Transportudvalget 2020-21
TRU Alm.del Bilag 232
Offentligt
2357452_0001.png
Åbent brev til Trafikminister Benny Engelbrecht og
Folketingets Trafikudvalg
samt Miljø- og Fødevareminister Lea Wermelin og
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Herskind, den 18. marts 2021
Genanalyser og genovervej linjeføringen ved Lading Sø - Rute 26 Søbyvad
Aarhus.
Motorvej eller motortrafikvej på rute 26 mellem Søbyvad og Aarhus - vi ønsker ingen af
delene, da de begge vil ødelægge uvurderlig natur i vores område. Men mest af alt ønsker
vi ikke, at en 7 år gammel transportaftale, der gik imod datidens anbefalinger og i dag er
forældet, indgår i forhandlingsgrundlaget i de kommende forhandlinger ang.
infrastrukturaftalen.
Der bør laves nye grundige analyser af behovet på rute 26 og nye analyser og vurderinger
af, hvor en eventuel ny linjeføring skal ligge. Det ligger Landsbyrådet for Herskind,
Skivholme og Herskind Hede på sinde, at der som minimum bliver lavet nye analyser og at
prioritering af uerstattelige naturområder bliver tillagt den værdi, de fortjener, når projektet
og linjeføringerne genvurdres. I det hele taget stiller vi spørgsmålstegn ved, om der
fremadrettet er et egentligt behov for en ny motorvej på den påtænkte strækning og derfor
modtager Transportministeren og Trafikudvalget dette skriv, hvor vi ønsker at påpege
vigtige forhold, der som minimum bør tages højde for ved en ny behandling af sagen.
Meget er ændret siden sagen sidst blev undersøgt og politisk behandlet.
Vores opfordring til jer er, at analyserne af behovet bør vente, indtil linjeføringen Give -
Viborg
Hobro er gennemført og effekterne heraf viser sig. Alternativet er en risiko for, at
der bygges en motorvej/motortrafikvej, der kun reducerer transporttiden til Viborg minimalt
i forhold til, hvis trafikanterne i stedet kører via den eksisterende motorvej til Silkeborg og
videre af en af de tilsluttende veje mod Viborg.
(https://www.vejdirektoratet.dk/api/drupal/sites/default/files/2020-02/Ny%20Midtjysk%20Motorvej_Forundersøgelse.pdf).
Et sådan scenarie vil medføre ødelæggelse af værdifuld natur og lokalområder i udvikling,
samt brug af borgernes skattekroner på et projekt med meget lille udbytte.
Corona-pandemien har i høj grad påvirket transportvanerne og særligt reduceret antallet af
pendlere, da mange arbejder hjemme. Forventeligt vil hjemmearbejde, også efter
pandemien klinger af, være en mere integreret del af danskernes hverdag og bevirke
færre bilister på vejene i myldretrafikken morgen og eftermiddag.
Det giver derfor ikke mening at vurdere behov for udvidelse på rute 26 på baggrund af
transportmønstrene før coronapandemien, og det er forhastet at træffe beslutning om
igangsættelse af en udvidelse af rute 26, før det er muligt at skabe et mere klart overblik
over de fremadrettede transportmønstre. Beslutninger skal træffes på baggrund af nutidige
forhold og fremtidige behov, og ikke på baggrund af forældede forhold og datidens behov.
TRU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 232: Henvendelse af 18/3-21 vedrørende linjeføringen ved Lading Sø - Rute 26 Søbyvad – Aarhus, fra Landsbyrådet for Herskind, Skivholme og Herskind Hede
2357452_0002.png
Ændrede transportmønstre 2012 -> 2021
Den fulde effekt af Silkeborgmotorvejen er ukendt
VVM-undersøgelsen ang. motorvej på rute 26 blev publiceret i januar 2012 med
publicering af supplerende materiale i juni 2013. VVM-undersøgelsen tager således ikke
højde for den effekt, Silkeborgmotorvejen har på belastningen af rute 26, idet de tre
midterste strækninger (Låsby-Hårup, Hårup-Funder og Funder Bording) af
Silkeborgmotorvejen først er ibrugtaget i henholdsvis 2014, 2016 og 2012 og derfor ikke
har været kendt på tidspunktet for udarbejdelsen af VVM-rapporterne.
