UUI, Alm.del - 2020-21 - Bilag 19: Lovudkast - Orientering om høring over udkast til forslag til lov om ændring af straffeloven, lov om pas til danske statsborgere m.v. og udlændingeloven (Styrket indsats mod negativ social kontrol m.v.), fra udlændinge- og integrationsministeren

Udlændinge- og Integrationsudvalget 2020-21
UUI Alm.del Bilag 19
Offentligt

Udkast til

Forslag

til

Lov om ændring af straffeloven , lov om pas til danske statsborgere m.v. og

udlændingeloven

(St yrket indsats mod negativ social kontrol m.v.)

§1

I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 976 af 17. september 2019, som ændret senest ved lov nr.

968 af 26. juni 2020, foretages følgende ændringer:

§ 94, stk. 4, 1. pkt.,

indsættes efter »§ 260, stk. 2,«: »§ 260 a,«.

§ 136, stk. 3,

ændres »244-246,« til: »243-246,« og »260« ændres til: »260, 260 a«.

§ 243

indsættes efter »anden,«: »herunder ved udøvelse af negativ social kontrol,«.

§ 260, stk. 2,

indsættes efter »gyldighed«: »eller til at indgå andet ægteskabslignende forhold,

eller fastholdes nogen ved tvang i et sådant ægteskab eller forhold«.

Efter § 260 indsættes:

»§

260 a.

Den, som forestår en religiøs vielse uden borgerlig gyldighed eller indgåelsen af et

andet ægteskabslignende forhold med en person under 18 år, straffes med bøde eller fængsel indtil 2

år.

Stk. 2.

På samme måde straffes den, som lader sit barn indgå en religiøs vielse uden borgerlig

gyldighed eller andet ægteskabslignende forhold, og den, som efter at være fyldt 18 år frivilligt

indgår i en religiøs vielse uden borgerlig gyldighed eller andet ægteskabslignende forhold med en

person under 18 år.«

§2

I lov om pas til danske statsborgere m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 76 af 19. januar 2017, som senest

ændret ved lov nr. 167 af 29. februar 2020, foretages følgende ændringer:

§ 2, stk. 1, nr. 4,

udgår »eller«.

§ 2, stk. 1, nr. 5,

ændres »fare.« til: »fare, eller«.

§ 2, stk. 1,

indsættes som nr. 6:

Side

1/90

UUI, Alm.del - 2020-21 - Bilag 19: Lovudkast - Orientering om høring over udkast til forslag til lov om ændring af straffeloven, lov om pas til danske statsborgere m.v. og udlændingeloven (Styrket indsats mod negativ social kontrol m.v.), fra udlændinge- og integrationsministeren

»6) når der er grund til at antage, at det pågældende barn ellers vil blive sendt til udlandet for at

indgå ægteskab eller religiøs vielse uden borgerlig gyldighed eller andet ægteskabslignende

forhold.«

§ 2, stk. 2, 1. pkt.,

indsættes efter »nr. 5«: »og 6«.

§ 2, stk. 2, 3. pkt.,

indsættes efter »nr. 5«: »og 6«.

§ 2, stk. 3,

ændres »nr. 4 og 5« til: »nr. 4-6«.

§ 2, stk. 5, 3. pkt.,

ændres »nr. 3-5« til: »nr. 3-6«.

§ 4 a, stk. 6, 3. pkt.,

indsættes efter »nr. 5«: »og 6«.

§3

I udlændingeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1022 af 2. oktober 2019, som ændret senest ved lov nr.

1003 af 27. juni 2020, foretages følgende ændringer:

§ 9, stk. 23,

ændres »260« til: » 260, 260 a«.

§ 9 f, stk. 5, 1. pkt.,

ændres »A1-minus-niveau, jf. bekendtgørelse nr. 981 af 28. juni 2016 om

danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl. og danske samfundsforhold« til: »A1-niveau og

danske samfundsforhold (indvandringsprøven)«.

§ 11, stk. 2,

indsættes som

3. pkt.:

»Ved afgørelse om forlængelse af en opholdstilladelse meddelt efter § 9, stk. 1, nr. 1, eller § 9 c,

stk. 1, som følge af familiemæssig tilknytning til en udlænding, der er meddelt opholdstilladelse

efter § 7 eller § 8, stk. 1 eller 2, finder § 19, stk. 7 og 8, anvendelse.«

§ 19, stk. 6, 1. pkt.,

indsættes efter »136,«: »243, 260 a,«.

§ 22, nr. 6,

indsættes efter »§ 252, stk. 1 og 2, «: »§ 260 a,«.

§ 22, nr. 7,

ændres »en religiøs vielse uden borgerlig gyldighed mod eget ønske« til: »en

religiøs vielse uden borgerlig gyldighed eller til at indgå andet ægteskabslignende forhold mod eget

ønske, eller har fastholdt nogen ved tvang i et sådant ægteskab eller forhold«.

§ 25 c

indsættes efter »136,«: »243, 260 a,«.

§ 39

indsættes efter stk. 6 som nyt stykke:

Side

2/90

»Stk. 7.

Udstedelse af særlig rejselegitimation til en mindreårig udlænding, der ikke selv kan skaffe

sig pas, eller som af andre grunde har behov for et sådant dokument, kan, medmindre der foreligger

særlige omstændigheder, nægtes, når der er grund til at antage, at den pågældende mindreårige

udlænding ellers vil blive sendt til udlandet til forhold, der bringer den mindreårige udlændings

sundhed eller udvikling i alvorlig fare, eller for at indgå ægteskab eller religiøs vielse uden

borgerlig gyldighed eller andet ægteskabslignende forhold.«

Stk. 7 bliver herefter stk. 8.

§ 39

indsættes efter stk. 7, som bliver stk. 8, som nyt stykke:

»Stk. 9.

Nægtes udstedelse af særlig rejselegitimation efter stk. 7, skal Udlændingestyrelsen

fastsætte en frist for afgørelsen, der ikke kan overstige 1 år. Fristen kan dog forlænges med indtil 1

år ad gangen. Dog kan afgørelser truffet efter stk. 7 kun gælde, indtil den mindreårige udlænding

fylder 18 år. Den mindreårige udlænding vil i den periode, der er fastsat af Udlændingestyrelsen,

ikke kunne få udstedt ny rejselegitimation, medmindre der foreligger særlige omstændigheder.«

Stk. 8-10 bliver herefter stk. 10-12.

10.

§ 46 a, stk. 6, nr. 4,

ændres »§ 39, stk. 8 og 9« til: »§ 39, stk. 10 og 11«.

§4

Stk. 1.

Loven træder i kraft den 1. marts 2021, jf. dog stk. 2.

Stk. 2.

Udlændinge- og integrationsministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttrædelse af lovens § 3,

nr. 2.

Stk. 3.

Udlændingelovens § 9 f, stk. 5, 1. pkt., som ændret ved denne lovs § 3, nr. 2, finder ikke

anvendelse for udlændinge, der inden bestemmelsens ikrafttræden er meddelt opholdstilladelse efter

udlændingelovens § 9 f, stk. 1. For sådanne udlændinge finder de hidtil gældende regler anvendelse.

§5

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland. Dog kan lovens §§ 2 og 3 ved kongelig anordning

helt eller delvis sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som henholdsvis de

færøske og grønlandske forhold tilsiger.

Side

3/90

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

Indledning

Lovforslagets hovedpunkter

2.1.

Præcisering af straffelovens § 243 om psykisk vold for så vidt angår negativ social kontrol

2.1.1. Gældende ret

2.1.2. Udlændinge- og Integrationsministeriets overvejelser

2.1.3. Den foreslåede ordning

2.2.

Skærpelse af straffen for tvangsmæssig fastholdelse i ægteskab og andre ægteskabslignende forhold,

herunder forhold indgået ved religiøse vielser uden borgerlig gyldighed

2.2.1. Gældende ret

2.2.2. Udlændinge- og Integrationsministeriets overvejelser

2.2.3. Den foreslåede ordning

2.3.

Forbud mod religiøse vielser af mindreårige og indgåelse af andet ægteskabslignende forhold med

mindreårige

2.3.1. Gældende ret

2.3.2. Udlændinge- og Integrationsministeriets overvejelser

2.3.3. Den foreslåede ordning

2.4.

Udvidelse af anvendelsesområdet for straffelovens § 136, stk. 3, om billigelse af visse handlinger som

led i religiøs oplæring

2.4.1. Gældende ret

2.4.2. Udlændinge- og Integrationsministeriets overvejelser

2.4.3. Den foreslåede ordning

2.5.

Nægtelse af udstedelse og inddragelse af pas til danske statsborgere

2.5.1. Gældende ret

2.5.2. Udlændinge- og Integrationsministeriets overvejelser

2.5.3. Den foreslåede ordning

2.6.

Nægtelse af udstedelse og inddragelse af særlig rejselegitimation til udlændinge

2.6.1. Gældende ret

2.6.2. Udlændinge- og Integrationsministeriets overvejelser

2.6.3. Den foreslåede ordning

2.7.

Skærpelse af udvisningsreglerne

2.7.1. Gældende ret

2.7.2. Udlændinge- og Integrationsministeriets overvejelser

2.7.3. Den foreslåede ordning

2.8.

Skærpelse af indvandringsprøvens sprogprøve

2.8.1. Gældende ret

2.8.2. Udlændinge- og Integrationsministeriets overvejelser

2.8.3. Den foreslåede ordning

2.9.

Skærpelse af karensperiode ved familiesammenføring med børn

2.9.1. Gældende ret

2.9.2. Udlændinge- og Integrationsministeriets overvejelser

2.9.3. Den foreslåede ordning

2.10.

Ligestilling af blandt andre voldsramte udlændinge, der er ægtefællesammenført med flygtninge og

søger om forlængelse af opholdstilladelsen, og voldsramte udlændinge, der er ægtefællesammenført med

flygtninge og er i en inddragelsessituation.

2.10.1.

Gældende ret

Side

4/90

2.10.2.

Udlændinge- og Integrationsministeriets overvejelser

2.10.3.

Den foreslåede ordning

Forholdet til Danmarks internationale forpligtelser

3.1.

Nægtelse af udstedelse og inddragelse af særlig rejselegitimation til udlændinge

Ligestillingsmæssige konsekvenser

Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige

Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

Administrative konsekvenser for borgerne

Miljømæssige konsekvenser

Forholdet til EU-retten

9.1.

Skærpelse af udvisningsreglerne

9.2.

Skærpelse af indvandringsprøven

9.3.

Nægtelse af udstedelse og inddragelse af pas til danske statsborgere og særlig rejselegitimation til

udlændinge

10. Hørte myndigheder og organisationer m.v.:

11. Sammenfattende skema

Side

5/90

1. Indledning

Det fremgår af forståelsespapiret

’Retfærdig retning for Danmark’

af 25. juni 2019, at regeringen

”vil modvirke tendensen til, at samfundet bliver mere opdelt og i stedet aktivt arbejde for et

samfund, hvor man bor og lever blandet”. Det fremgår endvidere af Socialdemokratiets

udlændingepolitiske udspil

’Retfærdig og realistisk’

fra henholdsvis februar 2018 og maj 2019, at

”en del af den ikke-vestlige

indvandring til Danmark har medført, at der i dag er områder, hvor man

ikke er en del af et dansk fællesskab, og hvor konsekvenserne af negativ social kontrol er dybt

foruroligende; tvangsægteskaber, æresdrab, vold, pres for at gå med tørklæde, genopdragelsesrejser

og forbud mod at gå til fritidsaktiviteter.”

Trods årtiers indsats er der fortsat integrationsproblemer i Danmark i form af manglende

beskæftigelse, kriminalitet, ghettodannelse, negativ social kontrol og fremkomsten af

parallelsamfund, hvor man forsøger at opretholde normer og værdisæt, som er meget, meget langt

væk fra det, som skal kendetegne et frit og demokratisk samfund som det danske. Integration

handler ikke kun om sprog og arbejde, men i mindst lige så høj grad om værdier og kulturelle

barrierer. Danmark er et samfund, hvor vi selv bestemmer, f.eks. hvilken uddannelse vi vil tage,

hvem vi vil være kæreste og giftes med, og om vi vil skilles. Det er derfor en hovedprioritet for

regeringen at hjælpe dem, der udsættes for negativ social kontrol, i deres frihedskamp. Regeringen

vil forhindre, at kvinder fastholdes i religiøse ægteskaber mod deres vilje og hjælpe kvinder, der

gerne vil være en del af Danmark, men som bliver forhindret i det af deres familier og

omgangskreds.

Ægteskabet skal være et ligeværdigt valg mellem to mennesker. Ikke et fængsel, man lokkes ind i

som mindreårig eller fastholdes i ved hjælp af religiøse ægteskabs- og/eller skilsmissekontrakter.

Regeringen vil derfor præcisere ordlyden af straffelovens bestemmelse om psykisk vold, så det klart

signaleres, at negativ social kontrol udgør kerneområdet for bestemmelsens beskyttelse. Regeringen

finder i den forbindelse anledning til at præcisere, at udøvelse af negativ social kontrol gennem

ægteskabs- og skilsmissekontrakter efter omstændighederne kan være strafbart efter bestemmelsen.

Regeringen vil ikke tolerere en sådan praksis i et retssamfund som det danske.

Regeringen vil endvidere forbyde religiøse vielser af mindreårige i Danmark, således at religiøse

forkyndere eller andre personer, der står for en religiøs vielse eller indgåelsen af et andet

ægteskabslignende forhold mellem mindreårige, skal kunne straffes. Det samme gælder forældre,

som lader deres børn indgå en religiøs vielse uden borgerlig gyldighed eller andet

ægteskabslignende forhold, og personer, der efter at være fyldt 18 år frivilligt indgår i en religiøs

vielse eller andet ægteskabslignende forhold med en person under 18 år. Regeringen vil i den

forbindelse udvide straffelovens § 94, så forældelsesfristen i disse sager tidligst regnes fra den dag,

den mindreårige fylder 21 år, dog tidligst fra det tidspunkt, hvor tvangen er ophørt, hvis

gerningsmanden ved vold, ulovlig tvang eller på anden måde ved en strafbar handling har tvunget

den mindreårige til at undlade at anmelde overtrædelsen til politiet,

Side

6/90

Regeringen vil i den forbindelse gøre det muligt for myndighederne at nægte at udstede eller

inddrage et barns pas eller rejselegitimation i tilfælde, hvor der er grund til at antage, at barnet vil

blive sendt til udlandet for der at indgå ægteskab eller religiøs vielse uden borgerlig gyldighed eller

andet ægteskabslignende forhold, så forældrene ikke har mulighed for at sende barnet til udlandet.

Regeringen vil i tilknytning hertil også gøre det muligt for myndighederne at nægte at udstede eller

inddrage udenlandske børns rejselegitimation i tilfælde, hvor der er grund til at antage, at barnet

ellers vil blive sendt til udlandet til forhold, der bringer barnets sundhed eller udvikling i alvorlig

fare. Dette er allerede muligt i forhold til børn, der er danske statsborgere.

Regeringen vil også udvide anvendelsesområdet for straffelovens bestemmelse om ulovlig tvang, så

en særlig skærpet strafferamme vil finde anvendelse, hvis en person fastholdes i et ægteskab, i et

forhold indgået ved religiøs vielse uden borgerlig gyldighed eller i et andet ægteskabslignende

forhold mod sin vilje.

Regeringen vil endelig udvide anvendelsesområdet for straffelovens bestemmelse om udtrykkelig

billigelse af visse kriminelle handlinger som led i religiøs oplæring, således at bestemmelsen tillige

omfatter billigelse af psykisk vold og religiøse vielser af mindreårige som led i religiøs oplæring.

Regeringen foreslår i tilknytning hertil at udvide udlændingelovens udvisningsregler, således at en

udlænding, der idømmes ubetinget frihedsstraf for de nævnte overtrædelser af straffeloven om bl.a.

religiøse vielser af mindreårige og tvangsmæssig fastholdelse i forhold indgået ved religiøse vielser

m.v., vil kunne udvises uanset varigheden af udlændingens ophold i Danmark.

Samtidig foreslår regeringen at udvide de særlige udvisningsregler for udlændinge med

opholdstilladelse som religiøse forkyndere mv., således at en religiøs forkynder, der dømmes for

overtrædelse af straffelovens bestemmelse om psykisk vold eller den foreslåede bestemmelse om

forbud mod religiøse vielser af mindreårige mv., vil kunne udvises uanset straffens karakter, f.eks.

hvis der alene er idømt en betinget frihedsstraf. Det foreslås også, at opholdstilladelsen i stedet vil

kunne inddrages, hvis det vil være uproportionalt at udvise den pågældende med indrejseforbud.

Regeringen foreslår ligeledes at skærpe danskprøven for religiøse forkyndere mv., der ønsker

forlængelse af deres opholdstilladelse i Danmark, således at opholdstilladelsen ikke vil kunne

forlænges, hvis den religiøse forkynder ikke består en prøve i dansk på et højere niveau end det, der

kræves i dag.

Regeringen foreslår desuden bl.a., at voldsramte ægtefællesammenførte til herboende flygtninge,

der søger om forlængelse af deres opholdstilladelse i Danmark, stilles på samme måde som

voldsramte ægtefællesammenførte til herboende flygtninge, hvis opholdstilladelse ikke er ved at

udløbe, således at der ikke kun i en inddragelsessituation, men også i en forlængelsessituation tages

hensyn til, at opholdsgrundlaget

–

samliv på fælles bopæl

–

ikke længere er til stede, fordi

Side

7/90

udlændingen eller udlændingens barn i hjemmet har været udsat for overgreb, misbrug eller anden

overlast m.v. i Danmark.

Det foreslås også at skærpe udlændingelovens karensregler, der gælder i forbindelse med

familiesammenføring med børn, således at det har konsekvenser for muligheden for at kunne få et

barn her til landet, hvis en person eller dennes ægtefælle eller samlever er dømt for bl.a. at stå for en

religiøs vielse eller indgåelsen af et andet ægteskabslignende forhold med en mindreårig.

Endelig indeholder lovforslaget forslag til konsekvensændringer som følge af nogle af de nævnte

forslag.

2. Lovforslagets hovedpunkter

2.1.

Præcisering af straffelovens § 243 om psykisk vold for så vidt angår negativ social kontrol

2.1.1. Gældende ret

Efter straffelovens § 243 straffes for psykisk vold med bøde eller fængsel indtil 3 år den, som

tilhører eller er nært knyttet til en andens husstand eller tidligere har haft en sådan tilknytning til

husstanden, og som gentagne gange over en periode udsætter den anden for groft nedværdigende,

forulempende eller krænkende adfærd, der er egnet til utilbørligt at styre den anden.

Bestemmelsen blev indsat ved lov nr. 329 af 30. marts 2019 om ændring af straffeloven og

forskellige andre love (Selvstændig bestemmelse om psykisk vold) og trådte i kraft den 1. april

2019.

Det fremgår af forarbejderne til straffelovens § 243, jf. Folketingstidende 2018-19 (1. samling), A,

L 139 som fremsat, side 9ff, at bestemmelsen finder anvendelse på personer i den forurettedes

husstand og personer med en nær tilknytning til forurettedes husstand, f.eks. tidligere ægtefæller,

der stadig jævnligt kommer i husstanden, f.eks. fordi deres fælles børn har bopæl der, eller en onkel,

der er involveret i opdragelsen af børnene. Bestemmelsen finder endvidere anvendelse på

gerningsmænd, som tidligere har tilhørt eller været nært knyttet til forurettedes husstand.

Bestemmelsens anvendelse forudsætter herudover, at der er tale om adfærd, der gentages og i

almindelighed opfattes som et mønster. Enkeltstående krænkelser falder derimod uden for

bestemmelsens anvendelsesområde.

Det er ligeledes en forudsætning, at forurettede har været udsat for en nedværdigende,

forulempende eller krænkende adfærd, der kan betegnes som grov. Som eksempler på adfærd, der

–

afhængig af de nærmere omstændigheder

–

kan betragtes som nedværdigende, forulempende og

krænkende, nævnes i forarbejderne bl.a. at fastholde en person i et ægteskab med henvisning til

forestillinger om ærbarhed eller familiens generelle status eller udsætte forurettede for anden

Side

8/90

negativ social kontrol, og at formå andre personer til at lægge pres på forurettede til at træffe

bestemte livsbeslutninger, som f.eks. ægtefællevalg.

Endelig er det en forudsætning, at den omfattede adfærd skal være egnet til utilbørligt at styre

forurettede. Dette indebærer, at adfærden i almindelighed skal have til formål at give

gerningsmanden en magtposition i forhold til forurettede eller at styrke eller opretholde denne

magtposition.

Det er i forarbejderne tilkendegivet, at strafniveauet skal udmåles med udgangspunkt i straffen for

overtrædelse af straffelovens § 244, stk. 1, men således at der mindst skal udmåles 60 dages

fængsel.

Rigsadvokaten har oplyst, at der siden bestemmelsens ikrafttræden den 1. april 2019 alene er afsagt

dom i et begrænset antal sager om psykisk vold i samlivsforhold, der også omfatter andre

straffelovovertrædelser. De pågældende sager vedrører efter det oplyste udøvelse af psykisk vold i

et aktuelt samlivsforhold, idet en enkelt sag dog vedrørte spørgsmålet om udøvelse af psykisk vold i

et ophørt samlivsforhold.

2.1.2. Udlændinge- og Integrationsministeriets overvejelser

Straffelovens § 243 kriminaliserer i dag psykisk vold. Psykisk vold omfatter efter forarbejderne

meget forskelligartede handlinger mv., som kan rumme forskellige typer af fysiske eller psykiske

krænkelser, der begås i nære relationer, herunder bl.a. negativ social kontrol.

Udlændinge- og Integrationsministeriet ønsker generelt at styrke indsatsen mod negativ social

kontrol. Det er på den baggrund Udlændinge- og Integrationsministeriets opfattelse, at der i

straffelovens § 243 bør indsættes en henvisning til negativ social kontrol som eksempel på psykisk

vold for herved at signalere, at negativ social kontrol udgør kerneområdet for bestemmelsens

beskyttelse.

