Sundhedsudvalget 2020-21
SUU Alm.del Bilag 575
Offentligt
2446901_0001.png
Sundhedsministeriet
Holbergsgade 6
1057 København K
Region Sjællands bidrag til ministerredegørelse til
Statsrevisorerne om beretning om retspsykiatriske patienters
forløb
Statsrevisorerne har den 16. april 2021 afgivet bemærkninger til
Folketinget, vedrørende Rigsrevisionens beretning nr. 14/2020 om
retspsykiatriske patienters forløb.
Rigsrevisionens undersøgelse ”Retspsykiatriske patienters forløb" havde
til formål at undersøge, om retspsykiatriske patienter har et
hensigtsmæssigt forløb med involvering af flere forskellige parter.
Forløbet for retspsykiatriske patienter er komplekst og involverer mange
forskellige myndigheder under Justitsministeriet (anklagemyndighed,
domstole og Kriminalforsorgen), Sundhedsministeriet, regionerne og
kommunerne. Myndighederne skal sikre, at patienten fra
gennemførelsen af mentalundersøgelsen, der foretages før dommen
afsiges, får et forløb, der er mindst muligt indgribende, og at patienten
efter dommen får et sammenhængende forløb, som ikke strækker sig
over længere tid end nødvendigt.
Sundhedsministeriet har som grundlag for ministeriets redegørelse til
Statsrevisorerne anmodet om Regionsrådets bemærkninger til
Statsrevisorernes beretning.
Som svar herpå fremsender Region Sjælland følgende bemærkninger til
Statsrevisorernes beretning til brug for ministerredegørelsen.
Regionsrådet tager konklusionerne i Rigsrevisionens beretning til
efterretning og iværksætter en målrettet opfølgning på relevante
problemstillinger, som beretningen peger på. Det skal i den
forbindelse bemærkes, at undersøgelsen omfatter alle regioner
under ét, og det er dermed kun i begrænset omfang muligt at
udlede specifikke konklusioner for Region Sjælland.
Dato: 22. juni 2021
Sags ID:
Dokument ID:
Side 1
SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 575: Ministerredegørelse til beretning nr. 14/2020 om retspsykiatriske patienters forløb, fra sundhedsministeren
2446901_0002.png
Regionsrådet anerkender, at Psykiatrien Region Sjælland og de øvrige regioner på visse
områder har en væsentlig opgave med fortsat at sikre hensigtsmæssige forløb for
retspsykiatriske patienter. Nogle af disse udfordringer må nødvendigvis søges løst i en
god og konstruktiv dialog med de involverede myndigheder under Justitsministeriet.
Regionsrådet bemærker i forhold til den oplyste ventetid på op til 18 måneder på
gennemførelse af mentalundersøgelser i Region Sjælland og Region Hovedstaden,
vedrører ventetid på mentalundersøgelse under indlæggelse.
Som led i Rigsrevisionens undersøgelse blev regionerne anmodet om på en given
skæringsdato (23. sept. 2020) at oplyse ventetiden på mentalundersøgelse under
indlæggelse, og Psykiatrien Region Sjælland oplyste i den forbindelse, at ventetiden var
ca. 8 uger med den tilføjelse, at ventetiden uden for corona-situationen anslås til at være
i gennemsnit 2-4 måneder. Denne ventetid vil i videst muligt omfang søges nedbragt.
Region Sjælland har over for Rigsrevisionen påpeget, at længere ventetid på
mentalundersøgelse under indlæggelse i høj grad skyldes, at Justitsministeriet for nogle
år siden - trods Region Sjællands indsigelser - besluttede, at alle ambulante
mentalundersøgelser af borgere fra Region Hovedstaden og Region Sjælland skulle
varetages af Justitsministeriets Retspsykiatriske Klinik, som er beliggende i København.
Ventetiden på ambulante mentalundersøgelser hos Retspsykiatrisk Klinik har i perioder
været meget lang, og derudover udebliver en del sjællandske patienter fra undersøgelse
hos Retspsykiatrisk Klinik på grund af lang, og efter patienternes opfattelse uoverskuelig
transport fra områder i Region Sjælland til Retspsykiatrisk Klinik i København.
