UUI, Alm.del - 2020-21 - Bilag 17: Lovudkast - Orientering om høring over udkast til lov om ændring af udlændingeloven (Mulighed for at pålægge en udlænding, der skal udrejse af landet, at lade sig undersøge for en sygdom omfattet af epidemiloven), fra udlændinge- og integrationsministeren

Udlændinge- og Integrationsudvalget 2020-21
UUI Alm.del Bilag 17
Offentligt

Forslag

til

Lov om ændring af udlændingeloven

(Mulighed for at pålægge en udlænding, der skal udrejse af landet, at lade sig undersøge for en syg-

dom omfattet af epidemiloven)

§1

I udlændingeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1022 af 2. oktober 2019 som ændret senest ved lov nr.

1003 af 27. juni 2020, foretages følgende ændringer:

§ 37 a

indsættes som

stk. 8-10:

»Stk. 8.

Hjemrejsestyrelsen kan, hvis det er nødvendigt med henblik på at sikre en udlændings

udrejse, pålægge en udlænding, der efter reglerne i kapitlerne 1 og 3-5 a ikke har ret til at opholde

sig her i landet, at lade sig undersøge for en sygdom omfattet af epidemiloven. En udlænding, der

ikke efterkommer Hjemrejsestyrelsens pålæg efter 1. pkt., kan om nødvendigt ved politiets bistand

og under anvendelse af den fornødne magt i overensstemmelse med lov om politiets virksomhed

fremstilles for en sundhedsperson, jf. sundhedslovens § 6, til undersøgelse for en sygdom omfattet

af epidemiloven.

Stk. 9.

Sundhedsmyndighederne, sundhedspersoner, sundhedsvæsenet og Hjemrejsestyrelsen kan

i forbindelse med en undersøgelse omfattet af stk. 8, uden udlændingens samtykke behandle per-

sonoplysninger, herunder helbredsoplysninger, i det omfang behandlingen er nødvendig for udlæn-

dingens udrejse.

Stk. 10.

Hjemrejsestyrelsen kan uden udlændingens samtykke videregive oplysninger omfattet af

stk. 8 og 9, til andre lande og private aktører i det omfang, videregivelsen er nødvendig for udlæn-

dingens udrejse.«

§2

Loven træder i kraft ved bekendtgørelse i Lovtidende.

§3

Stk. 1.

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Stk. 2.

Lovens § 1 kan ved kongelig anordning sættes helt eller delvis i kraft for Færøerne og

Grønland med de ændringer, som de færøske henholdsvis grønlandske forhold tilsiger.

UUI, Alm.del - 2020-21 - Bilag 17: Lovudkast - Orientering om høring over udkast til lov om ændring af udlændingeloven (Mulighed for at pålægge en udlænding, der skal udrejse af landet, at lade sig undersøge for en sygdom omfattet af epidemiloven), fra udlændinge- og integrationsministeren

Indholdsfortegnelse

Lovforslagets baggrund og formål ............................................................................................ 3

Lovforslagets indhold ................................................................................................................. 4

2.1. Undersøgelse for en sygdom omfattet af epidemiloven i forbindelse med en udlændings

udrejse .............................................................................................................................................. 4

2.1.1. Gældende ret .................................................................................................................. 4

2.1.2. Ministeriets overvejelser ................................................................................................ 7

2.1.3. Den foreslåede ordning .................................................................................................. 8

2.2. Behandling af personoplysninger, herunder helbredsoplysninger, uden udlændingens

samtykke ........................................................................................................................................ 10

2.2.1. Gældende ret ................................................................................................................ 10

2.2.2. Ministeriets overvejelser .............................................................................................. 13

2.2.3. Den foreslåede ordning ................................................................................................ 15

3. Forholdet til Danmarks internationale forpligtelser ............................................................. 16

4. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige ................ 17

4.1. Økonomiske konsekvenser ..................................................................................................... 17

4.2. Implementeringsmæssige konsekvenser ................................................................................. 18

5. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v. .................................. 18

6. Administrative konsekvenser for borgerne ............................................................................ 18

7. Miljømæssige konsekvenser ..................................................................................................... 18

8. Forholdet til EU-retten ............................................................................................................. 18

8.1. Udsendelsesdirektivet ............................................................................................................. 18

8.2. Dublinforordningen ................................................................................................................. 19

9. Hørte myndigheder og organisationer m.v. ............................................................................ 19

10. Sammenfattende skema ............................................................................................................ 20

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Lovforslagets baggrund og formål

Coronavirussygdom 2019 (covid-19)-pandemien har vist sig at have vidtrækkende konsekvenser for

verdenssamfundet, og bekæmpelsen af covid-19 er en altoverskyggende national og international

prioritet.

Pandemien har vist sig også at have en betydning for arbejdet med at udsende udlændinge, som ikke

har lovligt ophold her i landet.

Flere lande har indført krav, der indebærer, at danske myndigheder skal dokumentere, at en udlæn-

ding ikke er smittet med covid-19, når udlændingen skal udrejse af Danmark. Sådanne krav er også

indført af visse flyselskaber og andre aktører, der udfører transportopgaven, bl.a. som en afledt ef-

fekt af destinations- eller transitlandets krav, når udlændingen skal transporteres ud af landet.

Det er ikke efter gældende ret muligt generelt at pålægge udlændinge, der skal udrejse, at lade sig

undersøge for f.eks. covid-19. En sådan undersøgelse kan kun foretages, hvis udlændingen samtyk-

ker hertil, eller hvis betingelserne i epidemiloven er opfyldt.

Det betyder, at en udlænding i dag vil kunne modsætte sig en undersøgelse for covid-19 og dermed

i praksis umuliggøre udrejsen af Danmark, uanset at denne i øvrigt ville kunne gennemføres som en

tvangsmæssig udsendelse. Dertil kommer, at der er risiko for, at Danmark i medfør af Dublinfor-

ordningen kan overtage ansvaret for at behandle ansøgninger om asyl fra udlændinge, hvor en an-

den medlemsstat ellers har accepteret at overtage asylansøgeren, hvis det ikke er muligt at overføre

den pågældende asylansøger til det ansvarlige land efter Dublinforordningen inden for forordnin-

gens frister.

Det er efter regeringens opfattelse uacceptabelt, at en udlænding kan forhindre en udsendelse af

landet ved at modsætte sig undersøgelse for covid-19. Disse udlændinge har ikke ret til at opholde

sig her i landet og skal derfor forlade landet hurtigst muligt.

Regeringen foreslår derfor, at der indsættes en bestemmelse i udlændingeloven, der gør det muligt

at pålægge en udlænding at lade sig undersøge for en sygdom omfattet af epidemiloven, f.eks. co-

vid-19, og at en sådan undersøgelse om nødvendigt kan gennemføres tvangsmæssigt med politiets

bistand, hvis det er nødvendigt for udlændingens udrejse.

Lovforslagets indhold

2.1. Undersøgelse for en sygdom omfattet af epidemiloven i forbindelse med en udlændings

udrejse

2.1.1. Gældende ret

2.1.1.1. Udlændingeloven

2.1.1.1.1. Udlændinges pligt til at medvirke til sin udrejse

Det følger af udlændingelovens § 40, stk. 6, 1. pkt., at såfremt politiet (nu Hjemrejsestyrelsen) dra-

ger omsorg for en udlændings udrejse, skal udlændingen meddele de nødvendige oplysninger hertil

og medvirke til tilvejebringelse af nødvendig rejselegitimation og visum og til udrejsen i øvrigt.

Bestemmelsen fastlægger, at en udlænding, der ikke er udrejst efter udløbet af en fastsat udrejse-

frist, og som skal udrejse ved Hjemrejsestyrelsens foranstaltning, har pligt til at meddele de oplys-

ninger, der er nødvendige for, at udrejsen kan finde sted, og i øvrigt at medvirke til udrejsen.

Det betyder, at udlændingen har pligt til at medvirke til at fastlægge sin identitet, at medvirke til at

fremskaffe rejselegitimation, f.eks. ved at udfylde og indgive ansøgning om rejselegitimation og

indrejsetilladelse til udenlandske repræsentationer og om fornødent at give personligt fremmøde på

en repræsentation.

Udlændingen har endvidere pligt til at samarbejde om planlægning og gennemførelse af udrejsen til

det land, som myndighederne har bestemt.

2.1.1.1.2. Legemsbesigtigelse og legemsundersøgelse af en udlænding forud for udsendelse

Udlændingelovens § 37 a indeholder hjemmel til, at politiet i visse situationer kan foretage legems-

besigtigelse og legemsundersøgelse af en udlænding.

Det fremgår af § 37 a, stk. 3, at politiet i forbindelse med en frihedsberøvelse efter § 36 kan foretage

besigtigelse og undersøgelse af udlændingens legeme og tøj med henblik på at fratage udlændingen

genstande, som kan benyttes til vold eller undvigelse, eller som i øvrigt kan medføre fare for ud-

lændingen eller andre.

