UUI, Alm.del - 2020-21 - Bilag 21: Rapport om religiøse skilsmisser med titlen "Fastholdt - når en borgerlig skilsmisse ikke afslutter et ægteskab", fra Institut for Menneskerettigheder

Udlændinge- og Integrationsudvalget 2020-21
UUI Alm.del Bilag 21
Offentligt

FASTHOLDT

NÅR EN BORGERLIG SKILSMISSE

IKKE AFSLUTTER ET ÆGTESKAB

UUI, Alm.del - 2020-21 - Bilag 21: Rapport om religiøse skilsmisser med titlen "Fastholdt - når en borgerlig skilsmisse ikke afslutter et ægteskab", fra Institut for Menneskerettigheder

FASTHOLDT

NÅR EN BORGERLIG SKILSMISSE IKKE AFSLUTTER ET ÆGTESKAB

Ansvarlig: Ligebehandlingschef Maria Ventegodt

Redaktion: Nanna Margrethe Krusaa og Annecathrine Carl

Forfattere: Eva Maria Lassen og Line Vikkelsø Slot

Øvrige bidragydere: Annecathrine Carl, Trine Otto Hansen og Sinja Laursen

Redaktionen er afsluttet i oktober 2020.

Tak til følgende for input og vigtige kommentarer:

Anika Liversage, VIVE; Jesper Petersen, Lunds Universitet; RESAM – Religion &

Samfund; Caroline Adolphsen, Aarhus Universitet; Nicolaj Sivan Holst, Aarhus

Universitet; Anne-Sofie Theilgaard, Lev Uden Vold; Tarek Ziad Hussein, forfatter

og jurist; Det Jødiske Samfund i Danmark; Lise-Lotte Duch, FAKTI – Foreningen

for FIygtninge- og Indvandrerkvinder; Mai-Britt Haugaard Jeppesen, Bydelsmødre,

Fonden for Socialt Ansvar.

ISBN: 978-87-93893-73-3

e-ISBN: 978-87-93893-74-0

Layout: Hedda Bank

Danmarks Nationale Menneskerettighedsinstitution

Wilders Plads 8K

1403 København K

Telefon 32 69 88 88

www.menneskeret.dk

Vi tilstræber, at vores udgivelser bliver så tilgængelige som muligt. Vi bruger fx

store typer, korte linje, få orddelinger, løs bagkant og stærke kontraster.

Læs mere om tilgængelighed på: www.menneskeret.dk/tilgaengelighed

UUI, Alm.del - 2020-21 - Bilag 21: Rapport om religiøse skilsmisser med titlen "Fastholdt - når en borgerlig skilsmisse ikke afslutter et ægteskab", fra Institut for Menneskerettigheder

INDHOLD

KAPITEL 1 – INDLEDNING

KAPITEL 2 – AFSLUTNING AF ET ÆGTESKAB I RELIGIØS FORSTAND

KRISTENDOMMEN

Protestantiske kirker: Folkekirken og frikirker

Den romerskkatolske kirke

JØDEDOMMEN OG ISLAM

Jødedommen

Islam

KAPITEL 3 – MENNESKERETTEN

DEN INTERNATIONALE RAMME

Retten til skilsmisse

KAPITEL 4 – LØSNINGER: ERFARINGER FRA UDLANDET

GODTGØRELSE FOR TORT

FASTHOLDELSE I ÆGTESKAB SOM ET STRAFFERETLIGT ANLIGGENDE

REGISTRERING AF RELIGIØSE ÆGTESKABER

TILTAG FOR AT FREMME GENNEMFØRELSE AF RELIGIØS

SKILSMISSE SOM EN DEL AF FAMILIERETTEN

VOLDGIFT OG SHARIARÅD

NÅR ÆGTESKABET OG SKILSMISSE OVERSKRIDER LANDETS

GRÆNSER

VIDEREUDDANNELSE AF ADVOKATER MV.

FOREBYGGELSE, DIALOG OG OPLYSNING

KAPITEL 5 – KONKLUSION OG ANBEFALINGER

ANBEFALINGER

Anbefaling 1:

Familieretshuset og kommunerne kan spille en vigtig rolle

Anbefaling 2:

Anvendelse af straffelovsbestemmelsen om psykisk vold

Anbefaling 3:

Videreuddannelse af dommere og familieretsadvokater/-fuldmægtige

Anbefaling 4:

Inddragelse af trossamfund

UUI, Alm.del - 2020-21 - Bilag 21: Rapport om religiøse skilsmisser med titlen "Fastholdt - når en borgerlig skilsmisse ikke afslutter et ægteskab", fra Institut for Menneskerettigheder

Anbefaling 5:

Bedre information om skilsmissens retlige konsekvenser for kvindens

opholdsgrundlag (ægtefællesammenførte kvinder) mv.

SUMMARY

NOTER

UUI, Alm.del - 2020-21 - Bilag 21: Rapport om religiøse skilsmisser med titlen "Fastholdt - når en borgerlig skilsmisse ikke afslutter et ægteskab", fra Institut for Menneskerettigheder

KAPITEL 1

INDLEDNING

Denne rapport tager udgangspunkt i de menneskeretlige problemer, der kan opstå,

når religiøse traditioner medfører, at en ægtefælle

er fastholdt i et uønsket religiøst

ægteskab.

I Danmark betyder en borgerlig skilsmisse, at ægteskabet i juridisk forstand er

afsluttet. Hvis et par er gift ved en religiøs ceremoni, vil en religiøs skilsmisse eller

religiøs annullering af ægteskabet inden for nogle religiøse traditioner dog være en

forudsætning for, at ægteskabet også i religiøs forstand er afsluttet. Der kan opstå

den situation, at den ene part (eller begge parter) ikke kan afslutte ægteskabet

uden den andens (eller en religiøs domstols) accept og dermed i praksis holdes

fast i et uønsket ægteskab. Dette kan i nogle tilfælde få alvorlige følger for den

enkeltes fremtidige liv og kan især ramme kvinder hårdt.

Fænomenet, der blandt andet findes inden for jødedom, kristendom og islam,

har de senere år fået øget juridisk, politisk og forskningsmæssig opmærksomhed.

Især i udlandet bliver denne type af fastlåste ægteskaber i stigende omfang anset

som et menneskeretligt problem, som staten er forpligtet til at adressere og i nogle

tilfælde gribe ind overfor. I Danmark har fænomenet hidtil haft mindre bevågenhed

end i de lande, vi normalt sammenligner os med.

Nærværende rapport behandler ud fra en menneskeretlig tilgang denne type

af fastlåste ægteskaber og foreslår indsatser, som regering og myndigheder

kan iværksætte for at understøtte løsninger. Der vil være et særligt fokus på

menneskeretlige problemer knyttet til fraværet af ligestilling mellem kønnene i

forhold til ægteskabets afslutning.

I kapitel 2 gennemgås de tre religioner jødedom, kristendom og islam, hvor

situationen med et fastlåst religiøst ægteskab blandt andet kan opstå, og

problemets karakter og omfang i Danmark skitseres. I foråret 2020 offentliggjorde

VIVE

en rapport med titlen ”Etniske minoritetskvinder og skilsmisse – med fokus

på muslimske praksisser”, som identificerer en lang række problemer i forbindelse

med religiøs skilsmisse inden for islam. Vi har gjort omfattende brug af denne

undersøgelse, der herfra refereres til som VIVE-rapporten.

Kapitel 3 omhandler menneskeretten og religiøs skilsmisse. Fokus er på balancen

mellem på den ene side respekten for religionsfriheden og på den anden side

statens forpligtelse til at fremme og beskytte ligestilling mellem kønnene og til

UUI, Alm.del - 2020-21 - Bilag 21: Rapport om religiøse skilsmisser med titlen "Fastholdt - når en borgerlig skilsmisse ikke afslutter et ægteskab", fra Institut for Menneskerettigheder

FASTHOLDT – NÅR EN BORGERLIG SKILSMISSE IKKE AFSLUTTER ET ÆGTESKAB

at beskytte den enkeltes rettigheder. I den forbindelse vil legitime og nødvendige

begrænsninger i religionsfriheden i forhold til fastholdelse i et religiøst indgået

ægteskab blive diskuteret.

Kapitel 4 beskriver en række statslige tiltag iværksat i lande, som Danmark normalt

sammenligner sig med, herunder Storbritannien, Frankrig, Nederlandene, Tyskland

og Norge. I blandt andet disse lande har staten over en årrække introduceret

initiativer, der søger at fremme en mere lige adgang til religiøs skilsmisse og

forsøger at afbøde menneskeretligt problematiske følger af et fastlåst ægteskab.

Kapitel 5 indeholder instituttets anbefalinger til indsatser, som regering og

myndigheder kan iværksætte med henblik på at understøtte løsninger, der fremmer

lige adgang til religiøs skilsmisse og forebygger fastlåste religiøse ægteskaber.

Anbefalingerne er inspireret af praksis fra udlandet (jf. kapitel 4) samt input fra en

række møder med centrale eksperter og aktører afholdt i foråret og sensommeren

2020. Der er afholdt møder med repræsentanter for forskellige trossamfund,

indvandrerkvindecentre, forskere, myndigheder mv. På disse møder er blandt andet

praksis fra udlandet blevet diskuteret med henblik på identifikation af løsninger, der

i særlig grad kan være brugbare i en dansk sammenhæng.

UUI, Alm.del - 2020-21 - Bilag 21: Rapport om religiøse skilsmisser med titlen "Fastholdt - når en borgerlig skilsmisse ikke afslutter et ægteskab", fra Institut for Menneskerettigheder

KAPITEL 2

AFSLUTNING AF ET ÆGTESKAB I RELIGIØS

FORSTAND

KRISTENDOMMEN

De kristne kirker har traditionelt været modstandere af skilsmisse, da ægteskab

blev anset for – og stadig anses for – at være indstiftet af Gud og livslangt. Dette

ses for eksempel i Folkekirkens vielsesritual, hvor de kommende ægtefæller

lover at forblive gift, ”… indtil døden skiller jer ad.”

Som en logisk følge heraf

findes fænomenet religiøs skilsmisse ikke i kristne trosretninger: Man kan blive

gift i en kirke, men ikke skilt i en kirke. Der er dog forskelle i måden, hvorpå kristne

trosretninger og trossamfund ser på den borgerlige skilsmisses betydning for det

religiøst indgåede ægteskab. Dette ses også afspejlet i Danmark.

PROTESTANTISKE KIRKER: FOLKEKIRKEN OG FRIKIRKER

Selvom de protestantiske kirker (herunder den evangelisk-lutherske folkekirke) i

princippet anser ægteskabet for at være livslangt, anerkender et langt overvejende

flertal af protestanter, at en borgerlig skilsmisse også betyder opløsning af

ægteskabet i religiøs forstand. Derfor kan for eksempel en person, som er gift i

Folkekirken, på et senere tidspunkt blive borgerligt skilt og derefter gifte sig igen

ved en religiøs vielse i Folkekirken.

Skilsmisse ses ofte som en sidste udvej, og nogle protestanter mener, at det

kristne ægteskab er og bliver livslangt og derfor ikke kan afsluttes. Af den grund og

i erkendelse af, at området berører religionsfriheden, gælder det, at Folkekirkens

præster kan afstå fra at vie fraskilte.

Der kan derfor i dele af Folkekirken og visse

frikirker formentlig være elementer af et betydeligt socialt pres i retning af, at

parterne ikke lader sig skille – og hvis de gør, så ikke gifter sig igen. Dette gælder

begge køn. Der er ikke foretaget større undersøgelser af omfanget af dette

problemfelt inden for Folkekirken og protestantiske trossamfund i Danmark.

DEN ROMERSKKATOLSKE KIRKE

Ifølge den romerskkatolske kirke er et religiøst indgået ægteskab et såkaldt

sakramente, hvilket betyder, at det er umuligt at opløse. Derfor anerkender den

katolske kirke ikke, at et religiøst indgået ægteskab er afsluttet i religiøs forstand,

hvis et par har opnået borgerlig skilsmisse.

I visse tilfælde kan en kirkelig domstol vurdere, at et ægteskab ved dets indgåelse

ikke opfyldte betingelserne for at blive anset som værende et ægteskab. I så

tilfælde er ægteskabet ugyldigt. Det kan for eksempel være tilfældet, hvis

ægtefællerne ved ægteskabets indgåelse ikke havde den nødvendige psykiske

UUI, Alm.del - 2020-21 - Bilag 21: Rapport om religiøse skilsmisser med titlen "Fastholdt - når en borgerlig skilsmisse ikke afslutter et ægteskab", fra Institut for Menneskerettigheder

FASTHOLDT – NÅR EN BORGERLIG SKILSMISSE IKKE AFSLUTTER ET ÆGTESKAB

modenhed til at vide, hvad de gik ind til, eller hvis ægteskabet blev indgået under

tvang. Også i Den Katolske Kirke i Danmark findes en sådan kirkelig domstol, der

efter kirkeretten er kompetent i ægteskabssager. Domstolen består af et kollegium

af dommere (formanden skal være præst), som prøver gyldigheden af et ægteskab.

Hvis et ægteskab kendes ugyldigt, er parterne frie til at gifte sig igen inden for den

katolske kirke.

Det er tilstrækkeligt, at en af parterne søger om annullering, for at

sagen bliver behandlet, og manden og kvinden er stillet lige.

Der er ikke foretaget større undersøgelser af omfanget af de menneskeretlige

problemer, der kan opstå i forbindelse med fastholdelse i uønskede katolske

ægteskaber i Danmark.

JØDEDOMMEN OG ISLAM

I modsætning til kristendommen har islam og jødedommen ikke traditionelt

modsat sig skilsmisse, hvis der er alvorlige uoverensstemmelser mellem

ægtefællerne, og gør det heller ikke i dag. Derfor kan man inden for disse to

religioner både blive religiøst gift og religiøst skilt. I det moderne Danmark betyder

dette, at et jødisk eller muslimsk indgået ægteskab ved siden af en borgerlig

skilsmisse også skal afsluttes religiøst, for at ægteskabet i religiøs forstand

betragtes som afsluttet.

