Sundhedsudvalget 2020-21
SUU Alm.del Bilag 572
Offentligt
UDKAST
Sundhedsministeriet
Enhed: SOA
Sagsbeh.: DEPNKTH
Sagsnr.: 2110419
Dok. nr.: 1860838
Dato: 01-09-2021
Forslag
til
Lov om ændring af sundhedsloven
(Mellemkommunal refusion for kommunale sundhedsydelser til borgere på
specialiserede sociale botilbud)
§1
I sundhedsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 903 af 26. august 2019, som se-
nest ændret ved lov nr. 1184 af 8. juni 2021, foretages følgende ændringer:
1.
I
§ 247, stk. 1,
indsættes i
1.pkt.
efter ”§§ 120-123”: ”,
jf. dog stk. 2”.
2.
I
§ 247
indsættes som
stk. 2:
”Stk.
2.
Bopælskommunen har ret til mellemkommunal refusion for udgifter
til forebyggende ydelser efter §§ 120-123 til børn og unge, der efter med-
virken af en anden kommune eller anden offentlig myndighed har bopæl i
kommunen på et anbringelsessted, jf. servicelovens § 66. Refusionen skal
svare til bopælskommunens faktiske udgifter ved at levere ydelsen. Refusi-
onen ydes af den kommune, der endeligt afholder udgifterne til hjælp efter
lov om social service.”
3.
I
§ 248, stk. 1,
ændres: ”stk. 2” til: ”stk.
2 og 3”.
4.
I
§ 248
indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
”Stk.
2.
Bopælskommunen har ret til mellemkommunal refusion for udgifter
forbundet med den kommunale børne- og ungdomstandpleje efter §§ 127 og
129 til børn og unge, der efter medvirken af en anden kommune eller anden
offentlig myndighed har bopæl i kommunen på et anbringelsessted, jf. ser-
vicelovens § 66. Refusionen skal svare til bopælskommunens faktiske ud-
gifter forbundet ved at levere ydelsen. Refusionen ydes af den kommune,
der endeligt afholder udgifterne til hjælp efter lov om social service.”
Stk. 2 bliver herefter stk. 3.
5.
I
§ 249
indsættes efter ”135”: ”jf.
dog stk. 2”.
 SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 572: Henvendelse af 13/9-21 fra Det Etiske Råd om høringssvar i forbindelse med høring over udkast til forslag til lov om ændring af sundhedsloven (Mellemkommunal refusion for kommunale sundhedsydelser til borgere på specialiserede sociale botilbud)
UDKAST
6.
I
§ 249
indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
”Stk.
2.
Bopælskommunen har ret til mellemkommunal refusion for udgif-
ter forbundet med tandpleje efter §§ 131, 133 og 135 til personer, der efter
medvirken af en anden kommune eller anden offentlig myndighed har bopæl
i kommunen på et anbringelsessted, jf. servicelovens § 66, på et botilbud
efter servicelovens §§ 107-110 eller på et botilbudslignende tilbud omfattet
af socialtilsynslovens § 4, stk. 1, nr. 3. Refusionen skal svare til bopælskom-
munens faktiske udgifter ved at levere ydelsen. Refusionen ydes af den
kommune, der endeligt afholder udgifterne til hjælp efter lov om social ser-
vice.”
Stk. 2 bliver herefter stk. 3.
7.
I
§ 250
indsættes efter ”§ 138”: ”jf. dog stk. 2”.
8.
I
§ 250
indsættes som
stk. 2:
”Stk.
2.
Opholdskommunen har ret til mellemkommunal refusion for ud-
gifter til hjemmesygeplejeydelser efter § 138 til personer, der efter medvir-
ken af en anden kommune eller anden offentlig myndighed har ophold i
kommunen på et anbringelsessted, jf. servicelovens § 66, på et botilbud efter
servicelovens §§ 107-110 eller på et botilbudslignende tilbud omfattet af
socialtilsynslovens § 4, stk. 1, nr. 3. Refusionen skal svare til opholdskom-
munens faktiske udgifter ved at levere ydelsen. Refusion ydes af den kom-
mune, der endeligt afholder udgifterne til hjælp efter lov om social service.”
9.
I
§ 251
indsættes efter ”§ 140”: ”jf. dog stk. 2”.
10.
I
§ 251
indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
”Stk.
2.
Bopælskommunen har ret til mellemkommunal refusion for udgif-
ter til genoptræningsydelser efter § 140 til personer, der efter medvirken af
en anden kommune eller anden offentlig myndighed har bopæl i kommunen
på et anbringelsessted, jf. servicelovens § 66, på et botilbud efter servicelo-
vens §§ 107-110 eller på et botilbudslignende tilbud omfattet af socialtil-
synslovens § 4, stk. 1, nr. 3. Refusionen skal svare til bopælskommunens
faktiske udgifter ved at levere ydelsen. Refusionen ydes af den kommune,
der endeligt afholder udgifterne til hjælp efter lov om social service.”
Stk. 2 bliver herefter stk. 3.
11.
I
§ 251
a
indsættes efter ”140 b”: ”jf. dog stk. 2”.
12.
§ 251 a
indsættes som
stk. 2:
2
 SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 572: Henvendelse af 13/9-21 fra Det Etiske Råd om høringssvar i forbindelse med høring over udkast til forslag til lov om ændring af sundhedsloven (Mellemkommunal refusion for kommunale sundhedsydelser til borgere på specialiserede sociale botilbud)
UDKAST
”Stk.
2.
Bopælskommunen har ret til mellemkommunal refusion for ud-
gifter til fysioterapiydelser m.v. efter §§ 140 a og 140 b til personer, der
efter medvirken af en anden kommune eller anden offentlig myndighed har
bopæl i kommunen på et anbringelsessted, jf. servicelovens § 66, på et bo-
tilbud efter servicelovens §§ 107-110 eller på et botilbudslignende tilbud
omfattet af socialtilsynslovens § 4, stk. 1, nr. 3. Refusionen skal svare til
bopælskommunens faktiske udgifter ved at levere ydelsen. Refusionen ydes
af den kommune, der endeligt afholder udgifterne til hjælp efter lov om so-
cial service.”
13.
Overskriften
før § 252 affattes således:
”Offentligt
finansieret behandling for alkoholmisbrug, lægesamtaler og
lægelig stofmisbrugsbehandling”.
14.
I
§ 252, stk. 1,
indsættes efter ”og til”: ”lægesamtaler og” og ”stk. 3”
ændres til: ”stk. 3 og 4”.
15.
I
§ 252
indsættes som
stk. 4:
”Stk.
4.
Bopælskommunen har ret til mellemkommunal refusion for udgif-
ter til behandling for alkoholmisbrug efter § 141 og til lægesamtaler og læ-
gelig stofmisbrugsbehandling efter § 142 til personer, der efter medvirken
af en anden kommune eller anden offentlig myndighed har bopæl i kommu-
nen på et anbringelsessted, jf. servicelovens § 66, på et botilbud efter ser-
vicelovens §§ 107-110 eller på et botilbudslignende tilbud omfattet af soci-
altilsynslovens § 4, stk. 1, nr. 3. Refusionen skal svare til bopælskommunens
faktiske udgifter ved at levere behandlingen. Refusionen ydes af den kom-
mune, der endeligt afholder udgifterne til hjælp efter lov om social service.”
16.
I
§ 261, 1. punktum,
indsættes efter ”§ 170”: ”jf. dog stk. 2”.
17.
§ 261
indsættes som
stk. 2:
”Stk. 2.
Opholdskommunen har ret til mellemkommunal refusion for udgif-
ter til befordringsgodtgørelse efter § 170 til personer, der efter medvirken af
en anden kommune eller anden offentlig myndighed har ophold i kommu-
nen på et anbringelsessted, jf. servicelovens § 66, på et botilbud efter ser-
vicelovens §§ 107-110 eller på et botilbudslignende tilbud omfattet af soci-
altilsynslovens § 4, stk. 1, nr. 3. Refusionen skal svare til opholdskommu-
nens faktiske udgifter ved at levere ydelsen. Refusionen ydes af den kom-
mune, der endeligt afholder udgifterne til hjælp efter lov om social service.”
18.
I
§ 263
indsættes efter ”§ 168, stk. 1”: ”, jf. dog stk. 2”.
3
 SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 572: Henvendelse af 13/9-21 fra Det Etiske Råd om høringssvar i forbindelse med høring over udkast til forslag til lov om ændring af sundhedsloven (Mellemkommunal refusion for kommunale sundhedsydelser til borgere på specialiserede sociale botilbud)
UDKAST
19.
I
§ 263
indsættes som
stk. 2:
”Stk.
2.
Bopælskommunen har ret til mellemkommunal refusion for udgif-
ter til befordring i forbindelse med genoptræning efter § 140 og § 168, stk.
1, til personer, der efter medvirken af en anden kommune eller anden of-
fentlig myndighed har ophold i kommunen på et anbringelsessted, jf. ser-
vicelovens § 66, på et botilbud efter servicelovens §§ 107-110 eller på et
botilbudslignende tilbud omfattet af socialtilsynslovens § 4, stk. 1, nr. 3.