Det fremgår af § 37 a, stk. 7, at legemsundersøgelse af en udlænding, hvis frihedsberøvelse er op-

retholdt af retten i medfør af § 37, jf. § 36, kun må foretages, hvis der foreligger en konkret og nær-

liggende fare, eller hvis der er bestemte grunde til at antage, at udlændingen uretmæssigt er i besid-

delse af genstande. Politiet kan dog umiddelbart før gennemførelsen af en udsendelse foretage le-

gemsundersøgelse af en udlænding, selv om der ikke foreligger en konkret og nærliggende fare eller

der ikke er bestemte grunde til at antage, at udlændingen uretmæssigt er i besiddelse af genstande,

hvis den pågældende er frihedsberøvet med henblik på udsendelse efter § 36, stk. 1, 1-5. pkt.

En legemsundersøgelse omfatter en nærmere undersøgelse af legemet, herunder af dets hulrum,

udtagelse af spyt- eller blodprøver eller andre tilsvarende prøver eller lignende.

Det følger af ovenstående, at politiet har adgang til at foretage legemsbesigtigelser og legemsunder-

søgelser af udlændinge for at sikre, at udlændingen ikke er i besiddelse af genstande, der kan være

til fare for udlændingen selv eller andre, og at udlændingen ikke forud for udrejsen kan have skjult

eller indtaget sådanne genstande.

2.1.1.2. Epidemiloven

Det følger af § 1, stk. 1, i lov om foranstaltninger mod smitsomme og andre overførbare sygdomme,

jf. lovbekendtgørelse nr. 1444 af 1. oktober 2020 (epidemiloven), at med henblik på at hindre, at de

i lovens § 2 nævnte smitsomme og andre overførbare sygdomme udbredes her i landet, og at smitte

fra disse sygdomme føres ind i landet eller herfra til andre lande, kan sundheds- og ældreministeren

iværksætte de foranstaltninger, der er nævnt i eller fastsat i medfør af reglerne i lovens kapitel 3 og

Det følger af epidemilovens § 2, stk. 1, at loven omfatter de alment farlige sygdomme og de øvrige

smitsomme og andre overførbare sygdomme, der er optaget på liste A og B som bilag til loven.

De alment farlige sygdomme fremgår af liste A til loven og omfatter bl.a. kopper, SARS og pest.

Liste B omfatter øvrige smitsomme og andre overførbare sygdomme, herunder kolera, tuberkulose,

salmonellainfektioner og miltbrand.

Efter § 2, stk. 2, kan sundheds- og ældreministeren efter indstilling fra Sundhedsstyrelsen foretage

ændringer i de i stk. 1 nævnte lister samt opstille nye lister.

Ved bekendtgørelse nr. 157 af 27. februar 2020 om ændring af liste B til lov om foranstaltninger

mod smitsomme sygdomme og andre overførbare sygdomme blev Coronavirussygdom 2019 (co-

vid-19) optaget på liste B med virkning fra den 29. februar 2020.

Sondringen mellem alment farlige sygdomme og øvrige smitsomme sygdomme har betydning for,

hvilke af lovens foranstaltninger, der kan bringes i anvendelse. Således vil en række foranstaltnin-

ger, herunder påbud om undersøgelse for en sygdom, i almindelighed kun kunne finde anvendelse

over for de alment farlige sygdomme, jf. dog § 10.

Efter epidemilovens § 10 kan sundheds- og ældreministeren efter rådgivning fra Sundhedsstyrelsen

bestemme, at de foranstaltninger, der alene kan iværksættes mod alment farlige sygdomme, jf. lo-

vens §§ 5-9 og 12 a-12 f, også kan iværksættes over for øvrige smitsomme og andre overførbare

sygdomme, når disse optræder på en ondartet måde eller med stor udbredelse, eller når andre for-

hold indebærer en særlig stor risiko for smittespredning.

Bestemmelsen er senest anvendt i forbindelse med håndteringen af covid-19. Efter rådgivning fra

Sundhedsstyrelsen bestemte sundheds- og ældreministeren den 17. marts 2020, at epidemilovens §§

5-7 og §§ 12 a-12 f også omfatter covid-19, jf. bekendtgørelse nr. 213 af 17. marts 2020 om udvi-

delse af §§ 5-7 og §§ 12 a-12 f i lov om foranstaltninger mod smitsomme og andre overførbare syg-

domme til at omfatte covid-19.

Efter epidemilovens § 5, stk. 1, kan sundheds- og ældreministeren påbyde enhver, der lider af en

alment farlig sygdom, eller som formodes at kunne være smittet med en sådan, at lade sig undersø-

ge af en sundhedsperson, at lade sig indlægge på et sygehus eller i anden egnet facilitet eller at lade

sig isolere i en egnet facilitet.

Efter bestemmelsens § 5, stk. 3, kan sundheds- og ældreministeren efter forhandling med justitsmi-

nisteren fastsætte regler om politiets bistand ved anvendelsen af beføjelserne i stk. 1 og 2, herunder

om politiets bistand ved gennemførelse af påbud om bl.a. undersøgelse, indlæggelse eller isolation

og tvangsmæssig behandling.

Bestemmelsen er senest udmøntet ved bekendtgørelse nr. 368 af 4. april 2020 om undersøgelse,

indlæggelse eller isolation og tvangsmæssig behandling i medfør af lov om foranstaltninger mod

smitsomme og andre overførbare sygdomme i forbindelse med håndtering af covid-19. Det følger af

bekendtgørelsens § 1, at Styrelsen for Patientsikkerhed bemyndiges til at varetage beføjelserne i

epidemilovens § 5, stk. 1 og 2, herunder til at udstede påbud om tvangsundersøgelse, tvangsindlæg-

gelse og tvangsisolation.

Efter bekendtgørelsens § 2, stk. 1, kan Styrelsen for Patientsikkerhed påbyde enhver, der lider af en

alment farlig sygdom, eller som formodes at kunne være smittet med en sådan, at lade sig undersø-

ge af en sundhedsperson, jf. § 5, stk. 1, nr. 1, i epidemiloven. Styrelsen for Patientsikkerhed kan på

tilsvarende vis påbyde enhver, der lider af covid-19, eller som formodes at kunne være smittet med

covid-19, at lade sig undersøge. Efterkommes påbuddet ikke, kan den pågældende om nødvendigt

ved politiets hjælp og under anvendelse af den fornødne magt i overensstemmelse med lov om poli-

tiets virksomhed fremstilles for en sundhedsperson til undersøgelse, jf. § 2, stk. 2.

Det følger af bekendtgørelsens § 2, stk. 3, at der ved sundhedspersoner forstås personer, der er auto-

riserede i henhold til særlig lovgivning til at varetage sundhedsfaglige opgaver, og personer, der

handler på disses ansvar, jf. § 6, stk. 1, i sundhedsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 903 af 26. august

2019.

2.1.2. Ministeriets overvejelser

Udlændinge, der ikke har ret til at opholde sig her i landet og derfor skal udrejse, har pligt til at

medvirke til sin udrejse, jf. udlændingelovens § 40, stk. 6, 1. pkt.

Det er ministeriets opfattelse, at pligten til at medvirke til sin udrejse efter udlændingelovens § 40,

stk. 6, 1. pkt., ikke omfatter en pligt for udlændingen til at fremskaffe dokumentation for, at udlæn-

dingen ikke er smittet med en sygdom. Endvidere er det ministeriets opfattelse, at pligten til at

medvirke til sin udrejse ikke i dag giver mulighed for at pålægge en udlænding at lade sig undersø-

ge for en sygdom. Ministeriet lægger i den forbindelse vægt på, at det ikke fremgår af forarbejderne

til bestemmelsen, at forpligtelsen til at medvirke til sin udrejse også omfatter en pligt til at lade sig

undersøge af en sundhedsperson med henblik på at tilvejebringe sundhedsfaglig dokumentation til

brug for udrejsen. Derudover lægger ministeriet vægt på, at en pligt til at lade sig undersøge kan

have en sådan indgribende karakter, at det må antages at kræve en klar hjemmel at pålægge en ud-

lænding en sådan pligt.

Der er således efter ministeriets opfattelse et behov for, at Hjemrejsestyrelsen kan pålægge en ud-

lænding at lade sig undersøge for en sygdom med henblik på at tilvejebringe den nødvendige sund-

hedsfaglige dokumentation til brug for udrejsen.

I de situationer, hvor det vil være relevant at pålægge en udlænding at lade sig undersøge, vil der

som udgangspunkt være tale om, at udsendelsen er nærtforestående. Derudover kan der i de tilfæl-

de, hvor f.eks. et modtager- eller transitland eller flyselskab som betingelse for indrejse stiller krav

om fremlæggelse af sundhedsfaglig dokumentation, samtidig være krav om, at den sundhedsfaglige

undersøgelse er foretaget inden for en nærmere bestemt tidsramme kort før afrejsen. Den sundheds-

faglige undersøgelse vil derfor typisk skulle finde sted i dagene op til udrejsen og vil indgå som et

af de sidste led i udrejseforløbet. Der kan imidlertid undtagelsesvis opstå situationer, hvor kravet

om den sundhedsfaglige dokumentation stilles tidligere i udrejsesagsbehandlingen.

