WWW.VIDENSRAAD.DK
PRESSEMEDDELELSE
25. AUGUST 2021
Ny rapport: Hvert sjette barn under 10 år har mentale
helbredsproblemer, og der er behov for en national strategi nu
Alt for mange børn lider for længe og unødigt, fordi opsporing og forebyggelse af
mentale helbredsproblemer er usystematisk og utilstrækkelig, konkluderer ny
rapport fra Vidensråd for Forebyggelse. Der er behov for en national strategi for
børns mentale helbred.
Mindst 16 procent af 0-9-årige børn har betydelige mentale helbredsproblemer, og otte
procent diagnosticeres med en psykisk sygdom i hospitalsvæsenet, inden de fylder 10 år.
Det er ganske mange børn, som dermed er i risiko for omfattende og unødvendige
skadevirkninger både i barndommen, i ungdomsårene og ind i voksenlivet, forklarer Bjørn
Holstein, professor emeritus ved Statens Institut for Folkesundhed og formand for
arbejdsgruppen bag en ny rapport fra Vidensråd for Forebyggelse:
-
Ubehandlede mentale helbredsproblemer hos et barn kan ødelægge dagligdagen
både for barnet og familien, og der er risiko for, at problemerne forværres, hvis
børnene går for længe uden at få den rette hjælp.
Jo længere barnet lever med sine problemer, desto større er risikoen for, at barnet
udvikler psykisk sygdom, som vil påvirke både skolegang, familien og samværet med
jævnaldrende. På længere sigt er det barnets fremtidige uddannelse, familiedannelse
og tilknytning til arbejdsmarkedet, der er på spil.
-
De tidlige børneår har en stor betydning
Rapporten ”Mental sundhed og psykisk sygdom hos de 0-9-årige børn” kortlægger
forekomsten af mentale helbredsproblemer og psykisk sygdom i aldersgruppen og peger
derudover på risikofaktorer, beskyttende faktorer og ikke mindst på muligheder for tidlig
indsats i form af sundhedsfremme og forebyggelse.
Aldersgruppen fra 0 til 9 år er vigtig, fordi udviklingen i denne periode er mere plastisk, det vil
sige særligt modtagelig for omgivelsernes påvirkning. Det er den periode, hvor omgivelserne
og barnets relationelle rammer har størst betydning for, hvordan barnet udvikler sig.
-
Der er et stort potentiale i en indsats tidligt i barnets liv. Hvis man kan sikre trygge
relationer i hjemmet, i dagtilbud og i skole, kan det beskytte børn mod mentale
helbredsproblemer og mange af de skadevirkninger, der følger med, forklarer Bjørn
Holstein.
ETABLERET AF TRYGFONDEN OG LÆGEFORENINGEN