UUI, Alm.del - 2020-21 - Bilag 151: Lovudkast - Udkast til forslag om lov om ændring af udlændingeloven (Ændring af reglerne om udstedelse, nægtelse og inddragelse af særlig rejselegitimation til udlændinge og betaling for erstatningsopholdskort m.v.), fra udlændinge- og integrationsministeren

Udlændinge- og Integrationsudvalget 2020-21
UUI Alm.del Bilag 151
Offentligt

UDKAST

Forslag

til

Lov om ændring af udlændingeloven

(

Ændring af reglerne om udstedelse, nægtelse og inddragelse af

særlig rejselegitimation til udlændinge og betaling for

erstatningsopholdskort m.v.)

§1

I udlændingeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1513 af 22. oktober 2020, som

ændret bl.a. ved § 3 i lov nr. 415 af 13. marts 2021, § 25 i lov nr. 982 af 26.

maj 2021, og senest ved § 1 i lov nr. 1192 af 8. juni 2021, foretages følgende

ændringer:

§ 39, stk. 5-12,

ophæves.

Efter § 39 indsættes:

»§

39 a.

Udlændingestyrelsen kan udstede særlig rejselegitimation til

udlændinge, der ikke kan skaffe sig pas, eller som af andre grunde har behov

for et sådant dokument.

Stk. 2.

Der kan i særlige tilfælde udstedes laissez-passer til en udlænding til

brug for indrejse i, udrejse fra eller tilbagerejse til Danmark.

Stk. 3.

Udlændingestyrelsen kan, medmindre det vil være i strid med

Danmarks internationale forpligtelser, nægte at udstede særlig

rejselegitimation til en udlænding, der ikke kan skaffe sig pas, eller som af

andre grunde har behov for et sådant dokument, eller inddrage et sådant

dokument i følgende tilfælde:

1) Når der er rejst sigtelse mod udlændingen for et strafbart forhold,

som kan antages at medføre frihedsstraf, og der på grund af sagens

UUI, Alm.del - 2020-21 - Bilag 151: Lovudkast - Udkast til forslag om lov om ændring af udlændingeloven (Ændring af reglerne om udstedelse, nægtelse og inddragelse af særlig rejselegitimation til udlændinge og betaling for erstatningsopholdskort m.v.), fra udlændinge- og integrationsministeren

UDKAST

beskaffenhed eller udlændingens forhold er grund til at antage, at

den pågældende vil unddrage sig ansvaret ved udrejse af landet eller

forbliven i udlandet.

Når udlændingen er idømt frihedsstraf, som ikke er afsonet, eller er

pålagt bødestraf eller konfiskation, som ikke er erlagt, eller for

hvilken sikkerhed ikke foreligger, og der på grund af sagens

beskaffenhed eller udlændingens forhold er grund til at antage, at

den pågældende vil unddrage sig ansvaret ved udrejse af landet eller

forbliven i udlandet.

Når udlændingens udrejse ville stride imod bestemmelser i

lovgivningen, der har til formål at sikre en persons tilstedeværelse

her i landet, indtil den pågældende har opfyldt forpligtelser over for

det offentlige eller over for private, som påhviler den pågældende.

Når der er grund til at antage, at udlændingen har til hensigt i

udlandet at deltage i aktiviteter, hvor dette kan indebære eller forøge

en fare for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en

væsentlig trussel mod den offentlige orden.

Når udlændingen er mindreårig, og der er grund til at antage, at

udlændingen ellers vil blive sendt til udlandet til forhold, der bringer

den pågældendes sundhed eller udvikling i alvorlig fare, eller for at

indgå ægteskab eller for at indgå i en religiøs vielse uden borgerlig

gyldighed eller i et andet ægteskabslignende forhold.

Når udlændingen flere gange inden for de seneste år har fået udstedt

ny rejselegitimation i anledning af, at rejselegitimationen er

bortkommet.

Når Udlændingestyrelsen har mistanke om, at udlændingen i ulovlig

hensigt har forvansket eller fjernet dele af rejselegitimationen eller

deri indeholdte påtegninger eller har ladet andre personer forvanske

eller fjerne dele af rejselegitimationen eller deri indeholdte

påtegninger.

Når Udlændingestyrelsen har mistanke om, at udlændingen har

stillet eller forsøgt at stille sin rejselegitimation til rådighed for

tredjemand, eller at udlændingens rejselegitimation er blevet

benyttet til uberettiget indrejse her i landet eller i et andet EU- eller

Schengenland af en tredjemand.

Når udlændingen ved bevidst urigtige oplysninger eller svigagtig

fortielse over for Udlændingestyrelsen uretmæssigt skaffer sig en

rejselegitimation eller bevirker, at en for udlændingen udfærdiget

rejselegitimation ikke kommer til at indeholde den pågældendes

billede, rigtige navn, fødselsdato eller andre persondata.

UDKAST

10) Når det i øvrigt skønnes nødvendigt af hensyn til den nationale

sikkerhed, den offentlige orden eller statens omdømme.

Stk. 4.

Udlændingestyrelsen kan endvidere inddrage særlig rejselegitimation

udstedt til en udlænding, når grundlaget for udstedelsen er bortfaldet.

Stk. 5.

Udlændingestyrelsen skal fastsætte en frist for afgørelser truffet efter

stk. 3, nr. 1-3 og nr. 10, der ikke kan overstige 1 år. Fristen kan forlænges

med indtil 1 år ad gangen. Udlændingen vil i den periode, der er fastsat af

Udlændingestyrelsen, ikke kunne få udstedt ny rejselegitimation,

medmindre der foreligger særlige omstændigheder.

Stk. 6.

Udlændingestyrelsen skal fastsætte en frist for afgørelser truffet efter

stk. 3, nr. 4, der ikke kan overstige 3 år. Fristen kan forlænges med indtil 1

år ad gangen. Udlændingen vil i den periode, der er fastsat af

Udlændingestyrelsen, ikke kunne få udstedt ny rejselegitimation,

medmindre der foreligger særlige omstændigheder.

Stk. 7.

Udlændingestyrelsen skal fastsætte en frist for afgørelser truffet efter

stk. 3, nr. 5, der ikke kan overstige 1 år. Fristen kan forlænges med indtil 1

år ad gangen. Udlændingen vil i den periode, der er fastsat af

Udlændingestyrelsen, ikke kunne få udstedt ny rejselegitimation,

medmindre der foreligger særlige omstændigheder. Dog kan afgørelser

truffet efter stk. 3, nr. 5, kun gælde, indtil den mindreårige udlænding fylder

18 år.

Stk. 8.

Nægtes udstedelse af eller inddrages særlig rejselegitimation efter

stk. 3, nr. 6-9, vil udlændingen i en periode på 5 år ikke kunne få udstedt ny

rejselegitimation, medmindre der foreligger særlige omstændigheder.

Stk. 9.

Udlændingestyrelsen kan spærre en dansk udstedt særlig

rejselegitimation i Det Centrale Pasregister, i følgende tilfælde:

1) Når en udlænding er i besiddelse af både dansk udstedt særlig

rejselegitimation og nationalt udstedt pas eller særlig

rejselegitimation udstedt af et andet land og ikke deponerer enten

den dansk udstedte særlige rejselegitimation, det nationalt udstedte

pas eller den særlige rejselegitimation udstedt af et andet land hos

Udlændingestyrelsen.

2) Når der er truffet afgørelse efter stk. 3 eller 4 om inddragelse af

særlig rejselegitimation.

3) Når indehaveren af et fremmedpas står registreret som udrejst i Det

Centrale Personregister. Dette gælder dog ikke i forhold til

fremmedpas udstedt til statsløse i overensstemmelse med

konventionen af 28. september 1954 om statsløse personers

retsstilling.

Stk. 10.

Et barn under 15 år med selvstændigt pas eller selvstændig særlig

rejselegitimation kan af den eller dem, der har forældremyndigheden, efter

UDKAST

samme regler, som gælder om pas til danske statsborgere, kræves slettet i

andre personers særlige rejselegitimation. Den særlige rejselegitimation,

hvori et barn ønskes slettet, kan midlertidigt inddrages med henblik på

sletning. Udlændinge- og integrationsministeren kan fastsætte nærmere

regler om sletning af børn i andre personers særlige rejselegitimation,

herunder om indgivelse og behandling af anmodninger herom.

Stk. 11.

Udlændinge- og integrationsministeren kan fastsætte nærmere

regler om udstedelse af særlig rejselegitimation til udlændinge, herunder om

hvilke udlændinge der er omfattet af stk. 1, om indgivelse og behandling af

ansøgninger om særlig rejselegitimation, om gyldighedstid og

rejsebegrænsning og om deponering af rejselegitimation. Udlændinge- og

integrationsministeren kan endvidere fastsætte nærmere regler om nægtelse,

inddragelse og spærring i Det Centrale Pasregister af særlig

rejselegitimation til udlændinge.

Stk. 12.

Udlændinge- og integrationsministeren kan fastsætte nærmere

regler om udstedelse af laissez-passer, herunder om, hvilke udlændinge der

er omfattet af stk. 2, og om indgivelse og behandling af ansøgninger om

laissez-passer.«

§ 44, stk. 2,

ændres »§ 4 a og § 4 b« til: »§§ 4 a, 4 b og 4 c«.

§ 44

indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:

»Stk. 3.

Ved indgivelse af en ansøgning til Udlændingestyrelsen eller til

Styrelsen for International Rekruttering og Integration om udstedelse af

laissez-passer efter § 39 a, stk. 2, betales et gebyr på 300 kr. for ansøgere,

der er fyldt 18 år, og et gebyr på 150 kr. for ansøgere under 18 år, medmindre

Danmarks internationale forpligtelser eller EU-reglerne kan tilsige andet.«

Stk. 3 bliver herefter stk. 4.

§ 44, stk. 3,

som bliver stk. 4, affattes således:

»Stk.

For genudstedelse af et opholdskort, der er udstedt i forbindelse med

meddelelse af opholdstilladelse efter §§ 7-9 f, 9 i-9 n, 9 p eller 9 q, på grund

af kortets bortkomst eller ødelæggelse eller udlændingens ønske om

ændringer i kortets oplysninger, der kan henføres til den pågældendes egen

beslutning eller handlemåde, opkræves et gebyr på 1200 kr. Der opkræves

ikke gebyr for udstedelse af opholdskort som følge af ændring af

personnummer, udlændingenummer, personidentitet, opholdsgrundlag eller

navneændring i forbindelse med indgåelse af ægteskab eller skilsmisse.«

§ 44

indsættes som

stk. 5:

UDKAST

»Stk.

Gebyrerne efter stk. 3 og 4 pris- og lønreguleres en gang årligt den

1. januar med den af Finansministeriet fastsatte sats for det generelle pris-

og lønindeks. Det herefter fremkomne beløb afrundes til nærmeste

kronebeløb. Udlændinge- og integrationsministeren bekendtgør hvert år,

hvilken regulering der skal finde sted.«

§ 46, stk. 1,

ændres

»og 9«

til:

»og 10«.

§ 46

indsættes efter stk. 7 som nyt stykke:

»Stk. 8.

Afgørelser om laissez-passer efter § 39 a, stk. 2, kan foruden af

Udlændingestyrelsen, jf. stk. 1, træffes af Styrelsen for International

Rekruttering og Integration.«

Stk. 8-10 bliver herefter stk. 9-11.

§ 46 a, stk. 7, nr. 4,

ændres

»§

39, stk. 10 og 11« til:

»§ 39 a, stk. 9«.

10.

§ 53 a, stk. 2, 5. pkt.,

ændres

»nr. 1-6«

til:

»nr. 1-3 og 5-6«.

§2

Stk. 1.

Loven træder i kraft den 1. januar 2022.

Stk. 2.

§ 1, nr. 2, finder ikke anvendelse på ansøgninger om udstedelse af

særlig rejselegitimation til udlændinge, der er indgivet før lovens

ikrafttræden. For sådanne ansøgninger finder de hidtil gældende regler

anvendelse.

Stk. 3.

§ 1, nr. 3 og 4, finder ikke anvendelse på ansøgninger om

udstedelse af dansk rejselegitimation og for optagelse af digitale

fingeraftryk til brug for udstedelsen, eller for ansøgninger om udstedelse af

laissez-passer, der er indgivet før lovens ikrafttræden. For sådanne

ansøgninger finder de hidtil gældende regler anvendelse.

Stk. 4.

§ 1, nr. 5, finder ikke anvendelse på ansøgninger om genudstedelse

af opholdskort, der er indgivet før lovens ikrafttræden. For sådanne

ansøgninger finder de hidtil gældende regler anvendelse.

Stk. 5.

§ 1, nr. 10, finder ikke anvendelse på klager indbragt for

Flygtningenævnet før lovens ikrafttræden. For sådanne klager finder de

hidtil gældende regler anvendelse.

Stk. 6.

Regler udstedt i medfør af udlændingelovens § 39, stk. 12, jf.

lovbekendtgørelse nr. 1513 af 22. oktober 2020, forbliver i kraft, indtil de

ophæves eller afløses af forskrifter udstedt i medfør af udlændingelovens §

39 a, stk. 10, 3. pkt., og stk. 11.

UDKAST

§3

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men loven kan ved

kongelig anordning sættes helt eller delvis i kraft for Færøerne og Grønland

med de ændringer, som de henholdsvis færøske og grønlandske forhold

tilsiger.

UDKAST

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

1. Indledning

2. Lovforslagets hovedpunkter

2.1. Udstedelse, nægtelse og inddragelse af særlig rejselegitimation til

udlændinge

2.1.1. Gældende ret

2.1.1.1. Udstedelse af særlig rejselegitimation til udlændinge

2.1.1.2. Nægtelse af udstedelse af særlig rejselegitimation til

udlændinge

2.1.1.3. Inddragelse af særlig rejselegitimation til udlændinge

2.1.1.4. Spærring af dansk udstedt rejselegitimation i Det Centrale

Pasregister

2.1.1.5. Klageadgang

2.1.2. Udlændinge- og Integrationsministeriets overvejelser

2.1.3. Den foreslåede ordning

2.1.3.1. Udstedelse af særlig rejselegitimation

2.1.3.2. Nægtelse af udstedelse og inddragelse af særlig

rejselegitimation

2.1.3.3. Varighed af en afgørelse om nægtelse af udstedelse eller

inddragelse af særlig rejselegitimation

2.1.3.4. Spærring af særlig rejselegitimation

2.1.3.5. Sletning af et barn under 15 år i andre personers særlige

rejselegitimation

2.1.3.6. Bemyndigelse til fastsættelse af regler om udstedelse,

nægtelse og inddragelse mv. af særlige rejselegitimation

2.1.3.7. Opsættende virkning ved klage til Flygtningenævnet

2.2. Fordobling af gebyret for udstedelse af dansk særlig rejselegitimation

til udlændinge og for optagelse af digitale fingeraftryk til brug for

udstedelsen

2.2.1. Gældende ret

UDKAST

2.2.2. Udlændinge- og Integrationsministeriets overvejelser

2.2.3. Den foreslåede ordning

2.3. Laissez-passer

2.3.1. Gældende ret

2.3.1.1.Udlændingestyrelsens praksis

2.3.1.2. Styrelsen for International Rekruttering og Integrations

praksis

2.3.1.3. Klageadgang og gebyr i sager om laissez-passer

2.3.2. Udlændinge- og Integrationsministeriets overvejelser

2.3.3. Den foreslåede ordning

2.4. Ændring af reglerne

erstatningsopholdskort

2.4.1. Gældende ret

2.4.2. Udlændinge- og Integrationsministeriets overvejelser

2.4.3. Den foreslåede ordning

3. Forholdet til Danmarks internationale forpligtelser

3.1. Nægtelse af udstedelse og inddragelse af særlig rejselegitimation til

udlændinge

3.1.1. Konventionen af 28. juli 1951 om flygtninges retsstilling

(flygtningekonventionen) og Konventionen af 28. september 1954 om

statsløse personers retsstilling (statsløsekonventionen)

3.1.2. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention

3.1.3. FN's konvention om barnets rettigheder af 20. november 1989

(børnekonvention)

3.2. Fordobling af gebyret for særlig rejselegitimation

4. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det

offentlige

5. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet mv.

6. Administrative konsekvenser for borgerne

7. Klimamæssige konsekvenser

8. Miljø- og naturmæssige konsekvenser

9. Forholdet til EU-retten

10. Hørte myndigheder og organisationer mv.

11. Sammenfattende skema

betaling

for

udstedelse

UDKAST

1. Indledning

Særlig rejselegitimation til udlændinge (rejsedokument for flygtninge og

fremmedpas) udstedes i Danmark til udlændinge, der ikke selv kan skaffe

sig pas, eller som af andre grunde har behov for et sådant dokument.

Reglerne om særlig rejselegitimation til udlændinge findes i henholdsvis

udlændingeloven og udlændingebekendtgørelsen, herunder til dels som en

henvisning til reglerne i pasloven om pas til danske statsborgere, og reglerne

kan derfor være vanskelige for såvel borgere som myndigheder tydeligt at

gennemskue.

Med lovforslaget lægges der op til at tydeliggøre og samle disse regler i

udlændingeloven og samtidig ensarte udlændingelovens regler om nægtelse

af udstedelse af og inddragelse af særlig rejselegitimation til udlændinge

med paslovens regler herom for så vidt angår pas til danske statsborgere.

Rejsedokumenter for flygtninge og fremmedpas er

–

ligesom danske pas

–

teknisk avancerede og vanskelige at forfalske. I visse tilfælde får

udlændingemyndighederne og politiet alligevel mistanke om misbrug, f.eks.

at der sker udlån eller salg af identitets- eller rejselegitimation med henblik

på, at andre personer skal benytte dem, eller i form af at rejselegitimation er

blevet forvansket eller ødelagt på anden måde, f.eks. i den hensigt at skjule

indehaverens rejseaktiviteter.

Med lovforslaget lægges der derfor også op til at styrke kontrolindsatsen på

udlændingeområdet ved at skabe hjemmel til at nægte at udstede eller at

inddrage særlige rejselegitimation i flere tilfælde end i dag, hvor der er

mistanke om misbrug, eller hvor der konstateres misbrug af

rejselegitimationen.

Med lovforslaget lægges der desuden op til

–

som der i dag gælder for

udstedelse af danske pas

–

at indføre hjemmel til at fordoble gebyret for

udstedelse af særlig rejselegitimation til udlændinge, hvis en gyldig eller

udløbet dansk rejselegitimation tilhørende en udlænding ikke kan fremvises

ved ansøgning, eller hvis rejselegitimationen fremvises i ødelagt stand.

Endelig lægges der op til at regulere Udlændingestyrelsens og Styrelsen for

International Rekruttering og Integrations udstedelse af laissez-passer i

udlændingeloven samt at indføre gebyr for ansøgninger om laissez-passer,

der indgives til disse styrelser.

UDKAST

Lovforslaget indeholder herudover et forslag om at ændre reglerne om

betaling for udstedelse af erstatningsopholdskort, således at gebyret for at få

udstedt

erstatningsopholdskort

ikke

længere

fastsættes

omkostningsbestemt, men som et lovfastsat beløb.

2. Lovforslagets hovedpunkter

2.1. Udstedelse, nægtelse og inddragelse af særlig rejselegitimation til

udlændinge

2.1.1. Gældende ret

2.1.1.1. Udstedelse af særlig rejselegitimation til udlændinge

Efter udlændingelovens § 39, stk. 12, 1. pkt., fastsætter udlændinge- og

integrationsministeren regler om udstedelse af særlig rejselegitimation til

udlændinge, der ikke kan skaffe sig pas, eller som af andre grunde har behov

for et sådant dokument.

Ved særlig rejselegitimation forstås rejsedokument for flygtninge

(konventionspas) og fremmedpas.

Reglerne for udstedelse af særlig rejselegitimation mv. til udlændinge er

fastsat i bekendtgørelse nr.

744 af 22. april 2021

om udlændinges adgang

her til landet (udlændingebekendtgørelsen).

Efter udlændingebekendtgørelsens § 8, stk. 1, udstedes rejsedokument for

flygtninge og fremmedpas af Udlændingestyrelsen.

Efter udlændingebekendtgørelsens § 7, stk. 1, udstedes rejsedokument for

flygtninge efter ansøgning i overensstemmelse med reglerne i

flygtningekonventionen af 28. juli 1951 (flygtningekonventionen) til en

udlænding, der har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller

§ 8, stk. 1.

Efter udlændingebekendtgørelsens § 7, stk. 2, udstedes fremmedpas efter

ansøgning til 1) en udlænding, der er meddelt opholdstilladelse efter

udlændingelovens § 7, stk. 2 eller 3, 2) en udlænding, der er meddelt

opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, stk. 2 eller 3, 3) en udlænding,

der er meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 3, eller

4) en udlænding, der er meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens §

UDKAST

9, stk. 1, nr. 2, hvis én af den pågældendes forældre har opholdstilladelse

efter udlændingelovens §§ 7 eller 8.

Det fremgår af udlændingebekendtgørelsens § 8, stk. 3, 1. pkt., at udstedelse

af rejselegitimation efter bekendtgørelsens § 7, stk. 1 og 2, skal betinges af,

at udlændingens pas eller rejselegitimation deponeres hos

Udlændingestyrelsen. Det fremgår af udlændingebekendtgørelsens § 8, stk.

3, 2. pkt., at rejselegitimation udstedt efter bekendtgørelsens § 7, stk. 2, nr.

4, eller § 7, stk. 3, kan inddrages, hvis udlændingen får udstedt

nationalitetspas.

