TRU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 472: Orientering om supplerende høring af lovudkast om ændring af lov om godskørsel, lov om buskørsel, lov om udstationering af lønmodtagere m.v. og lov om arbejdstid for mobile lønmodtagere inden for vejtransportsektoren (Ændrede betingelser for udøvelse af vejtransporterhvervet, løn- og arbejdsvilkår for chauffører, udstationering af førere i vejtransporten, kontrol af arbejdstid m.v.), fra transportministeren

Transportudvalget 2020-21
TRU Alm.del Bilag 472
Offentligt

UDKAST

til

Forslag

til

Lov om ændring af lov om godskørsel

, lov om buskørsel

, lov om udstationering af

lønmodtagere m.v. og lov om arbejdstid for mobile lønmodtagere inden for vejtransportsektoren

(Ændrede betingelser for udøvelse af vejtransporterhvervet, løn- og arbejdsvilkår for chauffører og

udstationering af førere i vejtransporten, kontrol af arbejdstid m.v.)

§ 1.

I lov om godskørsel, jf. lovbekendtgørelse nr. 1051 af 12. november 2012, som ændret bl.a. ved § 1

i lov nr. 746 af 1. juni 2015 og senest ved § 1 i lov nr. 870 af 14. juni 2020, foretages følgende

ændringer:

Fodnoten

til lovens titel affattes således:

»1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2003/59/EF af 15. juli 2003 om grundlæggende kvalifikationskrav og efteruddannelseskrav for

førere af visse køretøjer, der benyttes til godstransport eller personbefordring ad vej, og om ændring

af Rådets forordning (EØF) nr. 38/85 samt Rådets direktiv 91/439/EØF og om ophævelse af Rådets

direktiv 76/914/EØF (EF-Tidende 2003 nr. L 226, side 4-17) og dele af Europa-Parlamentets og

Rådets direktiv (EU) 2020/1057 af 15. juli 2020 om fastsættelse af særlige regler med hensyn til

direktiv 96/71/EF og direktiv 2014/67/EU om udstationering af førere i vejtransportsektoren og om

ændring af direktiv 2006/22/EF, for så vidt angår håndhævelseskravene, og af forordning (EU) nr.

1024/2012 (EU-Tidende 2020 nr. L 249, side 49).«

§ 1, stk. 2,

affattes således:

»Stk. 2.

Den, der er etableret på dansk område og udfører national godskørsel for fremmed regning

med dansk indregistreret varebil eller vogntog med en samlet tilladt totalvægt, der overstiger 2.500

kg, skal have tilladelse hertil. Tilladelsen er national og udstedes med gyldighed på indtil 10 år.«

1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2020/1057 af 15. juli 2020 om fastsættelse af særlige regler med

hensyn til direktiv 96/71/EF og direktiv 2014/67/EU om udstationering af førere i vejtransportsektoren og om ændring af direktiv 2006/22/EF, for så vidt angår

håndhævelseskravene, og af forordning (EU) nr. 1024/2012, EU-Tidende 2020 nr. L 249, side 49.

2) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2020/1057 af 15. juli 2020 om fastsættelse af særlige regler med

hensyn til direktiv 96/71/EF og direktiv 2014/67/EU om udstationering af førere i vejtransportsektoren og om ændring af direktiv 2006/22/EF, for så vidt angår

håndhævelseskravene, og af forordning (EU) nr. 1024/2012, EU-Tidende 2020 nr. L 249, side 49.

TRU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 472: Orientering om supplerende høring af lovudkast om ændring af lov om godskørsel, lov om buskørsel, lov om udstationering af lønmodtagere m.v. og lov om arbejdstid for mobile lønmodtagere inden for vejtransportsektoren (Ændrede betingelser for udøvelse af vejtransporterhvervet, løn- og arbejdsvilkår for chauffører, udstationering af førere i vejtransporten, kontrol af arbejdstid m.v.), fra transportministeren

§ 1

indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:

»Stk. 3.

Den, der er etableret på dansk område og udfører international godskørsel for fremmed

regning med dansk indregistreret varebil eller vogntog med en samlet tilladt totalvægt, der

overstiger 2.500 kg, skal fra den 21. maj 2022 have tilladelse hertil. Tilladelse udstedes med

gyldighed på indtil 10 år.«

Stk. 3-5 bliver herefter stk. 4-6.

§ 1, stk. 4,

der bliver stk. 5, ændres »stk. 5« til: »stk. 6«.

§ 1, stk. 5,

der bliver stk. 6, affattes således:

»Stk. 6.

Ved firmakørsel forstås kørsel med motorkøretøj eller vogntog, hvorved der kun

transporteres gods, der tilhører den, der er registreret som bruger af køretøjet, eller gods, som denne

har solgt, købt, udlån, udlejet eller lejet, fremstillet, udvundet, bearbejdet eller repareret. Kørslen

kan tillige udføres med et køretøj eller vogntog lejet uden fører. Godskørslen, der kun må være en

hjælpefunktion i forhold til virksomhedens samlede aktiviteter, skal, for så vidt angår kørsel i et

motorkøretøj eller vogntog med en samlet tilladt totalvægt, der overstiger 3.500 kg, udføres af en

chauffør ansat hos denne eller, for så vidt angår kørsel her i landet, af en chauffør ansat hos en

tilladelsesindehaver, der efter § 6 a, stk. 2, er godkendt til erhvervsmæssigt at udleje chauffører.«

§ 3, stk. 1

affattes således:

»Tilladelser i henhold til § 1, stk. 1 og 3, kan meddeles en her i landet hjemmehørende virksomhed,

der foruden at opfylde de krav, der følger af artikel 3 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning

(EF) nr. 1071/2009 af 21. oktober 2009 om fælles regler om betingelser for udøvelse af

vejtransporterhvervet og om ophævelse af Rådets direktiv 96/26 EF (forordning nr. 1071/2009),

1) ikke er under rekonstruktionsbehandling eller konkurs,

2) ikke har ikkepersonlig forfalden gæld til det offentlige på 50.000 kr. og derover, og

3) udviser god vandel, jf. stk. 6 og 7, og § 6, stk. 3 eller 4.

Stk. 2.

Tilladelser i henhold til § 1, stk. 2,

kan meddeles en her i landet hjemmehørende virksomhed,

der

1) ikke er under rekonstruktionsbehandling eller konkurs,

2) ikke har ikkepersonlig forfalden gæld til det offentlige på 50.000 kr. og derover, og

udviser god vandel, jf. stk. 6 og 7, og § 6, stk. 4.«

§ 3, stk. 3,

ændres »stk. 1« til: »stk. 2«.

§ 3, stk. 6,

indsættes efter »stk. 1, nr. 3,«: »eller stk. 2, nr. 3,«.

§ 3, stk. 6, nr. 2, litra b,

ændres »litra a-i« til: »litra a-q«.

10.

§ 3

indsættes som

stk. 7:

»Stk. 7.

Stk. 6 finder tilsvarende anvendelse for enkeltmandsvirksomheder.«

11.

§ 4

affattes således:

»§ 4.

En virksomhed, der har tilladelse i henhold til § 1, stk. 1 eller 3, skal have en godkendt

transportleder, der foruden at opfylde de krav, der følger af artikel 4 i forordning nr. 1071/2009,

1) er myndig og ikke er under værgemål efter værgemålslovens § 5 eller under samværgemål

efter værgemålslovens § 7,

2) ikke er under rekonstruktionsbehandling eller konkurs,

3) ikke har ikkepersonlig forfalden gæld til det offentlige på 50.000 kr. og derover,

4) ikke er dømt for strafbare forhold, der begrunder nærliggende fare for misbrug af adgangen

til at udføre vognmandsvirksomhed, jf. straffelovens § 78, stk. 2, og

5) udviser god vandel.

Stk. 2.

En virksomhed, der har tilladelse i henhold til § 1, stk. 2, skal have en godkendt

transportleder, der

1) er myndig og ikke er under værgemål efter værgemålslovens § 5 eller under samværgemål

efter værgemålslovens § 7,

2) ikke er under rekonstruktionsbehandling eller konkurs

3) ikke har ikkepersonlig forfalden gæld til det offentlige på 50.000 kr. og derover,

4) ikke er dømt for strafbare forhold, der begrunder nærliggende fare for misbrug af adgangen

til at udføre vognmandsvirksomhed, jf. straffelovens § 78, stk. 2,

5) udviser god vandel,

6) faktisk og vedvarende kan lede virksomhedens transportarbejde,

7) er bosiddende i et EU-/EØS-land og

8) har de nødvendige faglige kvalifikationer.

Stk. 3.

Drives en virksomhed, der har tilladelse i henhold til § 1, stk. 2, som en personligt ejet

virksomhed, skal transportlederen være virksomhedsejer.«

12.

§ 5, stk. 1,

ændres »§ 1, stk. 1 og 2« til: »§ 1, stk. 1-3«.

13.

§ 5, stk. 2

affattes således:

»Stk. 2.

Transportministeren kan fastsætte regler om indholdet af ansøgninger efter § 1, stk. 1 og 3,

herunder oplysninger om faglige kvalifikationer, egenkapital og tilladelsens udformning og

nærmere regler om den digitale løsning, jf. stk. 1.

Stk. 3.

Transportministeren kan fastsætte regler om indholdet af ansøgninger og frister for

ansøgninger efter § 1, stk. 2, herunder om, hvilke økonomiske og faglige krav, der skal være

opfyldt, og den digitale løsning, jf. stk. 1.«

14.

§ 6, stk. 1,

indsættes efter »§ 1, stk. 1«: »og 3«.

15.

§ 6, stk. 4,

indsættes efter »§ 1, stk. 2«: »og 3«.

16.

§ 6, stk. 9,

indsættes efter »transportleder«: »ansat«, og »eller 2« ændres til: », 2 eller 3«.

17.

To steder i

§ 6 a, stk. 4,

indsættes efter »stk. 2«: »eller 3«.

18.

§ 6 a, stk. 7,

ændres »eller 2« til: », 2 eller 3«.

19.

Efter § 6 c indsættes før overskriften før § 7:

»Vilkår for udenlandske virksomheder, der udstationerer fragtførere i Danmark

§ 6 d.

En udenlandsk virksomhed, der udstationerer en fører af gods inden for vejtransportsektoren i

Danmark, skal, senest ved udstationeringens begyndelse, udfylde en udstationeringserklæring via

den offentlige brugerflade der er forbundet til Informationssystemet for det indre marked (IMI).

Føreren er udstationeret, når føreren udfører følgende arbejde for virksomheden:

1) Cabotagekørsel med gods,

2) vejdelen af kombineret transport, eller

3) ikkebilateral international transport i Danmark.

Stk. 2.

Transportministeren fastsætter nærmere regler om, hvilke oplysninger der skal anmeldes

efter stk. 1.

Stk. 3.

Transportministeren kan fastsætte regler om, hvilken dokumentation føreren skal være i

besiddelse af og fremvise efter anmodning fra kontrolmyndigheden i udstationeringsperioden.

Stk. 4.

Transportministeren kan fastsætte regler om, hvilke oplysninger den udenlandske

virksomhed skal sende via den offentlige brugerflade der er forbundet til IMI efter anmodning fra

Færdselsstyrelsen efter udstationeringens ophør samt om fristen for indsendelsen af oplysningerne.

Stk. 5.

Transportministeren kan fastsætte regler om indhentning af oplysninger efter stk. 4, fra

myndighederne i virksomhedens etableringsland eller andre landes myndigheder.

§ 6 e.

En udenlandsk virksomhed skal betale lønmodtageren en timeløn, der som minimum svarer

til en timesats, som fastsættes i medfør af stk. 2, når lønmodtageren udfører følgende arbejde for

virksomheden:

1) Cabotagekørsel med gods, hvor motorkøretøjets eller vogntogets samlede tilladte totalvægt

overstiger 3.500 kg, eller

2) vejdelen af kombineret transport i Danmark.

Stk. 2.

Transportministeren fastsætter efter inddragelse af arbejdsmarkedets parter nærmere regler

om den timesats, som lønmodtageren som minimum skal oppebære efter stk. 1. Timesatsen

fastsættes på baggrund af relevante lønbestemmelser i de landsdækkende overenskomster, der er

indgået af de mest repræsentative arbejdsmarkedsparter, jf. § 6, stk. 3, nr. 1.

§ 6 f.

Færdselsstyrelsen varetager tilsynet med overholdelsen af anmeldelsespligten efter § 6 d, stk.

1, dokumentationskravet der fastsættes i medfør af § 6 d, stk. 3, og aflønningskravet efter § 6 e.

§ 6 g.

Færdselsstyrelsen sender senest 25 arbejdsdage efter forespørgsel fra myndigheder i de øvrige

EU- og EØS-lande oplysninger om danske virksomheder til brug for håndhævelse af

udstationeringsreglerne via den offentlige brugerflade der er forbundet til IMI. Oplysninger kan

tillige sendes i forbindelse med bilateralt administrativt samarbejde og gensidig bistand.

Stk. 2.

En dansk virksomhed, som udstationerer førere af gods inden for vejtransportsektoren i et

andet EU- og EØS-land, skal, efter anmodning fra Færdselsstyrelsen, sende oplysninger der er

nødvendige for, at Færdselsstyrelsen kan varetage deres opgave efter stk. 1.

Stk. 3.

Transportministeren fastsætter nærmere regler om, hvordan det administrative samarbejde

efter stk. 1 udføres og regler om, hvilken dokumentation virksomheden skal sende efter stk. 2.«

20.

§ 8, stk. 4,

ændres »stk. 3, nr. 1« til: »stk. 4, nr. 1«.

21.

§ 11, stk. 1, 1. pkt.,

ændres »eller 2« til: », 2 eller 3«.

22.

§ 12, stk. 1,

indsættes efter »§ 1, stk. 1«: »og 3«.

23.

§ 12, stk. 1, nr. 1, litra h

ændres »eller« til: »,«.

24.

§ 12, stk. 1, nr. 1,

indsættes som nye litra:

»j) EU-lovgivning om adgang til det internationale marked for gods- og buskørsel,

k) EU-lovgivning om betingelserne for udøvelse af vejtransporterhvervet,

l) lovgivning om løn- og arbejdsvilkår og arbejdstid inden for vejtransporterhvervet, herunder

udstationering af arbejdstagere inden for vejtransport,

m) lovgivning om periodesyn og syn ved vejsiden af erhvervskøretøjer,

n) lovgivning om lovvalgsregler for kontraktlige forpligtelser,

o) lovgivning om handelsret,

p) lovgivning om erhvervsansvar eller

q) konkurslovgivning eller«.

25.

§ 12, stk. 2, nr. 1,

ændres »§ 3, stk. 1, nr. 3« til: »§ 3, stk. 2, nr. 3«.

26.

§ 12, stk. 3, 1. pkt.,

indsættes efter »§ 1, stk. 1«: »og 3«.

27.

§ 12, stk. 3, 2. pkt.,

ændres »§ 3, stk. 1, nr. 3« til: »§ 3, stk. 2, nr. 3«.

28.

§ 12, stk. 5,

ændres »eller 2« til: », 2 eller 3«.

29.

§ 12, stk. 6,

ændres »stk. 3« til: »stk. 4«.

30.

§ 12, stk. 7,

ændres »stk. 3, nr. 1« til: »stk. 4, nr. 1«, og efter »stk. 1« indsættes: »eller 3«.

31.

To steder i

§ 12, stk. 8,

ændres »§ 1, stk. 2« til: »§ 1, stk. 1-3«.

32.

§ 12 a

indsættes efter »fører«: », administrerende direktør«.

33.

To steder i

§ 13, stk. 1, 3. pkt.,

ændres »litra b-i« til: »litra b-q«.

34.

§ 13, stk. 2, 1. pkt.,

indsættes efter »eller 3,«: »eller § 3, stk. 2, nr. 2 eller 3,«, og efter »eller 5«

indsættes: », eller § 4, stk. 2, nr. 3 eller 5«.

35.

§ 13, stk. 3, 1. pkt.,

indsættes efter »§ 3, stk. 1, nr. 2,«: »og § 3, stk. 2, nr. 2,«, og efter »§ 4,

stk. 1, nr. 3,« indsættes: »§ 4, stk. 2, nr. 3«.

36.

§ 13, stk. 4, 1. pkt.,

indsættes efter »§ 3, stk. 1, nr. 3,«: »og § 3, stk. 2, nr. 3,«, og efter »nr. 5«

indsættes: », og § 4, stk. 2, nr. 5«.

37.

Efter § 13 indsættes:

»§ 14.

Færdselsstyrelsen har til enhver tid uden retskendelse mod behørig legitimation adgang til en

virksomheds forretningslokaler, forretningsbøger og papirer m.v., herunder materiale, der opbevares

i elektronisk form, med henblik på at føre kontrol med denne lovs § 3, stk. 1, jf. artikel 3 i

forordning nr. 1071/2009 og regler fastsat i medfør af denne lovs § 2, stk. 2. Politiet yder om

nødvendigt bistand til kontrollens gennemførelse.

Stk. 2.

Færdselsstyrelsen har til enhver tid uden retskendelse mod behørig legitimation adgang til en

udenlandsk virksomheds køretøj med henblik på at tilvejebringe oplysninger, der er nødvendige til

brug for Færdselsstyrelsens tilsyn efter § 6 f. Politiet yder om nødvendigt bistand hertil.

Stk. 3.

Transportministeren kan efter forhandling med justitsministeren fastsætte regler om politiets

bistand efter stk. 1 og 2.«

38.

§ 15

indsættes efter »§ 1, stk. 1«: »eller 3«.

39.

§ 16 b, stk. 1,

ændres »totalvægt på 3.500 kg eller derover« til: »tilladt totalvægt, der

overstiger 3.500 kg, eller en varebil eller vogntog med en tilladt totalvægt, der overstiger 2.500 kg«.

40.

§ 17, stk. 1, nr. 1,

ændres »§ 1, stk. 1-3« til: »§ 1, stk. 1-4«.

41.

§ 17, stk. 1, nr. 1,

indsættes efter »§ 6 a, stk. 1«: »og 2, § 6 d, stk. 1, § 6 e, stk. 1, § 6 g, stk. 2«.

42.

§ 17, stk. 1, nr. 3,

udgår »bestemmelser, der er indeholdt i«.

43.

§ 17, stk. 1, nr. 4,

ændres »stk. 2« til: »stk. 3 og 4«.

44.

§ 17

indsættes som

stk. 6 og 7:

»Stk. 6.

Ved straffens udmåling efter § 6 d, stk. 1, betragtes det som en skærpende omstændighed,

hvis overtrædelsen er begået forsætligt eller ved grov uagtsomhed, eller hvis der ved overtrædelsen

er opnået eller tilsigtet opnået en økonomisk fordel for den pågældende selv eller andre, eller hvis

overtrædelsen i øvrigt er af grovere karakter.

Stk. 7.

I forskrifter, der fastsættes i medfør af lovens § 2, stk. 2, om arbejdstid for selvstændige

vognmænd, kan der fastsættes straf af bøde eller fængsel indtil 4 måneder for overtrædelse af

bestemmelserne i forskrifterne, og regler om strafudmåling ved samtidig pådømmelse af flere

kriminelle forhold.«

45.

Efter § 17 b indsættes:

»§ 17 c.

Transportministeren kan efter forhandling med justitsministeren fastsætte regler om, at

Færdselsstyrelsen i nærmere angivne sager om overtrædelser af § 6 d, § 6 e eller regler udstedt i

medfør heraf, der ikke skønnes at medføre højere straf end bøde, i et bødeforelæg kan tilkendegive,

at sagen kan afgøres uden retssag, hvis den, der har begået overtrædelsen, erklærer sig skyldig i

overtrædelsen og erklærer sig rede til inden en nærmere angiven frist at betale en bøde som angivet

i bødeforelægget.

Stk. 2.

Reglerne i retsplejelovens § 834, stk. 1, nr. 2 og 3, og stk. 2, om krav til indholdet af et

anklageskrift og reglerne i retsplejeloven om, at en sigtet ikke er forpligtet til at udtale sig, finder

tilsvarende anvendelse på bødeforelæg.

Stk. 3.

Vedtages bødeforelægget, bortfalder videre forfølgning. Vedtagelsen har samme virkning

som en dom.«

§ 2.

I lov om buskørsel, jf. lovbekendtgørelse nr. 1050 af 12. november 2012, bl.a. ved § 2 i lov

nr. 746 af 1. juni 2015 og senest ved § 2 i lov nr. 870 af 14. juni 2020, foretages følgende

ændringer:

Fodnoten

til lovens titel affattes således:

»1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets

direktiv 2003/59/EF af 15. juli 2003 om grundlæggende kvalifikationskrav og efteruddannelseskrav

for førere af visse køretøjer, der benyttes til godstransport eller personbefordring ad vej, og om

ændring af Rådets forordning (EØF) nr. 38/85 samt Rådets direktiv 91/439/EØF og om ophævelse

af Rådets direktiv 76/914/EØF (EF-Tidende 2003 nr. L 226, side 4-17) og dele af Europa-

Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2020/1057 af 15. juli 2020 om fastsættelse af særlige regler

med hensyn til direktiv 96/71/EF og direktiv 2014/67/EU om udstationering af førere i

vejtransportsektoren og om ændring af direktiv 2006/22/EF, for så vidt angår håndhævelseskravene,

og af forordning (EU) nr. 1024/2012 (EU-Tidende 2020 nr. L 249, side 49).«

Efter § 1 c indsættes i

kapitel 1:

»§ 1 d.

Ansøgning om udstedelse af tilladelse efter § 1, stk. 1, og § 1 a, stk. 1, skal indgives til

transportministeren ved anvendelse af den digitale løsning, som ministeren stiller til rådighed.«

§ 12, stk. 1,

affattes således:

»Tilladelse i henhold til § 1, stk. 1, kan meddeles en her i landet hjemmehørende virksomhed, der

foruden at opfylde de krav, der følger af artikel 3 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF)

nr. 1071/2009 af 21. oktober 2009 om fælles regler om betingelser for udøvelse af

vejtransporterhvervet og om ophævelse af Rådets direktiv 96/26/EF (forordning nr. 1071/2009),

1) ikke er under rekonstruktionsbehandling eller konkurs,

2) ikke har ikkepersonlig forfalden gæld til det offentlige på 50.000 kr. og derover, og

3) udviser god vandel, jf. stk. 4 og 5, og § 18, stk. 2.«

§ 12, stk. 4, nr. 2, litra b,

ændres »litra a-h« til: »litra a-p«.

§ 12

indsættes som

stk. 5:

»Stk. 5.

Stk. 4 finder tilsvarende anvendelse for enkeltmandsvirksomheder.«

§ 13

affattes således:

»§ 13.

Virksomheden skal have en godkendt transportleder, der foruden at opfylde de krav, der

følger af artikel 4 i forordning nr. 1071/2009,

1) er myndig og ikke er under værgemål efter værgemålslovens § 5 eller under samværgemål efter

værgemålslovens § 7,

2) ikke er under rekonstruktionsbehandling eller konkurs,

3) ikke har ikkepersonlig forfalden gæld til det offentlige på 50.000 kr. og derover,

4) ikke er dømt for strafbare forhold, der begrunder nærliggende fare for misbrug af adgangen til at

udføre vognmandsvirksomhed, jf. straffelovens § 78, stk. 2, og

5) udviser god vandel.«

§ 14, stk. 1, nr. 1, litra g

ændres »eller« til: »,«.

§ 14, stk. 1, nr. 1,

indsættes som nye litra:

»i) EU-lovgivning om adgang til det internationale marked for gods- og buskørsel,

j) EU-lovgivning om betingelserne for udøvelse af vejtransporterhvervet,

k) lovgivning om løn- og arbejdsvilkår og arbejdstid inden for vejtransporterhvervet, herunder

udstationering af arbejdstagere inden for vejtransport,

l) lovgivning om periodesyn og syn ved vejsiden af erhvervskøretøjer,

m) lovgivning om lovvalgsregler for kontraktlige forpligtelser,

n) lovgivning om handelsret,

o) lovgivning om erhvervsansvar eller

p) konkurslovgivning eller«.

§ 14 b

indsættes efter »fører«: », administrerende direktør«.

10.

Efter § 14 b indsættes:

»§ 14 c.

Færdselsstyrelsen har til enhver tid uden retskendelse mod behørig legitimation adgang til

en virksomheds forretningslokaler, forretningsbøger og papirer m.v., herunder materiale, der

opbevares i elektronisk form, med henblik på at føre kontrol med denne lovs § 12, stk. 1, jf. artikel

3 i forordning nr. 1071/2009 og regler fastsat i medfør af denne lovs § 18, stk. 1, nr. 1. Politiet yder

om nødvendigt bistand til kontrollens gennemførelse.

Stk. 2.

Færdselsstyrelsen har til enhver tid uden retskendelse mod behørig legitimation adgang til en

udenlandsk virksomheds køretøj med henblik på at tilvejebringe oplysninger, der er nødvendige til

brug for Færdselsstyrelsens tilsyn efter § 21 b. Politiet yder om nødvendigt bistand hertil.

Stk. 3.

Transportministeren kan efter forhandling med justitsministeren fastsætte regler om politiets

bistand efter stk. 1 og 2.«

11.

To steder i

§ 15, stk. 1, 3. pkt.,

ændres »litra b-h« til: »litra b-p«.

12.

§ 16, stk. 3,

ophæves.

13.

§ 18, stk. 1, nr. 3,

affattes således:

»3) indholdet af ansøgninger efter § 1, stk. 1, og § 1 a, stk. 1, herunder oplysninger om faglige

kvalifikationer, egenkapital og tilladelsens udformning og nærmere regler om den digitale løsning,

jf. § 1 d.«

14.

§ 18, stk. 1, nr. 11,

ændres »og« til: »,«.

15.

§ 18, stk. 1, nr. 12,

ændres ».« til: »og«.

16.

§ 18, stk. 1,

indsættes som

nr. 13:

»13) frister for godkendelse af en ny transportleder i forbindelse med fratrædelse af en godkendt

transportleder for virksomheder med tilladelse efter § 1, stk. 1, og for midlertidig fortsættelse af en

virksomhed med tilladelse efter § 1, stk. 1, efter dødsfald, under konkurs eller rekonstruktion med

henblik på afhændelse, afvikling el. lign.«

17.

Efter kapitel 4 c indsættes:

»Kapitel 5. Vilkår for udenlandske virksomheder, der udstationerer chauffører i Danmark

§ 21.

En udenlandsk virksomhed, der udstationerer førere af erhvervsmæssig personbefordring

inden for vejtransportsektoren i Danmark, skal, senest ved udstationeringens begyndelse, udfylde en

udstationeringserklæring via den offentlige brugerflade der er forbundet til Informationssystemet

for det indre marked (IMI). Føreren er udstationeret, når føreren udfører følgende arbejde for

virksomheden:

1) Buscabotagekørsel,

2) vejdelen af kombineret transport, eller

3) ikkebilateral international transport i Danmark.

Stk. 2.

Transportministeren fastsætter nærmere regler om, hvilke oplysninger der skal anmeldes

efter stk. 1.

Stk. 3.

Transportministeren kan fastsætte regler om, hvilken dokumentation føreren skal være i

besiddelse af og fremvise efter anmodning fra kontrolmyndigheder i udstationeringsperioden.

Stk. 4.

Transportministeren kan fastsætte regler om, hvilke oplysninger den udenlandske

virksomhed skal sende via den offentlige brugerflade der er forbundet til IMI efter anmodning fra

Færdselsstyrelsen efter udstationeringens ophør samt om fristen for indsendelsen af oplysningerne.

Stk. 5.

Transportministeren kan fastsætte regler om indhentning af oplysninger efter stk. 4, fra

myndighederne i virksomhedens etableringsland eller andre landes myndigheder.

§ 21 a.

En udenlandsk virksomhed skal betale lønmodtageren en timeløn, der som minimum svarer

til en timesats, som fastsættes i medfør af stk. 2, når lønmodtageren udfører buscabotagekørsel for

virksomheden i Danmark.

Stk. 2.

Transportministeren fastsætter efter inddragelse af arbejdsmarkedets parter nærmere regler

om den timesats, som lønmodtageren som minimum skal oppebære efter stk. 1. Timesatsen

fastsættes på baggrund af relevante lønbestemmelser i de af de mest repræsentative

arbejdsmarkedsparter indgåede landsdækkende overenskomster, der skal lægges til grund i medfør

af § 18, stk. 2, nr. 1.

§ 21 b.

Færdselsstyrelsen varetager tilsynet med overholdelsen af anmeldelsespligten efter § 21, stk.

1, dokumentationskrav, der fastsættes i medfør af § 21, stk. 3, og aflønningskravet efter § 21 a, stk.

§ 21 c.

Færdselsstyrelsen sender senest 25 arbejdsdage efter forespørgsel fra myndigheder i de

øvrige EU- og EØS-lande oplysninger om danske virksomheder til brug for håndhævelse af

udstationeringsreglerne via den offentlige brugerflade der er forbundet til IMI. Oplysninger kan

tillige sendes i forbindelse med bilateralt administrativt samarbejde og gensidig bistand.

Stk. 2.

En dansk virksomhed, som udstationerer førere af gods inden for vejtransportsektoren i et

andet EU- og EØS-land, skal, efter anmodning fra Færdselsstyrelsen, sende oplysninger der er

nødvendige for, at Færdselsstyrelsen kan varetage deres opgave efter stk. 1.

Stk. 3.

Transportministeren fastsætter nærmere regler om, hvordan det administrative samarbejde

efter stk. 1 udføres og regler om, hvilken dokumentation virksomheden skal sende efter stk. 2.«

18.

§ 22, stk. 1, nr. 1,

affattes således:

»1) overtræder § 1, stk. 1 og 2, § 1 a, § 9, stk. 1, § 17, stk. 1, § 18, stk. 6, § 20 a, stk. 4, § 21, stk. 1,

§ 21 a, stk. 1, eller § 21 c, stk. 2,«.

19.

§ 22

indsættes som

stk. 6

»Stk. 6.

Ved straffens udmåling efter § 21, stk. 1, betragtes det som en skærpende omstændighed,

hvis overtrædelsen er begået forsætligt eller ved grov uagtsomhed, eller hvis der ved overtrædelsen

er opnået eller tilsigtet opnået en økonomisk fordel for den pågældende selv eller andre, eller hvis

overtrædelsen i øvrigt er af grovere karakter.

Stk. 7.

I forskrifter, der fastsættes i medfør af § 18, stk. 1, nr. 1, om arbejdstid for selvstændige

vognmænd, kan der fastsættes straf af bøde eller fængsel indtil 4 måneder for overtrædelse af

bestemmelserne i forskrifterne, og regler om strafudmåling ved samtidig pådømmelse af flere

kriminelle forhold.«

20.

Efter § 22 b indsættes:

»§ 22 c.

Transportministeren kan efter forhandling med justitsministeren fastsætte regler om, at

Færdselsstyrelsen i nærmere angivne sager om overtrædelser af § 21 og § 21 a og regler udstedt i

medfør heraf, der ikke skønnes at medføre højere straf end bøde, i et bødeforelæg kan tilkendegive,

at sagen kan afgøres uden retssag, hvis den, der har begået overtrædelsen, erklærer sig skyldig i

overtrædelsen og erklærer sig rede til inden en nærmere angiven frist at betale en bøde som angivet

i bødeforelægget.

Stk. 2.

Reglerne i retsplejelovens § 834, stk. 1, nr. 2 og 3, og stk. 2, om krav til indholdet af et

anklageskrift og reglerne i retsplejeloven om, at en sigtet ikke er forpligtet til at udtale sig, finder

tilsvarende anvendelse på bødeforelæg.

Stk. 3.

Vedtages bødeforelægget, bortfalder videre forfølgning. Vedtagelsen har samme virkning

som en dom.«

§ 3.

I lov om udstationering af lønmodtagere m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 1144 af 14.

september 2018, som ændret bl.a. ved lov nr. 870 af 14. juni 2020, lov nr. 1939 af 15.

december 2020 og senest ved lov nr. 159 af 2. februar 2021, foretages følgende ændringer:

§ 1, stk. 5,

ophæves.

Stk. 6 bliver herefter stk. 5.

§ 7 b, stk. 2,

ophæves.

Stk. 3 bliver herefter stk. 2.

Kapitel 4 a ophæves.

§ 10 a, stk. 1, nr. 4

ophæves.

§ 10 a, stk. 3,

ændres »stk. 1, nr. 1-3 og 5« til: »stk. 1, nr. 1-3«.

§ 10 a, stk. 4,

ophæves.

§ 10 d, stk. 2,

ophæves.

Stk. 3 og 4 bliver herefter stk. 2 og 3.

§ 10 e

ophæves.

§ 4.

I lov nr. 395 af 1. juni 2005 om arbejdstid for mobile lønmodtagere inden for

vejtransportsektoren foretages følgende ændringer:

Fodnoten til lovens titel affattes således:

»1) Loven gennemfører Rådets direktiv 2002/15/EF af 11. marts 2002 om tilrettelæggelse af

arbejdstid for personer, der udfører mobile vejtransportaktiviteter (EF-Tidende 2002 nr. L 80, s. 35)

og dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/22/EF af 15. marts 2006 om

minimumsbetingelser for gennemførelse af forordning (EF) nr. 561/2006 og (EU) nr. 165/2014

samt direktiv 2002/15/EF med hensyn til sociale bestemmelser inden for vejtransportvirksomhed og

om ophævelse af Rådets direktiv 88/599/EØF (EU-Tidende 2020 nr. L 249, s. 49) som ændret ved

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2020/1057 af 15. juli 2020 om fastsættelse af særlige regler

med hensyn til direktiv 96/71/EF og direktiv 2014/67/EU om udstationering af førere i

vejtransportsektoren og om ændring af direktiv 2006/22/EF, for så vidt angår håndhævelseskravene,

og af forordning (EU) nr. 1024/2012. Direktiverne er optrykt som bilag til loven.«

§ 1, stk. 1, § 3, stk. 1, § 4, stk. 4,

§ 5

ændres »(EØF) nr. 3820/85« til: »(EF) nr. 561/2006«.

§ 1, stk. 2

ophæves.

§ 3, stk. 1,

affattes således:

»Den gennemsnitlige ugentlige arbejdstid må ikke overstige 48 timer beregnet over en periode på 4

måneder, jf. dog stk. 6. Der kan desuden højst arbejdes 60 timer i en enkelt uge, medmindre der er

tale om vejtransporter, der er omfattet af artikel 8, stk. 6 a, i forordning (EØF) 3820/85 eller, hvis

denne ikke finder anvendelse, af AETR-overenskomstens artikel 8, stk. 6 b.«

§ 3

indsættes som

stk. 6:

»Stk. 6.

Den referenceperiode, der er nævnt i stk. 1, 1. pkt., kan af objektive eller tekniske grunde

eller af hensyn til arbejdets tilrettelæggelse ved kollektiv overenskomst eller aftaler mellem

arbejdsmarkedets parter fastsættes til højst seks måneder.«

§ 7, stk. 3,

ophæves.

§ 8, stk. 1,

affattes således:

»Overtrædelse af § 3, stk. 1, 3 og 4, § 4, stk. 1-3, og § 6 straffes med bøde eller fængsel indtil 4

måneder.«

§ 8

indsættes som

stk. 3

»Stk. 3.

I forskrifter, der udstedes i medfør af loven, kan der fastsættes straf af bøde eller fængsel

indtil 4 måneder for overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne.

Stk. 4.

For overtrædelse af denne lovs § 3, stk. 1, § 4, stk. 1-3, og § 6, kan der pålægges en

arbejdsgiver bødeansvar, selvom overtrædelsen ikke kan tilregnes arbejdsgiveren som forsætlig

eller uagtsom. For bødeansvaret fastsættes ingen forvandlingsstraf.«

Efter

§ 8

indsættes:

»§ 8 a.

Har nogen ved én eller flere handlinger begået flere overtrædelser af denne lov eller

forskrifter fastsat i medfør heraf, og medfører overtrædelserne idømmelse af bøde, sammenlægges

bødestraffen for hver overtrædelse. Har nogen ved én eller flere handlinger overtrådt denne lov eller

forskrifter udstedt i medfør af denne lov og én eller flere andre love, og medfører overtrædelserne

idømmelse af bøde, sammenlægges bødestraffen for hver overtrædelse af denne lov eller forskrifter

udstedt i medfør heraf og bødestraffen for overtrædelsen af den eller de andre love.

Stk. 2.

Har nogen ved én eller flere handlinger begået flere overtrædelser af denne lov eller

forskrifter fastsat i medfør heraf, og medfører én af overtrædelserne idømmelse af frihedsstraf,

mens en anden medfører idømmelse af bøde, idømmer retten en bøde ved siden af frihedsstraffen.

Det samme gælder, såfremt nogen ved én eller flere handlinger har overtrådt denne lov eller

forskrifter udstedt i medfør af denne lov og én eller flere andre love og overtrædelsen af denne lov

eller forskrifter udstedt i medfør heraf medfører bødestraf og overtrædelsen af den eller de andre

love medfører frihedsstraf.

Stk. 3.

Bestemmelserne i stk. 1 og 2 kan fraviges, når særlige grunde taler herfor.

§ 8 b.

Politiet kan tilbageholde køretøjer i tilfælde af overtrædelse af denne lovs § 3, stk. 1, og § 4,

stk. 1-3.

Stk. 2.

Med hensyn til iværksættelse af tilbageholdelsen efter stk. 1 finder retsplejelovens

bestemmelser om beslaglæggelse med henblik på konfiskation tilsvarende anvendelse.

Tilbageholdelse kan ske, indtil forholdene er bragt i overensstemmelse med de bestemmelser, der er

nævnt i stk. 1.

Stk. 3.

I tilfælde af overtrædelse af denne lovs § 3, stk. 1, og § 4, stk. 1-3, finder færdselslovens §

120 tilsvarende anvendelse.«

10.

§ 9

indsættes efter »parter«: »og efter høring af Færdselsstyrelsen«.

11.

Efter

§ 9

indsættes:

»§ 9 a.

Transportministeren kan fastsætte regler om gennemførelsen og kontrollen med

overholdelsen af Det Europæiske Fællesskabs og Den Europæiske Unions direktiver om arbejdstid

for personer, der udfører mobile vejtransportaktiviteter.

Stk. 2.

Transportministeren eller den, ministeren bemyndiger dertil, har til enhver tid uden

retskendelse mod behørig legitimation adgang til en virksomheds forretningslokaler,

forretningsbøger og papirer m.v., herunder materiale, der opbevares i elektronisk form, med henblik

på at føre kontrol med denne lovs § 3, stk. 1, 3 og 4, § 4, stk. 1-3, og § 6 samt bestemmelser fastsat i

medfør af stk. 1. Politiet yder om nødvendigt bistand til kontrollens gennemførelse.«

§ 5.

Loven træder i kraft den 2. februar 2022, jf. dog stk. 2-4.

Stk. 2.

§ 1, nr. 3-18, 20-36, 38-40, og § 2, nr. 3-9 og 11-16, træder i kraft den 21. februar 2022. § 14,

stk. 1, i lov om godskørsel som affattet ved denne lovs § 1, nr. 37, og § 14 c, stk. 1, i lov om

buskørsel som affattet ved denne lovs § 2, nr. 10, træder i kraft den 21. februar 2022.

Stk. 3.

§ 1, nr. 2, træder i kraft den 1. januar 2023.

Stk. 4.

Transportministeren fastsætter regler om overgangsordninger.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

1. Indledning

2. Lovforslagets hovedpunkter

2.1. Indførelse af kontrol med arbejdstid

2.1.1. Gældende ret

2.1.1.1. Lov om arbejdstid

2.1.1.2. Kontrollen på køre- og hviletidsområdet

2.1.2. Vejpakken

2.1.3.Transportministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

2.2. Udstationering af førere inden for vejtransportsektoren

2.2.1. Gældende ret

2.2.2. Transportministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

2.3. Krav om tilladelse ved international godskørsel i varebiler

2.3.1. Gældende ret

2.3.2. Vejpakken

2.3.3. Transportministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

2.4. Vandelsvurderingen

2.4.1. Gældende ret

2.4.2. Vejpakken

2.4.3. Transportministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

2.5. Kontrolbesøg og tilsyn efter gods- og buskørselsloven

2.5.1. Gældende ret

2.5.2. Vejpakken

2.5.3. Transportministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

2.6. Krav om tilladelse ved national godskørsel i varebiler

2.6.1. Gældende ret

2.6.2. Transportministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Konsekvenser for FN’s verdensmål

4. Regionale konsekvenser, herunder for landdistrikterne

5. Forholdet til databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven

6. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige

7. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

8. Administrative konsekvenser for borgerne

9. Klimamæssige konsekvenser

10. Miljø- og naturmæssige konsekvenser

11. Forholdet til EU-retten

12. Hørte myndigheder og organisationer m.v.

13. Sammenfattende skema

1. Indledning

Baggrunden for lovforslaget er

EU’s vejpakke,

der efter tre års forhandlinger blev vedtaget af EU i

juli 2020. Vejpakken indeholder ændrede betingelser for udøvelse af vejtransporterhvervet, adgangen

til godskørselsmarkedet, krav om grundlæggende arbejdsvilkår for udenlandske chauffører samt nye

regler om kontrol med virksomheder.

Visse af Vejpakkens regler bl.a. vedrørende køre- og hviletid i vejtransport har været gældende siden

sommeren 2020. Med dette lovforslag foretages de nødvendige ændringer i vejtransportlovgivningen

med henblik på tilpasning og inkorporering i dansk ret af de dele af Vejpakken, som finder anvendelse

fra henholdsvis februar og maj 2022.

Lovforslaget indfører for det første særlige sektorspecifikke regler om udstationering af førere i

vejtransportsektoren. Lovforslaget indeholder på den baggrund en ophævelse af reglerne i

lovbekendtgørelse nr. 1144 af 14. september 2018 om udstationering af lønmodtagere m.v. med

senere ændringer (i det følgende udstationeringsloven), der overflyttes i en tilpasset og lempeligere

version til henholdsvis lovbekendtgørelse nr. 1051 af 12. november 2012 om godskørsel med senere

ændringer (i det følgende godskørselsloven) og lovbekendtgørelse nr. 1050 af 12. november 2012 om

buskørsel med senere ændringer (i det følgende buskørselsloven), således at de krav, der stilles til

udstationerede førere ikke går videre end hvad der følger af EU-reguleringen.

Lovforslaget indeholder for det andet mindre justeringer af de fire krav, som virksomhederne skal

opfylde for at udføre gods- og buskørsel (etableringskrav, vandelskrav, krav om tilstrækkeligt

økonomisk grundlag og krav til faglige kvalifikationer).

Derudover indfører lovforslaget som noget nyt en tilladelsesordning for international godskørsel for

fremmed regning i varebiler. Konsekvenser heraf er, at godskørselsloven fremover indeholder tre

tilladelsesordninger:

1) Tilladelsesordning for godskørsel for fremmed regning i motorkøretøjer, hvis tilladte

totalvægt overstiger 3.500 kg (lastbiler).

2) Tilladelsesordning for international godskørsel for fremmed regning i motorkøretøjer, hvis

tilladte totalvægt overstiger 2.500 kg, men ikke overstiger 3.500 kg (varebiler).

3) Tilladelsesordning for national godskørsel for fremmed regning i motorkøretøjer, hvis tilladte

totalvægt overstiger 2.000 kg, men ikke overstiger 3.500 kg (varebiler).

