Uddannelses- og Forskningsudvalget 2020-21
UFU Alm.del Bilag 129
Offentligt
2453560_0001.png
Til Forsknings- og uddannelsesminister Jesper Petersen
Cc
Finansminister Nicolai Wammen
Minister for Nordiske samarbejde Flemming Møller Mortensen
Uddannelsesordførerne
Frederiksberg den 29. september 2021
Kære Jesper Petersen
Det er med stor bestyrtelse, at vi i Dansklærerforeningen har hørt om forslaget om at nedlægge
sendelektorordningen.
De danske sendelektorer er en væsentlig del af det danskfaglige miljø
i udlandet såvel som herhjemme,
Gevinsten ved lektorernes arbejde overstiger langt den begrænsede udgift på 8,8 mio. årligt.
Sendelektorerne fungerer som lokale kraftcentre i formidlingen af dansk sprog og kultur i lande og
områder, hvor de studerende med interesse for Danmark og Norden ellers ville have ringe (eller slet ingen)
mulighed for at læse dansk. Sendelektorerne giver de studerende mulighed for at lære dansk i tæt samspil
med en lektor, der har dansk som modersmål. Ordningen med de tre-årige udsendelser betyder, at
lektorerne også bringer den nyeste litteratur og kultur med til de nordiske universitetsmiljøer, hvor dansk
kultur ellers ville have svært ved at blive synlig.
Mødet med den danske sendelektor giver mange udenlandske studerende lyst til selv at studere i Danmark,
og mange af dem bliver efter endt uddannelse markante ambassadører for Danmark og dansk sprog og
kultur i deres eget hjemland
uanset om de bliver oversættere af skønlitteratur eller de træder ind i et af
de mange firmaer, der handler med Danmark.
Dertil kommer, at sendelektorerne også løfter en opgave med mere bredt at trække dansk kultur ud til de
lande, hvor de arbejder. De står bag arrangementer med forfattere, kulturpersonligheder, politikere,
udstillinger og meget andet
ofte i forbindelse med danske eksportfremmeindsatser i landene.
Da undervisningen i dansk ofte foregår i tværnordiske/skandinaviske miljøer, hvor de danske sendelektorer
arbejder sammen med sendelektorer fra de andre nordiske lande, er ordningen også med til at styrke det
nordiske samarbejde. De demonstrerer således i deres daglige arbejde det nordiske fællesskab som en
realitet, der også kan inspirere studerende og andre til at kigge mod Norden for at finde gode eksempler på
samarbejde på tværs af grænser.
Lektorernes betydning for danskfaget i Danmark er også væsentlig. Sendelektorerne vender efter endt
udsendelse tilbage til Danmark og bliver overvejende ansat i undervisningsverdenen. De ganske særlige
erfaringer de har med at undervise i dansk som fremmedsprog og deres møde med andre
undervisningskulturer i landene, de har været i, er berigende for fagets undervisningspraksis på mange
forskellige niveauer. Lektorerne har ofte udarbejdet egne materialer, rettet til det særlige sprogområde, de
UFU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 129: Henvendelse af 30/9-21 fra Dansklærerforeningen om sendelektorer
2453560_0002.png
har arbejdet i. På den baggrund kan de bidrage med nye idéer og særlige opmærksomheder i forhold til
udarbejdelsen af læremidler til faget. Endelig har lektorerne i høj grad benyttet sig af mulighederne for at
nærme sig dansk sprog og kultur gennem digitale kanaler, og de har derfor en særlig opmærksomhed på,
hvordan disse ressourcer kan omsættes produktivt i sprog- og kulturundervisningen.
Samlet set leverer lektoratsordningen et solidt og uerstatteligt bidrag til danskundervisningen
ude og
hjemme. Vi vil derfor opfordre til at besparelsen trækkes tilbage, så ordningen kan fortsætte i årene
fremover.
På foreningens vegne
Maren Miltersen Pilgaard, forperson for Fællesbestyrelsen
Katja Gottlieb, forperson F-sektionen
Lars Stubbe Arndal, forperson L-sektionen
Ditte Eberth Timmermann, forperson E-sektionen
Mischa Sloth Carlsen, forperson G-sektionen