UFU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 131: Orientering om Uddannelses- og Forskningsstyrelsens udtalelse i anledning af opkrævning af materialegebyr ved professionshøjskolen VIA University College, fra uddannelses- og forskningsministeren

Uddannelses- og Forskningsudvalget 2020-21
UFU Alm.del Bilag 131
Offentligt

Professionshøjskolen VIA University College

Att. rektor Harald Mikkelsen

Hedeager 2

DK- 8200 Aarhus N

Sendt til: [email protected]

Uddannelses- og Forskningsstyrelsens udtalelse i anledning af opkrævning

af materialegebyr ved professionshøjskolen VIA University College

Uddannelses- og Forskningsstyrelsen har, den 24. november 2020, indledt et til-

syn med professionshøjskolen VIA University College (VIA) i anledning af, at

Presse og Kommunikation i Uddannelses- og Forskningsministeriets departement

havde modtaget en række spørgsmål om opkrævning om brugerbetaling m.v. fra

en journalist fra DM Akademikerbladet.

Sagen drejer sig om, at VIA har opkrævet et materialegebyr fra studerende ved in-

stitutionens udbud af professionsbacheloruddannelser i Viborg på Danmarks cen-

ter for animation, visualisering og digital fortælling (The Animation Workshop

(TAW)).

TAW blev oprettet i 1989 og blev i 2003 en uafhængig del af CVU Midt-Vest. TAW

fik i 2003 anerkendt sin karakteranimatoruddannelse til at være en SU-berettiget

professionsbacheloruddannelse af Undervisningsministeriet. De danske professi-

onshøjskoler blev senere oprettet med lov om professionshøjskoler for videregå-

ende uddannelser, og VIA blev etableret den 1. januar 2008 som en sammenlæg-

ning mellem de mellemlange videregående uddannelser i Østjylland og Midt- og

Vestjylland. CVU Midt-Vest indgik i denne sammenlægning.

Sagsforløb

Ved e-mail af 24. november 2020 (med bilag) anmodede Uddannelses- og Forsk-

ningsstyrelsen om en udtalelse fra professionshøjskolen VIA University College i

anledning af, at Uddannelses- og Forskningsministeriets departement havde mod-

taget en række spørgsmål om opkrævning om brugerbetaling m.v. fra en journalist

fra DM Akademikerbladet.

Det fremgår af ministeriets kommunikationen med journalisten, at spørgsmålene

om opkrævning af brugerbetaling har tilknytning til professionshøjskolens udbud af

uddannelse ved The Animation Workshop (TAW) i Viborg. På baggrund af disse

oplysninger blev professionshøjskolen bedt om at redegøre for, om de oplysnin-

ger, som ministeriet havde modtaget, var korrekt gengivet i kommunikationen mel-

lem ministeriet og DM Akademikerbladet.

Styrelsen bad derudover professionshøjskolen om at redegøre nærmere for en

række spørgsmål: 1) Hvilket beløb de enkelte studerende opkræves i forbindelse

28. september 2021

Uddannelses- og

Forskningsstyrelsen

Center for Jura og

Institutionspersonale

Haraldsgade 53

2100 København Ø

Tel. 7231 7800

www.ufm.dk

CVR-nr. 3404 2012

Sagsbehandler

Bente Olsen

Tel. 72 31 88 55

[email protected]

Ref.-nr.

20/54726-37

Side 1/21

UFU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 131: Orientering om Uddannelses- og Forskningsstyrelsens udtalelse i anledning af opkrævning af materialegebyr ved professionshøjskolen VIA University College, fra uddannelses- og forskningsministeren

med gennemførelse af uddannelsesforløb ved centeret i Viborg, 2) hvilke ydelser

de beløb, som opkræves af den enkelte studerende, dækker over, 3) om der er

tale om opkrævning af beløb, som er sædvanlige og sammenlignelige med beløb,

som andre studerende, der gennemfører andre uddannelser ved VIA, afholder, 4)

om der er tale om beløb for ydelser og lignende, som det er sædvanligt for en ud-

dannelsesinstitution at tilbyde som led i et uddannelsesforløb, og om alle ydelser

har sammenhæng til selve uddannelsesforløbet, 5) om der er mulighed for, at de

studerende kan gennemføre undervisning og eksamen ved centeret, selv om de

ikke betaler for de opkrævede ydelser, 6) hvorledes VIA forholder sig til spørgsmå-

lene om brugerbetaling, og 7) hvorledes vil VIA rette op på forholdene, hvis VIA

vurderer, at der ikke er hjemmel til at opkræve beløbene.

VIA svarede ved e-mail af 11. januar 2021 (med bilag). Professionshøjskolen sva-

rer bl.a., at brugerbetaling er defineret som betaling for selve undervisningen, hvil-

ket der ikke kan ske opkrævning for, men at det derimod er normalt og berettiget,

at de studerende betaler for undervisningsmaterialer, hvilket efter institutionens

opfattelse også omfatter betaling for fagmaterialer, PC, software, studieture m.v.

Det fremgår også, at VIA som led i en omfattende genopretning af uddannelsen

og de seneste henvendelser har sat fokus på det opkrævede materialegebyr.

VIA oplyser, at VIA på uddannelsen i Grafisk Fortælling opkræver et løbende ma-

terialegebyr på 2.200 kr. pr. måned. Gebyret er opkrævet i 42 måneder i løbet af

den samlede studietid (praktikperioder undtaget), og den samlede betaling i løbet

af et helt studie udgør 92.400 kr.

Endvidere oplyser VIA, at VIA på uddannelsen i Animation opkræver et løbende

materialegebyr på 2.300 kr. pr. måned. Gebyret opkræves i 36 måneder i løbet af

den samlede studietid (praktikperioder undtaget), og at den samlede betaling i lø-

bet af et helt studie udgør 82.800 kr.

VIA har i skemaform redegjort for, hvad materialegebyret dækker over i de enkelte

uddannelser. Det fremgår, at posterne for bacheloruddannelsen i Grafisk Fortæl-

ling dækker over en række forskellige forhold, så som IT-udgifter til netværk, ny

software, vedligehold, hardware (PC, skærm med tegnefunktion, tegneplade, eks-

tern hdd, webcam), indkøb af bøger til bibliotek, fagmaterialer, IT-investeringer,

studietur, studerendes deltagelse i festivaler og udveksling, småanskaffelser, tryk

ect. og administration og overhead. VIA har tilsvarende oplyst, hvad posterne på

uddannelsen i Animation dækker over.

VIA anfører, at det er normalt, at studerende på videregående uddannelser selv

afholder udgifter til PC, hardware, software, fagmaterialer, småanskaffelser og tryk

m.m., og at udgifter til studieture og deltagelse på festivaler normalt også afholdes

af den studerende selv. VIA anfører imidlertid også, at enkelte af posterne på ud-

dannelsen i Grafisk Fortælling formentlig falder uden for den almindelige opfat-

telse af et materialegebyr. Det drejer sig om indkøb af bøger til bibliotek og udgif-

ter til netværk. VIA oplyser, at disse udgifter normalt afholdes inden for taxameter-

bevillingen, og fremover skal afholdes inden for den normale drift. VIA anfører, for

så vidt angår uddannelsen i Animation, at de studerende normalt selv skal afholde

udgifterne, som indgår i pakken, men at der kan være enkelte elementer i po-

sterne, som fremadrettet skal afholdes inden for taxameterbevillingen, og at der

Uddannelses- og

Forskningsstyrelsen

Side 2/21

fremadrettet vil ske en opdeling af udgifterne i delelementer for at skabe transpa-

rens.

VIA anfører desuden, at det er fælles for begge uddannelser, at udgifter til PC og

software er udtryk for en lejemodel, og at VIA vurderer, at ordningen samlet set

har været økonomisk til gavn for de studerende at deltage i. VIA har i den forbin-

delse opstillet et budget i et bilag, som viser priser for den studerendes egen an-

skaffelse af hardware og software. VIA anfører også, at ordningen har været admi-

nistreret inden for den ordinære drift, men VIA har ved prissætningen indregnet

elementer fra retningslinjerne om indtægtsdækket virksomhed. Ved indregning af

administration og overhead har der således været taget hensyn til, at alle omkost-

ninger ved ordningen, herunder administration af ordningen, løbende vedligehol-

delse m.v., har været dækket ind. VIA anfører også, at der har været fokus på, at

ordningen ikke har fremstået konkurrenceforvridende. VIA oplyser, at det er en

fejl, at der ikke har været tydelig adskillelse mellem den ordinære drift og ind-

tægtsdækket virksomhed, og at dette vil blive tydeliggjort ved fastlæggelse af en

fremtidig model.

Herefter anfører VIA bl.a., at studerende almindeligvis selv afholder en række

nødvendige materialeudgifter i forbindelse med uddannelsen, og at det er vanske-

ligt at sammenligne beløb på tværs af uddannelser ved VIA. Det fremgår bl.a., at

uddannelserne på TAW generelt vurderes at have højere materialeudgifter end en

gennemsnitsuddannelse, hvilket skyldes, at gennemførelse af uddannelserne på

TAW forudsætter, at den studerende har en PC med særlige specifikationer for at

kunne arbejde med den nødvendige software. Omvendt har de studerende ikke

udgifter til bøger, da undervisningen er tilrettelagt med udgangspunkt i den anskaf-

fede software.