Efter udlændingebekendtgørelsens § 7, stk. 3, udstedes fremmedpas efter

ansøgning til en udlænding, der ikke er i stand til at skaffe sig pas eller anden

rejselegitimation, såfremt udlændingen er meddelt 1) tidsubegrænset

opholdstilladelse efter udlændingelovens § 11, jf. §§ 9-9 f, 9 i-9 n, 9 p eller

§ 9 q, stk. 2 eller 3, 2) tidsubegrænset opholdstilladelse efter

udlændingelovens § 9 q, stk. 8, jf. § 9 q, stk. 1, 3) tidsbegrænset

opholdstilladelse med mulighed for varigt ophold efter udlændingelovens

§§ 9-9 f eller 9 q, 4) tidsbegrænset opholdstilladelse med henblik på

midlertidigt ophold efter udlændingelovens § 9, stk. 1, eller § 9 c, stk. 1,

som følge af en familiemæssig tilknytning til en udlænding med

opholdstilladelse efter § 7 eller § 8, stk. 1 eller 2, 5) opholdstilladelse efter

udlændingelovens § 9 b, 6) opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c,

når tilladelsen er meddelt en udlænding, der har indgivet en ansøgning om

opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, 7) opholdstilladelse efter

udlændingelovens § 9 c, stk. 4, eller 8) opholdstilladelse efter

udlændingelovens § 9 e.

Det er op til udlændingen at dokumentere, eller i visse tilfælde

sandsynliggøre, at den pågældende er forhindret i at få udstedt et pas eller

anden rejselegitimation af myndighederne i hjemlandet. En statsløs person

er ikke omfattet af dette dokumentationskrav. Fornøden dokumentation vil

f.eks. være et skriftligt afslag på udstedelse af pas eller rejselegitimation fra

den

udstedende

myndighed

udlændingens

hjemland

(statsborgerskabsland) eller fra det pågældende lands ambassade her i landet

eller i udlandet.

Efter udlændingebekendtgørelsens § 7, stk. 4, kan rejsedokument for

flygtninge og fremmedpas udstedes efter ansøgning til en udlænding, der

ikke er omfattet af stk. 1-3, når særlige grunde taler derfor.

UDKAST

Efter udlændingebekendtgørelsens § 8, stk. 15, finder reglerne om

udstedelse af pas til danske statsborgere i øvrigt tilsvarende anvendelse.

Et rejsedokument for flygtninge giver som udgangspunkt den pågældende

udlænding samme adgang til at rejse som danske statsborgere med dansk

nationalitetspas. Rejsedokumentet vil dog som udgangspunkt ikke være

gyldigt for rejser til hjemlandet (statsborgerskabslandet) eller de lande, hvor

den myndighed, der har meddelt opholdstilladelsen, har fundet, at

udlændingen risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7.

Rejsedokumenter for flygtninge og fremmedpas, der udstedes til

udlændinge med tidsbegrænset opholdstilladelse på grundlag af asyl,

forsynes med en påtegning om rejsebegrænsning. En udlænding, der har fået

udstedt fremmedpas, skal afhængig af nationalitet i forhold til de fleste lande

ansøge om visum før indrejsen, men har herudover samme rejseadgang som

udlændinge, der har fået udstedt rejsedokument for flygtninge.

Hvis en udlændings rejsedokument for flygtninge eller fremmedpas

bortkommer, skal det anmeldes til politiet. Politiet registrerer oplysninger

om bortkomne pas i Det Centrale Pasregister, der indeholder oplysninger

om personer, for hvem der er udstedt pas af danske myndigheder.

Oplysningerne registreres endvidere i Schengeninformationssystemet, der

bl.a. indeholder oplysninger om stjålne eller på anden vis forsvundne

identitetsdokumenter (pas, identitetskort, kørekort), for at sikre, at

dokumenterne beslaglægges og/eller tilbageholdes som bevis med henblik

på retsforfølgning, hvis de igen bruges af indehaveren eller en anden person.

2.1.1.2. Nægtelse af udstedelse af særlig rejselegitimation til udlændinge

Efter udlændingelovens § 39, stk. 5, kan udstedelse af særlig

rejselegitimation til udlændinge, der ikke selv kan skaffe sig pas, eller som

af andre grunde har behov for et sådant dokument, nægtes, medmindre der

foreligger særlige omstændigheder, hvis ansøgeren flere gange inden for de

seneste år har fået udstedt ny rejselegitimation, i anledning af at

rejselegitimationen er bortkommet, eller hvis det skønnes nødvendigt af

hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige orden eller statens

omdømme, jf. dog stk. 6.

Det fremgår af bemærkningerne til udlændingelovens § 39, stk. 5, jf.

Folketingstidende 2017-18, A, L 96 som fremsat, side 6, at det vil bero på

en konkret vurdering af de samlede omstændigheder i hver enkelt sag, om

der foreligger tilstrækkelige oplysninger til at danne grundlag for en

UDKAST

mistanke om misbrug, der kan begrunde, at udstedelse af rejselegitimation

kan nægtes. Det forudsættes i bemærkningerne, at der i almindelighed vil

være tilstrækkeligt grundlag for en mistanke om misbrug, hvis en udlænding

to gange inden for en periode på fem år har fået udstedt ny rejselegitimation

med den begrundelse, at rejselegitimationen er bortkommet.

For så vidt angår nægtelse af udstedelse af rejselegitimation, når det skønnes

nødvendigt af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige orden eller

statens omdømme, fremgår det af bemærkningerne til bestemmelsen, jf.

Folketingstidende 2017-18, A, L 96 som fremsat, side 6, at det vil bero på

et konkret skøn, der foretages af udlændingemyndighederne, om der i den

enkelte sag er grund til at antage, at en udlænding har til hensigt i udlandet

at deltage i aktiviteter, hvor dette kan indebære eller forøge en fare for den

nationale sikkerhed, en trussel mod den offentlige orden eller skade statens

omdømme.

Ifølge bemærkningerne forstås med udtrykket »den nationale sikkerhed«

især de interesser, der værnes af straffelovens kapitel 12 (Landsforræderi og

andre forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed) og kapitel 13

(Forbrydelser mod statsforfatningen og de øverste statsmyndigheder,

terrorisme m.v.). Med udtrykket »den offentlige orden« sigtes til andre

alvorlige forbrydelser end dem, der er omfattet af straffelovens kapitel 12

og 13, som vil kunne true den offentlige orden væsentligt, uden at der herved

dog er fare for den nationale sikkerhed. Det fremgår desuden af

bemærkningerne, at hvis det er åbenlyst, at en ansøger tidligere har misbrugt

eller forsøgt at misbruge en særlig rejselegitimation til udlændinge, også

selv om det kun er sket i et enkeltstående tilfælde, vil udstedelse af særlig

rejselegitimation til udlændinge endvidere kunne nægtes under hensyn til

den offentlige orden. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvor ansøgeren

indrømmer et tidligere misbrug eller forsøg på misbrug, eller hvor dette er

blevet opdaget af Udlændingestyrelsen. Med udtrykket »statens omdømme«

henvises til situationer, hvor det vurderes, at ansøgeren ved sine handlinger

i udlandet vil kunne skade Danmarks relationer til andre lande.

Efter udlændingelovens § 39, stk. 6, kan udstedelse af rejsedokument for

flygtninge i medfør af flygtningekonventionen og fremmedpas til statsløse i

medfør af konventionen af 28. september 1954 om statsløse personers

retsstilling (statsløsekonventionen) kun nægtes efter udlændingelovens §

39, stk. 5, hvis tvingende hensyn til den nationale sikkerhed eller den

offentlige orden tilsiger det.

UDKAST

Det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen bl.a., at dette indebærer,

at tærsklen for, hvornår mistanke om misbrug kan føre til nægtelse af

udstedelse af rejsedokumenter for flygtninge eller fremmedpas til statsløse

personer, er højere end ved nægtelse efter § 39, stk. 5. Der henvises i den

forbindelse til Folketingstidende 2017-18, A, L 96 som fremsat, side 7.

Nægtes udstedelse af særlig rejselegitimation efter udlændingelovens § 39,

stk. 5 eller 6, med henvisning til, at ansøgeren flere gange inden for de

seneste år har fået udstedt ny rejselegitimation, i anledning af at

rejselegitimationen er bortkommet, vil ansøgeren i en periode på 5 år ikke

kunne få udstedt ny rejselegitimation, medmindre der foreligger ganske

særlige omstændigheder, jf. udlændingelovens § 39, stk. 8.

Efter bemærkningerne, jf. Folketingstidende 2017-18, A, L 96 som fremsat,

side 7, forstås med udtrykket »ganske særlige omstændigheder« i den

forbindelse bl.a. tilfælde, hvor afgørende familiemæssige hensyn taler for,

at den pågældende bør have adgang til at foretage en specifik rejse ud af

landet, selvom der ikke er forløbet fem år fra tidspunktet for

Udlændingestyrelsens afgørelse om nægtelse af rejselegitimation som følge

af mistanke om misbrug. Det vil eksempelvis kunne være tilfældet, hvis der

opstår dødsfald eller alvorlig sygdom hos et nærtstående familiemedlem.

Der vil efter omstændighederne også kunne gives tilladelse til, at en person

foretager en specifik rejse som led i sit arbejde, hvis det vil medføre

betydelig ulempe eller økonomisk tab for den pågældende eller dennes

arbejdsgiver, såfremt rejsen ikke kan gennemføres.

Efter udlændingelovens § 39, stk. 7, kan udstedelse af særlig

rejselegitimation til en mindreårig udlænding, der ikke selv kan skaffe sig

pas, eller som af andre grunde har behov for et sådant dokument, nægtes,

medmindre der foreligger særlige omstændigheder, når der er grund til at

antage, at den mindreårige udlænding ellers vil blive sendt til udlandet til

forhold, der bringer den pågældendes sundhed eller udvikling i alvorlig fare,

eller for at indgå ægteskab eller for at indgå i en religiøs vielse uden

borgerlig gyldighed eller i et andet ægteskabslignende forhold.

Bestemmelsen i udlændingelovens § 39, stk. 7, dækker over de rejser, som

det vil være strafbart at sende sine børn på i medfør af straffelovens § 260 a

om forbud mod religiøse vielser af mindreårige og indgåelse af andet

ægteskabslignende forhold med mindreårige

og straffelovens § 215 a om

forbud mod at sende sit barn på eller lade sit barn deltage i udlandsophold,

der bringer barnets sundhed eller udvikling i alvorlig fare.

Det bemærkes, at

UDKAST

udlændingelovens § 39, stk. 7, er tilsvarende § 2, stk. 1, nr. 5 og 6 i lov om

pas til danske statsborgere m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 76 af 19. januar

2017, som ændret ved § 2 i lov nr. 1542 af 18. december 2018, § 2 i lov nr.

167 af 29. februar 2020, § 4 i lov nr. 124 af 30. januar 2021 og § 2 i lov nr.

415 af 13. marts 2021 (pasloven). Det fremgår af bemærkningerne til § 39,

stk. 7, at det tilsigtes, at Udlændingestyrelsen skal kunne nægte at udstede

særlig rejselegitimation til mindreårige udlændinge efter tilsvarende

betingelser, der gælder for nægtelse af udstedelse af pas til mindreårige

danske statsborgere i medfør af paslovens § 2, stk. 1, nr. 5 og 6. Der henvises

til bemærkningerne til lovforslaget, jf. Folketingstidende 2020-21, A, L 126

som fremsat, side 19.

Nægtes udstedelse af særlig rejselegitimation efter udlændingelovens § 39,

stk. 7, skal Udlændingestyrelsen fastsætte en frist for afgørelsen, der ikke

kan overstige 1 år. Fristen kan forlænges med indtil 1 år ad gangen. Dog kan

afgørelser truffet efter stk. 7 kun gælde, indtil den mindreårige udlænding

fylder 18 år. Den mindreårige udlænding vil i den periode, der er fastsat af

Udlændingestyrelsen, ikke kunne få udstedt ny rejselegitimation,

medmindre der foreligger særlige omstændigheder. Dette fremgår af

udlændingelovens § 39, stk. 9.

Med ”særlige

omstændigheder” forstås, at der undtagelsesvist vil kunne

udstedes rejselegitimation til en mindreårig udlænding med henblik på at

foretage en specifik rejse ud af landet, selv om der ikke er forløbet 1 år fra

tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse om nægtelse eller

inddragelse af rejselegitimation, jf.

bemærkningerne til lovforslaget, jf.

Folketingstidende 2020-21, A, L 126 som fremsat, side 21.

2.1.1.3. Inddragelse af særlig rejselegitimation til udlændinge

Efter udlændingelovens § 39, stk. 12, 3. pkt., kan særlig rejselegitimation til

udlændinge inddrages efter samme regler, som gælder om pas til danske

statsborgere, eller når grundlaget for udstedelsen er bortfaldet. Reglerne om,

at politiet kan nægte udstedelse af pas til en dansk statsborger eller inddrage

et allerede udstedt pas, fremgår af paslovens § 2.

Efter udlændingebekendtgørelsens § 8, stk. 3, 2. pkt., kan rejselegitimation

udstedt efter bekendtgørelsens § 7, stk. 2, nr. 4, eller § 7, stk. 3, inddrages,

hvis udlændingen får udstedt nationalitetspas.

UDKAST

Det følger af udlændingelovens § 46, stk. 1, at det er Udlændingestyrelsen,

der har kompetencen til at inddrage særlig rejselegitimation udstedt til

udlændinge.

Efter udlændingelovens § 39, stk. 10, 2. pkt., kan et barn under 15 år med

selvstændigt pas eller selvstændig særlig rejselegitimation af den eller dem,

der har forældremyndigheden, efter samme regler, som gælder om pas til

danske statsborgere, kræves slettet i andre personers særlige

rejselegitimation.

Baggrunden for

børnebortførelser.

bestemmelsen

hensynet

til

forebygge

2.1.1.4. Spærring af dansk udstedt rejselegitimation i Det Centrale

Pasregister

Efter udlændingelovens § 39, stk. 10, kan Udlændingestyrelsen spærre en

dansk udstedt rejselegitimation i Det Centrale Pasregister, såfremt en

udlænding er i besiddelse af både dansk udstedt rejselegitimation og

nationalt udstedt pas og ikke ønsker at deponere den dansk udstedte

rejselegitimation eller det nationalt udstedte pas hos styrelsen.

Reglen i udlændingelovens § 39, stk. 10, gør sig i praksis gældende for

udlændinge,

der

får

udstedt

rejselegitimation

efter

udlændingebekendtgørelsens § 7, stk. 1 og 2, da udstedelse herefter betinges

af, at udlændingens pas eller rejselegitimation deponeres hos

Udlændingestyrelsen, jf. udlændingebekendtgørelsens § 8, stk. 3. Spærring

af rejsedokument ved manglende deponering gør sig således gældende for

både rejsedokument for flygtninge og fremmedpas.

Såfremt Udlændingestyrelsen får orientering om, at en udlænding, der har

fået udstedt særlig rejselegitimation efter udlændingebekendtgørelsens § 7,

stk. 1 eller 2, tillige har fået udstedt et nationalitetspas, vil

Udlændingestyrelsen anmode udlændingen om at deponere et af passene.

Såfremt udlændingen ikke efter anmodning indsender et af sine pas til

deponering hos Udlændingestyrelsen, vil det dansk udstedte rejsedokument

blive spærret.

Efter udlændingelovens § 39, stk. 11, kan Udlændingestyrelsen endvidere

spærre et dansk udstedt fremmedpas i Det Centrale Pasregister, såfremt

indehaveren står registreret som udrejst i Det Centrale Personregister.

UDKAST

Det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen, jf. Folketingstidende

2017-18, A, L 96 som fremsat, side 5, at det følger af tillægget til

flygtningekonventionen, at hvis en flygtning tager fast ophold i et andet land

end dét, der har udstedt dokumentet, vil det være myndighederne i det nye

opholdsland, der vil skulle inddrage det gamle rejsedokument for flygtninge

og tilbagesende det til den udstedende myndighed. Det ville således stride

mod Danmarks internationale forpligtelser, hvis en udlænding med

opholdstilladelse som flygtning i henhold til flygtningekonventionen ville

kunne få sit rejsedokument for flygtninge spærret, alene fordi den

pågældende var registreret som udrejst i CPR. Tilsvarende ville det ikke

være i overensstemmelse med Danmarks internationale forpligtelser at

spærre en statsløs udlændings fremmedpas, alene fordi den pågældende var

registreret som udrejst i CPR.

Bestemmelsen i udlændingelovens § 39, stk. 11, om spærring af

fremmedpas finder således ikke anvendelse i forhold til udlændinge

omfattet af statsløsekonventionen.

Det er forudsat i bemærkningerne til udlændingelovens § 39, stk. 10 og 11,

jf. Folketingstidende 2017-18, A, L 96 som fremsat, side 8, at der ved

spærring af rejsedokumenter for flygtninge eller fremmedpas i medfør af de

pågældende bestemmelser vil ske indberetning til de relevante databaser,

herunder Schengeninformationssystemet og Interpols database for stjålne,

ulovligt handlede, mistede eller ugyldiggjorte rejsedokumenter. Herved

sikres, at grænsemyndighederne i såvel Danmark som andre lande har

mulighed for at standse den pågældende i forbindelse med en eventuel

kontrol, der foretages ved ind- og udrejsekontrol.

2.1.1.5. Klageadgang

Efter udlændingelovens § 46 a, stk. 1, kan Udlændingestyrelsens afgørelser

efter udlændingeloven påklages til Udlændingenævnet, jf. dog bl.a. stk. 7

og § 53 a. Det betyder bl.a., at Udlændingestyrelsens afgørelser om nægtelse

af udstedelse af dansk fremmedpas eller inddragelse af et sådant

rejsedokument kan påklages til Udlændingenævnet. Klagen skal være

indgivet, inden 8 uger efter at klageren har fået meddelelse om afgørelsen,

jf. udlændingelovens § 46 a, stk. 3. Klagen er ikke gebyrlagt.

Efter udlændingelovens § 53 a, stk. 1, nr. 4, kan klager over

Udlændingestyrelsens afgørelser om nægtelse af udstedelse af dansk

UDKAST

rejsedokument for flygtninge eller inddragelse af et sådant rejsedokument

indbringes for Flygtningenævnet. Efter udlændingelovens § 53 a, stk. 2, 5.

pkt., har påklage af en afgørelse som nævnt i stk. 1, nr. 1-6, opsættende

virkning.

At en klage har opsættende virkning betyder ifølge almindelige processuelle

principper, at den påklagede afgørelse ikke har nogen retsvirkning og derfor

ej heller kan håndhæves, før den måtte blive stadfæstet. Det betyder i

praksis, at en udlænding, som har fået inddraget særlig rejselegitimation af

Udlændingestyrelsen, fortsat kan benytte og rejse med rejselegitimationen

under klagesagens behandling i Flygtningenævnet.

Efter udlændingelovens § 46 a, stk. 7, nr. 4, kan Udlændingestyrelsens

afgørelser om spærring af dansk udstedt rejselegitimation i Det Centrale

Pasregister i medfør af § 39, stk. 10 og 11, ikke påklages.

2.1.2. Udlændinge- og Integrationsministeriets overvejelser

Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets opfattelse, at det med den

nuværende opbygning af reglerne om særlig rejselegitimation

–

hvor

reglerne om udstedelse er fastsat i udlændingebekendtgørelsen, hvor

reglerne om nægtelse findes i udlændingeloven, og hvor der i

udlændingeloven henvises til de regler om inddragelse, som gælder om pas

til danske statsborgere

–

kan være vanskeligt for såvel borgere som

myndigheder tydeligt at gennemskue, hvilke regler der gælder om

udstedelse, nægtelse af udstedelse og inddragelse af særlig rejselegitimation

til udlændinge.

For at tydeliggøre, hvornår der kan ske henholdsvis udstedelse, nægtelse af

udstedelse og inddragelse af særlig rejselegitimation til udlændinge, finder

Udlændinge- og Integrationsministeriet det hensigtsmæssigt at samle

reglerne herom i udlændingeloven, herunder således at det fremadrettet vil

følge direkte af udlændingeloven og ikke af udlændingebekendtgørelsen, at

der kan udstedes særlig rejselegitimation til udlændinge.

Udlændinge- og Integrationsministeriet finder i den forbindelse, at det vil

være hensigtsmæssigt så vidt muligt at ensarte udlændingelovens regler om

nægtelse af udstedelse af og inddragelse af særlig rejselegitimation til

udlændinge med paslovens regler herom for så vidt angår pas til danske

statsborgere, således at det som udgangspunkt skal være muligt for

Udlændingestyrelsen at nægte udstedelse af eller at inddrage særlig

UDKAST

rejselegitimation til udlændinge i tilsvarende situationer, som politiet kan

nægte udstedelse af eller inddrage pas til danske statsborgere.

Herudover oplever Udlændingestyrelsen flere tilfælde af misbrug af særlig

rejselegitimation, hvor en udlændings rejselegitimation fremstår med

forvanskede eller fjernede dele, eller at påtegninger i rejselegitimationen ses

fjernet. Det kan for eksempel være, at sider er blevet revet eller klippet ud,

chippen er ødelagt, rejsebegrænsninger er fjernet eller påskrevet at være

annulleret, samt at visumstickers og rejsestempler ses fjernet.

Udlændingestyrelsen formoder, at rejselegitimationen i nogle tilfælde

beskadiges af udlændingen for at skjule, hvor længe udlændingen har

opholdt sig uden for Danmark, eller for at forsøge at kunne rejse til

hjemlandet på trods af en påført rejsebegrænsning.

Udlændingestyrelsen oplever endvidere i praksis misbrug i forbindelse med

ansøgninger om udstedelse af ny rejselegitimation samt misbrug af

rejselegitimation, der stadig er gyldig. Styrelsen har således bl.a. oplevet, at

udlændinge med opholdstilladelse i Danmark angiver at have mistet deres

rejselegitimation under en ferie, og hvor styrelsen på baggrund af sagens

oplysninger, herunder bl.a. på baggrund af indberetning herom, har

mistanke om, at rejselegitimationen er blevet overdraget til en anden person

med henblik på, at vedkommende kan indrejse ulovligt.

