.

Indlæsning af indberetninger om tilbagesendelse i SIS

Det følger af forordningens artikel 3, at medlemsstaterne indberetter

tredjelandsstatsborgere, som er genstand for en afgørelse om tilbagesendelse

i SIS, med henblik på at kontrollere, at forpligtelsen til at vende tilbage er

blevet overholdt, og at støtte håndhævelsen af afgørelsen om tilbagesendelse.

Side

132/169

UDKAST

Indberetning skal ske i SIS straks efter, at tilbagesendelsesafgørelsen er

truffet. Hvis tilbagesendelsesafgørelsen vedrører en tredjelandsstatsborger,

som er frihedsberøvet, indtil udsendelsen gennemføres, eller hvis afgørelsen

træffes på grænsen og gennemføres øjeblikkeligt, kan indberetning i SIS

undlades.

Fristen for frivillig udrejse samt en eventuel suspendering eller udsættelse af

håndhævelsen af afgørelsen registreres omgående i indberetningen.

2.3.2.5.3.

Kategorier af oplysninger

Tilbagesendelsesforordningen indeholder ud over de generelle kategorier af

oplysninger for indberetninger i SIS en række specifikke kategorier i

forordningens artikel 4.

Det drejer sig bl.a. om, hvorvidt den pågældende tredjelandsstatsborger udgør

en trussel mod den offentlige orden, den offentlige sikkerhed eller den

nationale sikkerhed, den sidste frist for frivillig udrejse, om

tilbagesendelsesafgørelsen er suspenderet, eller om håndhævelsen heraf er

udskudt, og hvorvidt tilbagesendelsesafgørelsen er ledsaget af et

indrejseforbud.

For at en indberetning om en tilbagesendelsesafgørelse kan indlæses i SIS,

skal indberetningen tilknyttes den pågældendes efternavn(e), fødselsdato,

begrundelse for indberetningen, en henvisning til afgørelsen, der ligger til

grund for indberetningen, handling i tilfælde af hit, sidste dato for frivillig

udrejse og hvorvidt tilbagesendelsesafgørelsen er tilknyttet et indrejseforbud.

2.3.2.5.4.

Hit ved de ydre grænser ved udrejse og indrejse

Det følger af forordningens artikel 6, at hvis en tredjelandsstatsborger, som

er indberettet i SIS med en tilbagesendelsesafgørelse, søger at udrejse ved en

medlemsstats ydre grænse, og der opstår et hit i SIS, skal medlemsstaten

informere den indberettende medlemsstat herom ved udveksling af

supplerende oplysninger. Den indberettende medlemsstat skal herefter straks

slette

indberetningen

tilbagesendelse.

Såfremt

der

til

tilbagesendelsesafgørelsen er tilknyttet et indrejseforbud, skal dette samtidigt

indberettes i medfør af grænseforvaltningsforordningen.

Opstår der et hit på en indberetning om tilbagesendelse vedrørende en

tredjelandsstatsborger, som indrejser på medlemsstaternes område via en

medlemsstats ydre grænser, følger det af forordningens artikel 8, at hvor en

afgørelse om tilbagesendelse er ledsaget af et indrejseforbud, skal

medlemsstaten underrette den indberettende medlemsstat herom omgående.

Derefter sletter den indberettende medlemsstat omgående indberetningen om

tilbagesendelse og indlæser en indberetning om nægtelse af indrejse og

ophold

medfør

grænseforvaltningsforordningen.

Side

133/169

UDKAST

tilbagesendelsesafgørelsen ikke ledsaget af et indrejseforbud, underretter

medlemsstaten den indberettende medlemsstat herom omgående med henblik

på, at den indberettende medlemsstat straks sletter indberetningen om

tilbagesendelse.

2.3.2.5.5.

Konsultationsprocedure

Konsultationsproceduren i forordningens artikel 9 vedrører de tilfælde, hvor

en medlemsstat overvejer at udstede eller forlænge en opholdstilladelse eller

et visum til længerevarende ophold til en tredjelandsstatsborger, der er

genstand for en indberetning om tilbagesendelse, der er indlæst af en anden

medlemsstat.

Den medlemsstat, der har udstedt eller ønsker at udstede

tredjelandsstatsborgeren et opholdsgrundlag, skal konsultere den

medlemsstat, der har indberettet tredjelandsstatsborgeren i SIS. Det er den

udstedende medlemsstat, der træffer beslutning om, hvorvidt indberetningen

skal respekteres, eller om den skal tilsidesættes efter konsultation af den

indberettende medlemsstat.

Den medlemsstat, der skal besvare konsultationen, har en svarfrist på 10

kalenderdage. Såfremt et opholdsgrundlag bevares, eller der tildeles et

opholdsgrundlag til en tredjelandsstatsborger, der er indberettet i SIS, skal

indberetningen slettes.

Af forordningens artikel 10 fremgår videre reglerne om

konsultationsproceduren i de tilfælde, hvor en medlemsstat har truffet

afgørelse om tilbagesendelse for en tredjelandsstatsborger og overvejer at

indlæse en indberetning i SIS vedrørende en tredjelandsstatsborger, som er

indehaver af en gyldig opholdstilladelse eller et gyldigt visum til

længerevarende ophold, som er udstedt af en anden medlemsstat.

Den indberettende medlemsstat skal konsultere den medlemsstat, der har

udstedt opholdsgrundlaget til tredjelandsstatsborgeren. Den medlemsstat, der

har tildelt opholdsgrundlaget, beslutter, hvorvidt opholdsgrundlaget skal

bevares. Den medlemsstat, der skal besvare konsultationen, har en svarfrist

på 14 dage. Såfremt opholdsgrundlaget bevares, må indrejseforbuddet ikke

indlæses i SIS.

Det følger af forordningens artikel 11, at hvis en medlemsstat har indlæst en

indberetning om tilbagesendelse vedrørende en tredjelandsstatsborger, som

er indehaver af en gyldig opholdstilladelse eller et visum til længerevarende

ophold udstedt af en anden medlemsstat, skal den indberettende medlemsstat

iværksætte konsultationsproceduren. Den medlemsstat, der skal besvare

konsultationen, har en svarfrist på 14 dage. Den medlemsstat, der har tildelt

opholdsgrundlaget, beslutter, hvorvidt opholdsgrundlaget skal bevares.

Såfremt opholdsgrundlaget bevares, skal indberetningen slettes i SIS.

Side

134/169

UDKAST

Af forordningens artikel 12 følger det, at hvis en medlemsstat får et hit på en

indberetning om tilbagesendelse indlæst af en medlemsstat vedrørende en

tredjelandsstatsborger, der har en gyldig opholdstilladelse eller et visum til

længerevarende ophold udstedt af en anden medlemsstat, skal de involverede

medlemsstater konsultere hinanden. Den indberettende medlemsstat indleder

konsultationsproceduren, som følger af artikel 11.

Situationen i forordningens artikel 12 aktualiseres, hvor en

tredjelandsstatsborger med en indberettet tilbagesendelsesafgørelse antræffes

i Danmark i forbindelse med en udlændingekontrol.

2.3.2.5.6.

Sletning af indberetninger

Forordningens artikel 14 medfører, at ud over hvad der følger af artikel 6 og

8-12,

skal

indberetninger

tilbagesendelse

slettes,

hvis

tilbagesendelsesafgørelsen annulleres eller tilbagekaldes, eller hvis

tredjelandsstatsborgeren kan påvise, at denne har forladt medlemsstaternes

område i overensstemmelse med tilbagesendelsesafgørelsen.

Indberetninger om tilbagesendelse vedrørende personer, der har opnået

statsborgerskab i en medlemsstat eller en stat, hvis statsborgere har ret til fri

bevægelighed i henhold til EU-retten, slettes, så snart den indberettende

medlemsstat bliver opmærksom herpå eller underrettes herom.

Såfremt den sidste dato for frivillig udrejse er overskredet, vil den

indberettende medlemsstat blive notificeret i SIS i medfør af forordningens

artikel 7.

2.3.2.5.7.

Overførsel af personoplysninger til tredjelande med henblik på

tilbagesendelse

Forordningens artikel 15 indeholder regler om overførsel og

tilgængeliggørelse af visse oplysninger og de relaterede supplerende

oplysninger for et tredjeland efter aftale med den indberettende medlemsstat.

2.3.2.5.8.

Statistik

Det følger af forordningens artikel 13, at medlemsstaterne på årlig basis

forelægger eu-LISA statistik om de udvekslinger af oplysninger, der er

gennemført som led i konsultationsproceduren som fastlagt i artikel 8-12, og

om de tilfælde, hvor fristerne i disse artikler ikke blev overholdt.

Eu-LISA udarbejder daglige, månedlige og årlige statistikker, både for hver

medlemsstat og i alt over antallet af indberetninger om tilbagesendelse

indlæst i SIS.

Side

135/169

UDKAST

2.3.2.5.9.

Anvendelse af grænseforvaltningsforordningens bestemmelser

Det følger af artikel 19, at i det omfang, der ikke er fastsat selvstændige

bestemmelser om indlæsning, behandling og opdatering af indberetninger,

bestemmelser om medlemsstaternes og eu-LISAs ansvarsområder,

betingelserne vedrørende adgang til og undersøgelsesfristen for

indberetninger,

behandling

oplysninger,

databeskyttelse,

erstatningsansvar,

overvågning

statistikker,

finder

grænseforvaltningsforordningens bestemmelser herom anvendelse på

oplysninger, der er indlæst og behandlet i SIS i overensstemmelse med

nærværende forordning.

2.3.3. Udlændinge- og Integrationsministeriets samt Justitsministeriets

overvejelser om SIS og den foreslåede ordning

De sikkerheds- og migrationsudfordringer, som EU står overfor, herunder

terrortruslen mod Danmark og Europa, nødvendiggør en effektiv kontrol af,

hvem der rejser ind i Schengenområdet samt effektive redskaber til at

forebygge og efterforske grænseoverskridende kriminalitet.

De tre forordninger giver på flere områder nye brugbare muligheder for at

udveksle oplysninger. Dette både i forbindelse med grænsekontrol,

efterforskning og tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt

ophold.

Med de tre SIS-forordninger effektiviseres og udvides brugen af SIS, som er

en afgørende forudsætning for, at Schengensamarbejdet kan fungere.

Baggrunden for, at der er tre selvstændige forordninger i stedet for én, er

behovet for at reflektere medlemsstaternes forskellige niveauer af deltagelse

i Schengensamarbejdet.

Det er Justitsministeriets vurdering, at SIS-forordningerne kan bidrage til

bekæmpelse af terrorhandlinger og andre alvorlige, strafbare handlinger og

til at identificere personer, der udgør en risiko for irregulær migration.

Justitsministeriet finder, at der i forbindelse med indførelsen af de nye regler

for SIS er fundet en passende balance mellem på den ene side hensynet til at

gøre Schengeninformationssystemet mere effektivt i forhold til de formål,

som det tjener, og på den anden side hensynet til at ændringer i det nuværende

system sker inden for betryggende rammer, herunder i relation til

databeskyttelsesretlige aspekter.

På den baggrund indeholder lovforslaget de nødvendige ændringer af lov nr.

418 af 10. juni 1997 om Danmarks tiltrædelse af Schengenkonventionen (som

ændret ved lov nr. 227 af 2. april 2003, lov nr. 448 af 9. juni 2004 og lov nr.

Side

136/169

UDKAST

521 af 6. juni 2007) samt af udlændingeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1022

af 2. oktober 2019 (som senest ændret ved lov nr. [xxxx]).

