UPN, Alm.del - 2020-21 - Bilag 81: Efterretningsmæssig Risikovurdering 2020

Det Udenrigspolitiske Nævn 2020-21
UPN Alm.del Bilag 81
Offentligt

EFTErrETNINGSMÆSSIG

rISIKoVUrdErING

2020

En aktuel vurdering af forhold i udlandet

af betydning for Danmarks sikkerhed

UPN, Alm.del - 2020-21 - Bilag 81: Efterretningsmæssig Risikovurdering 2020

Forord

I denne publikation har vi samlet et billede af de vig-

tigste trusler og andre forhold i udlandet af betydning

for Danmarks sikkerhed og strategiske interesser.

I risikovurderingen for 2019 pegede vi på, at den ver-

densorden, som har været gældende i de sidste mange

årtier, er under pres. Denne udvikling er fortsat, og der

sker desuden i disse år en forskydning i magtforholdet

mellem stormagterne USA, Kina og Rusland, som ud-

fordrer vestlige alliancer og idealer. COVID-19-pande-

mien – og den deraf følgende økonomiske krise – har i

2020 yderligere forstærket disse tendenser. Samlet set

kan denne udvikling gøre det vanskeligere for Danmark

at forfølge sine nationale interesser.

Følelsen af, at den verdensorden vi har kendt i en

årrække, er under ændring, kan – sammen med en

oplevelse af stigende usikkerhed – forstærkes af bevidst

spredning af misinformation og decideret forfalsket in-

formation, blandt andet på sociale medier. Der er stater,

som systematisk og dygtigt driver påvirkningsaktiviteter

for at fremme nationale dagsordener og svække sam-

menhængskraften i andre lande. I 2020 har vi blandt

andet set eksempler på målrettede påvirkningskampag-

ner, hvor COVID-19-krisen søges anvendt til at mindske

støtten til de vestlige sanktioner mod Rusland.

I en verden under forandring er det en helt central

opgave for FE at fokusere den efterretningsmæssige

indsats på de udviklinger og områder, som i særlig grad

påvirker Danmarks sikkerhedsmæssige situation og

interesser.

Risikovurderingen er uklassificeret og skrevet til offent-

liggørelse, og det afspejler sig naturligvis i formulerin-

gerne og detaljeringsgraden. Men under analyserne

ligger et omfattende efterretningsmæssigt grundlag,

der er tilvejebragt som led i FE’s målrettede arbejde

med – både på egen hånd og i samarbejde med vores

partnere i udlandet – at tilvejebringe efterretninger.

Hovedfokus i risikovurderingen er på de områder, som

vi i FE prioriterer højest, fordi de i øjeblikket har størst

betydning for Danmarks sikkerhedsmæssige og strate-

giske situation. Det drejer sig fortsat om situationen i

Arktis, Rusland, Kina, cybertruslen og terrortruslen.

I disse år har stormagterne i stigende grad fokus på

Arktis, og udviklingen er kendetegnet ved et anspændt

forhold mellem USA, Kina og Rusland. Vi forventer, at

der i de kommende år vil være et stigende militært ak-

tivitetsniveau i Arktis, og at både EU og NATO vil ønske

at spille en større rolle i området.

Rusland vil fortsat være en betydelig sikkerhedspolitisk

udfordring for Vesten og for Danmark, samtidig med at

Kina øger sin indflydelse både regionalt og globalt og

dermed får en stadig stigende betydning. Cybertruslen

er reel og konkret hver eneste dag, og både staters

og kriminelles cyberangreb er fortsat blandt de mest

alvorlige trusler mod Danmark. Endelig har terrorangre-

bene i Europa i efteråret 2020 med al tydelighed vist,

at terrortruslen fortsat er alvorlig.

I tillæg til disse hovedprioriteter er der en række

områder af verden, som fortsat vil give Danmark uden-

rigs- og sikkerhedspolitiske udfordringer. Det gælder

Mellemøsten og Nordafrika, Vestafrika og Afghanistan,

der behandles i hver deres kapitel.

Redaktionen er afsluttet den 26. november 2020.

Rigtig god læsning.

Forsvarets Efterretningstjeneste

Kastellet 30

2100 København Ø

Telefon: 3332 5566

www.fe-ddis.dk

www.cfcs.dk

Svend Larsen

Fungerende chef for Forsvarets Efterretningstjeneste

EFTERRETNINGSMÆSSIG

rISIKoVUrdErING 2020

Forord

UPN, Alm.del - 2020-21 - Bilag 81: Efterretningsmæssig Risikovurdering 2020

INdHoLd

rUSLANd

Rusland vil fortsat være

en betydelig sikkerheds-

politisk udfordring for

Vesten og for Danmark.

ArKTIS

Forord

Hovedkonklusion

dE NYE SIKKErHEdSPoLITISKE ForHoLd

ArKTIS

Rusland i Arktis

Kina i Arktis

rUSLANd

Ruslands forhold til USA

Østersøregionen

KINA

CYBErTrUSLEN

Cybertruslen mod Danmark og danske interesser

Metoder og samarbejde i den cyberkriminelle verden

Cybertruslen og den teknologiske udvikling

TErrorISME

Terrortruslen mod Vesten

Den regionale terrortrussel

MELLEMØSTEN oG NordAFrIKA

Iran

Irak

Syrien

Tyrkiet

Libyen

VESTAFrIKA

AFGHANISTAN

definitioner

Udviklingen i Arktis vil

fremover blive kende-

tegnet ved et anspændt

forhold mellem USA,

Kina og Rusland.

MELLEMØSTEN 58

oG NordAFrIKA

Mellemøsten vil blive

ramt ekstra hårdt af den

internationale økono-

miske krise, der følger i

kølvandet på COVID-19.

KINA

Kina øger sin indflydelse

både regionalt og globalt.

Det sker bl.a. i multila-

teralt samarbejde og

gennem investeringer og

partnerskaber i udlandet.

VESTAFrIKA

Det vestlige Sahel

vil også på langt sigt

være præget af mange

komplekse problemer,

såsom dårlig regerings-

førelse, økonomisk krise

og militant islamisme.

dE NYE

SIKKErHEdS-

PoLITISKE ForHoLd

AFGHANISTAN

Magtforholdet mellem stor-

magterne USA, Kina og Rusland

forskydes, og det udfordrer

vestlige alliancer og idealer.

Den afghanske regering

er svækket af hårdt

militært pres fra Taliban,

indre splittelse og de

internationale styrkers

tilbagetrækning.

CYBErTrUSLEN

Staters og kriminelles

cyberangreb er fortsat

blandt de mest alvorlige

trusler mod Danmark.

TErrorISME

Terrorangrebene i Europa i

efteråret 2020 har med al ty-

delighed vist, at terrortruslen

fortsat er alvorlig.

EFTERRETNINGSMÆSSIG

rISIKoVUrdErING 2020

EFTERRETNINGSMÆSSIG

rISIKoVUrdErING 2020

INdHoLd

UPN, Alm.del - 2020-21 - Bilag 81: Efterretningsmæssig Risikovurdering 2020

HoVEdKoNKLUSIoN

Magtforholdet mellem stormagterne USA, Kina og

Rusland forskydes, og det udfordrer vestlige alliancer

og idealer. Disse tendenser har COVID-19-pandemien

gjort tydeligere. Pandemien har samtidig kastet verden

ud i en alvorlig økonomisk krise.

Udviklingen i Arktis vil fremover blive kendetegnet ved

et anspændt forhold mellem stormagterne USA, Kina

og Rusland. De har alle stort fokus på regionen, og den

militærstrategiske udvikling i Arktis er samtidig knyttet

til balancen mellem Rusland og USA på globalt plan.

Rusland styrker sine militære kapaciteter og sin kon-

trol med regionen. Det reagerer vestlige stater på ved

at øge deres militære tilstedeværelse, og det udfordrer

Rusland. Rusland har samtidig brug for stabilitet til

at tiltrække investeringer og skal derfor træffe svære

valg mellem militær kontrol og økonomiske interesser.

Kinas interesser i Arktis drejer sig om adgang til res-

sourcer og søruter og om at opnå større indflydelse på

arktiske anliggender. Kina styrker derfor sin arktiske

forskning og opbygger infrastruktur i Arktis. Kinas inte-

resser i regionen er vedholdende og langsigtede, også i

forhold til Grønland.

Rusland vil fortsat være en betydelig sikkerhedspolitisk

udfordring for Vesten og for Danmark. Landet forsøger

at genetablere sig som en global stormagt, og de

væbnede styrker er fortsat det vigtigste instrument i

rivaliseringen med USA. Rusland vil dog også sikre sin

globale position gennem det strategiske forhold til Kina

samt indflydelse i Mellemøsten, Nordafrika og især

de tidligere sovjetiske lande. Rusland bruger desuden

påvirkning, bl.a. i et forsøg på at få Vesten til at fjerne

sanktioner. Dertil kommer, at Ruslands lukkede beslut-

ningsproces og dybe mistillid til USA og NATO medfører

risiko for fejltagelser og utilsigtet militær eskalation.

Det er også tilfældet i Danmarks nærområde, hvor

Ruslands militære evne er blevet markant forøget.

Kina øger sin indflydelse både regionalt og globalt.

Det sker i multilateralt samarbejde og gennem inve-

steringer og partnerskaber i udlandet. Kina benytter

dog også i høj grad cyberoperationer til at understøtte

sine strategiske interesser og mål. Kina søger samtidig

stadigt mere håndfast og offensivt at imødegå kritik og

anvender landets økonomiske vægt til at lægge pres

på andre lande. Den kinesiske ledelse fører desuden

en hård politik over for, hvad den opfatter som forsøg

på at svække Kinas suverænitet og samling. I Det Syd-

kinesiske Hav fortsætter Kina sin militære opbygning

og hævder sine krav. USA ser Kina som sin primære

strategiske konkurrent og søger at modvirke Kinas

udvikling som global stormagt.

Staters og kriminelles cyberangreb er fortsat blandt de

mest alvorlige trusler mod Danmark. Både danske virk-

somheder og myndigheder er mål for denne trussel, og

de udsættes løbende for cyberangreb. Truslen kommer

til udtryk ved forskellige typer angreb udført med

meget forskellige formål, herunder især spionage og

kriminalitet. Derudover vil den fortsatte digitalisering

til gavn for det danske samfund potentielt give hackere

nye muligheder for at spionere, udøve kriminalitet og i

sidste ende udføre destruktive angreb mod Danmark.

Det skyldes bl.a., at alt digitalt udstyr indeholder

sårbarheder.

Al-Qaida og Islamisk Stat har intensiveret deres

opfordringer til angreb som gengældelse for genop-

trykningen af tegninger af profeten Muhammed. De

to grupper står ledelsesmæssigt svækket, men deres

intentioner er uændrede, og de er fortsat engagerede

i angrebsplanlægning mod Vesten. Terrorangrebene i

Europa i efteråret 2020 har med al tydelighed vist, at

terrortruslen fortsat er alvorlig. Truslen er udtryk for, at

de grundlæggende drivkræfter bag militant islamisme

er uændrede og fortsat mobiliserer til terror. Desuden

er truslen fra højreekstremister steget i de seneste år,

og den vil også præge trusselsbilledet fremover.

Mellemøsten og Nordafrika vil fortsat udgøre en

sikkerhedspolitisk udfordring for Europa på både

kort og langt sigt. Det skyldes bl.a., at Mellemøsten

og Nordafrika vil blive ramt ekstra hårdt af den inter-

nationale økonomiske krise, der følger i kølvandet på

COVID-19. Krisen vil forværre de nationale, regionale

og internationale spændinger, som i forvejen præger

regionen. En række stater, herunder særligt Rusland,

Iran og Tyrkiet, har endvidere placeret sig som centrale

aktører i forhold til regionen og dens konflikter. Iran

vil med den nye amerikanske regering sandsynligvis

afsøge mulighederne og betingelserne for at få USA

til at genindtræde i den internationale aftale om Irans

nukleare program. De grundlæggende modsætninger

mellem USA og Iran vil dog bestå og fortsat påvirke

sikkerhedssituationen i regionen.

Det vestlige Sahel er præget af mange komplekse

problemer, såsom dårlig regeringsførelse, økonomisk

krise og militant islamisme. Pirateriet i Guineabugten

fortsætter, og piraterne fokuserer nu primært på kid-

napning for løsepenge.

Den afghanske regering er svækket af hårdt militært

pres fra Taliban, indre splittelse og de internationale

styrkers tilbagetrækning. Blandt de mest sandsynlige

udviklinger er, at Afghanistan inden for de nærmeste

år ender i borgerkrig eller et Taliban-styre. Det er også

sandsynligt, at udviklingen vil skabe en humanitær

krise og flygtningestrømme samt styrke de militante

islamister.

EFTERRETNINGSMÆSSIG

rISIKoVUrdErING 2020

EFTERRETNINGSMÆSSIG

rISIKoVUrdErING 2020

HoVEdKoNKLUSIoN

UPN, Alm.del - 2020-21 - Bilag 81: Efterretningsmæssig Risikovurdering 2020

dE NYE

SIKKErHEdS-

PoLITISKE

ForHoLd

Magtforholdet mellem stormagterne USA, Kina og Rusland forskydes,

og det udfordrer vestlige alliancer og idealer. Disse tendenser har

COVID-19-pandemien gjort tydeligere. Pandemien har samtidig kastet

verden ud i en alvorlig økonomisk krise. Krisen rammer dele af Afrika,

Mellemøsten og Asien særligt hårdt og skaber grobund for konflikter og

ekstremistiske grupper.

De sikkerhedspolitiske vilkår ændrer sig. CO-

VID-19-pandemien har gjort det tydeligere, at der i

disse år sker en forskydning i magtforholdet mellem

stormagterne Kina, USA og Rusland. USA har under

Trump-regeringen haft et større fokus på nationale

interesser på bekostning af internationalt samarbejde.

Det har sat traditionelle alliancer under pres og givet

plads til de andre stormagter. Kina indtager en gradvist

mere fremtrædende plads i verden, mens Rusland

forsøger at udfordre det internationale sammenhold.

Pandemien har desuden forstærket en tendens til,

at nationale interesser og interne konflikter vejer

tungere end internationale normer og institutioner.

Internationale organisationer som NATO, EU og FN og

de normer og regler, som organisationerne repræsen-

terer, gør mindre stater bedre i stand til at varetage

deres sikkerhedspolitiske interesser. Sådanne

organisationer er imidlertid også udfordret af interne

uenigheder om rammen for samarbejdet, og hvordan

konkrete kriser håndteres.

Ruslands præsident, Vladimir Putin, og Kinas præsident, Xi Jinping, i

Moskva i forbindelse med 70-årsdagen for oprettelsen af diplomatiske

forbindelser mellem de to lande.

FOTO: SERGEI ILNITSKY/AP/RITZAU SCANPIX

dE NYE SIKKErHEdSPoLITISKE ForHoLd

UPN, Alm.del - 2020-21 - Bilag 81: Efterretningsmæssig Risikovurdering 2020

Stater har generelt en lav tærskel for at bruge

cyberangreb til at opnå sikkerhedspolitiske mål

sammenlignet med traditionelle militære midler.

Samtidig prøver eksterne aktører at forstærke disse

uenigheder. Rusland forsøger at udfordre sammen-

holdet i både EU og NATO ved at udnytte interne

konflikter i Europa samt USA’s større fokus på egne

interesser. Det gælder særligt i kriser, som kan udstille

vestlig uenighed, og det har også været tilfældet under

COVID-19-krisen.

Kinas forsøg på at indtage en mere fremtrædende

rolle i verden samt landets økonomiske investeringer

og villighed til at bruge politisk-diplomatisk pres hånd-

teres forskelligt af de vestlige lande. Dette kan gøre

det vanskeligt at finde fælles fodslag.

Det er meget sandsynligt, at svækket tilslutning til bæ-

rende internationale institutioner vil betyde, at de vil

få sværere ved at reagere på nye internationale kriser.

Det gælder ikke mindst de kriser, der følger af pande-

miens økonomiske konsekvenser. I en række stater i

Afrika og Mellemøsten, der i forvejen er skrøbelige, er

risikoen for borgerkrige og flygtningestrømme forøget.

Økonomiske kriser har allerede drevet flere lande på

randen af statskollaps. Udviklingen vil sandsynligvis

også give oprørs- og terrorgrupper større handlefrihed

og øge terrortruslen både i og uden for disse regioner.

Rusland benytter sig af, at USA gennem de seneste

år har reduceret sit engagement i Mellemøsten og

Nordafrika til at øge sin egen indflydelse nær Europas

sydlige grænser. Rusland og regionale magter vil få

større indflydelse både i Mellemøsten og i andre

regioner, hvor USA før har sikret en vis stabilitet. Det er

tilfældet, til trods for at Rusland ikke har nær samme

økonomiske vægt som USA.

Det skærpede forhold mellem især USA, Kina og

Rusland udspiller sig i stigende grad også i det digitale

domæne. Stater har generelt en lav tærskel for at bruge

cyberangreb til at opnå sikkerhedspolitiske mål sam-

menlignet med traditionelle militære midler. Det skaber

nye dynamikker, hvor både stormagterne og andre lande

med relativt lave omkostninger kan iværksætte angreb,

da cyberkapaciteter er billigere at anvende og medfører

færre tab og internationale repressalier.

Samtidig betyder fraværet af internationalt anerkendte

normer for brug af cyberkapaciteter, at mindre stater

kan være mere udsatte i stormagternes konflikter.

Hvor krigens love og en række internationale organi-

sationer sætter normer for brug af militær magt, er

cyberområdet stadig mindre reguleret. Der er således

ikke i samme grad enighed blandt stater om, hvornår

cyberangreb kan anvendes.

Vestlige lande fylder relativt mindre i verden

Kinas udvikling i løbet af de seneste årtier har ændret

magtbalancen i verden betydeligt. Kina søger nu en

større rolle internationalt og forsvarer egne interesser

over for vestlige lande mere offensivt og konsekvent.

Kina optræder således som en stormagt, der søger at

markere sig i regioner over hele verden med et alterna-

tiv til vestlige liberale idealer.

EFTERRETNINGSMÆSSIG

rISIKoVUrdErING 2020

dE NYE SIKKErHEdSPoLITISKE ForHoLd

UPN, Alm.del - 2020-21 - Bilag 81: Efterretningsmæssig Risikovurdering 2020

Udviklingen i Arktis vil fremover blive kendetegnet ved et anspændt forhold mellem

stormagterne USA, Kina og Rusland. De har alle stort fokus på regionen, og den

militærstrategiske udvikling i Arktis er samtidig knyttet til balancen mellem Rusland

og USA på globalt plan. Der er fortsat relativt få militære enheder til stede i Arktis.

Rusland fortsætter dog sin militære opbygning i regionen. Det er en væsentlig drivkraft

for, at vestlige lande er begyndt at øge deres militære aktivitetsniveau i Arktis og

Nordatlanten. Ruslands dybe mistro til USA’s intentioner skaber risiko for, at militære

aktiviteter nær Ruslands grænse fører til utilsigtet politisk eller militær eskalation.

ArKTIS

De arktiske stater lægger stadig op til at forhandle

og samarbejde for at løse uenigheder. Det gælder

eksempelvis regionale spørgsmål i regi af Arktisk Råd

og i forhandlinger om kontinentalsoklens afgrænsning.

En afgørende årsag til, at dette samarbejde har kunnet

fortsætte trods øgede spændinger mellem Vesten og

Rusland, har været det fælles ønske om at holde sam-

arbejdet adskilt fra sikkerhedspolitiske uoverensstem-

melser. Dette ønske bliver nu udfordret af spændinger

mellem stormagterne.

USA har øget fokus på Ruslands langvarige militære

opbygning i regionen og på Kinas økonomiske interes-

ser i Arktis. Således arbejder USA for, at allierede skal

styrke militære kapaciteter og afstemme interesser i

regionen. Det skal danne modvægt til Rusland og Kina.

Det gælder også i de arktiske fora, hvor USA forsøger

at styrke koordination og sammenhold blandt de vest-

lige lande. De vestlige militære kapaciteter i regionen,

også USA’s, starter dog fra et lavt udgangspunkt i

forhold til Ruslands.

EU og NATO ønsker også at spille en større rolle i

arktiske spørgsmål. Flere ikke-arktiske NATO-lande ser

gerne, at alliancen påtager sig en aktiv rolle i Arktis.

Især Storbritannien er i form af øvelser mere til stede

end tidligere.

Rusland har tidligere forfulgt både militær opbygning

og internationalt samarbejde for at nå sine strategiske

mål om økonomisk udvikling og styrket militær kontrol

med regionen. Vestlige landes reaktioner på Ruslands

militære opbygning betyder imidlertid, at Rusland i sti-

gende grad er nødt til at prioritere mellem økonomiske

interesser og militær tilstedeværelse.

Kinas interesser og involvering i Arktis vokser. Landet

ser også med bekymring på udviklingen og det ans-

pændte forhold mellem stormagterne i Arktis. Kinas

interesser drejer sig især om adgangen til at udnytte

det økonomiske potentiale i Arktis. Det gælder na-

turressourcer og kortere transportveje ad de arktiske

søruter. Derudover ønsker Kina større indflydelse på

arktiske anliggender. Her søger man fra kinesisk side

målrettet at skabe opbakning til Kina som legitim ark-

tisk aktør, bl.a. gennem forskningssamarbejde.

USA, Rusland og Kina har således betydelige strate-

giske og økonomiske interesser i regionen. Selv om

udviklingen i regionen bygger på fortsat samarbejde

mellem kyststaterne, har større militær tilstedeværelse

skabt forudsætningerne for utilsigtede sammenstød og

eskalation. Særligt bidrager Ruslands mistro til USA’s in-

tentioner til, at militære aktiviteter nær Ruslands græn-

ser er forbundet med en vis risiko for fejlkalkulationer.

Det sikkerhedspolitiske spil mellem særligt Rusland og

USA, men også Kina, er nu tydeligt. Det er sandsynligt,

at ændringer i den militærstrategiske balance og øget

militær aktivitet i regionen vil udfordre samarbejdet

mellem Rusland og de øvrige kyststater. Militære

aktiviteter i områder, der grænser op til Arktis, vil også

smitte af på denne dynamik. Det er meget sandsynligt,

at udviklingen vil medføre skærpet politisk retorik og

fortsat militær opbygning.

Det er sandsynligt, at den nye sikkerhedspolitiske

situation i Arktis også vil påvirke samarbejdet om

regionale arktiske spørgsmål. De arktiske stater vil

dog gøre meget for at sikre, at det kan bestå. På de

områder, hvor de arktiske stater fortsat har interesse i

fælles løsninger, vil samarbejdet således sandsynligvis

fortsætte. Det gælder især forhandlinger om sokkelaf-

grænsningen i rammen af FN’s Havretskonvention.

Militære køretøjer på en af de russiske fremskudte baser i Arktis.

FOTO: VLADIMIR ISACHENKOV/AP/RITZAU SCANPIX.

EFTERRETNINGSMÆSSIG

rISIKoVUrdErING 2020

ArKTIS

UPN, Alm.del - 2020-21 - Bilag 81: Efterretningsmæssig Risikovurdering 2020

ArKTIS MEd FrEMSKUdTE rUSSISKE BASEr

Baserne giver Rusland mulighed for at etablere en fremskudt forsvarslinje

i Det Arktiske Ocean. Kombinationen af faste baser som udgangspunkt

for flyoperationer giver bedre evne til at varsle om og imødegå vestlige

militære aktiviteter fra nord.

rUSLANd I ArKTIS

Arktis har stor sikkerhedsmæssig og økonomisk

betydning for Rusland. Landet styrker sine mi-

litære kapaciteter og sin kontrol med regionen.

Som reaktion øger vestlige stater deres militære

tilstedeværelse, og det udfordrer Rusland.

Rusland har samtidig brug for stabilitet til at til-

trække investeringer. Rusland skal derfor træffe

svære valg mellem militær kontrol og økonomi-

ske interesser.

Arktis er et meget højt prioriteret område for Rusland.

Rusland er bekymret for den militære og politiske

udvikling i Arktis og mellem Rusland og Vesten ge-

nerelt, der kan gøre det vanskeligt for Rusland at nå

sine strategiske mål i regionen. Dette fremgår også

af Ruslands nye strategi for Arktis frem til 2035. Her

fastholder Rusland generelt hidtidige prioriteter, så-

som økonomisk udvikling og opbygning af infrastruktur,

men øger samtidig fokus på national suverænitet og

territorial integritet. Rusland lægger entydigt skylden

for udviklingen i regionen på vestlige lande og fremhæ-

ver bl.a. fremmede staters militære opbygning som en

udfordring for Ruslands interesser.

Rusland ser sig selv som en særlig arktisk nation, der

har en historisk ret til at spille en hovedrolle i Arktis.

Rusland vil sikre denne position gennem internationalt

samarbejde, regional udvikling og udbygning af landets

regionale militære styrkeposition. Ruslands ønske om

at opretholde militær overlegenhed i Arktis bliver nu

udfordret af, at USA og andre vestlige lande er mere

militært til stede i regionen. Dette opfatter Rusland

som en trussel mod landets nordlige flanke og en

udfordring af dets kontrol over Den Nordlige Sørute,

som er den russiske del af Nordøstpassagen mellem

Atlanterhavet og Stillehavet nord om Rusland.

Rusland omtaler konsekvent Arktis som en fredelig og

stabil region og fremhæver vigtigheden af samarbejde

mellem de arktiske nationer. For Rusland er samarbej-

det et middel til at holde spændingsniveauet nede for

at kunne tiltrække investeringer, sikre en fordelagtig

grænsedragning og især undgå vestlig militær opbyg-

ning. Samarbejde skal også hjælpe Rusland med at

undgå yderligere vestlige sanktioner mod russiske

projekter i Arktis. Rusland har derfor hidtil vist en kon-

struktiv tilgang til arktisk samarbejde, og det er meget

sandsynligt, at Rusland vil fastholde denne kurs.