JØDEDOMMEN

Når et par er gift ved en jødisk ceremoni, skal ægteskabet også opløses ved en

særlig jødisk ceremoni.

Det behøver ikke foregå – men foregår normalt – ved en

religiøs domstol, en

beth din.

Ved ceremonien giver (den tidligere) ægtemand

sin (eks)kone et hebraisk skilsmissedokument, en såkaldt

get

(liberal jødedom

praktiserer ikke

get).

Begge parters medvirken er nødvendig, idet kvinden skal

være villig til at modtage den

get,

som manden giver hende. Hvis en af parterne

nægter at medvirke til skilsmissen, opstår et fastlåst ægteskab. Der er dog i

ortodoks jødedom forskel på, hvilke konsekvenser det i praksis får for parterne, hvis

ægteskabet ikke er afsluttet i religiøs forstand.

Konsekvenserne for ortodoks jødiske kvinder, der ikke kan opnå religiøs skilsmisse,

kan være alvorlige både for dem selv og for deres fremtidige børn.

Hvis kvinden

ikke har fået en

get,

vil hun fortsat blive betragtet som gift religiøst, og hvis hun

vælger at indgå i et nyt forhold eller gifte sig igen borgerligt, vil et barn fra det

nye forhold få status af

mamzer,

normalt oversat til ”illegitim”. Kvinden kan ikke

komme videre med sit liv, og inden for jødedommen har man sat begreb på netop

det forhold, at en kvinde kan være fastlåst i et ægteskab:

agunah,

den ”lænkede

kvinde”.

Hvis det er kvinden, der ikke vil acceptere en

get,

er manden også bundet

i ægteskabet, men det har ikke de samme negative følger, og hans eventuelle

fremtidige børn med en anden kvinde vil være at betragte som legitime.

I staten

Israel, hvor den rabbinske domstol er den eneste familieretsdomstol for jøder,

og hvor der ikke findes nogen verdslig familieret, og i andre lande med en stor

ortodoks jødisk befolkning (herunder England og Frankrig) findes der mange

eksempler på, at en mand vedvarende nægter sin kone religiøs skilsmisse.

I nogle

UUI, Alm.del - 2020-21 - Bilag 21: Rapport om religiøse skilsmisser med titlen "Fastholdt - når en borgerlig skilsmisse ikke afslutter et ægteskab", fra Institut for Menneskerettigheder

FASTHOLDT – NÅR EN BORGERLIG SKILSMISSE IKKE AFSLUTTER ET ÆGTESKAB

tilfælde gør han det for at genere hende eller for at kunne presse hende i forhold

til forældremyndighed, samkvem, underhold og bodeling mv. til gengæld for en

religiøs skilsmisse. I andre tilfælde (formentlig færre) kan det være af religiøse

grunde, eller fordi manden simpelthen ikke ønsker at blive skilt. Endelig kan

situationen opstå, hvis manden er forsvundet.

Både i staten Israel og ortodoks jødiske trossamfund verden over forsøger man til

stadighed at hjælpe de fastholdte kvinder og at få den modvillige ægtefælle til at

give sin hustru en

get.

Der er udbredt enighed om, at en mand ikke bør misbruge

et religiøst privilegium til at sætte kvinden i en meget vanskelig situation.

Dette er også tilfældet i Danmark. Der er kun få jøder i Danmark, anslået ca. 7.000,

og Det Jødiske Samfund i Danmark har ca. 1.700 voksne medlemmer. Der er derfor

også kun få religiøse skilsmisser, nemlig ca. 3 om året.

I Det Jødiske Samfund

i Danmark, der er en ortodoks menighed, foregår ceremonien ved en

beth din

bestående af tre rabbinere og i vidners nærvær.

Det er sjældent, at en situation

med et fastlåst ægteskab opstår, hvor enten manden ikke vil give kvinden en

get,

eller kvinden nægter at modtage den. Trossamfundet har en pragmatisk tilgang til

problemstillingen, hvilket betyder, at kvinden, selv hvis hun er fastlåst i et religiøst

ægteskab, ikke oplever ovennævnte konsekvenser.

Problematikken vedrørende

religiøs skilsmisse er således, ifølge trossamfundet, ikke stor blandt jøder i

Danmark.

ISLAM

Det muslimske ægteskab indgås ved en kontrakt, en såkaldt

nikah.

Manden har

den primære kontrol i forhold til dette ægteskabs afslutning. For at en religiøs

skilsmisse kan finde sted, skal han initiere dette (ved

Talaq),

og han kan

ensidigt

afslutte ægteskabet (forstøde hustruen).

En kvinde, der ønsker en religiøs

skilsmisse, er som udgangspunkt afhængig af, at manden vil samarbejde. I visse

tilfælde kan hun uden mandens samtykke få en religiøs autoritet til at opløse

ægteskabet ved en såkaldt

Khul’a-proces.

I nogle vestlige lande har man såkaldte

shariaråd eller -domstole, der kan forestå sådanne, men ofte er udfaldet i kvindens

disfavør, og de religiøse autoriteters kompetence er begrænset. Dette betyder, at

kvinden risikerer, at hun ikke kan komme ud af sit religiøse ægteskab.

Muslimer i Danmark er organiseret på meget forskellig vis. Der er ingen islamisk

domstol eller shariaråd, der nyder bred anerkendelse til at forestå religiøse

skilsmisser i Danmark. I dette ”islamisk-juridiske tomrum”

kan det være yderst

vanskeligt for en kvinde, der vil skilles imod sin mands (eventuelt i borgerlig

forstand eksmands) vilje, at opnå en religiøs skilsmisse, som både anerkendes af

det lokale miljø i Danmark og eventuelt i oprindelseslandet. Kvinden kan stå i et

ulige magtforhold i forhold til ægtemanden, religiøse autoriteter og familien.

Ydermere kan kvinden være udsat for et så voldsomt pres for ikke at søge

borgerlig

skilsmisse, at hendes adgang hertil heller ikke reelt er til stede.

At kvindens viden om egne rettigheder kan være stærkt begrænset, er i den

sammenhæng et væsentligt element.

UUI, Alm.del - 2020-21 - Bilag 21: Rapport om religiøse skilsmisser med titlen "Fastholdt - når en borgerlig skilsmisse ikke afslutter et ægteskab", fra Institut for Menneskerettigheder

FASTHOLDT – NÅR EN BORGERLIG SKILSMISSE IKKE AFSLUTTER ET ÆGTESKAB

Selv hvis kvinden opnår borgerlig skilsmisse, kan fraværet af en religiøs skilsmisse

give kvinden store problemer, ikke blot i forhold til familien og det lokale

muslimske miljø i Danmark – for eksempel i form af at hun ikke kan gifte sig igen

inden for det muslimske miljø – men også i forhold til et eventuelt oprindelsesland.

Hvis kvindens eller hendes families oprindelsesland anvender muslimsk familieret,

vil kvinden ikke kunne gifte sig igen i oprindelseslandet, og hendes familie og den

muslimske stat, hvor religiøs familieret er gældende som statens lov, vil betragte

hende som gift med den mand, hun i Danmark er blevet borgerligt, men ikke

religiøst skilt fra. Resultatet kan være en situation i oprindelseslandet, hvor kvinden

imod sin vilje stadig er gift og kan opleve for eksempel rejserestriktioner, anklage

for hor, frygt for at miste forældremyndigheden over sine børn og ingen mulighed

for at blive gift igen.

At der i Danmark er ca. 300.000 muslimer, er formentlig en af de vigtigste årsager

til, at fokus i Danmark især er på de vanskeligheder, som muslimske kvinder

kan opleve i forbindelse med skilsmisse. Der er da også gennemført større

undersøgelser af netop muslimske kvinder og religiøs skilsmisse. Senest har

rapporten ”Etniske minoritetskvinder og skilsmisser – med fokus på muslimske

praksisser” udgivet i 2020 af Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, VIVE,

dokumenteret, at et større antal muslimske kvinder efter alt at dømme kan opleve

store vanskeligheder, da de reelt ikke kan opnå (religiøs og i nogle tilfælde også kun

vanskeligt borgerlig) skilsmisse, hvis manden ikke ønsker det (uagtet at grundene

hertil måtte være tungtvejende).

Rapporten viser, at nogle kvinder oplever at være

låst fast i et voldeligt ægteskab, og at kvinderne ikke sjældent har et manglende

kendskab til deres lige ret til borgerlig skilsmisse.

Rapporten peger på, at kvinders

sociale og etniske baggrund samt deres faktiske sociale og økonomiske ressourcer

er afgørende for omfanget af vanskeligheder, hvis manden nægter at lade sig

skille.

Rapporten tyder på, at der foreligger et betydeligt problem. Desværre

eksisterer ingen undersøgelser, der fastslår problemets omfang.

UUI, Alm.del - 2020-21 - Bilag 21: Rapport om religiøse skilsmisser med titlen "Fastholdt - når en borgerlig skilsmisse ikke afslutter et ægteskab", fra Institut for Menneskerettigheder

FASTHOLDT – NÅR EN BORGERLIG SKILSMISSE IKKE AFSLUTTER ET ÆGTESKAB

OM ”ETNISKE MINORITETSKVINDER OG SKILSMISSE – MED FOKUS PÅ

MUSLIMSKE PRAKSISSER”

VIVE offentliggjorde i foråret 2020 rapporten ”Etniske minoritetskvinder og

skilsmisse – med fokus på muslimske praksisser”.

Rapporten omhandler etniske

minoritetskvinders udfordringer ved at blive skilt efter dansk ret og ved at få opløst

det muslimske ægteskab,

nikah.

Den angiver en række forklaringer på, at nogle

kvinder trods lighed for loven oplever, at vejen til borgerlig skilsmisse er kompliceret

og lang. Begrænset viden om egne rettigheder og manglende netværk, der kan

understøtte kvinden, spiller for eksempel en væsentlig rolle. Samtidig kan familie

og omgangskreds have forventninger om, at kvinden bliver i sit ægteskab, og

udsætte kvinden for repressalier, hvis hun bliver skilt. Også risikoen for at skulle

forlade Danmark i tilfælde af skilsmisse – såfremt kvindens opholdsgrundlag er

betinget af ægteskabet – kan betyde, at hun ikke tør handle på ønsket.

Kvinderne kan yderligere møde alvorlige udfordringer, hvis de ønsker deres

muslimske ægteskab opløst. Ifølge rapporten er det langt lettere for mænd end for

kvinder at opløse en

nikah,

og i nogle miljøer er det kun manden, der kan opløse en

nikah.

Såfremt manden nægter det, kan kvinden i årevis være skilt efter dansk ret,

men stadig være fastholdt i det muslimske ægteskab.

Rapporten viser, at kvindernes ressourcer eller mangel på samme i meget høj grad

er bestemmende for, i hvilket omfang kvinder oplever udfordringer ved ønske om

skilsmisse. Efterkommere er ofte langt bedre stillet end indvandrerkvinder, grundet

bedre netværk og kvalifikationer, og fordi spørgsmålet om opholdsgrundlag ikke

er en faktor. Rapporten viser, at kvinder, der er indvandret fra lande med islamisk

lov, er i størst risiko for ikke at opnå religiøs skilsmisse, da ingen i Danmark kan

gennemtvinge en opløsning af en

nikah

mod mandens ønske. De islamiske

domstole, der i oprindelseslandet kan opløse en kvindes

nikah

– selvom (eks)

manden er imod – findes nemlig ikke herhjemme.

En del kvinder søger hjælp hos islamiske autoriteter, for eksempel imamer,

som dog langt fra altid kan hjælpe kvinderne. Især kan det være vanskeligt at

få hjælp i de tilfælde, hvor (eks)manden er voldelig, da han potentielt udgør en

sikkerhedsrisiko for enhver, der forsøger at hjælpe kvinden, herunder imamen.

Rapporten viser ydermere, at en

nikah,

der er indgået i Danmark, i nogle miljøer

automatisk anses for at være opløst, hvis et par bliver skilt efter dansk ret. Denne

praksis anvendes dog ikke af alle, da der er store forskelle på, hvordan man ser på

opløsning af en

nikah

internt i gruppen af muslimer i Danmark. Kvinder, der er gift

eller har indgået en

nikah

uden for Danmarks grænser, er ej heller omfattet af denne

praksis. VIVE’s undersøgelse bygger på interviews med 85 personer, heraf 37

kvinder med relevante erfaringer, 27 fagfolk og 21 islamiske autoriteter. Desuden

indgår registerdata om skilsmisser blandt etniske minoritetsgrupper i Danmark.

Kilde:

https://www.vive.dk/da/udgivelser/etniske-minoritetskvinder-og-skilsmisse-med-fokus-paa-muslimske-

praksisser-14657/.

UUI, Alm.del - 2020-21 - Bilag 21: Rapport om religiøse skilsmisser med titlen "Fastholdt - når en borgerlig skilsmisse ikke afslutter et ægteskab", fra Institut for Menneskerettigheder

KAPITEL 3

MENNESKERETTEN

DEN INTERNATIONALE RAMME

Fastholdelse i et religiøst ægteskab involverer en lang række menneskerettigheder,

først og fremmest tros- og religionsfriheden, som ikke kun er beskyttet i den

danske grundlovs § 67, men også i en lang række internationale konventioner.

Religionsfriheden har eksempelvis en central placering i FN’s Verdenserklæring

om Menneskerettigheder, hvor religionsfriheden både nævnes i præamblen som en

grundlæggende frihedsrettighed og i erklæringens artikel 18.

Religionsfriheden er også beskyttet af Den Europæiske Menneskerettigheds-

konventions artikel 9, der rummer en bred forståelse af, hvad denne rettighed

indebærer, der blandt andet omfatter friheden til enten alene eller sammen med

andre at udøve sin religion eller tro gennem overholdelse af religiøse skikke.

Der kan dog efter bestemmelsens stk. 2 gøres indgreb i religionsfriheden, hvis

indgrebet er foreskrevet ved lov og er nødvendigt i et demokratisk samfund af

hensyn til den offentlige tryghed, for at beskytte den offentlige orden, sundheden

eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder.