2.3.3.1.

Sanktioner og erstatning

Som anført under pkt. 2.1.1.13., fremgår de fastsatte sanktioner for

overtrædelse af databeskyttelseslovens og databeskyttelsesforordningens

bestemmelser af databeskyttelseslovens § 41, hvilke således også finder

anvendelse ved overtrædelse af SIS-forordningernes bestemmelser om

behandling af personoplysninger.

Som det ligeledes fremgår af pkt. 2.1.1.14., følger det af

retshåndhævelseslovens § 49, at enhver person, som har lidt materiel eller

immateriel skade som følge af en ulovlig behandlingsaktivitet eller enhver

anden behandling i strid med denne lov, har ret til erstatning fra den

dataansvarlige i overensstemmelse med det almindelige EU-retlige

erstatningsansvar.

Det er således Udlændinge- og Integrationsministeriets og Justitsministeriets

vurdering, at der i den eksisterende lovgivning er sikret ret til erstatning til

personer, som har lidt materiel eller immateriel skade som følge af en ulovlig

behandlingsaktivitet eller enhver anden behandling i strid med SIS-

forordningerne.

2.3.3.2.

Tilsynsmyndighed

Som anført under pkt. 2.3.2.2.8. skal det sikres, at de uafhængige

tilsynsmyndigheder, der er udpeget i hver medlemsstat og har de beføjelser,

der er omhandlet i kapitel VI i databeskyttelsesforordningen eller kapitel VI

i retshåndhævelsesdirektivet, overvåger lovligheden af behandlingen af

personoplysninger i SIS på deres område, videregivelsen heraf fra deres

område og udveksling og viderebehandling af supplerende oplysninger på

deres område.

Som anført under pkt. 2.3.1.5., er Datatilsynet udpeget som dansk

tilsynsmyndighed i forhold til behandling af personoplysninger i den danske

del af Schengeninformationssystemet.

Med den foreslåede ordning er der ikke tilsigtet nogle ændringer i

Datatilsynets rolle som tilsynsmyndighed. Datatilsynet vil således som hidtil

være den danske tilsynsmyndighed på området, ligesom der ikke er tilsigtet

nogen ændringer i Datatilsynets tilsynskompetence.

3. Økonomiske

konsekvenser

implementeringskonsekvenser for det offentlige

[Under udarbejdelse]

Side

137/169

UDKAST

4. Økonomiske og

erhvervslivet mv.

[Under udarbejdelse]

administrative

konsekvenser

for

5. Administrative konsekvenser for borgerne

Tredjelandsstatsborgere, der er fritaget for visumpligt, har indtil videre

kunnet indrejse i Schengenområdet uden forudgående kontrol. Denne

persongruppe skal fremover have opnået og være i besiddelse af en gyldig

rejsetilladelse ved ankomsten til Schengenområdet, idet rejsetilladelsen udgør

en ny betingelse for indrejse.

Det medfører, at alle tredjelandsstatsborgere, der er fritaget for visumpligt,

med mindre disse er undtaget for rejsetilladelse i medfør af ETIAS-

forordningen, skal indgive et udfyldt ansøgningsskema med en række

personoplysninger, ligesom de pågældende skal besvare en række spørgsmål.

I forbindelse med ansøgningen om en rejsetilladelse betales et gebyr på 7

EUR. Såfremt tredjelandsborgeren er familiemedlem til en unionsborger, er

det dog gebyrfrit at ansøge om rejsetilladelse, jf. ETIAS-forordningens § 24,

stk. 2, litra b.

Tredjelandsstatsborgere, der ankommer til Schengenområdet, underkastes på

nuværende tidspunkt systematisk kontrol i forbindelse med grænsekontrollen.

I den forbindelse, og såfremt indrejse på området tillades, foretages stempling

af pågældendes rejselegitimation.

Fremover gøres det obligatorisk for visse tredjelandsstatsborgere, der

ankommer til Schengenområdet med henblik på kortvarigt ophold, at få

oprettet en individuel sagsmappe i ind- og udrejsesystemet med bl.a.

biometriske oplysninger i form af fingeraftryk og ansigtsfotografi.

Gennemførelsen af SIS-forordningerne i dansk ret medfører ingen

administrative konsekvenser for borgerne.

6. Miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.

7. Forholdet til EU-retten

Lovforslaget har til formål at gennemføre EU-retsakter i dansk ret.

Forordningerne er omfattet af Danmarks forbehold vedrørende retlige og

indre anliggender (retsforbeholdet), men udgør alle en udbygning af

Side

138/169

UDKAST

Schengenreglerne, hvorfor Danmark har truffet afgørelse om at gennemføre

forordningerne i dansk ret. Derved blev der skabt en mellemstatslig

forpligtelse mellem Danmark og de øvrige medlemsstater og associerede

Schengenlande, der er bundet af forordningerne.

Se nærmere under pkt. 1.2.

Lovforslaget indebærer, at Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU)

2018/1240 af 12. november 2018 om oprettelse af et europæisk system

vedrørende rejseinformation og rejsetilladelse (ETIAS) og om ændring af

forordning (EU) nr. 1077/2011, (EU) nr. 515/2014, (EU) nr. 2016/399, (EU)

(EU) nr. 2016/1624 og (EU) nr. 2017/2226 gennemføres i dansk ret.

Lovforslaget indebærer endvidere, at Europa-Parlamentets og Rådets

forordning (EU) nr. 2017/2226 af 30. november 2017 om oprettelse af et ind-

og udrejsesystem til registrering af ind- og udrejseoplysninger og oplysninger

om nægtelse af indrejse vedrørende tredjelandsstatsborgere, der passerer

medlemsstaternes ydre grænser, om fastlæggelse af betingelserne for adgang

til ind- og udrejsesystemet til retshåndhævelsesformål og om ændring af

konventionen om gennemførelse af Schengenaftalen og forordning (EF) nr.

767/2008 og (EU) nr. 1077/2011 gennemføres i dansk ret.

Lovforslaget gennemfører endelig Europa-Parlamentets og Rådets forordning

(EU) 2018/1861 af 28. november 2018 om oprettelse, drift og brug af

Schengeninformationssystemet (SIS) på området ind- og udrejsekontrol, om

ændring af konventionen om gennemførelse af Schengenaftalen og om

ændring og ophævelse af forordning (EF) nr. 1987/2006, Europa-

Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1862 af 28. november 2018 om

oprettelse, drift og brug af Schengeninformationssystemet (SIS) på området

politisamarbejde og strafferetligt samarbejde, om ændring og ophævelse af

Rådets afgørelse 2007/533/RIA og om ophævelse af Europa-Parlamentets og

Rådets forordning (EF) nr. 1986/2006 og Kommissionens afgørelse

2010/261/EU og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1860

af 28. november 2018 om brug af Schengeninformationssystemet i

forbindelse med tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt

ophold.

8. Hørte myndigheder og organisationer mv.:

Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 18. december 2020 til den 15.

januar 2021 været sendt i høring hos følgende myndigheder og organisationer

mv.:

Aalborg Lufthavn, Aarhus Lufthavn, Advokatrådet (Advokatsamfundet),

Amnesti Nu, Amnesty International, Asylret, BARID

–

Board of Airline

Representatives in Denmark, Bedsteforældre for Asyl, Billund Lufthavn,

Brancheforeningen Dansk Luftfart (BDL), By og Havn (Københavns Havn),

Side

139/169

UDKAST

Centralorganisationernes Fællesudvalg CFU, Danes Worldwide, Danish

Biometrics, Danmarks Biblioteksforening, Danmarks Rederiforening,

Danmarks Rejsebureau Forening, Danske Shipping- og Havnevirksomheder,

Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Byggeri, Dansk Erhverv, Dansk

Flygtningehjælp, DFUNK

–

Dansk Flygtningehjælp Ungdom, Dansk

Missionsråd, Dansk Socialrådgiverforening, Danske Advokater, Danske

Havne, Danske Regioner, Datatilsynet, Den Danske Dommerforening, Den

Danske

Europabevægelse,

Den

Danske

Helsinki-Komité

for

Menneskerettigheder, Den Katolske Kirke i Danmark, Det Centrale

Handicapråd, Det Kriminalpræventive Råd, DI, DIGNITY

–

Dansk Institut

Mod

Tortur,

Dokumentations-

Rådgivningscentret

Racediskrimination, Dommerfuldmægtigforeningen, Domstolsstyrelsen,

Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, Erhvervsflyvningens Sammenslutning

–

Danish Aviation Association (ESDAA), Erhvervsministeriet, Esbjerg

Lufthavn,

Finansministeriet,

Finansrådet,

Flygtningenævnet,

Folkehøjskolernes Forening i Danmark, Foreningen af Offentlige Anklagere,

Foreningen

Udlændingeretsadvokater,

Færøernes

Landsstyre,

Naalakkersuisut (Grønlands Selvstyre), HK/Danmark, Håndværksrådet,

Indvandrerrådgivningen, Institut for Menneskerettigheder, Justitsministeriet,

KL, Knud Vilby (på vegne af Fredsfonden), Kvindernes Internationale Liga

for Fred og Frihed (Kvindefredsligaen), Københavns Byret, København-

Malmö Havn, Københavns Lufthavn (CPH), Landbrug & Fødevarer,

Landsforeningen

Adoption

Samfund,

Landsforeningen

Forsvarsadvokater, Landsorganisation af kvindekrisecentre (LOKK),

Mellemfolkeligt Samvirke, Midtjyllands Lufthavn, Odense Lufthavn,

Parliamentary Assembly of the Organization for Security and Cooperation in

Europe, Politiforbundet i Danmark, PROSA

–

Forbundet af It-professionelle,

PRO-Vest, Præsidenten for Vestre Landsret, Præsidenten for Østre Landsret,

Refugees Welcome, Retspolitisk Forening, Retten i Aalborg, Retten i Aarhus,

Retten i Esbjerg, Retten i Glostrup, Retten i Helsingør, Retten i Herning,

Retten i Hillerød, Retten i Hjørring, Retten i Holbæk, Retten i Holstebro,

Retten i Horsens, Retten i Kolding, Retten i Lyngby, Retten i Nykøbing

Falster, Retten i Næstved, Retten i Odense, Retten i Randers, Retten i

Roskilde, Retten i Svendborg, Retten i Sønderborg, Retten i Viborg, Retten

på Bornholm, Retten på Frederiksberg, Rigsadvokaten, Rigspolitiet, Røde

Kors, Rådet for Etniske Minoriteter, Saga Shipping, SAS, SOS Racisme,

Sundhedskartellet, Sø- og Handelsretten, Sønderborg Lufthavn,

Trafikselskabet Movia, Transport- og Boligministeriet, Udenrigsministeriet,

Udlændingenævnet, UNHCR (Regional Representation for Northern

Europe), VisitDenmark, World Health Organization (WHO), Work-live-stay

Southern Denmark, Ældresagen, Ægteskab Uden Grænser, Aarhus

Erhverv/International Community, 3 F, og 3F Privat Service, Hotel og

Restauration (3F PSHR).

Side

140/169

UDKAST

9. Sammenfattende skema

Positive

konsekvenser

mindreudgift

(hvis ja, angiv

omfang)

[Under

udarbejdelse]

Negative

konsekvenser/

merudgifter

(hvis ja, angiv

omfang)

Økonomiske konsekvenser

for stat, kommuner og

regioner

Implementeringskonsekvens

er for stat, kommuner og

regioner

Økonomiske konsekvenser

for erhvervslivet

Administrative

konsekvenser

for

erhvervslivet

Administrative

konsekvenser for borgerne

[Under udarbejdelse]

[Under

udarbejdelse]

[Under

udarbejdelse]

[Under

udarbejdelse]

Gennemførelsen

SIS-

forordningerne i

dansk

ret

medfører ingen

administrative

konsekvenser

for borgerne.

