SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 531: Rapporten: Retspsykiatri i et menneskeretligt perspektiv, fra Institut for Menneskerettigheder

Sundhedsudvalget 2020-21
SUU Alm.del Bilag 531
Offentligt

RETSPSYKIATRI

I ET MENNESKE

RETLIGT PERSPEKTIV

SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 531: Rapporten: Retspsykiatri i et menneskeretligt perspektiv, fra Institut for Menneskerettigheder

RETSPSYKIATRI I ET MENNESKERETLIGT PERSPEKTIV

Forfattere: Tinne Steffensen, Mette Gaardsted Frandsen og Nikolaj Nielsen.

Ansvarlig: Ligebehandlingschef, Maria Ventegodt

Ligebehandlingsafdelingen, Institut for Menneskerettigheder

ISBN: 9788793893139

EISBN: 9788793893115

Forsidefoto: Colourbox

Layout: Hedda Bank

Danmarks Nationale Menneskerettighedsinstitution

Wilders Plads 8K

1403 København K

Telefon 32 69 88 88

www.menneskeret.dk

Denne publikation eller dele af den må reproduceres til ikkekommercielle formål

med tydelig angivelse af kilde.

Vi tilstræber, at vores udgivelser bliver så tilgængelige som muligt. Vi bruger fx

store typer, korte linje, få orddelinger, løs bagkant og stærke kontraster.

Læs mere om tilgængelighed på: www.menneskeret.dk/tilgaengelighed

SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 531: Rapporten: Retspsykiatri i et menneskeretligt perspektiv, fra Institut for Menneskerettigheder

INDHOLD

FORKORTELSER

RESUMÉ OG ANBEFALINGER

KAPITEL 1 – INTRODUKTION

1.1 DE RETSPSYKIATRISKE PATIENTER

1.2 ALMEN OG RETSPSYKIATRI

1.3 FORMÅL MED UNDERSØGELSEN

1.4 INDHOLD

1.5 BEGREBER

1.5.1 Foranstaltningsdom og særforanstaltninger

1.5.2 Retspsykiatri

1.5.3 Dømte og patienter

1.5.4 Recidiv

1.6 AFGRÆNSNING

1.6.1 Forvaringsdomme

1.6.2 Forebyggelse og almen psykiatri

1.6.3 Domme til personer med udviklingshæmning

1.7 SÅDAN HAR VI GJORT

1.7.1 Juridisk metode

1.7.2 Gennemgang af undersøgelser og tal

1.7.3 Baggrundsinterviews og møder

1.7.4 Undersøgelse blandt bistandsværger

1.7.5 Aktindsigt i forlængelser af domme i 2018

KAPITEL 2 – INTRODUKTION TIL MENNESKERETTEN

2.1 CENTRALE KONVENTIONER

2.1.1 Den Europæiske menneskerettighedskonvention

2.1.2 FN’s Handicapkonvention

2.2 CENTRALE PRINCIPPER

2.2.1 Proportionalitetsprincippet

2.2.2 Ligebehandlingsprincippet

2.3 CENTRALE RETTIGHEDER

2.3.1 Retten til personlig frihed

2.3.2 Andre indgreb i retspsykiatriske patienters rettigheder

2.3.3 Forbuddet mod diskrimination

2.4 OPSUMMERING

SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 531: Rapporten: Retspsykiatri i et menneskeretligt perspektiv, fra Institut for Menneskerettigheder

KAPITEL 3 – DANSK RET OM SÆRFORANSTALTNINGER

3.1 INTRODUKTION TIL DET DANSKE STRAFFESYSTEM

3.1.1 Straf og andre strafferetlige retsfølger

3.1.2 Strafansvar og straffastsættelse

3.2 IVÆRKSÆTTELSE AF SÆRFORANSTALTNINGER

3.2.1 Hvem kan idømmes en foranstaltningsdom?

3.2.2 Betingelser for iværksættelse af en særforanstaltning

3.2.3 Typer af særforanstaltninger

3.2.4 Længstetider

3.3 FULDBYRDELSE AF FORANSTALTNINGSDOMME

3.4 ÆNDRING AF FORANSTALTNINGSDOMME

3.4.1 Forlængelse af længstetider

3.4.2 Lempelse og skærpelse af foranstaltninger

3.4.3 Ophør af foranstaltninger

3.4.4 Kontrol med varighed og omfang

3.5 BISTANDSVÆRGER

3.5.1 Beskikkelse af bistandsværger

3.5.2 Bistandsværgernes opgaver

3.6 OPSUMMERING

3.6.1 Proportionalitetsbetragtninger

KAPITEL 4 – ANALYSE AF UDVIKLINGEN I

FORANSTALTNINGSDOMME

4.1 STIGNING I ANTAL DOMME

4.2 TRUSLER ELLER VOLD MOD OFFENTLIGT ANSATTE

4.3 LANGE DOMME FOR MINDRE ALVORLIGE FORBRYDELSER

4.4 RECIDIV

4.5 LÆNGERE DOMSFORLØB

4.6 OPSUMMERING

KAPITEL 5 – ANALYSE AF BISTANDSVÆRGERNES ROLLE

5.1 BESKIKKELSE OG VEJLEDNING

5.2 CENTRALE OPGAVER OG UDFORDRINGER

5.2.1 Manglende underretning om indlæggelser og udskrivning

5.3 ÆNDRINGER OG OPHÆVELSER AF DOMME

5.3.1 ”Vil klienten anmode, så anmoder jeg”

5.3.2 Overvejelser om kriterier og frihedsgrader

5.3.3 Alternativ til dom

5.3.4 Sagsbehandlingstider

5.4 FORSTÅELSER AF PROPORTIONALITET OG RECIDIV

5.5 OPSUMMERING

SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 531: Rapporten: Retspsykiatri i et menneskeretligt perspektiv, fra Institut for Menneskerettigheder

KAPITEL 6 – ANALYSE AF FORLÆNGELSER AF DOMME I 2018

6.1 FORLÆNGEDE DOMME AFSPEJLER NOGENLUNDE

KRIMINALITETSTYPER BLANDT NYE DOMME

6.2 RECIDIV OG FORTSAT STABILITET

6.3 DØMTE DER GERNE VIL FORBLIVE I DOM

6.4 HENVISNING TIL BOLIGFORHOLD

6.5 MISBRUG OG MASSIVE SOCIALE PROBLEMER

6.6 TYVERI OG BERIGELSESKRIMINALITET

6.7 LÆGELIGE OG SOCIALFAGLIGE VURDERINGER

6.8 LÆNGERE DOMME

6.9 OPSUMMERING

KAPITEL 7 – MENNESKERETLIGE PERSPEKTIVER PÅ

RETSPSYKIATRIEN

7.1 INDLEDNING

7.2 LIGEBEHANDLING AF MENNESKER MED PSYKISKE LIDELSER

7.3 DE RETLIGE VÆRN, DER SKAL SIKRE AT SÆRFORANSTALTNINGER

IKKE BLIVER FOR LANGE, ER MEGET SVAGE

7.4 INDGREB I MENNESKERETTIGHEDER SKAL KUNNE

RETFÆRDIGGØRES

7.4.1 Sagsbehandlingstider og forældede oplysninger

7.4.2 Sammenhæng mellem retspsykiatri og det øvrige behandlings

og sociale system

BILAG

NOTER

100

102

103

104

106

107

108

110

112

SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 531: Rapporten: Retspsykiatri i et menneskeretligt perspektiv, fra Institut for Menneskerettigheder

FORKORTELSER

EMD

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol

EMRK Den Europæiske Menneskerettighedskonvention

TfK

UfR

Tidsskrift for Kriminalret

Ugeskrift for Retsvæsen

SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 531: Rapporten: Retspsykiatri i et menneskeretligt perspektiv, fra Institut for Menneskerettigheder

RESUMÉ OG

ANBEFALINGER

INDLEDNING OG BAGGRUND FOR RAPPORTEN

I Danmark er udgangspunktet, at personer med psykiske lidelser ikke kan bebrejdes

en kriminel handling, hvis de var utilregnelige i gerningsøjeblikket. I straffelovens

terminologi er de derfor straffri og kan ikke idømmes straf i form af bøder eller

fængsel.

Ordet straffri er imidlertid noget misvisende, idet der er knyttet andre og ofte

vidtgående sanktioner til de lovovertrædelser, som bliver begået af personer

med psykiske lidelser. I stedet for en straf kan sådanne personer blive idømt

en særforanstaltning i form af en anbringelses eller behandlingsdom. En

særforanstaltning kan indebære mindre indgreb så som at være underlagt tilsyn af

Kriminalforsorgen og ambulant behandling, men vil oftest indebære mulighed for

tvangsindlæggelse på en psykiatrisk afdeling eller anden institution.

Retspsykiatrien i Danmark har haft kraftigt vokseværk de seneste 40 år, og det har

givet anledning til både bekymring og forundring. Således er antallet af patienter,

som er underlagt en særforanstaltning, næsten tidoblet siden 1980’erne, og

retspsykiatrien omfatter i dag over 4.000 personer, der er er idømt en anbringelses

eller behandlingsdom.

I denne rapport undersøger vi med afsæt i retspsykiatriens vokseværk, hvordan

retspsykiatriske patienter er sikret imod, at deres dom strækker sig længere eller er

mere indgribende end nødvendigt, og hvordan patienternes rettigheder kan styrkes.

TAB AF RETTIGHEDER FOR NOGLE AF DE ALLERMEST SÅRBARE

MENNESKER

Persongruppen, der er underlagt særforanstaltninger, er kendetegnet ved at være

ekstremt udsatte. Mange er hjemløse, har været anbragt som børn, har ingen

uddannelse eller kæmper med misbrug eller langvarig, alvorlig psykisk sygdom.

Selvbestemmelse er et helt grundlæggende princip inden for den ordinære

psykiatri, men for patienterne i retspsykiatrien er selvbestemmelsen ikke beskyttet

i nær samme omfang. Når denne gruppe personer idømmes en anbringelses

eller behandlingsdom, bliver de underlagt en usikkerhed om, hvornår de risikerer

at blive frihedsberøvet og tvangsindlagt på psykiatrisk afdeling. Dels kan der ske

tvangsindlæggelse, uden at betingelserne i psykiatriloven om farlighed eller

risiko for væsentlig forringelse af helbredet er opfyldt. Dels kan en behandlings

eller anbringelsesdom indebære skjult tvang både under indlæggelse og under

SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 531: Rapporten: Retspsykiatri i et menneskeretligt perspektiv, fra Institut for Menneskerettigheder

RETSPSYKIATRI I ET MENNESKERETLIGT PERSPEKTIV

ambulant behandling, fordi den dømte kan opleve at være tvunget til at samtykke

til en behandling for at få ophævet dommen.

MENNESKER MED LANGVARIGE PSYKISKE LIDELSER RISIKERER

MEGET LÆNGEREVARENDE SANKTIONER END ANDRE

Institut for Menneskerettigheder påpegede allerede i 2006, at der manglede

proportionalitet mellem lovovertrædelse og sanktion i forbindelse med personer

med psykiske lidelser, der begår kriminalitet og får en foranstaltningsdom.

Problemstillingen vedrørende forskelsbehandling af mennesker med længere

varende psykisk sygdom i form af meget langvarige domme gør sig i endnu højere

grad gældende i dag. Det er en massiv menneskeretlig udfordring for Danmark,

fordi uforholdsmæssigt lange særforanstaltninger kan udgøre diskrimination af

personer med langvarig psykisk sygdom.

Stort set samtlige foranstaltningsdomme afsagt i 2017 indebærer mulighed for

tvangsindlæggelse (97%), mens en betydelig andel er uden tidsbegrænsning

(40%). Andelen af foranstaltningsdomme uden tidsbegrænsning har været

konstant siden 2000 på trods af, at der har været et dyk i andelen af kriminalitet,

der kategoriseres som personfarlig. I samme periode har der endvidere været en

stigning i andelen af kriminalitet, som bliver begået, imens den dømte har været i

behandling i psykiatrien i form af vold eller trusler mod offentligt ansatte.

De fleste foranstaltningsdomme angår forskellige former for vold, men

hvert år udgør tyveri og anden berigelseskriminalitet cirka 10% af alle

foranstaltningsdomme. I praksis gives der sjældent foranstaltningsdomme med

længstetider på under fem år – heller ikke for mindre lovovertrædelser, som for

eksempel berigelseskriminalitet. Den almindelige straf for berigelseskriminalitet,

såfremt forbryderen ikke har en psykisk lidelse, er bøde eller i særlige tilfælde en

kortere betinget dom.

Udover at foranstaltningsdommene ofte er lange for mindre alvorlig kriminalitet,

adskiller de sig fra almindelige domme ved, at de kan forlænges alene med

henvisning til, at der foreligger ”særlige omstændigheder”. På baggrund

af en analyse af forlængede domme finder vi, at domme for eksempelvis

berigelseskriminalitet i flere tilfælde forlænges. Det gælder også i tilfælde, hvor

der ikke har været begået yderligere kriminalitet under dommen. Det helt centrale

formål med en anbringelses eller behandlingsdom er – gennem behandling – at

forebygge, at personen på grund af sin psykiske lidelse begår lignende gentagen

kriminalitet, såkaldt recidiv. Alligevel finder vi flere eksempler på, at domme

forlænges med henvisning til behandlingsbehov uden henvisning til risiko for

recidiv.

Vi finder således, at kravet om, at der skal foreligge ”særlige omstændigheder”, i

meget ringe grad beskytter mod en forlængelse af en idømt anbringelses eller

behandlingsdom.

SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 531: Rapporten: Retspsykiatri i et menneskeretligt perspektiv, fra Institut for Menneskerettigheder

RETSPSYKIATRI I ET MENNESKERETLIGT PERSPEKTIV

DET ENDER MED EN BEHANDLINGSDOM, NÅR

ALMENPSYKIATRIEN FEJLER

Retspsykiatriske patienter er i vidt omfang almenpsykiatriske patienter, der ikke har

fået hjælp i tide og i tilstrækkelig grad. På den måde bliver en anbringelses eller

behandlingsdom en sidste udvej og måske også et middel til at få den behandling,

der indtil da har manglet.

Ved en gennemgang af retskendelser for 96 forlængede domme i 2018 finder

vi, at usikkerhed om fortsat behandling og støtte ved ophør af en behandlings

eller anbringelsesdom spiller en central rolle i begrundelsen for flere af

forlængelserne. Det er kritisabelt, hvis flere bliver idømt en særforanstaltning på

grund af utilstrækkelig behandling i almenpsykiatrien, og manglende mulighed for

behandling og støtte bør ikke føre til at særforanstaltninger forlænges.

Mennesker med behov for behandling, der ikke vurderes til at være til fare for

andre, skal have tilbud om hjælp, men det skal foregå i den almene psykiatri og ikke

ved at forlænge en behandlingsdom langt ud over det rimelige.

LANG SAGSBEHANDLINGSTID OG MANGLENDE

INFORMATION TIL BISTANDSVÆRGER

Alle foranstaltningsdømte, der er underlagt en dom med mulighed for

indlæggelse, får beskikket en bistandsværge. Bistandsværgens opgave er at holde

sig underrettet om den dømtes tilstand og drage omsorg for, at ophold på sygehus

eller anden institution samt andre foranstaltninger ikke udstrækkes længere end

nødvendigt. Det indebærer blandt andet at bistå den dømte med at anmode om

ændring eller ophævelse af dom.

Vi finder i vores interviews med og spørgeskemaundersøgelse blandt bistands

værger tegn på, at information om netop beskikkelsen forud for dommen er

mangelfuld. Herudover rapporterer bistandsværgerne i stor udstrækning,

at de ikke bliver informeret om deres klienters indlæggelse og udskrivning,

hvilket de ellers har ret til. Endelig påpeger flere bistandsværger, at der er

lange sagsbehandlingstider på op mod et år ved anmodninger om ændring

eller ophævelse af dom. Resultaterne tyder på, at bistandsværgernes arbejde

besværliggøres unødigt, og at dette i sidste ende forringer den dømtes

retssikkerhed.

Bistandsværgernes oplysninger understøttes af oplysningerne i de kendelser om

forlængelse, vi har gennemgået. Vi kan ikke på baggrund af vores materiale udlede

den præcise sagsbehandlingstid. Ved at undersøge datoer for lægelige vurderinger

af den dømte og datoer for sagens behandling i retten er det muligt indirekte

at belyse sagsbehandlingstider for foranstaltningsdomme. I rapporten har vi

beskrevet eksempler på, at der er gået imellem syv og ni måneder fra den lægelige

vurdering er foretaget, til sagen behandles af retten.

SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 531: Rapporten: Retspsykiatri i et menneskeretligt perspektiv, fra Institut for Menneskerettigheder

RETSPSYKIATRI I ET MENNESKERETLIGT PERSPEKTIV

Hvis eksempelvis en frihedsberøvelse i form af en tvangsindlæggelse opretholdes

i længere tid end nødvendigt på grund af sagsbehandlingstider, er der en risiko for

krænkelse af forbuddet mod diskrimination og retten til personlig frihed.

Endvidere har Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i flere tilfælde slået fast,

at hvis det besluttes at opretholde en frihedsberøvelse på baggrund af en forældet

mentalerklæring, er dette i sig selv en krænkelse af retten til personlig frihed.

KONKLUSIONER

Vi kan konkludere, at flere forskellige tendenser alle peger i samme retning.

Der er flere personer, som får en foranstaltningsdom, både som en ny dom

og som en forlængelse ved udløbet af en eksisterende dom. Dommene varer

samlet set længere. Samtidig er der ikke sket en parallel stigning i den andel af

foranstaltningsdømte, der begår personfarlig kriminalitet, hvilket ellers ville kunne

forklare udviklingen.

Tendenserne går stik imod hensigten med at indføre tidsbegrænsninger på

foranstaltningsdomme i år 2000, der netop skulle hindre uforholdsmæssigt lange

domsforløb. Lovændringen har altså ikke ført til, at de dømte er underlagt en

foranstaltningsdom i kortere tid.

Ingen former for kriminalitet skal gå upåagtet hen, men sanktionen skal stå mål

med lovovertrædelsen – også når det gælder personer med psykiske lidelser. I

denne undersøgelse har vi dog belyst, at en anbringelses eller behandlingsdom

ofte er af væsentligt længere varighed end en ordinær straf for samme forbrydelse.

Endvidere sker forlængelser af foranstaltningsdomme ofte med henvisning til

behov for behandling fremfor henvisning til ny kriminalitet eller risiko for recidiv.

Resultaterne i denne undersøgelse peger på en række menneskeretlige

problemstillinger for personer, der på grund af langvarige psykiske lidelser er

omfattet af beskyttelsen i FN's handicapkonvention.

Problemerne med den stigende brug af foranstaltningsdomme samt lange domme

for mindre forbrydelser, som blev påpeget af Institut for Menneskerettigheders

udredning om brugen af særforanstaltninger overfor psykisk syge i 2006, er således

kun intensiverede og rammer flere. Det er Institut for Menneskerettigheders

vurdering, at der er behov for en gennemgribende reform af retspsykiatrien,

herunder et opgør med princippet om, at der kan idømmes meget langvarige

foranstaltninger også for mindre kriminelle forhold.

Denne undersøgelse peger på, at der er tilfælde, hvor dømte bliver underlagt en

særforanstaltning i længere tid som følge af usikkerhed om adgang til behandling

i almenpsykiatrien og muligheder for støtte og bolig. Dette indebærer en risiko for

krænkelse af forbuddet mod diskrimination og retten til personlig frihed, særligt i

situationer, hvor en frihedsberøvelse udstrækkes længere end nødvendigt

SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 531: Rapporten: Retspsykiatri i et menneskeretligt perspektiv, fra Institut for Menneskerettigheder

RETSPSYKIATRI I ET MENNESKERETLIGT PERSPEKTIV

ANBEFALINGER

Det er Institut for Menneskerettigheders vurdering, at straffelovens regler om

særforanstaltninger grundlæggende bør revideres, så dansk ret i højere grad

afspejler internationale standarder for ligebehandling af mennesker med handicap

og respekt for grundlæggende frihedsrettigheder. En revision af reglerne bør ske på

baggrund af et grundigt forarbejde.

Institut for Menneskerettigheder anbefaler på den baggrund:

1) at Justitsministeriet og Sundheds og Ældreministeriet iværksætter en reform af

retspsykiatriområdet, herunder en ændring af reglerne om særforanstaltninger i

straffelovens kapitel 9.

Ændringen bør have til formål at sikre:

• at særforanstaltninger udelukkende anvendes i sager om kriminalitet, som i det

almindelige straffesystem ville føre til fængselsstraf,

• at en særforanstaltning ikke får en varighed, der er væsentligt længere end

varigheden af den fængselsstraf, som ville være idømt i det almindelige

straffesystem.

Bistandsværgerne er tillagt en væsentlig rolle og ansvar for at sikre, at

særforanstaltninger ikke udstrækkes længere og i videre omfang end nødvendigt.

Fordi bistandsværgerne er tiltænkt en væsentlig rolle for så vidt angår beskyttelsen

af den dømtes rettigheder, er det af stor betydning, at en bistandsværge er

orienteret og vejledt om indholdet af bistandsværgerollen og erklærer sig

indforstået med at påtage sig opgaven, inden vedkommende bliver udpeget eller

beskikket. Dette er langt fra altid tilfældet i dag, som det fremgår af rapportens

kapitel 5.

Institut for Menneskerettigheder anbefaler:

2) at politi og anklagemyndighed sikrer, at pårørende forud for beskikkelsen

som pårørendebistandsværge orienteres og vejledes grundigt om indholdet

af opgaven, herunder muligheden for at klienten kan få beskikket en

listebistandsværge, hvis de pårørende ikke ønsker eller ikke magter at være

bistandsværge.

Det er endvidere en vigtig del af bistandsværgernes rolle at holde sig orienteret

om deres klienters tilstand. Derfor står der også i bistandsværgebekendtgørelsen,

at sygehusene og de ansatte har pligt til at orientere om indlæggelser og

udskrivninger. På baggrund af interviews med og spørgeskemaundersøgelse blandt

bistandsværger kan vi konkludere, at bistandsværgerne ofte ikke bliver orienteret,

når deres klienter bliver indlagt eller udskrevet.

SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 531: Rapporten: Retspsykiatri i et menneskeretligt perspektiv, fra Institut for Menneskerettigheder

RETSPSYKIATRI I ET MENNESKERETLIGT PERSPEKTIV

Derfor anbefaler Institut for Menneskerettigheder:

3) at regionerne indskærper over for sygehusafdelingerne, at der er pligt til at

underrette bistandsværgerne ved indlæggelse og udskrivning.

Det er ikke muligt på baggrund af data i denne rapport med sikkerhed at afgøre,

om der foreligger et problem med sagsbehandlingstider i forbindelse med

anmodninger om ændring af domme eller behandling af sager om forlængelse.

19% af bistandsværgerne har inden for de seneste to til tre år oplevet ventetider

på 10 måneder og herover i forbindelse med en anmodning om ændring af dom. I

de tilfælde, hvor dommene er blevet forlænget, finder vi, at der er eksempler på,

at der er gået over syv måneder fra den lægelige eller socialfaglige vurdering, før

sagen kommer for retten. På baggrund af disse fund tyder noget på, at der kan være

mere generelle problemer med sagsbehandlingstider.

Institut for Menneskerettigheder anbefaler på den baggrund:

4) at Justitsministeriet tager initiativ til at undersøge, hvor udbredt de lange

sagsbehandlingstider er, og hvordan det kan sikres, at der ligger en opdateret

lægelig vurdering til grund for ændringer af en foranstaltningsdom.

SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 531: Rapporten: Retspsykiatri i et menneskeretligt perspektiv, fra Institut for Menneskerettigheder

KAPITEL 1

INTRODUKTION

I dette kapitel følger en introduktion til de retspsykiatriske patienter og forholdet

mellem almenpsykiatrien og retspsykiatrien. Herefter følger undersøgelsens

formål, beskrivelse af rapportens opbygning, definition af centrale begreber,

afgrænsning og en metodisk beskrivelse af, hvordan rapporten er blevet til.

1.1 DE RETSPSYKIATRISKE PATIENTER

I 2017 blev 638 personer idømt en foranstaltningsdom til anbringelse eller

behandling i psykiatrien, og retspsykiatrien omfattede 4.200 personer, der var dømt

til at modtage behandling.

De mere end 4.000 danske retspsykiatriske patienter står i stærk kontrast til

forholdene i Norge og Sverige, hvor retspsykiatrien i 2018 omfattede henholdsvis

215 personer (dømt til psykisk helsevern) i Norge og ca. 1.800 personer (dømt

til rattspsykiatrisk vård) i Sverige

. Uanset forskelle i regulering og organisering

af de retspsykiatriske systemer de tre lande imellem, kan den kraftige stigning i

retspsykiatriske patienter i Danmark ikke genfindes i de to øvrige lande.

Langt størstedelen af dem, der er underlagt en foranstaltningsdom i Danmark

modtager ambulant behandling i distriktspsykiatrien, men kan blive (tvangs)

indlagt, hvis det vurderes nødvendigt. Retspsykiatriske patienter modtager altså i

vid udstrækning behandling i almenpsykiatrien side om side med personer, der ikke

har begået lovovertrædelser.

Der er ikke noget centralt register over patienter i retspsykiatrien, og ansvaret

for fuldbyrdelse af dommene er delt mellem kommuner, regioner og kriminal

forsorgen. Man ved derfor ikke i detaljer, hvordan gruppen af retspsykiatriske

patienter ser ud i sin helhed.

Der er dog lavet forskellige undersøgelser af mindre og større udsnit af rets

psykiatriske patienter, som peger på, at gruppen af retspsykiatriske patienter oplever

en høj grad af udsathed i deres hverdag

. Langt de fleste får en dom på grund af en

skizofrenidiagnose, men andre affektive og psykiske lidelser samt adfærdsmæssige

forstyrrelser som følge af misbrug, er ligeledes at finde blandt de dømte.

Gennemsnitsalderen blandt mentalundersøgte, der blev anbefalet en

foranstaltningsdom i 2018 på grund af psykisk sygdom eller andre lidelser, er

SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 531: Rapporten: Retspsykiatri i et menneskeretligt perspektiv, fra Institut for Menneskerettigheder

RETSPSYKIATRI I ET MENNESKERETLIGT PERSPEKTIV

omkring de 40 år. Lidt mere end hver fjerde har en anden etnisk baggrund end

dansk, og langt størstedelen er mænd og enlige. Der er en betydelig overvægt af

personer, der kun har færdiggjort grundskolen. Og meget få (3%) er i beskæftigelse

på ordinære vilkår. Hele 18% er uden bolig, hvoraf 8% er decideret hjemløse. I

nogle dele af retspsykiatrien har op mod 50% været anbragt uden for hjemmet i

løbet af opvæksten på grund af eksempelvis vanrøgt, vold i hjemmet mv., ligesom

ca. 50 % har et diagnosticeret misbrug.

Samlet set udgøres gruppen af retspsykiatriske patienter af mennesker, der på flere

måder står på kanten af samfundet.

1.2 ALMEN- OG RETSPSYKIATRI

Der er i medierne ofte historier om, hvordan retspsykiatrien ”æder sig ind på

almenpsykiatrien”

og er ”en gøgeunge, der skubber de almenpsykiatriske patienter

ud af sengene”

. Modsætningen mellem behandlingen i den almene psykiatri

og i retspsykiatrien negligerer, at langt de fleste retspsykiatriske patienter har

haft kontakt til psykiatrien op til deres dom, og at flertallet af de retspsykiatriske

patienter behandles ambulant størsteparten af tiden og dermed er tilknyttet

almenpsykiatrien.

Der er de seneste ti år sket en generel vækst i antallet af personer, der er i kontakt

med psykiatrien, og en forskydning mod ambulant behandling. I perioden fra

20102017 er antallet af ambulante voksne patienter i hele psykiatrien steget

med 25% (fra 89.000 til 119.000), mens der er sket et lille fald på 2% på antallet

af voksne patienter, der bliver indlagt i samme periode (ca. 23.000)

. Samtidig

er indlæggelsestiden faldet, mens antallet af indlæggelser og genindlæggelser

er vokset

. Udviklingen afspejles af et fald på 16% i antallet af normerede

sengepladser i almenpsykiatrien (fra 2.648 i 2010 til 2.274 i 2018

Samme tendens mod øget ambulant behandling gør sig gældende for gruppen

af retspsykiatriske patienter, hvor der er sket en stigning på 16 % i antallet af

ambulante patienter i perioden 20102017, mens der er også sket en stigning på 9%

i antallet af indlagte patienter

. I samme periode er der oprettet flere sengepladser

i retspsykiatrien, der således er steget med 30 % fra 283 sengepladser i 2010 til

403 sengepladser i 2018

. Tal fra 2016 viste, at retspsykiatriske patienter udgør 10%

af sengepladserne i den almene psykiatri

Det er svært at sige noget om betydningen af udviklingen i almenpsykiatrien for

udviklingen i retspsykiatrien, da en direkte årsagssammenhæng er svær at etablere.

Anden viden peger dog på den tætte sammenhæng mellem forholdene i almen

psykiatrien og det stigende antal personer, der ender i retspsykiatrien. Flere og flere

modtager en dom for hændelser, der er sket netop under behandling i psykiatrien.

Det kan eksempelvis være fremsættelse af trusler eller vold mod medarbejdere

i psykiatrien begået i forbindelse med en indlæggelse. I sådanne tilfælde vil

gerningspersonen i reglen blive fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 119

SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 531: Rapporten: Retspsykiatri i et menneskeretligt perspektiv, fra Institut for Menneskerettigheder

RETSPSYKIATRI I ET MENNESKERETLIGT PERSPEKTIV

om trusler eller vold mod offentligt ansatte. Man kan derfor formode, at der kan

være en sammenhæng mellem stigningen i antallet af (gen)indlæggelser og disse

domme. 81% af indlæggelserne i psykiatrien i 2016 var akutte.

En nyere undersøgelse peger på, at retspsykiatriske patienter i vidt omfang er

almenpsykiatriske patienter, der ikke har fået hjælp i tide og i tilstrækkelig grad.

I januar 2019 konkluderede en rapport fra Retspsykiatrisk Klinik

på baggrund af

en analyse af 218 mentalundersøgelser, at der i tre ud af fire af forløbene havde

været utilstrækkelig psykiatrisk behandling op til det tidspunkt, hvor personerne

havde begået kriminalitet. Kun 7% havde aldrig haft kontakt til psykiatrien.

Dette

resultat er i tråd med resultatet fra en mindre undersøgelse af ti konkrete forløb,

hvor Sundhedsstyrelsen i 2011 konkluderede: ”for syv af sagerne blev det vurderet,

at den kriminelle handling muligvis kunne være undgået, hvis forløbet havde været

anderledes”.

Udover at de retspsykiatriske patienter oftest er kendt i psykiatrien forud for

deres dom, så betyder en ophævelse af dommen også oftest i praksis en

overgang til almenpsykiatrien, hvor patienten har ret til behandling, og hvor

lægerne også i særlige tilfælde kan anvende tvang overfor patienterne efter

reglerne i psykiatriloven.

Den behandlende overlæge kan i almenpsykiatrien

tvangstilbageholde en patient, såfremt patienten frembyder nærliggende og

væsentlig fare for andre eller sig selv eller hvis udsigten til en betydelig bedring af

patientens tilstand vil forringes væsentligt uden indlæggelse.

Patienter i retspsykiatrien er beskyttet af reglerne i psykiatriloven, når det gælder

betingelserne for at iværksætte tvang som eksempelvis bæltefiksering eller

tvangsmedicinering. Med hensyn til tvangsmæssig indlæggelse på en psykiatrisk

afdeling er retspsykiatriske patienter imidlertid ikke beskyttet af psykiatriloven,

hvis vilkårene i foranstaltningsdommen enten foreskriver tvangsindlæggelse

eller giver mulighed for tvangsindlæggelse. Det vil i så fald være vilkårene i

foranstaltningsdommen, der dikterer om patienten kan indlægges tvangsmæssigt.

I de fleste tilfælde vil en foranstaltningsdom enten give mulighed for indlæggelse

eller direkte bestemme at patienten skal indlægges. Det betyder, at for langt

de fleste retspsykiatriske patienter vil der også kunne ske tvangsindlæggelse,

selvom betingelserne i psykiatriloven ikke (nødvendigvis) er opfyldt. Hertil

kommer, at uanset det forhold, at eksempelvis betingelserne for anvendelse af

tvangsmedicinering i psykiatriloven også gælder for retspsykiatriske patienter,

så er patienterne ikke fuldt ud ligestillet med patienterne i almenpsykiatrien.

En patient i retspsykiatrien kan opleve, at den eneste måde at få ophævet

foranstaltningsdommen på, er at acceptere den medicinske behandling, som den

behandlingsansvarlige læge har ordineret. Dermed er der risiko for, at der opstår en

indirekte tvangsbehandling, hvis patienten vælger at samtykke til medicineringen

for at få ophævet eller lempet foranstaltningsdommen. Se rapportens afsnit

3.3. for en nærmere beskrivelse af sammenhængen mellem psykiatriloven og

fuldbyrdelsen af foranstaltningsdomme.

SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 531: Rapporten: Retspsykiatri i et menneskeretligt perspektiv, fra Institut for Menneskerettigheder

RETSPSYKIATRI I ET MENNESKERETLIGT PERSPEKTIV

1.3 FORMÅL MED UNDERSØGELSEN

Den voldsomme stigning i antallet af foranstaltningsdomme, de længere

domsforløb og forholdet mellem almen og retspsykiatrien er årsagen til, at vi

har iværksæt denne undersøgelse. I rapporten undersøger vi beskyttelsen af

retspsykiatriske patienters grundlæggende rettigheder med fokus på varighed,

ophævelse og ændringer af foranstaltningsdomme.

Vi undersøger:

• Hvilke tendenser i retspsykiatrien ligger bag det stigende antal nye

foranstaltningsdomme og det stigende antal retspsykiatriske patienter?

• Hvordan er patienterne sikret i mod, at en foranstaltningsdom ikke strækker sig

længere eller er mere indgribende end nødvendigt?

• Hvordan kan beskyttelsen af retspsykiatriske patienters rettigheder styrkes?

1.4 INDHOLD

Rapporten er delt op i syv kapitler. Det er rapportens sigte, at kapitlerne kan læses

særskilt, men der vil løbende blive refereret til relevante fund i andre kapitler.

Kapitel 1 indeholder baggrundsinformation og introduktion til, hvordan rapporten er

blevet til samt beskrivelse af det metodiske grundlag.

Kapitel 2 introducerer de relevante menneskeretlige konventioner, principper og

rettigheder.

Kapitel 3 beskriver reglerne om iværksættelse, fuldbyrdelse og ændring af

særforanstaltninger i dansk ret. Herudover indeholder kapitlet en kort introduktion

til særforanstaltningernes plads i det danske straffesystem og bistandsværgernes

rolle og funktion.

Kapitel 4 indeholder en analyse af aktuelle tendenser og udviklingen i

retspsykiatrien med udgangspunkt i statistik på området.

Kapitel 5 beskriver resultaterne fra en interview og spørgeskemaundersøgelse

blandt personer, der er beskikket som enten pårørende eller listebistandsværge

for foranstaltningsdømte.

Kapitel 6 indeholder en analyse af forlængede foranstaltningsdomme i 2018 og

de kendelser, der ligger til grund for forlængelserne. Analysen er baseret på en

aktindsigt fra Statsadvokaten i Viborg og Statsadvokaten i København.

Kapitel 7 samler rapportens resultater og beskriver dem i lyset af menneskeretten.

SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 531: Rapporten: Retspsykiatri i et menneskeretligt perspektiv, fra Institut for Menneskerettigheder

RETSPSYKIATRI I ET MENNESKERETLIGT PERSPEKTIV

1.5 BEGREBER

1.5.1 FORANSTALTNINGSDOM OG SÆRFORANSTALTNINGER

En foranstaltningsdom er en dom til særforanstaltning, og er den overordnede

betegnelse for en afgørelse truffet af en domstol efter straffelovens § 68 og §

69. Dommen indebærer, at der over for en lovovertræder, såfremt personen var

utilregnelig i gerningsøjeblikket på grund af psykisk sygdom eller udviklings

hæmning iværksættes en særforanstaltning i stedet for en bøde eller fængsels

straf. En foranstaltningsdom kan enten være tidsbestemt eller tidsubestemt.

Foranstaltningsdomme iværksættes først og fremmest over for personer, der er

psykisk syge og personer med udviklingshæmning, der er vurderet utilregnelige

i gerningsøjeblikket, men kan også gives til personer, der har andre psykiatriske

lidelser (også kaldet ”mangelfuld udvikling” i straffeloven) som fx lettere demens,

svag begavelse eller psykiatriske diagnoser som mén efter et misbrug men som

ikke i udgangspunktet var sindssyge i gerningsøjeblikket.

Hvor personer med psykisk sygdom og andre psykiske lidelser (”mangelfuld

udvikling”) idømmes dom til psykiatrisk særforanstaltning, altså behandling i

psykiatrien, finder fuldbyrdelsen af domme til personer med udviklingshæmning

hovedsageligt sted i kommunerne på botilbud eller sikret institution. Se nærmere

om persongruppen i afsnit 3.2.1. Fokus i denne rapport er på personer, der er idømt

dom til psykiatrisk særforanstaltning.

I rapporten skelner vi mellem anbringelsesdomme, hvor man får en dom til at være

anbragt på en psykiatrisk afdeling eller anden institution og behandlingsdomme,

hvor man får en dom til behandling med eller uden mulighed for indlæggelse

. I

folkemunde omtales foranstaltningsdomme oftest som ’behandlingsdomme’, hvilket

er noget misvisende, da en behandlingsdom blot er én type foranstaltningsdom.

1.5.2 RETSPSYKIATRI

Retspsykiatrien er en betegnelse for den del af psykiatrien, der behandler

mennesker med psykiske lidelser, der får en foranstaltningsdom. Retspsykiatrien

som fagområde er en integreret del af psykiatrien. Retspsykiatrien tager sig både af

vurdering af mulige psykiske sygdomme eller lidelser blandt kriminelle i varetægt

og i fængsler (mentalerklæringer), og af behandling og fuldbyrdelse af dom for

dem, der idømmes en særforanstaltning.

Selvom den retspsykiatriske behandling hovedsageligt foregår i psykiatrien,

sker fuldbyrdelse af en foranstaltningsdom i samspil mellem en række aktører,

herunder kommuner og botilbud, psykiatrien, kriminalforsorgen, retslægerådet og

anklagemyndigheden.

SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 531: Rapporten: Retspsykiatri i et menneskeretligt perspektiv, fra Institut for Menneskerettigheder

RETSPSYKIATRI I ET MENNESKERETLIGT PERSPEKTIV

1.5.3 DØMTE OG PATIENTER

Personer, der er under dom i retspsykiatrien, er på én gang patienter og dømte.

Det er dermed alene den retlige status, der adskiller de mange patienter i

retspsykiatrien, som behandles i almenpsykiatrien, fra ikkeretslige patienter. Vi

vil i rapporten både gøre brug af ordene foranstaltningsdømte og retspsykiatriske

patienter. Der er ingen tvivl om, at ’dømte’ og ’patienter’ fremkalder forskellige

associationer, og det symboliserer den dobbelte position, som mennesker i

retspsykiatrien har.

1.5.4 RECIDIV

Recidiv betyder tilbagefald til kriminalitet og begrebet bliver brugt til at beskrive

den andel af kriminelle, der har begået gentagen kriminalitet inden for et antal år

efter deres dom er ophævet. Ligeartet recidiv er tilbagefald til typer af kriminalitet,

der minder om den, som personen allerede er dømt for.

1.6 AFGRÆNSNING

1.6.1 FORVARINGSDOMME

En foranstaltningsdom må ikke forveksles med en forvaringsdom. Idømmelse

af forvaring er reguleret i straffelovens § 70 og kendt som landets strengeste

straf. Forvaring er en særlig straftype uden tidsbegrænsning, der gives til særligt

farlige personer, som har begået alvorlig personfarlig kriminalitet og frembyder

nærliggende fare for andre. I perioden 20072017 fik i alt 57 personer en dom til

forvaring.

Denne rapport omhandler og inddrager ikke forvaringsdomme eller

dømte.

1.6.2 FOREBYGGELSE OG ALMEN PSYKIATRI

I denne undersøgelse udgør idømmelse af en foranstaltningsdom det tidligste

punkt i et domsforløb. Fokus i rapporten er på forløb, ophævelse og ændring

af foranstaltningsdomme, herunder de mekanismer, der skal sørge for, at en

særforanstaltning ikke varer længere eller er mere indgribende end nødvendigt. Vi

inddrager derfor ikke forebyggende tiltag eller behandling i almenpsykiatrien efter

ophævelsen af en dom. I de tilfælde, hvor der er klare tråde til almenpsykiatrien

inddrages dette.

1.6.3 DOMME TIL PERSONER MED UDVIKLINGSHÆMNING

Rapporten fokuserer på domme til psykiatriske særforanstaltninger, altså

behandling eller anbringelse i psykiatrien. I rapporten gennemgår vi området

for foranstaltningsdomme på baggrund af straffelovens bestemmelser. Selvom

en del af bestemmelserne er overordnede og også gælder for personer med

udviklingshæmning, der bliver idømt en foranstaltningsdom, vil bestemmelsernes

anvendelse for denne gruppe ikke blive behandlet separat.

I kapitel 4, der redegør for overordnede tendenser og udviklingen i retspsykiatrien,

vil en del af tallene gælde for alle foranstaltningsdømte og hermed også personer

SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 531: Rapporten: Retspsykiatri i et menneskeretligt perspektiv, fra Institut for Menneskerettigheder

RETSPSYKIATRI I ET MENNESKERETLIGT PERSPEKTIV

med udviklingshæmning på grund af tilgængeligheden af tal på området. Det var

i interviews og spørgeskemaer til bistandsværger (i kapitel 5) et krav, at man havde

én eller flere klienter med enten psykisk sygdom eller andre lidelser (”mangelfuld

udvikling”).

I analysen af forlængede domme i kapitel 6 inkluderer vi forlængede

domme blandt personer med udviklingshæmning, da fokus er på begrundelser for

forlængelser af domme.

1.7 SÅDAN HAR VI GJORT

Der er i rapporten gjort brug af forskellige metoder såsom gennemgang af statistik,

besøg og baggrundsmøder, spørgeskema, kvalitative interviews, aktindsigt i

kendelser og juridisk analyse. Tilgangen i de forskellige metoder bliver kort

beskrevet i dette kapitel.

1.7.1 JURIDISK METODE

I den juridiske del af rapporten gennemgår vi de danske og menneskeretlige regler,

der har betydning for retspsykiatriske patienters retsstilling. I den menneskeretlige

analyse sidst i rapporten vurderer vi, hvordan undersøgelsens resultater, dansk ret

og praksis står i forhold til Danmarks internationale forpligtelser.

For så vidt angår den menneskeretlige beskyttelse, findes der adskillige rettigheder,

som har betydning for retspsykiatriske patienters retsstilling. Vi har valgt at fokusere

på de bestemmelser, som vi mener, er de mest relevante i forhold til rapportens

afgrænsning og problemområde.

1.7.2 GENNEMGANG AF UNDERSØGELSER OG TAL

For at få et overblik over udviklingen på retspsykiatriområdet har vi i kapitel 4

samlet tal fra forskellige kilder, herunder blandt andet Justitsministeriets årlige

forskningsrapporter,

Sundheds og Ældreministeriets rapport ’Kortlægning af

retspsykiatrien’ fra 2015, der var resultatet af arbejdet i en faglig ekspertgruppe

vedrørende retspsykiatri, samt forskning og statistik på området.

I år 2000 vedtog Folketinget, at foranstaltningsdomme skulle tidsbegrænses for de

sager, der ikke vedrørte alvorlig personfarlig kriminalitet. Derfor vil de fleste tabeller

og figurer, der beskriver udviklingen, tidligst vise tal fra år 2000. Hvor det er muligt

vil tallene være opdateret til 2018. Hvis dette ikke er muligt, vil de tilgængelige tal

vil fremgå.

1.7.3 BAGGRUNDSINTERVIEWS OG MØDER

Til støtte for projektet har vi vendt udfordringer i retspsykiatrien samt projektets

problemstillinger og resultater med relevante myndigheder, foreninger og

personer, heriblandt SIND Landsforeningen for psykisk sundhed, Danske

Handicaporganisationer, Landsforeningen Af nuværende og tidligere

Psykiatribrugere (LAP), Landsforeningen af Patientrådgivere og Bistandsværger i

Danmark (LPD), Justitsministeriets Forskningskontor, forskere fra RUC og Dansk

Psykiatrisk Selskab.

SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 531: Rapporten: Retspsykiatri i et menneskeretligt perspektiv, fra Institut for Menneskerettigheder

RETSPSYKIATRI I ET MENNESKERETLIGT PERSPEKTIV

Vi har foretaget baggrundsinterviews med Jørn Vestergaard, professor i jura, og

Jette Møllerhøj, ph.d., leder og forsker ved Kompetencecenter for Retspsykiatri.

Under projektet var vi på besøg på en lukket retspsykiatrisk afdeling, hvor vi havde

samtaler med en overlæge og en oversygeplejerske. Fem patienter stillede op til

korte samtaler af cirka ti minutters varighed. Der var ikke tale om et struktureret

interview, og samtalerne blev af hensyn til patienterne ikke optaget.

Vi takker alle for deres bidrag.

1.7.4 UNDERSØGELSE BLANDT BISTANDSVÆRGER

Som et led i projektet har vi foretaget en interview og spørgeskemaundersøgelse

blandt pårørende og listebistandsværger. Spørgeskemaet blev udsendt via

Landsforeningen for Patientrådgivere og Bistandsværger i Danmark (LPD) samt

via seks politikredse, nærmere bestemt Sydøstjyllands Politi, Nordsjællands

Politi, Midt og Vestsjællands Politi, Syd og Sønderjyllands Politi, Sydsjælland

og LollandFalsters Politi samt Nordjyllands Politi. Heraf sendte fem politikredse

spørgeskemaet ud til deres beskikkede listebistandsværger, mens én politikreds

også udsendte til deres beskikkede pårørendebistandsværger. Landets resterende

seks politikredse ønskede ikke at deltage i undersøgelsen.

De deltagende politikredse tog kontakt til bistandsværgerne i perioden

september 2018 til januar 2019 via eBoks med et følgebrev udformet af Institut

for Menneskerettigheder, der indeholdt en invitation til undersøgelsen og et

link til spørgeskemaet. En del af spørgeskemaet var ens for pårørende og

listebistandsværger, mens andre dele af spørgeskemaet var målrettet hver af

de to grupper. I introduktionsteksten stod der, at bistandsværgen skulle være

beskikket for mindst én person med psykiske lidelser for at besvare skemaet, så de

bistandsværger, der er alene har klienter med udviklingshæmning blev frasorteret.

I perioden august 2018 til januar 2019 interviewede vi 16 bistandsværger, der på

pågældende tidspunkt var bistandsværge for én eller flere retspsykiatriske klienter.

Af dem var fire pårørendebistandsværger, mens elleve var listebistandsværger.

Kontakten til bistandsværgerne blev etableret gennem deltagelse i et temamøde

ved Landsforeningen for Patientrådgivere og bistandsværger i Danmark (LPD)

i april 2018 og gennem det udsendte spørgeskema via politikredsene, hvor der

afslutningsvis stod, at vi søgte interviewpersoner.

Et enkelt af interviewene fandt sted ved fysisk møde, mens resten af interviewene

foregik over telefonen. Varigheden varierede fra 35 minutter til 1,5 time. Alle

interviews blev foretaget ud fra en semistruktureret interviewguide med temaerne:

Beskikkelse og opstart, bistandsværgens rolle og rettigheder, samarbejde med

aktører, særlige sager og forløb, ventetider, ophævelse af dom og generelle

udfordringer i arbejdet som bistandsværge.

SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 531: Rapporten: Retspsykiatri i et menneskeretligt perspektiv, fra Institut for Menneskerettigheder

RETSPSYKIATRI I ET MENNESKERETLIGT PERSPEKTIV

TABEL 1: RESPONDENTER OG INTERVIEWPERSONER

Antal

respondenter

i spørge

skema

Pårørendebistandsværger

Listebistandsværger

I alt

Antal foranstaltnings

Antal inter

dømte, som bistands viewede

værgerne har som

klienter

1.328

1.346

Statsforvaltningen informerede pr. brev af 9. september 2018 om, at der på

daværende tidspunkt var 215 listebistandsværger i Danmark. Det svarer til, at

cirka hver tredje listebistandsværge i Danmark har svaret på spørgeskemaet. Da

bistandsværger godt kan være beskikket i flere politikredse, kan vi ikke udregne

en præcis svarprocent. Set i lyset af, at seks politikredse takkede nej til at udsende

spørgeskemaet, vurderer vi, at der er tale om en høj svarrate.

I og med, at listebistandsværgerne oftest har flere klienter, er vi alt i alt nået ud

til bistandsværger, der er beskikket for 1.346 foranstaltningsdømte. Vi ved ikke

præcist, hvor mange af disse, der behandles i retspsykiatrien, men der vil højst

sandsynligt være tale om majoriteten af klienterne.