VIA anfører, at det særlige for uddannelserne på TAW er, at det materiale, der

skal bruges, er PC samt særligt software, og at uddannelserne derimod gennem-

føres uden krav om erhvervelse af faglitteratur i form af bøger. Det materiale, de

studerende skal bruge, skal de studerende på lige vilkår med studerende fra andre

uddannelser selv erhverve sig. VIA anfører dog, at der på uddannelserne beklage-

ligvis har været opkrævet visse ydelser, som ikke har haft karakter af materialeud-

gifter, hvilket der ikke har været hjemmel til. Visse af udgifterne har relateret sig til

brug af fritidsaktiviteter og sociale arrangementer, hvilket i stedet burde være til-

budt gennem en studenterforening eller lignende. Disse udgifter vil heller ikke

indgå i fremtidige opkrævninger.

VIA anfører videre, at det alene er undervisningen, som skal være gratis for de

studerende, og at det samtidig er normalt, at studerende selv skal afholde materia-

leudgifter i forbindelse med uddannelsen. VIA anfører, at der – på samme måde

som der kan opstilles krav til særligt faglitteratur og lignende – kan opstilles krav til

erhvervelse af computere med særlige specifikationer for at kunne køre nødven-

digt software og dermed følge og gennemføre undervisningen. Ligeledes kan der

stilles krav om anskaffelse af den nødvendige software.

Endvidere anfører VIA, at i det omfang, der er mulighed for at erhverve materialer

igennem VIA, skal dette være frivilligt for de studerende, hvorvidt de ønsker at an-

vende VIA’s tilbud og købe det nødvendige materiale gennem uddannelsesstedet,

Uddannelses- og

Forskningsstyrelsen

Side 3/21

eller om de vil anskaffe materialerne andetsteds. VIA henviser til brev af 5. februar

2008 ”Vejledning om regler for udlejning af elev-pc’er” fra Undervisningsministeriet

og en e-mail af 12. maj 2011 fra Undervisningsministeriet til en studerende fra en

kort videregående uddannelse, og VIA har vedlagt materialet som bilag. Vejlednin-

gen tager udgangspunkt i reglerne om indtægtsdækket virksomhed. Af svaret i

Undervisningsministeriets e-mail af 12. maj 2011 fremgår det generelt, at under-

visningen i de videregående uddannelser er gratis, men at de studerende selv skal

afholde udgifter til bl.a. undervisningsmidler og materialer. Det fremgår, at et ud-

dannelsessted kan etablere en ordning, hvor de studerende opkræves et beløb til

dækning af undervisningsmidler og materialer. En sådan ordning skal være frivillig

for den enkelte studerende, der kan vælge at stå uden for ordningen, og der er

ikke hjemmel til at tilrettelægge ordningen på en sådan måde, at den får karakter

af en generel studieafgift. Undervisningsministeriet skriver også, at den stude-

rende naturligvis har ret til at vide, hvad den studerende betaler for, hvis den stu-

derende vælger at deltage i en sådan ordning.

VIA oplyser på den baggrund, at det vil blive kommunikeret tydeligt til de stude-

rende, at der alene er tale om et frivilligt tilbud i de tilfælde, hvor VIA tilbyder leje af

PC, hardware og software eller om køb af materialer i VIA’s butikker. VIA har i den

forbindelse lavet et skema med opdeling af de forskellige ydelser i følgende kate-

gorier 1) Studieture, festivaldeltagelse, sociale arrangementer m.v., 2) Fagmateri-

aler m.v., 3) Tryk, print m.v. og 4) PC, hardware og software (pakke). For den

sidstnævnte kategori fremgår det, at pakken vil dække adgang til en tidssvarende

PC, der lever op til de krav, softwaren kræver, tegneplade, webcam, headset m.v.

samt det nødvendige software. Det fremgår også, at den nuværende lejeordning

således fortsætter inden for reglerne om indtægtsdækket virksomhed, og at der i

ordningen vil være indregnet løbende servicering af lejet PC.

VIA anfører, at ordningen prisfastsættes således, at de langsigtede gennemsnits-

omkostninger dækkes og ydelsen tillægges moms, og at der vil blive tilstræbt en

markedspris. Der er der ikke noget direkte sammenligningsgrundlag, da markedet

herfor er ganske specialiseret. VIA vil derfor tage udgangspunkt i VIA’s omkostnin-

ger med tillæg af overhead og omkostninger ved administration af ordningen, og

den studerende kan selv vælge, om vedkommende vil tage imod dette tilbud eller

anskaffe hardware og software selv.

VIA har oplyst, at det indikative budget for en PC-pakke fremadrettet koster

13.300 kr. pr. år., men at der i forbindelse med fastlæggelse af den endelige pris

for pakken vil blive opstillet et konkret budget, så det er tydeligt, hvilket indhold,

der er i pakken, så det vil kunne fungere som en liste over de hardware- og soft-

warekrav, der stilles til eget køb. Ud over denne pakke forventer VIA, at de stude-

rende selv skal afholde udgifter til studieture, fagmaterialer, tryk m.m., og at udgif-

ten hertil forventes at være i størrelsesordenen 25.000 kr. igennem et helt studie-

forløb. VIA oplyser, at den forventede udgift for den enkelte studerende gennem

hele studietiden forventes at være marginalt lavere end i dag. VIA vurderer, at den

gennemsnitlige pris pr. semester er rimelig, når det tages i betragtning, at udgiften

indeholder studieture m.v. og i høj grad erstatter bogkøb og køb af en PC, der på

mange studier er en betragtelig udgift for den studerende hvert semester eller ved

studiestart.

Uddannelses- og

Forskningsstyrelsen

Side 4/21

Ved e-mail af 28. januar 2021 (med bilag) modtog styrelsen en henvendelse fra en

tidligere studerende, som føler det presserende at anfægte flere punkter i professi-

onshøjskolens redegørelse. Det fremgår også, at den pågældende har fået opbak-

ning til sine observationer af fire professionelle kollegaer, der også er tidligere stu-

derende ved uddannelsen i Viborg.

De anfører, at det er meget tvivlsomt, om det er i de studerendes bedste inte-

resse, at VIA står for udlejning af udstyr gennem et materialegebyr. Det fremgår,

at VIA’s løsning bliver dyrere, end hvis den studerende skal anskaffe sig udstyret,

og dernæst ser det ikke ud til, at VIA’s budgetlægger og indkøber er bekendt med

behovet for og brugen af udstyr i branchen. De anfører, at der er foregået bruger-

betaling på animationslinjen på 2.200/2.300 kr. pr. måned i 36 måneder for den

enkelte studerende, mens listen af udstyr og software er vokset over tid. De un-

drer sig over, hvordan pengene tidligere har været forvaltet. De anfører, at VIA’s

forvaltning har været sløset under en ordning, der har fremstået som obligatorisk

for at kunne deltage i uddannelsen på bekostning af de studerendes økonomi.

De tidligere studerende stiller spørgsmål til de to budgetter. De anfører, at det er

helt tydeligt, hvis man sammenligner total-summen for budgetterne, at uddannel-

sen i Grafisk Fortælling er langt billigere end uddannelsen i Animation, som både

dækker over ”Character Animation” og ”Computer Graphic Arts”. Alligevel har ma-

terialegebyret været tæt på det samme for uddannelserne.

De anfører, at de mangler en redegørelse for 48.920 kr. for uddannelsen i Grafisk

Fortælling og for 4.695 kr. for uddannelsen i Animation. De noterer også, at VIA

planlægger at tage poster ud af budgettet, da de burde have været finansieret af

de såkaldte taxameterpenge. De tidligere studerende forstår det således, at der

tidligere har været sat et uretmæssigt højt materialegebyr. De tidligere studerede

anfører også, at VIA har afskåret de studerende fra at anskaffe sig udstyr, som de

kan tage med sig efter endt uddannelse, og at det vil have kæmpe værdi for den

enkelte studerende at have sin egen computer efter uddannelsens afslutning.

Desuden anfører de, at VIA antyder, at det er nødvendigt at opgradere udstyr i lø-

bet af uddannelsen, men at den påstand ikke giver genklang i industrien, hvor

computere har en levetid på minimum 3 år, men ofte længere. De anfører også, at

man ikke behøver den nyeste model for at kunne deltage i undervisningen. Det er

de studerendes erfaring, at grunden til, at man skifter computer i løbet af uddan-

nelsen, er fordi, de studerende får tildelt forældet udstyr. Hvis de studerende an-

skaffer en ”stærk” computer ved studiestart, kan den sagtens bruges hele vejen

igennem uddannelsesforløbet (og efter). De tidligere studerende anfører bl.a.

også, at det meste software i dag betales pr. måned, hvorfor tesen om forældelse

er tvivlsom, og at software købes som ”perpetual licens” med en stor udskrivning

ved anskaffelsen, og at undervisningen godt kan gennemføres på næstsidste ver-

sion af langt de fleste softwares.