[Under udarbejdelse]

Miljømæssige konsekvenser

Forholdet til EU-retten

Ingen

Visse

tredjelandsstatsborge

re skal lade sig

registrere i ind- og

udrejsesystemet ved

indrejse i Schengen.

Visumfritagne

tredjelandsstatsborge

skal

som

udgangspunkt ansøge

om og få meddelt

rejsetilladelse inden

indrejse i Schengen.

Ingen

Lovforslaget indebærer, at ETIAS-

forordningen, EES-forordningen og SIS-

forordningerne gennemføres i dansk ret.

Nej

Er i strid med de principper for

implementering

af erhvervsrettet EU-

regulering/

Går videre end minimumskrav

i EU-regulering

(sæt X)

Side

141/169

UDKAST

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

Det følger af den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 2, stk. 2, 2.

pkt., at tredjelandsstatsborgere, der er omfattet af EU-reglerne om

visumfritagelse og om ophævelse af indrejse- og opholdsbegrænsninger i

forbindelse med arbejdskraftens frie bevægelighed, etablering og udveksling

af tjenesteydelser mv., skal have deres pas eller anden rejselegitimation

viseret før indrejsen, medmindre de pågældende er fritaget for visum jf. § 39,

stk. 2.

Det foreslås at udl § 2, ændres til: ordlyd.

Den foreslåede ændring af

§ 2, stk. 2., 2. pkt.,

vil indebære, at indrejse i

Danmark for visumfri tredjelandsstatsborgere, der er omfattet af EU-reglerne,

betinges af, at der forud for indrejsen er opnået rejsetilladelse, medmindre

pågældende er fritaget for rejsetilladelse, jf. ETIAS-forordningens

bestemmelser herom.

Den foreslåede ændring vil således også indebære, at tredjelandsstatsborgere,

som indrejser og tager ophold i Danmark uden den fornødne gyldige

rejsetilladelse vil kunne afvises efter § 28, udvises efter § 25 b og pålægges

straf efter § 59, stk. 2. Dette gælder dog ikke for tredjelandsborgere, der er

omfattet af EU-reglerne om fri bevægelighed.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, pkt. 2.1.3.8.

Til nr. 2

Bulgarien og Rumænien indtrådte i EU i 2005. Ved indtrædelsen i EU blev

der indgået en tiltrædelsesakt om Bulgariens og Rumæniens tiltrædelse. Det

fremgår af tiltrædelsesakten, at Bulgarien og Rumænien fuldt ud accepterede

alle Schengenreglerne fra tiltrædelsen. Det fremgår endvidere af

tiltrædelsesakten, at de bestemmelser i Schengenreglerne, der hænger direkte

sammen med afskaffelsen af personkontrollen ved de indre grænser,

imidlertid ikke finder anvendelse ved tiltrædelsen, men først når Rådet har

truffet afgørelse herom, efter at det er blevet sikret, at de nødvendige

betingelser for gennemførelse af alle de pågældende regler er opfyldt.

På EU-ministerrådsmøde den 29. juni 2010 blev det i Rådets afgørelse (EU)

2010/365 vedtaget, at bestemmelserne om Schengeninformationssystemet

(SIS) finder anvendelse i Bulgarien og Rumænien fra den 15. oktober 2010,

med undtagelse af forpligtelsen til at nægte indrejse i eller ophold på deres

område for tredjelandsstatsborgere, om hvilke der er foretaget en indberetning

Side

142/169

UDKAST

af en anden medlemsstat med henblik på nægtelse af indrejse eller ophold

(indrejseforbud), og forpligtelsen til at afholde sig fra at udstede

indberetninger i SIS og fra at indlæse uddybende oplysninger i SIS samt fra

at udveksle supplerende oplysninger om tredjelandsstatsborgere med henblik

på nægtelse af indrejse eller ophold (konsultationer).

På EU-ministerrådsmøde den 25. juni 2018 blev det i Rådets afgørelse (EU)

2018/934 vedtaget, at de resterende bestemmelser i Schengenreglerne

vedrørende Schengeninformationssystemet skulle bringes i anvendelse for så

vidt angår Bulgarien og Rumænien.

Med vedtagelsen af denne rådsafgørelse blev de resterende restriktioner i

Schengenreglerne vedrørende SIS ophævet i forhold til Bulgarien og

Rumænien fra den 1. august 2018, hvor afgørelsen blev bragt i anvendelse.

Dette betyder, at Bulgarien og Rumænien fra den 1. august 2018 deltager i en

større del af Schengensamarbejdet, idet SIS fra den dato finder anvendelse i

Bulgarien og Rumænien. Fra den 1. august 2018 er Bulgarien og Rumænien

forpligtede til at nægte indrejse i eller ophold på deres medlemsstats områder

for tredjelandsstatsborgere, om hvilke der er foretaget en indberetning af en

anden medlemsstat med henblik på nægtelse af indrejse eller ophold, at

udstede SIS indberetninger, at indlæse uddybende oplysninger i SIS samt at

udveksle supplerende oplysninger om tredjelandsstatsborgere med henblik på

nægtelse af indrejse eller ophold.

Bulgarien og Rumænien har med andre ord samme forpligtelser

Schengenlande, der anvender Schengenreglerne fuldt ud, når det kommer til

SIS.

Afgørelsen berører ikke ophævelsen af kontrollen ved de indre grænser i

Bulgarien og Rumænien.

Den foreslåede ændring af

§ 2 a, stk. 2,

er en konsekvensændring som følge

af rådsafgørelsen, og vil indebære, at det alene vil være Cypern og Kroatien,

der ikke anses for Schengenlande i forhold til de i § 2 a, stk. 2, nævnte

bestemmelser.

Til nr. 3, 4 og 5

Det følger af den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 2 a, stk. 8, at

der ved SIS II-forordningen i loven forstås forordning om oprettelse, drift og

brug af anden generation af Schengeninformationssystemet (SIS II) med

senere ændringer.

I den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 2 a, stk. 9, er SIS II

endvidere defineret som anden generation af Schengeninformationssystemet.

Side

143/169

UDKAST

Den foreslåede affattelse af

§ 2 a, stk. 8,

vil definere begrebet SIS-

forordningen i udlændingeloven. Bestemmelsen vil indebære, at der ved

begrebet SIS-forordningen i udlændingeloven forstås forordningen om

oprettelse, drift og brug af Schengeninformationssystemet (SIS) på området

for henholdsvis ind- og udrejsekontrol mv. (Europa-Parlamentets og Rådets

forordning (EU) 2018/1861 af 28. november 2018 om oprettelse, drift og brug

af Schengeninformationssystemet (SIS) på området ind- og udrejsekontrol,

om ændring af konventionen om gennemførelse af Schengenaftalen og om

ændring og ophævelse af forordning (EF) nr. 1987/2006).

Den foreslåede affattelse af

§ 2 a, stk. 9,

vil definere begrebet SIS-

tilbagesendelsesforordningen i udlændingeloven. Bestemmelsen vil

indebære, at der ved begrebet SIS-tilbagesendelsesforordningen i

udlændingeloven

forstås

forordningen

brug

Schengeninformationssystemet i forbindelse med tilbagesendelse af

tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold (Europa-Parlamentets og Rådets

forordning (EU) 2018/1860 af 28. november 2018 om brug af

Schengeninformationssystemet i forbindelse med tilbagesendelse af

tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold).

Ved den foreslåede affattelse af stk. 8 og indsættelse af stk. 9 vil der endvidere

blive taget højde for eventuelle fremtidige ændringer af SIS-forordningen og

SIS-tilbagesendelsesforordningen i det omfang, at sådanne ændringer ikke

kræver ændring af andre regler i udlændingeloven.

Den foreslåede affattelse af

§ 2 a, stk. 10,

vil definere begrebet SIS som

Schengeninformationssystemet.

Til nr. 6

Den foreslåede bestemmelse i

§ 2 a, stk. 11,

vil indebære, at bestemmelserne

i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 2018/1240 af 12.

september 2018 om oprettelse af et europæisk system vedrørende

rejseinformation og rejsetilladelse (ETIAS-forordningen) og om ændring af

forordning (EU) nr. 1077/2011, (EU) nr. 515/2014, (EU) 2016/399, (EU)

2016/1624 og (EU) 2017/2226, gælder i Danmark.

Bestemmelsen tager højde for eventuelle fremtidige ændringer af ETIAS-

forordningen i det omfang, at sådanne ændringer ikke kræver ændring af

andre regler i udlændingeloven. Det forventes, at en række af de løbende

ændringer, der måtte ske af ETIAS-forordningen, vil være af mere teknisk

karakter og dermed vil kunne gennemføres administrativt.

Lovforslaget gennemfører ETIAS-forordningen og vil derfor først træde i

kraft i sin vedtagne form på det tidspunkt, som EU-Kommissionen fastsætter,

at ETIAS idriftsættes, jf. ETIAS-forordningens artikel 96, jf. artikel 88. Det

forventes at ske i 2023.

Side

144/169

UDKAST

Der henvises til de almindelige bemærkninger, for en nærmere beskrivelse af

ETIAS-forordningen.

Til nr. 7

Den foreslåede bestemmelse i

§ 2 a, stk. 12,

vil indebære, at bestemmelserne

i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 2017/2226 om

oprettelse af et ind- og udrejsesystem til registrering af ind- og

udrejseoplysninger og oplysninger om nægtelse af indrejse vedrørende

tredjelandsstatsborgere, der passerer Den Europæiske Unions

medlemsstaternes ydre grænser, og om fastlæggelse af betingelserne for

adgang til ind- og udrejsesystemet til retshåndhævelsesformål (EES-

forordningen) og om ændring af konventionen om gennemførelse af

Schengenaftalen og forordning (EF) nr. 767/2008 og (EU) nr. 1077/2011,

gælder i Danmark.

Bestemmelsen tager højde for eventuelle fremtidige ændringer af EES-

forordningen i det omfang, at sådanne ændringer ikke kræver ændring af

andre regler i udlændingeloven. Det forventes, at en række af de løbende

ændringer, der måtte ske af EES-forordningen, vil være af mere teknisk

karakter og dermed vil kunne gennemføres administrativt.

Lovforslaget gennemfører EES-forordningen og vil derfor først træde i kraft

i sin vedtagne form på det tidspunkt, som EU-Kommissionen fastsætter, jf.

EES-forordningens artikel 73, jf. artikel 66. Det forventes at ske i 2022.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, for en nærmere beskrivelse af

EES-forordningen.

Til nr. 8

Efter udlændingelovens § 3, stk. 1, 1. pkt., har udlændinge, der efter regler

fastsat i medfør af § 39, stk. 2, er fritaget for visum, ret til at indrejse og

opholde sig i Danmark i højst 90 dage inden for en periode på 180 dage,

hvorved perioden på 180 dage forud for hver opholdsdag tages i betragtning.

Den foreslåede ændring af bestemmelsen i

§ 3, stk. 1,

vil indebære, at

udlændinge, som er fritaget for visum, skal have opnået en rejsetilladelse jf.

den foreslåede § 3 b, jf. lovforslagets § 1, nr. 10, for at have ret til at indrejse

og opholde sig her i landet i højst 90 dage inden for en periode på 180 dage,

med mindre de er fritaget for kravet om rejsetilladelse jf. ETIAS-

forordningen.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, pkt. 2.1.1.5.