Politiet fører ikke statistik over, hvor mange der er pårørendebistandsværger for

retspsykiatriske patienter. Landsforeningen for Patientrådgivere og bistandsværger

i Danmark skriver i en mail til Institut for Menneskerettigheder, at ”man regner med,

at cirka halvdelen af de foranstaltningsdømte har en pårørendebistandsværge”. Da

det har været svært at få fat i pårørendebistandsværger, har det kun været muligt at

interviewe fire forældre til retspsykiatriske patienter, som også er bistandsværger. I

alt 18 pårørendebistandsværger svarede på vores udsendte spørgeskema. Analysen

i kapitel 5 er altså ikke repræsentativ for de mange, der er bistandsværger for deres

dømte pårørende. Da der ingen samlet viden er om pårørendebistandsværgerne,

er det ikke muligt at sige noget om, hvem vi ikke har talt med. Samlet set kan vi

heller ikke udelade det såkaldte ’social desirability bias’, altså at respondenter i

spørgeskemaer og interviews har tendens til at svare ud fra, hvad der er socialt

acceptabelt, eller ligefrem stiller én i et godt lys.

1.7.5 AKTINDSIGT I FORLÆNGELSER AF DOMME I 2018

Til brug for denne undersøgelse har Institut for Menneskerettigheder fået

aktindsigt i alle foranstaltningsdomme, der blev forlænget i 2018. Det omfatter 46

sager ved Statsadvokaten i Viborg og 50 sager ved Statsadvokaten i København.

Aktindsigten omfatter kopier af kendelser i sagerne, herunder udtalelser fra

ansvarlige overlæger, kriminalforsorgen og samrådet for udviklingshæmmede

lovovertrædere. Kendelserne er gennemlæst og kategoriseret ud fra type af

SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 531: Rapporten: Retspsykiatri i et menneskeretligt perspektiv, fra Institut for Menneskerettigheder

RETSPSYKIATRI I ET MENNESKERETLIGT PERSPEKTIV

kriminalitet, recidiv, varighed af dom, misbrug, om dømte tilsluttede sig dommen,

tidspunkt for den lægelige eller socialfaglige vurdering, samt henvisninger til bo

og støtteforhold. Herudover er kendelserne gennemgået kvalitativt, og eksempler

er medtaget for at illustrere både tendenser og særlige tilfælde.

Anmodningen om aktindsigt til statsadvokaterne inkluderede også en

forespørgsel om yderligere oplysninger, blandt andet kendelser for de domme,

hvor bistandsværgen og/eller klienten anmodede om ændring eller ophævelse.

Statsadvokaterne afslog denne anmodning med henvisning til en stor arbejdsbyrde

i at gennemgå og anonymisere sagerne.

SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 531: Rapporten: Retspsykiatri i et menneskeretligt perspektiv, fra Institut for Menneskerettigheder

KAPITEL 2

INTRODUKTION TIL MENNESKERETTEN

I dette kapitel beskrives de rettigheder og menneskeretlige principper, der har

særlig betydning for vurderingen af retspsykiatriske patienters retstilling.

2.1 CENTRALE KONVENTIONER

Retspsykiatriske patienter er beskyttet af en lang række internationale konventioner

om menneskerettigheder. Denne fremstilling fokuserer primært på Den

Europæiske Menneskerettighedskonvention og FN's Handicapkonvention, da disse

konventioner har en særlig betydning for rettighedsbeskyttelsen af mennesker med

handicap i Danmark.

2.1.1 DEN EUROPÆISKE MENNESKERETTIGHEDSKONVENTION

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) blev vedtaget af

Europarådet i 1950 og inkorporeret i dansk lovgivning i 1992. Konventionen

beskytter grundlæggende borgerlige og politiske rettigheder.

EMRK indtager en central plads i dansk ret. Generelt har konventionen haft langt

større gennemslagskraft på nationalt plan end andre internationale menneske

rettighedskonventioner. Denne position blev styrket ved inkorporeringen, men

skyldes ikke mindst, at der til konventionen er knyttet et effektivt individuelt

klagesystem. Enhver har således adgang til at klage til Den Europæiske

Menneskerettighedsdomstol (Menneskerettighedsdomstolen) med påstand

om, at en medlemsstat har krænket de rettigheder, som er beskyttet i EMRK.

Menneskerettighedsdomstolens praksis har i flere tilfælde ført til, at man har

ændret dansk lovgivning, administrativ praksis mv., ligesom lovgiver generelt har

været opmærksom på, at ny lovgivning skulle være i overensstemmelse med

konventionen.

2.1.2 FN’S HANDICAPKONVENTION

FN’s Konvention om Rettigheder for Personer med Handicap (handicap

konventionen) blev vedtaget i FN den 13. december 2006. I juli 2009 ratificerede

Danmark konventionen. Det betyder, at Danmark har forpligtet sig til at indrette sin

lovgivning og administrative praksis i overensstemmelse med konventionen.

Handicapkonventionen er den nyeste af FN's ni kernekonventioner om

menneskerettigheder, som uddyber og lovfæster de grundlæggende rettigheder,

som fremgår af FN's Verdenserklæring om Menneskerettigheder fra 1948. De

SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 531: Rapporten: Retspsykiatri i et menneskeretligt perspektiv, fra Institut for Menneskerettigheder

RETSPSYKIATRI I ET MENNESKERETLIGT PERSPEKTIV

ni menneskerettighedskonventioner tæller blandt andet FN's Konvention om

Borgerlige og Politiske Rettigheder fra 1966 samt FN's Torturkonvention

fra 1984.

Personer med handicap er omfattet af alle konventioner om menneskerettigheder,

men i erkendelse af, at de øvrige konventioner ikke har været tilstrækkelige til at

sikre opfyldelsen af rettigheder for personer med handicap i samme grad som for

andre borgere, besluttede man i FN at udarbejde en konvention, som udelukkende

omhandler denne gruppe af borgere.

Handicapkonventionens formål er at fremme, beskytte og sikre, at personer

med handicap kan nyde alle menneskerettigheder på lige vilkår med andre.

Konventionen tilfører således ikke nye rettigheder, men anviser hvordan de

velkendte, grundlæggende menneskerettigheder skal forstås og gennemføres til

gavn for personer med handicap.

Historisk set har personer med handicap i vidt omfang oplevet at være afskåret fra

det omkringliggende samfund og frataget muligheden for at bestemme over deres

eget liv. Blandt andet har der været en lang tradition for parallelle særordninger

for personer med handicap. Handicapkonventionen med dens rettighedsbaserede

tilgang og fokus på lige muligheder og inklusion i samfundet er et markant opgør

med den tilgang, der historisk set har været til personer med handicap.

Handicapkonventionen udgør således en milepæl indenfor rettigheder for personer

med handicap. Konventionen har ikke kun haft stor betydning i sig selv, men har

også haft indflydelse på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols fortolkning

af rettighederne i EMRK.

2.2 CENTRALE PRINCIPPER

Fra konventionerne kan udledes to grundlæggende menneskeretlige principper,

som er af stor betydning for vurderingen af retspsykiatriske patienters forhold. Det

drejer sig om proportionalitets og ligebehandlingsprincippet.

2.2.1 PROPORTIONALITETSPRINCIPPET

Det menneskeretlige proportionalitetsprincip ligger til grund for og løber som en

rød tråd igennem alle menneskerettigheder. Princippet indebærer, at et indgreb i en

given rettighed skal være proportionalt, det vil sige, at midlerne skal stå i et rimeligt

forhold til det formål, man søger at opnå ved indgrebet. Indgrebet skal desuden

være egnet til at opnå formålet og må ikke gå videre end nødvendigt. Det mindre

indgribende middel skal således anvendes frem for det mere indgribende.

2.2.2 LIGEBEHANDLINGSPRINCIPPET

Princippet om lighed mellem mennesker indgår i stort set alle menneskeretlige

konventioner og anses for en hjørnesten i den menneskeretlige beskyttelse af

borgerne.

Den menneskeretlige forståelse af lighed bygger på grundtanken om,

at alle individer er ligeværdige, har lige rettigheder og skal have lige adgang til og

SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 531: Rapporten: Retspsykiatri i et menneskeretligt perspektiv, fra Institut for Menneskerettigheder

RETSPSYKIATRI I ET MENNESKERETLIGT PERSPEKTIV

mulighed for at deltage i samfundet uanset køn, race, handicap mv. Respekt for

menneskerettighederne kræver, at alle i samfundet nyder dem på lige fod.

Princippet om lige muligheder og ikkediskriminationsprincippet er nært

forbundne. Lighed og ikkediskrimination betyder ikke, at alle mennesker skal

behandles ens. Tværtimod medfører grundtanken om ligeværd, at relevante

forskelle må føre til forskellig behandling og til, at samfundet skal give plads

til forskellige individers lige udfoldelse og deltagelse. I mange tilfælde vil det

være nødvendigt at behandle mennesker forskelligt for at sikre dem de samme

muligheder.

2.3 CENTRALE RETTIGHEDER

De mest indgribende typer af foranstaltinger indebærer, at den retspsykiatriske

patient frihedsberøves på et psykiatrisk hospital eller lignende. I sådanne

tilfælde er retten til personlig frihed relevant at have for øje. I mange tilfælde vil

fuldbyrdelse af en foranstaltningsdom helt eller delvist ikke være forbundet med

frihedsberøvelse. I sådanne tilfælde kan der være tale om et indgreb i retten til

bevægelsesfrihed eller retten til privatliv. Disse rettigheder omtales i det følgende i

den nævnte rækkefølge. Afslutningsvist omtales det menneskeretlige forbud mod

diskrimination.

2.3.1 RETTEN TIL PERSONLIG FRIHED

Retten til personlig frihed, det vil sige beskyttelsen mod vilkårlig

frihedsberøvelse, er en fundamental rettighed, som følger af en række

menneskerettighedskonventioner, herunder FN’s Handicapkonvention artikel 14 og

EMRK artikel 5.

Handicapkonventionens artikel 14, stk. 1, bestemmer, at staten skal sikre, at

personer med handicap på lige fod med andre er sikret retten til frihed og personlig

sikkerhed, og at personer med handicap ikke ulovligt eller vilkårligt kan berøves

deres frihed. Eksistensen af et handicap kan aldrig berettige til frihedsberøvelse.

Da den danske stat blev eksamineret ved FN's Handicapkomité i 2014, kritiserede

komitéen Danmarks brug af særforanstaltninger og udtalte blandt andet:

The Committee is concerned at the distinction made by the State

party between punishment and treatment, according to which persons

considered ‘unﬁt to stand trial’ on account of their impairment are not

punished but are sentenced to treatment. Treatment is a social control

sanction and should be replaced by formal criminal sanctions for offenders

whose involvement in crime has been determined.

FN's Handicapkomité

SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 531: Rapporten: Retspsykiatri i et menneskeretligt perspektiv, fra Institut for Menneskerettigheder

RETSPSYKIATRI I ET MENNESKERETLIGT PERSPEKTIV

Komitéen anbefalede på den baggrund Danmark at iværksætte en strukturel

gennemgang af de procedurer, som bruges til at sanktionere personer med

handicap, når de begår lovovertrædelser.

De danske myndigheder har ikke fulgt

op på denne anbefaling.

2.3.1.1 Frihedsberøvelse af retspsykiatriske patienter efter Den Europæiske

Menneskerettighedskonvention

EMRK rummer i artikel 5 en stærk beskyttelse af den personlige frihed, dels

ved at opstille væsentlige materielle grænser for, hvornår en frihedsberøvelse

overhovedet må finde sted, dels i kraft af stærke domstolsgarantier.

Den materielle beskyttelse består i, at bestemmelsen i artikel 5, stk. 1, litra af,

indeholder en udtømmende omregning af tilladte frihedsberøvelsesgrunde. En

frihedsberøvelse skal med andre ord kunne begrundes med en af de i artikel 5, stk.

1, nævnte grunde for at være lovlig. Frihedsberøvelse af retspsykiatriske patienter

kan efter omstændighederne ske på grundlag af litra a eller litra e.

Litra a omfatter alle tilfælde inden for strafferetsplejen, hvor en person som

afslutning på en straffesag idømmes en sanktion, der indebærer frihedsberøvelse.

Det gælder således også retspsykiatriske reaktioner i form af anbringelse

eller indlæggelse på et psykiatrisk hospital. Litra a rummer ikke et krav om

proportionalitet mellem den idømte frihedsstraf og den begåede forbrydelse. Til

gengæld har Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol fastslået, at der skal

være et rimeligt forhold mellem afsoningens formål og form. Det betyder blandt

andet, at afsonere, som lider af sindssygdom, ikke bør placeres i et almindeligt

fængsel, men på et hospital eller lignende.

Litra e tillader frihedsberøvelse af personer, der er til fare for sig selv eller andre,

herunder personer, som lider af sindssygdom. Der er intet krav om, at sygdommen

eller den psykiske tilstand skal være af en sådan karakter, at den kan behandles.

Frihedsberøvelse begrundet i sindssygdom kan således være berettiget, fordi

vedkommende har behov for terapi eller behandling, men kan også være påkrævet

som følge af et behov for kontrol eller overvågning med personen.

Litra a gælder alene for domfældte. Hvis en tiltalt frifindes for straf på grund af

utilregnelighed, men der samtidig træffes bestemmelse om særforanstaltninger,

der indebærer frihedsberøvelse, vil en sådan frihedsberøvelse være omfattet af litra

e og ikke litra a, da der ikke er tale om en domfældelse. Hvis en tiltalt ikke frifindes,

men som sanktion idømmes en særforanstaltning, der indebærer mulighed for

frihedsberøvelse, vil frihedsberøvelsen være omfattet af både litra a og litra e.

I Danmark er de fleste retspsykiatriske patienter frifundet for straf, men idømt en

særforanstaltning som alternativ til frifindelse. I en dansk kontekst er det derfor

særligt beskyttelsen efter litra e, som er relevant.

SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 531: Rapporten: Retspsykiatri i et menneskeretligt perspektiv, fra Institut for Menneskerettigheder

RETSPSYKIATRI I ET MENNESKERETLIGT PERSPEKTIV

Ifølge Menneskerettighedsdomstolens praksis er frihedsberøvelse efter litra e

kun lovlig, hvis tre betingelser er opfyldt. For det første skal sindslidelsen være

godtgjort på en overbevisende måde. Det betyder, at der skal foreligge en objektiv

lægefaglig vurdering, der dokumenterer, at den pågældende lider af en mental

forstyrrelse. For det andet må sindslidelsen have en sådan karakter eller et sådant

omfang, at det nødvendiggør frihedsberøvelse. For det tredje må frihedsberøvelsen

kun opretholdes, så længe sindslidelsen varer ved.

Frihedsberøvelse af foranstaltningsdømte skal desuden ske på et hospital eller en

anden passende institution, der er egnet til at behandle eller tage vare på personer

med sindssygdom. Der skal med andre ord være en vis forbindelse mellem årsagen

til frihedsberøvelsen og de forhold den gennemføres under.

Disse betingelser er overordnet set udtryk for, at frihedsberøvelse som følge

af en foranstaltningsdom i henhold til litra e kun vil være lovlig, såfremt den er

nødvendig og proportional. Formålet med frihedsberøvelsen må i den forbindelse

ikke kunne opnås med mindre indgribende midler.

Det forhold, at der foreligger en lægelig udtalelse eller lignende, der fastslår, at

den mentale tilstand ikke længere kan begrunde frihedsberøvelsen, forudsætter

ikke nødvendigvis, at en retspsykiatrisk patient skal udskives umiddelbart og uden

betingelser. Myndighederne vil efter omstændighederne kunne fastsætte vilkår

for udskrivelsen, herunder udsætte den midlertidigt. Udskrivelsen må dog ikke

forsinkes på urimelig vis.

Gradvis og betinget overgang til frihed kan således være

i overensstemmelse med kravene efter litra e.

Menneskerettighedsdomstolen anerkender også, at myndighederne har ret til at

udvise forsigtighed i forbindelse med udskrivelsen af en frihedsberøvet person, der

har udgjort en fare for andre og har begået alvorlige forbrydelser.

Det følger af artikel 5, stk. 4, at enhver, der er frihedsberøvet, har ret til at få prøvet

lovligheden af frihedsberøvelsen ved domstolene. Foranstaltningsdømte, som

er frihedsberøvet på grund af sindssygdom, har efter denne bestemmelse krav

på adgang til periodisk domstolsprøvelse med rimelige intervaller. Det skyldes,

at frihedsberøvelsen er begrundet i en foranderlig psykisk tilstand, der kan

ændre sig i retning af forbedring og helbredelse. Et rimeligt interval synes ifølge

Menneskerettighedsdomstolens praksis at være på omkring et år.