De kan ikke få beregningen af VIA’s indikative budget til at gå op, hvis leje af ud-

styr samlet er 13.300 kr. pr. år. Desuden bestrider de budgettet for den studeren-

des egen anskaffelse af hardware og software, da de anfører, at dette budget er

groft fordrejet, idet budgettet først og fremmest er lavet ud fra en fireårig uddan-

Uddannelses- og

Forskningsstyrelsen

Side 5/21

nelse i Grafisk Fortælling, men med udstyr til den tre-årige uddannelse i Anima-

tion. De anfører, at VIA har en antagelse om, at alle studerende skal have adgang

til alt udstyr og software i alle årene, selvom man aldrig vil anvende alle disse ting

samtidig, idet meget software lejes pr. måned, og man betaler kun for de måne-

der, man bruger det. De anfører, at linjerne på uddannelsen i Animation ikke har

brug for det samme software, og at man kan slette store poster under software,

som aldrig vil blive rørt. De anfægter også valget af hardware, idet der er truffet

uansvarlige og meget dyre og luksuriøse valg af udstyr og leje af software. De an-

fører, at det ikke er nødvendigt at anskaffe sig så dyrt udstyr og så meget forskel-

ligt software for at deltage i undervisningen. Herefter har de opstillet et budget

over, hvad det efter deres opfattelse samlet vil koste at gennemføre uddannel-

serne. De tidligere studerende har vedlagt skema med tal, som angiver, hvorledes

de har beregnet udgifterne, og de udtrykker mistillid til VIA’s forvaltning af materia-

legebyret og deres mangelfulde og sjuskede budgetter.

På baggrund af henvendelsen fra den tidligere studerende anmodede styrelsen

ved e-mail af 1. februar 2021 (med bilag) om en supplerende udtalelse fra profes-

sionshøjskolen.

Professionshøjskolen svarede ved e-mail af 22. februar 2021 (med bilag). VIA’s

udtalelse er bilagt to notater: Økonomisk notat og Uddannelsesfagligt notat. Det

økonomiske notat adresserer de anfægtelser, som de tidligere studerende anfører

i forhold til de økonomiske beregninger i VIA’s svar af 11. januar 2021. Det uddan-

nelsesfaglige notat er VIA’s svar på de tidligere studerendes faglige anfægtelser,

hvad angår udstyrsniveau i materialepakkerne. Notatet beskriver den faglige be-

grundelse for de foretagne valg. Det er herefter VIA’s samlede opfattelse, at mate-

rialepakkerne skal administreres og kommunikeres som frivillige, og at de tilbudte

pakker i højere grad vil være differentierede og målrettet mod den enkelte uddan-

nelses materialebehov for at skabe yderligere transparens for de studerende. VIA

oplyser, at VIA har fuldt fokus på at få implementeret disse forhold, og at det aktu-

elt er besluttet at stille de studerendes betalinger i bero i januar og februar 2021.

Det er fortsat VIA’s opfattelse, at der ikke har fundet uretmæssig brugerbetaling

(betaling for undervisning) sted, eller at der i øvrigt er ”sløset med pengene” i rela-

tion til de pågældende uddannelser.

VIA anfører i det økonomiske notat, at budgetterne viser VIA’s samlede omkost-

ninger til materialegebyrordningen i et enkelt år, og at de derfor ikke kan henføres

til den enkelte studerenes udgift i den samlede studietid, som det er opgjort i an-

fægtelsen. VIA anfører, at fælles for begge uddannelser gælder, at når materiale-

prisen og budgettet ikke matcher 100 procent, skyldes det, at der ved fordelingen

af omkostningerne naturligt vil være udsving i de årlige omkostninger og antallet af

studerende sammenholdt med et ønske om at fastholde en stabil og kendt pris for

materialepakken. Ligeledes vil der være en mindre, indbygget usikkerhed i bud-

getgrundlaget, idet VIA med ordningen tidligere har påtaget sig det fulde ansvar

for eksempelvis udskiftning af defekte computere, behov for hardware, prisændrin-

ger på software m.v. eller eksempelvis tyveri. VIA oplyser, at budgetterne er op-

gjort med henblik på at vise, hvilke omkostninger de tidligere materialepakker har

indeholdt, og fremadrettet vil VIA alene tilbyde en materialepakke indeholdende

adgang til den nødvendige hardware og software. Alle øvrige materialer, udgifter

Uddannelses- og

Forskningsstyrelsen

Side 6/21

til tryk, studieture m.v. skal den studerende fremadrettet selv anskaffe på lige fod

med alle øvrige studerende på VIA.

VIA oplyser, at VIA igennem de hidtidige materialepakker har kunnet lade de store

rabatter på masseindkøb af PC’ere komme de studerende til gode. Der er på net-

tet indhentet priser den 30. november 2020 på PC’ere med tilsvarende konfigura-

tion, der er ca. dobbelt så dyre, som de priser, VIA har kunnet opnå ved fællesind-

køb. Det samme har været tilfældet for software, hvor deling af licenser har gjort

det billigere for den enkelte studerende at få adgang til de forskellige softwarepak-

ker. Det er VIA’s opfattelse, at de hidtidige materialepakker har været favorable for

de studerende, da alternativomkostningen for et tilsvarende niveau ville være

større. Der er redegjort nærmere for de faglige valg af hardware og software i det

uddannelsesfaglige notat.

VIA anfører, at dette i al væsentlighed betyder, at de materialer, der tidligere var

en del af den samlede pakke, fremover vil skulle anskaffes af den enkelte stude-

rende selv ad anden vej. Der er således ikke tale om en materialeudgift, der burde

være dækket af taxameteret.

I forhold til det fremadrettede bemærker VIA, at det budget, der er opstillet i rede-

gørelsen som illustration af beregningsmodellen, er indikativt, og at der ved opstil-

lingen er anvendt forskellige gennemsnitstal vurderet på det tidspunkt, hvor rede-

gørelsen blev skrevet. Opstillingen skal derfor ses som en generel model, hvor fo-

kus er lagt på den bagvedliggende beregningsteknik. Fremadrettet vil prisen for

materialepakkerne blive beregnet med udgangspunkt i uddannelsernes unikke be-

hov. Beregning af de nye materialepakker (hardware/software) er ved at blive ud-

arbejdet og kvalificeret og vil blive meldt ud til de studerende med forventet start

fra marts 2021. Som nævnt i det uddannelsesfaglige notat vil materialepakkerne

blive justeret og fastlagt forud for semesterstart til august 2021. Desuden bemær-

ker VIA det, at der er forskellig længde på de to studier på TAW. Uddannelsen i

Grafisk fortælling har en studietid på 4 år og Uddannelsen i Animation er på 3�½ år.

VIA anfører, at der ved beregningen er der taget udgangspunkt i et fire-årigt studie

(f.eks. Grafisk Fortælling), hvor udgiften fordeles over 36 måneder, da der i den

hidtidige ordning har været betalingsfri måneder – f.eks. i forbindelse med praktik-

ophold. Ved en beklagelig regnearksfejl er den samlede udgift opgjort til 59.111 kr.

mod det korrekte mindre beløb 53.200 kr. (4 x 13.300 kr.). Den månedlige udgift er

i det indikative budget beregnet til 1.478 kr. pr. måned.

VIA anfører, at beløbet for studieture, fagmaterialer m.v. (25.000 kr. i løbet af stu-

dietiden) er et skønnet beløb. Det endelige beløb vil dels afhænge af den enkelte

studerendes behov og adfærd. Udgiften dækker over udgifter til f.eks. tegnemate-

rialer, betaling for tryk, studieture, hardware, der ikke er en del af den nye materia-

lepakke (f.eks. webcam og headset), deltagelse i sociale arrangementer, supple-

rede software, der ikke er en del af den tilbudte materialepakke m.v. VIA anfører,

at beløbet således kan blive både dyrere og billigere for den enkelte studerende.

VIA oplyser, at ordningen har været administreret som en kombination af alminde-

lig drift og indtægtsdækket virksomhed, og at hardware/software-pakkerne frem-

adrettet vil blive administreret inden for reglerne om indtægtsdækket virksomhed.

Uddannelses- og

Forskningsstyrelsen

Side 7/21

VIA henviser til reglerne for prisfastsættelse, som er optrykt i Økonomistyrelsens

vejledning fra 2020, hvoraf det bl.a. fremgår, at for institutioners salg af varer og

ydelser gælder som udgangspunkt, at prisen på den enkelte vare og ydelse skal

fastsættes således, at der ikke sker konkurrenceforvridning over for private eller

offentlige konkurrenter, og således at omkostningerne dækkes.

Ved e-mail af 24. februar 2021 (med bilag) sendte styrelsen den supplerende ud-

talelse (med bilag) til den tidligere studerende, som fik mulighed for at afgive even-

tuelle bemærkninger til professionshøjskolens oplysninger.

Den tidligere studerende svarede ved e-mail af 17. marts 2021 (med bilag). Med

svaret var bilagt et eksempel på en faktura fra VIA fra marts 2016 med en opkræv-

ning af materialegebyret. De tidligere studerende har stillet en lang række uddy-

bende spørgsmål til VIA. De anfører, at det er absurd, at de må træde til med de-

res kreative baggrund for at gå akademikere og økonomiansvarlige efter i søm-

mene i denne sag. Det bliver anført, at VIA’s supplerende udtalelse generelt

mangler faglig begrundelse, og at VIA anfører en masse ting, som de stiller sig

meget tvivlende overfor, og som de med deres oplevelser som elever, undervisere

og med deres faglige baggrunde, bliver nødt til at råbe op overfor. De ønsker bl.a.

et uddybende svar på, hvordan materialegebyret på henholdsvis 2200 kr. pr. må-

ned og 2.300 kr. pr. måned er blevet fastsat for den enkelte studerende fra 2003-

2020.