Ansøgere om tilladelse til international godskørsel for fremmed regning i varebiler skal som

udgangspunkt opfylde de samme betingelser som ansøgere om tilladelse til godskørsel for fremmed

regning i lastbiler. De overenskomstmæssige betingelser svarer dog i stedet til de betingelser, som

følger af den nationale varebilsordning. Til opfyldelse af kravet om tilstrækkeligt økonomisk

grundlag og kravet til faglige kvalifikationer stilles desuden særskilte betingelser, som fastsættes ved

bekendtgørelse.

Lovforslaget indfører ligeledes som noget nyt myndighedskontrol med gennemsnitlig og maksimal

ugentlig arbejdstid, pauser og natarbejde, som er reguleret i lov nr. 395 af 1. juni 2005 om arbejdstid

for mobile lønmodtagere inden for vejtransportsektoren (herefter lov om arbejdstid), samt i

bekendtgørelse nr. 450 af 11. maj 2012 om arbejdstid for selvstændige vognmænd, der udfører mobile

vejtransportaktiviteter (herefter bekendtgørelse om arbejdstid for selvstændige vognmænd). Dette

sker som en udvidelse af den eksisterende vej- og virksomhedskontrol på køre- og hviletidsområdet.

Formålet med denne udvidelse af kontrolelementerne i vej- og virksomhedskontrollen er at forbedre

færdselssikkerheden, beskytte føreres arbejdsvilkår og forebygge konkurrenceforvridninger.

Endelig indeholder lovforslaget en ændring af anvendelsesområdet for tilladelsesordningen for

national godskørsel i varebiler. 11-kg-kravet udgår og vægtgrænsen hæves fra 2.000 kg til 2.500 kg.

Formålet med ændringen er at sikre en mere effektiv håndhævelse af reglerne samt en bedre mulighed

for branchen til at efterleve reglerne.

Denne ændring er ikke en del af EU’s Vejpakke, da

tilladelsesordningen ikke er EU-reguleret.

2. Lovforslagets hovedpunkter

2.1. Indførelse af kontrol med arbejdstid

2.1.1. Gældende ret

2.1.1.1. Lov om arbejdstid

Lov om arbejdstid gennemfører Rådets direktiv 2002/15/EF af 11. marts 2002 om tilrettelæggelse af

arbejdstid for personer, der udfører mobile vejtransportaktiviteter (herefter vejtransportdirektivet om

arbejdstid). Loven hører under Beskæftigelsesministeriets ressort.

Lov om arbejdstid indeholder materielle regler om arbejdstid, pauser og natarbejde for mobile

lønmodtagere. Til forskel fra køre- og hviletidsreglerne, hvor udgangspunktet for reguleringen er den

mobile arbejdstagers køretid, er udgangspunktet for reguleringen i lov om arbejdstid den samlede

arbejdstid, hvor den pågældende står til rådighed for sin arbejdsgiver, og arbejdstiden omfatter således

både kørsel og andet arbejde som f.eks. af- og pålæsning.

Det fremgår af § 3, stk. 1, i lov om arbejdstid, at den gennemsnitlige ugentlige arbejdstid ikke må

overstige 48 timer beregnet over en periode på 4 måneder, og at der som udgangspunkt højst må

arbejdes 60 timer i en enkelt uge. § 3 indeholder endvidere regler om, at den mobile lønmodtagers

arbejdsgiver skal registrere arbejdstiden for den mobile lønmodtager, og at den registrerede arbejdstid

skal opbevares i to år. Derudover fremgår det af § 4, stk. 1, at den mobile lønmodtager ikke må arbejde

mere end 6 timer i træk uden pauser, og af § 6, stk. 1, fremgår, at den mobile lønmodtagers daglige

arbejdstid ikke må overstige 10 timer inden for et tidsrum på 24 timer, hvor der udføres natarbejde.

Det er i dag alene bestemmelserne om registrering og opbevaring af arbejdstid, jf. § 3, stk. 3 og 4, der

er strafbelagt og kontrolleres af myndighederne. Der føres således ikke myndighedskontrol med de

materielle regler om arbejdstid, pauser og natarbejde.

Lov om arbejdstid indeholder i § 1, stk. 2 og 3, en mulighed for, at arbejdsmarkedets parter kan

implementere vejtransportdirektivet om arbejdstid ved kollektive overenskomster. Dette medfører, at

de pågældende parter ikke er omfattet af en række bestemmelser i lov om arbejdstid i det omfang, at

de kollektive overenskomster sikrer rettigheder, der svarer til vejtransportdirektivet om arbejdstid.

Derudover giver vejtransportdirektivet om arbejdstid mulighed for, at der ved kollektive

overenskomster kan vedtages undtagelser til reglerne om arbejdstid. Det følger således af artikel 8 i

vejtransportdirektivet om arbejdstid, at der af objektive eller tekniske grunde eller af hensyn til

arbejdets tilrettelæggelse kan vedtages undtagelser til hovedreglerne om gennemsnitlig og maksimal

ugentlig arbejdstid og natarbejde. Kontrollen med arbejdstid i de situationer, hvor

vejtransportdirektivet om arbejdstid er implementeret ved kollektiv overenskomst, håndteres af

arbejdsmarkedets parter i det fagretlige system.

Selvstændige vognmænd er ikke omfattet af lov om arbejdstid. Vejtransportdirektivet om arbejdstid

er i forhold til selvstændige vognmænd implementeret via gods- og buskørselsloven ved

bekendtgørelse om arbejdstid for selvstændige vognmænd, som henhører under Transportministeriet.

Bekendtgørelsen regulerer arbejdstidsforholdene for selvstændige vognmænd, der udfører mobile

vejtransportaktiviteter.

Opgaven med at kontrollere oplysninger om arbejdstid for selvstændige vognmænd ligger hos

Færdselsstyrelsen.

2.1.1.2. Kontrollen på køre- og hviletidsområdet

Reglerne på køre- og hviletidsområdet findes bl.a. i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF)

nr. 561/2006 af 15. marts 2006 om harmonisering af visse sociale bestemmelser inden for vejtransport

og om ændring af Rådets forordning (EØF) nr. 3821/85 og (EF) nr. 2135/98 samt ophævelse af Rådets

forordning (EØF) nr. 3820/85 (herefter køre- og hviletidsforordningen).

Bestemmelserne i køre- og hviletidsforordningen suppleres af bestemmelserne i Europa-Parlamentets

og Rådets forordning (EU) nr. 165/2014 af 4. februar 2014 om takografer inden for vejtransport, om

ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 3821/85 om kontrolapparatet inden for vejtransport og om

ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 561/2006 om harmonisering af visse

sociale bestemmelser inden for vejtransport (herefter takografforordningen).

Køre- og hviletidsbestemmelserne er umiddelbart gældende i dansk ret, idet disse er regulerede på

forordningsniveau.

Køre- og hviletidsforordningen og takografforordningen gælder - med visse undtagelser - for

godstransport med lastbil og personbefordring med bus, og indeholder navnlig regler om, hvor længe

en fører maksimalt må køre, og hvornår og hvor længe føreren skal hvile.

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/22/EF af 15. marts 2006 om minimumsbetingelser for

gennemførelse af Rådets forordning (EØF) nr. 3820/85 og (EØF) nr. 3821/85 med hensyn til sociale

bestemmelser inden for vejtransportvirksomhed og om ophævelse af Rådets direktiv 88/599/EØF

(herefter kontroldirektivet) fastsætter kravene til medlemsstaternes kontrol med overholdelse af køre-

og hviletidsbestemmelserne.

Det følger af kontroldirektivets artikel 2, stk. 1, at medlemsstaterne indfører en ordning med

hensigtsmæssig og regelmæssig kontrol både på vejene og hos virksomhederne. Kontrollen skal hvert

år omfatte et bredt, repræsentativt udsnit af mobile arbejdstagere, førere, virksomheder og køretøjer

inden for alle de transportkategorier, der er omfattet af køre- og hviletidsforordningen og

takografforordningen.

Det følger desuden af kontroldirektivets artikel 2, stk. 3, at hver medlemsstat tilrettelægger kontrollen

på en sådan måde, at minimum 3 % af arbejdsdagene for førere af køretøjer, som er omfattet af køre-

og hviletidsforordningen og takografforordningen, kontrolleres, og at mindst 30 pct. af det samlede

antal kontrollerede arbejdsdage kontrolleres på vejene og mindst 50 pct. hos virksomhederne.

Endvidere følger det af kontroldirektivets artikel 9, stk. 2, at virksomheder i en høj risikoklasse

kontrolleres grundigere og hyppigere.

Kontrol med overholdelse af bestemmelserne på køre- og hviletidsområdet udføres i dag henholdsvis

i forbindelse med politiets vejkontrol og Færdselsstyrelsens administrative virksomhedskontrol. Det

fremgår af kontroldirektivets bilag I, hvilke elementer, henholdsvis politiets vejkontrol (Del A) og

Færdselsstyrelsens administrative virksomhedskontrol (Del B), skal indeholde.

Politiets vejkontrol omfatter i udgangspunktet alene kontrol af det standsede køretøj og føreren af

køretøjet. Kontrollen foregår i praksis således, at kontrolmedarbejderen isætter sit kontrolkort i

køretøjets takograf, hvorefter data fra takografen og førerkortet kan udlæses. Ved vejkontrollen

kontrolleres bl.a. overholdelse af bestemmelser om køretid, pauser og hviletid, om takografen er

anvendt og betjent korrekt, om diagramark er udfyldt korrekt, og om takografen er manipuleret.

I den administrative virksomhedskontrol indkalder Færdselsstyrelsen virksomheder til kontrol. Det

indebærer bl.a., at en virksomhed anmodes om at indsende diagramark og data fra førerkort og

køretøjer for den i indkaldelsesbrevet anførte periode. Endvidere kan virksomhedskontrollen foregå

på virksomhedens adresse med besøg fra Færdselsstyrelsen. Denne kontrol foregår under samme

vilkår, som hvis virksomheden var blevet indkaldt til at indsende materialet til Færdselsstyrelsen.

I den administrative virksomhedskontrol kontrolleres samtlige af virksomhedens køretøjer, der er

anvendt i kontrolperioden, ligesom de førere, der har ført virksomhedens køretøjer i kontrolperioden

kontrolleres. I virksomhedskontrollen kontrolleres bl.a. overholdelse af bestemmelser om køretid,

pauser og hviletid, om takografen er anvendt og betjent korrekt, og om diagramark er udfyldt korrekt.

2.1.2. Vejpakken

Som en del af Vejpakken er der med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2020/1057 af 15.

juli 2020 om fastsættelse af særlige regler med hensyn til direktiv 96/71/EF og direktiv 2014/67/EU

om udstationering af førere i vejtransportsektoren og om ændring af direktiv 2006/22/EF, for så vidt

angår håndhævelseskravene, og af forordning (EU) nr. 1024/2012 (herefter direktiv (EU) nr.

2020/1057) vedtaget ændringer i kontroldirektivet. Ændringerne indebærer en udvidelse af vej- og

virksomhedskontrollen, således at der indføres krav om kontrol af en række bestemmelser i

vejtransportdirektivet om arbejdstid.

Det fremgår af præamblen til direktiv (EU) nr. 2020/1057, at en egnet, effektiv og konsekvent

håndhævelse af arbejds- og hviletidsreglerne er afgørende for at forbedre færdselssikkerheden,

beskytte føreres arbejdsvilkår og forebygge konkurrenceforvridninger som følge af manglende

overholdelse, jf. præambelbetragtning nr. 26. Det er derfor ønskeligt at udvide anvendelsesområdet

for de gældende håndhævelseskrav fastsat i kontroldirektivet til også at omfatte kontrol med

overholdelse af arbejdstidsbestemmelserne i vejtransportdirektivet om arbejdstid.

Direktiv (EU) nr. 2020/1057 ændrer således i kontroldirektivets artikel 2, stk. 1, hvoraf det kommer

til at fremgå, at vej- og virksomhedskontrollen hvert år skal omfatte et bredt, repræsentativt udsnit af

mobile arbejdstagere, førere, virksomheder og køretøjer, inden for alle transportkategorier, der er

omfattet af køre- og hviletidsforordningen og takografforordningen, og mobile arbejdstagere og

førere, der er omfattet af vejtransportdirektivet om arbejdstid. Vejkontroller af overholdelse af

vejtransportdirektivet om arbejdstid skal dog begrænses til aspekter, der kan kontrolleres effektivt

ved hjælp af takograf. Omfattende kontrol af overholdelse af vejtransportdirektivet om arbejdstid må

kun foregå hos virksomhederne.

Direktiv (EU) nr. 2020/1057 ændrer endvidere i kontroldirektivets bilag I vedrørende elementerne i

henholdsvis vej- og virksomhedskontrollen.

Det fremgår af ændringerne til kontroldirektivets bilag 1, del A, at vejkontrollen normalt skal omfatte

kontrol af vejtransportdirektivet om arbejdstids artikel 4, litra a) om udvidet maksimal ugentlig

arbejdstid på 60 timer; anden ugentlig arbejdstid som fastsat i vejtransportdirektivet om arbejdstids

artikel 4 og 5, kun hvor teknologi gør det muligt at kontrollere dette effektivt. Endvidere fremgår det

af ændringerne til kontroldirektivets bilag 1, del B, at virksomhedskontrollen, udover de elementer,

som er anført i del A, skal omfatte kontrol af overholdelse af krav fastsat i vejtransportdirektivet om

arbejdstids artikel 4 om gennemsnitlig maksimal ugentlig arbejdstid, artikel 5 om pauser og artikel 7

om natarbejde.

Direktiv (EU) nr. 2020/1057 indfører endvidere en ny bestemmelse i kontroldirektivets artikel 2, stk.

3 a, hvorefter kontrollen af overholdelse af vejtransportdirektivet om arbejdstid skal tilrettelægges

under hensyntagen til det risikoklassificeringssystem, der er beskrevet i artikel 9 i kontroldirektivet.

Efter artikel 2, stk. 3a, kan medlemsstaterne tillige målrette deres kontrol af

arbejdstidsbestemmelserne mod virksomheder, hvor der allerede foreligger mange eller alvorlige

overtrædelser af køre- og hviletidsforordningen eller takografforordningen.

2.1.3. Transportministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Vejpakken indfører krav om myndighedskontrol med bestemmelserne om gennemsnitlig og

maksimal ugentlig arbejdstid, pauser og natarbejde fastsat i artikel 4, 5 og 7 i vejtransportdirektivet

om arbejdstid i form af en udvidelse af den eksisterende vej- og virksomhedskontrol.

Vejpakken indfører ikke ændringer i de materielle regler om gennemsnitlig og maksimal ugentlig

arbejdstid, pauser og natarbejde. Der er således alene tale om nye regler for kontrol med overholdelse

af reglerne om arbejdstid, som har til formål at forbedre færdselssikkerheden, beskytte føreres

arbejdsvilkår og forebygge konkurrenceforvridninger som følge af manglende overholdelse.

For at gøre det muligt at håndhæve og sanktionere overtrædelser af reglerne om arbejdstid, er der

efter Transportministeriets vurdering behov for at foretage visse justeringer i den måde, hvorpå

reglerne om gennemsnitlig og maksimal ugentlig arbejdstid, pauser og natarbejde er implementeret i

dansk ret i dag.

I dag er det muligt for arbejdsmarkedets parter at implementere vejtransportdirektivet om arbejdstid

ved kollektive overenskomster og herved ikke være omfattet af en række materielle bestemmelser i

lov om arbejdstid i det omfang, at de pågældende kollektive overenskomster sikrer de rettigheder, der

svarer til rettighederne i vejtransportdirektivet om arbejdstid.

Transportministeriet foreslår, at denne mulighed for at implementere vejtransportdirektivet om

arbejdstid ved kollektive overenskomster og herved ikke være omfattet af lov om arbejdstid, ophæves.

Herefter vil lov om arbejdstid finde anvendelse for alle mobile lønmodtagere, der deltager i

vejtransportaktiviteter, jf. § 1, stk. 1, i lov om arbejdstid.

Vejtransportdirektivet om arbejdstid giver mulighed for, at arbejdsmarkedets parter ved kollektive

overenskomster eller aftaler mellem arbejdsmarkedets parter kan vedtage undtagelser til

bestemmelserne om gennemsnitlig og maksimal ugentlig arbejdstid og natarbejde af objektive eller

tekniske grunde eller af hensyn til arbejdets tilrettelæggelse, jf. direktivets artikel 8. Disse

undtagelsesmuligheder kan endvidere fastsættes ved love eller administrative bestemmelser.

Transportministeriet foreslår, at der indsættes en hjemmel i § 3, stk. 6, i lov om arbejdstid til, at

arbejdsmarkedets parter kan fastsætte en referenceperiode på op til seks måneder for beregning af

den gennemsnitlige maksimale ugentlige arbejdstid på 48 timer, forudsat at dette er nødvendigt af

objektive eller tekniske grunde eller af hensyn til arbejdets tilrettelæggelse. Dermed fastsættes der i

loven som noget nyt regler om udnyttelse af den undtagelsesmulighed, som direktivet angiver i

forhold til reglen om gennemsnitlig maksimal ugentlig arbejdstid, og arbejdsmarkedets parter får

herefter med hjemmel i lov om arbejdstid den mulighed for at vedtage undtagelser ved kollektive

overenskomster, som de før havde ved implementering af direktivet direkte i den kollektive

overenskomst.

Transportministeriet foreslår derudover, at der foretages en justering i § 9, der indeholder en

bemyndigelse til, at beskæftigelsesministeren efter forhandling med arbejdsmarkedets parter kan

fastsætte nærmere regler vedrørende udnyttelse af de i direktivet indeholdte undtagelsesmuligheder,

således, at det fremadrettet vil være et krav, at Færdselsstyrelsen høres forud for udstedelse af de

pågældende regler. Baggrunden for dette forslag er, at det er Færdselsstyrelsen, der skal kontrollere

overholdelsen af reglerne om arbejdstid, og en forudgående høring af Færdselsstyrelsen skal derfor

være med til at sikre, at de fastsatte undtagelser kan håndteres i Færdselsstyrelsens kontrol. Der er

ikke på nuværende tidspunkt udstedt regler med hjemmel i bestemmelsen, hvilket kan skyldes

muligheden for i dag at implementere vejtransportdirektivet om arbejdstid ved kollektive

overenskomster og herved ikke være omfattet af en række materielle bestemmelser i lov om

arbejdstid, men med den foreslåede ophævelse af denne mulighed, kan bestemmelsen blive relevant

for arbejdsmarkedets parter, hvis der er behov for undtagelser fra § 3 om den maksimale ugentlige

arbejdstid på 60 timer og § 6 om maksimalt 10 timers arbejde i døgn, hvor der udføres natarbejde.

Dermed opretholdes den mulighed, som arbejdsmarkedets parter har for at aftale visse undtagelser

fra reglerne om arbejdstid, jf. artikel 8 i vejtransportdirektivet om arbejdstid, idet hjemlen for disse

aftaler fremadrettet vil være lov om arbejdstid og ikke vejtransportdirektivet om arbejdstid.

Transportministeriet er opmærksom på, at ændringen udgør et indgreb i den danske

arbejdsmarkedsmodel, men det er ministeriets vurdering, at denne ændring primært har formel

betydning. Transportministeriet har kendskab til, at der på nuværende tidspunkt er indgået kollektive

overenskomster, der fastsætter en referenceperiode på 6 måneder for den gennemsnitlige maksimale

ugentlige arbejdstid. Dette vil kunne opretholdes med den foreslåede bestemmelse i § 3, stk. 6. Hvis

der i de kollektive overenskomster er indgået aftaler om andre undtagelser fra reglerne om arbejdstid

og natarbejde, vil arbejdsmarkedets parter have mulighed for at opretholde disse aftaler i det omfang,

det er muligt at udstede regler herom, jf. den foreslåede § 9.

Transportministeriet foreslår endvidere, at der indsættes en bemyndigelse til, at transportministeren

kan fastsætte regler om gennemførelse og kontrol med arbejdstid. Der vil således på

bekendtgørelsesniveau blive fastsat administrative bestemmelser om vej- og virksomhedskontrollen

med gennemsnitlig og maksimal ugentlig arbejdstid, pauser og natarbejde samt bestemmelser om

udveksling af oplysninger mellem medlemsstater, om samordnede kontroller og om

risikoklassificering af virksomheder, herunder regler om involvering af arbejdsmarkedets parter i

kontrollen. Endvidere vil der på bekendtgørelsesniveau blive fastsat en bestemmelse om, at

registreringer om arbejdstid for mobile lønmodtagere efter anmodning skal udleveres til

kontrolmyndigheden.

Det forventes, at den nye kontrol med arbejdstid vil blive risikobaseret og målrettet en virksomhed,

hvis en eller flere af dens førere løbende eller i alvorlig grad har overtrådt køre- og

hviletidsforordningen eller takografforordningen. Det vil sige, at det som udgangspunkt alene er ved

de kontroller, hvor der konstateres mange eller alvorlige overtrædelser af køre- og

hviletidsforordningen eller takografforordningen, at der vil blive foretaget en arbejdstidskontrol.

Der foreslås endvidere indsat en hjemmel til at den, transportministeren bemyndiger dertil, uden

retskendelse kan udføre kontrolbesøg i virksomheder, svarende til den kontrol der udføres på køre-

og hviletidsområdet.

Da kontrollen med overholdelse af vejtransportdirektivet om arbejdstid målrettes de virksomheder,

hvis førere har mange eller alvorlige overtrædelser af køre- og hviletidsforordningen eller

takografforordningen, vil den foreslåede ændring alene indebære en beskeden udvidelse af

myndighedernes adgang til at foretage tvangsindgreb uden for strafferetsplejen. Kontrollen er,

ligesom kontrollen på køre- og hviletidsområdet, begrænset til de lokaler, hvorfra virksomheden

drives, og omfatter ikke privat beboelse, medmindre forretningskontoret m.v. drives derfra. Både

offentlige og private virksomheder er omfattet af bestemmelsens kontrolområde. Den,

transportministeren bemyndiger dertil, kan således udføre kontrol af offentlige og private

virksomheder, der udfører transport omfattet af lov om arbejdstid.

Det foreslås, at adgangen til kontrolbesøg kan ske uden retskendelse, således at formålet med

kontrolbesøget ikke forspildes som følge af den tid, der skal bruges til at indhente en retskendelse.

Det foreslås, at politiet om nødvendigt yder bistand til kontrollens gennemførelse. Politiets bistand

kan eksempelvis være nødvendig i det tilfælde, hvor en virksomhed ikke giver kontrolmyndigheden

adgang til deres forretningslokaler, lagerlokaler, transportmidler m.v.

For sikre overholdelse af bestemmelserne om gennemsnitlig og maksimal ugentlig arbejdstid,

natarbejde og pauser foreslås indført sanktion for overtrædelse heraf. Da det som udgangspunkt alene

er ved de kontroller, hvor der konstateres mange eller alvorlige overtrædelser af køre- og

hviletidsforordningen eller takografforordningen, at der vil blive foretaget en arbejdstidskontrol, er

det efter Transportministeriets vurdering hensigtsmæssigt, at sanktionssystemet på køre- og

hviletidsområdet overføres til sanktionering af overtrædelser af arbejdstidsbestemmelserne, idet

overtrædelserne vil indgå i samme kontrolsag. Det foreslås på den baggrund, at overtrædelse af de

arbejdstidsbestemmelser, som er omfattet af kontrollen, straffes med bøde eller fængsel indtil 4

måneder.

Forslaget er således med til at sikre, at formålet med at udvide kontrollen opnås; at forbedre

færdselssikkerheden, beskytte føreres arbejdsvilkår og forebygge konkurrenceforvridninger.

2.2. Udstationering af førere inden for vejtransportsektoren

2.2.1. Gældende ret

Udstationeringsloven regulerer vilkårene for udstationerede lønmodtagere og er en implementering

af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 96/71/EF af 16. december 1996 om udstationering af

arbejdstagere som led i udveksling af tjenesteydelser (i det følgende udstationeringsdirektivet).

Udstationeringslovens kapitel 4 a regulerer vilkår for udenlandske virksomheder, der udfører

cabotagekørsel med gods, hvor motorkøretøjets eller vogntogets samlede tilladte totalvægt overstiger

3.500 kg, buscabotagekørsel eller hele vejdelen af kombineret transport i Danmark. Bestemmelserne

indeholdt i kapitel 4 a omhandler aflønningskrav af førere, pligt til anmeldelse af kørsel og

Færdselsstyrelsens kontrol og håndhævelse i forhold til fremsendelse af dokumentation m.v.

Udstationeringslovens kapitel 4 udmønter dele af den politisk aftale om vejtransport af 15. januar

2020 mellem regeringen (S), V, DF, RV, SF, EL, K, ALT og NB.

Det følger af udstationeringslovens § 8 c, at udenlandske virksomheder, der udstationerer førere på

transportområdet, som minimum skal betale deres førere en timesats, som er fastsat af

transportministeren efter inddragelse af arbejdsmarkedets parter. Minimumstimesatsen reguleres

årligt, jf. § 3, stk. 5, i bekendtgørelse nr. 250 af 23. februar 2021 om vilkår for udenlandske

virksomheders udførsel af cabotagekørsel med gods, bus eller vejdelen af kombineret transport (i det

følgende bekendtgørelse nr. 250 af 23. februar 2021). Herved sikres fair konkurrencevilkår mellem

danske virksomheder og udenlandsk virksomheder, der udfører rent national kørsel i Danmark.

Udenlandske virksomheder, som udstationerer førere på transportområdet skal anmelde kørslen til

Erhvervsstyrelsen via Register for udenlandsk transportkørsel, jf. udstationeringslovens § 8 d. For

hver kørsel skal følgende oplysninger anmeldes, jf. § 3, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 250 af 23. februar

2021:

1. Virksomhedens navn, forretningsadresse og kontaktoplysninger.

2. Oplysninger om transportform.

3. Registreringsnummer på det trækkende køretøj.

4. Dato for påbegyndelse og afslutning af kørsel.

5. Identiteten af og kontaktoplysninger på de chauffører, der udfører den pågældende kørsel.

6. Hvilken type kørsel, der udføres.

Det følger af udstationeringslovens § 8 e, at Færdselsstyrelsen fører tilsyn med virksomhedernes

overholdelse af aflønningskravet i § 8 c og anmeldelsespligten i § 8 d. Færdselsstyrelsen kan anmode

om oplysninger fra udenlandske virksomheder og udenlandske myndigheder, så kontrolopgaven kan

varetages. Det følger af § 4 i bekendtgørelse nr. 250 af 23. februar 2021, hvilken dokumentation

virksomheden på forlangende skal forevise til politiet eller Færdselsstyrelsen i forbindelse med

kontrollen.

Kontrollen der henhører under Færdselsstyrelsen, understøttes af politiet i forbindelse med politiets

almindelige vejsidekontrol med tunge køretøjer. I forbindelse med kontrolopgaven har politiet

hjemmel til at tilbageholde et køretøj, med hvilket der er foretaget kørsel i forbindelse med en

overtrædelse af §§ 8 c og 8 d eller regler fastsat i medfør af § 8 e, stk. 4.

Det følger af udstationeringslovens § 8 f, stk. 1, at Færdselsstyrelsen kan give pålæg om, at

oplysningerne skal sendes inden for en fastsat frist og pålægge daglige tvangsbøder for fristens

overskridelse, og indtil pålægget efterkommes. Desuden er overtrædelse af aflønningskravet i § 8 c

og anmeldelsespligten i § 8 d sanktioneret med bøde. Ved udmålingen af bøden kan der lægges vægt

på, hvilke økonomiske gevinster der er opnået eller forsøgt opnået ved den pågældende overtrædelse

samt overtrædelsens karakter i øvrigt.

Da udstationeringsloven generelt regulerer udstationering af lønmodtagere finder visse af lovens

generelle bestemmelser også anvendelse for udstationering af chauffører i vejtransportsektoren. Dette

gælder §§ 3, 4, 5, 5 a, 6, 6 a, 6 b, 7, 8, 8 a, 8 b, 9 og 9 a. Det bemærkes, at der med lov nr. 1939 af 15.

december 2020 om ændring af lov om udstationering af lønmodtagere m.v. (Implementering af det

reviderede udstationeringsdirektiv og målretning af anmeldelsespligten til Registret for Udenlandske

Tjenesteydere (RUT) for selvstændigt erhvervsdrivende uden ansatte m.v.) er foretaget ændringer til

§§ 5, 5a, 6 a, 6 b, 7 a, og 7 b, som først finder anvendelse for vejtransportsektoren fra den 2. februar

2022, jf. § 3, stk. 2, i lov nr. 1939 af 15. december 2020. Ændringerne implementerer Europa-

Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2018/957 af 28. juni 2018 om ændring af direktiv 96/71/EF om

udstationering af arbejdstagere som led i udvekling af tjenesteydelser.

2.2.2. Transportministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Med vedtagelse af direktiv (EU) nr. 2020/1057 fastsættes der særlige regler med hensyn til direktiv

96/71/EF og direktiv 2014/67/EU om udstationering af førere i vejtransportsektoren, som skal være

implementeret senest den 2. februar 2022.

Direktiv (EU) nr. 2020/1057 fastsætter særlige administrative krav og kontrolforanstaltninger i

forbindelse med udstationering af førere inden for vejtransportsektoren. Desuden følger det af

direktivet, hvornår en fører inden for vejtransportsektoren er udstationeret. Medlemsstaterne må kun

indføre de administrative krav og kontrolforanstaltninger med hensyn til udstationering af førere, som

følger af direktivets artikel 1. Direktivets artikel 1 fastsætter, hvilke dokumentationskrav

medlemsstaternes kan stille til den udenlandske virksomhed ved udstationeringens begyndelse, under

udstationeringen og efter udstationeringens ophør. Med direktivet fastsættes der desuden regler om

det gensidige myndighedsarbejde.

Der er således med direktivet blevet fastsat sektorspecifik regulering, som alene finder anvendelse på

Transportministeriets ressortområde. Det er derfor Transportministeriets vurdering, at reglerne om

udstationering af førere i vejtransportsektoren bør følge af Transportministeriets sektorlovgivning.

Transportministeriet foreslår på baggrund heraf, at reglerne om udstationering af førere i

vejtransportsektoren følger af henholdsvis godskørselsloven og buskørselsloven.

De gældende regler i udstationeringsloven om udstationering af førere vurderes ikke at være i

overensstemmelse med direktivet, hvorfor reglerne ikke kan videreføres i deres helhed.

Det følger af direktivet, at reglerne om udstationering finder anvendelse på, cabotagekørsel, vejdelen

af kombinerede transporter og som noget nyt i forhold til reglerne i udstationeringsloven, ikke-

bilateral international kørsel. Anvendelsesområdet efter udstationeringsloven er således for snævert.

Der kan ikke opretholdes et krav om, at virksomheden skal registrere kørslen i Register for

udenlandsk transportkørsel (UTIK). Kravene til, hvilke oplysningerne der skal indberettes til

Erhvervsstyrelsen og dokumentationen, som virksomheden skal vise under udstationeringen, jf. §§ 3

og 4 i bekendtgørelse nr. 250 af 23. februar 2021, går på nogle punkter videre, end hvad der kan

kræves oplyst i henhold til direktivet. Der er derfor som konsekvens af direktivet behov for at ændre

betingelserne for, hvilke oplysninger de udenlandske virksomheder forpligtes til at oplyse. Desuden

skal der i den nationale regulering sondres mellem de administrative krav der stilles ved

udstationeringens begyndelse, under udstationeringen og efter udstationeringens ophør.

Transportministeriet foreslår, at anvendelsesområdet udvides således, at de administrative krav der

stilles til udstationering af førere gælder for cabotagekørsel og vejdelen af kombinerede transporter

og ikke-bilateral international kørsel. Transportministeriet foreslår desuden, at de administrative krav

der stilles til udstationering af førere ændres således, at reglerne er i overensstemmelse med direktivet.

Med de foreslåede bestemmelser indføres der således en pligt for udenlandske virksomheder, der

udstationerer chauffører i Danmark til at anmelde deres kørsel ved at indsende en

udstationeringserklæring via IMI senest samtidig med, at kørslen påbegyndes, når føreren udfører

cabotagekørsel og vejdelen af kombinerede transporter eller ikke-bilateral international kørsel for

virksomheden.. Anmeldelsespligten påhviler udenlandske virksomheder.

Det foreslås endvidere at transportministeren bemyndiges til at fastsætte nærmere regler om, hvilke

oplysninger der skal anmeldes ved udstationeringens begyndelse, regler om dokumentationskravet

der stilles under udstationeringen samt regler om oplysningskrav efter udstationeringens ophør.

Direktivet opregner udtømmende, hvilke oplysninger der kan kræves oplyst. Det er således

forventningen, at der ved bekendtgørelse stilles krav om, at de udenlandske virksomheder skal

indsende alle de oplysninger og være i besiddelse af den dokumentation, der kan kræves efter

direktivet.

Det er Transportministeriets vurdering, at aflønningskravet i udstationeringslovens § 8 c kan

videreføres, da direktivet kun fastsætter regler om de administrative krav og kontrolforanstaltninger,

der kan stilles til udstationering af førere. Det foreslås således i godskørselslovens § 6 e og

buskørselslovens § 21 a, at aflønningskravet videreføres, som det fremgår af udstationeringsloven i

dag.

Det er desuden Transportministeriets vurdering, at kontrolsystemet efter udstationeringslovens § 8 e

og § 8 g til dels kan videreføres, med henblik på at sikre overholdelsen af det med lovforslaget

foreslåede aflønningskrav, anmeldelsespligt, samt dokumentationskrav der stilles til de udenlandske

virksomheder, som udstationerer førere i Danmark. Herved sikres, at der efter lovændringen stadig

foretages en målrettet kontrol af de vilkår, der gælder for udenlandske virksomheder, som

udstationerer fører i Danmark.

Det foreslås således i godskørselslovens § 6 f og buskørselslovens § 21 b, at Færdselsstyrelsen fører

tilsyn med overholdelse af aflønningskravet og anmeldelsespligten, samt dokumentationskrav der

stilles til de udenlandske virksomheder, som udstationerer førere i Danmark. Færdselsstyrelsen

foreslås, at kunne anmode om oplysninger fra udenlandske virksomheder og at kunne indhente

oplysninger fra udenlandske myndigheder gennem IMI-systemet, så kontrolopgaven kan varetages.

Det foreslås i godskørselslovens § 14, stk. 2, og buskørselslovens § 14 c, stk. 2, at Færdselsstyrelsen

kan få adgang til køretøjer uden retskendelse. Denne adgang er et tvangsindgreb foretaget af en

administrativ myndighed, hvorfor lovbekendtgørelse nr. 1121 af 12. november 2019 om retssikkerhed

ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter (i det følgende

retssikkerhedsloven) i sin helhed finder anvendelse.

Kontrollen, der henhører under Færdselsstyrelsen, vil, som det er tilfældet i dag efter

udstationeringsloven, blive understøttet af politiet i forbindelse med politiets almindelige

vejsidekontrol med tunge køretøjer. Politiet vil i den forbindelse føre kontrol med anmeldelsespligten

og dokumentationskravet i henhold til den foreslåede godskørselslovens § 6 f og buskørselslovens §

21 b. Færdselsstyrelsen vil med fordel kunne deltage i politiets almindelige vejsidekontrol med tunge

køretøjer for på stedet eller i situationen at kunne gennemføre kontrollen.

Politiet vil desuden kunne tilbageholde et køretøj, med hvilket der er foretaget kørsel i forbindelse

med en overtrædelse af godskørselslovens § 6 d og buskørselslovens § 21, jf. godskørselslovens § 16

og buskørselslovens § 17 a.

Kontrollen med, om virksomheden overholder det lovfastsatte krav til aflønning, foretages af

Færdselsstyrelsen som administrativ stikprøvekontrol, herunder som risikobaseret kontrol bl.a.

baseret på myndighedens erfaringer med kontrol af ordningen. De motorkøretøjer, som er kontrolleret

af politiet, jf. ovenfor, kan indgå i den kontrolgruppe, hvorfra stikprøven tages, ligesom der vil ske

en kontrol af de kørsler, der er anmeldt i registret.

Det foreslås, at den udenlandske virksomheds manglende overholdelse af aflønningskrav,

anmeldelseskrav og dokumentationskrav sanktioneres med bøde. Ved udmålingen af bøden kan der

lægges vægt på, hvilke økonomiske gevinster der er opnået eller forsøgt opnået ved den pågældende

overtrædelse samt overtrædelses karakter i øvrigt.

Som konsekvens af, at direktivets bestemmelser om udstationering af førere bliver implementeret i

godskørselsloven og buskørselsloven skal bestemmelserne herom i udstationeringsloven samtidig

ophæves.

Det bemærkes i den forbindelse, at udstationeringslovens generelle bestemmelser om udstationering

af lønmodtagere m.v. stadig vil finde anvendelse på udstationeringen af førere i vejtransportsektoren.

Der henvises til udstationeringslovens §§ 3, 4, 5, 5 a, 6, 6 a, 6 b, 7, 8, 8 a, 8 b, 9 og 9 a.

2.3. Krav om tilladelse ved international godskørsel i varebiler

2.3.1. Gældende ret

Der er ikke i dag krav om tilladelse til international godskørsel for fremmed regning i varebiler.

Efter godskørselslovens § 1, stk. 2, er der i dag alene krav om tilladelse til national godskørsel for

fremmed regning i varebiler, dvs. godskørsel i varebiler inden for Danmarks grænser. Denne

tilladelsesordning er ikke reguleret af EU-regler.

2.3.2. Vejpakken

Vedtagelsen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 2020/1055 af 15. juli 2020 om

ændring af forordning (EF) nr. 1071/2009, (EF) nr. 1072/2009 og (EU) nr. 1024/2012 med henblik

på at tilpasse dem til udviklingen i vejtransportsektoren (i det følgende ændringsforordning (EU) nr.

2020/1055) indebærer bl.a., at Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1071/2009 af 21.

oktober 2009 om fælles regler om betingelser for udøvelse af vejtransporterhvervet og om ophævelse

af Rådets direktiv 96/26/EF (i det følgende forordning (EF) nr. 1071/2009) og Europa-Parlamentets

og Rådets forordning (EF) nr. 1072/2009 af 21. oktober 2009 om fælles regler for adgang til markedet

for international godskørsel (i det følgende forordning (EF) nr. 1072/2009) fra den 21. maj 2022

tilsvarende vil finde anvendelse for virksomheder, som udøver godskørselserhvervet i varebiler, hvis

tilladte totalvægt overstiger 2.500 kg, men ikke overstiger 3.500 kg, og som udfører international

godskørsel.

Fra den 21. maj 2022 vil virksomheder således skulle have en fællesskabstilladelse for at kunne

udføre international godskørsel for fremmed regning i en varebil, hvis tilladte totalvægt overstiger

2.500 kg, men ikke overstiger 3.500 kg.

Virksomheder, der udfører international godskørsel for fremmed regning i varebiler skal herefter i

vidt omfang leve op til de samme krav som virksomheder, der udfører godskørsel for fremmed

regning med motorkøretøjer eller vogntog med en samlet tilladt totalvægt, der overstiger 3.500 kg

(lastbiler). Disse krav er etableringskravet, vandelskravet, kravet til det økonomiske grundlag og

kravet om faglige kvalifikationer, jf. artikel 3 i forordning (EF) nr. 1071/2009.

Kravet til det økonomiske grundlag, som virksomheder, der udfører godskørsel i varebiler, skal

opfylde, er dog som udgangspunkt ikke det samme krav, som gælder for virksomheder, der udfører

godskørsel i lastbiler. Medlemsstaterne kan dog bestemme, at der alligevel skal gælde det samme

krav for de to godskørselstyper. Dette kræver i så fald, at Kommissionen underrettes herom.

Som det tilsvarende blev muligt ved indførelsen af krav om tilladelse for godskørsel i lastbiler, kan

medlemsstaterne beslutte at fritage personer fra de obligatoriske prøver, som kræves med henblik på

opfyldelse af kravet om faglige kvalifikationer. Medlemsstaterne kan således fritage personer, der

kan fremlægge dokumentation for, at de vedvarende i en periode på ti år før den 20. august 2020 har

ledet en virksomhed, der udelukkende udfører international godskørsel med varebiler, fra de

obligatoriske prøver, som kræves.

2.3.3. Transportministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

I overensstemmelse med ændringsforordningen foreslås i godskørselslovens § 1, stk. 3, indsat krav

om tilladelse til international godskørsel i varebiler, hvis tilladte totalvægt overstiger 2.500 kg, men

ikke overstiger 3.500 kg.

Kravet om tilladelse vil gælde for den, der er etableret på dansk område og udfører international

godskørsel for fremmed regning med dansk indregistreret varebil eller vogntog med en samlet tilladt

totalvægt, der overstiger 2.500 kg. Tilladelsen udstedes med gyldighed på indtil 10 år.

Som det følger af pkt. 2.3.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger, skal virksomheder, der

udfører international godskørsel for fremmed regning i varebiler i vidt omfang leve op til de samme

krav som virksomheder, der udfører godskørsel for fremmed regning i lastbiler (etableringskravet,

vandelskravet, kravet til det økonomiske grundlag og kravet om faglige kvalifikationer, jf. artikel 3 i

forordning (EF) nr. 1071/2009). De overenskomstmæssige krav, som er en del af vandelsvurderingen,

svarer dog i stedet til de betingelser, som følger af den nationale varebilsordning, jf. lovforslagets §

1, nr. 15. Til opfyldelse af kravet om det økonomiske grundlag og kravet om faglige kvalifikationer

stilles desuden særskilte betingelser, som fastsættes ved bekendtgørelse.

Ved en varebil forstås en bil, der er indrettet til godsbefordring, og som har en tilladt totalvægt på

ikke over 3.500 kg, jf. 024 Varebil N1 i bilag 1 i bekendtgørelse nr. 1050 af 17. oktober 2019 om

detailforskrifter for køretøjers indretning og udstyr.

Ved godskørsel for fremmed regning forstås kørsel med motorkøretøj eller vogntog, hvorved der mod

betaling af enhver art transporteres gods, der ikke tilhører eller er knyttet til køretøjets bruger på den

i stk. 5 nævnte måde, jf. godskørselslovens § 1, stk. 4. I § 1, stk. 5, er firmakørsel defineret.

Godskørsel for fremmed regning er således al kørsel med gods, der ikke er firmakørsel.

En international transport er defineret i artikel 2, stk. 1, nr. 2, i forordning (EF) nr. 1072/2009. Herefter

forstås ved international transport:

1) kørsel med et læsset køretøj, som kører fra en medlemsstat til en anden, med eller uden transit

gennem en eller flere medlemsstater eller et eller flere tredjelande,

2) kørsel med et læsset køretøj fra en medlemsstat til et tredjeland og omvendt, med eller uden transit

gennem en eller flere medlemsstater eller et eller flere tredjelande,

3) kørsel med et læsset køretøj mellem tredjelande med transit gennem en eller flere medlemsstaters

område, eller

4) kørsel uden last i forbindelse med de former for transport, der er nævnt i nr. 1, 2 og 3.

Den foreslåede tilladelsesordning vil alene finde anvendelse for international godskørsel i varebiler

og således ikke finde anvendelse for national godskørsel i varebiler, dvs. godskørsel inden for

Danmarks landegrænser. I godskørselslovens § 1, stk. 2, findes særskilt nationalt krav om tilladelse

til national godskørsel for fremmed regning i varebiler, hvis tilladte totalvægt overstiger 2.000 kg,

men ikke overstiger 3.500 kg.