Arktisk Råd har stor betydning for Rusland. Det skyldes

især, at beslutninger i Rådet træffes i konsensus,

hvilket giver Rusland en særstatus i Arktis sammen-

lignet med andre internationale spørgsmål. Rusland

er formand for Rådet i 2021-23, og det er meget

sandsynligt, at Rusland vil bruge formandskabet til at

positionere sig som garant for fortsat samarbejde. Det

er afgørende for Rusland, at det er de arktiske stater,

der definerer udviklingen i regionen. Rusland ser derfor

med skepsis på, at EU og en række ikke-arktiske lande

søger indflydelse og adgang til Arktis. Rusland frygter,

at de arktiske staters, og især kyststaternes, særlige

rolle i Arktis dermed bliver udvandet.

N AGU rS KoY E

KoTE LN Y Y

KoL A H A LVØE N

Operativ rækkevidde for kampfly

uden lufttankning (ca. 1.000 km)

Radardækning fra de arktiske

flybaser (ca. 400 km)

Kampflyene viser, hvordan hullerne i overvågningen

mellem baserne løses med flymilitære kapaciteter

dE ArKTISKE STATEr

De arktiske stater udgøres af de otte lande,

som har territorium nord for polarcirklen.

Det drejer sig om Kongeriget Danmark, Ca-

nada, USA, Island, Norge, Sverige, Finland

og Rusland.

Fem af de arktiske lande – Kongeriget

Danmark, Canada, USA, Norge og Rusland

– har kyststrækninger, der ligger ud til Det

Arktiske Ocean. De fem lande omtales

ofte som kyststater eller A-5-lande. Kyst-

staterne vedtog i 2008 ved en konference

i Ilulissat i Grønland at samarbejde om

regionale spørgsmål og at løse eventuelle

uoverensstemmelser og overlappende

kontinentalsokkelkrav i Arktis gennem

forhandlinger.

De otte arktiske stater grundlagde Arktisk

Råd i 1996. En række andre lande og or-

ganisationer har observatørstatus i Rådet,

herunder Kina, Indien, Frankrig og Tyskland.

rusland prioriterer militær opbygning i Arktis

Ruslands militære dispositioner i Arktis er ikke kun

knyttet til selve regionen, men også til den militærstra-

tegiske balance over for USA på globalt plan. Rusland

opfatter sin arktiske kyst som sårbar og åben for

angreb. Rusland frygter især USA’s evne til at udføre et

overraskende angreb over Nordpolen mod eksempelvis

Ruslands ballistiske missilubåde på Kolahalvøen. Dette

udgør for Rusland en trussel mod landets evne til at

gengælde et nukleart angreb, hvilket underminerer

Ruslands position som ligeværdig nuklear stormagt.

Derfor har Rusland allerede gennem de seneste år

udbygget en række baser nord for det russiske fast-

land, der skal sikre en fremskudt forsvarslinje og øget

kontrol over luftrum og farvand. Det er meget sandsyn-

ligt, at Rusland planlægger at udbygge sine militære

kapaciteter i Arktis yderligere.

NAGUrSKoYE-BASEN

Er NU oPErATIV

I april 2020 gennemførte Rusland en øvelse,

hvor den nye startbane på den fremskudte

base Nagurskoye blev benyttet. Basen har

dermed nu en operativ kapacitet, selv om den

planlagte udvidelse endnu ikke er komplet.

Det ændrer trusselsbilledet for Kongeriget

Danmark, idet danske maritime overvåg-

ningsfly vil kunne blive mødt af russiske

jagerfly i internationalt luftrum omkring Grøn-

land. I krisetid vil russiske kampfly med kort

eller slet intet varsel kunne operere fra basen

mod grønlandsk luftrum og territorium.

EFTERRETNINGSMÆSSIG

rISIKoVUrdErING 2020

EFTERRETNINGSMÆSSIG

rISIKoVUrdErING 2020

ArKTIS

UPN, Alm.del - 2020-21 - Bilag 81: Efterretningsmæssig Risikovurdering 2020

Ruslands militære opbygning i Arktis er defensivt moti-

veret, men rummer i stigende grad elementer, der kan

anvendes i offensive operationer. Fra de fremskudte ba-

ser vil russiske kampfly kunne fastholde luftoverlegen-

hed langt ude over Det Arktiske Ocean. I en eskalerende

krise vil kampflyene udgøre en trussel mod vestlige

orlogsskibe i farvandet mellem Grønland og Norge samt

militære mål i Grønland, herunder Thulebasen.

Den nordligste fremskudte arktiske base, Nagurskoye, er

allerede operativ. Det er meget sandsynligt, at Rusland

også vil prioritere at udbygge Kotelnyy-basen længere

mod øst i Det Arktiske Ocean. Ud over de fremskudte ba-

ser prioriterer Rusland også at bygge militær infrastruk-

tur og kapaciteter op langs landets arktiske kyst. Rusland

har bl.a. bygget nye isbrydere, arktiske missilbevæbnede

patruljeskibe, radarstationer og kyst- og luftforsvar.

Rusland mener, at kun arktiske stater burde være

militært til stede i Arktis. Rusland vil særligt undgå, at

NATO får en rolle i regionen, som kan indskrænke Rus-

lands bevægelsesfrihed og mulighed for at forsvare sin

nordlige flanke. Rusland vil forsøge at forhindre eller

som minimum begrænse, at NATO deltager i suveræni-

tetshåndhævelse eller øvelser i eller nær Arktis. Dette

gælder også NATO-øvelser i Nordatlanten.

Rusland opfatter generelt NATO-landenes militære

dispositioner som udtryk for, at de understøtter USA’s

strategiske inddæmning. Det er således meget sandsyn-

ligt, at Rusland vil opfatte NATO-landes aktiviteter i Arktis

som en forlængelse af amerikanske interesser. Det er

sandsynligt, at f.eks. genoprettelsen af den amerikanske

2nd Fleet og NATO’s Atlantic Command i USA vil blive set

i dette lys. De to kommandoer har ansvaret for at plan-

lægge og gennemføre øvelsesaktiviteter, beredskabs-

planlægning og patruljering i Nordatlanten. Oprettelsen

af de to kommandoer er resultatet af et øget fokus fra

såvel USA som NATO på at kunne sikre forbindelseslin-

jerne mellem USA og Europa over Atlanten.

USA’s og NATO’s øgede militære fokus på Nordatlanten

medfører flere militære aktiviteter som f.eks. ubådsjagt

i det vigtige farvand mellem Grønland, Island, Færøer-

ne og Storbritannien. Det vil med stor sandsynlighed

påvirke den militære magtbalance i Arktis. Det skyldes,

at sådanne aktiviteter øger såvel hyppigheden som ef-

fekten af vestlig militær kampkraft tæt på Det Arktiske

Ocean og farvande, hvor Rusland siden den kolde krig

har haft en militær styrkeposition.

Uagtet Ruslands egen militære opbygning vil Rusland

både internt og eksternt forsøge at fremstille Vesten

som aggressiv og Rusland selv som fredelig aktør i

Arktis. Derfor vil Rusland også forsøge at lægge ansva-

ret for de stigende politiske og militære spændinger i

Arktis over på USA og NATO.

rusland vil udnytte det økonomiske

potentiale i Arktis

Det er et højt prioriteret mål for Rusland at indfri det

økonomiske potentiale i den arktiske region. Landets

arktiske zone rummer betydelige naturressourcer,

særligt olie og gas. Det gælder både på land og i

kontinentalsoklen. Ruslands arktiske zone står allerede

for 10% af landets samlede bruttonationalprodukt og

20% af landets samlede eksport.

Den Nordlige Sørute er central for denne indsats, da

den skal bruges som transportvej for naturressourcer

fra Arktis til Europa og Asien. Rusland vil også forsøge

at etablere Den Nordlige Sørute som en international

transportrute for transitvarer mellem Asien og Europa.

rusland og Kongeriget danmark

Både Rusland og Kongeriget Danmark har forsøgt at

holde forholdet i Arktis adskilt fra de generelle spæn-

dinger i kølvandet på Ukraine-krisen. Rusland skelner

således mellem det generelle dansk-russiske forhold

og det dansk-russiske forhold i Arktis. Selv om Rusland

mener, at Danmark generelt fører en anti-russisk

politik, ser Rusland positivt på Danmarks vilje til at

samarbejde om arktiske emner.

Der er dog risiko for, at forværringer i det bilaterale

forhold spreder sig til samarbejdet i Arktis. Derudover

er det meget sandsynligt, at den øgede rivalisering

mellem stormagterne vil medføre, at Rusland ser Kon-

gerigets militære og sikkerhedspolitiske dispositioner

i Arktis som en del af, hvad det opfatter som USA’s og

NATO’s inddæmning af Rusland.

Sammen med øget amerikansk interesse for Grønland

vil dette muligvis forstærke Ruslands opfattelse af

Kongeriget Danmark som en konkurrent i Arktis. Det

er muligt, at Rusland vil forsøge at bruge potentielle

interne uenigheder i Rigsfællesskabet til at skabe splid

og styrke Ruslands position i Arktis.

rusland frygter øget vestlig militær

tilstedeværelse i Arktis og Nordatlanten

Rusland har et stort fokus på vestlige militære øvelser

i eller nær russisk Arktis, der kan udfordre landets

kontrol med området. Rusland forventer også, at klima-

forandringer vil føre til øget konkurrence om adgang til

naturressourcer og sejlruter i Arktis.

NYE rEGLEr For SØrUTE SKAL

BEGrÆNSE FLÅdEFArTØJEr

Retten til fri sejlads for flådefartøjer er en

høj prioritet for USA og flere vestlige lande.

Ruslands kontrol med den russiske del af

Nordøstpassagen, Den Nordlige Sørute,

er derfor et centralt stridspunkt mellem

Rusland og Vesten, der kan føre til utilsigtet

eskalation.

I 2018 sejlede det franske orlogsskib Rhône

uvarslet langs Den Nordlige Sørute. I januar

2019 omtalte USA’s flådeminister planer

om at demonstrere retten til fri sejlads i

Arktis gennem en såkaldt Freedom of Navi-

gation Operation (FONOP). I løbet af 2020

har USA sammen med bl.a. Storbritannien

gennemført flådeøvelser i Barentshavet

i nærheden af den russiske Nordflådes

hovedkvarter på Kolahalvøen.

Rusland har siden 2019 arbejdet på lovgiv-

ning, der skal regulere udenlandske mili-

tære fartøjers passage langs Den Nordlige

Sørute. Lovgivningen skal sikre, at Rusland

kan kontrollere fremmede staters sejlads

nær Ruslands grænser. Det er sandsynligt,

at dette sker på grund af risikoen for en

FONOP.

dEN NordLIGE SØrUTE

Kortet viser Den Nordlige Sørute, som den

er defineret i russisk lovgivning.

K A P dE Z H N E V

BA rE NT S H AV E T

rU S L A N dS

E KS K LU S IV E

ØKoNoMI S K E

ZoN E (E E Z)

dE T

ØST S IBIrI S K E

H AV

K A r A H AV E T

NoVAYA Z E M LYA

dE N NordLIGE S ØrUTE

EFTERRETNINGSMÆSSIG

rISIKoVUrdErING 2020

EFTERRETNINGSMÆSSIG

rISIKoVUrdErING 2020

ArKTIS

UPN, Alm.del - 2020-21 - Bilag 81: Efterretningsmæssig Risikovurdering 2020

MArITIME GrÆNSEdrAGNINGEr

I ArKTIS – EN LANGVArIG oG

KoMPLEKS ProCES

De fem arktiske kyststater er enige om, at

grænsedragninger og administrationen af

det arktiske område skal ske på grundlag af

international havret og indsendelse af krav

til FN’s særlige Sokkelkommission. Kravene

vedrører retten til ressourcer på og under

havbunden uden for 200-sømilegrænsen,

der afgrænser en stats maksimale eksklu-

sive økonomiske zone, men ikke fiskeri og

luftrum.

Rusland indleverede sine krav på Arktis

i 2001, men blev bedt om yderligere

dokumentation, som blev indleveret i 2015.

Kongeriget Danmark afleverede sit krav på

området nord for Grønland i 2014, og der

er betydelige overlap mellem det danske og

det russiske krav. Canada har endnu ikke

indgivet sit fulde krav, men har senest afle-

veret data for dele af sit krav i maj 2019.

Da Ruslands yderligere dokumentation var

en opdatering af det tidligere krav, startede

behandlingen af det russiske krav flere år

før de øvrige krav. Rusland forventer at få

færdigbehandlet sit krav i løbet af 2021.

Der går sandsynligvis 8-10 år, før Sokkel-

kommissionen starter behandlingen af det

danske krav, og endnu et par år efter det,

før kommissionen kan påbegynde arbejdet

med det canadiske krav.

Kommissionen giver kun anbefalinger til,

hvor et lands kontinentalsokkelgrænse bør

gå på baggrund af indleverede data. Des-

uden kan kommissionen give overlappende

anbefalinger til flere stater. Anbefalingerne

fastlægger således ikke grænsen mellem

de arktiske kyststaters udvidede kontinen-

talsokler. Grænserne skal derimod etable-

res gennem forhandlinger mellem de lande,

som har overlappende krav, og som har

fået sine krav anerkendt. Disse forhandlin-

ger kan påbegyndes, før kommissionen er

færdig med at behandle alle krav.

Ud over de overordnede militærstrategiske formål har

Ruslands militære udbygning i Arktis også til formål

at sikre kontrol med Den Nordlige Sørute. Samtidig

udbygger Rusland også civil infrastruktur langs ruten.

Det gælder havnefaciliteter, lufthavne, jernbaner og

radar- og kommunikationsfaciliteter, ligesom Rusland

som nævnt udvider sin isbryderflåde, der er til både

civile og militære formål. Dette skal både styrke

landets forsvar og skabe økonomisk vækst i regionen.

Udbygningen og den økonomiske udvikling skal des-

uden styrke billedet af Rusland som den førende stat

i Arktis.

Rusland har brug for private og udenlandske investerin-

ger til at gennemføre de økonomiske projekter i Arktis

og bygge den nødvendige infrastruktur. Derfor har

Rusland forsøgt at skabe et investeringsvenligt klima

i Arktis. Eksempelvis har Rusland i 2020 indført en

række nye, substantielle skattefordele.

Det er derfor meget sandsynligt, at Rusland er utilfreds

med omfanget af Kongeriget Danmarks krav. Kravet

dækker således Lomonosovryggen helt frem til den

russiske eksklusive økonomiske zone. Rusland har

efter indlevering af sit oprindelige krav til FN’s Sokkel-

kommission indsamlet yderligere data. Rusland har

også meldt ud, at Sokkelkommissionen har bekræftet,

at hele Lomonosovryggen er en forlængelse af den

russiske kontinentalsokkel.

Det er på den baggrund sandsynligt, at Rusland vil udvi-

de sit krav til også at omfatte hele Lomonosovryggen,

som støder op til Kongerigets eksklusive økonomiske

zone ved Grønland. Et sådant krav vil overlappe betyde-

ligt med det danske sokkelkrav.

Grænsedragningen skal i sidste ende aftales gennem

forhandlinger mellem alle lande med overlappende

krav. Det er muligt, at Rusland med et udvidet krav

vil forsøge at styrke sin forhandlingsposition over for

Danmark og Canada. Det er sandsynligt, at Rusland vil

ønske at påbegynde direkte forhandling om grænse-

dragning med Danmark, så snart kommissionen har

godkendt det russiske krav. Rusland vil sandsynligvis

mene, at landet vil stå godt i forhandlingerne, når lan-

det som det eneste har et godkendt krav.

Rusland har indtil videre udvist en konstruktiv tilgang

til sokkelspørgsmålet. Det er sandsynligt, at Rusland

også fremover ønsker at fremstå som en konstruktiv

forhandlingspartner, som følger FN-processen. Rusland

vurderer sandsynligvis, at denne tilgang foreløbigt bedst

tjener Ruslands interesser. Det er dog muligt, at Rusland

senere vil vælge en anden tilgang, hvis FN-processen

ikke fører til et acceptabelt resultat for Rusland.

rusland har fortsat brug for Kina i Arktis

Vestens sanktioner mod Rusland tvinger landet til

at søge investeringer fra ikke-vestlige partnere i bl.a.

Asien. Det er meget sandsynligt, at Kina på kort til mel-

lemlangt sigt vil være den mest attraktive og realistiske

investor for Rusland.

I Arktis er Kina dog ikke kun en samarbejdspartner for

Rusland, men også en konkurrent. Rusland er således

opmærksom på Kinas ambitioner og voksende inte-

resser i Arktis. Rusland ønsker ikke at blive økonomisk

afhængig af Kina i regionen, eller at Kina får kontrol

over regionens strategiske infrastruktur. Det er derfor

meget sandsynligt, at Rusland diskret vil modarbejde

Kinas og andre ikke-arktiske staters forsøg på at opnå

politisk indflydelse i Arktis.

TErrITorIELLE KrAV

US A

Kortet viser omfanget af de

arktiske kyststaters territorielle

krav i Det Arktiske Ocean

Danmark

Rusland

Canada

USA

Lomonosovryggen

Grænsen for de eksklusive

økonomiske zoner

rusland har mulighed for at udvide sit sokkelkrav

Grænsedragningen på kontinentalsoklen i Det Arktiske

Ocean er fortsat et helt centralt spørgsmål mellem

Rusland og Kongeriget Danmark. Sokkelspørgsmålet

er særdeles vigtigt for Rusland, som vil have svært ved

at acceptere, at grænsen drages for tæt på landets

eksklusive økonomiske zone. Det skyldes især den

store symbolske værdi, sokkelspørgsmålet har for

Rusland og for landets selvforståelse som den førende

stormagt i Arktis.

CA N A dA

rU S L A N d

NordPoLE N

GrØN L A N d

(KoNGE rIGE T

dA N M A rK)

EFTERRETNINGSMÆSSIG

rISIKoVUrdErING 2020

NorGE

ArKTIS

UPN, Alm.del - 2020-21 - Bilag 81: Efterretningsmæssig Risikovurdering 2020

KINA I ArKTIS

Kinas interesser i Arktis drejer sig om adgang

til ressourcer og søruter og om at opnå større

indflydelse på arktiske anliggender. Kina styr-

ker derfor sin arktiske forskning og opbygger

infrastruktur i Arktis. Desuden prioriterer Kina

samarbejdsrelationerne med landene i Arktis.

Kinas interesser i regionen er vedholdende og

langsigtede. Det gælder også Kinas interesser i

Grønland.

Kina har en langsigtet tilgang til forfølgelsen af sine

interesser i Arktis. I løbet af de sidste tre-fire år er Ki-

nas interesser i Arktis blevet knyttet tættere til landets

overordnede strategiske prioriteringer.

Kina ser med bekymring på betydningen af det ans-

pændte forhold mellem stormagterne for udviklingen

i Arktis, da det har en negativ effekt på Kinas mulighe-

der for at opbygge samarbejdsrelationer i Arktis og øge

sin indflydelse i regionen.

Fra kinesisk side er man klar over, at USA ikke ønsker,

at Kina skal have større indflydelse i Arktis, og at

Rusland også er skeptisk over for en større kinesisk

rolle. Kina forsøger derfor at gøre sig selv relevant

som samarbejdspartner i Arktis. Det gør Kina ved at

investere i forskning og infrastruktur, som med tiden

skal gøre Kina til en arktisk aktør med både relevante

kapaciteter og erfaring.

Kina har knyttet de arktiske søruter til den maritime

del af sit store udviklingsprojekt, Silkevejsinitiativet

(Belt & Road Initiative). Hermed kæder Kina officielt sin

specifikke interesse for Arktis sammen med landets

overordnede og langsigtede strategiske interesser.

Effekten kan ses i form af et øget fokus på det arktiske

område hos statslige kinesiske virksomheder og

investeringsfonde. Det vil sandsynligvis medføre øgede

investeringer i arktisk infrastruktur.

Kina ønsker at få indflydelse på, hvordan arktiske

anliggender bliver håndteret. For Kina er det også en

naturlig konsekvens af landets rolle som stormagt, og

Kina ønsker at gøre sin indflydelse gældende i lighed

med andre stormagter. Efter kinesisk opfattelse er

rammerne for det internationale samarbejde i Arktis

kun ved at blive opbygget. Derfor prioriterer Kina også

at gøre sig relevant som en legitim aktør i forskellige

arktiske samarbejdsfora. På den måde søger landet at

kunne være med til at fastlægge internationale regler

for samarbejdet i den arktiske region.

Kina vil styrke sit bilaterale samarbejde med arktiske

nationer inden for handel, forskning og kultur. Det er

sandsynligt, at de kinesiske arktiske myndigheder ser

styrket bilateralt samarbejde om f.eks. polarforskning

og miljøovervågning som en kanal til mere indflydelse

i Arktis. Derfor er polarforskning, herunder i klima-

forhold, en vigtig del af Kinas arbejde for at blive en

maritim stormagt og en anerkendt polarnation.

Kina har et stort behov for import af energi og råstoffer

til sin fremstillingsindustri og ønsker at sikre sig adgang

til ressourcer uden at blive afhængig af ét bestemt land

eller bestemte transportveje. Interessen for de arktiske

søruter bunder således i et ønske om at styrke landets

adgang til energi og råstoffer. Derved vil Kina reducere

afhængigheden af eksisterende transportruter gennem

f.eks. Malaccastrædet og Suezkanalen. Samtidig vil

Kina opnå en kortere transporttid for sejlads med

kinesiske varer til og fra Europa.

Kinas militær søger at styrke sin viden om Arktis. Kina

har en ambition om at være en global stormagt og kun-

ne varetage kinesiske interesser overalt. Det er sand-

synligt, at det også omfatter et ønske om at opbygge

evnen til at kunne operere militært i Arktis.

På grund af tætte forbindelser mellem kinesiske

virksomheder og det politiske system i Kina er der

særlige risici forbundet med omfattende kinesiske

investeringer i Grønland.

Den konkrete kinesiske militære aktivitet i Arktis er dog

stadig meget begrænset. Det er sandsynligt, at en del

af Kinas opbygning af viden om Arktis og kapacitet til

at operere i Arktis vil foregå i samarbejde mellem civile

og militære aktører, hvor civile forskningsresultater kan

anvendes af militæret.

Kinas aktiviteter i Arktis vokser. Det gælder ikke kun

ressourceudvinding og arktiske søruter. Det gælder

også opbygning af viden og kapaciteter inden for bl.a.

klimaforskning, rumforskning, forskning i satellitkom-

munikation og arktisk navigation.

Enkelte kinesiske statslige og ikke-statslige aktører

viser derfor interesse for kommercielt og forsknings-

mæssigt samarbejde i Grønland. Der er dog stadig tale

om en smal interesse, som endnu ikke har udmøntet

sig i hverken større investeringer eller omfattende

forskningssamarbejde i Grønland.

På grund af tætte forbindelser mellem kinesiske

virksomheder og det politiske system i Kina er der

særlige risici forbundet med omfattende kinesiske

investeringer i Grønland. Det skyldes den indvirkning,

som større investeringer vil have på et samfund af

Grønlands størrelse. Hertil kommer, at risikoen for

politisk indblanding og pression øges, når det drejer sig

om investeringer i strategiske ressourcer.

USA ser Kinas interesser i Arktis og Grønland i lyset

af den strategiske rivalisering mellem de to lande. Fra

amerikansk side betragtes Kinas øgede interesser i

Arktis og Grønland som en trussel mod USA’s handle-

rum og position i et område, der har strategisk betyd-

ning for USA. På grund af placeringen tæt op ad det

nordamerikanske kontinent betragter USA Grønland

som en del af den amerikanske interessesfære. USA

ønsker derfor at begrænse Kinas indflydelse i Arktis

generelt, også i Grønland.

Det er sandsynligt, at USA’s øgede sikkerhedspolitiske

opmærksomhed på Grønland vil få indflydelse på Kinas

handlemuligheder i Grønland. Det gælder også Kinas

evne til at investere i større projekter i Grønland.

Kinas interesser i Grønland

Kinas ønske om at styrke de bilaterale samarbejdsrela-

tioner med arktiske stater omfatter også Danmark og

Grønland. Her søger Kina at forbedre sine muligheder

for at opnå indflydelse gennem øget samarbejde om

forskning og handel. Kina ser forskningssamarbejde

som en legitim kanal til indflydelse i Arktis. Det gælder

sandsynligvis også Kinas forskningsmæssige initiativer

i Grønland.

Det er sandsynligt, at Kina ønsker at etablere og

fastholde et kommercielt engagement i Grønland, selv

om det ikke måtte være rentabelt på kort sigt. Kina

bruger også denne fremgangsmåde over for andre rå-

stofeksporterende lande, og den er et element i Kinas

overordnede strategi for ressourcesikkerhed.

EFTERRETNINGSMÆSSIG

rISIKoVUrdErING 2020

EFTERRETNINGSMÆSSIG

rISIKoVUrdErING 2020

ArKTIS

UPN, Alm.del - 2020-21 - Bilag 81: Efterretningsmæssig Risikovurdering 2020

Rusland vil fortsat være en betydelig sikkerhedspolitisk udfordring for Vesten og for

Danmark. Landet forsøger at genetablere sig som en global stormagt, og de væbnede

styrker er fortsat det vigtigste instrument i rivaliseringen med USA. Rusland bruger

også påvirkning, bl.a. i et forsøg på at få Vesten til at fjerne sanktioner. Dertil kommer,

at Ruslands lukkede beslutningsproces og dybe mistillid til USA og NATO medfører

risiko for fejltagelser og utilsigtet militær eskalation. Det gælder også i Danmarks

nærområde, hvor Ruslands militære evne er blevet markant forøget.

rUSLANd

Det er meget sandsynligt, at Ruslands ledelse i

hovedtræk vil fortsætte uændret efter præsidentvalget

i 2024. Det skyldes bl.a., at ændringer i Ruslands

forfatning i 2020 har gjort det muligt for præsident

Putin at fortsætte, når den nuværende embedsperiode

udløber.

