Udenrigsministeriet
Folketingets Udenrigsudvalg
Asiatisk Plads 2
DK-1448 København K
Telefon +45 33 92 00 00
Telefax +45 32 54 05 33
http://www.um.dk
Bilag
Sag/ID Nr.
Enhed
Dato
2021-30781
MENA
30. september 2021
URU alm. del - svar på spørgsmål 420 fra Christian Juhl (EL)
stillet den 2. september 2021 til udenrigsministeren.
Spørgsmål
Vil ministeren redegøre for, hvilke konkrete tiltag regeringen har taget
særligt gennem EU og FN for, at Gaza-blokaden ophæves, som anført i
Folketingets vedtagelse V 131 (folketingsåret 2020-21)? Og hvorledes
vurderer ministeren den aktuelle humanitære situation i Gaza?
Svar
Den humanitære situation i Gaza har længe været alvorlig. Konflikten
mellem Israel og væbnede palæstinensiske grupper i Gaza i maj 2021, der
førte til betydelige menneskelige og materielle tab, har forværret
situationen yderligere, og omkring 8000 personer er fortsat internt
fordrevet på grund af ødelagte boliger og har midlertidig husly hos
værtsfamilier eller i midlertidige lejemål. Samtidig intensiverede Israel i
forbindelse med konflikten de allerede omfattende restriktioner på
bevægelse for personer, varer og støtte til og fra Gaza.
Danmark rejser løbende bilateralt og gennem EU og FN sin langvarige
bekymring over de israelske restriktioner og den alvorlige humanitære
situation i Gaza over for israelske myndigheder. Danmark har i mange år
ydet kernestøtte til den israelske civilsamfundsorganisation Gisha, som har
til formål at opretholde retten til fri bevægelighed for palæstinensere i de
palæstinensiske områder med særligt fokus på Gaza. I forbindelse med
konflikten i maj annoncerede udviklingsministeren et yderligere bidrag til
UNRWA’s indsats i Gaza på 10 mio. kroner,
som bl.a. går til at afhjælpe
de mange alvorlige psykiske traumer, der er opstået som følge af
konflikten. Danmark indgår desuden lokalt i donorkoordination med FN
om humanitær bistand og forbedret adgang til Gaza.