Vægtgrænsen i den foreslåede tilladelsesordning vil indebære, at køretøjer med en samlet tilladt

totalvægt på 2.500 kg og derunder ikke er omfattet af krav om tilladelse, når der udføres international

godskørsel for fremmed regning.

Kravet om tilladelse til international godskørsel i varebiler vil i overensstemmelse med

ændringsforordningen træde i kraft den 21. maj 2022. Transportministeren kan i den forbindelse

fastsætte regler om overgangsordninger, jf. lovforslagets § 5, stk. 4.

2.4. Vandelsvurderingen

2.4.1. Gældende ret

I forordning (EF) nr. 1071/2009 er kravene til virksomheders udøvelse af vejtransporterhvervet

fastsat. Visse af kravene er fastsat direkte i forordningen, hvor der ikke tillægges medlemsstaterne

beføjelse til at fastsætte nærmere regler. For andre af kravene har medlemsstaterne derimod beføjelse

til at fastsætte de nærmere regler herom. Dette er bl.a. tilfældet for kravet i forordningens artikel 3,

stk. 1, litra b, hvorefter virksomheder, der udøver vejtransporterhvervet, skal udvise god vandel.

Det følger således af forordningens artikel 6, at medlemsstaterne skal fastsætte de betingelser, som

en virksomhed og en transportleder skal opfylde for, at vandelskravet i artikel 3, stk. 1, litra b, er

opfyldt. I artikel 6 opstilles minimumskravene til de vandelsbetingelser, som medlemsstaterne skal

fastsætte i deres nationale lovgivning. Medlemsstaternes betingelser for opfyldelse af vandelskravet

skal herefter mindst omfatte krav om dels, at der ikke er tungtvejende grunde til at nære tvivl om

transportlederens eller virksomhedens vandel, f.eks. med hensyn til straffe og sanktioner for alvorlige

overtrædelser af en række angivne nationale regler, dels at transportlederen eller

transportvirksomheden ikke er blevet idømt en straf eller pålagt en sanktion i en eller flere

medlemsstater for alvorlige overtrædelser af de fællesskabsretlige regler inden for en række angivne

områder.

Desuden følger det af artikel 6, at medlemsstaterne ved afgørelse af, om en virksomhed opfylder

vandelskravet, skal tage hensyn til virksomhedens, transportlederens og andre relevante personers

adfærd efter medlemsstaternes nærmere bestemmelse.

I dansk ret er de nærmere regler om vandelskravet bl.a. fastsat i godskørselslovens §§ 3 og 4, der

indeholder en række krav, som virksomheder skal opfylde for at få en tilladelse til godskørsel for

fremmed regning i motorkøretøjer, hvis tilladte totalvægt overstiger 3.500 kg (lastbiler). På

tilsvarende vis indeholder buskørselslovens §§ 12 og 13 en række krav, som virksomheder skal

opfylde for at få en tilladelse til erhvervsmæssig buskørsel. Det bemærkes, at visse af reglerne i

godskørselslovens §§ 3 og 4 tilsvarende skal opfyldes af virksomheder for at få tilladelse til national

godskørsel for fremmed regning i motorkøretøjer, hvis tilladte totalvægt overstiger 2.000 kg, men

ikke overstiger 3.500 kg (varebiler). Dette er tilfældet, selvom denne tilladelsesordning ikke er

reguleret af EU-regler, herunder bl.a. forordning (EF) nr. 1071/2009.

Et af de krav, som stilles til såvel virksomheden som dens transportleder i både godskørselsloven og

buskørselsloven, er det såkaldte krav om god skik. Det følger således af godskørselslovens § 3, stk.

1, nr. 3, og § 4, stk. 1, nr. 5, samt buskørselslovens § 12, stk. 1, nr. 3, og § 13, nr. 5, at såvel

virksomheden som dennes transportleder skal kunne sandsynliggøre, at den vil kunne udøve

virksomheden på forsvarlig måde og i overensstemmelse med god skik inden for branchen. I forhold

til transportlederen skal bestemmelsen ses i sammenhæng med henholdsvis godskørselslovens § 4,

stk. 1, nr. 4, og buskørselslovens § 13, nr. 5, hvorefter den pågældende ikke må være dømt for

strafbare forhold, der begrunder nærliggende fare for misbrug af adgangen til at udføre

vognmandsvirksomhed, jf. straffelovens § 78, stk. 2.

Kravet i henholdsvis godskørselslovens § 3, stk. 1, nr. 3, og buskørselslovens § 12, stk. 1, nr. 3,

dækker dels over tilfælde, hvor der er begået et eller flere strafbare forhold, der ikke umiddelbart

begrunder en nærliggende fare for misbrug af adgangen til at udføre virksomheden, jf. straffelovens

§ 78, stk. 2, dels tilfælde, hvor ansøgeren i en tidligere virksomhed har dokumenteret mangel på evne

til at drive virksomheden økonomisk og forretningsmæssigt forsvarligt. Det kan således være oplyst,

at ansøgeren i en anden virksomhed på grov måde har tilsidesat hensynet til sine kunder. Videre kan

omstændigheder ved en eventuel tidligere konkurs, betalingsstandsning m.v. medføre, at den

pågældende ikke kan anses for at kunne udføre virksomheden på forsvarlig måde. Det skal endvidere

sikres, at ansøgeren kan drive virksomheden på en sådan måde, at den kan leve op til de inden for

branchen gældende regler og kutymer for god og sædvanlig, faglig kompetent transportvirksomhed.

Virksomheden skal ligeledes have en godkendt transportleder, der bl.a. ikke er dømt for strafbare

forhold, der begrunder en nærliggende fare for misbrug af adgangen til at udføre

vognmandsvirksomhed, og der kan sandsynliggøre, at vedkommende vil kunne udøve virksomheden

på forsvarlig måde og i overensstemmelse med god skik inden for branchen, jf. godskørselslovens §

4, stk. 1, nr. 4 og 5. Ligeledes følger det af buskørselslovens § 13, nr. 4 og 5, at virksomheden skal

have en godkendt transportleder, der bl.a. ikke er dømt for strafbare forhold, der begrunder en

nærliggende fare for misbrug af adgangen til at udføre vognmandsvirksomhed, jf. straffelovens § 78,

stk. 2, og der gør det antageligt, at vedkommende vil kunne udøve virksomheden på forsvarlig måde

og i overensstemmelse med god skik inden for branchen.

Henvisningen til straffelovens § 78, stk. 2, indebærer, at godskørselslovens § 4, stk. 1, nr. 4, og

buskørselslovens § 13, nr. 4, skal fortolkes på samme måde som straffelovens bestemmelser.

Kravet i godskørselslovens § 4, stk. 1, nr. 5, og buskørselslovens § 13, nr. 5, dækker dels over tilfælde,

hvor der er begået et eller flere strafbare forhold, der ikke umiddelbart begrunder en nærliggende fare

for misbrug af adgangen til at udføre virksomhed, jf. straffelovens § 78, stk. 2, dels tilfælde, hvor

ansøgeren i en tidligere virksomhed har dokumenteret mangel på evne til at drive virksomheden

økonomisk og forretningsmæssigt forsvarligt.

I godskørselslovens § 3, stk. 6, og buskørselslovens § 12, stk. 4, er oplistet, hvilke oplysninger om

medlemmer af bestyrelsen eller direktionen eller andre personer med væsentlige interesser i selskabet,

der kan inddrages i vurderingen af, om virksomheder, der drives i selskabsform, opfylder

betingelserne i henholdsvis godskørselslovens § 3, stk. 1, nr. 3, og buskørselslovens § 12, stk. 1, nr.

3. Bestemmelserne vedrører således afslag på udstedelse af tilladelse til en virksomhed, der drives i

selskabsform på grund af forhold hos selskabets bestyrelses- og direktionsmedlemmer samt andre

med væsentlig interesse i selskabet m.v.

Derudover stilles der i godskørselslovens § 6, stk. 3, og buskørselslovens § 18, stk. 2, som en del af

vandelskravet, krav om, at en ansøger af en tilladelse til godskørsel for fremmed regning i

motorkøretøjer, hvis tilladte totalvægt overstiger 3.500 kg (lastbiler) skal følge de regler om løn og

arbejdsvilkår for chauffører, som er nævnt i de pågældende bestemmelser.

2.4.2. Vejpakken

Ved ændringsforordning (EU) nr. 2020/1055 ændres artikel 6 i forordning (EF) nr. 1071/2009

således, at virksomhedens administrerende direktørs adfærd tilsvarende skal indgå i vurderingen af,

om den pågældende virksomhed opfylder vandelskravet.

Derudover tilføjes nye regler i de minimumskrav til de betingelser vedrørende vandel, som

medlemsstaterne skal fastsætte i deres nationale lovgivning. Der er tale om nationale regler om

skatteret, samt fællesskabsretlige regler om udstationering af arbejdstagere inden for vejtransport,

lovvalgsregler for kontraktretlige forpligtelser samt cabotagekørsel.

2.4.3. Transportministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Indledningsvist bemærkes, at det er Transportministeriets opfattelse, at den vandelsvurdering, der i

dag foretages efter godskørselslovens og buskørselslovens bestemmelser, ligger inden for de rammer,

som medlemsstaterne tillægges i artikel 6 i forordning (EF) nr. 1071/2009. Dette uanset at

vurderingen efter bestemmelsernes ordlyd er en vurdering af virksomhedens og transportlederens

skik. Vurderingerne, der udføres i medfør af godskørselslovens § 3, stk. 1, nr. 3, § 3, stk. 6, § 4, stk.

1, nr. 4 og 5, og § 6, stk. 3, og buskørselslovens § 12, stk. 1, nr. 3, § 12, stk. 4, § 13, nr. 4 og 5, og §

18, stk. 2, udgør således den samlede vurdering af en virksomheds og transportleders vandel.

For at tydeliggøre, at de pågældende vurderinger gennemføres inden for rammerne i forordningens

artikel 6, foreslås en ændring af godskørselslovens § 3, stk. 1, nr. 3, og § 4, stk. 1, nr. 5, og

buskørselslovens § 12, stk. 1, nr. 3, og § 13, nr. 5, jf. lovforslagets § 1, nr. 6 og 11, og § 2, nr. 3 og 6.

De foreslåede ændringer er en præcisering af, at virksomheden og dens transportleder skal udvise god

vandel. Kravene i godskørselslovens § 4, stk. 1, nr. 4, og buskørselslovens § 13, nr. 4, videreføres

tilsvarende ved lovforslagets § 1, nr. 11, og § 2, nr. 6.

Det følger af godskørselslovens § 3, stk. 6, og buskørselslovens § 12, stk. 4, hvilke oplysninger om

bestyrelses- og direktionsmedlemmer samt andre med væsentlig interesse i selskabet, der kan

inddrages i vurderingen af, om en virksomhed, der drives i selskabsform, opfylder betingelserne i

godskørselslovens § 3, stk. 1, nr. 3, og buskørselslovens § 12, stk. 1, nr. 3. Bestemmelserne finder

således alene anvendelse ved virksomheder, der drives i selskabsform, og ikke ved

enkeltmandsvirksomheder.

Det er Transportministeriets vurdering, at godskørselslovens § 3, stk. 6, og buskørselslovens § 12,

stk. 4, tilsvarende skal finde anvendelse for enkeltmandsvirksomheder. Dette selvom, at der ingen

direktion eller bestyrelse er i en enkeltmandsvirksomhed. Ejeren af en enkeltmandsvirksomhed skal

tilsvarende være transportleder i virksomheden, jf. art. 4, stk. 1, litra b i forordning (EF) nr.

1071/2009. Det er Transportministeriets vurdering, at det er transportlederens rolle som

virksomhedsejer i en personligt drevet virksomhed, der er det afgørende for, hvorledes

vandelsvurderingen skal foretages. På baggrund heraf foreslås i henholdsvis godskørselslovens § 3,

stk. 7, og buskørselslovens § 12, stk. 5, bestemt, at § 3, stk. 6, og § 12, stk. 4, tilsvarende skal finde

anvendelse for enkeltmandsvirksomheder, jf. lovforslagets § 1, nr. 10, og § 2, nr. 5.

Som følge af ændringsforordning (EU) nr. 2020/1055 skal en virksomheds administrerende direktørs

adfærd tilsvarende indgå i vurderingen af, om den pågældende virksomhed opfylder vandelskravet.

Det er Transportministeriets vurdering, at den administrerende direktørs forhold kan indgå i

vurderingen i medfør af godskørselslovens § 3, stk. 6, og buskørselslovens § 12, stk. 4. Der er således

ikke behov for en ændring af bestemmelserne på baggrund heraf.

Ved ændringsforordningen tilføjes desuden nye regler i minimumskravene til de vandelsbetingelser,

som skal fastsættes i medlemsstaternes nationale lovgivning. De nye regler foreslås indsat i

henholdsvis godskørselslovens § 12, stk. 1, nr. 1, og buskørselslovens § 14, stk. 1, nr. 1, jf.

lovforslagets § 1, nr. 24, og § 2, nr. 8, som vedrører tilbagekaldelse af tilladelser. I godskørselslovens

§ 3, stk. 6, nr. 2, litra b, og buskørselslovens § 12, stk. 4, nr. 2, litra b, foreslås henvisningen til

opregningen i § 12, stk. 1, nr. 1, og § 14, stk. 1, nr. 1, ændret i overensstemmelse hermed, jf.

lovforslagets § 1, nr. 9, og § 2, nr. 4. Dette vil indebære, at grov eller gentagende overtrædelse af

regler om skatteret, udstationering af arbejdstagere, cabotagekørsel og lovvalgsregler for

kontraktretlige forpligtelser ved udførelse af gods- eller buskørselsvirksomhed tilsvarende kan indgå

i vandelsvurderingen. Det bemærkes, at der ved de foreslåede ændringer ligeledes rettes op på, at der

ikke i dag i godskørselsloven og buskørselsloven henvises til alle de minimumskrav til

vandelsbetingelserne, som følger af art. 6 i forordning (EF) nr. 1071/2009. Disse foreslås derfor

tilsvarende tilføjet i lovene.

Det bemærkes, at der som udgangspunkt gælder de samme betingelser for opfyldelse af vandelskravet

for tilladelse til national godskørsel for fremmed regning i motorkøretøjer, hvis tilladte totalvægt

overstiger 2.000 kg, men ikke overstiger 3.500 kg (varebiler). Dette selvom denne tilladelsesordning

ikke er reguleret af EU-regler. Der er dog visse forskelle i betingelserne, hvorfor der ved lovforslaget

forslås indsat særskilte bestemmelser herom i godskørselslovens § 3, stk. 2, og § 4, stk. 2, jf.

lovforslagets § 1, nr. 6 og 11.

2.5. Kontrolbesøg og tilsyn efter gods- og buskørselsloven

2.5.1. Gældende ret

Der er ikke i dag hjemmel til, at Færdselsstyrelsen til enhver tid uden retskendelse mod behørig

legitimation, har adgang til en virksomheds forretningslokaler, forretningsbøger og papirer m.v. med

henblik på at føre kontrol med godskørselslovens § 3, stk. 1, og buskørselslovens § 12, stk. 1, jf.

artikel 3 i forordning (EF) nr. 1071/2009 og regler fastsat i medfør af godskørselslovens § 2, stk. 2,

og buskørselslovens § 18, stk. 1, nr. 1.

2.5.2. Vejpakken

Det følger af artikel 12 i forordning (EF) nr. 1071/2009, at der skal føres tilsyn med, at de

virksomheder, som har fået udstedt en vejtransporttilladelse, fortsat opfylder kravene i forordningens

artikel 3 (etableringskrav, vandelskrav, krav om tilstrækkeligt økonomisk grundlag og krav til faglige

kvalifikationer). Med henblik herpå foretager medlemsstaterne kontrol af virksomheder, der er

klassificeret i en højere risikoklasse.

Ved ændringsforordning (EU) nr. 2020/1055 ændres forordningens artikel 12, således, at hvor det er

relevant, skal der foretages kontrolbesøg i den pågældende virksomheds lokaler.

Med en ændring af kontroldirektivet, jf. direktiv (EU) nr. 2020/1057, indfører Vejpakken krav om

myndighedskontrol med bestemmelserne om gennemsnitlig og maksimal ugentlig arbejdstid, pauser

og natarbejde fastsat i artikel 4, 5 og 7 i vejtransportdirektivet om arbejdstid i form af en udvidelse af

den eksisterende vej- og virksomhedskontrol på køre- og hviletidsområdet. For mobile lønmodtagere

fremgår disse regler af lov om arbejdstid, mens reguleringen i forhold til selvstændige vognmænd (i

vejtransportdirektivet om arbejdstid benævnt selvstændige chauffører) er implementeret ved

bekendtgørelse om arbejdstid for selvstændige vognmænd, der udfører mobile vejtransportaktiviteter.

Bekendtgørelsen regulerer arbejdstidsforholdene for selvstændige vognmænd, der udfører mobile

vejtransportaktiviteter, og er udstedt med hjemmel i godskørselslovens § 2, stk. 2 og buskørselslovens

§ 18, stk. 1, nr. 1.

Direktiv (EU) nr. 2020/1057 indfører endvidere en ny bestemmelse i kontroldirektivets artikel 2, stk.

3 a, hvorefter kontrollen af overholdelse af vejtransportdirektivet om arbejdstid skal tilrettelægges

under hensyntagen til det risikoklassificeringssystem, der er beskrevet i artikel 9 i kontroldirektivet.

Efter artikel 2, stk. 3a, kan medlemsstaterne tillige målrette deres kontrol af

arbejdstidsbestemmelserne mod virksomheder, hvor der allerede foreligger mange eller alvorlige

overtrædelser af køre- og hviletidsforordningen eller takografforordningen.

2.5.3. Transportministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

For at der kan foretages kontrolbesøg i en virksomheds lokaler som led i tilsynet med, at

virksomheden fortsat opfylder kravene i artikel 3 i forordning (EF) nr. 1071/2009 og kontrollen med,

at selvstændige vognmænd lever op til reglerne om gennemsnitlig og maksimal ugentlig arbejdstid,

pauser og natarbejde, som fastsat i bekendtgørelse nr. 450 af 11. maj 2012, der er udstedt med

hjemmel i godskørselslovens § 2, stk. 2 og buskørselslovens § 18, stk. 1, nr. 1, kræves hjemmel hertil.

Da der ikke i dag findes en sådan hjemmel i vejtransportlovgivningen, finder Transportministeriet det

hensigtsmæssigt, at en sådan hjemmel indsættes i både godskørselsloven og buskørselsloven. Dette

vil sikre, at der kan gennemføres et effektivt tilsyn i overensstemmelse med forordningen og

direktivet.

På baggrund heraf foreslås der ved lovforslagets § 1, nr. 37, og § 2, nr. 10, indsat hjemmel til, at

Færdselsstyrelsen til enhver tid uden retskendelse mod behørig legitimation har adgang til en

virksomheds forretningslokaler, forretningsbøger og papirer m.v. med henblik på at føre kontrol med

godskørselslovens § 3, stk. 1, og buskørselslovens § 12, stk. 1, jf. artikel 3 i forordning (EF) nr.

1071/2009, og regler fastsat i medfør af godskørselslovens § 2, stk. 2, og buskørselslovens § 18, stk.

1, nr. 1.

Kontrollen vil skulle foretages som risikobaseret kontrol af virksomheder, der er klassificeret i en

højere risikoklasse, jf. artikel 9 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/22/EF af 15. marts

2006 om minimumsbetingelser for gennemførelse af Rådets forordning (EØF) nr. 3820/85 og (EØF)

nr. 3821/85 med hensyn til sociale bestemmelser inden for vejtransportvirksomhed og om ophævelse

af Rådets direktiv 88/599/EØF. I forhold til kontrollen med reglerne om arbejdstid for selvstændige

vognmænd er det forventningen, at kontrollen vil blive målrettet virksomheder, der løbende eller i

alvorlig grad har overtrådt køre- og hviletidsforordningen eller takografforordningen. Det vil sige, at

det som udgangspunkt alene er ved de kontroller, hvor der konstateres mange eller alvorlige

overtrædelser af køre- og hviletidsforordningen eller takografforordningen, at der vil blive foretaget

en arbejdstidskontrol.

Kontrolmyndigheden vil alene have adgang til virksomhedens lokaler for at føre tilsyn, hvis det

skønnes nødvendigt. Om det er nødvendigt at kontrollere virksomhedens forretningsbøger og papirer

m.v. i virksomhedens forretningslokaler, beror bl.a. på, om kontrolmyndigheden ikke vil kunne få et

tilstrækkeligt retvisende billede af virksomhedens opfyldelse af kravene, hvis der alene føres tilsyn

med de oplysninger, som virksomheden selv har fremsendt til kontrolmyndigheden, og som fremgår

af offentlige registre.

Det forudsættes, at de foreslåede bestemmelser administreres i overensstemmelse med reglerne i

retssikkerhedsloven og forbuddet mod selvinkriminering. Dette vil indebære, at

kontrolbestemmelserne ikke kan anvendes til at få adgang til en virksomheds forretningslokaler, hvis

det vurderes, at virksomheden har begået noget strafbart. Da vil forholdet være omfattet af de

straffeprocessuelle regler i retsplejeloven.

2.6. Krav om tilladelse ved national godskørsel i varebiler

2.6.1. Gældende ret

Det følger af godskørselslovens § 1, stk. 2, at den, der er etableret på dansk område og udfører

godskørsel for fremmed regning med dansk indregistreret varebil eller vogntog med en samlet tilladt

totalvægt, der overstiger 2.000 kg, og som fragter gods med en samlet vægt på mere end 11 kg pr.

stykgods, skal have tilladelse hertil. Tilladelsen er national og udstedes med gyldighed indtil 10 år.

Tilladelsesordningen for national godskørsel i varebiler blev indført ved lov nr. 735 af 8. juni 2018

om ændring af lov om godskørsel, og reglerne herom trådte i kraft den 1. juli 2019.

Ved en varebil forstås en bil, der er indrettet til godsbefordring, og som har en tilladt totalvægt på

ikke over 3.500 kg, jf. 024 Varebil N1 i bilag 1 i bekendtgørelse nr. 1050 af 17. oktober 2019 om

detailforskrifter for køretøjers indretning og udstyr.

Krav om national tilladelse gælder for varebiler og vogntog med en samlet totalvægt på mere end

2.000 kg og højst 3.500 kg. Der gælder således en nedre bagatelgrænse for mindre køretøjer indrettet

til godsbefordring med en tilladt totalvægt på under 2.000 kg. Disse køretøjer skal derfor ikke have

en national tilladelse efter godskørselsloven.

Foruden den nedre bagatelgrænse gælder tilsvarende en nedre vægtgrænse for, hvornår transport af

gods er omfattet af godskørselslovens krav om national tilladelse. Det enkelte stykgods (kolli) skal

veje mere end 11 kg før, at transporten er omfattet af tilladelseskravet. Et stykgods kan bestå af flere

enkelte varer, der er pakket som en enhed. Det er den samlede vægt af denne enhed, der er afgørende

for, om transporten falder under anvendelsesområdet i godskørselslovens § 1, stk. 2.

Vægtgrænsen på 11 kg er blandt andet baseret på Arbejdstilsynets At-vejledning af september 2005,

hvoraf det fremgår, at et løft tæt på kroppen af genstande på op til 11 kg normalt ikke anses for

sundhedsskadelige løft på grund af vægt og rækkeafstand.

Vægtgrænsen sikrer blandet andet, at omdeling af aviser, reklamer og mindre forsendelser m.v. kan

ske uden tilladelse. Kørsel uden tilladelse er dog ikke derved afgrænset til alene at gælde levering af

aviser og reklamer, idet den anførte kørsel uden tilladelse gælder for fragt af alle typer af gods.

For meddelelse af en national varebilstilladelse skal virksomheden have godkendt en transportleder,

som faktisk og vedvarende forestår virksomhedens transportarbejde. Virksomheden og

transportlederen skal desuden opfylde en række krav, herunder bl.a. etableringskrav, krav om

økonomisk grundlag, vandelskrav og krav til de faglige kvalifikationer.

2.6.2. Transportministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Tilladelsesordningen for national godskørsel i varebiler har været i kraft i lidt over 2 år. Det har i

denne periode vist sig at være særdeles svært for politiet at håndhæve 11-kg-reglen i praksis. Politiet

oplyser i den forbindelse, at reglen og hensigten med reglen omgås ved, at virksomheder deler godset

op i mindre stykgods således, at dette vejer under 11 kg pr. stykgods, og der dermed ikke skal

indhentes en tilladelse til godskørslen. Færdselsstyrelsen har tilsvarende oplyst, at branchen har svært

ved at forstå reglen, herunder hvornår der er behov for indhentelse af en tilladelse til godskørslen.

Da 11-kg-reglen ikke har haft den ønskede effekt foreslås, at denne udgår af tilladelsesordningen i

godskørselslovens § 1, stk. 2. Det er Transportministeriets vurdering, at en afskaffelse af 11-kg-reglen

vil sikre en mere effektiv håndhævelse af reglerne samt en bedre mulighed for branchen til at efterleve

reglerne.

Ved lovforslaget foreslås desuden hævet vægtgrænsen for, hvornår en virksomhed, der udfører

national godskørsel i varebil, er omfattet af tilladelseskravet i godskørselslovens § 1, stk. 2.

Vægtgrænsen foreslås hævet fra 2.000 kg til 2.500 kg. Dette vil indebære, at vægtgrænsen for den

nationale tilladelsesordning svarer til den vægtgrænse, der gælder for den EU-reguleret

tilladelsesordning for international godskørsel i varebiler.

Den foreslåede nyaffattelse af bestemmelsen vil indebære, at krav om tilladelse vil gælde for varebiler

og vogntog med en samlet totalvægt på mere end 2.500 kg og højst 3.500 kg uanset det transporterede

gods’ vægt. Omdeling af anviser, reklamer og mindre forsendelser m.v. i varebil vil herefter kræve

en tilladelse i medfør af godskørselslovens § 1, stk. 2. Det bemærkes hertil, at ved at hæve

vægtgrænsen fra 2.000 kg til 2.500 kg vil det fortsat være muligt at udføre national godskørsel

tilladelsesfrit i mindre varebiler.

For meddelelse af en national varebilstilladelse skal virksomheden have godkendt en transportleder,

som faktisk og vedvarende forestår virksomhedens transportarbejde. Virksomheden og

transportlederen skal desuden opfylde en række krav, herunder bl.a. etableringskrav, krav om

økonomisk grundlag, vandelskrav og krav til de faglige kvalifikationer. Der er som udgangspunkt

tale om de samme krav, som der gælder i dag, men med de enkelte ændringer der følger af dette

lovforslag.

Den foreslåede ændring af tilladelsesordningen for national godskørsel i varebiler vil finde

anvendelse fra den 1. januar 2023, jf. lovforslagets § 5, stk. 3.

3. Konsekvenser for FN’s verdensmål

Reglerne for virksomheder, der udstationerer førere til Danmark samt reglerne for kontrol af

arbejdstid, vurderes at understøtte delmål nr. 8.8, hvorefter det bl.a. følger, at arbejdstagernes

rettigheder skal beskyttes og et sikkert og stabilt arbejdsmiljø for alle arbejdstagere skal fremmes om

anstændige jobs og økonomisk vækst, samt delmål nr. 10.4, om vedtagelse af politikker (især finans-

, løn- og socialpolitik), hvorefter der opnås større lighed. Der er med reglerne fokus på

arbejdstagerrettigheder i form af en anstændig løn i udstationeringsperioden og overholdelse af

reglerne om arbejdstid.

4. Regionale konsekvenser, herunder for landdistrikterne

Lovforslaget vurderes at have væsentlige positive regionale herunder landdistriktsrelaterede

konsekvenser, idet der med lovforslaget tilføres ressourcer til Færdselsstyrelsen i Ribe. Derudover

indebærer lovforslaget ændrede forhold (jf. den erhvervsøkonomiske konsekvensvurdering) for

transporterhvervet, der udgør en ikke uvæsentlig del af erhvervslivet i visse regioner og landdistrikter.

F.eks. har transporterhvervet betydet meget for udviklingen af Padborg og de omkringliggende

områder. Det kan ikke umiddelbart vurderes om sådanne konsekvenser vil være negative eller

positive.

5. Forholdet til databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven

De EU-retlige regler for behandlingen af personoplysninger findes i Europa-Parlamentets og Rådets

forordning 2016/679/EU af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med

behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af

direktiv 95/46/EF (herefter databeskyttelsesforordningen).

Databeskyttelsesforordningen suppleres i Danmark af lov 502 af 23. maj 2018 om supplerende

bestemmelser til forordning om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af

personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger (herefter databeskyttelsesloven).

Lovforslaget indebærer behandling af personoplysninger i forskellige sammenhænge.

Med lovforslaget indføres blandt andet en tilladelse til international godskørsel for fremmed regning

i varebiler, hvorefter virksomheder, der udfører denne form for kørsel, skal indgive en ansøgning til

Færdselsstyrelsen, som vurderer, om virksomheden opfylder de fastsatte krav, og om ansøgningen

dermed kan imødekommes. For denne tilladelsestype skal Færdselsstyrelsen endvidere føre tilsyn

med, om tilladelsesindehaverne til stadighed opfylder de fastsatte krav gennem såvel målrettede som

periodevise tilsyn. Der indføres endvidere krav om, at administrerende direktører og andre relevante

personer i virksomheder med tilladelse til godskørsel for fremmed regning skal vandelsvurderes,

hvorfor Færdselsstyrelsen skal behandle personoplysninger i form af straffedomme og

lovovertrædelser efter databeskyttelsesforordningens artikel 10.

I dag behandler Færdselsstyrelsen blandt andet ansøgninger om tilladelse til godskørsel for fremmed

regning i lastbiler til både national og international kørsel og ansøgninger om tilladelse til godskørsel

for fremmed regning i varebiler til national kørsel, og Færdselsstyrelsen vurderer i den forbindelse,

om en række krav fastsat i den eksisterende godskørselslov er opfyldt. Færdselsstyrelsen fører

endvidere tilsyn med, om indehavere af de eksisterende tilladelsestyper fortsat opfylder de fastsatte

krav gennem både målrettede og periodevise tilsyn.

På samme måde som for de allerede eksisterende tilladelsestyper vil der i forbindelse med

behandlingen af ansøgninger om tilladelse til international godskørsel for fremmed regning i varebiler

og i forbindelse med tilsyn med tilladelsesindehaverne ske behandling af personoplysninger i form af

blandt andet strafbare forhold, CPR-numre, økonomiske forhold, navne og adresser.

Oplysningerne vil blive behandlet af Færdselsstyrelsen som dataansvarlig for de personoplysninger,

som Færdselsstyrelsen modtager via ansøgninger og digital post.

Databeskyttelsesforordningens artikel 6 fastlægger muligheden for at behandle personoplysninger.

Det fremgår af databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, at behandlingen kun er lovlig, hvis og

i det omfang mindst ét af de forhold, der er nævnt i bestemmelsen, gør sig gældende, herunder hvis

behandlingen er nødvendig af hensyn til udførelse af en opgave i samfundets interesse eller som

henhører under offentlig myndighedsudøvelse, som den dataansvarlige har fået pålagt, jf. artikel 6,

stk. 1, litra e.

Styrelsens behandling af øvrige personoplysninger, herunder blandt andet navne, adresser,

registreringsnumre på køretøjer, ansættelsesdato- og stilling, arbejdstelefonnummer og uddannelse,

der oplyses i forbindelse med indgivelsen af ansøgningen eller den efterfølgende sagsbehandling,

henhører endvidere under offentlig myndighedsudøvelse, som den dataansvarlige har fået pålagt, jf.

artikel 6, stk. 1, litra e.

Med hensyn til Færdselsstyrelsens tilsyn med tilladelsesindehavere som led i kontrollen, herunder for

den nye tilladelsestype, sker behandlingen af disse oplysninger også i medfør af

databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra e, hvorefter der kan ske behandling af

personoplysninger, hvis behandling er nødvendig af hensyn til udførelse af en opgave i samfundets

interesse, eller som henhører under offentlig myndighedsudøvelse, som den dataansvarlige har fået

pålagt.

Formålet med tilsyn med tilladelsesindehavere er at sikre, at disse til stadig opfylder de fastsatte krav.

Det er Transportministeriets vurdering, at tilsyn med tilladelsesindehavere er inden for rammerne af

databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra e, da behandlingen sker i samfundets interesse,

og behandlingen henhører under offentlig myndighedsudøvelse, som Færdselsstyrelsen har fået

pålagt.

Færdselsstyrelsen kan endvidere i visse tilfælde modtage oplysninger om overenskomstforhold,

hvilket er omfattet af databeskyttelsesforordningens artikel 9 om særlige kategorier af

personoplysninger.

Efter artikel 9 er der særlige betingelser for behandlingen af denne kategori af personoplysninger.

Her kan der f.eks. ske behandling efter forordningens artikel 9, stk. 2, litra f, hvis behandling er

nødvendig, for at retskrav kan fastlægges, gøres gældende eller forsvares, eller når domstole handler

i deres egenskab af domstol.

Efter forordningens artikel 9, stk. 2, litra g, kan behandling ligeledes ske, såfremt behandlingen er

nødvendig af hensyn til væsentlige samfundsinteresser på grundlag af EU-retten eller

medlemsstaternes nationale ret og står i rimeligt forhold til det mål, der forfølges, respekterer det

væsentligste indhold af retten til databeskyttelse og sikrer passende og specifikke foranstaltninger til

beskyttelse af den registreredes grundlæggende rettigheder og interesser.

Med hensyn til Færdselsstyrelsens eventuelle behandling af oplysninger om fagforeningsmæssigt

tilhørsforhold er det Transportministeriets vurdering, at betingelserne i artikel 9, stk. 2, litra f og g, er

opfyldt. Det forudsættes således, at der ved tilrettelæggelsen af Færdselsstyrelsens sagsbehandling af

ansøgninger om tilladelse til international godskørsel for fremmed regning i varebiler og tilsyn

hermed i lighed med de allerede eksisterende tilladelsestyper fastsættes passende og specifikke

foranstaltninger til beskyttelse af den registreredes grundlæggende rettigheder og interesser, fx en

særlig beskyttelse af, hvilke personer, der har adgang til oplysningerne.

Som nævnt ovenfor er det også med hensyn til denne særlige kategori af oplysninger

Transportministeriets vurdering, at betingelserne i artikel 6, stk. 1, litra e, er opfyldt.

Med ændringsforordning (EU) nr. 2020/1055 indføres der herudover krav om et udvidet

administrativt samarbejde mellem medlemsstaterne, hvor medlemsstaternes kompetente

myndigheder, i Danmark Færdselsstyrelsen, udveksler oplysninger om blandt andet domfældelser og

sanktioner for eventuelle alvorlige overtrædelser gennem det europæiske register over

vejtransportvirksomheder (ERRU) med de øvrige medlemsstaters nationale kontaktpunkter.

Behandling af oplysninger om domfældelser og sanktioner for eventuelle alvorlige overtrædelser, der

behandles og udveksles gennem ERRU, er omfattet af databeskyttelsesforordningens artikel 10. Som

nævnt ovenfor er det også med hensyn til disse personoplysninger Transportministeriets vurdering,

at betingelserne i artikel 6, stk. 1, litra e, er opfyldt.

Endvidere indføres der med ændringsforordning (EU) nr. 2020/1055 krav om, at medlemsstaterne

besvarer anmodninger om oplysninger fra de kompetente myndigheder i andre medlemsstater og

foretager kontrol, inspektioner og undersøgelser af, om udøvere af vejtransporterhvervet, der er

etableret på deres område, har et faktisk etableret og varigt forretningssted i den pågældende

medlemsstat. Som led i behandlingen af disse anmodninger sker der udveksling af personoplysninger

omfattet af databeskyttelsesforordningens artikel 6 gennem informationssystemet for det indre

marked (IMI). Det er også med hensyn til behandlingen af disse personoplysninger

Transportministeriets vurdering, at betingelserne i artikel 6, stk. 1, litra e, er opfyldt.

Herudover skal de grundlæggende principper i forordningens artikel 5 altid iagttages. Det følger bl.a.

heraf, at personoplysninger skal behandles lovligt, rimelig og på en gennemsigtig måde i forhold til

den registrerede (lovlighed, rimelighed og gennemsigtighed). Endvidere må personoplysninger

indsamles til legitime formål og må ikke viderebehandles på en måde, der er uforenelig med disse

formål (formålsbegrænsning). Herudover skal personoplysninger være tilstrækkelige, relevante og

begrænset til, hvad der er nødvendigt i forhold til de formål, hvortil de behandles (dataminimering).

Det er Transportministeriets vurdering, at Færdselsstyrelsens behandling af personoplysninger i

henhold til de foreslåede bestemmelser lever op til disse betingelser.

Behandlingen af personoplysninger i medfør af lovforslaget vil i øvrigt skulle ske i overensstemmelse

med reglerne i databeskyttelsesforordningen og forslag til databeskyttelsesloven, herunder reglerne

om den registreredes rettigheder i kapitel 3 og kapitel 6 og reglerne om behandlingssikkerhed i

forordningens kapitel 4.

6. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige

Lovforslaget vurderes at have implementeringsmæssige og økonomiske konsekvenser for det

offentlige.

Forslaget vil medføre økonomiske konsekvenser for Transportministeriet på området for adgangen

til udøvelse af vejtransporterhvervet (gods- og buskørsel), idet godskørselslovens anvendelsesområde

udvides til også at omfatte virksomheder, som udfører international godskørsel for fremmed regning

med dansk indregistreret varebil eller vogntog med en samlet tilladt totalvægt, der overstiger 2.500

kg og kravene for at udøve vejtransporterhvervet skærpes som følge af ændring af forordning (EF)

nr. 1071/2009.

Kontrol med arbejdstid er en ny myndighedsopgave og en nyskabelse i forhold til den danske model,

der historisk har indebåret, at arbejdstid og kontrol med samme primært har været forhandlet og

håndhævet af arbejdsmarkedets parter. Det er Færdselsstyrelsen, der i tilslutning til den administrative

virksomhedskontrol på køre- og hviletidsområdet, skal kontrollere overholdelse af reglerne om

arbejdstid. Den nye myndighedsopgave vil medføre nye administrative opgaver for

Færdselsstyrelsen, herunder kontrol med ny og mere dokumentation, og vil derfor medføre et øget

ressourceforbrug hos Færdselsstyrelsen. Der vil herudover være øget ressourceforbrug for styrelsen i

forbindelse med udvikling og implementering af den nye kontrolopgave i virksomhedskontrollen.

Politiet skal ligeledes i et vist omfang kontrollere arbejdstid; kontrollen begrænses dog til de aspekter,

der effektivt kan kontrolleres ved hjælp af takografen. Det vurderes, at politiets kontrol vil kunne

gennemføres i sammenhæng med den kontrol af føreres køre- og hviletider, der er en del af den

eksisterende vejkontrol. Kontrollen med arbejdstid vil medføre et øget ressourceforbrug hos politiet,

ligesom der herudover forudsættes ressourcer til uddannelse i forhold til de medarbejdere, der skal

varetage kontrollen.

Endvidere vil forslaget medføre økonomiske konsekvenser for Transportministeriet på området for

udstationering af chauffører til Danmark, da der skal udvikles en offentlig brugerflade, der er

forbundet til informationssystemet for det indre marked (IMI).

Hvis en operatør, der er etableret i Danmark, ikke via IMI efter udstationeringens ophør fremsender

dokumentation til en værtsmedlemsstat efter anmodning, er etableringsmedlemsstaten forpligtet til at

sikre, at dokumentation i den forbindelse sendes til værtsmedlemsstaten inden for 25 dage. Der vil

for Færdselsstyrelsen være omkostninger forbundet med at sikre, at dokumentationen fremsendes til

værtsmedlemsstaten.

Det vurderes, at Færdselsstyrelsens nye opgaver vil medføre merudgifter i størrelsesordenen, 24,8

mio. kr. i 2022, 21,3 mio. kr. i 2023, 20,4 mio. kr. i 2024, 20,3 mio. kr. i 2025 og 19,3 mio. kr. i 2026.

Størstedelen af omkostningerne udgøres af lønmidler. Lønmidlerne udgør 19,2 mio. kr. i 2022, 15,8

mio. kr. i 2023, 2024 og 2025, samt 16,2 mio. kr. i 2026. Lønmidlerne skal blandt andet anvendes

til at kontrollere de øgede krav i eksisterende tilladelses- og ansøgningsordninger, samt kontrollen

som følge af ændringerne i reglerne for køre- og hviletid og arbejdstid.

De resterende midler anvendes til udvikling af IT-systemer, hvor der både skal udvikles nye IT-

systemer, samt opdateres eksisterende systemer på baggrund af de foreslåede ændringer.

IT-systemer:

Der skal tilføres ressourcer til IT-systemer, henholdsvis et system til det nationale elektroniske

samt en offentlig brugerflade, der er forbundet til IMI. Desuden vil der være behov for udvikling af

ny/ændret it-understøttelse af kontrollen med køre- og hviletid og arbejdstid. Der vil både være

knyttet etableringsudgifter og årlige driftsomkostninger hertil.

Transportministeriet vurderer, at principperne for digitaliseringsklar lovgivning er fulgt.

I overensstemmelse med princip 4 om sammenhæng på tværs

–

ensartede begreber og genbrug af

data er hensigten med at placere kontrollen med arbejdstid hos Færdselsstyrelsen, at kontrollen vil

blive udført af en myndighed, der som led i den administrative virksomhedskontrol med køre- og

hviletid, allerede er i besiddelse af data fra takograf og optegnelser på diagramark, som i mange

tilfælde vil kunne bruges til at kontrollere arbejdstid.

Transportministeriet vurderer, at principperne for digitaliseringsklar lovgivning er fulgt.

I overensstemmelse med princip 4 om sammenhæng på tværs

–

ensartede begreber og genbrug af

data er hensigten med at placere kontrollen med arbejdstid hos Færdselsstyrelsen, at kontrollen vil

blive udført af en myndighed, der som led i den administrative virksomhedskontrol med køre- og

hviletid, allerede er i besiddelse af data fra takograf og optegnelser på diagramark, som i mange

tilfælde vil kunne bruges til at kontrollere arbejdstid.

[Økonomien på Justitsministeriets område er under nærmere afklaring.]

7. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

Det vurderes, at lovforslaget har administrative og økonomiske konsekvenser for erhvervslivet. De

administrative og økonomiske konsekvenser af de indførte ændringer i den nationale

tilladelsesordning for varebiler er under afklaring.

Varebiler med en samlet tilladt totalvægt, der overstiger 2.500 kg, men ikke overstiger 3.500 kg og

som udfører international godskørsel for fremmed regning, omfattes af godskørselsloven, hvilket

indebærer, at virksomheder, der udfører international godskørsel for fremmed regning, skal have en

tilladelse, når de anvender varebiler. Udstedelse af fællesskabstilladelser til varebiler vil ikke blive

gebyrpålagt, som tilfældet er for de nationale varebilstilladelser.

