Ministeren
Uddannelses- og Forskningsudvalget
Emne: Redegørelse for anvendelse af udlodningsmidlerne
–
som er tilgået
Uddannelses- og Forskningsministeriet i 2020
Kære medlemmer af Uddannelses- og Forskningsudvalget
4. december 2020
I 2020 har Uddannelses- og Forskningsministeriet modtaget ca. 3 mio. kr. fra
udlodningsmidlerne. Midlerne kommer fra overskuddet på det danske spilmarked i
2019 og skal i Uddannelses- og Forskningsministeriets regi gå til aktiviteter under
Forskningens Døgn. Den samlede beholdning er ca. 8 mio. kr. som følge af
tilbageløb m.m.
I 2020 har jeg ud over de faste aktiviteter som Bestil en Forsker m.m. prioriteret at
få udviklet et nyt skoleprogram for landets 6.-7.-klasser. Alle aktiviteter blev dog
sat på hold i og med, at Forskningens Døgn 2020 desværre måtte aflyses på
grund af COVID-19. Udviklingen af skoleprogrammet er genoptaget, så
programmet kan lanceres i 2021.
Konceptet bag Forskningens Døgn er blevet gentænkt i 2020, og det betyder, at vi
fremover vil skabe et større indholdsmæssigt fokus, hvor vi samler ministeriets
aktiviteter under et tema. Temaet skal være med til at gøre en aktuel
forskningsdagsorden mere slagkraftig. Samtidig vil vi skabe en større regional
spredning, så ministeriets aktiviteter kommer mere ud i landet. Forhåbentlig kan
det få nye hjørner af Danmark til at blive nysgerrige på den spændende og vigtige
forskning, der foregår.
To kerneaktiviteter er fortsat bærende for festivallen:
- De lokale events, som mere end 100 stærkt engagerede kommuner,
uddannelsesinstitutioner, biblioteker osv. tager initiativ til.
- Og Bestil en Forsker-ordningen, hvor forskere holder oplæg hos
foreninger, virksomheder osv. Over 300 forskere er aktive i ordningen.
Min prioritering for 2021 er desværre igen præget af COVID-19. Vi fastholder
afholdelsen af Forskningens Døgn, men nedskalerer festivallen og gør
hovedparten af ministeriets aktiviteter digitale. Til gengæld satser vi på meget
store begivenheder i 2022, blandt andet som en del af Videnskabsåret, der er et
initiativ under Niels Bohr Instituttet.
Med venlig hilsen
Ane Halsboe-Jørgensen
Bilag:
Redegørelse for anvendelse af udlodningsmidler fra 2019
Uddannelses- og
Forskningsministeriet
Børsgade 4
Postboks 2135
1015 København K
Tel. 3392 9700
www.ufm.dk
CVR-nr. 1680 5408
Ref.-nr.
19/46116-1
Side 1/1