Religionsfriheden kan være på spil i religiøst fastholdte ægteskaber med forskellig

tyngde og i forhold til forskellige aktører. I den katolske kirke er forestillingen

om det livslange ægteskabs uopløselighed en central del af kirkens lære. Det er

således trossamfundet, der er hovedaktøren, og religionsfriheden kommer i spil i

forhold til trossamfundets lære og praksis. Den verdslige stat kan ikke erklære sig

kompetent til at opløse et ægteskab i religiøs forstand.

I forhold til jødedom og islam er religionsfriheden i spil på en anden måde, fordi

jødiske og muslimske traditioner jo netop tillader afslutning af ægteskabet i religiøs

forstand. Det er ofte ikke trossamfundene, der udgør problemet, selvom det dog

kan være tilfældet, for eksempel grundet den ulighed, som religiøse traditioner kan

indeholde. Ofte er problemet en af ægtefællerne, der ikke vil gå med til religiøs

skilsmisse, selvom religionen tillader det. Fokus bliver derfor på den enkeltes

rettigheder, herunder den enkeltes religionsfrihed.

Staten har efter Den Europæiske Menneskerettighedskonvention en pligt til at

respektere og beskytte både den individuelle og kollektive del af religionsfriheden

– dog til en vis grænse.

Ved indførelsen af statslige indsatser for at afhjælpe

problemer, der er opstået i forbindelse med religiøs skilsmisse, skal der findes

en balance, der på den ene side respekterer trossamfundenes og ægtefællernes

UUI, Alm.del - 2020-21 - Bilag 21: Rapport om religiøse skilsmisser med titlen "Fastholdt - når en borgerlig skilsmisse ikke afslutter et ægteskab", fra Institut for Menneskerettigheder

FASTHOLDT – NÅR EN BORGERLIG SKILSMISSE IKKE AFSLUTTER ET ÆGTESKAB

religionsfrihed, og som på den anden side beskytter den enkelte ægtefælles

rettigheder, herunder beskyttelse mod overgreb fra andre samt retten til lige

ægteskabsrettigheder.

Ud over religionsfriheden kan en række andre menneskerettigheder være

involveret i forhold til fastholdte religiøse ægteskaber.

Det gælder blandt andet

retten til privat- og familieliv, herunder retten til at gifte sig igen. Det gælder retten

til menneskelig værdighed og til personlig selvbestemmelse (en person kan opleve

at være fastholdt og forhindret i at bestemme over eget liv). Retten til personlig

sikkerhed kan være aktuel, og staten er forpligtet til at gribe ind i en praksis, der er

påvist skadelig for kvinder, herunder vold og psykisk vold.

Endelig kan retten til

sundhed også spille en rolle, for eksempel hvis en kvindes mentale helbred lider

alvorlig skade på grund af fastholdelse i et religiøst indgået ægteskab.

RETTEN TIL SKILSMISSE

Ifølge Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 12 har både mænd

og kvinder ret til at indgå ægteskab og stifte familie i overensstemmelse med

national lovgivning. Så sent som i 2017 fastholdt domstolen, at konventionen

ikke indeholder en beskyttelse af retten til skilsmisse.

Den Europæiske

Menneskerettighedskonvention omtaler ikke specifikt den lige ret til skilsmisse,

som dog er beskyttet af konventionens artikel 14, der blandt andet forbyder

diskrimination på grund af køn i forhold til konventionens rettigheder.

Retten til ikkediskrimination er central i menneskeretten, herunder retten til

lighed ved ægteskabets indgåelse, under ægteskabet og ved dets afslutning.

Internationale og regionale menneskerettighedskonventioner beskytter ikke direkte

retten til skilsmisse, men understreger begge køns lige adgang til skilsmisse.

Det ses eksempelvis i FN’s Verdenserklæring om Menneskerettigheder, som i

artikel 16 fastslår, at mænd og kvinder ”har krav på lige rettigheder med hensyn

til indgåelse af ægteskab, under ægteskabet og ved dettes opløsning.” Senere

konventioner gør denne bestemmelse bindende for staterne, herunder artikel 16

i FN’s Konvention om Afskaffelse af Alle Former for Diskrimination Imod Kvinder

(Kvindekonventionen). FN’s Kvindekomité (CEDAW-komitéen) og FN’s Børnekomité

har i en fælles anbefaling defineret et tvangsægteskab til også at omfatte den

situation, hvor den ene part forhindres i at forlade et ægteskab.

Da alle formelt har ret til borgerlig skilsmisse, og da stat og religion i Vesteuropa

er adskilt, har europæiske stater, herunder Danmark, ikke traditionelt blandet sig i

religiøst funderede problemer i forbindelse med skilsmisse. Siden 1980’erne har

man i Europa dog kunnet spore en ny tendens, nemlig at staterne i stigende grad

griber ind for at afhjælpe negative følger af reglerne omkring religiøs skilsmisse

(se kapitel 4 nedenfor). Denne tendens bliver i en vis grad understøttet af Den

Europæiske Menneskerettighedsdomstol, der har slået fast, at religiøs praksis ikke

må udøves på bekostning af mænds og kvinders lige rettigheder.

Der er således

grænser for, ”hvor passivt staten kan se til, hvis der opstår parallelsamfund i staten,

hvor f.eks. kvinder bliver tvunget af deres omgangskreds til at følge minoritetens

UUI, Alm.del - 2020-21 - Bilag 21: Rapport om religiøse skilsmisser med titlen "Fastholdt - når en borgerlig skilsmisse ikke afslutter et ægteskab", fra Institut for Menneskerettigheder

FASTHOLDT – NÅR EN BORGERLIG SKILSMISSE IKKE AFSLUTTER ET ÆGTESKAB

kulturelle regler i stedet for den generelle lovgivning. Danmark og andre

europæiske lande er […] nødt til at sikre, at medlemmer af kulturelle og religiøse

minoriteter også i praksis har mulighed for at følge den generelle lovgivning og for

at anvende de nationale domstole.”

I 1983 accepterede Den Europæiske Menneskeretskommission (der i 1998 blev

erstattet af den nuværende Europæiske Menneskerettighedsdomstol), at Frankrig

pålagde en mand at betale kompensation til sin hustru på grund af den skade, han

havde forvoldt hende, ved ikke at give hende en

get

som led i afslutningen af det

jødisk indgåede ægteskab.

Ifølge Europarådets konvention til forebyggelse og bekæmpelse af vold mod

kvinder og vold i hjemmet (Istanbulkonventionen) er tvangsægteskab mod

ægtefællens vilje en form for vold. Med overskriften ”Psykisk Vold” pålægger

konventionens artikel 33 staterne at tage de nødvendige skridt til at sikre, at bevidst

handlen, der alvorligt skader en persons psykologiske integritet gennem tvang eller

trusler, kriminaliseres. I forhold til kriminalisering af tvangsægteskaber som en form

for vold omhandler bestemmelsen kun tvang ved ægteskabets indgåelse. I forhold

til tvang i form af fastholdelse i ægteskabet er konventionens bestemmelser vage

og derfor genstand for fortolkning.

Europarådets Parlamentariske Forsamling har i 2019 udtrykt bekymring om

skilsmissepraksis i religiøse tribunaler i England og Wales, som undergraver

kvinders rettigheder. Forsamlingen anbefaler borgerlig registrering af et ægteskab

samtidig med eller forud for indgåelse af det religiøse ægteskab.

UUI, Alm.del - 2020-21 - Bilag 21: Rapport om religiøse skilsmisser med titlen "Fastholdt - når en borgerlig skilsmisse ikke afslutter et ægteskab", fra Institut for Menneskerettigheder

KAPITEL 4

LØSNINGER: ERFARINGER FRA UDLANDET

Traditionelt set er religiøs skilsmisse uden borgerlig gyldighed i den vestlige verden

blevet anset for at være uden for statens sfære og dermed beskyttet mod statslig

indblanding i den kollektive og individuelle religionsfrihed og i retten til privatliv.

Imidlertid er der de seneste årtier kommet stigende fokus på, at der netop inden for

den religiøse og private sfære ikke er fundet tilstrækkeligt bæredygtige løsninger

på de problemer, der kan opstå ved fastholdelse i et religiøst ægteskab.

Forskere og praktikere presser i stigende omfang på for, at staterne skal rette

opmærksomhed på fænomenet som et potentielt menneskeretligt problem. Et

stigende antal forskere og eksperter anbefaler således bæredygtige løsninger,

som kræver en palet af løsninger, der inkluderer juridiske, politiske, administrative

og kulturelle værktøjer. Konkrete anbefalinger er for eksempel statslig støtte

til NGO’er, der adresserer problematikken, studier og opsamling af data om

problemets omfang og interaktion med andre faktorer, monitorering af god praksis

og uddannelse af dommere, advokater, anklagere mv. Blandt forebyggende og

beskyttende initiativer anbefales for eksempel oplysningskampagner, retshjælp

og information til kvinder om deres muligheder. Desuden anbefales samarbejde

mellem staten og alle aktører, inklusive religiøse autoriteter.

Nogle stater i Europa og Nordamerika er også gået ind i problematikken. En række

foranstaltninger, hvor staten forsøger at intervenere uden at gribe ind i religiøse

doktriner og herved kompromittere statens verdslighed, er således iværksat i

adskillige lande. De fleste af disse tiltag adresserer jødiske og muslimske ægteskaber.

De måder, hvorpå en person bliver fastholdt i et ægteskab, kan se meget forskellige

ud, hvorfor statens balancering af modstridende hensyn må tage udgangspunkt i

den konkrete situation. Blandt de faktorer, der kan spille ind, er religiøse normer,

etnicitet, religiøse minoriteter, økonomisk afhængighed, opholdstilladelse og vold i

ægteskabet.

Det fastlåste ægteskab kan ligeledes have mange forskellige aktører:

de to ægtefæller, religiøse ledere og trossamfund, de pågældendes familier,

lokalsamfundet samt én eller i nogle tilfælde flere stater. Forskellige tiltag, der

tager sigte på konkrete situationer, er derfor forsøgt i de enkelte lande.

Danmark har i mindre grad end de lande, vi normalt sammenligner os med, været

proaktiv på dette felt. I det følgende vil vi derfor se nærmere på de tiltag, som

sådanne lande har gennemført. I forlængelse af gennemgangen af hvert enkelt

tiltag vil den mulige relevans for Danmark kort være anført.

UUI, Alm.del - 2020-21 - Bilag 21: Rapport om religiøse skilsmisser med titlen "Fastholdt - når en borgerlig skilsmisse ikke afslutter et ægteskab", fra Institut for Menneskerettigheder

FASTHOLDT – NÅR EN BORGERLIG SKILSMISSE IKKE AFSLUTTER ET ÆGTESKAB

GODTGØRELSE FOR TORT

I adskillige lande, herunder Canada, USA, Storbritannien, Frankrig og

Nederlandene, er domstolene med regelmæssighed blevet bedt om at tage stilling

til spørgsmål, der involverer religiøs skilsmisse. I særlig grad er dette tilfældet med

et tortsøgsmål, der kan være et middel for den ”fastlåste” ægtefælle til at presse

den anden ægtefælle til at samarbejde om opløsningen af ægteskabet. Tort er en

måde at facilitere opløsningen af et religiøst ægteskab på uden at foretage indgreb

i religionsfriheden, da staten ikke dikterer udfaldet og ikke pålægger trossamfund

at handle på en bestemt måde. Dette værktøj kan også hjælpe trossamfundet til at

lægge pres på en modvillig ægtefælle.

Som ovenfor nævnt pålagde en domstol i Frankrig allerede i 1983 en mand at

betale kompensation til sin hustru for den skade, han forvoldte hende ved ikke at

give hende en religiøs skilsmisse. I Nederlandene er tort brugt til at lægge pres

på den modvillige part for at medvirke til religiøs skilsmisse.

Landets højesteret

accepterede i 1982 en tortaktion imod en modvillig jødisk ægtemand, der blev

pålagt at samarbejde ved opløsningen af et jødisk ægteskab.

Siden da har der

været en række af den type sager i Nederlandene. Canada har ligeledes haft

en række sager, hvor kvinder har søgt kompensation for den skade, manden har

forvoldt ved ikke at give hende en

get

i forbindelse med den borgerlige skilsmisse,

herunder i forhold til kontraktbrud.

I Danmark

I Danmark har parterne også mulighed for at søge godtgørelse, men så vidt

vides er denne mulighed ikke blevet anvendt i forbindelse med fastholdelse i

et religiøst ægteskab. Efter dansk ret er tort en krænkelse af en persons selv-

og æresfølelse, dvs. en persons opfattelse af eget værd og omdømme.

Efter

erstatningsansvarslovens § 26, stk. 1, skal en person, der er ansvarlig for en

retsstridig krænkelse af en andens frihed, fred, ære eller person, betale denne en

godtgørelse for tort. At fastholde sin ægtefælle i et religiøst ægteskab kan have

store konsekvenser for dennes livsførelse, opfattelse af eget værd og omdømme

og generelle psykiske velbefindende. Så vidt instituttet er informeret, bliver

erstatningsansvarsloven ikke anvendt i tilfælde af fastholdelse i et ægteskab. At

indføre en udtrykkelig adgang til eller lette muligheden for at få godtgørelse for

den skade, som fastholdelsen har medført, vil imidlertid kunne resultere i både et

øget pres på den fastholdende ægtefælle til at lade sig skille og give den fastholdte

ægtefælle en oprejsning.

FASTHOLDELSE I ÆGTESKAB SOM ET STRAFFERETLIGT ANLIGGENDE

I for eksempel Nederlandene kan fastholdelse i et ægteskab ved brug af vold,

trusler eller lignende udgøre en overtrædelse af straffelovens bestemmelse om

tvangsægteskab.

Ifølge nogle internationale forskere er en vis forsigtighed med at

benytte denne mulighed tilrådelig, fordi det i konkrete tilfælde kan gøre situationen

endnu mere fastlåst, end den er i forvejen, uden at løse problemet.