Hvor stor en andel af de danske varebilsvirksomheder, som udfører godskørsel for fremmed regning

i Danmark, der ligeledes udfører international godskørsel inden for EU er uvist. DTL-Danske

Vognmænd har oplyst, at data for varebiler ikke er veludbygget. Det er dog DTL-Danske

Vognmænds vurdering, at danske virksomheder ikke udfører international godskørsel i varebiler i et

væsentligt omfang. Andelen af virksomheder, som alene udfører international godskørsel i varebiler

vurderes på nuværende tidspunkt forholdsvist lavt.

Herudover udvides personkredsen, som tages i betragtning ved vandelsvurderingen ved ansøgninger

om fælleskabstilladelser til gods- og buskørsel, til også at omfatte virksomheders administrerende

direktører. Dette indebærer, at der skal afholdes udgifter til indhentelse af domsudskrifter, såfremt

der på baggrund af den indledende vurdering af straffeattesten er behov for yderligere oplysninger til

brug for den endelige vandelsvurdering. Til brug for den endelige vandelsvurdering, skal det

endvidere vurderes, hvorvidt denne personkreds har været involveret i tidligere virksomheder og det

kan i den forbindelse være relevant at indhente yderligere oplysninger i form af redegørelse fra

tredjemand.

Samlet vurderes det, at lovforslaget medfører administrative konsekvenser for erhvervslivet

forbundet med tilsyn og nyansøgninger både for virksomheder der er omfattet af eksisterende

tilladelser og for virksomheder som nu omfattes pga. det nye krav om tilladelse til international kørsel

med varebiler. Disse konsekvenser vurderes samlet set at være under 4 mio. kr., hvorfor de ikke

kvantificeres nærmere.

Principperne for agil erhvervsrettet regulering er ikke relevante for lovforslaget, da lovforslaget ikke

omhandler forretningsmodeller, innovation eller særlige teknologier.

8. Administrative konsekvenser for borgerne

Lovforslaget har ikke administrative konsekvenser for borgerne.

9. Klimamæssige konsekvenser

Lovforslaget har ikke klimamæssige konsekvenser.

10. Miljø- og naturmæssige konsekvenser

Lovforslaget har ikke miljø- og naturmæssige konsekvenser.

11. Forholdet til EU-retten

Lovforslaget implementerer 4 ud af Vejpakkens 6 retsakter i henholdsvis lov om godskørsel

(godskørselsloven) og lov om buskørsel (buskørselsloven).

For det første foretages de relevante ændringer og præciseringer, som er nødvendige som følge af

Vejpakkens ændringer i kravene til virksomheders udøvelse af vejtransporterhvervet, som følger af

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2020/1055 af 15. juli 2020 om ændring af forordning

(EF) nr. 1071/2009, (EF) nr. 1072/2009 og (EU) nr. 1024/2012 med henblik på at tilpasse dem til

udviklingen i vejtransportsektoren (etableringskrav, vandelskrav, krav om tilstrækkeligt økonomisk

grundlag og krav til faglige kvalifikationer). På baggrund heraf ændres kravene til udstedelse af

tilladelser til godskørsel for fremmed regning i motorkøretøjer, hvis tilladte totalvægt overstiger 3.500

kg (lastbiler) og erhvervsmæssig personbefordring i køretøjer indrettet til befordring af mere end 9

personer inklusive føreren (bus). Disse krav vil træde i kraft den 21. februar 2022. Som følge af

Vejpakken vil kravene ligeledes finde anvendelse for udstedelse af tilladelse til international

godskørsel for fremmed regning i motorkøretøjer, hvis tilladte totalvægt overstiger 2.500 kg, men

ikke overstiger 3.500 kg (varebiler). På baggrund heraf ændres godskørselsloven, så den ligeledes

finder anvendelse i denne type varebiler fra den 21. maj 2022.

For det andet implementerer lovforslaget Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2020/1057 af

15. juli 2020 om fastsættelse af særlige regler med hensyn til direktiv 96/71/EF og direktiv

2014/67/EU om udstationering af førere i vejtransportsektoren og om ændring af direktiv

2006/22/EF, for så vidt angår håndhævelseskravene, og af forordning (EU) nr. 1024/2012 i

godskørselsloven og buskørselsloven for så vidt angår de sektorspecifikke regler om udstationering

af førere i vejtransportsektoren, som skal være implementeret senest den 2. februar 2022.

Direktiv (EU) nr. 2020/1057 fastsætter i artikel 1 særlige administrative krav og

kontrolforanstaltninger i forbindelse med udstationering af førere inden for vejtransportsektoren.

Medlemsstaterne må kun indføre de administrative krav og kontrolforanstaltninger med hensyn til

udstationering af førere, som følger af direktivet. Ændringerne i godskørselsloven og buskørselsloven

om udstationering går derfor ikke videre end, hvad der følger af direktivet.

Det følger af direktivets artikel 1, stk. 11, litra a), at udenlandske virksomheder kun kan forpligtes til

senest ved udstationeringens begyndelse at indsende en udstationeringserklæring til de nationale

kompetente myndigheder i den medlemsstat, hvor føreren er udstationeret ved hjælp af en flersproget

standardformular i den offentlige brugerflade, der er forbundet til informationssystemet for det indre

marked (IMI). Desuden følger det af artikel 1, stk. 11, litra a), hvilke oplysninger

udstationeringserklæringen kan indeholde. Det følger af direktivets artikel 1, stk. 11, litra b), hvilke

dokumentationskrav medlemsstaterne kan stille til den udenlandske virksomhed under

udstationeringen og artikel 1, stk. 11, litra c), fastsætter de dokumentationskrav, som medlemsstaterne

kan stille efter udstationeringens ophør. Med direktivet fastsættes der desuden regler om det gensidige

myndighedsarbejde.

Med lovforslaget implementeres ændringerne til kontroldirektivet, som er fastsat i Europa-

Parlamentets og Rådets direktiv (EU) nr. 2020/1057 af 15. juli 2020 om fastsættelse af særlige

regler med hensyn til direktiv 96/71/EF og direktiv 2014/67/EU om udstationering af førere i

vejtransportsektoren og om ændring af direktiv 2006/22/EF, for så vidt angår håndhævelseskravene,

og af forordning (EU) nr. 1024/2012 i lov om arbejdstid samt via hjemmel i gods- og

buskørselsloven i bekendtgørelse om arbejdstid for selvstændige vognmænd.

Det ændrede kontroldirektiv medfører, at der skal ske en udvidelse af den eksisterende vej- og

virksomhedskontrol til at omfatte kontrol med en række af arbejdstidsbestemmelserne i

vejtransportdirektivet om arbejdstid, som er implementeret i lov om arbejdstid og bekendtgørelse om

arbejdstid for selvstændige vognmænd. Formålet med denne udvidelse af kontrollen er at forbedre

færdselssikkerheden, beskytte føreres arbejdsvilkår og forebygge konkurrenceforvridninger, bl.a. ved

at sikre en effektiv håndhævelse af bestemmelserne om arbejdstid.

12. Hørte myndigheder og organisationer m.v.

Et udkast til lovforslaget har i perioden fra den 25. juni 2021 til den 18. august 2021 været sendt i

høring og i perioden fra den 6. september 2021 til den 20. september 2021 i supplerende høring hos

følgende myndigheder og organisationer m.v.:

3F - Fælles Fagligt Forbund, Advokatrådet, Advokatsamfundet, Akademikerne, AMU Transport

Danmark, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Arbejdsgiverforening for indehavere af taxi-, OST-,

limousine- og sygetransport, Arbejdsgiverforeningen for Kollektiv Trafik, Arbejdsgiverforeningen,

Arbejdsgiverforeningen for Transport og Logistik, AutoBranchen Danmark, Automobilbranchens

Handels- & Industriforening i Danmark, Bilbranchen, Bilsynsbranchen, Brancheforeningen af

Danske Distributører, Centralorganisationernes Fællesudvalg, Danmarks Naturfredningsforening,

Danmarks Tekniske Universitet

–

Transport, Dansk Agroindustri, Dansk Arbejdsgiverforening,

Dansk Bilbrancheråd, Dansk Bilforhandler Union, Dansk Byggeri, Dansk Erhverv, Dansk

Erhvervsfremme, Dansk Forening for International Motorkøretøjsforsikring, Dansk Kørelærer-

Union, Dansk Maskinhandlerforening, Dansk Metal, Dansk Mobilitet, Dansk PersonTransport,

Dansk Standard, Danske Advokater, Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier, Danske Kørelæreres

Landsforbund, Danske Medier, Danske Regioner, Danske Speditører, Danske Synsvirksomheder,

Datatilsynet, De Danske Bilimportører, Den Danske Dommerforening, Det Centrale Handicapråd,

Det Faglige Hus, Dansk Industri, Dansk Industri - Dansk Byggeri, Dansk Industri - Transport,

Dommerfuldmægtigforeningen, DTL - Danske Vognmænd, DTL's arbejdsgiverforening,

Dækbranchen

Danmark,

Finanssektorens

Arbejdsgiverforening,

Fagbevægelsens

Hovedorganisation, Forenede Danske Motorejere, Forbrugerombudsmanden, Forbrugerrådet Tænk,

Foreningen af Frie Kørelærere, Foreningen af Vognimportører i Danmark, Forhandlingsfællesskabet,

Forsikring & Pension, Frie Danske Lastbilvognmænd, Havarikommissionen for vejtrafikulykker,

ITD - Brancheorganisation for den danske vejgodstransport, ITSDanmark, Kommunernes

Landsforening, Krifa, Kørelærerforeningen, Køreprøvesagkyndiges Landsforening, Landbrug &

Fødevarer, Ledernes Hovedorganisation, Maskinleverandørerne, Midtsjællands Kørelærerforening,

Motorcykel Forhandler Foreningen, Motorcykel Importør Foreningen, Mover, NOAH-Trafik,

Overenskomstnævnet, Politiforbundet, PostNord AB, Rigsadvokaten, Rigspolitiet, Rigspolitiets

Nationale Færdselscenter, Rådet for Bæredygtig Trafik, Rådet for Grøn Omstilling, Rådet for Sikker

Trafik, Sikre Veje, SMVdanmark, Specialforeningen for Logistik og Distribution, Sø- og

Handelsretten, Teknologisk Institut, Trafikselskaberne i Danmark, Transporterhvervets Uddannelser,

Transportens Arbejdsgivere og Aalborg Universitet - Sektionen for Veje, Trafik og Transport.

13. Sammenfattende skema

Positive konsekvenser/mindre

udgifter (hvis ja, angiv

omfang/hvis nej, anfør ”Ingen”)

Økonomiske konsekvenser

Ingen

for det offentlige

Negative

konsekvenser/merudgifter (hvis ja,

angiv omfang hvis nej, anfør

”Ingen”)

Lovforslaget medfører negative

økonomiske konsekvenser for det

offentlige. Det vurderes, at

Færdselsstyrelsens nye opgaver vil

medføre

merudgifter

størrelsesordenen 24,8 mio. kr. i

2022, 21,3 mio. kr. i 2023, 20,4

mio. kr. i 2024, 20,3 mio. kr. i 2025

og 19,3 mio. kr. i 2026.

Størstedelen af omkostningen

udgøres af lønmidler. Lønmidlerne

udgør 19,2 mio. kr. i 2022, 15,8

mio. kr. i 2023, 2024 og 2025,

samt 16,2 mio. kr.

i 2026.

Lønmidlerne skal blandt andet

anvendes til at kontrollere de øgede

krav i eksisterende tilladelses- og

ansøgningsordninger,

samt

kontrollen

som

følge

ændringerne i reglerne for køre- og

hviletid og arbejdstid.

De resterende midler anvendes til

udvikling af IT-systemer, hvor der

både skal udvikles nye IT-

systemer,

samt

opdateres

eksisterende systemer på baggrund

af de foreslåede ændringer.

Implementerings-

konsekvenser for det

offentlige

Ingen

Lovforslaget har

implementeringskonsekvenser for

det offentlige i form af udvikling

af nye it-systemer.

Økonomiske konsekvenser

Ingen

for erhvervslivet m.v.

Administrative

konsekvenser for

erhvervslivet m.v.

Ingen

Lovforslaget

medfører

administrative konsekvenser for

erhvervslivet forbundet med tilsyn

og nyansøgninger både for

virksomheder der er omfattet af

eksisterende tilladelser og for

virksomheder som nu omfattes

pga. det nye krav om tilladelse til

international kørsel med varebiler.

Disse konsekvenser vurderes

samlet set at være under 4 mio. kr.,

hvorfor de ikke kvantificeres

nærmere. De administrative og

økonomiske konsekvenser af de

indførte ændringer i den nationale

tilladelsesordning for varebiler er

under afklaring.

Ingen

Administrative

konsekvenser for borgerne

Klimamæssige

konsekvenser

Miljø- og naturmæssige

konsekvenser

Forholdet til EU-retten

Ingen

Lovforslaget foretager de nødvendige præciseringer og justeringer i

godskørselsloven og buskørselsloven som følge af

Europa-

Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2020/1055 af 15. juli 2020

om ændring af forordning (EF) nr. 1071/2009, (EF) nr. 1072/2009 og

(EU) nr. 1024/2012 med henblik på at tilpasse dem til udviklingen i

vejtransportsektoren.

Lovforslaget implementerer endvidere Europa-Parlamentets og

Rådets direktiv (EU) 2020/1057 af 15. juli 2020 om fastsættelse af

særlige regler med hensyn til direktiv 96/71/EF og direktiv

2014/67/EU om udstationering af førere i vejtransportsektoren og om

ændring af direktiv 2006/22/EF, for så vidt angår

håndhævelseskravene, og af forordning (EU) nr. 1024/2012 i

godskørselsloven og buskørselsloven for så vidt angår de

sektorspecifikke regler om udstationering af førere i

vejtransportsektoren.

Derudover implementerer lovforslaget ændringerne til

kontroldirektivet, som er fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets

direktiv (EU) 2020/1057 af 15. juli 2020 om fastsættelse af særlige

regler med hensyn til direktiv 96/71/EF og direktiv 2014/67/EU om

udstationering af førere i vejtransportsektoren og om ændring af

direktiv 2006/22/EF, for så vidt angår håndhævelseskravene, og af

forordning (EU) nr. 1024/2012 i lov om arbejdstid.

Er i strid med de fem

principper for

implementering af

erhvervsrettet EU-

regulering (sæt X

)

NEJ

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

Fodnoten til godskørselslovens titel angiver, at loven indeholder bestemmelser, der gennemfører

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/59/EF af 15. juli 2003 om grundlæggende

kvalifikationskrav og efteruddannelseskrav for førere af visse køretøjer, der benyttes til godstransport

eller personbefordring ad vej, og om ændring af Rådets forordning (EØF) nr. 38/85 samt Rådets

direktiv 91/439/EØF og om ophævelse af Rådets direktiv 76/914/EØF (EF-Tidende 2003 nr. L 226,

side 4-17).

Det foreslås at affatte fodnoten til lovens titel på ny, således at det ligeledes følger af fodnoten til

lovens titel, at loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og

Rådets direktiv (EU) 2020/1057 af 15. juli 2020 om fastsættelse af særlige regler med hensyn til

direktiv 96/71/EF og direktiv 2014/67/EU om udstationering af førere i vejtransportsektoren og om

ændring af direktiv 2006/22/EF, for så vidt angår håndhævelseskravene, og af forordning (EU) nr.

1024/2012, EU-Tidende 2020 nr. L 249, side 49.

Forslaget om at affatte fodnoten på ny, til at også at omfatte direktiv (EU) nr. 2020/1057 skyldes, at

det med lovforslaget foreslås, at dele af direktivet gennemføres ved bestemmelser i godskørselsloven.

Forslaget gennemfører dele af direktivets artikel 1 om særlige regler for udstationering af førere samt

artikel 5 om sanktioner for overtrædelse af artikel 1.

Til nr. 2

Det følger af godskørselslovens § 1, stk. 2, at den, der er etableret på dansk område og udfører

godskørsel for fremmed regning med dansk indregistreret varebil eller vogntog med en samlet tilladt

totalvægt, der overstiger 2.000 kg, og som fragter gods med en samlet vægt på mere end 11 kg pr.

stykgods, skal have tilladelse hertil. Tilladelsen er national og udstedes med gyldighed indtil 10 år.

Godskørsel for fremmed regning er i godskørselslovens § 1, stk. 4, defineret som kørsel med

motorkøretøj eller vogntog, hvorved der mod betaling af enhver art transporteres gods, der ikke

tilhører eller er knyttet til køretøjets bruger på den i stk. 5 nævnte måde. I § 1, stk. 5, er firmakørsel

defineret. Godskørsel for fremmed regning er således al kørsel med gods, der ikke er firmakørsel.

Tilladelsesordningen for national godskørsel i varebiler blev indført ved lov nr. 735 af 8. juni 2018

om ændring af lov om godskørsel, og reglerne herom trådte i kraft den 1. juli 2019. Tilladelsen kræves

alene, hvis der udføres national godskørsel i varebiler, dvs. godskørsel i varebiler inden for Danmarks

grænser. International godskørsel i varebiler er således ikke omfattet af krav om tilladelse i

godskørselslovens § 1, stk. 2.

Ved en varebil forstås en bil, der er indrettet til godsbefordring, og som har en tilladt totalvægt på

ikke over 3.500 kg, jf. 024 Varebil N1 i bilag 1 i bekendtgørelse nr. 1050 af 17. oktober 2019 om

detailforskrifter for køretøjers indretning og udstyr.

Krav om national tilladelse gælder for varebiler og vogntog med en samlet totalvægt på mere end

2.000 kg og højst 3.500 kg. Der gælder således en nedre bagatelgrænse for mindre køretøjer indrettet

til godsbefordring med en tilladt totalvægt på under 2.000 kg. Disse køretøjer skal derfor ikke have

en national tilladelse efter godskørselsloven.

Foruden den nedre bagatelgrænse gælder tilsvarende en nedre vægtgrænse for, hvornår transport af

gods er omfattet af godskørselslovens krav om national tilladelse. Det enkelte stykgods (kolli) skal

veje mere end 11 kg før, at transporten er omfattet af tilladelseskravet. Et stykgods kan bestå af flere

enkelte varer, der er pakket som en enhed. Det er den samlede vægt af denne enhed, der er afgørende

for, om transporten falder under anvendelsesområdet i godskørselslovens § 1, stk. 2.

Vægtgrænsen på 11 kg er blandt andet baseret på Arbejdstilsynets At-vejledning af september 2005,

hvoraf det fremgår, at et løft tæt på kroppen af genstande på op til 11 kg normalt ikke anses for

sundhedsskadelige løft på grund af vægt og rækkeafstand.

Vægtgrænsen sikrer blandet andet, at omdeling af aviser, reklamer og mindre forsendelser m.v.

–

der

falder under vægtgrænsen - kan ske uden tilladelse. Kørsel uden tilladelse er dog ikke derved

afgrænset til alene at gælde levering af aviser og reklamer, idet den anførte kørsel uden tilladelse

gælder for fragt af alle typer af gods.

For meddelelse af en national varebilstilladelse skal virksomheden have godkendt en transportleder,

som faktisk og vedvarende forestår virksomhedens transportarbejde. Virksomheden og

transportlederen skal desuden opfylde en række krav, herunder bl.a. etableringskrav, krav om

økonomisk grundlag, vandelskrav og krav til de faglige kvalifikationer.

Det foreslås at nyaffatte godskørselslovens

§ 1, stk. 2,

således, at den, der er etableret på dansk område

og udfører national godskørsel for fremmed regning med dansk indregistreret varebil eller vogntog

med en samlet tilladt totalvægt, der overstiger 2.500 kg, skal have tilladelse hertil. Tilladelsen er

national og udstedes med gyldighed på indtil 10 år.Tilladelsesordningen for national godskørsel i

varebiler har været i kraft i lidt over 2 år. Det har i denne periode vist sig at være særdeles svært for

politiet at håndhæve 11-kg-reglen i praksis. Politiet oplyser i den forbindelse, at reglen og hensigten

med reglen omgås ved, at virksomheder deler godset op i mindre stykgods således, at dette vejer

under 11 kg pr. stykgods, og der dermed ikke skal indhentes en tilladelse til godskørslen.

Færdselsstyrelsen har tilsvarende oplyst, at branchen har svært ved at forstå reglen, herunder hvornår

der er behov for indhentelse af en tilladelse til godskørslen.

Da 11-kg-reglen ikke har haft den ønskede effekt foreslås, at denne udgår af tilladelsesordningen i

godskørselslovens § 1, stk. 2. Det er Transportministeriets vurdering, at en afskaffelse af 11-kg-reglen

vil sikre en mere effektiv håndhævelse af reglerne samt en bedre mulighed for branchen til at efterleve

reglerne.

Ved lovforslaget foreslås desuden hævet vægtgrænsen for, hvornår en virksomhed, der udfører

national godskørsel i varebil, er omfattet af tilladelseskravet i godskørselslovens § 1, stk. 2.

Vægtgrænsen foreslås hævet fra 2.000 kg til 2.500 kg. Dette vil indebære, at vægtgrænsen for den

nationale tilladelsesordning svarer til den vægtgrænse, der gælder for den EU-reguleret

tilladelsesordning for international godskørsel i varebiler.

Den foreslåede nyaffattelse af bestemmelsen vil indebære, at krav om tilladelse vil gælde for varebiler

og vogntog med en samlet totalvægt på mere end 2.500 kg og højst 3.500 kg uanset det transporterede

gods’ vægt. Omdeling af anviser, reklamer og mindre

forsendelser m.v. i varebil vil herefter kræve

en tilladelse i medfør af godskørselslovens § 1, stk. 2. Det bemærkes hertil, at ved at hæve

vægtgrænsen fra 2.000 kg til 2.500 kg vil det fortsat være muligt at udføre national godskørsel

tilladelsesfrit i mindre varebiler.

For meddelelse af en national varebilstilladelse skal virksomheden have godkendt en transportleder,

som faktisk og vedvarende forestår virksomhedens transportarbejde. Virksomheden og

transportlederen skal desuden opfylde en række krav, herunder bl.a. etableringskrav, krav om

økonomisk grundlag, vandelskrav og krav til de faglige kvalifikationer. Der er som udgangspunkt

tale om de samme krav, som der gælder i dag, men med de enkelte ændringer der følger af dette

lovforslag.

Den foreslåede ændring af tilladelsesordningen for national godskørsel i varebiler vil finde

anvendelse fra den 1. januar 2023, jf. lovforslagets § 5, stk. 3.

Til nr. 3

Der er ikke i dag krav om tilladelse til international godskørsel med varebiler.

Vedtagelsen af ændringsforordning (EU) nr. 2020/1055 indebærer bl.a., at forordning (EF) nr.

1071/2009 og forordning (EF) nr. 1072/2009 fra den 21. maj 2022 tilsvarende vil finde anvendelse

for virksomheder, der udøver godskørselserhvervet med motorkøretøjer eller vogntog med en tilladt

totalvægt, der overstiger 2.500 kg, men ikke overstiger 3.500 kg (varebiler), og som udfører

international godskørsel.

Fra den 21. maj 2022 vil virksomheder således skulle have en fællesskabstilladelse for at kunne

udføre international godskørsel for fremmed regning i en varebil, hvis tilladte totalvægt overstiger

2.500 kg, men ikke overstiger 3.500 kg.

Virksomheder, der udfører international godskørsel for fremmed regning i varebiler skal herefter i

vidt omfang leve op til de samme krav som virksomheder, der udfører godskørsel for fremmed

regning med motorkøretøjer eller vogntog med en samlet tilladt totalvægt, der overstiger 3.500 kg

(lastbiler). Disse krav er etableringskravet, vandelskravet, kravet til det økonomiske grundlag og

kravet om faglige kvalifikationer, jf. artikel 3 i forordning (EF) nr. 1071/2009. Kravet til det

økonomiske grundlag, som virksomheder, der udfører godskørsel i varebiler, skal opfylde, er dog

som udgangspunkt ikke det samme som gælder for virksomheder, der udfører godskørsel i lastbiler.

Medlemsstaterne kan dog bestemme, at der alligevel skal gælde det samme krav for de to

godskørselstyper. Dette kræver i så fald, at Kommissionen underrettes herom.

Som det tilsvarende blev muligt ved indførelsen af krav om tilladelse for godskørsel i lastbiler, kan

medlemsstaterne beslutte at fritage personer fra de obligatoriske prøver, som kræves med henblik på

opfyldelse af kravet om faglige kvalifikationer. Medlemsstaterne kan således fritage personer, der

kan fremlægge dokumentation for, at de vedvarende i en periode på ti år før den 20. august 2020 har

ledet en virksomhed, der udelukkende udfører godskørsel med varebiler, fra de obligatoriske prøver,

som kræves.

Der foreslås på den baggrund indsat et nyt stykke i godskørselslovens

§ 1, stk. 3,

hvorefter den, der

er etableret på dansk område og udfører international godskørsel for fremmed regning med dansk

indregistreret varebil eller vogntog med en samlet tilladt totalvægt, der overstiger 2.500 kg, skal fra

den 21. maj 2022 have tilladelse hertil. Tilladelse udstedes med gyldighed på indtil 10 år.

Det foreslåede stk. 3 vil indebære, at godskørselslovens anvendelsesområde udvides til ligeledes at

omfatte international godskørsel for fremmed regning i varebiler eller vogntog med en samlet tilladt

totalvægt, der overstiger 2.500 kg. Virksomheder, der udfører international godskørsel for fremmed

regning i varebiler, skal i vidt omfang leve op til de samme krav som virksomheder, der udfører

godskørsel for fremmed regning i lastbiler (etableringskravet, vandelskravet, kravet til det

økonomiske grundlag og kravet om faglige kvalifikationer, jf. artikel 3 i forordning (EF) nr.

1071/2009). De overenskomstmæssige krav, som er en del af vandelsvurderingen, svarer dog i stedet

til de betingelser, som følger af den nationale varebilsordning, jf. lovforslagets § 1, nr. 15. Til

opfyldelse af kravet om det økonomiske grundlag og kravet om faglige kvalifikationer stilles desuden

særskilte betingelser, som fastsættes ved bekendtgørelse.

Ved en varebil forstås en bil, der er indrettet til at benyttes til godsbefordring, og som har en tilladt

totalvægt på ikke over 3.500 kg, jf. 024 Varebil N1 i bilag 1 i bekendtgørelse nr. 1050 af 17. oktober

2019 om detailforskrifter for køretøjers indretning og udstyr.

Ved godskørsel for fremmed regning forstås kørsel med motorkøretøj eller vogntog, hvorved der mod

betaling af enhver art transporteres gods, der ikke tilhører eller er knyttet til køretøjets bruger på den

i stk. 5 nævnte måde, jf. godskørselslovens § 1, stk. 4. I § 1, stk. 5, er firmakørsel defineret.

Godskørsel for fremmed regning er således al kørsel med gods, der ikke er firmakørsel.

En international transport er defineret i artikel 2, stk. 1, nr. 2, i forordning (EF) nr. 1072/2009. Herefter

forstås ved international transport:

5) kørsel med et læsset køretøj, som kører fra en medlemsstat til en anden, med eller uden transit

gennem en eller flere medlemsstater eller et eller flere tredjelande,

6) kørsel med et læsset køretøj fra en medlemsstat til et tredjeland og omvendt, med eller uden transit

gennem en eller flere medlemsstater eller et eller flere tredjelande,

7) kørsel med et læsset køretøj mellem tredjelande med transit gennem en eller flere medlemsstaters

område, eller

8) kørsel uden last i forbindelse med de former for transport, der er nævnt i nr. 1, 2 og 3.

Den foreslåede tilladelsesordning vil alene finde anvendelse for international godskørsel i varebiler

og således ikke finde anvendelse for national godskørsel i varebiler, dvs. godskørsel inden for

Danmarks landegrænser. I godskørselslovens § 1, stk. 2, findes særskilt nationalt krav om tilladelse

til national godskørsel for fremmed regning i varebiler, hvis tilladte totalvægt overstiger 2.000 kg,

men ikke overstiger 3.500 kg.

Vægtgrænsen i den foreslåede tilladelsesordning vil indebære, at køretøjer med en samlet tilladt

totalvægt på op til 2.500 kg ikke er omfattet af krav om tilladelse, når der udføres international

godskørsel for fremmed regning.

Kravet om tilladelse til international godskørsel i varebiler vil i overensstemmelse med

ændringsforordningen træde i kraft den 21. maj 2022. Transportministeren kan i den forbindelse

fastsætte regler om overgangsordninger, jf. lovforslagets § 5, stk. 4.

Til nr. 4

Det følger af godskørselslovens § 1, stk. 4, at der ved godskørsel for fremmed regning forstås kørsel

med motorkøretøj eller vogntog, hvorved der mod betaling af enhver art transporteres gods, der ikke

tilhører eller er knyttet til køretøjets bruger på den i stk. 5 nævnte måde.

Det foreslås at ændre godskørselslovens

§ 1, stk. 4,

der bliver stk. 5, således, at »stk. 5« ændres til

»stk. 6«.

Den foreslåede ændring er en konsekvensændring som følge af den foreslåede indsættelse af nyt stk.

3 i godskørselslovens § 1, jf. lovforslagets § 1, nr. 3.

Til nr. 5

Det følger af godskørselslovens § 1, stk. 5, at ved firmakørsel forstås kørsel med motorkøretøj eller

vogntog, hvorved der kun transporteres gods, der tilhører den, der er registreret som bruger af

køretøjet, eller gods som denne lejer, udlejer, låner, udlåner eller har i sin besiddelse med henblik på

køb, salg, fremstilling, behandling, bearbejdning eller reparation. Kørslen kan tillige udføres med et

køretøj eller vogntog lejet uden chauffør. Godskørslen, der kun må være en hjælpefunktion i forhold

til virksomhedens samlede aktiviteter, skal, for så vidt angår kørsel i et motorkøretøj eller vogntog

med en samlet tilladt totalvægt, der overstiger 3.500 kg, udføres af en chauffør ansat hos denne, eller

for så vidt angår kørsel her i landet, af en chauffør ansat hos en tilladelsesindehaver, der efter § 6 a,

stk. 2, er godkendt til erhvervsmæssigt at udleje chauffører.

Afgørende for, om der foreligger firmakørsel, er, at det transporterede gods tilhører køretøjets

registrerede bruger eller på anden måde end angivet i stk. 5, nærmere angivne måde er knyttet til

denne. De i stk. 5 angivne former for en sådan tilknytning er udtømmende, og selve transporten må

–

sammenlignet med firmaets samlede aktivitet

–

repræsentere en underordnet funktion. Det forhold

f.eks., at køretøjets bruger eller dennes virksomhed forsender gods i eget navn, men for andres regning

(speditørvirksomhed) bringer således ikke kørslen ind under reglerne om firmakørsel. Ligeledes

bringer det ikke kørslen ind under begrebet firmakørsel, at køretøjets bruger har opbevaret godset

eller påtaget sig andre opgaver for godsets ejer.

Der stilles i bestemmelsen krav om, at chauffører, der udfører firmakørsel i motorkøretøjer eller

vogntog med en samlet totalvægt, der overstiger 3.500 kg, skal være ansat i den pågældende

virksomhed eller i et godkendt chaufførvikarbureau. Firmakørsel i varebiler med en samlet totalvægt

på mere end 2.000 kg og højst 3.500 kg, jf. godskørselslovens § 1, stk. 2, er således ikke begrænset

til alene at kunne udføres af virksomhedens egne chauffører eller chaufførvikarer fra en godkendt

chaufførvirksomhed.

Hvis en virksomhed udfører firmakørsel som defineret i § 1, stk. 5, kræves ikke i medfør af

godskørselsloven en tilladelse hertil.

Ifølge lovbemærkningerne til godskørselsloven svarer definitionen af firmakørsel til indholdet af

bestemmelsen om firmakørsel i artikel 1 i Rådets direktiv 80/49/EØF af 20. december 1979 om

ændring af første direktiv om indførelse af fælles regler for visse former for godstransport ad landevej

mellem medlemsstaterne, jf. Folketingstidende 1988-89, tillæg A, spalte 1556. Direktivets definition

af firmakørsel er i alt overvejende grad videreført ved bl.a. artikel 1, stk. 5, litra d, i forordning (EF)

nr. 1072/2009. Det følger heraf, at transport af gods med motorkøretøjer ikke kræver en

fællesskabstilladelse, og fritages for enhver form for transporttilladelse, hvis følgende betingelser er

opfyldt: a) det befordrede gods er virksomhedens ejendom eller er blevet solgt, købt, udlånt, udlejet

eller lejet, fremstillet, udvundet, bearbejdet eller repareret af denne, b) transporten tjener til at bringe

godset til virksomheden, at bringe det bort fra virksomheden, at flytte det enten inden eller uden for

virksomhedens område til eget brug, c) motorkøretøjer, der anvendes til sådan transport, skal føres af

personale, der er ansat af eller stilles til rådighed for virksomheden i henhold til en kontraktlig

forpligtelse, d) de køretøjer, der transporterer godset, skal tilhøre virksomheden eller være købt af

denne på kredit eller være lejet, i sidstnævnte tilfælde forudsat at de opfylder betingelserne i Europa-

Parlamentets og Rådets direktiv 2006/1/EF af 18. januar 2006 om anvendelse af udlejningskøretøjer

uden fører til godstransport ad landevej, og e) transporten er kun en underordnet aktivitet i forhold til

virksomhedens samlede aktiviteter.

Det bemærkes, at bestemmelsen i artikel 1, stk. 5, litra b, i forordning (EF) nr. 1072/2009 finder

anvendelse umiddelbart. Definitionen i godskørselslovens § 1, stk. 5, skal derfor fortolkes i

overensstemmelse hermed.

Det foreslås at nyaffatte godskørselslovens

§ 1, stk. 5,

der bliver stk. 6, således, at ved firmakørsel

forstås kørsel med motorkøretøj eller vogntog, hvorved der kun transporteres gods, der tilhører den,

der er registreret som bruger af køretøjet, eller gods, som denne har solgt, købt, udlånt, udlejet eller

lejet, fremstillet, udvundet, bearbejdet eller repareret. Kørslen kan tillige udføres med et køretøj eller

vogntog lejet uden fører. Godskørslen, der kun må være en hjælpefunktion i forhold til virksomhedens

samlede aktiviteter, skal, for så vidt angår kørsel i et motorkøretøj eller vogntog med en samlet tilladt

totalvægt, der overstiger 3.500 kg, udføres af en chauffør ansat hos denne eller, for så vidt angår

kørsel her i landet, af en chauffør ansat hos en tilladelsesindehaver, der efter § 6 a, stk. 2, er godkendt

til erhvervsmæssigt at udleje chauffører.

Den foreslåede nyaffattelse er en præcisering af, hvornår en transport af gods kan karakteriseres som

firmakørsel, og dermed ikke være omfattet af godskørselslovens krav om tilladelse. Bestemmelsens

ordlyd præciseres, så den svarer til indholdet af definitionen i artikel 1, stk. 5, litra d, i forordning

(EF) nr. 1072/2009. Da den nuværende definition af firmakørsel fortolkes i overensstemmelse med

forordningens definition, er der tale om en videreførelse af gældende ret.

Kravet om, at chauffører, der udfører firmakørsel i motorkøretøjer eller vogntog med en samlet

totalvægt, der overstiger 3.500 kg, skal være ansat i den pågældende virksomhed eller i et godkendt

chaufførvikarbureau, videreføres. Tilsvarende videreføres, at firmakørsel i varebiler med en samlet

totalvægt på mere end 2.000 kg og højst 3.500 kg, jf. godskørselslovens § 1, stk. 2, er således ikke

begrænset til alene at kunne udføres af virksomhedens egne chauffører eller chaufførvikarer fra en

godkendt chaufførvirksomhed.

Til nr. 6

De betingelser, som virksomheder skal opfylde for at få udstedt en tilladelse til godskørsel i henhold

til godskørselslovens § 1, stk. 1, følger af lovens § 3. En tilladelse i henhold til § 1, stk. 1, kræves for

den, der er etableret på dansk område og udfører godskørsel for fremmed regning med dansk

indregistreret motorkøretøj eller vogntog med en samlet tilladt totalvægt, der overstiger 3.500 kg.

Det følger således af godskørselslovens § 3, stk. 1, at tilladelser i henhold til § 1, stk. 1, kan meddeles

en her i landet hjemmehørende virksomhed, der

1) ikke er under rekonstruktionsbehandling eller konkurs,

2) ikke har forfalden gæld til det offentlige på 50.000 kr. og derover og

3) kan sandsynliggøre, at den vil kunne udøve virksomheden på forsvarlig måde og i

overensstemmelse med god skik inden for branchen.

Det følger af kravet i § 3, stk. 1, nr. 1, at den pågældende virksomhed ikke må være under

rekonstruktionsbehandling eller konkurs.

Det følger af kravet i § 3, stk. 1, nr. 2, at den pågældende virksomhed ikke må have forfalden gæld

til det offentlige på 50.000 kr. og derover. Formålet med kravet er primært at sikre, at virksomheden

forhindres i at oparbejde yderligere restancer og derved belaste de offentlige budgetter. Det er ikke

afgørende, om gælden vedrører virksomheden i henhold til en tidligere eller en eksisterende tilladelse.

Anden gæld, der hidrører fra tidligere virksomhed eller ansættelsesforhold, medfører nægtelse, hvis

gælden er 50.000 kr. eller derover. Ved vurderingen kan både inddrages personlig og ikkepersonlig

forfalden gæld til det offentlige. Personlig gæld kan bl.a. være manglende betaling af ægtefællebidrag

og SU-lån.

Det følger af kravet i § 3, stk. 1, nr. 3, at den pågældende virksomhed skal kunne sandsynliggøre, at

den vil kunne udøve virksomheden på forsvarlig måde og i overensstemmelse med god skik inden

for branchen. I godskørselslovens § 3, stk. 6, er det oplistet, hvilke oplysninger om medlemmer af

bestyrelsen eller direktionen eller andre personer med væsentlig interesse i selskabet, der kan

inddrages i vurderingen af, om en virksomhed, der drives i selskabsform, opfylder betingelserne i §

3, stk. 1, nr. 3.

Foruden at opfylde kravene i godskørselslovens § 3, stk. 1, skal en virksomhed for at få udstedt en

tilladelse i henhold til § 1, stk. 1, tilsvarende opfylde kravene i artikel 3 i forordning (EF) nr.

1071/2009 (etableringskravet, vandelskravet, kravet til det økonomiske grundlag og kravet om

faglige kvalifikationer), jf. godskørselslovens § 3, stk. 2.

Ved vedtagelse af ændringsforordning (EU) nr. 2020/1055 ophæves artikel 3, stk. 2, i forordning (EF)

nr. 1071/2009, hvilket medfører, at medlemsstaterne ikke længere kan stille yderligere krav, som

virksomhederne skal opfylde for at opnå tilladelse til at udøve godskørselserhvervet. Dette indebærer,

at der ikke kan fastsættes nationale særkrav, og alene kan stilles de krav, som fremgår af forordning

(EF) nr. 1071/2009 og nr. 1072/2009. Kravene i godskørselslovens § 3, stk. 1, nr. 1 og 2, er eksempler

på nationale særkrav.

Ved ændringsforordningen indsættes desuden et nyt stykke 1 a i artikel 7 i forordning (EF) nr.

1071/2009, hvorefter medlemsstaterne kan kræve, at virksomheden, transportlederen eller anden

relevant person, som medlemsstaten kan bestemme, ikke har udestående ikkepersonlig gæld til

offentligretlige organer og ikke er gået konkurs eller er under insolvens- eller likvidationsbehandling.

Endelig foretages der ved ændringsforordning (EU) nr. 2020/1055 mindre justeringer med hensyn til

vandelskravet, som virksomheden og transportlederen skal opfylde.

Det foreslås at nyaffatte godskørselslovens

§ 3, stk. 1,

således, at tilladelser i henhold til § 1, stk. 1 og

3, kan meddeles en her i landet hjemmehørende virksomhed, der foruden at opfylde de krav, der

følger af artikel 3 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1071/2009 af 21. oktober 2009

om fælles regler om betingelser for udøvelse af vejtransporterhvervet og om ophævelse af Rådets

direktiv 96/26 EF (forordning nr. 1071/2009),

1) ikke er under rekonstruktionsbehandling eller konkurs,

2) ikke har ikkepersonlig forfalden gæld til det offentlige på 50.000 kr. og derover, og

3) udviser god vandel, jf. stk. 6 og 7, og § 6, stk. 3 eller 4.

Den foreslåede bestemmelse indeholder de krav, som en virksomhed skal opfylde for at få udstedt en

tilladelse til godskørsel for fremmed regning med dansk indregistreret motorkøretøj eller vogntog

med en samlet tilladt totalvægt, der overstiger 3.500 kg, jf. godskørselslovens § 1, stk. 1, eller en

tilladelse til international godskørsel for fremmed regning med dansk indregistreret varebil eller

vogntog med en samlet tilladt totalvægt, der overstiger 2.500 kg, jf. lovforslagets § 1, nr. 3, hvor der

foreslås indsat et nyt § 1, stk. 3, i godskørselsloven.

Foruden kravene, der følger af artikel 3 i forordning (EF) nr. 1071/2009 (etableringskravet,

vandelskravet, kravet til det økonomiske grundlag og kravet om faglige kvalifikationer) vil det for

det første være et krav, at den pågældende virksomhed ikke er under rekonstruktionsbehandling eller

konkurs, jf. godskørselslovens § 3, stk. 1, nr. 1. Der er tale om en videreførelse af det gældende krav

i godskørselslovens § 3, stk. 1, nr. 1, som dog nu udvides til også at omfatte international godskørsel

for fremmed regning i varebiler, jf. § 1, stk. 3. Den foreslåede § 3, stk. 1, nr. 1, er fastsat med hjemmel

i artikel 7, stk. 1a, i forordning (EF) nr. 1071/2009, jf. ovenfor.

For det andet vil det være et krav, at den pågældende virksomhed ikke har ikkepersonlig forfalden

gæld til det offentlige på 50.000 kr. og derover, jf. godskørselslovens § 3, stk. 1, nr. 2. Der er tale om

en ændring af gældende ret og en lempelse af kravet i forhold til i dag, idet det fremover alene er

ikkepersonlig gæld til det offentlige på 50.000 kr. og derover, der medfører, at der ikke kan udstedes

en tilladelse til godskørsel for fremmed regning. Personlig gæld til det offentlige er således ikke en

hindring med hensyn til udstedelse af en tilladelse til godskørsel. Baggrunden for ændringen er

ophævelsen af artikel 3, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1071/2009. Den foreslåede § 3, stk. 1, nr. 2, er i

øvrigt fastsat med hjemmel i artikel 7, stk. 1a, i forordning (EF) nr. 1071/2009, jf. ovenfor.

For det tredje vil det være et krav, at den pågældende virksomhed udviser god vandel. Der er tale om

en videreførelse af det gældende krav i godskørselslovens § 3, stk. 1, nr. 3, som dog nu udvides til

også at omfatte international godskørsel i varebiler, jf. § 1, stk. 3. Der henvises i øvrigt til pkt. 2.4. i

de almindelige bemærkninger herom.

Den foreslåede bestemmelse i godskørselslovens § 3, stk. 1, vil ikke længere indeholde kravene, som

en virksomhed vil skulle opfylde for at få udstedt en tilladelse til national godskørsel for fremmed

regning med dansk indregistreret varebil eller vogntog med en samlet tilladt totalvægt, der overstiger

2.000 kg, jf. godskørselslovens § 1, stk. 2. Kravene hertil vil i stedet følge af godskørselslovens § 3,

stk. 2, jf. i det følgende.