Udlændinge- og Integrationsministeriet er opmærksom på, at negativ social kontrol allerede er

omfattet af straffelovens § 243, og at ændringen derfor ikke vil have betydning for bestemmelsens

anvendelsesområde. Ministeriet finder imidlertid, at negativ social kontrol bør indskrives direkte i

lovteksten for at sende et klart signal til bl.a. ofre for negativ social kontrol om, at negativ social

kontrol efter omstændighederne kan være strafbart som psykisk vold. Det kan samtidig ikke

udelukkes, at der vil være en effekt heraf, herunder for så vidt angår et øget antal anmeldelser og

deraf følgende sager ved domstolene.

Udlændinge- og Integrationsministeriet har samtidig noteret sig, at der i medierne har været omtalt

eksempler på, at religiøse forkyndere har udarbejdet ægteskabs- og/eller skilsmissekontrakter, der

indeholder en række krav for at opnå f.eks. skilsmisse.

Side

9/90

Som det fremgår af pkt. 2.1.1 ovenfor, er der siden straffelovens § 243 trådte i kraft den 1. april

2019 alene afsagt dom i et begrænset antal sager, der hverken vedrører anvendelsen af sådanne

ægteskabs- og/eller skilsmissekontrakter, eller spørgsmålet om strafbar medvirken til psykisk vold.

Udlændinge- og Integrationsministeriet finder derfor ikke, at bestemmelsens anvendelsesområde

generelt kan anses for afklaret i praksis.

Forarbejderne til straffelovens § 243 forholder sig heller ikke eksplicit til, om sådanne ægteskabs-

og/eller skilsmissekontrakter vil kunne udgøre negativ social kontrol omfattet af bestemmelsens

anvendelsesområde. Det fremgår dog, at situationer, hvor en person fastholdes i et ægteskab med

henvisning til forestillinger om ærbarhed eller familiens generelle status eller udsættes for anden

negativ social kontrol, eller hvor en person formår andre personer til at lægge pres på forurettede til

at træffe bestemte livsbeslutninger, som f.eks. ægtefællevalg, efter omstændighederne er omfattet af

anvendelsesområdet, jf. Folketingstidende 2018-19 (1. samling), A, L 139 som fremsat, side 11.

Udlændinge- og Integrationsministeriet finder på den baggrund, at det bør præciseres, at ægteskabs-

og/eller skilsmissekontrakter, der i kraft af deres indhold fastholder en person i et ægteskab eller en

lignede samlivssituation med henvisning til forestillinger om ærbarhed og/eller familiens generelle

status, eller som på anden vis lægger pres på en person til at træffe eller undlade at træffe bestemte

livsbeslutninger vedrørende f.eks. skilsmisse eller valg af (kommende) ægtefælle, partner, bopæl

eller uddannelse, er udtryk for negativ social kontrol, der

–

afhængig af de nærmere

omstændigheder

–

vil kunne udgøre psykisk vold.

Udlændinge- og Integrationsministeriet finder, at personer, der udsættes for sådan adfærd, ikke skal

være i tvivl om, at udøvelse af negativ social kontrol gennem sådanne kontrakter efter

omstændighederne vil kunne straffes som psykisk vold. Udlændinge- og Integrationsministeriet

finder derfor anledning til at præcisere bemærkningerne til straffelovens § 243, så det klart fremgår,

at udøvelse af negativ social kontrol gennem sådanne kontrakter vil kunne udgøre en strafbar

overtrædelse af bestemmelsen. Ministeriet finder endvidere anledning til i bemærkningerne at

understrege, at medvirken til psykisk vold omfattet af straffelovens § 243 er strafbart efter

straffelovens almindelige medvirkensregel, herunder efter omstændighederne også i tilfælde, hvor

religiøse forkyndere mv. medvirker gennem udarbejdelsen af førnævnte ægteskabs- og/eller

skilsmissekontrakter.

2.1.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at der i straffelovens § 243 indsættes en henvisning til negativ social kontrol som

eksempel på psykisk vold omfattet af bestemmelsens anvendelsesområde.

Det præciseres i den forbindelse i bemærkningerne, at ægteskabs- og/eller skilsmissekontrakter, der

efter deres indhold har til formål at fastholde en person i et ægteskab eller en lignende

samlivssituation med henvisning til forestillinger om ærbarhed og/eller familiens generelle status

eller udsætte forurettede for anden negativ social kontrol, at isolere en person fra sit barn eller

Side

10/90

dennes nærmeste, at afpresse en person, eller som på anden vis har til formål at lægge pres på en

person til at træffe eller undlade at træffe bestemte livsbeslutninger vedrørende f.eks. skilsmisse

eller valg af (kommende) ægtefælle, partner, bopæl eller uddannelse, er udtryk for negativ social

kontrol, der

–

afhængig af de nærmere omstændigheder

–

kan udgøre psykisk vold.

Det bemærkes, at indgåelsen af en ægteskabs- og/eller skilsmissekontrakt ikke i sig selv vil være

tilstrækkeligt til at udgøre psykisk vold. Det afgørende vil være, at en sådan kontrakt faktisk og på

en utilbørlig måde styrer den anden person ved f.eks. at fastholde personen i et forhold mod dennes

vilje eller ved at formå personen til at træffe eller undlade at træffe de ovenfor nævnte

livsbeslutninger.

Derimod vil udfærdigelsen og indgåelsen af en sådan kontrakt, hvis den efter sit indhold har til

formål at styre en anden person, men hvor den (endnu) ikke har haft denne effekt, efter

omstændighederne kunne straffes som forsøg på psykisk vold i medfør af straffelovens § 21. Det vil

f.eks. kunne være tilfældet, hvis kontrakten lige er blevet udfærdiget, og der derfor endnu ikke er

tale om et handlemønster af en vis varighed.

Det understreges endvidere i bemærkningerne, at straffelovens § 243 i kraft af den almindelige

medvirkensregel i straffelovens § 23 også omfatter den, der ved tilskyndelse, råd eller dåd har

medvirket til udøvelse af psykisk vold omfattet af bestemmelsen. Som eksempel herpå kan bl.a.

nævnes religiøse forkyndere og andre personer, der må anses for at have en særlig autoritet i forhold

til forurettede og dennes nærmeste, og som ved hjælp af f.eks. udarbejdelsen af en ægteskabs-

og/eller skilsmissekontrakt medvirker til, at gerningsmanden over for forurettede udøver negativ

social kontrol på en af de førnævnte måder.

Der er ikke med lovforslaget tilsigtet nogen ændringer af retstilstanden, herunder bestemmelsens

strafbetingelser og strafniveau.

Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 3.

2.2. Skærpelse af straffen for tvangsmæssig fastholdelse i ægteskab og andre

ægteskabslignende forhold, herunder forhold indgået ved religiøse vielser uden

borgerlig gyldighed

2.2.1. Gældende ret

Efter straffelovens § 260, stk. 1, straffes den, som ved vold eller trussel om vold, om betydelig

skade på gods, om frihedsberøvelse eller om at fremsætte usand sigtelse for strafbart eller ærerørigt

forhold eller at åbenbare privatlivet tilhørende forhold tvinger nogen til at gøre, tåle eller undlade

noget med bøde eller fængsel indtil 2 år for ulovlig tvang. Det samme gælder den, som ved trussel

om at anmelde eller åbenbare et strafbart forhold eller om at fremsætte sande ærerørige

Side

11/90

beskyldninger tvinger nogen til at gøre, tåle eller undlade noget, for så vidt fremtvingelsen ikke kan

anses tilbørlig begrundet ved det forhold, som truslen angår.

Bestemmelsen fortolkes således, at truslerne om vold mv. ikke behøver være udtrykkelige, men kan

fremgå af situationen.

Ulovlig tvang efter straffelovens § 260 er fuldbyrdet, når tvangen har haft den tilsigtede virkning.

Hvis tvangen ikke har virket efter hensigten, kan der efter omstændighederne straffes for forsøg på

ulovlig tvang, jf. herved straffelovens § 21.

Straffelovens § 260 omfatter tilfælde, hvor nogen med de i bestemmelsen angivne midler tvinges til

at gøre, tåle eller undlade noget. Bestemmelsen omfatter således en række forskelligartede tilfælde,

idet det ikke har betydning for afgrænsningen af det strafbare område, hvad ofret tvinges til, men

alene med hvilke midler ofret tvinges. Bestemmelsen omfatter således bl.a. tilfælde, hvor en person

ved vold eller trussel om vold

tvinges til at forblive i et

ægteskab eller et andet samlivsforhold.

Straffelovens § 260 omfatter endvidere alle, der ved tilskyndelse, råd eller dåd har medvirket til den

ulovlige tvang, jf. herved straffelovens § 23. Der vil således f.eks. foreligge medvirken, hvis en far

tilskynder sin søn til at udøve vold mod en anden for at tvinge denne til at indgå eller blive i et

samlivsforhold. Hvis samlivsforholdet har en mere formaliseret karakter omfatter

medvirkensansvaret også den, der har forestået formaliseringen heraf enten i form af vielse eller

lignende ritual, hvis den pågældende er bekendt med, at forholdet indgås som følge af, at der er

udøvet tvang af den karakter, som er nævnt i straffelovens § 260.

Strafudmålingen vil afhænge af omstændighederne i den konkrete sag. I vurderingen heraf kan bl.a.

indgå, hvilken tvang der har været anvendt, herunder om der har været anvendt vold eller trusler om

vold eller frihedsberøvelse, samt hvilket omfang og hvilken tidsmæssig udstrækning den udøvede

tvang har haft. Også forurettedes alder og et eventuelt afhængighedsforhold af den, der udøver eller

står bag tvangen, kan have indflydelse på strafudmålingen.

Straffelovens § 260, stk. 2, indeholder en skærpet (side)strafferamme, som omfatter tilfælde, hvor

nogen tvinges til at indgå ægteskab eller til en religiøs vielse uden borgerlig gyldighed.

Strafferammen er i dette tilfælde 4 år.

Straffelovens § 260, stk. 2, omfatter både ægteskaber med borgerlig gyldighed og religiøse vielser

uden borgerlig gyldighed. Det fremgår af bestemmelsens forarbejder, jf. Folketingstidende 2012-13,

A, L 143 som fremsat, side 14, at religiøse vielser i denne sammenhæng skal forstås som en

indstiftelse af et ægteskabslignende forhold under tilstedeværelse af en religiøs autoritet. Der kan i

den forbindelse underskrives en form for ægteskabskontrakt, men dette er ikke en forudsætning for,

at forholdet kan falde ind under bestemmelsen. Det vil f. eks. være omfattet af bestemmelsen, hvis

der udøves tvang i forhold til indgåelse af et såkaldt ”muslimsk ægteskab” eller ”nikah-forhold”,

Side

12/90

hvorved forstås en gensidigt forpligtende ægteskabelig kontrakt indgået i forbindelse med en

religiøs vielse uden borgerlig gyldighed.

Det forudsættes i bemærkningerne til bestemmelsen, at der ved strafudmålingen i sager, der er

omfattet af § 260, stk. 2, tages udgangspunkt i, at der skal ske en væsentlig forhøjelse af den straf,

der kan forventes udmålt efter strafferammen i § 260, stk. 1, jf. Folketingstidende 2007-08 (2.

samling), tillæg A, side 2667.

§ 260, stk. 2, gælder alene tvang ved indgåelse af et ægteskab eller ved en religiøs vielse uden

borgerlig gyldighed. Tvang i forbindelse med indgåelsen af et ægteskabslignende forhold uden

tilstedeværelse af en religiøs autoritet falder derimod fortsat ind under den lavere strafferamme i

straffelovens § 260, stk. 1.

2.2.2. Udlændinge- og Integrationsministeriets overvejelser

Indgåelse af et ægteskab, en religiøs vielse uden borgerlig gyldighed eller indgåelse af et andet

ægteskabslignende forhold, der ikke har borgerlig gyldighed, kan have forskellig karakter afhængigt

af religion og kulturelle sammenhænge.

Efter den nuværende bestemmelse i straffelovens § 260, stk. 2, gælder den skærpede strafferamme

kun tvang til indgåelse af ægteskab eller til en religiøs vielse uden borgerlig gyldighed, hvorved

forstås indgåelse af et ægteskabslignende forhold under tilstedeværelse af en religiøs autoritet.

Indgåelsen af et ægteskabslignende forhold indebærer dog ikke nødvendigvis tilstedeværelsen af en

religiøs autoritet. Dette kan efter omstændighederne også være forestået af en anden autoritet, som

f.eks. et familieoverhoved.

Udlændinge- og Integrationsministeriet finder, at det ikke bør være afgørende for, om den skærpede

strafferamme finder anvendelse, om indgåelsen af det ægteskabslignende forhold er sket under

tilstedeværelsen af en religiøs autoriet.

Selvom en religiøs vielse uden borgerlig gyldighed eller indgåelsen af et andet ægteskabslignende

forhold ikke er juridisk bindende, tillægges et sådant forhold i nogle miljøer større betydning end et

gyldigt ægteskab efter dansk ret. Det gælder f.eks. de såkaldte ”nikah-forhold” i visse muslimske

miljøer. Her er det til tider kun manden, der kan opløse forholdet, med den virkning, at kvinder kan

være fastholdt i dårlige forhold i årevis.

Udlændinge- og Integrationsministeriet finder det ikke rimeligt, at man tildeles en mildere straf for

ved tvang at fastholde en person i et ægteskab eller i andre ægteskabslignende forhold, herunder

forhold indgået ved religiøse vielser uden borgerlig gyldighed, end man gør for at tvinge en person

til at indgå det. Udlændinge- og Integrationsministeriet finder på den baggrund, at straffelovens §

260, stk. 2, bør ændres, så bestemmelsen også vil omfatte tvangsmæssig fastholdelse af en person i

Side

13/90

et ægteskab eller ægteskabslignede forhold, herunder et forhold indgået ved en religiøs vielse uden

borgerlig gyldighed, dvs. forhold, som ikke har borgerlig gyldighed efter dansk ret, men som efter

religiøse normer i visse miljøer alligevel har karakter af ægteskabslignende forhold.

2.2.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at anvendelsesområdet for straffelovens § 260, stk. 2, udvides til også at omfatte

indgåelsen af andre ægteskabslignende forhold end religiøse vielser samt tvangsmæssig fastholdelse

i både ægteskab og andre ægteskabslignende forhold, herunder forhold indgået ved religiøs vielse

uden borgerlig gyldighed.

Med indgåelse af et andet ægteskabslignende forhold vil skulle forstås en forbindelse mellem to

mennesker, der indgås i henhold til regler, der gælder i en bestemt gruppe, og som indebærer, at

parterne af denne gruppe vil blive anset for ægtefæller med tilhørende rettigheder og pligter over for

hinanden. Reglerne kan både være skrevne og uskrevne og skal have taget stilling til spørgsmålet

om ophævelse af det ægteskabslignende forhold. Denne betingelse vil også være opfyldt, hvis det

følger af de pågældende regler, at forholdet ikke kan ophæves. Det vil derimod ikke være en

betingelse, at indgåelsen af forholdet sker under tilstedeværelse af en religiøs autoritet.

Ægteskabslignende forhold, der indgås i form af en mundtlig eller skriftlig ægteskabskontrakt eller

lignende uden tilstedeværelse af en religiøs autoritet, vil således også blive omfattet af

bestemmelsen.

Ved fastholdelse ved tvang forstås, at nogen ved de virkemidler, der fremgår af straffelovens § 260,

stk. 1, eksempelvis vold eller trusler om vold, tvinges til at forblive i et forhold som omfattet af §

260, stk. 2, uanset et ønske om at forlade eller opløse dette.

Det vil således være en betingelse for at henføre fastholdelsen ved tvang under den skærpede

strafferamme i straffelovens § 260, stk. 2, at forholdet er indgået som et ægteskab, ved en religiøs

vielse uden borgerlig gyldighed, eller at der er tale om et andet ægteskabslignende forhold, som er

indgået ved f.eks. et ritual, en mundtlig eller skriftlig ægteskabskontrakt eller lignende. Det faktum,

at forholdet over tid får en ægteskabslignende karakter, fordi man eksempelvis flytter sammen og

får børn sammen, vil derimod ikke være tilstrækkeligt til at karakterisere forholdet som et

ægteskabslignende forhold i bestemmelsens forstand. Fastholdelse ved tvang i et sådant forhold vil

således fortsat skulle henføres under straffelovens § 260, stk. 1.

Med den foreslåede ordning er der ikke tilsigtet ændringer i strafniveauet efter straffelovens § 260,

stk. 2.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 4.

Side

14/90

2.3. Forbud mod religiøse vielser af mindreårige og indgåelse af andet ægteskabslignende

forhold med mindreårige

2.3.1. Gældende ret

Efter ægteskabslovens § 2 må den, som er under 18 år, ikke indgå ægteskab.

Det fremgår af bestemmelsens forarbejder, jf. Folketingstidende 2016-17, A, L 94 som fremsat, side

6, at der er tale om en absolut aldersgrænse for indgåelse af ægteskab, som det ikke er muligt at

dispensere fra. Det fremgår endvidere af forarbejderne, at alderskravet på 18 år er en

gyldighedsbetingelse på samme måde som de gældende krav til selve vielseshandlingen. Et

ægteskab indgået mellem parter, hvor den ene eller begge parter ikke var fyldt 18 år, vil derfor være

ugyldigt.

En ugyldig vielse kan dog efterfølgende godkendes som gyldig, hvis særlige grunde taler derfor. I

tilfælde, hvor der er tale om en ugyldig vielse af en mindreårig, skal der ved denne vurdering

anlægges samme restriktive praksis som ved vurderingen af, om et udenlandsk ægteskab, der er

indgået af mindreårige, undtagelsesvist kan anerkendes.

Det fremgår af ægteskabslovens § 22 b, stk. 1, at et ægteskab, der er indgået i udlandet, anerkendes,

hvis ægteskabet er gyldigt i det land, hvor ægteskabet er indgået. Det følger dog af bestemmelsens

stk. 2, nr. 3, at et ægteskab indgået i udlandet ikke anerkendes, hvis en part ved vielsen ikke var

fyldt 18 år. Af stk. 3 følger det, at ægteskabet anerkendes uanset stk. 2, såfremt der foreligger

tvingende grunde herfor, og parterne stilles i en urimelig situation, hvis ægteskabet ikke anerkendes.

Betingelsen i stk. 2, nr. 3, gælder ikke for EU-/EØS-borgere og disses ægtefæller, jf. stk. 4.

Det fremgår af bestemmelsens forarbejder, jf. Folketingstidende 2016-17, A, L 94 som fremsat, side

9, at udgangspunktet er, at udenlandske ægteskaber, der er indgået af mindreårige, ikke anerkendes i

Danmark. Anerkendelse af et udenlandsk ægteskab, der er indgået af en mindreårig, kan således

kun ske helt undtagelsesvist, såfremt der foreligger tvingende grunde herfor, og en manglende

anerkendelse vil stille parterne i en urimelig situation. Det forhold, at parret har eller venter

fællesbarn, kan ikke alene begrunde en fravigelse af udgangspunktet om, at ægteskabet ikke

anerkendes. Hensynet til den mindreårige part i ægteskabet vejer således tungere end hensynet til

parternes fælles barn, idet barnets retsstilling i vid udstrækning kan sikres efter den familieretlige

lovgivning, uanset om forældrene er gift eller ej.

Heller ikke parrets langvarige tilknytning til hinanden, herunder at de har levet sammen gennem

længere tid, eller det forhold, at parret har indgået ægteskab i et land, hvor samfundsnormer tilsiger,

at samliv kun kan foregå inden for rammerne af et ægteskab, kan begrunde en fravigelse af

udgangspunktet om, at ægteskabet ikke anerkendes. Der vil alene kunne foreligge sådanne

tvingende grunde til at anerkende ægteskabet, hvis dette ellers vil stille parterne i en urimelig

Side

15/90

situation. Det kan f. eks. tale for, at ægteskabet anerkendes, hvis det på grund af en af parternes

dødsfald er umuligt at løse de retlige udfordringer, der opstår ved en manglende anerkendelse.

Der er ikke i dag et forbud mod at indgå eller forestå religiøse vielser uden borgerlig gyldig eller

andet ægteskabslignende forhold, uanset at en eller begge parter er under 18 år.

Hvis nogen tvinges til at indgå i et sådant forhold, vil det dog efter omstændighederne være

strafbart efter straffelovens § 260, jf. ovenfor under pkt. 2.2.1.

Det fremgår af straffelovens § 94, stk. 4, at forældelsesfristen for overtrædelse af § 245 a, § 246, jf.

§ 245 a, § 260, stk. 2, og § 262 a, stk. 2, over for en person under 18 år eller af § 232 over for et

barn under 15 år tidligst regnes fra den dag, den forurettede fylder 21 år. Det samme gælder

overtrædelse af §§ 244, 245 og 246 i form af svangerskabsafbrydelse, fosterreduktion eller

sterilisation uden samtykke over for en person under 18 år. For overtrædelse af § 243, § 244, stk. 2,

§ 245 og § 246, jf. § 245, over for en person under 18 år regnes forældelsesfristen tidligst fra den

dag, den forurettede fylder 21 år, når gerningsmanden på gerningstidspunktet tilhørte eller var nært

knyttet til den forurettedes husstand. Hvis gerningsmanden ved vold, ulovlig tvang efter § 260 eller

på anden måde ved en strafbar handling har tvunget forurettede til at undlade at anmelde

lovovertrædelsen til politiet, regnes forældelsesfristen dog tidligst fra det tidspunkt, hvor tvangen er

ophørt.

2.3.2. Udlændinge- og Integrationsministeriets overvejelser

Ifølge ægteskabslovgivningen kan personer under 18 år ikke indgå ægteskab. Hvis der derimod er

tale om en religiøs vielse uden borgerlig gyldighed eller indgåelse af et andet ægteskabslignende

forhold, har denne handling ikke nogen retsvirkninger i Danmark, og handlingen er derfor heller

ikke omfattet af ægteskabslovens betingelser for at indgå ægteskab.

Mindreårige kan imidlertid leve og blive betragtet som ægtepar i visse miljøer, hvis de har indgået

en religiøs vielse eller et andet ægteskabslignende forhold. Selvom indgåelsen af et sådant forhold

ikke er juridisk bindende, vil denne i nogle miljøer blive betragtet som ligeværdig med eller endog

blive tillagt større betydning end et gyldigt ægteskab efter dansk ret.

For regeringen er det afgørende, at mindreårige ikke presses ind i et sådant forhold af

ægteskabslignende karakter med de langvarige konsekvenser, det kan have for dem.