2.3.2 ANDRE INDGREB I RETSPSYKIATRISKE PATIENTERS RETTIGHEDER

I Danmark indebærer mange foranstaltningsdomme ikke nødvendigvis

frihedsberøvelse, jf. nærmere nedenfor i kapitel 3, men består i mindre indgribende

foranstaltninger, som eksempelvis pligt til at møde op til ambulant behandling,

afvænningsbehandling eller bestemmelser vedrørende opholdssted. Sådanne

foranstaltninger vil alt efter deres karakter og omfang kunne udgøre indgreb i

bevægelsesfriheden eller retten til privatliv.

SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 531: Rapporten: Retspsykiatri i et menneskeretligt perspektiv, fra Institut for Menneskerettigheder

RETSPSYKIATRI I ET MENNESKERETLIGT PERSPEKTIV

EMRK tillægsprotokol (TP) nr. 4 artikel 2 beskytter individets bevægelsesfrihed

og friheden til at vælge opholdssted samt friheden til at forlade et hvilket som

helst land, herunder sit eget. EMRK TP 4 artikel 2 vedrører mindre vidtgående

begrænsninger i den fysiske frihed end egentlige frihedsberøvelser. Indgreb

i bevægelsesfriheden kan bestå i en række forskellige restriktioner eller

kontrolforanstaltninger, der i forskellig grad begrænser individets mulighed for

at bevæge sig frit omkring. Det kan blandt andet være pligt til at melde sig hos

bestemte myndigheder, typisk politiet, flere gange om ugen eller påbud om at

opholde sig inden for bestemte områder eller lokationer.

Meldepligt er et væsentligt mindre intensivt indgreb i bevægelsesfriheden end

opholdspligt. Meldepligt kan på sin vis sidestilles med ambulante patienters pligt

til at møde op til behandling.

Et indgreb i bevægelsesfriheden kan retfærdiggøres, hvis indgrebet har til formål at

forebygge kriminalitet, sikre den offentlige tryghed og orden eller andre nærmere

opregnede saglige hensyn. Herudover skal indgrebet have hjemmel i national

ret og være proportionalt. Der skal således foreligge reelle og saglige grunde

som opvejer begrænsningen i individets bevægelsesfrihed. Des mere intensivt et

indgreb er og des længere tid det opretholdes, des strengere krav stilles der til

indgrebets begrundelse.

Udgør man en fare for samfundet på grund af sin psykiske tilstand, kan

begrænsninger i ens bevægelsesfrihed i form af kontakt med et psykiatrisk

hospital og udrejsebegrænsninger være berettigede. Da den psykiske tilstand kan

ændre sig i retning af helbredelse og forbedring, har myndighederne imidlertid

pligt til løbende at sikre, at en given foranstaltning fortsat er nødvendig og

proportional. I en sag mod Italien fra 2010, Villadommen, anså Den Europæiske

Menneskerettighedsdomstol det for tilstrækkeligt, at klagerens tilstand blev

kontrolleret mindst fem gange på lidt over to år. Det udgjorde derimod en

krænkelse af EMRK TP 4 artikel 2, at dommeren i sagen var fire måneder om at

tage stilling til en begæring, der endte med ophævelse af foranstaltningen.

Retspsykiatriske foranstaltninger, som hverken har karakter af en egentlig

frihedsberøvelse eller en mindre vidtgående begrænsning i bevægelsesfriheden,

men som på anden vis griber ind i individets privatsfære, kan udgøre et indgreb i

den dømtes ret til privatliv.

EMRK artikel 8 rummer en bred beskyttelse af retten til privatliv og tjener ofte

som en opsamlingsbestemmelse i forhold til de øvrige bestemmelser i EMRK.

Beskyttelsen omfatter blandt andet den personlige selvbestemmelsesret samt

retten til fysisk og psykisk integritet.

Menneskerettighedsdomstolen har fastslået, at medicinske interventioner i strid

med en persons vilje er et indgreb i privatlivet, herunder den personlige integritet.

SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 531: Rapporten: Retspsykiatri i et menneskeretligt perspektiv, fra Institut for Menneskerettigheder

RETSPSYKIATRI I ET MENNESKERETLIGT PERSPEKTIV

Det omfatter situationer, hvor personer tvinges til at tage medicin til behandling af

psykiske sygdomme.

Indgreb i retspsykiatriske patienters ret til privatliv skal leve op til kravene i EMRK

artikel 8, stk. 2, for at være lovlige. Det følger heraf, at et indgreb skal have hjemmel

i national ret og varetage et eller flere nærmere opregnede anerkendelsesværdige

formål såsom hensynet til den offentlige tryghed eller hensynet til at forebygge

uro eller forbrydelse. Endelig skal der være et rimeligt forhold, proportionalitet,

mellem det anerkendelsesværdige formål, som begrunder indgrebet, og hensynet

til individets privatliv.

Retten til privatliv er ligeledes beskyttet i handicapkonventionens artikel 22, der

blandt andet fastslår, at ingen person med handicap må udsættes for vilkårlig eller

ulovlig indblanding i sit privatliv. Bestemmelsen er tæt knyttet til konventionens

artikel 17 om beskyttelse af den personlige integritet, hvorefter enhver person med

handicap har ret til respekt for sin fysiske og psykiske integritet på lige fod med

andre. Respekt for den enkeltes selvbestemmelsesret er desuden fremhævet som

et grundlæggende princip i handicapkonventionens artikel 3.

2.3.3 FORBUDDET MOD DISKRIMINATION

Forbuddet mod diskrimination står centralt i menneskeretten og følger af en lang

række menneskerettighedskonventioner.

FN's Handicapkonvention indeholder i artikel 5 en forpligtelse for staten til at

sikre personer med handicap mod diskrimination. Konventionen fastslår i artikel

5, stk. 1, at personer med handicap ”uden nogen form for diskrimination har ret til

lige beskyttelse og til at drage samme nytte af loven”. Det betyder for det første,

at eksisterende lovgivning skal gælde for alle uden diskrimination. For det andet

indebærer det en vidtgående forpligtelse for staten til at sikre, at personer med

handicap i praksis har samme muligheder som andre.

EMRK artikel 14 indeholder et såkaldt accessorisk diskriminationsforbud, hvorefter

de i konventionen anerkendte rettigheder skal sikres uden diskrimination af

nogen art i henseende til en ikkeudtømmende liste af diskriminationsgrunde,

herunder handicap.

Diskriminationsforbuddet har således ikke et selvstændigt

anvendelsesområde, men finder kun anvendelse i sammenhæng med en af de

øvrige rettigheder i konventionen eller tillægsprotokollerne.

Det er alene den diskriminerende forskelsbehandling, som er forbudt.

Forskelsbehandling er ulovlig og altså diskrimination, hvis den savner en saglig

begrundelse, eller såfremt der ikke er proportionalitet mellem mål og middel.

Omvendt er forskelsbehandlingen lovlig, hvis den forfølger et sagligt formål og står

i et rimeligt forhold til det tilstræbte formål.

Forskelsbehandling kan komme til udtryk enten direkte eller indirekte. Direkte

forskelsbehandling foreligger, når en person behandles ringere, end en anden

SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 531: Rapporten: Retspsykiatri i et menneskeretligt perspektiv, fra Institut for Menneskerettigheder

RETSPSYKIATRI I ET MENNESKERETLIGT PERSPEKTIV

person bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation på

grund af et bestemt kriterium. Indirekte forskelsbehandling foreligger, hvis en

umiddelbart neutral bestemmelse, betingelse eller praksis stiller en gruppe af

personer, for eksempel personer med handicap, ringere end andre. Ved indirekte

forskelsbehandling er det således virkningen og ikke begrundelsen, der fører til

den ringere behandling. Direkte forskelsbehandling er i reglen langt vanskeligere

at retfærdiggøre end indirekte forskelsbehandling. Direkte forskelsbehandling på

grund af handicap vil kun helt undtagelsesvist kunne retfærdiggøres.

2.4 OPSUMMERING

Retspsykiatriske patienter er beskyttet af en lang række grundlæggende

menneskerettigheder, som blandt andet følger af den Europæiske Menneske

rettighedskonvention og FN's Handicapkonvention.

Særforanstaltninger sættes alene i værk, fordi der er begået en kriminel handling.

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention tillader frihedsberøvelse

af personer med psykiske handicap som følge af en foranstaltningsdom. For

personer, som er blevet frifundet på grund af utilregnelighed, men samtidig

idømt en særforanstaltning, betragter Menneskerettighedsdomstolen, ikke en

frihedsberøvelse under særforanstaltningen som afsoning af straf, men som en

frihedsberøvelse begrundet i sindssygdom. Domstolen har således accepteret,

at der i medlemsstaterne findes parallelle sanktionssystemer for personer med

psykiske handicap.

Frihedsberøvelse af foranstaltningsdømte samt mindre vidtgående indgreb

i retspsykiatriske patienters frihed og selvbestemmelsesret, skal opfylde en

række materielle og processuelle krav for at være i overensstemmelse med

menneskeretten. For alle typer indgreb i retspsykiatriske patienters rettigheder

gælder det, at indgrebet skal være proportionalt for at kunne retfærdiggøres.

Menneskerettighedsdomstolen har ikke stillet krav om parallelitet mellem

den frihedsbegrænsning, der følger af en særforanstaltning, og den straf, som

den foranstaltningsdømte ville have fået i det almindelige straffesystem. Hvis

foranstaltningsdømte idømmes en mere indgribende sanktion end andre kriminelle

kan det imidlertid rejse spørgsmål i forhold til diskriminationsforbuddet i EMRK

artikel 14 og handicapkonventionens artikel 5. En sådan forskelsbehandling skal

opfylde konventionens krav om saglighed og proportionalitet for ikke at udgøre

diskrimination.

FN's Handicapkomité har generelt forholdt sig mere kritisk til parallelle

sanktionssystemer for personer med handicap end Den Europæiske

Menneskerettighedsdomstol.

SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 531: Rapporten: Retspsykiatri i et menneskeretligt perspektiv, fra Institut for Menneskerettigheder

KAPITEL 3

DANSK RET OM SÆRFORANSTALTNINGER

I dette kapitel gennemgår vi de juridiske regler, der danner grundlag for området for

særforanstaltninger.

3.1 INTRODUKTION TIL DET DANSKE STRAFFESYSTEM

3.1.1 STRAF OG ANDRE STRAFFERETLIGE RETSFØLGER

I Danmark sanktioneres lovovertrædelser i vidt omfang gennem straf. De

almindelige straffe i dansk ret er bøde og fængsel.

Herudover kan strafbelagte

lovovertrædelser sanktioneres med andre strafferetlige retsfølger.

Nogle af

disse andre strafferetlige retsfølger pålægges normalt i tillæg til en bøde eller

fængselsstraf. Det gælder eksempelvis konfiskation,

rettighedsfrakendelse

samt udvisning efter reglerne i udlændingeloven. Andre strafferetlige retsfølger

end straf kan imidlertid også have karakter af hovedsanktioner, der træder

helt i stedet for de almindelige straffe, og som i øvrigt er reserveret til særlige

persongrupper. Sidstnævnte retsfølger tæller den særlige ungdomssanktion for

unge mellem 15 og 18 år,

tidsubestemt forvaring af særligt farlige personer

samt

særforanstaltninger over for utilregnelige og andre psykisk afvigende personer.

Straffelovens § 16, § 68 og § 69 er de bestemmelser, der primært regulerer

iværksættelse af særforanstaltninger over for utilregnelige og andre psykisk

afvigende personer. Straffelovens § 16 bestemmer, hvornår en person er

utilregnelig og dermed straffri på grund af sin mentale tilstand, mens §

68 fastsætter, hvilke særforanstaltninger sådanne personer kan idømmes.

Straffelovens § 69 omhandler personer, som ikke er utilregnelige og dermed ikke

straffrie, men som kan være i en tilstand, hvor det vurderes at være formålstjenligt,

at de idømmes en særforanstaltning frem for en almindelig straf.

I det danske straffesystem anvendes straf dels med et kriminalitetsforebyggende

formål dels under hensyntagen til retsfølelsen. De kriminalitetsforebyggende

faktorer i strafanvendelsen rummer både almenprævention – det vil sige fore

byggelse af lovovertrædelser ved påvirkning af befolkningen som helhed eller større

grupper heraf gennem strafferetlig lovgivning og retsforfølgning – og individual

prævention – det vil sige den påvirkning en straf har på den person, der straffes.

Brugen af særforanstaltninger over for personer med psykiske lidelser har først

og fremmest et individualpræventivt sigte. Hovedformålet er således, at undgå at

SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 531: Rapporten: Retspsykiatri i et menneskeretligt perspektiv, fra Institut for Menneskerettigheder

RETSPSYKIATRI I ET MENNESKERETLIGT PERSPEKTIV

personen begår ny kriminalitet, og ikke, at personen skal bøde for allerede begåede

lovovertrædelser. Hvilken foranstaltning, der skal tages i brug, bygger på en konkret

vurdering af den sigtedes forhold. En særforanstaltning kan ikke iværksættes

udelukkende med henblik på retsfølelsen, men beror på, om retten mener, at

foranstaltningen vil bidrage til at undgå yderligere lovovertrædelser.

Fælles for straf og andre strafferetlige retsfølger er, at der i alle tilfælde er tale om

en retlig reaktion på en kriminel gerning, som staten eller samfundet påtvinger

lovovertræderen. Af den årsag kan samtlige strafferetlige retsfølger opleves som

sanktionerende, og straffelovens sondring mellem ’straf’ og ’andre retsfølger’ kan

synes af tekniskjuridisk karakter.

3.1.2 STRAFANSVAR OG STRAFFASTSÆTTELSE

Strafansvar kan pålægges en person, som har udvist en adfærd, der er

kriminaliseret i enten straffeloven eller anden lovgivning,

forudsat at

vedkommende har handlet med den fornødne tilregnelse i form af forsæt eller

uagtsomhed.

Derudover må der ikke foreligge nogen objektive straffrihedsgrunde

såsom nødværge eller nødret.

Endelig må gerningspersonen ikke være under den

kriminelle lavalder (15 år),

eller utilregnelig på grund af sindssygdom mv.

Mens tilstedeværelsen af disse ansvarsbetingelser er underlagt en streng vurdering

og snævre rammer, er domstolene tillagt en vis frihed med hensyn til udmåling

af straf. For enhver forbrydelse er der fastsat en (normal)strafferamme. Til denne

kan være knyttet en eller flere højere eller lavere sidestrafferammer, der angiver

bestemte, skærpende eller formildende særtræk ved forbrydelsen.

Strafferammen kan i et vist omfang anses som udtryk for det enkelte strafbare

forholds strafværdighed. Som anført af Straffelovrådet er valget af strafferamme

i hovedsagen bestemt af en vurdering af forbrydelsens grovhed, herunder dens

farlighed, der i vidt omfang bygger på juridisk og lovgivningsmæssig tradition

og afspejler den i samfundet rådende opfattelse af de forskellige forbrydelsers

grovhed.

Det er et grundlæggende princip i dansk strafferet, at der skal være proportionalitet

mellem forbrydelse og straf. Det betyder, at straffen ikke må være mere

indgribende for så vidt angår varighed og karakter, end hvad der er rimeligt i forhold

til grovheden af den begåede lovovertrædelse.

Straffen udmåles i det enkelte tilfælde inden for den pågældende forbrydelses

normalstrafferamme, med anvendelse af eventuelle sidestrafferammer

og på grundlag af fastsatte strafudmålingsprincipper.

Disse indebærer,

at der ved straffens fastsættelse skal tages hensyn til lovovertrædelsens

grovhed, gerningsmandens personlige og sociale forhold, bevæggrundene

for lovovertrædelsen, tidligere straffe m.v.

Hvis der foreligger skærpende

omstændigheder ved en lovovertrædelse, medfører det en strengere udmåling

SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 531: Rapporten: Retspsykiatri i et menneskeretligt perspektiv, fra Institut for Menneskerettigheder

RETSPSYKIATRI I ET MENNESKERETLIGT PERSPEKTIV

af straffen. Foreligger der omvendt formildende omstændigheder ved den

kriminelle handling udmåler retten en lavere straf.

Henset til det ovenfor

nævnte proportionalitetsprincip er lovovertrædelsens grovhed den i praksis

vigtigste udmålingsfaktor. Af hensyn til lighed og ensartethed i retsanvendelsen er

strafudmålingstraditionen desuden et afgørende pejlemærke for reaktionsvalget

og straffastsættelsen i det enkelte tilfælde.