Refusionen skal svare til bopælskommunens faktiske udgifter ved at levere
ydelsen. Refusionen ydes af den kommune, der endeligt afholder udgifterne
til hjælp efter lov om social service.”
§2
Loven træder i kraft den 1. januar 2022.
§3
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, jf. dog stk. 2.
Stk. 2.
Lovens § 1, nr. 1, kan ved kongelig anordning sættes helt eller
delvis i kraft for Færøerne med de afvigelser, som de særlige færøske for-
hold tilsiger.
4
 SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 572: Henvendelse af 13/9-21 fra Det Etiske Råd om høringssvar i forbindelse med høring over udkast til forslag til lov om ændring af sundhedsloven (Mellemkommunal refusion for kommunale sundhedsydelser til borgere på specialiserede sociale botilbud)
UDKAST
Sundhedsministeriet
Enhed: SOA
Sagsbeh.: DEPNKTH
Sagsnr.: 2110419
Dok. nr.: 1860838
Dato: 01-09-2021
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
1. Indledning
2. Lovforslagets hovedpunkter
2.1. Mellemkommunal refusion for kommunale sundhedsydelser, der leve-
res til borgere på specialiserede botilbud efter lov om social service
2.1.1. Gældende ret
2.1.2. Sundhedsministeriets overvejelser
2.1.3. Den foreslåede ordning
3. Øvrige konsekvenser af lovforslaget
4. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det of-
fentlige
5. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.
6. Administrative konsekvenser for borgerne
7. Klimamæssige konsekvenser
8. Miljø- og naturmæssige konsekvenser
9. Forholdet til EU-retten
10. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
11. Sammenfattende skema
 SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 572: Henvendelse af 13/9-21 fra Det Etiske Råd om høringssvar i forbindelse med høring over udkast til forslag til lov om ændring af sundhedsloven (Mellemkommunal refusion for kommunale sundhedsydelser til borgere på specialiserede sociale botilbud)
UDKAST
1. Indledning
Der er i de seneste år gennemført en række analyser af understøttelse af en
hensigtsmæssig organiseringsstruktur på området vedr. kommunernes for-
synings- og finansieringsansvar for borgere i tilbud efter lov om social ser-
vice (serviceloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 1548 af 1. juli 2021. Analy-
serne har identificeret en række udfordringer.
Der var derfor i Aftalen om Kommunernes Økonomi for 2019 enighed mel-
lem regeringen og KL om at igangsætte en analyse, som skal bidrage med
løsningsmodeller, der kan fremme en omkostningseffektiv organisering, der
samtidig sikrer den bedst mulige indsats og progression for borgeren.
Mange borgere i tilbud efter serviceloven har behov for både sociale og
sundhedsfaglige indsatser under deres ophold. Det er derfor almindelig
praksis på det specialiserede socialområde, at borgere modtager sundheds-
faglige indsatser samtidig med opholdet enten som led i opholdet eller pa-
rallelt med dette.
De foreslåede ændringer af sundhedslovens regler om finansiering af kom-
munale sundhedsydelser vil bidrage til i højere grad at understøtte en vel-
fungerende organisering af de specialiserede sociale botilbud for så vidt an-
går kommunale sundhedsydelser, der måtte blive leveret af den kommune,
hvori tilbuddet er beliggende til borgere på det pågældende botilbud.
Der henvises i øvrigt til lovforslag nr. L XX fremsat af social- og ældremi-
nisteren den xx, hvor reglerne om beregning af takster for sociale tilbud og
ydelser foreslås ændret, så det bliver muligt at indregne udgifterne til visse
former for sundhedsfaglig indsats i taksterne for sociale tilbud.
2. Lovforslagets hovedpunkter
2.1. Mellemkommunal refusion for kommunale sundhedsydelser, der
leveres til borgere på specialiserede botilbud efter lov om social service
2.1.1. Gældende ret
Det følger af sundhedslovens § 124, at kommunalbestyrelsen vederlagsfrit
bistår skoler, daginstitutioner for børn og unge og den kommunalt formid-
lede dagpleje med vejledning om almene sundhedsfremmende og sygdoms-
forebyggende foranstaltninger, ligesom det følger af sundhedslovens § 125,
at børn og unge, der går i skole i en anden kommune end bopælskommunen,
skal tilbydes de forebyggende ydelser i den kommune, hvor skolen er belig-
gende. Det følger af sundhedslovens § 247, 2. pkt., at den kommune, hvor
institutionen eller skolen er beliggende, afholder udgifter til ydelser efter
sundhedslovens §§ 124 og 125.
6
 SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 572: Henvendelse af 13/9-21 fra Det Etiske Råd om høringssvar i forbindelse med høring over udkast til forslag til lov om ændring af sundhedsloven (Mellemkommunal refusion for kommunale sundhedsydelser til borgere på specialiserede sociale botilbud)
UDKAST
Det følger af sundhedslovens § 127, stk. 1, at kommunalbestyrelsen tilbyder
alle børn og unge under 18 år med bopæl i kommunen vederlagsfri forebyg-
gende og behandlende tandpleje, ligesom det følger af sundhedslovens §
129, stk. 1, at børn og unge under 18 år, der ønsker et andet tandplejetilbud
end det, kommunalbestyrelsen vederlagsfrit stiller til rådighed, kan vælge at
modtage børne- og ungdomstandpleje hos privatpraktiserende tandlæge ef-
ter eget valg eller på en anden kommunes tandklinik. Det følger af sund-
hedslovens § 248, stk. 1, at bopælskommunen afholder udgifter forbundet
med den kommunale børne- og ungdomstandpleje efter sundhedslovens §§
127 og 129.
Det følger af sundhedslovens § 131, stk. 1, at kommunalbestyrelsen tilbyder
forebyggende og behandlende tandpleje til personer, der på grund af nedsat
førlighed eller vidtgående fysisk eller psykisk handicap kun vanskeligt kan
udnytte de almindelige tandplejetilbud. Kommunalbestyrelsen tilbyder end-
videre et specialiseret tandplejetilbud til sindslidende, psykisk udviklings-
hæmmede m.fl., der ikke kan udnytte de almindelige tandplejetilbud i
børne- og ungdomstandplejen, praksistandplejen eller omsorgstandplejen,
jf. sundhedslovens § 133, stk. 1.
Det følger desuden af sundhedslovens § 135, stk. 1, at kommunalbestyrelsen
yder støtte til tandproteser til personer i tilfælde af funktionelt ødelæggende
eller vansirende følger af ulykkesbetingede skader på tænder, mund eller
kæber. Det følger af sundhedslovens § 249, at bopælskommunen afholder
udgifter forbundet med tandpleje efter sundhedslovens §§ 131, 133, 134 a
og 135.
Det følger af sundhedslovens § 138, at kommunalbestyrelsen er ansvarlig
for, at der ydes vederlagsfri hjemmesygepleje efter lægehenvisning til per-
soner med ophold i kommunen. Det følger af sundhedslovens § 250, at op-
holdskommunen afholder udgifter til hjemmesygeplejeydelser efter § 138.
Det følger af sundhedslovens § 140, stk. 1, at kommunalbestyrelsen tilbyder
vederlagsfri genoptræning til personer, der efter udskrivning fra sygehus har
et lægefagligt begrundet behov for genoptræning. Det følger af sundhedslo-
vens § 251, stk. 1, at bopælskommunen afholder udgifter til genoptrænings-
ydelser efter § 140.
Det følger af sundhedslovens § 140 a, stk. 1, at kommunalbestyrelsen tilby-
der vederlagsfri behandling hos en fysioterapeut i praksissektoren efter læ-
gehenvisning. Det følger af sundhedslovens § 251 a, at bopælskommunen
afholder udgifter til fysioterapiydelser m.v. efter §§ 140 a og 140 b.
7
 SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 572: Henvendelse af 13/9-21 fra Det Etiske Råd om høringssvar i forbindelse med høring over udkast til forslag til lov om ændring af sundhedsloven (Mellemkommunal refusion for kommunale sundhedsydelser til borgere på specialiserede sociale botilbud)
UDKAST
Det følger af sundhedslovens § 141, stk. 1, at kommunalbestyrelsen tilbyder
vederlagsfri behandling til personer med alkoholmisbrug, ligesom det følger
af sundhedslovens § 142, stk. 1 og 3, og at kommunalbestyrelsen tilbyder
personer, som ønsker at komme i stofmisbrugsbehandling efter sundhedslo-
ven eller efter lov om social service (serviceloven), en vederlagsfri læge-
samtale og lægelig stofmisbrugsbehandling. Det følger af sundhedslovens §
252, stk. 1, at bopælskommunen afholder udgifter til behandling for alko-
holmisbrug efter § 141 samt til lægelig stofmisbrugsbehandling efter § 142.
Det følger af sundhedslovens § 170, stk. 1, at kommunalbestyrelsen yder
befordring eller befordringsgodtgørelse til og fra alment praktiserende læge
til personer, der er omfattet af sundhedslovens § 59, stk. 1, og som modtager
social pension, hvis personen modtager behandling for regionens regning
efter sundhedsloven. Det følger af sundhedsloven § 261, at opholdskommu-
nen afholder udgiften til befordringsgodtgørelse efter § 170. Det følger end-
videre af sundhedslovens § 263, at bopælskommunen afholder udgifter til
befordring i forbindelse med genoptræning efter sundhedslovens § 140 og §
168, stk. 1, om tilskud til ydelser købt eller leveret i et andet EU/EØS-land.
