Udvalget for Forretningsordenen 2020-21
UFO Alm.del Bilag 50
Offentligt
Orientering nr. 13
december 2020
Kontakt, tidligere orienteringer og aktindsigt
Undersøgelseskommissionen om SKAT skal fortsat opfordre personer, som måtte være i besiddelse
af relevant viden for kommissionens undersøgelse, til at rette henvendelse til kommissionen. Der
henvises til hjemmesiden her.
Kommissionen offentliggør løbende orienteringer om kommissionens undersøgelse og fremdriften i
kommissionens arbejde samt korte nyheder.
Kommissionen har på nuværende tidspunkt offentliggjort Orientering nr. 1 - 13.
Orienteringerne og nyhederne kan ses på hjemmesiden.
Offentligheden har vist betydelig interesse for kommissionens arbejde, bl.a. i form af forespørgsler
og anmodninger om aktindsigt. Det følger af undersøgelseskommissionsloven, at kommissionen ikke
er omfattet af offentlighedsloven. Kommissionen videresender derfor som udgangspunkt
aktindsigtsanmodninger til den relevante myndighed. Derudover kan kommissionen henvise til de
orienteringer m.v., der allerede er tilgængelige på kommissionens hjemmeside.
Arbejdet med hovedkommissoriet
Kommissionens arbejde med det meget omfattende materiale, som kommissionen har modtaget fra
offentlige og private aktører vedrørende hovedkommissoriet, er nærmere beskrevet i kommissionens
tidligere orienteringer, herunder navnlig Orientering nr. 12.
Kommissionen arbejder intensivt med at forberede de forestående afhøringer til brug for
hovedkommissoriet, herunder en ekstrakt til brug for afhøringerne, spørgetemaer, støttebilag, en
omfattende sagsfremstilling samt beskikkelse af bisiddere.
Kommissionens planlagte afhøringer for perioden fra den 23. marts til den 2. juni 2021 og planen for
de efterfølgende afhøringer er offentliggjort på kommissionens hjemmeside den 16. november 2020.
Arbejdet med tillægskommissoriet
Kommissionen har afsluttet de planlagte afhøringer til brug for tillægskommissoriet den 9. december
2020. Kommissionen har til brug for denne del af undersøgelsen afhørt 108 personer, heriblandt de
ni skatteministre i perioden 2010 - 2017.
Delberetning
UFO, Alm.del - 2020-21 - Bilag 50: Skattekommissionens orientering nr. 13.
Baggrund
I henhold til hovedkommissoriet af 3. juli 2017 har kommissionen til opgave at undersøge og redegøre
for det samlede begivenhedsforløb, som knytter sig til
forvaltningen af inddrivelsesområdet og planlægningen, udviklingen, idriftsættelsen og
nedlukningen af det digitale inddrivelsessystem EFI (Et Fælles Inddrivelsessystem),
sammenlægningen af den statslige og kommunale inddrivelsesmyndighed i SKAT og
beslutningsgrundlaget for, implementeringen af og opfølgningen på de generelle
effektiviseringstiltag i SKAT.
Kommissionen blev i hovedkommissoriets pkt. 10 opfordret til at tilrettelægge sit arbejde således, at
den undervejs i undersøgelsens forløb kan afgive delberetninger om et eller flere af de
begivenhedsforløb, som kommissionen skal undersøge, hvis det efter kommissionens skøn er
forsvarligt at afgive sådanne delberetninger. I den forbindelse skal kommissionen ifølge
kommissoriet tage hensyn til de involveredes retssikkerhed, det samlede tidsforbrug for
undersøgelsen samt til mulighederne for at gennemføre den videre undersøgelse og give en
sammenhængende fremstilling af et eller flere af de undersøgte begivenhedsforløb.
Ved tillægskommissorium af 9. april 2018 blev kommissionen anmodet om, at forholdene vedrørende
SKAT’s udbetaling af refusion af udbytteskat inddrages i kommissionens arbejde. I
tillægskommissoriet er forudsat, at denne undersøgelse foretages i overensstemmelse med
hovedkommissoriet af 3. juli 2017, herunder dette kommissoriums pkt. 5 om forskellige ministres og
ministeriers rolle, pkt. 7 om karakteren af kommissionens opgaver m.v. og pkt. 8-10 om
tilrettelæggelsen af kommissionens undersøgelse.