UUI, Alm.del - 2020-21 - Bilag 21: Rapport om religiøse skilsmisser med titlen "Fastholdt - når en borgerlig skilsmisse ikke afslutter et ægteskab", fra Institut for Menneskerettigheder

FASTHOLDT – NÅR EN BORGERLIG SKILSMISSE IKKE AFSLUTTER ET ÆGTESKAB

I Danmark

Den nye straffelovsbestemmelse om psykisk vold (straffelovens § 243), der trådte

i kraft 1. april 2019, vil formodentlig kunne finde anvendelse i forbindelse med

fastholdelse i religiøse ægteskaber under særligt skærpede omstændigheder (se

kapitel 5).

Som en udmøntning af den daværende regerings ”[s]trategi mod parallelle

retsopfattelser – opgør med tvang og undertrykkelse i forbindelse med religiøse

vielser” fra 2012 er der foretaget ændringer i straffeloven, udlændingeloven og lov

om tilhold, opholdsforbud og bortvisning (styrket indsats mod tvang i forbindelse

med ægteskaber og religiøse vielser).

Herved kom straffelovens § 260, stk. 2,

om tvang i forbindelse med ægteskabsindgåelse til udtrykkeligt at inkludere ”en

religiøs vielse uden borgerlig gyldighed”.

I juli 2020 meddelte udlændinge- og integrationsministeren i et svar til

Folketinget, at regeringen i efteråret 2020 vil fremsætte et lovforslag, der blandt

andet vil ”indeholde forslag om at udvide anvendelsesområdet for straffelovens

bestemmelse om ulovlig tvang, således at den særligt skærpede strafferamme

også vil finde anvendelse, når en person

fastholdes

i et ægteskab mod sin vilje.

Forslaget vil både omfatte ægteskaber med borgerlig gyldighed og religiøse

vielser uden borgerlig gyldighed. Det vil samtidig blive foreslået at udvide

udlændingelovens udvisningsregler, således at der indføres en særlig adgang til

udvisning af udlændinge i tilfælde, hvor den pågældende idømmes ubetinget

frihedsstraf for at have fastholdt en anden person i et ægteskab eller i et religiøst

ægteskab uden borgerlig gyldighed mod dennes vilje.”

REGISTRERING AF RELIGIØSE ÆGTESKABER

I Frankrig er det ved lov forbudt at indgå religiøst ægteskab uden forudgående

borgerlig vielse, og i Storbritannien er der vedvarende diskussion om, hvorvidt

religiøse vielser skal kunne foretages, hvis parret ikke samtidig indgår et borgerligt

ægteskab. I en analyse foretaget på foranledning af den britiske regering blev det

anbefalet, at en lovrevision skulle gøre det til en pligt, at det religiøse ægteskab

skal registreres borgerligt.

Kampagner er iværksat for at få registreret det religiøst

indgåede ægteskab, og regeringen overvejer en lovreform på området.

I Danmark

I Danmark registreres ægteskaber indgået i ”anerkendte trossamfund”, da disse

trossamfund har kompetence til at foretage vielse med borgerlig gyldighed. Det

gælder for eksempel Det Jødiske Samfund i Danmark og den romerskkatolske

kirke og et stort antal muslimske trossamfund. Derimod registreres religiøst

indgåede ægteskaber, der ikke har borgerlig gyldighed, ikke af myndighederne.

Blandt muslimer kan der være forskellige grunde til, at ægteskaber kun er indgået

religiøst. Et eksempel er, at unge muslimske par bruger det religiøse ægteskab som

en slags forlovelse for at lære hinanden bedre at kende.

UUI, Alm.del - 2020-21 - Bilag 21: Rapport om religiøse skilsmisser med titlen "Fastholdt - når en borgerlig skilsmisse ikke afslutter et ægteskab", fra Institut for Menneskerettigheder

FASTHOLDT – NÅR EN BORGERLIG SKILSMISSE IKKE AFSLUTTER ET ÆGTESKAB

TILTAG FOR AT FREMME GENNEMFØRELSE AF RELIGIØS SKILSMISSE

SOM EN DEL AF FAMILIERETTEN

I nogle vestlige lande har man indført ændringer i ægteskabslovgivningen mv., der

inkluderer problematikker opstået på grund af manglende religiøs skilsmisse. Det

kan for eksempel være lovgivning, der sætter en dommer i stand til at vurdere en

situation omkring et fastlåst religiøst ægteskab i forbindelse med opløsningen af

ægteskabet i borgerlig forstand. I Storbritannien blev der indført en lov i 2002, der

giver parterne i et ægteskab indgået efter jødisk tradition mulighed for at anmode

den civile domstol om ikke at give en borgerlig skilsmisse, før den religiøse

skilsmisse er gennemført, og dokumentation herfor kan forevises.

Det fremgår

af loven, at den også kan finde anvendelse i forhold til andre religiøse traditioner

end den jødiske, hvilket vil sige, at den også kan finde anvendelse i forhold til

muslimske ægteskaber.

Loven blev til, da ledelsen af de britiske ortodokse jøder rettede henvendelse til det

britiske parlament med en anmodning til lovgiver om at bistå i bestræbelserne på

at løse problemet med

agunot:

situationen, hvor en mand vedvarende ikke vil give

sin hustru en

get.

Parlamentets positive indstilling over for at lave en sådan lov var

begrundet i, at det var det jødiske samfund selv, der bad parlamentet om hjælp, og

ikke parlamentet, der påtvang det jødiske samfund en lov.

Lovgivningsmæssige

tiltag som dette må forventes at have en betydelig effekt, fordi de er etableret

med udgangspunkt i de berørte religiøse samfunds egne ønsker. Loven vil kunne

anvendes og forventes at have en virkning på det fastlåste religiøse ægteskab i det

tilfælde, hvor en ægtefælle ønsker borgerlig skilsmisse, men ikke vil acceptere en

religiøs skilsmisse. Bestemmelsen anvendes regelmæssigt, for eksempel i 2019,

hvor en ægtemand blev forhindret i at ansøge om at blive borgerligt skilt, indtil

ægtefællerne havde taget skridt til at opløse det religiøse ægteskab.

I samme

sag blev ægtemanden pålagt at betale ægtefællen et periodisk bidrag, indtil den

religiøse skilsmisse kom i stand.

I Norge ændrede man i 2003 ægteskabsloven med det formål at forebygge

problemet med religiøs skilsmisse. I den forudgående politiske debat var fokus på

muslimske ægteskaber. I modsætning til ovennævnte eksempel fra Storbritannien

havde de muslimske samfund i Norge ikke selv bedt Stortinget om hjælp. Det

gælder således nu ifølge ægteskabsloven, at de kommende ægtefæller forud

for indgåelse af et ægteskab med borgerlig gyldighed (herunder et religiøst

indgået ægteskab med borgerlig gyldighed) skal underskrive en erklæring, hvor

de accepterer begges lige ret til skilsmisse.

Loven gav anledning til protest, ikke

mindst fra Den Norske Kirke, der anså det for at gå imod kristne normer at kræve, at

ægtefællerne ved ægteskabets indgåelse forudsætter muligheden for skilsmisse.

Idéen om en underskrevet erklæring om accept af parternes lige ret til skilsmisse

synes i kraft af dens forebyggende sigte at rumme et potentiale for at komme

problemer med fastlåste ægteskaber i forkøbet. Imidlertid rummer erklæringen

ikke begrebet ”religiøs skilsmisse”. Dette skyldes, at erklæringen skal underskrives

af alle, der skal giftes i Norge, og at majoritetsreligionen, kristendommen, ikke

indeholder religiøs skilsmisse. At erklæringen ikke indeholder begrebet ”religiøs

UUI, Alm.del - 2020-21 - Bilag 21: Rapport om religiøse skilsmisser med titlen "Fastholdt - når en borgerlig skilsmisse ikke afslutter et ægteskab", fra Institut for Menneskerettigheder

FASTHOLDT – NÅR EN BORGERLIG SKILSMISSE IKKE AFSLUTTER ET ÆGTESKAB

skilsmisse”, sår tvivl om dens brugbarhed til at løse problemer omkring dette

fænomen.

I Danmark

I Danmark er der ikke foretaget ændringer i ægteskabsloven med henblik på at

håndtere problemer i forhold til religiøs skilsmisse, som tilfældet er i ovennævnte

lande. I givet fald ville sådanne tiltag primært indeholde en ændring af

ægteskabsloven og en ændring af Familieretshusets og familierettens praksis.

VOLDGIFT OG SHARIARÅD

I blandt andet Tyskland har man omfattende erfaring med privat religiøs

konfliktmægling og religiøs voldgift. I begge modeller er formålet at nå en fredelig

løsning i en konflikt uden at gå til de tyske domstole, hvilket kan være både dyrt,

besværligt og langvarigt. Et andet formål er at sikre, at de anvendte procedurer

og løsninger er i overensstemmelse med sharia.

Religiøs konfliktmægling anses

ofte for at underkende den svagere part og princippet om lighed mellem kønnene,

omend der er nogen evidens for, at dette ikke nødvendigvis er tilfældet.

I England og Wales er adgangen til religiøs skilsmisse faciliteret ved religiøse

råd, der er dannet i overensstemmelse med England og Wales’ Arbitration Act

fra 1996.

Sådanne råd er anerkendt som voldgiftsorganer og følger statens love

omkring sådanne (Muslim Arbitration Tribunal). Der er fra menneskeretsforskere

og eksperters side udtrykt bekymring om skilsmissepraksis i religiøse tribunaler,

som undergraver kvinders rettigheder, og det er et kontroversielt spørgsmål,

om voldgiftslovgivningen i England og Wales er i overensstemmelse med Den

Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Blandt andet har Europarådet

udtrykt bekymring for disse tribunalers effekt på kvinders lige adgang til

skilsmisse.

På trods af at skilsmisse ved britiske shariaråd er både institutionaliseret og

reguleret, kan der også i Storbritannien forekomme store problemer for imamer,

der medvirker til at gennemføre religiøs skilsmisse, i form af vold og trusler.

Dette

problem er også kendt i en række andre lande.

I Danmark

Blandt danske muslimer har man ikke et institutionaliseret skilsmisseråd med bred

opbakning blandt islamiske autoriteter.

Privat voldgift er ikke specifikt reguleret i forhold til religiøs skilsmisse, som

tilfældet er i for eksempel England og Wales.

Trusler mod imamer i forbindelse med religiøs skilsmisse er et kendt problem, også

i Danmark.

UUI, Alm.del - 2020-21 - Bilag 21: Rapport om religiøse skilsmisser med titlen "Fastholdt - når en borgerlig skilsmisse ikke afslutter et ægteskab", fra Institut for Menneskerettigheder

FASTHOLDT – NÅR EN BORGERLIG SKILSMISSE IKKE AFSLUTTER ET ÆGTESKAB

NÅR ÆGTESKABET OG SKILSMISSE OVERSKRIDER LANDETS GRÆNSER

I blandt andet Norge og Nederlandene er der rejst bekymring for, hvilke

konsekvenser det kan have for en person at blive fastholdt i et religiøst ægteskab,

hvis en eller begge ægtefæller har tilknytning til et oprindelsesland, hvor andre

familieretlige regler gælder end dem i henholdsvis Nederlandene og Norge. Det

diskuteres, hvordan og på hvilken måde staten bør reagere for at medvirke til at løse

problemer, der ofte involverer en anden stats suverænitet. Et særligt problemfelt

angår kvindens opholdsgrundlag ved borgerlig skilsmisse. Hvis kvinden mister

dette, og hun ikke har opnået religiøs skilsmisse, vil det få alvorlige konsekvenser,

hvis oprindelseslandet har muslimsk familieret, hvorefter hun stadigvæk vil blive

betragtet som gift.

I Danmark

De ovenfor rejste problemstillinger gør sig også gældende i Danmark.

VIDEREUDDANNELSE AF ADVOKATER MV.

I takt med at myndigheder og domstole er kommet i berøring med spørgsmål

om religiøs skilsmisse, er udviklingen, at advokater nu i vidt omfang tilegner sig

viden om religiøs skilsmisse og de retlige implikationer, fastholdelse i et religiøst

ægteskab kan have. Dette gælder for eksempel i England, hvor blandt andet

ægteskabsloven indeholder bestemmelser vedrørende domstolenes håndtering af

religiøs skilsmisse i forbindelse med borgerlig skilsmisse.

I Danmark

Danske advokater må formodes lejlighedsvis at møde problematikken omkring

religiøs skilsmisse, men i mindre omfang end i lande, hvor religiøs skilsmisse kan

blive inkluderet i myndighedernes behandling af den borgerlige skilsmisse. Ifølge

VIVE-rapporten kan det være vanskeligt for juridiske rådgivere at udføre denne

rådgivning for berørte kvinder, da det er vanskeligt at vurdere retstilstanden for

denne type af problemstillinger, for eksempel i forhold til opholdstilladelse.

FOREBYGGELSE, DIALOG OG OPLYSNING

Blandt dem, der arbejder med området – hvad enten der er tale om lovgivere,

myndighedspersoner, forskere eller advokater – er der bred enighed om, at ingen

af de enkeltstående løsninger, der er taget i brug i en række europæiske og andre

vestlige lande, rummer en løsning på

hele

problematikken omkring religiøs

skilsmisse. Derfor er der også udbredt enighed om, at forebyggelse af situationer,

hvor personer er fastholdt i et ægteskab, de ikke længere ønsker at være i, er

nødvendig.

Den løsning, der i forebyggende forstand ofte ses som den mest ideelle, er jødiske

og muslimske ægteskabskontrakter, hvor det nedfæstes, at parterne anerkender

hinandens ret til at blive skilt. Til dette formål findes der forskellige former for

værktøjer, og ofte indeholder disse forslag til helhedsløsninger. En muslimsk

idealmodel herfor er ”The Canadian Marriage Toolkit” udfærdiget med henblik

på muslimske ægteskaber.

Dette redskab fremmer indgåelsen af en aftale om

UUI, Alm.del - 2020-21 - Bilag 21: Rapport om religiøse skilsmisser med titlen "Fastholdt - når en borgerlig skilsmisse ikke afslutter et ægteskab", fra Institut for Menneskerettigheder

FASTHOLDT – NÅR EN BORGERLIG SKILSMISSE IKKE AFSLUTTER ET ÆGTESKAB

religiøs skilsmisse og de kommende ægtefællers fremtidige selvstændighed.