Politiet kan foretage legemsundersøgelser i medfør af udlændingelovens § 37 a. Det er imidlertid

ministeriets vurdering, at politiets adgang til at foretage legemsundersøgelser efter udlændingeloven

er begrænset til undersøgelser, der har til formål at undersøge udlændingen for fysiske genstande,

herunder våben, medicin eller lignende, som kan benyttes til vold eller undvigelse, eller som i øvrigt

kan indebære en fare for udlændingen eller andre. Ministeriet vurderer således, at bestemmelsen

ikke kan finde anvendelse i en situation, hvor en udlænding skal fremstilles for en sundhedsperson

med henblik på undersøgelse for en sygdom i forbindelse med udrejsen.

Det er endvidere ministeriets vurdering, at epidemilovens bestemmelser, der giver mulighed for at

udstede påbud til personer, der lider af eller antages at være smittede med en alment farlig sygdom

eller en anden smitsom eller overførbar sygdom, f.eks. covid-19, ikke kan bringes i anvendelse ale-

ne med det formål at sikre, at en udlænding kan udrejse af Danmark. Der er i den forbindelse lagt

vægt på, at den gældende epidemilov, herunder epidemilovens muligheder for at udstede påbud til

personer om at lade sig undersøge, har et sundhedsfagligt formål om at begrænse smitsomme og

andre overførbare sygdommes udbredelse her i landet. Der er endvidere lagt vægt på, at det efter

den gældende epidemilov er en betingelse for at udstede påbud til personer om at lade sig undersø-

ge, at den pågældende lider af eller formodes at være smittet af sygdommen. Det er ministeriets

vurdering, at denne betingelse i størstedelen af tilfældene, hvor en udlænding skal udrejse af Dan-

mark, ikke vil være opfyldt, idet disse udlændinge ikke nødvendigvis forinden udrejsen vil være

syge eller udvise symptomer, der kan danne grundlag for en formodning for, at de lider af en sådan

sygdom.

Der er således efter Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering ikke hjemmel til at pålægge

og om nødvendigt gennemtvinge en undersøgelse af en person for en sygdom omfattet af epidemi-

loven, herunder covid-19, alene fordi der er tale om en udlænding, der skal udrejse. En udlænding

vil således, ved ikke at give sit samtykke til undersøgelsen, i praksis kunne umuliggøre udrejsen,

uanset at denne i øvrigt vil kunne gennemføres som en tvangsmæssig udsendelse.

2.1.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at der indsættes en bestemmelse i udlændingeloven, hvorefter Hjemrejsestyrelsen kan

pålægge en udlænding at lade sig undersøge for en sygdom omfattet af epidemiloven, hvis det er

nødvendigt for at sikre udlændingens udrejse. Det foreslås endvidere, at der indsættes en bestem-

melse om, at en udlænding, der ikke efterkommer Hjemrejsestyrelsens pålæg om undersøgelse om

nødvendigt ved politiets bistand og under anvendelse af den fornødne magt i overensstemmelse

med lov om politiets virksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 1270 af 29. november 2019 (politilo-

ven), kan fremstilles for en sundhedsperson til undersøgelse for en sygdom omfattet af epidemilo-

ven.

Der vil efter bestemmelsen kunne foretages undersøgelser for sygdomme, som er omfattet af epi-

demiloven, og som efter epidemiloven kan danne grundlag for påbud om undersøgelse. Det er efter

ministeriets opfattelse nødvendigt, at myndighederne sikres de fornødne handlemuligheder i forbin-

delse med den globale covid-19-pandemi, men også ved fremtidige udbrud af nye ukendte syg-

domme og epidemier. På den baggrund er den foreslåede ordning ikke begrænset til undersøgelse

for covid-19.

Den sundhedsfaglige undersøgelse vil kunne omfatte kliniske test mv. af udlændingen, herunder

blodprøvetagning, podning og legemsbesigtigelse foretaget af en sundhedsperson.

Ved en sundhedsperson forstås personer, der er autoriserede i henhold til særlig lovgivning til at

varetage sundhedsfaglige opgaver, og personer, der handler på disses ansvar, jf. § 6 i sundhedslo-

ven. Det vil f.eks. omfatte læger, sygeplejersker eller personer, der handler på disses ansvar, f.eks.

social- og sundhedshjælpere og sygehjælpere.

Hjemrejsestyrelsen vil kunne pålægge en udlænding at lade sig undersøge for en sygdom omfattet

af epidemiloven, hvis undersøgelsen er nødvendig for udlændingens udrejse, og udlændingen ikke

frivilligt vil lade sig undersøge.

Hjemrejsestyrelsen vil skulle vurdere, om der er forhold, der taler afgørende imod at pålægge ud-

lændingen at lade sig undersøge. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis udlændingen er særligt sårbar på

grund af traumer, ung alder eller lignende.

Udlændingen vil kunne fremstilles for en sundhedsperson ved politiets bistand, hvis udlændingen

ikke efterkommer Hjemrejsestyrelsens pålæg om undersøgelse, og undersøgelsen anses for nødven-

dig for at gennemføre udrejsen.

Det vil være Hjemrejsestyrelsen, der foretager vurderingen af, hvornår det er nødvendigt at pålægge

en udlænding at lade sig undersøge for en sygdom. Det vil endvidere være Hjemrejsestyrelsen, der

foretager vurderingen af, hvornår det er nødvendigt at anmode politiet om bistand til at fremstille en

udlænding for en sundhedsperson. Der lægges op til, at opgaven placeres hos Hjemrejsestyrelsen og

ikke hos sundhedsmyndighederne, da der ikke er tale om en sundhedsfaglig vurdering, men der-

imod en vurdering af, hvilke sagsskridt der er nødvendige for at gennemføre udrejsen.

Hjemrejsestyrelsen vil skulle vejlede udlændingen om konsekvenserne ved ikke at efterkomme

Hjemrejsestyrelsens pålæg, herunder at udlændingen om nødvendigt kan fremstilles for en sund-

hedsperson ved politiets bistand og under eventuel anvendelse af magt.

Det foreslås, at politiet under anvendelse af den fornødne magt i overensstemmelse med lov om

politiets virksomhed (politiloven) vil skulle yde bistand til at sikre, at undersøgelsen gennemføres i

de tilfælde, hvor udlændingen ikke efterkommer Hjemrejsestyrelsens pålæg om undersøgelse.

Anvendelse af magt vil alene kunne finde sted, når det er nødvendigt for at sikre, at udlændingen

kan fremstilles for en sundhedsperson med henblik på at blive undersøgt for en sygdom omfattet af

epidemiloven. Det er i den forbindelse en forudsætning, at undersøgelsen er nødvendig for udlæn-

dingens udrejse. Herudover skal tiltaget også være så skånsomt og kortvarigt som muligt.

Den praktiske udmøntning af ordningen vil skulle ske i samarbejde mellem Hjemrejsestyrelsen og

regionsrådet eller en privat sundhedsfaglig aktør.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 1 og bemærkningerne hertil.

2.2. Behandling af personoplysninger, herunder helbredsoplysninger, uden udlændingens

samtykke

2.2.1. Gældende ret

Behandling af personoplysninger er omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr.

2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af per-

sonoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF

(generel forordning om databeskyttelse), herefter databeskyttelsesforordningen, og lov nr. 502 af

23. maj 2018 om supplerende bestemmelser til forordningen om beskyttelse af fysiske personer i

forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger (da-

tabeskyttelsesloven).

Det følger af databeskyttelseslovens § 6, stk. 1, at behandlingen af almindelige personoplysninger

alene må finde sted, hvis mindst en af betingelserne i databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1,

litra a-f, er opfyldt. Efter databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra e, er behandling bl.a.

tilladelig, hvis behandlingen er nødvendig af hensyn til udførelse af en opgave i samfundets interes-

se eller som henhører under offentlig myndighedsudøvelse, som den dataansvarlige har fået pålagt.

Efter databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra c, er behandling lovlig, hvis behandling er

nødvendig for at overholde en retlig forpligtelse, som påhviler den dataansvarlige. Behandlings-

hjemlerne i databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra c og e, kan anvendes som direkte

behandlingshjemler, men der er efter forordningens artikel 6, stk. 2, mulighed for, at medlemssta-

terne kan fastsætte mere specifikke nationale krav til behandlingen og andre foranstaltninger for at

sikre lovlig og rimelig behandling.

