SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 534: Henvendelse af 2/7-21 fra Danske Psykomotoriske Terapeuter om notat til Sundheds- og Ældreministeriet om autorisation af psykomotoriske terapeuter

Sundhedsudvalget 2020-21
SUU Alm.del Bilag 534
Offentligt

Medlem af Sundhedskartellet og Fagbevægelsens Hovedorganisation

31. august 2020

HV@DAP

Notat til Sundheds- og Ældreministeriet om autorisation af

psykomotoriske terapeuter (sagsnr.: 1910150)

Sundheds- og Ældreministeriet har den 21. feb. 2020, som svar på

brev fra Danske Pyskomotoriske Terapeuter, DAP, den 11. okt. 2019,

ønsket nærmere oplysninger om patientsikkerhed m.m. for at kunne

indgå i drøftelser af, om der kan være grundlag for at autorisere psy-

komotoriske terapeuter. Dette notat redegør herfor og for behovet

for autorisation af psykomotoriske terapeuter.

Patientsikkerhed og patienternes retsstilling

Formålet for DAP med en autorisation er at styrke patientsikkerheden

og at patienter, der modtager psykomotorisk behandling, trygt kan

regne med, at det sker på et sundhedsfagligt forsvarligt grundlag

En autorisationsordning vil øge brugernes/patienternes sikkerhed

indenfor området, således, at kun den som har opnået sundheds-

faglig autorisation som psykomotoriske terapeut må kalde sig det.

Brugerne/patienterne får dermed mulighed for at kunne identificere

personer med den fornødne uddannelse. Uddannelsen til

psykomotorisk terapeut er en sundhedsuddannelse som professions-

bachelor. Uddannelsen svarer i længde og indholdsomfang til

uddannelsen til sygeplejerske og fysioterapeut. Se bilag 1 om uddan-

nelse og arbejdsområde.

Der ligger en høj forbrugermæssig tryghed og patientsikkerhed i at

kunne identificere behandlere med de rette kvalifikationer.

Autorisation af psykomotoriske terapeuter vil ikke berøre andre

autoriserede sundhedspersoners virksomhed, eftersom psykomoto-

riske terapeuter ikke tillægges et virksomhedsområde. Der er alene

tale om, at autorisationen medfører en beskyttet titel.

I dag er psykomotorisk terapeut ikke en beskyttet titel og patienterne

har derfor ingen mulighed for at sikre sig, at deres behandler har de

kvalifikationer, de påstår, at de har. Et eksamensbevis er ikke tilstræk-

keligt, patienten bør kunne henvende sig til myndigheden, ved opslag

i autorisationsregisteret og sikre sig, at behandleren er autoriseret.

Med en autorisation hører en række pligter for den autoriserede

sundhedsperson. Disse pligter tillægger patienten nogle rettigheder,

som patienter ikke har, når de bliver behandlet af en ikke-autorise-

ret behandler. Det er krav om indhentelse af informeret samtykke,

journalføringspligt og tavshedspligt m.m., der alle er forhold, som vil

styrke patientsikkerheden.

SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 534: Henvendelse af 2/7-21 fra Danske Psykomotoriske Terapeuter om notat til Sundheds- og Ældreministeriet om autorisation af psykomotoriske terapeuter

Informeret samtykke

Det styrker patientsikkerheden, at ingen behandling kan udføres

uden patientens udtrykkelige samtykke og at behandleren har pligt til

at informere patienten om dennes helbredstilstand og om

behandlingsmulighederne, herunder om risiko for komplikationer og

bivirkninger (sundhedslovens § 15-16).

Disse rettigheder har patienten kun, når de behandles af en sund-

hedsperson. Efter sundhedslovens § 6, er psykomotoriske terapeuter

kun omfattet af bestemmelsen i de tilfælde de arbejder i det

offentlige sygehusvæsen eller under en autoriseret sundhedsperson

som dennes medhjælp.

Gruppen af patienter, som psykomotoriske terapeuter

behandler,omfatter ældre, psykisk sårbare, handicappede, socialt

udsatte og patienter med behov for støtte og behandling af lidelser.