Til nr. 9

Side

145/169

UDKAST

Efter udlændingelovens § 3, stk. 2, har en udlænding, der er statsborger i et

land, som Danmark forud for Schengenkonventionens ikrafttræden har

indgået en bilateral visumfritagelsesaftale med, ret til at indrejse og opholde

sig i Danmark i overensstemmelse med bestemmelserne i aftalen.

Den foreslåede ændring af bestemmelsen i

§ 3, stk. 2,

vil indebære, at

udlændinge, der forud for indrejsen i Danmark allerede har opholdt sig i et

andet Schengenland i mere end 90 dage inden for 180 dage i medfør af en

bilateral aftale indgået mellem dette andet Schengenland og et tredjeland,

ikke har den i 1. pkt. beskrevne ret til at indrejse og opholde sig i Danmark.

En udlænding, der har opholdt sig i et andet Schengenland i medfør af en

bilateral aftale, kan således ikke gøre brug af en bilateral aftale mellem det

pågældende land og Danmark.

Den foreslåede ændring vil endvidere indebære, at en udlænding, der

opholder sig i Danmark på baggrund af en bilateral visumfritagelsesaftale,

alene må opholde sig i Danmark under dette ophold og skal udrejse ved

Danmarks ydre grænser. Den pågældende udlænding har således ikke ret til

at opholde sig i et andet Schengenland. Dette udelukker ikke muligheden for

at transitere et andet medlemsland i forbindelse med udrejsen.

Den foreslåede ændring vil dermed også indebære, at en udlænding, der

opholder sig visumfrit i et andet Schengenland i medfør af en bilateral aftale

mellem dette Schengenland og et tredjeland, ikke i forlængelse af dette

ophold kan indrejse og opholde sig i Danmark, ligesom pågældende

udlænding ikke kan udrejse af Schengenområdet fra Danmark.

Til nr. 10

Udlændingeloven indeholder på nuværende tidspunkt ikke bestemmelser om

udstedelse af rejsetilladelse, og visumfrie tredjelandsstatsborgere skal således

alene fremvise gyldigt rejsedokument ved indrejse i Schengenområdet, jf.

udlændingelovens § 39.

Den foreslåede bestemmelse i lovforslagets

§ 3 b

vil indebære, at der udstedes

rejsetilladelser til visumfrie tredjelandsstatsborgere i overensstemmelse med

ETIAS-forordningen. Rejsetilladelsen vil som udgangspunkt gælde i alle

Schengenlande, men dog i visse tilfælde alene for Danmark med gyldighed i

et nærmere fastsat tidsrum. Bestemmelsen vil endvidere medføre, at udstedte

rejsetilladelser kan annulleres eller inddrages efter reglerne i ETIAS-

forordningen.

Til nr. 11

Der findes ikke i udlændingeloven bestemmelser om, hvordan en afgørelse

om tilladelse, afslag på eller annullering eller inddragelse af rejsetilladelse

Side

146/169

UDKAST

skal meddeles ansøgeren, eller hvilken myndighed der træffer afgørelser

herom.

Den foreslåede bestemmelse i

§ 4 f

vil indebære, at der etableres en national

ETIAS-enhed i Udlændingestyrelsen.

Den foreslåede bestemmelse vil endvidere indebære, at den nationale ETIAS-

enheds afgørelser om udstedelse af, afslag på, annullering eller inddragelse af

rejsetilladelse efter ETIAS-forordningens bestemmelser herom meddeles

ansøgeren ved anvendelse af den af Europa-Kommissionen vedtagne

standardformular. Den foreslåede bestemmelse vil således medføre, at den

nationale ETIAS-enheds afgørelser om udstedelse af, afslag på, annullering

eller inddragelse af rejsetilladelse undtages fra de forvaltningsretlige krav til,

at begrundelser skal indeholde en kort redegørelse for de oplysninger

vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig

betydning for afgørelsen og, i det omfang, afgørelsen beror på et

administrativt skøn, de hovedhensyn, der har været bestemmende for

skønsudøvelsen og kravet om underskrift på en afgørelse, idet der ikke vil

være mulighed for at tilføje til eller ændre i standardformularen.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, pkt. 2.1.3.3. og 2.1.3.4.

Den foreslåede bestemmelse om, at den nationale ETIAS-enhed etableres i

Udlændingestyrelsen, vil endvidere indebære, at den nationale ETIAS-enheds

afslag på rejsetilladelse, annullering og inddragelse af en rejsetilladelse kan

påklages til Udlændingenævnet, jf. udlændingelovens § 46 a, stk. 1.

Klagesagsbehandlingen vil herefter følge de almindelige regler for klager

indgivet til Udlændingenævnet. Det betyder bl.a., at der gælder en klagefrist

på 8 uger efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen via e-

mailtjenesten, men at Udlændingenævnets formand eller den, formanden

bemyndiger dertil, i særlige tilfælde vil kunne beslutte, at en klage skal

behandles, selvom klagen er indgivet efter udløb af fristen.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, pkt. 2.1.3.7.

Til nr. 12

Der er tale om konsekvensændringer som følge af, at SIS II-forordningen

(forordning (EF) nr. 1987/2006 om oprettelse, drift og brug af anden

generation af Schengen-informationssystemet (SIS II)) ophæves og erstattes

af bestemmelserne i SIS-forordningen (forordning (EU) 2018/1861 om

oprettelse, drift og brug af Schengeninformationssystemet (SIS) på området

ind- og udrejsekontrol mv.), jf. SIS-forordningens artikel 65.

Til nr. 13

Side

147/169

UDKAST

Efter den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 19, stk. 4, kan en

tidsbegrænset eller tidsubegrænset opholdstilladelse altid inddrages, såfremt

en udlænding, der ikke er statsborger i et Schengenland eller et EU-land, er

indberettet til SIS II som uønsket på baggrund af omstændigheder, der her i

landet kunne medføre udvisning efter kapitel 4. Det samme er tilfældet, hvis

udlændingen er indberettet til SIS II som uønsket, fordi den pågældende er

omfattet af restriktive foranstaltninger besluttet af De Forenede Nationer eller

Den Europæiske Union. En sådan inddragelse vil ske efter konsultation med

myndighederne i et andet Schengenland efter Schengenkonventionens artikel

25.

Den foreslåede ændring af

§ 19, stk. 4, 1. og 2. pkt.,

vil indebære

konsekvensændringer som følge af, at SIS II-forordningen ophæves og

erstattes af bestemmelserne i SIS-forordningen, jf. SIS-forordningens artikel

65.

Den foreslåede ændring af

§ 19, stk. 4, 3. pkt.,

vil indebære, at inddragelse

som i dag vil ske efter konsultation med myndighederne i et andet EU- eller

Schengenland, men som en konsekvens af, at Schengenkonventionens artikel

25 udgår, jf. SIS-forordningens artikel 64, vil konsultation skulle ske i medfør

af SIS-forordningens bestemmelser om konsultation, herunder artikel 28, 29

og 30.

Af artikel 29 fremgår det, at hvis en udlænding med en gyldig

opholdstilladelse eller et gyldigt visum til længerevarende ophold, udstedt af

anden

medlemsstat,

indberettet

som

uønsket

Schengeninformationssystemet (SIS) på baggrund af en afgørelse om

nægtelse af indrejse eller ophold, skal der ske konsultationer mellem det land,

der har udstedt opholdstilladelsen eller visummet, og den medlemsstat, der

har indberettet udlændingen som uønsket, med henblik på at fastslå, om der

er tilstrækkeligt grundlag for at inddrage opholdstilladelsen eller visummet til

længerevarende ophold.

Som i dag vil det ved en inddragelse af en opholdstilladelse i medfør af

udlændingelovens §§ 19 a og 26 skulle vurderes, om der er hensyn, der taler

imod, at opholdstilladelsen inddrages.

Til nr. 14

Der er tale om en konsekvensændring som følge af, at SIS II-forordningen

ophæves og erstattes af bestemmelserne i SIS-forordningen, jf. SIS-

forordningens artikel 65.

Til nr. 15

Den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 27 b vedrører fuldbyrdelse

af endelige administrative afgørelser truffet af myndigheder i andre EU- og

Side

148/169

UDKAST

Schengenlande om udsendelse af udlændinge. Efter § 27 b, stk. 3, skal

Udlændingestyrelsen i medfør af udlændingelovens § 58 h, stk. 1, inden der

kan ske udsendelse af en udlænding efter § 27 b, stk. 1, efter

Schengenkonventionens artikel 25, stk. 2, gennemføre konsultationer med

myndighederne i det land, hvor der er truffet endelig afgørelse om udsendelse

af den pågældende, og med myndighederne i det land, hvor den pågældende

har opholdstilladelse eller visum til længerevarende ophold, med henblik på

at finde ud af, om der er tilstrækkeligt grundlag for at inddrage

opholdstilladelsen.

Den foreslåede ændring i

§ 27 b, stk. 3,

vil indebære, at der som i dag skal ske

konsultation med myndighederne i et andet EU- eller Schengenland, inden

der kan ske udsendelse af en udlænding efter § 27 b, stk. 1. Som en

konsekvens af, at Schengenkonventionens artikel 25 udgår, jf. SIS-

forordningens artikel 64, vil konsultation fremover skulle ske i medfør af SIS-

forordningens artikel 30 eller SIS-tilbagesendelsesforordningens artikel 12.

Af SIS-forordningens artikel 30 fremgår det, at hvis en medlemsstat får et hit

på en indberetning om nægtelse af indrejse og ophold indlæst af en

medlemsstat vedrørende en udlænding med en gyldig opholdstilladelse eller

et gyldigt visum til længerevarende ophold udstedt af en anden medlemsstat,

konsulterer de tre involverede medlemsstater hinanden med henblik på at

fastslå, om der er tilstrækkeligt grundlag for at inddrage opholdstilladelsen

eller visummet til længerevarende ophold.

Det samme gør sig gældende i forhold til SIS-tilbagesendelsesforordningen,

hvor hittet vedrører en indberetning om tilbagesendelse.

Det er en forudsætning for anvendelsen af § 27 b, stk. 3, at

Udlændingestyrelsen, som træffer afgørelser i medfør af § 27 b, er bekendt

med, at en udlænding, der opholder sig her i landet, er omfattet af en

udsendelsesafgørelse truffet i et andet Schengenland.

Det forudsættes i den forbindelse, at politiet eller udlændingemyndighederne

konstaterer, at den pågældende er omfattet af en sådan udsendelsesafgørelse.

For politiets vedkommende vil kendskab til en indberettet

udsendelsesafgørelse bero på opslag i SIS i forbindelse med en

udlændingekontrol, hvis udlændingen antræffes i Danmark, eller i forbindelse

med ind- og udrejsekontrol på Danmarks ydre grænse.

Det bliver med SIS-forordningen og SIS-tilbagesendelsesforordningen

fremover obligatorisk at indlæse indberetninger om nægtelse af indrejse og

ophold samt indberetninger om udlændinge, der er genstand for afgørelser om

tilbagesendelse. For afgørelser om nægtelse af indrejse og ophold eller

afgørelser om tilbagesendelse, må det forventes, at disse giver et hit, når der

søges på en person, der er genstand for en sådan afgørelse, i SIS, såfremt

afgørelserne er truffet efter det tidspunkt, som EU-Kommissionen beslutter,

Side

149/169

UDKAST

at forordningerne skal finde anvendelse fra, jf. SIS-forordningens artikel 66

og SIS-tilbagesendelsesforordningens artikel 20, jf. SIS-forordningens artikel

66. Afgørelser af ældre dato vil ikke nødvendigvis fremgå af SIS.

Til nr. 16

Udlændingeloven indeholder i dag ikke bestemmelser om afvisning af

udlændinge, som ikke vil lade sig registrere i ind- og udrejsesystemet.