Redskabet understøtter også juridiske aktører, herunder advokater, mæglere

og dommere, når de skal rådgive deres klienter og lave aftaler om en eventuel

fremtidig skilsmisse. Redskabet indeholder skabeloner med eksempler på

ægteskabskontrakter og råd om altid at blive borgerligt gift forud for indgåelse af et

religiøst ægteskab på grund af den beskyttelse, som civilretten giver.

Ofte er et bredt spektrum af aktører involveret i oplysningskampagner. En bred vifte

af parlamentarikere, akademikere, religiøse og verdslige grupper, advokater og

NGO’er står for eksempel bag den britiske kampagne ”Register Our Marriage”,

den britiske regering understøtter ligeledes kampagner for, at muslimske par sikrer

borgerlig registrering af deres ægteskab.

Nogle lande har omfattende strategier med det formål, at staten understøtter

løsninger i forhold til de problemer, der kan opstå i spændingsfeltet mellem

borgerlig og religiøs ægteskabsindgåelse og borgerlig og religiøs skilsmisse.

Udgangspunktet er samspil mellem myndigheder og alle relevante aktører.

Dette er for eksempel tilfældet i England, der med regeringens ”Integrated

Communities Action Plan” fra 2019 har iværksat initiativer til at fremme løsninger

i forbindelse med blandt andet religiøs skilsmisse, og hvor inddragelse af NGO’er

og trossamfund spiller en væsentlig rolle.

I England informerer myndighederne

desuden om forholdet mellem religiøs og borgerlig skilsmisse allerede ved

påbegyndelsen af skilsmisseproceduren. Blanketten ”The HM Courts and Tribunals

Service divorce application form” henleder således parternes opmærksomhed

på, at en borgerlig skilsmisse ikke nødvendigvis indebærer en skilsmisse i religiøs

forstand, og at det derfor er vigtigt, at man kontakter en relevant religiøs autoritet.

I Danmark

I 2012 fremlagde den daværende regering ”Regeringens strategi mod parallelle

retsopfattelser – opgør med tvang og undertrykkelse ifm. religiøse vielser”.

Strategiens initiativer lægger op til samarbejde mellem myndigheder, borgere

og trossamfund. Strategien indeholder lovgivningsinitiativer, undervisning og

styrket oplysning til religiøse samfund, opkvalificering af fagfolk og offentlige

myndigheder samt direkte støtte til borgere med særligt fokus på kvinder og

mindreårige. Nogle af disse initiativer er gennemført, men hovedfokus for

strategien var indgåelse af ægteskaber (tvangsægteskaber), ikke deres afslutning.

Da Familieretshuset er den offentlige myndighed, der primært håndterer

skilsmisser, vil det være Familieretshuset, der vil kunne informere ægtefællerne

om forholdet mellem religiøs og borgerlig skilsmisse.

UUI, Alm.del - 2020-21 - Bilag 21: Rapport om religiøse skilsmisser med titlen "Fastholdt - når en borgerlig skilsmisse ikke afslutter et ægteskab", fra Institut for Menneskerettigheder

KAPITEL 5

KONKLUSION OG ANBEFALINGER

Rapporten omhandler fastholdelse i religiøse ægteskaber. Den viser, at stat og

myndigheder kan spille en langt mere aktiv rolle, end tilfældet er i dag, for at

hjælpe (oftest) kvinder, der ønsker en religiøs skilsmisse.

Med afsæt i erfaringer fra sammenlignelige lande kan Danmark intensivere

indsatsen for at medvirke til at løse de problemer, der kan opstå i forhold til

religiøs skilsmisse. Staten kan gennem forskellige tiltag spille en vigtig rolle,

når det handler om at understøtte, at flere, især kvinder, der måtte ønske en

religiøs skilsmisse, opnår en. En række initiativer er nødvendige for at adressere

kompleksiteten af problemet, og der er brug for en helhedsløsning, hvor

regeringen på tværs af ministerier og myndigheder understøtter de forskellige

aktører og indgår i dialog med de relevante trossamfund. Samtidig skal der tages

højde for de komplekse udfordringer, der er forbundet med adskillelse af stat og

religion og med statslige indsatser i forhold til religiøs skilsmisse og hensynet til

religionsfriheden.

ANBEFALINGER

ANBEFALING 1:

FAMILIERETSHUSET OG KOMMUNERNE KAN SPILLE EN VIGTIG ROLLE

Familieretshuset

Ønsket om religiøs skilsmisse er ikke nødvendigvis et ønske, der kommer

til myndighedernes kendskab, hvorfor myndighederne som udgangspunkt

vanskeligt kan bistå parter, der har brug for hjælp. Familieretshuset (tidligere

Statsforvaltningen) vil imidlertid kunne spille en rolle, såfremt man i forbindelse

med behandlingen af en sag om borgerlig skilsmisse bliver opmærksom på, at

parret ikke alene er borgerligt gift, men også religiøst, og at (typisk) manden nægter

kvinden religiøs skilsmisse.

I de mange sager, hvor en borgerlig skilsmisse alene behandles digitalt, kan

fastholdelse i et religiøst ægteskab selvsagt være vanskelig at spotte, men i nogle

tilfælde indkaldes ægtefællerne til en vilkårsforhandling. Det sker, hvis de ikke er

enige om skilsmisse. De vil imidlertid også blive indkaldt til vilkårsforhandling ved

begrundet mistanke om, at parterne i forbindelse med en borgerlig skilsmisse

ikke er enige om skilsmissens betingelser, til trods for at de har angivet at være

UUI, Alm.del - 2020-21 - Bilag 21: Rapport om religiøse skilsmisser med titlen "Fastholdt - når en borgerlig skilsmisse ikke afslutter et ægteskab", fra Institut for Menneskerettigheder

FASTHOLDT – NÅR EN BORGERLIG SKILSMISSE IKKE AFSLUTTER ET ÆGTESKAB

det.

Familieretshuset vil her kunne komme i direkte kontakt med personer,

der ønsker en religiøs skilsmisse, men som for at opnå dette bliver presset

af ægtefællen i forhold til for eksempel formuedeling, forældremyndighed

og samvær mv. Bemærkelsesværdige aftaler mellem ægtefællerne om

skilsmissevilkår kan også begrunde indkaldelse til vilkårsforhandling.

Hjælp fra Familieretshuset forudsætter dog, at sagsbehandleren i Familieretshuset

er i besiddelse af nok viden om fænomenet religiøse skilsmisser til at kunne

genkende problemstillingen og på eget initiativ inddrage spørgsmålet, da de

ægtefæller, oftest kvinder, der har brug for Familieretshusets hjælp, ofte ikke har

ressourcerne til selv at gøre opmærksom på problemet.

Kommunerne

Kommunerne kan tilsvarende spille en vigtig rolle – for eksempel i form af tilbud

om rådgivning og handleplan, såfremt en person i et religiøst ægteskab udsættes

for et urimeligt pres som følge af dennes ønske om en religiøs skilsmisse. Et sådant

tilbud findes i servicelovens § 12 a i relation til æresrelaterede konflikter og kunne

oplagt udvides til også at omfatte sager om religiøs skilsmisse.

Sikkerhedskonsulenterne

og det allerede eksisterende rejsehold om

æresrelaterede konflikter og negativ social kontrol

i regi af Styrelsen for

International Rekruttering og Integration, SIRI, ville oplagt kunne bistå

kommunerne.

Institut for Menneskerettigheder anbefaler, at:

•

Social- og Indenrigsministeriet sikrer, at det er muligt for myndigheder i visse

tilfælde at inddrage spørgsmål om religiøs skilsmisse i vilkårsforhandlinger i

forbindelse med borgerlig skilsmisse. Familieretshuset bør være opmærksom

på, at den ene part (oftest kvinden) kan blive udsat for et urimeligt pres i en

skilsmissesituation, såfremt parterne ikke er enige om også at lade sig skille

religiøst.

•

Social- og Indenrigsministeriet i samarbejde med Udlændinge- og

Integrationsministeriet undersøger, om servicelovens § 12 a (om kommuners

rådgivning af ofre i æresrelaterede konﬂikter) bør udvides til også at omfatte

rådgivning i sager, hvor en person i et religiøst ægteskab (oftest kvinden)

udsættes for et urimeligt pres som følge af ønsket om en religiøs skilsmisse.

•

Udlændinge- og Integrationsministeriet sørger for, at sikkerhedskonsulenterne

og det allerede eksisterende rejsehold om æresrelaterede konﬂikter og negativ

social kontrol i regi af SIRI tilføres viden/ressourcer, så konsulenterne og

rejseholdet også kan bistå kommunerne i sager om religiøse skilsmisser.

UUI, Alm.del - 2020-21 - Bilag 21: Rapport om religiøse skilsmisser med titlen "Fastholdt - når en borgerlig skilsmisse ikke afslutter et ægteskab", fra Institut for Menneskerettigheder

FASTHOLDT – NÅR EN BORGERLIG SKILSMISSE IKKE AFSLUTTER ET ÆGTESKAB

ANBEFALING 2:

ANVENDELSE AF STRAFFELOVSBESTEMMELSEN OM PSYKISK VOLD

Straffelovens § 243 om psykisk vold vil formentlig i visse tilfælde kunne finde

anvendelse, hvis en mand nægter at give sin hustru eller ekshustru en religiøs

skilsmisse. Bestemmelsen kriminaliserer psykiske overgreb i overensstemmelse

med artikel 33 i Europarådets konvention til forebyggelse og bekæmpelse af

vold mod kvinder og vold i hjemmet (Istanbulkonventionen). Psykisk vold udgør

en alvorlig integritetskrænkelse, som kan medføre langvarige skader for den

forurettede part.

Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget om indførelsen af straffelovens §

243, at den kan anvendes i situationer, hvor en person fastholdes i et ægteskab.

Det må antages, at dette også omfatter religiøse ægteskaber.

Bestemmelsen bør overvejes anvendt i grelle tilfælde, hvor en person vedvarende

nægter at imødekomme sin ægtefælles ønske om religiøs skilsmisse.

Institut for Menneskerettigheder anbefaler, at:

•

Anklagemyndigheden overvejer at anvende straffelovens § 243 om psykisk vold

i forbindelse med sager om fastholdelse i religiøse ægteskaber.

ANBEFALING 3:

VIDEREUDDANNELSE AF DOMMERE OG FAMILIERETSADVOKATER/-

FULDMÆGTIGE

Ofte vil familieretsadvokater også kunne spille en rolle, og i andre lande, for

eksempel Storbritannien, er der en række advokatfirmaer, der har særlig erfaring

med krydsfeltet mellem religiøs ret og borgerlig ret i skilsmissespørgsmål,

herunder vilkårsforhandlinger. Det ville være hensigtsmæssigt, hvis advokater i

Danmark kunne erhverve viden om problemfeltet. Ifølge retsplejelovens § 126, stk.

5, skal enhver advokat og advokatfuldmægtig løbende deltage i efteruddannelse

af betydning for advokaterhvervet.

Viden om problemfeltet kunne eventuelt

indgå som et led i denne efteruddannelse. Videreuddannelse af dommere synes

tilsvarende påkrævet.

Institut for Menneskerettigheder anbefaler, at:

•

regeringen i tæt dialog med Advokatsamfundet, Advokatrådet,

Dommerforeningen og Domstolsstyrelsen sikrer en mulighed for, at advokater,

advokatfuldmægtige og dommere kan tilegne sig viden om krydsfeltet mellem

religiøs ret og borgerlig ret i skilsmissespørgsmål, herunder i forbindelse med

vilkårsforhandlinger.

ANBEFALING 4:

INDDRAGELSE AF TROSSAMFUND

Som illustreret i kapitel 4 viser erfaringer, at staten kan bidrage til at løse problemer

med fastholdelse i religiøse ægteskaber. Staten kan på grund af adskillelsen af

stat og religion og religionsfriheden ofte ikke gribe direkte ind, men den kan gå

UUI, Alm.del - 2020-21 - Bilag 21: Rapport om religiøse skilsmisser med titlen "Fastholdt - når en borgerlig skilsmisse ikke afslutter et ægteskab", fra Institut for Menneskerettigheder

FASTHOLDT – NÅR EN BORGERLIG SKILSMISSE IKKE AFSLUTTER ET ÆGTESKAB

i dialog med religiøse autoriteter med henblik på at fremme trossamfundenes

egne initiativer med henblik på at løse problemerne. For eksempel viser VIVE-

rapporten, at fraværet af en islamisk skilsmisseinstitution i Danmark i nogle tilfælde

skaber et vakuum, som medfører, at islamiske autoriteter kommer under pres for

at udfylde rollen som skilsmissedommere. For individuelle imamer i Danmark

kan der imidlertid være store udfordringer forbundet med at søge at bidrage til,

at en religiøs skilsmisse kommer i stand, og de er ofte presset fra mange sider:

fra kvinden, der ønsker imamens hjælp til at opløse ægteskabet, fra manden, der

modsætter sig ægteskabets opløsning, og fra kvindens og mandens respektive

familier. Det er ikke ualmindeligt, at imamer i forbindelse med opløsning af

ægteskaber udsættes for alvorlige trusler.

Konkrete tiltag fra myndighedernes

side i form af reel beskyttelse af religiøse ledere fra anerkendte trossamfund, der

lægger pres på de mænd, der ikke vil lade sig skille, ville formentlig kunne spille en

vigtig rolle.

Et andet eksempel på et positivt samspil mellem trossamfund og myndigheder

kunne være, at trossamfundenes egne ledere bidrager til at udforme

kommunikative indsatser, der har til hensigt at mindske antallet af fastlåste

religiøse ægteskaber (for eksempel via filmklip på Familieretshusets eller

Udlændinge- og Integrationsministeriets hjemmeside, hvor religiøse ledere

betoner vigtigheden af at undgå fastholdelse i ægteskaber, religiøst såvel som

borgerligt).

Problematikken omkring fastholdelse i religiøst indgåede ægteskaber er uhyre

kompleks og kan være meget forskellig fra religion til religion og imellem

trosretninger inden for den samme religion og vil typisk være kædet sammen

med en række sociale og økonomiske forhold, der varierer i de konkrete tilfælde.