2.1.2. Sundhedsministeriets overvejelser
Siden kommunalreformen i 2007 har kommunerne haft det fulde myndig-
heds-, forsynings- og finansieringsansvar på socialområdet. Det betyder, at
kommunerne har ansvaret for at visitere borgere til sociale ydelser og tilbud
samt for at sikre forsyning med og finansiering af disse tilbud.
Hver enkelt kommune kan i praksis ikke drive tilbud, der imødekommer alle
de mangeartede behov hos udsatte borgere og borgere med funktionsned-
sættelse i en given kommune. Kommunerne opfylder derfor deres forsy-
ningsansvar ved både at bruge egne tilbud og ved at købe pladser hos andre
kommuner, hos regionerne eller hos private leverandører.
Mange borgere med ophold i sociale tilbud vil have behov for både sociale
og sundhedsfaglige indsatser under deres ophold. Det er derfor almindelig
praksis på det specialiserede socialområde, at borgerne modtager sundheds-
faglige indsatser samtidig med opholdet enten som led i opholdet eller pa-
rallelt med dette.
Hvis et tilbud er beliggende i én kommune, mens andre kommuner også
visiterer borgere til et tilbud eller anbringer børn og unge på anbringelses-
stedet, vil det almindeligvis være den kommune, hvor tilbuddet er belig-
gende, der efter sundhedsloven er ansvarlig for at levere og finansiere de
kommunale sundhedsydelser, som den enkelte borger måtte have behov for
8
 SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 572: Henvendelse af 13/9-21 fra Det Etiske Råd om høringssvar i forbindelse med høring over udkast til forslag til lov om ændring af sundhedsloven (Mellemkommunal refusion for kommunale sundhedsydelser til borgere på specialiserede sociale botilbud)
UDKAST
eller er henvist til. Det gælder f.eks. hjemmesygepleje, genoptræning, ve-
derlagsfri fysioterapi, befordring og tandpleje.
Efter sundhedsloven er den kommune, hvor borgeren opholder sig, opholds-
kommunen, ansvarlig for at tilbyde hjemmesygepleje efter lægehenvisning
og for at afholde udgiften hertil. For øvrige kommunale sundhedsopgaver
efter sundhedsloven, som f.eks. genoptræning, vederlagsfri fysioterapi og
tandpleje er det bopælskommunen, der afholder udgifterne. Ved bopæls-
kommune forstås den kommune, hvor borgeren er bopælsregistreret.
Det betyder, at når en borger får ophold på et offentligt eller privat tilbud,
der er beliggende i en anden kommune end handlekommunen, og samtidig
flytter bopælsadresse til tilbuddet, er det den kommune, hvor tilbuddet er
beliggende, beliggenhedskommunen, der efter sundhedsloven er forpligtet
til at levere de kommunale sundhedsindsatser til borgeren, som denne har
behov for og afholde eventuelle udgifter hertil. Det gælder f.eks. genoptræ-
ning, vederlagsfri fysioterapi og tandpleje. For hjemmesygepleje er det ikke
et krav, at borgeren opnår ny bopælsadresse for at have ret til hjemmesyge-
pleje i beliggenhedskommunen, da ansvaret for at yde hjemmesygepleje i
henhold til sundhedslovens § 138 påhviler den kommune, hvor borgeren
opholder sig, hvorfor det også er denne kommune, der er ansvarlig for at
afholde udgiften hertil.
Det vurderes umiddelbart uhensigtsmæssigt i forhold til at understøtte en
velfungerende organisering af specialiserede sociale tilbud, at det er bopæls-
henholdsvis opholdskommunen, der afholder udgifter til de kommunale
sundhedstilbud, som borgere på specialiserede sociale tilbud måtte have be-
hov for, f. eks. i form af hjemmesygepleje, genoptræningstilbud, vederlags-
fri fysioterapi, tandpleje og sundhedspleje, mens den pågældende borger bor
på det sociale botilbud. Udgifter til sundhedsydelser, der leveres af den kom-
mune, hvor et specialiseret socialt tilbud er beliggende, er således ikke ind-
regnet i den takst, som ligger til grund for den betaling, som den kommunen,
der i øvrigt betaler for borgerens ophold på tilbuddet, betaler.
En sådan organisering mindsker det kommunale incitament til at oprette og
drive specialiserede sociale tilbud til gavn for såvel egne som andre kom-
muners borgere. Det vurderes derfor hensigtsmæssigt at ændre gældende
regler på en måde, som kan fjerne barrieren for, at der oprettes nye specia-
liserede tilbud og at eksisterende specialiserede tilbud bevares uanset be-
liggenhed.
2.1.3. Den foreslåede ordning
9
 SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 572: Henvendelse af 13/9-21 fra Det Etiske Råd om høringssvar i forbindelse med høring over udkast til forslag til lov om ændring af sundhedsloven (Mellemkommunal refusion for kommunale sundhedsydelser til borgere på specialiserede sociale botilbud)
UDKAST
Det foreslås på denne baggrund, at der for de kommunale sundhedsydelser,
der leveres til borgere på specialiserede sociale tilbud af den kommune,
hvori tilbuddet er beliggende, etableres hjemmel i sundhedsloven til mel-
lemkommunal refusion, således at henholdsvis opholdskommunen for
hjemmesygeplejen og bopælskommunen for de øvrige kommunale sund-
hedsydelser (forebyggende sundhedsydelser til børn og unge, kommunal
tandpleje, genoptræning, fysioterapi, befordring og befordringsgodtgørelse,
behandling for alkoholmisbrug samt lægelig stofmisbrugsbehandling), har
ret til mellemkommunal refusion fra den kommune, der i henhold til reg-
lerne i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område betaler
for borgerens ophold på tilbuddet.
Den foreslåede ordning, hvor der etableres mulighed for mellemkommunal
refusion for kommunale sundhedsydelser vil indebære, at bopæls- henholds-
vis opholdskommunen vil kunne opkræve refusion for de faktiske udgifter
til kommunale sundhedsydelser, der er leveret til borgere på sociale tilbud
beliggende i kommunen, når borgeren opholder sig på botilbuddet efter
medvirken af en anden kommune eller anden offentlig myndighed i medfør
af lov om social service. Refusionen vil, jf. ovenfor, skulle ydes af den kom-
mune, der endeligt afholder udgifterne til hjælp efter lov om social service.
Den foreslåede ordning vil alene finde anvendelse i tilfælde, hvor borgerens
handlekommune, en tidligere handlekommune eller anden offentlig myn-
dighed har visiteret en borger til ophold eller anbragt et barn eller en ung, i
henhold til lov om social service, i et tilbud i anden kommune.
Konkret foreslås det, at opholdskommunen har ret til mellemkommunal re-
fusion for udgifter til hjemmesygeplejeydelser efter sundhedslovens § 138,
og at bopælskommunen har ret til mellemkommunal refusion for udgifter til
forebyggende ydelser efter sundhedslovens §§ 120-123, for udgifter forbun-
det med den kommunale børne- og ungdomstandpleje efter sundhedslovens
§§ 127 og 129, for udgifter forbundet med tandpleje efter sundhedslovens
§§ 131, 133 og 135, for udgifter til genoptræningsydelser efter sundhedslo-
vens § 140, for udgifter til fysioterapiydelser m.v. efter sundhedslovens §§
140 a og 140 b, for udgifter til behandling for alkoholmisbrug efter sund-
hedslovens § 141, for udgifter til lægelig stofmisbrugsbehandling efter
sundhedslovens § 142, for udgifter til befordringsgodtgørelse efter § 170,
og for udgifter til befordring i forbindelse med genoptræning efter § 140 og
§ 168, stk. 1. Refusionen ydes af den kommune, der endeligt afholder ud-
gifterne til hjælp efter lov om social service.
10
 SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 572: Henvendelse af 13/9-21 fra Det Etiske Råd om høringssvar i forbindelse med høring over udkast til forslag til lov om ændring af sundhedsloven (Mellemkommunal refusion for kommunale sundhedsydelser til borgere på specialiserede sociale botilbud)
UDKAST
Refusionen skal svare til kommunens faktiske udgifter ved at levere de på-
gældende kommunale sundhedsydelser. De faktiske udgifter omfatter en
forholdsmæssig andel af fællesudgifter og udgifter til ledelse og administra-
tion, der er en følge af driften af sundhedstilbuddet.
Fastlæggelse af hvilken kommune, der endeligt afholder udgifterne til hjælp
til borgere sker efter reglerne i lov om retssikkerhed og administration på
det sociale område.