De betingelser, som virksomheder skal opfylde for at få udstedt en tilladelse til national tilladelse til

godskørsel for fremmed regning i varebiler i henhold til godskørselslovens § 1, stk. 2, følger

tilsvarende af lovens § 3, stk. 1, jf. ovenfor. En tilladelse i henhold til § 1, stk. 2, kræves for den, der

er etableret på dansk område og udfører godskørsel for fremmed regning med dansk indregistreret

varebil eller vogntog med en samlet totalvægt, der overstiger 2.000 kg, og som fragter gods med en

samlet vægt på mere end 11 kg pr. stykgods.

Det foreslås at nyaffatte godskørselslovens

§ 3, stk. 2,

således, at tilladelser i henhold til § 1, stk. 2,

kan

meddeles

her

landet

hjemmehørende

virksomhed,

der

ikke

under

rekonstruktionsbehandling

eller

konkurs,

2) ikke har ikkepersonlig forfalden gæld til det offentlige på 50.000 kr. og derover, og

3) udviser god vandel, jf. stk. 6 og 7, og § 6, stk. 4.

Den foreslåede bestemmelse indeholder de krav, som en virksomhed vil skulle opfylde for at få

udstedt en tilladelse til national godskørsel for fremmed regning med dansk indregistreret varebil eller

vogntog med en samlet tilladt totalvægt, der overstiger 2.000 kg, jf. godskørselslovens § 1, stk. 2.

For det første vil det være et krav, at den pågældende virksomhed ikke er under

rekonstruktionsbehandling eller konkurs, jf. godskørselslovens § 3, stk. 2, nr. 1. Der er tale om en

videreførelse af det gældende krav i godskørselslovens § 3, stk. 1, nr. 1.

For det andet vil det være et krav, at den pågældende virksomhed ikke har ikkepersonlig forfalden

gæld til det offentlige på 50.000 kr. og derover, jf. godskørselslovens § 3, stk. 2, nr. 2. Der er tale om

en ændring af gældende ret og en lempelse af kravet i forhold til i dag, idet det fremover alene er

ikkepersonlig gæld til det offentlige på 50.000 kr. og derover, der medfører, at der ikke kan udstedes

en tilladelse til godskørsel for fremmed regning. Personlig gæld til det offentlige er således ikke en

hindring i forhold til udstedelse af en tilladelse til godskørsel. Baggrunden for ændringen er, at der

ikke for så vidt angår national godskørsel bør gælde et strengere krav, end hvad tilfældet er for

international godskørsel, jf. ovenfor.

For det tredje vil det være et krav, at den pågældende virksomhed udviser god vandel. Der er tale om

en videreførelse af det gældende krav i godskørselslovens § 3, stk. 1, nr. 3. Der henvises i øvrigt til

pkt. 2.4. i de almindelige bemærkninger herom.

Til nr. 7

Det følger af godskørselslovens § 3, stk. 3, at tilladelser i henhold til § 1, stk. 2, kan meddeles en her

i landet hjemmehørende virksomhed, der ud over at leve op til kravene i stk. 1 har økonomisk

grundlag for at drive virksomheden forretningsmæssigt forsvarligt.

Det foreslås at ændre godskørselslovens

§ 3, stk. 3,

således, at »stk. 1« ændres til »stk. 2«.

Den foreslåede ændring er en konsekvensændring som følge af den foreslåede nyaffattelse af

godskørselslovens § 3, stk. 1 og 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 6.

Til nr. 8

I godskørselslovens § 3, stk. 6, er oplistet hvilke oplysninger om medlemmer af bestyrelsen eller

direktionen eller andre personer med væsentlig interesse i selskabet, der kan inddrages i vurderingen

af, om en virksomhed, der drives i selskabsform, opfylder betingelserne i § 3, stk. 1, nr. 3.

Det foreslås at ændre godskørselslovens

§ 3, stk. 6,

således, at efter »stk. 1, nr. 3,« indsættes »eller

stk. 2, nr. 3,«.

Den foreslåede ændring er en konsekvensændring som følge af den foreslåede nyaffattelse af

godskørselslovens § 3, stk. 1 og 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 6. Godskørselslovens § 3, stk. 6, vil som

følge heraf finde anvendelse i forbindelse med tilladelse til godskørsel for fremmed regning med

dansk indregistrerede motorkøretøjer med en samlet tilladt totalvægt, der overstiger 3.500 kg, i

henhold til godskørselslovens § 1, stk. 1, national godskørsel for fremmed regning med dansk

indregistrerede varebiler med en samlet tilladt totalvægt, der overstiger 2.000 kg, i henhold til

godskørselslovens § 1, stk. 2, og international godskørsel for fremmed regning med dansk

indregistrerede varebiler med en samlet tilladt totalvægt, der overstiger 2.500 kg, i henhold til

godskørselslovens § 1, stk. 3, jf. lovforslagets § 1, nr. 3.

Til nr. 9

I godskørselslovens § 3, stk. 6, er det oplistet, hvilke oplysninger om medlemmer af bestyrelsen eller

direktionen eller andre personer med væsentlig interesse i selskabet, der kan inddrages i vurderingen

af, om en virksomhed, der drives i selskabsform, opfylder betingelserne i § 3, stk. 1, nr. 3.

Det følger af godskørselslovens § 3, stk. 6, nr. 2, litra b, at der i vurderingen kan inddrages oplysninger

om, at en person nævnt i § 3, stk. 6, inden for de seneste 5 år har været godkendt som transportleder

af eller har haft væsentlige interesser i en gods- eller buskørselsvirksomhed, der i forbindelse med

udførelse af godskørselsvirksomhed groft eller gentagne gange har overtrådt bestemmelser nævnt i §

12, stk. 1, nr. 1, litra a-i.

Det foreslås at ændre godskørselslovens

§ 3, stk. 6, nr. 2, litra b,

således, at »litra a-i« ændres til »litra

a-q«.

Den foreslåede ændring er en konsekvensændring som følge af den foreslåede indsættelse af nye litra

j-q i godskørselslovens § 12, stk. 1, nr. 1, jf. lovforslagets § 1, nr. 24. Som følge heraf vil der ved

vurderingen efter godskørselslovens § 3, stk. 6, kunne inddrages oplysninger om, at medlemmer af

bestyrelsen eller direktionen eller andre personer med væsentlige interesser i selskabet inden for de

seneste 5 år har været godkendt som transportleder af eller har haft væsentlige interesser i en gods-

eller buskørselsvirksomhed, der i forbindelse med udførelse af godskørselsvirksomhed groft eller

gentagne gange har overtrådt bestemmelser nævnt i § 12, stk. 1, nr. 1, litra a-q.

Til nr. 10

I godskørselslovens § 3, stk. 6, er det oplistet, hvilke oplysninger om medlemmer af bestyrelsen eller

direktionen eller andre personer med væsentlig interesse i selskaber, der kan inddrages i vurderingen

af, om en virksomhed, der drives i selskabsform, opfylder betingelserne i § 3, stk. 1, nr. 3.

Det følger af godskørselslovens § 3, stk. 6, nr. 1, at der i vurderingen kan inddrages oplysninger om,

at en person nævnt i § 3, stk. 6, inden for de seneste 5 år er blevet nægtet godkendelse som

transportleder eller har fået tilbagekaldt en godkendelse som transportleder.

Det følger af godskørselslovens § 3, stk. 6, nr. 2, at der i vurderingen tilsvarende kan inddrages

oplysninger om, at pågældende har været godkendt som transportleder eller har haft væsentlige

interesser i en gods- eller buskørselsvirksomhed, der a) er blevet nægtet udstedelse af eller har fået

tilbagekaldt en tilladelse, b) i forbindelse med udførelse af godskørselsvirksomhed groft eller

gentagne gange har overtrådt bestemmelser nævnt i § 12, stk. 1, nr. 1, litra a-i, eller c) har eller har

haft økonomiske vanskeligheder.

Godskørselslovens § 3, stk. 6, finder alene anvendelse ved vandelsvurderinger for virksomheder, der

drives i selskabsform, dvs. iværksætterselskaber, anpartsselskaber og aktieselskaber. Bestemmelsen

finder derimod ikke anvendelse for enkeltmandsvirksomheder.

Der foreslås indsat et nyt stykke i godskørselslovens

§ 3, stk. 7,

hvorefter stk. 6 tilsvarende finder

anvendelse for enkeltmandsvirksomheder.

Forslaget vil indebære, at der ved vurdering af om en enkeltmandsvirksomhed opfylder vandelskravet

i godskørselslovens § 3, stk. 1, nr. 3, og § 3, stk. 2, nr. 3, tilsvarende kan inddrages oplysningerne

nævnt i § 3, stk. 6, i vurderingen.

Til nr. 11

Godskørselslovens § 4 indeholder de krav, der stilles til en transportleder i en virksomhed, der er

indehaver af en tilladelse efter godskørselslovens § 1, stk. 1 og 2. Begrebet transportleder svarer til

definitionen i forordning (EF) nr. 1071/2009, hvorved der forstås den person, der faktisk og

vedvarende leder virksomhedens transportarbejde.

Det følger således af godskørselslovens § 4, stk. 1, at en virksomhed, der har tilladelse i henhold til §

1, stk. 1 eller 2, skal have en godkendt transportleder, der

1) er myndig og ikke er under værgemål efter værgemålslovens § 5 eller under samværgemål

efter værgemålslovens § 7,

2) ikke er under rekonstruktionsbehandling eller konkurs,

3) ikke har forfalden gæld til det offentlige på 50.000 kr. og derover,

4) ikke er dømt for strafbare forhold, der begrunder en nærliggende fare for misbrug af adgangen

til at udføre vognmandsvirksomhed, jf. straffelovens § 78, stk. 2, og

5) kan sandsynliggøre, at vedkommende vil kunne udøve virksomheden på forsvarlig måde og i

overensstemmelse med god skik inden for branchen.

Det følger af kravet i § 4, stk. 1, nr. 1, at den pågældende transportleder skal være myndig og ikke

være under værgemål efter værgemålslovens § 5 eller under samværgemål efter værgemålslovens §

Det følger af kravet i § 4, stk. 1, nr. 2, at den pågældende transportleder ikke må være under

rekonstruktionsbehandling eller konkurs.

Det følger af kravet i § 4, stk. 1, nr. 3, at den pågældende transportleder ikke må have forfalden gæld

til det offentlige på 50.000 kr. og derover. Formålet med kravet er primært at sikre, at virksomheden

forhindres i at oparbejde yderligere restancer og derved belaste de offentlige budgetter. Ved

vurderingen kan både inddrages personlig og ikkepersonlig forfalden gæld til det offentlige. Personlig

gæld kan bl.a. være manglende betaling af ægtefællebidrag og SU-lån.

Det følger af kravet i § 4, stk. 1, nr. 4, at den pågældende transportleder ikke må være dømt for

strafbare forhold, der begrunder en nærliggende fare for misbrug af adgangen til at udføre

vognmandsvirksomhed, jf. straffelovens § 78, stk. 2. Henvisningen til straffelovens § 78, stk. 2,

indebærer, at bestemmelsen skal fortolkes på samme måde som straffelovens bestemmelser.

Det følger af kravet i § 4, stk. 1, nr. 5, at den pågældende transportleder skal kunne sandsynliggøre,

at vedkommende vil kunne udøve virksomheden på forsvarlig måde og i overensstemmelse med god

skik inden for branchen.

Det følger desuden af godskørselslovens § 4, stk. 2, at en transportleder i en virksomhed, der har

tilladelse i henhold til § 1, stk. 1, ud over kravene i stk. 1 skal opfylde de krav, der følger af artikel 4

i forordning (EF) nr. 1072/2009. Det bemærkes, at der skulle have været en henvisning i

bestemmelsen til forordning (EF) nr. 1071/2009 i stedet for 1072/2009. Der er således tale om

vandelskravet, kravet om faglige kvalifikationer, krav om at være faktisk og vedvarende leder af

virksomhedens transportarbejde, reel forbindelse til virksomheden og bopæl i Fællesskabet.

Ved vedtagelse af ændringsforordning (EU) nr. 2020/1055 ophæves artikel 3, stk. 2, i forordning (EF)

nr. 1071/2009, hvilket medfører, at medlemsstaterne ikke længere kan stille yderligere krav, som

virksomhederne skal opfylde for at opnå tilladelse til at udøve godskørselserhvervet. Dette indebærer,

at der ikke kan fastsættes nationale særkrav og alene kan stilles de krav, som følger af forordning

(EF) nr. 1071/2009 giver mulighed for. Kravene i godskørselslovens § 4, stk. 1, nr. 2 og 3, er

eksempler på nationale særkrav.

Ved ændringsforordningen indsættes desuden et nyt stykke 1 a i artikel 7 i forordning (EF) nr.

1071/2009, hvorefter medlemsstaterne kan kræve, at virksomheden, transportlederen eller anden

relevant person, som medlemsstaten kan bestemme, ikke har udestående ikkepersonlig gæld til

offentligretlige organer, og ikke er gået konkurs eller er under insolvens- eller likvidationsbehandling.

Endelig foretages der ved ændringsforordning (EU) nr. 2020/1055 mindre justeringer med hensyn til

vandelskravet, som transportlederen skal opfylde.

Det foreslås at nyaffatte godskørselslovens

§ 4, stk. 1,

således, at en virksomhed, der har tilladelse i

henhold til § 1, stk. 1 og 3, skal have en godkendt transportleder, der foruden at opfylde de krav, der

følger af artikel 4 i forordning nr. 1071/2009,

1) er myndig og ikke er under værgemål efter værgemålslovens § 5 eller under samværgemål

efter værgemålslovens § 7,

2) ikke er under rekonstruktionsbehandling eller konkurs,

3) ikke har ikkepersonlig forfalden gæld til det offentlige på 50.000 kr. og derover,

4) ikke er dømt for strafbare forhold, der begrunder nærliggende fare for misbrug af adgangen

til at udføre vognmandsvirksomhed, jf. straffelovens § 78, stk. 2, og

5) udviser god vandel.

Den foreslåede bestemmelse indeholder de krav, som en transportleder i en virksomhed, der er

indehaver af en tilladelse efter godskørselslovens § 1, stk. 1 og 3, skal opfylde.

Foruden kravene, der følger af artikel 4 i forordning (EF) nr. 1071/2009 (vandelskravet, kravet om

faglige kvalifikationer, krav om at være faktisk og vedvarende leder af virksomhedens

transportarbejde, reel forbindelse til virksomheden og bopæl i Fællesskabet) vil det for det første være

et krav, at den pågældende transportleder er myndig og ikke er under værgemål efter

værgemålslovens § 5 eller under samværgemål efter værgemålslovens § 7. Der er tale om en

videreførelse af det gældende krav i godskørselslovens § 4, stk. 1, nr. 1, som dog nu udvides til også

at omfatte international godskørsel for fremmed regning i varebiler, jf. § 1, stk. 3.

For det andet vil det være et krav, at den pågældende transportleder ikke er under

rekonstruktionsbehandling eller konkurs, jf. godskørselslovens § 4, stk. 1, nr. 2. Der er tale om en

videreførelse af det gældende krav i godskørselslovens § 4, stk. 1, nr. 2, som dog nu udvides til også

at omfatte international godskørsel for fremmed regning i varebiler, jf. § 1, stk. 3. Den foreslåede §

4, stk. 1, nr. 2, er fastsat med hjemmel i artikel 7, stk. 1a, i forordning (EF) nr. 1071/2009, jf. ovenfor.

For det tredje vil det være et krav, at den pågældende transportleder ikke har ikkepersonlig forfalden

gæld til det offentlige på 50.000 kr. og derover, jf. godskørselslovens § 4, stk. 1, nr. 3. Der er tale om

en ændring af gældende ret og en lempelse af kravet i forhold til i dag, idet det fremover alene er

ikkepersonlig gæld til det offentlige på 50.000 kr. og derover, der medfører, at transportlederen ikke

kan godkendes. Personlig gæld til det offentlige er således ikke en hindring i forhold til en

godkendelse som transportleder. Baggrunden for ændringen er ophævelsen af artikel 3, stk. 2, i

forordning (EF) nr. 1071/2009. Den foreslåede § 4, stk. 1, nr. 3, er i øvrigt fastsat med hjemmel i

artikel 7, stk. 1a, i forordning (EF) nr. 1071/2009, jf. ovenfor.

For det fjerde vil det være et krav, at den pågældende transportleder ikke er dømt for strafbare forhold,

der begrunder nærliggende fare for misbrug af adgangen til at udføre vognmandsvirksomhed, jf.

straffelovens § 78, stk. 2, jf. godskørselslovens § 4, stk. 1, nr. 4. Der er tale om en videreførelse af

det gældende krav i godskørselslovens § 4, stk. 1, nr. 4, som dog nu udvides til også at omfatte

international godskørsel i varebiler, jf. § 1, stk. 3. Der henvises i øvrigt til pkt. 2.4. i de almindelige

bemærkninger herom.

For det femte vil det være et krav, at den pågældende transportleder udviser god vandel. Der er tale

om en videreførelse af det gældende krav i godskørselslovens § 4, stk. 1, nr. 5, som dog nu udvides

til også at omfatte international godskørsel i varebiler, jf. § 1, stk. 3. Der henvises i øvrigt til pkt. 2.4.

i de almindelige bemærkninger herom.

Det følger af godskørselslovens § 4, stk. 3, at en transportleder i en virksomhed, der har tilladelse i

henhold til § 1, stk. 2, skal ud over kravene i stk. 1

1) faktisk og vedvarende lede virksomhedens transportarbejde,

2) være bosiddende i et EU-/EØS-land og

3) have de nødvendige faglige kvalifikationer.

Foruden kravet i § 4, stk. 1, jf. ovenfor, skal en transportleder i en virksomhed, der har tilladelse til

national godskørsel for fremmed regning i varebiler efter § 1, stk. 2, opfylde kravene i § 4, stk. 3. Det

er således et krav, at den pågældende transportleder faktisk og vedvarende leder virksomhedens

transportarbejde, er bosiddende i et EU-/EØS-land og har de nødvendige faglige kvalifikationer.

Det foreslås at nyaffatte godskørselslovens

§ 4, stk. 2,

således, at en virksomhed, der har tilladelse i

henhold til § 1, stk. 2, skal have en godkendt transportleder, der

1) er myndig og ikke er under værgemål efter værgemålslovens § 5 eller under samværgemål

efter værgemålslovens § 7,

2) ikke er under rekonstruktionsbehandling eller konkurs,

3) ikke har forfalden gæld til det offentlige på 50.000 kr. og derover,

4) er dømt for strafbare forhold, der begrunder nærliggende fare for misbrug af adgangen til at

udføre vognmandsvirksomhed, jf. straffelovens § 78, stk. 2,

5) udviser god vandel,

6) faktisk og vedvarende kan lede virksomhedens transportarbejde,

7) er bosiddende i et EU-/EØS-land og

8) har de nødvendige faglige kvalifikationer.

Den foreslåede bestemmelse indeholder de krav, som en transportleder i en virksomhed, der er

indehaver af en tilladelse til national godskørsel i varebiler efter godskørselslovens § 1, stk. 2, skal

opfylde. For overskuelighedens skyld foreslås kravene hertil samlet i én bestemmelse.

For så vidt angår de foreslåede bestemmelser i godskørselslovens § 4, stk. 2, nr. 1-5, henvises til

ovenstående vedrørende de enslydende foreslåede bestemmelser i § 4, stk. 1, nr. 1-5. Det bemærkes

dog, at forordning (EF) nr. 1071/2009 ikke finder anvendelse for tilladelser til national godskørsel

for fremmed regning i varebiler, jf. § 1, stk. 2.

De krav, der følger af de foreslåede bestemmelser i godskørselslovens § 4, stk. 2, nr. 6-8, er en

videreførelse af kravene i godskørselslovens § 4, stk. 3, nr. 1-3. Der er således tale om en videreførelse

af gældende ret.

Det følger af godskørselslovens § 4, stk. 4, at drives en virksomhed, der har tilladelse i henhold til §

1, stk. 2, som en personligt ejet virksomhed, skal transportlederen være virksomhedsejer.

Det foreslås at nyaffatte godskørselslovens

§ 4, stk. 3,

således, at drives en virksomhed, der har

tilladelse i henhold til § 1, stk. 2, som en personligt ejet virksomhed, skal transportlederen være

virksomhedsejer.

Transportlederen i en virksomhed med tilladelse efter § 1, stk. 2, vil således skulle være samme person

som virksomhedsejeren, når virksomheden drives som personligt ejet virksomhed. Der er tale om en

videreførelse af den gældende § 4, stk. 4, og der er ikke tilsigtet materielle ændringer af

bestemmelsen.

Til nr. 12

Det følger af godskørselslovens § 5, stk. 1, at ansøgning om udstedelse af tilladelse efter § 1, stk. 1

og 2, skal indgives til transportministeren ved anvendelse af den digitale løsning, som ministeren

stiller til rådighed.

Det foreslås at ændre godskørselslovens

§ 5, stk. 1,

således, at »§ 1, stk. 1 og 2« ændres til »§ 1, stk.

1-3«.

Den foreslåede ændring er en konsekvensændring som følge af den foreslåede indsættelse af nyt stk.

3 i godskørselslovens § 1, jf. lovforslagets § 1, nr. 3. Godskørselslovens § 5, stk. 1, vil som følge

heraf tilsvarende finde anvendelse for ansøgning om udstedelse af tilladelse til international

godskørsel for fremmed regning i dansk indregistrerede varebiler eller vogntog med en samlet tilladt

totalvægt, der overstiger 2.500 kg, jf. godskørselslovens § 1, stk. 3.

Til nr. 13

Det følger af godskørselslovens § 5, stk. 2, at transportministeren kan fastsætte nærmere regler om

indholdet af ansøgninger efter § 1, stk. 1 og 2, herunder om, hvilke økonomiske eller faglige krav,

der skal være opfyldt, og den digitale løsning, jf. stk. 1.

Godskørselslovens § 5, stk. 2, indeholder hjemmel for transportministeren til at fastsætte nærmere

regler om indholdet af ansøgninger om tilladelse til godskørsel for fremmed regning og om

godkendelse som transportleder, herunder om, hvilke økonomiske eller faglige krav, der skal være

opfyldt i den forbindelse. Ligeledes er der hjemmel til at fastsætte nærmere regler om den digitale

løsning, som ansøgninger om tilladelse efter § 1, stk. 1 og 2, skal indgives ved.

Det følger af godskørselslovens § 5, stk. 3, at transportministeren kan fastsætte nærmere regler om

frister for ansøgninger i forbindelse med behandling af ansøgninger efter § 1, stk. 2.

Godskørselslovens § 5, stk. 3, indebærer, at der i forbindelse med indførelsen af den nye

tilladelsesordning for national godskørsel for fremmed regning i varebiler i 2018 kunne indføres en

overgangsordning for de virksomheder, der ønskede at udføre godskørsel for fremmed regning i

varebiler. Ansøgningsfristen skulle sikre Transportministeriet den fornødne tid til at behandle

ansøgninger, så tilladelser kunne udstedes med virkning fra tilladelseskravets ikrafttræden.

Det foreslås at nyaffatte godskørselslovens

§ 5, stk. 2,

således, at transportministeren kan fastsætte

regler om indholdet af ansøgninger efter § 1, stk. 1 og 3, herunder oplysninger om faglige

kvalifikationer, egenkapital og tilladelsens udformning og nærmere regler om den digitale løsning,

jf. stk. 1.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at transportministeren kan fastsætte regler om indholdet af

ansøgninger til godskørsel for fremmed regning i motorkøretøjer med en samlet tilladt totalvægt, der

overstiger 3.500 kg, jf. § 1, stk. 1, og international godskørsel for fremmed regning i varebiler med

en samlet tilladt totalvægt, der overstiger 2.500 kg, jf. § 1, stk. 3, herunder oplysninger om faglige

kvalifikationer, egenkapital og tilladelsens udformning.

Der vil med bemyndigelsen kunne fastsættes regler om udformningen af den udstedte tilladelse, samt

krav til ansøgningens indhold. Det bemærkes, at der ikke med bemyndigelsen vil kunne fastsættes

nationale særkrav. Krav, som i forvejen følger direkte af forordning (EF) nr. 1071/2009 eller nr.

1072/2009, eller som forordningerne giver medlemsstaterne mulighed for at fastsætte, kan dog

fastsættes i medfør af bemyndigelsen.

Desuden vil der være hjemmel til at fastsætte regler om den digitale løsning, som ansøgninger om

tilladelse efter § 1, stk. 1 og 3, skal indgives ved.

Det foreslås at nyaffatte godskørselslovens

§ 5, stk. 3,

således, at transportministeren kan fastsætte

regler om indholdet af ansøgninger og frister for ansøgninger efter § 1, stk. 2, herunder om, hvilke

økonomiske og faglige krav, der skal være opfyldt, og den digitale løsning, jf. stk. 1.

Den foreslåede bestemmelse er en sammenskrivning af godskørselslovens § 5, stk. 2 og 3, for så vidt

angår tilladelse til national godskørsel for fremmed regning i varebiler i henhold til § 1, stk. 2. Der er

tale om en videreførelse af gældende ret.

Det bemærkes, at tilladelsesordningen for national godskørsel i varebiler ikke er reguleret af EU-

regler, hvorfor der er mulighed for at fastsætte yderligere krav for denne ordning.

Til nr. 14

Det følger af godskørselslovens § 6, stk. 1, at tilladelser i henhold til § 1, stk. 1, skal medbringes i

motorkøretøjet under kørslen, herunder i udlandet.

Det foreslås at ændre godskørselslovens

§ 6, stk. 1,

således, at efter »§ 1, stk. 1« indsættes »og 3«.

Den foreslåede ændring er en konsekvensændring som følge af den foreslåede indsættelse af nyt stk.

3 i godskørselslovens § 1, jf. lovforslagets § 1, nr. 3. Godskørselslovens § 6, stk. 1, vil som følge

heraf tilsvarende finde anvendelse for international godskørsel for fremmed regning i dansk

indregistreret varebiler eller vogntog med en samlet tilladt totalvægt, der overstiger 2.500 kg, jf.

godskørselslovens § 1, stk. 3.

Til nr. 15

Det følger af godskørselslovens § 6, stk. 4, at en ansøger eller en indehaver af en tilladelse efter § 1,

stk. 2, skal følge de bestemmelser om løn- og arbejdsvilkår for chauffører, der findes i de pågældende

kollektive overenskomster.

Det indebærer, at indehaveren af en tilladelse til national godskørsel med varebiler skal følge de

bestemmelser om løn- og arbejdsvilkår for chauffører, der måtte findes i kollektive overenskomster

for varebiler.

Det foreslås at ændre godskørselslovens

§ 6, stk. 4,

således, at efter »§ 1, stk. 2« indsættes »og 3«.

Det foreslåede vil indebære, at en ansøger eller en indehaver af en tilladelse efter godskørselslovens

§ 1, stk. 3, tilsvarende skal følge de bestemmelser om løn- og arbejdsvilkår for chauffører, der findes

i de kollektive overenskomster for varebiler. Godskørselslovens § 1, stk. 3, vedrører tilladelser til

international godskørsel for fremmed regning i dansk indregistrerede varebiler eller vogntog med en

samlet tilladt totalvægt, der overstiger 2.500 kg, jf. lovforslagets § 1, nr. 3.

Den internationale varebilsordning vil således følge de bestemmelser om løn- og arbejdsvilkår for

chauffører, der findes i kollektive overenskomster, hvilket tilsvarende er tilfældet for den nationale

varebilsordning.

Til nr. 16

Det følger af godskørselslovens § 6, stk. 9, at transportministeren kan fastsætte nærmere regler om

vederlag for en transportleder i en virksomhed med tilladelse efter § 1, stk. 1 eller 2.

Det følger af artikel 4, stk. 1, litra b, i forordning (EF) nr. 1071/2009, at transportlederen skal have

reel forbindelse til virksomheden, såsom at være ansat, direktør, ejer eller aktionær, eller administrere

den, eller hvis virksomheden er en fysisk person, være denne person.

Det foreslås at ændre godskørselslovens

§ 6, stk. 9,

således, at efter »transportleder« indsættes

»ansat«, og »eller 2« ændres til », 2 eller 3«.

De foreslåede ændringer er konsekvensændringer som følge af den foreslåede indsættelse af nyt stk.

3 i godskørselslovens § 1, jf. lovforslagets § 1, nr. 3. Godskørselslovens § 6, stk. 9, vil som følge

heraf tilsvarende finde anvendelse for international godskørsel for fremmed regning i dansk

indregistrerede varebiler eller vogntog med en samlet tilladt totalvægt, der overstiger 2.500 kg, jf.

godskørselslovens § 1, stk. 3.

Derudover præciseres, at transportlederen skal være ansat i virksomheden. Der er ikke tale om en

materiel ændring, men alene en præcisering af, at de regler om vederlag for transportledere, der kan

fastsættes i medfør af § 6, stk. 9, er afgrænset til at vedrøre transportledere, der opfylder forordningens

krav om at have reel forbindelse til virksomheden.

Til nr. 17

Det følger af godskørselslovens § 6 a, stk. 4, at det i tilslutning til en tilladelse til godskørsel for

fremmed regning, jf. § 1, stk. 2, kan godkendes, at indehaveren erhvervsmæssigt udlejer chauffører.

Det foreslås at ændre godskørselslovens

§ 6 a, stk. 4,

således, at efter »stk. 2« indsættes to steder

»eller 3«.

Den foreslåede ændring er en konsekvensændring som følge af den foreslåede indsættelse af nyt stk.

3 i godskørselslovens § 1, jf. lovforslagets § 1, nr. 3. Godskørselslovens § 6 a, stk. 4, vil som følge

heraf tilsvarende finde anvendelse for international godskørsel for fremmed regning i dansk

indregistrerede varebiler eller vogntog med en samlet tilladt totalvægt, der overstiger 2.500 kg, jf.

godskørselslovens § 1, stk. 3.

Til nr. 18

Det følger af godskørselslovens § 6 a, stk. 7, at for godkendelse i henhold til stk. 3 og 4 finder

bestemmelserne om meddelelse, fornyelse og tilbagekaldelse af tilladelser i medfør af § 1, stk. 1 eller

2, tilsvarende anvendelse.

Det foreslås at ændre godskørselslovens

§ 6 a, stk. 7,

således, at »eller 2« ændres til », 2 eller 3«.

Den foreslåede ændring er en konsekvensændring som følge af den foreslåede indsættelse af nyt stk.

3 i godskørselslovens § 1, jf. lovforslagets § 1, nr. 3. Godskørselslovens § 6 a, stk. 7, vil som følge

heraf tilsvarende finde anvendelse for international godskørsel for fremmed regning i dansk

indregistrerede varebiler eller vogntog med en samlet tilladt totalvægt, der overstiger 2.500 kg, jf.

godskørselslovens § 1, stk. 3.

Til nr. 19

§6d

Anvendelsesområdet for udstationeringslovens regler om udstationering af fragtførere følger af

udstationeringslovens § 1, stk. 5. Reglerne finder anvendelse i situationer, hvor virksomheder udfører

cabotagekørsel med gods, hvor motorkøretøjets eller vogntogets samlede tilladte totalvægt overstiger

3.500 kg, buscabotagekørsel eller hele vejdelen af kombineret transport i Danmark.

Det følger af udstationeringslovens § 8 d, stk. 1, at udenlandske virksomheder, der udstationerer

chauffører til Danmark for at udføre cabotagekørsel eller vejdelen af kombineret transport skal

anmelde deres kørsel hos Erhvervsstyrelsen, senest samtidig med at den påbegyndes.

Det følger af § 3, stk. 1, i bekendtgørelsen nr. 250 af 23. februar 2021, at virksomheden eller en af

virksomheden hertil bemyndiget person skal anmelde følgende til Erhvervsstyrelsen via Register for

udenlandsk transportkørsel i Danmark samtidig med kørslens påbegyndelse:

Virksomhedens navn, forretningsadresse og kontaktoplysninger.

Oplysninger om transportform.

Registreringsnummer på det trækkende køretøj.

Dato for påbegyndelse og afslutning af kørsel.

Identiteten af og kontaktoplysninger på de chauffører, der udfører den pågældende kørsel.

Hvilken type kørsel, der udføres.

Med vedtagelse af direktiv (EU) nr. 2020/1057 fastsættes der særlige regler med hensyn til direktiv

96/71/EF og direktiv 2014/67/EU om udstationering af førere i vejtransportsektoren. Det følger af

direktivets artikel 1, hvornår en fører anses for at være udstationeret i direktivets forstand.

Det følger af artikel 1, stk. 11, litra a), hvilke administrative krav medlemsstaterne kan stille til de

udenlandske virksomheders anmeldelse af udstationeringen. Udenlandske virksomheder kan kun

forpligtes til senest ved udstationeringens begyndelse at indsende en udstationeringserklæring til de

nationale kompetente myndigheder i den medlemsstat, hvor føreren er udstationeret, ved hjælp af en

flersproget standardformular i den offentlige brugerflade, der er forbundet til informationssystemet

for det indre marked (IMI).

Med forslaget til godskørselslovens

§ 6 d, stk. 1,

forslås det, at en udenlandsk virksomhed der

udstationerer fører af gods inden for vejtransportsektoren i Danmark, skal, senest samtidig med, at

udstationeringen påbegyndes, anmelde deres kørsel ved at indsende en udstationeringserklæring via

den offentlige brugerflade der er forbundet til IMI, så reglerne om anmeldelsespligten er i

overensstemmelse med direktivet, samt at anvendelsesområdet for reglerne følger direktivets

definition af udstationerede førere.

Forslaget indebærer, at udenlandske virksomheder, der udstationerer førere i Danmark, forpligtes til

at anmelde udstationering via den offentlige brugerflade der er forbundet til IMI. Anmeldelsespligten

omfatter alene virksomheder med ansatte, hvorimod selvstændigt erhvervsdrivende uden ansatte ikke

vil være omfattet af anmeldelsespligten. Anmeldelse skal senest foretages samtidig med

udstationeringen, hvilket vil være tidspunktet hvor kørslen påbegyndes.

Den foreslåede ændring indebærer desuden, at en fører er udstationeret og omfattet af reglerne herom,

hvis føreren udfører vejtransport, som præciseret i direktivets artikel 1. Det følger af artikel 1, stk. 2,

at reglerne finder anvendelse på førere, som er ansat af virksomheder etableret i en medlemsstat, der

træffer den i artikel 1, stk. 3, litra a), i direktiv 96/71/EF omhandlede grænseoverskridende

foranstaltning. Ved fastlæggelse af, om føreren er udstationeret, skal der foretages en vurdering af,

hvorvidt der er en tilstrækkelig forbindelse til værtsmedlemsstatens område. Det er vurderingen at

føreren er udstationeret, når føreren udfører følgende arbejde for virksomheden:

1) Cabotagekørsel med gods,

2) vejdelen af kombineret transport, eller

3) ikkebilateral international transport i Danmark.

Det følger af direktivets artikel 1, stk. 3-6, at der er visse undtagelser til, hvornår en fører er

udstationeret. En fører anses ikke for at være udstationeret, når denne udfører bilaterale transporter

med hensyn til gods uanset artikel 2, stk. 1, i direktiv 96/71/EF. Ved denne type kørsler er det

vurderet, at der er en for tæt tilknytning til etableringsmedlemsstaten til, at der kan være tale om en

udstationeringssituation. En fører anses derfor heller ikke som udstationeret i forbindelse med

udførelse af en kombineret transport, såfremt vejstrækningen i sig selv består af bilaterale transporter.

Føreren er endvidere undtaget fra udstationeringsreglerne, når denne i forbindelse med en bilateral

transport, foretager en på- og/eller en aflæsningsaktivitet i de medlemsstater eller tredjelande som

føreren krydser. Undtagelsen er forudsat, at føreren er begrænset til enten én pålæsning eller én

aflæsning. Én pålæsning eller en aflæsning må endvidere ikke foretages i den samme medlemsstat,

idet dette kategoriseres som cabotagekørsel. På- eller aflæsningsaktiviteten skal alene være et

supplement til den primære kørsel/transport. Undtagelsen er desuden forudsat, at føreren manuelt

registrerer oplysningerne om grænsepassage.

Føreren vil desuden være undtaget fra udstationeringsreglerne, når denne foretager ikke mere end to

supplerende aktiviteter i forbindelse med den bilaterale transport på den hjemmegående transport til

etableringsmedlemsstaten, hvis der ikke er blevet udført nogen supplerende aktivitet ved

påbegyndelsen af transporten fra etableringsmedlemsstaten. Undtagelsen finder dog kun anvendelse

indtil den dato, fra hvilken intelligente takografer som overholder kravet om registrering af

grænsepassager og supplerende aktiviteter, skal være påmonteret i køretøjer der er registreret i en

medlemsstat for første gang. Fra dette tidspunkt finder undtagelserne for supplerende aktiviteter

udelukkende anvendelse på førere af køretøjer, der er påmonteret intelligente takografer.

En udstationeringsperiode anses for at være afsluttet, når der ikke længere kan etableres en

tilstrækkelig forbindelse til værtsmedlemsstatens område. Det fremgår endvidere af direktivets artikel

1, stk. 8, at en udstationering anses for at være afsluttet, når føreren forlader værtsmedlemsstaten

under udførelsen af den internationale transport af gods eller passagerer, hvilket også omfatter

tomkørsel.

Med forslaget til godskørselslovens

§ 6 d, stk. 2,

gives transportministeren bemyndigelse til at

fastsætte nærmere regler om, hvilke oplysninger der skal anmeldes inden udstationeringen

påbegyndes.

Direktivets artikel 1, stk. 11, litra a), opregner udtømmende, hvilke oplysninger der kan kræves

oplyst. Det forventes, der ved bekendtgørelse vil blive fastsat følgende oplysningskrav i

overensstemmelse med direktivet:

Operatørens identitet, i det mindste i form af nummeret på fællesskabstilladelsen, hvis dette

nummer foreligger.

Kontaktoplysninger

på

transportlederen

eller

andre

kontaktpersoner

etableringsmedlemsstaten, som kan træde i kontakt med de kompetente myndigheder i den

værtsmedlemsstat, hvor tjenesterne ydes, og som kan fremsende og modtage dokumenter

eller meddelelser.

Førerens identitet og bopælsadresse og nummeret på dennes kørekort.

Startdatoen for førerens ansættelseskontrakt og den ret, der finder anvendelse på den.

Udstationeringens planlagte start- og slutdato.

Nummerpladerne på motorkøretøjerne.

Om de udførte transporttjenester er befordring af gods, international transport eller

cabotagekørsel.

Der vil ikke kunne fastsættes yderligere krav end, hvad der følger af ovenstående. Der vil kun kunne

fastsættes yderligere krav i tilfælde af, at EU-reglerne ændres.

Det følger af udstationeringslovens § 8 e, stk. 2, at en udenlandsk virksomhed skal give

Færdselsstyrelsen de oplysninger, der er nødvendige, for at Færdselsstyrelsen kan varetage deres

kontrol efter stk. 1, når styrelsen anmoder herom. Det følger af lovbemærkninger til bestemmelsen,

at kravet også omfatter chaufførerne i forbindelse med vejsidekontroller, jf. Folketingstidende 2019-

20, A, L 185 som fremsat, side 34. Det følger af § 4, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 250 af 23. februar

2021, at virksomheden skal på forlangende forevise følgende dokumentation til politiet eller

Færdselsstyrelsen:

Anmeldelse i Register for udenlandsk transportkørsel i Danmark.

Ansættelseskontrakt for chaufføren.

Lønsedler eller anden dokumentation med tilsvarende oplysninger, hvor det er muligt at se

metoden for udregningen af løn for transporten, for de perioder, hvor chaufføren for den

pågældende virksomhed, inden for det seneste år har udført cabotagekørsel med gods,

buscabotagekørsel eller kombineret transport.

Arbejdstidsopgørelse for chaufføren eller anden tilsvarende dokumentation for samme

periode som dokumentationen for aflønning og bevis for lønudbetaling.

Fragtdokumenter, transportkontrakter eller kontroldokumenter for samme periode som

dokumentation for aflønning.

Med vedtagelse af direktiv (EU) nr. 2020/1057 fastsættes særlige regler med hensyn til, hvilke krav

der kan stilles til dokumentation under udstationeringsperioden. Det følger af ændringsdirektivets

artikel 1, stk. 11, litra b), at førere kun kan forpligtes til at råde over og tilgængeliggøre

dokumentation, som følger af direktivet. Virksomhederne er forpligtede til at sikre, at føreren råder

over dokumentationen.

Med forslaget til godskørselslovens

§ 6 d, stk. 3,

forslås det, at transportministeren gives

bemyndigelse til at fastsætte regler om, hvilken dokumentation føreren skal være i besiddelse af og

fremvise efter anmodning fra kontrolmyndigheder i udstationeringsperioden.

Direktivets artikel 1, stk. 11, litra b), opregner udtømmende, hvilker oplysninger der kan kræves

oplyst. Det forventes, der ved bekendtgørelse vil blive fastsat følgende oplysningskrav i

overensstemmelse med ændringsdirektivet, som føreren skal råde over på papir eller i elektronisk

form:

en kopi af udstationeringserklæringen

bevis på, at transporterne finder sted i Danmark

data fra takograf og nationalitetsmærket for de lande, hvor chaufføren opholdte sig, da

vedkommende udførte international vejtransporter eller cabotagekørsel

Der vil ikke kunne fastsættes yderligere krav end, hvad der følger af ovenstående. Der vil kun kunne

fastsættes yderligere krav i tilfælde af, at EU-reglerne ændres.

Med vedtagelse af direktiv (EU) nr. 2020/1057 fastsættes særlige regler med hensyn til, hvilke krav

der skal stilles til dokumentation efter udstationeringsperiodens ophør. Det følger af direktivets artikel

1, stk. 11, litra c), at udenlandske virksomheder kun kan forpligtes til at indsende de oplysninger, som

følger af direktivets artikel 1, stk. 11, litra c), efter anmodning fra de kompetente myndigheder i de

medlemsstater, hvor udstationeringen fandt sted. Det følger bl.a. heraf, at virksomheden kun kan

forpligtes til at sende oplysninger om aflønningen efter udstationeringens ophør. Det kan desuden

kun kræves, at oplysningerne sendes via den offentlige brugerflade der er forbundet til IMI.

Virksomheden skal sende oplysningerne senest 8 uger efter anmodningen.

Med forslaget til godskørselslovens

§ 6 d, stk. 4,

foreslås det, at transportministeren gives

bemyndigelse til at fastsætte regler om, hvilke oplysninger den udenlandske virksomhed skal sende

efter anmodning fra Færdselsstyrelsen efter udstationeringens ophør samt om fristen for indsendelsen

af oplysningerne.

Forslaget vil indebære, transportministeren kan fastsætte regler om, at virksomheden efter anmodning

fra Færdselsstyrelsen har pligt til at fremlægge dokumentation, der måtte være relevant for

Færdselsstyrelsens kontrol med virksomheden. Bestemmelsen har til formår at understøtte, at

Færdselsstyrelsen kan føre effektiv kontrol med, om det i lovgivningen fastsatte krav til aflønning

overholdes.