Det følger af databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 3, at grundlaget for behandling i henhold

til stk. 1, litra c og e skal fremgå af EU-retten eller medlemsstaternes nationale ret. Formålet med

behandlingen skal være fastlagt i dette retsgrundlag eller for så vidt angår den behandling, der er

omhandlet i stk. 1, litra e, være nødvendig for udførelsen af en opgave i samfundets interesse eller

henhøre under offentlig myndighedsudøvelse, som den dataansvarlige har fået pålagt. Dette rets-

grundlag kan indeholde specifikke bestemmelser med henblik på at tilpasse anvendelsen af be-

stemmelserne i denne forordning, bl.a. de generelle betingelser for lovlighed af den dataansvarliges

behandling, hvilke typer oplysninger der skal behandles, berørte registrerede, hvilke

enheder personoplysninger må videregives til, og formålet hermed, formålsbegrænsninger, opbeva-

ringsperioder og behandlingsaktiviteter samt behandlingsprocedurer, herunder foranstaltninger til

sikring af lovlig og rimelig behandling såsom i andre specifikke databehandlingssituationer som

omhandlet i kapitel IX. EU-retten eller medlemsstaternes nationale ret skal opfylde et formål i sam-

fundets interesse og stå i rimeligt forhold til det legitime mål, der forfølges.

Det følger af databeskyttelsesforordningens artikel 9, stk. 1, at behandling af særlige kategorier af

personoplysninger, herunder helbredsoplysninger, som udgangspunkt er forbudt. Efter bestemmel-

serne i artikel 9, stk. 2, kan der gøres undtagelse til forbuddet i stk. 1. Det kan f.eks. ske, hvis be-

handling er nødvendig, for at retskrav kan fastlægges, gøres gældende eller forsvares, eller når

domstole handler i deres egenskab af domstol, jf. § 9, stk. 2, litra f, eller hvis behandlingen er nød-

vendig af hensyn til væsentlige samfundsinteresser på grundlag af EU-retten eller medlemsstaternes

nationale ret og står i rimeligt forhold til det mål, der forfølges, respekterer det væsentligste indhold

af retten til databeskyttelse og sikrer passende og specifikke foranstaltninger til beskyttelse af den

registreredes grundlæggende rettigheder og interesser, jf. databeskyttelsesforordningens artikel 9,

stk. 2, litra g. Reglen i databeskyttelsesforordningens artikel 9, stk. 2, litra g, er i dansk ret blevet

aktiveret i databeskyttelseslovens § 7, stk. 4, hvoraf det fremgår, at forbuddet mod behandling af

følsomme personoplysninger omfattet af databeskyttelsesforordningens artikel 9, stk. 1, ikke gæl-

der, hvis behandling af oplysninger er nødvendig af hensyn til væsentlige samfundsinteresser.

Behandling af personoplysninger vil endvidere skulle ske med iagttagelse af kravene i bl.a. databe-

skyttelsesforordningens artikel 5. Det følger af artikel 5, stk. 1, litra a, at personoplysninger skal

behandles lovligt, rimeligt og på en gennemsigtig måde i forhold til den registrerede (lovlighed,

rimelighed og gennemsigtighed). Endvidere må personoplysninger i henhold til artikel 5, stk. 1, litra

b, alene indsamles til udtrykkeligt angivne og legitime formål og må ikke viderebehandles på en

måde, der er uforenelig med disse formål (formålsbegrænsning).

Det fremgår herudover af databeskyttelsesforordningens artikel 5, stk. 1, litra c, at personoplysnin-

ger skal være tilstrækkelige, relevante og begrænset til, hvad der er nødvendigt i forhold til de for-

mål, hvortil de behandles (dataminimering).

Databeskyttelsesforordningens kapitel V vedrører overførsler af personoplysninger til tredjelande

eller internationale organisationer.

Efter databeskyttelsesforordningens artikel 44 må enhver overførsel af personoplysninger, som un-

derkastes behandling eller planlægges behandlet efter overførsel til et tredjeland eller en internatio-

nal organisation, kun finde sted, hvis betingelserne i forordningen kapitel V - med forbehold af de

øvrige bestemmelser i forordningen

–

opfyldes af den dataansvarlige og databehandleren. Et tredje-

land er et land, som ikke er medlem af EU eller EØS. Der sondres mellem, om en overførsel sker til

såkaldte sikre tredjelande (artikel 45) eller usikre tredjelande (artiklerne 46, 47 og 49). Det bemær-

kes, at der efter bestemmelsen kun kan ske overførsel af personoplysninger til et tredjeland, såfremt

betingelserne i forordningens kapitel 2 (og databeskyttelsesloven) om de grundlæggende behand-

lingsprincipper og hjemmel er opfyldt.

Det følger af databeskyttelsesforordningens artikel 45, stk. 1, at overførsel af personoplysninger til

et tredjeland eller en international organisation kan finde sted, hvis Kommissionen har fastslået, at

tredjelandet, et område eller en eller flere specifikke sektorer i dette tredjeland har et tilstrækkeligt

beskyttelsesniveau. En sådan overførsel kræver ikke en specifik godkendelse. Det følger herudover

af databeskyttelsesforordningens artikel 45, stk. 3, at Kommissionen efter vurdering af beskyttel-

sesniveauets tilstrækkelighed ved hjælp af en gennemførelsesretsakt kan fastslå, at et tredjeland

sikrer et tilstrækkeligt beskyttelsesniveau i overensstemmelse med kriterierne i databeskyttelseslo-

vens artikel 45, stk. 2.

I databeskyttelsesforordningens artikel 46 fastsættes der regler for, hvornår en dataansvarlig eller en

databehandler

–

ved at give tilstrækkelige garantier

–

må overføre personoplysninger til et tredje-

land eller en international organisation, som Kommissionen (endnu) ikke i medfør af artikel 45, stk.

3, har fastslået sikrer et tilstrækkeligt beskyttelsesniveau.

Det følger af databeskyttelsesforordningens artikel 46, stk. 1, at den dataansvarlige eller databe-

handleren kun må overføre personoplysninger til et tredjeland eller en international organisation,

hvis vedkommende har givet de fornødne garantier, og på betingelse af, at rettigheder, som kan

håndhæves, og effektive retsmidler for registrerede er tilgængelige. Uanset om garantierne sikres

gennem databeskyttelsesforordningens artikel 46, stk. 2 eller 3, så er det et krav, at rettighederne

kan håndhæves, og at der er effektive retsmidler tilgængelige for de registrerede, jf. databeskyttel-

sesforordningens artikel 46, stk. 1.

Det følger af databeskyttelsesforordningens artikel 49, at i mangel af afgørelse om tilstrækkelighe-

den af beskyttelsesniveauet i henhold til artikel 45, stk. 3, eller fornødne garantier i henhold til arti-

kel 46, herunder bindende virksomhedsregler, må en overførsel eller flere overførsler af personop-

lysninger til et tredjeland eller en international organisation kun finde sted på en af de til artiklen

tilknyttede betingelser, herunder at overførslen er nødvendig af hensyn til vigtige samfundsinteres-

ser, jf., stk. 1, litra d.

Det følger af databeskyttelsesforordningens artikel 49, stk. 4, at de samfundsinteresser, der er om-

handlet i stk. 1, første afsnit, litra d, skal være anerkendt i EU-retten eller retten i den medlemsstat,

som den dataansvarlige er underlagt. Som eksempler på vigtige samfundsinteresser kan nævnes

international udveksling af oplysninger mellem konkurrencemyndigheder eller udveksling af hen-

syn til folkesundheden, herunder i tilfælde af kontaktsporing i forbindelse med smitsomme syg-

domme, jf. forordningens præambelbetragtning nr. 112.

Det følger videre af databeskyttelsesforordningens artikel 49, stk. 1, litra e, at en tredjelandsoverfør-

sel kan finde sted, hvis det er nødvendigt for, at et retskrav kan fastlægges, gøres gældende eller

forsvares. Den pågældende overførsel kan kun finde, når den er nødvendig for, at det pågældende

retskrav kan fastlægges, gøres gældende eller forsvares.

Det fremgår desuden af forordningens præambelbetragtning nr. 111, at en overførelse bør tillades

under visse omstændigheder, herunder når det er nødvendigt i forbindelse med at fastlægge et rets-

krav, herunder et administrativt retskrav, eller når vigtige samfundsinteresser i henhold til EU-retten

eller medlemsstaternes nationale ret kræver det.

2.2.2. Ministeriets overvejelser

Efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 37 a, stk. 8, kan Hjemrejsestyrelsen pålæg-

ge en udlænding at lade sig undersøge for en sygdom omfattet af epidemiloven, hvis det er nødven-

digt for at sikre udlændingens udrejse. Efterkommer udlændingen ikke Hjemrejsestyrelsens pålæg,

kan udlændingen om nødvendigt ved politiets bistand og eventuel anvendelse af magt fremstilles

for en sundhedsperson til undersøgelse for en sygdom omfattet af epidemiloven.