Styrelsen oplever herudover, at udlændinge forsøger at få udstedt

rejselegitimation med en anden persons foto, at der er skrevet falske

forlængelser i rejselegitimation, eller at der er lavet falske ophævelser af

rejsebegrænsninger i rejselegitimation.

Udlændingestyrelsen sender en række sager vedrørende ødelagt

rejselegitimation til dokumentteknisk undersøgelse hos Nationalt ID Center,

hvis styrelsen vurderer, at der vil kunne foretages en sådan undersøgelse.

Det betyder, at f.eks. brændte pas, meget våde pas eller pas uden sider ikke

sendes til Nationalt ID Center. Styrelsen sender desuden sager, hvor der er

tvivl om en ansøgers identitet, til vurdering hos Nationalt ID Center med

henblik på identitetsfastlæggelse.

Der er efter de gældende regler ikke mulighed for at nægte at udstede eller

at inddrage særlig rejselegitimation til udlændinge, hvis der alene er

mistanke om, at en udlænding har f.eks. forvansket

eller fjernet dele af

rejselegitimationen eller deri indeholdte påtegninger med ulovlig hensigt,

UDKAST

eller at udlændingen har stillet en tidligere udstedt rejselegitimation til

rådighed for en uvedkommende person. Det skal efter de gældende regler

være åbenlyst, at udlændingen f.eks. har fået udstedt særlig rejselegitimation

med en uvedkommende persons generalia,

før rejselegitimationen kan

nægtes udstedt eller inddrages.

Det kan være en udfordring for

udlændingemyndighederne at fastlægge, at misbruget er åbenlyst, fordi det

tilgængelige billedmateriale fra de(n) tidligere sag(er) er af så ringe kvalitet,

at en eventuel

ansigtssammenligning fra Nationalt ID Center ikke med

sikkerhed kan konkludere, om pasindehaveren er sammenlignelig med

personen på pasfotoet.

Det er vigtigt, at myndighederne er i stand til at kende og kontrollere

identiteten på de udlændinge, der rejser ind og ud af Danmark, eller som

allerede opholder sig her i landet. Udlændinge her i landet, som gør brug af

falsk identitet, eller som har ukendt baggrund, vanskeliggør

myndighedernes varetagelse af en effektiv kontrol på udlændingeområdet.

Det er på den baggrund Udlændinge- og Integrationsministeriets opfattelse,

at der er behov for at udvide Udlændingestyrelsens muligheder for at kunne

nægte at udstede eller inddrage særlig rejselegitimation til udlændinge i

tilfælde af mistanke om misbrug af en tidligere udstedt rejselegitimation

eller forsøg på misbrug i forbindelse med en ansøgning om

rejselegitimation.

Endelig er det Udlændinge- og Integrationsministeriets opfattelse, at den

gældende regel om, at påklage af Udlændingestyrelsens afgørelser om at

nægte at udstede eller inddrage et dansk rejsedokument for flygtninge har

opsættende virkning, ikke er hensigtsmæssig. Det bemærkes i den

forbindelse, at sådanne negative afgørelser om rejsedokument for flygtninge

alene vil kunne træffes, når Udlændingestyrelsen vurderer, at der foreligger

tvingende hensyn til den nationale sikkerhed eller den offentlige orden, eller

når grundlaget for udstedelsen er bortfaldet, og at effektuering af en sådan

afgørelse, hvorved et rejsedokument nægtes udstedt eller inddrages under

henvisning til sådanne tvingende hensyn, efter ministeriets opfattelse ikke

bør suspenderes afventende klagebehandlingen i Flygtningenævnet.

2.1.3. Den foreslåede ordning

Med lovforslaget lægges der op til at samle og tydeliggøre reguleringen af

udstedelse, nægtelse af udstedelse, inddragelse og spærring af særlig

rejselegitimation til udlændinge i en ny bestemmelse i udlændingelovens §

UDKAST

39 a, herunder at ensarte den foreslåede bestemmelse med reglerne i

paslovens § 2, stk. 1.

Det foreslås således at ophæve de gældende regler i udlændingelovens § 39,

stk. 5-12, om særlig rejselegitimation til udlændinge, der ikke kan skaffe sig

pas, eller som af andre grunde har behov for et sådant dokument, og at

overføre indholdet af de ophævede regler til den foreslåede nye

bestemmelse i udlændingelovens § 39 a, ligesom det i bestemmelsen

foreslås at udvide mulighederne for nægtelse af udstedelse eller inddragelse

samt spærring af særlig rejselegitimation til udlændinge ved mistanke om

misbrug eller forsøg på misbrug af sådan rejselegitimation.

2.1.3.1. Udstedelse af særlig rejselegitimation

Det foreslås at indsætte en hjemmel i udlændingeloven til, at

Udlændingestyrelsen kan udstede særlig rejselegitimation til udlændinge,

der ikke kan skaffe sig pas, eller som af andre grunde har behov for et sådant

dokument, jf. den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 39 a, stk.

Ved særlig rejselegitimation forstås rejsedokument for flygtninge

(konventionspas) og fremmedpas.

Der tilsigtes med lovforslaget umiddelbart ingen ændringer i forhold til,

hvilke udlændinge der vil kunne få udstedt særlig rejselegitimation i medfør

af regler udstedt af udlændinge- og integrationsministeren.

2.1.3.2. Nægtelse af udstedelse og inddragelse af særlig rejselegitimation

Med de foreslåede bestemmelser i udlændingelovens § 39 a, stk. 3, nr. 1-10,

foreslås det at angive de tilfælde, hvor Udlændingestyrelsen

–

medmindre

det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser

–

vil kunne

nægte at udstede særlig rejselegitimation til en udlænding, der ikke kan

skaffe sig pas, eller som af andre grunde har behov for et sådant dokument,

eller inddrage et sådant dokument.

Det betyder, at Udlændingestyrelsen fremover vil kunne nægte at udstede

og inddrage særlig rejselegitimation til udlændinge efter de samme regler.

Udlændingestyrelsen vil som hidtil ikke kunne nægte at udstede eller

inddrage en særlig rejselegitimation til en udlænding, hvis det vil være i strid

med Danmarks internationale forpligtelser.

UDKAST

Med Danmarks internationale forpligtelser sigtes i den forbindelse særligt

til flygtningekonventionen og statsløsekonventionen. De foreslåede

bestemmelser om nægtelse af udstedelse og inddragelse af særlig

rejselegitimation vil således skulle administreres i overensstemmelse med

artikel 28 i henholdsvis flygtningekonventionen og statsløsekonventionen

og tillæggene til begge konventioner. Udlændingestyrelsen vil således alene

kunne nægte at udstede eller inddrage et rejsedokument for

konventionsflygtninge eller et fremmedpas til en statsløs omfattet af

statsløsekonventionen, hvis tvingende hensyn til den nationale sikkerhed

eller den offentlige orden tilsiger det.

Det bemærkes, at der for så vidt angår Danmarks internationale forpligtelser

efter flygtningekonventionen og statsløsekonventionen er tale om en

videreførelse af den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 39, stk. 6,

der foreslås ophævet med lovforslagets § 1, nr. 1. Ophævelsen sker alene af

lovtekniske grunde, og der er således med ophævelsen ikke tilsigtet en

ændret forståelse af Danmarks forpligtelser efter henholdsvis

flygtningekonventionen og statsløsekonventionen. Tærsklen for, hvornår

der vil kunne ske nægtelse af udstedelse eller inddragelse af

rejsedokumenter for konventionsflygtninge eller fremmedpas til statsløse

personer, vil således

–

som det er tilfældet i dag

–

være højere end for

udlændinge, der ikke er omfattet af de to konventioner. Der henvises i øvrigt

til lovforslagets pkt. 3 om forholdet til Danmarks internationale

forpligtelser.

Det foreslås i § 39 a, stk. 3, nr. 1, at Udlændingestyrelsen, medmindre det

vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, kan nægte at

udstede særlig rejselegitimation til en udlænding, der ikke kan skaffe sig

pas, eller som af andre grunde har behov for et sådant dokument, eller

inddrage et sådant dokument, når der er rejst sigtelse mod udlændingen for

et strafbart forhold, som kan antages at medføre frihedsstraf, og der på grund

af sagens beskaffenhed eller den sigtedes forhold er grund til at antage, at

den pågældende vil unddrage sig ansvaret ved udrejse af landet eller

forbliven i udlandet.

Den foreslåede bestemmelse svarer til paslovens § 2, stk. 1, nr. 1, der alene

gælder for danske statsborgere, og er i vidt omfang en videreførelse af den

gældende bestemmelse i udlændingelovens § 39, stk. 12, 3. pkt., om, at

særlig rejselegitimation til udlændinge kan inddrages efter samme regler,

som gælder om pas til danske statsborgere. Bestemmelsen foreslås indsat

UDKAST

med henblik på at ensarte udlændingelovens og paslovens regler om

nægtelse af udstedelse og inddragelse af henholdsvis særlig

rejselegitimation til udlændinge og pas til danske statsborgere, og

bestemmelsen vil således skulle anvendes i overensstemmelse med

paslovens § 2, stk. 1, nr. 1. Det bemærkes i den forbindelse, at det typisk vil

være politiet eller anklagemyndigheden, der anmoder Udlændingestyrelsen

om at nægte at udstede eller inddrage særlig rejselegitimation efter

bestemmelsen.

Det foreslås i § 39 a, stk. 3, nr. 2, at Udlændingestyrelsen, medmindre det

vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, kan nægte at

udstede særlig rejselegitimation til en udlænding, der ikke kan skaffe sig

pas, eller som af andre grunde har behov for et sådant dokument, eller

inddrage et sådant dokument, når udlændingen er idømt frihedsstraf, som

ikke er afsonet, eller er pålagt bødestraf eller konfiskation, som ikke er

erlagt, eller for hvilken sikkerhed ikke foreligger, og der på grund af sagens

beskaffenhed eller den sigtedes forhold er grund til at antage, at den

pågældende vil unddrage sig ansvaret ved udrejse af landet eller forbliven i

udlandet.

Den foreslåede bestemmelse svarer til paslovens § 2, stk. 1, nr. 2, der alene

gælder for danske statsborgere, og er i vidt omfang en videreførelse af den

gældende bestemmelse i udlændingelovens § 39, stk. 12, 3. pkt., om, at

særlig rejselegitimation til udlændinge kan inddrages efter samme regler,

som gælder om pas til danske statsborgere. Bestemmelsen foreslås indsat

med henblik på at ensarte udlændingelovens og paslovens regler om

nægtelse af udstedelse og inddragelse af henholdsvis særlig

rejselegitimation til udlændinge og pas til danske statsborgere, og

bestemmelsen vil således skulle anvendes i overensstemmelse med

paslovens § 2, stk. 1, nr. 2. Det bemærkes i den forbindelse, at det typisk vil

være politiet eller anklagemyndigheden, der anmoder Udlændingestyrelsen

om at nægte at udstede eller inddrage særlig rejselegitimation efter

bestemmelsen.

Det foreslås i § 39 a, stk. 3, nr. 3, at Udlændingestyrelsen, medmindre det

vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, kan nægte at

udstede særlig rejselegitimation til en udlænding, der ikke kan skaffe sig

pas, eller som af andre grunde har behov for et sådant dokument, eller

inddrage et sådant dokument, når udlændingens udrejse ville stride imod

bestemmelser i lovgivningen, der har til formål at sikre en persons

UDKAST

tilstedeværelse her i landet, indtil den pågældende har opfyldt forpligtelser

over for det offentlige eller over for private, som påhviler den pågældende.

Den foreslåede bestemmelse svarer til paslovens § 2, stk. 1, nr. 3, der alene

gælder for danske statsborgere, og er i vidt omfang en videreførelse af den

gældende bestemmelse i udlændingelovens § 39, stk. 12, 3. pkt., om, at

særlig rejselegitimation til udlændinge kan inddrages efter samme regler,

som gælder om pas til danske statsborgere. Bestemmelsen foreslås indsat

med henblik på at ensarte udlændingelovens og paslovens regler om

nægtelse af udstedelse og inddragelse af henholdsvis særlig

rejselegitimation til udlændinge og pas til danske statsborgere, og

bestemmelsen vil således skulle anvendes i overensstemmelse med

paslovens § 2, stk. 1, nr. 3.

Det foreslås i udlændingelovens § 39 a, stk. 3, nr. 4, at Udlændingestyrelsen,

medmindre det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser,

kan nægte at udstede særlig rejselegitimation til en udlænding, der ikke kan

skaffe sig pas, eller som af andre grunde har behov for et sådant dokument,

eller inddrage et sådant dokument, når der er grund til at antage, at

udlændingen har til hensigt i udlandet at deltage i aktiviteter, hvor dette kan

indebære eller forøge en fare for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed

eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden.

Den foreslåede bestemmelse svarer til bestemmelsen i paslovens § 2, stk. 1,

nr. 4, og er i vidt omfang en videreførelse af bestemmelsen i

udlændingelovens § 39, stk. 12, 3. pkt., om, at særlig rejselegitimation til

udlændinge kan inddrages efter samme regler, som gælder om pas til danske

statsborgere. Med den foreslåede bestemmelse kommer det til at fremgå

udtrykkeligt af udlændingeloven, at der vil kunne ske såvel inddragelse som

nægtelse af udstedelse af særlig rejselegitimation til en udlænding under

samme antagelse om udlændingens hensigter i udlandet, som politiet vil

kunne nægte at udstede eller inddrage pas til danske statsborgere efter

paslovens § 2, stk. 1, nr. 4

–

det vil sige, når der er grund til at antage, at den

pågældende har til hensigt i udlandet at deltage i aktiviteter, hvor dette kan

indebære eller forøge en fare for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed

eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden. Som nævnt ovenfor vil

der for så vidt angår udlændinge omfattet af flygtningekonventionen eller

statsløsekonventionen alene kunne ske nægtelse af udstedelse og

inddragelse af særlig rejselegitimation, hvis tvingende hensyn til den

nationale sikkerhed eller den offentlige orden tilsiger det. Det vil bero på en

konkret vurdering af oplysningerne i hver enkelt sag, om der foreligger

UDKAST

tvingende hensyn til statens sikkerhed eller den offentlige orden, der

muliggør nægtelse af udstedelse eller inddragelse af særlig rejselegitimation

overensstemmelse

med

flygtningekonventionen

eller

statsløsekonventionen. Det bemærkes, at den foreslåede bestemmelse i

udlændingelovens § 39 a, stk. 3, nr. 4, vil skulle ses i sammenhæng med

udlændingelovens § 21 b, jf. mere herom længere nede.

Den foreslåede bestemmelse vil kunne anvendes, uanset om den person,

over for hvem der træffes afgørelse, befinder sig i Danmark eller i udlandet.

Udlændingestyrelsen vil således også kunne inddrage en allerede udstedt

særlig rejselegitimation fra en person, der opholder sig i udlandet.

Mistankekravet (»grund til at antage«) følger systematikken i paslovens § 2,

stk. 1, nr. 4. Ved vurderingen af, om der er grund til at antage, at en

udlænding har til hensigt i udlandet at deltage i aktiviteter, hvor dette kan

indebære eller forøge en fare for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed

eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden, vil der således skulle

lægges vægt på de samme momenter, som politiet lægger vægt på ved

vurderinger efter paslovens § 2, stk. 1, nr. 4. Der henvises til

bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 2.

Det vil bero på et konkret skøn, der vil skulle foretages af

Udlændingestyrelsen, om der i den enkelte sag foreligger tilstrækkelige

oplysninger til at opfylde mistankekravet. Det bemærkes i den forbindelse,

at politiet ofte i praksis vil videregive oplysninger til Udlændingestyrelsen

om, at en udlænding kan have til hensigt i udlandet at deltage i aktiviteter,

hvor dette kan indebære eller forøge en fare for statens sikkerhed, andre

staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden.

Vurderingen af, om en persons formodede deltagelse i aktiviteter i udlandet

kan indebære eller forøge en fare for statens sikkerhed, andre staters

sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden, vil ligeledes

bero på et konkret skøn. Denne vurdering vil skulle foretages af politiet.

Politiet vil således

–

enten af egen drift ved videregivelse af informationer

til Udlændingestyrelsen eller efter anmodning fra Udlændingestyrelsen

–

skulle fremkomme med en vurdering af, om de formodede aktiviteter kan

indebære eller forøge en fare for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed

eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden. Politiets vurdering heraf

vil skulle lægges til grund ved Udlændingestyrelsens behandling af en sag

om nægtelse af udstedelse eller inddragelse af særlig rejselegitimation efter

den foreslåede bestemmelse udlændingelovens § 39 a, stk. 3, nr. 4.

UDKAST

Udtrykket »statens sikkerhed« omfatter især de interesser, der følger af

straffelovens kapitel 12 om forbrydelser mod statens selvstændighed og

sikkerhed og straffelovens kapitel 13 om forbrydelser mod statsforfatningen

og de øverste statsmyndigheder, terrorisme mv.

Udtrykket »andre staters sikkerhed« omfatter alvorlige forbrydelser, som vil

kunne bringe andre staters sikkerhed i fare. Det gælder bl.a. terrorisme,

forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed og forbrydelser mod

statsforfatningen og de øverste statsmyndigheder. Hensynet til at forebygge

sådanne alvorlige forbrydelser i andre lande vil således også efter

omstændighederne kunne begrunde en afgørelse om at nægte udstedelse af

særlig rejselegitimation eller at inddrage en allerede udstedt

rejselegitimation.

Med udtrykket »væsentlig trussel mod den offentlig orden« sigtes til andre

alvorlige forbrydelser end dem, der er omfattet af straffelovens kapitel 12

og 13, som vil kunne true den offentlige orden væsentligt, uden at der herved

dog er fare for statens sikkerhed. Dette kan bl.a. være drab (straffelovens §

237), frihedsberøvelse (straffelovens § 261), grov vold (straffeloven § 245),

ildspåsættelse (straffelovens §§ 180-181) eller anvendelse af kemiske,

biologiske eller nukleare våben eller kampstoffer (straffelovens § 183).

Der skal efter lovforslaget være tale om, at de aktiviteter, som udlændingen

vurderes at have til hensigt at deltage i, kan påvirke den pågældende i en

sådan grad, at det indebærer eller forøger en væsentlig trussel mod den

offentlige orden. Heri ligger, at en mere bagatelagtig trussel mod den

offentlige orden ikke er tilstrækkelig.

Det bemærkes, at den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 39 a,

stk. 3, nr. 4, skal ses i sammenhæng med bl.a. udlændingelovens § 21 b og

de mulige opholdsretlige konsekvenser, det kan have for en herboende

udlænding, hvis vedkommende udrejser for at deltage i en væbnet konflikt.

Det følger således af udlændingelovens § 21 b, stk. 1, 1. pkt., at en

opholdstilladelse eller opholdsret bortfalder, hvis en udlænding opholder

eller har opholdt sig uden for landet, og der er grund til at antage, at

udlændingen under opholdet uden for landet deltager eller har deltaget i

aktiviteter, hvor dette kan indebære eller forøge en fare for statens

sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den

offentlige orden, medmindre bortfald vil være i strid med Danmarks

internationale forpligtelser. Det følger endvidere af udlændingelovens § 21

UDKAST

b, stk. 3, at hvis der foreligger oplysninger om, at en udlænding kan have til

hensigt i udlandet at deltage i aktiviteter, hvor dette kan indebære eller

forøge en fare for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en

væsentlig trussel mod den offentlige orden, vejleder Udlændingestyrelsen

udlændingen om reglerne om bortfald efter stk. 1. Hvis

Udlændingestyrelsen således f.eks. har truffet afgørelse efter

udlændingelovens § 21 b, stk. 1, om, at en udlændings opholdstilladelse er

bortfaldet, vil det kunne være relevant at undersøge, om der på samme

baggrund vil kunne træffes afgørelse om f.eks. inddragelse af udlændingens

særlige rejselegitimation, hvis den pågældende har fået udstedt et sådant

dokument, og efterfølgende spærring af rejselegitimationen i Det Centrale

Pasregister i medfør af den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens §

39 a, stk. 9, jf. længere nede. Eller hvis Udlændingestyrelsen f.eks. har

modtaget oplysninger, der har givet styrelsen anledning til at vejlede en

udlænding efter reglen i udlændingelovens § 21 b, stk. 3, vil det kunne være

relevant at undersøge, om der på baggrund af de samme oplysninger vil

kunne træffes afgørelse om nægtelse af udstedelse eller inddragelse af en

udlændings særlige rejselegitimation for at forebygge, at den pågældende

anvender rejselegitimationen til at udrejse med.

Det foreslås i udlændingelovens § 39 a, stk. 3, nr. 5, at Udlændingestyrelsen,

medmindre det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser,

kan nægte at udstede særlig rejselegitimation til en udlænding, der ikke kan

skaffe sig pas, eller som af andre grunde har behov for et sådant dokument,

eller inddrage et sådant dokument, når udlændingen er mindreårig, og der er

grund til at antage, at udlændingen ellers vil blive sendt til udlandet til

forhold, der bringer den pågældendes sundhed eller udvikling i alvorlig fare,

eller for at indgå ægteskab eller for at indgå i en religiøs vielse uden

borgerlig gyldighed eller i et andet ægteskabslignende forhold.

Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af bestemmelsen i

udlændingelovens § 39, stk. 7, sammenholdt med bestemmelsen i

udlændingelovens § 39, stk. 12, 3. pkt., og svarer til bestemmelserne i

paslovens § 2, stk. 1, nr. 5 og 6. Der tilsigtes ingen indholdsmæssig ændring

af Udlændingestyrelsens mulighed for at kunne nægte at udstede særlig

rejselegitimation til en mindreårig udlænding eller inddrage en allerede

udstedt særlig rejselegitimation i de situationer, som er nævnt i den

foreslåede § 39 a, stk. 3, nr. 5.