Spørgsmålet om delberetning vedrørende tillægskommissoriet (udbytteskat)
De planlagte afhøringer til brug for tillægskommissoriet om udbytteskat er nu afsluttet. Det vil dog
kunne vise sig nødvendigt at afhøre personer, som ikke er afhørt på nuværende tidspunkt, og at
indkalde enkelte personer på ny med henblik på at stille yderligere spørgsmål.
Kommissionen har derfor overvejet, om det vil være forsvarligt at afgive delberetning vedrørende
undersøgelserne til brug for tillægskommissoriet, når det er afklaret, om der er behov for supplerende
afhøringer, og sådanne i givet fald er gennemført. Kommissionen har i denne forbindelse taget hensyn
til de involveredes retssikkerhed, det samlede tidsforbrug for undersøgelsen samt mulighederne for
at gennemføre den videre undersøgelse og give en sammenhængende fremstilling af et eller flere af
de undersøgte begivenhedsforløb.
Kommissionen har på det foreliggende grundlag skønnet, at det vil være forsvarligt at afgive en
delberetning med forklaringerne for kommissionen i perioden fra marts 2019 til december 2020.
Kommissionen gør sig løbende foreløbige overvejelser om de retlige vurderinger, som kommissionen
skal foretage, men har vurderet, at det ikke vil være forsvarligt at afgive en delberetning vedrørende
tillægskommissoriet, der omfatter retlige vurderinger.
UFO, Alm.del - 2020-21 - Bilag 50: Skattekommissionens orientering nr. 13.
Kommissionen har fundet, at retlige vurderinger til belysning af, om der foreligger grundlag for, at
det offentlige søger at drage nogen til ansvar, for en del vidners vedkommende bør afvente yderligere
undersøgelser af en række mere generelle og strukturelle forhold vedrørende hovedkommissoriet,
herunder ved afhøringer.
For nogle vidner har kommissionen vurderet, at der ud fra det, der indtil videre er kommet frem, ikke
er grundlag for at antage, at de pågældende har begået tjenstlige forseelser eller tilsvarende
tilsidesættelse af ansættelsesretlige forpligtelser. Kommissionen har for en del af disse vidner
besluttet at afbeskikke en eventuel bisidder, idet kommissionen desuden har fundet, at det ikke er
sandsynligt, at der vil fremkomme oplysninger, som vil give grundlag for en anden vurdering.
For en række vidners vedkommende har kommissionen vurderet, at der ikke bør ske afbeskikkelse,
da det kan være retssikkerhedsmæssigt betænkeligt. Kommissionen har således ud fra et
forsigtighedsprincip opretholdt beskikkelsen for en række vidner, som fortsat bør have en bisidder til
at varetage deres interesser. Dette gælder, selvom der ikke ud fra det foreliggende er udsigt til at
konkludere, at de pågældende har begået tjenstlige forseelser eller tilsvarende tilsidesættelse af
ansættelsesretlige forpligtelser.
Det skal således understreges, at den omstændighed, at kommissionen ikke har afbeskikket et vidnes
bisidder, ikke bør opfattes som udtryk for, at kommissionen foreløbig vurderer, at der er grundlag for
kritik eller for, at det offentlige søger at drage vidnet til ansvar for vidnets handlinger eller
undladelser.
Kommissionen har ved vurderingen af spørgsmålet om afgivelse af delberetning omfattende retlige
vurderinger også lagt vægt på, at det samlede tidsforbrug for undersøgelsen antagelig vil blive øget,
hvis afhøringerne til brug for hovedkommissoriet skal afvente, at kommissionen udarbejder og
afgiver en delberetning vedrørende tillægskommissoriet med retlige vurderinger.
En delberetning med forklaringerne for kommissionen i perioden fra marts 2019 til december 2020
forventes afgivet til Justitsministeriet i overensstemmelse med § 32 i lov om
undersøgelseskommissioner senest i februar 2021.
Michael Ellehauge, formand
Undersøgelseskommissionen om SKAT, den 16. december 2020