Disse forhold har ført til et øget pres for at få gennemført mentalundersøgelser under
indlæggelse i psykiatriske afdelinger i Region Sjælland, og en afledt konsekvens heraf er,
at ventetiden på denne type mentalundersøgelser er steget.
Regionsrådet vurderer, at Statsrevisorernes bemærkninger om forlænget
indlæggelsestid på grund af manglende eller uegnede kommunale tilbud også peger på,
at der er behov for mere klare regler for kommunernes forpligtelser i forhold til
hjemtagelse af patienter, der er afsluttet i psykiatrien. Det må konstateres, at det aktuelt
gældende økonomiske incitament, i form af reglerne om betaling for færdigbehandlede
patienter, ikke altid er tilstrækkeligt. Kommunernes rolle er ikke indgået i
Rigsrevisionens undersøgelse, selvom det må vurderes, at kommunerne er en meget
væsentlig aktør i det samlede billede vedrørende retspsykiatriske patienters forløb.
Region Sjælland vil fremadrettet skærpe opmærksomheden omkring at medvirke til
overholdelse af tidsfristerne for opstart af behandlingen for retspsykiatriske patienter,
samt at der journalføres korrekt om opstarten. Når der tegner sig et billede af, at
tidsfristerne ikke altid overholdes, kan det bl.a. skyldes, at det til tider kan være meget
vanskeligt for den psykiatriske afdeling rent praktisk at opnå den nødvendige kontakt til
den patienten, og derefter motivere eller overbevise patienten om nødvendigheden af at
Side 2
SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 575: Ministerredegørelse til beretning nr. 14/2020 om retspsykiatriske patienters forløb, fra sundhedsministeren
2446901_0003.png
møde op. Region Sjælland vil undersøge, om procedurer m.v. på dette punkt kan
forbedres.
Tilsvarende vil Region Sjælland have fokus på, at kravet om overlægens tilsyn med den
retspsykiatriske patient inden for de første 3 måneder efterleves, og at der journaliseres
korrekt herom i patientjournalen.
Det påpeges, at der i undersøgelsen er fundet eksempler på, at behandlingsplanerne for
patienterne ikke har været tilstrækkeligt fyldestgørende. Patientens behandlingsplan er
et væsentligt værktøj i forhold til behandling, opfølgning m.v. for patienten, og Region
Sjælland vil derfor igen indskærpe over for de psykiatriske afdelinger, at
behandlingsplanerne anvendes efter gældende retningslinjer, og at der journalføres i
overensstemmelse hermed. Det skal i denne forbindelse bemærkes, at Psykiatrien
Region Sjælland har påpeget over for Rigsrevisionen, at der synes at være behov for
dialog mellem regionerne og Sundhedsstyrelsen om opdatering af den gældende
vejledning på området. Vejledningen er fra 2010 og er således ikke opdateret i forhold til
f.eks. senere ændringer i bl.a. psykiatriloven, samt i de konkrete behandlingsmæssige
forhold i regionerne.
Til Statsrevisorernes bemærkninger om overskridelse af svarfrister, lange
sagsbehandlingstider hos statsadvokaten, psykiatrien og Kriminalforsorgen, samt
psykiatriens og Kriminalforsorgen manglende anmodninger om ophævelse imellem
statsadvokatens kontrolhøringer bemærker Region Sjælland, at man naturligvis
tilstræber at optimere processer og arbejdsgange, så sagsbehandlingen af patientsagerne
sker hurtigst muligt. Det opleves dog, at meget væsentlige dele af de omhandlede lange
sagsbehandlingstider må tilskrives anklagemyndigheden og domstolene, der ifølge det
oplyste i perioder har haft vanskeligt ved at følge med på grund af et markant stigende
sagspres.
Region Sjælland vil generelt følge op på Rigsrevisionens beretning med henblik på
fortsat at styrke og udvikle de retspsykiatriske patienters forløb.
Venlig hilsen
Heino Knudsen
Regionsrådsformand
Per Bennetsen
Regionsdirektør
Side 3