Straffelovens bestemmelser om særforanstaltninger efter § 68 og § 69 indeholder

ikke strafferammer, og de almindelige regler for udmåling af straf finder ikke

anvendelse. Ved iværksættelse af en særforanstaltning foretages der i stedet en

mere individuel bedømmelse af den sigtede og dennes forhold.

3.2 IVÆRKSÆTTELSE AF SÆRFORANSTALTNINGER

3.2.1 HVEM KAN IDØMMES EN FORANSTALTNINGSDOM?

Anvendelse af særforanstaltninger efter straffelovens § 68 og § 69 er ikke et

valgfrit alternativ til de almindelige straffe, men forudsætter blandt andet, at

gerningspersonen falder inden for de persongrupper, som er nævnt i straffelovens

§ 16 (straffri personer) eller § 69 (ikkestraffri personer).

Straffri personer efter straffelovens § 16 omfatter for det første personer, der på

gerningstidspunktet var utilregnelige på grund af sindssygdom eller tilstande,

der må ligestilles hermed.

Gruppen af straffri personer omfatter for det

andet mentalt retarderede lovovertrædere, altså personer med for eksempel

udviklingshæmning.

Baggrunden for straffrihedsreglen i straffelovens § 16 er en

antagelse om, at gerningsmanden grundet sin mentale tilstand ikke har forstået

konsekvenserne af sin kriminelle handling og derfor ikke bør straffes.

Hvis en person bliver fritaget for straf efter straffelovens § 16, kan retten

bestemme, at der i stedet skal benyttes særforanstaltninger efter straffelovens §

68. Anvendelsen af særforanstaltninger er ikke obligatorisk. Retten kan således

beslutte, at der ikke skal iværksættes en foranstaltning, for eksempel hvis der ikke

er et behandlingsbehov.

I praksis er det dog sjældent, at der ikke iværksættes en

reaktion i anledning af lovovertrædelsen.

Gruppen af ikkestraffri personer efter straffelovens § 69 omfatter personer, der ved

den strafbare handlings foretagelse befandt sig i en tilstand, der

var betinget af mangelfuld udvikling, svækkelse eller forstyrrelse af de psykiske

funktioner, uden at være af den i § 16 nævnte beskaffenhed. Det gælder blandt

andet personer med svag begavelse, udtalt personlighedsforstyrrede personer,

personer med mentale mén efter et misbrug, samt personer med lettere

demens. For sådanne personer kan retten bestemme, at der skal benyttes

særforanstaltninger i stedet for straf.

SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 531: Rapporten: Retspsykiatri i et menneskeretligt perspektiv, fra Institut for Menneskerettigheder

RETSPSYKIATRI I ET MENNESKERETLIGT PERSPEKTIV

For straffri personer står valget således mellem frifindelse eller en sær

foranstaltning. For ikkestraffrie personer står valget mellem idømmelse af straf

eller idømmelse af en særforanstaltning.

3.2.2 BETINGELSER FOR IVÆRKSÆTTELSE AF EN SÆRFORANSTALTNING

Efter straffelovens § 68 og § 69 gælder der to betingelser for iværksættelse

af særforanstaltninger. For det første skal foranstaltningen kunne anses for

formålstjenlig for at forebygge, at lovovertræderen begår gentagen kriminalitet.

Med andre ord skal der være en risiko for recidiv, og risikoen skal kunne imødegås

ved iværksættelse af en særforanstaltning.

For det andet må foranstaltningen ikke være mere indgribende, end hvad

hensynet til kriminalitetsforebyggelse tilsiger. Mindre indgribende foranstaltninger

skal således vælges frem for mere indgribende foranstaltninger, såfremt de er

tilstrækkelige til at opnå formålet om at forebygge recidiv.

3.2.3 TYPER AF SÆRFORANSTALTNINGER

Opregningen af særforanstaltningstyper i straffelovens § 68 er ikke udtømmende.

En foranstaltning kan således tilpasses gerningsmandens individuelle behov. Det

er anklagemyndighedens opgave at nedlægge påstand om den foranstaltning, der

efter anklagemyndighedens opfattelse er bedst egnet til at forebygge yderligere

lovovertrædelser.

Mindre indgribende foranstaltninger kan bestå i tilsyn, bestemmelser vedrørende

opholdssted eller arbejde, afvænningsbehandling mv.

De sædvanligt forekommende foranstaltninger, som anvendes over for personer

med psykiske lidelser, optræder i tre hovedformer:

dom til anbringelse (anbringelsesdom),

2. dom til psykiatrisk behandling (behandlingsdom) og

3. dom til ambulant psykiatrisk behandling.

3.2.3.1 Anbringelsesdom

En anbringelsesdom er en dom til anbringelse på psykiatrisk afdeling eller

til at tage ophold i et egnet hjem eller botilbud. Det er den mest indgribende

særforanstaltningstype. En dom til anbringelse betyder, at den dømte kun

kan udskrives ved retskendelse, det vil sige efter afgørelse fra en domstol.

Anklagemyndigheden nedlægger påstand om dom til anbringelse, når tiltalte

er sindssyg og frembyder en sådan fare for sikkerheden, at vedkommende

efter anklagemyndighedens opfattelse ikke bør kunne udskrives uden rettens

medvirken. Personer som er idømt denne type foranstaltning kan ikke anbringes

uden for en psykiatrisk afdeling mv. eller udskrives efter bestemmelse fra

vedkommendes overlæge.

Foranstaltningen anvendes typisk over for personer,

der har begået alvorlig personfarlig kriminalitet, hvor kriminelt recidiv ikke kan

udelukkes, og hvor man er usikker på den tilstrækkelige effekt af psykiatrisk

SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 531: Rapporten: Retspsykiatri i et menneskeretligt perspektiv, fra Institut for Menneskerettigheder

RETSPSYKIATRI I ET MENNESKERETLIGT PERSPEKTIV

behandling. Det er overlægen, der bestemmer, om anbringelsen skal ske på åben

eller lukket afdeling.

3.2.3.2 Dom til behandling

Dom til behandling (behandlingsdom) anvendes, når behandlingsmæssige

hensyn vejer tungt, og hensynet til sikkerheden ikke er så påtrængende, at

det er nødvendigt at inddrage domstolen ved udskrivelse fra hospital. En

behandlingsdom forudsætter som udgangspunkt, at behandlingen bliver

indledt med indlæggelse på en psykiatrisk afdeling. Denne type foranstaltning

indebærer, at den dømte kan udskrives til fortsat ambulant behandling og

vil kunne genindlægges uden retskendelse. Det er overlægen, der træffer

beslutning om udskrivning og indlæggelse. Foranstaltningen gør det muligt

at afpasse behandlingsformen (indlæggelse eller ambulant behandling) efter

behandlingsbehovet.

En behandlingsdom kan suppleres med tilsyn af Kriminalforsorgen under

udskrivning, således at Kriminalforsorgen sammen med overlægen kan træffe

bestemmelse om genindlæggelse. Denne form for behandlingsdom anvendes,

hvis det på forhånd er klart, at der er et behov for social støtte, for eksempel

mulighed for at opsøge den dømte i tilfælde af udeblivelse fra behandling.

Denne type foranstaltning iværksættes typisk over for personer, der har sociale

vanskeligheder, idet Kriminalforsorgen er bedre rustet til at give social støtte

og har bedre mulighed for at følge patienterne end den psykiatriske afdeling.

En behandlingsdom uden tilsyn af Kriminalforsorgen anvendes omvendt typisk

over for patienter, der har en stabil social situation, og som antages at være

behandlingsmotiverede.

3.2.3.3 Dom til ambulant behandling

Dom til ambulant behandling anvendes, hvis det skønnes, at der ikke er behov for

indlæggelse, for eksempel hvis personen har vist sig velmotiveret for ambulant

behandling ved frivilligt at indgå i et behandlingsforløb forud for domsafsigelsen

eller har fået lempet sin dom som følge af bedring.

En dom til ambulant behandling forpligter den dømte til at møde til behandling og

undergive sig tilsyn i det omfang, som fastsættes af den ansvarlige overlæge.

Der er to former for domme til ambulant behandling. Den ene type giver ikke

umiddelbart mulighed for at tvangsindlægge uden ændring af dom, men giver

alene mulighed for frivillig indlæggelse. Den anden type indebærer mulighed

for tvungen indlæggelse. Sidstnævnte type minder om en behandlingsdom,

men udgangspunktet er det modsatte, nemlig ambulant behandling frem for

indlæggelse. Indlæggelse i henhold til denne type foranstaltningsdom, frivillig

eller ej, besluttes af overlægen og kræver ikke retskendelse.

SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 531: Rapporten: Retspsykiatri i et menneskeretligt perspektiv, fra Institut for Menneskerettigheder

RETSPSYKIATRI I ET MENNESKERETLIGT PERSPEKTIV

En dom til ambulant behandling med og uden mulighed for indlæggelse kan

kombineres med tilsyn af Kriminalforsorgen, således at Kriminalforsorgen sammen

med den ansvarlige overlæge kan træffe bestemmelse om genindlæggelse.

3.2.3.4 Valg af foranstaltningstype

Overordnet set beror valget af foranstaltningstype således på en afvejning af

sikkerheds og behandlingshensyn. I modsætning til, hvad der gælder ved

straffastsættelse, er der ikke i straffelovens § 68 og § 69 som sådan noget

proportionalitetsprincip, der dikterer, at der skal være et rimeligt forhold mellem

den begåede forbrydelse og valget af foranstaltningstype.

Proportionalitetsbetragtninger i forhold til kriminalitetens grovhed kan dog

indgå. I en landsretsdom fra 2013

blev en lovovertræder for brugstyveri af en bil

dømt til ambulant behandling, men uden mulighed for indlæggelse, da retten

fandt, at dette under hensyn til karakteren af den begåede kriminalitet ville være

uproportionalt.

3.2.4 LÆNGSTETIDER

Når en gerningsmand bliver idømt en foranstaltning efter straffelovens § 68 eller

§ 69 skal der fastsættes en længstetid for foranstaltningen, medmindre der er tale

om visse typer af personfarlig kriminalitet.

Efter straffelovens § 68 a eller § 69 a fastsættes en længstetid for foranstaltningen

på henholdsvis tre eller fem år, medmindre der er tale om en foranstaltning, der ud

fra karakteren af forbrydelsen ikke tidsbegrænses. Bestemmelserne i straffelovens

§ 68 a og § 69 a har til formål at sikre, at særforanstaltninger så vidt muligt

tidsbegrænses, samt at der gennemføres en regelmæssig domstolskontrol med

tidsubestemte foranstaltninger.

3.2.4.1 Tidsbestemte foranstaltninger

Hvis en foranstaltningsdom medfører, at den dømte skal anbringes eller indlægges,

eller hvis foranstaltningen giver mulighed herfor, skal der fastsættes en længstetid

på fem år for den pågældende foranstaltning.

Der skelnes således ikke mellem,

om foranstaltningen rent faktisk indebærer (indledes med) et institutionsophold

eller blot giver mulighed herfor.

For anbringelsesdomme, behandlingsdomme og domme til ambulant behandling

med mulighed for indlæggelse skal der i alle tilfælde fastsættes en længstetid på

fem år, medmindre der er tale om visse former for personfarlig kriminalitet.

Der

er ikke hjemmel til at fastsætte en længstetid på mindre end fem år.

Reglerne

udelukker ikke, at der forinden udløbet af længstetiden træffes afgørelse om

ophævelse af foranstaltningen i medfør af straffelovens § 72, jf. nærmere herom

i afsnit 3.4.3. Længstetiden omfatter både varigheden af selve foranstaltningen

og varigheden af det institutionsophold, som foranstaltningen medfører eller kan

medføre.

SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 531: Rapporten: Retspsykiatri i et menneskeretligt perspektiv, fra Institut for Menneskerettigheder

RETSPSYKIATRI I ET MENNESKERETLIGT PERSPEKTIV

For foranstaltninger, der ikke indebærer og ikke giver mulighed for institutions

ophold, skal der fastsættes en længstetid på op til tre år.

For domme til ambulant

behandling uden mulighed for indlæggelse må længstetiden således ikke

overstige tre år. Hvorvidt der kan fastsættes en længstetid på mindre end tre år,

afgøres ud fra en konkret vurdering af omstændighederne i den enkelte sag.

3.2.4.2 Tidsubestemte foranstaltninger

Det følger af straffelovens § 68 a, stk. 2, og § 69 a, stk. 2, at der i almindelighed ikke

fastsættes en længstetid for en foranstaltning, der indebærer eller giver mulighed

for indlæggelse eller institutionsanbringelse, såfremt den dømte findes skyldig

i drab, røveri, frihedsberøvelse, alvorlig voldsforbrydelse, trusler af den i § 266

nævnte art, brandstiftelse, voldtægt eller anden alvorlig seksualforbrydelse eller i

forsøg på en af de nævnte forbrydelser.

Med formuleringen ’i almindelighed’ er det ikke udelukket, at der ved forbrydelser

af den nævnte art kan fastsættes en længstetid på fem år i stedet for en

tidsubestemt foranstaltning, forudsat at det efter en konkret vurdering findes

tilstrækkeligt til at forebygge yderligere kriminalitet.

Opregningen af de gerningstyper, som kan føre til en tidsubestemt foranstaltning,

er udtømmende. Herved udelukkes det, at der kan anvendes tidsubestemte

foranstaltninger i tilfælde af eksempelvis brud på narkotikalovgivningen

samt

berigelseskriminalitet, der ikke er forbundet med vold eller trussel om vold.

3.2.4.3 Baggrunden for reglerne om længstetider

Reglerne om længstetider blev indført ved en ændring af straffeloven i

år 2000. Lovændringen havde til formål at skabe større retssikkerhed for

foranstaltningsdømte. Efter den tidligere ordning var samtlige særforanstaltninger

tidsubestemte. Dette var begrundet i et synspunkt om, at der ikke på forhånd kan

sættes en grænse for, hvor længe et behandlingsforløb maksimalt må vare.

Forud for lovændringen udarbejdede Straffelovrådet en betænkning og foretog

i den forbindelse en undersøgelse af anvendelsen af foranstaltningsdomme.

Undersøgelsen viste, at foranstaltninger, som var iværksat på baggrund af mindre

alvorlige forbrydelser, i visse tilfælde var ganske langvarige, uden at varigheden

syntes begrundet i den dømtes farlighed. Dette gav ifølge Straffelovrådet

anledning til retssikkerhedsmæssige betænkeligheder. På den baggrund fandt

Straffelovrådet, at der var grundlag for at indføre en vis tidsbegrænsning af

foranstaltninger.

Til støtte herfor henviste Straffelovrådet til, at der havde været tilfælde, hvor idømte

foranstaltninger tidsmæssigt havde strakt sig ud over i nogle tilfælde væsentligt

ud over varigheden af den straf, som ellers kunne forventes for den eller de

begåede lovovertrædelser. Straffelovrådet føjede hertil, at ”det kan hævdes, at der

herved er sket et brud på det proportionalitetshensyn, som, selvom der ikke er tale

SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 531: Rapporten: Retspsykiatri i et menneskeretligt perspektiv, fra Institut for Menneskerettigheder

RETSPSYKIATRI I ET MENNESKERETLIGT PERSPEKTIV

om straf, dog alligevel indgår og også bør indgå i vurderingen af en foranstaltnings

opretholdelse, [ ] og at der herved forekommer en ulighed i sanktionsanvendelsen,

som går ud over psykisk afvigende kriminelle”.

Straffelovrådet bemærkede endvidere, at ”det ville stride mod principperne bag

straffelovens § 16 at kræve proportionalitet mellem den begåede kriminalitet

og foranstaltningens art og længde. Derimod er det i overensstemmelse med

almindelige retsprincipper at kræve proportionalitet mellem risikoen for ny

kriminalitet (herunder kriminalitetens grovhed) og foranstaltningens art og

længde”.

Straffelovrådet fandt dog samtidig, at hensynet til retshåndhævelse og

forebyggelse af kriminalitet talte for, at en ordning med tidsbegrænsning af

foranstaltninger som udgangspunkt ikke burde udstrækkes til foranstaltninger

iværksat som følge af personfarlig kriminalitet. Rådet udtalte i den forbindelse,

”at anvendelse af tidsubestemte foranstaltninger over for den personkreds, der

omfattes af straffelovens § 68 og § 69, stemmer bedst med de forebyggende

og terapeutiske retningslinjer, som præger disse afgørelser, og at indførelse af

tidsgrænser derfor ikke umiddelbart lader sig gennemføre, uden at hensigten med

at henlægge reaktionen på kriminalitet til det psykiatriske og forsorgsmæssige

system i et vist omfang forspildes”.