Det er af afgørende vigtighed, at trossamfundene og deres ledere understøtter

de initiativer, som staten måtte komme med, og at staten er i dialog med

trossamfundene for at sikre, at givne tiltag vil kunne have en gavnlig effekt.

Institut for Menneskerettigheder anbefaler, at:

•

regeringen går i dialog med de relevante trossamfund forud for udarbejdelsen

og indførelsen af eventuelle tiltag og i samspil med trossamfundene

understøtter initiativer inden for trossamfundene, der giver både kvinden og

manden adgang til religiøs skilsmisse, herunder bidrager til at beskytte religiøse

autoriteter, der medvirker ved opløsning af religiøse ægteskaber.

ANBEFALING 5:

BEDRE INFORMATION OM SKILSMISSENS RETLIGE KONSEKVENSER

FOR KVINDENS OPHOLDSGRUNDLAG (ÆGTEFÆLLESAMMENFØRTE

KVINDER) MV.

Ønsker en kvinde, som er blevet ægtefællesammenført med en person i Danmark,

at blive skilt fra vedkommende, kan det have konsekvenser for hendes opholds-

tilladelse.

For en kvinde, der ikke har opnået religiøs skilsmisse, kan hendes

hjemvenden til oprindelseslandet som følge af mistet opholdsgrundlag i Danmark

UUI, Alm.del - 2020-21 - Bilag 21: Rapport om religiøse skilsmisser med titlen "Fastholdt - når en borgerlig skilsmisse ikke afslutter et ægteskab", fra Institut for Menneskerettigheder

FASTHOLDT – NÅR EN BORGERLIG SKILSMISSE IKKE AFSLUTTER ET ÆGTESKAB

få særligt alvorlige konsekvenser. Lovgivning i oprindelseslandet kan nemlig

betyde, at kvinden fortsat er gift med den mand, hun efter dansk ret er blevet skilt

fra. Hendes (efter dansk ret) eksmand, der måske bor i Danmark og måske er gift

på ny, kan – så længe han nægter at lade sig skille religiøst – have beføjelser til

at regulere vigtige aspekter af hendes liv og handlemuligheder, for eksempel i

forhold til eventuelle børn og hendes muligheder for fri bevægelighed. Afhængig

af oprindelseslandet kan konsekvensen af, at han nægter hende religiøs skilsmisse,

være, at hun i oprindelseslandet ingen mulighed har for at blive gift igen, og at hun

risikerer at blive anklaget og straffet for hor, hvis hun indgår et nyt forhold.

Generelt gælder det, at en tidsbegrænset opholdstilladelse meddelt på grundlag

af ægtefællesammenføring vil kunne inddrages eller nægtes forlænget som følge

af skilsmisse, da grundlaget for opholdstilladelsen – nemlig ægteskabet – ikke

længere er til stede.

Forskellige forhold kan dog spille ind og få som konsekvens,

at opholdstilladelsen ikke inddrages eller nægtes forlænget alligevel. Det har

blandt andet betydning, hvorvidt den person, kvinden er ægtefællesammenført

med, er flygtning eller ej.

Hvis kvinden er ægtefællesammenført med en person, der

ikke er

flygtning,

skal der tages hensyn til, om inddragelse af opholdstilladelsen må antages at

virke særligt belastende for den pågældende. Udlændingeloven fastsætter en

række hensyn, som skal indgå i denne vurdering, herunder den pågældendes

tilknytning til det danske samfund og herboende personer.

Hvis kvinden er

ægtefællesammenført med en person, der

flygtning, skal opholdstilladelsen

inddrages, medmindre dette vil være i strid med Danmarks internationale

forpligtelser, som tillige er en konkret vurdering blandt andet baseret på den

pågældendes tilknytning til Danmark.

Kvinden vil således have sværere ved at

bevare sin opholdstilladelse, da kravene om tilknytning for flygtninge og deres

familier tillægges mindre betydning efter en lovændring i 2019.

I begge tilfælde vil vurderingen om inddragelse eller nægtelse af forlængelse

af kvindens opholdstilladelse blandt andet tage udgangspunkt i artikel 8 i Den

Europæiske Menneskerettighedskonvention, som beskytter retten til respekt for

privat- og familieliv.

Hvis parret har fælles børn og fælles samværsret, vil kvindens

opholdstilladelse formentlig ikke blive inddraget.

Årsagen hertil er, at det ville

bryde med retten til familieliv for flere parter, såfremt eksempelvis moren i en

familie får inddraget sin opholdstilladelse og skal udsendes.

Endelig kan der være tilfælde, hvor en ægtefællesammenført kvinde bliver skilt

i Danmark og derfor mister sit opholdsgrundlag, men i denne forbindelse får

et asylmotiv i Danmark, da eksempelvis fraværet af religiøs skilsmisse betyder,

at kvinden ved en tilbagevenden til sit hjemland er i risiko for overgreb eller

forfølgelse fra den tidligere ægtefælles eller egen families side. I praksis kan

kvinden være truet på sit liv. I sådanne tilfælde kan det vurderes, at kvinden er ”sur

place”-flygtning,

hvilket vil sige, at asylmotivet først er opstået under opholdet i

Danmark.

UUI, Alm.del - 2020-21 - Bilag 21: Rapport om religiøse skilsmisser med titlen "Fastholdt - når en borgerlig skilsmisse ikke afslutter et ægteskab", fra Institut for Menneskerettigheder

FASTHOLDT – NÅR EN BORGERLIG SKILSMISSE IKKE AFSLUTTER ET ÆGTESKAB

Klar rådgivning af kvinder, hvis opholdstilladelse potentielt er i fare, såfremt de for

eksempel ønsker at forlade et voldeligt ægteskab, er en mangelvare. Ifølge VIVE-

rapporten synes kvindernes muligheder for at få indsigt i retstilstanden i forhold

til opholdstilladelse, hvis de bliver skilt, i nogle tilfælde at være så begrænset, at

fagfolk ser det som et retssikkerhedsmæssigt problem.

Flere fagfolk pointerer

således, at lovgivningen på området er kompleks og uigennemsigtig. Og at

det – selv for erfarne juridiske rådgivere – kan være vanskeligt at vurdere, hvilke

konsekvenser en skilsmisse vil have på en kvindes opholdsgrundlag.

Der er således ofte stor uvished omkring fremtiden for ægtefællesammenførte

kvinder på nogle helt afgørende parametre såsom opholdstilladelse, den fortsatte

kontakt til og mulighed for at være omsorgsgiver for eventuelle børn mv. Selv i

ægteskaber med vold kan der være tvivl om kvindens mulighed for at bevare sit

opholdsgrundlag ved skilsmisse.

Særligt om skilsmisser udløst af et voldeligt ægteskab

Hvis kvinden ønsker skilsmisse på baggrund af et voldeligt ægteskab,

og nævner

hun vold som årsag til skilsmisse, vil reglerne være mere lempelige, hvis hun kan

bevise, at vold er et afgørende element i beslutningen. Hvis en kvinde har haft et

lovligt opholdsgrundlag i Danmark i to år, vil det i de tilfælde, hvor vold er årsag

til ønsket om skilsmisse, som regel være tilstrækkeligt grundlag for at bevare sin

opholdstilladelse.

På trods af at lovgivningen indeholder en sådan hensyntagen til

ægtefællesammenførte, der har været ofre for vold, misbrug mv., fremgår det af

VIVE-rapporten, at området synes at være præget af stor uigennemsigtighed og

deraf stor uvished omkring fremtiden for voldsramte, ægtefællesammenførte

kvinder på nogle helt afgørende parametre såsom opholdstilladelse, den fortsatte

kontakt til og mulighed for at være primær omsorgsgiver for eventuelle børn mv.

Institut for Menneskerettigheder anbefaler, at:

•

Udlændingestyrelsen sikrer klar vejledning og rådgivning af

ægtefællesammenførte kvinder om en borgerlig skilsmisses eventuelle

konsekvenser for kvindens opholdsgrundlag.

•

Udlændingestyrelsen er opmærksom på, at kvinder, der ikke har opnået

religiøs skilsmisse, når de forlader Danmark, i visse tilfælde kan opleve, at det

får alvorlige konsekvenser, når de vender tilbage til deres hjemland, såfremt

muslimsk familieret er gældende ret i landet.

UUI, Alm.del - 2020-21 - Bilag 21: Rapport om religiøse skilsmisser med titlen "Fastholdt - når en borgerlig skilsmisse ikke afslutter et ægteskab", fra Institut for Menneskerettigheder

SUMMARY

The report deals with marital captivity in religious marriages. It examines those

human-rights-based issues that may arise when religious traditions result in either

husband or wife

being trapped in a religious marriage against their will.

In Denmark, a legal divorce means that a marriage is legally dissolved. If a marriage

is based on a religious ceremony, a religious divorce (in Judaism and Islam) or

religious annulment (in the Roman Catholic Church) of the marriage is required

before the marriage is considered dissolved. A situation may arise where the one

party (or maybe both parties) cannot end the marriage without the acceptance of

the other party (or a religious court of law), and is thus held captive in the marriage

against their will. In some cases this may have serious consequences for the

individual and their future life; women in particular are vulnerable in this regard.

In recent years, this phenomenon has been increasingly discussed by lawmakers,

policy makers and researchers. Especially abroad, marital captivity is increasingly

considered a human-rights problem that the state has an obligation to address - and

in some cases, also intervene in. In Denmark, the issue has received less attention

than it has in countries with which we normally compare ourselves; however, studies

show that marital captivity is an issue in certain Muslim communities in Denmark too.

The report shows that the state and authorities take on a much more active role than

they do today to help (primarily) women who want a religious divorce. It highlights

that, due to the complexity of the issue, a number of initiatives are needed to

address marital captivity. However, consideration must also be given to the complex

challenges associated with the separation of church and state and with government

initiatives aimed at religious divorce and consideration for the freedom of religion.

RECOMMENDATIONS

MUNICIPALITIES AND THE AGENCY OF FAMILY LAW CAN TAKE ON AN

IMPORTANT ROLE

The Agency of Family Law

The authorities are not always notified when a man or a woman wants a religious

divorce, and therefore it can be difficult for the authorities to assist individuals in

UUI, Alm.del - 2020-21 - Bilag 21: Rapport om religiøse skilsmisser med titlen "Fastholdt - når en borgerlig skilsmisse ikke afslutter et ægteskab", fra Institut for Menneskerettigheder

TRAPPED– WHEN A LEGAL DIVORCE DOES NOT END A MARRIAGE

need of help. However, the Agency of Family Law can play a role in situations where,

when processing a legal divorce, it becomes evident that a couple applying for a

legal divorce, in addition to being legally married, are also religiously married, and

that the husband (as is most often the case) is refusing to give the wife a religious

divorce.

Municipalities

Municipalities can also play an important role with regard to preventing marital

captivity. For example, they can provide counselling and an action plan for

individuals who are put under unreasonable pressure to remain in a religious

marriage against their will.

The Danish Institute for Human Rights recommends that:

•

The Ministry of Social Affairs and the Interior ensure that, in some speciﬁc

situations, the authorities can include questions about religious divorce in the

negotiation of terms in a legal divorce. The Agency of Family Law should be alert

to whether one of the parties (typically the woman) is subject to unreasonable

pressure in connection with a divorce in situations where the parties cannot

reach agreement on a religious divorce.

•

Together with the Ministry of Immigration and Integration, the Ministry of Social

Affairs and the Interior examine whether section 12 of the Social Services Act

(concerning municipalities counselling to victims of honour-related conﬂicts)

should be extended to also include counselling in cases where an individual in

a religious marriage (typically the woman) is subject to unreasonable pressure

because they want a religious divorce.

•

The Ministry of Immigration and Integration ensure that the safety consultants

and the existing special task force for honour-related conﬂicts and negative

social control under the Danish Agency for International Recruitment and

Integration have the necessary knowledge/resources to help municipalities in

cases about religious divorce.

APPLICATION OF THE PROVISION OF THE DANISH CRIMINAL CODE

ABOUT PSYCHOLOGICAL VIOLENCE

Section 243 of the Danish Criminal Code about psychological violence can most

likely be used in certain cases where a man refuses to grant his wife or ex-wife a

religious divorce. This provision criminalises psychological abuse in accordance

with article 33 of the Council of Europe Convention on preventing and combating

violence against women and domestic violence (the Istanbul Convention).

Psychological violence is a serious violation of integrity that can lead to long-term

injury of the injured party.

Application of the provision should be considered in serious cases where an

individual repeatedly refuses to grant their spouse’s request for a religious divorce.

UUI, Alm.del - 2020-21 - Bilag 21: Rapport om religiøse skilsmisser med titlen "Fastholdt - når en borgerlig skilsmisse ikke afslutter et ægteskab", fra Institut for Menneskerettigheder

TRAPPED– WHEN A LEGAL DIVORCE DOES NOT END A MARRIAGE

The Danish Institute for Human Rights recommends that:

•

The Danish Prosecution Service consider applying section 243 of the Danish

Criminal Code in cases concerning marital captivity.

FURTHER EDUCATION OF JUDGES AND FAMILY LAW ATTORNEYS/

TRAINEE ATTORNEYS

In many cases, family law attorneys can also play a role. Combining their knowledge

about civil law in relation to divorce matters with knowledge about religious law

would be useful. It would therefore be appropriate if attorneys in Denmark could

acquire such knowledge. Further education of judges also seems relevant.

The Danish Institute for Human Rights recommends that:

•

in close collaboration with the Danish Bar and Law Society, the Council of

Danish Bar and Law Society, the Danish Association of Judges and the Court

Administration, the Danish government ensure that attorneys, trainee attorneys

and judges can acquire knowledge about the interface between religious law

and civil law in divorce matters, including in connection with the negotiation of

terms of a divorce.

INVOLVING RELIGIOUS COMMUNITIES

Even though the state can contribute to solving issues related to marital captivity,

because of the separation of church and state and the freedom of religion, the state

can not always take direct action. This is why it is important to enter into dialogue

with the different religious communities in Denmark. Such dialogue could, for

example, be based on the fact that, because there is no Muslim divorce institution

in Denmark, in some cases this creates a vacuum that can put Muslim authorities

under pressure.