Det tilsigtes således med bestemmelsen, at Udlændingestyrelsen som hidtil

vil kunne nægte at udstede særlig rejselegitimation til en mindreårig

UDKAST

udlænding efter tilsvarende betingelser, der gælder for nægtelse af

udstedelse af pas til mindreårige danske statsborgere i medfør af paslovens

§ 2, stk. 1, nr. 5 og 6.

Det vil bero på et konkret skøn, der foretages af Udlændingestyrelsen, om

der i den enkelte sag foreligger tilstrækkelige oplysninger til at opfylde

mistankekravet.

Oplysninger, der i almindelighed kan antages at have betydning for, om en

sådan situation foreligger, som giver grund til at nægte at udstede særlig

rejselegitimation til en mindreårig udlænding, vil eksempelvis være, at den

pågældende mindreårige udlænding selv henvender sig til myndighederne

for at få hjælp, eller at en lærer eller anden omsorgsperson for den

mindreårige udlænding henvender sig, fordi vedkommende har fået

mistanke om, at den pågældende er i fare for at blive sendt til udlandet til

forhold, der bringer den mindreårige udlændings sundhed eller udvikling i

alvorlig fare, eller for der at indgå ægteskab eller religiøs vielse uden

borgerlig gyldighed eller andet ægteskabslignende forhold. Der bør dog

ligeledes ses på, om oplysningerne bestyrkes af familieforholdene, ligesom

også andre typer af oplysninger kan være væsentlige.

I de tilfælde, hvor henvendelsen ikke kommer fra den mindreårige

udlænding selv, og hvor den mindreårige er fyldt 10 år, bør den mindreårige

udlænding, så vidt det er muligt, inddrages i spørgsmålet. Den bevismæssige

værdi af den mindreårige udlændings egen opfattelse af situationen bør bl.a.

afhænge af udlændingens alder og modenhed. Den mindreårige udlændings

egen anskuelse af situationen bør dog som udgangspunkt ikke tillægges

afgørende vægt.

Det foreslås i udlændingelovens § 39 a, stk. 3, nr. 6, at Udlændingestyrelsen

medmindre det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser,

kan nægte at udstede særlig rejselegitimation til en udlænding, der ikke kan

skaffe sig pas, eller som af andre grunde har behov for et sådant dokument,

eller inddrage et sådant dokument, når udlændingen flere gange inden for

de seneste år har fået udstedt ny rejselegitimation i anledning af, at

rejselegitimationen er bortkommet.

Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af en del af den gældende

bestemmelse i udlændingelovens § 39, stk. 5.

UDKAST

Det vil som hidtil bero på en konkret vurdering af de samlede

omstændigheder i hver enkelt sag, om der foreligger tilstrækkelige

oplysninger til at danne grundlag for en mistanke om misbrug, der kan

begrunde, at udstedelse af særlig rejselegitimation kan nægtes, eller at særlig

rejselegitimation kan inddrages efter den foreslåede bestemmelse.

Situationer, hvor det kan lægges til grund, at der har været tale om

undskyldelige omstændigheder og således ikke misbrugstilfælde, vil ikke

være omfattet af bestemmelsen. Det vil f.eks. kunne være tilfældet, hvis

udlændingen kan godtgøre, at vedkommendes særlige rejselegitimation er

bortkommet ved brand. Det kan også være tilfældet, hvis udlændingen har

anmeldt, at vedkommendes særlige rejselegitimation er bortkommet som

følge af tyveri, og politiet efterfølgende tilvejebringer dette.

Det foreslås i udlændingelovens § 39 a, stk. 3, nr. 7, at Udlændingestyrelsen,

medmindre det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser,

kan nægte at udstede særlig rejselegitimation til en udlænding, der ikke kan

skaffe sig pas, eller som af andre grunde har behov for et sådant dokument,

eller inddrage et sådant dokument, når Udlændingestyrelsen har mistanke

om, at udlændingen i ulovlig hensigt har forvansket eller fjernet dele af

rejselegitimationen eller deri indeholdte påtegninger eller har ladet andre

personer forvanske eller fjerne dele af rejselegitimationen eller deri

indeholdte påtegninger.

Bl.a. tilfælde, hvor en tidligere udstedt dansk særlig rejselegitimation er

blevet ødelagt eller beskadiget, og hvor Udlændingestyrelsen vurderer, at

ødelæggelsen kan være udført med den hensigt at skjule oplysninger om

indehaverens rejseaktiviteter, vil være omfattet af bestemmelsen.

Der kan endvidere være tilfælde, hvor den særlige rejselegitimation i øvrigt

er forsøgt ændret ved forfalskning, f.eks. hvis der i rejselegitimationen er

skrevet en forlængelse af rejselegitimationens gyldighed, der ikke er

foretaget af Udlændingestyrelsen.

Det foreslås i § 39 a, stk. 3, nr. 8, at Udlændingestyrelsen, medmindre det

vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, kan nægte at

udstede særlig rejselegitimation til en udlænding, der ikke kan skaffe sig

pas, eller som af andre grunde har behov for et sådant dokument, eller

inddrage et sådant dokument, når Udlændingestyrelsen har mistanke om, at

udlændingen har stillet eller forsøgt at stille sin rejselegitimation til rådighed

for tredjemand, eller at udlændingens rejselegitimation er blevet benyttet til

UDKAST

uberettiget indrejse her i landet eller i et andet EU- eller Schengenland af en

tredjemand.

Bl.a. tilfælde, hvor der er mistanke om, at særlig rejselegitimation er blevet

stillet eller forsøgt stillet til rådighed for tredjemand, eller hvor

rejselegitimationen er blevet overdraget til tredjemand med henblik på, at

vedkommende kan indrejse ulovligt i Schengenområdet, vil være omfattet

af bestemmelsen. Det vil kunne indgå som et moment i vurderingen, om

udlændingen har udvist passivitet i forhold til at forhindre tredjemands

misbrug, f.eks. om den pågældende uden unødigt ophold har meldt sin

rejselegitimation bortkommet til myndighederne.

Det foreslås i § 39 a, stk. 3, nr. 9, at Udlændingestyrelsen, medmindre det

vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, kan nægte at

udstede særlig rejselegitimation til en udlænding, der ikke kan skaffe sig

pas, eller som af andre grunde har behov for et sådant dokument, eller

inddrage et sådant dokument, når udlændingen ved bevidst urigtige

oplysninger eller svigagtig fortielse over for Udlændingestyrelsen

uretmæssigt skaffer sig en rejselegitimation eller bevirker, at en for

udlændingen udfærdiget rejselegitimation ikke kommer til at indeholde den

pågældendes foto, rigtige navn, fødselsdato eller andre persondata.

Bl.a. tilfælde, hvor udlændingen har forsøgt at få udstedt særlig

rejselegitimation med urigtige oplysninger i den hensigt, at tredjemand skal

anvende rejselegitimationen, f.eks. en anden persons foto, navn, underskrift,

fødselsdato eller anden persondata, vil være omfattet af bestemmelsen.

Det foreslås i udlændingelovens § 39 a, stk. 3, nr. 10, at

Udlændingestyrelsen, medmindre det vil være i strid med Danmarks

internationale forpligtelser, kan nægte at udstede særlig rejselegitimation til

en udlænding, der ikke kan skaffe sig pas, eller som af andre grunde har

behov for et sådant dokument, eller inddrage et sådant dokument, når det i

øvrigt skønnes nødvendigt af hensyn til den nationale sikkerhed, den

offentlige orden eller statens omdømme.

Den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 39 a, stk. 3, nr. 10, er en

videreførelse af en del af den gældende bestemmelse i udlændingelovens §

39, stk. 5.

Det vil som hidtil bero på et konkret skøn, der foretages af

udlændingemyndighederne, om der i den enkelte sag er grund til at antage,

UDKAST

at en udlænding har til hensigt i udlandet at deltage i aktiviteter

–

der ikke

er omfattet af den foreslåede bestemmelse i § 39, stk. 1, nr. 4

–

hvor dette

kan indebære eller forøge en fare for den nationale sikkerhed, en trussel mod

den offentlige orden eller skade statens omdømme.

Hvis det er åbenlyst, at en udlænding tidligere har misbrugt eller forsøgt at

misbruge en særlig rejselegitimation for udlændinge, også selv om det kun

er sket i et enkeltstående tilfælde, vil udstedelse af særlig rejselegitimation

kunne nægtes udstedt eller inddrages under hensyn til den offentlige orden.

Dette kan f.eks. være tilfældet, hvor den pågældende indrømmer et tidligere

misbrug eller forsøg på misbrug, eller hvor dette er blevet opdaget af

Udlændingestyrelsen eller politiet.

For så vidt angår statens omdømme henvises til situationer, hvor det

vurderes, at udlændingen ved sine handlinger i udlandet vil kunne skade

Danmarks relationer til andre lande. Det kan f.eks. være tilfældet, hvor

myndighederne bliver bekendt med, at en person ansøger om særlig

rejselegitimation alene med det formål at ville skade Danmarks omdømme

i udlandet.

Der tilsigtes med den foreslåede bestemmelse ingen ændring af praksis for,

hvornår det skønnes nødvendigt af hensyn til den nationale sikkerhed, den

offentlige orden eller statens omdømme at nægte udstedelse af eller at

inddrage særlig rejselegitimation.

Det bemærkes, at rejsedokument for konventionsflygtninge og fremmedpas

til statsløse personer alene vil kunne nægtes udstedt eller inddraget, hvis

tvingende hensyn til den nationale sikkerhed eller den offentlige orden

tilsiger det.

Det foreslås i udlændingelovens § 39 a, stk. 4, at Udlændingestyrelsen

endvidere kan inddrage særlig rejselegitimation udstedt til en udlænding,

når grundlaget for udstedelsen er bortfaldet.

Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af en del af den gældende

bestemmelse i udlændingelovens § 39, stk. 12, 3. pkt., om, at særlig

rejselegitimation til udlændinge bl.a. kan inddrages, når grundlaget for

udstedelsen er bortfaldet.

Omfattet af bestemmelsen er bl.a. tilfælde, hvor en udlænding har fået

udstedt særlig rejselegitimation på grundlag af, at udlændingen havde en

UDKAST

bestemt type opholdstilladelse, men hvor udlændingen ikke længere har en

sådan opholdstilladelse, og det således objektivt kan konstateres, at

grundlaget for udstedelsen er bortfaldet. Bestemmelsen omfatter også

tilfælde, hvor en udlændingen har fået udstedt nationalitetspas, og

grundlaget for at udstede særlig rejselegitimation på den baggrund er

bortfaldet.

Der er med den foreslåede bestemmelse ikke tilsigtet nogen ændring af

Udlændingestyrelsens praksis for at inddrage særlig rejselegitimation, når

grundlaget for udstedelsen er bortfaldet.

2.1.3.3. Varighed af en afgørelse om nægtelse af udstedelse eller

inddragelse af særlig rejselegitimation

Det foreslås med lovforslaget, at Udlændingestyrelsen ved afgørelser truffet

efter de foreslåede bestemmelser i udlændingelovens § 39 a, stk. 3, nr. 1-10,

i hvert enkelt tilfælde vil skulle fastsætte en frist for varigheden af

afgørelsen.

I udlændingelovens § 39 a, stk. 5, foreslås det således, at

Udlændingestyrelsen skal fastsætte en frist for afgørelser truffet efter stk. 3,

nr. 1-3 om sigtelse, idømt frihedsstraf eller i øvrigt i strid med bestemmelser

i lovgivningen og nr. 10 om hensyn til den nationale sikkerhed, den

offentlige orden eller statens omdømme, der ikke kan overstige 1 år. Fristen

kan forlænges med indtil 1 år ad gangen. Udlændingen vil i den periode, der

er fastsat af Udlændingestyrelsen, ikke kunne få udstedt ny

rejselegitimation, medmindre der foreligger særlige omstændigheder.

Det bemærkes, at afgørelserne alene vil kunne gælde, så længe betingelserne

i de enkelte bestemmelser fortsat er opfyldt. Den fastsatte tidsfrist vil således

ikke kunne strække sig over længere tid, end hvad der er nødvendigt for

f.eks. at fastholde udlændingen i Danmark.

Det vil afhænge af de konkrete omstændigheder i hver enkelt sag, om en

eventuel forlængelse af fristen skal fastsættes til 1 år eller kortere.

I udlændingelovens § 39 a, stk. 6, foreslås det, at Udlændingestyrelsen skal

fastsætte en frist for afgørelser truffet efter stk. 3, nr. 4, om såkaldte

fremmedkrigere, der ikke kan overstige 3 år. Fristen kan forlænges med

indtil 1 år ad gangen. Udlændingen vil i den periode, der er fastsat af

UDKAST

Udlændingestyrelsen, ikke kunne få udstedt ny rejselegitimation,

medmindre der foreligger særlige omstændigheder.

Fristen på tre år i den foreslåede bestemmelse svarer til den frist, som politiet

i medfør af paslovens § 2, stk. 2, kan fastsætte for afgørelser om nægtelse af

udstedelse eller inddragelse af pas til danske statsborgere i tilfælde som

dem, der er omfattet af den foreslåede § 39 a, stk. 3, nr. 4.

Fristen vil skulle fastsættes ud fra en konkret vurdering af, hvor

tungtvejende og alvorlige de foreliggende oplysninger i den enkelte sag må

anses for at være, og hvor lang en periode der må anses for nødvendig for,

at den pågældendes ønske om og vilje til i udlandet at deltage i aktiviteter,

hvor dette kan indebære eller forøge en fare for bl.a. statens sikkerhed, vil

kunne ændres.

Der vil i alle tilfælde være tale om en konkret vurdering af sagens samlede

omstændigheder.

Ved at fastsætte den foreslåede maksimale tidsmæssige udstrækning til tre

år tilsigtes det at skabe mulighed for at differentiere mellem de enkelte sager

og deres forskellige karakter, hvorved alvoren af de konkrete forhold, som

begrunder afgørelsen, vil kunne afspejles i den tidsmæssige udstrækning af

afgørelsen.

Det vil afhænge af de konkrete omstændigheder, om en eventuel forlængelse

af fristen skal fastsættes til 1 år eller kortere.

Der vil ved afgørelser om forlængelse af fristen kunne lægges vægt på de

samme omstændigheder som ved den oprindelige afgørelse om inddragelse

af særlig rejselegitimation eller nægtelse af udstedelse af særlig

rejselegitimation. Det vil bero på en konkret vurdering af de

omstændigheder, som har begrundet den oprindelige afgørelse, om der kan

ske forlængelse alene på baggrund heraf.

I udlændingelovens § 39 a, stk. 7, foreslås det, at Udlændingestyrelsen skal

fastsætte en frist for afgørelser truffet efter stk. 3, nr. 5, om mindreårige, der

ikke kan overstige 1 år. Fristen kan forlænges med indtil 1 år ad gangen.

Udlændingen vil i den periode, der er fastsat af Udlændingestyrelsen, ikke

kunne få udstedt ny rejselegitimation, medmindre der foreligger særlige

omstændigheder. Dog kan afgørelser truffet efter stk. 3, nr. 5 kun gælde,

indtil den mindreårige udlænding fylder 18 år.

UDKAST

Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af den gældende

bestemmelse i udlændingelovens § 39, stk. 9, og betyder, at

Udlændingestyrelsen i hvert enkelt tilfælde skal fastsætte en frist for

varigheden af afgørelsen på maksimalt 1 år, dog således at fristen kan

forlænges med op til 1 år ad gangen, hvis betingelserne i den foreslåede

bestemmelse i udlændingelovens § 39 a, stk. 3, nr. 5, fortsat er opfyldt.

Fristen kan dog maksimalt forlænges, til den mindreårige udlænding fylder

18 år. Den mindreårige udlænding vil i den periode, der er fastsat af

Udlændingestyrelsen, ikke kunne få udstedt ny rejselegitimation,

medmindre der foreligger særlige omstændigheder.

Det forudsættes i den forbindelse, at fristen i første omgang som

udgangspunkt fastsættes til 1 år, idet det må anses for tvivlsomt, at

forældrenes ønske om og vilje til at sende den mindreårige udlænding til

udlandet til forhold, der bringer den mindreårige udlændings sundhed eller

udvikling i alvorlig fare, eller for der at indgå ægteskab eller religiøs vielse

uden borgerlig gyldighed eller andet ægteskabslignende forhold, vil kunne

ændres inden for en kortere tidsperiode.

Ved en eventuel forlængelse af fristen vil der derimod kunne være grund til

at overveje at fastsætte en kortere frist. Dette vil afhænge af de konkrete

omstændigheder.

Der vil ved afgørelser om forlængelse af fristen kunne lægges vægt på de

samme omstændigheder som ved den oprindelige afgørelse om nægtelse af

udstedelse af eller inddragelse af særlig rejselegitimation. Det vil bero på en

konkret vurdering af styrken af de omstændigheder, som har begrundet den

oprindelige afgørelse, om der vil kunne ske forlængelse alene på baggrund

heraf.

Det foreslås i udlændingelovens § 39 a, stk. 8, at udlændingen i en periode

på 5 år ikke vil kunne få udstedt ny rejselegitimation, medmindre der

foreligger særlige omstændigheder, såfremt Udlændingestyrelsen efter stk.

3, nr. 6-9, har nægtet udstedelse af særlig rejselegitimation eller inddraget

en allerede udstedt særlig rejselegitimation.

Den foreslåede bestemmelse er dels en videreførelse af den gældende

bestemmelse i udlændingelovens § 39, stk. 8, jf. den foreslåede bestemmelse

i udlændingelovens § 39 a, stk. 3, nr. 6, dels en udvidelse til også at omfatte

UDKAST

tilfælde af misbrug efter de foreslåede bestemmelser i udlændingelovens §

39 a, stk. 3, nr. 7-9.

Det bemærkes, at der efter den gældende bestemmelse i udlændingelovens

§ 39, stk. 8, kan udstedes ny særlig rejselegitimation, selvom der ikke er

forløbet fem år fra Udlændingestyrelsens afgørelse om særlig

rejselegitimation, såfremt der foreligger

”ganske særlige omstændigheder”.

Efter den foreslåede nye bestemmelse i § 39 a, stk. 8, vil der skulle foreligge

”særlige omstændigheder”.

Begrebet

”ganske særlige omstændigheder”,

jf.

bemærkningerne til § 39, stk. 8, som gengivet under pkt. 2.1.1.2, dækker

over de samme tilfælde, der vil kunne begrunde udstedelse af

rejselegitimation til en specifik rejse, som begrebet ”særlige

omstændigheder” dækker over, jf. den angivne definition heraf

længere

nedenfor. Der er således

ved udeladelsen af ordet ”ganske”

alene tilsigtet en

sproglig ensretning af de foreslåede bestemmelser i udlændingelovens § 39

a, stk. 5-8, om fastsættelse af tidsfrister for Udlændingestyrelsens afgørelser

om særlig rejselegitimation. Der er således ikke tilsigtet en indholdsmæssig

ændring af bestemmelsen.

Det betyder, at en udlænding, over for hvem der er truffet afgørelse om at

nægte udstedelse af eller at inddrage særlig rejselegitimation efter de

foreslåede bestemmelser i udlændingelovens § 39 a, stk. 3, nr. 6-9, ikke vil

kunne få udstedt ny rejselegitimation i en periode på fem år regnet fra

tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse, medmindre der foreligger

særlige omstændigheder.

Det bemærkes, for så vidt angår de fastsatte tidsfrister i medfør af de

foreslåede bestemmelser i udlændingelovens § 39 a, stk. 5-8, at det

forudsættes, at Udlændingestyrelsen af egen drift eller efter anmodning fra

den pågældende, hvis særlige rejselegitimation er nægtet udstedt eller

inddraget, genoptager en sag efter de almindelige forvaltningsretlige regler,

hvis faktiske forhold af betydning for sagen ændrer sig væsentligt i

virkningsperioden.

Udlændingestyrelsen vil efter de foreslåede bestemmelser i

udlændingelovens § 39 a, stk. 5-8, hvis der foreligger særlige

omstændigheder, kunne udstede rejselegitimation til brug for en specifik

rejse til en udlænding, over for hvem der er truffet afgørelse om at nægte at

udstede særlig rejselegitimation eller inddrage en allerede udstedt særlig

rejselegitimation, selv om den fastsatte tidsfrist ikke er udløbet.

UDKAST

Med »særlige omstændigheder« forstås bl.a. tilfælde, hvor hensynet til den

pågældendes ret til familieliv, uddannelse eller arbejde med afgørende vægt

taler for at give tilladelse til at foretage en specifik rejse ud af landet.

Det forudsættes, at en udlænding, over for hvem særlig rejselegitimation er

nægtet udstedt, eller hvis særlige rejselegitimation er inddraget, selv vil

skulle søge tilladelse til at få udstedt særlig rejselegitimation med henblik

på at foretage en specifik rejse, og at den pågældende i den forbindelse vil

skulle dokumentere, at betingelserne herfor er opfyldt.

Det bemærkes i den forbindelse, at rejselegitimation udstedt som følge af en

sådan særlig omstændighed alene vil skulle udstedes for det tidsrum, som er

påkrævet af hensyn til rejsens varighed, og alene vil skulle være gyldigt for

rejse til de lande, som udlændingen planlægger at transitere og opholde sig

i. Rejselegitimationen vil skulle udstedes mod sædvanlig betaling.