Det bemærkes, at den foreslåede ordning alene har betydning for finansie-
ringen af sundhedsydelser til personer, der efter medvirken af en anden
kommune eller anden offentlig myndighed har ophold eller bopæl i kom-
munen på et anbringelsessted, jf. servicelovens § 66, på et botilbud efter
servicelovens §§ 107-110 eller på et botilbudslignende tilbud omfattet af
socialtilsynslovens § 4, stk. 1, nr. 3. Ordningen har således ikke betydning
for, hvilken kommune, der har myndighedsansvaret for at levere kommu-
nale sundhedsydelser til borgeren, eller for hvilke opgaver de pågældende
botilbud eller anbringelsessteder kan eller skal kunne varetage.
Det vil således fortsat være henholdsvis opholdskommunens ansvar at le-
vere hjemmesygeplejeydelser efter sundhedslovens §138, og bopælskom-
munens ansvar at levere forebyggende ydelser efter sundhedslovens §§ 120-
123, kommunale børne- og ungdomstandpleje efter sundhedslovens §§ 127
og 129, tandpleje efter sundhedslovens §§ 131, 133 og 135, genoptrænings-
ydelser efter sundhedslovens § 140, fysioterapiydelser m.v. efter sundheds-
lovens §§ 140 a og 140 b, behandling for alkoholmisbrug efter sundhedslo-
vens § 141, lægelig stofmisbrugsbehandling efter sundhedslovens § 142, be-
fordringsgodtgørelse efter sundhedslovens § 170, og udgifter til befordring
i forbindelse med genoptræning efter sundhedslovens § 140 og § 168, stk.
1.
3. Øvrige konsekvenser af lovforslaget
Lovforslaget forventes i højere grad at bidrage til at understøtte en velfun-
gerende organisering af de specialiserede sociale tilbud. En mere velfunge-
rende organisering af disse tilbud vil have størst betydning for de kommu-
ner, som har specialiserede sociale tilbud beliggende i kommunen, og hvor
det samtidig er andre kommuner eller en anden offentlig myndighed, der har
medvirket til, at en person får eller har fået ophold i tilbuddet.
11
 SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 572: Henvendelse af 13/9-21 fra Det Etiske Råd om høringssvar i forbindelse med høring over udkast til forslag til lov om ændring af sundhedsloven (Mellemkommunal refusion for kommunale sundhedsydelser til borgere på specialiserede sociale botilbud)
UDKAST
For så vidt der er en overrepræsentation af sådanne tilbud i landdistrikts-
kommuner eller bestemte regioner, vurderes det, at lovforslaget kan få væ-
sentlige overvejende positive regionale, herunder landdistriktsrelaterede
konsekvenser for sådanne områder.
4. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det
offentlige
Lovforslaget er udgiftsneutralt og indebærer ikke økonomiske konsekvenser
for kommunerne under ét. Lovforslaget berører ikke regionerne og har såle-
des ikke økonomiske konsekvenser for regionerne.
Det vurderes, at lovforslaget vil kunne indebære ændring af administrative
sagsgange i kommunerne, da en eventuel eksisterende mellemkommunal re-
fusion, samt afregning for borgere på specialiserede sociale tilbud belig-
gende i en anden kommune end den, der har betalingsforpligtelsen, med
lovforslaget også vil kunne omfatte refusion for kommunale udgifter til
sundhedsydelser, der leveres til borgere på specialiserede sociale tilbud.
5. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.
Lovforslaget har ikke økonomiske og administrative konsekvenser for er-
hvervslivet m.v.
6. Administrative konsekvenser for borgerne
Lovforslaget har ingen administrative konsekvenser for borgerne.
7. Klimamæssige konsekvenser
Lovforslaget har ikke klimamæssige konsekvenser.
8. Miljø- og naturmæssige konsekvenser
Lovforslaget har ikke miljø- og naturmæssige konsekvenser.
9. Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ingen EU-retlige aspekter.
10. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 1.
–
29. september 2021 været
sendt i høring hos følgende myndigheder og organisationer m.v.:
…
12
 SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 572: Henvendelse af 13/9-21 fra Det Etiske Råd om høringssvar i forbindelse med høring over udkast til forslag til lov om ændring af sundhedsloven (Mellemkommunal refusion for kommunale sundhedsydelser til borgere på specialiserede sociale botilbud)
2444782_0013.png
UDKAST
11. Sammenfattende skema
Positive konsekvenser/mindreudgifter Negative konsekvenser/merudgifter
(hvis ja, angiv omfang/Hvis nej, an- (hvis ja, angiv omfang/Hvis nej, an-
før »Ingen«)
før »Ingen«)
Økonomiske
Ingen
konsekvenser for
stat, kommuner
og regioner
Implemente-
ringskonsekven-
ser for stat, kom-
muner og regio-
ner
Ingen
Lovforslaget indebærer ændringer af
administrative sagsgange i kommu-
nerne.
Lovforslaget har ingen betydning for
regionerne.
Ingen
Økonomiske
Ingen
konsekvenser for
erhvervslivet
Administrative Ingen
konsekvenser for
erhvervslivet
Administrative Ingen
konsekvenser for
borgerne
Klimamæssige
konsekvenser
Ingen
Ingen
Ingen
Ingen
Miljø- og natur- Ingen
mæssige konse-
kvenser
Ingen
Forholdet til EU- Lovforslaget indeholder ingen EU-retlige aspekter.
retten
Er i strid med de
principper
for
implementering
Ja
Nej
X
13
 SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 572: Henvendelse af 13/9-21 fra Det Etiske Råd om høringssvar i forbindelse med høring over udkast til forslag til lov om ændring af sundhedsloven (Mellemkommunal refusion for kommunale sundhedsydelser til borgere på specialiserede sociale botilbud)
2444782_0014.png
UDKAST
af erhvervsrettet
EU-regulering/
Går videre end
minimumskrav i
EU-regulering
(sæt X)
14
 SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 572: Henvendelse af 13/9-21 fra Det Etiske Råd om høringssvar i forbindelse med høring over udkast til forslag til lov om ændring af sundhedsloven (Mellemkommunal refusion for kommunale sundhedsydelser til borgere på specialiserede sociale botilbud)
UDKAST
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
Det fremgår af sundhedslovens § 247, stk. 1, 1.pkt., at bopælskommune af-
holder udgifter til forebyggende ydelser efter §§ 120-123.
Det foreslås, at der i § 247, stk. 1,
1. pkt.
efter henvisningen til sundhedslo-
vens §§ 120-123 indsættes en henvisning til stk. 2.
Forslaget er en konsekvens af, at der i lovforslagets § 1, nr. 2, foreslås at
tilføje et stk. 2 i § 247, hvormed der vil blive mulighed for mellemkommu-
nal refusion for forebyggende ydelser efter sundhedslovens §§ 120-123 til
borgere på specialiserede sociale botilbud.
Til nr. 2
Det fremgår af sundhedslovens § 247, at bopælskommunen afholder udgif-
ter til forebyggende ydelser efter sundhedslovens §§ 120-123. Der er ikke
efter de gældende regler i sundhedsloven mulighed for mellemkommunal
refusion for disse udgifter.
Det foreslås, at der i sundhedslovens § 247 indsættes et
stk. 2,
hvorefter bo-
pælskommunen har ret til mellemkommunal refusion for udgifter til fore-
byggende ydelser efter sundhedslovens §§ 120-123 til børn og unge, der
efter medvirken af en anden kommune eller anden offentlig myndighed har
bopæl i kommunen på et anbringelsessted, jf. servicelovens § 66. Refusio-
nen skal svare til bopælskommunens faktiske udgifter ved at levere ydelsen.
Refusionen ydes af den kommune, der endeligt afholder udgifterne til hjælp
efter lov om social service.
Den foreslåede bestemmelses
1. pkt.
vil medføre, at en kommune, som er
bopælskommune for børn og unge, der efter medvirken af en anden kom-
mune eller anden offentlig myndighed har bopæl i kommunen på et anbrin-
gelsessted, jf. servicelovens § 66, har ret til refusion for udgifter, som den
pågældende kommune (bopælskommunen) afholder til forebyggende ydel-
ser til barnet eller den unge efter sundhedslovens § 247, stk. 1, jf. §§ 120-
123.
 SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 572: Henvendelse af 13/9-21 fra Det Etiske Råd om høringssvar i forbindelse med høring over udkast til forslag til lov om ændring af sundhedsloven (Mellemkommunal refusion for kommunale sundhedsydelser til borgere på specialiserede sociale botilbud)
UDKAST
Refusionen vil efter den foreslåede bestemmelses
2. pkt.
skulle svare til bo-
pælskommunens faktiske udgifter ved at levere ydelsen. De faktiske udgif-
ter omfatter en forholdsmæssig andel af fællesudgifter og udgifter til ledelse
og administration, der er en følge af driften af sundhedstilbuddet. Til grund
for fastlæggelsen af de faktiske udgifter opgøres de anvendte timer samt den
anvendte timetakst opgjort inkl. andel af fællesudgifter til ledelse og admi-
nistration.
Refusion vil efter foreslåede bestemmelses
3. pkt.
skulle ydes af den kom-
mune, der endeligt afholder udgifterne til hjælp efter lov om social service.
