Bekendtgørelse om meddelelse af opholds- og arbejdstilladelse til
praktikanter og volontører
I medfør af § 9 k, stk. 4, i udlændingeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1022 af 2. oktober 2019, fastsættes:
Kapitel 1
Betingelser for meddelelse af opholdstilladelse
Praktikant
§ 1.
Opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 k, stk. 1, med henblik på at være praktikant her i landet kan gives, jf. dog
stk. 3 og §§ 2 og 3, når:
1) Udlændingen er mellem 18 og 35 år, jf. dog § 2, stk. 2, og § 3, nr. 1.
2) Praktikstedet i uddannelsesmæssig henseende er egnet til at modtage en eller flere praktikanter. Et praktiksted er egnet til at
modtage en praktikant, hvis der er udstedt en praktikpladsgodkendelse inden for det pågældende erhvervsområde. Udstedes der
ikke på erhvervsområdet praktikpladsgodkendelser, kan praktikstedet efter en konkret vurdering være egnet til at modtage en
praktikant. Styrelsen for International Rekruttering og Integration skal ved vurderingen efter 3. pkt. bl.a. lægge vægt på
oplysninger om det faglige forløb, som er tilrettelagt for praktikopholdet, hvem der har ansvar for udlændingen under forløbet og
oplysning om praktikstedets erfaring med praktikanter.
3) Praktikantopholdet supplerer en uddannelse, som udlændingen har påbegyndt eller afsluttet, jf. dog stk. 3 og § 3, nr. 2, i
hjemlandet eller i et andet land, hvor udlændingen har opholdt sig lovligt.
4) Praktikopholdet har en faglig og tidsmæssig sammenhæng med den uddannelse, som udlændingen har påbegyndt eller
afsluttet i hjemlandet eller i et andet land, hvor udlændingen har opholdt sig lovligt.
5) Løn- og ansættelsesvilkår er sædvanlige efter de til enhver tid gældende overenskomster for praktikanter, jf. dog § 3, nr. 4.
Hvis praktikanten ydes fri kost og logi, kan aflønningen reduceres forholdsmæssigt. Hvis praktikopholdet er ulønnet, jf. dog § 3,
nr. 4, skal udlændingen godtgøre at råde over egne midler svarende til SU-taksten for udeboende på ansættelsestidspunktet.
Stk. 2.
Styrelsen for International Rekruttering og Integration kan til brug for styrelsens vurdering efter stk. 1, nr. 2 og 5,
indhente oplysninger fra relevante faglige organisationer.
Stk. 3.
Der kan ikke meddeles opholdstilladelse efter stk. 1 til færdiguddannede arkitektpraktikanter.
§ 2.
En udlænding, som opfylder betingelserne i § 1, og som skal være praktikant inden for sundhedsområdet, kan kun
meddeles opholdstilladelse, hvis:
1) Der er udarbejdet en uddannelsesplan for udlændingen.