Den foreslåede ændring af

§ 28, stk. 1, nr. 2,

vil indebære, at

tredjelandsstatsborgere afvises ved indrejse i Danmark, hvis pågældende ikke

vil lade sig registrere i ind- og udrejsesystemet, med mindre pågældende

undtaget herfor, jf. EES-forordningen.

Til nr. 17

Udlændingeloven indeholder i dag ikke bestemmelser om afvisning af

visumfritagne udlændinge, som ikke er i besiddelse af rejsetilladelse ved

indrejse i Danmark.

Den foreslåede ændring af

§ 28, stk. 1, nr. 2,

vil indebære, at visumfritagne

udlændinge ved indrejse i Danmark vil kunne afvises, hvis pågældende ikke

er i besiddelse af en gyldig rejsetilladelse jf. ETIAS-forordningen, med

mindre pågældende undtaget herfor, jf. ETIAS-forordningen.

Til nr. 18

Der er tale om en konsekvensændring som følge af, at SIS II-forordningen

ophæves og erstattes af bestemmelserne i SIS-forordningen, jf. SIS-

forordningens artikel 65.

Til nr. 19

Der er tale om konsekvensændringer som følge af, at SIS II-forordningen

ophæves og erstattes af bestemmelserne i SIS-forordningen, jf. SIS-

forordningens artikel 65.

Til nr. 20

Udlændingeloven indeholder i dag ikke bestemmelser om fastsættelse af

regler om visumfritagne udlændinges besiddelse af rejsetilladelse ved

indrejse og ophold i Danmark.

Den foreslåede ændring af

§ 39, stk. 2,

vil indebære, at visumfritagne

udlændinge ved indrejse og ophold i Danmark vil skulle være i besiddelse af

en gyldig rejsetilladelse, medmindre de pågældende er undtaget fra dette krav,

jf. ETIAS-forordningen. Ændringen medfører dermed også, at politiet i

forbindelse med grænsekontrol skal kontrollere, om en udlænding, som er

Side

150/169

UDKAST

omfattet af kravet om besiddelse af en rejsetilladelse, er i besiddelse af en

sådan ved sin indrejse i Danmark.

Den foreslåede ændring vil indebære, at ophold i Danmark uden

rejsetilladelse eller fortsat ophold efter en rejsetilladelses udløb vil være et

ulovligt ophold og være omfattet af udlændingelovens § 28, stk. 1, nr. 2, om

afvisning ved grænsen, § 25 b om udvisning for ophold uden fornøden

tilladelse og § 59, stk. 2, om straf for ophold uden fornøden tilladelse.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, pkt. 2.1.1.7.

Til nr. 21

Den foreslåede ændring vil indebære, at der i

overskriften til kapitel 8 a

vil

blive tilføjet »EES-forordningen, ETIAS-forordningen« med henblik på at

tydeliggøre, at videregivelse af oplysninger også vil kunne ske efter EES-

forordningen og ETIAS-forordningen, jf. den foreslåede ændring af

udlændingelovens § 58 d.

Til nr. 22

Det følger af den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 58 d, at

udlændinge- og integrationsministeren kan fastsætte nærmere bestemmelser

til gennemførelse af reglerne i Schengenkonventionen, VIS-forordningen,

visumkodeksen, Dublinforordningen og Eurodacforordningen.

Den foreslåede ændring af bestemmelsen i

§ 58 d,

vil indebære, at

udlændinge- og integrationsministeren tillige vil kunne fastsætte nærmere

bestemmelser til gennemførelse af reglerne i ETIAS-forordningen og EES-

forordningen.

Til nr. 23

Der er tale om en konsekvensændring som følge af, at SIS II-forordningen

ophæves og erstattes af bestemmelserne i SIS-forordningen, jf. SIS-

forordningens artikel 65.

Til nr. 24

Den foreslåede bestemmelse i

§ 58 g, stk. 3,

vil indebære, at udlænding

indberettes i SIS, hvis den pågældende er genstand for en afgørelse om

tilbagesendelse.

Den nye SIS-tilbagesendelsesforordning gør det obligatorisk at indberette

afgørelser om tilbagesendelse i SIS.

Side

151/169

UDKAST

Af SIS-tilbagesendelsesforordningens artikel 3, stk. 1, følger, at

medlemsstaterne indlæser indberetninger om tilbagesendelse i SIS om

tredjelandsstatsborgere, der er genstand for en afgørelse om tilbagesendelse,

med henblik på at kontrollere, at forpligtelsen til at vende tilbage er blevet

overholdt, og at støtte håndhævelsen af afgørelsen om tilbagesendelse. En

sådan indberetning skal indlæses straks efter, at afgørelsen om

tilbagesendelse er truffet.

En indberetning om tilbagesendelse kan efter artikel 3, stk. 2, undlades, når

en afgørelse om tilbagesendelse vedrører en tredjelandsstatsborger, der er

frihedsberøvet, men den pågældende venter på at blive udsendt. Hvis den

pågældende løslades uden at blive udsendt, indlæses indberetningen om

tilbagesendelse straks.

Af artikel 3, stk. 3, følger, at det kan undlades at indlæse en indberetning om

tilbagesendelse, når afgørelsen er truffet ved en medlemsstats ydre grænse,

og afgørelsen omgående er blevet fuldbyrdet.

Af artikel 3, stk. 4 og 5, følger det, at fristen for frivillig udrejse, enhver

forlængelse af denne frist samt enhver suspendering eller udsættelse af

håndhævelsen af afgørelsen om tilbagesendelse skal registreres i

indberetningen om tilbagesendelse. Udsættelse af håndhævelsen kan bl.a.

bero på indgivelse af en klage.

Det er ikke som i § 58 g, stk. 1 og 2, anført, at det er Rigspolitichefen, der

foretager indberetningerne om tilbagesendelse. Det følger fortsat af Lov om

Danmarks tiltrædelse af Schengenkonventionen, at Rigspolitichefen er den

centrale myndighed, og dermed er den ansvarlige myndighed for den

nationale del af Schengeninformationssystemet. Der henvises i den

forbindelse til de specielle bemærkninger til lovforslagets § 2, nr. 2.

Det følger ikke af SIS-tilbagesendelsesforordningen, at den centrale

myndighed skal forestå indberetningerne i SIS. Det er i forlængelse heraf

besluttet, at udlændingemyndighederne tillægges kompetencen til at foretage

indberetningerne i SIS af udlændinge, der er genstand for en

tilbagesendelsesafgørelse.

Rigspolitichefen indberetter fortsat udlændinge som uønskede i SIS. Dette vil

være tilfældet, indtil § 58 g, stk. 1 og 2, ændres som følge af

ressortdelingsaftalen mellem Justitsministeriet og Udlændinge- og

Integrationsministeriet, hvor opgaven overgår til udlændingemyndighederne.

Det følger af kongelig resolution af 10. september 2019, jf. bekendtgørelse

nr. 946 af 12. september 2019 om ændring i forretningernes fordeling mellem

ministrene, at bl.a. det overordnede ressortansvar for behandling af sager efter

udlændingeloven, der ikke indebærer anvendelse af tvang eller

Side

152/169

UDKAST

magtanvendelse, overføres fra justitsministeren til udlændinge- og

integrationsministeren.

Rigspolitichefen, der hører under justitsministerens ansvarsområde, vil som

konsekvens heraf bl.a. ikke længere have kompetencen til at indberette

udlændinge som uønskede i SIS. Myndighederne under Udlændinge- og

Integrationsministeriet har efter ressortansvarsfordelingen overtaget disse

beføjelser fra politiet.

Ændringerne i ressortfordelingen indebærer ikke materielle ændringer i

adgangen til at indberette udlændinge som uønskede i SIS efter § 58 g.

Til nr. 25

Den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 58 h, stk. 1, medfører, at

Udlændingestyrelsen og Styrelsen for International Rekruttering og

Integration forestår konsultationer med myndighederne i et andet EU- eller

Schengenland i medfør af Schengenkonventionens artikel 25.

Den foreslåede ændring af Schengenkonventionens artikel 25 i

udlændingelovens

§ 58 h, stk. 1,

er en konsekvens af, at

Schengenkonventionens artikel 25 udgår, jf. SIS-forordningens artikel 64.

Konsultation vil efter den foreslåede bestemmelse fremover skulle ske i

medfør af SIS-forordningens og SIS-tilbagesendelsesforordningens

bestemmelser om konsultation.

I SIS-forordningen findes bestemmelserne om konsultation i forordningens

artikler 27-30. I SIS-tilbagesendelsesforordningen findes bestemmelserne om

konsultation i forordningens artikel 9-12.

Ifølge udlændingelovens § 58 h, stk. 2, er Rigspolitichefen kompetent til at

slette indberetninger vedrørende udlændinge, som er indberettet som

uønskede i SIS.

Det følger af kongelig resolution af 10. september 2019, jf. bekendtgørelse

nr. 946 af 12. september 2019 om ændring i forretningernes fordeling mellem

ministrene, at bl.a. det overordnede ressortansvar for behandling af sager efter

udlændingeloven, der ikke indebærer anvendelse af tvang eller

magtanvendelse, overføres fra justitsministeren til udlændinge- og

integrationsministeren.

Rigspolitichefen, der hører under justitsministerens ansvarsområde, vil som

konsekvens af kongelig resolution af 10. september 2019, jf. bekendtgørelse

nr. 946 af 12. september 2019 om ændring i forretningernes fordeling mellem

ministrene, bl.a. ikke længere have kompetencen til at slette udlændinge som

uønskede

SIS.

Myndighederne

under

Udlændinge-

Side

153/169

UDKAST

Integrationsministeriet har efter ressortansvarsfordelingen overtaget disse

beføjelser fra politiet.

Ændringerne i ressortfordelingen indebærer ikke materielle ændringer i

adgangen til at slette udlændinge som uønskede i SIS efter § 58 h, stk. 2.

Til nr. 26

Efter den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 58 h, stk. 2, sletter

Rigspolitichefen en i medfør af § 58 g indberettet udlænding i SIS II, såfremt

Udlændingestyrelsen og Styrelsen for International Rekruttering og

Integration efter de i stk. 1 nævnte konsultationer finder, at den pågældende

bør slettes som uønsket.

Udlændingelovens § 58 h, stk. 2, foreslås konsekvensrettet som følge af de

foreslåede ændringer i § 58 h, stk. 1, hvor »Udlændingestyrelsen og Styrelsen

for

International

Rekruttering

Integration«.

ændres

til

»udlændingemyndighederne«.

Bestemmelsen foreslås tillige konsekvensrettet som følge af, at det er

besluttet, at udlændingemyndighederne tillægges kompetencen til at

indberette udlændinge, som er genstand for en tilbagesendelsesafgørelse, i

SIS. Det foreslås derfor også, at udlændingemyndighederne tillægges

kompetence til at slette disse igen, såfremt det vurderes relevant efter

konsultation med et andet Schengenland.