Tvinges nogen til at indgå et sådant forhold, vil det i dag være strafbart efter straffelovens § 260.

Det kan imidlertid være vanskeligt at bevise, at den mindreårige reelt har været udsat for ulovlig

tvang i forbindelse med indgåelsen af den religiøse vielse eller andet ægteskabslignende forhold, og

derudover er f.eks. trusler om, at familien vil afbryde forbindelsen til den pågældende unge, eller

advarsler om, hvor ødelæggende den pågældendes adfærd er i forhold til familiens ry og rygte, ikke

omfattet af straffelovens § 260 om ulovlig tvang.

Side

16/90

Der er således intet til hinder for, at slægtninge ved brug af sådan pression formår den unge til at

indgå en religiøs vielse uden borgerlig gyldighed eller et andet ægteskabslignende forhold. Det er i

den forbindelse Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering, at børn i endnu mindre grad end

voksne kan forventes at kunne udvise modstand mod et sådant negativt socialt pres.

Udlændinge- og Integrationsministeriet finder på den baggrund, at religiøse vielser og andre

ægteskabslignende forhold på samme måde som borgerlige vielser kun skal kunne indgås af voksne,

uanset at de ikke har nogen retsvirkninger i Danmark.

Udlændinge- og Integrationsministeriet vurderer i den sammenhæng, at det bør være strafbart at

forestå en religiøs vielse uden borgerlig gyldighed eller indgåelsen af et andet ægteskabslignende

forhold af en person under 18 år, at lade sit mindreårige barn indgå et sådant forhold eller frivilligt

at indgå et sådant forhold med en person under 18 år, hvis man selv er over 18 år.

Kriminaliseringen bør gælde indgåelse af alle sådanne forhold, hvor en eller begge de involverede

parter er mindreårig, uanset at begge parter samtykker hertil.

2.3.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse i straffelovens § 260 a, stk. 1, der vil gøre det strafbart at

forestå en religiøs vielse uden borgerlig gyldighed eller indgåelsen af et andet ægteskabslignende

forhold af en person under 18 år.

Kriminaliseringen vil gælde indgåelsen af alle religiøse vielser uden borgerlig gyldighed og andre

ægteskabslignende forhold, hvor en eller begge de involverede parter er mindreårig, uanset at begge

parter samtykker hertil.

Begrebet religiøs vielse vil skulle forstås i overensstemmelse med straffelovens § 260, stk. 2, det vil

sige som en indstiftelse af et ægteskabslignende forhold under tilstedeværelse af en religiøs

autoritet. Der kan i den forbindelse underskrives en form for ægteskabskontrakt, men dette vil ikke

være en forudsætning for, at forholdet kan falde ind under bestemmelsen.

Begrebet ægteskabslignende forhold vil skulle forstås på samme måde som efter den foreslåede

ændring til straffelovens § 260, stk. 2, der fremgår af lovforslagets § 1, nr. 4, det vil sige som en

forbindelse mellem to mennesker, der indgås i henhold til regler, der gælder i en bestemt gruppe, og

som indebærer, at parterne af denne gruppe vil blive anset for ægtefæller med tilhørende rettigheder

og pligter over for hinanden. Reglerne kan både være skrevne og uskrevne og skal have taget

stilling til spørgsmålet om ophævelse af det ægteskabslignende forhold. Denne betingelse vil også

være opfyldt, hvis det følger af de pågældende regler, at forholdet ikke kan ophæves. Det vil

derimod ikke være en betingelse, at indgåelsen af forholdet sker under tilstedeværelse af en religiøs

autoritet. Ægteskabslignende forhold, der indgås i form af en mundtlig eller skriftlig

Side

17/90

ægteskabskontrakt eller lignende uden tilstedeværelse af en religiøs autoritet, vil således også blive

omfattet af bestemmelsen.

Med begrebet ”at forestå

en religiøs vielse uden borgerlig gyldighed eller indgåelsen af et andet

ægteskabslignende forhold” vil skulle forstås, at en person forestår det ritual eller den handling, der

gør, at ægteskabet i den pågældende gruppes øjne anses for indstiftet, eksempelvis ved at forestå en

ægteskabsceremoni eller ved at udfærdige en ægteskabskontrakt. Det vil ikke være en betingelse, at

der skal være et religiøst islæt i ritualet, og også sædvanebaserede ritualer vil således være omfattet.

Det vil heller ikke være en betingelse, at den person, der forestår ritualet, har nogen form for

religiøs autoritet, og en slægtning, der udfærdiger en ægteskabskontrakt, vil således også være

omfattet af bestemmelsen.

Det bemærkes, at en person med vielsesmyndighed også vil blive omfattet af bestemmelsen, hvis

vedkommende forestår en vielse, der lever op til de øvrige gyldighedsbetingelser herfor, og som

derfor normalt ville have borgerlig gyldighed, men som ikke er gyldig på grund af parternes alder.

Det bemærkes endvidere, at overtrædelse af bestemmelsen vil kræve forsæt til alle dele af

bestemmelsens indhold, herunder parternes alder, og at der er tale om en religiøs vielse eller

indgåelse af andet ægteskabslignende forhold.

Det foreslås derudover med den foreslåede bestemmelse til straffelovens § 260 a, stk. 2, at det skal

være strafbart at lade sit barn indgå en religiøs vielse uden borgerlig gyldighed eller et andet

ægteskabslignende forhold eller, efter at være fyldt 18 år, frivilligt at indgå en religiøs vielse uden

borgerlig gyldighed eller et andet ægteskabslignende forhold med en person under 18 år.

Bestemmelsens 1. led vil finde anvendelse på forældre til børn og unge under 18 år. Det omfatter

barnets og den unges juridiske forældre, dvs. de personer, der i retlig forstand har moderskab,

faderskab eller medmoderskab til barnet, herunder adoptivforældre. Det vil ikke være afgørende,

hvem der har forældremyndigheden. Bestemmelsen vil således også finde anvendelse på en

forælder, som ikke har del i forældremyndigheden.

Med bestemmelsen kriminaliseres både aktive handlinger og passivitet i forhold til barnets

indgåelse af en religiøs vielse uden borgerlig gyldighed eller et andet ægteskabslignende forhold.

Omfattet er i første række aktive handlinger såsom at aftale indgåelsen af den religiøse vielse eller

den ægteskabslignende forbindelse på sit barns vegne eller at udøve social kontrol eller anden

pression, der ikke er omfattet af reglerne om ulovlig tvang efter straffelovens § 260, for at få barnet

til at indgå et sådant.

Forældre har imidlertid et særligt ansvar for at drage omsorg for deres børn. Passivitet i forhold til

barnets indgåelse af en religiøs vielse uden borgerlig gyldighed eller et andet ægteskabslignende

forhold vil derfor ligeledes være omfattet af bestemmelsen. En forælder, der har kendskab til, at

Side

18/90

barnet vil indgå et sådant, men som undlader at underrette de sociale myndigheder eller politiet, vil

således også kunne straffes efter bestemmelsen.

Et eksempel vil kunne være en mor, der forholder sig passivt til, at hendes mand er ved at arrangere

en religiøs vielse uden borgerlig gyldighed eller indgåelsen af et andet ægteskabslignede forhold for

deres mindreårige barn, fordi der ligger en mere eller mindre udtalt forudsætning i familien om, at

det er manden, der bestemmer i den slags spørgsmål. Udlændinge- og Integrationsministeriet finder,

at det i en sådan situation er af afgørende betydning for barnets tarv, at forældrene aktivt beskytter

barnet mod familiemæssigt og socialt pres for at indgå en religiøs vielse uden borgerlig gyldighed

eller et andet ægteskabslignende forhold, hvorfor en sådan situation også vil være omfattet af

bestemmelsen. Sådanne omstændigheder vil dog kunne indgå som formildende omstændigheder

ved vurderingen af straffens fastsættelse.

Overtrædelse af bestemmelsen vil forudsætte, at den pågældende har haft forsæt med hensyn til, at

barnet indgår en religiøs vielse uden borgerlig gyldighed eller et andet ægteskabslignende forhold,

som omfattet af bestemmelsen.

I bestemmelsens 2. led kriminaliseres det frivilligt at lade sig vie religiøst uden borgerlig gyldighed

eller i øvrigt indgå et ægteskabslignende forhold med en person under 18 år, hvis man selv er over

18 år.

Om indgåelsen af en religiøs vielse uden borgerlig gyldighed eller et andet ægteskabslignende

forhold

kan anses for ”frivillig”

vil bero på, om personerne deltager af deres egen frie vilje.

Frivillighed (og dermed også ufrivillighed) kan komme til udtryk ved ord og handling eller kan

fremgå af den konkrete situation og sammenhæng. Der vil i den forbindelse skulle foretages en

konkret helhedsbedømmelse af samtlige omstændigheder i sagen. Retten vil således ved den

konkrete vurdering, der skal foretages i det enkelte tilfælde, kunne tage højde for, om f.eks.

passivitet er udtryk for frivillighed, eller for at den pågældende selv er underlagt social kontrol eller

udsat for pression.

Frivilligheden må vurderes objektivt ud fra oplysningerne om omstændighederne omkring

indgåelsen af den religiøse vielse uden borgerlig gyldighed eller det andet ægteskabslignende

forhold, herunder personens ord og handlinger, og ikke ud fra personens indre overbevisning.

I den kontekst vil den pågældendes alder og livssituation kunne tages i betragtning. Er den

pågældende eksempelvis lige fyldt 18 år, hjemmeboende og økonomisk afhængig af sine forældre

og underlagt stort socialt pres, bør der ikke stilles strenge krav til, at den pågældende har sagt aktivt

fra eller har rettet henvendelse til politiet eller de sociale myndigheder.

Er den pågældende imidlertid væsentligt ældre og/eller økonomisk uafhængig af sine forældre, vil

man derimod kunne forvente, at den pågældende aktivt siger fra, og der vil derfor i disse situationer

Side

19/90

være en klar formodning for, at indgåelsen var frivillig, medmindre den pågældende var udsat for

ulovlig tvang som defineret i straffelovens § 260.

Det er alene selve indgåelsen af den religiøse vielse uden borgerlig gyldighed eller det andet

ægteskabslignende forhold, hvad enten denne sker ved et ritual, indgåelsen af en mundtlig eller

skriftlig ægteskabskontrakt eller lignende, der kriminaliseres. Det faktum, at et forhold over tid får

karakter af et ægteskabslignende forhold, f.eks. fordi en mindreårig flytter sammen med sin kæreste

og får børn, vil således ikke i sig selv være strafbart.

Det foreslås, at strafferammen for overtrædelse af forbuddet fastsættes til bødestraf og op til 2 års

fængsel.

Fastsættelsen af straffen i den enkelte sag vil bero på domstolenes konkrete vurdering af alle sagens

relevante omstændigheder. Domstolene vil i forbindelse med straffens fastsættelse bl.a. skulle tage

højde for de mulige negative konsekvenser, indgåelsen af den religiøse vielse uden borgerlig

gyldighed eller det andet ægteskabslignende forhold har haft eller ville kunne få for barnet, om den

pågældende aktivt har fremmet indgåelsen, eller om der alene har været udvist passivitet, og om

gerningsmanden selv har været undertrykt eller udsat for pression. Straffen udmåles i

overensstemmelse med principperne for udmåling af straffen for overtrædelser af straffeloven, som

har en tilsvarende strafferamme, herunder navnlig ulovlig tvang efter straffelovens § 260.

I tilfælde, hvor én af parterne ved ulovlig tvang efter straffelovens § 260 tvinges til at indgå den

religiøse vielse uden borgerlig gyldighed eller det andet ægteskabslignende forhold, vil der skulle

straffes efter denne bestemmelse i stedet.

Det foreslås endvidere, at der i straffelovens § 94, stk. 4, indsættes en henvisning til den foreslåede

bestemmelse i straffelovens § 260 a, således at forældelsesfristen for overtrædelse af § 260 a tidligst

vil skulle regnes fra den dag, den forurettede fylder 21 år. Hvis gerningsmanden ved vold, ulovlig

tvang efter § 260 eller på anden måde ved en strafbar handling har tvunget forurettede til at undlade

at anmelde lovovertrædelsen til politiet, vil forældelsesfristen dog tidligst skulle regnes fra det

tidspunkt, hvor tvangen er ophørt.

Det bemærkes endelig, at den mindreårige ved behandlingen af straffesagen på begæring vil kunne

få beskikket en advokat af retten, jf. retsplejelovens § 741 a, stk. 1. Beskikkelse af advokat vil dog

blive afslået, hvis lovovertrædelsen er af mindre alvorlig karakter og advokatbistand må anses for

åbenbart unødvendig, jf. retsplejelovens § 741 a, stk. 3.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 1 og 5.

Side

20/90

2.4. Udvidelse af anvendelsesområdet for straffelovens § 136, stk. 3, om billigelse af visse

handlinger som led i religiøs oplæring

2.4.1. Gældende ret

Efter straffelovens § 136, stk. 3, straffes med bøde eller fængsel indtil 3 år den, der som led i

religiøs oplæring udtrykkeligt billiger handlinger, som er omfattet af straffelovens §§ 114-114 j,

208, 210, 216, 222, 223 og 225, jf. §§ 216, 222 og 223, §§ 237, 244-246, 260 og 261.

Bestemmelsen gør det bl.a. strafbart som led i religiøs oplæring udtrykkeligt at billige terror, drab,

voldtægt, voldshandlinger, incest, pædofili, frihedsberøvelse, tvang og bigami. Det fremgår af

bemærkningerne til bestemmelsen, at kriminaliseringen herved retter sig mod visse bestemte

strafbare handlinger, som må antages at have en særlig relevans i forhold til problemstillingen om

religiøse forkyndere, der undergraver dansk lovgivning mv., jf. Folketingstidende 2016-17, A, L 18

som fremsat, side 9.

Bestemmelsen omfatter både udtrykkelig billigelse af en strafbar handling, som allerede er begået,

og udtrykkelig billigelse af en strafbar handling, som ikke er begået, uanset om den rent faktisk

senere begås. Det afgørende er således alene, om den pågældende strafbare handling, som billiges,

er omfattet af de nævnte bestemmelser i § 136, stk. 3.

Bestemmelsens anvendelse forudsætter endvidere, at ytringen for at være strafbar som billigelse har

en sådan karakter, at den er med til at legitimere den form for strafbar handling, som ytringen angår.

Dette indebærer f.eks., at ytringer om på demokratisk vis at ændre retstilstanden ikke er omfattet.

2.4.2. Udlændinge- og Integrationsministeriets overvejelser

Som det nærmere fremgår af pkt. 2.1 foreslås det med lovforslaget at præcisere lovteksten og

bemærkningerne til straffelovens § 243 om psykisk vold i forhold til negativ social kontrol,

herunder gennem ægteskabs- og/eller skilsmissekontrakter. Endvidere fremgår det af pkt. 2.3

ovenfor, at det foreslås at indsætte en ny bestemmelse i straffeloven som § 260 a om forbud mod at

forestå en religiøs vielse uden borgerlig gyldighed eller indgåelsen af et andet ægteskabslignende

forhold med en person under 18 år, at lade sit barn indgå en religiøs vielse uden borgerlig gyldighed

eller et andet ægteskabslignende forhold eller, efter at være fyldt 18 år, frivilligt at indgå en religiøs

vielse uden borgerlig gyldighed eller et andet ægteskabslignende forhold med en person under 18

år.

Udlændinge- og Integrationsministeriet finder, at der er tale om strafbare handlinger, som må

antages

–

i lighed med f.eks. terror, drab, voldtægt, voldshandlinger, incest, pædofili,

frihedsberøvelse, tvang og bigami

–

at have en særlig relevans i forhold til problemstillingen om

religiøse forkyndere, der undergraver dansk lovgivning mv. Ministeriet finder derfor, at

straffelovens § 136, stk. 3, bør udvides til også at omfatte udtrykkelig billigelse af handlinger

Side

21/90

omfattet af straffelovens § 243 og den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 260 a, såfremt

billigelsen sker som led i religiøs oplæring.

2.4.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at der i straffelovens § 136, stk. 3, indsættes en henvisning til straffelovens § 243 og

den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 260 a. Den foreslåede udvidelse kriminaliserer

udtrykkelig billigelse af henholdsvis psykisk vold omfattet af straffelovens § 243 og indgåelse af

religiøse vielser uden borgerlig gyldighed eller andet ægteskabslignende forhold med en mindreårig

omfattet af straffelovens § 260 a, såfremt billigelsen sker som led i religiøs oplæring.

Det bemærkes, at ytringer, der som led i religiøs oplæring udtrykkeligt billiger handlinger, der ikke

var strafbare på tidspunktet for handlingen, men som er strafbare på tidspunktet for billigelsen, også

vil kunne straffes efter straffelovens § 136, stk. 3. Eksempelvis vil en billigelse af en konkret

religiøs vielse af en mindreårig som led i religiøs oplæring kunne straffes efter lovens ikrafttræden,

uanset at den pågældende vielse fandt sted inden ikrafttrædelsen af den foreslåede bestemmelse i

straffelovens § 260 a.

Der er ikke med lovforslaget i øvrigt tilsigtet nogen ændringer af retstilstanden, herunder

bestemmelsens strafbetingelser og strafniveau.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 2.

2.5. Nægtelse af udstedelse og inddragelse af pas til danske statsborgere

2.5.1. Gældende ret

Lov om pas til danske statsborgere m.v. (pasloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 76 af 19. januar 2017,

med senere ændringer, indeholder bestemmelser, der i visse tilfælde giver politiet mulighed for at

nægte at udstede pas til en dansk statsborger eller at inddrage et allerede udstedt pas.

Efter paslovens § 2, stk. 1, nr. 5, kan politiet nægte udstedelse af pas til en dansk statsborger eller

inddrage et allerede udstedt pas, når der er grund til at antage, at det pågældende barn ellers vil blive

sendt til udlandet til forhold, der bringer barnets sundhed eller udvikling i alvorlig fare.

Efter § 2, stk. 2, skal politiet fastsætte en frist, der ikke kan overstige 1 år, for afgørelsens gyldighed

efter § 2, stk. 1, nr. 5. Fristen kan forlænges med indtil 1 år ad gangen, jf. § 2, stk. 2, 2. pkt.

Afgørelser efter § 2, stk. 1, nr. 5, gælder kun, indtil barnet fylder 18 år, jf. § 2, stk. 2, 3. pkt.

Politiet kan under særlige omstændigheder udstede provisorisk pas til en person, over for hvem der

er truffet afgørelse efter § 2, stk. 1, nr. 5, jf. § 2, stk. 3.

Side

22/90

Politiets afgørelser efter paslovens § 2, stk. 1, kan påklages til Rigspolitiet, jf. § 27, stk. 1, i

bekendtgørelse nr. 1337 af 28. november 2013 om pas m.v. (pasbekendtgørelsen). Rigspolitiets

afgørelser efter § 27, stk. 1, kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. stk. 2.

Det følger af paslovens § 2, stk. 4, at spørgsmålet om ophævelse af politiets afgørelser efter lovens

§ 2, stk. 1, kan kræves forelagt retten af den, hvem pas er nægtet, eller hvis pas er inddraget. Politiet

skal i så fald uden unødigt ophold indbringe begæringen for retten, der ved kendelse snarest muligt

afgør, om politiets bestemmelser skal opretholdes eller ophæves. Opholder vedkommende sig i

udlandet, skal politiet, inden passet inddrages, søge rettens godkendelse af den trufne bestemmelse.

Spørgsmålet om værneting i sager efter § 2, stk. 4, om inddragelse af pas eller nægtelse af

udstedelse af pas reguleres af § 2, stk. 5. Det følger af paslovens § 2, stk. 5, at begæringen i de i § 2,

stk. 1, nr. 1, omhandlede tilfælde indbringes for den ret, som har kompetence til at træffe beslutning

om fængsling i medfør af retsplejelovens § 694. I de i § 2, stk. 1, nr. 2, omhandlede tilfælde

indbringes begæringen for den ret, som har afsagt dom i straffesagen i første instans. I de i § 2, stk.

1, nr. 3-5, omhandlede tilfælde indbringes begæringen for den ret, der er nævnt i retsplejelovens §

698. Ved sagens behandling finder reglerne i retsplejelovens 4. bog i øvrigt anvendelse med de

fornødne lempelser.

Efter pasbekendtgørelsens § 2 skal danske statsborgere ved udrejse fra og ankomst til landet være i

besiddelse af pas. Dog kan danske statsborgere efter pasbekendtgørelsens § 1 udrejse til og indrejse

fra Finland, Island, Norge og Sverige uden at være i besiddelse af pas eller anden rejselegitimation,

jf. dog den midlertidige grænsekontrol i Sverige og Norge.

Overtrædelse af § 2 i pasloven straffes med bøde eller fængsel indtil 6 måneder, jf.

pasbekendtgørelsens § 31, stk. 1. Øvrige overtrædelser af pasloven eller regler udstedt i medfør

heraf straffes ligeledes med bøde eller fængsel indtil 6 måneder, jf. paslovens § 5, stk. 1, 2. pkt. Dog

straffes overtrædelse af udrejseforbud meddelt efter § 2 b, stk. 1, med bøde eller fængsel indtil 2 år.

2.5.2. Udlændinge- og Integrationsministeriets overvejelser

Som det fremgår ovenfor i pkt. 2.3, kan indgåelsen af en religiøs vielse uden borgerlig gyldighed

eller andet ægteskabslignende forhold have omfattende og langvarige konsekvenser for

mindreårige, selvom forholdet ingen retsvirkninger har i Danmark. På samme måde vil et ægteskab

indgået i et land, hvor mindreårige gyldigt kan indgå ægteskab, kunne have sådanne konsekvenser.

Udlændinge- og Integrationsministeriet finder derfor, at politiet i sager, hvor der er grund til at

antage, at et barn eller en ung vil blive sendt til udlandet for der at indgå ægteskab eller religiøs

vielse uden borgerlig gyldighed eller andet ægteskabslignende forhold, skal kunne nægte at udstede

eller inddrage det pågældende barns pas, så forældrene ikke har mulighed for at sende barnet til

udlandet for at indgå ægteskab eller andet ægteskabslignende forhold.