Direktivets artikel 1, stk. 11, litra c), opregner udtømmende, hvilke oplysninger der kan kræves oplyst

efter udstationeringens ophør via den offentlige brugerflade der er forbundet til IMI. Det forventes,

der ved bekendtgørelse vil blive fastsat følgende oplysningskrav efter § 6 d, stk. 4, i

overensstemmelse med direktivet:

bevis på, at transporterne finder sted i Danmark

data fra takograf og nationalitetsmærket for de lande, hvor chaufføren opholdte sig, da

vedkommende udførte international vejtransporter eller cabotagekørsel

dokumentation vedrørende aflønningen af føreren for så vidt angår udstationeringsperioden

ansættelseskontrakten eller tilsvarende dokument

arbejdssedler vedrørende førerens arbejde og

bevis for betaling

Der vil ikke kunne fastsættes yderligere krav end, hvad der følger af ovenstående. Der vil kun kunne

fastsættes yderligere krav i tilfælde af, at EU-reglerne ændres.

Det følger af direktivets artikel 1, stk. 11, litra c), at virksomheden skal sende oplysningerne senest 8

uger efter anmodningen, hvorfor dette også vil følge at bekendtgørelsen. Fristen på otte uger regnes

fra dagen efter, at Færdselsstyrelsen sender anmodningen.

Det forslås i godskørselslovens

§ 6 d, stk. 5,

at transportministeren kan fastsætte regler om

indhentning af oplysninger efter den forslåede stk. 4, fra myndighederne i virksomhedens

etableringsland eller andre landes myndigheder.

Det følger af direktivets artikel 1, stk. 11, litra c), at hvis virksomheden ikke indsender den krævede

dokumentation, kan de kompetente myndigheder i den medlemsstat, hvor udstationeringen fadt sted,

via IMI anmode de kompetence myndigheder i etableringsmedlemsstaten om bistand til at få sendt

oplysningerne.

Forslaget vil indebære, at transportministeren kan fastsætte regler om, at Færdselsstyrelsen kan

indhente oplysninger om den udenlandske transportvirksomhed via IMI fra etableringslandet eller

andre landes myndigheder.

Dette kan f.eks. ske med bistand fra Den Europæiske Arbejdsmarkedsmyndighed (ELA) eller via

bilaterale samarbejdsaftaler med andre landes myndigheder.

§6e

Det følger af udstationeringslovens § 8 c, stk. 1, at en udenlandsk virksomhed, der udstationerer

chauffører til Danmark for at udføre cabotagekørsel med gods, hvor motorkøretøjets eller vogntogets

samlede tilladte totalvægt overstiger 3.500 kg, buscabotagekørsel eller vejdelen af kombineret

transport, skal betale lønmodtageren en timeløn, der som minimum svarer til den timesats, som er

fastsat af transportministeren efter inddragelse af arbejdsmarkedets parter i stk. 2. Timesatsen

fastsættes på baggrund af relevante lønbestemmelser i de landsdækkende overenskomster, der er

indgået af de mest repræsentative arbejdsmarkedsparter, jf. godskørselslovens § 6, stk. 3, nr. 1.

Minimumstimesatsen reguleres årligt, jf. § 3, stk. 5, i bekendtgørelse nr. 250 af 23. februar 2021.

Herved sikres fair konkurrencevilkår mellem danske virksomheder og udenlandsk virksomheder, der

udfører rent national kørsel i Danmark.

Med forslaget til godskørselslovens

§ 6 e, stk. 1,

foreslås det, at videreføre aflønningskravet efter

udstationeringslovens § 8 c, stk. 1, for godskørsel, således at aflønningskravet gælder for udenlandske

virksomheder, som udstationerer førere, der udfører cabotagekørsel med gods, hvor motorkøretøjets

eller vogntogets samlede tilladte totalvægt overstiger 3.500 kg, eller vejdelen af kombineret transport

i Danmark.

Den foreslåede ændring vil indebære, at aflønningskravet efter udstationeringslovens § 8 c, stk. 1,

videreføres i sin helhed. Som konsekvens af, at reglerne overflyttes til henholdsvis godskørselsloven

og buskørselsloven vil godskørselsloven dog kun regulere de tilfælde, der omfatter kørsel af gods.

Buscabotagekørsel reguleres i buskørselsloven. Der henvises til de specielle bemærkninger til

lovforslagets § 2, nr. 17.

Ved fastlæggelse af om virksomheden er arbejdsgiver for den lønmodtager, der udfører transporten,

vil der skulle tages udgangspunkt i det almindelige arbejdsretlige lønmodtagerbegreb, som kendes fra

f.eks. ferieloven. Ved en lønmodtager forstås en person, der modtager vederlag for personligt arbejde

i tjenesteforhold. Om en person, og i dette tilfælde føreren, befinder sig i en lønmodtagerrelation til

den udenlandske virksomhed beror på en konkret helhedsvurdering. En lønmodtager er karakteriseret

ved i kraft af en arbejdsaftale at have pligt til personligt at udføre erhvervsmæssigt arbejde efter

arbejdsgiverens instruktioner, for arbejdsgiverens regning og risiko, under arbejdsgiverens tilsyn og

i arbejdsgiverens navn, og som har krav på en modydelse for arbejdet betalt af arbejdsgiveren. Der

vil som hovedregel være tale om et vederlag, som udmåles i forhold til den medgåede tid (timeløn,

14-dages løn eller månedsløn).

Aflønningskravet betyder, at lønmodtageren, der udfører den konkrete kørsel, hvor motorkøretøjets

eller vogntogets samlede tilladte totalvægt overstiger 3.500 kg, skal oppebære løn for de timer, som

den pågældende har arbejdet i Danmark i forbindelse med den pågældende kørsel, der som minimum

svarer til den timesats, som er fastsat ved bekendtgørelse i medfør af den foreslåede § 6 e, stk. 2. Der

er ikke tale om et krav, som den enkelte lønmodtager vil kunne støtte ret på, men et offentligretligt

vilkår forbundet med udenlandske virksomheders udførelse af nationale kørsler i Danmark, hvor de

er i direkte konkurrence med danske virksomheder.

Med forslaget til godskørselslovens

§ 6 e, stk. 2,

videreføres transportministerens bemyndigelse i

udstationeringslovens § 8 c, stk. 2, til efter inddragelse af arbejdsmarkedets parter at fastsætte

nærmere regler om den timesats, som lønmodtageren som minimum skal oppebære efter stk. 1.

Timesatsen fastsættes på baggrund af relevante lønbestemmelser i de landsdækkende

overenskomster, der er indgået af de mest repræsentative arbejdsmarkedsparter, jf. godskørselslovens

§ 6, stk. 3, nr. 1.

Det vil ved fastsættelse af timesatsen skulle sikres, at udenlandske virksomheder, der udstationerer

chauffører til Danmark, ikke pålægges at betale mere i løn end en dansk arbejdsgiver betaler for

udførelsen af tilsvarende arbejde. Der kan derfor ikke fastsættes en timesats, der kan indebære, at en

udenlandsk tjenesteyder forskelsbehandles i forhold til, hvad en dansk arbejdsgiver i en

sammenlignelig situation er forpligtet til med hensyn til aflønning for at opnå og bevare en tilladelse

til den pågældende form for kørsel. Timesatsen må således ikke overstige det, som en dansk

arbejdsgiver i en sammenlignelig situation som minimum skal betale i overensstemmelse med

godskørselsloven. Der ses ikke at være noget til hinder for, at timesatsen med tiden stiger i takt med,

hvad der er fastsat i den overenskomst, der henvises til i godskørselsloven, idet dette vil være muligt

uden at diskriminere en udenlandsk tjenesteyder.

At timesatsen fastsættes som et absolut minimum ud fra, hvad danske arbejdsgivere er forpligtet til i

medfør af godskørselsloven, indebærer konkret, at forskellige overenskomstbestemmelser om tillæg,

der skal betales i visse situationer eller under visse omstændigheder, eksempelvis tillæg for aften-

eller natarbejde og anciennitetsbestemte tillæg, ikke vil skulle tages i betragtning ved fastsættelse af

timesatsen på baggrund af den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse. De mest repræsentative

arbejdsmarkedsparter, der har indgået de pågældende overenskomster, vil kunne bistå med at

fastlægge det overenskomstmæssige minimum, som skal udgøre grundlaget for den timesats, der er

angivet i bekendtgørelsen.

§6f

Det følger af udstationeringslovens § 8 e, stk. 1, at Færdselsstyrelsen varetager tilsynet med

overholdelsen af aflønningskravet efter § 8 c og anmeldelsespligten efter § 8 d.

Med forslaget til godskørselslovens

§ 6 f, stk. 1,

videreføres Færdselsstyrelsens tilsyn med

aflønningskravet og anmeldelsespligten. Desuden indføres en tilsynsforpligtelse med

dokumentationskravet, der fastsættes i medfør foreslåede § 6 d, stk. 3.

Videreførelsen vil betyde, at kontrollen fortsat vil blive understøttet af politiet i forbindelse med den

almindelige vejsidekontrol af tunge køretøjer. Når et køretøj standses i forbindelse med politiets

vejsidekontrol, vil politiet således kunne kontrollere, om transportvirksomheden har foretaget korrekt

anmeldelse af den pågældende kørsel. Denne kontrol vil navnlig have til formål at understøtte, at der

sættes ind over for virksomheder, der ikke - som krævet - foretager anmeldelse af en udstationering i

Danmark, eller som ikke overholder dokumentationskravet der fastsættes i forskrifter i medfør

foreslåede § 6 d, stk. 3.

Færdselsstyrelsens kontrol med, om virksomheden overholder det lovfastsatte krav til aflønning, vil

fortsat blive foretaget som administrativ stikprøvekontrol, herunder som risikobaseret kontrol bl.a.

baseret på myndighedens erfaringer med kontrol af ordningen. De motorkøretøjer, som er kontrolleret

af politiet, jf. ovenfor, vil indgå i den kontrolgruppe, hvorfra stikprøven tages, ligesom der vil ske en

kontrol af anmeldte kørsler i registret. Færdselsstyrelsens kontrol med aflønningskravet vil dog først

kunne foretages efter udstationeringens ophør, jf. den foreslåede § 6 d, stk. 4. Der henvises således

til bemærkningerne hertil.

Hvis den udenlandske virksomhed kan dokumentere, at førerens arbejde er omfattet af en dansk

landsdækkende overenskomst, som er indgået af de mest repræsentative arbejdsmarkedsparter, og

som dermed kan lægges til grund i medfør af godskørselslovens § 6, stk. 3, vil Færdselsstyrelsen ikke

foretage kontrol af aflønningskravet, idet kontrollen med overholdelse af overenskomsten henhører

under det fagretlige system.

Godskørselslovens § 16 om tilbageholdelse af køretøjer finder desuden anvendelse ved politiets eller

Færdselsstyrelsens tilsyn efter den foreslåede § 6 f, således at politiet har hjemmel til at tilbageholde

et køretøj, hvis politiet eller Færdselsstyrelsen konstaterer, at der ikke er sket korrekt anmeldelse efter

den foreslåede § 6 d, stk. 1, eller dokumentationskravet efter reglerne fastsat i medfør af den

foreslåede § 6 d, stk. 3, ikke er overholdt.

Hvis der på baggrund af Færdselsstyrelsens undersøgelser konstateres en konkret mistanke om, at

virksomheden ikke overholder det lovfastsatte krav til aflønning, skal sagen overgives til politiet med

henblik på efterforskning og eventuel strafforfølgning. Færdselsstyrelsen indgiver i den forbindelse

en begrundet anmeldelse til politiet med oplysninger om baggrunden for, at myndigheden finder, at

det lovfastsatte krav til aflønning ikke er overholdt, og oversender i den forbindelse den relevante

dokumentation til politiet. Politiet og anklagemyndigheden vurderer herefter, om der er behov for

yderligere efterforskning, og om der er grundlag for at rejse tiltale i sagen.

§6g

Det følger af udstationeringslovens § 8 b, stk. 1, at kompetente myndigheder i Danmark på

forespørgsel fra kompetente myndigheder i de øvrige EU- og EØS-lande sender oplysninger gennem

(IMI til brug for håndhævelse af udstationeringsreglerne. Det følger af lovbemærkningerne til § 8 b,

stk. 1, at Arbejdstilsynet som udgangspunkt er kompetent myndighed i forhold til besvarelse af

anmodninger fra andre landes kompetente myndigheder efter direktiv 2014/67/EU. Alt efter hvilke

oplysninger, der anmodes om, kan også andre myndigheder være kompetent myndighed. F.eks. vil

SKAT være kompetent myndighed ved anmodninger om skatteoplysninger, og Erhvervsstyrelsen ved

anmodning om oplysninger om virksomhedsregistreringer, jf. Folketingstidende 2015-16, A, L 178

som fremsat, side 32.

Med vedtagelse af direktiv (EU) nr. 2020/1057 fastsættes særlige regler med hensyn til, hvilke krav

der stilles til de kompetente myndigheder i etableringsmedlemsstaten, hvis de kompetence

myndighed i en medlemsstat, hvor udstationeringen finder sted, ikke modtager oplysninger fra den

udenlandske virksomhed. Det følger af direktivets artikel 1, stk. 11, litra c), at de kompetente

myndigheder i etableringsmedlemsstaten skal sikre, at de fremsender den dokumentation, der er

anmodet om, til de kompetente myndigheder i den medlemsstat, hvor udstationeringen fandt sted, via

IMI inden for 25 arbejdsdage efter datoen for anmodningen om gensidig bistand.

Det forslås i godskørselslovens

§ 6 g, stk. 1,

at Færdselsstyrelsen på forespørgsel fra myndigheder i

de øvrige EU- og EØS-lande kan sende oplysninger om danske virksomheder til brug for

håndhævelse af udstationeringsreglerne. Færdselsstyrelsen sender oplysningerne senest 25

arbejdsdage efter anmodningen om gensidig bistand.

Forslaget vil indebære, at Færdselsstyrelsen får hjemmel til at besvare anmodninger fra kompetente

myndigheder i andre medlemslande om gensidig bistand, hvad angår udstationering af fører i

vejtransportsektoren via IMI. Herved sikres det gensidige myndighedssamarbejde som følger af

direktivet.

Det forslås i godskørselslovens

§ 6 g, stk. 2,

at en dansk virksomhed, som udstationerer førere af gods

inden for vejtransportsektoren i et andet EU- eller EØS-land skal sende oplysninger, der er

nødvendige for, at Færdselsstyrelsen kan varetage deres opgave efter stk. 1. Forslaget vil indebære,

at danske virksomheder der udstationerer førere til andre medlemsstater forpligtes til at indsende visse

oplysninger, såfremt Færdselsstyrelsen anmoder herom. Herved sikres, at Færdselsstyrelsen kan få

adgang til alle relevante oplysninger, da ikke alle oplysninger, som en kompetent myndighed i et

andet land, kan anmode om, vil kunne indhentes fra offentlige registre. Dette vil således kræve bistand

fra den danske virksomhed.

Det forslås i godskørselslovens

§ 6 g, stk. 3,

at transportministeren kan fastsætte nærmere regler om,

hvordan det administrative samarbejde efter stk. 1 udføres og regler om, hvilken dokumentation

virksomheden skal sende efter stk. 2.

Direktivets artikel 1, stk. 11, litra c), regulerer hvordan og hvornår de kompetente myndigheder i de

medlemsstater, hvor udstationeringen fandt sted, kan anmode om gensidig bistand. Det forventes, at

det ved bekendtgørelse bl.a. vil blive fastsat, at anmodning skal sendes via IMI efter de 8 uger, som

den udenlandske virksomhed har til at sende dokumentationen i overensstemmelse med direktivet.

Desuden vil de oplysninger, som Færdselsstyrelsen vil kunne kræve af danske virksomheder, der

udstationerer førere være begrænset til de oplysninger, der følger af direktivets artikel 1, stk. 11, litra

c):

bevis på, at transporterne finder sted i Danmark

data fra takograf og nationalitetsmærket for de lande, hvor chaufføren opholdte sig, da

vedkommende udførte international vejtransporter eller cabotagekørsel

dokumentation vedrørende aflønningen af føreren for så vidt angår udstationeringsperioden

ansættelseskontrakten eller tilsvarende dokument

arbejdssedler vedrørende førerens arbejde og

bevis for betaling

Til nr. 20

Det følger af godskørselslovens § 8, stk. 4, at transportministeren fastsætter nærmere vilkår for

internationale tilladelser, der udstedes efter § 1, stk. 3, nr. 1.

Det foreslås at ændre godskørselslovens

§ 8, stk. 4,

således, at »stk. 3, nr. 1« ændres til »stk. 4, nr.

1«.

Den foreslåede ændring er en konsekvensændring som følge af den foreslåede indsættelse af nyt stk.

3 i godskørselslovens § 1, jf. lovforslagets § 1, nr. 3.

Til nr. 21

Det følger af godskørselslovens § 11, stk. 1, at et motorkøretøj eller vogntog, hvis tilladte totalvægt

overstiger 3.500 kg, og en varebil, hvis tilladte totalvægt overstiger 2.000 kg, skal anmeldes til SKAT,

såfremt motorkøretøjet, vogntoget eller varebilen anvendes til firmakørsel, medmindre brugeren har

tilladelse i henhold til § 1, stk. 1 eller 2. Firmakørsel er defineret i godskørselslovens § 1, stk. 5.

Firmakørsel kan udføres uden tilladelse efter denne lov. Hensigten med anmeldelsespligten efter

denne bestemmelse er, at det på en relativt enkel måde skal være muligt at kontrollere overholdelsen

af reglerne om den almindelige vognmandskørsel.

Det foreslås at ændre godskørselslovens

§ 11, stk. 1, 1. pkt.,

således, at »eller 2« ændres til », 2 eller

3«.

Den foreslåede ændring er en konsekvensændring som følge af den foreslåede indsættelse af nyt stk.

3 i godskørselslovens § 1, jf. lovforslagets § 1, nr. 3. Der gælder som følge heraf ikke et krav om

anmeldelse af firmakørsel til SKAT, jf. godskørselslovens § 11, stk. 1, 1. pkt., hvis brugeren har

tilladelse til international godskørsel for fremmed regning i dansk indregistrerede varebiler eller

vogntog med en samlet tilladt totalvægt, der overstiger 2.500 kg, jf. godskørselslovens § 1, stk. 3.

Til nr. 22

Det følger af godskørselslovens § 12, stk. 1, at en tilladelse udstedt i medfør af § 1, stk. 1, kan foruden

i de i artikel 13 i forordning (EF) nr. 1071/2009 nævnte tilfælde tilbagekaldes, hvis indehaveren 1)

må antages ikke længere at opfylde betingelserne i § 3, stk. 1, nr. 3, som følge af, at vedkommende i

forbindelse med udførelse af erhvervet groft eller gentagne gange har overtrådt bestemmelser i en

række oplistede love, eller 2) har betydelig forfalden gæld til det offentlige, hvorved forstås beløb i

størrelsesordenen 100.000 kr. og derover.

Det foreslås at ændre godskørselslovens

§ 12, stk. 1,

således, at efter »§ 1, stk. 1« indsættes »og 3«.

Den foreslåede ændring er en konsekvensændring som følge af den foreslåede indsættelse af nyt stk.

3 i godskørselslovens § 1, jf. lovforslagets § 1, nr. 3. Godskørselslovens § 12, stk. 1, vil som følge

heraf tilsvarende finde anvendelse for international godskørsel for fremmed regning i dansk

indregistrerede varebiler eller vogntog med en samlet tilladt totalvægt, der overstiger 2.500 kg, jf.

godskørselslovens § 1, stk. 3.

Til nr. 23

Det følger af godskørselslovens § 12, stk. 1, nr. 1, litra h og i, at en tilladelse udstedt i medfør af § 1,

stk. 1, kan foruden i de i artikel 13 i forordning (EF) nr. 1071/2009 nævnte tilfælde tilbagekaldes,

hvis indehaveren må antages ikke længere at opfylde betingelserne i § 3, stk. 1, nr. 3, som følge af,

at vedkommende i forbindelse med udførelse af erhvervet groft eller gentagne gange har overtrådt

bestemmelser i lovgivningen om beskyttelse af dyr under transport eller lovgivningen om

menneskesmugling eller menneskehandel.

Det foreslås at ændre godskørselslovens

§ 12, stk. 1, nr. 1, litra h

således, at »eller« ændres til

»,«.

Den foreslåede ændring er en præcisering af, at der i § 12, stk. 1, nr. 1, er tale om en oplistning af

love og anden regulering, som en overtrædelse af, kan begrunde en tilbagekaldelse af en tilladelse.

Der er således tale om en videreførelse af gældende ret.

Til nr. 24

I godskørselslovens § 12, stk. 1, er oplistet, hvilke omstændigheder der, foruden de tilfælde der er

nævnt i artikel 13 i forordning (EF) nr. 1071/2009, kan føre til tilbagekaldelse af en tilladelse til

godskørsel udstedt i medfør af § 1, stk. 1.

Det følger således af § 12, stk. 1, nr. 1, at en tilladelse til godskørsel udstedt i medfør af § 1, stk. 1,

kan tilbagekaldes, hvis indehaveren må antages ikke længere at opfylde betingelserne i § 3, stk. 1, nr.

3, som følge af, at vedkommende i forbindelse med udførelse af erhvervet groft eller gentagne gange

har overtrådt bestemmelser i lovgivning, der er nævnt i litra a-i. I § 3, stk. 1, nr. 3, findes kravet om,

at for at få udstedt en tilladelse i medfør af § 1, stk. 1 og 2, skal virksomheden kunne sandsynliggøre,

at den vil kunne udøves på forsvarlig måde og i overensstemmelse med god skik (vandelskravet).

I artikel 6, stk. 1, tredje afsnit, i forordning (EF) nr. 1071/2009 er oplistet hvilken lovgivning, der som

minimum skal indgå i de betingelser, som en virksomhed og en transportleder skal opfylde for at leve

op til vandelskravet. Her er bl.a. oplistet lovgivning om adgang til det internationale marked for gods-

og buskørsel, løn- og arbejdsvilkår inden for erhvervet, arbejdstid, syn ved vejsiden af

erhvervskøretøjer, herunder obligatorisk teknisk kontrol med motorkøretøjer, handelsret,

erhvervsansvar og konkurslovgivningen. Ved vedtagelse af ændringsforordning (EU) nr. 2020/1055

ændres artikel 6, stk. 1, tredje afsnit, i forordning (EF) nr. 1071/2009. Dette indebærer bl.a., at der

tilføjes yderligere lovgivning, som skal indgå i de betingelser, som en virksomhed og en

transportleder skal opfylde for at leve op til vandelskravet. Der er tale om lovgivning om

udstationering af arbejdstagere inden for vejtransport, lovvalgsregler for kontraktretlige forpligtelser

og cabotagekørsel.

På baggrund heraf foreslås i godskørselslovens

§ 12, stk. 1, nr. 1,

indsat følgende nye litra:

»j) EU-lovgivning om adgang til det internationale marked for gods- og buskørsel,

k) EU-lovgivning om betingelserne for udøvelse af vejtransporterhvervet,

l) lovgivning om løn- og arbejdsvilkår og arbejdstid inden for vejtransporterhvervet, herunder

udstationering af arbejdstagere inden for vejtransport,

m) lovgivning om periodesyn og syn ved vejsiden af erhvervskøretøjer,

n) lovgivning om lovvalgsregler for kontraktlige forpligtelser,

o) lovgivning om handelsret,

p) lovgivning om erhvervsansvar eller

q) konkurslovgivning eller«.

Den foreslåede indsættelse af nye litra i godskørselslovens § 12, stk. 1, nr. 1, vil for det første

indebære, at en udstedt tilladelse kan tilbagekaldes ved grov eller gentagende overtrædelse af

lovgivning om udstationering af arbejdstagere inden for vejtransport, jf. den foreslåede § 12, stk. 1,

nr. 1, litra l, 2. led, og lovgivning om lovvalgsregler for kontraktlige forpligtelser, jf. den foreslåede

§ 12, stk. 1, nr. 1, litra n, i forbindelse med udførelse af godskørselserhvervet.

Den foreslåede indsættelse af de nye litra vil for det andet indebære en præcisering af, at en udstedt

tilladelse ligeledes kan tilbagekaldes ved grov eller gentagende overtrædelse af EU-lovgivning om

adgang til det internationale marked for gods- og buskørsel, jf. den foreslåede § 12, stk. 1, nr. 1, litra

j, EU-lovgivning om betingelserne for udøvelse af vejtransporterhvervet, jf. den foreslåede § 12, stk.

1, nr. 1, litra k, lovgivning om løn- og arbejdsvilkår og arbejdstid inden for vejtransporterhvervet, jf.

den foreslåede § 12, stk. 1, nr. 1, litra l, 1. led, lovgivning om periodesyn og syn ved vejsiden af

erhvervskøretøjer, jf. den foreslåede § 12, stk. 1, nr. 1, litra m, lovgivning om handelsret, jf. den

foreslåede § 12, stk. 1, nr. 1, litra o, lovgivning om erhvervsansvar, jf. den foreslåede § 12, stk. 1, nr.

1, litra p, og konkurslovgivning, jf. den foreslåede § 12, stk. 1, nr. 1, litra q, i forbindelse med

udførelse af godskørselserhvervet. Der er for denne del af den foreslåede ændring tale om en

videreførelse af gældende ret, da disse overtrædelser i forvejen fulgte af artikel 6, stk. 1, tredje afsnit,

i forordning (EF) nr. 1071/2009.

Alle disse overtrædelser vil skulle indgå i vurderingen af, om indehaveren af tilladelsen må antages

ikke længere at opfylde vandelskravet i godskørselslovens § 3, stk. 1, nr. 3.

Den foreslåede

§ 12, stk. 1, nr. 1, litra j,

vil indebære, at grov eller gentagende overtrædelse af

bestemmelser i EU-lovgivning om adgang til det internationale marked for gods- og buskørsel i

forbindelse med udførelse af erhvervet, skal indgå vurderingen af om vandelskravet må antages ikke

længere at være opfyldt. Der er tale om en videreførelse af gældende ret.

Ved EU-lovgivning om adgang til det internationale marked for gods- og buskørsel forstås

bestemmelserne herom i forordning (EU) nr. 1072/2009 og forordning (EU) nr. 1073/2009 samt

ændringer heraf, herunder bl.a. ændringsforordning (EU) nr. 2020/1055.

Den foreslåede

§ 12, stk. 1, nr. 1, litra k,

vil indebære, at grov eller gentagende overtrædelse af

bestemmelser i EU-lovgivning om betingelserne for udøvelse af vejtransporterhvervet i forbindelse

med udførelse af erhvervet, skal indgå i vurderingen af om vandelskravet må antages ikke længere at

være opfyldt. Der er tale om en videreførelse af gældende ret.

Ved EU-lovgivning om betingelserne for udøvelse af vejtransporterhvervet forstås bestemmelserne

herom i forordning (EU) nr. 1071/2009 samt ændringer heraf, herunder bl.a. ændringsforordning

(EU) nr. 2020/1055.

Den foreslåede

§ 12, stk. 1, nr. 1, litra l,

vil indebære, at grov eller gentagende overtrædelse af

bestemmelser i lovgivning om løn- og arbejdsvilkår og arbejdstid inden for vejtransporterhvervet,

herunder udstationering af arbejdstagere inden for vejtransport i forbindelse med udførelse af

erhvervet, skal indgå i vurderingen af om vandelskravet må antages ikke længere at være opfyldt. For

så vidt angår første led i bestemmelsen er der tale om videreførelse af gældende ret.

Ved lovgivning om løn- og arbejdsvilkår og arbejdstid inden for vejtransporterhvervet forstås navnlig

lov om arbejdstid. Ved lovgivning om udstationering af arbejdstagere inden for vejtransport forstås

navnlig udstationeringsdirektivet.

Den foreslåede

§ 12, stk. 1, nr. 1, litra m,

vil indebære, at grov eller gentagende overtrædelse af

lovgivning om periodesyn og syn ved vejsiden af erhvervskøretøjer i forbindelse med udførelse af

erhvervet, skal indgå i vurderingen af om vandelskravet må antages ikke længere at være opfyldt. Der

er tale om videreførelse af gældende ret.

Ved lovgivning om periodesyn og syn ved vejsiden af erhvervskøretøjer forstås bestemmelserne

herom i lovbekendtgørelse nr. 959 af 24. september 2012 om godkendelse og syn af køretøjer

(synsloven) samt administrative forskrifter udstedt i medfør heraf, herunder bl.a. bekendtgørelse nr.

1684 af 23. november 2020 om godkendelse og syn af køretøjer, bekendtgørelse nr. 724 af 24. juni

2011 om virksomheder, der foretager syn af køretøjer og bekendtgørelse nr. 1306 af 7. september

2020 om udførelse af syn af erhvervskøretøjer ved vejsiden.

Den foreslåede

§ 12, stk. 1, nr. 1, litra n,

vil indebære, at grov eller gentagende overtrædelse af

lovgivning om lovvalgsregler for kontraktlige forpligtelser i forbindelse med udførelse af erhvervet,

skal indgå i vurderingen af om vandelskravet må antages ikke længere at være opfyldt.

Ved lovgivning om lovvalgsregler for kontraktlige forpligtelser forstås bestemmelser herom i

kontraktskonventionsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 139 af 17. februar 2014.

Den foreslåede

§ 12, stk. 1, nr. 1, litra o,

vil indebære, at grov eller gentagende overtrædelse af

bestemmelser i lovgivning om handelsret i forbindelse med udførelse af erhvervet, skal indgå i

vurderingen af om vandelskravet må antages ikke længere at være opfyldt. Der er tale om

videreførelse af gældende ret.

Den foreslåede

§ 12, stk. 1, nr. 1, litra p,

vil indebære, at grov eller gentagende overtrædelse af

bestemmelser i lovgivning om erhvervsansvar i forbindelse med udførelse af erhvervet, skal indgå i

vurderingen af om vandelskravet må antages ikke længere at være opfyldt. Der er tale om

videreførelse af gældende ret.

Ved handelsret og erhvervsansvar forstås bl.a. aftaleloven, købeloven, international handelsret,

obligationsretten og selskabsloven samt indgåelse af kontraktforhold i den forbindelse.

Den foreslåede

§ 12, stk. 1, nr. 1, litra q,

vil indebære, at grov eller gentagende overtrædelse af

konkurslovgivningen i forbindelse med udførelse af erhvervet, skal indgå i vurderingen af om

vandelskravet må antages ikke længere at være opfyldt. Der er tale om videreførelse af gældende ret.

Ved konkurslovgivningen forstås navnlig konkursloven.

Ved vedtagelse af ændringsforordning (EU) nr. 2020/1055 indføres lovgivning om cabotagekørsel

ligeledes i artikel 6, stk. 1, tredje afsnit, i forordning (EF) nr. 1071/2009. Transportministeriet

vurderer ikke, at dette giver anledning til en ændring af godskørselsloven, da overtrædelse heraf

vurderes at være omfattet af godskørselslovens § 12, stk. 1, nr. 1, litra b, og den foreslåede § 12, stk.

1, nr. 1, litra j.

Det bemærkes, at Færdselsstyrelsen i praksis kan træffe afgørelse om tilbagekaldelse af tilladelser

efter omstændighederne i den konkrete sag, men kan også benytte sig af andre sanktionsmuligheder

forinden, herunder skærpet tilsyn og meddelelse af en advarsel. I vurderingen af, hvilke

sanktionsmuligheder, der benyttes, indgår forholdets karakter og grovhed, gentagelsestilfælde,

virksomhedens størrelse eller lignende.

Til nr. 25

Det følger af godskørselslovens § 12, stk. 2, nr. 1, at en tilladelse udstedt i medfør af § 1, stk. 2, kan

tilbagekaldes, hvis indehaveren må antages ikke længere at opfylde betingelserne i § 3, stk. 1, nr. 3,

som følge af, at vedkommende i forbindelse med udførelse af erhvervet groft eller gentagne gange

har overtrådt bestemmelser i den i litra a-h nævnte lovgivning.

Det foreslås at ændre godskørselslovens

§ 12, stk. 2, nr. 1,

således, at »§ 3, stk. 1, nr. 3« ændres til »§

3, stk. 2, nr. 3«.

Den foreslåede ændring er en konsekvensændring som følge af den foreslåede nyaffattelse af

godskørselslovens § 3, stk. 1 og 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 6.

Til nr. 26

Det følger af godskørselslovens § 12, stk. 3, 1, pkt., at en tilladelse udstedt i medfør af § 1, stk. 1, kan

tilbagekaldes, hvis en fører eller en anden, der optræder i indehaverens interesse, i forbindelse med

udførelse af hvervet gentagne gange groft har overtrådt bestemmelser omfattet af stk. 1, nr. 1, og det

som følge heraf må antages, at indehaveren ikke længere opfylder betingelserne i § 3, stk. 1, nr. 3.

Det foreslås at ændre godskørselslovens

§ 12, stk. 3, 1. pkt.,

således, at efter »§ 1, stk. 1« indsættes

»og 3«.

Den foreslåede ændring er en konsekvensændring som følge af den foreslåede indsættelse af nyt stk.

3 i godskørselslovens § 1, jf. lovforslagets § 1, nr. 3. Godskørselslovens § 12, stk. 3, 1. pkt., vil som

følge heraf tilsvarende finde anvendelse for international godskørsel for fremmed regning i dansk

indregistrerede varebiler eller vogntog med en samlet tilladt totalvægt, der overstiger 2.500 kg, jf.

godskørselslovens § 1, stk. 3.

Til nr. 27

Det følger af godskørselslovens § 12, stk. 3, 2. pkt., at en tilladelse udstedt i medfør af § 1, stk. 2, kan

tilsvarende tilbagekaldes, hvis en fører eller en anden, der optræder i indehaverens interesse, i

forbindelse med udførelse af hvervet gentagne gange groft har overtrådt bestemmelser omfattet af

stk. 2, nr. 1, og det som følge heraf må antages, at indehaveren ikke længere opfylder betingelserne i

§ 3, stk. 1, nr. 3.

Det foreslås at ændre godskørselslovens

§ 12, stk. 3, 2. pkt.,

således, at »§ 3, stk. 1, nr. 3« ændres til

»§ 3, stk. 2, nr. 3«.

Den foreslåede ændring er en konsekvensændring som følge af den foreslåede nyaffattelse af

godskørselslovens § 3, stk. 1 og 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 6.

Til nr. 28

Det følger af godskørselslovens § 12, stk. 5, at en tilladelse udstedt i medfør af § 1, stk. 1 eller 2, eller

en godkendelse som transportleder af en virksomhed i tilfælde, som ikke er omfattet af stk. 1-3, kan

tilbagekaldes, hvis betingelserne for udstedelse af en tilladelse eller en godkendelse ikke længere er

til stede.

Det foreslås at ændre godskørselslovens

§ 12, stk. 5,

således, at »eller 2« ændres til », 2 eller 3«.

Den foreslåede ændring er en konsekvensændring som følge af den foreslåede indsættelse af nyt stk.

3 i godskørselslovens § 1, jf. lovforslagets § 1, nr. 3. Godskørselslovens § 12, stk. 5, vil som følge

heraf tilsvarende finde anvendelse for international godskørsel for fremmed regning i dansk

indregistrerede varebiler eller vogntog med en samlet tilladt totalvægt, der overstiger 2.500 kg, jf.

godskørselslovens § 1, stk. 3.

Til nr. 29

Det følger af godskørselslovens § 12, stk. 6, at en tilladelse i medfør af § 1, stk. 3, nr. 1, kan

tilbagekaldes, hvis indehaveren groft eller gentagne gange har overtrådt vilkårene for tilladelsen, eller

såfremt en fører eller en anden, der optræder i virksomhedens interesse, gentagne gange groft har

overtrådt vilkårene for tilladelsen.

Det foreslås at ændre godskørselslovens

§ 12, stk. 6,

således, at »stk. 3« ændres til »stk. 4«.

Den foreslåede ændring er en konsekvensændring som følge af den foreslåede indsættelse af nyt stk.

3 i godskørselslovens § 1, jf. lovforslagets § 1, nr. 3.

Til nr. 30

Det følger af godskørselslovens § 12, stk. 7, at en tilladelse udstedt i medfør af § 1, stk. 3, nr. 1,

tilbagekaldes, hvis virksomhedens tilladelse udstedt i medfør af § 1, stk. 1, tilbagekaldes efter stk. 1-

5 eller artikel 13 i forordning (EF) nr. 1071/2009 eller nægtes fornyet, på grund af at virksomheden

eller transportlederen ikke længere opfylder betingelserne i § 3 henholdsvis § 4.

Det foreslås at ændre godskørselslovens

§ 12, stk. 7,

således, at »stk. 3, nr. 1« ændres til »stk. 4, nr.

1«, og efter »stk. 1« indsættes »eller 3«.

Den foreslåede ændring er en konsekvensændring som følge af den foreslåede indsættelse af nyt stk.

3 i godskørselslovens § 1, jf. lovforslagets § 1, nr. 3. Godskørselslovens § 12, stk. 7, vil som følge

heraf tilsvarende finde anvendelse for international godskørsel for fremmed regning i dansk

indregistrerede varebiler eller vogntog med en samlet tilladt totalvægt, der overstiger 2.500 kg, jf.

godskørselslovens § 1, stk. 3.

Til nr. 31

Det følger af artikel 13, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1071/2009, at den kompetente myndighed kan

give en virksomhed højst seks måneder til at ansætte en afløser for transportlederen, hvis denne ikke

længere opfylder vandelskravet eller kravet til faglige kvalifikationer, idet fristen kan forlænges med

tre måneder, hvis transportlederen afgår ved døden eller bliver fysisk ude af stand til at varetage sit

hverv.

Det følger af godskørselslovens § 12, stk. 8, at transportministeren kan fastsætte nærmere regler om

frister for godkendelse af en ny transportleder i forbindelse med fratrædelse af en godkendt

transportleder for virksomheder med tilladelse efter § 1, stk. 2, og for midlertidig fastsættelse af en

virksomhed med tilladelse efter § 1, stk. 2, eller dødsfald, under konkurs eller rekonstruktion med

henblik på afhændelse, afvikling eller lignende.

Det foreslås at ændre godskørselslovens

§ 12, stk. 8,

således, at »§ 1, stk. 2« to steder ændres til »§

1, stk. 1-3«.

Ændringen foreslås for at udspecificere fristen for, hvornår en transportvirksomhed skal have ansat

en ny transportleder efter den tidligere transportleders fratræden i virksomheder, som er indehaver af

fællesskabstilladelser, uden der foreligger tab af vandel, faglige kvalifikationer eller dødsfald.

Bestemmelsen foreslås indskrevet for at skabe parallelitet mellem gods- og buskørselsområdet og for

at supplere forordning (EF) nr. 1071/2009, artikel 13, stk. 1, således at der for begge områder

indskrives en bemyndigelse til at fastsætte nærmere regler ved transportlederens fratræden uden der

foreligger tab af vandel, faglige kvalifikationer eller dødsfald, som ikke nævnes direkte i

forordningen.

Herudover er det Transportministeriets vurdering, at der er behov for at fastsætte nærmere regler til

supplering af forordningens bestemmelse ved dødsfald. Muligheden for at fortsætte en virksomhed

efter dødsfald anses som nødvendig i praksis, særligt i de tilfælde, hvor ejeren i en personligt drevet

virksomhed måtte afgå ved døden, og hvor eksempelvis barnet eller ægtefællen, som har medvirket

til driften af virksomheden, får mulighed for midlertidigt at fortsætte virksomheden med henblik på

afhændelse, afvikling eller lignende. Det vil endvidere være muligt at starte en ny virksomhed og

ansøge om tilladelse med videre hertil.

Det er Transportministeriets vurdering, at dette er i overensstemmelse med forordning (EF) nr.

1071/2009, herunder de i forordningens artikel 13 anførte frister.

Til nr. 32

Det følger af godskørselslovens § 12 a, at i forbindelse med behandlingen af sager om tilbagekaldelse

af en tilladelse til godskørsel for fremmed regning kan myndighederne i nødvendigt omfang

videregive oplysninger om overtrædelse af bestemmelser omfattet af § 12, stk. 1, nr. 1, og § 12, stk.

2, nr. 1, som en fører eller en anden, der optræder i indehaverens interesse, har begået i forbindelse

med udførelse af hvervet.

Bestemmelsen indebærer, at myndighederne i forbindelse med sager om tilbagekaldelse kan

videregive oplysninger om overtrædelser begået af en fører eller en anden, der optræder i

indehaverens interesse, har begået ved udførelse af hvervet, til tilladelsesindehaveren. Det er alene

oplysninger om overtrædelse af bestemmelser omfattet af godskørselslovens § 12, stk. 1, nr. 1, og §

12, stk. 2, nr. 1, der kan videregives.

Ved videregivelse af oplysninger i nødvendigt omfang forstås videregivelse med henblik på at

opfylde forvaltningslovens krav om partshøring og begrundelseskrav.

Det foreslås at ændre godskørselslovens

§ 12 a

således, at efter »fører« indsættes »administrerende

direktør«.

Den foreslåede ændring vil indebære, at også oplysninger om overtrædelser begået af virksomhedens

administrerende direktør kan videregives til tilladelsesindehaveren, hvor dette ikke er samme person.

Der er tale om en præcisering af indholdet i godskørselslovens § 12 a, da en administrerende direktør

må formodes at være en anden, der optræder i indehaverens interesse. Der er således tale om en

videreførelse af gældende ret.

Til nr. 33

Det følger af godskørselslovens § 13, stk. 1, 3. pkt., at en afgørelse om tilbagekaldelse efter artikel

13 i forordning (EF) nr. 1071/2009 eller godskørselslovens § 12 kan forlanges indbragt for

domstolene. En afgørelse om tilbagekaldelse efter forordningens artikel 13, jf. artikel 3, stk. 1, litra

b, eller lovens § 12, stk. 1, nr. 1, litra b-i, § 12, stk. 2, nr. 1, litra b-h, § 12, stk. 3, eller § 12, stk. 4, jf.

stk. 1, nr. 1, litra b-i, og stk. 2, nr. 1, litra b-h, skal på begæring af indehaveren af tilladelsen eller

godkendelsen indbringes for domstolene af anklagemyndigheden efter fremgangsmåden i

straffelovens § 78, stk. 3, og sagen behandles i disse tilfælde i strafferetsplejens former, jf.

godskørselslovens § 13, stk. 1, 3. pkt.

Indehaveren af en tilladelse eller godkendelse kan således forlange en afgørelse om tilbagekaldelse

af tilladelsen eller godkendelsen indbragt for domstolene.

Hvis afgørelse om tilbagekaldelse af tilladelsen eller godkendelsen træffes i medfør af en i

godskørselslovens § 13, stk. 1, 3. pkt. nævnt bestemmelse indbringes denne for domstolene af

anklagemyndigheden efter fremgangsmåden i straffelovens § 78, stk. 3, og sagen behandles i

strafferetsplejens former. Dette er tilfældet, da der i § 13, stk. 1, 3. pkt., er tale om tilbagekaldelse af

tilladelser eller godkendelsen på baggrund af overtrædelse af godskørselslovningen og anden

lovgivning i øvrigt.

Det foreslås at ændre godskørselslovens

§ 13, stk. 1, 3. pkt.,

således, at »litra b-i« ændres to steder til

»litra b-q«.

Det foreslåede vil indebære, at en afgørelse om tilbagekaldelse af en tilladelse eller godkendelse med

baggrund i de lovgivninger, der er nævnt i § 12, stk. 1, litra j-q, tilsvarende skal behandles efter

fremgangsmåden i straffelovens § 78, stk. 3, og behandles i strafferetsplejens former, hvis afgørelsen

forlanges indbragt af indehaveren af tilladelsen eller godkendelsen.