Den tidligere studerende ønsker bl.a. belyst, hvordan VIA kan retfærdiggøre på-

standen om, at det er i den studerendes bedste interesse, at VIA står for materia-

ler, software etc., når det viser sig, at den studerende ville kunne afholde udgif-

terne selv for under det halve af, hvad VIA opkræver i materialegebyr. Det anfø-

res, at hvis de studerende selv afholder udgifterne, vil de efter uddannelsen have

hardware med sig, samt i visse tilfælde få adgang til en fordelagtig pris på soft-

ware, når de opgraderer fra studie-licenser. De vil dermed eje udstyr til en værdi af

minimum 15.000-25.000 kr., mens deres gæld er betydelig mindre.

De tidligere studerende stiller spørgsmålstegn ved, hvordan VIA kan mene, at det

er mere fordelagtigt for f.eks. en studerende på linjen i Character Animation at leje

udstyr af dem for 82.800 kr., og gå tomhændet fra studiet, når de i stedet selv kan

anskaffe sig materialer, udstyr og software for 41.791 kr. og bagefter eje udstyr for

20.000 kr. De anfører også, at VIA fremadrettet sætter materialegebyret ned. I før-

ste omgang for alle studerende fra 1. januar 2021 og efter anfægtelsen, ændrer

VIA endnu engang gebyret fra sommeren 2021. De tidligere studerende ønsker

belyst, om det betyder, at materialegebyret frem til 2021 har været for højt, og om

alle studerende, der har gået på TAW fra 2003 til 2020 har betalt et uretmæssigt

højt materialegebyr. Det er formodningen, at de tidligere studerende har betalt et

for højt materialegebyr fra 2003 til 2020, og man ønsker at se regnskaber og do-

kumentation, der uddyber VIA udtalelser.

Ved e-mail af 25. marts 2021 (med bilag) sendte styrelsen e-mail af 17. marts

2021 (med bilag) fra den tidligere studerende og henvendelser fra andre personer,

som havde henvendt sig til styrelsen i anledning af professionshøjskolens supple-

Uddannelses- og

Forskningsstyrelsen

Side 8/21

rende udtalelse til VIA. Styrelsen anmodede på den baggrund professionshøjsko-

len om yderligere bemærkninger i sagen. Den 26. marts 2021 eftersendte styrel-

sen endnu en henvendelse fra en person, som burde være indgået i materialet af

25. marts 2021.

Professionshøjskolen svarede ved e-mail af 28. april 2021 (med bilag). Det frem-

går af professionshøjskolens svar, at det fortsat er VIA’s opfattelse, at det om-

handlede materialegebyr ikke udgør uretmæssig brugerbetaling (dvs. betaling for

undervisning). VIA anfører, at materialegebyret er udtryk for en hensigtsmæssig

lejemodel, hvorved de studerende mod betaling af materialegebyret har fået stillet

en række hensigtsmæssige undervisningsmaterialer til rådighed, herunder den

hardware og software, der er relevant for uddannelsen.

VIA anfører bl.a., at det fortsat er institutionens opfattelse, at ordningen samlet set

har været til fordel for de studerende og anfører en række bemærkninger om soft-

waren som indgår i materialepakkerne og om softlicenser. VIA anfører som tidli-

gere, at der historisk set har været visse udfordringer med administrationen af le-

jemodellen, at der historisk set ikke har været den tilstrækkelige formelle adskil-

lelse mellem den ordinære drift og den indtægtsdækkede virksomhed, og at mate-

rialegebyret også tidligere indeholdt visse poster, der reelt ikke relaterer sig til det

lejede fagmateriale. Ligeledes er VIA blevet opmærksom på, at kommunikationen

til de studerende omkring ordningen ikke har været hensigtsmæssig. VIA oplyser,

at der nu rettet op på disse forhold, og at VIA naturligvis også i sin fremadrettede

administration af ordningen vil sikre, at de gældende retningslinjer efterleves til

fulde.

VIA ønsker at understrege, at der ikke er noget odiøst i, at materialegebyret inde-

holder et tillæg til dækning af overhead og administration. Det er derimod VIA’s

opfattelse, at dette er i fuld overensstemmelse med – og ligefrem et krav efter –

vejledningen for indtægtsdækket virksomhed, således at ordningen ikke bliver

konkurrenceforvridende i forhold til andre offentlige eller private aktører. VIA afvi-

ser alle beskyldninger om, at administrationstillæg skulle være opkrævet uberetti-

get – eller at man omvendt skulle have anvendt en større del af det opkrævede

materialegebyr til dækning af sådanne interne omkostninger.

VIA har noteret sig, at den tidligere studerende efterspørger en stor mængde do-

kumentation, hvilket efter VIA’s opfattelse i høj grad relaterer sig til den historiske

administration af ordningen, herunder det konkrete indhold af materialepakkerne

samt antallet af studerende, der har lejet udstyret gennem VIA. VIA oplyser, at

store dele af denne dokumentation desværre ikke uden videre kan fremskaffes.

Det er endvidere VIA’s opfattelse, at de nævnte detaljerede historiske oplysninger

ikke er relevante for Uddannelses- og Forskningsstyrelsens vurdering af sagen.

Herefter anfører VIA, at institutionen i den fremadrettede administration af lejeord-

ningen bl.a. vil have øget fokus på, at ordningen kommunikeres som værende fri-

villig for de studerende og i højere grad have fokus på at målrette materialepak-

kerne, således at der i højere grad vil ske en differentiering mellem de enkelte ud-

dannelser. Det vil fremadrettet blive kommunikeret klart og tydeligt, at måtte der

være studerende, som er uenige i VIA’s faglige skøn over de fagmaterialer, herun-

Uddannelses- og

Forskningsstyrelsen

Side 9/21

der softwarelicenser, der tilbydes i materialepakkerne – og dermed også udgiftsni-

veauet – står det i så fald de studerende frit for at skaffe relevant undervisnings-

materiale på egen hånd. VIA anfører for god ordens skyld, at det ikke er en forud-

sætning for deltagelse i undervisningen eller gennemførelse af eksamen, at de

nødvendige fagmaterialer og undervisningsudstyr er købt af eller igennem VIA.

VIA bemærker, at VIA’s tidligere fremsendte budget baserer sig på nyligt indhen-

tede indkøbspriser, og at det er udarbejdet under den forudsætning, at de stude-

rende i en fremtidig ordning skulle anskaffe sig den fulde hardware- og software-

pakke svarende til den tidligere materialepakke ved almindeligt markedsindkøb.

Det er herefter VIA’s opfattelse, at der fortsat ikke er grundlag for tilbagebetalings-

krav på trods af de historiske udfordringer ved administrationen af lejemodellen.

VIA anfører, at det fortsat er VIA’s opfattelse, at alle studerende, der har betalt

materialegebyret, har fået en relevant og brugbar modydelse af mindst samme

værdi. Der er således VIA’s opfattelse, at ingen studerende har lidt økonomiske

tab. VIA anfører også, at en del af de udgiftsposter (f.eks. til studieture, festivaler,

udveksling m.v.), der hidtil har været medtaget i materialegebyret, men som ikke

længere opkræves som en del heraf, skulle de studerende således i al væsentlig-

hed under alle omstændigheder selv have betalt, men som et separat beløb i an-

den sammenhæng. Det er således VIA’s opfattelse, at der ikke er noget grundlag

for at imødekomme eventuelle krav om tilbagebetaling til tidligere studerende.

Hvis der kommer konkrete henvendelser vedrørende sådanne krav, vil VIA dog

vurdere disse individuelt.

Den tidligere studerende har afgivet bemærkninger ved e-mail af 27. maj 2021.

Det bliver oplyst, at der ikke er kommet nye oplysninger frem. Det er fortsat deres

opfattelse, at VIA ikke har haft hjemmel til at opkræve et obligatorisk materialege-

byr, og at gebyret har været uretmæssigt stort. De anfører, at VIA ikke kan frem-

vise dokumentation for institutionens historiske forvaltning af materialegebyret, at

VIA fremadrettet har sænket gebyret, og at VIA har opkrævet det samme gebyr si-

den 2003, hvilket betyder, at uddannelsen dengang har været endnu dyrere end i

dag.

Styrelsen sendte ved e-mail af 8. juni 2021 (med bilag) e-mailen af 27. maj 2021

fra den tidligere studerende og to øvrige henvendelser videre til VIA. Styrelsen

bad VIA oplyse, om de nye henvendelser gav VIA anledning til at uddybe instituti-

onens tidligere besvarelser af 11. januar 2021, 22. februar 2021 og 28. april 2021.

Professionshøjskolen har ved e-mail af 9. juni 2021 (med bilag) oplyst, at VIA ikke

har yderligere information til sagen. VIA vedgår uændret deres faglige vurderinger,

den historiske situation og den nye justerede kurs.

Uddannelses- og Forskningsstyrelsen udtalelse

Professionshøjskoler er statsfinansierede selvejende institutioner inden for den of-

fentlige forvaltning, jf. § 1, stk. 2, i lov om professionshøjskoler for videregående

Uddannelses- og

Forskningsstyrelsen

Side 10/21

uddannelser

. Det fremgår af § 42, stk. 1, i lov om professionshøjskoler for videre-

gående uddannelser, at uddannelses- og forskningsministeren fører tilsyn med

professionshøjskolerne og kan indhente de nødvendige oplysninger til dette brug.