Side

23/90

2.5.3. Den foreslåede ordning

2.5.3.1. Betingelser for at nægte udstedelse af et pas eller inddrage et allerede udstedt pas

Med lovforslaget lægges der op til at give politiet beføjelse til at nægte at udstede pas til en

mindreårig dansk statsborger eller til at inddrage et allerede udstedt pas, når der er grund til at

antage, at barnet vil blive sendt til udlandet for der at indgå ægteskab eller religiøs vielse uden

borgerlig gyldighed eller andet ægteskabslignende forhold. Ordningen skal ses i sammenhæng med

den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 1, nr. 5, og dækker således over rejser, som det vil

være strafbart at sende sine børn på i medfør af den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 260 a.

Mistankekravet (»grund til at antage«) for at nægte at udstede pas til en mindreårig dansk

statsborger eller til at inddrage et allerede udstedt pas vil være det samme som for de øvrige

overtrædelser af paslovens § 2.

Det vil bero på et konkret skøn, der foretages af politiet, om der i den enkelte sag foreligger

tilstrækkelige oplysninger til at opfylde mistankekravet. Politiets skøn vil kunne efterprøves af

domstolene under en eventuel domstolsprøvelse, jf. pkt. 2.5.3.4.3.

Oplysninger, der i almindelighed kan antages at have betydning for, om en sådan situation

foreligger, og som giver grund til at nægte at udstede pas til en mindreårig dansk statsborger eller til

at inddrage et allerede udstedt pas, vil eksempelvis være, at det pågældende barn selv henvender sig

til myndighederne for at få hjælp, eller at en lærer eller anden omsorgsperson for barnet henvender

sig, fordi vedkommende har fået mistanke om, at barnet er i fare for at blive sendt til udlandet for

der at indgå ægteskab eller religiøs vielse uden borgerlig gyldighed eller andet ægteskabslignende

forhold. Der bør dog ligeledes ses på om oplysningerne bestyrkes af familieforholdene, ligesom

også andre typer af oplysninger kan være væsentlige.

I de tilfælde, hvor henvendelsen ikke kommer fra barnet selv, bør barnet, så vidt det er muligt,

inddrages i spørgsmålet. Den bevismæssige værdi af barnets egen opfattelse af situationen bør bl.a.

afhænge af barnets alder og modenhed. Barnets egen anskuelse af situationen bør dog ikke som

udgangspunkt tillægges afgørende vægt.

Pasloven indeholder alene regler om pas til danske statsborgere, og politiet kan således ikke med

hjemmel i pasloven inddrage et udenlandsk pas. Såfremt barnet er i besiddelse af et udenlandsk pas,

fordi det er udenlandsk statsborger eller har dobbelt statsborgerskab, vil politiet efter

omstændighederne i stedet kunne beslaglægge passet med henblik på konfiskation efter

straffelovens § 75, stk. 2, nr. 1 eller § 77 a, hvorefter der kan ske konfiskation af genstande, som er

bestemt til at bruges ved en strafbar handling eller genstande, som på grund af deres beskaffenhed

må befrygtes at ville blive brugt ved en strafbar handling, for så vidt det må anses for påkrævet for

at forebygge den strafbare handling.

Side

24/90

For så vidt angår nægtelse af udstedelse og inddragelse af særlig rejselegitimation til udlændinge

henvises til lovforslagets pkt. 2.6.

Der henvises i øvrigt bemærkningerne til lovforslagets § 2, nr. 3.

2.5.3.2. Tidsmæssig udstrækning af en afgørelse om at nægte udstedelse af pas eller

inddrage et allerede udstedt pas

En afgørelse om at nægte at udstede et pas til en dansk statsborger eller inddrage et allerede udstedt

pas vil være et indgreb i den pågældendes bevægelsesfrihed.

Udlændinge- og Integrationsministeriet finder det derfor afgørende, at en sådan afgørelse ikke må

have en videre tidsmæssig udstrækning, end hvad der skønnes nødvendigt for at forhindre barnet i

at blive sendt til udlandet for der at indgå ægteskab eller religiøs vielse uden borgerlig gyldighed

eller andet ægteskabslignende forhold.

Der lægges med lovforslaget op til, at politiet i hvert enkelt tilfælde vil skulle fastsætte en frist for

varigheden af f.eks. en pasinddragelse på maksimalt 1 år, dog således at fristen vil kunne forlænges

med op til 1 år ad gangen, hvis betingelserne i forslaget til paslovens § 2, stk. 1, nr. 6, fortsat er

opfyldt. Fristen vil dog maksimalt kunne forlænges til barnet fylder 18 år, jf. lovforslagets § 2, nr. 4

og 5.

Det forudsættes i den forbindelse, at fristen i første omgang som udgangspunkt vil blive fastsat til 1

år, henset til at det må anses for tvivlsomt, om forældrenes ønske om og vilje til at sende barnet til

udlandet for der at indgå ægteskab eller religiøs vielse uden borgerlig gyldighed eller andet

ægteskabslignende forhold i strid med den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 260 a, vil kunne

ændres inden for en kortere tidsperiode. Ved en eventuel forlængelse af fristen vil der derimod

kunne være grund til at overveje at fastsætte en kortere frist. Dette vil afhænge af de konkrete

omstændigheder.

Det forudsættes i den forbindelse endvidere, at politiet af egen drift eller efter anmodning fra

forældremyndighedsindehavere for den, hvis pas er nægtet udstedt, eller hvis pas er inddraget,

genoptager en sag efter de almindelige forvaltningsretlige regler, hvis faktiske forhold af betydning

for sagen ændrer sig væsentligt i virkningsperioden.

Politiets afgørelse om at nægte at udstede et pas eller inddrage et allerede udstedt pas vil have

virkning fra den dag, hvor afgørelsen træffes.

For så vidt angår tidsmæssig udstrækning af en afgørelse om at nægte udstedelse af særlig

rejselegitimation til udlændinge henvises til lovforslagets pkt. 2.6.3.2.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 2, nr. 4 og 5.

Side

25/90

2.5.3.3. Provisorisk pas og tilladelse til specifikke rejser

En afgørelse om at nægte at udstede et pas til en dansk statsborger eller inddrage et allerede udstedt

pas vil kunne gribe ind i bl.a. den pågældendes ret til familieliv eller uddannelse samt i den

pågældendes ret til fri bevægelighed efter EU-retten. Hertil kommer, at sigtet med lovforslaget er at

varetage barnets tarv ved at skærme det mod at blive sendt til udlandet for der at indgå ægteskab

eller religiøs vielse uden borgerlig gyldighed eller andet ægteskabslignende forhold, hvilket tilsiger,

at loven anvendes så skånsomt som muligt over for barnet. Udlændinge- og Integrationsministeriet

finder det derfor afgørende, at der skabes mulighed for konkret at dispensere fra en sådan afgørelse.

Det foreslås på den baggrund, at politiet, i lighed med den ordning, der gælder for tilfælde omfattet

af paslovens § 2, stk. 1, nr. 5, under særlige omstændigheder vil kunne udstede et provisorisk

–

dvs.

midlertidigt

–

pas til et barn, som er blevet nægtet pasudstedelse eller har fået inddraget sit pas efter

den foreslåede bestemmelse herom.

»Særlige omstændigheder« vil skulle fortolkes på samme måde som i de situationer, hvor det

provisoriske pas udstedes i medfør af § 2, stk. 1, nr. 5. Barnet vil således i videst muligt omfang

skulle have mulighed for at fortsætte sin normale dagligdag.

»Særlige omstændigheder« falder i denne type sager i to kategorier: rejser, hvor der ikke er en

konkret risiko for, at barnet vil blive sendt til udlandet i strid med den foreslåede bestemmelse i

straffelovens § 260 a, og rejser hvor der er en sådan risiko, men hvor tungtvejende hensyn alligevel

tilsiger, at barnet bør have adgang til at foretage en specifik rejse ud af landet.

Eksempler på rejser, hvor der generelt ikke vil være en risiko for, at barnet vil blive sendt til

udlandet for der at indgå ægteskab eller religiøs vielse uden borgerlig gyldighed eller andet

ægteskabslignende forhold, vil blandt andet være lejrskoler, sportslejre og studieture. I den situation

vil udgangspunktet være, at der vil skulle udstedes et provisorisk pas. Hvis den konkrete situation

tilsiger det, vil det provisoriske pas i den situation kunne overdrages af politiet til barnet selv eller

til en lærer eller en lignende omsorgsperson.

Der vil dog også kunne være tilfælde, hvor der er en risiko for, at barnet vil blive sendt til udlandet

for der at indgå ægteskab eller religiøs vielse uden borgerlig gyldighed eller andet

ægteskabslignende forhold, men hvor tungtvejende

–

eksempelvis familiemæssige

–

hensyn tilsiger,

at der alligevel vil skulle udstedes et provisorisk pas. Det vil eksempelvis kunne være tilfældet, hvis

der opstår dødsfald eller alvorlig sygdom hos et nærtstående familiemedlem i udlandet. Om der i

denne situation skal udstedes et provisorisk pas, vil bero på en konkret afvejning.

Eksemplerne ovenfor er ikke udtryk for en udtømmende opremsning af tilfælde, hvor konkrete

hensyn vil kunne tale for at tillade barnet at foretage en specifik rejse, og hvor det derfor vil kunne

være berettiget at udstede et provisorisk pas til brug for rejsen.

Side

26/90

Det forudsættes, at forældremyndighedsindehavere for det barn, over for hvem der er truffet

afgørelse om at nægte udstedelse af pas, eller hvis pas er inddraget, selv vil skulle søge tilladelse til

at få udstedt et provisorisk pas, og at den pågældende i den forbindelse vil skulle dokumentere, at

betingelserne herfor er opfyldt. Som eksempel på sådan dokumentation kan nævnes en erklæring fra

en læge om alvorlig sygdom hos et nært familiemedlem eller en erklæring fra den pågældendes

skole om, at den pågældende skal på lejrskole.

De almindelige regler i pasbekendtgørelsen om udstedelse af provisorisk pas vil også gælde for

udstedelse af provisorisk pas efter den foreslåede bestemmelse. Det indebærer bl.a., at det

provisoriske pas kun vil blive givet for det tidsrum, som er påkrævet af hensyn til rejsens varighed,

jf. pasbekendtgørelsens § 24, stk. 2. Dog vil udstedelsen af provisorisk pas ske vederlagsfrit, jf.

lovforslagets § 2, nr. 8.

Det vil være op til den politikreds, som har truffet afgørelse om nægtelse af udstedelse af pas eller

inddragelse af et allerede udstedt pas, at afgøre, hvorvidt betingelserne og dokumentationen for

udstedelse af et provisorisk pas er opfyldt. Hvis forældre til børn, hvis pas er inddraget eller nægtet

udstedt, alligevel møder op på kommunen med anmodning om udstedelse af et provisorisk pas til

barnet, vil kommunen derfor skulle henvise til politiet.

For så vidt angår udstedelse af særlig rejselegitimation til udlændinge, hvis der foreligger særlige

omstændigheder, henvises til lovforslagets pkt. 2.6.3.3.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 2, nr. 6.

2.5.3.4. Politiets behandling af sager om at nægte udstedelse af pas eller inddrage et

allerede udstedt pas

2.5.3.4.1. Politiets sagsbehandling

De stedlige politidirektørers afgørelser efter pasloven kan påklages til Rigspolitiet, jf. § 27, stk. 1, i

pasbekendtgørelsen. Rigspolitiets afgørelser efter § 27, stk. 1, kan ikke indbringes for anden

administrativ myndighed, jf. stk. 2.

Denne ordning foreslås ikke ændret med lovforslaget, og de stedlige politidirektørers afgørelser

efter de foreslåede bestemmelser vil således også kunne påklages til Rigspolitiet.

I øvrigt vil de stedlige politidirektørers afgørelser om at nægte at udstede et pas eller inddrage et

allerede udstedt pas kunne indbringes for domstolene, jf. nærmere herom under pkt. 2.5.3.4.3.

Det bemærkes, at hverken klage til Rigspolitiet eller indbringelse for domstolene vil have

opsættende virkning, hvorfor afgørelsen har virkning straks fra meddelelsen af afgørelsen.

Side

27/90

For så vidt angår klageadgang for afgørelser om nægtelse af udstedelse af særlig rejselegitimation

til udlændinge henvises til lovforslagets pkt. 2.6.3.4.

2.5.3.4.2. Effektuering af politiets afgørelser

Med en vedtagelse af lovforslaget forudsættes det, at politiet i de tilfælde, hvor der træffes afgørelse

om at nægte at udstede pas til en dansk statsborger eller at inddrage et allerede udstedt pas,

opdaterer oplysningerne herom i Det Centrale Pasregister. Herved sikres, at de pasudstedende

myndigheder, dvs. kommunerne, politiet og udenrigstjenesten, bliver opmærksomme på afgørelsen

og undlader at udstede et (nyt) pas, hvis den pågældende indgiver en ansøgning om udstedelse af

pas under afgørelsens virkningsperiode.

Politiet forudsættes tillige at opdatere oplysninger om afgørelsen om pasinddragelse i øvrige

relevante databaser, herunder SIS II og Interpols database for stjålne, ulovligt handlede, mistede

eller ugyldiggjorte rejsedokumenter. Herved sikres, at grænsemyndighederne i såvel Danmark som

andre lande vil have mulighed for at standse den pågældende i forbindelse med en eventuel kontrol,

der foretages ved ind- og udrejse.

Det bemærkes, at politiet selvsagt også vil kunne inddrage det fysiske pas, hvis der er truffet

afgørelse herom.

2.5.3.4.3. Domstolsprøvelse

Som anført under pkt. 2.5.1 kan spørgsmål om ophævelse af de afgørelser, politiet efter gældende

ret kan træffe om at nægte pasudstedelse eller inddrage et allerede udstedt pas, kræves forelagt

retten af forældremyndighedsindehavere for den, hvem pas er nægtet, eller hvis pas er inddraget.

Politiet skal i så fald uden unødigt ophold indbringe begæringen for retten, der ved kendelse snarest

muligt afgør, om politiets bestemmelser skal opretholdes eller ophæves.

Udlændinge- og Integrationsministeriet finder, at afgørelser om at nægte udstedelse af pas eller

inddrage et allerede udstedt pas efter den foreslåede bestemmelse i pasloven skal være omfattet af

den eksisterende adgang til domstolsprøvelse i pasloven.

Udlændinge- og Integrationsministeriet finder i den forbindelse, at begæringen i denne type sager

–

ligesom øvrige begæringer om domstolsprøvelse af afgørelser efter de gældende regler i pasloven

–

vil skulle indbringes for den ret, der er nævnt i retsplejelovens § 698, hvilket vil indebære, at

sagerne som udgangspunkt vil skulle indbringes for retten i den retskreds, hvor det pågældende barn

har bopæl, og at reglerne i retsplejelovens 4. bog om strafferetsplejen vil finde anvendelse med de

fornødne lempelser ved sagens behandling.

Side

28/90

Adgangen til domstolsprøvelse vil ikke afhænge af, hvorvidt sagen forinden er påklaget til

Rigspolitiet.

Indbringelse for domstolene vil ikke have opsættende virkning, hvorfor afgørelsen vil have virkning

straks fra meddelelsen.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 2, nr. 7.

2.5.3.5. Sanktion

Personer, der ind- eller udrejser af landet uden et gyldigt pas, fordi politiet har truffet afgørelse om

at nægte at udstede pas eller inddrage et allerede udstedt pas, vil kunne straffes med bøde eller

fængsel indtil 6 måneder, jf. pasbekendtgørelsens § 31, stk. 1.

Denne ordning foreslås ikke ændret med lovforslaget. Barnet vil således, forudsat at det er over den

kriminelle lavalder, kunne straffes for overtrædelse af forbuddet mod ud- og indrejse uden gyldigt

pas, ligesom forældrene efter omstændighederne vil kunne straffes for medvirken hertil. I den

forbindelse bemærkes dog, at hvis det ikke kan antages, at barnet er udrejst frivilligt, vil dette være

en straffrihedsgrund, da barnet således ikke har handlet uagtsomt eller forsætligt i forhold til

udrejsen.

2.6. Nægtelse af udstedelse og inddragelse af særlig rejselegitimation til udlændinge

2.6.1. Gældende ret

Efter udlændingelovens § 39, stk. 10, 1. pkt., fastsætter udlændinge- og integrationsministeren

regler om udstedelse af særlig rejselegitimation til udlændinge, der ikke kan skaffe sig pas, eller

som af andre grunde har behov for et sådant dokument.

Reglerne for udstedelse af rejsedokument for flygtninge og fremmedpas mv. til udlændinge fremgår

af bekendtgørelse nr. 1020 af 23. juni 2020 om udlændinges adgang her til landet

(udlændingebekendtgørelsen).

Efter udlændingebekendtgørelsens § 8, stk. 1, udstedes rejsedokument for flygtninge og

fremmedpas af Udlændingestyrelsen. Rejsedokument for flygtninge og fremmedpas udstedes efter

ansøgning til udlændinge med opholdstilladelse i Danmark som opregnet i

udlændingebekendtgørelsens § 7, stk. 1-3, eller til udlændinge, der ikke er omfattet af stk. 1-3, når

særlige grunde taler derfor. De nærmere regler og betingelser fremgår af

udlændingebekendtgørelsens §§ 7-8.

Et rejsedokument for flygtninge giver som udgangspunkt den pågældende udlænding samme

adgang til at rejse som danske statsborgere med dansk nationalitetspas. Passet vil dog som

Side

29/90

udgangspunkt ikke være gyldigt for rejser til hjemlandet (statsborgerskabslandet) eller de lande,

hvor den myndighed, der har givet opholdstilladelsen, har fundet, at udlændingen risikerer

forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7. En udlænding, der har fået udstedt fremmedpas, skal

afhængig af sin nationalitet i forhold til de fleste lande ansøge om visum før indrejsen, men har

herudover samme rejseadgang som udlændinge, der har fået udstedt rejsedokument for flygtninge.

Efter udlændingelovens § 39, stk. 5, kan udstedelse af særlig rejselegitimation til udlændinge, der

ikke selv kan skaffe sig pas, eller som af andre grunde har behov for et sådant dokument, nægtes,

medmindre der foreligger særlige omstændigheder, hvis ansøgeren flere gange inden for de seneste

år har fået udstedt ny rejselegitimation, i anledning af at rejselegitimationen er bortkommet, eller

hvis det skønnes nødvendigt af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige orden eller statens

omdømme, jf. dog stk. 6.

Efter udlændingelovens § 39, stk. 6, kan udstedelse af rejsedokument for flygtninge i medfør af

flygtningekonventionen af 28. juli 1951 og fremmedpas til statsløse i medfør af

statsløsekonventionen af 28. september 1954 om statsløse personers retsstilling kun nægtes efter

stk. 5, hvis tvingende hensyn til den nationale sikkerhed eller den offentlige orden tilsiger det.

Det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen, jf. Folketingstidende 2017-18, A, L 96 som

fremsat, side 7, at nægtelse af udstedelse af rejsedokumenter for flygtninge eller fremmedpas til

statsløse personer forudsætter, at der foreligger tvingende hensyn til den nationale sikkerhed eller

den offentlige orden. Kriterierne for nægtelse af udstedelse af rejselegitimation er således i

overensstemmelse med reglerne i flygtningekonventionen af 28. juli 1951 og konventionen af 28.

september 1954 om statsløse personers retsstilling. Det fremgår endvidere af bemærkningerne, at

dette indebærer, at tærsklen for, hvornår mistanke om misbrug kan føre til nægtelse af udstedelse af

rejsedokumenter for flygtninge eller fremmedpas til statsløse personer, er højere end ved nægtelse

efter § 39, stk. 5.

Nægtes udstedelse af særlig rejselegitimation efter stk. 5 eller 6 med henvisning til, at ansøgeren

flere gange inden for de seneste år har fået udstedt ny rejselegitimation, i anledning af at

rejselegitimationen er bortkommet, vil ansøgeren i en periode på 5 år ikke kunne få udstedt ny

rejselegitimation, medmindre der foreligger ganske særlige omstændigheder, jf. udlændingelovens §

39, stk. 7.

Det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen, jf. Folketingstidende 2017-18, A, L 96 som

fremsat, side 7, bl.a., at en afgørelse om at nægte at udstede et rejsedokument for flygtninge eller et

fremmedpas kan gribe ind i bl.a. den pågældendes ret til familieliv, uddannelse eller arbejde, samt i

den pågældendes ret til fri bevægelighed efter EU-retten, og at det på den baggrund blev foreslået,

at Udlændingestyrelsen under ganske særlige omstændigheder kan udstede et rejsedokument for

flygtninge eller et fremmedpas til en udlænding med henblik på at foretage en specifik rejse ud af

landet.

Side

30/90

Det fremgår endvidere af bemærkningerne, at der med udtrykket »ganske særlige omstændigheder«

i den forbindelse bl.a. forstås tilfælde, hvor afgørende familiemæssige hensyn taler for, at den

pågældende bør have adgang til at foretage en specifik rejse ud af landet, selvom der ikke er

forløbet fem år fra tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse om nægtelse af rejselegitimation

som følge af mistanke om misbrug. Det vil eksempelvis kunne være tilfældet, hvis der opstår

dødsfald eller alvorlig sygdom hos et nærtstående familiemedlem. Der vil efter omstændighederne

også kunne gives tilladelse til, at en person foretager en specifik rejse som led i sit arbejde, hvis det

vil medføre betydelig ulempe eller økonomisk tab for den pågældende eller dennes arbejdsgiver,

såfremt rejsen ikke kan gennemføres.

Efter udlændingeloven § 39, stk. 10, 2. pkt., kan et barn under 15 år med selvstændigt pas eller

selvstændig særlig rejselegitimation af den eller dem, der har forældremyndigheden, efter samme

regler, som gælder om pas til danske statsborgere, kræves slettet i andre personers særlige

rejselegitimation. Efter udlændingebekendtgørelsens § 9, stk. 5, kan det rejsedokument for

flygtninge eller fremmedpas, hvori et barn ønskes slettet, midlertidigt inddrages med henblik på

sletning.

Efter udlændingelovens § 39, stk. 10, 3. pkt., kan særlig rejselegitimation til udlændinge inddrages

efter samme regler, som gælder om pas til danske statsborgere, eller når grundlaget for udstedelsen

er bortfaldet.

