Til medlemmerne af Folketingets Transportudvalg:
Protest mod forslag om Egholm motorvej - et demokratisk problem.
Forslaget om en Egholmforbindelse er en vanvittig ide til 7 milliarder.
Et eklatant eksempel på en demokratisk fadæse, hvor man har insisteret på kun at lave en reel
VVM undersøgelse af den dyreste og dårligste løsning på en 3. Limfjordsforbindelse for bynær
natur på selve Egholm og for hele Aalborgs rekreative områder lige overfor Egholm.
Her ligger det nye friluftsbad sammen med alle sejlklubber, roklubber, campingpladser,
vandrehjem, og det eneste stiområde med bynær natur med masser af dyreliv uden trafikstøj.
Har VVM Redegørelsen medtaget i sine beregninger af den forventede støj, at vinden oftest er i
vest? Nej.
Det er væsentligt, for det betyder, at støjen stort set altid vil bæres direkte fra Egholm og
forstærkes af vinden præcis lige over mod de rekreative områder.
Ligegyldigt hvor langt man skubber motorvejsforbindelsen ud af byen mod vest, så vil støjen fra
motorvejen på selve Egholm blive båret direkte ind til Aalborg og til hele det rekreative område -
af vinden.
Det vil ødelægge Aalborg som by og gøre den til en by, der får svært ved at tiltrække
arbejdskraft.
Hvem vil bosætte sig i en by ved fjorden men ikke kunne lave rekreative ting ved vandet uden at
skulle gøre det i et støjhelvede?
Som turistmål fremhæves Aalborg internationalt for sit miljø ved fjorden og sit kulturliv. Det vil
man også ødelægge. Det vil være en byplanlægningsmæssig katastrofe for Aalborg at placere
motorvejen over Egholm.
Befolkningen i Aalborg er i forvejen en af landets mest plagede af trafikstøj.
I øst er byggeriet af Nordjyllands nye supersygehus, der skal betjene hele landsdelen i fuld
gang.
Det meste af Aalborg erhvervslivs industri er placeret i byens østlige del - bl.a. langs fjorden
sammen med hovedparten af universitetets afdelinger.
Det må derfor være indlysende, at det er i øst der er brug for en udvidelse af kapaciteten.
Sammenholdt med det faktum, at tunnellen har en nært forestående renovering, som vil udgøre
en udgift under alle omstændigheder, da den synker i den ene side, så vil det være logisk ved
samme lejlighed at lave et ekstra rør.