Transportudvalget 2020-21
TRU Alm.del Bilag 293
Offentligt
2377220_0001.png
København, den 20. april 2021
Til Folketingets Transportudvalg
Vi vil hermed anmode om foretræde for Folketingets Transportudvalg.
Baggrunden herfor er, at Folketinget efter planen skal behandle anlægsloven for etableringen af
Lynetteholm inden sommerferien 2021. Vi vil gerne fortælle, hvordan vi som almindelige borgere i
København oplever processen omkring planlægning af etablering af Lynetteholm. Vi er en del af den gruppe
borgere, der står bag et borgerforslag om at udsætte behandlingen af anlægsloven for Lynetteholm.
Forslaget handler hverken om at være for eller imod Lynetteholm, men det handler om at sikre en ordentlig
demokratisk proces.
-
Lynetteholm blev præsenteret i oktober 2018 som et Kinderæg, der skulle løse flere udfordringer
i København - stormflodssikring, boligmangel og deponering af jord. Det var daværende
statsminister Lars Løkke Rasmussen og daværende overborgmester Frank Jensen, der lancerede
Lynetteholm og præsenterede planen uden nogen forudgående offentlig debat.
Den 30. november 2020 blev VVM-undersøgelsen for etablering af Lynetteholm sendt i høring.
Tiden mellem præsentationen af Lynetteholm-projektet i 2018 og høringen om VVM-
undersøgelsen er blevet brugt til at gøre projektet mere konkret, ligesom der har været en
offentlig høring om, hvad der skulle indgå i VVM-undersøgelsen. Dvs., at det først er med
høringen den 30. november 2020 at borgere, eksperter, virksomheder, foreninger,
omegnskommuner m.fl. gives noget konkret at forholde sig til og kommentere på. Imens VVM-
undersøgelsen er i offentlig høring, sendes udkast til anlægslov for etablering af Lynetteholm
også i offentlig høring.
Høringsfristen for VVM-undersøgelsen udløb den 25. januar 2021, og der kom mere end 870
høringssvar.
Den 31. marts 2021 offentliggjorde Trafikstyrelsen en sammenfattende redegørelse på baggrund
af de indkomne høringssvar. Først med denne redegørelse fik offentligheden og politikerne et
samlet overblik over konsekvenserne ved etableringen af Lynetteholm, dog alene som
jorddeponi.
Den 4. maj 2021 skal Folketinget 1. behandle anlægsloven for Lynetteholm. Der er endvidere
udarbejdet et tillæg til VVM-undersøgelsen vedr. vandplaner, Danmarks Havstrategi og
uddybning af sejlrender. Her er der høringsfrist den 3. maj 2021. Altså 1 dag før 1. behandling af
anlægsloven i Folketinget. Efter planen skal Folketinget vedtage anlægsloven senest i juni 2021.
-
-
-
-
Lynetteholm er på størrelse med Hillerød og et komplekst projekt. Mange borgere, faglige aktører,
organisationer, omegnskommuner og flere interessenter har tilkendegivet deres bekymring over den hast,
som Lynetteholm bliver behandlet med. Ved sidste kommunalvalg i 2017 var borgerne endnu ikke blevet
præsenteret for idéen om Lynetteholm. I oktober 2018 kom Lynetteholm til offentlighedens kendskab, og nu
skal anlægsloven vedtages i Folketinget. Det sker blot få måneder før kommunalvalget. Endvidere er
høringsprocessen om miljøkonsekvensrapporten og forslag til anlægslov blevet gennemført parallelt og på et
tidspunkt, hvor vi som borgere har været underlagt Corona-restriktioner og forsamlingsforbud. Det har
umuliggjort fysiske borgermøder, hvor vi har kunnet diskutere konsekvenserne af dette omfattende projekt
med eksperter og invitere de folkevalgte politikere med til debat.
TRU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 293: Henvendelse af 20/4-21 vedrørende processen bag lovforslaget om Lynetteholmen, fra Gruppen bag borgerforslaget om udsættelse af behandlingen af anlægslov for etablering af Lynetteholm
2377220_0002.png
Projektets omfang og tidshorisont er helt ekstraordinært og komplekst, og realiseringen af projektet vil vare
de næste 50 år. Vi skal derfor sikre, at beslutningen træffes på et ordentligt og gennemarbejdet grundlag.
Projektet vil ændre den hovedstad, vi kender i dag for altid, og byggeriet vil være så omfattende, at alle
københavnere og omegnskommuner på den ene eller den anden måde vil blive berørt af det.
Offentliggørelsen af miljøkonsekvensrapporten for Lynetteholm har givet anledning til mere end 870
høringssvar, og ud over høringssvarene er der gennem medierne fremkommet en del kritik af en række
forhold ved Lynetteholm projektet som bl.a.:
-
Miljøkonsekvensrapporten er mangelfuld og i strid med gældende EU-ret, da den kun omfatter
Lynetteholm som jorddeponi og ikke de efterfølgende planer om metro, byudvikling og Østlig
Ringvej
Anlægsloven giver By & Havn en meget vidtgående bemyndigelse i projektet og afskærer
klageadgang for borgerne
Flytning af rensningsanlægget Lynetten. Et omfattende projekt både tidsmæssigt og økonomisk,
ligesom det kræver særskilt VVM-undersøgelse. Flytningen er endvidere ikke besluttet af
ejerkredsen
Trafikale konsekvenser både i anlægsfasen og efterfølgende når projektet står færdigt
Udviklingen af Københavns havn ift. sejlads og badning
Konsekvenserne for miljøet, herunder havmiljøet, vandkvaliteten og biodiversiteten
Omegnskommuner har kritiseret manglen på en helhedsorienteret plan for Region Hovedstaden
og undrer sig over, hvorfor al vækst skal foregå i København
Projektet er ikke tænkt ind i den overordnede regionale planlægning af hovedstadsområdets
udvikling.
Finansiering af projektet
Mere end 300 høringssvar indeholder kritik af processen for vedtagelsen af projektet og angiver,
at der ikke har været en demokratisk proces
-
-
-
-
-
-
-
-
-
Vi har som almindelige borgere ikke faglig indsigt i alle ovenstående emner og andre fremførte kritikpunkter,
men vi er bekymrede over omfanget og alvoren af kritikken. Vi ser miljøkonsekvensrapporten som en
anledning til at debattere projektet, nu hvor det er blevet mere konkret. Vi skal have ovenstående kritik
ordentligt belyst i debat med de folkevalgte politikere og uvildige eksperter, og vi skal drøfte om ulemperne
opvejes af fordelene.
Vores demokratiske byudviklingsprocesser i Danmark med bl.a. borgerinddragelse og åben debat er et
forbillede for mange andre lande. Det skal vi derfor værne om.
Ingen demokratiske processer tager skade af,
at man giver sig tid til at tale ordentligt om visionerne. Borgerne skal blive inddraget, når vores politikere
ruller så store visioner ud for vores by. Det er en fælles forpligtelse, vi har for at efterlade en by med en
stærk selvtillid for de kommende generationer.
De bedste hilsner
Gruppen bag borgerforslaget om udsættelse af behandlingen af anlægslov for etablering af Lynetteholm
Link til vores borgerforslag:
Udsæt behandlingen af anlægslov for etablering af Lynetteholm til tidligst folketingsåret 2021-2022 for at sikre
bred borgerinddragelse (borgerforslag.dk)