I de kommende år bliver det imidlertid svært for

Ruslands ledelse at håndtere eftervirkningerne af CO-

VID-19-krisen. Krisens økonomiske og sociale følger vil

sandsynligvis føre til voksende utilfredshed og vigende

opbakning til landets magthavere.

Det er dog mindre sandsynligt, at politiske oppositi-

onsgrupper vil kunne udvikle sig til en reel trussel mod

styret. Alligevel vil Ruslands ledelse bruge politisk

manipulation og undertrykkelse til at imødegå util-

fredshed og selvstændig politisk aktivitet. Det gælder

hårdhændede metoder og endda attentater mod op-

positionsledere, men også nye digitale overvågnings-

og kontrolmidler, som Rusland har taget i brug for at

inddæmme COVID-19-smitten.

Ruslands ledelse vil desuden forsøge at styrke den

folkelige opbakning ved at fremstille landets udenrigs-

og sikkerhedspolitik som et nødvendigt forsvar mod

en trussel fra USA og Vesten. Det er endnu usikkert,

i hvor lang tid COVID-19-krisens skadevirkninger vil

sætte sine spor i Ruslands økonomi. Rusland har dog

store økonomiske reserver, hvilket afhjælper krisens

umiddelbare konsekvenser. Ruslands ledelse vil stadig

prioritere de udgifter, der sikrer grundlaget for et

stærkt statsapparat. Det vil ske på bekostning af de

løfter om mere velfærd, som styret har givet befolknin-

gen i de senere år.

Russiske politifolk på Den Røde Plads i Moskva i juni 2020.

FOTO: SHAMIL ZHUMATOV/REUTERS/RITZAU SCANPIX

rUSLANd

UPN, Alm.del - 2020-21 - Bilag 81: Efterretningsmæssig Risikovurdering 2020

Ruslands ledelse vil derfor på trods af COVID-19-kri-

sens økonomiske udfordringer prioritere udgifterne til

forsvaret meget højt. Det er dog mindre sandsynligt, at

ledelsen i de nærmeste år vil tilføre forsvaret yderligere

bevillinger. Derfor må Rusland i endnu højere grad

prioritere, hvordan landet skal bruge udgifterne til for-

svaret. Det er sandsynligt, at Rusland fremover vil prio-

ritere landets strategiske afskrækkelse og kapaciteter,

der kan understøtte evnen til at flytte styrker hurtigt.

Uforudsigelighed giver rusland større manøvrerum

De internationale følgevirkninger af COVID-19-krisen

har ikke ændret ved Ruslands strategiske målsætnin-

ger. Rusland vil fortsat stræbe efter at blive en global

stormagt, som kan udfordre USA’s dominans. Rusland

vil også fastholde sin dominerende rolle i Arktis og

forsøge at sikre afgørende indflydelse i det tidligere

sovjetiske område.

Usikkerheden i den internationale udvikling giver Rus-

land bedre muligheder for at manøvrere på den interna-

tionale scene. Rusland vil udnytte denne udvikling ved

at styrke sine forhold til lande, der i forskellig grad og ud

fra forskellige interesser modarbejder USA. Rusland vil

sandsynligvis også forstærke sine forsøg på at splitte

transatlantisk og europæisk samarbejde og placere sig

som uomgængelig mægler i internationale kriser.

Ruslands ledelse træffer beslutninger i en snæver

kreds og i lukkede rum. Det kan i nogle situationer give

Rusland et bedre udgangspunkt end vestlige lande for

at tage hurtige og dristige beslutninger, men kan også

føre til, at Rusland fejltolker vestlige landes hensigter

og reaktioner. Ruslands risikovillighed og dybe mistillid

til USA og NATO bidrager yderligere til risiko for fejl-

tagelser og utilsigtet eskalation i kriser med Vesten.

Det skaber samlet usikkerhed om, hvordan Rusland vil

reagere i eskalerende kriser.

Rusland vil i sin udenrigs- og sikkerhedspolitik fortsat

bruge offensive virkemidler, som vestlige beslutnings-

tagere er mere tilbageholdende med eller slet ikke vil

bruge. Rusland vil således fortsat bruge cyberopera-

tioner og offensive efterretningsoperationer til at nå

strategiske mål. Rusland har desuden allerede fra den

tidligste fase af COVID-19-krisen brugt krisen i påvirk-

ningsaktiviteter over for EU-landene. Rusland vil stadig

bruge sine offensive virkemidler i tæt samspil med

traditionelle diplomatiske, politiske og økonomiske

virkemidler.

Ruslands væbnede styrker vil stadig være landets vig-

tigste instrument til at opnå sine strategiske mål. Det

gælder især i regioner, hvor stormagterne i stigende

grad konkurrerer. COVID-19-krisen har ikke afgørende

skadet Ruslands evne til at opretholde sit militære

beredskab og aktivitetsniveau. Ruslands væbnede

styrker har genoptaget de militære uddannelses- og

øvelsesaktiviteter, som i foråret 2020 blev aflyst på

grund af COVID-19.

Rusland vil også på langt sigt være en betydelig

sikkerhedspolitisk udfordring for Vesten og Danmark.

Ruslands udenrigs- og sikkerhedspolitiske interesser

og adfærd vil på flere områder afvige fra de vestlige

landes. Det gælder også i de regioner, hvor Danmark

har særlig sikkerhedspolitisk interesse. For det første

er Danmarks nærområde, Østersøen, præget af de

sikkerhedspolitiske spændinger mellem Rusland og

NATO. For det andet er Kongeriget Danmark centralt

placeret i stormagternes strategiske spil i Arktis.

Rusland har desuden formået at få en central rolle i en

række kriser af stor betydning for europæisk sikker-

hed, ikke mindst langs Europas sydlige grænser.

EU’s sanktioner vil fortsat være et centralt mål for Rus-

lands påvirkningsindsats. Rusland kan mærke sanktio-

nerne under den økonomiske krise, der er fremkaldt af

COVID-19. Ledelsen i Rusland er sandsynligvis kommet

til den konklusion, at USA’s sanktioner vil vare ved,

og at Rusland ikke kan påvirke USA til at lempe eller

ophæve dem. Derfor er det blevet stadigt vigtigere for

Rusland at få lempet eller ophævet EU’s sanktioner.

Ruslands manøvrerum over for EU-landene vil blive ved

med at være meget begrænset. EU’s sanktionspolitik

vil stadig gøre det vanskeligt for Rusland at udbygge

det politiske og økonomiske forhold til EU-landene. Det

er stadig usandsynligt, at Rusland vil ændre sin politik

eller udenrigspolitiske adfærd væsentligt for at få EU’s

sanktioner lempet eller hævet. Det gælder også, selv om

sanktionerne bremser Ruslands økonomiske genopret-

ning efter krisen. Ruslands væsentligste modtræk mod

USA’s og EU’s sanktioner vil derfor fortsat være nationa-

le initiativer, der skal mindske sanktionernes effekt.

CoVId-19-KrISENS FØrSTE FASE

VAr VELEGNET TIL PÅVIrKNING

I begyndelsen af COVID-19-krisen satte

Rusland gang i en bredspektret påvirknings-

kampagne, som bl.a. skulle ramme vestlig

enighed om sanktionerne mod Rusland.

Rusland forsøgte gennem påvirkning at

overbevise nogle EU-lande om, at sanktio-

nerne skadede den internationale indsats

for at afbøde COVID-19-krisen og dens

konsekvenser for verdensøkonomien.

Russiske statskontrollerede medier og

aktører på sociale medier intensiverede

deres kritik af sanktionerne som umenne-

skelige og skadelige for den økonomiske

udvikling. Samtidig sendte Rusland hjælp til

COVID-19-bekæmpelse til EU-landene Itali-

en og Bulgarien. Centrale russiske aktører,

herunder den indflydelsesrige formand for

Dumaens udenrigsudvalg, Leonid Slutskiy,

knyttede åbenlyst Ruslands hjælp til Italien

sammen med opfordringer til Italien om at

arbejde for få EU’s sanktioner ophævet.

Rusland sendte også omfattende hjælp

til Iran. Denne hjælp blev kædet sammen

med Vestens såkaldte inhumane sanktio-

ner, som forhindrede hjælp til Iran.

Rusland brugte også krisens første fase til

at fabrikere bevidst forfalsket information

(desinformation) og sprede en række kon-

spirationsteorier, der var opstået i vestlige

miljøer (misinformation). Begge dele skulle

skabe forvirring om sygdommen, dens

oprindelse og vestlige regeringers tiltag for

at standse smittespredningen.

rusland vil forsøge at påvirke vestlige

beslutningstagere

Rusland har i flere år forsøgt at påvirke vestlige

beslutningstagere og eksperter på tværs af det poli-

tiske spektrum. Ruslands parlamentariske kontakter

adskiller sig fra andre landes, ved at de russiske

efterretningstjenester spiller en central rolle. Rusland

bruger herudover en kombination af statskontrollerede

NGO’er, tænketanke og politiske partier til at etablere

og udvikle kontakterne.

Ruslands hensigt er at opdyrke kredse af venligtsinde-

de aktører, der er modtagelige over for Ruslands syns-

punkter. Det skal give vestlig legitimering af Ruslands

politik og samtidig skabe mulighed for at kunne påvirke

vestlige beslutninger i en retning, der er i Ruslands

interesse.

Ruslands arbejde med personlig påvirkning blev

imidlertid i 2019 vanskeliggjort af afsløringer i Østrig

og Italien. Det er meget sandsynligt, at Ruslands hjælp

til at bekæmpe COVID-19 i Italien udover at sætte

fokus på sanktioner også skulle forbedre Ruslands

image i Italien og mere generelt i Europa. Rusland

ønskede sandsynligvis at udnytte dette til at genoplive

personlige kontakter mellem russiske og vestlige parla-

mentarikere.

rusland bruger påvirkning mod EU’s sanktioner

Rusland vil sandsynligvis i de kommende år fortsat

forsøge at udnytte COVID-19-krisen og dens følger for

vestlige befolkningers levevis til at sprede forvirring og

mistillid. Rusland vil åbent samarbejde med EU-lande-

ne om at overvinde COVID-19-krisens eftervirkninger,

men vil skjult forsøge at underminere de tiltag, EU-lan-

dene har iværksat for at håndtere krisen. Det er meget

sandsynligt, at Rusland også fremover vil udnytte

internationale kriser til at forstærke uenigheder blandt

vestlige lande. Derved forsøger Rusland at nå egne

udenrigspolitiske mål.

EFTERRETNINGSMÆSSIG

rISIKoVUrdErING 2020

EFTERRETNINGSMÆSSIG

rISIKoVUrdErING 2020

rUSLANd

UPN, Alm.del - 2020-21 - Bilag 81: Efterretningsmæssig Risikovurdering 2020

rUSLANdS ForHoLd TIL USA

Forholdet til USA er styrende for Ruslands

udenrigs- og sikkerhedspolitik. Rusland vil afba-

lancere USA’s dominans gennem det strategiske

forhold til Kina, men Rusland vil fortsat være

den svageste af de tre stormagter. Rusland vil

også sikre sin globale position gennem strate-

gisk indflydelse i Mellemøsten, Nordafrika og

især de tidligere sovjetiske lande.

Rusland mener, at USA er den alvorligste trussel mod

landet i det internationale magtspil. Det strategiske

modsætningsforhold til USA vil derfor fortsat være sty-

rende for Ruslands udenrigs- og sikkerhedspolitik. Det

er meget sandsynligt, at forholdet mellem Rusland og

USA også under den nye amerikanske regering vil være

præget af mistro og dybe uenigheder om strategiske

spørgsmål, regionale kriser og konflikter.

På trods af de vanskelige betingelser har Rusland og

USA fortsat en pragmatisk dialog om enkelte vigtige

udenrigs- og sikkerhedspolitiske spørgsmål. Det gæl-

der bl.a. Arktis, våbenkontrol og terrorbekæmpelse.

Især Ruslands og USA’s uoverensstemmelser om våben-

kontrolaftalerne har forværret forholdet yderligere. USA

opsagde Intermediate-Range Nuclear Forces-traktaten

(INF-traktaten) om landbaserede kortere-rækkende og

mellemdistancemissiler i 2019 med henvisning til et nyt

russisk missil. Det er meget sandsynligt, at dette missil

med en vurderet rækkevidde på 2.000 km overtræder

INF-traktatens bestemmelser. Rusland mistænker USA

for også at ville træde ud af de andre våbenkontrolaf-

taler med Rusland. Det er derfor meget sandsynligt, at

Rusland har været forberedt på, at USA ville trække sig

ud af NEW START-traktaten om de to stormagters strate-

giske kernevåben i begyndelsen af 2021.

Våbenkontrolaftalerne mellem Rusland og USA har

hidtil været den mekanisme, der har sikret kontrol med

en række strategisk vigtige våben. Hvis denne mekanis-

me forsvinder, vil det sandsynligvis føre til øget mistro

mellem Rusland og USA om hinandens hensigter. Det

medfører større risiko for, at de to lande placerer stra-

tegiske eller andre langtrækkende våbensystemer i el-

ler tæt på Europa. Samtidig bidrager det til, at landene

prioriterer at udvikle nye våben- og forsvarssystemer,

som det vil blive meget vanskeligt at få omfattet af nye

våbenkontrolaftaler.

Der tegner sig konturer af et begyndende våbenkap-

løb, hvor Rusland for sin del udvikler nye strategiske

våbensystemer som f.eks. hypersoniske styrbare

sprænghoveder, atomdrevne krydsermissiler og selv-

styrende torpedoer. Disse systemer vil kunne omgå et

missilskjold og over lange afstande ramme amerikan-

ske havne og storbyer med kernevåben. USA udvikler

for sin del et stadigt mere effektivt missilforsvar og nye

landbaserede missilsystemer med rækkevidde over

500 km, hvilket ville have krænket INF-traktaten, hvis

den ikke havde været ophævet.

NYT dEKrET FrEMHÆVEr

rUSLANdS EVNE TIL STrATEGISK

AFSKrÆKKELSE

Præsident Putin underskrev i juni 2020 et

nyt dekret om, hvordan Rusland skal bruge

kernevåben. Det er sandsynligt, at dekretet

skal ses i lyset af den fastlåste dialog om

NEW START-traktaten. Rusland vil sand-

synligvis med det nye dekret signalere til

USA, at Rusland har kernevåben, der kan

forsvare landet, også hvis USA vil træde ud

af NEW START-traktaten.

Det nye dekret indeholder ikke afgørende

ændringer. Rusland kan fortsat bruge

kernevåben som svar på angreb med ker-

nevåben mod Rusland, eller hvis Rusland

vurderer, at et konventionelt angreb er en

eksistentiel trussel mod landet.

Det nye dekret skærper dog Ruslands

holdning til stater, som ifølge Rusland fører

en uvenlig politik over for Rusland, og som

tillader, at kernevåben, missilforsvarssy-

stemer og kort- og mellemdistancemissiler

bliver opstillet på deres territorium. Ifølge

dekretet udgør dette en fare, der kan udvik-

le sig til en trussel.

Det vigtigste militære mål med rumprogrammet er

at sikre Ruslands strategiske nukleare afskrækkelse.

Rusland frygter således, at USA i stigende grad vil

udnytte rummet i forbindelse med opbygningen af et

missilskjold, der kan true Ruslands afskrækkelsesevne.

Rusland udvikler våbensystemer, der kan forstyrre eller

direkte ødelægge satellitter ved hjælp af elektronisk

energi, f.eks. jamming eller laser. Rusland udvikler

muligvis også satellitter, som kan ødelægge andre

satellitter i kredsløb.

Kina er Ruslands vigtigste strategiske partner til at

kunne afbalancere USA’s globale dominans, og landene

koordinerer deres politik i internationale fora. Rusland

vil fortsat være den svageste part i forholdet til både

USA og Kina og frygter derfor, at USA vil tillægge det res-

sourcestærke Kina større betydning. Det er meget sand-

synligt, at det bidrager til, at Rusland forsøger at gøre sig

til en uomgængelig aktør i internationale spørgsmål.

rusland udfordrer USA i Mellemøsten

og Nordafrika

Rusland har formået at sikre sig betydelig indflydelse

i dele af Mellemøsten og Nordafrika. Det skal bidrage

til at placere Rusland som en global magt på linje med

USA. Samtidig er Mellemøsten og Nordafrika også stra-

tegisk vigtig for Rusland. Det skyldes især, at regionen

ligger nær centrale russiske interesser i Sortehavet,

Kaukasus og Centralasien.

Rusland er blevet en afgørende aktør i konflikten i Liby-

en og har længe haft en helt central rolle i Syrien. Det

er sandsynligt, at Rusland med udgangspunkt i Syrien

og Libyen vil forsøge at udbygge sin strategiske positi-

on i Mellemøsten og Nordafrika, det østlige Middelhav

og langs NATO’s sydlige flanke.

USA’s vigende engagement i dele af Mellemøsten og

Nordafrika skaber et politisk og militært tomrum. Det

forsøger Rusland at fylde ud ved at styrke relationer til

USA’s traditionelle partnere i regionen, især Egypten,

Israel og Saudi-Arabien. Ruslands vigtigste samar-

bejdspartnere i Mellemøsten og Nordafrika er dog

Tyrkiet og Iran.

Ingen fremskridt i forhandlingerne om

NEW STArT-traktaten

Rusland og USA har endnu ikke startet reelle forhand-

linger om, hvad der skal ske med NEW START-traktaten.

Rusland ønsker, at traktaten skal forlænges indtil 2026.

Hvis det ikke sker, risikerer Rusland et strategisk våben-

kapløb med USA, som vil blive meget dyrt for Rusland.

Udgifterne vil ligge ud over, hvad Rusland allerede bruger

på at modernisere og udbygge sit aldrende kernevå-

benarsenal og udvikle nye strategiske våbensystemer.

Det er muligt, at den nye amerikanske regering vil

være mere lydhør over for Ruslands ønske om en

forlængelse af NEW START-traktaten, men USA’s syn på

traktaten vil sandsynligvis ikke blive væsentligt ændret.

USA mener grundlæggende, at traktaten er forældet,

især fordi den ikke omfatter Kinas strategiske kerne-

våben. Det er dog mindre sandsynligt, at Rusland vil

støtte, at Kina deltager i en ny traktat. Det skyldes, at

de bilaterale strategiske våbenkontrolaftaler med USA

giver Rusland en særstatus, som Rusland vil forsøge at

bevare.

NEW START-traktaten har bygget på, at Rusland og USA

hidtil har haft stort set ens arsenaler af strategiske

kernevåben. De to stormagter udvikler imidlertid

nye, højteknologiske våbensystemer og strategiske

forsvarssystemer, der vil gøre det sværere at sammen-

ligne de strategiske våben. Det vil gøre eventuelle nye

bilaterale våbenkontrolaftaler meget komplicerede.

Rusland er desuden bekymret for en øget militarisering

af rummet, fordi Rusland vurderer, at det på langt

sigt kan true landets strategiske afskrækkelsesevne.

Rusland råder selv over et omfattende rumprogram.

Det fokuserer både på øget militær og civil udnyttelse

af rummet og på at udvikle kapaciteter, som kan forhin-

dre andre stormagter i at anvende rummet.

EFTERRETNINGSMÆSSIG

rISIKoVUrdErING 2020

EFTERRETNINGSMÆSSIG

rISIKoVUrdErING 2020

rUSLANd

UPN, Alm.del - 2020-21 - Bilag 81: Efterretningsmæssig Risikovurdering 2020

rUSLANd ForSØGEr AT GENETABLErE

SIG SoM EN GLoBAL STorMAGT

Rusland og Tyrkiet ønsker begge at styrke deres regi-

onale indflydelse i Mellemøsten og Nordafrika. Deres

interesser i regionen støder i visse tilfælde sammen,

men Rusland og Tyrkiet har dog opbygget et pragma-

tisk samarbejde. Her støtter de i nogen grad hinandens

fælles interesse i at reducere USA’s og EU’s rolle i

Mellemøsten og Nordafrika.

I Syrien samarbejder Rusland med både Tyrkiet og

Iran om at sætte de overordnede rammer for at løse

konflikten, selv om de ikke har sammenfaldende inte-

resser. I Libyen støtter Rusland og Tyrkiet hver sin side,

men de to magter forsøger at undgå, at det påvirker

deres samarbejde på andre områder.

Rusland bruger også sit samarbejde med Tyrkiet til at

trække landet væk fra dets NATO-partnere, eksempel-

vis gennem salg af luftforsvarssystemet S-400.

rU S L A N d

Danmarks nær-

område vil fortsat

være præget af de

sikkerhedspolitiske

spændinger mellem

Rusland og NATO.

Hviderusland har en central strategisk placering for

Rusland, der ser landet som den sidste stødpude i en

potentiel konflikt mellem Rusland og NATO. Rusland

arbejder på, at de to lande bliver tættere politisk og

økonomisk integreret i rammen af Unionsstaten, som

de to lande etablerede i 1999. Hviderusland fungerer

desuden som transitland for russisk energi og er yderst

vigtig for Ruslands adgang til Kaliningrad-regionen.

Rusland ser derfor med stor bekymring på protesterne

i Hviderusland, der truer med at gøre landet ustabilt.

Det er sandsynligt, at Rusland ønsker, at præsident

Lukashenko bliver fjernet fra magten. Det skyldes især,

at han tidligere har forhindret tættere politisk integra-

tion mellem Rusland og Hviderusland. Rusland vil dog

støtte Lukashenko, så længe protesterne fortsætter og

undgå at han bliver tvunget væk i en farverevolution,

som det var tilfældet i Ukraine.

Det er dog meget sandsynligt, at Ruslands ledelse ser

en mulighed for at udnytte protesterne til at lægge

et politisk pres på Lukashenko, der kan føre til større

russisk indflydelse i Hviderusland. Samtidig er Rusland

varsom med tydeligt at påvirke udviklingen internt i

landet. Det er således sandsynligt, at Rusland ser en

risiko for, at tydelig involvering kan skubbe protesterne

i en anti-russisk retning.

Landene i det

tidligere sovjetiske

område udgør

en hjørnesten i

Ruslands udenrigs-

politik.

Rusland vil sikre

sin globale position

gennem strategisk

indflydelse i bl.a.

Mellemøsten og

Nordafrika.

Rusland mener, at

USA er den alvor-

ligste trussel mod

landet i det interna-

tionale magtspil.

Rusland har styrket sit forhold til Iran, efter at USA

trådte ud af den nukleare aftale med Iran. Rusland og

Iran har forskellige interesser i Syrien og i Mellemøsten

generelt, men de to lande ønsker begge at modvirke

USA’s indflydelse i regionen. Rusland forsøger at

udnytte sit forhold til Iran til at placere sig som en

central mægler. Det gælder mellem parterne bag den

nukleare aftale og mellem Iran og Irans modstandere i

Mellemøsten.

Hviderusland er afgørende for ruslands sikkerhed

Landene i det tidligere sovjetiske område udgør en

hjørnesten i Ruslands udenrigspolitik. Rusland vil

fortsat prioritere det højt at have afgørende indflydelse

på landenes udenrigs- og sikkerhedspolitik. Det gælder

særligt Hviderusland, Ukraine og Moldova.

Rusland anser området for at udgøre en strategisk

bufferzone i tilfælde af en konflikt med NATO. Det er

derfor vigtigt for Rusland at forhindre, at Hviderusland,

Ukraine og Moldova samarbejder yderligere med NATO

eller EU. Samtidig frygter Rusland, at de såkaldte farve-

revolutioner i disse lande med vestlig støtte kan sprede

sig til selve Rusland.

Kina er Ruslands

vigtigste strategiske

partner til at kunne

afbalancere USA’s

globale dominans.

Hviderusland har en

central strategisk

placering for Rusland,

der ser landet som den

sidste stødpude i en

potentiel konﬂikt mellem

Rusland og NATO.

EFTERRETNINGSMÆSSIG

rISIKoVUrdErING 2020

EFTERRETNINGSMÆSSIG

rISIKoVUrdErING 2020

rUSLANd

UPN, Alm.del - 2020-21 - Bilag 81: Efterretningsmæssig Risikovurdering 2020

ØSTErSØrEGIoNEN

Danmarks nærområde vil fortsat være præget

af de sikkerhedspolitiske spændinger mellem

Rusland og NATO. Rusland har forøget sin mili-

tære kampkraft og styrket evnen til at udnytte

hastighed og overraskelse til sin fordel – også

i Østersøregionen. Det er dog fortsat usand-

synligt, at Rusland med overlæg vil risikere en

militær konflikt med USA og NATO.

De sikkerhedspolitiske spændinger mellem Rusland

og NATO i Østersøregionen præger Ruslands forhold til

Danmark. Rusland ser grundlæggende Danmark som

en småstat, der følger USA’s udenrigs- og sikkerheds-

politik.

Ruslands syn på Danmarks udenrigs- og sikkerheds-

politik er således præget af mistillid bl.a. på grund af

Danmarks rolle i NATO, hvor Rusland har en opfattelse

af, at Danmark fører en anti-russisk kurs. Det gælder

især Danmarks deltagelse i NATO’s fremskudte tilste-

deværelse som en del af den multinationale bataljon

i Estland og Danmarks meget markante støtte til EU’s

sanktionspolitik.

Det er dog sandsynligt, at Rusland ønsker at forbedre

sit forhold til Danmark, så det ikke bliver domineret af

spændingerne i Østersøen. Rusland ser bl.a. Danmark

som en attraktiv samarbejdspartner inden for sam-

handel og investeringer. Det er desuden sandsynligt,

at Rusland ser et forbedret forhold til Danmark som et

middel til at fastholde dansk samarbejde i regionale

arktiske spørgsmål.

Endelig er det sandsynligt, at Rusland generelt ønsker

at forbedre forholdet til de skandinaviske lande.