2.1.3.4. Spærring af særlig rejselegitimation

Det foreslås i udlændingelovens § 39 a, stk. 9, at Udlændingestyrelsen kan

spærre en dansk udstedt særlig rejselegitimation i Det Centrale Pasregister,

hvor 1) en udlænding er i besiddelse af både dansk udstedt særlig

rejselegitimation og nationalt udstedt pas eller særlig rejselegitimation

udstedt af et andet land og ikke deponerer enten den dansk udstedte særlige

rejselegitimation, det nationalt udstedte pas eller den særlige

rejselegitimation udstedt af et andet land hos Udlændingestyrelsen, 2) der er

truffet afgørelse efter de foreslåede bestemmelser i § 39 a, stk. 3 eller 4, om

inddragelse af særlig rejselegitimation, eller 3) indehaveren af et

fremmedpas står registreret som udrejst i Det Centrale Personregister. Nr. 3

vil dog ikke gælde i forhold til fremmedpas udstedt til statsløse i

overensstemmelse med konventionen af 28. september 1954 om statsløse

personers retsstilling.

Det bemærkes, at der efter gældende praksis ved spærring af en dansk

udstedt rejselegitimation i Det Centrale Pasregister endvidere skal ske

indberetning

til

relevante

databaser,

herunder

Schengeninformationssystemet og Interpols database for stjålne, ulovligt

handlede, mistede eller ugyldiggjorte rejsedokumenter. Herved sikres, at

grænsemyndighederne i såvel Danmark som andre lande har mulighed for

at standse den pågældende i forbindelse med en eventuel kontrol, der

foretages ved ind- og udrejsekontrol.

UDKAST

Den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 39 a, stk. 9, nr. 1, er en

videreførelse af den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 39, stk.

10.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at Udlændingestyrelsen kan spærre

et dansk udstedt rejsedokument for flygtninge eller et fremmedpas i Det

Centrale Pasregister, såfremt det konstateres, at udlændingen er i besiddelse

af både dansk udstedt rejselegitimation og nationalt udstedt pas eller særlig

rejselegitimation udstedt af et andet land og ikke deponerer det ene

rejsedokument hos styrelsen.

Derved sikres det, at en udlænding, som ikke deponerer enten sit

rejsedokument for flygtninge/fremmedpas eller sit nationalt udstedte pas

eller sin særlige rejselegitimation udstedt af et andet land hos

Udlændingestyrelsen,

ikke

længere

vil

kunne

benytte

rejsedokumentet/fremmedpasset til at rejse med.

Den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 39 a, stk. 9, nr. 2,

medfører, at Udlændingestyrelsen kan spærre en dansk udstedt særlig

rejselegitimation i Det Centrale Pasregister, såfremt der er truffet afgørelse

om inddragelse efter en af de foreslåede bestemmelser i udlændingelovens

§ 39 a, stk. 3 eller 4. Herved sikres det, at en inddraget rejselegitimation ikke

vil kunne benyttes til at rejse med, f.eks. i tilfælde af, at det ikke har været

muligt at inddrage rejselegitimationen fysisk.

Den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 39 a, stk. 9, nr. 3, er en

videreførelse af den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 39, stk.

11, og medfører, at Udlændingestyrelsen kan spærre et dansk udstedt

fremmedpas i Det Centrale Pasregister, såfremt indehaveren har opgivet sin

bopæl i Danmark. Derved sikres det, at et fremmedpas, som tilhører en

udlænding, der har opgivet sin bopæl i Danmark og står registreret som

udrejst i Det Centrale Personregister, ikke længere vil kunne benyttes til at

rejse med.

Den foreslåede bestemmelse vil ikke kunne finde anvendelse i forhold til

indehavere af fremmedpas udstedt til statsløse i overensstemmelse med

konventionen af 28. september 1954 om statsløse personers reststilling, da

det ville stride mod Danmarks internationale forpligtelser at spærre en

statsløs persons fremmedpas, alene fordi den pågældende er registreret som

udrejst i CPR.

UDKAST

2.1.3.5. Sletning af et barn under 15 år i andre personers særlige

rejselegitimation

Det foreslås i udlændingelovens § 39 a, stk. 10, at et barn under 15 år med

selvstændigt pas eller selvstændig særlig rejselegitimation af den eller dem,

der har forældremyndigheden, efter samme regler, som gælder om pas til

danske statsborgere, kan kræves slettet i andre personers særlige

rejselegitimation, og at den særlige rejselegitimation, hvori et barn ønskes

slettet, midlertidigt kan inddrages med henblik på sletning. Det foreslås

endvidere, at udlændinge- og integrationsministeren kan fastsætte nærmere

regler om sletning af børn i andre personder særlige rejselegitimation,

herunder om indgivelse og behandling af anmodninger herom.

Den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 39 a, stk. 10, 1. pkt., er

en videreførelse af den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 39, stk.

12, 2. pkt., sammenholdt med bestemmelsen i § 39, stk. 12, 3. pkt., og svarer

til reglen i paslovens § 2 a, stk. 1.

Bestemmelsen indebærer, at et barn under 15 år med selvstændigt pas,

selvstændigt rejsedokument for flygtninge eller selvstændigt fremmedpas af

den eller dem, der har forældremyndigheden over barnet, som hidtil vil

kunne kræves slettet af andre personers rejsedokument for flygtninge eller

fremmedpas. Rejsedokumentet for flygtninge eller fremmedpasset, hvori et

barn ønskes slettet, vil endvidere efter den foreslåede bestemmelse som

hidtil kunne inddrages midlertidigt med henblik på sletning af barnet.

Den eller de, der ønsker et barn slettet af andre personers særlige

rejselegitimation, vil skulle dokumentere at være indehaver eller indehavere

af forældremyndigheden over barnet, og at der er udstedt selvstændigt pas

eller særlig rejselegitimation til det pågældende barn.

Efter den foreslåede bestemmelse i § 39 a, stk. 10, 2. pkt., kan udlændinge-

og integrationsministeren fastsætte nærmere regler om sletning af børn i

andre personers særlige rejselegitimation, herunder om indgivelse og

behandling af anmodninger herom. Det kan f.eks. være regler om, hvor og

hvordan anmodninger om sletning af et barn skal indgives, og hvilken

dokumentation der vil skulle fremlægges i den forbindelse.

2.1.3.6. Bemyndigelse til fastsættelse af regler om udstedelse, nægtelse og

inddragelse mv. af særlige rejselegitimation

UDKAST

Det foreslås i udlændingelovens § 39 a, stk. 11, at udlændinge- og

integrationsministeren kan fastsætte nærmere regler om udstedelse af særlig

rejselegitimation til udlændinge, herunder om hvilke udlændinge der er

omfattet af stk. 1, om indgivelse og behandling af ansøgninger om særlig

rejselegitimation, om gyldighedstid og rejsebegrænsning og om deponering

af rejselegitimation. Udlændinge- og integrationsministeren kan endvidere

fastsætte nærmere regler om nægtelse, inddragelse og spærring i Det

Centrale Pasregister af særlig rejselegitimation til udlændinge.

Den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 39 a, stk. 11, 1. pkt., om

fastsættelse af regler om udstedelse af særlig rejselegitimation er en

videreførelse af den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 39, stk.

12, 1. pkt. Det er hensigten, at der efter bestemmelsen vil blive fastsat regler,

der i det væsentlige svarer til de gældende regler i

udlændingebekendtgørelsen om udstedelse af særlig rejselegitimation,

ligesom det er hensigten, at reglerne i videst muligt omfang vil have lighed

med reglerne for udstedelse af nationalitetspas til danske statsborgere.

Udlændinge- og integrationsministeren vil i medfør af den foreslåede

bestemmelse bl.a. kunne fastsætte nærmere regler om den fysiske

udformning af særlig rejselegitimation, herunder vil der kunne fastsættes

regler om, at form og udseende mv. skal følge de tilsvarende regler om pas

til danske statsborgere tilpasset kravene til den særlige rejselegitimation.

Udlændinge- og integrationsministeren vil i medfør af den foreslåede

bestemmelse endvidere bl.a. kunne fastsætte nærmere regler om, hvilke

udlændinge der er omfattet af den foreslåede bestemmelse i

udlændingelovens § 39 a, stk. 1, om udstedelse af særlig rejselegitimation.

Der vil i medfør heraf kunne fastsættes regler om, hvilke opholdstilladelser

eller opholdsgrundlag der giver mulighed for, at Udlændingestyrelsen vil

kunne udstede særlig rejselegitimation til den pågældende, ligesom der vil

kunne fastsættes regler om, at særlig rejselegitimation vil kunne udstedes,

når særlige grunde i øvrigt taler herfor. Det forventes, at der i medfør af

bestemmelsen vil blive fastsat regler om, at de samme grupper af

udlændinge, som i dag i medfør af udlændingebekendtgørelsen vil kunne få

udstedt særlig rejselegitimation, fremadrettet også vil kunne få udstedt

særlig rejselegitimation, idet det dog samtidig forventes at blive

tydeliggjort, at også tredjelandsstatsborgere, der opholder sig lovligt i

Danmark i medfør af EU-reglerne som familiemedlem til en unionsborger,

vil kunne få udstedt særlig rejselegitimation.

UDKAST

Udlændinge- og integrationsministeren vil endvidere i medfør af den

foreslåede bestemmelse kunne fastsætte regler om bl.a. indgivelse af og

behandlingen af ansøgninger om særlig rejselegitimation. Det kan f.eks.

være regler om, hvilken form for dokumentation der kan kræves vedlagt en

ansøgning, til hvilken myndighed og hvordan ansøgninger skal indgives og

regler om personligt fremmøde i forbindelse med en ansøgning.

Udlændinge- og integrationsministeren vil herudover kunne fastsætte regler

om bl.a. gyldighedstid og rejsebegrænsning og om deponering af

rejselegitimation. Det kan f.eks. være regler om længden af

rejselegitimationens

gyldighedsperiode,

herunder

forskellig

gyldighedsperiode for forskellige persongrupper, f.eks. børn. Det kan

endvidere f.eks. være regler om, i hvilke tilfælde og over for hvilke grupper

af udlændinge der vil skulle fastsættes en rejsebegrænsning i den særlige

rejselegitimation, samt i hvilke tilfælde der vil kunne ske ophævelse af en

fastsat rejsebegrænsning. Det kan desuden f.eks. være regler om, i hvilke

tilfælde der skal ske deponering af en udlændings nationalitetspas eller

anden rejselegitimation, og i hvilke tilfælde nationalitetspasset eller

rejselegitimationen vil skulle udleveres til den pågældende igen, herunder

om vejledning til udlændingen i den forbindelse.

Efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 39 a, stk. 11, 2. pkt.,

vil udlændinge- og integrationsministeren kunne fastsætte nærmere regler

om nægtelse, inddragelse og spærring i Det Centrale Pasregister af særlig

rejselegitimation til udlændinge. Det kan f.eks. være regler om, hvordan en

afgørelse om inddragelse eller spærring skal meddeles den pågældende

udlænding, og om hvilke myndigheder der vil skulle underrettes om en

sådan afgørelse.

2.1.3.7. Opsættende virkning ved klage til Flygtningenævnet

Som det fremgår under pkt. 2.1.1.5 ovenfor kan en udlænding, som har fået

inddraget særlig rejselegitimation af Udlændingestyrelsen, fortsat benytte

og rejse med rejselegitimationen under klagesagens behandling i

Flygtningenævnet, idet påklage til Flygtningenævnet af en afgørelse truffet

af Udlændingestyrelsen om nægtelse af udstedelse eller inddragelse af et

dansk rejsedokument for flygtninge har opsættende virkning.

Det foreslås, at der fremover ikke skal være opsættende virkning ved

påklage til Flygtningenævnet af en afgørelse truffet af Udlændingestyrelsen

UDKAST

om nægtelse af udstedelse eller inddragelse af et dansk rejsedokument for

flygtninge.

Det betyder, at hvis Udlændingestyrelsen f.eks. træffer afgørelse om at

inddrage et rejsedokument for flygtninge, fordi indehaveren af

rejsedokumentet ikke længere har opholdstilladelse i Danmark som

flygtning, eller fordi det skønnes nødvendigt af hensyn til den nationale

sikkerhed, den offentlige orden eller statens omdømme, så vil afgørelsen

have virkning med det samme, også selv om den måtte blive påklaget til

Flygtningenævnet.

2.2. Fordobling af gebyret for udstedelse af dansk særlig

rejselegitimation til udlændinge og for optagelse af digitale fingeraftryk

til brug for udstedelsen

2.2.1. Gældende ret

Efter udlændingelovens § 44, stk. 2, betales for udstedelse af dansk

rejselegitimation til udlændinge og for optagelse af digitale fingeraftryk til

brug for udstedelsen et gebyr svarende til gebyret for udstedelse af danske

pas og optagelse af digitale fingeraftryk til brug for udstedelsen, jf.

paslovens § 4 a og § 4 b.

Efter paslovens § 4 a, stk. 1, betales for udstedelse af pas et gebyr, jf. stk. 2-

6, og for optagelse af digitalt fingeraftryk i forbindelse med udstedelse af

pas et gebyr, jf. § 4 b.

Efter paslovens § 4 a, stk. 2, betales for udstedelse af pas til personer, der er

fyldt 18 år, men ikke har nået folkepensionsalderen, jf. § 1 a i lov om social

pension, 862 kr.

Efter paslovens § 4 a, stk. 3, betales for udstedelse af fællespas 862 kr.

Efter paslovens § 4 a, stk. 4, betales for udstedelse af pas til personer, der

har nået folkepensionsalderen, jf. § 1 a i lov om social pension, 350 kr.

Efter paslovens § 4 a, stk. 5, betales for udstedelse af pas til personer, der er

under 18 år, 150 kr.

Efter paslovens § 4 a, stk. 6, 1. og 2. pkt., gælder stk. 1-5 også ved

ombytning af pas, udstedelse af ekstra pas og udstedelse af nyt pas i

UDKAST

gyldighedsperioden. Dog udstedes nyt pas uden betaling, hvis et pas på

grund af forhold, der må tilregnes den pasudstedende myndighed, lider af

væsentlige mangler.

Efter paslovens § 4 b, stk. 1, betales for optagelse af digitalt fingeraftryk i

forbindelse med udstedelse af pas 25 kr. Gebyret efter stk. 1 pris- og

lønreguleres en gang årligt den 1. januar med den af Finansministeriet

fastsatte sats for det generelle pris- og lønindeks. Det herefter fremkomne

beløb afrundes til nærmeste kronebeløb. Justitsministeren bekendtgør hvert

år, hvilken regulering der skal finde sted. Dette følger af paslovens § 4 b,

stk. 2.

Det følger af § 2 i bekendtgørelse nr. 2124 af 14. december 2020 om

regulering af gebyr for optagelse af digitalt fingeraftryk i forbindelse med

udstedelse af pas, at det i paslovens § 4 b, stk. 1, nævnte beløb udgør 28 kr.

Bekendtgørelsen trådte i kraft den 1. januar 2021.

Efter paslovens § 4 c fordobles de efter paslovens § 4 a, stk. 2-5 og stk. 6,

1. pkt., og § 4 b, stk. 1, gældende gebyrer for udstedelse af pas, hvis et

gyldigt eller udløbet pas tilhørende pasansøgeren ikke kan fremvises ved

ansøgning, eller hvis passet fremvises i ødelagt stand i forbindelse med

ansøgning om fornyelse af pas eller udstedelse af nyt pas i

gyldighedsperioden.

Paslovens § 4 c blev indsat ved lov nr. 124 af 30. januar 2021 om ændring

af retsplejeloven og forskellige andre love (Gennemførelse af dele af aftalen

om politiets og anklagemyndighedens økonomi 2021-2023), uden at der

blev foretaget en tilsvarende ændring af udlændingelovens § 44, stk. 2.

Loven trådte i kraft den 1. februar 2021.

Det fremgår af bemærkningerne til loven, at der hvert år forsvinder tusindvis

af pas, og at årsagen til, at danske pas bortkommer, kan være mange. De kan

bl.a. blive stjålet, ødelagt, tabt eller bortkomme i posten, men størstedelen

af de pas, der årligt bortkommer, registreres af Rigspolitiet som forlagte.

Bortkomstårsagen kan dog også være, at pasindehaveren ulovligt har solgt

sit pas videre, hvorefter det f.eks. kan anvendes af bl.a. organiserede

kriminelle, der misbruger danske pas til dokumentfalskneri og

identitetstyveri. Det fremgår endvidere, at danske pas er eftertragtede

handelsvarer, og at Rigspolitiet ser med stor alvor på sager om tyveri, salg

og tab af pas, fordi passene i nogle tilfælde kan blive brugt til bl.a.

kriminalitet. Det er Rigspolitiets forventning, at en fordobling af gebyret for

UDKAST

udstedelse af pas i henhold til paslovens § 4 a og § 4 b vil kunne medvirke

til at indskærpe vigtigheden af at opbevare passet omhyggeligt, så det ikke

bortkommer eller bliver ødelagt. Der henvises til Folketingstidende 2020-

21, A, L 132 som fremsat, side 15.

2.2.2. Udlændinge- og Integrationsministeriets overvejelser

De gældende gebyrer for udstedelse af dansk rejselegitimation til

udlændinge og for optagelse af digitale fingeraftryk i forbindelse med

udstedelsen følger allerede gebyrerne for udstedelse af danske pas og

optagelse af digitale fingeraftryk til brug for udstedelsen af danske pas.

Da bestemmelsen i paslovens § 4 c om fordobling af pasgebyret i visse

tilfælde for udstedelse af pas blev indført i februar 2021, blev der ikke

samtidig indsat en henvisning til paslovens § 4 c i udlændingelovens § 44,

stk. 2.

Udlændingestyrelsen har således på nuværende tidspunkt ikke hjemmel til

at fordoble gebyret for udstedelse af dansk rejselegitimation til udlændinge

i sådanne situationer, som er nævnt i paslovens § 4 c.

På baggrund af bl.a. Udlændingestyrelsens erfaringer med formodet

misbrug af særlig rejselegitimation til udlændinge, jf. pkt. 2.1.2 ovenfor, er

det Udlændinge- og Integrationsministeriets opfattelse, at der også over for

udlændinge med dansk udstedt særlig rejselegitimation

–

ligesom over for

danske statsborgere

–

kan være god grund til at indskærpe vigtigheden af at

opbevare rejselegitimationen omhyggeligt, så den ikke bortkommer eller

bliver ødelagt.

Udlændinge- og Integrationsministeriets finder derfor, at der i

udlændingeloven bør tilvejebringes hjemmel til, at Udlændingestyrelsen

kan fordoble gebyret for udstedelse af dansk rejselegitimation til

udlændinge og for optagelse af digitale fingeraftryk til brug for udstedelsen

i tilsvarende situationer, som fremgår af paslovens § 4 c

–

det vil sige, hvis

en gyldig eller udløbet dansk rejselegitimation tilhørende udlændingen ikke

kan fremvises ved ansøgning, eller hvis rejselegitimationen fremvises i

ødelagt stand i forbindelse med ansøgning om fornyelse heraf eller om

udstedelse af ny rejselegitimation.

2.2.3. Den foreslåede ordning

UDKAST

Det foreslås på den baggrund at indsætte en henvisning til paslovens § 4 c i

udlændingelovens § 44, stk. 2, således at der for udstedelse af dansk

rejselegitimation til udlændinge og for optagelse af digitale fingeraftryk til

brug for udstedelsen betales et gebyr svarende til gebyret for udstedelsen af

danske pas og optagelse af digitale fingeraftryk til brug for udstedelsen, jf.

paslovens §§ 4 a, 4 b, og 4 c.

Det betyder, at gebyret for udstedelse af dansk rejselegitimation til

udlændinge og for optagelse af digitale fingeraftryk til brug for udstedelsen

fremover vil skulle fordobles, hvis en gyldig eller udløbet rejselegitimation

tilhørende udlændingen ikke kan fremvises ved ansøgning, eller hvis

rejselegitimationen fremvises i ødelagt stand i forbindelse med ansøgning

om fornyelse heraf eller udstedelse af ny rejselegitimation i

gyldighedsperioden.

Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering, at en fordobling

af gebyret for udstedelse af dansk rejselegitimation til udlændinge vil kunne

gennemføres inden for rammerne af flygtninge- og statsløsekonventionerne,

når det sker under tilsvarende forhold, som gælder i forhold til udstedelse af

pas til danske statsborgere. Der henvises i øvrigt til pkt. 3 nedenfor om

forholdet til Danmarks internationale forpligtelser.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 3.

2.3. Laissez-passer

2.3.1. Gældende ret

Udstedelse af laissez-passer er ikke reguleret ved lov, men følger af

mangeårig praksis.

Et laissez-passer er en midlertidig rejselegitimation, som

Udlændingestyrelsen og Styrelsen for International Rekruttering og

Integration i særlige tilfælde kan udstede til en udlænding til brug for

indrejse i, udrejse fra eller tilbagerejse til Danmark.

Det bemærkes, at Hjemrejsestyrelsen herudover som led i styrelsens arbejde

med at udsende udlændinge vil kunne udstede laissez-passer, herunder

særligt laissez-passer, der opfylder kravene i Europa-Parlamentets og

Rådets forordning (EU) 2016/1953 af 26. oktober 2016 om indførelse af et

europæisk

rejsedokument

til

brug

ved

tilbagesendelse

UDKAST

tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold til et sådant dokuments

udformning.

2.3.1.1.Udlændingestyrelsens praksis

Udlændingestyrelsen udsteder alene laissez-passer i særlige tilfælde. Det

kan f.eks. være, hvis en herboende udlændings nationalitetspas kun kan

udstedes eller forlænges ved personligt fremmøde i hjemlandet eller på

hjemlandets ambassade i et andet land end Danmark, eller i tilfælde, hvor

en udlænding akut har behov for at rejse til udlandet, f.eks. på grund af

dokumenteret kritisk sygdom eller dødsfald i nærmeste familie.

Der kan endvidere være tilfælde, hvor Udlændingestyrelsen bemyndiger

udstedelse af laissez-passer via en dansk repræsentation i udlandet. Det kan

f.eks. være ved første indrejse i Danmark for et familiesammenført

familiemedlem til en herboende flygtning, der ikke er i besiddelse af eller i

stand til at skaffe sig nationalitetspas. I perioder med mange sager om

familiesammenføring til herboende flygtninge, udstedes der laissez-passer i

et ikke ubetydeligt omfang i forbindelse med meddelelse af

opholdstilladelse. Omfanget af udstedte laissez-passer kan således variere

betydeligt fra år til år.