Efter udlændingelovens § 46 a, stk. 1, kan klager over Udlændingestyrelsens afgørelser om

nægtelse af udstedelse eller om inddragelse af særlig rejselegitimation til udlændinge indbringes for

Udlændingenævnet, jf. dog § 53 a.

Efter udlændingelovens § 53 a, stk. 1, nr. 4, kan klager over Udlændingestyrelsens afgørelser om

nægtelse af udstedelse eller inddragelse af dansk rejsedokument for flygtninge indbringes for

Flygtningenævnet.

2.6.2. Udlændinge- og Integrationsministeriets overvejelser

Som det fremgår ovenfor i pkt. 2.3 kan indgåelsen af en religiøs vielse uden borgerlig gyldighed

eller andet ægteskabslignende forhold have omfattende og langvarige konsekvenser for

mindreårige, selvom forholdet ingen retsvirkninger har i Danmark. På samme måde vil et ægteskab,

indgået i et land, hvor mindreårige gyldigt kan indgå ægteskab, kunne have sådanne konsekvenser

Udlændinge- og Integrationsministeriet finder derfor, at der i udlændingeloven bør tilvejebringes

hjemmel til, at Udlændingestyrelsen i sager, hvor der er grund til at antage, at en mindreårig

udlænding vil blive sendt til udlandet for der at indgå ægteskab eller religiøs vielse uden borgerlig

gyldighed eller andet ægteskabslignende forhold, kan nægte at udstede særlig rejselegitimation til

den mindreårige udlænding, så forældrene ikke har mulighed for at sende udlændingen til udlandet.

Herved sikres det, at udlændinge med fast ophold i Danmark sidestilles med danske statsborgere i

Side

31/90

forhold til at beskytte mindreårige mod at blive sendt til udlandet for der at indgå ægteskab eller

religiøs vielse uden borgerlig gyldighed eller ægteskabslignende forhold.

Udlændinge- og Integrationsministeriet finder derudover, at der i udlændingeloven bør

tilvejebringes hjemmel til, at Udlændingestyrelsen i sager, hvor der er grund til at antage, at en

mindreårig udlænding vil blive sendt til udlandet til forhold, der bringer den mindreårige

udlændings sundhed eller udvikling i alvorlig fare (f.eks. i forbindelse med såkaldte

genopdragelsesrejser), kan nægte at udstede særlig rejselegitimation til den pågældende. Dette

svarer til bestemmelsen i paslovens § 2, stk. 1, nr. 5, der alene gælder for danske statsborgere. Det

bemærkes i den forbindelse, at paslovens § 2, stk. 1, nr. 5, blev indført ved lov nr. 1542 af 18.

december 2018 om ændring af straffeloven og lov om pas til danske statsborgere m.v.

(Kriminalisering af udlandsophold, der bringer et barns sundhed eller udvikling i alvorlig fare), men

at der på daværende tidspunkt ikke blev indført en tilsvarende hjemmel i udlændingeloven om

nægtelse af udstedelse af særlig rejselegitimation til udlændinge.

2.6.3. Den foreslåede ordning

2.6.3.1. Betingelser for at nægte udstedelse af særlig rejselegitimation eller inddragelse

Med lovforslaget lægges der op til at give Udlændingestyrelsen beføjelse til at kunne nægte at

udstede særlig rejselegitimation til en mindreårig udlænding, når der er grund til at antage, at den

mindreårige udlænding vil blive sendt til udlandet for der at indgå ægteskab eller religiøs vielse

uden borgerlig gyldighed eller andet ægteskabslignende forhold. Forslaget skal ses i sammenhæng

med den foreslåede ændring af pasloven, jf. lovforslagets § 2, nr. 3, og den foreslåede bestemmelse

i lovforslagets § 1, nr. 5, og dækker således over de rejser, som det vil være strafbart at sende sine

børn på i medfør af den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 260 a.

Med lovforslaget lægges der endvidere op til at give Udlændingestyrelsen beføjelse til at kunne

nægte at udstede særlig rejselegitimation til en mindreårig udlænding, når der er grund til at antage,

at den mindreårige udlænding ellers vil blive sendt til udlandet til forhold, der bringer den

mindreårige udlændings sundhed eller udvikling i alvorlig fare. Denne del af forslaget skal ses i

sammenhæng med den gældende bestemmelse i paslovens § 2, stk. 1, nr. 5, og dækker således over

rejser, som det vil være strafbart at sende sine børn på i medfør af den gældende bestemmelse i

straffelovens § 215 a. Efter straffelovens § 215 a, straffes den, som sender sit barn til udlandet til

forhold, der bringer barnets sundhed eller udvikling i alvorlig fare, eller lader sit barn tage del i et

sådant udlandsophold, med bøde eller fængsel indtil 4 år. Der henvises endvidere til forarbejderne

til bestemmelsen, jf. Folketingstidende 2018-19 (1. samling), A, L 22 som fremsat, side 12 f.

Det tilsigtes således med forslaget, at Udlændingestyrelsen skal kunne nægte at udstede særlig

rejselegitimation til mindreårige udlændinge efter tilsvarende betingelser, der gælder for nægtelse af

udstedelse af pas til mindreårige danske statsborgere i medfør af paslovens § 2, stk. 1, nr. 5, og som

Side

32/90

vil skulle gælde for nægtelse af udstedelse af pas til mindreårige danske statsborgere i medfør af

den foreslåede bestemmelse i paslovens § 2, stk. 1, nr. 6, jf. lovforslagets § 2, nr. 3.

Det betyder, at mistankekravet (»grund til at antage«) for at nægte at udstede særlig

rejselegitimation til en mindreårig udlænding, når der er grund til at antage, at den mindreårige

udlænding ellers vil blive sendt til udlandet til forhold, der bringer den mindreårige udlændings

sundhed eller udvikling i alvorlig fare, eller når der er grund til at antage, at den mindreårige

udlænding vil blive sendt til udlandet for der at indgå ægteskab eller religiøs vielse uden borgerlig

gyldighed eller andet ægteskabslignende forhold, vil være det samme som for nægtelse af

udstedelse af pas til en mindreårig dansk statsborger, jf. pkt. 2.5.3.1. ovenfor. Der henvises

endvidere til bemærkningerne til paslovens § 2, stk. 1, nr. 5, jf. Folketingstidende 2018-19 (1.

samling), A, L 22 som fremsat, side 14 f.

Det vil bero på et konkret skøn, der i sager om rejselegitimation til mindreårige udlændinge

foretages af Udlændingestyrelsen, om der i den enkelte sag foreligger tilstrækkelige oplysninger til

at opfylde mistankekravet.

Som ved sager om nægtelse af eller inddragelse af pas til mindreårige danske statsborgere, vil

oplysninger, der i almindelighed kan antages at have betydning for, om en sådan situation

foreligger, som giver grund til at nægte at udstede særlig rejselegitimation til en mindreårig

udlænding, eksempelvis være, at den pågældende mindreårige udlænding selv henvender sig til

myndighederne for at få hjælp, eller at en lærer eller anden omsorgsperson for den mindreårige

udlænding henvender sig, fordi vedkommende har fået mistanke om, at den pågældende er i fare for

at blive sendt til udlandet til forhold, der bringer den mindreårige udlændings sundhed eller

udvikling i alvorlig fare, eller at den mindreårige udlænding er i fare for at blive sendt til udlandet

for der at indgå ægteskab eller religiøs vielse uden borgerlig gyldighed eller andet

ægteskabslignende forhold. Der bør dog ligeledes ses på, om oplysningerne bestyrkes af

familieforholdene, ligesom også andre typer af oplysninger kan være væsentlige.

I de tilfælde, hvor henvendelsen ikke kommer fra den mindreårig udlænding selv, bør den

mindreårig udlænding, så vidt det er muligt, inddrages i spørgsmålet. Den bevismæssige værdi af

den mindreåriges egen opfattelse af situationen bør bl.a. afhænge af udlændingens alder og

modenhed. Den mindreårige udlændings egen anskuelse af situationen bør dog ikke som

udgangspunkt tillægges afgørende vægt.

Særlig rejselegitimation til en mindreårig udlænding vil efter omstændighederne kunne inddrages

efter bestemmelsen i udlændingelovens § 39, stk. 10, 3. pkt., hvoraf det følger, at særlig

rejselegitimation til udlændinge kan inddrages efter samme regler, som gælder om pas til danske

statsborgere, eller når grundlaget for udstedelsen er bortfaldet.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 3, nr. 8, og bemærkningerne hertil.

Side

33/90

2.6.3.2. Tidsmæssig udstrækning af en afgørelse om at nægte udstedelse af særlig

rejselegitimation til en mindreårig udlænding

Som ved nægtelse af udstedelse af pas til en mindreårig dansk statsborger, jf. pkt. 2.5.3.2, vil en

afgørelse om at nægte at udstede særlig rejselegitimation til en mindreårig udlænding udgøre et

indgreb i den pågældendes bevægelsesfrihed.

Udlændinge- og Integrationsministeriet finder det derfor afgørende, at en sådan afgørelse ikke har

en videre tidsmæssig udstrækning, end hvad der skønnes nødvendigt for at forhindre den

mindreårige udlænding i at blive sendt til udlandet til forhold, der bringer den mindreårige

udlændings sundhed eller udvikling i alvorlig fare, eller for der at indgå ægteskab eller religiøs

vielse uden borgerlig gyldighed eller andet ægteskabslignende forhold.

Der lægges med lovforslaget op til, at Udlændingestyrelsen i hvert enkelt tilfælde skal fastsætte en

frist for varigheden af en afgørelse om at nægte udstedelse af særlig rejselegitimation til en

mindreårig udlænding på maksimalt 1 år, dog således at fristen kan forlænges med op til 1 år ad

gangen, hvis betingelserne i den foreslåede nye bestemmelse i udlændingelovens § 39, stk. 7, fortsat

er opfyldt. Fristen kan dog maksimalt forlænges, til barnet fylder 18 år.

Det forudsættes i den forbindelse, at fristen i første omgang som udgangspunkt vil blive fastsat til 1

år, henset til at det må anses for tvivlsomt, om forældrenes ønske om og vilje til at sende den

mindreårig udlænding til udlandet til forhold, der bringer den mindreårige udlændings sundhed eller

udvikling i alvorlig fare, eller for der at indgå ægteskab eller andet ægteskabslignende forhold, vil

kunne ændres inden for en kortere tidsperiode. Ved en eventuel forlængelse af fristen kan der

derimod være grund til at overveje at fastsætte en kortere frist. Dette vil afhænge af de konkrete

omstændigheder.

Det forudsættes i den forbindelse endvidere, at Udlændingestyrelsen af egen drift eller efter

anmodning fra forældremyndighedsindehavere for den, hvis særlige rejselegitimation er nægtet

udstedt, genoptager en sag efter de almindelige forvaltningsretlige regler, hvis faktiske forhold af

betydning for sagen ændrer sig væsentligt i virkningsperioden.

Udlændingestyrelsens afgørelse om at nægte at udstede særlig rejselegitimation vil have virkning

fra den dag, hvor afgørelsen er truffet.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 3, nr. 9, og bemærkningerne hertil.

2.6.3.3. Udstedelse af rejselegitimation, hvis der foreligger særlige omstændigheder

Som det fremgår under pkt. 2.5.3.3, kan en afgørelse om at nægte at udstede pas til en mindreårig

dansk statsborger gribe ind i bl.a. den pågældendes ret til

respekt for privat- og

familieliv eller

uddannelse, samt i den pågældendes ret til fri bevægelighed efter EU-retten. Det samme vil kunne

Side

34/90

være tilfældet med en afgørelse om at nægte at udstede særlig rejselegitimation til en mindreårig

udlænding. Hertil kommer, at sigtet med lovforslaget er at varetage barnets tarv ved at skærme det

mod at blive sendt til udlandet til forhold, der bringer den mindreårige udlændings sundhed eller

udvikling i alvorlig fare, eller for der at indgå ægteskab eller andet ægteskabslignende forhold,

hvilket tilsiger, at loven anvendes så skånsomt som muligt over for den mindreårige. Udlændinge-

og Integrationsministeriet finder det derfor afgørende, at der også i sager om nægtelse af udstedelse

af særlig rejselegitimation til mindreårige udlændinge skal være mulighed for konkret at dispensere

fra en sådan afgørelse.

Efter den foreslåede nye bestemmelse i udlændingelovens § 39, stk. 9, vil Udlændingestyrelsen

derfor under særlige omstændigheder kunne udstede rejselegitimation til en mindreårig udlænding

med henblik på at foretage en specifik rejse ud af landet.

Med særlige omstændigheder forstås, at der undtagelsesvist vil kunne udstedes rejselegitimation til

en mindreårig udlænding med henblik på at foretage en specifik rejse ud af landet, selv om der ikke

er forløbet 1 år fra tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse om nægtelse af rejselegitimation.

»Særlige omstændigheder« skal fortolkes på samme måde som i de situationer, hvor politiet kan

udstede provisorisk pas til en mindreårig dansk statsborger i medfør af paslovens § 2, stk. 1, nr. 5,

og den foreslåede nye bestemmelse i paslovens § 2, stk. 1, nr. 6, jf. lovforslagets § 2, nr. 3. Den

mindreårige udlænding vil således i videst muligt omfang skulle have mulighed for at fortsætte sin

normale dagligdag.

»Særlige omstændigheder« falder i denne type sager således i to kategorier: rejser, hvor der ikke er

en konkret risiko for, at den mindreårige udlænding vil blive sendt til udlandet i strid med

bestemmelsen i straffelovens § 215 a, eller i strid med den foreslåede bestemmelse i straffelovens §

260 a, og rejser hvor der er en risiko, men hvor tungtvejende hensyn alligevel tilsiger, at den

mindreårige udlænding bør have adgang til at foretage en specifik rejse ud af landet.

Eksempler på rejser, hvor der generelt ikke vil være en risiko for, at den mindreårige udlænding vil

blive sendt til udlandet til forhold, der bringer den pågældendes sundhed eller udvikling i alvorlig

fare, eller for der at indgå ægteskab eller religiøs vielse uden borgerlig gyldighed eller andet

ægteskabslignende forhold, er blandt andet lejrskoler, sportslejre og studieture. I den situation vil

udgangspunktet være, at der skal udstedes rejselegitimation gældende for den specifikke rejse.

Hvis den konkrete situation tilsiger det, vil den midlertidige rejselegitimation i den situation kunne

overdrages af Udlændingestyrelsen til den mindreårige udlænding selv eller til en lærer eller en

lignende omsorgsperson.

Der vil dog også være tilfælde, hvor der er en risiko for, at den mindreårige udlænding vil blive

sendt til udlandet til forhold, der bringer den mindreårige udlændings sundhed eller udvikling i

alvorlig fare, eller for der at indgå ægteskab eller religiøs vielse uden borgerlig gyldighed eller

Side

35/90

andet ægteskabslignende forhold, men hvor tungtvejende

–

eksempelvis familiemæssige

–

hensyn

tilsiger, at der alligevel skal udstedes rejselegitimation. Det vil eksempelvis kunne være tilfældet,

hvis der opstår dødsfald eller alvorlig sygdom hos et nærtstående familiemedlem i udlandet. Om der

i denne situation skal udstedes rejselegitimation, vil bero på en konkret afvejning.

Eksemplerne ovenfor er ikke udtryk for en udtømmende opremsning af tilfælde, hvor konkrete

hensyn kan tale for at tillade den mindreårige udlænding at foretage en specifik rejse, og hvor det

derfor vil være berettiget at udstede rejselegitimation til brug for rejsen.

Det forudsættes, at forældremyndighedsindehavere for den mindreårige udlænding, over for hvem

der er truffet afgørelse om at nægte udstedelse af rejselegitimation, selv skal søge om udstedelse af

rejselegitimation under henvisning til særlige omstændigheder, og at pågældende i den forbindelse

skal dokumentere, at betingelserne herfor er opfyldt. Som eksempel på sådan dokumentation kan

nævnes en erklæring fra en læge om alvorlig sygdom hos et nært familiemedlem eller en erklæring

fra den mindreårige udlændings skole om, at den mindreårige udlænding skal på lejrskole.

Det bemærkes, at rejselegitimation udstedt som følge af særlige omstændigheder alene vil skulle

udstedes for det tidsrum, som er påkrævet af hensyn til rejsens varighed, og alene vil skulle være

gyldigt for rejse til de lande, som udlændingen planlægger at transitere og opholde sig i.

Rejselegitimationen skal afleveres efter benyttelsen.

2.6.3.4. Klageadgang

Med lovforslaget tilsigtes ingen ændring i forhold til muligheden for at påklage

Udlændingestyrelsens afgørelser om særlig rejselegitimation til udlændinge, der ikke selv kan

skaffe sig pas, eller som af andre grunde har behov for et sådant dokument.

En afgørelse truffet af Udlændingestyrelsen om nægtelse af udstedelse af særlig rejselegitimation til

en mindreårig udlænding efter den foreslåede nye bestemmelse i udlændingelovens § 39, stk. 7, når

der er grund til at antage, at den mindreårige udlænding ellers vil blive sendt til udlandet til forhold,

der bringer den mindreårige udlændings sundhed eller udvikling i alvorlig fare, eller for der at indgå

ægteskab eller religiøs vielse uden borgerlig gyldighed eller andet ægteskabslignende forhold, vil

således kunne påklages til Udlændingenævnet for så vidt angår afgørelser om fremmedpas, jf.

udlændingelovens § 46 a, stk. 1, og til Flygtningenævnet for så vidt angår afgørelser om

rejsedokument for flygtninge, jf. udlændingelovens § 53 a, stk. 1, nr. 4.

Tilsvarende vil gælde for en afgørelse truffet af Udlændingestyrelsen efter den foreslåede nye

bestemmelse i udlændingelovens § 39, stk. 9.

Det bemærkes, at såvel Udlændingenævnet som Flygtningenævnet er uafhængige kollegiale

domstolslignende forvaltningsorganer.

Side

36/90

2.7. Skærpelse af udvisningsreglerne

2.7.1. Gældende ret

Reglerne om udvisning af udlændinge ved dom fremgår af udlændingelovens §§ 22-24 og § 25 c.

Som udgangspunkt afhænger adgangen til udvisning af den idømte frihedsstrafs karakter og længde

samt varigheden af udlændingens ophold her i landet. Efter udlændingelovens § 22, nr. 4-9, § 23,

nr. 1, og § 24, nr. 1, kan udlændinge, der idømmes ubetinget frihedsstraf for nærmere bestemte

overtrædelser af navnlig straffeloven, dog udvises uanset frihedsstraffens længde og varigheden af

udlændingens ophold i Danmark.

Efter udlændingelovens § 22, nr. 4-9, kan en udlænding således

–

uanset varigheden af den

pågældendes ophold her i landet

–

udvises, hvis den pågældende for overtrædelse af nærmere

angivne bestemmelser i navnlig straffeloven idømmes ubetinget frihedsstraf eller anden strafferetlig

retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse for en lovovertrædelse, der ville

have medført en straf af denne karakter. Det gælder bl.a. overtrædelse af straffelovens § 136 om

offentlig tilskyndelse til forbrydelser, offentlig udtrykkelig billigelse af forbrydelser omfattet af

straffelovens 12. eller 13. kapitel samt udtrykkelig billigelse af terror, drab, voldtægt, vold, incest,

pædofili, frihedsberøvelse, tvang og bigami som led i religiøs oplæring, og overtrædelse af

straffelovens § 243 om psykisk vold, jf. udlændingelovens § 22, nr. 6.

Efter udlændingelovens § 22, nr. 7, gælder det bl.a. også overtrædelse af straffelovens § 260 eller

266 under henvisning til, at man har tvunget nogen til at indgå ægteskab eller til en religiøs vielse

uden borgerlig gyldighed mod eget ønske.

Det bemærkes, at straffelovens §§ 136, 243 og 260 foreslås ændret, jf. lovforslagets § 1, nr. 2, 3, og

Det følger af udlændingelovens § 24, jf. § 23, at en udlænding, der ikke har haft lovligt ophold her i

landet i mere end de sidste 5 år, også kan udvises, hvis udlændingen idømmes betinget frihedsstraf.

Efter udlændingelovens § 25 c kan en udlænding med opholdstilladelse efter § 9 f, stk. 1, uden for

de i §§ 22-24 nævnte tilfælde udvises, hvis udlændingen er dømt for overtrædelse af nærmere

angivne bestemmelser i straffeloven. Det gælder bl.a. overtrædelse af straffelovens § 136 om

offentlig tilskyndelse til forbrydelser, offentlig udtrykkelig billigelse af forbrydelser omfattet af

straffelovens 12. eller 13. kapitel samt udtrykkelig billigelse af terror, drab, voldtægt, vold, incest,

pædofili, frihedsberøvelse, tvang og bigami som led i religiøs oplæring, der foreslås skærpet, jf.

lovforslagets § 1, nr. 2.

Udlændingelovens § 25 c finder anvendelse i de tilfælde, hvor en udlænding med opholdstilladelse

efter udlændingelovens § 9 f, stk. 1, der omfatter bl.a. religiøse forkyndere, er dømt for at overtræde

Side

37/90

en eller flere af de straffelovsbestemmelser, der er nævnt i bestemmelsen, f.eks. straffelovens § 136,

men hvor der ikke er udvist efter udlændingelovens §§ 22-24 som følge af straffens længde eller

karakter. Det kan f.eks. være i et tilfælde, hvor en religiøs forkynder alene er idømt bødestraf for at

have overtrådt straffelovens § 136. Der vil i sådanne tilfælde kunne udvises efter udlændingelovens

§ 25 c.

Efter udlændingelovens § 26, stk. 1, skal der ved afgørelse om udvisning efter bl.a.

udlændingelovens § 25 c tages hensyn til, om udvisningen må antages at virke særlig belastende,

bl.a. på grund af udlændingens tilknytning til det danske samfund og udlændingens personlige

forhold i øvrigt, jf. dog § 26 b om udvisning af udlændinge, der er omfattet af EU-reglerne.

Efter udlændingelovens § 26, stk. 2, skal en udlænding udvises efter udlændingelovens §§ 22-24 og

25, medmindre dette med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, jf.

dog § 26 b om udvisning af udlændinge, der er omfattet af EU-reglerne.

Herudover indeholder udlændingelovens §§ 25-25 b regler om administrativ udvisning af

udlændinge.