Rusland håber sandsynligvis, at det kan være med til at

bløde op for EU’s sanktionspolitik over for Rusland og

bidrage til lavere spændinger i Østersøregionen.

rusland sender strategiske signaler

til NATo med militære aktiviteter

Spændingerne i Østersøregionen mellem Rusland og

NATO kom konkret til udtryk i slutningen af august

2020, da et russisk jagerfly krænkede dansk luftrum ud

for Bornholm.

Det russiske jagerfly fulgte et amerikansk B-52-bom-

befly, der fløj over Østersøen. Krænkelsen var sandsyn-

ligvis et udtryk for, at Rusland ville sende et signal til

NATO og især USA efter en periode med et øget antal

amerikanske flyvninger med strategiske bombefly nær

Ruslands grænser. Rusland ville med stor sandsyn-

lighed signalere, at sådanne flyvninger er truende og

dermed uacceptable.

Russiske kampfly flyver regelmæssigt tæt på vestlige mi-

litære fly og skibe i den centrale del af Østersøen. Disse

aktiviteter har normalt fokus på overvågning og efter-

retningsindhentning mod de vestlige kapaciteter. Det er

meget sandsynligt, at Rusland fortsat vil undgå, at disse

mere rutinemæssige flyvninger krænker dansk luftrum.

Ruslands sikkerhedspolitiske og militære adfærd i

Østersøregionen skyldes, at regionen har afgørende

betydning for Ruslands sikkerhed. Selv om Estland,

Letland og Litauen er medlemmer af både NATO og EU,

mener Rusland, at landene udgør en del af et større

område, der skal give forsvaret af de centrale dele af

Rusland strategisk dybde. Rusland opfatter NATO’s

fremskudte tilstedeværelse i de baltiske lande og

Polen som militære forberedelser rettet mod Rusland.

Rusland er også meget mistroisk over for Sveriges og

Finlands militære samarbejde med NATO.

Det er samtidig meget sandsynligt, at Rusland har

et reelt ønske om at undgå, at militære hændelser

mellem Rusland og NATO-landene i Østersøregionen

eskalerer unødigt. Rusland vil dog i sidste ende sætte

formelle regler til side, hvis Rusland skønner, at det er

vigtigt at sende et konkret og tydeligt strategisk signal

til et NATO-land eller til alliancen som helhed.

rusland koncentrerer sin militære styrkeopbygning

om Kaliningrad-regionen

Rusland har i de senere år gennemført en markant mi-

litær styrkeopbygning i landets vestlige del og udrustet

enhederne med helt nyt og moderne materiel. Det har

betydet, at Ruslands militære evne generelt er blevet

betydeligt forøget.

Rusland havde tidligere behov for lang tid til at forbe-

rede militære operationer. Denne forberedelsestid er

reduceret væsentligt i forhold til for blot få år siden.

Det har øget Ruslands militære muligheder og evne til

at gennemføre militære operationer på både taktisk

og strategisk niveau, herunder mulighed for at bruge

hastighed og overraskelse til sin fordel. Det gælder

også i Østersøregionen.

Rusland har især udbygget sine styrker tæt på Ukraine

og lægger nu kræfter i at udbygge styrkerne i Kalinin-

grad-regionen. Den russiske militære kampkraft nær

de baltiske lande er også blevet styrket betydeligt,

både i kvalitet og antal. Det gælder særligt de luftbårne

tropper nær Estland.

Rusland har de seneste to år sendt yderligere kamp-

materiel til Kaliningrad-regionen. Det omfatter flere

kampvogne og selvkørende artilleri med længere

rækkevidde, moderne panserværnsmissilsystemer og

langtrækkende raketkastere.

Rusland vil sandsynligvis fremskynde udbygningen

af de landmilitære enheder i Kaliningrad-regionen på

grund af USA’s beslutning om at flytte styrker fra Tysk-

land til Polen. Det skyldes, at det er meget sandsynligt,

at Rusland vil opfatte de amerikanske styrker i Polen

som en mulig trussel mod især Kaliningrad-regionen.

Den russiske Østersøflåde bliver også styrket. Den vil

på kort til mellemlangt sigt få tilført yderligere missil-

korvetter. Østersøflåden vil derefter råde over omkring

otte missilkorvetter, der alle kan bevæbnes med langt–

rækkende krydsermissiler. Korvetterne vil derudover

i forskellig grad have luftforsvarssystemer, droner og

udstyr til elektronisk krigsførelse.

rusland ønsker at kunne isolere

dele af Østersøregionen

Ruslands militære styrker skal sikre forsvaret af Kali-

ningrad-regionen og egne forsyningslinjer i Østersøen,

både ad luft- og søvejen. Styrkerne skal også kunne

hindre NATO’s bevægelsesfrihed i den centrale og østli-

ge del af Østersøen, hvis der opstår en alvorlig krise.

Rusland øver at kunne kontrollere og isolere adgangen

til Østersøregionen. Rusland gennemførte i sommeren

2020 for tredje gang den store flådeøvelse Ocean

Shield. De sidste to år har Ocean Shield bl.a. haft til

formål at øve, hvordan Rusland i en skærpet krise eller

konflikt kan isolere Østersøregionen. Ocean Shield blev

i 2020 gennemført i Nordsøen, herunder inden for den

danske eksklusive økonomiske zone, og i Nordatlanten.

Rusland trænede således også at kunne blokere for

sejlads mellem Grønland, Island og Storbritannien.

I en krisesituation vil Rusland hurtigt kunne samle en

overlegen landmilitær styrke ved grænsen til de tre bal-

tiske lande. Ruslands langtrækkende missilsystemer vil

samtidig kunne gøre det vanskeligt for NATO at sende

yderligere forstærkninger.

Det er meget sandsynligt, at Rusland vil afstå fra mili-

tære initiativer mod de baltiske lande eller andre lande

i Danmarks nærområde, hvis Rusland vurderer, at

initiativerne medfører høj risiko for en direkte militær

konflikt med et samlet NATO. Ruslands hurtige, luk-

kede beslutningsprocesser og dybe mistillid til NATO

indebærer dog risiko for, at Rusland i en krisesituation

misforstår NATO’s hensigter og militære dispositioner

i Østersøregionen. Det skaber en risiko for utilsigtet

eskalation mellem Rusland og Vesten.

rusland ønsker også

konfliktforebyggende foranstaltninger

Rusland har i den politiske dialog med NATO efterlyst

aftaler, der kan forebygge, at militære hændelser i bl.a.

Østersøregionen udvikler sig ukontrolleret. Rusland bru-

ger det som argument for, at NATO skal genoptage de di-

rekte militære kontakter, der blev afbrudt efter Ruslands

annektering af Krim. Det er sandsynligt, at Rusland på

den måde søger at forstærke forskelle i NATO-landenes

holdninger til, hvordan alliancen håndterer forholdet

til Rusland. Rusland ønsker sandsynligvis også, at den

slags aftaler skal føre til, at NATO reducerer sine militæ-

re aktiviteter i den østlige del af Østersøen.

EFTERRETNINGSMÆSSIG

rISIKoVUrdErING 2020

EFTERRETNINGSMÆSSIG

rISIKoVUrdErING 2020

rUSLANd

UPN, Alm.del - 2020-21 - Bilag 81: Efterretningsmæssig Risikovurdering 2020

Kina øger sin indflydelse både regionalt og globalt. Det sker i multilateralt samarbejde

og gennem investeringer og partnerskaber i udlandet. Kina benytter også i høj grad

cyberoperationer til at understøtte sine strategiske interesser og mål. Kina søger

stadigt mere håndfast og offensivt at imødegå kritik og anvender landets økonomiske

vægt til at lægge pres på andre lande. Den kinesiske ledelse fører desuden en hård

politik over for, hvad den opfatter som forsøg på at svække Kinas suverænitet og

samling. Kina fortsætter sin militære opbygning og hævder sine krav i Det Sydkinesi-

ske Hav. USA ser Kina som sin primære strategiske konkurrent og søger at modvirke

Kinas udvikling som global stormagt.

KINA

COVID-19-krisen har ramt Kina hårdt. Efter i

begyndelsen at være det hårdest ramte land og arne-

stedet for udbruddet har Kina imidlertid formået at

komme relativt hurtigt ud af den første nedlukning af

samfundet. Det gælder særligt i sammenligning med

USA og Europa. Den økonomiske genrejsning efter

COVID-19-krisen er dog fortsat skrøbelig og hviler især

på offentlige investeringer.

Kina promoverer sin egen udvikling som en model, der

kan følges af andre lande, og dermed som et alternativ

til særligt den vestlige, liberale og markedsbaserede

udviklingsmodel. Fra kinesisk side fremhæves, at der

ikke er nogen nødvendig sammenhæng mellem demo-

kratisering og økonomisk udvikling. Kina præsenterer

således sin økonomiske udviklingsmodel som en mu-

lighed for modernisering, hvor lande succesfuldt kan

gennemføre økonomiske reformer og udvikling uden

grundlæggende reformer af det politiske system.

Kinas voksende indflydelse i multilaterale fora og

promoveringen af landets egen udviklingsmodel kan

gøre det vanskeligere for vestlige lande at promovere

liberale værdier og nødvendigheden af at gennemføre

demokratiske reformprocesser.

Kinas indflydelse i multilaterale

institutioner vokser

Kina øger fortsat sin indflydelse på forhold i Asien

og på globale forhold. Det gør Kina bl.a. ved at styrke

bilateralt og multilateralt samarbejde. Kina deltager

også mere aktivt i internationale institutioner og or-

ganisationer og sætter her et stadigt større fodaftryk.

Det giver Kina mulighed for at øve større indflydelse på

både institutioner og enkelte medlemslande i konkrete

sager. Kinas stadigt større rolle regionalt og globalt

udvikler sig sideløbende med, at USA i flere sammen-

hænge har trukket sig fra multilaterale institutioner og

samarbejdsfora.

Kina har inden for de seneste år været en central aktør

i opbygningen af nye institutioner, som Kina promove-

rer som supplementer til eksisterende globale fora.

Det gælder bl.a. Asian Infrastructure and Investment

Bank og Shanghai Cooperation Organization. Kina

forsøger desuden at øge sin regionale indflydelse

gennem regionale initiativer, som f.eks. Kinas bilaterale

samarbejde med 17 lande i Central- og Østeuropa, det

såkaldte 17+1-samarbejde.

Kinas økonomiske indflydelse vokser

Kinas økonomiske indflydelse fortsætter med at vokse.

Det gælder både i regionen og globalt. Gennem Silke-

vejsinitiativet (Belt & Road Initiative, BRI) påvirker Kina

de regionale økonomiske strukturer og sammenhænge

i Asien, Stillehavsområdet og Europa. Kina anvender

BRI til at styrke bilateralt samarbejde med de lande,

som deltager. Ud over at fungere som platform for styr-

ket kommercielt samarbejde tjener BRI også et strate-

gisk formål. Kina ser således andre landes deltagelse

i BRI som tegn på, at der er international opbakning til

landets strategiske prioriteter.

Kinas præsident Xi Jinping modtager bifald fra delegerede ved Kinas Nationale Folke-

kongres i Folkets Store Hal i Beijing i maj 2020.

FOTO: NG HAN GUAN/EPA/RITZAU SCANPIX

EFTERRETNINGSMÆSSIG

rISIKoVUrdErING 2020

KINA

UPN, Alm.del - 2020-21 - Bilag 81: Efterretningsmæssig Risikovurdering 2020

Kinas langsigtede mål er at sikre landets fortsatte

økonomiske vækst og udvikling. Kina står dog over for

store indenrigsøkonomiske problemer. Det gælder

særligt en skæv demografisk udvikling på grund af en

stærkt aldrende befolkning samt høj gældsætning og

lav produktivitet. Uanset hvordan Kina formår at hånd-

tere de indenrigsøkonomiske udfordringer, vil det have

en betydelig effekt på det globale økonomiske system.

Kinesiske økonomiske aftaler og investeringer i udlandet

afspejler en sammenblanding af økonomiske, diploma-

tiske og strategiske initiativer, der skal understøtte Kinas

udenrigspolitiske mål. Denne fremgangsmåde giver

derudover kinesiske virksomheder konkurrencefordele

på globalt plan. Det skyldes bl.a., at kinesiske selskaber

ofte kan betale mere end andre investorer, da selskaber-

ne kan få økonomisk støtte fra kinesiske statslige policy-

banker, hvis formål er at styrke kinesiske virksomheders

forretningsudvikling i udlandet.

Kina benytter også i stort omfang cyberoperationer

som et instrument til at understøtte strategiske, sikker-

hedspolitiske og økonomiske interesser og mål. Dette

sker både regionalt og globalt.

Kinas økonomiske udvikling og indflydelse har betydning

for både regional og global økonomisk udvikling. Landets

store økonomiske vægt kan samtidig have en indflydelse

på de lande, Kina samarbejder med. Det skyldes, at

Kina har demonstreret vilje og evne til økonomisk at

straffe det, man fra kinesisk side opfatter som politisk

indblanding i Kinas interne forhold. Det er sandsynligt,

at flere lande vil prioritere kommercielt og økonomisk

samarbejde med Kina højere end kritik af politiske

forhold i Kina.

Kina fokuserer på at udvikle avanceret teknologi

Den kinesiske ledelse ser teknologiske fremskridt som

afgørende for, at landet kan løse de indenrigsøkono-

miske udfordringer og øge produktiviteten i samfundet

for dermed at udvikle sig til en avanceret og økonomisk

udviklet stormagt.

Kinas planer for landets teknologiske udvikling medfø-

rer store indenlandske investeringer. Kina søger også

målrettet at erhverve sig udenlandsk teknologi. Dette

sker gennem økonomiske aftaler, strategiske virksom-

hedsopkøb, målrettede direkte investeringer i uden-

landske teknologivirksomheder og joint venture-samar-

bejder. Kina anvender fortsat også industrispionage til

at skaffe sig adgang til udenlandsk teknologi.

Kinas målrettede prioritering af avancerede teknologier

vil sandsynligvis give landet en forbedret evne til at fast-

sætte internationale standarder inden for eksempelvis

kvanteteknologi og kunstig intelligens. Dermed vil Kina få

øget indflydelse på teknologiske felter, der tidligere har

været domineret af andre, især vestlige lande.

Kinas fokus på udvikling af avancerede teknologier, her-

under kvanteteknologi og kunstig intelligens, er blevet

en del af den strategiske konkurrence mellem USA og

Kina. USA ser Kinas prioritering af avancerede tekno-

logier som en trussel mod USA’s nationale strategiske

interesser og sikkerhed.

Kina forsøger at styre fortællingen om

Kina og imødegå kritik

Kina øger indsatsen for at styre, hvordan andre lande

ser på Kina og Kinas handlinger. Formålet er at fremme

en positiv fortælling om Kina og sikre opbakning til

Kinas globale initiativer. Samtidig forsøger Kina stadigt

mere håndfast og offensivt at imødegå kritik af det

kommunistiske partis politiske beslutninger og landets

styreform.

Kinas indflydelsesaktiviteter har dog sandsynligvis ikke

som sit primære formål at destabilisere andre lande

eller forøge eksisterende politiske kløfter i dem.

Kinas forsøg på at styre fortællingen om landet er tyde-

ligt kommet til udtryk under COVID-19-krisen. Kina har

bl.a. brugt krisen til at fremstille sit system og sin hånd-

tering af krisen som bedre end Vestens, særligt USA’s.

Kina bruger hovedsageligt klassisk diplomati og lobby-

isme til at styre fortællingen. Her forsøger Kina ikke at

skjule, at kinesiske myndigheder er afsenderen.

Kina er dog også i stand til at gennemføre kampagner,

der svarer til russiske påvirkningskampagner med be-

vidst anvendelse af desinformation, falske profiler og

forsøg på at skjule afsenderen. Dette skete i forbindel-

se med urolighederne i Hongkong i efteråret 2019 og

forud for valget i Taiwan i januar 2020. Det er også sket

i forbindelse med forsøg på at styre fortællingen om

COVID-19-pandemiens oprindelse og Kinas håndtering

af udbruddet.

Det er sandsynligt, at Kinas indflydelsesaktiviteter også

er henvendt til et kinesisk publikum og til den kinesiske

diaspora.

Kina har skærpet sin politik på områder, hvor landets

ledelse ser trusler mod Kinas enhed og samling. Kinas

ledelse har slået hårdt ned på det, den opfatter som

antikinesiske tendenser og grupperinger i Hongkong.

Kina har desuden forstærket presset på Taiwan og

øget kontrollen, overvågningen og interneringen af

etniske og religiøse mindretal i Xinjiang-regionen i det

nordvestlige Kina. Centralmagten i Beijing anser alle tre

områder som uadskillelige dele af Kina.

I kølvandet på de store demonstrationer i Hongkong

i 2019 har Kina i 2020 vedtaget en ny sikkerhedslov.

Loven giver Beijing øget kontrol med udviklingen i

Hongkong samt hjemmel og redskaber til at forhindre

lignende situationer i fremtiden. Indførelsen af sikker-

hedsloven for Hongkong understreger, at Kina priorite-

rer intern social og politisk stabilitet højere end landets

internationale omdømme og at undgå omverdenens

kritik.

Kina har under Xi Jinping øget presset på Taiwan i

forhold til øens internationale status og relation til

Kina. Det har ført til, at en række lande, der tidligere

anerkendte Taiwan, er ophørt med det og i stedet

nu anerkender Folkerepublikken Kina. Dette har den

kinesiske ledelse arbejdet målrettet på at opnå. Det

er sandsynligt, at Kina på samme måde vil lægge pres

på de lande, der stadig anerkender Taiwan. Kina søger

som hidtil at forhindre Taiwan i at få fodfæste og indfly-

delse i internationale organisationer.

I Xinjiang-regionen stiger graden og omfanget af kon-

trol, overvågning og internering af etniske og religiøse

mindretal, primært muslimske uighurer, fortsat. Denne

praksis er foregået gennem de seneste år, hvor store

dele af den uighuriske befolkning været tvangsinterneret

i lejre over længere perioder. Kina vægter fuld kontrol

med udviklingen og befolkningen i Xinjiang højere end

hensynet til uighurernes leveforhold og religionsfrihed

samt Kinas internationale omdømme.

Kina har skærpet tilgangen til Hongkong,

Taiwan og Xinjiang-regionen

Kina fortsætter udviklingen i en mere repressiv retning.

Landet øger den gennemgribende anvendelse af højtekno-

logiske og digitale løsninger til at overvåge og kontrollere

udviklingen og adfærden i det kinesiske samfund.

Kina fortsætter udviklingen i en mere repressiv retning.

Landet øger den gennemgribende anvendelse af

højteknologiske og digitale løsninger til at overvåge

og kontrollere udviklingen og adfærden i det kinesiske

samfund. Kinas effektive og meget håndfaste håndte-

ring af COVID-19-krisen blev bl.a. gjort mulig gennem

omfattende overvågning og kontrol med befolkningen.

EFTERRETNINGSMÆSSIG

rISIKoVUrdErING 2020

EFTERRETNINGSMÆSSIG

rISIKoVUrdErING 2020

KINA

UPN, Alm.del - 2020-21 - Bilag 81: Efterretningsmæssig Risikovurdering 2020

KINAS TErrITorIALKrAV

I dET SYdKINESISKE HAV

De ni stiplede røde linjer er grænsen for det område,

som Kina gør krav på i Det Sydkinesiske Hav.

KIN A

TAIWA N

Kina opbygger fortsat militæret og øger sin

suverænitetshævdelse i det Sydkinesiske Hav

Kinas militær fortsætter den omfattende opbygning

af flåden, flyvevåbnet, hæren og landets militære

cyberkapaciteter. Der er tale om gennemgribende mo-

dernisering og udbygning af eksisterende enheder og

våbensystemer, herunder også flere enheder. Selv om

Kina også øger sin evne til at udføre militære operatio-

ner globalt, er det fortsat magtbalancen i det vestlige

Stillehav, der er Kinas primære prioritet.

Den kinesiske flåde har et meget betydeligt skibsbyg-

ningsprogram, der omfatter hangarskibe, amfibieskibe,

krydsere, destroyere, fregatter, korvetter og forsynings-

skibe. Skibsbygningsprogrammet er accelereret i de

seneste 10-15 år. Flådens udbygning og modernisering

har bevirket, at den nu har væsentligt mere moderne

enheder end selv den amerikanske flåde. Sammen

med den øvrige modernisering af Kinas militær vil

det i løbet af de næste 10-20 år rykke magtbalancen

i det vestlige Stillehav i Kinas favør, medmindre de

øvrige lande i Stillehavsregionen udvider deres bygge-

programmer. Med hangarskibe, større amfibieskibe,

krydsere og et styrket marineinfanteri vil Kina på langt

sigt opnå en evne til at anvende militær magt globalt,

som kun vil være overgået af USA’s.

Det Sydkinesiske Hav vil fortsat være blandt Kinas

højeste udenrigspolitiske prioriteter, og Kina vil øge

sin tilstedeværelse i området. Det er sandsynligt, at

Kina vil udvide den militære brug af sine baser på

kunstige øer i Det Sydkinesiske Hav, f.eks. ved oftere

at udstationere kampfly til dem. Kinas fremfærd i

Det Sydkinesiske Hav møder modstand blandt øvrige

lande i regionen, herunder særligt de lande, der selv

har fremsat territorialkrav i området. Kina søger at

forbedre sit forhold til landene i regionen gennem

diplomatiske initiativer, øget økonomisk samarbejde

og tilbud om investeringer. Disse initiativer ændrer dog

ikke på, at Kina fortsat vil hævde sine territoriale krav i

området og udbygge sin tilstedeværelse.

USA vil fortsat udfordre Kinas krav og ageren i Det Syd-

kinesiske Hav med rutinemæssige operationer, der dog

ikke i sig selv vil føre til en forværring af det bilaterale

forhold, da der er tale om velkendte og forventede

reaktioner.

Det er sandsynligt, at formålet med Kinas øgede

aktiviteter fra både kystvagten og militærets side på

mellemlangt til langt sigt er at gøre Kina i stand til at

kontrollere og overvåge hele Det Sydkinesiske Hav.

Samarbejde med rusland fortsat prioriteret trods

gensidig skepsis

Kina samarbejder politisk, økonomisk, teknologisk og

militært med Rusland, og de to lande koordinerer ofte

deres udenrigspolitiske standpunkter. Dette gælder

f.eks. i forhold til landenes deltagelse i internationale

organisationer.

I 2019 indgik Rusland og Kina et officielt strategisk

partnerskab. Kina og Rusland styrker særligt deres

samarbejde på energiområdet, hvor der er klare sam-

menfald mellem de to landes interesser.

Selv om en styrkelse af den bilaterale relation tjener

begge lande som modvægt til politisk pres fra især

USA, er en egentlig alliance mellem Kina og Rusland

fortsat usandsynlig. Det skyldes især, at de to landes

modstridende interesser i Centralasien giver betyde-

lige spændinger. Rusland ser regionen som en del af

Ruslands interesse- og indflydelsessfære og ser derfor

øget kinesisk økonomisk samarbejde med landene i

regionen som en udfordring.

Det er dog sandsynligt, at de to lande har en gensidig

forståelse af modpartens engagement i regionen og

forsøger at undgå at udfordre hinandens strategiske in-

teresser. Det økonomiske samarbejde mellem Kina og

Rusland begrænses videre af, at Kina grundlæggende

prioriterer forholdet til det langt stærkere USA højere

end samarbejdet med Rusland.

KIN AS

TE rrITorIA LK r AV

FILIPPIN E rN E

CA M Bod JA

VIE TN A M

dE T SY dKIN ES I S K E H AV

B rUN E I

M A L AYS IA

S INGA PorE

IN doN ES IE N

USA øger presset på Kina og på allieredes

samarbejde med Kina

USA ser Kina som sin primære strategiske konkurrent

og søger at modvirke Kinas indflydelse. Det giver

sig udslag i USA’s politik, hvad angår dets allieredes

forhold til Kina, og i USA’s forsøg på at begrænse Kinas

rolle i internationale organisationer og fora.

Spændingerne i det bilaterale forhold mellem USA og

Kina afspejler grundlæggende, at magtbalancen mel-

lem de to lande forskyder sig. Forholdet mellem USA

og Kina ses i den amerikanske regering i voksende grad

som et nulsumsspil, hvor Kinas øgede vægt i det inter-

nationale system, særligt i Asien, sker på bekostning af

USA’s rolle og indflydelse.

USA ser Kinas udvikling gennem en strategisk og

sikkerhedspolitisk prisme og som en trussel mod

USA’s sikkerhed. COVID-19-krisen har medvirket til at

forstærke de i forvejen stærke spændinger mellem

Kina og USA og trække de to lande endnu længere væk

fra hinanden.

USA kritiserer samtidig Kina for illegitim kinesisk

adfærd inden for en række områder som handel, intel-

lektuelle rettigheder og teknologioverførsel.

Den voksende konfrontation mellem USA og Kina vil i

stigende grad betyde, at mindre lande, der ønsker tæt

samarbejde med både Kina og USA, kan blive stillet i

svære dilemmaer i spørgsmål som f.eks. samhandel,

teknologiudvikling, investeringer og klimadagsordenen.

EFTERRETNINGSMÆSSIG

rISIKoVUrdErING 2020

EFTERRETNINGSMÆSSIG

rISIKoVUrdErING 2020

KINA

UPN, Alm.del - 2020-21 - Bilag 81: Efterretningsmæssig Risikovurdering 2020

CYBEr-

BEr-

TrUSLEN

TrUS

Staters og kriminelles cyberangreb er fortsat blandt de mest

alvorlige trusler mod Danmark. Truslen fra cyberkriminalitet

og cyberspionage er både rettet mod danske virksomheder

og myndigheder, og de udsættes løbende for cyberangreb.