Ministeren har delegeret sin kompetence til at føre tilsyn til med professionshøj-

skolerne til Uddannelses- og Forskningsstyrelsen, jf. § 6, nr. 33, i bekendtgørelse

nr. 1229 af 9. juni 2021 om delegation af uddannelses- og forskningsministerens

beføjelser til Uddannelses- og Forskningsstyrelsen.

Indledningsvis skal det om tilsynsforpligtelsen bemærkes, at hvor en egentlig re-

kursmyndighed som udgangspunkt har pligt til at realitetsbehandle enhver hen-

vendelse eller klage, har en tilsynsmyndighed med et legalitetstilsyn alene pligt til

at behandle en sag, hvis der er en vis sandsynlighed for, at gældende ret ikke er

overholdt. Det vil sige, at styrelsen har pligt til at behandle henvendelser, hvor der

er en nærliggende sandsynlighed for, at institutionen ved at tilsidesætte ikke uvæ-

sentlige retssikkerhedsgarantier har begået kvalificeret retsbrud, såkaldte ”klare

og utvivlsomme tilsidesættelser af enkeltpersoners rettigheder”.

Uddannelses- og Forskningsstyrelsens tilsyn skal sikre, at professionshøjskolerne

følger lov om professionshøjskoler for videregående uddannelser og anden lovgiv-

ning med tilknytning til institutionens virksomhed, herunder lov om erhvervsakade-

miuddannelser og professionsbacheloruddannelser

Det fremgår af § 23 i lov om professionshøjskoler for videregående uddannelser,

at en professionshøjskole disponerer frit inden for sit formål ved anvendelse af de

statslige tilskud og øvrige indtægter under et. Det er dog en betingelse, at den un-

dervisning og de øvrige opgaver, hvortil tilskud er ydet, gennemføres i overens-

stemmelse med gældende regler og for det antal studerende, der er ydet tilskud

for.

Det fremgår af § 24 i lov om professionshøjskoler for videregående uddannelser,

at uddannelses- og forskningsministeren kan yde tilskud til de opgaver, der vareta-

ges af professionshøjskolen, og at tilskud og tilskuddenes størrelse fastsættes på

de årlige finanslove. Tilskud til uddannelsesinstitutionerne udbud af erhvervsaka-

demiuddannelser og professionsbacheloruddannelser ydes med hjemmel i § 32,

stk. 1, i lov om erhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelser.

Tilskud og tilskuddenes størrelse fastsættes på de årlige finanslove.

Det fremgår af § 38 i lov om erhvervsakademiuddannelser og professionsbache-

loruddannelser, at uddannelses- og forskningsministeren i særlige tilfælde kan

godkende, at udgifterne ved udbud af en erhvervsakademiuddannelse helt eller

delvis kan afholdes af andre offentlige eller private midler, herunder ved deltager-

betaling. Uddannelses- og forskningsministeren kan fastsætte regler herom. Mini-

steren har delegeret sin beføjelse i lovens § 38 til Uddannelses- og Forskningssty-

relsen, jf. § 3, nr. 27, i bekendtgørelse nr. 1229 af 9. juni 2021 om delegation af

uddannelses- og forskningsministerens beføjelser til Uddannelses- og Forsknings-

styrelsen.

Uddannelses- og

Forskningsstyrelsen

Lovbekendtgørelse nr. 779 af 8. august 2019.

Lovbekendtgørelse nr. 1343 af 10. december 2019.

Side 11/21

Bestemmelsen i § 38 er en særlig undtagelse, som alene gælder for udbud af er-

hvervsakademiuddannelser. Det er imidlertid styrelsens vurdering, at rækkevidden

af bestemmelsen også er bestemmende for de videregående uddannelsesinstituti-

oners udbud af professionsbacheloruddannelser. Af forarbejderne (lovforslag nr. L

25 af 28. november 2007)

til lovens § 38 fremgår følgende:

”I henhold til bestemmelsen kan undervisningsministeren i særlige tilfælde god-

kende, at udgifter til undervisning helt eller delvis afholdes af andre offentlige eller

private midler, herunder ved deltagerbetaling. Bestemmelsen indebærer, at private

virksomheder, fonde, foreninger, kommuner, regioner m.fl. kan deltage i finansie-

ringen af undervisningen, eksempelvis hvis der er tale om særlig bekostelig under-

visning – set i forhold til det almindelige takstniveau for erhvervsakademiuddannel-

ser – i form af lokale- og udstyrsfaciliteter.

Den i bestemmelsen indeholdte bemyndigelse vil kunne anvendes til nærmere at

fastlægge regler om kriterier for opkrævning af deltagerbetaling, herunder delta-

gerbetalingens størrelse, regler om regnskabsaflæggelse m.v.

Bestemmelsen er i sit retlige indhold en delvis videreførelse af den gældende § 9,

stk. 9, i lov om korte videregående uddannelser (erhvervsakademiuddannelser).

Den gældende bestemmelse giver tillige adgang til at påkræve [opkræve] betaling

ved udlagt undervisning. Denne specifikke mulighed er ikke medtaget i den fore-

slåede bestemmelse.”

Professionshøjskolernes lovbundne opgaver, som f.eks. undervisning, finansieres

ved tilskud, som er fastsat på de årlige finanslove. Der ydes aktivitetsbestemte til-

skud på baggrund af gennemførte aktiviteter på institutionernes udbud af god-

kendt ordinær videregående uddannelse i form af erhvervsakademi- eller professi-

onsbacheloruddannelser, jf. § 4, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 1023 af 24. juni 2020

om tilskud m.v. til videregående uddannelser på erhvervsakademier, professions-

højskoler og maritime uddannelsesinstitutioner m.fl. Samtidig fremgår det af be-

kendtgørelsens § 5, stk. 1, hvilke udenlandske studerende som udløser aktivitets-

bestemte tilskud. Institutionen skal opkræve fuld deltagerbetaling af udenlandske

studerende, som ikke er omfattet af bekendtgørelses § 5, stk. 1, jf. stk. 2, og § 18.

Bestemmelsen i § 38 i lov om erhvervsakademiuddannelser og professionsbache-

loruddannelser omfatter – som det fremgår – ikke udbud af professionsbachelor-

uddannelser, men må kunne anvendes til at fastlægge den nærmere afgrænsning

af, hvornår der vil være mulighed for at opkræve deltagerbetaling af studerende,

som er danske statsborgere og øvrige borgere, som har krav på ligestilling med

danske statsborgere, der er optaget på en professionsbacheloruddannelse.

Efter lovens § 38 skal der foretages en vurdering af, hvornår der er tale om

”særlig

bekostelig undervisning – set i forhold til det almindelige takstniveau”,

og hvornår

der er tale om

”lokale- og udstyrsfaciliteter”.

Det skyldes, at undervisningen på de

videregående uddannelser er vederlagsfri for den studerende, når der ses bort fra

udgifter til faglitteratur, almindelige arbejdsredskaber og andre private udgifter. I

det omfang udgifter til undervisningsudstyr m.v. har en sådan karakter og stør-

Uddannelses- og

Forskningsstyrelsen

https://www.folketingstidende.dk/samling/20072/lovforslag/L25/index.htm.

Side 12/21

relse, at der reelt ikke er tale om en vederlagsfri undervisning, vil det kræve lov-

hjemmel, hvis en institution forudsætter, at en studerende selv skal anskaffe sig et

bestemt undervisningsudstyr eller lignende som en direkte forudsætning for at

gennemføre uddannelsen.

Det kan næppe kritiseres, at en uddannelsesinstitution generelt tilrettelægger de-

res undervisnings- og eksamensaktiviteter ud fra en forventning om, at de stude-

rende medbringer egen computer, tablet eller lignende, da det må lægges til

grund, at stort set alle studerende har én computer eller lignende som et nødven-

digt arbejdsredskab. Et egentligt krav fra en institutions side om anskaffelse af be-

stemt it-udstyr og software (udstyrsfaciliteter) som en betingelse for at kunne gen-

nemføre en uddannelse vil imidlertid ikke harmonere med bestemmelsen i § 38,

og vil kræve særlig hjemmel.

På baggrund af sagens materiale, herunder VIA University Colleges redegørelser,

skal der foretages en vurdering af, om der i dette tilfælde er tale om almindelige

computere, som kan sidestilles med nødvendige arbejdsredskaber, som de stude-

rende selv skal afholde udgifterne til, eller om der er tale om ”udstyrsfaciliteter”.

Udstyrsfaciliteter skal afholdes af uddannelsesinstitutionen på lige fod med ek-

sempelvis laboratorieudstyr og tilsvarende udstyr.

Der fremgår bl.a. følgende af den redegørelse, som styrelsen har modtaget fra

VIA University College (VIA) med e-mail af 11. januar 2021 (med bilag):

”På uddannelsen i Grafisk Fortælling opkræves et løbende materialegebyr på

2.200 kr. pr. måned. Gebyret opkræves i 42 mdr. i løbet af den samlede studietid

(praktikperioder er undtaget). Den samlede betaling i løbet af et helt studie udgør

således 92.400 kr.