Det er i den forbindelse afgørende, at der kan ske den fornødne behandling af almindelige person-

oplysninger, herunder oplysninger som kan identificere udlændingen, og særlige kategorier af per-

sonoplysninger, som f.eks. helbredsoplysninger, uden udlændingens samtykke. Det sikres herved, at

der kan udstedes den relevante og tilstrækkelige sundhedsfaglige dokumentation, og at det er tyde-

ligt, at disse helbredsoplysninger kan videregives til Hjemrejsestyrelsen, andre lande og private ak-

tører, der varetager transportopgaven i forbindelse med udlændingens udrejse.

For så vidt angår behandling af almindelige personoplysninger er det Udlændinge- og Integrations-

ministeriets vurdering, at behandling er nødvendig af hensyn til udførelse af en opgave i samfundets

interesse og under offentlig myndighedsudøvelse, jf. artikel 6, stk. 1, litra e. Ministeriet bemærker i

den forbindelse, at Hjemrejsestyrelsens varetagelse af opgaven vedrørende udlændinges udrejse af

landet må anses for at være i samfundets interesse.

For så vidt angår behandling af særlige kategorier af personoplysninger, herunder helbredsoplys-

ninger, er det Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering, at behandling er nødvendig for, at

et retskrav kan fastlægges, gøres gældende eller forsvares, jf. artikel 9, stk. 1, litra f. Ministeriet

vurderer endvidere, at behandling er nødvendig af hensyn til væsentlige samfundsinteresser på

grundlag af EU-retten eller medlemsstaternes nationale ret, jf. databeskyttelsesforordningens artikel

9, stk. 2, litra g. Ministeriet lægger i den forbindelse vægt på, at det følger af udlændingeloven, at

udlændinge, der ikke har ret til at opholde sig her i landet, skal udrejse af landet, og at politiet (nu

Hjemrejsestyrelsen) drager omsorg for udrejsen, hvis ikke udlændingen udrejser frivilligt, jf. ud-

lændingelovens § 30, stk. 1 og 2. Ministeriet lægger endvidere vægt på, at det må anses for en væ-

sentlig samfundsinteresse at sikre overholdelse af udlændingelovgivningen, herunder sikre, at afgø-

relsen om, at udlændingen ikke har ret til lovligt ophold her i landet, effektueres.

Af artikel 9, stk. 2, litra g, følger endvidere, at behandlingen skal stå i rimeligt forhold til det mål,

der forfølges, respekterer det væsentligste indhold af retten til databeskyttelse, herunder lovlighed,

rimelighed og gennemsigtighed, formålsbegrænsning og dataminimering, og i øvrigt sikrer passen-

de foranstaltninger til beskyttelse af den registreredes grundlæggende rettigheder og interesser. Mi-

nisteriet bemærker i den forbindelse, at behandling af helbredsoplysninger i forbindelse med ud-

lændingens udrejse kan være afgørende i forhold til at sikre, at udlændinge, der ikke har ret til at

opholde sig her i landet, udrejser. Ministeriet bemærker endvidere, at hensynet til at hindre smitte-

spredning af sygdomme fra Danmark til andre lande må tillægges betydelig vægt.

Ministeriet forudsætter, at Hjemrejsestyrelsen generelt indretter sig på en måde, således at ordnin-

gen respekterer det væsentligste indhold af retten til databeskyttelse og i øvrigt sikrer den registre-

rede passende foranstaltninger til beskyttelse af sine grundlæggende rettigheder og interesser.

For så vidt angår overførsel af oplysninger til andre lande bemærker ministeriet, at der kan ske

overførsel af oplysninger til sikre og usikre tredjelande, jf. databeskyttelsesforordningens artikel 45,

46, 47 og 49. Det er i den forbindelse bl.a. en forudsætning, at betingelserne i forordningens kapitel

2 og databeskyttelsesloven om de grundlæggende behandlingsprincipper og hjemmel er opfyldt.

For sikre tredjelande gælder det efter databeskyttelsesforordningens artikel 45, stk. 1, at overførsel

af personoplysninger kan finde sted, hvis Kommissionen har fastslået, at tredjelandet, et område

eller en eller flere specifikke sektorer i dette tredjeland har et tilstrækkeligt beskyttelsesniveau. En

sådan overførsel kræver ikke en specifik godkendelse.

For usikre tredjelande gælder det efter databeskyttelsesforordningens artikel 46, stk. 1, at den data-

ansvarlige eller databehandleren kun må overføre personoplysninger til et tredjeland eller en inter-

national organisation, hvis vedkommende har givet de fornødne garantier, og på betingelse af, at

rettigheder, som kan håndhæves, og effektive retsmidler for registrerede er tilgængelige. Uanset om

garantierne sikres gennem databeskyttelsesforordningens artikel 46, stk. 2 eller 3, så er det et krav,

at rettighederne kan håndhæves, og at der er effektive retsmidler tilgængelige for de registrerede, jf.

databeskyttelsesforordningens artikel 46, stk. 1.

For usikre tredjelande gælder endvidere efter databeskyttelsesforordningens artikel 49, at i mangel

af afgørelse om tilstrækkeligheden af beskyttelsesniveauet i henhold til artikel 45, stk. 3, eller for-

nødne garantier i henhold til artikel 46, herunder bindende virksomhedsregler, må en overførsel

eller flere overførsler af personoplysninger til et tredjeland eller en international organisation kun

finde sted på en af de til artiklen tilknyttede betingelser.

Udlændinge- og Integrationsministeriet vurderer i den forbindelse, at den foreslåede overførsel af

personoplysninger til et tredjeland mv. er nødvendig af hensyn til vigtige samfundsinteresser, jf.

artikel 49, stk. 1, litra d, herunder af hensyn til international udveksling af oplysninger mellem kon-

kurrencemyndigheder og udveksling af hensyn til folkesundheden, herunder i tilfælde af kontakt-

sporing i forbindelse med smitsomme sygdomme, jf. forordningens præambelbetragtning nr. 112.

Ministeriet vurderer endvidere, at den foreslåede overførsel af personoplysninger er nødvendig for,

at et retskrav kan fastlægges, gøres gældende eller forsvares, herunder at det sikres, at udlændingen

udrejser af landet.

Det forudsættes generelt, at Hjemrejsestyrelsen efterlever betingelserne i databeskyttelsesforordnin-

gens kapitel 2 og databeskyttelsesloven om de grundlæggende behandlingsprincipper og hjemmel.

Det forudsættes endvidere, at Hjemrejsestyrelsen efterlever oplysningspligten i medfør af databe-

skyttelsesforordningens artikel 13 og 14 og databeskyttelseslovens § 22.

2.2.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at der indsættes en bestemmelse i udlændingeloven, hvorefter sundhedsmyndigheder-

ne, sundhedspersoner, sundhedsvæsenet og Hjemrejsestyrelsen i forbindelse med en undersøgelse

for en sygdom omfattet af epidemiloven uden udlændingens samtykke kan behandle personoplys-

ninger, herunder helbredsoplysninger, hvis behandlingen er nødvendig for udlændingens udrejse.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at der uden udlændingens samtykke kan ske videregivelse

af personoplysninger til sundhedsmyndighederne, sundhedspersoner og sundhedsvæsenet til brug

for identifikation af udlændingen samt udstedelse af relevant sundhedsfaglig dokumentation til ud-

rejsen.

Den foreslåede bestemmelse indebærer endvidere, at der fra sundhedsmyndighederne, sundhedsper-

soner og sundhedsvæsenet uden udlændingens samtykke kan ske videregivelse af helbredsoplys-

ninger, herunder resultatet af en sundhedsfaglig undersøgelse, til Hjemrejsestyrelsen.

Der vil ved en sundhedsperson skulle forstås personer, der er autoriserede i henhold til særlig lov-

givning til at varetage sundhedsfaglige opgaver, herunder læger og sygeplejersker, og personer, der

handler på disses ansvar, f.eks. social- og sundhedshjælpere og sygehjælpere, jf. § 6 i sundhedslo-

ven.

Det foreslås endvidere, at der indsættes en bestemmelse i udlændingeloven, hvorefter Hjemrejsesty-

relsen uden udlændingens samtykke kan videregive helbredsoplysninger til andre lande og private

aktører i det omfang, det er nødvendigt for udlændingens udrejse.

Bestemmelsen vil således skabe klar hjemmel til, at Hjemrejsestyrelsen uden udlændingens sam-

tykke i det omfang, det er nødvendigt for udlændingens udrejse, kan videregive dokumentation for

resultatet af den sundhedsfaglige undersøgelse til et andet land, herunder det modtagende land, et

transitland eller private aktører, herunder flyselskaber eller andre aktører, der udfører transportop-

gaver forbundet med udrejsen. Modtagende lande vil kunne være EU/EØS-lande og tredjelande,

herunder både sikre og usikre tredjelande.

Videregivelsen vil skulle ske på baggrund af en konkret anmodning fra det modtagende land, tran-

sitlandet eller den private aktør. Hjemrejsestyrelsen vil i hvert enkelt tilfælde skulle vurdere behovet

for videregivelsen af oplysningerne.