The Danish Institute for Human Rights recommends that:

•

the Danish government enter into dialogue with relevant religious communities

before preparing and implementing any measures, and in collaboration with the

religious communities support initiatives within the communities themselves

that give women and men access to a religious divorce, including protection of

religious authorities involved in dissolving religious marriages.

MORE INFORMATION ABOUT THE LEGAL CONSEQUENCES OF A

DIVORCE FOR A WOMAN’S BASIS FOR RESIDENCY (WOMEN WHO HAVE

BEEN FAMILY REUNIFIED WITH THEIR SPOUSE), ETC.

If a woman who has been family reunified with a spouse in Denmark wants to divorce

said person, this may affect her residence permit. In general, a temporary residence

permit granted on the basis of family reunification with a spouse can be revoked, or

extension can be denied if the couple get divorced, because the basis for the residence

permit - the marriage - is no longer present. However, under certain conditions, the

residence permit is not revoked or the extension is not rejected after all.

UUI, Alm.del - 2020-21 - Bilag 21: Rapport om religiøse skilsmisser med titlen "Fastholdt - når en borgerlig skilsmisse ikke afslutter et ægteskab", fra Institut for Menneskerettigheder

TRAPPED– WHEN A LEGAL DIVORCE DOES NOT END A MARRIAGE

For a woman who has not been granted a religious divorce, being sent back to her

country of origin because she has lost her basis for residence may have serious

consequences. This is because in the eyes of the law of her country of origin, she is

still married to the man from whom she has been granted a divorce in accordance

with Danish law. Her (in accordance with Danish law) ex-husband, who might have

remained in Denmark and might have remarried, can - for as long as he refuses to

grant her a religious divorce - exert power over the woman in important aspects of

her life and thereby limit her life options.

The Danish Institute for Human Rights recommends that:

•

The Danish Immigration Service ensure clear guidance and counselling to

women who have been family reuniﬁed with a spouse about their rights to a

legal divorce and any consequences this may have for their basis for residence.

•

The Danish Immigration Service is made aware that women who have not been

granted a religious divorce before they leave Denmark, in some cases may

experience serious consequences when they return to their country of origin if

Muslim family law is applied in that country.

UUI, Alm.del - 2020-21 - Bilag 21: Rapport om religiøse skilsmisser med titlen "Fastholdt - når en borgerlig skilsmisse ikke afslutter et ægteskab", fra Institut for Menneskerettigheder

NOTER

Eller begge ægtefæller, såfremt der er tale om et romerskkatolsk ægteskab.

Fastholdelse i ægteskabet findes desuden inden for hinduisme, der dog ikke er

medtaget i denne rapport, hvor kun de tre monoteistiske religioner behandles.

Men se R. Manjoo og R.A. Gore, “An old problem with a new name”, i S. Rutten,

B. Deogratias, P. Kruiniger, Marital Captivity. Divorce, religion and human rights.

Eleven International Publishing, Haag, 2019, s. 141-142.

3 A. Liversage og J. Petersen, Etniske minoritetskvinder og skilsmisse – med

fokus på muslimske praksisser, VIVE, 2020. https://www.vive.dk/media/

pure/14657/3736328

4 Folkekirkens vielsesritual. https://www.folkekirken.dk/_Resources/

Persistent/8/7/5/d/875d9a963c38ab146cf232bb6215f302d74c18ae/Vielse.

pdf.

5 Ifølge bekendtgørelse for Folkekirken, hvor det desuden anføres: ”Mener

præsten i øvrigt af religiøse grunde ikke at kunne eller burde foretage en vielse,

skal præsten forelægge biskoppen sagen. Biskoppen afgør, om præsten bør

fritages for at foretage vielsen.” Bekendtgørelse om vielse inden for folkekirken

§ 2, stk. 5. BEK nr. 565 af 07/05/2019.

6 R. Manjoo og R.A. Gore, “An old problem with a new name”, i S. Rutten, B.

Deogratias, P. Kruiniger, Marital Captivity. Divorce, religion and human rights.

Eleven International Publishing, Haag, 2019, s. 140.

7 https://www.katolsk.dk/bispedmmet/denkirkeligedomstol/

8 Den nuværende pave har indført ændringer i proceduren, således at processen

ved den kirkelige domstol er nemmere og mere tilgængelig. R. Manjoo og R.A.

Gore, “An old problem with a new name”, i S. Rutten, B. Deogratias, P. Kruiniger,

Marital Captivity. Divorce, religion and human rights. Eleven International

Publishing, Haag, 2019, s. 140.

9 https://mosaiske.dk/skilsmisse/

10 N. de Lange, Introduction to Judaism, Cambridge University Press, Cambridge,

2000, s. 109.

11 R. Manjoo og R.A. Gore, “An old problem with a new name”, i S. Rutten, B.

Deogratias, P. Kruiniger, Marital Captivity. Divorce, religion and human rights.

Eleven International Publishing, Haag, 2019, s. 145.

12 R. Manjoo og R.A. Gore, “An old problem with a new name”, i S. Rutten, B.

Deogratias, P. Kruiniger, Marital Captivity. Divorce, religion and human rights.

Eleven International Publishing, Haag, 2019, s. 144-146.

UUI, Alm.del - 2020-21 - Bilag 21: Rapport om religiøse skilsmisser med titlen "Fastholdt - når en borgerlig skilsmisse ikke afslutter et ægteskab", fra Institut for Menneskerettigheder

FASTHOLDT – NÅR EN BORGERLIG SKILSMISSE IKKE AFSLUTTER ET ÆGTESKAB

13 R. Manjoo og R.A. Gore, “An old problem with a new name”, i S. Rutten, B.

Deogratias, P. Kruiniger, Marital Captivity. Divorce, religion and human rights.

Eleven International Publishing, Haag, 2019, s. 145.

14 S. Lagoutte og E.M. Lassen, “Redefining Europe’s Classical Model for State

Intervention in Religious Practices” (2006) 24:1

Netherlands Quarterly of

Human Rights,

s. 33-59, s. 38-39.

15 S. Lagoutte og E.M. Lassen, “Redefining Europe’s Classical Model for State

Intervention in Religious Practices” (2006) 24:1

Netherlands Quarterly of

Human Rights,

s. 33-59, s. 38-39.

16 Oplysning fra Det Jødiske Samfund.

17 https://mosaiske.dk/skilsmisse/

18 Det Jødiske Samfund i Danmark kræver desuden, at parterne skal gennemgå

en borgerlig skilsmisse, og at alle økonomiske mellemværender skal være

afgjort, før en religiøs skilsmisse kan finde sted. https://mosaiske.dk/

skilsmisse/

19 For de forskellige muligheder for skilsmisse i islam se R. Manjoo og R.A. Gore,

“An old problem with a new name”, i S. Rutten, B. Deogratias, P. Kruiniger,

Marital Captivity. Divorce, religion and human rights. Eleven International

Publishing, Haag, 2019, s. 142-144.

20 For mindre almindelige skilsmisseformer se A. Khan Obe, “Dilemmas facing

Muslims in the United Kingdom”, i S. Rutten, B. Deogratias, P. Kruiniger, Marital

Captivity. Divorce, religion and human rights. Eleven International Publishing,

Haag, 2019, s. 315.

21 J. Petersen, ”Islamiske skilsmisse-praksisser i Danmark”, Forskningsartikel nr. 1,

2020. Styrelsen for International Rekruttering og Integration, s. 7.

22 Se J. Petersen, ”Islamiske skilsmisse-praksisser i Danmark”, Forskningsartikel

nr. 1, 2020. Styrelsen for International Rekruttering og Integration, s. 12-15.

23 A. Liversage og J. Petersen, Etniske minoritetskvinder og skilsmisse – med

fokus på muslimske praksisser, VIVE, 2020, s. 15.

24 A. Liversage og J. Petersen, Etniske minoritetskvinder og skilsmisse – med

fokus på muslimske praksisser, VIVE, 2020, s. 214.

25 A. Liversage og J. Petersen, Etniske minoritetskvinder og skilsmisse – med

fokus på muslimske praksisser, VIVE, 2020, s. 8-11.

26 A. Liversage og J. Petersen, Etniske minoritetskvinder og skilsmisse – med

fokus på muslimske praksisser, VIVE, 2020, s. 15.

27 A. Liversage og J. Petersen, Etniske minoritetskvinder og skilsmisse – med

fokus på muslimske praksisser, VIVE, 2020, s. 9.

28 A. Liversage og J. Petersen, Etniske minoritetskvinder og skilsmisse – med

fokus på muslimske praksisser, VIVE, 2020. https://www.vive.dk/media/

pure/14657/3736328

29 J. Elo Rytter, Individets Grundlæggende Rettigheder, 2. udgave, 2016, Karnov

Group Denmark, s. 242.

30 Religion. Status 2015-16, Institut for Menneskerettigheder, s. 15-18. https://

menneskeret.dk/udgivelser/religion-status-2015-16.

31 B. Deogratia, Trapped in a religious marriage: A human rights perspective on

the phenomenon of marital captivity. Intersentia 2020, s. 350-351.

UUI, Alm.del - 2020-21 - Bilag 21: Rapport om religiøse skilsmisser med titlen "Fastholdt - når en borgerlig skilsmisse ikke afslutter et ægteskab", fra Institut for Menneskerettigheder

FASTHOLDT – NÅR EN BORGERLIG SKILSMISSE IKKE AFSLUTTER ET ÆGTESKAB

32 B. Deogratia, Trapped in a religious marriage: A human rights perspective on

the phenomenon of marital captivity. Intersentia 2020, s. 343-347.

33 Sagen omhandler en mand, der lagde sag an mod Polen, som ikke havde

givet ham skilsmisse, fordi hustruen ikke ville gå med hertil. https://

strasbourgobservers.com/2017/02/09/the-unbreakable-vow-marital-captivity-

in-strasbourg/

34 CEDAW Committee and CRC Committee, Joint general recommendation/

general comment No. 31 of the Committee on the Elimination of

Discrimination against women and No. 18 of the Committee on the Rights of

the Child on harmful practices. CEDAW/c/gc/18 (2014), PARA. 22. S. Rutten,

B. Deogratias, P. Kruiniger, Marital Captivity. Divorce, religion and human rights.

Eleven International Publishing, Haag, 2019, s. 165.

35 Se her især dommen i sagen MOLLA SALI v. GREECE, Applicatiom

No. 20452/14, december 2018. https://hudoc.echr.coe.int/

eng#{“itemid”:[“001-188985”]}

36 M. Schultz-Knudsen og R. Mehdi, ”Islamisk ret og minoritetsbeskyttelse: Molla

Sali v. Grækenland”,

EU-ret og Menneskeret (2019), 4, 2.

37 Application 10180/82,

D. vs France,

Comm. 6 December 1983. For en analyse

af denne sag se S. Lagoutte og E.M. Lassen, “Redefining Europe’s Classical

Model for State Intervention in Religious Practices” (2006) 24:1

Netherlands

Quarterly of Human Rights,

s. 33-59, s. 40-42.

38 S. Rutten, B. Deogratias, P. Kruiniger, Marital Captivity. Divorce, religion and

human rights. Eleven International Publishing, Haag, 2019, s. 180-181, 374.

39 Council of Europe, Parliamentary Assembly, “Sharia, the Cairo Declaration and the

European Convention on Human Rights”. Resolution 2253 (2019), section 14.3.

40 S. Rutten, B. Deogratias, P. Kruiniger, Marital Captivity. Divorce, religion and

human rights. Eleven International Publishing, Haag, 2019, s. 389-394.

41 B. Deogratia, Trapped in a religious marriage: A human rights perspective on

the phenomenon of marital captivity. Intersentia, 2020, s. 343.

42 I Nederlandene blev der i et studie fra 2014 vurderet at være mellem 447 og

1.687 fastholdte ægteskaber. S. Rutten, B. Deogratias, P. Kruiniger, Marital

Captivity. Divorce, religion and human rights. Eleven International Publishing,

Haag, 2019, s. 124.

43 S. Rutten, B. Deogratias, P. Kruiniger, Marital Captivity. Divorce, religion and

human rights. Eleven International Publishing, Haag, 2019, s. 7.

44 For denne type af sager i Canada se N.B. Joseph, “Civil jurisdiction and

religious accord: Bruker v. Marcovitz in the Supreme Court of Canada”,

Studies

in Religion/Sciences Religieuses,

2011, 1-19. For en højesteretsdom, der

involverer diskussion af, hvorvidt domstolen kan behandle en sag, der handler

om en religiøs forpligtelse og ikke en “verdslig” kontrakt, se https://scc-csc.

lexum.com/scc-csc/scc-csc/en/item/2397/index.do

45 I Danmark er de grundlæggende betingelser for erstatningsansvar: at

der skal foreligge et ansvarsgrundlag, at den adfærd, som konstituerer

ansvarsgrundlaget, er årsag til en indtrådt skade, og at denne resulterer i

et erstatningsretligt relevant tab. Se B. von Eyben og H. Isager, Lærebog i

erstatningsret, 9. udgave, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 2019, s. 23f.

UUI, Alm.del - 2020-21 - Bilag 21: Rapport om religiøse skilsmisser med titlen "Fastholdt - når en borgerlig skilsmisse ikke afslutter et ægteskab", fra Institut for Menneskerettigheder

FASTHOLDT – NÅR EN BORGERLIG SKILSMISSE IKKE AFSLUTTER ET ÆGTESKAB

46 S. Rutten, B. Deogratias, P. Kruiniger, Marital Captivity. Divorce, religion and

human rights. Eleven International Publishing, Haag, 2019, s. 373.

47 S. Rutten, B. Deogratias, P. Kruiniger, Marital Captivity. Divorce, religion and

human rights. Eleven International Publishing, Haag, 2019, s. 373.

