22/6-2021
Til Transportminister Benny Engelbrecht og Folketingets Transportudvalg
I Ministerens svar (16/6-2021) på TRU spørgsmål 580 overses muligheden for at
handle rettidigt angående 250 km/t over Lolland og i Femern tunnelen
Om 250 km/t over Lolland
Af Banedanmarks delsvar kan man få det indtryk, at det ikke gør den store forskel, om man straks anlægger
for 250 km/t, eller engang i fremtiden opgraderer til 250 km/t. Det nævnes ikke at der vil være markante
meromkostninger og gener forbundet med at opgradere senere.
Meromkostningerne hidrører fra mange kilder. Opstart af nyt projekt, sporskifterne skal udskiftes, dele af
køreledningsanlægges skal udskiftes, 8 km. (nye) spor skal pilles op igen for at udskifte banens
underbygning osv.
Hertil kommer omfattende
sporspærringer.
Omvendt kræves ingen ekstra sporspærringer, hvis der straks
anlægges for 250 km/t, da anlægget kan udføres indenfor de allerede planlagte sporspærringer.
Det vil således både direkte og indirekte være langt dyrere at opgradere senere, frem for at anlægge for
250 km/t straks.
Transportministeren opfordres derfor til at præsentere forligskredsen for estimater (ikke budgetter) for
omkostningerne ved enten straks at anlægge banen over Lolland for 250 km/t eller ved først at
opgradere senere.
Om 250 km/t gennem Femern tunnelen
Af Femern A/S delsvar får man det indtryk at det ikke kan lade sig gøre at anlægge tunnelen for 250 km/t
uden at forsinke projektet. Dette er en ensidig og ufleksibel måde at anskue projektet på.
Selvom man ikke i første omgang kan ansøge om 250 km/t uden at forsinke projektet, er der jo intet til
hinder for, at man fra begyndelsen helt eller delvist anlægger tunnelen og de banetekniske anlæg for 250
km/t. Godt nok er de store entreprenørkontrakterne underskrevet, men det er kontrakterne for de
banetekniske anlæg ikke. De er så vidt vides end ikke udbudt endnu. Der er således intet til hinder for at de
banetekniske anlæg straks anlægges for 250 km/t, og at Femern A/S senere søger om tilladelse til at
foretage eventuelle resterende nødvendige ændringer af tunnelen.
Transportministeren opfordres derfor til at afklare mulighederne for, hvordan hastigheden i tunnelen i
praksis og mest omkostningseffektivt snarest kan øges til 250 km/t, uden at tunnelbyggeriet forsinkes.
Med venlig hilsen
Poul Brandt Jensen
Civilingeniør, HD, Fremtidig jernbaneinfrastruktur nørd
Tlf. 61 66 99 90
PS. Det koster ikke ekstra CO2 straks at anlægge for 250 km/t frem for 200 km/t.