Den foreslåede ordning vil kun gælde i tilfælde, hvor barnet eller den unges
handlekommune, en tidligere handlekommune eller anden offentlig myn-
dighed som følge af en afgørelse om ophold på et anbringelsessted, jf. ser-
vicelovens § 66, har anbragt barnet eller den unge på et anbringelsessted i
en anden kommune, hvor barnet eller den unge derved får bopæl.
Ved anden offentlig myndighed forstås f.eks. ungdomskriminalitetsnævnet
eller domstolene, som har kompetence til under visse betingelser at træffe
afgørelse om anbringelse af børn og unge på anbringelsessteder efter ser-
viceloven.
Fastlæggelsen af, hvem der er barnet eller den unges handlekommune, og
af, hvilken kommune der endeligt afholder udgifterne til hjælp til borgere,
sker efter reglerne i lov om retssikkerhed og administration på det sociale
område.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 3
Det fremgår af sundhedsloven § 248, stk. 1, at bopælskommunen afholder
udgifter forbundet med den kommunale børne- og ungdomstandpleje efter
§§ 127 og 129, jf. dog stk. 2.
Det foreslås, at henvisningen i bestemmelsen ændres fra stk. 2 til stk. 3. Det
skyldes, at der med lovforslagets § 1, nr. 3, foreslås indsat et nyt stk. 2 i
sundhedslovens § 248, hvorved det nuværende stk. 2 bliver stk. 3. Der er
således alene tale om en konsekvensrettelse på baggrund heraf.
Til nr. 4
Det fremgår af sundhedsloven § 248, stk. 1, at bopælskommunen afholder
udgifter forbundet med den kommunale børne- og ungdomstandpleje efter
16
 SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 572: Henvendelse af 13/9-21 fra Det Etiske Råd om høringssvar i forbindelse med høring over udkast til forslag til lov om ændring af sundhedsloven (Mellemkommunal refusion for kommunale sundhedsydelser til borgere på specialiserede sociale botilbud)
UDKAST
sundhedslovens §§ 127 og 129, jf. dog stk. 2. Der er ikke efter de gældende
regler i sundhedsloven mulighed for mellemkommunal refusion for disse
udgifter.
Det foreslås, at der indsættes et nyt
stk. 2
i § 248, hvorefter bopælskommu-
nen har ret til mellemkommunal refusion for udgifter forbundet med den
kommunale børne- og ungdomstandpleje efter §§ 127 og 129 til børn og
unge, der efter medvirken af en anden kommune eller anden offentlig myn-
dighed har bopæl i kommunen på et anbringelsessted, jf. servicelovens § 66.
Refusionen skal svare til kommunens faktiske udgifter ved at levere ydel-
sen. Refusion ydes af den kommune, der endeligt afholder udgifterne til
hjælp efter lov om social service.
Den foreslåede bestemmelses
1. pkt.
vil medføre, at en kommune, som er
bopælskommune for børn og unge, der efter medvirken af en anden kom-
mune eller anden offentlig myndighed har bopæl i kommunen på et anbrin-
gelsessted, jf. servicelovens § 66, har ret til refusion for de udgifter, som
kommunen afholder til børne- og ungdomstandpleje til barnet eller den unge
efter sundhedslovens § 248, stk. 1, jf. §§ 127 og 129.
Refusionen vil efter den foreslåede bestemmelses
2. pkt.
skulle svare til bo-
pælskommunens faktiske udgifter forbundet med at levere ydelsen. De fak-
tiske udgifter omfatter en forholdsmæssig andel af fællesudgifter og udgifter
til ledelse og administration, der er en følge af driften af sundhedstilbuddet.
Til grund for fastlæggelsen af de faktiske udgifter opgøres de anvendte timer
samt den anvendte timetakst opgjort inkl. andel af fællesudgifter til ledelse
og administration.
Refusion vil efter den foreslåede bestemmelses
3. pkt.
skulle ydes af den
kommune, der endeligt afholder udgifterne til hjælp efter lov om social ser-
vice.
Den foreslåede ordning vil kun gælde i tilfælde, hvor barnet eller den unges
handlekommune, en tidligere handlekommune eller anden offentlig myn-
dighed har anbragt barnet eller den unge i henhold til lov om social service
på et anbringelsessted i anden kommune, hvor barnet eller den unge derved
får bopæl.
Ved anden offentlig myndighed forstås f.eks. ungdomskriminalitetsnævnet
eller domstolene, som har kompetence til under visse betingelser at træffe
afgørelse om anbringelse af børn og unge på anbringelsessteder efter ser-
viceloven.
17
 SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 572: Henvendelse af 13/9-21 fra Det Etiske Råd om høringssvar i forbindelse med høring over udkast til forslag til lov om ændring af sundhedsloven (Mellemkommunal refusion for kommunale sundhedsydelser til borgere på specialiserede sociale botilbud)
UDKAST
Fastlæggelsen af, hvem der er barnet eller den unges handlekommune, og
af, hvilken kommune der endeligt afholder udgifterne til hjælp til borgere,
sker efter reglerne i lov om retssikkerhed og administration på det sociale
område.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 5
Det fremgår af sundhedslovens § 249, at bopælskommunen afholder udgif-
ter forbundet med tandpleje efter §§ 131, 133, 134 a og 135.
Det foreslås, at der i § 249 efter henvisningen til sundhedslovens § 135 ind-
sættes en henvisning til stk. 2.
Forslaget er en konsekvens af, at der i lovforslagets § 1, nr. 6, foreslås at
tilføje et stk. 2 i § 249, hvormed der vil blive mulighed for mellemkommu-
nal refusion for udgifter forbundet med tandpleje efter §§ 131, 133, og 135,
til borgere på specialiserede sociale botilbud.
Til nr. 6
Det fremgår af sundhedsloven § 249, stk. 1, at bopælskommunen afholder
udgifter forbundet med tandpleje efter §§ 131, 133, 134 a og 135. Der er
ikke efter de gældende regler i sundhedsloven mulighed for mellemkommu-
nal refusion for disse udgifter.
Det foreslås, der indsættes et nyt
stk. 2,
hvorefter bopælskommunen har ret
til mellemkommunal refusion for udgifter forbundet med tandpleje efter §§
131, 133, og 135, til personer, der efter medvirken af en anden kommune
eller anden offentlig myndighed har bopæl i kommunen på et anbringelses-
sted, jf. servicelovens § 66, på et botilbud efter servicelovens §§ 107-110
eller på et botilbudslignende tilbud omfattet af socialtilsynslovens § 4, stk.
1, nr. 3. Refusionen skal svare til bopælskommunens faktiske udgifter ved
at levere ydelsen. Refusionen ydes af den kommune, der endeligt afholder
udgifterne til hjælp efter lov om social service.
Sundhedslovens § 249, stk. 2, bliver herefter stk. 3.
Den foreslåede bestemmelses
1. pkt.
vil medføre, at en kommune, som er
bopælskommune for borgere, der efter medvirken af en anden kommune
eller anden offentlig myndighed har bopæl i kommunen på et anbringelses-
sted, jf. servicelovens § 66, på et botilbud efter servicelovens §§ 107-110
eller på et botilbudslignende tilbud omfattet af socialtilsynslovens § 4, stk.
18
 SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 572: Henvendelse af 13/9-21 fra Det Etiske Råd om høringssvar i forbindelse med høring over udkast til forslag til lov om ændring af sundhedsloven (Mellemkommunal refusion for kommunale sundhedsydelser til borgere på specialiserede sociale botilbud)
UDKAST
1, nr. 3, har ret til refusion for de udgifter, som kommunen afholder til tand-
pleje til borgeren efter sundhedslovens § 249, stk. 1, jf. §§ 131, 133 og 135.
Refusionen vil efter det foreslåede
2. pkt.
skulle svare til bopælskommunens
faktiske udgifter forbundet med at levere ydelsen. De faktiske udgifter om-
fatter en forholdsmæssig andel af fællesudgifter og udgifter til ledelse og
administration, der er en følge af driften af sundhedstilbuddet. Til grund for
fastlæggelsen af de faktiske udgifter opgøres de anvendte timer samt den
anvendte timetakst opgjort inkl. andel af fællesudgifter til ledelse og admi-
nistration.
Refusion vil efter det foreslåede
3. pkt.
skulle ydes af den kommune, der
endeligt afholder udgifterne til hjælp efter lov om social service.
Den foreslåede ordning vil kun gælde i tilfælde, hvor borgerens handlekom-
mune, en tidligere handlekommune eller anden offentlig myndighed har vi-
siteret borgeren i henhold til lov om social service til et tilbud i anden kom-
mune, hvor borgeren får bopæl.
Ved anden offentlig myndighed forstås f.eks. domstolene, som har kompe-
tence til at træffe afgørelse om borgerens bopæl.
Fastlæggelsen af, hvem der er barnet eller den unges handlekommune, og
af, hvilken kommune der endeligt afholder udgifterne til hjælp til borgere,
sker efter reglerne i lov om retssikkerhed og administration på det sociale
område.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 7
Det fremgår af sundhedslovens § 250, at opholdskommunen afholder udgif-
ter til hjemmesygeplejeydelser efter § 138.
Det foreslås, at der i sundhedslovens § 250 indsættes en henvisning til den
foreslåede bestemmelse i sundhedslovens § 250, stk. 2, jf. lovforslagets §
1, nr. 8.