Til nr. 34

Det følger af godskørselslovens § 13, stk. 2, 1. pkt., at bestemmelserne i stk. 1, 1. og 2. pkt., finder

tilsvarende anvendelse for afgørelse om, at en tilladelse ikke kan fornyes, på grund af at virksomheden

ikke længere opfylder betingelserne i § 3, stk. 1, nr. 2 eller 3, eller transportlederen ikke længere

opfylder betingelserne i § 4, stk. 1, nr. 3 eller 5.

Det foreslås at ændre godskørselslovens

§ 13, stk. 2, 1. pkt.,

således, at efter »eller 3,« indsættes »eller

§ 3, stk. 2, nr. 2 eller 3,«, og efter »eller 5« indsættes », eller § 4, stk. 2, nr. 3 eller 5«.

Den foreslåede ændring er en konsekvensændring som følge af den foreslåede nyaffattelse af

godskørselslovens § 3, stk. 2, og § 4, stk. 2, hvoraf betingelserne som en virksomhed og en

transportleder skal opfylde følger i forhold til en tilladelse til national varebilskørsel efter § 1, stk. 2,

jf. lovforslagets § 1, nr. 6 og 11.

Til nr. 35

Det følger af godskørselslovens § 13, stk. 3, 1. pkt., at anmodning om sagsanlæg vedrørende

tilbagekaldelse eller nægtelse af fornyelse ifølge forordningens artikel 13, jf. artikel 3, stk. 1, litra a,

c og d, og lovens § 12, stk. 1, nr. 2, § 12, stk. 2, nr. 2, § 12, stk. 4, j. stk. 1, nr. 2, og stk. 2, nr. 1, § 13,

stk. 2, jf. § 3, stk. 1, nr. 2, og § 13, stk. 2, jf. § 4, stk. 1, nr. 3, ikke har opsættende virkning, men retten

kan ved kendelse bestemme, at den pågældende under sagens behandling skal have adgang til at

udøve den virksomhed, tilladelsen eller godkendelsen vedrører.

Det foreslås at ændre godskørselslovens

§ 13, stk. 3, 1. pkt.,

således, at efter »§ 3, stk. 1, nr. 2,«

indsættes »og § 3, stk. 2, nr. 2,«, og efter »§ 4, stk. 1, nr. 3,« indsættes »§ 4, stk. 2, nr. 3«.

Den foreslåede ændring er en konsekvensændring som følge af den foreslåede nyaffattelse af

godskørselslovens § 3, stk. 2, og § 4, stk. 2, hvoraf betingelserne som en virksomhed og en

transportleder skal opfylde følger i forhold til en tilladelse til national varebilskørsel efter § 1, stk. 2,

jf. lovforslagets § 1, nr. 6 og 11.

Til nr. 36

Det følger af godskørselslovens § 13, stk. 4, 1. pkt., at anmodning om sagsanlæg vedrørende

tilbagekaldelse eller nægtelse af fornyelse ifølge forordningens artikel 13, jf. artikel 3, stk. 1, litra b,

og lovens § 12, stk. 1, nr. 1, § 12, stk. 2, nr. 1, § 12, stk. 3, § 12, stk. 4, jf. stk. 1, nr. 1, og stk. 2, nr.

1, § 12, stk. 5, § 12, stk. 6, § 13, stk. 2, jf. § 3, stk. 1, nr. 3, og § 13, stk. 2, jf. § 4, stk. 1, nr. 5, har

opsættende virkning, men retten kan ved kendelse bestemme, at den pågældende under sagens

behandling ikke må udøve den virksomhed, tilladelsen eller godkendelsen vedrører.

Det foreslås at ændre godskørselslovens

§ 13, stk. 4, 1. pkt.,

således, at efter »§ 3, stk. 1, nr. 3,«

indsættes »og § 3, stk. 2, nr. 3,«, og efter »nr. 5« indsættes », og § 4, stk. 2, nr. 5«.

Den foreslåede ændring er en konsekvensændring som følge af den foreslåede nyaffattelse af

godskørselslovens § 3, stk. 2, og § 4, stk. 2, hvoraf betingelserne som en virksomhed og en

transportleder skal opfylde følger i forhold til en tilladelse til national varebilskørsel efter § 1, stk. 2,

jf. lovforslagets § 1, nr. 6 og 11.

Til nr. 37

Der er ikke i dag hjemmel til, at Færdselsstyrelsen, til enhver tid uden retskendelse mod behørig

legitimation har adgang til en virksomheds forretningslokaler, forretningsbøger og papirer m.v. med

henblik på at føre kontrol med godskørselslovens § 3, stk. 1, jf. artikel 3 i forordning (EF) nr.

1071/2009 og regler fastsat i medfør af godskørselslovens § 2, stk. 2.

Det følger af artikel 12 i forordning (EF) nr. 1071/2009, at der skal føres tilsyn med, at de

virksomheder, som har fået udstedt en vejtransporttilladelse, fortsat opfylder kravene i forordningens

artikel 3 (etableringskrav, vandelskrav, krav om tilstrækkeligt økonomisk grundlag og krav til faglige

kvalifikationer). Med henblik herpå foretager medlemsstaterne kontrol af virksomheder, der er

klassificeret i en højere risikoklasse.

Ved ændringsforordning (EU) nr. 2020/1055 ændres artikel 12 i forordning (EF) nr. 1071/2009,

således, at hvor det er relevant, kan der foretages kontrolbesøg i virksomhedens lokaler, som led i de

kompetente myndigheders tilsyn med, at virksomheder, der har fået udstedt en tilladelse, fortsat

opfylder kravene i forordningens artikel 3 (etableringskrav, vandelskrav, krav om tilstrækkeligt

økonomisk grundlag og krav til faglige kvalifikationer).

Med en ændring af kontroldirektivet, jf. direktiv (EU) nr. 2020/1057, indfører Vejpakken krav om

myndighedskontrol med bestemmelserne om gennemsnitlig og maksimal ugentlig arbejdstid, pauser

og natarbejde fastsat i artikel 4, 5 og 7 i vejtransportdirektivet om arbejdstid i form af en udvidelse af

den eksisterende vej- og virksomhedskontrol. For mobile lønmodtagere fremgår disse regler af lov

om arbejdstid, mens reguleringen i forhold til selvstændige vognmænd er implementeret ved

bekendtgørelse om arbejdstid for selvstændige vognmænd. Bekendtgørelsen regulerer

arbejdstidsforholdene for selvstændige vognmænd, der udfører mobile vejtransportaktiviteter, og er

udstedt med hjemmel i godskørselslovens § 2, stk. 2.

Det foreslås med godskørselslovens

§ 14, stk. 1,

at Færdselsstyrelsen til enhver tid uden retskendelse

mod behørig legitimation har adgang til en virksomheds forretningslokaler, forretningsbøger og

papirer m.v., herunder materiale, der opbevares i elektronisk form, med henblik på at føre kontrol

med denne lovs § 3, stk. 1, jf. artikel 3 i forordning nr. 1071/2009 og regler fastsat i medfør af denne

lovs § 2, stk. 2. Politiet yder om nødvendigt bistand til kontrollens gennemførelse.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at Færdselsstyrelsen kan få adgang til en virksomheds

forretningslokaler med henblik på at føre tilsyn med at virksomheden fortsat opfylder kravene i

godskørselslovens § 3, stk. 1, og artikel 3 i forordning (EF) nr. 1071/2009, som var en forudsætning

for, at virksomheden kunne få udstedt godskørselstilladelsen, samt med henblik på at føre kontrol

med, om selvstændige vognmænd lever op til reglerne om gennemsnitlig og maksimal ugentlig

arbejdstid, pauser og natarbejde, som fastsat i bekendtgørelse nr. 450 af 11. maj 2012, der er udstedt

med hjemmel i godskørselslovens § 2, stk. 2. I den forbindelse vil myndigheden også kunne få adgang

til virksomhedens forretningsbøger og papirer m.v., uanset om de findes i papirform eller elektronisk

form. Det vil således ikke være muligt for den, hos hvem tilsynet udføres at afvise at udlevere eller

give adgang til materialet, fordi det alene findes i elektronisk form.

Kontrollen foretages som risikobaseret kontrol af virksomheder, der er klassificeret i en højere

risikoklasse, jf. artikel 9 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/22/EF. I forhold til kontrollen

med reglerne om arbejdstid for selvstændige vognmænd er det forventningen, at kontrollen vil blive

målrettet virksomheder, der løbende eller i alvorlig grad har overtrådt køre- og hviletidsforordningen

eller takografforordningen. Det vil sige, at det som udgangspunkt alene er ved de kontroller, hvor der

konstateres mange eller alvorlige overtrædelser af køre- og hviletidsforordningen eller

takografforordningen, at der vil blive foretaget en arbejdstidskontrol.

Den foreslåede ændring vedrørende adgang uden retskendelse i forbindelse med kontrol med

selvstændige vognmænds overholdelse af reglerne om arbejdstid indebærer således alene en beskeden

udvidelse af myndighedernes adgang til at foretage tvangsindgreb uden for strafferetsplejen.

Kontrollen er, ligesom kontrollen på køre- og hviletidsområdet, begrænset til de lokaler, hvorfra

virksomheden drives, og omfatter ikke privat beboelse, medmindre forretningskontoret m.v. drives

derfra. Både offentlige og private virksomheder er omfattet af bestemmelsens kontrolområde. Den,

transportministeren bemyndiger dertil, kan således udføre kontrol af offentlige og private

virksomheder, der udfører transport omfattet af bekendtgørelse om arbejdstid for selvstændige

vognmænd.

Kontrolmyndigheden vil alene have adgang til virksomhedens lokaler for at føre tilsyn, hvis det

skønnes nødvendigt. Om det er nødvendigt at kontrollere virksomhedens forretningsbøger og papirer

m.v. i virksomhedens forretningslokaler, beror bl.a. på, om kontrolmyndigheden ikke vil kunne få et

tilstrækkeligt retvisende billede af virksomhedens opfyldelse af kravene, hvis der kun føres tilsyn

med de oplysninger, som virksomheden selv har oplyst kontrolmyndigheden og som fremgår af

offentlige registre.

Det forudsættes, at de foreslåede bestemmelser administreres i overensstemmelse med reglerne i

retssikkerhedsloven og forbuddet mod selvinkriminering. Dette vil indebære, at

kontrolbestemmelserne ikke kan anvendes til at få adgang til en virksomheds forretningslokaler, hvis

det vurderes, at virksomheden har begået noget strafbart. Da vil forholdet være omfattet af de

straffeprocessuelle regler i retsplejeloven.

Politiet vil om nødvendigt kunne yde bistand til kontrollens gennemførelse. Politiets bistand vil kunne

være aktuel i en situation, hvor kontrolmyndigheden nægtes adgang til en virksomheds

forretningslokaler ad frivillighedens vej. Der kan i sådanne særlige tilfælde være behov for, at politiet

anvender magt for at få adgang til lokalerne.

I lovforslagets § 4, nr. 11, er indsat en tilsvarende hjemmel til, at transportministeren eller den,

ministeren bemyndiger dertil, til enhver tid uden retskendelse mod behørig legitimation har adgang

til en virksomheds forretningslokaler, forretningsbøger og papirer m.v., herunder materiale, der

opbevares i elektronisk form, med henblik på at føre kontrol med reglerne om arbejdstid for mobile

lønmodtager, som fastsat i § 3, stk. 1, 3, og 4, § 4, stk. 1-3, og § 6 i lov om arbejdstids for mobile

lønmodtagere. Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 4, nr. 11.

Det følger af udstationeringslovens § 8 g, stk. 1, at Færdselsstyrelsen til enhver tid uden retskendelse

har adgang til papirer m.v. mod behørig legitimation for at tilvejebringe oplysninger, der er

nødvendige til brug for kontrol i henhold til aflønningskravet i § 8 c, herunder også til materiale, der

opbevares i elektronisk form. Politiet yder om nødvendigt bistand hertil. Transportministeren kan

efter forhandling med justitsministeren fastsætte nærmere regler om Færdselsstyrelsens adgang til

papirer m.v.

Med vedtagelse af direktiv (EU) nr. 2020/1057, er der ikke hjemmel til, at føreren skal køre med

dokumentation om hans lønvilkår, jf. direktivets artikel 1, stk. 1, litra b). Udstationeringslovens § 8

g, stk. 1, vurderes derfor til at være i strid med direktivet.

Det foreslås med godskørselslovens

§ 14, stk. 2,

at videreføre udstationeringslovens § 8 g, stk. 1,

delvist, således at Færdselsstyrelsen til enhver tid uden retskendelse har adgang til en udenlandsk

virksomheds køretøj, som udstationerer fører i Danmark, mod behørig legitimation med henblik på

at tilvejebringe oplysninger, der er nødvendige til brug for Færdselsstyrelsens tilsyn efter § 6 f,

herunder også til materiale, der opbevares i elektronisk form. Politiet yder om nødvendigt bistand

hertil. Herved har Færdselsstyrelsen adgang til køretøjet, for at kunne tvinge sig adgang til de

dokumenter der kan kræves efter den foreslåede § 6 d, stk. 3, for at kontrollere at virksomheden har

opfyldt deres anmeldelsespligt efter den foreslåede § 6 d, stk. 1.

Færdselsstyrelsens adgang til køretøjet uden retskendelse vil være et tvangsindgreb foretaget af en

administrativ myndighed, som retssikkerhedsloven i sin helhed finder anvendelse på. Ifølge

retssikkerhedslovens § 5, stk. 1, skal en part underrettes forud for gennemførelsen af en beslutning

om iværksættelse af et tvangsindgreb. Dette udgangspunkt kan fraviges helt eller delvist, navnlig hvis

øjemedet med tvangsindgrebets gennemførelse ville forspildes, hvis forudgående underretning skulle

gives.

Hvis virksomheden med rimelig grund mistænkes for at have begået en strafbar lovovertrædelse, kan

godskørselslovens § 14, stk. 2, ikke anvendes med henblik på at tilvejebringe oplysninger om det

eller de forhold, som mistanken omfatter, jf. retssikkerhedslovens § 9, stk. 1.

Rimelig grund til en sådan mistanke indebærer, at mistanken skal være baseret på fornødne konkrete

og objektive oplysninger. Om dette er tilfældet, må bero på en samlet konkret vurdering i den enkelte

situation.

Er der tale om ren stikprøvekontrol, vil der ikke foreligge en mistanke i bestemmelsens forstand. Det

samme gælder, hvor en myndighed f.eks. ønsker at undersøge forhold, som kun muligvis kan give

anledning til mistanke - f.eks. på baggrund af generelle erfaringer med en bestemt virksomhed. En

mere almindelig, erfaringsbaseret fornemmelse hos den pågældende myndighed om, at der kan være

noget galt, indebærer således ikke, at der foreligger mistanke om et strafbart forhold.

Mistænkes en virksomhed med rimelig grund for at have begået et strafbart forhold, kan

tvangsindgreb over for den mistænkte med henblik på at tilvejebringe oplysninger om det eller de

forhold, som mistanken omfatter, alene gennemføres efter reglerne i retsplejeloven om

strafferetsplejen, jf. retssikkerhedslovens § 9, stk. 1. Det gælder, uanset om mistanken foreligger før

iværksættelsen af det pågældende tvangsindgreb, eller først opstår efterfølgende.

Er der konkret mistanke om, at en virksomhed har begået en lovovertrædelse, der kan medføre straf,

gælder bestemmelser i lovgivningen m.v. om pligt til at meddele oplysninger til myndigheden ikke i

forhold til den mistænkte, medmindre det kan udelukkes, at de oplysninger, som søges tilvejebragt,

kan have betydning for bedømmelsen af den formodede lovovertrædelse, jf. retssikkerhedslovens §

10, stk. 1.

Det foreslås desuden, at politiet om nødvendigt yder bistand til gennemførelse af kontrollen.

Politiets bistand vil kunne være påkrævet, hvor Færdselsstyrelsen - i forbindelse med myndighedens

deltagelse i politiets vejsidekontrol med tunge køretøjer - nægtes adgang til dokumentation, der er

nødvendige til brug for kontrol i henhold til forslåede § 6 f, og hvor f.eks. formålet med kontrollen

forspildes, hvis ikke adgang opnås.

Med forslaget til godskørselslovens

§ 14, stk. 3,

fastsættes, at transportministeren efter forhandling

med justitsministeren kan fastsætte regler om politiets bistand efter stk. 1 og 2.

Til nr. 38

Det følger af godskørselslovens § 15, at en tilladelse udstedt i medfør af § 1, stk. 1, der er tilbagekaldt,

jf. § 12, skal sammen med et i henhold til § 9 udleveret afmærkningsskilt straks afleveres til den

myndighed, der har udstedt tilladelsen.

Det foreslås at ændre godskørselslovens

§ 15,

således, at efter »§ 1, stk. 1« indsættes »eller 3«.

Den foreslåede ændring er en konsekvensændring som følge af den foreslåede indsættelse af nyt stk.

3 i godskørselslovens § 1, jf. lovforslagets § 1, nr. 3. Godskørselslovens § 15 vil som følge heraf

tilsvarende finde anvendelse for international godskørsel for fremmed regning i dansk indregistrerede

varebiler eller vogntog med en samlet tilladt totalvægt, der overstiger 2.500 kg, jf. godskørselslovens

§ 1, stk. 3.

Til nr. 39

Det følger af godskørselslovens § 16 b, stk. 1, at den registrerede ejer eller bruger af et motorkøretøj

med en totalvægt på 3.500 kg eller derover hæfter over for føreren af køretøjet og andre personer, der

er tilknyttet dennes virksomhed og efter dennes anmodning deltager i og medvirker til transportens

gennemførelse, for udgifter, der opstår under kørsel i udlandet, til behandling mv. i udlandet og

hjemtransport i forbindelse med sygdom.

Det foreslås at ændre godskørselslovens

§ 16 b, stk. 1,

således, at »totalvægt på 3.500 kg eller

derover« ændres til: »tilladt totalvægt, der overstiger 3.500 kg, eller en varebil eller vogntog med en

tilladt totalvægt, der overstiger 2.500 kg«.

Den foreslåede ændring er dels en præcisering og dels en konsekvensændring som følge af den

foreslåede indsættelse af nyt stk. 3 i godskørselslovens § 1, jf. lovforslagets § 1, nr. 3.

Godskørselslovens § 16 b vil som følge heraf tilsvarende finde anvendelse for international

godskørsel for fremmed regning i dansk indregistrerede varebiler eller vogntog med en samlet tilladt

totalvægt, der overstiger 2.500 kg, jf. godskørselslovens § 1, stk. 3.

Til nr. 40

Det følger af godskørselslovens § 17, stk. 1, nr. 1, at medmindre højere straf er forskyldt efter anden

lovgivning, straffes med bøde den, der overtræder § 1, stk. 1-3, § 6, stk. 1 og 2, § 6 a, stk. 1, § 11, §

15 eller § 16 b, stk. 4.

Det foreslås at ændre godskørselslovens

§ 17, stk. 1, nr. 1,

således, at »§ 1, stk. 1-3« ændres til »§ 1,

stk. 1-4«.

Den foreslåede ændring er en konsekvensændring som følge af den foreslåede indsættelse af nyt stk.

3 i godskørselslovens § 1, jf. lovforslagets § 1, nr. 3. Godskørselslovens § 17 vil som følge heraf

tilsvarende finde anvendelse for international godskørsel for fremmed regning i dansk indregistreret

varebiler eller vogntog med en samlet tilladt totalvægt, der overstiger 2.500 kg, jf. godskørselslovens

§ 1, stk. 3.

Det er hensigten, at de vejledende bødesatser for overtrædelser af godskørselslovgivningen, som

fremgår af bilag 2 til L 58 (folketingsåret 2013-14) om forslag til lov om ændring af lov om godskørsel

og lov om buskørsel, også vil gælde for varebilsområdet. Hvis den ulovlige kørsel fortsætter gennem

længere tid, vil dette have betydning for bødens størrelse, idet denne vil kunne fordobles eller

tredobles, hvor der foreligger skærpende omstændigheder.

Til nr. 41

Det følger af godskørselslovens § 17, stk. 1, nr. 1, at medmindre højere straf er forskyldt efter anden

lovgivning, straffes med bøde den, der overtræder § 1, stk. 1-3, § 6, stk. 1 og 2, § 6 a, stk. 1, § 11, §

15 eller § 16 b, stk. 4.

Det foreslås at ændre godskørselslovens

§ 17, stk. 1, nr. 1,

således, at der efter »§ 6 a, stk. 1« indsættes

»og 2, § 6 d, stk. 1, § 6 e, stk. 1 § 6 g, stk. 2,«.

Den foreslåede ændring er for det første en konsekvensændring, som ved en fejl ikke var en del af

lov nr. 735 af 8. juni 2018 om ændring af lov om godskørsel, hvorved der blev indført en national

tilladelsesordning for godskørsel i varebiler. Ændringen vil indebære, at der tilsvarende med

overtrædelse af godskørselslovens § 6 a, stk. 1, kan straffes for overtrædelse af godskørselslovens §

6 a, stk. 2. Det er i den forbindelse hensigten, at de vejledende bødesatser for overtrædelser af

godskørselslovgivningen, som fremgår af bilag 2 til L 58 (folketingsåret 2013-14) om forslag til lov

om ændring af lov om godskørsel og lov om buskørsel, også vil gælde for varebilsområdet. Hvis den

ulovlige kørsel fortsætter gennem længere tid, vil dette have betydning for bødens størrelse, idet

denne vil kunne fordobles eller tredobles, hvor der foreligger skærpende omstændigheder.

Den foreslåede ændring er for det andet en konsekvensændring som følge af den foreslåede

indsættelse af § 6 d, stk. 1, § 6 e, stk. 1 og § 6 g, stk. 2, som forpligter de udenlandske virksomheder,

der udstationere førere i Danmark til at anmelde udstationeringen, stiller krav til aflønning, samt

forpligter danske virksomheder, som udstationerer førere af gods inden for vejtransportsektoren i et

andet EU- og EØS-land, til efter anmodning fra Færdselsstyrelsen, at sende oplysninger der er

nødvendig for, at Færdselsstyrelsen kan varetage det gensidige myndighedsarbejde efter § 6 g, stk. 1.

Godskørselslovens § 17 vil som følge heraf tilsvarende finde anvendelse, hvis virksomheden undlader

rettidigt at anmelde oplysninger eller afgiver urigtige eller mangelfulde oplysninger efter § 6 d, stk.

1,undlader at betale lønmodtageren den timeløn, der er nævnt i § 6 e, stk. 1 eller undlader at sende

oplysninger til Færdselsstyrelsen efter § 6 g, stk. 2.

Det følger af direktivets 2020/1057 artikel 5, at medlemsstaterne skal fastsætte regler om sanktioner

over for afsendere, speditører, kontrahenter og underkontrahenter der medvirker til for manglende

overholdelse af nationale bestemmelser vedtaget i henhold til reglerne om udstationering. Aktørerne

som medvirker til, at til den udenlandske virksomhed ikke overholder de foreslåede regler om

udstationering, vil således kunne straffes for medvirken efter straffelovens § 23. Det bemærkes, at

det følger af straffelovens § 23, stk. 3, at straffen for medvirken ved lovovertrædelser der ikke straffes

med højere straf end fængsel i 4 måneder kan bortfalde, når den medvirkende kun har villet yde en

mindre væsentlig bistand eller styrke et allerede fattet forsæt, samt når dennes medvirken skyldes

uagtsomhed. Det følger således modsætningsvist af bestemmelsen, at straf for medvirken til

lovovertrædelser, der kun medfører bødestraf, kræver forsæt. Der skal derfor være klart bevis for,

at speditøren mv. har været bekendt med og medvirket til, at den konkrete transport blev udført i

strid med reglerne om udstationering af førere.

Til nr. 42

Det følger af godskørselslovens § 17, stk. 1, nr. 3, at medmindre højere straf er forskyldt efter anden

lovgivning, straffes med bøde den, der overtræder bestemmelser, der er indeholdt i De Europæiske

Fællesskabers forordninger om godskørsel.

Det foreslås at ændre godskørselslovens

§ 17, stk. 1, nr. 3,

således, at »bestemmelser, der er indeholdt

i « udgår af bestemmelsen.

Baggrunden for ændringen er et ønske om at opdatere bestemmelsen og bemærkningerne hertil som

konsekvens af skærpelsen af cabotagereglerne i kapitel III i forordning (EF) nr. 1072/2009, jf.

ændringsforordning (EU) 2020/1055.

I dag anvendes bestemmelsen til overtrædelser af forordning (EF) nr. 1071/2009 og forordning (EF)

nr. 1072/2009, som blandt andet indeholder regler vedrørende betingelser for udøvelse af

vejtransporterhvervet og om adgangen til markedet for international godskørsel, herunder

cabotagekørsel. Overtrædelser af disse forordninger videreføres i deres helhed med bestemmelsens

nye formulering.

Cabotagereglerne i forordning (EF) nr. 1072/2009 ændres. Det er derfor hensigten, at overtrædelser

af den fastsatte karensperiode på fire dage i artikel 8, stk. 2a, bør følge niveauet for de vejledende

bødesatser for overtrædelser af artikel 8, stk. 2 (mere end 3 ture/1 tur ved tomkørsel og mere end 7

dage/3 dage), i forordning (EF) 1072/2009 om godskørsel, som fremgår af bilag 2 til L 58

(folketingsåret 2013-14) om forslag til lov om ændring af lov om godskørsel og lov om buskørsel.

Det er endvidere hensigten, at de vejledende bødesatser for overtrædelser af artikel 8, stk. 3

(manglende fragtbrev), videreføres med de foretagne ændringer til bestemmelsen vedrørende

dokumentation for kørsel udført i karensperioden.

Ovenstående betragtninger er endvidere fastsat under hensyntagen til kategoriseringen af alvorlige

overtrædelser i bilag I i Kommissionens forordning (EU) 2016/403 af 18. marts 2016 om udbygning

af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1071/2009 for så vidt angår klassificering af

alvorlige overtrædelser af Unionens regler, som kan medføre, at en vejtransportvirksomhed ikke

opfylder vandelskravet, og om ændring af bilag III til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2006/22/EF med eventuelle senere ændringer.

Fastsættelsen af straffen beror dog fortsat på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af

samtlige omstændigheder i sagen, og det angivne strafniveau vil kunne fraviges i op- og nedadgående

retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende eller formildende omstændigheder, jf.

herved de almindelige regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel 10.

Til nr. 43

Det følger af godskørselslovens § 17, stk. 1, nr. 4, at medmindre højere straf er forskyldt efter anden

lovgivning, straffes med bøde den, der erhvervsmæssigt udlejer chauffører uden at være godkendt

hertil efter § 6 a, stk. 2.

Det foreslås at ændre godskørselslovens

§ 17, stk. 1, nr. 4,

således, at »stk. 2« ændres til »stk. 3 og

4«.

Den foreslåede ændring er en konsekvensændring, som ved en fejl ikke var en del af lov nr. 735 af 8.

juni 2018 om ændring af lov om godskørsel, hvorved der blev indført en national tilladelsesordning

for godskørsel i varebiler. Ændringen vil indebære, at der kan den der erhvervsmæssigt udlejer

chauffører uden at være godkendt hertil efter § 6 a, stk. 3 og 4, kan straffes.

Det er hensigten, at de vejledende bødesatser for overtrædelser af godskørselslovgivningen, som

fremgår af bilag 2 til L 58 (folketingsåret 2013-14) om forslag til lov om ændring af lov om godskørsel

og lov om buskørsel, også vil gælde for varebilsområdet. Hvis den ulovlige kørsel fortsætter gennem

længere tid, vil dette have betydning for bødens størrelse, idet denne vil kunne fordobles eller

tredobles, hvor der foreligger skærpende omstændigheder.

Til nr. 44

Det følger af udstationeringslovens § 10 a, stk. 2, at det, ved straffens udmåling ved overtrædelse af

udstationeringslovens § 8 d, om anmeldelsespligten, betragtes som en skærpende omstændighed, hvis

overtrædelsen er begået forsætligt eller ved grov uagtsomhed, eller hvis der ved overtrædelsen er

opnået eller tilsigtet opnået en økonomisk fordel for den pågældende selv eller andre, eller hvis

overtrædelsen i øvrigt er af grovere karakter.

Det følger endvidere af godskørselslovens § 17, stk. 2, at der i forskrifter, der fastsættes i medfør af

loven, kan fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelserne i forskrifterne. Med hjemmel

i denne bestemmelse er der blandt andet indført bødestraf i § 6 i bekendtgørelse om arbejdstid for

selvstændige vognmænd om bødestraf for overtrædelse af bekendtgørelsens § 3, stk. 1 og 3-5, § 4,

stk. 1-3, og § 5 vedrørende gennemsnitlig og maksimal ugentlig arbejdstid, registrering og opbevaring

af registrering af arbejdstid samt bestemmelserne om natarbejde og pauser.

§ 6 i bekendtgørelsen om arbejdstid for selvstændige vognmænd implementerer artikel 11 i

vejtransportdirektivet om arbejdstid, hvorefter medlemsstaterne fastsætter en sanktionsordning for

overtrædelse af de nationale bestemmelser vedtaget i medfør af direktivet og tager de nødvendige

skridt til at sikre, at disse sanktioner finder anvendelse. Sanktionerne skal være effektive, stå i forhold

til overskridelsen og være tilstrækkeligt afskrækkende.

Færdselsloven indeholder regler om sanktioner for overtrædelse af køre- og hviletidsreglerne. Der

kan ifølge færdselslovens § 118, stk. 13, fastsættes regler om bødestraf eller fængsel indtil 4 måneder

for overtrædelser af køre- og hviletidsreglerne. Derudover er der i § 118 a, stk. 5, fastsat regler om

sanktionsniveau og bødeloft på køre- og hviletidsområdet. Det følger således af færdselslovens 118

a, stk. 5, 2. pkt., at bøder for overtrædelse af køre- og hviletidsreglerne udmåles til 500 kr. eller beløb

derover, som er delelige med 500 kr.

Det følger endvidere af færdselslovens § 118 a, stk. 5, 1. pkt., jf. stk. 2, at der skal ske sammenlægning

af bødestraffen for hver overtrædelse, når der er begået flere overtrædelser af bestemmelserne i køre-

og hviletidsforordningen, takografforordningen og køre- og hviletidsbekendtgørelsen (absolut

kumulation).

Det følger endelig af færdselslovens § 118 a, stk. 5, 3.-5. pkt., at en førers samlede bøde efter § 118

a, stk. 5, 1. og 2. pkt., i en kontrolperiode maksimalt kan udgøre 30.000 kr. (bødeloft), og at i de

tilfælde, hvor bødeloftet finder anvendelse for føreren, kan virksomhedens samlede bøde maksimalt

udgøre 60.000 kr. pr. fører. Bødeloftet gælder dog ikke i de tilfælde, hvor der foreligger særligt

skærpende omstændigheder.

Bekendtgørelse om arbejdstid for selvstændige vognmænd indeholder ikke bestemmelser om

sammenlægning af straf (absolut kumulation).

På køre- og hviletidsområdet er der i færdselslovens § 118 a, stk. 5, 1. pkt., jf. stk. 2 og 3, fastsat

regler om sammenlægning af straf. Det følger således heraf, at der skal ske sammenlægning af

bødestraffen for hver overtrædelse, når der er begået flere overtrædelser af bestemmelserne i køre-

og hviletidsforordningen, takografforordningen og køre- og hviletidsbekendtgørelsen (absolut

kumulation), og at retten idømmer en bøde ved siden af frihedsstraffen, hvis én af overtrædelserne

medfører idømmelse af frihedsstraf, mens en anden medfører idømmelse af bøde. Det fremgår af

færdselslovens § 118 a, stk. 4, at bestemmelserne kan fraviges, når særlige grunde taler herfor.

Nedsættelse vil kunne ske bl.a., hvis en kumuleret bøde ville få en størrelse, som henset til

forseelsernes karakter ikke forekommer rimelig, eller når der er tale om at idømme en mindre

tillægsbøde til en længere frihedsstraf.

Færdselsloven indeholder endvidere bestemmelser vedrørende politiets adgang til at tilbageholde og

beslaglægge køretøjer i forbindelse med overtrædelser af køre- og hviletidsreglerne, jf.

færdselslovens § 120 a, stk. 1, nr. 4-6, samt regler om tilbageholdelse af udenlandske køretøjer med

henblik på at sikre betaling af forskyldte bøder m.v., jf. færdselslovens § 120, stk. 1-3.

Med den foreslåede

§ 17, stk. 6,

videreføres udstationeringslovens § 10 a, stk. 2, således at det fremgår

klart, hvad der kan betragtes, som skærpende omstændigheder ved overtrædelse af den foreslåede §

6 d, stk. 1.

Formålet med anmeldelsespligten efter det forslåede § 6 d, stk. 1 er at give myndighederne bedre

muligheder for at føre kontrol med, hvilke udenlandske virksomheder der udstationerer førere i

Danmark, for at kunne kontrollere efter udstationeringens ophør, om de overholder det lovfastsatte

krav til aflønning. Det er derfor afgørende for en effektiv kontrol, at udenlandske virksomheder

overholder anmeldelsespligten.

Det forudsættes, at bøden for manglende eller mangelfuld anmeldelse i IMI som udgangspunkt

fastsættes til 10.000 kr. i normaltilfælde for hver kørsel, der ikke er anmeldt korrekt, hvilket svarer

til bødeniveauet for manglende eller mangelfuld registrering i dag efter udstationeringsloven, jf.

Folketingstidende 2019-20, A, L 185 som fremsat, side 36.

Det forudsættes, at mangelfuld anmeldelse i IMI sanktioneres i tilfælde, hvor den mangelfulde

anmeldelse har betydning for myndighedskontrollen, f.eks. hvis de anmeldte oplysninger er forbundet

med fejl, som ikke muliggør, at kontrolmyndighederne kan komme i kontakt med den udenlandske

virksomhed, eller hvis identiteten af og kontaktoplysninger på chaufføren ikke er korrekte.

Det foreslås desuden, at bøden for overtrædelse af manglende eller mangelfuld anmeldelse i IMI skal

hæves med 100 pct. i normaltilfælde anden gang bestemmelsen overtrædes og ved hver efterfølgende

overtrædelse. Dette vil svare til bødeniveauet for gentagne overtrædelser for manglende eller

mangelfuld registrering i dag efter udstationeringsloven, jf. Folketingstidende 2019-20, A, L 185 som

fremsat, side 37.

Det bemærkes, at det i øvrigt tilkommer domstolene ud fra en samlet vurdering af sagens

omstændigheder at fastsætte bøden i den enkelte sag, og det angivne strafniveau vil kunne fraviges i

op- og nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende eller formildende

omstændigheder, jf. herved de almindelige regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel 10.

Reglerne om indbyrdes gentagelsesvirkning følger de almindelige strafferetlige principper, således at

der ved vurderingen af, om forholdet skal have gentagelsesvirkning, skal ske en konkret vurdering af

såvel den foreliggende som den tidligere overtrædelse. Både tidligere domme og bødevedtagelser,

såvel udenretlige som administrative, tillægges gentagelsesvirkning i overensstemmelse med

straffelovens § 84, stk. 3, og retsplejelovens § 899, stk. 3, og § 832, stk. 4. Fristen regnes fra datoen

for den endelige dom eller bødens vedtagelse.

Det er en betingelse for skærpelse af straffen i gentagelsestilfælde, at den nye strafbare handling er

begået inden udløbet af 10 år, efter at den tidligere straf er udstået, jf. straffelovens § 84, stk. 1 og 3.

Dansk rets almindelige regler om kumulation af straf ved pådømmelse af flere forhold finder

anvendelse, dvs. princippet om modereret kumulation gælder. Det betyder, at straffen ikke vokser i

samme takt som antallet af overtrædelser, der dømmes for.

Det foreslås endvidere, at der indsættes et nyt

§ 17, stk. 7,

hvorefter der i forskrifter, der fastsættes i

medfør af lovens § 2, stk. 2, om arbejdstid for selvstændige vognmænd, kan der fastsættes straf af

bøde eller fængsel indtil 4 måneder for overtrædelse af bestemmelserne i forskrifterne, og regler om

strafudmåling ved samtidig pådømmelse af flere kriminelle forhold.

Der indføres dermed hjemmel til at fastsætte straf af bøde eller fængselsstraf indtil 4 måneder i

bekendtgørelsen om arbejdstid for selvstændige vognmænd. Det forventes, at bestemmelsen vil blive

udmøntet til at fastsætte straf af bøde eller fængsel indtil 4 måneder for overtrædelse af § 3, stk. 1 om

den gennemsnitlige og maksimale ugentlige arbejdstid, § 3, stk. 3 og 4 om forpligtelsen til at registrere

arbejdstid og til at opbevare disse registreringer, § 4, stk. 1-3 om pauser og § 5 om natarbejde.

Baggrunden for ændringen er, at der med Vejpakken indføres en ændring af kontroldirektivet

vedrørende krav om myndighedskontrol med gennemsnitlig og maksimal ugentlig arbejdstid, pauser

og natarbejde. For at sikre overholdelse af de bestemmelser, som fremover er omfattet af vej- og

virksomhedskontrollen, jf. ændringen i kontroldirektivet, foreslås, at overtrædelse af de

bestemmelser, som er genstand for kontrollen, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder.

Dermed gives mulighed for at fastsætte samme sanktionsniveau for lønmodtagere omfattet af lov om

arbejdstid som for selvstændige vognmænd omfattet af bekendtgørelsen om arbejdstid for

selvstændige vognmænd.

Som det fremgår af bemærkningerne til lovforslagets § 4, nr. 11, vil den nye kontrol med arbejdstid

blive risikobaseret og målrettet en virksomhed, hvis en eller flere af dens førere løbende eller i alvorlig

grad har overtrådt køre- og hviletidsforordningen eller takografforordningen. Det vil sige, at det som

udgangspunkt alene er ved de kontroller, hvor der konstateres mange eller alvorlige overtrædelser af

køre- og hviletidsforordningen eller takografforordningen, at der vil blive foretaget en

arbejdstidskontrol. Transportministeriet vurderer på den baggrund, at det er hensigtsmæssigt, at

sanktionssystemet på køre- og hviletidsområdet overføres til sanktionering af overtrædelser af

arbejdstidsbestemmelserne, idet overtrædelserne vil indgå i samme kontrolsag.

Forslaget er således med til at sikre, at formålet med at udvide kontrollen opnås; at forbedre

færdselssikkerheden, beskytte føreres arbejdsvilkår og forebygge konkurrenceforvridninger.

Forslaget medfører endvidere, at der indføres hjemmel til at fastsætte sanktionsbestemmelser om straf

af bøde eller fængsel indtil 4 måneder, som svarer til sanktionsbestemmelserne på køre- og

hviletidsområdet, jf. færdselslovens § 118, stk. 13.

I Kommissionens forordning (EU) 2016/403 af 18. marts 2016 om udbygning af Europa-Parlamentets

og Rådets forordning (EF) nr. 1071/2009, for så vidt angår klassificering af alvorlige overtrædelser

af Unionens regler, som kan medføre, at en vejtransportvirksomhed ikke opfylder vandelskravet, og

om ændring af bilag III til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/22/EF findes en udførlig

opregning af de enkelte overtrædelsestyper i bl.a. vejtransportdirektivet om arbejdstid. Overtrædelser

af bestemmelser i vejtransportdirektivet om arbejdstid er inddelt i tre kategorier, som omfatter mest

alvorlige overtrædelser (MSI), meget alvorlige overtrædelser (VSI) og alvorlige overtrædelser (SI).

I Kommissionens forordning er vejtransportdirektivet om arbejdstids artikel 4, artikel 5, stk. 1 og

artikel 7, stk. 1, kategoriseret som enten VSI eller SI. Ingen overtrædelser af vejtransportdirektivet

om arbejdstid er kategoriseret som MSI.

Med afsæt i ovennævnte kategorisering forslås det, at der i forslaget fastsættes retningslinjer for

bødeudmålingen. Det er Transportministeriets opfattelse, at det vil være hensigtsmæssigt, at

virksomhedens bøder for overtrædelser udmåles til det dobbelte af bøderne til føreren, ligesom

tilfældet er ved overtrædelse af køre- og hviletidsforordningen og takografforordningen.

På baggrund heraf foreslås det, at førerens bøder for overtrædelser kategoriseret som alvorlige

overtrædelser fastsættes til 1.000 kr. pr. overtrædelse, og at virksomhedens bøde for den tilsvarende

overtrædelse bør udmåles til det dobbelte, dvs. 2.000 kr. pr. overtrædelse. De overtrædelser, der

kategoriseres som meget alvorlige overtrædelser, bør efter Transportministeriets opfattelse fastsættes

til 3.000 kr. pr. overtrædelse. Virksomhedens bøde bør også i dette tilfælde udmåles til det dobbelte

af førerens bøde, dvs. 6.000 kr. pr. overtrædelse. En meget alvorlig overtrædelse kan f.eks. være, at

den mobile lønmodtagers arbejdsgiver på anmodning afviser at fremlægge registreringer om

arbejdstid for kontrolmyndigheden.

Det er Transportministeriets vurdering, at der i forhold til overtrædelser af bestemmelserne om

arbejdstid ikke bør fastsættes regler om bødeloft svarende til dem, der gælder på køre- og

hviletidsområdet, jf. færdselslovens § 118 a, stk. 5. Det betyder, at bøder for overtrædelse af reglerne

om arbejdstid sammenlægges med bøder for overtrædelse af reglerne om køre- og hviletid uden

hensyntagen til, at bødeloftet for køre- og hviletidsovertrædelserne er nået. Hvis der ved kontrol med

reglerne om arbejdstid konstateres flere overtrædelser af reglerne, f.eks. at der både er sket en

overtrædelse af den gennemsnitlige maksimale ugentlige arbejdstid på 48 timer om ugen, og en

overskridelse af den maksimale ugentlige arbejdstid på 60 timer om ugen, udmåles bøden for hver

overtrædelse. Det vil sige, at overtrædelse af den gennemsnitlige maksimale ugentlige arbejdstid, som

ikke må overstige 48 timer beregnet over en periode på 4 måneder, anses som én overtrædelse.

Det foreslås endelig, at der indføres hjemmel til at fastsætte regler om strafudmåling ved samtidig

pådømmelse af flere kriminelle forhold. Transportministeriet skal hertil bemærke, at der dermed

indføres hjemmel til, at der i bekendtgørelse om arbejdstid for selvstændige vognmænd kan indføres

regler om absolut kumulation med inspiration i bestemmelserne på køre- og hviletidsområdet. Dette

vil betyder, at der ved flere overtrædelser som almindelig regel udmåles den normale takstmæssige

bødestraf for hver overtrædelse, uanset om overtrædelserne begås ved én eller flere lejligheder eller

pådømmes ved én eller flere sager. Den absolutte kumulation vil ligeledes gælde i tilfælde, hvor én

eller flere overtrædelser af lov om arbejdstid pådømmes sammen med overtrædelser af andre særlove

eller af straffeloven. Ved fastsættelse af en straf for både overtrædelse af reglerne om køre- og hviletid

og reglerne om arbejdstid, vil der blive fastsat en takstmæssig bødestraf for hver overtrædelse af

reglerne om køre- og hviletid og reglerne om arbejdstid, som herefter sammenlægges. I tilfælde, hvor

en førers samlede bøde for overtrædelser af reglerne om køre- og hviletid grundet bødeloftet

fastsættes til 30.000 kr., vil der skulle udmåles en bøde svarende til bødeloftet med tillæg af eventuelle

bøder for overtrædelse af reglerne arbejdstid.