Hjemrejsestyrelsen vil bl.a. skulle sikre, at udlændingen oplyses om, at personoplysninger, herunder

helbredsoplysninger, kan behandles uden udlændingens samtykke. Hjemrejsestyrelsen skal endvide-

re sikre, at videregivelse alene sker, når det er nødvendigt for udlændingens udrejse, og at oplysnin-

gerne behandles med tilstrækkelig sikkerhed og alene opbevares, så længe det er nødvendigt for

udlændingens udrejse.

De foreslåede bestemmelser fastsætter nationale særregler med hjemmel i databeskyttelsesforord-

ningens artikel 6, stk. 1, litra e og artikel 9, stk. 2, litra g.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 1 og bemærkningerne hertil.

3. Forholdet til Danmarks internationale forpligtelser

Det fremgår af den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 37 a, stk. 8, at Hjemrejsestyrelsen

kan pålægge en udlænding at lade sig undersøge for en sygdom omfattet af epidemiloven, hvis det

er nødvendigt for at sikre udlændingens udrejse. Efterkommer udlændingen ikke Hjemrejsestyrel-

sens pålæg, kan udlændingen om nødvendigt ved politiets bistand og eventuel anvendelse af magt

kunne fremstilles for en sundhedsperson til undersøgelse for en sygdom omfattet af epidemiloven.

Et pålæg fra Hjemrejsestørrelsen om at lade sig undersøge for en sygdom vil navnlig kunne rejse

spørgsmål i forhold til EMRK artikel 8.

Efter artikel 8, stk. 1, i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK), har enhver ret til

respekt for bl.a. sit privatliv.

Den foreslåede bestemmelse, hvorefter en udlænding kan pålægges at lade sig undersøge for en

sygdom omfattet af epidemiloven, hvis det er nødvendigt for at sikre udlændingens udrejse, kan

medføre indgreb i den pågældende udlændings ret til respekt for privatlivet 8.

Det bemærkes i den forbindelse, at det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols

(Domstolen) praksis, at f.eks. et pålæg om udtagelse af en blodprøve udgør et indgreb i retten til

respekt for privatlivet, jf. bl.a.

Canonne mod Frankrig,

afgørelse af 2. juni 2015. Ligeledes følger

det, at lægelig behandling af en mindreårig, herunder eksempelvis udtagelse af en blodprøve, vil

udgøre et indgreb, der kræver samtykke fra forældremyndighedsindehaveren eller uopsættelighed,

jf. Domstolens dom af 23. marts 2010 i sagen

M. A. K. og R. K. mod Storbritannien,

pr. 75-80 samt

Jon F. Kjølbro, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention - for praktikere, 5. udgave (2020),

side 864.

Rettighederne omfattet af EMRK artikel 8 er imidlertid ikke absolutte, idet der kan gøres indgreb,

hvis det er foreskrevet ved lov og er nødvendigt i et demokratisk samfund (dvs. opfylder kravet om

proportionalitet) til varetagelse af nærmere bestemte anerkendelsesværdige formål, herunder den

offentlige tryghed, landets økonomiske velfærd og den offentlige sundhed, jf. EMRK artikel 8, stk.

Med den foreslåede ordning vil indgrebet blive foreskrevet ved lov, og den foreslåede bestemmelse

forfølger anerkendelsesværdige hensyn til den offentlige tryghed, landets økonomiske velfærd, im-

migrationskontrol og sikring af overholdelse af immigrationslovgivningen samt den offentlige

sundhed, herunder i forhold til at begrænse smittespredning til andre lande.

Det er endvidere vurderingen, at den foreslåede bestemmelse ikke går videre, end hvad der er nød-

vendigt, for at opnå formålet. Der er i den forbindelse bl.a. lagt vægt på, at pålæg alene kan gives,

hvis der er reel udsigt til, at udlændingen kan udrejse, og det efter en konkret vurdering er nødven-

digt for at sikre den fornødne sundhedsfaglige dokumentation med henblik på at gennemføre udrej-

sen. Dertil kommer, at pålæg alene kan gives, hvis udlændingen forinden pålægget har haft mulig-

hed for frivilligt at lade sig undersøge.

Endelig er der lagt vægt på, at det i alle tilfælde vil blive vurderet, om der er forhold, der taler afgø-

rende imod at pålægge udlændingen at lade sig undersøge. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis ud-

lændingen er særligt sårbar på grund af traumer, ung alder eller lignende.

Det er på den baggrund Udlændinge- og Integrationsministeriets opfattelse, at forslaget kan gen-

nemføres inden for rammerne af EMRK artikel 8.

4. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige

4.1. Økonomiske konsekvenser

[Under udarbejdelse]

4.2. Implementeringsmæssige konsekvenser

[Under udarbejdelse]

5. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

[Under udarbejdelse]

6. Administrative konsekvenser for borgerne

Lovforslaget indebærer, at udlændinge, der ikke har ret til at opholde sig her i landet, om nødven-

digt ved politiets bistand og under anvendelse af den fornødne magt vil kunne fremstilles for en

sundhedsperson med henblik på undersøgelse for en sygdom omfattet af epidemiloven, hvis det er

nødvendigt for at sikre udlændingens udrejse.

Lovforslaget vil således kunne medføre negative administrative konsekvenser for borgerne.

7. Miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.

Forholdet til EU-retten

8.1. Udsendelsesdirektivet

Europaparlamentets og Rådets direktiv 2008/115/EF af 16. december 2008 om fælles standarder og

procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold

(udsendelsesdirektivet) er omfattet af det danske forbehold om retlige og indre anliggender. Direk-

tivet er imidlertid en udbygning af Schengen-reglerne og finder på den baggrund anvendelse i

Danmark, jf. protokol nr. 22 om Danmarks stilling.

Direktivet fastsætter fælles standarder og procedurer om bl.a. afgørelser om tilbagesendelse, udrej-

sefrister, udsendelse, herunder tvangsforanstaltninger til gennemførsel af udsendelse, indrejsefor-

bud, frihedsberøvelse, mv.

Under forudsætning om, at Hjemrejsestyrelsens pålæg om undersøgelse samt et eventuelt tvangs-

indgreb efter den foreslåede ordning sker med den fornødne proportionalitet, forfølger et sagligt

formål mv., er det ministeriets vurdering, at udsendelsesdirektivet ikke er til hinder for den foreslå-

ede ordning, hvorefter en udlænding kan pålægges at lade sig undersøge for en sygdom omfattet af

epidemiloven og om nødvendigt fremstilles for en sundhedsperson ved politiets bistand med hen-

blik på en sådan undersøgelse, hvis det er nødvendigt for at sikre udlændingens udrejse.

8.2. Dublinforordningen

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 604/2013 af 26. juni 2013 om fastsættelse af

kriterier og procedurer til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en

ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger eller en statsløs i

en af medlemsstaterne (Dublin III-forordningen), er omfattet af det danske forbehold om retlige og

indre anliggender. Danmark er imidlertid tilknyttet Dublinforordningen på mellemstatsligt grundlag

via en parallelaftale.

Dublinforordningens formål er at sikre, at en asylansøgning, der indgives i EU, kun behandles af én

medlemsstat.

Dublinforordningen indeholder ikke særskilte regler vedrørende adgangen til at foranstalte test for

sygdomme forud for en overførsel eller tilbageførsel af en person til en anden medlemsstat. Det er

Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering, at forordningen ikke er til hinder for, at der na-

tionalt indføres en mulighed for at pålægge en udlænding at lade sig undersøge for en sygdom om-

fattet af epidemiloven samt om nødvendigt fremstille udlændingen for en sundhedsperson til under-

søgelse for en sådan sygdom, hvis det er nødvendigt for overførslen eller tilbageførslen af den på-

gældende, og at der med den fornødne proportionalitet vil kunne anvendes tvangsindgreb i den for-

bindelse.

Lovforslaget indeholder ikke øvrige EU-retlige aspekter.