Forslaget er en konsekvens af, at der i lovforslagets § 1, nr. 8, foreslås at
tilføje et stk. 2 i § 250, hvormed der vil blive mulighed for mellemkommu-
nal refusion for udgifter forbundet med hjemmesygepleje efter § 250 til bor-
gere på specialiserede sociale botilbud.
19
 SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 572: Henvendelse af 13/9-21 fra Det Etiske Råd om høringssvar i forbindelse med høring over udkast til forslag til lov om ændring af sundhedsloven (Mellemkommunal refusion for kommunale sundhedsydelser til borgere på specialiserede sociale botilbud)
UDKAST
Til nr. 8
Det fremgår af sundhedslovens § 250, at opholdskommunen afholder udgif-
ter til hjemmesygeplejeydelser efter § 138. Der er ikke efter de gældende
regler i sundhedsloven mulighed for mellemkommunal refusion for disse
udgifter.
Det foreslås, at der indsættes et
stk. 2
i § 250, hvorefter opholdskommunen
har ret til mellemkommunal refusion for udgifter til hjemmesygeplejeydel-
ser efter § 138 til personer, der efter medvirken af en anden kommune eller
anden offentlig myndighed har ophold i kommunen på et anbringelsessted,
jf. servicelovens § 66, på et botilbud efter servicelovens §§ 107-110 eller på
et botilbudslignende tilbud omfattet af socialtilsynslovens § 4, stk. 1, nr. 3.
Refusionen skal svare til opholdskommunens faktiske udgifter ved at levere
ydelsen. Refusionen ydes af den kommune, der endeligt afholder udgifterne
til hjælp efter lov om social service.
Den foreslåede bestemmelses
1. pkt.
vil medfører, at en kommune, som er
opholdskommune for borgere, der efter medvirken af en anden kommune
eller anden offentlig myndighed har bopæl i kommunen på et anbringelses-
sted, på et botilbud efter servicelovens §§ 107-110 eller på et botilbudslig-
nede tilbud omfattet af socialtilsynslovens § 4, stk. 1, nr. 3, har ret til refu-
sion for de udgifter, som kommunen afholder til hjemmesygeplejeydelser til
borgeren efter sundhedslovens § 250, stk. 1, jf. § 138.
Refusionen vil efter det foreslåede
2. pkt.
skulle svare til kommunens fakti-
ske udgifter ved at levere ydelsen. De faktiske udgifter omfatter en forholds-
mæssig andel af fællesudgifter og udgifter til ledelse og administration, der
er en følge af driften af sundhedstilbuddet. Til grund for fastlæggelsen af de
faktiske udgifter opgøres de anvendte timer samt den anvendte timetakst
opgjort inkl. andel af fællesudgifter til ledelse og administration.
Refusion vil efter det foreslåede
3. pkt.
skulle ydes af den kommune, der
endeligt afholder udgifterne til hjælp efter lov om social service.
Den foreslåede ordning vil kun gælde i tilfælde, hvor borgerens handlekom-
mune, en tidligere handlekommune eller anden offentlig myndighed har vi-
siteret borgeren i henhold til lov om social service til et tilbud i anden kom-
mune, hvor borgeren får ophold.
Ved anden offentlig myndighed forstås f.eks. domstolene, som har kompe-
tence til at træffe afgørelse om borgerens bopæl.
20
 SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 572: Henvendelse af 13/9-21 fra Det Etiske Råd om høringssvar i forbindelse med høring over udkast til forslag til lov om ændring af sundhedsloven (Mellemkommunal refusion for kommunale sundhedsydelser til borgere på specialiserede sociale botilbud)
UDKAST
Fastlæggelsen af, hvem der er barnet eller den unges handlekommune, og
af, hvilken kommune der endeligt afholder udgifterne til hjælp til borgere,
sker efter reglerne i lov om retssikkerhed og administration på det sociale
område.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 9
Det fremgår af sundhedslovens § 251, stk. 1, at bopælskommunen afholder
udgifter til genoptræningsydelser efter § 140.
Det foreslås, at der i sundhedslovens § 251, stk. 1, indsættes en henvisning
til den foreslåede bestemmelse i sundhedslovens § 251, stk. 2, jf. lovforsla-
gets § 1, nr. 10.
Forslaget er en konsekvens af, at der i lovforslagets § 1, nr. 10, foreslås at
tilføje et stk. 2 i § 251, stk. 1, hvormed der vil blive mulighed for mellem-
kommunal refusion for udgifter forbundet med genoptræning efter § 140 til
borgere på specialiserede sociale botilbud.
Til nr. 10
Det fremgår af sundhedsloven § 251, stk. 1, at bopælskommunen afholder
udgifter til genoptræningsydelser efter § 140. Der er ikke efter de gældende
regler i sundhedsloven mulighed for mellemkommunal refusion for disse
udgifter.
Det foreslås, at der indsættes et nyt
stk. 2
i § 251, hvorefter bopælskommu-
nen har ret til mellemkommunal refusion for udgifter til genoptræningsydel-
ser efter § 140 til personer, der efter medvirken af en anden kommune eller
anden offentlig myndighed har bopæl i kommunen på et anbringelsessted,
jf. servicelovens § 66, på et botilbud efter servicelovens §§ 107-110 eller på
et botilbudslignende tilbud omfattet af socialtilsynslovens § 4, stk. 1, nr. 3..
Refusionen skal svare til bopælskommunens faktiske udgifter ved at levere
ydelsen. Refusionen ydes af den kommune, der endeligt afholder udgifterne
til hjælp efter lov om social service. Stk. 2 bliver herefter stk. 3.
Den foreslåede bestemmelses 1. pkt. vil medføre, at den kommune, som er
bopælskommune for borgere, der efter medvirken af en anden kommune
eller anden offentlig myndighed har bopæl i kommunen på et anbringelses-
sted, på et botilbud efter servicelovens §§ 107-110 eller på et botilbudslig-
21
 SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 572: Henvendelse af 13/9-21 fra Det Etiske Råd om høringssvar i forbindelse med høring over udkast til forslag til lov om ændring af sundhedsloven (Mellemkommunal refusion for kommunale sundhedsydelser til borgere på specialiserede sociale botilbud)
UDKAST
nede tilbud omfattet af socialtilsynslovens § 4, stk. 1, nr. 3, har ret til refu-
sion for de udgifter, som kommunen afholder til genoptræningsydelser til
borgeren efter sundhedslovens § 251, stk. 1, jf. § 140.
Refusionen vil efter det foreslåede
2. pkt.
skulle svare til kommunens fakti-
ske udgifter ved at levere ydelsen. De faktiske udgifter omfatter en forholds-
mæssig andel af fællesudgifter og udgifter til ledelse og administration, der
er en følge af driften af sundhedstilbuddet. Til grund for fastlæggelsen af de
faktiske udgifter opgøres de anvendte timer samt den anvendte timetakst
opgjort inkl. andel af fællesudgifter til ledelse og administration.
Refusion vil efter det foreslåede
3. pkt.
skulle ydes af den kommune, der
endeligt afholder udgifterne til hjælp efter lov om social service.
Den foreslåede ordning vil kun gælde i tilfælde, hvor borgerens handlekom-
mune, en tidligere handlekommune eller anden offentlig myndighed har vi-
siteret borgeren i henhold til lov om social service til et tilbud i anden kom-
mune, hvor borgeren får bopæl.
Ved anden offentlig myndighed forstås f.eks. domstolene, som har kompe-
tence til at træffe afgørelse om borgerens bopæl.
Fastlæggelsen af, hvem der er barnet eller den unges handlekommune, og
af, hvilken kommune der endeligt afholder udgifterne til hjælp til borgere,
sker efter reglerne i lov om retssikkerhed og administration på det sociale
område.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger
Til nr. 11
Det fremgår af sundhedslovens § 251 a, at bopælskommunen afholder ud-
gifter til fysioterapiydelser m.v. efter §§ 140 a og 140 b.
Det foreslås, at der i sundhedslovens § 251 a indsættes en henvisning til den
foreslåede bestemmelse i sundhedslovens § 251 a, stk. 2, jf. lovforslagets §
1, nr. 12.
Forslaget er en konsekvens af, at der i lovforslagets § 1, nr. 12, foreslås at
tilføje et stk. 2 i § 251 a, hvormed der vil blive mulighed for mellemkom-
munal refusion for udgifter forbundet med fysioterapiydelser m.v. efter §§
140 a og 140 b til borgere på specialiserede sociale botilbud.
Til nr. 12
22
 SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 572: Henvendelse af 13/9-21 fra Det Etiske Råd om høringssvar i forbindelse med høring over udkast til forslag til lov om ændring af sundhedsloven (Mellemkommunal refusion for kommunale sundhedsydelser til borgere på specialiserede sociale botilbud)
UDKAST
Det fremgår af sundhedsloven § 251 a, at bopælskommunen afholder udgif-
ter til fysioterapiydelser m.v. efter §§ 140 a og 140 b. Der er ikke efter de
gældende regler i sundhedsloven mulighed for mellemkommunal refusion
for disse udgifter.