Da en regel om absolut kumulation ikke i alle tilfælde vil føre til et rimeligt resultat vil der i

bekendtgørelsen også blive indført hjemmel til, at udgangspunktet om absolut kumulation kan

fraviges, når særlige grunde taler for det. Dette vil eksempelvis kunne være tilfældet, såfremt en

sammenlægning af de forskyldte normalbøder fører til en uforholdsmæssig høj samlet bøde, herunder

henset til forseelsernes karakter.

Til nr. 45

Det følger af udstationeringslovens § 10 d, stk. 2, at transportministeren efter forhandling med

justitsministeren kan fastsætte regler om, at Færdselsstyrelsen kan udstede administrative bødeforlæg

i nærmere angivne sager om overtrædelser af udstationeringslovens kapitel 4 a og regler udstedt i

medfør heraf, hvis den, der har begået overtrædelsen, erklærer sig skyldig i overtrædelsen og erklærer

sig rede til inden en nærmere angiven frist at betale en bøde som angivet i bødeforelægget. Det følger

af udstationeringslovens lovens § 10 d, stk. 3 og 4, at reglerne i retsplejelovens § 834, stk. 1, nr. 2 og

3, og stk. 2, om krav til indholdet af et anklageskrift og reglerne i retsplejeloven om, at en sigtet ikke

er forpligtet til at udtale sig, tilsvarende finder anvendelse på bødeforelæg. Vedtages bødeforelægget,

bortfalder videre forfølgning. Vedtagelsen har samme virkning som en dom.

Med den foreslåede

§ 17 c, stk. 1,

videreføres udstationeringslovens § 10, stk. 2, således at

transportministeren fortsat efter forhandling med justitsministeren vil kunne fastsætte regler om, at

Færdselsstyrelsen kan udstede administrative bødeforlæg i nærmere angivne sager om overtrædelser

af de foreslåede § 6 d og § 6 e eller regler udstedt i medfør heraf, hvis den, der har begået

overtrædelsen, erklærer sig skyldig i overtrædelsen og erklærer sig rede til inden en nærmere angiven

frist at betale en bøde som angivet i bødeforelægget.

Med den foreslåede

§ 17 c, stk. 2,

videreføres udstationeringslovens § 10 d, stk. 3, således at reglerne

i retsplejelovens § 834, stk. 1, nr. 2 og 3, og stk. 2, om krav til indholdet af et anklageskrift og reglerne

i retsplejeloven om, at en sigtet ikke er forpligtet til at udtale sig, tilsvarende finder anvendelse på

bødeforelæg. Med den foreslåede

§ 17 c, stk. 3,

videreføres udstationeringslovens § 10 d, stk. 3,

således at den videre forfølgning bortfaldes, hvis bødeforlægget vedtages. Vedtagelsen har samme

virkning som en dom.

Det forventes, at der vil blive fastsat regler om, at adgangen til at udstede administrative bødeforlæg

vil omfatte overtrædelser af anmeldelsespligten i § 6 d og aflønningskravet i § 6 e, og der vil kunne

udstedes bødeforlæg, hvis overtrædelsen er klar og ukompliceret, og sagen ikke kan forventes at

medføre højere straf end bøde. Har sagen ikke den fornødne klare og ukomplicerede karakter til, at

sagen kan afgøres ved et administrativt bødeforlæg, indgiver Færdselsstyrelsen i stedet en

politianmeldelse. Færdselsstyrelsen indgiver endvidere politianmeldelse, hvis modtagerne ikke ved

sin vedtagelse accepterer at lade sagen afgøre ved administrativt bødeforlæg.

Til § 2

Til nr. 1

Fodnoten til buskørselslovens titel angiver, at loven indeholder bestemmelser, der gennemfører

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/59/EF af 15. juli 2003 om grundlæggende

kvalifikationskrav og efteruddannelseskrav for førere af visse køretøjer, der benyttes til godstransport

eller personbefordring ad vej, og om ændring af Rådets forordning (EØF) nr. 38/85 samt Rådets

direktiv 91/439/EØF og om ophævelse af Rådets direktiv 76/914/EØF (EF-Tidende 2003 nr. L 226,

side 4-17).

Det foreslås at affatte fodnoten til lovens titel på ny, således at det ligeledes følger af fodnoten til

lovens titel, at loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og

Rådets direktiv (EU) 2020/1057 af 15. juli 2020 om fastsættelse af særlige regler med hensyn til

direktiv 96/71/EF og direktiv 2014/67/EU om udstationering af førere i vejtransportsektoren og om

ændring af direktiv 2006/22/EF, for så vidt angår håndhævelseskravene, og af forordning (EU) nr.

1024/2012, EU-Tidende 2020 nr. L 249, side 49.

Forslaget om at affatte fodnoten på ny, til at også at omfatte direktiv (EU) nr. 2020/1057 skyldes, at

det med lovforslaget foreslås, at dele af direktivet gennemføres ved bestemmelser i godskørselsloven.

Forslaget gennemfører dele af direktivets artikel 1 om særlige regler for udstationering af førere samt

artikel 5, om sanktioner for overtrædelse af artikel 1.

Til nr. 2

Det følger af § 9, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 2167 af 21. december 2020 om buskørsel, at ansøgning

om tilladelse til erhvervsmæssig personbefordring i henhold til buskørselslovens § 1, stk. 1, tilladelse

til busudlejning, godkendelse som transportleder og godkendelse til drift af chaufførvikarvirksomhed

indsendes til Færdselsstyrelsen. Ansøgningen indgives i dag digitalt.

Det foreslås med buskørselslovens

§ 1 d,

at ansøgning om udstedelse af tilladelse efter § 1, stk. 1, og

§ 1 a, stk. 1, skal indgives til transportministeren ved anvendelse af den digitale løsning, som

ministeren stiller til rådighed.

Den foreslåede § 1 d vil indebære, at ansøgninger om udstedelse af tilladelse til erhvervsmæssig

personbefordring med dansk indregistreret motorkøretøj indrettet til befordring af flere end ni

personer føreren medregnet (buskørsel), jf. buskørselslovens § 1, stk. 1, og udlejning og udlåning af

de i § 1, stk. 1, nævnte motorkøretøjer uden førere, jf. § 1 a, stk. 1, skal indgives til transportministeren

ved anvendelse af den digitale løsning, som ministeren stiller til rådighed.

Det vil således være et krav, at ansøgninger indgives digitalt. Hvis en ansøgning ikke indgives ved

anvendelse af den digitale selvbetjeningsløsning, vil den som udgangspunkt blive afvist af

transportministeren. Kravet vil dog kunne fraviges, hvis den digitale selvbetjeningsløsning er ude af

drift.

Kravet om, at ansøgningen skal indgives digitalt, vil ikke indebære, at alle bilag til ansøgningen skal

indgives digitalt. Det vil fremgå af den digitale selvbetjeningsløsning, hvilke dokumenter, der kan

eller skal indgives digitalt, herunder hvilke dokumenter, der eventuelt kan indgives på en anden måde,

eller som skal fremlægges i et særligt format m.v.

Sikkerheden ved den digitale selvbetjeningsløsning vil leve op til de krav, som følger af

persondataforordningen.

Til nr. 3

De betingelser, som virksomheder skal opfylde for at få udstedt en tilladelse til buskørsel i henhold

til buskørselslovens § 1, stk. 1, følger af lovens § 12. En tilladelse i henhold til § 1, stk. 1, kræves for

den, der er etableret på dansk område og udfører erhvervsmæssig personbefordring med dansk

indregistreret motorkøretøj indrettet til befordring af flere end ni personer føreren medregnet.

Det følger således af buskørselslovens § 12, stk. 1, at tilladelser i henhold til § 1, stk. 1, kan meddeles

en her i landet hjemmehørende virksomhed, der foruden at opfylde de krav, der følger af artikel 3 i

forordning nr. 1071/2009,

1) ikke er under rekonstruktionsbehandling eller konkurs,

2) ikke har betydelig forfalden gæld til det offentlige, hvorved forstås beløb i størrelsesordenen

50.000 kr. og derover, og

3) gør det antageligt, at den vil kunne udøve virksomheden på forsvarlig måde og i

overensstemmelse med god skik inden for branchen.

Det følger af kravet i § 12, stk. 1, nr. 1, at den pågældende virksomhed ikke må være under

rekonstruktionsbehandling eller konkurs.

Det følger af kravet i § 12, stk. 1, nr. 2, at den pågældende virksomhed ikke må have betydelig

forfalden gæld til det offentlige, hvorved forstås beløb i størrelsesordenen 50.000 kr. og derover.

Formålet med kravet er primært at sikre, at virksomheden forhindres i at oparbejde yderligere

restancer og derved belaste de offentlige budgetter. Det er ikke afgørende, om gælden vedrører

virksomheden i henhold til en tidligere eller en eksisterende tilladelse. Anden gæld, der hidrører fra

tidligere virksomhed eller ansættelsesforhold, medfører nægtelse, hvis gælden er 50.000 kr. eller

derover. Ved vurderingen kan både inddrages personlig og ikkepersonlig forfalden gæld til det

offentlige. Personlig gæld kan bl.a. være manglende betaling af ægtefællebidrag og SU-lån.

Det følger af kravet i § 12, stk. 1, nr. 3, at den pågældende virksomhed skal gøre det antageligt, at

den vil kunne udøve virksomheden på forsvarlig måde og i overensstemmelse med god skik inden

for branchen. I buskørselslovens § 12, stk. 4, er det oplistet, hvilke oplysninger om medlemmer af

bestyrelsen eller direktionen eller andre personer med væsentlig interesse i selskabet, der kan

inddrages i vurderingen af, om en virksomhed, der drives i selskabsform, opfylder betingelserne i §

12, stk. 1, nr. 3.

Foruden at opfylde kravene i buskørselslovens § 12, stk. 1, nr. 1-3, skal en virksomhed for at få

udstedt en tilladelse i henhold til § 1, stk. 1, tilsvarende opfylde kravene i artikel 3 i forordning (EF)

nr. 1071/2009 (etableringskravet, vandelskravet, kravet til det økonomiske grundlag og kravet om

faglige kvalifikationer), jf. buskørselslovens § 12, stk. 1.

Ved vedtagelse af ændringsforordning (EU) nr. 2020/1055 ophæves artikel 3, stk. 2, i forordning (EF)

nr. 1071/2009, hvilket medfører, at medlemsstaterne ikke længere kan stille yderligere krav som

virksomhederne skal opfylde for at opnå tilladelse til at udøve buskørselserhvervet. Dette indebærer,

at der ikke kan fastsættes nationale særkrav, og alene kan stille de krav, som fremgår af forordning

(EF) nr. 1071/2009 og nr. 1073/2009 mulighed for. Kravene i buskørselslovens § 12, stk. 1, nr. 1 og

2, er eksempler på nationale særkrav.

Ved ændringsforordningen indsættes desuden et nyt stykke 1 a i artikel 7 i forordning (EF) nr.

1071/2009, hvorefter medlemsstaterne kan kræve, at virksomheden, transportlederen eller anden

relevant person, som medlemsstaten kan bestemme, ikke har udestående ikkepersonlig gæld til

offentligretlige organer, og ikke er gået konkurs eller er under insolvens- eller likvidationsbehandling.

Endelig foretages der ved ændringsforordning (EU) nr. 2020/1055 mindre justeringer med hensyn til

vandelskravet, som virksomheden og transportlederen skal opfylde.

Det foreslås at nyaffatte buskørselslovens

§ 12, stk. 1,

således, at tilladelse i henhold til § 1, stk. 1,

kan meddeles en her i landet hjemmehørende virksomhed, der foruden at opfylde de krav, der følger

af artikel 3 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1071/2009 af 21. oktober 2009 om

fælles regler om betingelser for udøvelse af vejtransporterhvervet og om ophævelse af Rådets direktiv

96/26 EF (forordning nr. 1071/2009),

1) ikke er under rekonstruktionsbehandling eller konkurs,

2) ikke har ikkepersonlig forfalden gæld til det offentlige på 50.000 kr. og derover, og

3) udviser god vandel, jf. stk. 4 og 5, og § 18, stk. 2.

Den foreslåede bestemmelse indeholder de krav, som en virksomhed skal opfylde for at få udstedt en

tilladelse til buskørsel med dansk indregistreret motorkøretøj indrettet til befordring af flere end ni

personer føreren medregnet, jf. buskørselslovens § 1, stk. 1.

Foruden kravene, der følger af artikel 3 i forordning (EF) nr. 1071/2009 (etableringskravet,

vandelskravet, kravet til det økonomiske grundlag og kravet om faglige kvalifikationer) vil det for

det første være et krav, at den pågældende virksomhed ikke er under rekonstruktionsbehandling eller

konkurs, jf. buskørselslovens § 12, stk. 1, nr. 1. Der er tale om en videreførelse af det gældende krav

i buskørselslovens § 12, stk. 1, nr. 1. Den foreslåede § 12, stk. 1, nr. 1, er fastsat med hjemmel i artikel

7, stk. 1a, i forordning (EF) nr. 1071/2009, jf. ovenfor.

For det andet vil det være et krav, at den pågældende virksomhed ikke har ikkepersonlig forfalden

gæld til det offentlige på 50.000 kr. og derover, jf. buskørselslovens § 12, stk. 1, nr. 2. Der er tale om

en ændring af gældende ret og en lempelse af kravet i forhold til i dag, idet det fremover alene er

ikkepersonlig gæld til det offentlige på 50.000 kr. og derover, der medfører, at der ikke kan udstedes

en tilladelse til buskørsel. Personlig gæld til det offentlige er således ikke en hindring med hensyn til

udstedelse af en tilladelse til buskørsel. Baggrunden for ændringen er ophævelsen af artikel 3, stk. 2,

i forordning (EF) nr. 1071/2009. Den foreslåede § 12, stk. 1, nr. 2, er i øvrigt fastsat med hjemmel i

artikel 7, stk. 1a, i forordning (EF) nr. 1071/2009, jf. ovenfor.

For det tredje vil det være et krav, at den pågældende virksomhed udviser god vandel. Der er tale om

en videreførelse af det gældende krav i buskørselslovens § 12, stk. 1, nr. 3. Der henvises i øvrigt til

pkt. 2.4. i de almindelige bemærkninger herom.

Til nr. 4

I buskørselslovens § 12, stk. 4, er oplistet, hvilke oplysninger om medlemmer af bestyrelsen eller

direktionen eller andre personer med væsentlig interesse i selskabet, der kan inddrages i vurderingen

af, om en virksomhed, der drives i selskabsform, opfylder betingelserne i § 12, stk. 1, nr. 3.

Det følger af buskørselslovens § 12, stk. 4, nr. 2, litra b, at der i vurderingen kan inddrages oplysninger

om, at en person nævnt i § 12, stk. 4, inden for de seneste 5 år har været godkendt som transportleder

af eller har haft væsentlige interesser i en gods- eller buskørselsvirksomhed, der i forbindelse med

udførelse af erhvervsmæssig personbefordring eller udlejning m.v. groft eller gentagne gange har

overtrådt bestemmelser nævnt i § 14, stk. 1, nr. 1, litra a-h.

Det foreslås at ændre buskørselslovens

§ 12, stk. 4, nr. 2, litra b,

således, at »litra a-h« ændres til

»litra a-p«.

Den foreslåede ændring er en konsekvensændring som følge af den foreslåede indsættelse af nye litra

i-p i buskørselslovens § 14, stk. 1, nr. 1, jf. lovforslagets § 2, nr. 8. Som følge heraf vil der ved

vurderingen efter buskørselslovens § 12, stk. 4, kunne inddrages oplysninger om, at medlemmer af

bestyrelsen eller direktionen eller andre personer med væsentlige interesser i selskabet inden for de

seneste 5 år har været godkendt som transportleder af eller har haft væsentlige interesser i en gods-

eller buskørselsvirksomhed, der i forbindelse med udførelse af buskørselsvirksomhed groft eller

gentagne gange har overtrådt bestemmelser nævnt i § 14, stk. 1, nr. 1, litra a-p.

Til nr. 5

I buskørselslovens § 12, stk. 4, er oplistet, hvilke oplysninger om medlemmer af bestyrelsen eller

direktionen eller andre personer med væsentlig interesse i selskabet, der kan inddrages i vurderingen

af, om en virksomhed, der drives i selskabsform, opfylder betingelserne i § 12, stk. 1, nr. 3.

Det følger af buskørselslovens § 12, stk. 4, nr. 1, at der i vurderingen kan inddrages oplysninger om,

at en person nævnt i § 12, stk. 4, inden for de seneste 5 år er blevet nægtet godkendelse som

transportleder eller har fået tilbagekaldt en godkendelse som transportleder.

Det følger af buskørselslovens § 12, stk. 4, nr. 2, at der i vurderingen tilsvarende kan inddrages

oplysninger om, at pågældende har været godkendt som transportleder eller har haft væsentlige

interesser i en gods- eller buskørselsvirksomhed, der a) er blevet nægtet udstedelse af eller har fået

tilbagekaldt en tilladelse, b) i forbindelse med udførelse af godskørselsvirksomhed groft eller

gentagne gange har overtrådt bestemmelser nævnt i § 14, stk. 1, nr. 1, litra a-h, eller c) har eller har

haft økonomiske vanskeligheder.

Buskørselslovens § 12, stk. 4, finder alene anvendelse ved vandelsvurderinger for virksomheder, der

drives i selskabsform, dvs. iværksætterselskaber, anpartsselskaber og aktieselskaber. Bestemmelsen

finder derimod ikke anvendelse for enkeltmandsvirksomheder.

Der foreslås indsat et nyt stykke i buskørselslovens

§ 12, stk. 5,

hvorefter stk. 4 tilsvarende finder

anvendelse for enkeltmandsvirksomheder.

Forslaget vil indebære, at der ved vurdering af om en enkeltmandsvirksomhed opfylder vandelskravet

i buskørselslovens § 12, stk. 1, nr. 3, tilsvarende kan inddrage oplysningerne nævnt i § 12, stk. 4, i

vurderingen.

Til nr. 6

Buskørselslovens § 13 indeholder de krav, der stilles til en transportleder i en virksomhed, der er

indehaver af en tilladelse efter buskørselsloven. Begrebet transportleder svarer til definitionen i

forordning (EF) nr. 1071/2009, hvorved der forstås den person, der faktisk og vedvarende leder

virksomhedens transportarbejde.

Det følger således af buskørselslovens § 13, at virksomheden skal have en godkendt transportleder,

der foruden at opfylde de krav, der følger af artikel 4 i forordning nr. 1071/2009,

1) er myndig og ikke er under værgemål efter værgemålslovens § 5 eller under samværgemål

efter værgemålslovens § 7,

2) ikke er under rekonstruktionsbehandling eller konkurs,

3) ikke har betydelig forfalden gæld til det offentlige, hvorved forstås beløb i størrelsesordenen

50.000 kr. og derover,

4) ikke er dømt for strafbare forhold, der begrunder en nærliggende fare for misbrug af adgangen

til at udføre vognmandsvirksomhed, jf. straffelovens § 78, stk. 2, og

5) gør det antageligt, at vedkommende vil kunne udøve virksomheden på forsvarlig måde og i

overensstemmelse med god skik inden for branchen.

Det følger af kravet i § 13, nr. 1, at den pågældende transportleder skal være myndig og ikke være

under værgemål efter værgemålslovens § 5 eller under samværgemål efter værgemålslovens § 7.

Det følger af kravet i § 13, nr. 2, at den pågældende transportleder ikke må være under

rekonstruktionsbehandling eller konkurs.

Det følger af kravet i § 13, nr. 3, at den pågældende transportleder ikke må have betydelig forfalden

gæld til det offentlige, hvorved forstås beløb i størrelsesordenen 50.000 kr. og derover. Formålet med

kravet er primært at sikre, at virksomheden forhindres i at oparbejde yderligere restancer og derved

belaste de offentlige budgetter. Ved vurderingen kan både inddrages personlig og ikkepersonlig

forfalden gæld til det offentlige. Personlig gæld kan bl.a. være manglende betaling af ægtefællebidrag

og SU-lån.

Det følger af kravet i § 13, nr. 4, at den pågældende transportleder ikke må være dømt for strafbare

forhold, der begrunder en nærliggende fare for misbrug af adgangen til at udføre

vognmandsvirksomhed, jf. straffelovens § 78, stk. 2. Henvisningen til straffelovens § 78, stk. 2,

indebærer, at bestemmelsen skal fortolkes på samme måde som straffelovens bestemmelser.

Det følger af kravet i § 13, nr. 5, at den pågældende transportleder skal gøre det antageligt, at

vedkommende vil kunne udøve virksomheden på forsvarlig måde og i overensstemmelse med god

skik inden for branchen.

Transportlederen i virksomheden skal desuden opfylde de krav, der følger af artikel 4 i forordning

(EF) nr. 1071/2009 (vandelskravet, kravet om faglige kvalifikationer, krav om at være faktisk og

vedvarende leder af virksomhedens transportarbejde, reel forbindelse til virksomheden og bopæl i

Fællesskabet).

Ved vedtagelse af ændringsforordning (EU) nr. 2020/1055 ophæves artikel 3, stk. 2, i forordning (EF)

nr. 1071/2009, hvilket medfører, at medlemsstaterne ikke længere kan stille yderligere krav, som

virksomhederne skal opfylde for at opnå tilladelse til at udøve buskørselserhvervet. Dette indebærer,

at der ikke kan fastsættes nationale særkrav og alene kan stilles de krav, som følger af forordning

(EF) nr. 1071/2009 og 1072/2009 giver mulighed for. Kravene i buskørselslovens § 13, nr. 2 og 3, er

eksempler på nationale særkrav.

Ved ændringsforordningen indsættes desuden et nyt stykke 1 a i artikel 7 i forordning (EF) nr.

1071/2009, hvorefter medlemsstaterne kan kræve, at virksomheden, transportlederen eller anden

relevant person, som medlemsstaten kan bestemme, ikke har udestående ikkepersonlig gæld til

offentligretlige organer, og ikke er gået konkurs eller er under insolvens- eller likvidationsbehandling.

Endelig foretages der ved ændringsforordning (EU) nr. 2020/1055 mindre justeringer i forhold til

vandelskravet, som transportlederen skal opfylde.

Det foreslås at nyaffatte buskørselslovens

§ 13

således, at virksomheden skal have en godkendt

transportleder, der foruden at opfylde de krav, der følger af artikel 4 i forordning nr. 1071/2009,

1) er myndig og ikke er under værgemål efter værgemålslovens § 5 eller under samværgemål

efter værgemålslovens § 7,

2) ikke er under rekonstruktionsbehandling eller konkurs,

3) ikke har ikkepersonlig forfalden gæld til det offentlige på 50.000 kr. og derover,

4) ikke er dømt for strafbare forhold, der begrunder nærliggende fare for misbrug af adgangen

til at udføre vognmandsvirksomhed, jf. straffelovens § 78, stk. 2, og

5) udviser god vandel.

Den foreslåede bestemmelse indeholder de krav, som en transportleder i en virksomhed, der er

indehaver af en tilladelse efter buskørselsloven skal opfylde.

Foruden kravene, der følger af artikel 4 i forordning (EF) nr. 1071/2009 (vandelskravet, kravet om

faglige kvalifikationer, krav om at være faktisk og vedvarende leder af virksomhedens

transportarbejde, reel forbindelse til virksomheden og bopæl i Fællesskabet) vil det for det første være

et krav, at den pågældende transportleder er myndig og ikke er under værgemål efter

værgemålslovens § 5 eller under samværgemål efter værgemålslovens § 7. Der er tale om en

videreførelse af det gældende krav i buskørselslovens § 13, nr. 1.

For det andet vil det være et krav, at den pågældende transportleder ikke er under

rekonstruktionsbehandling eller konkurs, jf. buskørselslovens § 13, nr. 2. Der er tale om en

videreførelse af det gældende krav i buskørselslovens § 13, nr. 2. Den foreslåede § 13, nr. 2, er fastsat

med hjemmel i artikel 7, stk. 1a, i forordning (EF) nr. 1071/2009, jf. ovenfor.

For det tredje vil det være et krav, at den pågældende transportleder ikke har ikkepersonlig forfalden

gæld til det offentlige på 50.000 kr. og derover, jf. buskørselslovens § 13, nr. 3. Der er tale om en

ændring af gældende ret og en lempelse af kravet i forhold til i dag, idet det fremover alene er

ikkepersonlig gæld til det offentlige på 50.000 kr. og derover, der medfører, at transportlederen ikke

kan godkendes. Personlig gæld til det offentlige er således ikke en hindring i forhold til en

godkendelse som transportleder. Baggrunden for ændringen er ophævelsen af artikel 3, stk. 2 i

forordning (EF) nr. 1071/2009. Den foreslåede § 13, nr. 3, er i øvrigt fastsat med hjemmel i artikel 7,

stk. 1a i forordning (EF) nr. 1071/2009, jf. ovenfor.

For det fjerde vil det være et krav, at den pågældende transportleder ikke er dømt for strafbare forhold,

der begrunder nærliggende fare for misbrug af adgangen til at udføre vognmandsvirksomhed, jf.

straffelovens § 78, stk. 2, jf. buskørselslovens § 13, nr. 4. Der er tale om en videreførelse af det

gældende krav i buskørselslovens § 13, nr. 4. Der henvises i øvrigt til pkt. 2.4. i de almindelige

bemærkninger herom.

For det femte vil det være et krav, at den pågældende transportleder udviser god vandel. Der er tale

om en videreførelse af det gældende krav i buskørselslovens § 13, nr. 5. Der henvises i øvrigt til pkt.

2.4. i de almindelige bemærkninger herom.

Til nr. 7

Det følger af buskørselslovens § 14, stk. 1, nr. 1, litra g og h, at en tilladelse udstedt i medfør af § 1,

stk. 1, kan foruden i de i artikel 13 i forordning (EF) nr. 1071/2009 nævnte tilfælde tilbagekaldes,

hvis indehaveren må antages ikke længere at opfylde betingelserne i § 12, stk. 1, nr. 3, som følge af

at vedkommende i forbindelse med udførelse af erhvervet groft eller gentagne gange har overtrådt

bestemmelser i skatte- og afgiftslovgivning eller lovgivningen om menneskesmugling eller

menneskehandel.

Det foreslås at ændre buskørselslovens

§ 14, stk. 1, nr. 1, litra g

således, at »eller« ændres til

»,«.

Den foreslåede ændring er en præcisering af, at der i § 14, stk. 1, nr. 1, er tale om en oplistning af

love og anden regulering, som en overtrædelse af, kan begrunde en tilbagekaldelse af en tilladelse

udstedt i medfør af § 1, stk. 1. Der er således tale om en videreførelse af gældende ret.

Til nr. 8

I buskørselslovens § 14, stk. 1, er oplistet, hvilke omstændigheder der, foruden de tilfælde der er

nævnt i artikel 13 i forordning (EF) nr. 1071/2009, kan føre til tilbagekaldelse af en tilladelse til

godskørsel udstedt i medfør af § 1, stk. 1.

Det følger således af § 14, stk. 1, nr. 1, at en tilladelse til buskørsel udstedt i medfør af § 1, stk. 1, kan

tilbagekaldes, hvis indehaveren må antages ikke længere at opfylde betingelserne i § 12, stk. 1, nr. 3,

som følge af, at vedkommende i forbindelse med udførelse af erhvervet groft eller gentagne gange

har overtrådt bestemmelser i lovgivning, der er nævnt i litra a-h. I § 12, stk. 1, nr. 1, findes kravet om,

at for at få udstedt en tilladelse i medfør af § 1, stk. 1 og 2, skal virksomheden kunne sandsynliggøre,

at den vil kunne udøves på forsvarlig måde og i overensstemmelse med god skik (vandelskravet).

I artikel 6, stk. 1, tredje afsnit, i forordning (EF) nr. 1071/2009 er oplistet hvilken lovgivning, der som

minimum skal indgå i de betingelser, som en virksomhed og en transportleder skal opfylde for at leve

op til vandelskravet. Her er bl.a. oplistet lovgivning om adgang til det internationale marked for gods-

og buskørsel, løn- og arbejdsvilkår inden for erhvervet, arbejdstid, syn ved vejsiden af

erhvervskøretøjer, herunder obligatorisk teknisk kontrol med motorkøretøjer, handelsret,

erhvervsansvar og konkurslovgivningen.

Ved vedtagelse af ændringsforordning (EU) nr. 2020/1055 ændres artikel 6, stk. 1, tredje afsnit, i

forordning (EF) nr. 1071/2009. Dette indebærer bl.a., at der tilføjes yderligere lovgivning, som skal

indgå i de betingelser, som en virksomhed og en transportleder skal opfylde for at leve op til

vandelskravet. Der er tale om lovgivning om udstationering af arbejdstagere inden for vejtransport,

lovvalgsregler for kontraktretlige forpligtelser og cabotagekørsel.

På baggrund heraf foreslås i buskørselslovens

§ 14, stk. 1, nr. 1,

indsat følgende nye litra:

»i) EU-lovgivning om adgang til det internationale marked for gods- og buskørsel,

j) EU-lovgivning om betingelserne for udøvelse af vejtransporterhvervet,

k) lovgivning om løn- og arbejdsvilkår og arbejdstid inden for vejtransporterhvervet, herunder

udstationering af arbejdstagere inden for vejtransport,

l) lovgivning om periodesyn og syn ved vejsiden af erhvervskøretøjer,

m) lovgivning om lovvalgsregler for kontraktlige forpligtelser,

n) lovgivning om handelsret,

o) lovgivning om erhvervsansvar eller

p) konkurslovgivning eller«.

Den foreslåede indsættelse af nye litra i buskørselslovens § 14, stk. 1, nr. 1, vil for det første indebære,

at en udstedt tilladelse kan tilbagekaldes ved grov eller gentagende overtrædelse af lovgivning om

udstationering af arbejdstagere inden for vejtransport, jf. den foreslåede § 14, stk. 1, nr. 1, litra k, 2.

led, og lovgivning om lovvalgsregler for kontraktlige forpligtelser, jf. den foreslåede § 12, stk. 1, nr.

1, litra m, i forbindelse med udførelse af buskørselserhvervet.

Den foreslåede indsættelse af de nye litra vil for det andet indebære en præcisering af, at en udstedt

tilladelse ligeledes kan tilbagekaldes ved grov eller gentagende overtrædelse af EU-lovgivning om

adgang til det internationale marked for gods- og buskørsel, jf. den foreslåede § 14, stk. 1, nr. 1, litra

i, EU-lovgivning om betingelserne for udøvelse af vejtransporterhvervet, jf. den foreslåede § 14, stk.

1, nr. 1, litra j, lovgivning om løn- og arbejdsvilkår og arbejdstid inden for vejtransporterhvervet, jf.

den foreslåede § 14, stk. 1, nr. 1, litra k, 1. led, lovgivning om periodesyn og syn ved vejsiden af

erhvervskøretøjer, jf. den foreslåede § 14, stk. 1, nr. 1, litra l, lovgivning om handelsret, jf. den

foreslåede § 14, stk. 1, nr. 1, litra n, lovgivning om erhvervsansvar, jf. den foreslåede § 14, stk. 1, nr.

1, litra o, og konkurslovgivning, jf. den foreslåede § 14, stk. 1, nr. 1, litra p, i forbindelse med

udførelse af buskørselserhvervet. Der er for denne del af den foreslåede ændring tale om en

videreførelse af gældende ret, da disse overtrædelser i forvejen fulgte af artikel 6, stk. 1, tredje afsnit,

i forordning (EF) nr. 1071/2009.

Alle disse overtrædelser vil skulle indgå i vurderingen af, om indehaveren af tilladelsen må antages

ikke længere at opfylde vandelskravet i buskørselslovens § 12, stk. 1, nr. 3.

Den foreslåede

§ 14, stk. 1, nr. 1, litra i,

vil indebære, at grov eller gentagende overtrædelse af

bestemmelser i EU-lovgivning om adgang til det internationale marked for gods- og buskørsel i

forbindelse med udførelse af erhvervet, skal indgå vurderingen af om vandelskravet må antages ikke

længere at være opfyldt. Der er tale om en videreførelse af gældende ret.

Ved EU-lovgivning om adgang til det internationale marked for gods- og buskørsel forstås

bestemmelserne herom i forordning (EU) nr. 1072/2009 og forordning (EU) nr. 1073/2009 samt

ændringer heraf, herunder bl.a. ændringsforordning (EU) nr. 2020/1055.

Den foreslåede

§ 14, stk. 1, nr. 1, litra j,

vil indebære, at grov eller gentagende overtrædelse af

bestemmelser i EU-lovgivning om betingelserne for udøvelse af vejtransporterhvervet i forbindelse

med udførelse af erhvervet, skal indgå i vurderingen af om vandelskravet må antages ikke længere at

være opfyldt. Der er tale om en videreførelse af gældende ret.

Ved EU-lovgivning om betingelserne for udøvelse af vejtransporterhvervet forstås bestemmelserne

herom i forordning (EU) nr. 1071/2009 samt ændringer heraf, herunder bl.a. ændringsforordning

(EU) nr. 2020/1055.

Den foreslåede

§ 14, stk. 1, nr. 1, litra k,

vil indebære, at grov eller gentagende overtrædelse af

bestemmelser i lovgivning om løn- og arbejdsvilkår og arbejdstid inden for vejtransporterhvervet,

herunder udstationering af arbejdstagere inden for vejtransport i forbindelse med udførelse af

erhvervet, skal indgå i vurderingen af om vandelskravet må antages ikke længere at være opfyldt. For

så vidt angår første led i bestemmelsen er der tale om videreførelse af gældende ret.

Ved lovgivning om løn- og arbejdsvilkår og arbejdstid inden for vejtransporterhvervet forstås navnlig

lov om arbejdstid. Ved lovgivning om udstationering af arbejdstagere inden for vejtransport forstås

navnlig udstationeringsdirektivet.

Den foreslåede

§ 14, stk. 1, nr. 1, litra l,

vil indebære, at grov eller gentagende overtrædelse af

lovgivning om periodesyn og syn ved vejsiden af erhvervskøretøjer i forbindelse med udførelse af

erhvervet, skal indgå i vurderingen af om vandelskravet må antages ikke længere at være opfyldt. Der

er tale om videreførelse af gældende ret.

Ved lovgivning om periodesyn og syn ved vejsiden af erhvervskøretøjer forstås bestemmelserne

herom i lovbekendtgørelse nr. 959 af 24. september 2012 om godkendelse og syn af køretøjer

(synsloven) samt administrative forskrifter udstedt i medfør heraf, herunder bl.a. bekendtgørelse nr.

1684 af 23. november 2020 om godkendelse og syn af køretøjer, bekendtgørelse nr. 724 af 24. juni

2011 om virksomheder, der foretager syn af køretøjer og bekendtgørelse nr. 1306 af 7. september

2020 om udførelse af syn af erhvervskøretøjer ved vejsiden.

Den foreslåede

§ 14, stk. 1, nr. 1, litra m,

vil indebære, at grov eller gentagende overtrædelse af

lovgivning om lovvalgsregler for kontraktlige forpligtelser i forbindelse med udførelse af erhvervet,

skal indgå i vurderingen af om vandelskravet må antages ikke længere at være opfyldt.

Ved lovgivning om lovvalgsregler for kontraktlige forpligtelser forstås bestemmelser herom i

kontraktskonventionsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 139 af 17. februar 2014.

Den foreslåede

§ 14, stk. 1, nr. 1, litra n,

vil indebære, at grov eller gentagende overtrædelse af

bestemmelser i lovgivning om handelsret i forbindelse med udførelse af erhvervet, skal indgå i

vurderingen af om vandelskravet må antages ikke længere at være opfyldt. Der er tale om

videreførelse af gældende ret.

Den foreslåede

§ 14, stk. 1, nr. 1, litra o,

vil indebære, at grov eller gentagende overtrædelse af

bestemmelser i lovgivning om erhvervsansvar i forbindelse med udførelse af erhvervet, skal indgå i

vurderingen af om vandelskravet må antages ikke længere at være opfyldt. Der er tale om

videreførelse af gældende ret.

Ved handelsret og erhvervsansvar forstås bl.a. aftaleloven, købeloven, international handelsret,

obligationsretten og selskabsloven samt indgåelse af kontraktforhold i den forbindelse.

Den foreslåede

§ 14, stk. 1, nr. 1, litra p,

vil indebære, at grov eller gentagende overtrædelse af

konkurslovgivningen i forbindelse med udførelse af erhvervet, skal indgå i vurderingen af om

vandelskravet må antages ikke længere at være opfyldt. Der er tale om videreførelse af gældende ret.

Ved konkurslovgivningen forstås navnlig konkursloven.

Ved vedtagelse af ændringsforordning (EU) nr. 2020/1055 indføres lovgivning om cabotagekørsel

ligeledes i artikel 6, stk. 1, tredje afsnit, i forordning (EF) nr. 1071/2009. Transportministeriet

vurderer ikke, at dette giver anledning til en ændring af buskørselsloven, da overtrædelse heraf

vurderes at være omfattet af buskørselslovens § 14, stk. 1, nr. 1, litra b, og den foreslåede § 14, stk.

1, nr. 1, litra i.

Det bemærkes, at Færdselsstyrelsen i praksis kan træffe afgørelse om tilbagekaldelse af tilladelser

efter omstændighederne i den konkrete sag, men kan også benytte sig af andre sanktionsmuligheder

forinden, herunder skærpet tilsyn og meddelelse af en advarsel. I vurderingen af, hvilke

sanktionsmuligheder, der benyttes, indgår forholdets karakter og grovhed, gentagelsestilfælde,

virksomhedens størrelse eller lignende.

Til nr. 9

Det følger af buskørselslovens § 14 b, at i forbindelse med behandlingen af sager om tilbagekaldelse

af tilladelser til erhvervsmæssig personbefordring eller udlejning mv. kan af myndighederne i

nødvendigt omfang videregive oplysninger til tilladelsesindehaveren om overtrædelse af

bestemmelser omfattet af § 14, stk. 1, nr. 1, som en fører eller en anden, der optræder i indehaverens

interesse, har begået i forbindelse med udførelse af hvervet.

Bestemmelsen indebærer, at myndighederne i forbindelse med sager om tilbagekaldelse kan

videregive oplysninger om overtrædelser begået af en fører eller en anden, der optræder i

indehaverens interesse, har begået i ved udførelse af hvervet, til tilladelsesindehaveren. Det er alene

oplysninger om overtrædelse af bestemmelser omfattet af buskørselslovens § 14, stk. 1, nr. 1, der kan

videregives.

Ved videregivelse af oplysninger i nødvendigt omfang forstås videregivelse med henblik på at

opfylde forvaltningslovens krav om partshøring og begrundelseskrav.

Det foreslås at ændre buskørselslovens

§ 14 b

således, at efter »fører« indsættes »administrerende

direktør«.

Den foreslåede ændring vil indebære, at også oplysninger om overtrædelser begået af virksomhedens

administrerende direktør kan videregives til tilladelsesindehaveren, hvor dette ikke er samme person.

Der er tale om en præcisering af indholdet i buskørselslovens § 14 b, da en administrerende direktør

må formodes at være en anden, der optræder i indehaverens interesse. Der er således tale om en

videreførelse af gældende ret.

Til nr. 10

Der er ikke i dag hjemmel til, at Færdsstyrelsen til enhver tid uden retskendelse mod behørig

legitimation har adgang til en virksomheds forretningslokaler, forretningsbøger og papirer m.v. med

henblik på at føre kontrol med buskørselslovens § 12, stk. 1, jf. artikel 3 i forordning (EF) nr.

1071/2009 og regler fastsat i medfør af buskørselslovens § 18, stk. 1, nr. 1

Det følger af artikel 12 i forordning (EF) nr. 1071/2009, at der skal føres tilsyn med, at de

virksomheder, som har fået udstedt en vejtransporttilladelse, fortsat opfylder kravene i forordningens

artikel 3 (etableringskrav, vandelskrav, krav om tilstrækkeligt økonomisk grundlag og krav til faglige

kvalifikationer). Med henblik herpå foretager medlemsstaterne kontrol af virksomheder, der er

klassificeret i en højere risikoklasse.

Ved ændringsforordning (EU) nr. 2020/1055 ændres artikel 12 i forordning (EF) nr. 1071/2009,

således, at hvor det er relevant, kan der foretages kontrolbesøg i virksomhedens lokaler, som led i de

kompetente myndigheders tilsyn med, at virksomheder, der har fået udstedt en tilladelse, fortsat

opfylder kravene i forordningens artikel 3 (etableringskrav, vandelskrav, krav om tilstrækkeligt

økonomisk grundlag og krav til faglige kvalifikationer).

Med en ændring af kontroldirektivet, jf. direktiv (EU) nr. 2020/1057, indfører Vejpakken krav om

myndighedskontrol med bestemmelserne om gennemsnitlig og maksimal ugentlig arbejdstid, pauser

og natarbejde fastsat i artikel 4, 5 og 7 i vejtransportdirektivet om arbejdstid i form af en udvidelse af

den eksisterende vej- og virksomhedskontrol. For mobile lønmodtagere fremgår disse regler af lov

om arbejdstid, mens reguleringen i forhold til selvstændige vognmænd er implementeret ved

bekendtgørelse om arbejdstid for selvstændige vognmænd, Bekendtgørelsen regulerer

arbejdstidsforholdene for selvstændige vognmænd, der udfører mobile vejtransportaktiviteter, og er

udstedt med hjemmel i buskørselslovens § 18, stk. 1, nr. 1.

Det foreslås med buskørselslovens

§ 14 c, stk. 1,

at Færdselsstyrelsen til enhver tid uden retskendelse

mod behørig legitimation har adgang til en virksomheds forretningslokaler, forretningsbøger og

papirer m.v., herunder materiale, der opbevares i elektronisk form, med henblik på at føre kontrol

med denne lovs § 12, stk. 1, j. artikel 3 i forordning nr. 1071/2009 og regler fastsat i medfør af denne

lovs § 18, stk. 1, nr. 1. Politiet yder om nødvendigt bistand til kontrollens gennemførelse.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at Færdselsstyrelsen kan få adgang til en virksomheds

forretningslokaler med henblik på at føre tilsyn med at virksomheden fortsat opfylder kravene i

buskørselslovens § 12, stk. 1, og artikel 3 i forordning (EF) nr. 1071/2009, som var en forudsætning

for at virksomheden kunne få udstedt buskørselstilladelsen, samt med henblik på at føre kontrol med,

om selvstændige vognmænd lever op til reglerne om gennemsnitlig og maksimal ugentlig arbejdstid,

pauser og natarbejde, som fastsat i bekendtgørelse nr. 450 af 11. maj 2012, der er udstedt med

hjemmel i buskørselslovens § 18, stk. 1, nr. 1. I den forbindelse vil myndigheden også kunne få

adgang til virksomhedens forretningsbøger og papirer m.v., uanset om de findes i papirform eller

elektronisk form. Det vil således ikke være muligt for den, hos hvem tilsynet udføres, at afvise at

udlevere eller give adgang til materialet, fordi det alene findes i elektronisk form.