Truslen fra cyberspionage og cyberkriminalitet

er stadig meget høj, men kommer til udtryk på vidt

forskellig måde. Cyberspionage udføres oftest i det

skjulte, og konsekvenserne er generelt svære at op-

dage. Cyberkriminelle udnytter derimod ofte det pres,

som offentlig eksponering lægger på ofre for f.eks.

målrettede ransomware-angreb.

Den fortsatte digitalisering af dansk infrastruktur kan

påvirke cybertruslen og skabe strategiske udfordringer

for Danmark. Når fysiske systemer i højere grad styres

af enheder, der er koblet op til internettet, øges risiko-

en for, at et cyberangreb vil medføre fysiske ødelæg-

gelser. Et afhængighedsforhold til ikke-allierede stater,

der potentielt kan afbryde drift, misbruge digitalt

udstyr til spionage via bagdøre eller holde kritiske re-

servedele tilbage, udgør en risiko for danske interesser

og dansk sikkerhed.

CoVId-19-krisen illustrerer

cybertruslens dynamiske natur

Hackere rekognoscerer hele tiden efter svagheder, og

nye sårbarheder bliver hurtigt udnyttet til cyberangreb.

Det påvirker både, hvem der bliver angrebet, og hvor-

dan angreb bliver udført.

Der er altid hackere, der forsøger at udnytte aktuelle

kriser, begivenheder eller udviklinger til deres fordel.

Det er også tilfældet med COVID-19-pandemien.

Hackere udnytter den i deres angrebsmetoder, bl.a.

som tema i phishing-mails og ved oprettelsen af falske

domæner. Udnyttelsen af COVID-19 udgør et nyt

element i det samlede trusselsbillede, men truslerne

har derudover ikke ændret sig markant. COVID-19 har

primært påvirket trusselsbilledet, i forhold til hvilke

angrebsmetoder hackerne vælger.

Pandemien har medført ændrede arbejdsvilkår for

mange myndigheder og virksomheder, bl.a. i form af

flere virtuelle møder og hjemmearbejdspladser. It-sik-

kerheden i mange myndigheders og virksomheders

netværk er under pres, fordi tilgængeligheden af syste-

merne samtidig prioriteres højt. De nye arbejdsvilkår

kan både give hackere lettere adgang til organisationer-

nes systemer og gøre det sværere at opdage hackerne

i systemerne. Det øger risikoen for, at hackere lykkes

med deres cyberangreb.

Selv om truslen fra stater og kriminelle grundlæggende

er uændret, kan myndigheder og virksomheder derfor

have fået nye sårbarheder og dermed stå over for et

ændret risikobillede.

EFTERRETNINGSMÆSSIG

rISIKoVUrdErING 2020

EFTERRETNINGSMÆSSIG

rISIKoVUrdErING 2020

CYBErTrUSLEN

UPN, Alm.del - 2020-21 - Bilag 81: Efterretningsmæssig Risikovurdering 2020

Uopdagede cyberangreb skader danske interesser

CYBErTrUSLEN Mod

dANMArK oG dANSKE

INTErESSEr

Stater og kriminelle hackere udfører hyppige,

vedvarende og alvorlige cyberangreb, der skader

danske interesser, virksomheder og myndighe-

der. Truslen kommer til udtryk ved forskellige ty-

per angreb udført med meget forskellige formål,

herunder især spionage og kriminalitet.

Danske myndigheder og virksomheder bliver løbende

ramt af cyberangreb. Alligevel bliver konsekvenserne

af visse typer cyberangreb sjældent synlige i den brede

offentlighed, og i nogle tilfælde opdager ofrene end ikke

selv, at de er blevet kompromitteret. Selv hvis angrebe-

ne bliver opdaget, er det ofte svært med sikkerhed at

bestemme omfanget af den skade, de har medført. Det

kan bl.a. skyldes, at der ikke er tilstrækkelig logning.

Det er især svært at opdage cyberangreb og afdæk-

ke deres konsekvenser, når angrebenes formål er

cyberspionage. Det betyder i yderste konsekvens, at

Danmark ikke har indsigt i alvorlige cyberangreb, der

direkte påvirker danske strategiske interesser.

Et cyberangreb, der ikke bliver opdaget, kan stå på i

lang tid. Så længe deres angreb ikke bliver opdaget, har

hackere mulighed for at blive ved med f.eks. at stjæle

information eller udvide deres kontrol med det net-

værk, de har angrebet. Den amerikanske myndighed

Office of Personnel Management blev for eksempel

kompromitteret af den samme aktør fra juni 2014 til

april 2015. Myndighedens utilstrækkelige cybersikker-

hed betød, at hackerne kunne stjæle sensitive oplys-

ninger, bl.a. om fingeraftryk, uden at blive opdaget. Der

er også danske eksempler på hackerangreb, der har

stået på i længere tid uden at blive opdaget.

Hackere udfører cyberspionage for at få adgang til

mange forskellige typer viden, herunder intellektuel

ejendom såsom forsvarsteknologi. Hackere spionerer

ofte også for at få adgang til sensitiv politisk og økono-

misk viden. Cyberspionage skader danske interesser,

når eksempelvis modparter i forhandlinger forbedrer

deres forretningsmæssige eller sikkerhedspolitiske

position på baggrund af stjålet viden. Det er svært for

virksomheder eller myndigheder, der har fået stjålet

følsomme oplysninger via cyberspionage, at kæde det

sammen med, at de bliver underbudt af konkurrenter

eller udmanøvreret ved forhandlingsbordet. Det gælder

især, hvis de ikke ved, at information er blevet stjålet.

Danske virksomheder og myndigheder kan blive

ramt indirekte af cyberangrebs konsekvenser, hvis en

leverandør eller samarbejdspartner er kompromitteret

uden at have eller dele viden om det. Der er bl.a. risiko

for, at udenlandske samarbejdspartnere eller lokale

myndigheder, som danske myndigheder har kontakt

med i forbindelse med forhandlinger eller møder, er

kompromitterede. Det kan bl.a. medføre, at uved-

kommende får kendskab til sensitiv information eller

overvåger kommunikation.

Hvis en fremmed stat kompromitterer danske virksom-

heder eller myndigheder for at udføre cyberspionage

mod dem, er det muligt, at organisationerne også vil

være mere sårbare over for andre typer trusler. Cyber-

spionage bliver således anvendt forud for destruktive

angreb, særligt hvis spionagen giver adgang til kritiske

systemer eller information af særlig karakter.

CIVIL INFrASTrUKTUr Er MÅL

For dESTrUKTIVE CYBErANGrEB

Det er sandsynligt, at iranske hackere

i slutningen af april 2020 angreb flere

vandværker i Israel. Hackerne forsøgte at

lamme computersystemer, der bl.a. styrer

vandrensningen og indholdet af klor i det

israelske drikkevand. Angrebet blev dog af-

værget, uden der skete større skade. Små

to uger senere svarede israelske hackere

sandsynligvis igen ved at forstyrre driften

i en af Irans største havne, hvilket skabte

forsinkelser og kaos.

Den meget høje trussel fra både stater og kriminelle vil

fortsat udmønte sig i hyppige, vedvarende og alvorlige

angreb. Der er derimod kun en potentiel trussel mod

Danmark fra destruktive cyberangreb og cyberaktivis-

me. Effekten af destruktive cyberangreb spænder over

et bredt spektrum fra ødelæggelse og forandring af

data eller software til personskade og død. Cyberakti-

visme er cyberangreb udført med det formål at skabe

størst mulig opmærksomhed om en sag.

Statsstøttede hackere har fortsat en særlig interesse

for viden, der hører under Udenrigsministeriets og For-

svarsministeriets myndighedsområder. Det er meget

sandsynligt, at den interesse vil resultere i vedvarende

angreb rettet mod medarbejdere på de to myndigheds-

områder.

Derudover er truslen fra cyberspionage rettet mod

forskning og forskningsmiljøer, bl.a. fordi stater bruger

cyberspionage til at styrke deres nationale udvikling og

konkurrenceevne. For eksempel udsendte de ameri-

kanske, britiske og canadiske myndigheder i juli 2020

et fælles varsel, hvor de anklagede en russisk hacker-

gruppe kaldet APT29 for at spionere mod organisatio-

ner, der er involveret i at udvikle COVID-19-vacciner.

De betydelige trusler fra cyberkriminalitet og cyber-

spionage er også rettet mod de seks samfundsvigtige

sektorer: transport-, sundheds-, tele-, energi-, finans-

og søfartssektoren.

Destruktive cyberangreb sker i en gråzone mellem

konflikt, krig og fred. Nogle stater udnytter destruktive

cyberangreb til at signalere bestemte politiske bud-

skaber eller afstraffe andre stater eller virksomheder.

NATO har i en fælles erklæring slået fast, at cyberan-

greb mod medlemslandene vil kunne udløse alliancens

kollektive forsvarsforpligtigelser i rammen af Atlant-

pagtens artikel 5, den såkaldte musketered.

Det er sandsynligt, at langt størstedelen af de kendte

destruktive cyberangreb er udført af stater. Næsten

alle disse angreb er udført i forbindelse med konflikter

eller geopolitiske spændinger mellem stater.

Der er dog også eksempler på cyberkriminelle angreb,

der har haft en destruktiv effekt. Hackere har i for-

bindelse med digitale bankkup slettet eller krypteret

finansielle virksomheders data. Formålet er sandsyn-

ligvis at slette deres spor eller forhindre virksomheder-

ne i at reagere på tyveriet. Sletning eller kryptering af

data i digitale bankkup er foreløbig et relativt sjældent

fænomen, men det kan have store konsekvenser for

den enkelte berørte finansielle institution.

CYBErSPIoNAGE BrUGES I For-

BINdELSE MEd ForHANdLINGEr

Flere stater bruger cyberspionage til at for-

bedre deres position og viden i forbindelse

med politiske og økonomiske forhandlinger.

New York Times beskrev eksempelvis i juli

2020, at en kinesisk statsstøttet hacker-

gruppe havde udført cyberspionage mod

bl.a. Vatikanet og bispedømmet i Hongkong

fra maj til juli 2020. Hackernes angreb

fandt sted forud for forhandlingerne om

en fornyelse af en aftale mellem Kina og

Vatikanet, der fandt sted i efteråret 2020.

Fremmede stater har kapaciteten til at udføre

destruktive cyberangreb mod danmark

Flere stater har betydelige kapaciteter til at udføre de-

struktive cyberangreb, og de udvikler deres kapaciteter

løbende. Cyberspionage som forberedelse af destruk-

tive cyberangreb foregår også i fredstid. Aktuelt er det

mindre sandsynligt, at fremmede stater har intentioner

om at rette destruktive cyberangreb mod Danmark.

Intentionen kan dog ændre sig, bl.a. i forbindelse med

en skærpet politisk situation. Truslen kan i givet fald

hurtigt stige, eftersom kapaciteten er til stede.

EFTERRETNINGSMÆSSIG

rISIKoVUrdErING 2020

EFTERRETNINGSMÆSSIG

rISIKoVUrdErING 2020

CYBErTrUSLEN

UPN, Alm.del - 2020-21 - Bilag 81: Efterretningsmæssig Risikovurdering 2020

UdVALGTE STATErS

CYBErKAPACITETEr

En række mere målrettede ransomware-angreb mod

danske virksomheder det seneste år har vist, at krimi-

nelle både har kapacitet til og intention om at udrette

omfattende skade på ofrenes økonomi og omdømme.

Det seneste år er det bl.a. kommet til udtryk ved, at

kriminelle udnytter offentlig eksponering af følsom

information som et supplerende afpresningsmiddel.

Konsekvensen af ransomware-angreb var tidligere, at

ofrenes data blev krypteret. Ved udgangen af 2019

begyndte flere kriminelle grupper dog også at stjæle,

videresælge og offentliggøre følsom information om

deres ofre på internettet, hvis de ikke betalte den

krævede løsesum. Tendensen viser, at cyberkriminelle

fortsat udvikler, tilpasser og anvender nye metoder, der

kan øge indtjeningen ved deres cyberangreb.

Tendensen understreger også, at de forskellige krimi-

nelle netværk samarbejder og udveksler tjenester på

tværs af de forskellige grupperinger.

NordKorEA

Nordkorea har betydelige evner til at

gennemføre forskellige typer cyber-

angreb, herunder destruktive angreb.

Disse angreb er især rettet mod

Sydkorea, men Nordkorea er sand-

synligvis villig og i stand til at udføre

større cyberangreb mod mål i andre

lande. Det er desuden sandsynligt, at

Nordkorea beriger sig via kriminelle

cyberangreb.

METodEr oG SAMArBEJdE

I dEN CYBErKrIMINELLE

VErdEN

Konsekvenserne af cyberangreb fra kriminelle

netværk er i modsætning til cyberspionage

ofte synlige for ofrene. De kriminelle bruger

desuden offentligheden til aktivt at lægge ekstra

pres på ramte virksomheder og myndigheder.

Cyberkriminelle samarbejder desuden på nye

måder, der sandsynligvis vil bidrage til flere og

mere skadelige angreb.

rUSLANd

Rusland, herunder de russiske

efterretningstjenester, råder over

omfattende kapacitet til at udføre

cyberspionage og destruktive cyber-

angreb, der kan understøtte Ruslands

strategiske og sikkerhedspolitiske

interesser samt landets militære

operationer. Rusland er fortsat en

førende og yderst aktiv aktør på

cyberområdet.

rU S L A N d

KrIMINELLE SPÆNdEr dEN

dIGITALE ToMMELSKrUE

NordKorE A

KIN A

Ir A N

Samarbejdet mellem kriminelle vil sandsynligvis

bidrage til flere og mere skadelige angreb

Under fællesbetegnelsen Crime-as-a-Service (CaaS)

samarbejder de kriminelle om udveksling og salg af

bl.a. adgange, data, tjenester, malware og infrastruktur.

Det er sandsynligt, at dette samarbejde bidrager væ-

sentligt til den meget høje trussel fra cyberkriminalitet.

Samarbejdet kommer bl.a. til udtryk i to forskellige

forretningsmodeller.

Den ene model bygger på det samarbejde, der

er mellem de kriminelle, der udfører målrettede

ransomware-angreb, og de kriminelle, der forsøger

at kompromittere tusindvis af ofre på én gang via

bl.a. phishing. Målrettede ransomware-angreb starter

ofte efter brede phishing-kampagner udført af én

kriminel gruppe, som sælger sin adgang videre til andre

grupper, der udfører selve ransomware-angrebet på

organisationens netværk.

I maj 2020 blev et stort amerikansk advokat-

firma ramt af et angreb med ransomwaren

REvil. I første omgang hævdede gruppen bag

angrebet, at den havde 756 gigabyte data

om flere af firmaets kunder, herunder flere

internationalt kendte kunstnere. Den kræve-

de 21 mio. amerikanske dollars i løsesum og

truede med gradvist at lække data, hvis ikke

løsesummen blev betalt.

En lille uges tid efter hævede gruppen

løsesummen til 42 mio. amerikanske

dollars, samtidig med at den lækkede 169

mails fra advokatfirmaet og truede med at

bortauktionere data om den amerikanske

præsident, Donald Trump.

Der er ikke siden offentliggjort oplysninger

om, at en løsesum er blevet betalt, men

den form for offentlige auktioner er desig-

net til at lægge et massivt pres på ofrene.

De skal ikke bare bekymre sig om deres

egne data, men også deres kunders data.

Ofrene har dog ingen garanti for, at de cy-

berkriminelle ikke lækker data, efter ofrene

har betalt løsesum.

KINA

IrAN

Iran har i flere år udviklet sin evne

til at gennemføre cyberangreb. Ud

over cyberspionage har iranske

hackergrupper sandsynligvis stået

bag destruktive cyberangreb, der

slettede data. De destruktive cy-

berangreb har primært ramt mål i

Irans nærområder.

Kina er en aktiv og avanceret

cyberaktør, der råder over om-

fattende kapaciteter til at udføre

cyberspionage og destruktive

cyberangreb. Kinas cyberka-

paciteter er primært underlagt

efterretningstjenesterne og det

kinesiske militær, der i de seneste

år har styrket cyberområdet.

EFTERRETNINGSMÆSSIG

rISIKoVUrdErING 2020

EFTERRETNINGSMÆSSIG

rISIKoVUrdErING 2020

CYBErTrUSLEN

UPN, Alm.del - 2020-21 - Bilag 81: Efterretningsmæssig Risikovurdering 2020

TYPISK rANSoMWArE-AS-A-SErVICE

ForrETNINGSModEL

BAGMÆNd

Den anden model kaldes for Ransomware-as-a-Service

(RaaS). Forretningsmodellen bag RaaS baserer sig på,

at bagmænd kontrollerer forskellige typer malware,

som de stiller til rådighed som en pakkeløsning på en

digital platform. Bagmændene tilknytter et netværk

af partnere, der bl.a. bruger platformen til målrettede

ransomware-angreb. RaaS medvirker bl.a. til at sænke

tærsklen for, hvem der kan udføre cyberangreb. Model-

len kan samtidig give bagmændene en stabil indkomst

med en relativt lav risiko.

Udviklingen inden for CaaS og RaaS har bidraget til en

øget trussel fra bl.a. målrettede ransomware-angreb

mod danske virksomheder og myndigheder. Flere

RaaS-platforme har specialiseret sig i netop målret-

tede ransomware-angreb, der kan give store afkast.

Den nævnte ransomware, REvil, som blev brugt ved

angrebet mod et amerikansk advokatfirma, var en

RaaS-malware.

Generelt vil de nye afpresningsmetoder og samarbejds-

mønstre sandsynligvis betyde, at der vil komme flere

og mere skadelige og omkostningstunge angreb mod

danske myndigheder og virksomheder i fremtiden.

AMErIKANSKE MYNdIGHEdEr

oG VIrKSoMHEdEr ANGrIBEr

CYBErKrIMINELLES INFrA-

STrUKTUr

I samarbejde med en række private virk-

somheder angreb U.S. Cyber Command

(USCC) i september 2020 infrastrukturen

omkring den såkaldte TrickBot-malware.

Det var et udtryk for, hvad USCC kalder

”persistent engagement”, der er en del af

de amerikanske myndigheders strategi

mod cybertruslen. Denne del af strategien

drejer sig om på mere offensiv vis at be-

kæmpe cybertruslen – også fra kriminelle

grupper.

Konsekvenserne af de amerikanske angreb

på TrickBot er sandsynligvis kun midlerti-

dige, men et af formålene var at svække

de kriminelle hackeres mulighed for at

forstyrre det amerikanske præsidentvalg

gennem denne malware.

Udvikler ransomware

Bagmændene

tilbyder ransomware

som en service til

andre kriminelle

PArTNErE

Bagmændene betaler

en del af løsesummen

til den partner, der har

udført angrebet

Angreb mod leverandører og samarbejdspartnere

bliver brugt som en vej til det egentlige mål

Fremmede stater og kriminelle bruger leverandører og

samarbejdspartnere som et mellemliggende mål for at

få adgang til myndigheder og virksomheder. Underleve-

randører eller samarbejdspartnere har måske ikke en

viden, der i sig selv er interessant for hackerne. De kan

til gengæld have en adgang eller troværdighed, hackerne

kan udnytte til at kompromittere deres egentlige mål.

Samarbejdspartnere misbruges bl.a. til at udføre

såkaldt e-mail thread hijacking. Her kompromitterer

hackerne en e-mailkonto hos en samarbejdspartner og

udsender svar på igangværende e-mailkorrespondan-

cer til ofrets kontakter. De inficerede mails kommer

derfor fra en troværdig afsender og i naturlig forlængel-

se af allerede etablerede samtaler.

Et fænomen som e-mail thread hijacking viser, at selv

om konsekvenserne af en kompromittering ikke nød-

vendigvis virker alvorlige for den enkelte organisation,

kan den føre til betydelig skade hos offerets kunder og

samarbejdspartnere. Den form for kompromittering

kan i sidste ende også skade tilliden til den enkelte

leverandør eller samarbejdspartner.

E-mail thread hijacking er blot én metode, hackere

bruger til at udnytte tilliden mellem organisationer og

deres samarbejdspartnere og leverandører. FE har

også kendskab til et eksempel på, at en dansk virk-

somhed har modtaget flere spear-phishing mails, dvs.

særligt målrettede phishing mails, fra leverandører,

der ikke var en del af en igangværende korrespon-

dance. Det er under alle omstændigheder sværere at

identificere, at en mail er ondsindet, hvis den kommer

fra en kendt afsender.

Udvælger og kompromitterer ofre

Ofrene betaler

løsesummen direkte

til bagmændene

Partnere spreder ransomware

hos de udvalgte ofre

oFrE

EFTERRETNINGSMÆSSIG

rISIKoVUrdErING 2020

EFTERRETNINGSMÆSSIG

rISIKoVUrdErING 2020

CYBErTrUSLEN

UPN, Alm.del - 2020-21 - Bilag 81: Efterretningsmæssig Risikovurdering 2020

CYBErTrUSLEN oG dEN

TEKNoLoGISKE UdVIKLING

Den fortsatte digitalisering til gavn for det dan-

ske samfund vil potentielt set give hackere nye

muligheder for at spionere, udøve kriminalitet

og i sidste ende udføre destruktive angreb mod

Danmark. Det skyldes bl.a., at alt digitalt udstyr

indeholder sårbarheder.

Danmark udnytter fortsat de fordele, som digitalise-

ringen af samfundsvigtig infrastruktur og af samfundet

generelt giver. Den fortsatte digitalisering kan dog også

skabe strategiske udfordringer for Danmark.

Hackere scanner hele tiden internettet for at finde en-

heder, der har sårbarheder, for herefter at angribe re-

levante mål. Hackere udnytter sårbarhederne i digitalt

udstyr helt fra det anskaffes, til det sættes op og i drift.

Ny digital infrastruktur vil således være med til at

øge angrebsfladen for cyberangreb. Alle typer digitalt

udstyr – fra hardware og software til IoT-enheder,

som eksempelvis køleskabe og biler, der er koblet op

til internettet – indeholder sårbarheder. Desuden vil

risikoen for, at et cyberangreb kan medføre fysiske

ødelæggelser, øges, når de opkoblede enheder i højere

grad styrer fysiske systemer.

Nogle leverandører af digitale produkter kan udgøre

en trussel for Danmarks strategiske interesser. Truslen

fra leverandører af højteknologiske produkter som

5G-mobilnetværk eller overvågningsudstyr handler

bl.a. om, at nogle stater i større eller mindre omfang

har mulighed for at pålægge private virksomheder

at samarbejde med det pågældende lands efterret-

ningstjenester. Det er f.eks. tilfældet i flere lande, hvis

lovgivning indeholder sådanne krav.

Det kan skabe en strategisk udfordring for Danmark,

hvis man opbygger et afhængighedsforhold til leveran-

dører fra ikke-allierede stater, der kan misbruge udstyr

til spionage via bagdøre, afbryde drift eller holde kritiske

reservedele tilbage. Nogle landes forsøg på at opnå

adgang til og kontrol med andre landes kritiske infra-

struktur er en del af et globalt teknologisk kapløb, der er

drevet af sikkerhedspolitiske og økonomiske interesser.

dANSKE oFrE For MÅLrETTEdE

rANSoMWArE-ANGrEB BLIVEr

KoMProMITTErET VIA E-MAIL

THrEAd HIJACKING

I et tilfælde af e-mail thread hijacking

modtog adskillige medarbejdere i en dansk

organisation en mail fra en kompromitteret

samarbejdspartner med et ondsindet

link gemt i et svar på en igangværende

mailkorrespondance. Da én medarbejder

trykkede på linket, blev der downloadet

en ondsindet fil. Filen var en malware, der

gav hackerne adgang til medarbejderens

computer, hvorfra de kunne sprede sig.

Et ransomware-angreb mod koncernen

Danish Agro i april 2020 startede også med

e-mail thread hijacking. Danish Agros CEO

udtalte efter angrebet, at hackerne havde

overtaget en af virksomhedens leverandø-

rers it-system og sendt en phishing-mail

direkte fra leverandøren ind i en igangvæ-

rende mail-korrespondance.

KAMPEN oM TEKNoLoGISK

TErrITorIUM

Udrulningen af 5G-netværk verden over har

affødt betydelige geopolitiske spændinger,

særligt mellem Kina og USA. Konflikten

mellem de to lande har bl.a. ført til, at USA’s

udenrigsminister Pompeo fremlagde initia-

tivet ”Clean Networks” i august 2020. Ifølge

Pompeo er initiativets formål at beskytte

USA’s kritiske teleinfrastruktur bl.a. mod

Kinas Kommunistiske Parti. Flere lande har

fravalgt kinesiske leverandører i udrulning af

5G-infrastruktur. Danske virksomheder og

myndigheder kan blive udfordret som følge af

den politiske kamp om at vinde teknologisk

territorium.

GoLdENSPY

I juni 2020 offentliggjorde it-sikkerhedsfirmaet

Trustwave en rapport om en malware kaldet

GoldenSpy, der udgør en såkaldt bagdør. Ifølge

Trustwaves rapport giver GoldenSpy fuld adgang

til ofres systemer. Det giver bl.a. mulighed for at

installere yderlige malware eller køre ondsindede

programmer. GoldenSpy er blevet gemt og

installeret sammen med en legitim og obligatorisk

software, der bliver brugt til at opkræve lokal skat

i Kina fra virksomheder, som opererer i landet.

EFTERRETNINGSMÆSSIG

rISIKoVUrdErING 2020

EFTERRETNINGSMÆSSIG

rISIKoVUrdErING 2020

CYBErTrUSLEN

UPN, Alm.del - 2020-21 - Bilag 81: Efterretningsmæssig Risikovurdering 2020

Terrorangrebene i Europa i efteråret 2020 har med al tydelighed vist, at terrortrus-

len fortsat er alvorlig. Al-Qaida og Islamisk Stat har intensiveret deres opfordringer

til angreb i forbindelse med genoptrykningen af tegninger af profeten Muhammed.