2.7.2. Udlændinge- og Integrationsministeriets overvejelser

Udlændinge- og Integrationsministeriet finder, at det i lyset af den foreslåede skærpelse af straffen

for tvangsmæssig fastholdelse i ægteskab og andre ægteskabslignende forhold, herunder forhold

indgået ved religiøse vielser uden borgerlig gyldighed, og det foreslåede forbud mod religiøse

vielser af mindreårige og indgåelse af andre ægteskabslignende forhold med mindreårige, jf. pkt.

2.2 og

2.3

ovenfor, bør sikres, at der er det nødvendige samspil mellem disse regler og

udlændingelovens udvisningsregler.

Der henvises i udlændingelovens § 22, nr. 6, og § 25 c allerede til straffelovens § 136. Den

foreslåede skærpelse af straffelovens § 136, stk. 3, vil blive omfattet af udvisningsreglerne, således

at udlændinge, der idømmes ubetinget frihedsstraf for billigelse af psykisk vold, herunder negativ

social kontrol, eller af religiøse vielser af mindreårige som led i religiøs oplæring, jf. den foreslåede

bestemmelse i lovforslagets § 1, nr. 2, vil kunne udvises af landet uanset varigheden af deres ophold

her i ladet, og religiøse forkyndere m.fl., der har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 f, stk.

1, vil kunne udvises, selvom de alene idømmes betinget frihedsstraf eller bødestraf.

Der henvises i udlændingelovens § 22, nr. 6, også allerede til straffelovens § 243. Den foreslåede

præcisering af denne bestemmelses anvendelsesområde vil på samme måde blive omfattet af

udvisningsreglerne, således at udlændinge, der idømmes ubetinget frihedsstraf for at have udøvet

psykisk vold, herunder negativ social kontrol, jf. den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 1, nr.

3, vil kunne udvises af landet uanset varigheden af deres ophold her i landet.

Side

38/90

Det betyder f.eks., at en udlænding vil kunne udvises uanset varigheden af den pågældendes ophold

her i landet, hvis udlændingen idømmes ubetinget frihedsstraf for at have udøvet psykisk vold,

herunder negativ social kontrol, ved gennem en ægteskabs- eller skilsmissekontrakt at have

fastholdt nogen i et ægteskabslignende forhold, herunder et forhold indgået ved religiøs vielse uden

borgerlig gyldighed, med henvisning til forestillinger om ærbarhed eller familiens generelle status.

Det kan have langvarige konsekvenser for mindreårige at indgå en religiøs vielse uden borgerlig

gyldighed eller et andet ægteskabslignende forhold. Det bør derfor også have opholdsretlige

konsekvenser for den eller de personer, der medvirker til, at en mindreårig indgår en religiøs vielse

uden borgerlig gyldighed eller andet ægteskabslignende forhold.

Udlændinge- og Integrationsministeriet finder derfor, at den foreslåede bestemmelse i straffelovens

§ 260 a om forbud mod bl.a. religiøse vielser af mindreårige bør omfattes af udlændingelovens §

22, nr. 6, således at udlændinge, der idømmes ubetinget frihedsstraf for overtrædelse af

bestemmelsen, vil kunne udvises uanset varigheden af deres ophold her i landet.

Udlændinge, der har opholdstilladelse som religiøse forkyndere mv. efter udlændingelovens § 9 f,

stk. 1, har et særligt ansvar for ikke at misbruge den autoritet, de er tillagt i visse miljøer.

Udlændinge- og Integrationsministeriet finder derfor, at der i udlændingelovens § 25 c bør være

adgang til at udvise udlændinge med opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 f, stk. 1, der

dømmes for overtrædelse af straffelovens § 243 om psykisk vold, herunder negativ social kontrol,

eller den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 260 a om bl.a. religiøse vielser af mindreårige,

uanset at der alene er idømt en betinget frihedsstraf eller en bødestraf. Hvis det vil være

uproportionalt at udvise den pågældende med indrejseforbud, bør der være adgang til at inddrage

opholdstilladelsen.

Som nævnt i pkt. 2.7.1 kan en udlænding efter den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 22,

nr. 7, udvises

–

uanset varigheden af den pågældendes ophold

–

hvis den pågældende idømmes

ubetinget frihedsstraf for at have overtrådt straffelovens § 260 under henvisning til, at den

pågældende har tvunget nogen til at indgå ægteskab eller til en religiøs vielse uden borgerlig

gyldighed mod eget ønske.

Som det fremgår af pkt. 2.2.3 foreslås straffelovens § 260 skærpet, således at den også omfatter

indgåelse af andre ægteskabslignende forhold samt tvangsmæssig fastholdelse i ægteskab eller

ægteskabslignede forhold, herunder forhold indgået ved en religiøs vielse uden borgerlig gyldighed.

Tvangsmæssig fastholdelse i et ægteskab eller ægteskabslignede forhold, uanset om forholdet er

indgået som en religiøs vielse uden borgerlig gyldighed eller som et andet ægteskabslignende

forhold, kan være mindst lige så indgribende som tvang i forbindelse med indgåelsen af et ægteskab

eller en religiøs vielse uden borgerlig gyldighed eller andet ægteskabslignende forhold. Der er

således flere eksempler på kvinder, som oplever store udfordringer, når de forsøger at komme ud af

et sådant ægteskab eller forhold.

Side

39/90

Udlændinge- og Integrationsministeriet finder derfor, at udlændingelovens § 22, nr. 7, bør udvides,

således at den

–

i overensstemmelse med den foreslåede udvidelse af straffelovens § 260, stk. 2

–

også vil omfatte tilfælde, hvor en person med tvang fastholdes i et ægteskab eller ægteskabslignede

forhold, uanset om forholdet er indgået som en religiøs vielse uden borgerlig gyldighed eller som et

andet ægteskabslignende forhold. Endvidere bør bestemmelsen udvides, således at den ikke kun

omfatter tvang til en religiøs vielse, men også andre ægteskabslignende forhold.

2.7.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås at udvide udlændingelovens § 22, nr. 6, således at bestemmelsen også kommer til at

omfatte straffelovens § 260 a, som foreslås indsat med lovforslagets § 1, nr. 5.

Ændringen vil betyde, at en udlænding

–

uanset varigheden af udlændingens ophold her i landet

–

vil kunne udvises, hvis den pågældende idømmes ubetinget frihedsstraf for at have forestået en

religiøs vielse uden borgerlig gyldighed eller indgåelsen af et andet ægteskabslignende forhold af en

person under 18 år, for at have ladet sit mindreårige barn indgå et sådant forhold eller for frivilligt

at have indgået et sådant forhold med en person under 18 år, hvor den pågældende selv er over 18

år. Tilsvarende gælder, hvis den pågældende idømmes en anden strafferetlig retsfølge for at have

overtrådt en eller flere af bestemmelserne og ville være idømt ubetinget frihedsstraf, hvis ikke der

var idømt en anden strafferetlig retsfølge.

Det foreslås endvidere at skærpe udlændingelovens § 25 c, således at bestemmelsen også kommer

til at omfatte straffelovens § 243 om psykisk vold, som foreslås præciseret med lovforslagets § 1,

nr. 3, og straffelovens § 260 a om forbud mod bl.a. religiøse vielser af mindreårige, som foreslås

indsat med lovforslagets § 1, nr. 5.

Det vil betyde bl.a., at en udlænding med opholdstilladelse som religiøs forkynder mv. efter

udlændingelovens § 9 f, stk. 1, vil kunne udvises uanset straffens karakter, hvis den pågældende

dømmes efter straffelovens § 243 for at have udøvet psykisk vold, herunder negativ social kontrol,

ved gennem en ægteskabs- eller skilsmissekontrakt at have fastholdt nogen i et ægteskabslignende

forhold, herunder et forhold indgået ved religiøs vielse uden borgerlig gyldighed, med henvisning

til forestillinger om ærbarhed eller familiens generelle status, jf. lovforslagets § 1, nr. 3 om den

foreslåede udvidelse af straffelovens § 243. Der vil således være adgang til udvisning, uanset der

alene er idømt en betinget frihedsstraf eller bødestraf.

Det vil også betyde, at en udlænding med opholdstilladelse som religiøs forkynder mv. efter

udlændingelovens § 9 f, stk. 1, vil kunne udvises uanset straffens karakter bl.a., hvis den

pågældende dømmes efter den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 260 a for at have forestået

en religiøs vielse uden borgerlig gyldighed, jf. lovforslagets § 1, nr. 5. Der vil således være adgang

til udvisning, uanset der alene er idømt en betinget frihedsstraf eller bødestraf.

Side

40/90

I tilknytning til forslaget om at skærpe udlændingelovens § 25 c, således at bestemmelsen også

kommer til at omfatte straffelovens § 243 om psykisk vold og den foreslåede bestemmelse i

straffelovens § 260 a om forbud mod bl.a. religiøse vielser af mindreårige, foreslås det, at en

opholdstilladelse som religiøs forkynder mv. efter udlændingelovens § 9 f, stk. 1, skal kunne

inddrages, hvis det vil være uproportionalt at udvise den pågældende med indrejseforbud.

Det foreslås endvidere at udvide anvendelsesområdet for udlændingelovens § 22, nr. 7, således at

den foreslåede skærpelse af straffelovens § 260, stk. 2, omfattes af bestemmelsen.

Ændringen vil betyde, at en udlænding

–

uanset varigheden af udlændingens ophold her i landet

–

vil kunne udvises, hvis den pågældende idømmes ubetinget frihedsstraf for tvangsmæssigt at have

fastholdt en anden person i et ægteskab mod dennes ønske, uanset om forholdet er indgået som en

religiøs vielse uden borgerlig gyldighed eller som et andet ægteskabslignende forhold. Endvidere

vil der kunne udvises uanset varigheden af udlændingens ophold her i landet, hvis udlændingen

dømmes for at have tvunget nogen til at indgå et andet ægteskabslignede forhold end forhold

indgået ved en religiøs vielse. Som nævnt i pkt. 2.2.2 og 2.7.2 omfatter de gældende bestemmeler i

straffelovens § 260, stk. 2, og udlændingelovens § 22, nr. 7, tvang til indgåelse af ægteskab og

religiøse vielser uden borgerlig gyldighed, men ikke tvang til indgåelse af andre ægteskabslignede

forhold.

Udlændingen vil i disse tilfælde også kunne udvises, hvis den pågældende idømmes en anden

strafferetlig retsfølge for at have overtrådt en eller flere af bestemmelserne og ville være idømt

ubetinget frihedsstraf, hvis ikke der var idømt en anden strafferetlig retsfølge.

Det bemærkes, at det følger af udlændingelovens § 26, stk. 1, at der ved afgørelser om udvisning

efter bl.a. udlændingelovens § 25 c skal tages hensyn til, om udvisningen må antages at virke særlig

belastende, bl.a. på grund af udlændingens tilknytning til det danske samfund og udlændingens

personlige forhold i øvrigt.

Efter udlændingelovens § 26, stk. 2, vil en udlænding skulle udvises efter §§ 22-24 og 25,

medmindre dette med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser.

For udlændinge, som er omfattet af EU-reglerne, vil udvisning dog skulle ske i overensstemmelse

med de principper, der efter EU-reglerne gælder for begrænsning af retten til fri bevægelighed, jf.

udlændingelovens § 26 b.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 3, nr. 4, 5, 6 og 7.

Side

41/90

2.8. Skærpelse af indvandringsprøvens sprogprøve

2.8.1. Gældende ret

Efter udlændingelovens § 9 f, stk. 1, kan der efter ansøgning meddeles opholdstilladelse til

udlændinge, der her i landet skal virke som religiøse forkyndere eller missionærer, og udlændinge,

der skal virke inden for et religiøst trossamfund.

Forlængelse af en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 f, stk. 1, er betinget af bl.a., at

udlændingen inden 6 måneder efter meddelelse af opholdstilladelsen har bestået en prøve i dansk på

A1-minus-niveau og danske samfundsforhold, jf. § 9 f, stk. 5. Prøven betegnes samlet

indvandringsprøven.

Bekendtgørelse nr. 181 af 26. februar 2013 om indvandringsprøven fastsætter nærmere regler om

indvandringsprøven, herunder regler om prøvens form og indhold, gebyrbetaling, frist for

aflæggelse af prøven, deltagelse i prøven, prøvens afholdelse, bedømmelse af prøven samt

klageadgang.

Indvandringsprøven består af henholdsvis en prøve i dansk på A1-minus-niveau (sprogprøve) og en

prøve i viden om Danmark og det danske samfund (vidensprøve), jf. bekendtgørelsens § 5, stk. 1.

På niveauet A1-minus kan man stille og besvare ukomplicerede spørgsmål om personlige og

konkrete emner (f.eks. navn, alder, ugedag, bosted og hjemland) ved at anvende korte, udenadlærte

sætninger og ved hjælp af gestik. Sproget rækker ikke til en egentlig samtale, men man kan hilse på

folk, sige sit navn og tage afsked med folk.

Prøvedeltageren skal ved aflæggelse af vidensprøven dokumentere at have opnået kendskab til

danske normer, værdier og grundlæggende rettigheder, herunder de danske demokratiske

principper, det enkelte menneskes frihed og personlige integritet, tros- og ytringsfrihed, kønnenes

ligestilling og kvinders rettigheder, og at have opnået kendskab til mere praktiske og konkrete

forhold, herunder forbud mod vold, omskæring og ulovlig tvang i forbindelse med indgåelse af

ægteskab, opdragelse og forældreansvar over for børn, uddannelse, sundhed, arbejde, skat mv., jf.

bekendtgørelsens § 9.

Er indvandringsprøven ikke bestået inden udløbet af fristen på 6 måneder, kan opholdstilladelsen

ikke forlænges, jf. udlændingelovens § 9 f, stk. 5, og bekendtgørelsens § 11, stk. 3.

2.8.2. Udlændinge- og Integrationsministeriets overvejelser

Det gældende danskprøvekrav til udenlandske religiøse forkyndere er på et meget basalt niveau.

Sproget rækker ikke til en egentlig samtale, men man kan hilse på folk, sige sit navn og tage afsked

med folk.

Side

42/90

Et skærpet krav til en religiøs forkynders kendskab til det danske sprog vil kunne bidrage til, at

religiøse forkyndere i Danmark er medspillere

–

og ikke modspillere

–

når det gælder integrationen.

Udlændinge- og Integrationsministeriet finder derfor, at danskprøvekravet til udenlandske religiøse

forkyndere, der ønsker forlængelse af deres opholdstilladelse, bør skærpes.

2.8.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at niveauet for indvandringsprøvens sprogprøve hæves fra A1-minus til A1.

Den første forlængelse af en opholdstilladelse som religiøs forkynder efter udlændingelovens § 9 f,

stk. 1, skal således betinges af, at udlændingen inden 6 måneder efter den oprindelige meddelelse af

opholdstilladelsen har bestået en prøve i dansk på A1-niveau og danske samfundsforhold

(indvandringsprøven).

Niveauet for indvandringsprøvens sprogprøve vil med forslaget svare til niveauet for den

danskprøve på A1-niveau, som ægtefællesammenførte udlændinge som udgangspunkt skal bestå

inden 6 måneder som betingelse for forlængelse af deres opholdstilladelse, jf. udlændingelovens §

9, stk. 34. På niveauet A1 kan man interagere mundtligt på en simpel måde, men kommunikationen

er bl.a. afhængig af gentagelser og langsomt tempo.

Det hævede niveau for indvandringsprøvens sprogprøve vil gælde for alle religiøse forkyndere

m.fl., der ansøger om forlængelse af en opholdstilladelse, der er meddelt efter udlændingelovens § 9

f, stk. 1, efter lovens ikrafttræden, jf. dog pkt. 9.2.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 3, nr. 2.

2.9. Skærpelse af karensperiode ved familiesammenføring med børn

2.9.1. Gældende ret

Det følger af udlændingelovens § 9, stk. 23, at opholdstilladelse efter § 9, stk. 1, nr. 2

(børnesammenføring), medmindre ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed,

taler derfor, ikke kan gives, såfremt den i Danmark fastboende person eller dennes ægtefælle eller

samlever inden for en periode på 10 år inden tidspunktet for afgørelsen for et eller flere forhold

begået mod et eller flere mindreårige børn ved endelig dom er idømt betinget eller ubetinget

frihedsstraf eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for

frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne karakter, for

overtrædelse af straffelovens § 210, stk. 1 eller 3, jf. stk. 1, §§ 213, 215, 216, 218, 219, 222, 223, §

224, stk. 1, § 225, jf. §§ 216, 218, 219, 222, 223 eller § 224, stk. 1, §§ 226, 232, § 233, stk. 1 og 2,

§§ 233 a, 235, 237, 243-246, 250, 260, 261, § 262 a, stk. 2, eller § 266.

Side

43/90

Bestemmelsen indebærer bl.a., at der som udgangspunkt ikke kan gives opholdstilladelse til et barn

med henblik på familiesammenføring i en periode på 10 år inden tidspunktet for afgørelsen, hvis

den herboende person eller dennes ægtefælle eller samlever ved endelig dom er idømt betinget eller

ubetinget frihedsstraf for overtrædelse af en række bestemmelser i straffeloven. Det eller de

pådømte forhold skal være rettet mod et eller flere mindreårige børn.

Bestemmelsen blev indført ved lov nr. 427 af 9. juni 2004 om ændring af udlændingeloven og

integrationsloven (Ændring af reglerne om familiesammenføring med børn, herunder begrænsning

af adgangen til familiesammenføring med børn for personer, der er dømt for seksuelle overgreb

eller vold m.v. mod børn, skærpelse af betingelserne for opholdstilladelse til udenlandske religiøse

forkyndere m.v., begrænsning af adgangen til ægtefællesammenføring for personer, der er dømt for

vold m.v. mod en tidligere ægtefælle eller samlever, m.v.).

Det fremgår af betænkning over lovforslaget, afgivet den 11. maj 2004 af Udvalget for Udlændinge-

og Integrationspolitik, jf. Folketingstidende 2003-04, tillæg B, betænkning til lovforslag nr. L 171,

side 1682 ff., at der var et ønske om at udvide beskyttelsen af børn mod fremtidige seksuelle

overgreb eller anden personfarlig kriminalitet ved bl.a. at indføre en karensperiode på 10 år for

familiesammenføring med børn, hvis den herboende person eller dennes ægtefælle eller samlever er

idømt frihedsstraf for seksuelle overgreb eller anden personfarlig kriminalitet mod mindreårige

børn.

Udlændingelovens § 9, stk. 23, er senest ændret ved lov nr. 340 af 2. april 2019, hvor bestemmelsen

blev udvidet til også at omfatte straffelovens § 243 om psykisk vold.

2.9.2. Udlændinge- og Integrationsministeriets overvejelser

Formålet med karensreglen ved familiesammenføring med børn er at beskytte børn fra herboende

personer, som tidligere er idømt frihedsstraf for at have overtrådt visse nærmere angivne

bestemmelser i straffeloven.

Karensreglen indeholder i dag henvisninger til straffelovsovertrædelser, der omfatter forbrydelser i

familieforhold, seksualforbrydelser, voldsforbrydelser, forbrydelser mod den personlige frihed samt

freds- og æreskrænkelser.

Der henvises i udlændingelovens § 9, stk. 23, allerede til straffelovens §§ 243 og 260. Den

foreslåede udvidelse af disse bestemmelsers anvendelsesområde vil blive omfattet af

karensreglerne, således at blandt andre udlændinge, der idømmes frihedsstraf for at have udøvet

psykisk vold, herunder negativ social kontrol, jf. den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 1, nr.

3, eller for med tvang at have fastholdt nogen i et ægteskab eller et ægteskabslignende forhold, jf.

den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 1, nr. 4, som udgangspunkt vil være afskåret fra at få

familiesammenføring med et barn i en periode på 10 år.

Side

44/90

Det vil betyde bl.a., at en person

–

en udlænding eller en dansk statsborger

–

der efter straffelovens

§ 243 idømmes betinget eller ubetinget frihedsstraf mv. for at have udøvet psykisk vold, herunder

negativ social kontrol, mod et mindreårigt barn, ikke vil kunne få familiesammenført egne eller en

ægtefælles eller samlevers børn til Danmark, medmindre ganske særlige grunde, herunder hensynet

til familiens enhed, taler derfor. Det kan bl.a. være ved gennem en ægteskabs- eller

skilsmissekontrakt at have fastholdt et mindreårigt barn i et ægteskabslignende forhold, herunder et

forhold indgået ved religiøs vielse uden borgerlig gyldighed, med henvisning til forestillinger om

ærbarhed eller familiens generelle status.

Det vil bl.a. også betyde, at en person, der efter straffelovens § 260, stk. 2, idømmes betinget eller

ubetinget frihedsstraf mv. for ved tvang at have fastholdt et mindreårigt barn i et ægteskabslignende

forhold, herunder et forhold indgået ved religiøs vielse uden borgerlig gyldighed, ikke vil kunne få

familiesammenført egne eller en ægtefælles eller samlevers børn til Danmark, medmindre ganske

særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor.

Udlændinge- og Integrationsministeriet finder, at også overtrædelse af den foreslåede bestemmelse i

straffelovens § 260 a, der bl.a. omfatter forældre, som lader deres børn indgå en religiøs vielse uden

borgerlig gyldighed eller andet ægteskabslignende forhold, bør medføre en karensperiode på 10 år

ved familiesammenføring med børn, jf. udlændingelovens § 9, stk. 23.

2.9.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås at ændre udlændingelovens § 9, stk. 23, således at bestemmelsen også kommer til at

omfatte straffelovens § 260 a om forbud mod religiøse vielser af mindreårige mv., som foreslås

indsat med lovforslagets § 1, nr. 5.

Ændringen vil betyde, at herboende personer, der efter den foreslåede bestemmelse i straffelovens §

260 a idømmes betinget eller ubetinget frihedsstraf for at have forestået en religiøs vielse uden

borgerlig gyldighed eller indgåelsen af et andet ægteskabslignende forhold med en person under 18

år, som udgangspunkt ikke vil kunne få familiesammenført egne eller en ægtefælles eller samlevers

børn til Danmark i 10 år.

Det vil også betyde, at herboende personer, der efter den foreslåede bestemmelse i straffelovens §

260 a idømmes betinget eller ubetinget frihedsstraf for at have ladet et eller flere af sine børn indgå

en religiøs vielse uden borgerlig gyldighed eller et andet ægteskabslignende forhold, som

udgangspunkt ikke vil kunne få familiesammenført egne eller en ægtefælles eller samlevers børn til

Danmark i 10 år.

