Spørgsmål:
Udenrigsminister Jeppe Kofod
Udenrigsministeriet
1.marts 2021
EU er hjemsted for mere end 50 millioner medlemmer af nationale mindretal. Ud over de 24
officielle sprog er der ca. 60 regionale sprog og mindretalssprog. En ud af otte EU-borgere tilhører
enten et mindretal eller taler et mindretalssprog.
I Danmark er vi med rette stolte over de mindretalsordninger, der med afsæt i København-Bonn-
erklæringerne er udviklet i tæt samarbejde med vores tyske nabo og det tyske og det danske
mindretal.
Desværre er der mange steder i den Europæiske Union, hvor mindretallene ikke nyder samme
respekt, anerkendelse og beskyttelse. Derfor anser vi det for vigtigt, at EU sikrer
mindretalsrettigheder, som vi kender dem i det dansk-tyske grænseland, eller som det til dels sker
via Europarådets Sprogpagt og Rammekonventionen for beskyttelse af nationale mindretal.
På trods af Europarådets arbejde er det imidlertid sådan, at mange EU-borgere med
mindretalsbaggrund ikke har mulighed for at udfolde deres sprog og kultur, da konventionerne ikke
er retligt bindende eller omsat til national eller international lovgivning. I nogle EU-lande
anerkender man end ikke eksistensen af nationale mindretal, hvilket udelukker en lang række
mennesker fra at deltage i det i det social og kulturelle liv på lige vilkår som flertalsbefolkningen.
Det er derfor afgørende, at Kommissionen, Europa-Parlamentet og Rådet for Den Europæiske
Union beskæftiger sig institutionelt med beskyttelse af mindretal og stadfæster rettigheder til
beskyttelse af nationale mindretal inden for EU's retlige rammer.
I den forbindelse er det europæiske borgerinitiativ »Minority SafePack« (MSPI) et af de mest
relevante og mest vellykkede initiativer fra oprindelige nationale mindretal i de seneste år.
Initiativet indsamlede 1.128.385 underskrifter inden for et år, som initiativtagerne Federation Union
of European Nationalities (FUEN) forelagde den nye EU-Kommission i efteråret 2020.
MSPI indeholder ni konkrete forslag, der er registreret hos Kommissionen:
1. Forslag til Rådets henstilling om beskyttelse og fremme af kulturel og sproglig mangfoldighed i
Den Europæiske Union
2. Forslag til støtteprogrammer for små sprogsamfund
3. Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om oprettelse af et europæisk center for
sproglig mangfoldighed
4. Forslag om, at beskyttelsen af nationale mindretal inddrages, og at den kulturelle og sproglige
mangfoldighed fremmes i målene for Den Europæiske Unions Fond for Regionaludvikling;
5. Forslag om at fremme forskning i mindretallenes merværdi for den sociale og økonomiske
udvikling i Europa
6. Forslag om ligestilling for statsløse mindretal såsom f.eks. romaerne.
7. Forslag til en grænseoverskridende europæisk lov om ophavsret, der gør det muligt at bruge
medier og tjenester på modersmålet.