På uddannelsen i Animation opkræves et løbende materialegebyr på 2.300 kr. pr.

måned. Gebyret opkræves i 36 mdr. i løbet af den samlede studietid (praktikperio-

der er undtaget). Den samlede betaling i løbet af et helt studie udgør således

82.800 kr.

[…]

På begge uddannelser er udgifter til PC og software betragtet som en lejemodel,

der sikrer, at de studerende altid har de nyeste materialer og software til rådighed.

[…]

Ved at fastholde de samlede pakker har de studerende altid haft det nødvendige

udstyr og materialer til undervisningen, hvilket har styrket læringen og uddannel-

sens samlede kvalitet.

[…]

At sammenligne beløb til materialeudgifter på tværs af uddannelser i VIA er van-

skeligt. Der er stor forskel på størrelsen af materialeudgifter på tværs af uddannel-

serne, ligesom udgifterne til de enkelte materialer varierer.

Uddannelses- og

Forskningsstyrelsen

Side 13/21

Eksempelvis kan der på én uddannelse være få materialeudgifter på få faglitte-

rære værker, hvorimod andre uddannelser har væsentligt tungere udgifter forbun-

det med materialer og beklædning, som er nødvendige for at kunne gennemføre

uddannelsen.

Uddannelserne på The Animation Workshop (TAW) vurderes generelt at have hø-

jere materialeudgifter end gennemsnitsuddannelsen. Dette skyldes, at gennemfø-

relse af uddannelserne på TAW forudsætter, at den studerende har en PC med

særlige specifikationer for at kunne arbejde med den nødvendige software. Om-

vendt har de studerende ikke udgifter til bøger, da undervisningen er tilrettelagt

med udgangspunkt i den anskaffede software.

[…]

Det særlige for uddannelserne på TAW er, at det materiale, der skal bruges, er PC

samt særligt software. Uddannelserne på TAW gennemføres derimod uden krav

om erhvervelse af faglitteratur i form af bøger. Det materiale, de studerende skal

bruge, skal de studerende, på lige vilkår med andre uddannelser, selv erhverve

sig.

Til sammenligning vil en studerende eksempelvis også selv skulle skaffe sig soft-

ware i form af office-pakke, tegneprogrammer o.l., såfremt det er nødvendigt for at

gennemføre uddannelsen. Det er ligeledes normal praksis, at der stilles krav om

anskaffelse af særlige produkter/software, udgaver eller versioner af sådanne

nødvendige materialer, herunder fx lærebøger. På TAW er PC og software imid-

lertid meget omkostningstungt.

Dog har der på TAW-uddannelserne beklageligvis været opkrævet visse ydelser,

som ikke har haft karakter af materialeudgifter, hvilket der ikke har været hjemmel

til (se ovenfor). Visse af disse udgifter har relateret sig til brug af fritidsaktiviteter

og sociale arrangementer. Dette burde i stedet være tilbudt igennem en studenter-

forening e.l. og vil heller ikke indgå i fremtidige opkrævninger.

[…]

Det er muligt at gennemføre undervisning og eksamen, selvom de studerende

ikke betaler til VIA for de opkrævede ydelser, men det er ikke muligt at gennem-

føre uddannelsen, hvis ikke man har en PC med de rette specifikationer samt den

krævede software.

Hvis den studerende ikke ønsker at benytte sig af PC og software, som uddannel-

sen stiller til rådighed mod betaling af leje, skal den studerende selv erhverve sig

dette ad andre kanaler.

[…]

VIA er opmærksom på, at denne ordning ved uddannelserne på TAW ikke tydeligt

har været kommunikeret som en frivillig ordning, hvorfor vi vil tilrette dette frem-

over.

Igen skal det dog præciseres, at den etablerede ordning er attraktiv for de stude-

rende at deltage i. Den software, der anvendes i forbindelse med uddannelserne

på TAW, undergår en meget hurtig udvikling og kravene til hardware øges. Dette

medfører, at PC’erne med underliggende software hurtigt forældes, og der stilles

dermed krav om, at den studerende ofte erhverver sig en opdateret PC med dertil-

hørende software.

Uddannelses- og

Forskningsstyrelsen

Side 14/21

Ved leje af undervisningsmateriale ved TAW sørges for, at de studerende til en-

hver tid har computere med de nødvendige specifikationer samt den software, der

er nødvendig for at kunne opnå uddannelsens læringsmål.

Muligheden for at leje PC og software igennem uddannelsen kan således, for de

studerende, være et billigere alternativ end ofte at skulle erhverve sig ny computer

samt tilhørende software. I bilag 3 er der opstillet et indikativt alternativt budget for

egen anskaffelse af PC og software med de givne specifikationer.

Endelig har uddannelsen i højere grad mulighed for vejledning i brugen af compu-

ter samt software, når dette er ensartet sat op. Ligeledes har uddannelsen bedre

mulighed for at yde teknisk support og hjælp til de studerende på uddannelsen,

der benytter sig af tilbud om leje af PC samt tilhørende software.

VIAs tilbud skal altså være frivilligt, men det er samtidig VIAs opfattelse, at det for

den studerende er attraktivt at anvende VIAs tilbud om at kunne leje udstyret ved

VIA frem for løbende at skulle erhverve sig ny computer og software.”

Der fremgår bl.a. følgende i den uddybende redegørelse, som styrelsen har mod-

taget fra VIA University College (VIA) med e-mail af 22. februar 2021 (med bilag),

idet VIA’s besvarelse består af to vedlagte notater: Økonomisk notat og Uddannel-

sesfagligt notat:

”Det er efter udarbejdelsen af de to notater VIAs samlede opfattelse, at:

1) Materialepakkerne fremadrettet skal administreres og kommunikeres fra VIAs

side som frivillige, som også beskrevet i VIAs redegørelse fra den 11. januar 2021.

2) Der hidtil har været praktiseret en helhedstænkning mellem de to uddannelser

ved materialepakkernes sammensætning. Fremadrettet vil de tilbudte pakker i hø-

jere grad være differentierede og målrettede mod den enkelte uddannelses mate-

rialebehov. Dette for at skabe yderligere transparens for de studerende.”

Der fremgår følgende i Uddannelsesfagligt notat af 22. februar 2021:

”VIA er fortsat af den opfattelse, at den hidtidige materialeordning samlet set har

været attraktiv for den studerende. Her tænkes bl.a. på tilgængeligheden til speci-

aliseret hardware og software af høj kvalitet med tilhørende fri support og løbende

opdatering eller udskiftning. Dette gælder også den samlede pakke, hvor alt nød-

vendigt materiale har været indberegnet, og hvor prisen gennem hele studietiden

har været kendt og ensartet hen over den fulde studietid. Dermed har den stude-

rende gennem hele studietiden kunnet sætte sit faglige ambitionsniveau og sin

kreative idérigdom i spil uden at blive begrænset af udstyrets beskaffenhed.

Dog anerkender VIA, at der hidtil har været praktiseret en vis helhedstænkning

mellem de to uddannelser Grafisk fortælling og BA i Animation i relation til materi-

aleordningens sammensætning. Vores aktuelle analyse er, at der nok ikke er til-

strækkelige faglige argumenter for at stille de samme krav til hardware og soft-

ware på de to uddannelser. Der vil således fremover blive en større differentiering

på de frivillige pakker mellem de to uddannelser, hvor studerende på Grafisk for-

tælling vil kunne tilkøbe en mindre pakke af hardware og software end studerende

på BA i Animation.

Der vil til gengæld være udgifter til print, tryk mv., som studerende på Grafisk for-

tælling nu selv skal afholde, men ikke på et tilsvarende niveau.

[…]

Side 15/21

Uddannelses- og

Forskningsstyrelsen

Hvad angår niveauet for udstyr (og dermed de økonomiske udgifter) fastholder vi

desuden, at dette har været højt, men passende i forhold til den ambition, der har

været for uddannelserne, der er anerkendte som rangerende på Top10 i Verden

inden for BA i Animationsuddannelser, og hvis dimittender finder beskæftigelse

hos de fremmeste faglige miljøer internationalt.

Omfanget og specifikationerne af hardware og software i de pakker, som de stu-

derende fremadrettet frivilligt kan tilkøbe, er kvalificeret af udvalgte nøgleaktører i

branchen. De vurderer, at udstyret inden for deres respektive fagfelter (hhv. Gra-

fisk fortælling og BA i Animation) er relevant og afspejler det niveau, man typisk vil

møde på professionelle studier.

Fagligt er niveauet af udstyr således begrundet i, at de studerende gennem deres

studietid skal tilegne sig viden om samt færdigheder og kompetencer i brugen af

det nyeste og højt specialiserede hardware og software, som anvendes i miljøet,

således at de kan gå direkte ud i alle dele af branchen og løse specialiserede op-

gaver. Det gælder også det hidtidige valg om at benytte professionelle softwareli-

censer frem for gratis eller studenterlicenser, der typisk har nogle ilagte begræns-

ninger. Også her vil den tidligere helhedsorienterede tænkning mellem de to ud-

dannelser fremadrettet kunne blive erstattet af et mere differentieret niveau.