Endvidere kan der eksempelvis udstedes laissez-passer i situationer, hvor en

herboende udlænding eller en udlænding med tidligere fast bopæl i

Danmark henvender sig til en dansk repræsentation i udlandet eller til en

repræsentation, som Danmark har indgået repræsentationsaftale med, og

anmoder om hjælp til at kunne indrejse i Danmark. Det kan f.eks. være i

tilfældet, hvor en udlænding mister sit pas i udlandet og derfor ikke kan

indrejse i Danmark.

I sager af denne type vil den danske repræsentation i udlandet eller en

repræsentation, som Danmark har indgået repræsentationsaftale med,

anmode Udlændingestyrelsen om bemyndigelse til at udstede et laissez-

passer til den pågældende, hvorefter styrelsen vil tage konkret stilling til,

hvorvidt der kan udstedes laissez-passer og/eller tilbagerejsetilladelse,

således at den pågældende kan indrejse i Danmark.

Udstedelse af laissez-passer forudsætter, at udlændingen har en gyldig

opholdstilladelse i Danmark, og ikke allerede er i besiddelse af et

nationalitetspas eller anden gyldig rejselegitimation. Der kan dog være

ganske særlige tilfælde, f.eks. bortfaldssager, hvor styrelsen kan vælge at

UDKAST

udstede et laissez-passer til en udlænding, som tidligere har haft en

opholdstilladelse og efter et længerevarende udlandsophold henvender sig

til styrelsen med ønske om at returnere til Danmark, og hvor det efter

indrejsen nærmere skal vurderes, om opholdstilladelsen skal anses for

bortfaldet, og/eller hvorvidt der måtte være grundlag for udstedelse af ny

opholdstilladelse. Dette sker dog kun i et yderst begrænset omfang.

Som udgangspunkt udstedes et laissez-passer kun for den periode, som den

rejse, der begrunder behovet for et laissez-passer, nødvendiggør.

Gyldighedsperioden begrænses mest muligt, og et laissez-passer udstedes

som udgangspunkt af Udlændingestyrelsen med en varighed på 5 dage,

medmindre ganske særlige grunde taler for en længere gyldighedsperiode.

Det er udlændingens eget ansvar at sikre sig, at et laissez-passer udstedt i

Danmark gyldigt kan anvendes som rejselegitimation i det land, som den

pågældende påtænker at foretage rejse til.

Selve udstedelsen af et laissez-passer kræver, at udlændingen møder

personligt op i Udlændingestyrelsens borgerservice, således at styrelsen kan

foretage den fornødne identifikation af den pågældende.

Udstedelse af et laissez-passer fra udlandet kræver, at udlændingen møder

personligt op og indgiver ansøgningen, således at den danske repræsentation

kan foretage den fornødne identifikation af den pågældende.

Efter endt brug skal et laissez-passer indsendes til den udstedende

myndighed.

2.3.1.2. Styrelsen for International Rekruttering og Integrations praksis

Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI) udsteder alene

laissez-passer i særlige tilfælde og i praksis i meget begrænset omfang. Det

kan f.eks. være, hvis en ansøgers nationalitetspas kun kan udstedes eller

forlænges ved personligt fremmøde på hjemlandets ambassade i et andet

land end Danmark.

Der kan endvidere være tilfælde, hvor udlændingen opholder sig i udlandet,

og hvor SIRI bemyndiger en dansk repræsentation i udlandet eller en

repræsentation, som Danmark har indgået repræsentationsaftale med, til at

udstede laissez-passer.

UDKAST

Udstedelse af et laissez-passer kræver, at udlændingen møder personligt op,

således at SIRI, den danske repræsentation i udlandet eller en

repræsentation, som Danmark har indgået repræsentationsaftale med, kan

foretage den fornødne identifikation af den pågældende.

Der kan som udgangspunkt kun udstedes et laissez-passer til varigheden af

den rejse, der begrunder behovet for et laissez-passer. Gyldighedsperioden

begrænses mest muligt, og et laissez-passer udstedes som udgangspunkt

med en varighed på 5 dage i EU og 30 dage til hjemlandet.

Efter endt brug skal et laissez-passer indsendes til den udstedende

myndighed.

2.3.1.3. Klageadgang og gebyr i sager om laissez-passer

Udlændingestyrelsens og Styrelsen for International Rekruttering og

Integrations afslag på udstedelse af laissez-passer kan påklages til

Udlændingenævnet inden 8 uger efter, at ansøgeren har fået meddelelse om

afgørelsen, jf. principperne i udlændingelovens § 46 a, jf. dog bl.a. § 53 a.

Efter udlændingelovens § 53 a, stk. 1, nr. 8, kan afgørelser, som

Udlændingestyrelsen har truffet om bl.a. laissez-passer vedrørende

udlændinge, der har påberåbt sig at være omfattet af eller er meddelt

opholdstilladelse efter §§ 7 eller 8 eller § 9 c, stk. 2 eller 3, indbringes for

Flygtningenævnet.

Der opkræves i dag ikke gebyr for ansøgninger om eller udstedelse af

laissez-passer.

2.3.2. Udlændinge- og Integrationsministeriets overvejelser

Udstedelse af laissez-passer er som nævnt ikke nærmere reguleret i

udlændingeloven, men følger af praksis på udlændingeområdet.

Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets opfattelse, at det kan være

vanskeligt for såvel borgere som myndigheder tydeligt at gennemskue,

hvilke regler der gælder i forhold til myndighedernes behandling af

ansøgninger om laissez-passer, herunder om mulighederne for at få udstedt

et laissez-passer og adgangen til at klage over afgørelser om afslag på

laissez-passer, når reglerne ikke fremgår af udlændingeloven.

UDKAST

Udlændinge- og Integrationsministeriet finder, at det vil være

hensigtsmæssigt, herunder af hensyn til ansøgernes retssikkerhed, at

regulere udstedelsen af laissez-passer i udlændingeloven, så det bliver

tydeligere for såvel borgere som myndigheder, hvornår der eksempelvis vil

kunne udstedes laissez-passer samt klages over afslag på en ansøgning om

laissez-passer.

Udlændinge- og Integrationsministeriet finder således, at der i

udlændingeloven bør tilvejebringes udtrykkelig hjemmel for

Udlændingestyrelsen og Styrelsen for International Rekruttering og

Integration til i særlige tilfælde at kunne udstede laissez-passer til

udlændinge.

Udlændinge- og Integrationsministeriet finder endvidere, at det vil være

hensigtsmæssigt at skabe mulighed for, at udlændinge- og

integrationsministeren

–

hvis der opstår behov herfor

–

vil kunne fastsætte

nærmere regler om udstedelse af laissez-passer, herunder om hvilke

udlændinge der kan få udstedt laissez-passer, og om indgivelse og

behandling af ansøgninger om laissez-passer til udlændinge til brug for

indrejse i, udrejse fra eller tilbagerejse til Danmark.

Det er endvidere Udlændinge- og Integrationsministeriets opfattelse, at

indgivelse af en ansøgning om laissez-passer bør gebyrpålægges

–

ligesom

udstedelse af såvel fremmedpas som rejsedokument for flygtninge i dag er

gebyrbelagt.

Det bemærkes i den forbindelse, at Udlændingestyrelsen i nogle tilfælde

oplever, at udlændinge, der har ansøgt om laissez-passer, ikke afhenter

dokumentet efter udstedelse, og at udlændinge ansøger om laissez-passer i

stedet for at ansøge om særlig rejselegitimation, fordi det er nemmere og

omkostningsfrit. Dette er efter Udlændinge- og Integrationsministeriet ikke

hensigtsmæssigt.

Det er dog samtidig Udlændinge- og Integrationsministeriets opfattelse, at

der ikke bør indføres gebyr for laissez-passer i sager, hvis Danmarks

internationale forpligtelser eller EU-reglerne kan tilsige andet. Det kan

f.eks. være ved første indrejse i Danmark for et familiesammenført

familiemedlem til en herboende flygtning, hvor familiemedlemmet ikke er

i besiddelse af eller i stand til at skaffe sig nationalitetspas eller anden gyldig

rejselegitimation, og hvor Udlændingestyrelsen derfor af egen drift i

forlængelse af behandlingen af ansøgningen om familiesammenføring

UDKAST

bemyndiger udstedelse af laissez-passer via en dansk repræsentation i

udlandet med henblik på udlændingens indrejse i Danmark.

2.3.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at der i udlændingeloven tilvejebringes hjemmel til i

udlændingelovens § 39 a, stk. 2, at der i særlige tilfælde kan udstedes

laissez-passer til en udlænding til brug for indrejse i, udrejse fra eller

tilbagerejse til Danmark.

Ved laissez-passer forstås midlertidig rejselegitimation, som i særlige

tilfælde kan udstedes til en udlænding til brug for at foretage en specifik

rejse, såfremt den pågældende ikke er i besiddelse af et nationalitetspas eller

anden gyldig rejselegitimation.

Laissez-passer vil efter den foreslåede bestemmelse som i dag kunne

udstedes af Udlændingestyrelsen og af Styrelsen for International

Rekruttering og Integration.

Udlændingestyrelsen og Styrelsen for International Rekruttering og

Integration vil således fremover med udtrykkelig hjemmel i

udlændingeloven

–

hvor det hidtil har fulgt af mangeårig praksis

–

i særlige

tilfælde kunne udstede laissez-passer til en udlænding til brug for indrejse i,

udrejse fra eller tilbagerejse til Danmark.

Det bemærkes, at der med bestemmelsen ikke tilsigtes ændringer i forhold

til gældende praksis for, i hvilke særlige tilfælde Udlændingestyrelsen og

Styrelsen for International Rekruttering og Integration kan udstede laissez-

passer. Det bemærkes endvidere, at der med den foreslåede bestemmelse

ikke tilsigtes ændringer i forhold til Hjemrejsestyrelsens muligheder for at

udstede laissez-passer som led i styrelsens arbejde med at udsende

udlændinge. Hjemrejsestyrelsen vil således fortsat kunne udstede laissez-

passer efter praksis som led i styrelsens arbejde med at udsende udlænding.

Det foreslås endvidere, at udlændinge- og integrationsministeren i medfør

af den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 39 a, stk. 12, vil kunne

fastsætte nærmere regler om udstedelse af laissez-passer, herunder om,

hvilke udlændinge der er omfattet af bestemmelsen i den foreslåede § 39 a,

stk. 2, og om indgivelse og behandling af ansøgninger om laissez-passer.

UDKAST

Der vil efter den foreslåede bestemmelse således kunne fastsættes regler om

bl.a., hvilke udlændinge der har mulighed for at få udstedt et laissez-passer

og i hvilke situationer, samt om gyldighedstiden for et laissez-passer, og

hvilke områder og lande et laissez-passer vil kunne anvendes til at indrejse

i. Der vil endvidere kunne fastsættes regler om bl.a., hvilken form for

dokumentation der kan kræves vedlagt en ansøgning, til hvilken myndighed

ansøgningen kan indgives, hvordan ansøgninger skal indgives og regler om

personligt fremmøde i forbindelse med en ansøgning.

Det bemærkes, at der med den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse ikke

tilsigtes ændringer i forhold til gældende praksis for udstedelse af laissez-

passer.

Der henvises endvidere til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 2.

Det foreslås desuden, at der for indgivelse af en ansøgning til

Udlændingestyrelsen og Styrelsen for International Rekruttering og

Integration om udstedelse af laissez-passer fra ansøgere, der er fyldt 18 år,

indføres et gebyr på 300 kr., og for ansøgere under 18 år et gebyr på 150 kr.,

medmindre Danmarks internationale forpligtelser eller EU-reglerne kan

tilsige andet.

Der betyder, at der fremadrettet som udgangspunkt vil skulle betales gebyr,

når en udlænding indgiver en ansøgning til Udlændingestyrelsen og til

Styrelsen for International Rekruttering om udstedelse af laissez-passer. Det

foreslåede gebyr indføres primært med et adfærdsregulerende sigte. Gebyret

er skønsmæssigt fastsat under hensyntagen til bl.a. prisen på rejsedokument

for flygtninge og fremmedpas, som udgør 890 kr. i 2021-niveau for en

voksen, og overstiger ikke de omkostninger, der er forbundet med

behandlingen af en ansøgning om udstedelsen af et laissez-passer.

Det betyder endvidere, at der ikke vil skulle betales gebyr i forbindelse med

udstedelse af laissez-passer til en udlænding, hvor

Danmarks internationale

forpligtelser eller EU-reglerne tilsiger andet.

Det vil f.eks. kunne være tilfældet ved første indrejse i Danmark for et

familiesammenført familiemedlem til en herboende flygtning, hvor

familiemedlemmet ikke er i besiddelse af eller i stand til at skaffe sig

nationalitetspas eller anden gyldig rejselegitimation, og hvor

Udlændingestyrelsen derfor af egen drift i forlængelse af behandlingen af

ansøgningen om familiesammenføring bemyndiger udstedelse af laissez-

UDKAST

passer via en dansk repræsentation i udlandet med henblik på udlændingens

indrejse i Danmark.

Der henvises endvidere til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 4.

2.4. Ændring af reglerne

erstatningsopholdskort

2.4.1. Gældende ret

Efter udlændingelovens § 44, stk. 3, kan udlændinge- og

integrationsministeren fastsætte regler om betaling for genudstedelse af

opholdskort udstedt i forbindelse med meddelelse af opholdstilladelse efter

udlændingelovens §§ 7-9 f, 9 i-9 n, 9 p og 9 q.

Sådanne regler er fastsat i § 32, stk. 6, i bekendtgørelse nr. 2260 af 29.

december 2020 om udlændinges

adgang her til landet

(udlændingebekendtgørelsen). Det fremgår af denne bestemmelse, at der for

udstedelse af hvert opholdskort, der udstedes på grund af kortets bortkomst

eller ødelæggelse, eller når udlændingen ønsker ændringer i kortets

oplysninger, der kan henføres til den pågældendes egen beslutning eller

handlemåde, opkræves et gebyr, der fastsættes omkostningsbestemt. Der

opkræves dog ikke gebyr for opholdskort, der udstedes ved ændring af

personnummer, udlændingenummer, personidentitet, opholdsgrundlag eller

ved navneændring i forbindelse med indgåelse af ægteskab eller skilsmisse.

Det omkostningsbestemte gebyr for et erstatningsopholdskort beregnes

årligt og fremgår af en vejledning om regulering af beløbssatser efter

udlændingeloven m.v. Det fremgår således af Udlændinge- og

Integrationsministeriets Vejledning nr. 10004 af 11. december 2020 om

regulering pr. 1. januar 2021 af beløbssatser efter udlændingeloven m.v., at

gebyret i perioden 1. januar 2021 til 31. december 2021 udgør 458,00 kr. for

erstatningsopholdskort udstedt af Styrelsen for International Rekruttering

og Integration, mens gebyret i samme periode udgør 1.195,00 kr. for

erstatningsopholdskort udstedt af Udlændingestyrelsen.

Gebyrernes størrelse beregnes som nævnt omkostningsbestemt, og

forskellen på gebyrernes størrelse i Styrelsen for International Rekruttering

og Integration og Udlændingestyrelsen skyldes, at der er tale om to

forskellige myndigheder med forskellige sagstyper, omkostninger og

produktionsforudsætninger.

betaling

for

udstedelse

UDKAST

2.4.2. Udlændinge- og Integrationsministeriets overvejelser

Udlændinge- og Integrationsministeriet finder, at gebyret for at få udstedt et

nyt opholdskort bør være det samme, uanset om opholdstilladelsen er

meddelt af Styrelsen for International Rekruttering og Integration eller

Udlændingestyrelsen. Størrelsen af det beløb, der skal betales for et nyt

opholdskort, bør ikke afhænge af, om opholdstilladelsen er meddelt på

grundlag af f.eks. beskæftigelse, der henhører under Styrelsen for

International Rekruttering og Integration, eller på grundlag af f.eks.

familiesammenføring, der henhører under Udlændingestyrelsen.

2.4.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at gebyret for udstedelse af erstatningsopholdskort fremover

skal fremgå som et fast beløb i udlændingeloven, og at gebyret skal være

det samme, uanset om der ansøges om udstedelse af erstatningsopholdskort

i Styrelsen for International Rekruttering og Integration eller

Udlændingestyrelsen. Det foreslås, at beløbet fastsættes til 1200 kr.

(afrundet), hvilket er udregnet på baggrund af de to styrelsers omkostninger

til udstedelse af erstatningsopholdskort.

3. Forholdet til Danmarks internationale forpligtelser

3.1. Nægtelse af udstedelse og inddragelse af særlig rejselegitimation til

udlændinge

Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering, at lovforslagets

del om nægtelse af udstedelse og inddragelse af særlig rejselegitimation til

udlændinge er i overensstemmelse med Danmarks internationale

forpligtelser. Nedenfor følger en kort gennemgang af forholdet til de mest

relevante forpligtelser på området.

3.1.1. Konventionen af 28. juli 1951 om flygtninges retsstilling

(flygtningekonventionen) og Konventionen af 28. september 1954 om

statsløse personers retsstilling (statsløsekonventionen)

Efter artikel 28 i konventionen af 28. juli 1951 om flygtninges retsstilling

(flygtningekonventionen) har de kontraherende stater pligt til at udstede

rejsedokumenter til flygtninge, der er omfattet af konventionen, og som

UDKAST

lovligt bor inden for statens område, til brug for rejse uden for statens

område, medmindre tvingende hensyn til den nationale sikkerhed eller den

offentlige orden tilsiger andet. Formålet hermed er at forsyne flygtningen

med rejselegitimation, som kan anvendes i stedet for nationalitetspas.

Efter artikel 28 i statsløsekonventionen har de kontraherende stater

tilsvarende pligt til at udstede rejsedokumenter til statsløse personer, der er

omfattet af statsløsekonventionen, og som lovligt bor inden for statens

område, som sætter dem i stand til at rejse uden for statens område,

medmindre tvingende hensyn til den nationale sikkerhed eller den offentlige

orden tilsiger andet.

Efter § 13, stk. 1, i tillægget til flygtningekonventionen forpligter enhver

kontraherende stat sig til at lade indehaveren af et af den i henhold til denne

konventions artikel 28 udstedt rejsedokument genindrejse i dens område på

et hvilket som helst tidspunkt inden for dokumentets gyldighedstid.

Tilsvarende fremgår det også af § 13, stk. 1, i tillægget til

statsløsekonventionen, at et i henhold til konventionens artikel 28 udstedt

rejsedokument, medmindre det modsatte deri er anført, skal berettige

indehaveren til på et hvilket som helst tidspunkt inden for dokumentets

gyldighedstid at genindrejse til den udstedende stats område.

Ifølge en kommentar til forarbejderne til flygtningekonventionens artikel

28,

blev ordene ”tvingende hensyn til den nationale sikkerhed eller den

offentlige orden”

indført efter megen diskussion. Det følger af

kommentaren, at det ikke er ethvert hensyn til den nationale sikkerhed eller

den offentlige orden, der vil kunne gøres gældende, men kun tvingende

hensyn. Et forslag om, at det skulle være muligt at nægte at udstede

rejsedokument af samme grunde, som et nationalitetspas kan nægtes

udstedt, blev ikke vedtaget. Tilfælde, hvor en flygtning søger at undvige

retsforfølgelse eller straf for en kriminel handling, eller hvor en flygtning

mistænkes for at ville rejse med henblik på kriminelle aktiviteter eller

spionage, vil formentlig være omfattet. Ifølge debatten vil tilfælde, hvor et

nationalitetspas ville kunne nægtes udstedt, som f.eks. insolvens, manglende

betaling af skat eller opfyldelse af militære forpligtelser, ikke være omfattet.

Ifølge kommentaren blev det også anført, at tvingende hensyn til den

nationale sikkerhed eller den offentlige orden midlertidigt vil kunne

begrunde, at sådanne rejsedokumenter nægtes udstedt, men ikke at sådanne

rejsedokumenter kategorisk nægtes udstedt. Det følger endvidere af

kommentaren, at midlertidig nægtelse af udstedelse af rejsedokumenter ikke

UDKAST

længere vil være nødvendigt, når de tvingende hensyn til den nationale

sikkerhed eller den offentlige orden er ophørt. Der henvises til

https://www.unhcr.org/protection/travaux/4ca34be29/refugee-convention-

1951-travaux-preparatoires-analysed-commentary-dr-paul.html,

s. 194.

Ifølge en anden kommentar til flygtningekonventionens artikel 28 kan

fortolkningen af de to begreber ”den nationale sikkerhed og den offentlige

orden” ændre sig over tid, og hvor ”den nationale sikkerhed” traditionelt er

blevet opfattet som en reference til eksterne trusler mod staten og dens

institutioner, som f.eks. spionage, så vil det også kunne omfatte visse former

for interne trusler mod statens sikkerhed eller samfundet. Som et eksempel

herpå nævnes i kommentaren, at en flygtning planlægger at bruge sit

rejsedokument til at rejse med henblik på at forberede terroraktiviteter, som

påvirker værtsstaten direkte eller indirekte. Lignende overvejelser vil kunne

opstå i en situation, hvor en flygtnings rejseplaner med sandsynlighed vil

medføre, at transit- eller destinationslande bliver udsat for interne eller

eksterne sikkerhedsrisici.