De er alle patienter, som har brug for at føle tryghed, når de har

behov for behandling. Den tryghed vil patienterne kunne få ved, at

de psykomotoriske terapeuter får en sundhedsfaglig autorisation,

hvor enhver kan slå op i myndighedernes autorisationsregister.

Journalføringspligt

Journalføringspligten gælder kun autoriserede sundhedspersoner og

de, der handler på vegne af disse. Manglende journalføring er en

risiko for patientsikkerheden. Formålet med journalføring, er at sikre

kontinuitet i behandlingen så relevante patientoplysninger kan blive

registreret og genfundet af kolleger eller andre sundhedsfaglige

samarbejdspartnere. Ligeledes er journalen patientens mulighed for

at få dokumenteret, hvad behandleren har udført og journalen vil

også blive lagt til grund for en eventuel klagesag. Det er en

patientsikkerhedsmæssig risiko, at der ikke er pligt til journalføring

for psykomotoriske terapeuter.

Omhu og samvittighedsfuldhed og patientrisiko

Alle autoriserede sundhedspersoner er omfattet af pligten til at

udvise omhu og samvittighedsfuldhed jf. autorisationslovens § 17.

Pligten er ikke afhængig af ansættelsesforholdet, men af om sund-

hedspersonen udfører sundhedsfagligt arbejde. Derfor vil det være

væsentligt for patientsikkerheden, at psykomotoriske terapeuter

også bliver underlagt denne pligt, som det fremgår af det følgende.

Psykomotorisk terapi består af behandling, øvelser og terapeutisk

samtale. Psykomotorisk

behandling

er en manuel kropslig terapi,

hvor terapeuten med sine hænder foretager tryk, greb og stræk på

patienten. Psykomotoriske

øvelser

er bevægelse, afspænding og

udspænding, som patienten får instruktion i og udfører på egen hånd

som led i terapien. Ved den manuelle behandling arbejdes der med

bindevæv, muskel- og senevæv samt indirekte påvirkning af nervesy-

stemet. Ved den psykiske terapi arbejdes der med behandling, øvel-

ser og

samtale

om kropslige, følelses- og tankemæssige reaktioner.

SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 534: Henvendelse af 2/7-21 fra Danske Psykomotoriske Terapeuter om notat til Sundheds- og Ældreministeriet om autorisation af psykomotoriske terapeuter

Den manuelle behandling vedrører en række almene lidelser og

omfatter store patientgrupper. De fagprofessionelle beslutninger der

træffes, kan indebære en risiko for patienten, såfremt behandleren

ikke har den fornødne viden. Det er bl.a.:

•

Osteoporose

–

risiko for skader på skelettet ved behandling

og øvelser

Ryglidelser

–

risiko for at forværre diskusprolaps eller

fremprovokere en prolaps eksempelvis ved flexion

Graviditetsgener

–

risiko for at forværre gener, fx ved forkert

lejring bl.a. vena cava syndrom

Hypermobilitet

–

ny viden tyder på højere forekomst af gigt

(artrose), ved forkert træning, som belaster led

Leddegigt

–

risiko for ved tryk at påføre vene-/arterieproble-

mer i sammenhæng med medicin til gigtpatienter, der kan

give porøse kar og risiko for blodpropper i benene

Manuel behandling og bevægelsesundervisning af nyope-

rerede.

•

På det psykiatriske område er der risiko ved flere behandlinger:

•

Angst og stress

–

risiko for at forværre patientens tilstand

Re-traumatisering

–

risiko for ved behandling at frem-

provokere underliggende problematikker (traumer efter

overgreb, vold, voldtægt, PTSD og lignende)

Psykiske lidelser

–

risiko for at mistolke en kropslig afspændt

tilstand som positiv hos patienter med en svag eller udflyd-

ende kropsafgrænsning.

Demens

–

risiko for at gøre den dementes livssituation værre.

•

Risiko for re-traumatisering gør sig gældende både ved den terapeu-

tiske samtale og den manuelle behandling. Mangler behandleren

viden om traumer, og hvordan man terapeutisk arbejder med

traumer og re-traumatisering, udgør det en stor risiko for patienten.