De ændrede transportmønstre som Silkeborgmotorvejen i sin fulde længde har medført
bør undersøges inden en evt. udbygning af rute 26 overvejes. Yderligere kunne forskellige
andre tiltag gøre det mere attraktivt for flere at benytte Silkeborgmotorvejen og dermed
aflaste rute 26.
Samling af Aarhus Universitetshospital og E45 ved Søften:
Samlingen af Aarhus Universitetshospital i Skejby, samt den generelle udvikling af
området nord for Aarhus med både erhverv og boliger, har ændret transport-mønstrene i
og omkring Aarhus og på mange af indfaldsvejene til Aarhus.
I den sammenfattende VVM-rapport fra januar 2012 står der på side side 7, at det har
været overvejet, at koble den nordlige linjeføring på rute 26 til E45 ved Søften.
Vurderingen i 2012 var, at det ikke ville aflaste rute 26 nok, men med de ændrede
transportmønstre i og omkring Aarhus bør denne løsning genovervejes og undersøges
nærmere.
Flytning af færgelejet for Molslinjen
I sommeren 2020 blev færgelejet for Molslinjen flyttet fra Aarhus Docklands i centrum af
Aarhus til det sydlige havneområde for at lede trafikken til færgen ind ad Sydmotorvejen.
Denne flytning gør, at en del trafik nu ikke skal ind gennem Aarhus men syd om Aarhus,
hvilket gør det tidsmæssigt attraktiv for bilister og godstransport, der skal fra f.eks. Viborg
med færgen, at benytte Silkeborgmotorvejen og ikke rute 26.
Kapacitetsforbedring på rute 26 i 2022:
Vi er undrende over, at der er afsat 800 mio. kr. på forbedringer af rute 26, uden at det
umiddelbart er nærmere beskrevet hvilke forbedringer, der er påtænkt. Det ses i et
faktaark fra Trafikministeriet fra 2019. Hvilke tanker ligger der bag her?
FAKTAARK
Hvis der skal anlægges en motorvej eller motortrafikvej på rute 26, så undlad at
lægge den syd om Lading Sø.
Viser det sig, at der er behov for en udvidelse af rute 26, og at den nuværende linjeføring
ikke skal benyttes på hele eller dele af strækningen, bør de tidligere beslutninger ang.
linjeføringerne revurderes. Den sydlige linjeføring syd om Lading Sø og gennem
Skivholmeskoven er hverken miljømæssigt eller landskabeligt det bedste valg.
TRU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 232: Henvendelse af 18/3-21 vedrørende linjeføringen ved Lading Sø - Rute 26 Søbyvad – Aarhus, fra Landsbyrådet for Herskind, Skivholme og Herskind Hede
2357452_0003.png
Linjeføring bør i stedet placeres mere nordligt, nemlig i Favrskov Kommune, der ønsker
udvidelsen af rute 26, i stedet for at lægge linjeføringen i den nordlige del af Skanderborg
Kommune, hvor borgerne hverken ønsker motorvejen eller får gavn af den.
Unik natur bør opretholdes
Naturområdet med Lading Sø og Skivholmeskoven har en helt unik dyrefauna med mange
beskyttede småkryb og er en bevaringsværdig naturperle, der er kendetegnet ved stor
biodiversitet - hvilket allerede fremgik af VVM-rapporten tilbage i 2012. I årets kolde
periode er der observeret gydeklar bækørred i bækken ved Præstbrovej, som har tilløb til
Lyngbygaard. Herfra vandrer fiskene videre op i Borum Møllebækken og videre til Lading
Sø. Dette sker fordi vandmiljøplanen virker. Sårbarheden er stor og vigtigheden af at
værne om uerstattelige naturområder er kommet endnu mere i fokus siden 2012 og bør
vægte særdeles højt i beslutningen ang. linjeføring. Og der er ingen tvivl om, at dyre- og
plantelivet ved Lading Sø og de omkringliggende naturområder er uerstattelige.