Endelig vil det betyde, at herboende personer, der efter den foreslåede bestemmelse i straffelovens §

260 a idømmes betinget eller ubetinget frihedsstraf for efter at være fyldt 18 år frivilligt at have

indgået en religiøs vielse uden borgerlig gyldighed eller et andet ægteskabslignende forhold med en

Side

45/90

person under 18 år, som udgangspunkt ikke vil kunne få familiesammenført egne eller en

ægtefælles eller samlevers børn til Danmark i 10 år.

Det samme gælder, hvis den pågældende idømmes en anden strafferetlig retsfølge for at have

overtrådt den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 260 a og ville være idømt frihedsstraf, hvis

ikke der var idømt en anden strafferetlig retsfølge.

Ændringen vil navnlig finde anvendelse i de tilfælde, hvor den pågældende er udlænding og ikke er

udvist i forbindelse med dommen, eller hvor den pågældende er dansk statsborger og har en

udenlandsk ægtefælle, der ønsker at få sit eller sine udenlandske børn til Danmark.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 3, nr. 1.

2.10.

Ligestilling af blandt andre voldsramte udlændinge, der er ægtefællesammenført

med flygtninge og søger om forlængelse af opholdstilladelsen, og voldsramte

udlændinge, der er ægtefællesammenført med flygtninge og er i en

inddragelsessituation.

2.10.1.

Gældende ret

Det følger af udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, at en tidsbegrænset opholdstilladelse kan

inddrages, hvis grundlaget herfor ikke længere er til stede.

Udlændinge, der har en tidsbegrænset opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab eller

fast samlivsforhold, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, eller § 9 c, stk. 1, vil således som

udgangspunkt få inddraget eller nægtet forlænget opholdstilladelsen, hvis samlivet ophæves, da

grundlaget for tilladelsen

–

det faktiske samliv på fælles bopæl

–

ikke længere er til stede.

Der kan dog være omstændigheder, der gør, at opholdstilladelsen ikke inddrages eller nægtes

forlænget, uanset at samlivet er ophævet og grundlaget for opholdstilladelse derfor ikke længere er

til stede.

Vurderingen af sådanne omstændigheder afhænger i første række af, om udlændingen har

opholdstilladelse med mulighed for varigt ophold eller opholdstilladelse med henblik på

midlertidigt ophold.

Udlændinge, der er ægtefællesammenført med udlændinge, der har opholdstilladelse efter

udlændingelovens § 7 eller § 8, stk. 1 eller 2 (flygtninge), har opholdstilladelse med henblik på

midlertidigt ophold, og det følger af udlændingelovens § 19 a, stk. 1, 2. pkt., at den

ægtefællesammenførtes opholdstilladelse som udgangspunkt skal inddrages, hvis grundlaget ikke

længere er til stede. Dette udgangspunkt fraviges alene, hvis der foreligger omstændigheder som

Side

46/90

nævnt i udlændingelovens § 19, stk. 7 eller 8, eller hvis det vil være i strid med Danmarks

internationale forpligtelser at inddrage opholdstilladelsen.

Udlændinge, der er ægtefællesammenført med personer, der ikke er flygtninge, har derimod

opholdstilladelse med mulighed for varigt ophold. I sådanne tilfælde kan opholdstilladelsen

inddrages, medmindre inddragelsen må antages at virke særligt belastende for den pågældende, jf.

udlændingelovens § 19 a, stk. 2, jf. § 26, stk. 1. Det betyder, at der ved afgørelsen om inddragelse

skal tages hensyn til Danmarks internationale forpligtelser, og at bl.a. de hensyn, der er opregnet i

bestemmelsen, f.eks. udlændingens tilknytning til det danske samfund og herboende personer,

herudover kan føre til, at inddragelse undlades, uden at det i det konkrete tilfælde følger af

Danmarks internationale forpligtelser. Endvidere finder udlændingelovens § 19, stk. 7 og 8,

anvendelse.

Efter udlændingelovens § 19, stk. 7, skal der ved afgørelsen om inddragelse af en opholdstilladelse

meddelt efter § 9, stk. 1, nr. 1, § 9 c, stk. 1, eller § 9 q, stk. 2, (ægtefællesammenførte) tages særligt

hensyn til, om opholdsgrundlaget ikke længere er til stede som følge af samlivsophør, der skyldes,

at udlændingen eller udlændingens barn har været udsat for overgreb, misbrug eller andet overlast

m.v. her i landet. Det gælder uanset varigheden af udlændingens ophold her i landet.

Det forudsættes i forarbejderne til bestemmelsen, jf. Folketingstidende 2012-13, A, L 129 som

fremsat, side 9-10, at der bl.a. skal lægges særlig vægt på, om udlændingen har udvist vilje og evne

til at lade sig integrere i det danske samfund. Det gælder, uanset hvor længe den pågældende har

opholdt sig her i landet. Det skal bl.a. indgå i vurderingen, hvis udlændingens integration har været

vanskeliggjort af ægtefællens eller samleverens forbud herimod, indespærring i hjemmet eller lign.

Det forudsættes endvidere, at det fra udlændingens side godtgøres, at der har været tale om

voldsudøvelse mv., jf. udlændingelovens § 40, stk. 1. Hvis ægtefællen er dømt for vold eller andre

overgreb mod udlændingen eller udlændingens barn, kan det umiddelbart lægges til grund, at

betingelsen om overgreb er opfyldt. Det er imidlertid ikke et krav, at der foreligger en domfældelse,

eller at overgrebet er meldt til politiet. Volden vil eksempelvis også kunne godtgøres ved

skadestuerapporter eller lægeerklæringer, erklæringer fra krisecentre og samtaler med

socialrådgivere mv. Udlændingen skal endvidere godtgøre, at den udøvede vold mv. har været den

reelle årsag til samlivsophævelsen.

Efter udlændingelovens § 19, stk. 8, skal der ved afgørelsen om inddragelse af en opholdstilladelse

meddelt efter § 9, stk. 1, nr. 1, § 9 c, stk. 1 eller § 9 q, stk. 2, (ægtefællesammenførte) tages særligt

hensyn til, om opholdsgrundlaget ikke længere er til stede som følge af samlivsophør, der skyldes,

at den i Danmark fastboende person er afgået ved døden. Det gælder uanset varigheden af

udlændingens ophold her i landet.

Det forudsættes i bemærkningerne til denne bestemmelse, jf. Folketingstidende 2013-14, A, L 106,

side 6, at der bl.a. skal lægges særlig vægt på, om udlændingen har udvist vilje og evne til at lade

sig integrere i det danske samfund. Det forudsættes, at det

–

i overensstemmelse med

Side

47/90

grundlæggende forvaltningsretlige principper

–

vil bero på en konkret og individuel vurdering af

samtlige omstændigheder i den konkrete sag, herunder af den pågældendes tilknytning til det

danske samfund i øvrigt, om udlændingen må anses for at have udvist vilje og evne til integration. I

det omfang inddragelsen af hensynene i § 19, stk. 8, fører til, at forælderens opholdstilladelse

forlænges, vil den udenlandske ægtefælles børn tillige få deres opholdstilladelser forlænget.

Udlændingelovens § 19, stk. 7 og 8, finder i en inddragelsessituation anvendelse på alle

ægtefællesammenførte udlændinge, herunder udlændinge, der er ægtefællesammenført med

flygtninge, jf. udlændingelovens § 19 a, stk. 1, 2. pkt.

Det følger af udlændingelovens § 11, stk. 2, 1. pkt., at en tidsbegrænset opholdstilladelse meddelt

med mulighed for varigt ophold forlænges efter ansøgning, medmindre der er grundlag for at

inddrage opholdstilladelsen efter § 19.

Det betyder, at udlændingelovens § 19, stk. 7 og 8, finder anvendelse i sager om forlængelse af

opholdstilladelser meddelt til udlændinge, der er ægtefællesammenført med personer, der ikke er

flygtninge, og dermed er meddelt opholdstilladelse med mulighed for varigt ophold.

Udlændinge, der er ægtefællesammenført med flygtninge, er som nævnt meddelt opholdstilladelse

med henblik på midlertidigt ophold og er derfor ikke omfattet af udlændingelovens § 11, stk. 2, 1.

pkt. Det betyder, at udlændingelovens § 19, stk. 7 og 8, ikke finder anvendelse i sager om

forlængelse af opholdstilladelser meddelt til udlændinge, der er ægtefællesammenført med

flygtninge.

Udlændingelovens § 19, stk. 7 eller 8, finder således anvendelse i inddragelsessager, også hvor

udlændingen er ægtefællesammenført med en flygtning, mens bestemmelserne ikke finder

anvendelse i sager om forlængelse af opholdstilladelse, hvis udlændingen er ægtefællesammenført

med en flygtning.

2.10.2.

Udlændinge- og Integrationsministeriets overvejelser

Spørgsmålet om inddragelse af en opholdstilladelse aktualiseres, hvis grundlaget for

opholdstilladelsen

–

f.eks. samliv på fælles bopæl i et ægteskab

–

ikke længere er til stede på et

tidspunkt, hvor udlændingens opholdstilladelse er gyldig og ikke udløber inden for den nærmeste

fremtid. Er opholdstilladelsen derimod ved at udløbe og udlændingen derfor har ansøgt om

forlængelse af opholdstilladelsen, opstår der i stedet for det spørgsmål, om opholdstilladelse kan

forlænges, uanset at grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er til stede.

De gældende regler betyder, at det vil være tidspunktet for samlivsophævelsen i forhold til, om

opholdstilladelsen er ved at udløbe, der er afgørende for, om udlændingelovens § 19, stk. 7, finder

anvendelse på en udlænding, der er ægtefællesammenført med en herboende flygtning. Hvis

udlændingens opholdstilladelse er gyldig og ikke udløber inden for den nærmeste fremtid,

Side

48/90

aktualiseres spørgsmålet om inddragelse af opholdstilladelsen, og udlændingelovens § 19, stk. 7,

finder anvendelse. Hvis opholdstilladelsen er ved at udløbe og udlændingen derfor har ansøgt om

forlængelse af opholdstilladelsen, finder udlændingelovens § 19, stk. 7, derimod ikke anvendelse.

Efter Udlændinge- og Integrationsministeriets opfattelse bør det sikres, at ægtefællesammenførte

ikke fastholdes i et ægteskab eller fast samlivsforhold, hvor udlændingen selv eller udlændingens

barn udsættes for vold i hjemmet, fordi udlændingen er i en forlængelsessituation og derfor ikke er

omfattet af beskyttelsen i udlændingelovens § 19, stk. 7.

Udlændinge- og Integrationsministeriet finder således, at udlændingelovens § 19, stk. 7, også bør

finde anvendelse i sager om forlængelse af en opholdstilladelse meddelt til udlændinge, der er

ægtefællesammenført med flygtninge. Det vil betyde, at denne gruppe ligestilles med udlændinge,

der er ægtefællesammenført med flygtninge og har en opholdstilladelse, der på tidspunktet for

samlivsophævelsen ikke udløber inden for nærmeste fremtid.

Udlændinge- og Integrationsministeriet finder endvidere, at det samme bør gælde i forhold til

udlændingelovens § 19, stk. 8, således at det ikke er tidspunktet for, hvornår den pågældende

udlændings ægtefælle afgår ved døden i forhold til, om opholdstilladelsen er ved at udløbe, der er

afgørende for, om bestemmelsen finder anvendelse på en udlænding, der er ægtefællesammenført

med en herboende flygtning.

2.10.3.

Den foreslåede ordning

Udlændingelovens § 11, stk. 2, foreslås ændret, såedes at det vil fremgå af bestemmelsen, at § 19,

stk. 7 og 8, finder anvendelse ved afgørelse om forlængelse af en opholdstilladelse meddelt efter §

9, stk. 1, nr. 1, eller § 9 c, stk. 1, som følge af familiemæssig tilknytning til en udlænding, der er

meddelt opholdstilladelse efter § 7 eller § 8, stk. 1 eller 2.

Det vil betyde, at der ikke kun i forbindelse med en afgørelse om inddragelse af opholdstilladelse,

der er meddelt en ægtefællefællesammenført til en herboende flygtning, men også i forbindelse med

en afgørelse om forlængelse af opholdstilladelsen, skal tages hensyn til, om samlivet er ophørt,

fordi udlændingen eller udlændingens barn har været udsat for overgreb, misbrug eller anden

overlast m.v. her i landet, eller fordi udlændingens ægtefælle er afgået ved døden.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 3, nr. 3.

3. Forholdet til Danmarks internationale forpligtelser

3.1. Nægtelse af udstedelse og inddragelse af særlig rejselegitimation til udlændinge

Efter artikel 28 i konventionen af 28. juli 1951 om flygtninges retsstilling (flygtningekonventionen)

har de kontraherende stater pligt til at udstede rejsedokumenter til flygtninge, der er omfattet af

Side

49/90

konventionen, og som lovligt bor inden for statens område, til brug for rejse uden for statens

område, medmindre tvingende hensyn til den nationale sikkerhed eller den offentlige orden tilsiger

andet. Formålet hermed er at forsyne flygtningen med rejselegitimation, som kan anvendes i stedet

for nationalitetspas.

Det fremgår endvidere af artikel 28, at de kontraherende stater kan udstede sådant rejsedokument til

enhver anden flygtning inden for deres område, og at staterne navnlig velvilligt skal overveje

muligheden for at udstede sådant rejsedokument til en flygtning inden for deres område, som ikke

er i stand til at opnå et rejsedokument fra det land, i hvilket de lovligt er bosat.

Flygtningekonventionen indeholder herudover forskellige bestemmelser om flygtninges stilling i

forhold til værtslandets egne statsborgere, eksempelvis artikel 1 E (Denne konvention skal ikke

finde anvendelse på den, som af de kompetente myndigheder i det land, i hvilket han har bosat sig,

anerkendes som havende de rettigheder og pligter, der er knyttet til besiddelse af statsborgerret i det

pågældende land.),

artikel 2 (Der påhviler enhver flygtning forpligtelser overfor det land, i hvilket han

befinder sig, herunder navnlig at han retter sig efter dets love og bestemmelser såvel som efter

foranstaltninger, truffet til opretholdelse af den offentlige orden.), artikel 16, stk. 2 (En flygtning skal i

den kontraherende stat, hvor han er fast bosat, nyde samme behandling som dennes statsborgere i

forhold, der vedrører adgangen til domstolene, herunder adgangen til gratis retshjælp og fritagelse for at

stille sikkerhed for sagsomkostninger), artikel 22, stk. 1 (Med hensyn til elementær undervisning skal de

kontraherende stater indrømme flygtninge samme behandling som den, der tilkommer deres egne

statsborgere).

Efter artikel 28 i konventionen af 28. september 1954 om statsløse personers retsstilling

(statsløsekonventionen) har de kontraherende stater pligt til at udstede rejsedokumenter til statsløse

personer, der er omfattet af konventionen, og som lovligt bor inden for statens område, som sætter

dem i stand til at rejse uden for statens område, medmindre tvingende hensyn til den nationale

sikkerhed eller den offentlige orden tilsiger andet.

Det fremgår endvidere af artikel 28, at de kontraherende stater kan udstede sådant rejsedokument til

enhver anden statsløs person inden for deres område, og at staterne navnlig velvilligt skal overveje

muligheden for at udstede sådant rejsedokument til statsløse personer inden for deres område, som

ikke er i stand til at opnå et rejsedokument fra det land, i hvilket de har lovlig bopæl.

Statsløsekonventionen indeholder herudover

–

ligesom flygtningekonventionen

–

bestemmelser om

statsløse personers stilling i forhold til værtslandets egne statsborgere, eksempelvis artikel 2 (Der

påhviler enhver statsløs person forpligtelser overfor det land, i hvilket han befinder sig, herunder

navnlig pligt til at rette sig efter dets love og bestemmelser såvel som efter forholdsregler truffet til

opretholdelse af den offentlige orden), artikel 16, stk. 2 (En statsløs person skal i den kontraherende

stat, hvor han er fast bosat, nyde samme behandling som dennes statsborgere i forhold, der vedrører

adgangen til domstolene, herunder gratis retshjælp og fritagelse for at stille sikkerhed for

Side

50/90

sagsomkostninger), artikel 22, stk. 1 (Med

hensyn til elementær undervisning skal de kontraherende

stater indrømme statsløse personer samme behandling som den, der tilkommer deres egne statsborgere).

Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets opfattelse, at det hverken med flygtningekonventionen

eller statsløsekonventionen har været tilsigtet, at flygtninge eller statsløse personer omfattet af

konventionerne skal have en bedre retsstilling end værtslandets egne statsborgere. Det er således

Udlændinge- og Integrationsministeriets opfattelse, at det ikke har været hensigten med konventionerne,

at flygtninge og statsløse personer med bopæl i Danmark skal have en bedre retsstilling end danske

statsborgere.

Udlændinge- og Integrationsministeriet bemærker i tilknytning hertil, at sigtet med forslaget om at

kunne nægte udstedelse af særlig rejselegitimation til en mindreårig udlænding er at varetage den

mindreårige udlændings tarv ved at skærme den pågældende mod at blive sendt til udlandet til

forhold, der bringer den mindreårige udlændings sundhed eller udvikling i alvorlig fare, eller for der

at indgå ægteskab eller religiøs vielse uden borgerlig gyldighed eller andet ægteskabslignende

forhold.

Det grundlæggende hensyn til barnets tarv fastslås i artikel 3, stk. 1, i

FN’s konvention om barnets

rettigheder af 20. november 1989 (børnekonvention), hvorefter barnets tarv i alle foranstaltninger

vedrørende børn, hvad enten disse udøves af offentlige eller private institutioner for social velfærd,

domstole, forvaltningsmyndigheder eller lovgivende organer, skal komme i første række.

Børnekonventionen indeholder en regulering af børns rettigheder på alle samfundsområder,

herunder i forhold til beskyttelse mod alle former for diskrimination (artikel 2), retten til liv (artikel

6), retten til at udtrykke meninger (artikel 12) og retten til sundhed (artikel 24).

Efter konventionens artikel 19 har staten desuden en forpligtelse til at beskytte børn mod alle

former for fysisk eller psykisk vold, skade eller misbrug, vanrøgt eller forsømmelig behandling,

mishandling eller udnyttelse, herunder seksuelt misbrug, medens barnet er i forældrenes, værgens

eller andre personers varetægt, og til at forebygge alle former for mishandling og at afhjælpe deres

virkninger, når de er sket.

Det fremgår af

FN’s Børnekomités General Comment nr. 13 (”The

right of the child to freedom

from all forms of violence,

2011”),

vold bl.a. kan bestå i såkaldt skadelige vaner (”harmful

practices”), så som tvangs-

eller tidlige ægteskaber. Der henvises til CRC/C/GC/13, 18. april 2011,

s. 11.

FN’s Børnekomité har tillige sammen med FN’s Komité til afskaffelse af diskrimination mod

kvinder (CEDAW) udstedt en fælles anbefaling (”Joint general recommendation No. 31 of the

Committee on the Elimination of Discrimination against Women/ general comment No. 18 of the

Committee on the Rights of the Child on harmful practices”) om såkaldt skadelige vaner, bl.a. med

henblik på at præcisere deltagerstaternes forpligtelser i den sammenhæng. Det fremgår heraf, at

Side

51/90

såkaldt skadelige vaner kan tage form af bl.a. børneægteskaber eller tidlige ægteskaber og

tvangsægteskaber. Børneægteskaber beskrives i den forbindelse som et ægteskab, hvor mindst en af

parterne er under 18 år, og at det anses som en form for tvangsægteskab, da den ene eller begge

parter ikke har givet et fuldt, frit, og informeret samtykke. Der henvises til

CEDAW/C/GC/31/Rev.1–CRC/C/GC/18/Rev.1, 8. maj 2019, s. 7.

Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets opfattelse, at en forældremyndighedshavers adfærd i

en situation, hvor der er grund til at antage, at en mindreårig udlænding vil blive sendt til udlandet

til forhold, der bringer den mindreårige udlændings sundhed eller udvikling i alvorlig fare, eller for

at indgå ægteskab eller religiøs vielse uden borgerlig gyldighed eller andet ægteskabslignende

forhold, vil kunne begrunde en afgørelse om at nægte udstedelse af særlig rejselegitimation til den

mindreårige udlænding og den heraf følgende indskrænkning i den mindreårige udlændings

bevægelsesfrihed, idet det er forældremyndighedshaveren, der bestemmer over den mindreårige

udlændings opholdssted og som led heri har råderet over rejselegitimationen.

Det bemærkes i den forbindelse, at der i den foreslåede ordning om nægtelse af udstedelse og

inddragelse af særlig rejselegitimation til udlændinge er fastsat en varighedsbegrænsning på 1 år for

en sådan afgørelse med mulighed for forlængelse, indtil den mindreårige udlænding fylder 18 år og

selv får mulighed for at råde over sin rejselegitimation.

Den foreslåede ordning indeholder desuden mulighed for under særlige omstændigheder og efter en

konkret vurdering at udstede rejselegitimation med henblik på specifikke rejser, hvis tungtvejende

hensyn til f.eks. den mindreårige udlændings ret til familieliv eller uddannelse taler herfor, eller

hvis der ikke er en konkret risiko for, at den mindreårige udlænding vil blive sendt til udlandet til

forhold, der bringer den pågældendes sundhed eller udvikling i alvorlig fare, eller for at indgå

ægteskab eller religiøs vielse uden borgerlig gyldighed eller andet ægteskabslignende forhold.

Den foreslåede ordning er således i det hele begrundet i hensynet til den mindreårige udlændings

tarv og går efter Udlændinge- og Integrationsministeriets opfattelse ikke videre end nødvendigt for

at opnå det tilsigtede formål.

Det er på baggrund af ovenstående Udlændinge- og Integrationsministeriets opfattelse, at den

foreslåede ordning om nægtelse af udstedelse og inddragelse af særlig rejselegitimation til

udlændinge er i overensstemmelse med Danmarks internationale forpligtelser.