Ved den manuelle behandling af patienter med PTSD, hvor der er

direkte berøring mellem patient og terapeut er der risiko for flash-

back. Terapeuten skal derfor have den nødvendige uddannelse til at

foregribe og reagere i tide.

For så vidt angår patienter med skizofreni og psykose kan ukvalifi-

ceret berøring og øvelser forværre en bestående psykose.

Psykomotoriske terapeuter arbejder ofte med patienter med psykisk

sygdom, stress-belastning, traumer eller andre der er under høj

belastning, og som kan have svært ved at mærke egne grænser. Det

SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 534: Henvendelse af 2/7-21 fra Danske Psykomotoriske Terapeuter om notat til Sundheds- og Ældreministeriet om autorisation af psykomotoriske terapeuter

gør dem sårbare. Det kræver særlig uddannelse at tilrettelægge det

kropsterapeutiske arbejde efter den enkeltes symptombillede og

belastningsgrad, så patientens grænse ikke overskrides, og terapien

afhjælper symptomer, ikke forværrer dem.

Demente borgere kan, med den rette afgrænsende berøring og

øvelser, hjælpes til at få dæmpet indre kaos, sænket aurosal og

dæmpet angst. Er den faglige vurdering af den demente ikke korrekt,

kan det forværre den dementes livssituation.

Som følge af kompleksiteten af behandlingerne der udføres, den høje

grad af selvstændighed i tilrettelæggelsen og udførelsen af arbejdet

og den ofte sårbare patientgruppe, er der behov for at tildele de

psykomotoriske terapeuter en sundhedsfaglig autorisation, som

sammen med de tilhørende pligter, der tilgodeser patientsikker-

heden, giver patienterne tryghed og en række rettigheder.

SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 534: Henvendelse af 2/7-21 fra Danske Psykomotoriske Terapeuter om notat til Sundheds- og Ældreministeriet om autorisation af psykomotoriske terapeuter

Bilag 1 til Notat til Sundheds- og Ældreministeriet om autorisation

af psykomotoriske terapeuter (sagsnr.: 1910150)

Psykomotoriske terapeuters uddannelse og arbejdsområde

Uddannelse: Professionsbachelor

I 2002 blev der oprettet en uddannelse som professionsbachelor i

psykomotorik.

Ifølge bekendtgørelsen om uddannelsen gælder det, at:

”Formålet

med uddannelsen til professionsbachelor i psykomotorik er at

kvalificere den studerende til efter endt uddannelse selvstændigt og

tværprofessionelt at kunne planlægge, organisere, gennemføre og

evaluere opgaver inden for det psykomotoriske og sundhedsfaglige

felt. Den psykomotoriske terapeut specialiseres til at varetage

sundhedspsykologiske og sundhedspædagogiske opgaver med fokus

på sundhedsfremme, sygdomsforebyggelse og rehabilitering. Den

uddannede opnår kompetencer til at kunne deltage i forsknings- og

udviklingsarbejde og til at kunne fortsætte i teoretisk og praktisk

kompetencegivende efter- og videreuddannelse.”

(https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2016/506).

Uddannelsen omfatter blandt andet naturvidenskabelige og

sundhedsvidenskabelige fag som anatomi, fysiologi, somatisk og

psykiatrisk sygdomslære, forebyggelse og rehabilitering. Den er af

3�½ års varighed.

Arbejdsområde: Offentlig og privat

Der er cirka 1700 psykomotoriske terapeuter. Omkring 1000 er an-

sat i kommuner, regioner og staten. Omkring 700 arbejder i den

private sektor.

Psykomotoriske terapeuter samarbejder som faggruppe selvstæn-

digt med andre sundhedsfaglige grupper. Det kan være med læger,

sygeplejersker, ergoterapeuter og kiropraktorer. De arbejder ofte i

samarbejde med ikke-sundhedsfaglig ledelse i fx kommuner. De

arbejder selvstændigt i privat praksis og tilbyder behandling til

patienter med fysiske smerter, funktionelle lidelser samt kroniske

lidelser. Også plejecentre og bosteder er steder, hvor psykomoto-

riske terapeuter behandler sårbare patientgrupper.