9. Hørte myndigheder og organisationer m.v.

Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 27. oktober 2020 til den 3. november 2020 været sendt

i høring hos følgende myndigheder og organisationer mv.:

Advokatsamfundet, Amnesty International, Asylret, Bedsteforældre for Asyl, Centralorganisatio-

nernes Fællesudvalg CFU, Danes Worldwide, Danmarks Biblioteksforening, Danmarks Rederifor-

ening, Danmarks Rejsebureauforening, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Flygtningehjælp,

DFUNK - Dansk Flygtningehjælps Ungdom, Dansk Socialrådgiverforening, Danske Advokater,

Danske Regioner, Datatilsynet, Den Almindelige Danske Lægeforening, Den Danske Helsinki-

Komité for Menneskerettigheder, Den Katolske Kirke i Danmark, DIGNITY

–

Dansk Institut mod

Tortur, Dansk Sygeplejeråd, Dokumentations- og Rådgivningscenteret om Racediskrimination,

Dommerfuldmægtigforeningen, Finansrådet, Flygtningenævnet, FOA, Folkehøjskolernes forening i

Danmark, Foreningen af Udlændingeretsadvokater, Fredsfonden, Færøernes Landsstyre,

HK/Danmark, Indvandrermedicinsk Klinik, Odense Universitetshospital, Indvandrerrådgivningen,

Institut for Menneskerettigheder, International Organization for Migration (IOM), Kirkernes Inte-

grationstjeneste, Kommunernes Landsforening (KL), Kvindernes Internationale Liga for Fred og

Frihed (Kvindefrihedsligaen), Landsforeningen Adoption og Samfund, Landsforeningen af For-

svarsadvokater, Landsorganisation af kvindekrisecentre (LOKK), Mellemfolkeligt Samvirke,

Naalakkersuisut (Grønlands Selvstyre), Politiforbundet i Danmark, PRO-Vest, Præsidenten for Ve-

stre Landsret, Præsidenten for Østre Landsret, Red Barnet, Refugees Welcome, Retspolitisk For-

ening, Rigspolitiet, Røde Kors, Rådet for Etniske Minoriteter, SOS mod Racisme, Udlændingenæv-

net, UNHCR Regional Representation

for Northern Europe, United Nations Children’s Fund (UNI-

CEF), United Nations High Commissioner for Refugees, Work-live-stay southern Denmark, World

Health Organization (WHO), Ægteskab Uden Grænser, Ældresagen, Aarhus Erhverv / International

Community og 3F.

10. Sammenfattende skema

Positive

konsekven-

ser/mindreudgifter (hvis

ja, angiv omfang)

Økonomiske

konse- [Under udarbejdelse]

kvenser for stat, kom-

muner og regioner

Implementeringskon-

[Under udarbejdelse]

sekvenser for stat,

kommuner og regioner

Økonomiske

konse- [Under udarbejdelse]

kvenser for erhvervsli-

vet

Administrative konse- [Under udarbejdelse]

kvenser for erhvervsli-

vet

Administrative konse-

kvenser for borgerne

Miljømæssige konse-

kvenser

Forholdet til EU-retten

[Er i strid med de fem

principper for imple-

mentering af erhvervs-

rettet EU-regulering]

/[Går videre end mini-

mumskrav

EU-

regulering] (sæt X)

Negative

konsekven-

ser/merudgifter (hvis ja,

angiv omfang)

[Under udarbejdelse]

Nej

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

§1

Til nr. 1

Der er ikke efter gældende ret hjemmel til generelt at pålægge udlændinge, der skal udrejse af

Danmark, at lade sig undersøge for en sygdom omfattet af epidemiloven, herunder covid-19. Der er

endvidere ikke hjemmel til ved politiets bistand og under eventuel anvendelse af magt at fremstille

udlændinge, der skal udrejse, for en sundhedsperson.. En sådan undersøgelse kan således alene

gennemføres, hvis udlændingen samtykker hertil, eller hvis betingelserne i den gældende epidemi-

lov er opfyldt.

En udlænding kan således ved ikke at samtykke til en sundhedsfaglig undersøgelse i praksis umu-

liggøre udrejsen af Danmark, uanset at denne i øvrigt ville kunne gennemføres som en tvangsmæs-

sig udsendelse. Det er efter Udlændinge- og Integrationsministeriets opfattelse en uhensigtsmæssig

retstilstand, der kan hæmme udsendelsesarbejdet.

Det følger derfor af den foreslåede bestemmelse i

§ 37 a, stk. 8,

at Hjemrejsestyrelsen kan, hvis det

er nødvendigt med henblik på at sikre udlændingens udrejse, pålægge en udlænding, der efter reg-

lerne i kapitlerne 1 og 3-5 a ikke har ret til at opholde sig her i landet, at lade sig undersøge for en

sygdom omfattet af epidemiloven. Det følger endvidere, at en udlænding, der ikke efterkommer

Hjemrejsestyrelsens pålæg, om nødvendigt ved politiets bistand og under anvendelse af den fornød-

ne magt i overensstemmelse med politiloven kan fremstilles for en sundhedsperson, jf. sundhedslo-

vens § 6, til undersøgelse for en sygdom omfattet af epidemiloven.

Formålet med den foreslåede ændring er at gøre det muligt at pålægge og eventuelt gennemtvinge

en undersøgelse for en sygdom omfattet af epidemiloven, hvis det er nødvendigt for, at en udlæn-

ding, der ikke har ret til at opholde sig her i landet, udrejser af Danmark. Udlændinge, der skal ud-

rejse, vil således ikke længere ved ikke at samtykke til en sundhedsfaglig undersøgelse kunne umu-

liggøre sin udrejse.

Bestemmelsen vil skulle omfatte udlændinge, der efter kapitlerne 1 og 3-5 a i udlændingeloven ikke

har ret til ophold her i landet, og som skal udrejse ved Hjemrejsestyrelsens foranstaltning. Det dre-

jer sig således bl.a.

–

men ikke udelukkende

–

om udlændinge, der er meddelt endeligt afslag på en

ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, eller som har frafaldet en sådan ansøg-

ning, udlændinge, der er udvist ved dom som følge af et strafbart forhold, jf. udlændingelovens §§

22-24 eller 25 c, jf. § 49, udlændinge, der er udvist efter §§ 25 a-25 b, udlændinge, som er udvist

efter udlændingelovens § 25, og udlændinge, der skal overføres eller tilbageføres efter reglerne i

Dublinforordningen, jf. § 29 a.

Hjemrejsestyrelsen vil kunne pålægge en udlænding at lade sig undersøge for en sygdom omfattet

af epidemiloven, hvis undersøgelsen er nødvendig for at sikre udlændingens udrejse, og udlændin-

gen ikke frivilligt vil lade sig undersøge.

Det vil være en forudsætning for at fremstille udlændingen for en sundhedsperson ved politiets bi-

stand, at udlændingen ikke efterkommer Hjemrejsestyrelsens pålæg undersøgelse , og at undersø-

gelsen må anses for nødvendig for at sikre udrejsen.

Det vil således gælde, at der er tale om en undersøgelse for en sygdom, som er omfattet af epidemi-

loven, og som kan danne grundlag for påbud om undersøgelse for sygdommen. Aktuelt vil der såle-

des være tale om sygdomme, der er omfattet af bilag A til lov om foranstaltninger mod smitsomme

og andre overførbare sygdomme, samt covid-19, jf. bekendtgørelse nr. 213 af 17. marts 2020 om

udvidelse af §§ 5-7 og §§ 12 a-12 f i lov om foranstaltninger mod smitsomme og andre overførbare

sygdomme.

En undersøgelse vil kunne anses for nødvendig for udlændingens udrejse, hvis udrejsen konkret er

mulig, og det modtagende land, transitlandet eller det flyselskab eller anden aktør, der skal forestå

transporten af udlændingen til det modtagende land, stiller krav om dokumentation for, at den på-

gældende ikke er smittet med en sygdom omfattet af epidemiloven, herunder covid-19.

Det vil som udgangspunkt skulle gælde, at udrejsen er nært forestående, hvilket bl.a. indebærer, at

alle øvrige forudsætninger for udrejsen er til stede.

Dog kan det ikke udelukkes, at der vil kunne opstå situationer, hvor det modtagende land, transit-

landet eller det flyselskab eller en anden aktør, der skal forestå transporten af udlændingen, tidligere

i udsendelsessagsbehandlingen stiller krav om dokumentation for, at den pågældende ikke er smittet

med en sygdom omfattet af epidemiloven. I sådanne situationer vil Hjemrejsestyrelsen ligeledes

kunne pålægge udlændingen en sundhedsfaglig undersøgelse, ligesom der vil kunne iværksættes et

tvangsindgreb efter bestemmelsen.

Det vil ikke være en betingelse, at udlændingen skal udsendes ved tvang, da en udlænding kan øn-

ske frivilligt at udrejse, men ikke ønske at efterkomme Hjemrejsestyrelsens pålæg om at lade sig

undersøge.

Det vil være Hjemrejsestyrelsen, der vurderer, om der er grundlag for at pålægge udlændingen en

undersøgelse for en sygdom omfattet af epidemiloven, ligesom det vil være Hjemrejsestyrelsen, der

vurderer, om der er grundlag for at anmode politiet om bistand til at fremstille udlændingen for en

sundhedsperson. Hjemrejsestyrelsen vil i den forbindelse ligeledes skulle vurdere, om der er for-

hold, der taler afgørende imod at pålægge undersøgelsen eller iværksætte en tvangsmæssig under-

søgelse. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis udlændingen er særligt sårbar på grund af traumer, ung

alder eller lignende.