Meningshedsrådet ejer en stor del af Skivholme Præsteskov, se udgivet folder via link her
https://skanderborg.dn.dk/departments-media/27268/flyer-praesteskoven-5.pdf
En linjeføring syd om Lading Sø vil bevirke at Skivholme Skov vil være afskåret fra
omgivelserne af rute 26 mod nord og den nye linjeføring mod syd. Af miljørapporten fra
2012 fremgår det, at “Skoven
afgrænser området mod nord, men ellers ligger området
eksponeret mod vest, syd og øst, og et vejanlæg vil tilføre området et dominerende og
markant teknisk anlæg.”
Vejanlægget vil ud over at ødelægge værdifuld natur skabe en markant fysisk og visuel
barriere samt tilføre en væsentlig støjbelastning i det rekreative område.
Oplevelsen i skovområderne vil blive præget af det tekniske anlæg lige udenfor
skovbrynene, ligesom der vil blive tilført en støjkilde i alle rekreative
områder”.
Notat fra RAPPORT 402 - 2012
”Alle linjeføringsforslag medfører landskabelige påvirkninger, men de vurderes at være
mest omfattende ved etablering af linjeføring Syd.
Der er forskel på de enkelte områders naturværdi, og det er samlet set vurderet, at
linjeføring Syd krydser gennem de mest sårbare naturområder.
Da linjeføring Syd ligger længst fra den eksisterende rute 26 og i uforstyrret landskab, vil
dette forslag have den største barriere-effekt
i forhold til linjeføring Nord og Midt”.
Borum Eshøj - uerstattelig kulturarv
Borum Eshøj med de 3 gravhøje fra bronzealderen vil blive negativt påvirket af en sydlig
linjeføring, og fokus vil blive flyttet fra det kulturhistoriske anlæg til det tekniske anlæg, der
vil overskygge oplevelsen.
Her oplyser Kulturarvsstyrelsen, i forbindelse med høringen om de oprindelige linjeføringer
bl.a. følgende: ”Den
sydlige linjeføring berører et kulturarvsareal af national betydning.
TRU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 232: Henvendelse af 18/3-21 vedrørende linjeføringen ved Lading Sø - Rute 26 Søbyvad – Aarhus, fra Landsbyrådet for Herskind, Skivholme og Herskind Hede
2357452_0004.png
Det vil ikke alene være særdeles bekosteligt at udgrave, men også være et uvurderligt og
umisteligt tab af kulturarv. Kulturarvsstyrelsen anbefaler, at man ikke berører det aktuelle
kulturarvsareal eller fredede fortidsminder”.
Oplevelsen af kulturmiljøet omkring Frijsenborg Gods:
På side 70 i den sammenfattende VVM-rapport fra 2012 står:
"Kulturmiljøet
for
herregårdsmiljøet og landbrugslandskabet omkring Frijsenborg gennemskæres af både
linjeføring Nord og Midt. Begge forslag vil virke som en visuel barriere og vil få en
væsentlig betydning for oplevelsen af kulturmiljøet og beskyttelsen af dets værdier.".
Siden
2012 har Frijsenborg Gods anlagt et biogasanlæg i samme område, som motorvejen med
den nordlige linjeføring var tiltænkt. Derfor er der således på nuværende tidspunkt en
visuel barriere og argumentet om, at motorvejen vil have væsentlig betydning for
oplevelsen af kulturmiljøet og beskyttelse af dets værdier, er derfor undermineret, da
kulturmiljøet allerede er skæmmet af biogasanlægget.