Om inddragelse af et rejsedokument for flygtninge anføres det i samme

kommentar bl.a., at det vil være uforeneligt med principperne i tillæggets §

13 at inddrage et rejsedokument for flygtninge, hvis flygtningen faktisk

anvender det på rejse i udlandet. Men hvis flygtningen befinder sig i

udstederlandet, kan der være situationer, som synes at kunne begrunde

inddragelse af et rejsedokument, f.eks. hvis flygtningen mister sin status

som flygtning, eller hvis der opstår sådanne situationer, som ville kunne

have begrundet, at rejsedokumentet blev nægtet udstedt, forudsat at der er

lovhjemmel, og at inddragelse ikke forårsager problemer for flygtningen i

forhold til en anden stat. Der henvises til kommentaren af Jens Vedsted-

Hansen vedrørende artikel 28/tillægget til konventionen

i ”The 1951

Convention Relating to the Status of Refugees and its 1967 Protocol. A

Commentary”,

redigeret af

Andreas Zimmermann, Jonas Dörschner

(assisterende), Felix Machts (assisterende). Oxford University Press, 2011,

side 1206-7 og side 1209.

Det fremgår af retningslinjer om udstedelse af maskinlæsbare

rejsedokumenter for flygtninge og statsløse udgivet af FN’s

Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) i samarbejde med International Civil

Aviation Organization (ICAO) bl.a., at et maskinlæsbart rejsedokument til

flygtninge eller statsløse vil kunne inddrages, hvis indehaveren mister status

som flygtning eller statsløs, f.eks. i tilfælde af ophør, annullering eller

inddragelse af en sådan status. Endvidere kan et sådant rejsedokument

UDKAST

inddrages i tilfælde af, at indehaveren retsforfølges eller dømmes for en

forbrydelse, hvor det udgør et tvingende hensyn til den nationale sikkerhed

eller den offentlige orden.

Der henvises til ”UN High Commissioner for

Refugees (UNHCR), Guide for Issuing Machine Readable Convention

Travel Documents for Refugees and Stateless Persons, jointly published by

UNHCR and the ICAO, February 2017”, som kan tilgås via linket

https://www.refworld.org/docid/52b166a34.html.

Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering, at forslaget til de

nye bestemmelser i udlændingelovens § 39 a, stk. 3, om såvel nægtelse af

udstedelse som inddragelse af særlig rejselegitimation til udlændinge, vil

kunne gennemføres inden for rammerne af flygtninge- og

statsløsekonventionerne.

Udlændinge- og Integrationsministeriet bemærker i den forbindelse, at såvel

flygtningekonventionen som statsløsekonventionen indeholder forskellige

bestemmelser om flygtninges henholdsvis statsløses stilling i forhold til

værtslandets egne statsborgere, som f.eks. de i konventionerne

indholdsmæssigt enslydende

artikel

2 (Der påhviler enhver

flygtning/statsløs forpligtelser overfor det land, i hvilket han befinder sig,

herunder navnlig at han retter sig efter dets love og bestemmelser såvel som

efter foranstaltninger, truffet til opretholdelse af den offentlige orden),

artikel 22, stk. 1 (Med hensyn til elementær undervisning skal de

kontraherende stater indrømme flygtninge/statsløse samme behandling som

den, der tilkommer deres egne statsborgere) samt artikel 29 om afgifter,

gebyrer og skatter.

Uanset at der med reglerne i de to konventioners artikel 28 om udstedelse af

rejsedokumenter til flygtninge og statsløse personer kan være visse hensyn

til flygtninge og statsløses situation, som ikke gør sig gældende for danske

statsborgere, f.eks. at de kan have behov for at rejse videre til et andet land

med henblik på genbosættelse, er det ministeriets opfattelse, at det ikke har

været tilsigtet med konventionerne, at

flygtninge eller statsløse personer

omfattet af konventionerne generelt skal have en bedre retsstilling end

værtslandets egne statsborgere. Det er således Udlændinge- og

Integrationsministeriets opfattelse, at det ikke har været hensigten med

konventionerne, at flygtninge og statsløse personer med bopæl i Danmark

skal have en bedre retsstilling end danske statsborgere.

Udlændinge- og Integrationsministeriet bemærker i den forbindelse, at det

af den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 39 a, stk. 3,

UDKAST

udtrykkeligt fremgår, at der alene vil kunne træffes afgørelse efter

bestemmelsen, hvis det ikke vil være i strid med Danmarks internationale

forpligtelser. Dette indebærer bl.a., at Udlændingestyrelsen alene vil kunne

træffe afgørelse om nægtelse af udstedelse eller inddragelse af

rejsedokumenter for flygtninge eller fremmedpas udstedt til statsløse

personer, hvis tvingende hensyn til den nationale sikkerhed eller den

offentlige orden tilsiger det.

I forhold til de foreslåede bestemmelser i udlændingelovens § 39 a, stk. 5-

8, om den tidsmæssige opretholdelse af en afgørelse om nægtelse af

udstedelse eller inddragelse af rejsedokumenter til flygtninge eller statsløse

personer omfattet af konventionerne bemærkes det, at det, jf.

bemærkningerne til bestemmelserne, forudsættes, at Udlændingestyrelsen

af egen drift eller efter anmodning fra den, over for hvem særlig

rejselegitimation er nægtet, eller hvis særlige rejselegitimation er inddraget,

genoptager en sag efter de almindelige forvaltningsretlige regler, hvis

faktiske forhold af betydning for sagen ændrer sig væsentligt under

virkningsperioden. Herved sikres det, at en afgørelse om at nægte at udstede

eller at inddrage en udlændings særlige rejselegitimation ikke får en længere

virkning end nødvendigt. Det kunne f.eks. være i tilfælde af, at der ikke

længere er tvingende hensyn til den nationale sikkerhed eller den offentlige

orden, der nødvendiggør opretholdelsen af en sådan afgørelse.

3.1.2. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention

En afgørelse om nægtelse eller inddragelse af særlig rejselegitimation til en

udlænding vil efter omstændighederne kunne indebære indgreb i de

rettigheder,

der

reguleret

Den

Europæiske

Menneskerettighedskonvention. Der er navnlig tale om artikel 2 i 4.

Tillægsprotokol om retten til at færdes frit og til frit at vælge opholdssted

samt konventionens artikel 8 om retten til privatliv og familieliv.

I tilfælde, hvor en medlemsstats lovgivning indrømmer myndighederne helt

eller delvis skønsmæssige beføjelser, foretager Den Europæiske

Menneskerettighedsdomstol som udgangspunkt ikke en abstrakt prøvelse af,

om lovgivningen er i overensstemmelse med konventionen. Det afgørende

er, hvordan lovgivningen anvendes i praksis.

Det fremgår af artikel 2 i 4. Tillægsprotokol til Den Europæiske

Menneskerettighedskonvention, at enhver, der lovligt befinder sig på en

stats område, inden for dette skal have ret til at færdes frit og til frit at vælge

UDKAST

sit opholdssted, og at enhver har frihed til at forlade et hvilket som helst

land, herunder sit eget. Efter Menneskerettighedsdomstolens praksis

indebærer bestemmelsen endvidere en ret til at udrejse til et land efter den

pågældendes eget valg, hvor vedkommende kan opnå indrejse.

Efter artikel 8 har enhver ret til respekt for sit privatliv og familieliv, sit

hjem og sin korrespondance. Retten til respekt for privatlivet er ikke

begrænset til en indre sfære, men omfatter også i et vist omfang retten til at

etablere og udvikle relationer til andre mennesker.

Beskyttelsen efter disse bestemmelser er imidlertid ikke absolut. Der kan

gøres indgreb i de nævnte rettigheder, hvis indgrebet er foreskrevet ved lov

og er nødvendigt i et demokratisk samfund (dvs. opfylder kravet om

proportionalitet) til varetagelse af nærmere bestemte anerkendelsesværdige

formål, herunder den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed og

forebyggelse af forbrydelser, jf. artikel 2, stk. 3, i 4. Tillægsprotokol og Den

Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, stk. 2.

Formålet med de foreslåede bestemmelser i udlændingelovens § 39 a, stk.

3, om nægtelse af udstedelse og inddragelse af særlig rejselegitimation til

udlændinge er at sikre, at der ikke udstedes særlig rejselegitimation eller at

allerede udstedt rejselegitimation inddrages ud fra hensyn til den nationale

sikkerhed, den offentlige orden eller statens omdømme, ud fra et hensyn om

at bekæmpe misbrug med rejselegitimation samt for så vidt angår den

foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 39 a, stk. 3, nr. 5, ud fra

hensynet til mindreårige udlændinges tarv.

Afgørelser om nægtelse af udstedelse eller inddragelse af særlig

rejselegitimation til udlændinge træffes på baggrund af en individuel og

konkret vurdering og vil kunne påklages til enten Udlændingenævnet eller

Flygtningenævnet afhængig af, om der er tale om et rejsedokument for

flygtninge eller et fremmedpas. Det følger endvidere af den foreslåede

bestemmelse i udlændingelovens § 39 a, stk. 3, at Udlændingestyrelsen

alene kan træffe sådanne afgørelser, hvis det ikke er i strid med Danmarks

internationale forpligtelser.

Der er samtidig fastsat en varighedsbegrænsning på afgørelser om nægtelse

af udstedelse og inddragelse af særlig rejselegitimation, i nogle tilfælde med

mulighed for forlængelse. En afgørelse om nægtelse af udstedelse eller

inddragelse af en særlig rejselegitimation er således tidsbegrænset og vil

ikke kunne forlænges uden fornyet prøvelse. Endvidere vil sager om

UDKAST

nægtelse af udstedelse eller inddragelse af særlig rejselegitimation skulle

genoptages, hvis der under gyldighedsperioden fremkommer væsentlige ny

oplysninger.

For afgørelser om nægtelse af udstedelse og inddragelse af særlig

rejselegitimation vil der desuden være mulighed for under særlige

omstændigheder og efter en konkret vurdering at udstede rejselegitimation

til brug for specifikke rejser, hvis tungtvejende hensyn til f.eks.

udlændingens ret til familieliv, uddannelse eller arbejde taler herfor.

Forslaget om nægtelse af udstedelse og inddragelse af særlig

rejselegitimation til udlændinge er således begrundet i væsentlige

samfundsmæssige interesser og går efter Udlændinge- og

Integrationsministeriets opfattelse ikke videre end nødvendigt for at opnå de

tilsigtede formål.

På den baggrund er det Udlændinge- og Integrationsministeriets opfattelse,

at de foreslåede bestemmelser ikke er i strid med Den Europæiske

Menneskerettighedskonvention.

3.1.3. FN's konvention om barnets rettigheder af 20. november 1989

(børnekonvention)

Børnekonventionen indeholder en regulering af børns rettigheder på alle

samfundsområder.

Det grundlæggende hensyn til barnets tarv fastslås i artikel 3, stk. 1, i FN's

konvention om barnets rettigheder af 20. november 1989

(børnekonvention), hvorefter barnets tarv i alle foranstaltninger vedrørende

børn, hvad enten disse udøves af offentlige eller private institutioner for

social velfærd, domstole, forvaltningsmyndigheder eller lovgivende

organer, skal komme i første række.

Efter konventionens artikel 19 har staten desuden en forpligtelse til at

beskytte børn mod alle former for fysisk eller psykisk vold, skade eller

misbrug, vanrøgt eller forsømmelig behandling, mishandling eller

udnyttelse, herunder seksuelt misbrug, medens barnet er i forældrenes,

værgens eller andre personers varetægt, og til at forebygge alle former for

mishandling og at afhjælpe deres virkninger, når de er sket.

UDKAST

Det fremgår af FN's Børnekomités General Comment nr. 13 ("The right of

the child to freedom from all forms of violence, 2011"), at vold bl.a. kan

bestå i såkaldt skadelige vaner ("harmful practices"), så som tvangs- eller

tidlige ægteskaber. Der henvises til CRC/C/GC/13, 18. april 2011, s. 11.

FN's Børnekomité har tillige sammen med FN's Komité til afskaffelse af

diskrimination mod kvinder (CEDAW) udstedt en fælles anbefaling ("Joint

general recommendation No. 31 of the Committee on the Elimination of

Discrimination against Women/ general comment No. 18 of the Committee

on the Rights of the Child on harmful practices") om såkaldt skadelige

vaner, bl.a. med henblik på at præcisere deltagerstaternes forpligtelser i den

sammenhæng. Det fremgår heraf, at såkaldt skadelige vaner kan tage form

af bl.a. børneægteskaber eller tidlige ægteskaber og tvangsægteskaber.

Børneægteskaber beskrives i den forbindelse som et ægteskab, hvor mindst

en af parterne er under 18 år, og at det anses som en form for

tvangsægteskab, da den ene eller begge parter ikke har givet et fuldt, frit, og

informeret samtykke. Der henvises til CEDAW/C/GC/31/Rev. 1-

CRC/C/GC/18/Rev. 1, 8. maj 2019, s. 7.

En afgørelse om at nægte at udstede eller at inddrage særlig

rejselegitimation til en mindreårig udlænding i medfør af den foreslåede

bestemmelse i udlændingelovens § 39 a, stk. 3, nr. 5, vil kunne udgøre et

indgreb i den mindreårige udlændings bevægelsesfrihed.

Udlændinge- og Integrationsministeriet bemærker hertil, at sigtet med

forslaget om at kunne nægte udstedelse af eller inddrage særlig

rejselegitimation til en mindreårig udlænding er at varetage den mindreårige

udlændings tarv ved at skærme den pågældende mod at blive sendt til

udlandet til forhold, der bringer den mindreårige udlændings sundhed eller

udvikling i alvorlig fare, eller for der at indgå ægteskab eller religiøs vielse

uden borgerlig gyldighed eller andet ægteskabslignende forhold.

Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets opfattelse, at en

forældremyndighedsindehavers adfærd i en situation, hvor der er grund til

at antage, at en mindreårig udlænding vil blive sendt til udlandet til forhold,

der bringer den mindreårige udlændings sundhed eller udvikling i alvorlig

fare, eller for at indgå ægteskab eller religiøs vielse uden borgerlig

gyldighed eller andet ægteskabslignende forhold, vil kunne begrunde en

afgørelse om at nægte udstedelse eller inddragelse af særlig

rejselegitimation til den mindreårige udlænding og den heraf følgende

indskrænkning i den mindreårige udlændings bevægelsesfrihed, idet det er

UDKAST

forældremyndighedsindehaveren, der bestemmer over den mindreårige

udlændings opholdssted og som led heri har råderet over

rejselegitimationen.

Det bemærkes i den forbindelse, at der i den foreslåede ordning om nægtelse

af udstedelse eller inddragelse af særlig rejselegitimation til udlændinge er

fastsat en varighedsbegrænsning på 1 år for en sådan afgørelse med

mulighed for forlængelse, indtil den mindreårige udlænding fylder 18 år og

selv får mulighed for at råde over sin rejselegitimation.

Den foreslåede ordning indeholder desuden mulighed for under særlige

omstændigheder og efter en konkret vurdering at udstede rejselegitimation

med henblik på specifikke rejser, hvis tungtvejende hensyn til f.eks. den

mindreårige udlændings ret til familieliv eller uddannelse taler herfor, eller

hvis der ikke er en konkret risiko for, at den mindreårige udlænding vil blive

sendt til udlandet til forhold, der bringer den pågældendes sundhed eller

udvikling i alvorlig fare, eller for at indgå ægteskab eller religiøs vielse uden

borgerlig gyldighed eller andet ægteskabslignende forhold.

Den foreslåede ordning er således i det hele begrundet i hensynet til den

mindreårige udlændings tarv og går efter Udlændinge- og

Integrationsministeriets opfattelse ikke videre end nødvendigt for at opnå

det tilsigtede formål.

Det er på baggrund af ovenstående Udlændinge- og Integrationsministeriets

opfattelse, at den foreslåede ordning i udlændingelovens § 39 a, stk. 3, nr.

5, om nægtelse af udstedelse og inddragelse af særlig rejselegitimation til

mindreårige udlændinge er i overensstemmelse med børnekonventionen.

3.2. Fordobling af gebyret for særlig rejselegitimation

Efter § 3 i tillægget til flygtningekonventionen, som finder anvendelse på

rejsedokumenter udstedt efter konventionens artikel 28, må de afgifter, som

pålægges for udstedelse af dokumentet, ikke gå ud over den laveste

afgiftssats for udstedelse af nationale pas.

Tilsvarende fremgår det af § 3 i tillægget til statsløsekonventionen, som

finder anvendelse på rejsedokumenter udstedt efter statsløsekonventionens

artikel 28, at de afgifter, som pålægges for udstedelse af dokumentet, ikke

må overstige den laveste afgiftssats for udstedelse af nationalitetspas.

UDKAST

Det fremgår af UNHCRs og ICAOs retningslinjer for udstedelse af

maskinlæsbare rejsedokumenter bl.a., at på baggrund af ICAO’s

”Recommended Practice” bør sådanne gebyrer ikke overstige

driftsomkostningerne (”cost of the operation”).

Det fremgår også, at hvis

stater ønsker at indføre strengere betingelser for ansøgninger om

erstatningsrejsedokumenter i tilfælde af mistede eller stjålne maskinlæsbare

rejsedokumenter, er det vigtigt, at sådanne betingelser ikke strider mod

flygtninges og statsløses rettigheder efter artikel 28 i hhv. flygtninge- og

statsløsekonvention. Det fremgår endvidere, at hvor det f.eks. kan være

acceptabelt med et krav om personligt fremmøde ved ansøgninger og

tidsbegrænsning på gyldigheden af et rejsedokument, vil højere gebyrer

eller nægtelse af udstedelse af et nyt rejsedokument gå imod internationale

standarder og forpligtelser.

Efter flygtningekonventionens artikel 29, stk. 1, må de kontraherende stater

ikke pålægge flygtninge andre eller højere afgifter, gebyrer eller skatter af

nogen som helst art end sådanne, som under tilsvarende forhold pålægges

eller måtte blive pålagt deres egne statsborgere.

Det fremgår tilsvarende af statsløsekonventionens artikel 29, stk. 1, at de

kontraherende stater ikke må pålægge statsløse personer andre eller højere

afgifter, gebyrer eller skatter af nogen som helst art end sådanne, som under

tilsvarende forhold påhviler eller måtte blive pålagt deres egne statsborgere.

Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering, at forslaget om

at en fordobling af gebyret for udstedelse af dansk udstedt særlig

rejselegitimation til udlændinge, jf. lovforslagets § 1, nr. 3, vil kunne

gennemføres inden for rammerne af flygtninge- og statsløsekonventionerne.

Udlændinge- og Integrationsministeriet bemærker i denne forbindelse

–

som

også anført ovenfor

–

at uanset at der med reglerne i konventionernes artikel

28 kan være visse hensyn til flygtninge og statsløses situation, som ikke gør

sig gældende for statsborgere, f.eks. at de kan have behov for at rejse videre

til et andet land med henblik på genbosættelse, så er det ministeriets

opfattelse, at det ikke har været hensigten med konventionerne, at flygtninge

og statsløse generelt skal stilles bedre end statsborgerne i det land, hvor de

har lovligt ophold.

Det er således ministeriets opfattelse, at formuleringen i § 3 i tillæggene til

flygtninge- og statsløsekonventionerne

om, ”at de afgifter, som pålægges

for udstedelse af dokumentet, ikke må gå ud over den laveste afgiftssats for

UDKAST

udstedelse af nationale pas”, skal forstås relativt således, at der menes den

laveste afgiftssats for nationale pas under tilsvarende forhold.

Bestemmelsen er således efter ministeriets opfattelse ikke til hinder for, at

gebyret for udstedelse af særlig rejselegitimation til flygtninge og statsløse

fordobles under tilsvarende forhold, hvor der kan ske fordobling af gebyret

for udstedelse af pas til danske statsborgere, når blot der under disse forhold

ikke opkræves andre eller højere gebyrer af flygtninge og statsløse end af

danske statsborgere, jf. herved også bestemmelsen i konventionernes artikel

29.

Sigtet med forslaget er netop at sidestille udlændinge og danske statsborgere

i forhold til opkrævning af gebyr for udstedelse af særlig rejselegitimation

og pas under tilsvarende forhold, herunder bl.a. med henblik på at indskærpe

vigtigheden af at opbevare rejselegitimationen omhyggeligt, så den ikke

bortkommer eller bliver ødelagt.

Det er på den baggrund ministeriets opfattelse, at forslaget er i

overensstemmelse med Danmarks internationale forpligtelser.

4. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det

offentlige

[Under udarbejdelse]

5. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet mv.

[Under udarbejdelse]

6. Administrative konsekvenser for borgerne

Forslaget om at samle regulering om særlig rejselegitimation i

udlændingelovens § 39 a og indføre lovhjemmel til udstedelse af laissez-

passer betyder, at det bliver mere gennemskueligt for borgere og

myndigheder, hvilke regler der gælder i forhold til udstedelse, nægtelse af

udstedelse og inddragelse af særlig rejselegitimation til udlændinge samt

udstedelse af laissez-passer.

Forslaget om at indføre dobbelt gebyr for udstedelse af dansk udstedt

rejselegitimation og for optagelse af digitale fingeraftryk i forbindelse med

udstedelsen i tilfælde af, at en ansøger ikke ved ansøgningen kan fremvise

en gyldig eller udløbet rejselegitimation eller fremviser rejselegitimationen

UDKAST

i ødelagt stand, betyder, at visse borgere vil skulle betale et højere gebyr end

hidtil.

Forslaget om at indføre gebyr for ansøgninger om laissez-passer betyder, at

borgerne fremover vil skulle betale for en ansøgning om laissez-passer.

Forslaget om at ændre reglerne om betaling for udstedelse af

erstatningsopholdskort betyder, at gebyret for udstedelse af et

erstatningsopholdskort fremover vil fremgå af udlændingeloven. I dag

fastsættes beløbet omkostningsbestemt i en vejledning og kan variere fra år

til år.

7. Klimamæssige konsekvenser

Lovforslaget har ingen klimamæssige konsekvenser.

8. Miljø- og naturmæssige konsekvenser

Lovforslaget har ingen miljø- eller naturmæssige konsekvenser.

