09.03.2021
Debatindlæg til Politiken
”Mine”
Syrere er bange!
Jeg er kontaktperson for en syrisk familie. Og jeg har ikke set dem ret meget under
corona. Før var vi sammen nogle timer hver uge, nu ses vi et par timer hver anden eller
tredje
måned. Jeg har en slags ”bedstemorfornemmelse” for denne familie, og jeg plejer at
hjælpe dem med danskundervisning, ludospil, samtaler, kaffedrikning, aftensmad,
hjemmebag, og helt almindelig følelsesmæssigt nærvær og familieagtigt samvær. Og så
hygger vi os faktisk med at spille ludo!!
Jeg kom ind i familien via Røde Kors. Familiefaderen kom først til DK. Han kom hertil, fordi
han ikke ville være soldat i Syrien. Han ville ikke slå sine medborgere ihjel for Al-Assad, for
han var ikke enig i den politik, som Assad fører. Han var ikke enig i folkemord, han var ikke
enig i forfølgelse af sine medborgere. Han flygtede til Danmark, og fik senere
familiesammenføring med sin kone og sine børn. Jeg kom ind i familien i september 1918.
Jeg vidste ikke meget om årsagen, og sprogligt var det svært. Faderen talte ganske lidt
engelsk, og dansk kneb det meget med. Han var i arbejde, på arbejdspladser, hvor
personalet talte arabisk, og der var ikke megen plads til sprogskole og arbejdsmarked,
samtidig!
Moderen kom i gang med sprogskole, og gjorde store fremskridt. Men hun var forpint at
tandproblemer og gigt, og hun fik ikke brugbar hjælp af kommunen. Lidt støtte hist og pist,
men ingen gennemgribende undersøgelse og ingen brugbar økonomisk støtte.
Da jeg kom ind i familien, var den yngste, en lille pige, startet i 0’te klasse. De to brødre,
kom ind i flere klasser over. De havde det svært til en start, men efterhånden fik de lært lidt
dansk, fik venner, og begyndte at føle sig trygge. Med de sociale kontakter voksede
danskkundskaberne. Og børnene fik et bedre liv. I Danmark. Når de så bombede byer i
Syrien
–
på TV
–
igen, blev de bange og utrygge
–
og de sagde: Jeg vil ikke tilbage til
Syrien, jeg er bange! Jeg er bange for Al-Assad!
Sådan er der nu gået 2�½ år. Familien har fundet en god bolig. Børnene og deres mor går i
skole, og deres far og ægtefælle har og har haft job, stor set hele tiden. De har klaret sig
–
på bedste beskub. Og de har været glade. For Danmark. De har ingen drømme om
Syrien. Deres arbejde er væk: (sygeplejerske og selvstændig vvs-installatør) De kan
ganske vist ikke komme tilbage til deres fag, før Danmark accepterer dem og giver dem
opkvalificering, men de klarer sig! Deres familie har fået fred og ro, og børnene trives.
OG
–
så kom Socialdemokraterne til magten. Mette Frederiksen blev statsminister. Og hun
udråbte sig selv
til ”børnenes statsminister”. Hun sagde ”undskyld” til Godhavndrengene.
Hun sagde ”undskyld” til de grønlandske børn,
der blev tvangsforflyttet til Danmark, for at