Udvalget for Forretningsordenen 2020-21
UFO Alm.del Bilag 33
Offentligt
Børne- og Undervisningsministeriet
November 2020
Notits om lovforslag om balance i AUB (opfølgning på ny trepartsaftale)
Den 21. november 2020 indgik regeringen og arbejdsmarkedets parter ”Trepartsaftale
om flere lærepladser og
entydigt ansvar”.
Udmøntning af aftalen vil kræve lovgivning.
Nærværende lovforslag er første led i regeringens opfølgning på trepartsaftalen af 21. november 2020.
Med lovforslaget stilles der forslag om gennemførelse af de initiativer, som efter trepartsaftalen skal
bidrage til at bringe balance i Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag (AUB).
Arbejdsmarkedets parter lægger stor vægt på, at ændringerne vedrørende balance i AUB træder i kraft
ved førstkommende bidragsår, som er 2021. Det er på den baggrund regeringens vurdering, at det er
nødvendigt, at ændringerne kan træde i kraft ved årsskiftet 2020-2021.
Lovændringerne vedrører følgende:
Justering af modellen for det praktikpladsafhængige AUB-bidrag:
I ordningen med det praktikpladsafhængige AUB-bidrag belønnes de virksomheder, der bidrager
til at uddanne erhvervsuddannet arbejdskraft, mens de virksomheder, der ikke i tilstrækkelig grad
bidrager til at uddanne erhvervsuddannet arbejdskraft, omvendt pålægges et større ansvar for den
samlede finansiering i AUB.
Det foreslås, at der sker en forenkling af ordningen, der samtidig fremadrettet sikrer balance. Det
skal bl.a. ske ved at indføre et nyt tilskud til arbejdsgivere, der bidrager tilstrækkeligt til at uddanne
elever. Dette nye tilskud vil skulle erstatte allerede eksisterende bonusser og tilskud i ordningen, og
disse foreslås derfor samtidig ophævet.
Det foreslås også, at regionerne fritages for at betale merbidrag for et fast antal elever, som de rent
faktisk uddanner, men som af tekniske årsager ikke indgår i opgørelsen af det
praktikpladsafhængige AUB-bidrag i dag.
Indførelse af fleksibelt uddannelsesbidrag:
Det foreslås, at der indføres fleksibelt uddannelsesbidrag.
I denne model vil uddannelsesbidraget skulle fastsættes hvert år ved lov efter det forventede
udgiftsniveau for året samt med en regulering for sammenhæng mellem udgifter og indtægter i det
seneste regnskabsår. Metoden svarer dermed til metoden for det aktivitetsafhængige VEU-bidrag,
der blev etableret ved lovændring med henblik på udmøntning af VEU-trepartsaftalen fra 2017.
Det foreslås, at bidraget for 2021 sættes ned i forhold til det bidrag, der ellers er fastsat for 2021.