Derudover har de anvendt COVID-19 propagandamæssigt. De grundlæggende

drivkræfter bag militant islamisme er uændrede og mobiliserer fortsat til terror.

TErrorISME

I efteråret 2020 ramte en række terrorangreb

Frankrig og Østrig. Det understregede, at militante isla-

mister fortsat udgør en alvorlig trussel mod Vesten og

ikke har ændret deres intentioner. Dette gælder al-Qaida

og Islamisk Stat som grupper, ligesom det gælder

tilhængere af deres ideologi rundt omkring i verden.

Angrebene fandt sted, efter det franske satiremagasin

Charlie Hebdo genoptrykte en række tegninger af profe-

ten Muhammed.

Al-Qaida og Islamisk Stat samt tilhængere af grupper-

ne har brugt genoptrykningen og det fornyede fokus på

tegningerne som en anledning til at intensivere deres

opfordringer til angreb mod Vesten som gengæld for

krænkelse af islam. Derudover har begge grupper ud-

nyttet COVID-19-pandemien i deres propaganda med

det primære budskab, at pandemien er Guds straf til

de vantro. Al-Qaida har f.eks. fremført, at pandemien

er ”Guds usynlige kriger”, der vil kunne hjælpe gruppen

til sejr mod Vesten. Islamisk Stat har opfordret sine til-

hængere til at udføre angreb i Vesten, mens ”fjenden”

er svækket og travlt optaget af at bekæmpe COVID-19.

De grundlæggende drivkræfter bag militant islamisme

har ikke ændret sig. Militante islamister sammenkæder

typisk politiske, religiøse og historiske begivenheder i

én sammenhængende fortælling om global undertryk-

kelse af muslimer og et behov for modstand gennem

kamp. I denne fortælling indtager det sekulære Vesten

en central rolle som hovedfjende af islam. Enhver

opfattet krænkelse kan således anvendes propagan-

damæssigt til at bekræfte fortællingen og opildne til

vold og terror. Angrebene i Frankrig og Østrig er blevet

hyldet bredt i militante islamistiske kredse.

Billede taget ved satiremagasinet Charlie Hebdos tidligere

redaktionslokaler i Paris efter terrorangrebet i september 2020.

FOTO: ALAIN JOCARD/AFP/RITZAU

Scanpix

TErrorISME

UPN, Alm.del - 2020-21 - Bilag 81: Efterretningsmæssig Risikovurdering 2020

TErrorTrUSLEN

Mod VESTEN

Islamisk Stat og al-Qaida står ledelsesmæssigt

svækket, men deres intentioner er uændrede,

og de er fortsat engagerede i angrebsplanlæg-

ning mod Vesten. Islamisk Stat opbygger nye

angrebsstrukturer, samtidig med at gruppen

opfordrer sympatisører til at agere på egen

hånd. Det samme gør al-Qaida, der derudover

typisk opererer langsigtet og geografisk spredt.

Fremmedkrigere tilknyttet begge grupper udgør

fortsat en trussel. I de seneste år er truslen fra

højreekstremister steget, og den vil også præge

trusselsbilledet fremover.

Islamisk Stat fastholder sine ambitioner om at være

den globale ledestjerne for jihadister verden over og

om igen at opnå kontrol med større landområder. Det

gør gruppen, på trods af at den er under et massivt mi-

litært pres i sine gamle kerneområder i Syrien og Irak,

og at flere af dens vigtige ledere er blevet dræbt.

Både Islamisk Stats leder og talsmand blev dræbt i

oktober 2019. En ny øverste leder blev hurtigt udråbt,

men en række drab i 2020 på andre højtstående

medlemmer af Islamisk Stat har svækket ledelsen.

Indtil videre har Islamisk Stat dog formået at erstatte

de dræbte, hvilket i nogen grad gør ledelsen i stand

til at holde sammen på organisationen. Samlet set er

ledelsens strategiske overblik dog blevet svækket på

grund af det store ledelses- og erfaringstab.

Islamisk Stat har officielle undergrupper, de såkaldte

provinser, i både Mellemøsten, Afrika og Asien. Under-

grupperne er en vigtig del af den globale strategi og

fremhæves ofte i gruppens propaganda. Propagandaen

er central for Islamisk Stat, da den signalerer styrke

og tilstedeværelse og har afgørende betydning for

gruppens tiltrækningskraft. En stor del af propagandaen

fra undergrupperne udkommer fortsat gennem Islamisk

Stats centrale medieplatforme. Ledelsen har på den

måde en vis kontrol med, hvad der bliver udgivet, og sen-

der samtidig et signal om at have global rækkevidde.

Fremmedkrigere udgør fortsat en trussel

For Vesten udgør personer, der har kæmpet for mili-

tante islamistiske grupper, en langsigtet trussel. Det

gælder især dem, der både har erfaring fra konflikten i

Syrien og fortsat har tilknytning til deres vestlige hjem-

lande. De kan være vendt tilbage til deres hjemlande,

opholde sig i tredjelande eller fortsat befinde sig i

Syrien. Fælles for mange af fremmedkrigerne er deres

ideologiske overbevisning, kamperfaring, militante

netværk og voldsparathed.

En del fremmedkrigere i Syrien, herunder nogle fra

Europa, er fortsat på fri fod. De befinder sig navnlig

i Idlib-provinsen i det nordvestlige Syrien. En stor del

er imidlertid tilbageholdt i lejre eller fængsler. Det er

sandsynligt, at Islamisk Stat smugler folk ud af lejrene,

og der har været en stigende tendens til, at internerede

flygter fra lejrene. Det er sandsynligt, at Islamisk Stat

radikaliserer og udøver social kontrol over de tilbage-

holdte i lejrene. Det sker bl.a. gennem selvbestaltede

kontrolenheder, hvori også udenlandske Islamisk Stat-

sympatisører indgår.

Det er ligeledes sandsynligt, at hjemvendte fremmed-

krigere vil spille en radikaliserende rolle, både mens

de eventuelt sidder i fængsel, og i deres vante miljøer.

Det er derudover muligt, at der blandt de hjemvendte

fremmedkrigere er personer, der vil udnytte deres

kamperfaringer til at udføre terrorangreb.

Netværkene er typisk enten tilknyttet al-Qaidas øverste

ledelse eller regionale undergrupper. Netværkene har

intention om at ramme større symbolske mål og er tål-

modige og strategiske i deres planlægning, der typisk

strækker sig over flere år.

Al-Qaida tog sidst ansvar for et angreb i Vesten i de-

cember 2019. Angrebet blev udført af en saudiarabisk

officer, der var på et træningsophold på Pensacola-ba-

sen i Florida i USA. Det er sandsynligt, at gernings-

manden modtog rådgivning og støtte fra ledelsen af

al-Qaida på den Arabiske Halvø (AQAP).

Islamisk Stat opbygger nye angrebsstrukturer

til at ramme Vesten

Truslen fra Islamisk Stat er kompleks. Islamisk Stat ud-

gør fortsat en trussel som lokal terror- og oprørsgruppe

i Syrien og Irak. Dertil kommer, at dens undergrupper

rundt omkring i verden er blevet styrket i tråd med en

intention om fortsat at fremstå som en globalt hand-

lekraftig terrorgruppe. Det er sandsynligt, at Islamisk

Stat gennem sine undergrupper opbygger strukturer til

at ramme vestlige mål regionalt og i Vesten.

Det er desuden meget sandsynligt, at Islamisk Stat

løbende planlægger angreb mod Vesten. Der har i

2019 og 2020 været en række angreb og angrebsfor-

søg i Europa og i Europas nærområder. Samtidig har

myndigheder i flere europæiske lande afværget angreb

og anholdt personer fra militante islamistiske miljøer

relateret til gruppen. Begge forhold understreger, at

der stadig er aktive Islamisk Stat-netværk i og uden for

Europa.

Det er meget sandsynligt, at der også fremover vil være

enkeltpersoner og mindre grupper i Europa, Europas

nærområder og i Mellemøsten, der har kontakt til

Islamisk Stats ledelse og til hensigt at angribe mål i

Vesten. Det er også sandsynligt, at Islamisk Stat i Syri-

en og Irak hverver og træner sine egne rekrutter for at

kunne udføre angreb såvel regionalt som i Vesten.

Derudover udgør Islamisk Stat fortsat en vigtig inspi-

rationskilde for militante islamister, der sympatiserer

med gruppens ideologi og propaganda uden nød-

vendigvis at have en direkte forbindelse til gruppen.

Islamisk Stats medier har hyldet de nylige angreb i

Frankrig og Østrig, som ligger i tråd med gruppens

opfordringer til sine tilhængere.

Al-Qaida planlægger strategisk og langsigtet

I de seneste år har en målrettet og global kontrater-

rorindsats med drab og anholdelser af ledere svækket

al-Qaida. Flere af de dræbte var en del af den øverste

ledelse og spillede derfor en vigtig rolle for gruppens

globale sammenhængskraft. Det er indtil videre lykke-

des for de regionale undergrupper at erstatte de fleste

tab, og al-Qaida har igennem årene vist sig som en ro-

bust organisation. Det er dog sandsynligt, at al-Qaidas

sammenhængskraft vil blive udfordret, hvis frekvensen

af drab på højtstående ledere fortsætter. Desuden er

flere al-Qaida-medlemmer blevet dræbt eller anholdt,

mens de var i gang med at forberede angreb. Det er

sandsynligt, at dette primært vil forsinke og ikke for-

hindre gruppens planer om angreb mod vestlige mål på

mellemlangt sigt.

Al-Qaidas ledelse opfatter fortsat USA og Vesten mere

bredt som sine primære fjender. Blandt gruppens

langsigtede mål er at fjerne USA’s og Vestens militære

og politiske tilstedeværelse i de muslimske lande, at

omstyrte de sekulære og provestlige regeringer i de

muslimske lande og at nedkæmpe Israel.

Al-Qaida engagerer sig imidlertid også i mere

umiddelbare og lettilgængelige sager om f.eks. det,

som gruppen opfatter som krænkelse af profeten

Muhammed og islam. Disse sager anvender gruppen

aktivt og opportunistisk i sin propaganda og opfordrer

i den forbindelse også sine tilhængere og sympatisører

til angreb. Dette var bl.a. tilfældet i forbindelse med

magasinet Charlie Hebdos genoptrykning af en række

Muhammed-tegninger i efteråret 2020.

Al-Qaida opererer decentralt og geografisk spredt

Al-Qaidas regionale undergrupper spiller en helt cen-

tral rolle for al-Qaidas organisation og globale tilstede-

værelse. Undergrupperne er i dag til stede i store dele

af Afrika, Mellemøsten og Asien. De fokuserer som ud-

gangspunkt på deres egne lokale interesser, men følger

ofte den øverste ledelses overordnede vejledning.

Det er sandsynligt, at den primære trussel fra al-Qaida

mod Vesten udspringer fra mindre al-Qaida-netværk,

der opererer uafhængigt af hinanden. Ofte er med-

lemmerne af det enkelte netværk geografisk spredt og

samarbejder på tværs af landegrænser, også i forbin-

delse med angrebsplanlægning.

For Vesten udgør personer,

der har kæmpet for militante

islamistiske grupper, en

langsigtet trussel.

EFTERRETNINGSMÆSSIG

rISIKoVUrdErING 2020

EFTERRETNINGSMÆSSIG

rISIKoVUrdErING 2020

TErrorISME

UPN, Alm.del - 2020-21 - Bilag 81: Efterretningsmæssig Risikovurdering 2020

Al-Qaidas råderum i Afghanistan

vil sandsynligvis vokse

Al-Qaida har i over 30 år brugt Afghanistan som base.

Det er sket på trods af en målrettet og massiv vestlig

kontraterrorindsats siden 2001. Taliban har beskyttet

al-Qaida og været den primære årsag til, at gruppen fort-

sat er til stede i Afghanistan. I de sidste ti år har al-Qaida

primært været optaget af sin egen overlevelse i regionen

og haft en begrænset kapacitet til angreb i Vesten.

Hvis der som planlagt sker en vestlig tilbagetrækning fra

Afghanistan i 2021, er det meget sandsynligt, at det vil

styrke al-Qaida og gruppens allierede i regionen. En til-

bagetrækning vil blive præsenteret som en sejr for grup-

pen i dens propaganda. Det er sandsynligt, at al-Qaida i

Afghanistan efter en tilbagetrækning vil vokse i antal og

bl.a. genoprette træningslejre for at øge sin kapacitet til

at angribe mål både i regionen og i Vesten.

dEN rEGIoNALE

TErrorTrUSSEL

Terrortruslen fra regionale terrorgrupper vokser

flere steder verden over, og i Afrika, Mellemøsten

og Asien slutter flere lokale oprørs- og terror-

grupper op om al-Qaida og Islamisk Stat. Mange

af grupperne kæmper fortsat en lokal kamp, hvor

kampen mod Vesten er sekundær. Det er dog

sandsynligt, at gruppernes tilslutning til al-Qaida

og Islamisk Stat på længere sigt vil øge deres

globale fokus. Samtidig udnytter oprørs- og ter-

rorgrupper de politiske magtspil til at opnå større

råderum og fremme egne dagsordener.

Det er sandsynligt, at denne tendens, hvor bl.a. regio-

nale magter engagerer sig i konfliktområder gennem

alliancer med lokale oprørs- og terrorgrupper, vil

fortsætte og måske endda tage til. Dette vil f.eks. sand-

synligvis blive tilfældet efter en vestlig tilbagetrækning

fra Afghanistan. Her vil flere lande, herunder lande som

tidligere har haft en perifer rolle, sandsynligvis involve-

re sig gennem alliancer med oprørs- og terrorgrupper

for at fremme deres egne interesser i regionen.

Det er desuden sandsynligt, at konsekvenserne af

COVID-19-krisen på længere sigt vil medvirke til at øge

terrortruslen flere steder i verden. Det gælder især i

dele af Afrika, Mellemøsten og Asien, hvor negative

økonomiske og sociale konsekvenser, såsom yderligere

arbejdsløshed og fattigdom, vil skabe grobund for øget

radikalisering og rekruttering til terror- og oprørsgrupper.

Det er desuden

sandsynligt, at

konsekvenserne af

COVID-19-krisen på

længere sigt vil medvirke

til at øge terrortruslen

ﬂere steder i verden.

det østlige og sydlige Afrika

Højreekstremistisk terror i Vesten er i vækst

Antallet af højreekstremistiske terrorangreb i Vesten har

været stigende i de seneste år. De fleste af angrebene

har været soloangreb udført af enkeltpersoner i deres

egne lande. Gerningsmændene har på gerningstids-

punktet typisk ikke været tilknyttet etablerede højreeks-

tremistiske grupperinger. Det betyder imidlertid ikke,

at de har ageret i et tomrum uden inspiration fra lige-

sindede. Der eksisterer stærke idéfællesskaber blandt

højreekstremister på internettet. Følelsen af at være en

del af en større, global bevægelse mod en fælles fjende

er således central for mange højreekstremister. Fjende-

billederne varierer, men er ofte baseret på forestillinger

om at være kritisk truet af en invasion af fremmede.

Der er således en høj grad af internationalisering i de

højreekstremistiske onlinemiljøer, hvor inspiration og ra-

dikalisering sker på tværs af landegrænser. Også blandt

mere etablerede højreekstremistiske grupperinger er

der international kontakt, både virtuelt og fysisk. Det

er sandsynligt, at vestlige højreekstremister gennem

netværk i Østeuropa har fået øgede muligheder for

våbentræning. Især Ukraine og Rusland har i en årrække

været samlingssted for højreekstremister fra Vesten.

Det er sandsynligt, at den største højreekstremistiske

terrortrussel i Vesten fortsat kommer fra enkeltpersoner

og små grupper, der inspireres og radikaliseres online,

men agerer alene.

I de seneste år har oprørs- og terrorgrupper i højere

grad formået at udnytte konflikter mellem stater, svage

statsstrukturer samt stormagtsrivalisering i store dele

af Afrika, Mellemøsten og Asien. Hvor USA’s og Vestens

engagement i konflikter og kriser rundt omkring i

verden er blevet mindre, er der kommet nye aktører

på banen, som ofte har vidt forskellige dagsordener og

interesser.

Ud over Vesten har Rusland samt regionale aktører

som bl.a. Saudi-Arabien, Iran og Tyrkiet f.eks. involveret

sig i konflikter i Syrien, Yemen og Libyen. Dette er bl.a.

sket via støtte til lokale oprørsgrupper, som har stået

bag terrorangreb eller haft tilknytning til terrorgrupper.

På den ene side kan en sådan støtte styrke de lokale

oprørs- og terrorgrupper ved at øge deres legitimitet og

adgang til penge og materiel. På den anden side tvinger

samarbejdet til en vis grad oprørs- og terrorgrupperne

til at nedtone deres radikale ytringer uden nødvendig-

vis at ændre deres reelle ideologi eller deres accept af

brugen af terror som middel.

Militante islamistiske grupper er til stede i store dele

af det østlige og sydlige Afrika. Mens terrortruslen har

været konstant høj i lande som Somalia og Kenya i

en årrække, etablerer især Islamisk Stat sig nu også

i andre dele af det østlige og sydlige Afrika, ofte med

afsæt i allerede eksisterende oprørsgrupper.

Terror- og oprørsgruppen al-Shabaab, som er tilknyttet

al-Qaida, har gennem en årrække destabiliseret So-

malia og dele af det østlige Afrika. Det er meget sand-

synligt, at al-Shabaab fortsat vil angribe både militære

og civile mål i Somalia. Det er også meget sandsynligt,

at al-Shabaab vil angribe både lokale og vestlige inte-

resser i Somalias nabolande, herunder især i Kenya.

I 2019 angreb al-Shabaab Dusit-komplekset i Nairobi

og i 2020 en amerikansk-kenyansk militærbase i det

nordøstlige Kenya. Angrebene vidner om al-Shabaabs

kapacitet til at ramme både lokale og vestlige interes-

ser i hele Kenya.

Islamisk Stat er også til stede i Somalia. Gruppen er

langt mindre end al-Shabaab og udgør også en mindre

trussel. Det er dog sandsynligt, at gruppen spiller en

nøglerolle i forhold til at udbrede Islamisk Stat i det

østlige og sydlige Afrika. Det mest aktive Islamisk

Stat-netværk i det sydlige Afrika befinder sig i den

nordlige del af Mozambique. Alene i 2020 har dette

netværk udført mindst 70 angreb i Mozambique og er

på kort tid blevet et af Islamisk Stats mest profilerede

netværk i Afrika. Det er sandsynligt, at det nordlige

Mozambique også fremover vil være præget af konflikt,

og at de lokale myndigheder ikke har kapacitet til at

nedkæmpe Islamisk Stat i området.

Vestafrika

Militante islamistiske grupper vinder frem i hele Vest-

afrika. Al-Qaida-grupperne er samlet i Jamaat Nusrat

al-Islam wal-Muslimin (JNIM), og Islamisk Stat har en

undergruppe i Sahel (Islamic State in Greater Sahel,

ISGS). Både JNIM og ISGS er blevet styrket i løbet af

2019 og 2020. Det er især sket i Mali, Burkina Faso

og Niger. Det er sandsynligt, at JNIM og ISGS fortsat

vil angribe både lokale og vestlige mål i de tre lande.

Desuden vil de to grupper udvide deres tilstedeværelse

mod syd til eksempelvis Elfenbenskysten og Benin.

Det er sandsynligt, at ISGS og JNIM fortsat vil søge at

opretholde et pragmatisk samarbejde på trods af flere

lokale stridigheder mellem de to grupper.

EFTERRETNINGSMÆSSIG

rISIKoVUrdErING 2020

EFTERRETNINGSMÆSSIG

rISIKoVUrdErING 2020

TErrorISME

UPN, Alm.del - 2020-21 - Bilag 81: Efterretningsmæssig Risikovurdering 2020

AL-QAIdA oG ISLAMISK STAT

Al-Qaida og Islamisk Stat har undergrupper og

tilknyttede grupper, som udgør en terrortrussel.

GrUPPEr

TILKNYTTET

AL-QAIdA

Leder: Ayman al-Zawahiri

GrUPPEr

TILKNYTTET

ISLAMISK STAT

I S T Y rKIE T

AQS

J NIM

I S GS

I S V ESTA FrIK A

AQIM

IS YEMEN

AQ A P

I S LIBY E N

I S S IN AI

I S IL

I S K AU K AS U S

Leder: Abu Ibrahim

al-Hashimi al Qurashi

Det er meget sandsynligt, at militante islamistiske

grupper vil fortsætte deres angreb i det nordlige Mali

og ekspandere til centrale dele af landet. I Burkina

Faso gennemfører militante islamister et stigende

antal angreb mod civile og militære mål. Derudover

har de udvidet deres tilstedeværelse til den nordlige,

østlige og sydøstlige del af Burkina Faso. I Niger har

militante islamister gennemført flere store angreb

gennem det seneste år, herunder angreb mod militære

mål. Den sydvestlige del af landet, der grænser op mod

Mali og Burkina Faso, har været ramt af mange angreb.

Den meget ustabile situation i Mali, Burkina Faso og

det sydvestlige Niger vil påvirke sikkerhedssituation i

negativ retning i hele Sahel.

I Nigeria opererer de to militante islamistiske grupper

Boko Haram og Islamisk Stat i Vestafrika (ISWA). Begge

grupper har i 2019 og 2020 angrebet militære og civile

mål. ISWA har fortsat et solidt fodfæste i den nordøst-

lige del af Nigeria og det sydøstlige Niger. Her har grup-

pen tæt kontakt til civilbefolkningen og har presset de

nigerianske sikkerhedsstyrker bort fra flere områder.

Det er sandsynligt, at ISWA vil fortsætte angrebene i

Niger og Nigeria.

Boko Haram opholder sig også i det nordøstlige Nige-

ria, det nordlige Cameroun og i det sydvestlige Tchad.

Boko Haram er under pres fra nigerianske sikkerheds-

styrker, men vil dog sandsynligvis fortsat angribe mål

i området. Gruppen stod i marts 2020 bag et stort

angreb mod en militærbase i Tchad. Sammen med fle-

re andre angreb viser det, at gruppen har stor angrebs-

kapacitet. Både Boko Haram og ISWA vil fortsat udgøre

en alvorlig trussel i det nordlige og nordøstlige Nigeria.

I S K P AQI S

T TP

I S IN dIE N

AQ - GrU PPE r

I S S o M A LIA

I S CE NTr A L A FrIK A

A L S H A BA A B

I S ØSTAS IE N

Nordafrika

I S MoZ A M BIQU E

Terrortruslen i Nordafrika udgår primært fra grupper

tilknyttet Islamisk Stat og sekundært al-Qaida. Grup-

perne har relativt stor bevægelsesfrihed i regionens

ørken- og randområder, hvor terrortruslen derfor også

er størst.

I Marokko, Algeriet og Tunesien er terrortruslen over de

seneste par år faldet. Det skyldes først og fremmest

de lokale myndigheders indsats, der har indskrænket

gruppernes bevægelses- og operationsfrihed. I Ma-

rokko har myndighederne effektivt forhindret både Isla-

misk Stat og al-Qaida i det Islamiske Maghreb (AQIM) i

EFTERRETNINGSMÆSSIG

rISIKoVUrdErING 2020

TErrorISME

UPN, Alm.del - 2020-21 - Bilag 81: Efterretningsmæssig Risikovurdering 2020

at få fodfæste. Begge grupper har dog stadig tilholds-

steder i udkantsområder i Algeriet og Tunesien. Herfra

planlægger og gennemfører de angreb primært rettet

mod sikkerhedsstyrkerne. I Tunesien lykkes det løben-

de mindre celler og enkeltpersoner at udføre mindre

terrorangreb i de store byer, først og fremmest mod

myndighedsmål. I Algeriet er AQIM under konstant pres

fra de lokale sikkerhedsmyndigheder og udgør primært

en trussel i den nordvestlige del af landet.

Situationen i Libyen adskiller sig fra situationen i de

øvrige lande i Nordafrika, navnlig på grund af borger-

krigen i landet. Terrortruslen er høj, bl.a. som følge

af myndighedernes mangel på kontrol i store dele af

landet. De stridende parter og en effektiv amerikansk

kontraterrorindsats har dog svækket især Islamisk

Stats undergruppe Libyen, Islamisk Stat i Libyen, og

presset den ned i landets sydvestlige ørken. Det er

sandsynligt, at gruppen fremover vil forsøge at angribe

lokale mål i det sydvestlige Libyen. Det er derimod

mindre sandsynligt, at den har kapacitet til at foretage

store angreb i kystbyerne, herunder i Tripoli. AQIM har

en begrænset kapacitet i Libyen og anvender fortsat

primært landet til at transportere og smugle menne-

sker, våben og andet materiel.

Militante islamiske grupper i Egypten har fortsat pri-

mært fokus på at ramme lokale myndigheder. Mindre

internt forbundne grupper med mulig forbindelse til

al-Qaida udgør på kort sigt den største terrortrussel i

Egyptens hovedland, herunder mod vestlige interesser.

De har inden for de seneste år stået bag flere angreb.

Islamisk Stat i Sinai har siden 2015 været en af

Islamisk Stats mest aktive undergrupper og har siden

foråret 2020 udvidet sit operationsområde fra det

nordlige Sinai til også at omfatte den nordvestlige del

af halvøen. Dette sker muligvis som led i en strategi om

at styrke Islamisk Stats kapacitet til at angribe mål i

Egyptens hovedland.

Islamisk Stat har udgjort en terrortrussel i Mellemøsten

i en årrække, navnlig efter at gruppen oprettede sit

kalifat i Syrien og Irak i 2014. Efter tabet af det fysiske

kalifat i 2019 er gruppen gået tilbage til at være en

mere traditionel oprørs- og terrorgruppe. Den angriber

relativt sjældent vestlige interesser i regionen, hvilket

også afspejler, at der generelt er få vesterlændinge

som f.eks. turister og forretningsrejsende til stede. I

Syrien og Yemen kæmper al-Qaida-affilierede grupper

fortrinsvis lokale oprørskampe, men har fortsat intenti-

on om at ramme vestlige mål lokalt.

