Det Udenrigspolitiske Nævn 2020-21
UPN Alm.del Bilag 291
Offentligt
2412325_0001.png
NOTAT til Det Udenrigspolitiske Nævn
Til:
Det Udenrigspolitiske
Nævn
Dato:
8. juni 2021
Orientering om indførelse af skærpede rejserestriktioner over for
Storbritannien d.d.
__________________________________________________________
Storbritannien oplever lige nu en øget smittestigning med Covid-19, hvoraf over
halvdelen af de nye tilfælde er med virusvarianten B.1.617.2, som nu er blevet den
dominerende variant blandt de sekventerede tilfælde i Storbritannien. Den fortsatte
spredning er bekymrende og de britiske myndigheder har iværksat en række initiativer
for at inddæmme videre spredning, som synes at være koncentreret i nogle særlige
byområder.
Flere europæiske lande har indført skærpede rejserestriktioner over for rejsende fra
Storbritannien. Det gælder bl.a. Tyskland, Frankrig og Østrig.
Nævnet orienteres hermed om, at det på baggrund af vurdering foretaget af den danske
Covid-19 taskforce for rejserestriktioner i dag er besluttet at skærpe de i forvejen
stramme restriktioner for rejsende til og fra Storbritannien. Beslutningen er truffet for
at være på forkant med udviklingen i Storbritannien og begrænse risikoen for import
af virusvarianten B.1.617.2 til Danmark. Følgende særlige tiltag indføres:
-
-
-
Fremover kræves max 48 timer gammel negativ PCR-test før ombordstigning
på et fly fra Storbritannien mod Danmark. Dvs. kviktest ikke længere kan
anvendes.
Udlændinge bosat i Storbritannien der indrejser i Danmark med fly eller over
sø/landegrænsen skal kunne fremvise en max 48 timer gammel negativ PCR-
rest. Dvs. kviktest ikke længere kan anvendes.
Rejsevejledningen for Storbritannien skærpes således, at alle rejser frarådes til
disse fire byområder: Bedford, Blackburn with Darwen, Bolton og Rossendale.
Disse områder vil blive røde i rejsevejledningen. Rejsevejledningen for det
øvrige Storbritannien er fortsat orange, hvor alle ikke-nødvendige rejser
frarådes.
Personer, som indrejser fra de pågældende byområder, vil blive omfattet af de
skærpede restriktioner for rejsende fra røde lande og regioner i
Sundhedsministeriets bekendtgørelse om krav om test og isolation efter
indrejse og i Transportministeriets bekendtgørelse om forbud mod at lande
med passagerer uden negativ COVID-19 test.
-
De skærpede rejserestriktioner træder i kraft fredag den 11. juni kl. 00.00 (natten
mellem torsdag og fredag).
UPN, Alm.del - 2020-21 - Bilag 291: Skriftlig orientering om rejserestriktioner for Storbritannien
Beslutningen gælder foreløbigt frem til den 26. juni 2021. Beslutningen vil inden da
blive genvurderet ift. udviklingen i smittesituationen i Storbritannien, herunder videre
afklaring af den fortsatte vaccineudrulning i UK og Danmark.
Det er umiddelbart vurderingen, at de skærpede rejserestriktioner ikke vil få store
udenrigspolitiske konsekvenser.
Begrundelse for valg af områder:
Den danske Covid-19 taskforce for rejserestriktioner, med repræsentanter fra SUM &
SSI, JM, TRM og UM (fmd.) har i udvælgelsen af de ovennævnte fire byområder lagt
vægt på, dels at incidensraten er 150/100.000 indbyggere pr. 7 dage og således svarende
til incidenstærsklen for højrisikoregioner i EU/Schengenlande, dels at området er
beliggende i en region, hvor mindst halvdelen af de sekventerede prøver er påvist som
bekymringsvarianten B.1.617.2.
Denne målrettede tilgang er mulig, da Storbritannien er blandt de lande i Europa som
udfører omfattende genomisk sekventering af positive tilfælde og data fra de britiske
sundhedsmyndigheder, Public Health England, således kan påvise forekomsten af
B.1.617.2 i forhold til sekventerede prøver. Det giver et mere præcist billede at den
aktuelle smitteudvikling med forskellige bekymringsvarianter. Dermed er det muligt at
målrette restriktionerne til særlige byområder, fremfor at skulle lave restriktioner for
hele regionen.
Udenrigsministeriet