Rigspolitichefen er fortsat kompetent til at slette indberetninger vedrørende

udlændinge, som er indberettet som uønskede. Dette vil være tilfældet indtil

§ 58 h ændres som følge af ressortdelingsaftalen mellem Justitsministeriet og

Udlændinge- og Integrationsministeriet, hvor opgaven overgår til

udlændingemyndighederne.

Til nr. 27

Udlændingeloven indeholder i dag bestemmelser om videregivelse af

personoplysninger i medfør af bl.a. Dublinforordningen.

Den foreslåede bestemmelse i

§ 58 k

vil indebære, at de myndigheder, der

varetager udsendelser af tredjelandsstatsborgere kan overføre oplysninger,

som er registreret i ind- og udrejsesystemet, til et tredjeland eller FN-

organisationer (f.eks. UNHCR,) Den Internationale Organisation for

Migration (IOM) og Den Internationale Røde Kors Komité, til brug for

identifikation af en tredjelandsstatsborger i forbindelse med dennes

tilbagesendelse, under iagttagelse af de i forordningen oplistede betingelser.

Bestemmelsen giver således mulighed for, at de myndigheder som varetager

opgaven med udsendelser, i forbindelse med sådanne vil kunne overføre

Side

154/169

UDKAST

oplysninger fra ind- og udrejsesystemet, herunder biometri, til et tredjeland

eller de nævnte internationale organisationer, med henblik på at identificere

den tredjelandsstatsborger, som skal udsendes.

Den foreslåede bestemmelse i

§ 58 k, stk. 2,

vil medføre, at Datatilsynet fører

tilsyn med behandlingen og anvendelsen af de oplysninger, der er videregivet

efter reglerne i EES-forordningen.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, pkt. 2.2.4.4.

Til nr. 28

Udlændingeloven indeholder i dag bestemmelser om videregivelse af

personoplysninger i medfør af bl.a. Dublinforordningen.

Den foreslåede bestemmelse i

§ 58 l

vil medføre, at de myndigheder, der

varetager udsendelse af tredjelandsstatsborgere kan overføre oplysninger,

som er registreret i ETIAS, under hensyn til de i ETIAS-forordningen

oplistede betingelser, til et tredjeland til brug for identifikation af en

tredjelandsstatsborger i forbindelse med dennes tilbagesendelse.

Bestemmelsen giver således mulighed for, at de myndigheder som varetager

opgaven med udsendelser, i forbindelse med sådanne vil kunne overføre

oplysninger fra ETIAS-systemet, til et tredjeland, med henblik på at

identificere den tredjelandsstatsborger, som skal udsendes.

Den foreslåede bestemmelse i

§ 58 l, stk. 2,

vil indebære, at Datatilsynet fører

tilsyn med behandlingen og anvendelsen af de oplysninger, der er videregivet

efter reglerne i ETIAS-forordningen.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, pkt. 2.1.3.10.

Til nr. 29

Det følger af den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 59, stk. 1, nr.

2, at det straffes med bøde eller fængsel indtil 6 måneder at skaffe sig adgang

til landet gennem paskontrollen eller skaffe sig visum, pas eller anden

rejselegitimation eller tilladelse til ophold eller arbejde her i landet ved

bevidst urigtige oplysninger eller svigagtige fortielser. Det følger endvidere

af bestemmelsen, at det ved strafudmålingen skal betragtes som en skærpende

omstændighed, at overtrædelsen er begået i gentagelsestilfælde.

Som følge af den foreslåede bestemmelse i § 1, nr. 19, vedrørende § 28, stk.

1, nr. 2, vil det være en indrejsebetingelse for visumfri tredjelandsstatsborgere

at være i besiddelse af en rejsetilladelse, medmindre disse er undtaget herfor,

jf. ETIAS-forordningen.

Side

155/169

UDKAST

Den foreslåede ændring af

§ 59, stk. 1, nr. 2,

vil indebære, at bestemmelsen

ligeledes omfatter opnåelse af rejsetilladelse ved bevidst urigtige oplysninger

eller svigagtige fortielser, og at det således er strafpålagt på denne måde at

opnå en rejsetilladelse.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, pkt. 2.1.1.8.

Til nr. 30

Det følger af den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 59 a, stk. 1, at

en person, som

bringer en udlænding her til landet, som ved indrejsen i

Danmark, eller i transit i en dansk lufthavn ikke er i besiddelse af fornøden

rejselegitimation og visum, jf. § 39, straffes med bøde.

Den foreslåede ændring af

§ 59 a, stk. 1,

vil indebære, at også en manglende

fornøden rejsetilladelse er omfattet af bestemmelsen, hvorefter en transportør,

som bringer en udlænding til landet, som ikke er i besiddelse af en gyldig

rejsetilladelse, kan straffes med bøde.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, pkt. 2.1.1.9.

§2

Til nr. 1

Det følger af den gældende bestemmelse i tiltrædelseslovens § 2, stk. 1, at

bestemmelserne i SIS II-rådsafgørelsen og SIS II-forordningen gælder i

Danmark.

Den foreslåede ændring af

§ 2, stk. 1,

vil indebære, at bestemmelserne i SIS-

forordningerne gælder i Danmark. Disse bestemmelser træder i stedet for SIS

II-forordningen og SIS II-rådsafgørelsen.

Bestemmelsen tager højde for eventuelle fremtidige ændringer af SIS-

forordningerne i det omfang, at sådanne ændringer ikke kræver ændring af

andre regler i tiltrædelsesloven.

Der henvises til de almindelige bemærkninger i pkt. 2.3.3. for en nærmere

beskrivelse af de foreslåede ændringer i de gældende regler for SIS.

Til nr. 2

Det følger af den gældende bestemmelse i tiltrædelseslovens § 2, stk. 2, at

Rigspolitichefen er den centrale myndighed efter SIS II-rådsafgørelsens og

SIS II-forordningens artikel 7, stk. 1. Efter retsakternes artikel 7, stk. 1, skal

hver medlemsstat udpege en myndighed (»N.SIS II-kontoret«), der har det

overordnede ansvar for medlemsstatens N.SIS II.

Side

156/169

UDKAST

Bestemmelserne i SIS II-rådsafgørelsen og SIS II-forordningen erstattes

fremover af artikel 7, stk. 1, i forordningerne om oprettelse, drift og brug af

SIS på områderne for henholdsvis ind- og udrejsekontrol samt

politisamarbejde og strafferetligt samarbejde mv. samt artikel 19 i forordning

om brug af SIS i forbindelse med tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere

med ulovligt ophold, jf. artikel 7, stk. 1, i forordningen om oprettelse, drift og

brug af SIS på området ind- og udrejsekontrol mv., hvorefter hver

medlemsstat udpeger en myndighed (N.SIS-kontoret), der har det

overordnede ansvar for dets N.SIS.

Det foreslås desuden, at »Rigspolitichefen« ændres til »Rigspolitiet« for at

synliggøre, at det er Rigspolitiet som myndighed og ikke Rigspolitichefen

som person, som udgør denne myndighed, som det også er tilfældet i dag. Der

tilsigtes ikke hermed nogen ændringer i Rigspolitiets ansvar for det nationale

system.

Det foreslås endvidere, at begrebet »den centrale myndighed« ændres til

»N.SIS-kontoret«, idet førstnævnte begreb allerede ved SIS II-rådsafgørelsen

og SIS II-forordningen blev erstattet af begrebet »N.SIS II-kontoret«, som

med de nye SIS-forordninger fremover kaldes »N.SIS-kontoret«.

Der er således alene tale om konsekvensændringer, og Rigspolitiet vil som

hidtil være den myndighed, der har det overordnede ansvar for det nationale

system.

Til nr. 3

Efter SIS II-rådsafgørelsens artikel 60, stk. 2, og forordningens artikel 44, stk.

1, udpeger hver medlemsstat en national tilsynsmyndighed, der uafhængigt

overvåger lovligheden af behandlingen af SIS II-personoplysninger, samt

udveksling og yderligere behandling af supplerende oplysninger. Disse

bestemmelser erstattes af artikel 55 i forordningen om oprettelse, drift og brug

af Schengeninformationssystemet (SIS) på området ind- og udrejsekontrol

mv., artikel 69 i forordningen om oprettelse, drift og brug af

Schengeninformationssystemet (SIS) på området politisamarbejde og

strafferetligt samarbejde mv., artikel 19 i forordningen om brug af

Schengeninformationssystemet i forbindelse med tilbagesendelse af

tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold, jf. artikel artikel 55 i

forordningen om oprettelse, drift og brug af Schengeninformationssystemet

(SIS) på området ind- og udrejsekontrol mv. Der er alene tale om en

konsekvensændring. Datatilsynet vil således som hidtil være den danske

tilsynsmyndighed på området, ligesom der ikke er tilsigtet nogen ændringer i

Datatilsynets tilsynskompetence.

Schengenkonventionens artikel 128 (om det generelle tilsyn med behandling

af personoplysninger) berøres ikke af forordningerne.

Side

157/169

UDKAST

§3

Det foreslås i

stk. 1,

at § 1, nr. 2, træder i kraft den 1. april 2021.

Det betyder, at Bulgarien og Rumænien fra den 1. april 2021 ikke længere vil

fremgå af udlændingelovens § 2 a, stk. 2, som et land, der ikke anses for et

Schengenland, idet Bulgarien og Rumænien fra den 1. august 2018 deltager i

en større del af Schengensamarbejdet, da SIS fra den dato finder anvendelse

i Bulgarien og Rumænien. Fra den 1. august 2018 er Bulgarien og Rumænien

forpligtede til at nægte indrejse i eller ophold på deres medlemsstats områder

for tredjelandsstatsborgere, om hvilke der er foretaget en indberetning af en

anden medlemsstat med henblik på nægtelse af indrejse eller ophold, at

udstede SIS indberetninger, at indlæse uddybende oplysninger i SIS samt at

udveksle supplerende oplysninger om tredjelandsstatsborgere med henblik på

nægtelse af indrejse eller ophold.

Det foreslås i

stk. 2,

at udlændinge- og integrationsministeren fastsætter

tidspunktet for ikrafttræden af § 1, nr. 1 og 3-30, og § 2. Ministeren kan

herunder fastsætte, at bestemmelserne træder i kraft på forskellige

tidspunkter.

Det betyder, at udlændinge- og integrationsministeren ved bekendtgørelse

fastsætter tidspunktet for, hvornår lovforslagets § 1, nr. 1 og nr. 3-30, og § 2,

træder i kraft. Det betyder endvidere, at ministeren kan sætte de enkelte

bestemmelser i kraft på forskellige tidspunkter.

Det bemærkes i den forbindelse, at EES-forordningen, ETIAS-forordningen

og SIS-forordningerne, der alle er trådt i kraft, først vil være gældende fra

datoen for idriftsættelse af ind- og udrejsesystemet, ETIAS-systemet og det

nye SIS-system. Systemerne vil blive idriftsat på datoer fastsat af EU-

Kommissionen, når visse betingelser for idriftsættelse er opfyldt.

Hovedparten af forordningernes bestemmelser vil således ikke finde

anvendelse i Danmark, før EU-Kommissionen har fastsat datoer for

systemernes idriftsættelse. Det foreslås på den baggrund, at udlændinge- og

integrationsministeren skal kunne fastsætte tidspunktet for ikrafttræden af de

pågældende bestemmelser i lovforslaget, således at bestemmelserne kan

træde i kraft samtidig med, at de enkelte systemer idriftsættes.

Systemerne forventes således endvidere at blive idriftsat på forskellige

tidspunkter, hvorfor det på den baggrund desuden foreslås, at udlændinge- og

integrationsministeren kan fastsætte, at bestemmelserne træder i kraft på

forskellige tidspunkter.