Hertil kommer, at der på BA i Animation gennem årene er opbygget en praksisnær

og projektbaseret undervisningsform, hvor de studerende i teams gennemfører

forskellige produktioner. For at produktionerne i teams kan gennemføres hensigts-

mæssigt, skal udstyr (computere) kunne kobles sammen, hvilket stiller særlige

krav til computernes størrelse, hastighed m.v. Hvordan den projektbaserede un-

dervisningsform fremadrettet vil kunne gennemføres med de ønskede ambitioner

til kvalitet og læringsudbytte, bliver der nu set nærmere ind i. Her arbejdes der på

en model med anbefalinger og specifikationer til det IT-udstyr, den studerende

selv måtte ønske at tilvejebringe, så det i videst muligt omfang tilgodeser behovet

for samarbejde om produktioner i teams med flere studerende.

Samtidig er der for de brancher, TAW uddanner til, tale om en fortsat og hastig ud-

vikling inden for teknisk udstyr, software, viden og kompetencer, og der sker såle-

des fortløbende en tilpasning af uddannelsens indhold (studieordninger, viden-

grundlag, curriculum m.v.) blandt andet i dialog med branchen og uddannelsesud-

valgene.

Det arbejde foregår således også aktuelt og betyder, at de nye, frivillige materiale-

pakker til de nuværende studerende på TAW foreløbig er gældende resten af

dette semester, hvorefter de vil blive endelig justeret og fastlagt forud for seme-

sterstart til august. Som også tidligere anført, vil VIA sikre, at den heri beskrevne

materialeordning i højere grad end det er sket tidligere kommunikeres som væ-

rende frivillig. Hvis den enkelte studerende vurderer, at det – af den ene eller an-

den årsag – er mere hensigtsmæssigt selv at erhverve hardware/software (enten

svarende til det, som VIA stiller til rådighed, eller andre/billigere alternativer), står

det således den studerende frit for selv at gøre dette.”

Der fremgår bl.a. følgende af den redegørelse, som styrelsen har modtaget fra

VIA University College (VIA) med e-mail af 28. april 2021 (med bilag):

”Det er fortsat VIAs opfattelse, at det omhandlede materialegebyr ikke udgør uret-

mæssig brugerbetaling (dvs. betaling for undervisningen). Materialegebyret er der-

imod primært udtryk for en hensigtsmæssig lejemodel, hvorved de studerende

mod betaling af dette materialegebyr har fået stillet en række hensigtsmæssige

Uddannelses- og

Forskningsstyrelsen

Side 16/21

undervisningsmaterialer til rådighed, herunder den hardware og software, der er

relevant for uddannelsen.

Det er ligeledes VIAs klare opfattelse, at det er helt sædvanligt, at studerende på

videregående uddannelser selv afholder sådanne materialeudgifter til fx studiebø-

ger og relevant hardware og software og lignende. Det er netop sådanne udgifter,

der primært har været – og fortsat er – indeholdt i VIAs materialegebyr.

Materialeudgifterne relateret til uddannelserne ved TAW er forholdsvis høje for så

vidt angår hardware og software. Det er imidlertid – på trods af indsigelserne fra et

antal tidligere studerende – fortsat VIAs faglige vurdering at materialeniveauet er

korrekt, og at de studerende således tilbydes de materialer, der er nødvendige og

relevante for uddannelsen.

[…]

Samlet set er det fortsat VIAs opfattelse, at der er væsentlige fordele ved den ud-

budte ordning. Ordningen sikrer, at de studerende har det nødvendige udstyr og

materiale til rådighed under uddannelsen, hvilket styrker undervisningsniveauet og

fagligheden, ligesom det øger muligheden for at yde support samt at gennemføre

projektbaseret undervisning. Fra et undervisningsperspektiv er det altså særdeles

hensigtsmæssigt, at de studerende anvender ensartet fagmateriel. Dette er for-

mentlig en holdning, som de fleste uddannelsesinstitutioner vil være enig i.

Ligeledes er det fortsat VIAs opfattelse, at der generelt har været tilfredshed med

ordningen blandt de studerende. VIA gennemfører løbende studietilfredshedsun-

dersøgelser, og de har ikke vist nogen negativ vurdering af ordningen, ligesom

den centrale studievejledning heller ikke hidtil har noteret nogen klager over ord-

ningen. Ligeledes har VIA i indeværende år haft møder med VIAs studenterråd

("Student councils") samt med alle nuværende studerende om den fremadrettede

administration af lejeordningen. Det er på baggrund heraf fortsat VIAs opfattelse,

at der er stor opbakning til ordningen. Elevtilfredsheden er dog ikke i sig selv et ar-

gument for at opkræve materialegebyret. Valget om at udbyde lejeordningen og

dermed opkræve materialegebyret bunder som nævnt i uddannelsesfaglige og un-

dervisningsmæssige hensyn.

Software

VIA har noteret, at nogle af de tidligere studerende i det fremsendte bilag stiller

spørgsmålstegn ved, hvorfor man for eksempel ikke anvender gratis studielicenser

eller andre billigere alternativer til de softwarelicenser, som VIA tilbyder i sine ma-

terialepakker.

VIA er lydhør over for de tidligere studerendes argumenter for at anvende så-

danne alternative fagmaterialer. Det er imidlertid VIAs opfattelse, at VIA som ud-

dannelsesinstitution bør tilrettelægge undervisningen og udvælge de fagmateria-

ler, der ud fra et undervisningsperspektiv vurderes at være de mest hensigtsmæs-

sige for, at de studerende kan opfylde de for uddannelserne relevante læringsmål.

Det er VIAs faglige vurdering, at de tilgængelige studielicenser for eksempel ikke

opfylder disse formål.

I flere sammenhænge er det desuden ikke muligt for VIA at indkøbe og benytte

studielicenser i det omfang og til en så markant lavere pris, som de tidligere stude-

rende anviser. Flere softwareproducenter tilbyder alene gratis adgang til software

for studerende som et supplement til tilsvarende – men væsentligt dyrere – under-

visningslicenser. Licensbetingelserne hertil hindrer tilmed ofte, at disse studieli-

censer bruges i en undervisningssammenhæng på uddannelsesinstitutionerne,

Uddannelses- og

Forskningsstyrelsen

Side 17/21

der i stedet er henvist til at bruge separate – og dyrere – licens-typer. Dertil kom-

mer, at ikke alle studie- og undervisningslicenser giver adgang til samme funktio-

nalitet som den "fulde pakke" (professionel licens) – og der sker derfor en indivi-

duel vurdering for hver enkelt licens/program, om det er muligt at anvende en ra-

batteret licensmodel.

På trods af ovenstående indkøber VIA dog naturligvis licenser med studierabat i

det omfang det er muligt. For god ordens skyld skal der i den forbindelse gøre op-

mærksom på, at licensvilkår som ovenfor beskrevet ændres over tid. Selvom det i

dag og fremadrettet måtte være muligt for VIA at erhverve og anvende gratis li-

censer, betyder det dermed ikke, at dette også historisk set har været muligt. Der

er således flere eksempler på, at licenser, der i dag er gratis, historisk set har ud-

gjort relativt omkostningstunge uddannelseslicenser.

Samlet set udvælger VIA altså kontinuerligt de fagmaterialer, der vurderes at være

relevante at tilbyde de studerende. Det er i sidste ende et uddannelsesfagligt

skøn. Det er således heller ikke muligt eller relevant at dokumentere det eksakte

materiale eller omfanget heraf, der historisk set har været indkøbt og tilbudt til de

studerende.”

Som det fremgår, jf. ovenfor, kan det almindeligvis ikke kritiseres, at en uddannel-

sesinstitution generelt tilrettelægger deres undervisnings- og eksamensaktiviteter

ud fra en forventning om, at de studerende medbringer egen pc, da det må læg-

ges til grund, at stort set alle i dag har en computer som et nødvendigt arbejdsred-

skab. Et egentligt krav fra en institutions side om anskaffelse af bestemt it-udstyr

og software som en betingelse for at kunne gennemføre en uddannelse vil imidler-

tid kræve særlig hjemmel. Ligesom det vil kræve hjemmel, hvis en institution skal

have mulighed for at opkræve et gebyr, f.eks. et materialegebyr

I Uddannelses- og Forskningsministeriets lovgivning er der eksempelvis fastsat en

mulighed for at opkræve gebyr ved Designskolen Kolding og Det Kongelige Dan-

ske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering, jf. § 13, stk. 5,

jf. stk. 6, i lov om videregående kunstneriske uddannelsesinstitutioner

. Det er så-

ledes fastsat i § 22, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 27 af 13. januar 2020 om videregå-

ende kunstneriske uddannelser på Uddannelses‐ og Forskningsministeriets om-

råde, at ved designuddannelserne på Designskolen Kolding og Det Kongelige

Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering kan de

nævnte institutioner opkræve et gebyr fra deres studerende til dækning af forbrug

af fællesmaterialer. Det fremgår af bekendtgørelsens § 22, stk. 2 og 3, at gebyret I

2019 udgør 518 kr. pr. studerende pr. semester, og at beløbet reguleres med for-

brugerprisindekset.

På baggrund af de oplysninger, som foreligger i VIA’s redegørelser, må styrelsen

lægge til grund, at der på VIA’s uddannelser på The Animation Workshop (TAW)

gennem årene har været opkrævet et usædvanligt højt materialegebyr, at gebyret

har været obligatorisk for alle studerende, at der som led i opkrævningen ikke har

været foretaget den nødvendige sondring mellem almindelige udgifter, som institu-

tionen skal finansiere, og udgifter, som de studerende selv skal afholde. De stude-

Uddannelses- og

Forskningsstyrelsen

Lovbekendtgørelse nr. 787 af 8. august 2019.