Hjemrejsestyrelsen vil forud for iværksættelse af et eventuelt tvangsindgreb skulle sikre, at det for

udlændingen står klart, at udlændingen er blevet pålagt at lade sig undersøge for en sygdom omfat-

tet af epidemiloven, fordi den sundhedsfaglige dokumentation er nødvendig for at gennemføre ud-

rejsen. Hjemrejsestyrelsen vil endvidere skulle sikre, at udlændingen gøres bekendt med konse-

kvenserne ved ikke frivilligt at efterkomme Hjemrejsestyrelsens pålæg om undersøgelse, herunder

at udlændingen om nødvendigt kan fremstilles for en sundhedsperson ved politiets bistand og under

anvendelse af magt.

Det forudsættes, at Hjemrejsestyrelsen i forbindelse med pålægget om undersøgelsen har opfordret

udlændingen til frivilligt at lade sig undersøge for sygdommen, og at udlændingen tydeligt ved ord

eller handling har tilkendegivet, at udlændingen ikke vil samtykke til undersøgelsen. Det vil f.eks.

være tilfældet, hvis udlændingen mundtligt tilkendegiver over for Hjemrejsestyrelsen, en sundheds-

person eller andre, at udlændingen ikke ønsker at lade sig undersøge, eller hvis udlændingen uden

lovligt forfald ikke møder op til en aftalt undersøgelse.

Vejledning om og opfordring til at lade sig undersøge skal ske på et sprog, som udlændingen for-

står, eller med rimelighed kan formodes at forstå.

Beslutningen om at pålægge en udlænding at lade sig undersøge for en sygdom omfattet af epidemi-

loven vil være en afgørelse i forvaltningsretlig forstand. Dette betyder, at forvaltningslovens krav

om f.eks. parthøring, begrundelse og klagevejledning vil skulle efterleves. Det bemærkes i den for-

bindelse, at der ikke i lyset af forvaltningsloven stilles direkte krav om, at partshøring skal foretages

på skriftligt grundlag. Hjemrejsestyrelsens pålæg om undersøgelse vil kunne påklages til Udlæn-

dinge- og Integrationsministeriet. Klagen vil blive tillagt opsættende virkning.

I de tilfælde, hvor politiets bistand til andre myndigheder forudsætter anvendelse af magt, vil det

være politiet, der skønner, om betingelserne for at anvende magt er til stede, herunder om magtan-

vendelsen i den konkrete situation er i overensstemmelse med de almindelige krav om nødvendig-

hed, proportionalitet og anvendelse af mindst indgribende middel. Politiet vil således

–

uanset om

politiet efter lovgivningen er forpligtet til at yde særmyndigheden bistand

–

efter en konkret vurde-

ring kunne afstå fra at imødekomme en anmodning om bistand, hvis bistanden forudsætter magtan-

vendelse, som der efter politiets skøn ikke er grundlag for. Det bemærkes endvidere, at politiets

bistand til andre myndigheder

–

som politiets øvrige opgaver

–

er underlagt politiets prioritering af

ressourcerne. Politiet vil derfor i givet fald kunne afslå en konkret anmodning om bistand til en an-

den myndighed ud fra hensynet til at kunne varetage mere presserende opgaver.

Politiet vil kunne anvende magtmidler for at sikre gennemførelsen af undersøgelsen. Politiets even-

tuelle anvendelse af magt i den forbindelse vil skulle ske i overensstemmelse med bestemmelserne i

politiloven.

I forbindelse med den bistand, som politiet vil være forpligtet til at yde efter den foreslåede be-

stemmelse, vil politiet om nødvendigt kunne anvende magt, jf. politilovens § 15, nr. 4.

Det vil være politiet, der skønner, om betingelserne for magtanvendelse er til stede. De generelle

betingelser for politiets magtanvendelse findes i politilovens § 16. Bestemmelsen gælder endvidere

for anvendelse af de magtmidler, der er udtrykkeligt reguleret af de særlige bestemmelser om sky-

devåben, stav, hund, gas og peberspray, jf. politilovens §§ 17-20 a.

Ifølge politilovens § 16, stk. 1, skal politiets magtanvendelse være nødvendig og forsvarlig, og

magtanvendelsen må alene ske med midler og i en udstrækning, der står i rimeligt forhold til den

interesse, der søges beskyttet. Desuden skal magt anvendes så skånsomt, som omstændighederne

tillader, og således at eventuelle skader begrænses til et minimum, jf. politilovens § 16, stk. 2.

Klager over politipersonales adfærd i tjenesten kan indgives til Den Uafhængige Politiklagemyn-

dighed.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.3. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås endvidere, at der indsættes en bestemmelse i udlændingelovens

§ 37 a, stk. 9,

hvorefter

sundhedsmyndighederne, sundhedspersoner, sundhedsvæsenet og Hjemrejsestyrelsen i forbindelse

med en undersøgelse omfattet af stk. 8, uden udlændingens samtykke kan behandle personoplysnin-

ger, herunder helbredsoplysninger, i det omfang behandlingen er nødvendig for udlændingens ud-

rejse.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at Hjemrejsestyrelsen til sundhedsmyndighederne, sund-

hedspersoner og sundhedsvæsenet vil kunne videregive oplysninger til brug for endelig identifikati-

on af udlændingen, herunder udlændingens personID, pasnummer eller andre relevante oplysninger,

der er nødvendige for at kunne udstede sundhedsfaglig dokumentation for, at udlændingen ikke er

smittet med en sygdom omfattet af epidemiloven, f.eks. covid-19.

Den foreslåede bestemmelse indebærer endvidere, at sundhedsmyndighederne, sundhedspersoner

og sundhedsvæsenet uden udlændingens samtykke vil kunne videregive helbredsoplysninger, her-

under resultatet af den sundhedsfaglige undersøgelse, jf. den foreslåede bestemmelse i § 37 a, stk. 8,

til Hjemrejsestyrelsen.

Der vil ved en sundhedsperson skulle forstås personer, der er autoriserede i henhold til særlig lov-

givning til at varetage sundhedsfaglige opgaver, og personer, der handler på disses ansvar, jf. § 6 i

sundhedsloven. Det vil f.eks. omfatte læger, sygeplejersker eller personer, der handler på disses

ansvar, f.eks. social- og sundhedshjælpere og sygehjælpere.

Det vil ikke være en forudsætning for behandlingen af personoplysningerne, at udlændingen ikke

har samtykket til at lade sig undersøge af en sundhedsperson. Sundhedsmyndighederne, sundheds-

personer og sundhedsvæsenet vil således kunne fremsende helbredsoplysninger til Hjemrejsestyrel-

sen, uanset om udlændingen frivilligt har ladet sig undersøge.

Det foreslås desuden, at der indsættes en bestemmelse i udlændingelovens

§ 37 a, stk. 10,

hvorefter

Hjemrejsestyrelsen uden udlændingens samtykke vil kunne videregive helbredsoplysninger til andre

lande, herunder modtagende lande og transitlande samt private aktører, herunder flyselskaber og

andre aktører, der varetager transportopgaven i forbindelse med udrejsen, i det omfang det er nød-

vendigt for udlændingens udrejse. Modtagende lande og transitlande vil kunne være EU/EØS-lande

og tredjelande, herunder sikre og usikre tredjelande.

Videregivelsen vil skulle ske på baggrund af en konkret anmodning fra det modtagende land, tran-

sitlandet eller den private aktør. Hjemrejsestyrelsen vil i hvert enkelt tilfælde skulle vurdere behovet

for videregivelsen af oplysningerne.

Hjemrejsestyrelsen vil således bl.a. skulle undersøge og vurdere i hvilket omfang det modtagende

land, transitlandet eller den private aktør stiller krav om at modtage helbredsoplysningerne som

forudsætning for at tilbagetage udlændingen eller forestå transporten af denne.

Det forudsættes, at Hjemrejsestyrelsen efterlever oplysningspligten i medfør af databeskyttelsesfor-

ordningens artikel 13 og 14 og databeskyttelseslovens § 22. Det indebærer bl.a., at udlændingen

gøres bekendt med, at der uden udlændingens samtykke kan ske behandling af personoplysninger,

herunder helbredsoplysninger, behandlingens formål og retsgrundlag, modtagere af personoplys-

ningerne, tidsrum for opbevaring mv.

Det forudsættes endvidere, at databeskyttelseslovgivningens krav om lovlighed, rimelighed, gen-

nemsigtighed, formålsbegrænsning og dataminimering i øvrigt efterleves.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.3. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til § 2

Bestemmelsen i § 2 fastsætter tidspunktet for lovens ikrafttræden. Det foreslås, at loven træder i

kraft ved bekendtgørelse i Lovtidende.

Til § 3

Bestemmelsen vedrører lovens territoriale gyldighed. Den foreslåede bestemmelse i § 3 indebærer,

at lovens § 1 om ændring af udlændingeloven ikke gælder for Færøerne og Grønland, men at loven

ved kongelig anordning helt eller delvist kan sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de æn-

dringer, som de færøske og grønlandske forhold tilsiger.