I Syrien vil den igangværende konflikt og de svage

statsstrukturer i landets randområder medvirke til,

at militante islamistiske grupper som Islamisk Stat

og al-Qaida også på længere sigt vil have gunstige

betingelser for at operere. Islamisk Stat bruger landets

ørkenområder til at træne sine medlemmer og gen-

nemføre angreb. Gruppen har gennemført flere angreb

i det centrale Syrien. Det er dog mindre sandsynligt,

at den inden for nær fremtid vil have tilstrækkelig

kapacitet til at erobre større landområder igen. De

al-Qaida-tilknyttede grupper befinder sig hovedsageligt

i Idlib-provinsen i det nordvestlige Syrien. Her angriber

de primært det syriske styre og dets allierede.

Islamisk Stat befinder sig især i den nordlige, vestlige

og centrale del af Irak, hvor gruppen forsøger at udnyt-

te, at lokale og regionale spændinger trækker fokus

væk fra kampen mod gruppen. Det er meget sandsyn-

ligt, at Islamisk Stat står bag hovedparten af angrebe-

ne mod sikkerhedsstyrker, myndighedspersoner og

civile mål i disse områder. Det er også sandsynligt, at

gruppen vil videreføre denne type angreb. Den har i de

seneste år ikke gennemført terrorangreb mod vestlige

civile mål i Irak. Shiitiske militser er også aktive og

udgør nu den største trussel mod vestlige mål i landet.

Shiitiske militser har således i 2020 stået bag en ræk-

ke angreb på vestlige mål i og omkring Bagdad.

Det er sandsynligt, at en

vestlig tilbagetrækning på

ny vil gøre Afghanistan til

en oplagt destination for

militante islamister fra

bl.a. Vesten.

Sikkerhedssituationen i Afghanistan og Pakistan

er markant forskellig. Afghanistan er præget af en

langstrakt konflikt, som har ført til manglende myn-

dighedskontrol og ustabilitet. Pakistan er forholdsvist

stabilt og har i store dele af landet en høj grad af myn-

dighedskontrol. Det er imidlertid de samme oprørs- og

terrorgrupper, der opererer i de to lande. De mest to-

neangivende er Taliban, herunder Haqqani-netværket,

samt al-Qaida, Pakistansk Taliban (TTP) og Islamisk

Stat i Khorasan-provinsen (ISKP).

Taliban, Haqqani-netværket, al-Qaida og TTP har

samarbejdet i mange år og gør det fortsat. Mens

Taliban og Haqqani-netværket opererer i store dele af

Afghanistan, opererer al-Qaida og TTP primært i græn-

selandet mellem Afghanistan og Pakistan. Grupperne

bekæmper myndighederne i begge lande, men rammer

også ofte civile mål. Begge grupper opfatter udenland-

ske interesser som legitime mål. I Pakistan er al-Qaida

og TTP under voldsomt pres fra myndighedernes side,

hvilket har svækket begge grupper. ISKP er i begge

lande i konflikt med de andre oprørs- og terrorgrupper,

ikke mindst Taliban, og under pres fra både de paki-

stanske og de afghanske myndigheder. Gruppen råder

dog fortsat over mindre celler i begge lande.

Det er planen, at de sidste vestlige styrker skal forlade

Afghanistan i 2021 som følge af aftalen mellem USA og

Taliban. Det stiller landet over for store forandringer. Det

er meget sandsynligt, at flere militante islamistiske grup-

per vil udnytte en vestlig tilbagetrækning til at opbygge

deres kapaciteter og bruge Afghanistan som base. Til-

bagetrækningen vil derfor sandsynligvis øge den terror-

trussel, der udspringer fra Afghanistan både på kort og

langt sigt. Nogle grupper vil fokusere på at angribe lokale

mål, mens andre vil forsøge at angribe mål i regionen og

Vesten. En tilbagetrækning fra Afghanistan vil derudover

påvirke spændinger og konflikter i bl.a. Pakistan, Indien

og de tidligere sovjetrepublikker i Centralasien, hvilket vil

have indvirkning på terrortruslen i disse lande.

Det er sandsynligt, at en vestlig tilbagetrækning atter

vil gøre Afghanistan til en oplagt destination for militan-

te islamister fra bl.a. Vesten. Det er meget sandsynligt,

at der efter en vestlig tilbagetrækning vil opstå flere

træningsmuligheder for tilrejsende militante islamister

og også mulighed for at slutte sig til grupper som

al-Qaida og ISKP.

Sikkerhedssituationen i Tyrkiet er generelt stabil. Det

skyldes bl.a. en massiv indsats fra lokale sikkerheds-

myndigheder. Terrortruslen i Tyrkiet udspringer hoved-

sageligt fra Islamisk Stat, men også al-Qaida-netværk

er til stede i landet. Begge grupper vil udgøre en trussel

i de kommende år. I 2020 har de tyrkiske myndigheder

anholdt flere personer med tilknytning til Islamisk Stat

mistænkt for at planlægge terrorangreb i landet. Det

vidner om, at der er både intention og kapacitet til at

udføre terrorangreb i Tyrkiet. Det er sandsynligt, at

planlægning af angreb mod tyrkiske og vestlige mål i

Tyrkiet vil fortsætte.

Asien

Terrortruslen i Asien udspringer både fra al-Qaida,

Islamisk Stat og en række lokale og regionale terror-

grupper. Terrortruslen i regionen er højest i Afghanistan

og Pakistan. Terrorgrupper opererer dog også flere

steder i det øvrige Asien, og i flere lande er terrortrus-

len stigende. Islamisk Stat har inden for de seneste

par år udråbt flere nye officielle undergrupper i Asien,

bl.a. i Indien. Islamisk Stats officielle undergruppe i

Sydøstasien opererer i det sydlige Filippinerne og i In-

donesien. Den al-Qaida-tilknyttede terrorgruppe Jemaa

al-Islamiyya (JI) er desuden fortsat aktiv i Indonesien.

Både al-Qaida og Islamisk Stat har mindre netværk i

flere andre lande i Asien. De koordinerede angreb mod

flere kirker og hoteller i Sri Lanka tilbage i april 2019

viste, at sådanne netværk er i stand til at opbygge stor

kapacitet, uden at myndighederne opdager det.

Mellemøsten

Mellemøsten er mange steder præget af politisk uro

og væbnede konflikter. Det udnytter lokale militante

islamistiske grupper, som ofte er direkte involveret i

konflikterne. Islamisk Stat er mest toneangivende, men

også al-Qaida har aktive netværk i regionen.

EFTERRETNINGSMÆSSIG

rISIKoVUrdErING 2020

EFTERRETNINGSMÆSSIG

rISIKoVUrdErING 2020

TErrorISME

UPN, Alm.del - 2020-21 - Bilag 81: Efterretningsmæssig Risikovurdering 2020

MELLEM-

ØSTEN oG

NordAFrIKA

Mellemøsten og Nordafrika vil blive ramt

ekstra hårdt af den internationale øko-

nomiske krise, der følger i kølvandet på

COVID-19. Konsekvenserne af COVID-19

vil forværre de nationale, regionale og

internationale spændinger, som i forvejen

præger regionen. Mellemøsten og Nord-

afrika vil fortsat udgøre en sikkerhedspo-

litisk udfordring for Europa på både kort

og langt sigt.

Konsekvenserne af COVID-19 og lave oliepriser vil

eskalere den økonomiske krise i landene i Mellemøsten

og Nordafrika. Krisen giver sig udslag i en nedgang i

udenlandske investeringer, i indtægter og hård valuta

fra turister og i de beløb, som personer sender fra

udlandet til deres familier i Mellemøsten og Nordafrika.

Sociale, etniske, religiøse og politiske spændinger

præger i forvejen regionen og vil sandsynligvis blive

forstærket af den økonomiske krise.

Mellemøstlige lande som bl.a. Syrien, Irak, Libyen og

Yemen, der er ramt af krig og konflikt, står i forvejen

over for et ekstremt omfattende genopbygnings-

arbejde. Landenes statsapparater vil have meget

vanskeligt ved at levere de mest basale serviceydelser

og sikkerhed til befolkningerne. Selv de lande, der ikke

direkte er ramt af krig og konflikt, risikerer en markant

økonomisk nedgang. Enkelte steder, som bl.a. i Yemen

og Syrien, vil der fortsat være risiko for større humani-

tære kriser.

De hårdest ramte stater i regionen kan risikere egent-

lige statskollapser, der kan udvikle sig til langvarigt

fejlslagne stater eller give anledning til nye konflikter

med en øget migrations- og flygtningestrøm til følge. I

så fald kan dette danne fornyet grobund for transnatio-

nale terrorgrupper som al-Qaida og Islamisk Stat.

Irakiske shiitter i optog i det sydlige Irak.

FOTO: MHREZAA / UNSPLASH

MELLEMØSTEN oG NordAFrIKA

UPN, Alm.del - 2020-21 - Bilag 81: Efterretningsmæssig Risikovurdering 2020

MELLEMØSTEN oG NordAFrIKA

Regionen vil udgøre en sikkerhedspolitisk udfordring

for Europa på både kort og langt sigt.

International splittelse og stormagtsrivalisering

Mellemøsten og Nordafrikas umiddelbare nærhed til

Europa vil betyde, at regionens problemer også vil ud-

gøre sikkerhedspolitiske udfordringer for de europæi-

ske lande. Samtidig vil USA fortsætte med at reducere

sit direkte engagement i regionen.

Derfor vil EU sandsynligvis i højere grad selv skulle

håndtere de sikkerhedspolitiske udfordringer, som

udgår fra regionen. Det gælder f.eks. migrations- og

flygtningestrømme, terror og nye konflikter.

En række stater, herunder særligt Rusland, Iran og

Tyrkiet, har placeret sig som centrale aktører i forhold

til regionen og dens konflikter. Det er sket i fraværet

af en sammenhængende mellemøstpolitik fra både

amerikansk og europæisk side. Det er sandsynligt, at

disse stater vil kunne fastholde og muligvis øge deres

indflydelse, bl.a. på bekostning af de europæiske

landes interesser.

Rusland vil fortsat spille en central rolle i Mellemøsten

og Nordafrika. Særligt de sidste fem år har Rusland

gjort sig uomgængelig i regionens fremtidige udvikling.

Det er sket både gennem militær tilstedeværelse i Syri-

en og Libyen og gennem tætte politiske og økonomiske

forbindelser til en række lande i regionen.

Kina øger sin indflydelse i Mellemøsten. Kina vil fortsat

forfølge sine økonomiske interesser i såvel Saudi-Arabi-

en og Golfstaterne som i Iran, men landet vil i stigende

grad også træde frem som en politisk aktør. I forhold til

Iran er det sandsynligt, at Kina i højere grad end tidligere

vil være villig til at forfølge sine interesser uanset USA’s

Iran-politik. Det er bl.a. blevet illustreret af lækket ma-

teriale om et større strategisk samarbejde mellem Kina

og Iran.

Iran vil fastholde sin indflydelse i Mellemøsten til

trods for et årelangt amerikansk-israelsk pres. Iran vil

således spille en rolle i de fleste af regionens konflikter

gennem sine forbindelser til en række statslige og

ikke-statslige aktører. Det er usandsynligt, at USA,

Israel og Golfstaterne på kort sigt kan begrænse Irans

tilstedeværelse og magt i markant omfang i lande som

Irak, Syrien, Libanon, Yemen og Afghanistan. Selv om

Saudi-Arabien og Israel vil forsøge at intensivere deres

inddæmning af Iran, er det sandsynligt, at Iran vil have

gode muligheder for at imødegå dette pres.

Som regional stormagt vil Tyrkiet forblive et centralt

omdrejningspunkt for Europas håndtering af flygt-

ninge, migration og terrorbekæmpelse. Men Tyrkiet

forfølger i stigende grad egne interesser i regionen og

på en stadigt mere militariseret måde. Tyrkiet vil bl.a.

fortsat gøre sin indflydelse gældende i konflikterne i

Syrien og Libyen.

Tyrkiet er villig til at

anvende militære

midler for at opnå

sine mål i Mellem-

østens konflikter.

Irak vil være præget

af ustabilitet i man-

ge år frem. Irak vil

fortsat være skue-

plads for regionale

spændinger.

T Y rKIE T

SY rIE N

Ir A K

Ir A N

LIBY E N

Asad-styret vil

bestå, men Syrien

skal kæmpe for at

undgå økonomisk

kollaps.

Iran vil således spille

en rolle i de ﬂeste af

regionens konﬂikter

gennem sine forbindelser

til en række statslige og

ikke-statslige aktører.

Rusland, Tyrkiet og

flere andre lande vil

forfølge deres egne

interesser i Libyen og

spille en afgørende

rolle for udviklingen.

De grundlæggende

modsætninger

mellem Iran og USA

vil bestå og fortsat

påvirke sikker-

hedssituationen i

Mellemøsten.

EFTERRETNINGSMÆSSIG

rISIKoVUrdErING 2020

EFTERRETNINGSMÆSSIG

rISIKoVUrdErING 2020

MELLEMØSTEN oG NordAFrIKA

UPN, Alm.del - 2020-21 - Bilag 81: Efterretningsmæssig Risikovurdering 2020

IrAN

De konservative politiske kræfter står styrket i

Iran. Iran vil med den nye amerikanske regering

sandsynligvis afsøge mulighederne og betin-

gelserne for at få USA til at genindtræde i den

internationale aftale om Irans nukleare program.

De grundlæggende modsætninger mellem

USA og Iran vil dog bestå og fortsat påvirke

sikkerhedssituationen i regionen. Iran vil søge

at forstærke forbindelserne til Rusland, Kina og

landets regionale partnere.

Irans nukleare program, det ballistiske missilprogram

og spørgsmålet om Irans regionale indflydelse vil

fortsat give anledning til uro og konflikt mellem Iran og

USA samt USA’s allierede i regionen. På trods af pres-

set fra USA og dets allierede er det meget sandsynligt,

at Iran vil fortsætte med at udvikle sit ballistiske missil-

program, der er et centralt element i landets regionale

afskrækkelsesstrategi. Iran vil også fortsætte med at

udvikle sine øvrige militære kapaciteter og arbejde for

at reducere amerikansk tilstedeværelse i regionen. Det

gælder i særdeleshed i Irak og i Hormuzstrædet.

Iran vil fortsat søge at holde det nukleare spørgsmål

og de økonomiske sanktioner adskilt fra spørgsmålet

om landets ballistiske missilprogram og regionale

indflydelse. Det betyder, at Iran med den nye ameri-

kanske regering sandsynligvis vil afsøge mulighederne

og betingelserne for at få USA til at genindtræde i den

nukleare aftale. Derigennem vil Iran forsøge at få sit

politiske og økonomiske forhold til det internationale

samfund normaliseret. Det er meget sandsynligt, at

Iran vil søge at undgå en genforhandling af hele den

nukleare aftale.

Selv om Irans forhold til EU er udfordret, er EU’s

diplomatiske støtte til den nukleare aftale, og dermed

afvisning af det amerikanske pres mod Iran, fortsat et

centralt element i Irans sikkerheds- og udenrigspolitik.

IrAK

Irak vil være præget af ustabilitet i mange år

frem. Interne spændinger forstærket af interna-

tionale og regionale konflikter vil bidrage til det-

te. Derudover forringer den aktuelle økonomiske

krise den irakiske regerings muligheder for at

vende udviklingen i landet.

Den aktuelle økonomiske krise og konsekvenserne af

COVID-19 har svækket den irakiske regerings politiske

og økonomiske manøvrerum, og uroligheder i store

dele af landet vil være tilbagevendende. Den irakiske

politiske elite vil også i fremtiden prioritere egen over-

levelse højere end Iraks grundlæggende udfordringer,

hvilket vil stå i vejen for stabilitet og udvikling i landet

på langt sigt.

I perioder med øgede regionale og indenrigspolitiske

spændinger er det meget sandsynligt, at raketangreb

mod områder i Bagdad med vestlig tilstedeværelse vil

fortsætte og tage til.

Vedvarende politisk ustabilitet og bred folkelig util-

fredshed vil fortsat præge Irak. Interne magtkampe i

den politiske elite, og korruption og militser uden for

regeringens kontrol vil hindre en samlet og effektiv

indsats for at løse Iraks grundlæggende problemer.

Problemerne er bl.a. stor befolkningstilvækst, arbejds-

løshed og en svag og sårbar økonomi. Disse problemer

er yderligere forstærket af klimaforandringer, vand-

mangel og senest COVID-19.

Det er meget sandsynligt, at uindfriede forventninger

og fortsat utilfredshed med regeringsførelsen vil føre

til demonstrationer og lejlighedsvise uroligheder i

store dele af Irak. Utilfredsheden vil være særligt stor

i den hastigt voksende andel af unge i den irakiske

befolkning, fordi den med en stigende arbejdsløshed

står uden reelle fremtidsudsigter. Det er usandsynligt,

at Iraks kommende regeringer vil kunne indfri forvent-

ninger om stabilitet og økonomisk fremgang.

Iran vil udbygge forholdet til rusland,

Kina og regionale partnere

Iran vil i højere grad bygge videre på og styrke de poli-

tiske og handelsmæssige forbindelser til Rusland og

især Kina. En aftale om et strategisk partnerskab med

Kina inden for økonomi, politik og sikkerhed, som blev

lækket i efteråret 2020, vidner om en øget gensidig

interesse i at styrke samarbejdet i og uden for regionen

på længere sigt. Iran vil gennem samarbejde med Kina

og Rusland søge at gøre sig mindre afhængig af Vesten

og dermed reducere sin politiske og økonomiske sår-

barhed i tilfælde af nye sanktioner.

Iran vil ikke opgive sin regionale indflydelse i Syrien,

Irak, Afghanistan og Yemen. Ud over militær støtte til

regionale alliancepartnere vil Iran også supplere og

styrke sine sikkerhedspolitiske interesser i regionen

gennem udvikling af nyt økonomisk og politisk samar-

bejde og aftaler med disse lande.

De politiske og økonomiske aftaler skal bl.a. knytte

Irans regionale alliancepartnere tættere til Iran som

led i magtkampen med USA’s regionale allierede. Mere

langsigtet søger Iran at skabe adgang til flere markeder

og styrke evnen til at omgå eller udholde fremtidige

sanktionsregimer.

Irak vil fortsat være skueplads

for regionale spændinger

Irak vil fortsat være scene for konflikter mellem inter-

nationale og regionale aktører. Den iranske indflydelse

på politiske partier, enkeltpersoner og embedsværk

er dyb og vil fortsætte. Desuden vil irakiske shiitiske

militser fortsat udgøre et instrument for iransk indfly-

delse og bidrage til et fortsat militært pres mod vestlig

militær tilstedeværelse i Irak.

de irakiske sikkerhedsstyrker udfordres

på indre og ydre linjer

Sikkerhedsstyrkerne har svært ved at levere den for-

nødne sikkerhed for den irakiske befolkning, selv om

de generelt har haft fremgang. Sikkerhedsstyrkerne vil

ikke kunne bekæmpe oprørere effektivt uden en side-

løbende social og økonomisk indsats fra øvrige dele af

den irakiske stat og uden international assistance.

Den irakiske sikkerhedsstruktur er udfordret af

intern rivalisering og autonome militser. Der er lange

udsigter til en reel og effektiv reform af den samlede

sikkerhedssektor. Sikkerhedsstyrkerne vil også mangle

kritiske kapaciteter, såsom overvågningssystemer,

og vil fortsat være afhængige af udenlandsk støtte til

oprørsbekæmpelse.

de konservative kræfter er styrket

De konservative politiske kræfter står styrket i Iran, og

det er sandsynligt, at præsidentvalget i Iran i juni 2021

vil bekræfte denne tendens. Magtkampe og militarise-

ring præger regimets krisehåndtering. Især konserva-

tive politikere og Den Islamiske Revolutionsgarde har

brugt både konflikten med USA og COVID-19-krisen til

at konsolidere deres magt på bekostning af den mere

moderate præsident Hassan Rouhani.

Regeringens håndtering af COVID-19 har dog sandsyn-

ligvis yderligere forværret tillidskrisen mellem befolk-

ningen og regimet. Denne tillidskrise og den tiltagende

fattigdom, primært som følge af de økonomiske sankti-

oner, vil fortsat skabe grobund for civile protester.

Det er usandsynligt,

at Iraks kommende

regeringer vil kunne indfri

forventninger om stabilitet

og økonomisk fremgang.

EFTERRETNINGSMÆSSIG

rISIKoVUrdErING 2020

EFTERRETNINGSMÆSSIG

rISIKoVUrdErING 2020

MELLEMØSTEN oG NordAFrIKA

UPN, Alm.del - 2020-21 - Bilag 81: Efterretningsmæssig Risikovurdering 2020

Shiitiske militsers autonome optræden udfordrer

de øvrige sikkerhedsstyrker og udstiller den irakiske

stats manglende evne til at kontrollere alle dele af

magtapparatet. Militsernes hårde fremfærd mod

civile demonstranter, som man så det i 2019 og 2020,

undergraver sikkerhedsstyrkernes legitimitet og den i

forvejen skrøbelige folkelige opbakning.

Samtidig vil regional og international ageren i Irak ud-

fordre den irakiske territorielle suverænitet. Det gælder

f.eks. iransk støtte og forbindelse til irakiske shiitiske

militser og Tyrkiets militære baser og operationer i det

nordlige Irak. Sikkerhedsstyrkerne har fortsat fokus

på at bygge konventionelle militære kapaciteter op.

Alligevel vil de ikke være i stand til at håndhæve deres

suverænitet og afskrække andre stater fra at gennem-

føre operationer i Irak.

SYrIEN

Asad-styret vil bestå, men Syrien skal kæmpe for

at undgå økonomisk kollaps. Europa vil dermed i

sit nærområde stå over for et ustabilt land i ved-

varende humanitær krise og med høj risiko for

fornyet konflikt. Asad-styret, Rusland og Tyrkiet

vil sandsynligvis forsøge at udfylde tomrummet,

hvis USA trækker sig ud af det nordøstlige Syrien.

Desuden vil grupper som Islamisk Stat og al-Qai-

da igen kunne få gunstige betingelser i Syrien.

Efter flere års fremgang er Asad-styrets momentum

forsvundet. En meget alvorlig økonomisk krise udgør

i dag den største udfordring for Syriens stabilitet.

Krigens økonomiske, menneskelige, infrastrukturelle og

politiske omkostninger er så omfattende, at Asad-sty-

ret ikke vil være i stand til at genoprette stabiliteten

i landet på mellemlangt til langt sigt. Dertil kommer,

at Asad-styrets allierede, Rusland og Iran, ikke har

ressourcerne til selv at finansiere Syriens genopbyg-

ning. Europa vil således i sit nærområde stå over for et

ustabilt land i vedvarende humanitær krise og med høj

risiko for fornyet konflikt.

En række eksterne faktorer bidrager til den økonomi-

ske krise. Afsmitningen af den finansielle og politiske

krise i Libanon har begrænset Syriens adgang til

fremmed valuta. COVID-19-krisen har decimeret

Syriens skrøbelige eksport- og servicesektor, ligesom

pandemien presser Syriens nedslidte sundhedssystem

til det yderste. Derudover har skærpede amerikanske

sanktioner haft en yderligere dæmpende effekt på

eksterne aktørers vilje til at investere i landet.

Fortsat økonomisk og humanitær krise, manglende

fremtidsudsigter, ringe sikkerhed, udbredt undertryk-

kelse og omfattende korruption vil sandsynligvis føre

til, at syrere på mellemlangt til langt sigt vil søge ud af

landet. På kort sigt er nye store flygtningestrømme ud

af Syrien dog mindre sandsynlige på grund af Tyrkiets

tilstedeværelse i det nordvestlige Syrien.

Europa vil således i sit nærområde stå over

for et ustabilt land i vedvarende humanitær

krise og med høj risiko for fornyet konﬂikt.

rusland og Tyrkiet klar til at rykke ind

i det nordøstlige Syrien

Tyrkiet øgede i starten af 2020 markant sin militære til-

stedeværelse i det nordlige Idlib-område, hvor op mod to

millioner internt fordrevne befinder sig. Det er sandsyn-

ligt, at tyrkiske styrker vil blive i området på mellemlangt

sigt for at forhindre Asad-styrets fremmarch og derved

modvirke et nyt flygtningepres mod Tyrkiets grænse.

Hvis USA afvikler sit engagement i det nordøstlige

Syrien, vil Asad-styret, Rusland og Tyrkiet stå på spring

for at rykke ind i det overvejende kurdisk-dominerede

område. De kurdisk-dominerede Syriske Demokratiske

Styrker vil ikke kunne holde stand over for tyrkisk mi-

litær eller syriske regeringsstyrker støttet af Rusland.

Det er derfor sandsynligt, at kurderne i en sådan situa-

tion vil søge en aftale med Asad-styret for at modvirke

en ny tyrkisk fremrykning.

Det er sandsynligt, at en eventuel amerikansk tilbage-

trækning vil forringe sikkerheden og kontrollen med

lejre og faciliteter i området, hvor personer relateret til

Islamisk Stat, herunder også europæere, bliver tilbage-

holdt. Uanset hvordan kontrollen med området bliver

fordelt mellem Tyrkiet, Rusland og Syrien, vil kurderne

skulle imødegå truslen fra Tyrkiet og samtidig afklare

det fremtidige forhold til Asad-styret. Det er sandsyn-

ligt, at det vil ske på bekostning af den politiske og

fysiske kontrol med lejrene i området.

Islamisk Stat er svækket og afventende

Islamisk Stat er svækket, men vil på kort til mellem-

langt sigt være i stand til at opretholde en lavintensiv

oprørskamp i dele af Irak. Særligt i etnisk og religiøst

blandende provinser vil gruppen true og angribe civile

mål og sikkerhedsstyrker.

