Foretræde for Transportudvalget
Den 11. maj havde 10 omegnsborgmestre foretræde for folketingets transportudvalg.
Følgende borgmestre deltog:
Henrik Rasmussen, Vallenbæk Kommune
Thomas Gyldal Petersen, Herlev Kommune
Helle Adelborg, Hvidovre Kommune
Britt Jensen, Rødovre Kommune
Michael Ziegler, Høje Taastrup Kommune
Jesper Würtzen, Ballerup Kommune
Sofia Osmani, Lyngby-Taarnbæk Kommune
Trine Græse, Gladsaxe Kommune
Kent Max Magelund, Brøndby Kommune
Steen Christiansen, Albertslund Kommune
I dette notat er borgmesternes budskaber på foretrædet præsenteret, samt spørgsmål fra
transportudvalget under foretrædet.
Kommunerne i Københavns Omegn er i vækst. De seneste år er nye store boligområder og
erhvervsområder udviklet. De kommende år vil endnu flere tusinde af nye indbyggere
komme til. Det samme gælder store dele af den øvrige hovedstad.
Vores borgere betaler hver dag en meget stor pris for placeringen af motorvejene i vores
kommuner.
Trængselsudfordringerne er enorme. Nogle af landets mest belastede veje fragter dagligt
tusindvis af bilister gennem landets tættest befolkede kommuner. Konsekvensen er, at
tusindvis af borgere dagligt plages af store gener fra trafikken. Støjen er uudholdelig langs
store dele af vej- og jernbanenettet og luftforureningen er stigende. Støjen er allerede i dag
så udbredt, at der flere steder ikke kan bygges børnehaver, plejehjem, boliger eller anden
form for byudvikling.
Benytter regeringen og Folketinget ikke det råderum for investeringer som
infrastrukturudspillets 15 årige perspektiv giver, til for alvor at få løst de trafikale udfordringer
og deres konsekvenser for borgerne i Københavns Omegn, vil trafikken inden for en kort
periode sande fuldstændig til. Endnu flere tusinde borgere vil generes af trafikstøj, og flere
vil blive ramt af alvorlige sundhedsmæssige konsekvenser som følge af støj og
luftforurening.
Anvend midlerne hvor de hjælper flest borgere
Trafikstøjens negative konsekvenser belaster mange borgeres livskvalitet og helbred.
Princippet om ”at investere i de projekter, der hjælper flest borgere, er afgørende”. Derfor
mener vi at princippet bør indgå i beslutningsgrundlaget når fordelingen af investeringerne
skal besluttes.
Mere end 50 procent af de boliger, der er støjbelastede på grund af støj fra statens veje,
ligger i hovedstadsområdet, så der bør derfor også afsættes mindst 50 procent af midlerne til
støjbekæmpelse omkring hovedstaden.
Vi mener at 1,5 mia. kr. bør reserveres til projekter i hovedstaden, og sikre at midlerne
anvendes hvor de hjælper flest borgere.
1