Borgmesteren
Gladsaxe Kommune
Rådhus Allé 7, 2860 Søborg
Telefon: 39 57 50 01
E-mail:
25-03-2021
J. nr. 21-8-30.00.00-A00
Til Folketingets Transportudvalg
Forslag til udbygning af Hillerødmotorvejen mellem M3 og Ring 4
Transportministeriet offentliggjorde 5. marts 2021 på sin hjemmeside et teknisk notat vedr.
forslag til udbygning af Hillerødmotorvejen mellem M3 og Ring 4.
Jeg må udtrykke min bekymring for, at sagen alene er håndteret med et teknisk notat, som
ikke er underlagt en offentlig høring. Det er endvidere betænkeligt, at der ikke er udført en
egentlig VVM-undersøgelse eller VVM-screening af projektforslaget, bl.a. fordi det tekniske
notat alene tager stilling til udbygning af motorvejen som eneste alternativ til løsning af
kapacitetsudfordringerne på Hillerødmotorvejen. Disse betænkeligheder øges af, at projektet
formentlig kommer til at indgå i Folketingets forhandlinger om infrastruktur og derfor er i
risiko for, at en forligskreds beslutter projektet på et helt ufuldstændigt grundlag.
I Gladsaxe Kommune kan vi ikke støtte projekter, som bidrager til øgede trafikmængder
igennem Gladsaxe. Der bør i højere grad ses på mobilitet som løsning på
kapacitetsudfordringerne, herunder hvordan kollektiv trafik i højere grad kan tilgodeses, bl.a.
med reservation af baner på motorvejen til f.eks. BRT-linjer.
I omegnskommunerne er rigtig mange af vores borgere belastet af støj, der overstiger WHOs
sundhedsmæssige anbefalinger. Samtidig betyder støjbelastningen, at det i store dele af vores
byområder er vanskeligt at placere nye boliger eller nødvendige velfærdstilbud som f.eks.
børnehuse, fordi Miljøstyrelsens vejledende grænseværdier ikke kan overholdes. Det er
nødvendigt, at støjkonsekvenserne af en udbygning af Hillerødmotorvejen analyseres og
vurderes. Det er positivt, at projektforslaget indbefatter en del støjafskærmning, men effekten
at tiltagene er ikke tilstrækkeligt belyst, ligesom der ikke er beregnet på alternativer.
Måske er det på tide at forsøge at tage støjafskærmningen skridtet videre. I Gladsaxe stiller vi
os gerne til rådighed for nytænkning og afprøvning af forsøg med f.eks. overdækning af
motorvejen, så vi sammen kan finde løsninger på de støjproblemer, der hver dag forringer
livskvalitet og sundheden for vores borgere.