Islamisk Stat vil dog på kort sigt primært koncentrere

sig om at konsolidere sin ledelse i Irak og udbygge det

eksisterende undergrundsnetværk i landet. Et svækket

Islamisk Stat vil udnytte, at andre udfordringer for

tiden fylder mere i den nationale og internationale

bevidsthed. Organisationen vil have en interesse i at

holde lav profil i Irak og på kort sigt nedtone sin indsats

mod vestlige mål i Irak. Den vil dog fortsat udgøre en

trussel mod sikkerheden i landet.

Asad-styret og dets allierede bekæmper Islamisk Stat

i det centrale Syrien, men prioriterer generelt området

lavere end konflikterne i det vestlige Syrien. Desuden

vil den eskalerende økonomiske og humanitære krise,

fortsatte spændinger samt svage statsstrukturer i Sy-

riens randområder medvirke til, at terrorgrupper som

f.eks. Islamisk Stat fortsat vil have gunstige betingelser

i såvel Syrien som ind over grænsen til Irak.

EFTERRETNINGSMÆSSIG

rISIKoVUrdErING 2020

EFTERRETNINGSMÆSSIG

rISIKoVUrdErING 2020

MELLEMØSTEN oG NordAFrIKA

UPN, Alm.del - 2020-21 - Bilag 81: Efterretningsmæssig Risikovurdering 2020

TYrKIET

Tyrkiets villighed til at anvende militære midler

til at opnå sine mål påvirker ofte konflikter-

ne i Mellemøsten, Nordafrika og det østlige

Middelhav. For Europa vil Tyrkiet være en cen-

tral, men kompliceret aktør i forhold til flygtnin-

geproblematikken og i forhold til samarbejdet

med Rusland om våben og energi.

Det er sandsynligt, at Tyrkiet oftere vil forfølge mål i

Mellemøsten, Nordafrika og det østlige Middelhav, der

divergerer fra europæiske og transatlantiske interes-

ser. Tyrkiet er i stigende grad villigt til at opnå disse mål

gennem en offensiv forsvars- og udenrigspolitik.

Konflikterne i Mellemøsten og Afghanistan skaber et

stort antal flygtninge og migranter. Mange af disse

personer, særligt fra Syrien, rejser mod eller gennem

Tyrkiet for at nå Europa. Trods EU’s flygtningeaftale

med Tyrkiet vil landet derfor fortsat være en central,

men kompliceret aktør i forhold til flygtningeproblema-

tikken.

Samtidig vil flere af Tyrkiets rivaler i Mellemøsten,

Nordafrika og det østlige Middelhav også øge deres

militærbudgetter markant i de kommende år. Det øger

både risikoen for et oprustningskapløb i regionen og

sandsynligheden for, at konflikterne i regionen bliver

sværere for Europa at håndtere.

Tyrkiet har i 2020 forhandlet med Rusland om køb af

flere enheder af det russiske S-400-luftforsvarssystem,

som Tyrkiet købte af Rusland i sommeren 2019. Det er

sandsynligt, at samarbejdet med Rusland om S-400 og

andre russiske våbensystemer på kort til mellemlangt

sigt vil fortsætte og dermed være med til at skabe et

endnu mere anstrengt forhold til både USA og NATO.

Selv om Tyrkiet de seneste år har neddroslet sin kritik

af Kina og har interesse i Silkevejsinitiativet (Belt &

Road Initiative), er det mindre sandsynligt, at samar-

bejdet med Kina og Rusland vil føre til en etablering

af en tyrkisk alliance med de to lande. Det er derimod

sandsynligt, at Tyrkiet anvender samarbejdet til at

etablere sig som en mere selvstændig regional magt-

faktor i forhold til Europa og USA samt over for en

række regionale rivaler i Mellemøsten og Nordafrika.

LIBYEN

Rusland, Tyrkiet og flere andre lande vil forfølge

deres politiske og økonomiske interesser i Libyen

og spille en afgørende rolle for udviklingen.

Libyens politiske aktører vil få svært ved at nå til

enighed om en bred politisk aftale om Libyens

fremtid, selv om der blev indgået en aftale om vå-

benhvile i oktober 2020. Kriminalitet, korruption

og manglende statslige ydelser til befolkningen

bidrager også til øget splittelse og civil uro.

Det er meget sandsynligt, at kommende forhandlin-

ger om en bred politisk aftale om Libyen vil have et

markant tyrkisk og russisk aftryk. Begge lande ønsker

at konsolidere deres position i Libyen. Rusland vil fort-

sætte sin støtte til oprørsmilitserne under Libyan Arab

Armed Forces (LAAF) i det østlige Libyen, mens Tyrkiet

stadig vil støtte regeringen og militserne i hovedstaden

Tripoli. Rusland og Tyrkiet ønsker at undgå direkte

konfrontation med hinanden, og de vil derfor forsøge

at finde en fælles løsning på konflikten.

rusland og Tyrkiet yder militær støtte

for at sikre egen indflydelse

Tyrkiets øgede militære tilstedeværelse og støtte har

givet regeringen i Tripoli et tiltrængt politisk og militært

pusterum. Som modydelse har Tyrkiet opnået langsig-

tede militære og økonomiske aftaler med regeringen,

hvilket skal sikre Tyrkiets fortsatte indflydelse i Libyen.

Tyrkiet bruger også engagementet som løftestang til

at stå stærkere over for bl.a. Egypten og Grækenland i

kampen om adgang til råstoffer og andre ressourcer i

det østlige Middelhav.

Rusland har gennem sit militære engagement sikret

LAAF’s overlevelse. Til gengæld opnår Rusland mere

indflydelse i Middelhavet og Nordafrika samt adgang til

Libyens råstoffer. Ruslands indsats sker i samarbejde

med De Forenende Arabiske Emirater og Egypten, som

primært støtter LAAF for at mindske Tyrkiets indfly-

delse i Libyen. Egypten ønsker endvidere at sikre sin

vestlige grænse til Libyen.

Det er sandsynligt, at uenighed i Europa om en fælles

linje i Libyen vil give Tyrkiet og Rusland næsten frit spil

til at forfølge deres interesser i landet. EU har bl.a.

til opgave at håndhæve FN’s våbenembargo over for

Libyen, men manglende kapacitet betyder, at opgaven

ikke kan løses på kort sigt.

En mere offensiv udenrigspolitik

med fokus på oprustning

Tyrkiet har haft held med at anvende militær magt til

at sikre sine interesser i regionen. Selv om Tyrkiet også

flere gange er trådt tilbage fra kanten af en konflikt, er

det sandsynligt, at Tyrkiets ageren fortsat vil øge risiko-

en for forstærkede regionale spændinger.

Tyrkiet arbejder også på at gøre sig militært mere

uafhængig. Landet har de seneste år øget sit forsvars-

budget markant, og det lægger stor vægt på at styrke

sin egen våbenindustri.

FN-mæglet aftale om våbenhvile

får svært politisk efterspil

PArTErNE I dEN LIBYSKE

KoNFLIKT

Konflikten i Libyen drejer sig primært om

kontrol med indkomsten fra landets olie

og naturgas og om rivalisering mellem

politiske fraktioner, militser og stammer. I

Vestlibyen kontrollerer den FN-anerkendte

regering hovedstaden Tripoli. Regeringens

magt beror hovedsageligt på international

støtte og på, at vestlibyske militser aner-

kender den. I det østlige Libyen regerer

militser under ledelse af Libyan Arab

Armed Forces (LAAF) med politisk støtte

fra det alternative parlament, House of

Representatives, i byen Tobruk. Alliancerne

mellem de forskellige aktører skyldes sna-

rere opportunisme end ideologi.

I oktober 2020 blev der indgået en aftale om våbenhvi-

le. Efterfølgende vil landets politiske aktører forsøge at

nå til enighed om at etablere en samlingsregering. De

politiske forhandlinger vil blive langvarige og præget af

uenigheden om eksterne aktørers forsatte indflydelse

i Libyen. Desuden vil spørgsmålet om, hvilke militser

der skal afvæbnes, og hvilke der skal indgå i en samlet

sikkerhedsstyrke, spille en afgørende rolle.

Uenighed om fordelingen af olieindtægterne betyder,

at de interne politiske og militære aktører i Libyen

på kort sigt sandsynligvis ikke formår at forvandle en

våbenhvile til en bred politisk aftale.

EFTERRETNINGSMÆSSIG

rISIKoVUrdErING 2020

EFTERRETNINGSMÆSSIG

rISIKoVUrdErING 2020

MELLEMØSTEN oG NordAFrIKA

UPN, Alm.del - 2020-21 - Bilag 81: Efterretningsmæssig Risikovurdering 2020

Det vestlige Sahel er præget af mange komplekse problemer, såsom dår-

lig regeringsførelse, økonomisk krise og militant islamisme. De nationale

myndigheder vil have meget vanskeligt ved at forbedre forholdene selv på

langt sigt. Pirateriet i Guineabugten fortsætter, og piraterne fokuserer nu

primært på kidnapning for løsepenge.

VESTAFrIKA

Den vestlige del af Sahelregionen kæmper med en

lang række meget komplekse og forbundne problemer.

Det er bl.a. dårlig regeringsførelse, omfattende kor-

ruption, kraftig befolkningstilvækst, klimaforandringer,

etniske konflikter, udbredt fattigdom, fødevaremangel,

ineffektive sikkerhedsstyrker, militante islamister og

øgede migrationsstrømme internt i regionen. Selv på

langt sigt vil det være endog meget svært at forbedre

forholdene.

Det er usandsynligt, at myndighederne i Mali, Burkina

Faso og Niger selv på langt sigt vil være i stand til at

håndtere årsagerne til konflikter. En helt central årsag til

den ustabile situation i regionen er dårlig regeringsførel-

se. Regeringerne er kronisk svage, skattegrundlaget er

småt på grund af den uformelle økonomi, og korruption

er udbredt. Den økonomiske krise i det vestlige Sahel er

blevet forstærket af COVID-19. Det vil øge arbejdsløshe-

den og forværre den udbredte fattigdom. Myndigheder-

nes manglende evne til at levere basale sociale ydelser

til befolkningerne kan resultere i social uro og tilslutning

til alternativer, såsom militante islamistiske grupper.

Overgangsregeringen, der tiltrådte efter militærkuppet i

Mali i august 2020, vil kæmpe med de samme udfordrin-

ger på trods af opbakningen fra befolkningen.

Konflikterne kan sprede sig til nabolande

Det er muligt, at konflikterne og volden vil sprede sig til

andre vestafrikanske lande, såsom Elfenbenskysten,

Ghana, Togo og Benin. Militante islamister har øget

deres tilstedeværelse i det sydlige og østlige Burkina

Faso. Der er risiko for, at konflikter og vold spreder sig

til landene ved Guineabugten.

Soldater, som den 18. august 2020 deltog i militærkuppet, nyder opbakning

fra en stor del af befolkningen i Mali.

FOTO: GETTY IMAGES / STRINGER

VESTAFrIKA

UPN, Alm.del - 2020-21 - Bilag 81: Efterretningsmæssig Risikovurdering 2020

M A roK Ko

A LGE rIE T

LIBY E N

V EST S A H A r A

Det er sandsynligt, at militære indsatser, der er

afgrænset til ét land i regionen, utilsigtet kan få kon-

flikterne og volden til at sprede sig til nabolandene. De

militante grupper flytter således væk fra områder, hvor

der interveneres militært, og hen til nabolande, hvor

den politiske og militære situation giver dem bedre

muligheder for at operere.

Det er meget sandsynligt, at den kraftige befolkningstil-

vækst, klimaforandringer, den stigende arbejdsløshed

samt de sociale og økonomiske problemer i det vestli-

ge Sahel vil lede til øget migration. De fleste migranter

vil sandsynligvis forblive på det afrikanske kontinent.

Piraterne i Guineabugten fokuserer nu primært på

kidnapning for løsepenge

Pirateriet i Guineabugten fortsætter. Det samlede antal

angreb vil sandsynligvis falde i 2020 sammenlignet

med 2019. Der er imidlertid stadig mange angreb mod

alle typer og størrelser af handelsskibe og fiskefartøjer,

hvor det lykkes piraterne at komme ombord.

Tidligere fandt langt hovedparten af angrebene sted

kystnært ud for Nigeria. I løbet af de seneste to år har

angrebene dog fundet sted i hele Guineabugten og

langt fra kysten, især uden for regntiden. Hvor pirater-

ne tidligere hovedsageligt gennemførte røveriske over-

fald, fokuserer de nu i stigende grad på at kidnappe

søfolk. Det gælder især søfolk fra velstående lande, da

de indbringer en større løsesum end besætningsmed-

lemmer fra lande i Guineabugten. Der er også tendens

til, at der tages flere gidsler end tidligere for at øge

indtægterne per angreb. Kidnapning er mindre risika-

belt for piraterne end røverier og kapring af skibe. Det

er også mere profitabelt, og piraterne har efterhånden

etableret en effektiv og ensartet fremgangsmåde for

kidnapningspirateriet.

Piraterne er fortsat voldsparate og velbevæbnede,

men der er ikke konstateret en stigning i voldeligheden

i kidnapningspirateriet i forhold til pirateri, hvor røveri

af værdier er det primære formål. Piraterne ønsker

at holde gidslerne i live og uskadte med henblik på

senere udbetaling af løsepenge. Det er derfor relativt

sjældent, at angrebene medfører større fysisk overlast

på gidslerne. Foruden det voldelige pirateri er tyverier

mod skibe på ankerpladser stadig udbredt. Tyverierne

udarter sig sjældent voldeligt.

Det er usandsynligt, at de underliggende årsager til

pirateriet vil ændre sig i en positiv retning på kort til

mellemlangt sigt. Nigeria og de øvrige kyststater vil ikke

kunne gribe effektivt ind over for piraterne. Det skyl-

des, at staterne fortsat vil være udfordret af udbredt

fattigdom, høj ungdomsarbejdsløshed, dårlig økonomi

samt svage og korrupte statsinstitutioner. Endvidere er

kyststaternes maritime sikkerhedskapaciteter generelt

begrænsede, det transnationale samarbejde er svagt,

og de juridiske strukturer mangelfulde.

M AU rE TA NIE N

M A LI

NIGE r

S E N EGA L

TCH A d

GA M BIA

GUIN E A-

BI S S AU

GUIN E A

B E NIN

S IE rr A

LEoN E

E LFE N B E N S K YSTE N

LIB E-

rIA

CA M E roU N

ToGo

GH A N A

NIGE rIA

BU rKIN A FAS o

Det er usandsynligt, at nationale, regionale og interna-

tionale sikkerhedsstyrker på mellemlangt sigt vil være

i stand til at skabe sikkerhed i større dele af landene.

I Mali koncentrerer de nationale sikkerhedsstyrker sig

om den sydlige del af landet herunder hovedstaden

Bamako. I Burkina Faso formår det begrænsede antal

sikkerhedsstyrker ikke at skabe sikkerhed i store dele

af landet og fokuserer deres få ressourcer på hoved-

staden Ouagadougou. I Niger kæmper få sikkerheds-

styrker mod militante islamister i både den vestlige og

østlige del af landet. FN’s mission i Mali (MINUSMA)

vil kun lokalt og i meget begrænset omfang være i

stand til at beskytte civilbefolkningen. Desuden vil det

sikkerhedsmæssige samarbejde, G5 Sahel, mellem

Mauretanien, Mali, Burkina Faso, Niger og Tchad end

ikke på langt sigt kunne forbedre sikkerhedssituatio-

nen i grænseområderne.

GUIN E A B UGTE N

Æ K VATorIA L-

GUIN E A

GA BoN

PIrATANGrEB I GUINEABUGTEN 2016-2020

120

100

2016

2017

2018

2019

2020*

Røveri/tyveri

Kidnapning

Kapring

Ialt

A NGoL A

rE PU B LIK K E N

CoNGo

dE N dE MoK r ATI S K E

rE PUB LIK CoNGo

Tallene er behæftet med en vis usikkerhed, da ikke alle angreb indberettes til myndighederne.

* Tallene omfatter januar til 15. november.

EFTERRETNINGSMÆSSIG

rISIKoVUrdErING 2020

VESTAFrIKA

UPN, Alm.del - 2020-21 - Bilag 81: Efterretningsmæssig Risikovurdering 2020

AFGHANISTAN

Den afghanske regering er svækket af hårdt militært pres fra Taliban, indre

splittelse og de internationale styrkers tilbagetrækning. Blandt de mest

sandsynlige udviklinger er, at Afghanistan inden for de nærmeste år ender i

borgerkrig eller et Taliban-styre. Det er sandsynligt, at udviklingen vil skabe en

humanitær krise og flygtningestrømme samt styrke de militante islamister.

Udviklingen i Afghanistan er præget af, at USA er i

gang med at trække sine militære styrker tilbage fra

Afghanistan. Den 29. februar 2020 underskrev USA og

Taliban en aftale om tilbagetrækning af USA’s og de

øvrige NATO-landes styrker fra Afghanistan.

De internationale styrker har overholdt tidsplanen for

deres tilbagetrækning. Taliban har derimod i strid med

aftalen fortsat sit samarbejde med al-Qaida og an-

grebet de internationale styrkers lejre. Trods Talibans

brud på aftalen fortsætter tilbagetrækningen af de

internationale styrker.

Hvis USA fastholder den nuværende kurs og aftalen

med Taliban, vil de internationale styrker have forladt

Afghanistan i midten af 2021. Det er dog muligt, at

den nye amerikanske regering vil genoverveje landets

Afghanistan-strategi.

En fuld tilbagetrækning af de internationale styrker

vil betyde, at de allerede svækkede afghanske sikker-

hedsstyrker kommer til at stå alene over for et Taliban,

som i løbet af de senere år er blevet stærkere.

Det er mindre sandsynligt, at de afghanske sikker-

hedsstyrker kan overraske militært og bryde Talibans

momentum. Hvis de gør det alligevel, kan det ændre

dynamikken i forhandlingerne mellem den afghanske

regering og Taliban og måske få nogle regionale stor-

magter til mere klart at støtte regeringen. Hvis Taliban

splittes i flere fraktioner, og Talibans modstandere for-

mår at etablere stærke militser som modvægt til oprø-

rerne, kan det modsat blive starten på en borgerkrig.

Svære forhandlinger mellem Taliban og den

afghanske regering

I september 2020 indledte Taliban forhandlinger med

repræsentanter for den afghanske regering og landets

større politiske og etniske grupperinger. Forhandlinger-

nes opstart har været præget af gensidige benspænd,

og parterne står langt fra hinanden. Forhandlingerne

vil derfor blive vanskelige. Tilbagetrækningen af de

internationale styrker svækker regeringens position.

Det skyldes, at tilbagetrækningen minimerer Talibans

tilskyndelse til at efterkomme regeringens krav om

våbenhvile under forhandlingerne. Tværtimod vil Tali-

ban sandsynligvis øge det militære pres og forsøge at

splitte modpartens delegation til forhandlingerne.

Taliban består af mange forskellige fraktioner. Oprørs-

gruppen har imidlertid evnet at holde sammen ved at

stå på en uforsonlig linje over for den afghanske rege-

ring. Taliban har før forhandlingerne krævet, at de skal

munde ud i, at der bliver genindført et emirat under

Talibans ledelse. Taliban har forstærket sin delegation

på en måde, der signalerer en seriøs tilgang til forhand-

lingerne, men også en hård og kompromisløs linje. Ta-

liban har desuden understreget sit budskab ved at øge

det militære pres på de afghanske sikkerhedsstyrker.

regering og sikkerhedsstyrker er svækkede

Resultatet af præsidentvalget i september 2019 var

omstridt, tilhængerne af den nuværende afghanske

republik er politisk splittede, og de politiske institu-

tioner er svage. Regeringssiden har derfor ikke evnet

at omsætte deres fælles modstand mod Taliban til et

effektivt politisk samarbejde.

USA og Taliban underskrev den 29. februar 2020 en aftale om tilbagetrækning af

de internationale styrker fra Afghanistan.

FOTO: STRINGER/EPA/RITZAU SCANPIX

EFTERRETNINGSMÆSSIG

rISIKoVUrdErING 2020

AFGHANISTAN

UPN, Alm.del - 2020-21 - Bilag 81: Efterretningsmæssig Risikovurdering 2020

dEFINITIoNEr

Det er sandsynligt, at den humanitære krise i

Afghanistan har fået ﬂere afghanere til at forlade

landet i et forsøg på at komme til Europa.

COVID-19-pandemien har gjort regeringens position

vanskeligere. Den har haft svært ved at indføre effek-

tive foranstaltninger mod COVID-19, som har berørt

store dele af befolkningen. I kølvandet på pandemien

oplever Afghanistan en voldsom økonomisk krise i

form af højere fødevarepriser og større arbejdsløshed.

COVID-19-pandemien har også drænet regeringens i

forvejen sparsomme finansielle reserver. Det er sand-

synligt, at den humanitære krise i Afghanistan har fået

flere afghanere til at forlade landet i et forsøg på at

komme til Europa.

De afghanske sikkerhedsstyrker er præget af, at de

internationale styrker trækker sig tilbage, og af den

politiske splittelse. De lider under store tab, svigtende

rekruttering, dårlig ledelse, kontinuerlige omstruk-

tureringer, korruption og utilstrækkelig uddannelse.

COVID-19 har ramt sikkerhedsstyrkerne yderligere,

fordi pandemien bl.a. har svækket NATO’s rådgivning

og træning. Sikkerhedsstyrkerne er hårdt pressede

af Taliban, som navnlig i landområderne tvinger dem

tilbage. Der er en reel risiko for, at de afghanske sikker-

hedsstyrker vil bryde sammen, hvis de internationale

styrker trækker sig helt fra Afghanistan.

Situationen i Afghanistan er jævnligt på dagsordenen,

når de regionale stormagter mødes. Landene har

dog vanskeligt ved nå til enighed om, hvordan de kan

stabilisere situationen. Bilaterale konflikter spænder

ben for et effektivt samarbejde. Det er sandsynligt, at

de regionale stormagter vil støtte forskellige fraktioner

i Afghanistan, hvis situationen fører til yderligere split-

telse i landet. Dermed kan de bidrage til en borgerkrig i

Afghanistan.

For at lette læsningen af risikovurderingen følger her

en kort beskrivelse af de særlige formuleringer, som

FE anvender i efterretningsanalyser.

Det er kun sjældent, at en efterretningstjeneste kan

give en vurdering, uden at der er elementer af usik-

kerhed i den. Derfor forsøger analytikerne at gøre det

klart for læserne, hvor sikre de er i deres vurderinger.

Det sker ved, at de udtrykker sig på en standardiseret

måde og bruger de samme vendinger, når de vil give

udtryk for den samme grad af sandsynlighed, især ved

centrale vurderinger.

FE bruger fem sandsynlighedsgrader og følgende faste

formuleringer, som her er anbragt på en skala:

Skalaen måler ikke præcise forskelle. Den fortæller

blot, om noget er mere eller mindre sandsynligt end

noget andet. Eller sagt på en anden måde: Denne skala

viser, om analytikerne vurderer, at deres sikkerhed

ligger tættere på f.eks. 25 % end 50 %. På denne

måde forsøger de at opnå en bedre overensstemmelse

mellem deres formuleringer og læsernes opfattelser.

Selv om formuleringernes sproglige form altid kan dis-

kuteres, er de med til at give læseren en mere præcis

information. Definitionerne af de særlige formuleringer,

der er anvendt i Efterretningsmæssig Risikovurdering,

er anført nedenfor.

Bedre betingelser for Islamisk Stat i

Khorasan-provinsens oprørskamp

Oprørs- og terrorgruppen Islamisk Stat i Khorasan-pro-

vinsen (ISKP) er stærkest i det østlige Afghanistan.

Her har gruppen været udsat for hårde angreb fra

internationale styrker, de afghanske sikkerhedsstyrker

og Taliban. Det har dog ikke elimineret ISKP, der hyp-

pigt gennemfører angreb i Kabul, men også udgør en

trussel i Jalalabad.

I takt med at koalitionen trækker sig tilbage, vil ISKP

sandsynligvis forsøge at styrke sin indflydelse. Det

vil gruppen gøre ved at rekruttere radikale oprørere

fra Taliban, Haqqani-netværket og andre militante

islamistiske grupper. ISKP’s oprørskamp får sandsyn-

ligvis bedre vækstbetingelser, når koalitionen trækker

sig ud af Afghanistan, og det får også indvirkning på

terrortruslen fra ISKP og andre militante islamistiske

grupper.

USANdSYNLIGT

MINdrE SANdSYNLIGT

MULIGT

SANdSYNLIGT

MEGET SANdSYNLIGT

regionale stormagter bekymrede,

men uden fælles politik

De regionale stormagter, Indien, Iran, Kina, Pakistan

og Rusland, er bekymrede over udsigten til, at Taliban

erobrer magten i Afghanistan. De frygter, at truslen fra

militante islamistiske grupper vil stige og true deres

interesser i regionen. Flere af landene ser dog positivt

på det, de ser som USA’s og dets allieredes nederlag

i Afghanistan. Pakistan, Rusland og Iran har i flere år

aktivt støttet Taliban med eksempelvis leverancer af

våben, udrustning og penge for at nå dette mål.

VArSLINGSHorISoNT

Få måneder:

0-2 år:

2-5 år:

5-10 år:

over 10 år:

Meget kort sigt

Kort sigt

Mellemlangt sigt

Langt sigt

Meget langt sigt

EFTERRETNINGSMÆSSIG

rISIKoVUrdErING 2020

UPN, Alm.del - 2020-21 - Bilag 81: Efterretningsmæssig Risikovurdering 2020

Forsvarets Efterretningstjeneste

Kastellet 30

2100 København Ø

Telefon: 3332 5566

www.fe-ddis.dk

www.cfcs.dk

ISSN 1604-4444