Til Transportudvalget
Som indbygger i Aalborg gennem mange år undrer det mig, at man fastholder en ny motorvej over Egholm,
som vil ødelægge så meget for så mange indbyggere i Aalborg. Vi taler om mange tusinder, der bliver
negativt berørt af den linjeføring, der bliver skitseret. For ikke tale om tab af biodiversitet, som man
åbenbart skrider let hen over i de redegørelser myndighederne udarbejder.
De påståede trafikale problemer i Aalborg, der ligger til grund for beslutningen om en vestlig motorvej til
lufthavnen og sommerhusene i Løkken, begrænser sig til 2 tidspunkter på døgnet, hvor der kan være
kødannelser ved tunnelen.
Jeg har kørt der daglig igennem mange år, og risikoen for bilkø mod Aalborg og ud af Aalborg er reel fra kl.
7.00 til kl. 8.15 og fra kl. ca. 15 og til kl. 16.30.
RESTEN AF DØGNET, ER DER INGEN PROBLEMER MED AT PASSERE TUNNELLEN I NOGEN RETNING.
Det undrer mig, at folkevalgte politikere vil være med til at bruge 7 mia., ødelægge uvurderlige
naturværdier og forringe livsværdien for tusinder af indbyggere i Aalborg på at løse et problem, der er så
begrænset, og som har mange andre løsningsmodeller, som man åbenbart ikke har haft mulighed for at
lytte til.
Det bekymrer mig, at man som folkevalgt lader sig besnære af fortalernes salgstaler og mere eller mindre
gode argumenter, i stedet for at beskytte de værdier, der virkelig har betydning for indbyggernes trivsel og
glæde ved den by man bor i.
Jeg er bange for, at man er ved at tage en beslutning på et helt forkert grundlag, fordi det har været på
dagsordenen så længe, og de kræfter der arbejder for linjeføringen over Egholm har stirret sig blind på den
løsning. En løsning som tiden er løbet fra. Aalborg har brug for en bydel uden larm, støj og forstyrrelse, og
den er man ved at ødelægge nu for altid.
Tænk jer nu godt om
�½��
Mvh
Finn Wiesneck
Revlingbakken 34, 2. th
9000 Aalborg