4. Ligestillingsmæssige konsekvenser

[under udarbejdelse]

5. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige

[under udarbejdelse]

Side

52/90

6. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

[under udarbejdelse]

7. Administrative konsekvenser for borgerne

[under udarbejdelse]

8. Miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.

9. Forholdet til EU-retten

9.1. Skærpelse af udvisningsreglerne

For udlændinge, som er omfattet af EU-reglerne, vil udvisning skulle ske i overensstemmelse med

de principper, der efter EU-reglerne gælder for begrænsning af retten til fri bevægelighed, jf.

udlændingelovens § 26 b.

9.2. Skærpelse af indvandringsprøven

Kravet om en bestået indvandringsprøve finder

–

som i dag

–

ikke anvendelse i forhold til

udlændinge omfattet af EU-retten, herunder associeringsaftalekomplekset mellem EU og Tyrkiet.

Associeringsaftalekomplekset omfatter den aftale, som Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og

Tyrkiet indgik den 12. september 1963 for at styrke de økonomiske og handelsmæssige forbindelser

mellem EU og Tyrkiet, herunder gradvist at gennemføre arbejdskraftens frie bevægelighed, samt

senere tillægsretsakter dertil, herunder tillægsprotokol af 23. november 1970, som trådte i kraft i

forhold til Danmark den 1. januar 1973, hvor Danmark blev medlem af EF, og Associeringsrådets

afgørelse nr. 1/80 af 19. september 1980, som blev vedtaget inden for rammerne af

associeringsaftalen og trådte i kraft den 1. december 1980.

9.3. Nægtelse af udstedelse og inddragelse af pas til danske statsborgere og særlig

rejselegitimation til udlændinge

Det følger af artikel 21, stk. 1, i Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde (TEUF), at

enhver unionsborger har ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område med de

begrænsninger og på de betingelser, der er fastsat i traktaterne og i gennemførelsesbestemmelserne

hertil.

Side

53/90

Bestemmelsen er for så vidt angår retten til udrejse fra en medlemsstat nærmere udmøntet i artikel 4

i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38/EF om unionsborgeres og deres

familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område mv.

(opholdsdirektivet), hvoraf det følger, at uden at dette berører de bestemmelser for rejsedokumenter,

der gælder ved national grænsekontrol, har alle unionsborgere, der er i besiddelse af et gyldigt

identitetskort eller pas, ret til at forlade en medlemsstats område for at rejse til en anden

medlemsstat.

Unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til indrejse i en medlemsstat er nærmere udmøntet

i opholdsdirektivets artikel 5, mens retten til ophold i en anden medlemsstat er reguleret i direktivets

kapitel III og IV. Det følger heraf, at unionsborgere og deres familiemedlemmer har ret til at

indrejse og tage ophold i andre medlemsstater i indtil tre måneder.

Under nærmere betingelser har unionsborgere og deres familiemedlemmer ret til at opholde sig i

andre medlemsstater i mere end tre måneder. Medlemsstaterne kan begrænse den frie bevægelighed

og ophold for en unionsborger eller et familiemedlem uanset nationalitet af hensyn til den offentlige

orden, sikkerhed eller sundhed, jf. opholdsdirektivets artikel 27, stk. 1.

Efter opholdsdirektivets artikel 27, stk. 2, skal foranstaltninger truffet af hensyn til den offentlige

orden eller sikkerhed være i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet og kan udelukkende

begrundes i vedkommendes personlige adfærd.

Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering, at en forældremyndighedshavers adfærd i

denne sammenhæng kan begrunde en indskrænkning i en mindreåriges bevægelsesfrihed, idet det er

forældremyndighedshaveren, der bestemmer over den mindreåriges opholdssted og som led heri har

råderet over den mindreåriges pas eller rejselegitimation.

En afgørelse om at nægte at udstede pas eller at inddrage et allerede udstedt pas til et mindreårigt

dansk barn (lovforslagets § 2, nr. 3) eller om at nægte at udstede særlig rejselegitimation til en

mindreårig udlænding (lovforslagets § 3, nr. 8) udgør et indgreb i retten til fri bevægelighed for

mindreårige danske statsborgere og for mindreårige tredjelandsstatsborgere med lovligt ophold i

Danmark som familiemedlem til en unionsborger, som ønsker at udrejse til en anden medlemsstat,

og kan derfor ske i overensstemmelse med bl.a. betingelserne i opholdsdirektivets artikel 27, stk. 2.

Hertil kommer, at ordningen

er begrundet i hensynet til barnets tarv, jf. artikel 24 i EU’s Charter om

grundlæggende rettigheder. Ifølge forklaringerne hertil bygger denne bestemmelse på FN’s

konvention om barnets rettigheder af 20. november 1989 (FN’s børnekonvention).

FN’s børnekonvention

indeholder en regulering af børns rettigheder på alle samfundsområder. Det

grundlæggende hensyn til barnets tarv fastslås i artikel 3, stk. 1, i FN’s børnekonvention, hvorefter

barnets tarv i alle foranstaltninger vedrørende børn, hvad enten disse udøves af offentlige eller

private institutioner for social velfærd, domstole, forvaltningsmyndigheder eller lovgivende

organer, skal komme i første række.

Side

54/90

De i pkt. 2.5.2 og anførte hensyn bag den foreslåede ordning om nægtelse af udstedelse eller

inddragelse af pas til mindreårige danske børn og de tilsvarende i pkt. 2.6.2. anførte hensyn bag den

foreslåede ordning om nægtelse af udstedelse eller inddragelse af særlig rejselegitimation til

mindreårige udlændinge er efter Udlændinge- og Integrationsministeriets opfattelse derfor

begrundet. Det er endvidere Udlændinge- og Integrationsministeriets opfattelse, at den foreslåede

ordning ikke går videre end nødvendigt for at varetage disse hensyn. Det bemærkes i den

forbindelse at vurderingen af, hvorvidt der i den enkelte sag foreligger tilstrækkelige oplysninger til

at antage, at den mindreårige skal giftes eller religiøst vies i udlandet, eller

–

for så vidt angår

mindreårige udlændinge

–

om der er tilstrækkelige oplysninger til at antage, at den pågældende vil

blive sendt til udlandet til forhold, der bringer den mindreårige udlændings sundhed eller udvikling

i alvorlig fare, vil bero på et konkret skøn i hvert enkelt tilfælde. Politiets skøn vil kunne efterprøves

af domstolene under en eventuel domstolsprøvelse, jf. pkt. 2.5.3.4.3. Udlændingestyrelsens skøn vil

kunne efterprøves af Udlændingenævnet eller Flygtningenævnet, der er uafhængige kollegiale

domstolslignende forvaltningsorganer, jf. pkt. 2.6.3.4.

Det bemærkes i øvrigt, at ordningen indeholder en række undtagelsesmuligheder. For så vidt angår

inddragelse af pas til danske statsborgere og inddragelse af særlig rejselegitimation til udlændinge

mv., giver den foreslåede ordning således mulighed for, at politiet henholdsvis Udlændingestyrelsen

under særlige omstændigheder kan udstede et provisorisk pas eller midlertidig særlig

rejselegitimation og give tilladelse til specifikke rejser, hvis tungtvejende hensyn til f.eks. den

mindreåriges ret til familieliv eller uddannelse taler herfor, jf. pkt. 2.5.3.3 og 2.6.3.3 ovenfor.

Politiets sagsbehandling i sager om pasinddragelse mv. og Udlændingestyrelsens sagsbehandling i

sager om nægtelse af udstedelse af særlig rejselegitimation vil være omfattet af de almindelige

forvaltningsretlige regler, herunder reglerne om partshøring, begrundelse og klagevejledning.

Politiets afgørelser vil kunne påklages administrativt og vil kunne kræves indbragt for domstolene,

jf. pkt. 2.5.3.4.1 og 2.5.3.4.3 ovenfor. Udlændingestyrelsens afgørelser vil kunne påklages til

Udlændingenævnet eller Flygtningenævnet, jf. pkt. 2.6.3.4.

Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets opfattelse, at de foreslåede ordninger herved lever

op til opholdsdirektivets krav i artikel 30 til meddelelsen af afgørelser, som begrænser den frie

bevægelighed, og til de proceduremæssige garantier i direktivets artikel 31. På den baggrund er det

samlet set Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering, at den foreslåede ordning er i

overensstemmelse med EU-retten.

10. Hørte myndigheder og organisationer m.v.:

Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 27. oktober til den 24. november 2020 været sendt i

høring hos følgende myndigheder og organisationer m.v.:

Side

55/90

Alle anerkendte trossamfund, Advokatrådet (Advokatsamfundet), Amnesty International, Barnets

Tarv Nu, Bedsteforældre for Asyl, Bryd Tavsheden, Børnerådet, Børnesagens Fællesråd, Børne- og

Kulturchefforeningen, Børns Vilkår, Centralorganisationernes Fællesudvalg CFU, Danes

Worldwide, Danmarks Biblioteksforening, Danmarks Lærerforening, Danmarks Rederiforening,

Danmarks Rejsebureau Forening, Danner, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Flygtningehjælp,

DFUNK

–

Dansk Flygtningehjælp Ungdom, Dansk Missionsråd, Dansk Kvindesamfund, Dansk

Socialrådgiverforening, Dansk Tyrkisk Islamisk Stiftelse, Danske Advokater, De Danske

Sprogcentre,

Den

Danske

Dommerforening,

Den

Danske

Helsinki-Komité

for

Menneskerettigheder, Den Katolske Kirke i Danmark, Det Kriminalpræventive Råd, DIGNITY

–

Dansk Institut Mod Tortur , Dokumentations- og Rådgivningscentret om Racediskrimination,

Dommerfuldmægtigforeningen, Domstolsstyrelsen, Etnisk Ung, Everyday Sexism Project

Danmark, Exitcirklen, Finansrådet, Folkehøjskolernes Forening i Danmark, Foreningen af Ledere

ved Danskuddannelser (FLD), Foreningen fundamentet, Foreningen af Offentlige Anklagere,

Foreningen af Udlændingeretsadvokater, Færøernes Landsstyre, Naalakkersuisut (Grønlands

Selvstyre),

HK/Danmark,

Indvandrermedicinsk

klinik,

Odense

Universitetshospital,

Indvandrerrådgivningen, Institut for Menneskerettigheder, Kirkernes Integrationstjeneste, KL,

Knud Vilby (på vegne af Fredsfonden), Kvinfo, Kvinderådet, Kvindernes Internationale Liga for

Fred og Frihed, Københavns Kommune (Etnisk Konsulentteam), Københavns Universitet (Det

Juridiske Fakultet), Landsforeningen Adoption & Samfund, Landsforeningen af Forsvarsadvokater,

Landsforeningen KRIM, Landsorganisation af kvindekrisecentre (LOKK), Mellemfolkeligt

Samvirke, Offerrådgivningen i Danmark, Plums Fond for fred, økologi og bæredygtighed (Tidl.

Fredsfonden), PRO-Vest, Præsidenten for Vestre Landsret, Præsidenten for Østre Landsret, RED

Rådgivning, Red Barnet, Reden Stop Kvindehandel, Refugees Welcome, Retspolitisk Forening,

Rigsadvokaten, Rigspolitiet, Røde Kors , Rådet for Etniske Minoriteter, samtlige byretter, SOS

Racisme, Søstre mod vold og kontrol, Udlændingenævnet, United Nations Women, VIVE, Work-

live-stay southern denmark, Ældresagen, Ægteskab uden grænser, Aarhus Erhverv / International

Community, Aalborg Universitet (Juridisk Institut), Aarhus Universitet (Juridisk Institut), 3F og 3F

Privat Service, Hotel og Restauration

11. Sammenfattende skema

Positive

konsekvenser/mindreudgifter

(hvis ja, angiv omfang/Hvis

nej, anfør »Ingen«)

Økonomiske konsekvenser for [under udarbejdelse]

stat, kommuner og regioner

Implementeringskonsekvenser [under udarbejdelse]

for stat, kommuner og

regioner

Økonomiske konsekvenser for [under udarbejdelse]

Negative

konsekvenser/merudgifter

(hvis

ja,

angiv

omfang/Hvis nej, anfør

»Ingen«)

[under udarbejdelse]

Side

56/90

erhvervslivet

Administrative konsekvenser [under udarbejdelse]

for erhvervslivet

Administrative konsekvenser [under udarbejdelse]

for borgerne

Miljømæssige konsekvenser

Ingen

Forholdet til EU-retten

[under udarbejdelse]

Ingen

For udlændinge, som er omfattet af EU-reglerne, vil

udvisning skulle ske i overensstemmelse med de

principper, der efter EU-reglerne gælder for begrænsning

af retten til fri bevægelighed, jf. udlændingelovens § 26

b, jf. pkt. 9.1 ovenfor.

Kravet om en bestået indvandringsprøve finder ikke

anvendelse i forhold til udlændinge omfattet af EU-

retten, herunder associeringsaftalekomplekset mellem

EU og Tyrkiet, jf. pkt. 9.2 ovenfor.

For mindreårige, som er omfattet af EU-reglerne, vil en

afgørelse om nægtelse af udstedelse eller inddragelse af

pas eller særlig rejselegitimation skulle ske i

overensstemmelse

med

bl.a.

betingelserne

opholdsdirektivets artikel 27, stk. 2, jf. pkt. 9.3 ovenfor.

NEJ

EU-

Går videre end

minimumskrav

regulering

Side

57/90

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

Det fremgår af straffelovens § 94, stk. 4, at for overtrædelse af § 245 a, § 246, jf. § 245 a, § 260, stk.

2, og § 262 a, stk. 2, over for en person under 18 år eller af § 232 over for et barn under 15 år regnes

forældelsesfristen tidligst fra den dag, den forurettede fylder 21 år. Det samme gælder overtrædelse

af §§ 244, 245 og 246 i form af svangerskabsafbrydelse, fosterreduktion eller sterilisation uden

samtykke over for en person under 18 år. For overtrædelse af § 243, § 244, stk. 2, § 245 og § 246,

jf. § 245, over for en person under 18 år regnes forældelsesfristen tidligst fra den dag, den

forurettede fylder 21 år, når gerningsmanden på gerningstidspunktet tilhørte eller var nært knyttet til

den forurettedes husstand. Hvis gerningsmanden ved vold, ulovlig tvang efter § 260 eller på anden

måde ved en strafbar handling har tvunget forurettede til at undlade at anmelde lovovertrædelsen til

politiet, regnes forældelsesfristen dog tidligst fra det tidspunkt, hvor tvangen er ophørt.

Det foreslås at udvide opregningen af bestemmelser i straffelovens

§ 94, stk. 4,

til ligeledes at

omfatte den foreslåede § 260 a.

Den foreslåede ændring vil betyde, at forældelsesfristen for overtrædelse af den foreslåede

bestemmelse i straffelovens § 260 a tidligst regnes fra den dag, den forurettede fylder 21 år. Hvis

gerningsmanden ved vold, ulovlig tvang efter § 260 eller på anden måde ved en strafbar handling

har tvunget forurettede til at undlade at anmelde lovovertrædelsen til politiet, regnes

forældelsesfristen dog tidligst fra det tidspunkt, hvor tvangen er ophørt. Der er ikke i øvrigt tilsigtet

nogen ændringer i bestemmelsens anvendelsesområde.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 2

Det fremgår af straffelovens § 136, stk. 3, at den, der som led i religiøs oplæring udtrykkeligt

billiger handlinger, som er omfattet af denne lovs §§ 114-114 j, 208, 210, 216, 222, 223 og 225, jf.

§§ 216, 222 og 223, §§ 237, 244-246, 260 og 261, straffes med bøde eller fængsel indtil 3 år.

Det foreslås, at der i straffelovens

§ 136, stk. 3,

indsættes en henvisning til straffelovens § 243 og

den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 260 a. Den foreslåede udvidelse af bestemmelsens

anvendelsesområde vil indebære, at den, der som led i religiøs oplæring udtrykkeligt billiger

handlinger, som er omfattet af straffelovens § 243 og den foreslåede bestemmelse i straffelovens §

260 a, vil kunne straffes med bøde eller fængsel indtil 3 år.

Side

58/90

Den foreslåede ændring skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 3 og 5. Det foreslås med

lovforslagets § 1, nr. 3, at præcisere lovteksten og bemærkningerne til straffelovens § 243 om

psykisk vold i forhold til negativ social kontrol, herunder gennem ægteskabs- og/eller

skilsmissekontrakter. Endvidere foreslås det med lovforslagets § 1, nr. 5, at der indsættes en ny

bestemmelse i straffeloven som § 260 a om forbud mod at forestå en religiøs vielse uden borgerlig

gyldighed eller indgåelsen af et andet ægteskabslignende forhold med en person under 18 år, at lade

sit barn indgå en religiøs vielse uden borgerlig gyldighed eller et andet ægteskabslignende forhold

eller, efter at være fyldt 18 år, frivilligt at indgå en religiøs vielse uden borgerlig gyldighed eller et

andet ægteskabslignende forhold med en person under 18 år.

Der er ikke med lovforslaget i øvrigt tilsigtet nogen ændringer af retstilstanden, herunder

bestemmelsens strafbetingelser og strafniveau.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 3

Det fremgår af straffelovens § 243, at den, som tilhører eller er nært knyttet til en andens husstand

eller tidligere har haft en sådan tilknytning til husstanden, og som gentagne gange over en periode

udsætter den anden for groft nedværdigende, forulempende eller krænkende adfærd, der er egnet til

utilbørligt at styre den anden, straffes for psykisk vold med bøde eller fængsel indtil 3 år.

Det foreslås, at der i straffelovens

§ 243

indsættes en henvisning til negativ social kontrol som

eksempel på psykisk vold omfattet af bestemmelsens anvendelsesområde. Der er alene tale om en

sproglig præcisering af lovteksten, der har til formål at signalere, at negativ social kontrol må anses

som kerneområdet for beskyttelsen.

Den sproglige præcisering af lovteksten har samtidig til formål at give mulighed for i

bemærkningerne at præcisere bestemmelsens anvendelsesområde for så vidt angår den omfattede

adfærd.

Med ændringen præciseres det således, at ægteskabs- og/eller skilsmissekontrakter, der i kraft af

deres indhold fastholder en person i et ægteskab eller en lignende samlivssituation med henvisning

til forestillinger om ærbarhed og/eller familiens generelle status , eller som på anden vis har til

formål at lægge pres på en person til at træffe eller undlade at træffe bestemte livsbeslutninger

vedrørende f.eks. skilsmisse eller valg af (kommende) ægtefælle, partner, bopæl eller uddannelse, er

udtryk for negativ social kontrol, der

–

afhængig af de nærmere omstændigheder

–

kan udgøre

psykisk vold. Der vil i den forbindelse navnlig kunne lægges vægt på kontraktens indhold og de

omstændigheder, hvorunder den er indgået. Ligeledes vil der f.eks. kunne lægges vægt på, om

kontrakten faciliterer en magtposition for gerningsmanden i forhold til forurettede, om forurettede

gennem kontrakten får frataget fornemmelsen af at bestemme over sig selv og sit eget liv, og om

kontrakten påvirker forurettede til at gøre eller tåle noget, som ikke er udtryk for forurettedes frie

Side

59/90

vilje, uanset at kontrakten ikke er juridisk bindende. Det bemærkes, at indgåelsen af en ægteskabs-

og/eller skilsmissekontrakt ikke i sig selv vil være tilstrækkeligt til at udgøre psykisk vold. Det

afgørende vil være, at en sådan kontrakt faktisk og på en utilbørlig måde styrer den anden person

ved f.eks. at fastholde personen i et forhold mod dennes vilje eller ved at formå personen til at

træffe eller undlade at træffe en af de ovenfor nævnte livsbeslutninger.

Derimod vil udfærdigelsen og indgåelsen af en sådan kontrakt, hvis den efter sit indhold har til

formål at styre en anden person, men hvor den (endnu) ikke har haft denne effekt, efter

omstændighederne kunne straffes som forsøg på psykisk vold i medfør af straffelovens § 21. Det vil

f.eks. kunne være tilfældet, hvis kontrakten lige er blevet lavet, og der derfor endnu ikke er tale om

et handlemønster af en vis varighed.

Straffelovens § 243 omfatter i kraft af den almindelige medvirkensregel i straffelovens § 23 den, der

ved tilskyndelse, råd eller dåd har medvirket til udøvelse af psykisk vold omfattet af bestemmelsen.

Som eksempel herpå kan bl.a. nævnes religiøse forkyndere og andre personer, der må anses for at

have en særlig autoritet i forhold til forurettede og dennes nærmeste, og som ved hjælp af f.eks.

udarbejdelsen af en ægteskabs- og/eller skilsmissekontrakt medvirker til, at gerningsmanden over

for forurettede udøver negativ social kontrol på en af de førnævnte måder. Det bemærkes i den

forbindelse, at den pågældende skal have haft forsæt til at medvirke til den psykiske vold.

Det bemærkes desuden, at strafbar medvirken forudsætter en vis forbindelse mellem den konkrete

handling og den psykiske vold, idet det dog ikke kræves, at den pågældende handling har været

afgørende for udøvelsen af den psykiske vold.

Efter medvirkensordningen i straffelovens § 23 vil enhver, der i bestemmelsens forstand deltager i

en forbrydelse ved tilskyndelse, råd eller dåd pådrage sig samme strafansvar som gerningsmanden.

Efter straffelovens § 23, stk. 1, 2. pkt., tages der imidlertid hensyn til den enkeltes indsats, herunder

graden af medvirken, som led i strafudmålingen. Dette indebærer, at straffen for religiøse

forkyndere mv., der medvirker til udøvelse af psykisk vold omfattet af straffelovens § 243, efter en

konkret vurdering vil kunne nedsættes i forhold til gerningsmandens straf, hvis førnævnte alene har

ydet en mindre væsentlig bistand.

Der er ikke med lovforslaget tilsigtet nogen ændringer af retstilstanden, herunder bestemmelsens

strafbetingelser og strafniveau.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 4

Det fremgår af straffelovens § 260, stk. 2, at den, der tvinger nogen til at indgå ægteskab eller til en

religiøs vielse uden borgelig gyldighed, kan straffes med bøde eller fængsel i indtil 4 år.

Side

60/90

Med den foreslåede ændring af straffelovens

§ 260, stk. 2,

udvides bestemmelsens

anvendelsesområde til også at omfatte andet ægteskabslignende forhold og til at omfatte

tvangsmæssig fastholdelse i et sådant ægteskab eller forhold omfattet af bestemmelsen.