Det foreslås, at der indsættes et
stk. 2
i § 251 a, hvorefter bopælskommunen
har ret til mellemkommunal refusion for udgifter til fysioterapiydelser m.v.
efter §§ 140 a og 140 b til personer, der efter medvirken af en anden kom-
mune eller anden offentlig myndighed har bopæl i kommunen på et anbrin-
gelsessted, jf. servicelovens § 66, på et botilbud efter servicelovens §§ 107-
110 eller på et botilbudslignede tilbud omfattet af socialtilsynslovens § 4,
stk. 1, nr. 3. Refusionen skal svare til bopælskommunens faktiske udgifter
ved at levere ydelsen. Refusionen ydes af den kommune, der endeligt afhol-
der udgifterne til hjælp efter lov om social service.
Den foreslåede bestemmelses
1. pkt.
vil medføre, at en kommune, som er
bopælskommune for borgere, der efter medvirken af en anden kommune
eller anden offentlig myndighed har bopæl i kommunen på et anbringelses-
sted, på et botilbud efter servicelovens §§ 107-110 eller på et botilbudslig-
nende tilbud omfattet af socialtilsynslovens § 4, stk. 1, nr. 3, har ret til refu-
sion for de udgifter, som kommunen afholder til fysioterapiydelser m.v. til
borgeren.
Refusionen vil efter det foreslåede
2. pkt.
skulle svare til kommunens fakti-
ske udgifter ved at levere ydelsen. De faktiske udgifter omfatter en forholds-
mæssig andel af fællesudgifter og udgifter til ledelse og administration, der
er en følge af driften af sundhedstilbuddet. Til grund for fastlæggelsen af de
faktiske udgifter opgøres de anvendte timer samt den anvendte timetakst
opgjort inkl. andel af fællesudgifter til ledelse og administration.
Refusion vil efter det foreslåede
3. pkt.
skulle ydes af den kommune, der
endeligt afholder udgifterne til hjælp efter lov om social service.
Den foreslåede ordning vil kun gælde i tilfælde, hvor borgerens handlekom-
mune, en tidligere handlekommune eller anden offentlig myndighed har vi-
siteret borgeren i henhold til lov om social service til et tilbud i anden kom-
mune, hvor borgeren får bopæl.
Ved anden offentlig myndighed forstås f.eks. domstolene, som har kompe-
tence til at træffe afgørelse om borgerens bopæl.
Fastlæggelsen af, hvem der er barnet eller den unges handlekommune, og
af, hvilken kommune der endeligt afholder udgifterne til hjælp til borgere,
23
 SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 572: Henvendelse af 13/9-21 fra Det Etiske Råd om høringssvar i forbindelse med høring over udkast til forslag til lov om ændring af sundhedsloven (Mellemkommunal refusion for kommunale sundhedsydelser til borgere på specialiserede sociale botilbud)
UDKAST
sker efter reglerne i lov om retssikkerhed og administration på det sociale
område.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 13
Overskriften før § 252 er ”Alkoholbehandling
og behandling for stofmis-
brug”.
Det foreslås, at
overskriften
ændres til ”Offentligt finansieret behandling for
alkoholmisbrug, lægesamtaler og lægelig stofmisbrugsbehandling”.
Formålet med den foreslåede ændring af overskriften er at tilpasse kapitlets
overskrift, således at overskriften er i overensstemmelse med overskrifterne
på kapitel 40 og 41. Den sproglige ændring udvider ikke de forpligtelser,
som kommunerne allerede har efter sundhedslovens § 252.
Til nr. 14
Det fremgår af sundhedslovens § 252, stk. 1, at bopælskommunen afholder
udgifter til behandling for alkoholmisbrug efter sundhedslovens § 141 og til
lægelig stofmisbrugsbehandling efter sundhedslovens § 142, jf. dog stk. 3.
Siden 1. januar 2015 har kommunerne efter sundhedslovens § 142, stk. 1,
været forpligtede til at tilbyde personer, som ønsker at komme i stofmis-
brugsbehandling efter sundhedsloven eller efter lov om social service, en
vederlagsfri lægesamtale.
I forbindelse med forpligtelsens indførelse ved lov nr. 1536 af 27. december
2014 om ændring af sundhedsloven og lov om autorisation af sundhedsper-
soner og om sundhedsfaglig virksomhed (Lægesamtaler, lægelig stofmis-
brugsbehandling, frit valg i forbindelse med stofmisbrugsbehandling og be-
fordring af personer i lægelig stofmisbrugsbehandling med heroin) aftaltes
med KL en statslig kompensation for de merudgifter, som forpligtelsen for-
ventedes at medføre for kommunerne, og kommunerne afholder på den bag-
grund udgifterne til lægesamtalerne.
Det foreslås, at sundhedslovens § 252,
stk. 1,
ændres, således at det dels
fremgår, at bopælskommunen afholder udgifter til behandling for alkohol-
misbrug og til lægesamtaler og lægelig stofmisbrugsbehandling, dels at hen-
visningen til stk. 3 bliver en henvisning til stk. 3 og 4.
Formålet med den første del af ændringsforslaget er alene at bringe bestem-
melsens ordlyd i overensstemmelse med, hvad der har været gældende siden
24
 SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 572: Henvendelse af 13/9-21 fra Det Etiske Råd om høringssvar i forbindelse med høring over udkast til forslag til lov om ændring af sundhedsloven (Mellemkommunal refusion for kommunale sundhedsydelser til borgere på specialiserede sociale botilbud)
UDKAST
1. januar 2015, og denne del af forslaget vil således ikke indebære udvidelse
eller anden ændring af den eksisterende kommunale forpligtelse.
Den foreslåede henvisningsændring skyldes, at der med lovforslagets § 1,
nr. 10, foreslås indsat et nyt stk. 4 i sundhedslovens § 252, ligeledes vil ud-
gøre en modifikation til det nuværende stk. 1. Der er således alene tale om
en konsekvensrettelse på baggrund heraf.
Til nr. 15
Det fremgår af sundhedslovens § 252, stk. 1, at bopælskommune afholder
udgifter til behandling for alkoholmisbrug efter § 141 og til lægelig stofmis-
brugsbehandling efter § 142, jf. dog stk. 3. Der er ikke efter de gældende
regler i sundhedsloven mulighed for mellemkommunal refusion for disse
udgifter.
Med lovforslagets § 1, nr. 9, præciseres, at bopælskommunen afholder ud-
gifter til behandling for alkoholmisbrug og til lægesamtaler og lægelig stof-
misbrugsbehandling.
Det foreslås, at der i sundhedslovens § 252 indsættes et
stk. 4,
hvorefter bo-
pælskommunen har ret til mellemkommunal refusion for udgifter til be-
handling for alkoholmisbrug efter § 141 samt lægesamtaler og lægelig stof-
misbrugsbehandling efter § 142 til personer, der efter medvirken af en anden
kommune eller anden offentlig myndighed har bopæl i kommunen på et an-
bringelsessted, jf. servicelovens § 66, på et botilbud efter servicelovens §§
107-110 eller på et botilbudslignende tilbud omfattet af socialtilsynslovens
§ 4, stk. 1, nr. 3. Refusionen skal svare til kommunens faktiske udgifter ved
at levere behandlingen. Refusionen ydes af den kommune, der endeligt af-
holder udgifterne til hjælp efter lov om social service.
Den foreslåede bestemmelses
stk. 1
vil medføre, at en kommune, som er
bopælskommune for borgere, der efter medvirken af en anden kommune
eller anden offentlig myndighed har bopæl i kommunen på et anbringelses-
sted, på et botilbud efter servicelovens §§ 107-110 eller på et botilbudslig-
nende tilbud omfattet af socialtilsynslovens § 4, stk. 1, nr. 3, har ret til refu-
sion for de udgifter, som kommunen afholder til behandling for alkoholmis-
brug, lægesamtaler og lægelig stofmisbrugsbehandling til borgeren.
Refusionen vil efter det foreslåede
2. pkt.
skulle svare til kommunens fak-
tiske udgifter ved at levere behandlingen. De faktiske udgifter omfatter en
forholdsmæssig andel af fællesudgifter og udgifter til ledelse og administra-
25
 SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 572: Henvendelse af 13/9-21 fra Det Etiske Råd om høringssvar i forbindelse med høring over udkast til forslag til lov om ændring af sundhedsloven (Mellemkommunal refusion for kommunale sundhedsydelser til borgere på specialiserede sociale botilbud)
UDKAST
tion, der er en følge af driften af sundhedstilbuddet. Til grund for fastlæg-
gelsen af de faktiske udgifter opgøres de anvendte timer samt den anvendte
timetakst opgjort inkl. andel af fællesudgifter til ledelse og administration.
Refusion vil efter det foreslåede
3. pkt.
skulle ydes af den kommune, der
endeligt afholder udgifterne til hjælp efter lov om social service.
Den foreslåede ordning vil kun gælde i tilfælde, hvor borgerens handlekom-
mune, en tidligere handlekommune eller anden offentlig myndighed har vi-
siteret borgeren i henhold til lov om social service til et tilbud i anden kom-
mune, hvor borgeren får bopæl.