Side 18/21

rende skal eksempelvis selv afholde udgifter til faglitteratur, kompendier, fritidsakti-

viteter, sociale arrangementer og lignende, da en uddannelsesinstitution ikke fi-

nansierer private udgifter.

På baggrund af VIA’s oplysninger om det udstyr, som indgår i beskrivelsen af leje-

ordningen, vurderer styrelsen, at der ikke er tale om udgifter til arbejdsredskaber i

form af almindelige computere og almindeligt software m.v., som skal afholdes af

de studerende, men at der er tale om et langt mere specialiseret udstyr.

Denne vurdering bygger på VIA’s beskrivelser af, at uddannelserne undergår en

meget hurtig udvikling, at kravene til software øges, og at PC’erne med underlig-

gende software hurtigt forældes, og at de studerende ofte erhverver sig en opda-

teret PC med dertil hørende software. Det fremgår også af beskrivelsen, at stude-

rende på uddannelsen i højere grad har mulighed for vejledning i brugen af com-

putere og software, og at uddannelsen har bedre mulighed for at yde teknisk sup-

port og hjælp til de studerende.

Desuden lægger VIA vægt på, at den studerende ved lejeordningen ikke bliver be-

grænset af udstyrets beskaffenhed, og at der gennem årene på uddannelsen i

Animation er opbygget en praksisnær og projektbaseret undervisningsform, hvor

de studerende i teams gennemfører forskellige produktioner. Det anføres i den for-

bindelse, at for at produktionerne i teams kan gennemføres hensigtsmæssigt, skal

udstyr (computere) kunne kobles sammen, hvilket stiller særlige krav til computer-

nes størrelse og hastighed m.v. VIA anfører også, at der for de brancher, som in-

stitutionen uddanner til, er tale om en fortsat og hastig udvikling inden for teknisk

udstyr, software, viden og kompetencer, og at der således fortløbende sker en til-

pasning af uddannelsens indhold (studieordninger, videngrundlag, curriculum

m.v.) blandt andet i dialog med branchen og uddannelsesudvalgene.

Styrelsen finder ud fra VIA’s beskrivelse af uddannelsens udstyr og udstyrets an-

vendelse, herunder beskrivelsen af den løbende opdatering af software og sy-

stemsupport, at udstyret adskiller sig på en sådan måde fra det almindelige private

udstyr, som man kan forvente, den studerende selv anskaffer og afholder udgif-

terne til.

Det er derfor styrelsens vurdering, at professionshøjskolen skulle have stillet det

pågældende udstyr til rådighed for de studerende. Styrelsen lægger herved til

grund, at uddannelserne på The Animation Workshop (TAW) i Viborg forudsætter,

at den studerende skal anvende udstyr i form af en PC med særlige specifikatio-

ner og særligt software, der vurderes at være omfattet af begrebet ”udstyrsfacilite-

ter”, som må falde ind under bestemmelsen i § 38 i lov om erhvervsakademiud-

dannelser og professionsbacheloruddannelser. Styrelsens vurdering understøttes

samtidig af, at man i sin tid har fundet det nødvendigt at iværksætte en obligato-

risk lejeordning, hvori udstyret indgår, som en væsentlig del af ordningen, og at

VIA fortsat har fundet det nødvendigt at fastholde en lejeordning for så vidt angår

udstyr med hardware og software til de studerende.

Det følger af den almindelige grundsætning om condictio indebeti, at den, som har

betalt penge, som ikke skyldes, i almindelighed har krav på tilbagebetaling af det

for meget erlagte. Det er i retspraksis anerkendt, at i de tilfælde, hvor det offentlige

Uddannelses- og

Forskningsstyrelsen

Side 19/21

har opkrævet afgifter uden hjemmel, er det klare udgangspunkt, at afgifterne kan

kræves tilbagebetalt, jf. Højesterets dom af 5. september 2012 (trykt i Ugeskrift for

Retsvæsen 2012, side 3495).

Tilsvarende følger efter styrelsens opfattelse i forholdet mellem VIA og de stude-

rende. Styrelsen finder efter en samlet vurdering, at der ikke er grundlag for at fra-

vige udgangspunktet om tilbagebetaling i det foreliggende tilfælde. Det bemærkes,

at i forbindelse med opkrævning af materialegebyret burde VIA have afdækket,

om opkrævningen kunne foretages i overensstemmelse med de regler, der gælder

for professionshøjskolerne. Dette spørgsmål kunne VIA f.eks. have afklaret ved at

rette henvendelse til styrelsen. Styrelsen finder på den baggrund, at de stude-

rende, som er blevet opkrævet materialegebyr, kan rette krav om tilbagebetaling

overfor VIA.

Tilbagebetalingskravet kan dog efter styrelsens opfattelse som udgangspunkt kun

omfatte den del af materialegebyret, som dækker omkostninger til udstyr, professi-

onshøjskolen skulle have stillet til rådighed.

For så vidt angår den del af materialegebyret, som dækker udgifter, de studerende

selv skulle have afholdt, f.eks. faglitteratur, kompendier, fritidsaktiviteter, sociale

arrangementer og lignende, vil der kun være krav på tilbagebetaling for den del af

materialegebyret, herunder VIA’s tilhørende administrationsomkostninger, som

måtte overstige de udgifter, de studerende skulle have afholdt, såfremt de stude-

rende selv erhvervede de pågældende ydelser. I modsat fald ville de studerende

få en berigelse.

En forudsætning for, at tilbagebetalingskravet består, er imidlertid, at der ikke er

indtrådt forældelse. Fordringer på penge eller andre ydelser forældes efter reg-

lerne i forældelsesloven, medmindre andet følger af særlige bestemmelser om for-

ældelse i anden lov, jf. forældelseslovens § 1, stk. 1. Der er ikke i lovgivningen

indsat en sådan særlig forældelsesregel, der omfatter de studerendes tilbagesøg-

ningskrav mod VIA.

Tilbagesøgningskrav omfattes således af den almindelige 3-års frist i lov om foræl-

delse af fordringer (forældelsesloven)

, jf. forældelseslovens § 3, stk. 1. Forældel-

sesfristen løber fra det tidspunkt, hvor den fejlagtige betaling fandt sted. Styrelsen

finder ikke grundlag for at antage, at der er indtrådt suspension efter forældelses-

lovens § 3, stk. 2. Heller ikke det forhold, at tidligere studerende har rettet henven-

delse til styrelsen og anfægtet VIA’s opkrævning af materialegebyr, kan begrunde

afbrydelse af forældelsen, jf. forældelseslovens § 16, stk. 1, forudsætningsvis.

Forholdet kan efter styrelsens opfattelse heller ikke begrunde foreløbig afbrydelse

af forældelsen efter forældelseslovens § 21, stk. 2.

De studerende har efter styrelsens opfattelse således krav på tilbagebetaling af

den del af materialegebyret, som dækker omkostninger til udstyr, VIA skulle have

stillet til rådighed, og som er betalt inden for de seneste 3 år fra det tidspunkt, hvor

der er sket afbrydelse eller foreløbig afbrydelse af forældelsen efter reglerne i for-

ældelseslovens kapitel 5 og 6. Det samme gælder eventuelle meromkostninger,

Uddannelses- og

Forskningsstyrelsen

Lovbekendtgørelse nr. 1238 af 9. november 2015.

Side 20/21

de studerende er blevet opkrævet til dækning af udgifter, de studerende selv

skulle have afholdt.

Afbrydelse af forældelsen kan f.eks. ske ved, at skyldneren over for fordringshave-

ren udtrykkeligt eller ved sin handlemåde erkender sin forpligtelse, jf. forældelses-

lovens § 15, eller ved at fordringshaveren foretager retslige skridt mod skyldneren

med henblik på at erhverve dom, jf. forældelseslovens § 16, stk. 1. Foreløbig af-

brydelse af forældelsen kan bl.a. ske ved, at der inden forældelsesfristens udløb

indledes forhandlinger om fordringen mellem skyldneren og fordringshaveren,

eventuelt under medvirken af en uafhængig tredjemand, jf. forældelseslovens §

21, stk. 5.

Styrelsen bemærker endelig, at styrelsen ikke har kompetence til at afgøre tvister

om tilbagebetaling m.v., og at sådanne tvister i givet fald skal afgøres ved domsto-

lene.

————

Uddannelses- og Forskningsstyrelsen finder det kritisabelt, at professionshøjsko-

len uden hjemmel har opkrævet et obligatorisk materialegebyr af de studerende,

som er optaget på uddannelserne ved The Animation Workshop (TAW) i Viborg,

og at dette er sket uden, at institutionens ledelse har forholdt sig til denne ordning

på et tidligere tidspunkt.

Styrelsen finder det desuden kritisabelt, at der på TAW gennem årene er sket en

væsentlig sammenblanding mellem de udgifter, som skal afholdes af institutionen,

og af de private udgifter, som den studerende selv skal afholde som led i deres

gennemførelse af en professionsbacheloruddannelse.

Uddannelses- og

Forskningsstyrelsen

Med venlig hilsen

Bente Olsen

Kontorchef

Side 21/21