Side

158/169

UDKAST

De foreslåede bestemmelser i lovforslagets § 1, nr. 1, 6, 8, 10, 11, 17, 20, 28,

29 og 30, som vedrører ETIAS-forordningen, forventes således at skulle

træde i kraft på den dato, som EU-Kommissionen fastsætter, at ETIAS-

systemet skal idriftsættes efter ETIAS-forordningens artikel 88, stk. 1.

De foreslåede bestemmelser i lovforslagets § 1, nr. 7, 9, 16, 21, 22 og 27, som

vedrører EES-forordningen, forventes at skulle træde i kraft på den dato, som

EU-Kommissionen fastsætter, at ind- og udrejsesystemet skal idriftsættes

efter EES-forordningens artikel 66, stk. 1.

De foreslåede bestemmelser i lovforslagets § 1, nr. 3, 4, 5, 12, 13, 14, 15, 18,

19, 23, 24, 25 og 26, samt § 2, som vedrører SIS-forordningerne, forventes at

skulle træde i kraft på den dato, som EU-Kommissionen fastsætter, at SIS

skal idriftsættes efter grænseforvaltningsforordningens artikel 66, stk. 2,

tilbagesendelsesforordningens

artikel

20,

jf.

grænseforvaltningsforordningens

artikel

66,

stk.

retshåndhævelsesforordningens artikel 79, stk. 2.

§4

Den foreslåede bestemmelse, der vedrører lovens territoriale gyldighed, vil

indebære, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland, men ved kongelig

anordning helt eller delvis kan sættes i kraft for Færøerne og Grønland med

de ændringer, som de færøske eller grønlandske forhold tilsiger.

Side

159/169

UDKAST

Bilag 1

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Gældende formulering

Lovforslaget

§1

I udlændingeloven, jf. lovbekendtgørelse nr.

1513 af 22. oktober 2020, som senest ændret

ved lov nr. [xxxx] 2020, foretages følgende

ændringer:

§ 2. ---

Stk. 2. Udlændinge, der er omfattet af de regler,

der er nævnt i stk. 4 (EU-reglerne), men som ikke

er statsborgere i et af de i stk. 1 nævnte lande

(tredjelandsstatsborgere),

kan

indrejse

opholde sig her i landet i samme tidsrum som de

i stk. 1 nævnte personer. Tredjelandsstatsborgere

skal

dog

have

deres

viseret

pas

før

eller

anden

rejselegitimation

jf. § 39, stk. 2.

Stk. 3-5.

---

§ 2 a. ---

Stk. 2. Ved et Schengenland forstås i denne lov

et land, der er tilsluttet Schengenkonventionen.

Bulgarien, Cypern, Kroatien og Rumænien anses

dog ikke for Schengenlande i forhold til § 2 b,

stk. 1-3, §§ 3, 4 og 4 b, § 10, stk. 2, nr. 4, § 19,

stk. 4 og 5, kapitel 4 a, § 28, stk. 1, nr. 6, § 38,

stk. 1-3, § 39, stk. 3, 2. pkt., §§ 58 f-58 h og § 59,

stk. 1, nr. 1.

Stk. 3-7

---

Stk. 8. Ved SIS II-forordningen forstås i denne

lov forordning om oprettelse, drift og brug af

anden

senere ændringer.

generation

Schengeninformationssystemet (SIS II) med

§ 2 a, stk. 8,

affattes således:

»Stk. 8. Ved SIS-forordningen forstås i denne

lov forordningen om oprettelse, drift og brug af

Schengeninformationssystemet

ændringer.«

(SIS)

på

området ind- og udrejsekontrol med senere

§ 2 a, stk. 2, 2. pkt.,

ændres »Bulgarien,

Cypern, Kroatien og Rumænien« til: »Cypern

og Kroatien«.

indrejsen,

§ 2, stk. 2, 2. pkt.,

ændres »før indrejsen,

medmindre de pågældende er fritaget for visum,

jf. § 39, stk. 2« til: »eller have opnået

rejsetilladelse før indrejsen, medmindre de

pågældende

fritaget

for

visum

eller

rejsetilladelse, jf. § 39, stk. 2 og ETIAS-

forordningen«.

medmindre de pågældende er fritaget for visum,

Side

160/169

UDKAST

§ 2 a

indsættes efter

stk. 8

som nyt stykke:

»Stk. 9. Ved SIS-tilbagesendelsesforordningen

forstås i denne lov forordningen om brug af

Schengeninformationssystemet i forbindelse

med tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere

med ulovligt ophold med senere ændringer.«

Stk. 9 bliver herefter stk. 10.

Stk. 9.

Ved SIS II forstås i denne lov anden

generation af Schengeninformationssystemet.

§ 2 a, stk. 9,

der bliver

stk. 10,

affattes

således:

»Stk. 10. Ved SIS forstås i denne lov

Schengeninformationssystemet.«

§ 2 a

indsættes som

stk. 11:

»Stk.

11.

Bestemmelserne

Rådets

Europa-

Parlamentets

forordning

oprettelse af et europæisk system vedrørende

rejseinformation og rejsetilladelse (ETIAS) og

om ændring af forordning (EU) nr. 1077/2011,

(EU) nr. 515/2014, (EU) 2016/399, (EU)

2016/1624 og (EU) 2017/2226 med senere

ændringer gælder her i landet.«

§ 2 a

indsættes som

stk. 12:

»Stk.

12.

Bestemmelserne

Rådets

Europa-

Parlamentets

forordning

oprettelse af et ind- og udrejsesystem til

registrering af ind- og udrejseoplysninger og

oplysninger om nægtelse af indrejse vedrørende

tredjelandsstatsborgere,

Europæiske

adgang

til

Unions

ind-

der

passerer

Den

ydre

til

nr.

senere

medlemsstaters

udrejsesystemet

gennemførelse

forordning

(EF)

(EU)

med

grænser, og om fastlæggelse af betingelserne for

retshåndhævelsesformål og om ændring af

konventionen

Schengenaftalen

767/2008

forordning

1077/2011(EES-forordningen)

ændringer gælder her i landet«.

Side

161/169

UDKAST

§ 3.

Udlændinge, der efter regler fastsat i medfør

af § 39, stk. 2, er fritaget for visum, har ret til at

indrejse og opholde sig her i landet i højst 90

dage inden for en periode på 180 dage, hvorved

perioden på 180 dage forud for hver opholdsdag

tages i betragtning. I de nævnte 90 dages ophold

fradrages den tid, hvori udlændingen inden for de

180 dage har opholdt sig i Danmark eller et andet

Schengenland. Har udlændingen opholdt sig i

Danmark eller et andet Schengenland med

opholdstilladelse eller med visum til ophold af

mere end 90 dages varighed begrænset til dette

Schengenland (langtidsvisum), fradrages denne

tid dog ikke.

Stk. 2. En udlænding, der er statsborger i et land,

som Danmark forud for Schengenkonventionens

ikrafttræden

har

indgået

bilateral

visumfritagelsesaftale med, har uanset stk. 1 ret

til at indrejse og opholde sig her i landet i

overensstemmelse

aftalen.

med

bestemmelserne

I § 3, stk. 1, indsættes efter »fritaget for

visum«: », og som har opnået rejsetilladelse,

medmindre udlændingen er fritaget herfor i

medfør af ETIAS-forordningen«.

§ 3, stk. 2,

indsættes som 2. og 3. pkt.:

»1. pkt. finder ikke anvendelse for udlændinge,

der forud for indrejsen i Danmark allerede har

fået forlænget retten til at opholde sig i et andet

Schengenland ud over 90 dage inden for en

periode på 180 dage i medfør af en bilateral

visumfritagelsesaftale. Uanset 1. pkt. må en

udlænding, der har fået forlænget sin ret til at

opholde sig her i landet som følge af en bilateral

visumfritagelsesaftale, alene opholde sig her i

landet under det forlængede ophold og skal

udrejse til et land, der ikke er tilsluttet

Schengenkonventionen.«

Stk. 3.

---

10.

Efter

§ 3 a

indsættes:

»§

3 b.

Rejsetilladelse udstedes i medfør af

ETIAS-forordningens bestemmelser herom til

at gælde indrejse i alle Schengenlande inden for

et nærmere fastsat tidsrum. I særlige tilfælde

kan der udstedes rejsetilladelse, der begrænses

til kun at gælde indrejse og ophold i Danmark.

Stk. 2.

En udstedt rejsetilladelse kan annulleres

eller

inddrages

overensstemmelse

med

reglerne i ETIAS-forordningen.«

Side

162/169

UDKAST

11.

Efter

§ 4 e

indsættes:

»§

4 f.

Den nationale ETIAS-enhed, som er en

del af Udlændingestyrelsen, træffer afgørelser

om udstedelse af rejsetilladelse, afslag på eller

annullering eller inddragelse af rejsetilladelse

efter

ETIAS-forordningens

bestemmelser

herom. En afgørelse om afslag på eller

annullering eller inddragelse af en rejsetilladelse

meddeles ansøgeren ved anvendelse af en af

Europa-Kommissionen

standardformular.«

§ 10. ---

Stk. 2. En udlænding kan uden for de i stk. 1

nævnte tilfælde ikke, medmindre særlige grunde,

herunder hensynet til familiens enhed, taler

derfor, gives opholdstilladelse efter §§ 7-9 f, 9 i-

9 n, 9 p eller 9 q, hvis

1)-3) ---

4) udlændingen ikke er statsborger i et

Schengenland eller et land, der er tilsluttet Den

Europæiske Union, og er indberettet til SIS II

som

5) ---

Stk. 3-6. ---

§ 19. ---

Stk. 1-3.

---

Stk. 4. En tidsbegrænset eller tidsubegrænset

opholdstilladelse kan altid inddrages, hvis en

udlænding, der ikke er statsborger i et

Schengenland eller et land, der er tilsluttet Den

Europæiske Union, er indberettet til SIS II som

uønsket i medfør af SIS II-forordningen på

baggrund af omstændigheder, der her i landet

kunne medføre udvisning efter kapitel 4. Det

samme gælder, hvis udlændingen er indberettet

til SIS II som uønsket, fordi den pågældende er

omfattet af restriktive foranstaltninger i form af

begrænsninger med hensyn til indrejse og

gennemrejse besluttet af De Forenede Nationer

eller Den Europæiske Union. Inddragelse efter 1.

og 2. pkt. sker efter konsultation i medfør af

Schengenkonventionens artikel 25 med

myndighederne i et andet Schengenland.

Stk. 5-10.

---

uønsket

medfør

SIS

II-

forordningen, eller

12.

§ 10, stk. 2, nr. 4,

ændres »SIS II« til:

»SIS«, og »SIS II-forordningen« til: »SIS-

forordningen«.

vedtaget

13.

§ 19, stk. 4,

ændres »SIS II« til: »SIS«,

»SIS II-forordningen« til: »SIS-forordningen«

og »Schengenkonventionens artikel 25« til: »

SIS-forordningens regler herom«.

Side

163/169

UDKAST

Stk. 11. Ved afgørelser om inddragelse af

opholdstilladelse efter stk. 4, der er begrundet i,

at udlændingen er indberettet til SIS II som

uønsket, fordi den pågældende er omfattet af

restriktive

foranstaltninger

form

begrænsninger med hensyn til indrejse og

gennemrejse besluttet af De Forenede Nationer

eller

Den

Europæiske Union,

finder

bestemmelsen i § 26, stk. 2, tilsvarende

anvendelse.