3.2.4.4 Afgrænsning mellem tidsbestemte og tidsubestemte foranstaltninger

De forbrydelser, der kan medføre en tidsubestemt foranstaltning, har alle

karakter af personfarlig kriminalitet, men herudover er der tale om forbrydelser

af forskelligartet karakter og strafværdighed. Der er således blandt andet et vidt

spænd i forhold til de tilhørende strafferammer. Hvor drab efter straffelovens §

237 medfører en fængselsstraf på minimum fem år og ind til livstid, straffes trusler

efter straffelovens § 266 med bøde eller fængsel indtil to år.

Der er samtidig visse typer af personfarlig kriminalitet, som falder uden for

opregningen i straffelovens § 68 a, stk. 2, og § 69 a, stk. 2, om tidsubestemte

foranstaltninger. Det gælder eksempelvis forsætlig fareforvoldelse efter

straffelovens § 252, som har en strafferamme på otte år,

samt overdragelse af

euforiserende stoffer efter straffelovens § 191, som har en normalstrafferamme på

10 år og en sidestrafferamme på 16 år.

Hverken Straffelovrådet eller Justitsministeriet ses at have gjort sig nogen

nærmere overvejelser om afgrænsningen mellem de forbrydelser, der kan føre til

en tidsbestemt henholdsvis tidsubestemt foranstaltning. En nærmere begrundelse

for, hvorfor blandt andet frihedsberøvelse og grove trusler, men ikke forsætlig

fareforvoldelse eller brud på narkotikalovgivningen, skulle kunne danne grundlag

for en tidsubestemt foranstaltning, findes således ikke. Det er umiddelbart

vanskeligt at se, hvordan hensynet til retshåndhævelse og forebyggelse af

kriminalitet skulle kunne begrunde denne forskel.

SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 531: Rapporten: Retspsykiatri i et menneskeretligt perspektiv, fra Institut for Menneskerettigheder

RETSPSYKIATRI I ET MENNESKERETLIGT PERSPEKTIV

De fleste af de nævnte forbrydelser i straffelovens § 68 a, stk. 2, og § 69 a, stk. 2,

kan uden større vanskelighed kobles sammen med gerningsindholdet i en eller

to specifikke bestemmelser i straffeloven. På andre punkter er opregningen af

forbrydelser, der kan føre til en tidsubestemt foranstaltning, dog mere vag og

elastisk. Det er således ikke videre klart, hvornår en forbrydelse har karakter af en

’alvorlig voldsforbrydelse’ eller ’anden alvorlig seksualforbrydelse’. I forarbejderne

er alene angivet, at dette afhænger af en konkret vurdering af forbrydelsens

beskaffenhed og de omstændigheder, hvorunder den er begået.

Lovgiver har

således overladt afgørelsen af dette spørgsmål til domstolene.

Der findes kun ganske få trykte afgørelser om idømmelse af særforanstaltninger

på grundlag af andre typer seksualforbrydelser end voldtægt, og i ingen af de

pågældende sager fandt retten, at der var tale om en forbrydelse af så alvorlig

karakter, at det kunne føre til en tidsubestemt foranstaltning.

Domstolene har

således blandt andet fundet, at gentagne tilfælde af seksuelle krænkelser over

for mindreårige, herunder anden kønslig omgang med et barn under 15 år, ikke

udgjorde en alvorlig seksualforbrydelse.

Retspraksis vidner om, at en seksualforbrydelse ikke (nødvendigvis) får karakter af

en ’alvorlig seksualforbrydelse’, der kan begrunde en tidsubestemt foranstaltning,

fordi der er tale om gentagne tilfælde begået over for en sårbar person, for eksempel

et barn. Henset til de behandlingsmæssige formål, der ligger bag reglerne om

særforanstaltninger, kunne man ellers argumentere for, at der foreligger et større

behandlingsbehov, når der er tale om gentagne tilfælde af kriminalitet.

Hvad angår voldshandlinger er de kriminaliseret flere steder I straffeloven. For

så vidt angår vold som en forbrydelse i sig selv sondrer straffeloven mellem tre

forskellige grader af vold: simpel vold efter straffelovens § 244,

kvalificeret vold

efter straffelovens § 245

og særlig grov vold efter straffelovens § 246.

Betegnelsen ’alvorlig voldsforbrydelse’ i straffelovens § 68 a og § 69 a relaterer

sig ikke direkte til en eller flere af straffelovens voldsbestemmelser eller bestemte

grader af vold. Henset til retspraksis bliver simpel vold dog som udgangspunkt ikke

betragtet som en alvorlig voldsforbrydelse.

3.2.4.5 Trusler eller vold mod offentligt ansatte

Som nævnt ovenfor anses opregningen af de gerningstyper, som kan føre til en

tidsubestemt foranstaltning, for udtømmende. Opregningen er i praksis blevet

udstrakt til også at omfatte tilfælde, hvor gerningsmanden alene er fundet skyldig

i overtrædelse af straffelovens § 119. Straffelovens § 119 kriminaliserer vold mod og

trusler om vold fremsat over for personer i offentlig tjeneste eller hverv.

Denne udstrækning skal ses i sammenhæng med formuleringen i straffeloven,

hvorefter der kan fastsættes en tidsubestemt foranstaltning ved ’trusler af den

i § 266 nævnte art’. Straffelovens § 266 kriminaliserer fremsættelse af trusler

SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 531: Rapporten: Retspsykiatri i et menneskeretligt perspektiv, fra Institut for Menneskerettigheder

RETSPSYKIATRI I ET MENNESKERETLIGT PERSPEKTIV

om at begå en strafbar handling, der er egnet til hos nogen at fremkalde alvorlig

frygt for eget eller andres liv, helbred eller velfærd. Kun trusler af den angivne

grove karakter er omfattet. Trusler om simpel vold falder således uden for

bestemmelsens anvendelsesområde.

Der er dermed et vist overlap mellem anvendelsesområdet for straffelovens § 119

og straffelovens § 266, når det gælder trusler om vold fremsat over for personer i

offentlig tjeneste eller hverv. I disse tilfælde vil der typisk kun blive rejst tiltale efter

§ 119, der har en markant højere strafferamme end § 266.

Til illustration kan nævnes en Østre Landsretsdom fra 2006

, hvor tiltalte under

indlæggelse på en psykiatrisk afdeling ved flere lejligheder fremsatte trusler mod

to overlæger blandt andet om at slå dem ihjel, samt en dom fra Vestre Landsret

fra 2008

, hvor tiltalte havde truet en psykiatrisk plejer med en skovl ved at løfte

skovlen mod plejeren og udtale, at han skulle sørge for, at ”de kom herfra” eller

noget lignende. I begge sager blev de tiltalte fundet skyldige i overtrædelse af

straffelovens § 119 og idømt en særforanstaltning uden længstetid, da truslerne

tillige fandtes at opfylde gerningsindholdet i straffelovens § 266.

Hvad angår voldshandlinger har straffelovens § 119 det samme anvendelsesområde

som straffelovens § 244. I sager om simpel vold begået mod en person i offentlig

tjeneste eller hverv straffes derfor kun for overtrædelse af § 119, da denne har

en betydeligt strengere strafferamme end § 244. Hvis volden har haft en grovere

karakter straffes i sammenstød mellem § 119 og § 245 eller § 246. Som for

andre voldshandlinger vil det bero på en konkret vurdering, om vold begået mod

en person i offentlig tjeneste eller hverv har været af en sådan karakter, at det

betragtes som en ’alvorlig voldsforbrydelse’, der kan medføre en tidsubestemt

foranstaltning.

3.3 FULDBYRDELSE AF FORANSTALTNINGSDOMME

Foranstaltninger over for personer med psykiske lidelser fuldbyrdes inden for

rammerne af sygehusvæsenet, der drives af regionerne.

Retspsykiatriske

patienter er som udgangspunkt undergivet den samme behandling som andre

psykiatriske patienter. I den forbindelse kan retspsykiatriske patienter på samme

betingelser som gælder for ikkeretspsykiatriske patienter udsættes for tvang

i henhold til psykiatrilovens regler om tvangsbehandling, fiksering mv.

Selve

straffedommen giver ikke hjemmel til magtanvendelse under en indlæggelse.

En retspsykiatrisk patient har som en ikkeretspsykiatrisk patient en administrativ

klageadgang for så vidt angår beslutninger om tvangsbehandling, tvangsfiksering,

anvendelse af fysisk magt, beskyttelsesfiksering, anvendelse af personlige

alarm og pejlesystemer og særlige dørlåse, personlig skærmning, aflåsning af

døre i afdelingen samt oppegående tvangsfiksering og aflåsning af patientstue

på Sikringsafdelingen. Overlægens afgørelser herom kan indbringes for det

psykiatriske patientklagenævn.

SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 531: Rapporten: Retspsykiatri i et menneskeretligt perspektiv, fra Institut for Menneskerettigheder

RETSPSYKIATRI I ET MENNESKERETLIGT PERSPEKTIV

Psykiatrilovens regler om tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse og

tilbageførsel samt om overlægens efterprøvelse af en frihedsberøvelse finder

derimod ikke anvendelse. Tilsvarende finder lovens bestemmelser om klageadgang

og domstolsprøvelse med hensyn til afgørelser om tvangsindlæggelse,

tvangstilbageholdelse og tilbageførsel heller ikke anvendelse.

Overlægens

beslutning om tvungen (gen)indlæggelse i forbindelse med fuldbyrdelse af en

behandlingsdom eller en dom til ambulant behandling forudsætter således ikke

nødvendigvis, at betingelserne for tvangsindlæggelse i psykiatriloven er opfyldt.

3.4 ÆNDRING AF FORANSTALTNINGSDOMME

Ovenfor i afsnit 3.2.4 er redegjort for reglerne for tidsbestemte og tidsubestemte

foranstaltninger. For både tidsbestemte og tidsubestemte foranstaltninger gælder

regler om ændring og ophør af foranstaltningen. For tidsbestemte foranstaltninger

gælder desuden særlige regler om forlængelse af længstetiden.

3.4.1 FORLÆNGELSE AF LÆNGSTETIDER

For foranstaltningsdomme med en længstetid på fem år, dvs. foranstaltninger,

der medfører, at den dømte skal anbringes eller indlægges på en psykiatrisk

afdeling mv., eller som giver mulighed herfor, kan retten fastsætte en ny

længstetid på to år.

Retten træffer afgørelse ved kendelse og efter anmodning fra

anklagemyndigheden. Forlængelse kan ske med to år ad gangen, det vil sige også

i tilfælde, hvor længstetiden tidligere har været forlænget med to år. Der er med

andre ord ikke nogen begrænsning på, hvor mange gange en femårig foranstaltning

kan forlænges.

For foranstaltninger med en længstetid på maksimalt tre år, dvs. foranstaltninger,

der ikke medfører indlæggelse eller institutionsophold eller mulighed herfor,

kan længstetiden også forlænges.

Den samlede længstetid for sådanne

foranstaltninger må dog ikke overstige fem år.

Disse foranstaltninger vil derfor ofte

kun kunne forlænges én gang.

For både fem og treårige foranstaltninger, er forlængelse af længstetiden

ifølge straffeloven betinget af, at der foreligger ’særlige omstændigheder’. I

Straffelovrådets betænkning fra 1999 er det anført, at særlige omstændigheder kan

foreligge, for eksempel hvis den dømtes tilstand er blevet forværret på en sådan

måde, at den pågældende frembyder fare for andre, eller hvor der i øvrigt ved

længstetidens udløb foreligger et åbenbart behov for at fortsætte en behandling

eller pleje, der er motiveret af kriminalitetsforebyggende hensyn.

Højesteret har senest forholdt sig til spørgsmålet om forlængelse i en afgørelse fra

2018.

Sagen vedrørte en person, der flere gange tidligere (senest i 2006) havde

været straffet for spirituskørsel, og som i 2012 blev idømt en foranstaltning med

en længstetid på fem år for blandt andet to tilfælde af spirituskørsel på knallert.

Foranstaltningen medførte, at han skulle undergive sig tilsyn af kommunen og

efterkomme kommunens bestemmelser om ophold og arbejde, og således

SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 531: Rapporten: Retspsykiatri i et menneskeretligt perspektiv, fra Institut for Menneskerettigheder

RETSPSYKIATRI I ET MENNESKERETLIGT PERSPEKTIV

at kommunen kunne træffe bestemmelse om anbringelse i botilbud, samt at

han skulle underkaste sig behandling mod alkoholmisbrug. Sagen gik på, om

længstetiden for foranstaltningen skulle forlænges med to år. Højesterets flertal

fandt, at der forelå sådanne særlige omstændigheder, at forlængelse kunne ske.

Flertallet lagde i den forbindelse vægt på hensynet til kriminalitetsforebyggelse

set i sammenhæng med behovet for behandling af alkoholmisbrug. Det forhold,

at personen siden dommen seks år forinden i 2012, ikke havde været dømt for

spirituskørsel eller andre lovovertrædelser, og at han frivilligt havde installeret

alkolås i sin bil, kunne ikke føre til et andet resultat. Den omstændighed, at

personen, hvis han ikke var blevet idømt en foranstaltning, ville være blevet idømt

en bøde på 4.000 kr. medførte ikke, at det ville være uproportionalt at forlænge

foranstaltningen.

I 2015 kom Vestre Landsret omvendt frem til, at proportionalitetsbetragtninger

måtte føre til, at længstetiden for en foranstaltning ikke kunne forlænges.

Sagen

handlede om en person, der i 2006 blev fundet skyldig i vold efter straffelovens

§ 245, efter han havde slået en ven i ansigtet med flad og knyttet hånd, ligesom

han slog vennen i baghovedet med en halvfyldt flaske med overfladiske skrammer

i ansigtet til følge. Volden blev udøvet efter en uoverensstemmelse, og slaget

med flasken faldt efter noget tumult mellem parterne. Personen blev idømt en

behandlingsdom med tilsyn af Kriminalforsorgen med en længstetid på fem år.

Foranstaltningen blev efterfølgende forlænget i 2011 og 2013. I 2015 anmodede

anklagemyndigheden om, at længstetiden på ny blev forlænget med to år. Både

den ansvarlige overlæge og Kriminalforsorgen anbefalede foranstaltningen

opretholdt med henvisning til, at personen havde en stor risiko for recidiv til

ligeartet kriminalitet, og at han ikke vurderedes at kunne følges ambulant,

fordi han var meget psykisk ustabil, misbrugende, ikke mødte op til ambulante

samtaler og på ringe foranledning udviklede vrede og ubehagelig adfærd over

for andre. Landsretten fremhævede, at foranstaltningen var idømt for mere end

ni år siden, og at vedkommende hverken før eller efter var dømt for personfarlig

kriminalitet. Landsretten kom således frem til, at der efter karakteren og omfanget

af forholdet i dommen fra 2006 sammenholdt med foranstaltningens varighed

uanset de lægelige udtalelser og udtalelsen fra Kriminalforsorgen ud fra

proportionalitetsbetragtninger ikke forelå sådanne særlige omstændigheder,

at der trods risikoen for yderligere kriminalitet og det fortsatte misbrug og

behandlingsbehov var grundlag for på ny at forlænge længstetiden.

Også kriminalitetens art kan have betydning for, om der foreligger særlige

omstændigheder. Til illustration kan nævnes en Østre Landsretssag fra 2012.

Sagen handlede om en person, der i marts 2007 blev idømt en foranstaltningsdom

til ambulant psykiatrisk behandling med mulighed for indlæggelse efter at være

fundet skyldig i 26 butikstyverier til en samlet værdi af ca. 6.500 kr. Der var primært

tale om tyveri af forskellige madvarer til forholdsvis små beløb, som var et resultat

af en alvorlig spiseforstyrrelse hos vedkommende, der medførte et spontant behov

for mad. Der blev fastsat en længstetid for foranstaltningen på fem år. I januar 2012

SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 531: Rapporten: Retspsykiatri i et menneskeretligt perspektiv, fra Institut for Menneskerettigheder

RETSPSYKIATRI I ET MENNESKERETLIGT PERSPEKTIV

indbragte anklagemyndigheden sagen for retten med påstand om fastsættelse af

en ny længstetid på to år. Landsrettens flertal udtalte, at der efter de foreliggende

lægelige oplysninger var et åbenbart behov for behandling af personen. Henset

til karakteren af den begåede kriminalitet fandt landsretten imidlertid ikke, at

der forelå sådanne særlige omstændigheder, at hensynet til forebyggelse af nye

butikstyverier med rimelighed krævede, at der skulle fastsættes en ny længstetid

på to år.