Argumentets tyngde i den samlede vurdering, må derfor være langt mindre end det var i
2012.
Den sydlige linjeføring vil kræve et stort broanlæg ved Borum Møllebæk:
Af VVM-rapporterne fremgår det, at hvis den sydlig linjeføring skal etableres er det
nødvendigt at lave en landskabsbro, der skal bygges over Borum Møllebæk nord for
Skivholme. Den er 225 meter lang og 17 meter høj. Broen vil være voldsom i det ellers
smukke landskab, samt dyr at opføre og vil overskygge oplevelsen af Borum Eshøj, der
ligger tæt ved. Denne problemstilling er også beskrevet i VVM rapporten ang. de
landskabelige konsekvenser.
Favrskov Kommune brugte i sin tid, ved foretræde for folketingets transportudvalg samt i
forsøg på at påvirke medlemmerne af Transportudvalget, følgende argument for en sydlig
linjeføring: “Styrker ved linjeføring syd: Linjeføringen er fint indpasset i åbent landskab og
påvirker derfor natur og miljø mindst muligt”. Det er
ikke korrekt, når der påtænkes opført
en bro, der vil skæmme landskabet og kulturarvsområdet omkring Borum Eshøj.
Læs her Visualisering af landskabsbro over Borum Møllebæk
side 61
Omslag rapport 352.indd (vejdirektoratet.dk)
Skivholme - en usynlig landsby
I VVM-rapporten angående de landskabelige påvirkninger er kortet på s. 50 skåret
således, at Skivholme By lige akurat ikke fremgår og således giver det ikke det korrekte
indtryk af, hvor tæt motorvejen kommer på et bebygget område beliggende i Skanderborg
Kommune. Det er uheldigt, da afstanden til bebyggelse har betydning for overblikket og
helhedsindtrykket af påvirkningerne af de forskellige linjeføringer.
En så vigtigt beslutning bør bygge på en ordentlig og gennemskuelig politisk proces
Vi er glade for, at der i forbindelse med Investeringsplan 2030 er besluttet, at igangsætte
en fornyet analyse af tiltag på strækningen rute 26.
Det er vores forhåbning, at Folketinget i denne behandling af sagen, i modsætning til i
2014, vil lytte til anbefalingerne i VVM-rapporterne og ikke lade sig påvirke af usaglige
argumenter fra interessenter med store personlige interesser i denne sag.
TRU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 232: Henvendelse af 18/3-21 vedrørende linjeføringen ved Lading Sø - Rute 26 Søbyvad – Aarhus, fra Landsbyrådet for Herskind, Skivholme og Herskind Hede
2357452_0005.png
Vi håber, I har læst vores henvendelse grundigt og vil tage højde for de forhold vi har
påpeget. Vi ser frem til at modtage jeres respons og står gerne til rådighed for uddybende
spørgsmål eller afklaring af uklarheder i vores brev.
På forhånd mange tak.
Venlige hilsner fra
Landsbyrådet for Herskind, Skivholme og Herskind Hede
Kontakt
[email protected]
- mobil 22 93 54 69
Relevante links:
Økonomiundersøgelse:
https://api.vejdirektoratet.dk/sites/default/files/publications/rute_26_rhusviborg.pdf
VVM-redegørelse ang. miljøvurdering
https://api.vejdirektoratet.dk/sites/default/files/publications/udbygning_af_rute_26_sbyvad_
_aarhus_0.pdf
VVM -redegørelse ang. landskab:
https://api.vejdirektoratet.dk/sites/default/files/publications/udbygning_af_rute_26_sbyvad_
_aarhus_1.pdf
Sammenfattende VVM-
rapport:
https://api.vejdirektoratet.dk/sites/default/files/publications/udbygning_af_rute_26_
sbyvad__aarhus.pdf
Supplerende materiale:
https://api.vejdirektoratet.dk/sites/default/files/publications/udbygning_af_rute_26_sbyvad_
_aarhus_3.pdf