§ 27 b. ---

Stk. 2.

---

Stk. 3. Har en udlænding som nævnt i stk. 1

opholdstilladelse i et andet Schengenland eller i

et EU-land, eller har den pågældende visum til

ophold af mere end 90 dages varighed med

gyldighed begrænset til et andet Schengenland

(langtidsvisum), træffes afgørelse om udsendelse

efter stk. 1 i forbindelse med konsultationer i

medfør af Schengenkonventionens artikel 25,

stk. 2, med myndighederne i det land, hvor der er

truffet endelig afgørelse om udsendelse af den

pågældende, og med myndighederne i det land,

hvor den pågældende har opholdstilladelse eller

langtidsvisum.

opholdstilladelse

stk. 1.

Stk. 4. ---

§28.

udlænding,

eller

der

har

ikke

fået

har

Inddrages

eller

den

pågældendes

ikke,

langtidsvisum

14.

§ 19, stk. 11,

ændres »SIS II« til: »SIS«.

15.

stk.

eller

ændres

SIS-

»Schengenkonventionens artikel 25, stk. 2,« til:

»SIS-forordningens

artikel

tilbagesendelsesforordningens artikel 12«.

træffes der ikke afgørelse om udsendelse efter

opholdstilladelse

udstedt

registreringsbevis eller opholdskort, jf. § 6, her i

landet, og en nordisk statsborger, som ikke har

fast bopæl her i landet, kan afvises ved indrejsen

fra

land,

der

ikke

tilsluttet

Schengenkonventionen, i følgende tilfælde:

1) ---

Hvis

udlændingen

ikke

opfylder

16.

§ 28, stk. 1, nr. 2,

indsættes efter »visum«

», registrering i ind- og udrejsesystemet«.

17.

§ 28, stk. 1, nr. 2,

indsættes efter

»rejselegitimation« », rejsetilladelse«.

3)-5) ---

bestemmelser om rejselegitimation, visum og

indrejse, som er fastsat efter kapitel 7.

Side

164/169

UDKAST

6) Hvis udlændingen ikke er statsborger i et

Schengenland eller et land, der er tilsluttet Den

Europæiske Union, og er indberettet til SIS II

som uønsket i medfør af SIS II-forordningen.

7) ---

Stk. 2.9. ---

§ 32.

---

Stk. 2-3. ---

Stk. 4.

Indrejseforbud meddeles, jf. dog stk. 5,

med følgende varighed:

1)-2) ---

3) En periode på 6 år, hvis udlændingen udvises

efter § 22, § 23 eller § 24 og idømmes en

ubetinget fængselsstraf af mere end 3 måneder

og indtil 1 års varighed eller anden strafferetlig

retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for

frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der

ville have medført en straf af denne varighed.

4)-10) ---

Stk. 5-8. ---

§ 39.

---

Stk. 2. Udlændinge- og integrationsministeren

kan fastsætte regler om, i hvilket omfang passet

eller rejselegitimationen skal være påtegnet

visum til indrejse i eller udrejse af landet.

Udlændinge- og integrationsministeren kan

endvidere fastsætte nærmere regler om visum,

herunder om adgangen hertil, om visummets

varighed, om de betingelser, der kan fastsættes

for

visummet,

danske

sagsfordelingen

på

visumområdet mellem Udlændingestyrelsen og

diplomatiske

udlandet

konsulære

repræsentationer

18.

§ 28, stk. 1, nr. 6,

ændres »SIS II« til:

»SIS«, og »SIS II-forordningen« til: »SIS-

forordningen«.

19.

§ 32, stk. 4, nr. 3,

ændres »SIS II« til:

»SIS«.

20.

§ 39, stk. 2,

indsættes som 3. pkt.:

»En udlænding, der er fritaget for visum, skal

ved indrejse og ophold her i landet være i

besiddelse

gyldig

rejsetilladelse,

medmindre pågældende er fritaget herfor i

medfør af ETIAS-forordningen.«

grundlæggende hensyn ved behandlingen og

afgørelsen af visumsagen.

Stk. 3-10. ---

Kap. 8 a.

Videregivelse af oplysninger i medfør

reglerne

Dublinforordningen,

Schengenkonventionen, VIS-forordningen og

Eurodac-forordningen m.v.

21.

overskriften til kapitel 8 a

indsættes efter

»VIS-forordningen«:

ETIAS-forordningen«.

»,

EES-forordningen,

Side

165/169

UDKAST

§ 58 d.

Udlændinge- og integrationsministeren

kan

fastsætte

nærmere

bestemmelser

reglerne

til

gennemførelse

visumkodeksen,

22.

§ 58 d

indsættes efter »visumkodeksen«: »,

EES-forordningen, ETIAS-forordningen«.

Schengenkonventionen,

VIS-forordningen,

Dublinforordningen

Eurodacforordningen, jf. dog stk. 2. Der kan i

den forbindelse fastsættes bestemmelser om, at

andre end Rigspolitichefen efter § 58 j, stk. 1-3,

kan videregive oplysninger til det centrale

Eurodac-system.

Stk. 2. ---

Rigspolitichefen

indberetter

23.

§ 58 g

ændres »SIS II« til: »SIS«.

udlænding, der ikke er statsborger i et

Schengenland eller et land, der er tilsluttet Den

Europæiske Union, som uønsket til SIS II, hvis

1)-10) ---

Stk. 2. ---

24.

§ 58 g

indsættes som nyt stk. 3:

»Stk.

Udlændingemyndighederne indberetter

en udlænding, der ikke er statsborger i et

Schengenland eller et land, der er tilsluttet Den

Europæiske Union, til SIS, hvis udlændingen er

genstand for en afgørelse om tilbagesendelse.«

§ 58 h.

Udlændingestyrelsen og Styrelsen for

International Rekruttering og Integration forestår

konsultationer med myndighederne i et andet

Schengenland

medfør

af Schengenkonventionens artikel 25.

Stk.

Finder

efter

Udlændingestyrelsen

stk.

eller

25.

stk.

ændres

SIS-

»Schengenkonventionens artikel 25« til: »SIS-

forordningens

herom«.

26.

§ 58 h, stk. 2,

ændres »som uønsket i SIS

II, sletter Rigspolitichefen den pågældende i SIS

II « til: »i SIS, slettes den pågældende i SIS«

tilbagesendelsesforordningens

bestemmelser

Styrelsen for International Rekruttering og

Integration

nævnte

konsultationer, at en i medfør af § 58 g

indberettet udlænding bør slettes som uønsket i

SIS II, sletter Rigspolitichefen den pågældende i

SIS II.

Side

166/169

UDKAST

27.

Efter

§ 58 j

indsættes i

kapitel 8 a:

»§

58 k.

Oplysninger som er registreret i ind- og

udrejsesystemet kan, under hensyn til de i EES-

forordningen oplistede betingelser, overføres til

tredjeland

eller

visse

internationale

organisationer til brug for identifikation af en

tredjelandsstatsborger i forbindelse med dennes

tilbagesendelse.

Stk. 2.

Datatilsynet fører her i landet tilsyn med

behandlingen og anvendelsen af de oplysninger,

der er videregivet efter reglerne i EES-

forordningen.«

28.

Efter

§ 58 k

indsættes i

kapitel 8 a:

§ 58 l.

Oplysninger som er registreret i ETIAS-

systemet kan, under hensyn til de i ETIAS-

forordningen oplistede betingelser, overføres til

et tredjeland til brug for identifikation af en

tredjelandsstatsborger, i forbindelse med dennes

tilbagesendelse.

Stk. 2.

Datatilsynet fører her i landet tilsyn med

behandlingen og anvendelsen af de oplysninger,

der er videregivet efter reglerne i ETIAS-

forordningen.«

§ 59.

Med bøde eller fængsel indtil 6 måneder

straffes den udlænding, som:

1) ---

2) Ved bevidst urigtige oplysninger eller

svigagtige fortielser skaffer sig adgang til landet

gennem paskontrollen eller skaffer sig visum,

pas eller anden rejselegitimation eller tilladelse

til ophold eller arbejde her i landet. Ved straffens

udmåling skal det betragtes som en skærpende

omstændighed, at overtrædelsen er begået i

gentagelsestilfælde.

Stk. 2-10. ---

§ 59 a.

Den, der bringer en udlænding her til

landet,

straffes

med

bøde,

såfremt

den

pågældende udlænding ved indrejse i Danmark

eller i transit i en dansk lufthavn ikke er i

besiddelse af fornøden rejselegitimation og

visum, jf. § 39.

Stk. 2-3. ---

30.

§ 59 a, stk. 1,

ændres » rejselegitimation og

visum« til: »rejselegitimation og rejsetilladelse

eller visum«.

29.

§ 59, stk. 1, nr. 2,

indsættes efter »skaffer

sig visum«: », rejsetilladelse, «.

Side

167/169

UDKAST

§2

I lov nr. 418 af 10. juni 1997 om Danmarks

tiltrædelse af Schengenkonventionen, som

ændret ved lov nr. 227 af 2. april 2003, lov nr.

448 af 9. juni 2004 og lov nr. 521 af 6. juni 2007,

foretages følgende ændringer:

§ 2, stk. 1,

affattes således:

»Bestemmelserne

oprettelse,

områderne

udrejsekontrol

brug

drift

for

forordningerne

henholdsvis

samt

brug

(SIS)

ind-

på

Schengeninformationssystemet

politisamarbejde

strafferetligt samarbejde samt forordningen om

Schengeninformationssystemet

med

tilbagesendelse

forbindelse

tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold

med senere ændringer gælder her i landet.«

§ 2, stk. 2,

ændres »rådsafgørelsens og

forordningens artikel 7, stk. 1« til: »artikel 7,

stk. 1, i forordningerne om oprettelse, drift og

brug af Schengeninformationssystemet (SIS) på

områderne

udrejsekontrol

forordning

for

henholdsvis

samt

ind-

politisamarbejde

brug

strafferetligt samarbejde mv. samt artikel 19 i

Schengeninformationssystemet i forbindelse

med tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere

med ulovligt ophold, jf. artikel 7, stk. 1, i

forordningen om oprettelse, drift og brug af

Schengeninformationssystemet

(SIS)

på

området ind- og udrejsekontrol mv.«

§ 2, stk. 3,

ændres »rådsafgørelsens artikel

60, stk. 1, og forordningens artikel 44, stk. 1«

til: »artikel 55 i forordningen om oprettelse,

drift og brug af Schengeninformationssystemet

(SIS) på området ind- og udrejsekontrol, artikel

69 i forordningen om oprettelse, drift og brug af

SIS

på

området

politisamarbejde

artikel

strafferetligt

samarbejde,

forordningen om brug af SIS i forbindelse med

tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med

ulovligt ophold, jf. artikel 55 i forordningen om

oprettelse, drift og brug af SIS på området ind-

og udrejsekontrol«.

Side

168/169

UDKAST

§3

Stk. 1.

§ 1, nr. 2, træder i kraft den 1. april 2021.

Stk. 2.

Udlændinge- og Integrationsministeren

fastsætter tidspunktet for ikrafttrædelse af § 1,

nr. 1 og nr. 3-29, og § 2. Ministeren kan

herunder fastsætte, at bestemmelserne træder i

kraft på forskellige tidspunkter.

§4

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland,

men kan ved kongelig anordning helt eller

delvist sættes i kraft for Færøerne og Grønland

med de ændringer, som de færøske og

grønlandske forhold tilsiger.

Side

169/169