9. Forholdet til EU-retten

Det følger af artikel 21, stk. 1, i Traktaten om Den Europæiske Unions

Funktionsmåde (TEUF), at enhver unionsborger har ret til at færdes og

opholde sig frit på medlemsstaternes område med de begrænsninger og på

betingelser,

der

fastsat

traktaterne

gennemførelsesbestemmelserne hertil.

Bestemmelsen er for så vidt angår retten til udrejse fra en medlemsstat

nærmere udmøntet i artikel 4 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2004/38/EF om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at

færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område mv.

(opholdsdirektivet), hvoraf det følger, at uden at dette berører de

bestemmelser for rejsedokumenter, der gælder ved national grænsekontrol,

har alle unionsborgere, der er i besiddelse af et gyldigt identitetskort eller

pas, ret til at forlade en medlemsstats område for at rejse til en anden

medlemsstat.

Unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til indrejse i en

medlemsstat er nærmere udmøntet i opholdsdirektivets artikel 5, mens retten

til ophold i en anden medlemsstat er reguleret i direktivets kapitel III og IV.

UDKAST

Det følger heraf, at unionsborgere og deres familiemedlemmer har ret til at

indrejse og tage ophold i andre medlemsstater i indtil tre måneder.

Under nærmere betingelser har unionsborgere og deres familiemedlemmer

ret til at opholde sig i andre medlemsstater i mere end tre måneder.

Medlemsstaterne kan begrænse den frie bevægelighed og ophold for en

unionsborger eller et familiemedlem uanset nationalitet af hensyn til den

offentlige orden, sikkerhed eller sundhed, jf. opholdsdirektivets artikel 27,

stk. 1.

Efter opholdsdirektivets artikel 27, stk. 2, skal foranstaltninger truffet af

hensyn til den offentlige orden eller sikkerhed være i overensstemmelse med

proportionalitetsprincippet og kan udelukkende begrundes i vedkommendes

personlige adfærd.

En afgørelse om at nægte at udstede eller at inddrage særlig

rejselegitimation til en udlænding, jf. lovforslagets § 1, nr. 2, udgør et

indgreb i retten til fri bevægelighed for tredjelandsstatsborgere med lovligt

ophold i Danmark som familiemedlem til en unionsborger, som ønsker at

udrejse til en anden medlemsstat, og kan derfor alene ske i

overensstemmelse med bl.a. betingelserne i opholdsdirektivets artikel 27,

stk. 2.

Formålet med de foreslåede bestemmelser i udlændingelovens § 39 a, stk.

3, om nægtelse af udstedelse og inddragelse af særlig rejselegitimation til

udlændinge er at sikre, at der ikke udstedes særlig rejselegitimation eller at

allerede udstedt rejselegitimation inddrages ud fra hensyn til den nationale

sikkerhed, den offentlige orden eller statens omdømme, ud fra et hensyn om

at bekæmpe misbrug med rejselegitimation, og for så vidt angår den

foreslåede bestemmelse i § 39 a, stk. 3, nr. 5, ud fra hensynet til mindreårige

udlændinges tarv.

De anførte hensyn bag den foreslåede ordning om nægtelse af udstedelse

eller inddragelse af særlig rejselegitimation til udlændinge er efter

Udlændinge- og Integrationsministeriets opfattelse omfattet af hensynene til

offentlig orden og sikkerhed i EU-rettens forstand. Det er endvidere

Udlændinge- og Integrationsministeriets opfattelse, at de foreslåede

bestemmelser i udlændingelovens § 39 a, stk. 3, ikke går videre end

nødvendigt for at varetage disse hensyn.

UDKAST

Det bemærkes i den forbindelse, at det vil bero på en konkret vurdering i

hver enkelt sag, om der er tilstrækkeligt grundlag for at nægte at udstede

eller inddrage særlig rejselegitimation til en udlænding.

Det bemærkes endvidere, at ordningen indeholder en række

undtagelsesmuligheder. Udlændingestyrelsen vil således under særlige

omstændigheder kunne udstede midlertidig rejselegitimation til brug for en

specifik rejse til en udlænding, over for hvem der er truffet afgørelse om

nægtelse af udstedelse eller inddragelse af særlig rejselegitimation, hvis

tungtvejende hensyn til f.eks. udlændingens ret til familieliv eller

uddannelse taler herfor.

Udlændingestyrelsens sagsbehandling i sager om nægtelse af udstedelse

eller inddragelse af særlig rejselegitimation vil være omfattet af de

almindelige forvaltningsretlige regler, herunder reglerne om partshøring,

begrundelse og klagevejledning. Udlændingestyrelsens afgørelser vil kunne

påklages til Udlændingenævnet eller Flygtningenævnet, jf. pkt. 2.1.1.5.

Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets opfattelse, at de foreslåede

ordninger herved lever op til opholdsdirektivets krav i artikel 30 til

meddelelsen af afgørelser, som begrænser den frie bevægelighed, og til de

proceduremæssige garantier i direktivets artikel 31. På den baggrund er det

samlet set Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering, at den

foreslåede ordning er i overensstemmelse med EU-retten.

10. Hørte myndigheder og organisationer mv.

Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 20. august 2021 til den 17.

september 2021 været sendt i høring hos følgende myndigheder og

organisationer m.v.:

Advokatrådet (Advokatsamfundet), Amnesti Nu, Amnesty International,

Asylret, Bedsteforældre for Asyl, Børnerådet, Børns Vilkår,

Centralorganisationernes Fællesudvalg CFU, Danes Worldwide, Danmarks

Biblioteksforening,

Danmarks

Rejsebureau

Forening,

Dansk

Arbejdsgiverforening, Dansk Flygtningehjælp, Danske Rederier, DFUNK

–

Dansk Flygtningehjælp Ungdom, Dansk Socialrådgiverforening, Danske

Advokater, Danske Regioner, Datatilsynet, Den Danske Helsinki-Komité

for Menneskerettigheder, Den Katolske Kirke i Danmark, Det

Kriminalpræventive Råd, DIGNITY

–

Dansk Institut Mod Tortur,

Finansrådet, Flygtningenævnet, Folkehøjskolernes Forening i Danmark,

UDKAST

Foreningen

Offentlige

Anklagere,

Foreningen

Udlændingeretsadvokater, Færøernes Landsstyre, Naalakkersuisut

(Grønlands Selvstyre), HK/Danmark, ICORN, Indvandrermedicinsk klinik,

Odense Universitetshospital, Indvandrerrådgivningen, Institut for

Menneskerettigheder, International Organization for Migration (IOM),

Kirkernes Integrationstjeneste, KL

–

Kommunernes Landsforening, Knud

Vilby (på vegne af Fredsfonden), Kvinfo, Kvindernes Internationale Liga

for Fred og Frihed (Kvindefredsligaen), Københavns Byret,

Landsforeningen Adoption & Samfund, Landsforeningen af

Forsvarsadvokater,

Landsforeningen ”Et barn To forældre”,

Landsorganisation af kvindekrisecentre (LOKK), Mellemfolkeligt

Samvirke, Mino Danmark, Plums Fond for fred, økologi og bæredygtighed

(Tidl. Fredsfonden), PRO-Vest, Præsidenten for Vestre Landsret,

Præsidenten for Østre Landsret, RED Rådgivning, Red Barnet, Reden Stop

Kvindehandel, Refugees Welcome, Retspolitisk Forening, Røde Kors,

Rådet for Etniske Minoriteter, Samarbejdsgruppen om Børnekonventionen,

SOS Racisme, Udlændingenævnet, UNHCR (Regional Representation for

Northern Europe), United Nations Childrens Fund (UNICEF), Ældresagen,

Ægteskab uden grænser, Aarhus kommune

–

Socialforvaltningen, 3 F,

3F Privat Service, Hotel og Restauration (3F PSHR)

11. Sammenfattende skema

Positive

konsekvenser/mindreudgifter

(hvis ja, angiv omfang/Hvis

nej, anfør »Ingen«)

Økonomiske konsekvenser for [under udarbejdelse]

stat, kommuner og regioner

Implementeringskonsekvenser [under udarbejdelse]

for stat, kommuner og regioner

Økonomiske konsekvenser for [under udarbejdelse]

erhvervslivet

Administrative konsekvenser [under udarbejdelse]

for erhvervslivet

Negative

konsekvenser/merudgifter

(hvis ja, angiv omfang/Hvis

nej, anfør »Ingen«)

[under udarbejdelse]

UDKAST

Administrative konsekvenser Forslaget

samle Forslaget om at indføre

for borgerne

regulering

særlig dobbelt gebyr for udstedelse

rejselegitimation

i af

dansk

udstedt

udlændingelovens § 39 a og rejselegitimation og for

indføre

lovhjemmel

til optagelse

digitale

udstedelse af laissez-passer fingeraftryk i forbindelse

betyder, at det bliver mere med udstedelsen i en række

gennemskueligt for borgere og tilfælde og forslaget om at

myndigheder, hvilke regler der indføre gebyr for ansøgninger

gælder i forhold til udstedelse, om laissez-passer betyder, at

nægtelse af udstedelse og borgerne fremover pålægge s

inddragelse

særlig en økonomisk byrde i den

rejselegitimation til udlændinge forbindelse.

samt udstedelse af laissez-

passer.

Klimamæssige konsekvenser Ingen

Miljø-

konsekvenser

naturmæssige Ingen

Ingen

Forholdet til EU-retten

En afgørelse om at nægte at udstede eller inddrage et

rejsedokument for flygtninge eller et fremmedpas udgør et

indgreb

retten

til

fri

bevægelighed

for

tredjelandsstatsborgere, som har lovligt ophold i Danmark

som familiemedlem til en unionsborger, og som ønsker at

udrejse til en anden medlemsstat, og kan kun ske i

overensstemmelse med bl.a. betingelserne i opholdsdirektivets

artikel 27, stk. 2.

Er i strid med de fem

principper for implementering

erhvervsrettet

EU-

regulering/ Går videre end

minimumskrav

EU-

regulering (sæt X)

Nej

UDKAST

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

Udlændingelovens § 39, stk. 1-4, indeholder regler om krav om

rejselegitimation, viseringer mv. i relation til en udlændings indrejse og

ophold i samt udrejse fra Danmark.

Udlændingelovens § 39, stk. 5-12, indeholder regler om særlig

rejselegitimation til udlændinge i Danmark, der ikke kan skaffe sig pas, eller

som af andre grunde har behov for et sådant dokument. Der henvises herom

nærmere til beskrivelsen af gældende ret under pkt. 2.1.1 i lovforslagets

bemærkninger.

Det foreslås at ophæve udlændingelovens

§ 39, stk. 5-12.

Den foreslåede ændring skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr.

2, hvori det foreslås at overføre indholdet af reglerne om særlig

rejselegitimation til udlændinge, der ikke kan skaffe sig pas, eller som af

andre grunde har behov for et sådant dokument, til en ny bestemmelse i

udlændingelovens § 39 a. Der henvises til bemærkningerne til § 1, nr. 2.

Til nr. 2

Udlændingelovens § 39, stk. 5-12, indeholder regler om særlig

rejselegitimation til udlændinge i Danmark, der ikke kan skaffe sig pas, eller

som af andre grunde har behov for et sådant dokument.

Det foreslås efter udlændingelovens § 39 at indsætte en ny

§ 39 a,

hvori

reglerne om særlig rejselegitimation til udlændinge fremover samles.

Det bemærkes, at udlændingelovens § 39, stk. 5-12, med lovforslagets § 1,

nr. 1, samtidig foreslås ophævet.

Det foreslås i § 39 a,

stk. 1,

at Udlændingestyrelsen kan udstede særlig

rejselegitimation til udlændinge, der ikke kan skaffe sig pas, eller som af

andre grunde har behov for et sådant dokument.

UDKAST

Ved særlig rejselegitimation forstås rejsedokument for flygtninge

(konventionspas) og fremmedpas.

Det vil således fremover følge direkte af udlændingeloven, at

Udlændingestyrelsen kan udstede rejsedokument for flygtninge og

fremmedpas til udlændinge, der ikke kan skaffe sig pas, eller som af andre

grunde har behov for et sådant dokument.

Det betyder bl.a., at en udlænding, der i Danmark er meddelt

opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 8, stk. 1

(konventionsstatus), efter ansøgning vil kunne få udstedt et konventionspas

af Udlændingestyrelsen, hvis den pågældende ikke selv kan skaffe sig pas,

eller af andre grunde har behov herfor. Det bemærkes, at konventionspas vil

skulle udstedes i overensstemmelse med reglerne i flygtningekonventionen,

herunder konventionens artikel 28 og tillægget til konventionen, som

omhandler udstedelse af rejsedokumenter til flygtninge. Der henvises herom

til pkt. 3 i lovforslagets bemærkninger.

Det betyder endvidere, at en statsløs person, der ikke samtidig er omfattet

af flygtningekonventionen, men som har opholdstilladelse i Danmark og er

anerkendt som statsløs i henhold til statsløsekonventionen, efter ansøgning

vil kunne få udstedt et fremmedpas af Udlændingestyrelsen, hvis den

pågældende ikke selv kan skaffe sig pas, eller af andre grunde har behov

herfor. Det bemærkes, at fremmedpas til statsløse personer vil skulle

udstedes i overensstemmelse med reglerne i statsløsekonventionen,

herunder konventionens artikel 28 og tillægget til konventionen, som

omhandler udstedelse af rejsedokumenter til statsløse personer. Der

henvises herom til pkt. 3 i lovforslagets bemærkninger.

Det betyder herudover, at andre udlændinge, som ikke er omfattet af

hverken flygtningekonventionen eller statsløsekonventionen, og som er

meddelt opholdstilladelse i Danmark, efter ansøgning vil kunne få udstedt

et fremmedpas af Udlændingestyrelsen, hvis de pågældende ikke selv kan

skaffe sig pas, eller af andre grunde har behov herfor.

Det bemærkes, at det foreslås, at udlændinge- og integrationsministeren vil

kunne fastsætte nærmere regler om, hvilke udlændinge der er omfattet af §

39 a, stk. 1, jf. den foreslåede § 39 a, stk. 11, længere nedenfor, hvortil der

henvises.

UDKAST

Der tilsigtes med den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 39 a,

stk. 1, ingen ændring i forhold til, hvilke udlændinge der vil kunne få udstedt

særlig rejselegitimation i medfør af regler udstedt af udlændinge- og

integrationsministeren. Der henvises herom til pkt. 2.1.1.1 i lovforslagets

almindelige bemærkninger.

Det foreslås i § 39 a,

stk. 2,

at der i særlige tilfælde kan udstedes laissez-

passer til en udlænding til brug for indrejse i, udrejse fra eller tilbagerejse til

Danmark.

Ved laissez-passer forstås midlertidig rejselegitimation, som i særlige

tilfælde kan udstedes til en udlænding til brug for at foretage en specifik

rejse, såfremt den pågældende ikke er i besiddelse af et nationalitetspas eller

anden gyldig rejselegitimation.

Laissez-passer vil efter den foreslåede bestemmelse som i dag kunne

udstedes af Udlændingestyrelsen og af Styrelsen for Internatonal

Rekruttering og Integration.

Udlændingestyrelsen og Styrelsen for International Rekruttering og

Integration vil således fremover med udtrykkelig hjemmel i

udlændingeloven

–

hvor det hidtil har fulgt af mangeårig praksis

–

i særlige

tilfælde kunne udstede laissez-passer til en udlænding til brug for indrejse i,

udrejse fra eller tilbagerejse til Danmark.

Særlige tilfælde vil f.eks. kunne være, at en herboende udlændings

nationalitetspas kun kan udstedes eller forlænges ved personligt fremmøde

på hjemlandets ambassade i et andet land end Danmark.

Det vil endvidere kunne være i tilfælde af, at en udlænding akut har behov

for at rejse til udlandet, f.eks. på grund af dokumenteret kritisk sygdom eller

dødsfald i nærmeste familie. Et særligt tilfælde vil herudover f.eks. kunne

være en første indrejse i Danmark for et familiesammenført familiemedlem

til en herboende flygtning, eller en situation, hvor en herboende udlænding

eller en udlænding med tidligere fast bopæl i Danmark henvender sig til en

dansk repræsentation i udlandet og anmoder om hjælp til at kunne indrejse

i Danmark, f.eks. i tilfældet, hvor en udlænding mister sit pas i udlandet og

derfor ikke kan indrejse i Danmark.

Det bemærkes, at der med bestemmelsen ikke tilsigtes ændringer i forhold

til gældende praksis for, i hvilke særlige tilfælde Udlændingestyrelsen og

UDKAST

Styrelsen for International Rekruttering og Integration kan udstede laissez-

passer. Om styrelsernes praksis for udstedelse af laissez-passer henvises i

øvrigt til pkt. 2.3.1 i lovforslagets bemærkninger.

Det foreslås i § 39 a,

stk. 3,

at Udlændingestyrelsen, medmindre det vil være

i strid med Danmarks internationale forpligtelser, kan nægte at udstede

særlig rejselegitimation til en udlænding, der ikke kan skaffe sig pas, eller

som af andre grunde har behov for et sådant dokument, eller inddrage et

sådant dokument i de tilfælde, der følger af nr. 1-10 i den foreslåede

bestemmelse, jf. lige nedenfor.

Det betyder, at Udlændingestyrelsen fremover vil kunne nægte at udstede

og inddrage særlig rejselegitimation til udlændinge efter de samme regler.

Udlændingestyrelsen vil dog som hidtil ikke kunne nægte at udstede eller

inddrage en særlig rejselegitimation til en udlænding, hvis det vil være i strid

med Danmarks internationale forpligtelser.

Med Danmarks internationale forpligtelser sigtes i den forbindelse særligt

til flygtningekonventionen og statsløsekonventionen. De foreslåede

bestemmelser i udlændingelovens § 39 a, stk. 3, nr. 1-10, vil således skulle

administreres i overensstemmelse med artikel 28 i henholdsvis

flygtningekonventionen og statsløsekonventionen og tillæggene til begge

konventioner. Udlændingestyrelsen vil således alene kunne nægte at

udstede eller inddrage et rejsedokument for flygtninge eller et fremmedpas

til en statsløs omfattet af statsløsekonventionen, hvis tvingende hensyn til

den nationale sikkerhed eller den offentlige orden tilsiger det.

Det bemærkes, at der for så vidt angår Damarks internationale forpligtelser

efter flygtningekonventionen og statsløsekonventionen er tale om en

videreførelse af den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 39, stk. 6,

der foreslås ophævet med lovforslagets § 1, nr. 1. Ophævelsen sker alene af

lovtekniske grunde, og der er således med ophævelsen ikke tilsigtet en

ændring i forståelsen af Danmarks forpligtelser efter henholdsvis

flygtningekonventionen og statsløsekonventionen. Tærsklen for, hvornår

der vil kunne ske nægtelse af udstedelse eller inddragelse af rejsedokument

for flygtninge eller fremmedpas til statsløse personer, vil således

–

som det

er tilfældet i dag

–

være højere end for udlændinge, der ikke er omfattet af

de to konventioner.

UDKAST

Der henvises i øvrigt til lovforslagets pkt. 3 om forholdet til Danmarks

internationale forpligtelser.

Det bemærkes, at det vil bero på en konkret vurdering af de samlede

omstændigheder i hver enkelt sag, om der foreligger tilstrækkelige

oplysninger, der kan begrunde, at særlig rejselegitimation kan nægtes

udstedt eller inddrages, herunder om der foreligger tilstrækkelige

oplysninger til at danne grundlag for en mistanke om misbrug i de tilfælde,

der er omfattet af nr. 6-9 i den foreslåede bestemmelse.

Det foreslås i § 39 a, stk. 3,

nr. 1,

at Udlændingestyrelsen, medmindre det

vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, kan nægte at

udstede særlig rejselegitimation til en udlænding, der ikke kan skaffe sig

pas, eller som af andre grunde har behov for et sådant dokument, eller

inddrage et sådant dokument, når der er rejst sigtelse mod udlændingen for

et strafbart forhold, som kan antages at medføre frihedsstraf, og der på grund

af sagens beskaffenhed eller udlændingens forhold er grund til at antage, at

den pågældende vil unddrage sig ansvaret ved udrejse af landet eller

forbliven i udlandet.

Den foreslåede bestemmelse svarer til paslovens § 2, stk. 1, nr. 1, der alene

gælder for danske statsborgere, og er i vidt omfang en videreførelse af den

gældende bestemmelse i udlændingelovens § 39, stk. 12, 3. pkt., om, at

særlig rejselegitimation til udlændinge kan inddrages efter samme regler,

som gælder om pas til danske statsborgere, der foreslås ophævet med

lovforslagets § 1, nr. 1. Bestemmelsen foreslås indsat med henblik på at

ensarte udlændingelovens og paslovens regler om nægtelse af udstedelse og

inddragelse af henholdsvis særlig rejselegitimation til udlændinge og pas til

danske statsborgere, og bestemmelsen vil således skulle anvendes i

overensstemmelse med paslovens § 2, stk. 1, nr. 1. Det bemærkes i den

forbindelse, at det typisk vil være politiet eller anklagemyndigheden, der

anmoder Udlændingestyrelsen om at nægte at udstede eller inddrage særlig

rejselegitimation efter bestemmelsen.

Det foreslås i § 39 a, stk. 3,

nr. 2,

at Udlændingestyrelsen, medmindre det

vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, kan nægte at

udstede særlig rejselegitimation til en udlænding, der ikke kan skaffe sig

pas, eller som af andre grunde har behov for et sådant dokument, eller

inddrage et sådant dokument, når udlændingen er idømt frihedsstraf, som

ikke er afsonet, eller er pålagt bødestraf eller konfiskation, som ikke er

erlagt, eller for hvilken sikkerhed ikke foreligger, og der på grund af sagens

UDKAST

beskaffenhed eller udlændingens forhold er grund til at antage, at den