48 https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2013/434

49 https://www.ft.dk/samling/20191/almdel/uui/spm/335/

svar/1678121/2223258.pdf

50 C. Fairbairn, Islamic marriage and divorce in England and Wales, House of

Commons Library, Briefing Paper, Number 08747, 18 February 2020, s. 21.

https://researchbriefings.files.parliament.uk/documents/CBP-8747/CBP-

8747.pdf

51 C. Fairbairn, Islamic marriage and divorce in England and Wales. House of

Commons Library, Briefing Paper, Number 08747, 18 February 2020, s. 21.

https://researchbriefings.files.parliament.uk/documents/CBP-8747/CBP-

8747.pdf

52 A. Liversage og J. Petersen, Etniske minoritetskvinder og skilsmisse – med

fokus på muslimske praksisser, VIVE, 2020, s. 61.

53 UK Divorce (religious marriages) Act 2002.

54 S. Lagoutte og E.M. Lassen, “Redefining Europe’s Classical Model for State

Intervention in Religious Practices” (2006) 24:1

Netherlands Quarterly of

Human Rights,

s. 33-59, s. 42, n.33.

55 S. Lagoutte og E.M. Lassen, “Redefining Europe’s Classical Model for State

Intervention in Religious Practices” (2006) 24:1

Netherlands Quarterly of

Human Rights,

s. 33-59, s. 43.

56 “16. An order was also made under section 10A of the Matrimonial Causes

Act 1973 (“the 1973 Act”) prohibiting the husband from applying for decree

absolute until a declaration had been filed by the parties that they had taken

such steps as were required to dissolve the marriage by means of a Get.”

https://www.familylaw.co.uk/docs/font/moher-v-moher-2019-ewca-civ-1482.

pdf?sfvrsn=76f579d6_2 sektion 15 og 16.

57 “The husband was ordered to pay the wife maintenance pending suit until

decree absolute and thereafter periodical payments at the rate of £22,000

p.a. until the letter of ‘the grant of a get’ or ‘the payment in full of the lump

sum together with any interest accrued thereon’.” COURT OF APPEAL (CIVIL

DIVISION) ON APPEAL FROM THE HIGH COURT FAMILY DIVISION, Case No:

B6/2018/2975. Date: 21/08/2019. https://www.familylaw.co.uk/docs/font/

moher-v-moher-2019-ewca-civ-1482.pdf?sfvrsn=76f579d6_2. I Canada og

staten New York har man en lignende lovgivning. Se The Canadian Divorce Act,

sektion 21,1.

58 ”Hver av brudefolkene skal hver for seg erklære på ære og samvittighet at

ekteskapet blir inngått av egen fri vilje, og at de anerkjenner hverandres like rett

til skilsmisse.” Lov om Ekteskap § 7, l.

59 S. Lagoutte og E.M. Lassen, “Redefining Europe’s Classical Model for State

Intervention in Religious Practices” (2006) 24:1

Netherlands Quarterly of

Human Rights,

s. 33-59, s. 44-45.

UUI, Alm.del - 2020-21 - Bilag 21: Rapport om religiøse skilsmisser med titlen "Fastholdt - når en borgerlig skilsmisse ikke afslutter et ægteskab", fra Institut for Menneskerettigheder

FASTHOLDT – NÅR EN BORGERLIG SKILSMISSE IKKE AFSLUTTER ET ÆGTESKAB

60 S. Lagoutte og E.M. Lassen, “Redefining Europe’s Classical Model for State

Intervention in Religious Practices” (2006) 24:1

Netherlands Quarterly of

Human Rights,

s. 33-59, s. 45-46.

61 S. Rutten, B. Deogratias, P. Kruiniger, Marital Captivity. Divorce, religion and

human rights. Eleven International Publishing, Haag, 2019, s. 38.

62 S. Rutten, B. Deogratias, P. Kruiniger, Marital Captivity. Divorce, religion and

human rights. Eleven International Publishing, Haag, 2019, s. 39.

63 J. Brechin, “A study of the use of Sharia Law in religious arbitration in the

United Kingdom and the concerns that this raises for human rights”, (2013) 15

Ecclesiastical Law Society,

s. 293-315.

64 Se fx J. Brechin, “A study of the use of Sharia Law in religious arbitration in the

United Kingdom and the concerns that this raises for human rights”, (2013) 15

Ecclesiastical Law Society,

s. 293-315.

65 http://assembly.coe.int/nw/xml/XRef/Xref-XML2HTML-en.asp?fileid=25353

66 J.R. Bowen, On British Islam: Religion, Law, and Everyday Practice in Shari’a

Councils.

Princeton University Press, 2016, s. 63.

67 A. Liversage og J. Petersen, Etniske minoritetskvinder og skilsmisse – med

fokus på muslimske praksisser, VIVE, 2020, s. 212-213.

68 J. Petersen, ”Islamiske skilsmisse-praksisser i Danmark”, Forskningsartikel nr. 1,

2020. Styrelsen for International Rekruttering og Integration, s. 18-19.

69 S. Rutten, B. Deogratias, P. Kruiniger, Marital Captivity. Divorce, religion and

human rights. Eleven International Publishing, Haag, 2019, s. 8.

70 Se fx “Get-ing the low-down on divorce”,

The Law Society Gazette,

30 May

2003.

71 A. Liversage og J. Petersen, Etniske minoritetskvinder og skilsmisse – med

fokus på muslimske praksisser, VIVE, 2020, s. 118-122.

72 S. Rutten, B. Deogratias, P. Kruiniger, Marital Captivity. Divorce, religion and

human rights. Eleven International Publishing, Haag, 2019, s. 380.

73 https://registerourmarriage.org/about

74 Se her The Integrated Communities Action Plan fra 2019. C. Fairbairn,

Islamic marriage and divorce in England and Wales.

House of Commons

Library, Briefing Paper, Number 08747, 18 February 2020, s. 24-25. https://

researchbriefings.files.parliament.uk/documents/CBP-8747/CBP-8747.pdf

75 https://assets.publishing.service.gov.uk/government/uploads/system/

uploads/attachment_data/file/778045/Integrated_Communities_Strategy_

Govt_Action_Plan.pdf

76 The Integrated Communities Action Plan fra 2019. C. Fairbairn,

Islamic marriage

and divorce in England and Wales.

House of Commons Library, Briefing Paper,

Number 08747, 18 February 2020, s. 24.

77 For gennemførelse af disse tiltag se Udlændinge- og Integrationsudvalget

2019-20 UUI Alm.del – endeligt svar på spørgsmål 335. https://www.ft.dk/

samling/20191/almdel/uui/spm/335/svar/1678121/2223258.pdf

78 https://uim.dk/arbejdsomrader/aeresrelaterede-konflikter-og-negativ-social-

kontrol/tilbud-og-vaerktojer-til-fagfolk/sikkerhedskonsulenterne

79 https://uim.dk/arbejdsomrader/aeresrelaterede-konflikter-og-negativ-social-

kontrol/tilbud-og-vaerktojer-til-fagfolk/copy_of_radgivning-og-kurser

UUI, Alm.del - 2020-21 - Bilag 21: Rapport om religiøse skilsmisser med titlen "Fastholdt - når en borgerlig skilsmisse ikke afslutter et ægteskab", fra Institut for Menneskerettigheder

FASTHOLDT – NÅR EN BORGERLIG SKILSMISSE IKKE AFSLUTTER ET ÆGTESKAB

80 Høring over udkast til lovforslag om ændring af straffeloven mv. (selvstændig

bestemmelse om psykisk vold). Den 18. december 2018. https://menneskeret.

dk/sites/menneskeret.dk/files/12_december_18/18122018_psykisk_vold.pdf

81 https://www.ft.dk/ripdf/samling/20181/lovforslag/l139/20181_l139_som_

fremsat.pdf, s. 11, spalte 1.

82 https://www.advokatsamfundet.dk/Advokatregulering/Efteruddannelse.aspx

83 Se fx VIVE-rapporten s. 203.

84 Det vil i nogle tilfælde være muligt, at en ægtefællesammenført kvinde

efter en skilsmisse kan blive i Danmark. Dette selvsagt, når kvinden har

sit eget opholdsgrundlag. Kvinden har fx søgt om asyl, efter hun har fået

opholdstilladelse som ægtefællesammenført i Danmark og har dermed to

forskellige opholdsgrundlag. (Personer, der allerede har et opholdsgrundlag i

Danmark, når de søger om et nyt, kaldes ”fjernregistrering”. Begrebet nævnes

blandt andet her: https://www.ft.dk/samling/20191/almdel/uui/spm/268/

svar/1650986/2178214/index.htm). Bliver hun skilt, vil hun i udgangspunktet

miste sin oprindelige opholdstilladelse som ægtefællesammenført, men

bevare sin opholdstilladelse som flygtning.

85 Udlændingeloven, lovbekendtgørelse nr. 1022 af 2. oktober 2019 § 19, stk. 1, nr.

1. https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2019/1022

86 Udlændingeloven, lovbekendtgørelse nr. 1022 af 2. oktober 2019 § 26, stk. 1., jf.

§ 19 a, stk. 2. https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2019/1022

87 Udlændinge- og Integrationsudvalget 2019-20. UUI Alm.del – endeligt svar

på spørgsmål 207. https://www.ft.dk/samling/20191/almdel/uui/spm/207/

svar/1648151/2172969.pdf

88 Bemærkningerne til lov nr. 174 af 27. februar 2019, afsnit 2.3.2. https://www.

retsinformation.dk/eli/ft/201812L00140

89 Udlændingestyrelsens hjemmeside. https://www.nyidanmark.dk/da/

SituationChange/Family/Family%20reunification/Divorce

90 ”Etniske minoritetskvinder og skilsmisse – med fokus på muslimske

praksisser”, VIVE, 2020, s. 118. https://www.vive.dk/media/

pure/14657/3736328

91 Udlændingestyrelsens hjemmeside. https://www.nyidanmark.dk/da/

SituationChange/Family/Family%20reunification/Divorce

92 Håndbog om procedurer og kriterier for fastlæggelse af flygtningestatus i

henhold til 1951-konventionen og 1967-protokollen om flygtninges retsstilling,

pkt. 65 + 94-96. https://www.unhcr.org/4d93528a9.pdf

Se også Flygtningenævnets beretning 2019, pkt. 6.8.2. https://www.

nyidanmark.dk/da/SituationChange/Family/Family%20reunification/Divorce

93 ”Etniske minoritetskvinder og skilsmisse – med fokus på muslimske

praksisser”, VIVE, 2020, s. 8. https://www.vive.dk/media/pure/14657/3736328

94 ”Etniske minoritetskvinder og skilsmisse – med fokus på muslimske

praksisser”, VIVE, 2020, s. 15. https://www.vive.dk/media/

pure/14657/3736328

95 Hvis kvinden ønsker skilsmisse på baggrund af et voldeligt ægteskab,

er udlændingelovens § 19, stk. 7 relevant i forbindelse med afgørelsen

UUI, Alm.del - 2020-21 - Bilag 21: Rapport om religiøse skilsmisser med titlen "Fastholdt - når en borgerlig skilsmisse ikke afslutter et ægteskab", fra Institut for Menneskerettigheder

FASTHOLDT – NÅR EN BORGERLIG SKILSMISSE IKKE AFSLUTTER ET ÆGTESKAB

om inddragelse af en opholdstilladelse, og denne bestemmelse finder

anvendelse, uanset om ægtefællen er flygtning eller ej. (Af udlændingelovens

§ 19, stk. 7, fremgår det, at ”der [skal] tages særligt hensyn til, om

opholdsgrundlaget ikke længere er til stede som følge af samlivsophør,

der skyldes, at udlændingen eller udlændingens barn har været udsat

for overgreb, misbrug eller anden overlast mv. her i landet.” Og at dette

gælder uanset varigheden af udlændinges ophold her i landet. Se også

Udlændinge- og Integrationsudvalget 2019-20. UUI Alm.del – endeligt svar

på spørgsmål 207. https://www.ft.dk/samling/20191/almdel/uui/spm/207/

svar/1648151/2172969.pdf).

96 Udlændingestyrelsens hjemmeside. https://www.nyidanmark.dk/da/

SituationChange/Family/Family%20reunification/Divorce

97 Dykker vi ned i bemærkningerne til udlændingelovens § 19, stk. 7, finder vi en

lidt nærmere beskrivelse af, hvad der menes med ”overgreb, misbrug eller

anden overlast mv.”:

”Overgreb, misbrug og anden overlast skal som nævnt forstås i

overensstemmelse med praksis efter den gældende § 19, stk. 7, således

at f.eks. fysiske overgreb i form af vold eller voldtægt og trusler om vold

samt fremkaldelse af fare for fysiske overgreb omfattet af straffelovens

bestemmelser herom er omfattet af bestemmelsen. Gentagen og grov psykisk

vold vil endvidere efter omstændighederne kunne være omfattet. Det skal

endvidere som hidtil fra udlændingens side godtgøres, at der har været tale

om voldsudøvelse mv., jf. udlændingelovens § 40, stk. 1. Hvis ægtefællen er

dømt for vold eller andre overgreb mod udlændingen eller udlændingens

barn, kan det umiddelbart lægges til grund, at betingelsen om overgreb er

opfyldt. Det er imidlertid ikke et krav, at der foreligger en domfældelse, eller at

overgrebet er meldt til politiet. Volden vil eksempelvis også kunne godtgøres

ved skadestuerapporter eller lægeerklæringer, erklæringer fra krisecentre

og samtaler med socialrådgivere mv. Udlændingen skal endvidere godtgøre,

at den udøvede vold mv. har været den reelle årsag til samlivsophævelsen.

Inddragelse af opholdstilladelse vil således ikke kunne undlades efter den

foreslåede § 19, stk. 7, hvis samlivsophøret skyldes generel utilfredshed eller

lignende i forholdet.” https://www.retsinformation.dk/eli/ft/201212L00129

Citatet findes under ”Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser” til

§ 1, til nr. 2.

98 Or, as is the case in Roman-Catholic marriages, when both spouses are held in

marital captivity.

UUI, Alm.del - 2020-21 - Bilag 21: Rapport om religiøse skilsmisser med titlen "Fastholdt - når en borgerlig skilsmisse ikke afslutter et ægteskab", fra Institut for Menneskerettigheder UUI, Alm.del - 2020-21 - Bilag 21: Rapport om religiøse skilsmisser med titlen "Fastholdt - når en borgerlig skilsmisse ikke afslutter et ægteskab", fra Institut for Menneskerettigheder