Ved anden offentlig myndighed forstås f.eks. domstolene, som har kompe-
tence til at træffe afgørelse om borgerens bopæl.
Fastlæggelsen af, hvem der er barnet eller den unges handlekommune, og
af, hvilken kommune, der endeligt afholder udgifterne til hjælp til borgere,
sker efter reglerne i lov om retssikkerhed og administration på det sociale
område.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1. i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 16
Det fremgår af sundhedslovens § 261, 1.pkt., at opholdskommunen afholder
udgifter til befordringsgodtgørelse efter § 170.
Det foreslås, at der i sundhedslovens § 261, stk. 1, 1. pkt., indsættes en hen-
visning til den foreslåede bestemmelse i sundhedslovens § 261, stk. 2, jf.
lovforslagets § 1, nr. 17.
Forslaget er en konsekvens af, at der i lovforslagets § 1, nr. 17, foreslås at
tilføje et stk. 2 i § 261, hvormed der vil blive mulighed for mellemkommu-
nal refusion for udgifter forbundet med befordringsgodtgørelse efter § 170
til borgere på specialiserede sociale botilbud.
Til nr. 17
Det fremgår af sundhedsloven § 261, at opholdskommunen afholder udgif-
ten til befordringsgodtgørelse efter § 170. Der er ikke efter de gældende
regler i sundhedsloven mulighed for mellemkommunal refusion for disse
udgifter.
Det foreslås, at der indsættes et
stk. 2
i § 261, hvorefter opholdskommunen
har ret til mellemkommunal refusion for udgifter til befordringsgodtgørelse
26
 SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 572: Henvendelse af 13/9-21 fra Det Etiske Råd om høringssvar i forbindelse med høring over udkast til forslag til lov om ændring af sundhedsloven (Mellemkommunal refusion for kommunale sundhedsydelser til borgere på specialiserede sociale botilbud)
UDKAST
efter § 170 til personer, der efter medvirken af en anden kommune eller an-
den offentlig myndighed har ophold i kommunen på et anbringelsessted, jf.
servicelovens § 66, på et botilbud efter servicelovens §§ 107-110 eller på et
botilbudslignende tilbud omfattet af socialtilsynslovens § 4, stk. 1, nr. 3.
Refusionen skal svare til opholdskommunens faktiske udgifter for ydelsen.
Refusionen ydes af den kommune, der endeligt afholder udgifterne til hjælp
efter lov om social service.
Den foreslåede bestemmelses
1. pkt.
vil medføre, at en kommune, som er
opholdskommune for borgere, der efter medvirken af en anden kommune
eller anden offentlig myndighed har ophold i kommunen på et anbringelses-
sted, på et botilbud efter servicelovens §§ 107-110 eller på et botilbudslig-
nende tilbud omfattet af socialtilsynslovens § 4, stk. 1, nr. 3, har ret til refu-
sion for de udgifter, som kommunen afholder til befordringsgodtgørelse til
borgeren efter sundhedslovens § 261, jf. § 170.
Refusionen skal svare til kommunens faktiske udgifter ved at levere ydel-
sen. De faktiske udgifter omfatter en forholdsmæssig andel af fællesudgifter
og udgifter til ledelse og administration, der er en følge af driften af sund-
hedstilbuddet. Til grund for fastlæggelsen af de faktiske udgifter opgøres de
anvendte timer samt den anvendte timetakst opgjort inkl. andel af fællesud-
gifter til ledelse og administration.
Refusion vil efter det foreslåede
3. pkt.
skulle ydes af den kommune, der
endeligt afholder udgifterne til hjælp efter lov om social service.
Den foreslåede ordning vil kun gælde i tilfælde, hvor borgerens handlekom-
mune, en tidligere handlekommune eller anden offentlig myndighed har vi-
siteret borgeren i henhold til lov om social service til et tilbud i anden kom-
mune, hvor borgeren får ophold.
Ved anden offentlig myndighed forstås f.eks. domstolene, som har kompe-
tence til at træffe afgørelse om borgerens bopæl.
Fastlæggelsen af, hvem der er barnet eller den unges handlekommune, og
af, hvilken kommune der endeligt afholder udgifterne til hjælp til borgere,
sker efter reglerne i lov om retssikkerhed og administration på det sociale
område.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 18
27
 SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 572: Henvendelse af 13/9-21 fra Det Etiske Råd om høringssvar i forbindelse med høring over udkast til forslag til lov om ændring af sundhedsloven (Mellemkommunal refusion for kommunale sundhedsydelser til borgere på specialiserede sociale botilbud)
UDKAST
Det fremgår af sundhedslovens § 263, at bopælskommunen afholder udgif-
ter til befordring i forbindelse med genoptræning efter §§ 140 og § 168, stk.
1.
Det foreslås, at der i sundhedslovens § 263 indsættes en henvisning til den
foreslåede bestemmelse i sundhedslovens § 263, stk. 2, jf. lovforslagets §
1, nr. 19.
Forslaget er en konsekvens af, at der i lovforslagets § 1, nr. 19, foreslås at
tilføje et stk. 2 i § 263, hvormed der vil blive mulighed for mellemkommu-
nal refusion for udgifter forbundet med befordring i forbindelse med genop-
træning efter §§ 140 og 168, stk. 1, til borgere på specialiserede sociale bo-
tilbud.
Til nr. 19
Det fremgår af sundhedsloven § 263, at bopælskommunen afholder udgifter
til befordring i forbindelse med genoptræning efter § 140 og § 168, stk. 1.
Der er ikke efter de gældende regler i sundhedsloven mulighed for mellem-
kommunal refusion for disse udgifter.
Det foreslås, at der indsættes et
stk. 2
i § 263, hvorefter bopælskommunen
har ret til mellemkommunal refusion for udgifter til befordring i forbindelse
med genoptræning efter § 140 og § 168, stk. 1, til personer, der efter med-
virken af en anden kommune eller anden offentlig myndighed har ophold i
kommunen på et anbringelsessted, jf. servicelovens § 66, på et botilbud efter
servicelovens §§ 107-110 eller på et botilbudslignende tilbud omfattet af
socialtilsynslovens § 4, stk. 1, nr. 3. Refusionen skal svare til bopælskom-
munens faktiske udgifter ved at levere ydelsen. Refusionen ydes af den
kommune, der endeligt afholder udgifterne til hjælp efter lov om social ser-
vice.
Den foreslåede bestemmelses
1. pkt.
vil indebærer, at en kommune, som er
bopælskommune for borgere, der efter medvirken af en anden kommune
eller anden offentlig myndighed har bopæl i kommunen på et anbringelses-
sted, på et botilbud efter servicelovens §§ 107-110 eller på et botilbudslig-
nende tilbud omfattet af socialtilsynslovens § 4, stk. 1, nr. 3, har ret til refu-
sion for de udgifter, som kommunen afholder til befordring i forbindelse
med genoptræning til borgeren.
Refusionen vil efter det foreslåede
2. pkt.
skulle svare til kommunens fakti-
ske udgifter ved at levere ydelsen. De faktiske udgifter omfatter en forholds-
mæssig andel af fællesudgifter og udgifter til ledelse og administration, der
28
 SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 572: Henvendelse af 13/9-21 fra Det Etiske Råd om høringssvar i forbindelse med høring over udkast til forslag til lov om ændring af sundhedsloven (Mellemkommunal refusion for kommunale sundhedsydelser til borgere på specialiserede sociale botilbud)
UDKAST
er en følge af driften af sundhedstilbuddet. Til grund for fastlæggelsen af de
faktiske udgifter opgøres de anvendte timer samt den anvendte timetakst
opgjort inkl. andel af fællesudgifter til ledelse og administration.
Refusion vil efter det foreslåede
3. pkt.
skulle ydes af den kommune, der
endeligt afholder udgifterne til hjælp efter lov om social service.
Den foreslåede ordning vil kun gælde i tilfælde, hvor borgerens handlekom-
mune, en tidligere handlekommune eller anden offentlig myndighed har vi-
siteret borgeren i henhold til lov om social service til et tilbud i anden kom-
mune, hvor borgeren får bopæl.
Ved anden offentlig myndighed forstås f.eks. domstolene, som har kompe-
tence til at træffe afgørelse om borgerens bopæl.
Fastlæggelsen af, hvem der er barnet eller den unges handlekommune, og
af, hvilken kommune der endeligt afholder udgifterne til hjælp til borgere,
sker efter reglerne i lov om retssikkerhed og administration på det sociale
område.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til § 2
Det foreslås, at loven skal træde i kraft den 1. januar 2022.
Til § 3
Det foreslås, at loven, jf. dog stk. 2, ikke skal gælde for Færøerne og Grøn-
land, da de omfattede bestemmelser i sundhedsloven, bortset fra sundheds-
lovens § 247, ikke kan sættes i kraft for hverken Færøerne eller Grønland.
Med forslagets § 2, stk. 2, foreslås det, at lovens § 1, nr. 1, ved kongelig
anordning kan sættes helt eller delvis i kraft for Færøerne med de afvigelser,
som de særlige færøske forhold tilsiger.
[Paralleltekster følger]
29