3.4.2 LEMPELSE OG SKÆRPELSE AF FORANSTALTNINGER

Efter straffelovens § 72 er det muligt både at lempe og skærpe en idømt

foranstaltning med hensyn til foranstaltningstype og vilkår. En lempelse sker

eksempelvis, hvis en anbringelsesdom ændres til en behandlingsdom eller hvis en

dom til ambulant behandling med mulighed for indlæggelse ændres til ambulant

behandling uden mulighed for indlæggelse.

En skærpelse af foranstaltningen finder omvendt sted, hvis en behandlingsdom

ændres til en anbringelsesdom, eller hvis en foranstaltning, der ikke har kunnet

medføre indlæggelse ændres til at kunne indebære indlæggelse.

Det er alene retten, der kan træffe bestemmelse om, at en foranstaltningsdom

skal ændres i lempende eller skærpende retning. Visse behandlingsmæssige

ændringer kan dog træffes af den ansvarlige overlæge eller af andre

tilsynsmyndigheder, hvis dette er bestemt i foranstaltningsdommen.

Når en sag om en ændring af en særforanstaltning indbringes for retten, anvender

retten de samme kriterier for fastsættelse af ændringen, som hvis det var første

gang, den pågældende blev idømt en særforanstaltning. Det vil sige med

udgangspunkt i, om og i bekræftende fald hvilken foranstaltning der i det enkelte

tilfælde må anses for formålstjenlig for at forebygge yderligere lovovertrædelser.

Ved lempelse af en tidsbestemt foranstaltning gælder længstetiden for den

hidtidige foranstaltning også for den ændrede foranstaltning. En længstetid på fem

år omfatter således også en lempeligere foranstaltning, som fastsættes senere

i medfør af straffelovens § 72.

Ved skærpelse af en tidsbestemt foranstaltning

fastsættes der derimod en ny længstetid for den ændrede foranstaltning. Den nye

længstetid regnes fra ændringstidspunktet.

3.4.3 OPHØR AF FORANSTALTNINGER

Tidsbestemte foranstaltninger ophører automatisk ved længstetidens udløb.

Hvis anklagemyndigheden ikke rejser sag om forlængelse af en tidsbestemt

foranstaltning ophører foranstaltningen således uden videre, når længstetiden er

gået.

Tidsubestemte foranstaltninger skal ophæves ved retskendelse.

Anklagemyndigheden skal på eget initiativ indbringe spørgsmålet om ændring eller

SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 531: Rapporten: Retspsykiatri i et menneskeretligt perspektiv, fra Institut for Menneskerettigheder

RETSPSYKIATRI I ET MENNESKERETLIGT PERSPEKTIV

endelig ophævelse af en tidsubestemt foranstaltning for retten fem år efter, at der

er truffet afgørelse om foranstaltningens iværksættelse, medmindre spørgsmålet

har været forelagt for retten inden for de sidste to år, jf. straks nedenfor. Derefter

skal spørgsmålet forelægges for retten mindst hvert andet år.

Formålet med disse

bestemmelser er at sikre, at der jævnligt sker domstolsprøvelse af spørgsmålet om

opretholdelse af tidsubestemte foranstaltninger.

3.4.4 KONTROL MED VARIGHED OG OMFANG

Foruden reglerne om automatisk ophør af tidsbestemte foranstaltninger og

periodisk domstolsprøvelse af tidsubestemte foranstaltninger, kan der også

fremsættes begæring om ændring eller ophævelse af en særforanstaltning,

tidsbestemt såvel som tidsubestemt. Begæring kan fremsættes af den

dømte, bistandsværgen, anklagemyndigheden, institutionens ledelse eller

kriminalforsorgen.

I første række tilkommer det den dømte og dennes

bistandsværge at forlange en domstolsprøvelse af, hvorvidt foranstaltningen skal

opretholdes.

100

Anmodning om en ophævelses eller ændringssag sendes til

anklagemyndigheden, der snarest muligt indbringer spørgsmålet for retten.

101

Forinden sagen indbringes for retten, indhenter anklagemyndigheden en udtalelse

fra den behandlende afdeling eller institution med en anbefaling af opretholdelse,

ændring eller ophævelse af foranstaltningen, en udtalelse fra Kriminalforsorgen

(såfremt de fører tilsyn med vedkommende), en udskrift fra Kriminalregistret og

eventuelt en udtalelse fra bistandsværgen. Sagen forelægges eventuelt også for

Retslægerådet.

102

Ved både tidsbestemte og tidsubestemte foranstaltninger har anklage

myndigheden desuden pligt til løbende at påse, at en særforanstaltning

ikke opretholdes i længere tid eller videre omfang end nødvendigt.

103

Efter

omstændighederne kan der således være en pligt til at indbringe spørgsmålet om

ændring eller ophævelse af en idømt foranstaltning før udløbet af den fastsatte

længstetid eller før den generelle frist for domstolsprøvelse af tidsubestemte

foranstaltningers opretholdelse.

Anklagemyndighedens kontrol udøves ved, at der én gang om året indhentes en

erklæring fra den psykiatriske afdeling mv. eller den tilsynsførende myndighed,

der varetager fuldbyrdelsen af foranstaltningen, om behovet for at opretholde

foranstaltningen. Endvidere skal der indhentes en udskrift fra Kriminalregisteret,

blandt andet for at kontrollere, om den foranstaltningsdømte er meddelt tiltale

frafald i foranstaltningstiden. Efter omstændighederne kan der i øvrigt være

grundlag for at indhente en udtalelse fra bistandsværgen.

Reglerne om anklagemyndighedens kontrol og adgang til domstolsprøvelse på

begæring har til formål at sikre, at en foranstaltning bliver ændret eller ophævet,

hvis risikoen for recidiv eller behandlingsmæssige hensyn ikke længere er til stede i

samme grad som tidligere eller som følge af proportionalitetshensyn.

SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 531: Rapporten: Retspsykiatri i et menneskeretligt perspektiv, fra Institut for Menneskerettigheder

RETSPSYKIATRI I ET MENNESKERETLIGT PERSPEKTIV

Det følger af forarbejderne til straffelovens § 72, at anklagemyndigheden ved

vurdering af spørgsmålet om foranstaltningsændring blandt andet skal tage hensyn

til, hvilken tidsbestemt straf der ville være idømt for det pågældende forhold,

såfremt den foranstaltningsdømte ikke havde været omfattet af straffelovens § 16

eller § 69. Ved vurderingen skal der dog også tages hensyn til kriminalitetens art og

grovhed sammenholdt med den lægelige vurdering af risikoen for recidiv.

104

Højesteret har i tre sager afsagt i 2009, 2010 og 2011 taget stilling til spørgsmålet

om proportionalitet og opretholdelse af en særforanstaltning. I alle tre sager blev

foranstaltningen opretholdt med henvisning til en afvejning af foranstaltningens art

og længde i forhold til risikoen for recidiv.

Sagen fra 2009

105

vedrørte en person, der i 1998 var blevet idømt en tidsubestemt

behandlingsdom efter forsøg på røveri mod en bank med et skarpladt jagtgevær. I

2008 bestemte byretten, at foranstaltningen skulle ophæves med henvisning til, at

en opretholdelse efter 10 år var i åbenbart misforhold til længden af den straf, som

den begåede lovovertrædelse måtte antages at kunne have udløst. Landsretten

ændrede imidlertid byrettens beslutning til, at foranstaltningen skulle opretholdes.

Landsretten lagde i den forbindelse vægt på, at der fortsat bestod en fare for

tilbagefald til ligeartet kriminalitet og fandt, henset til karakteren af den begåede

kriminalitet, ikke at betragtninger om forholdsmæssighed mellem kriminalitetens

alvor og foranstaltningens tidsmæssige udstrækning kunne føre til andet resultat.

Da sagen kom for Højesteret var foranstaltningen blevet lempet til at bestå i en

pligt til at give møde og modtage nødvendig medicin hver 14. dag. Højesteret

stadfæstede landsrettens kendelse.

Sagen fra 2010

106

vedrørte en person, der i 1987 først blev idømt en

behandlingsdom og derefter i 1991 en tidsubestemt anbringelsesdom, i begge

tilfælde som følge af grov voldskriminalitet. I 2007 blev anbringelsesdommen

ændret til en behandlingsdom med tilsyn af Kriminalforsorgen fortsat uden

længstetid. I 2010 blev foranstaltningen ophævet af byretten, men opretholdt

af landsretten. Den dømte havde i henhold til foranstaltningsdommene været

hospitalsindlagt stort set hele tiden siden 1987. Af de lægelige oplysninger fremgik

det blandt andet, at vedkommende led af en kronisk sindssygdom i form af

paranoid skizofreni, og at han trods vedvarende massiv medikamentel behandling

var kontinuerligt psykotisk. Han havde en meget begrænset sygdomsindsigt

og behandlingsforståelse, og der var perioder, hvor han angreb personale og

medpatienter. Der var ikke udsigt til, at hans tilstand inden for en nærmere fremtid

ville bedres så meget, at der efter en lægelig vurdering ville være grundlag for at

ophæve foranstaltningen. Højesteret tiltrådte, at der efter de lægelige oplysninger

og under hensyn til antallet af forhold og grovheden af den personfarlige

kriminalitet, måtte antages at være en så nærliggende risiko for fornyet personfarlig

kriminalitet, at hensynet til proportionalitet mellem lovovertrædelsernes grovhed

og den tidsmæssige udstrækning af foranstaltningen ikke kunne føre til ophævelse

af foranstaltningen. Højesteret bemærkede også, at den dømte de seneste fem år

SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 531: Rapporten: Retspsykiatri i et menneskeretligt perspektiv, fra Institut for Menneskerettigheder

RETSPSYKIATRI I ET MENNESKERETLIGT PERSPEKTIV

havde været forsøgt anbragt permanent på en åben afdeling, men at han havde

måttet opholde sig på lukket afsnit det meste af tiden.

Den nyeste af sagerne fra 2011

107

vedrørte en person, som i 2005 blev idømt en

behandlingsdom uden længstetid for blandt andet ildspåsættelse i en vaskekælder.

(Forud for denne dom var personen i 2002 blevet idømt en behandlingsdom for

vold efter straffelovens § 119). I 2011 afviste Højesteret at ophæve foranstaltningen

fra 2005. Højesteret fandt i den forbindelse, at der måtte antages at være

en så nærliggende risiko for fornyet personfarlig kriminalitet, at hensynet til

proportionalitet ikke kunne føre til ophævelse af foranstaltningen. Højesteret

lagde vægt på de lægelige oplysninger i sagen, herunder den dømtes manglende

sygdomserkendelse og aggressive adfærd over for det sundhedsfaglige personale,

karakteren af den personfarlige kriminalitet, samt karakteren af foranstaltningen,

der havde indebåret, at den dømte i perioder ikke havde været indlagt.

De nævnte sager vidner om, at der ved domstolenes prøvelse af om en

foranstaltning skal ophæves i høj grad bliver lagt vægt på kriminalitetens art og

grovhed sammenholdt med den lægelige vurdering af risikoen for recidiv. Også

karakteren af foranstaltningen, det vil sige hvor intensivt et indgreb i den dømtes

frihed og selvbestemmelsesret, der er tale om, kan spille ind.

Spørgsmålet om, hvilken tidsbestemt straf der ville være idømt for det pågældende

forhold i det almindelige straffesystem ses derimod ikke at indgå med særlig

stor vægt i vurderingen af, om der er grundlag for en foranstaltningsændring.

Dette er bemærkelsesværdigt i lyset af forarbejderne til straffelovens § 72, hvor

hensyntagen til den formodede straf i det almindelige straffesystem er fremhævet

på lige fod med hensyntagen til kriminalitetens art og grovhed sammenholdt med

risikoen for recidiv.

108

3.5 BISTANDSVÆRGER

3.5.1 BESKIKKELSE AF BISTANDSVÆRGER

Beskikkelse af en bistandsværge kan finde sted både forud for og i forbindelse med

rettens afsigelse af en foranstaltningsdom. Forud for en domsafsigelse kan retten

beskikke en bistandsværge, hvis der under straffesagens behandling fremgår,

at den tiltalte kan blive dømt til anbringelse eller indlæggelse efter reglerne i

straffelovens § 68 og § 69. Hvis en straffesag ender med, at den tiltalte bliver dømt

til en sådan anbringelse eller indlæggelse, eller hvis dommen giver mulighed

herfor, skal retten beskikke en bistandsværge for den dømte. Det betyder, at 95

97% af dem, der modtog en foranstaltningsdom i 20012017, har fået tildelt en

bistandsværge (jf. Figur 4).

Politiet og anklagemyndigheden bistår retten med at finde en person, der kan

beskikkes som bistandsværge.

109

Bistandsværgen skal så vidt muligt være

en af den sigtedes, tiltaltes eller dømtes nærmeste pårørende

110

(en såkaldt

SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 531: Rapporten: Retspsykiatri i et menneskeretligt perspektiv, fra Institut for Menneskerettigheder

RETSPSYKIATRI I ET MENNESKERETLIGT PERSPEKTIV

pårørendebistandsværge). Den sigtede, tiltalte eller dømte skal altid spørges, om

der er en bestemt person, som vedkommende ønsker at få beskikket.

111

Hvis ikke det

er muligt at finde en pårørendebistandsværge, eksempelvis fordi vedkommende

ikke har nogen nære pårørende, eller fordi ingen af de pågældende er villige

eller egnede til at lade sig beskikke, beskikkes i stedet en listebistandsværge.

112

Listebistandsværger er personer som efter ansøgning er blevet antaget af

statsforvaltningen som bistandsværger. Statsforvaltningen vurderer ansøgninger

til stillinger som bistandsværger og antager dem, der anses for bedst egnede til at

udføre de opgaver, som hvervet indebærer, herunder personer med tilknytning til

sundheds, social og undervisningssektoren.

113

3.5.2 BISTANDSVÆRGERNES OPGAVER

Bistandsværgens opgaver er overordnet beskrevet i straffelovens § 71, der

suppleres af bistandsværgebekendtgørelsens kapitel 3 om opgaver og beføjelser.

Efter domsafsigelsen er det bistandsværgens opgave at holde sig underrettet om

den dømtes tilstand og at drage omsorg for, at opholdet på sygehus eller anden

institution samt andre foranstaltninger ikke udstrækkes længere end nødvendigt.

114

Bistandsværgen skal til hver en tid så vidt muligt handle i samråd med sin

klient.

115

En central funktion for bistandsværgen er at rådgive og vejlede den

pågældende om klagemuligheder, herunder klager over tvang i psykiatrien, samt

om muligheden for at søge en idømt særforanstaltning ændret eller ophævet.

Bistandsværgen skal desuden yde bistand i forbindelse med myndighedernes

behandling af sådanne sager samt hjælpe med at udarbejde klageskrivelser og

anmodninger om ændring eller ophævelse af en foranstaltning.

116

Bistandsværger

er underlagt tavshedspligt.

117

Ifølge bistandsværgebekendtgørelsen skal bistandsværgen så snart som

muligt efter beskikkelsen besøge klienten. Besøg skal herefter finde sted efter

behov, og bistandsværgen er forpligtet til løbende at holde sig i kontakt med

vedkommende.

118

Bistandsværgerne er tillagt forskellige rettigheder, der skal gøre det muligt for

dem at løfte deres opgaver. Disse omfatter for det første en ret til fri og uhindret

personlig, skriftlig og telefonisk kontakt med klienten.

119

For det andet indeholder

bistandsværgebekendtgørelsen en række bestemmelser, hvorefter bistandsværgen

skal holdes underrettet om bestemte forhold og på foranledning har ret til at

modtage visse oplysninger. Ansvaret for at holde bistandsværgen informeret er

placeret hos forskellige aktører.

På foranledning skal forsvarsadvokaten til en bistandsværgeklient i fornødent

omfang orientere bistandsværgen om klientens sag samt om bistandsværgens

pligter og rettigheder.

120

SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 531: Rapporten: Retspsykiatri i et menneskeretligt perspektiv, fra Institut for Menneskerettigheder

RETSPSYKIATRI I ET MENNESKERETLIGT PERSPEKTIV

Det er politiet og anklagemyndighedens opgave at holde en bistandsværge

underrettet om, hvornår der afholdes retsmøder vedrørende en klient.

121

Efter

anmodning kan bistandsværgen også få udleveret udskrifter af domme og

kendelser, som angår klienten.

122

Bistandsværgen har ligeledes ret til at få udleveret

indhentede oplysninger om en klients personlige forhold og mentale tilstand.

123

Herudover skal et sygehus/en sygehusafdeling, der modtager en

bistandsværgeklient, underrette bistandsværgen, når klienten påbegynder og

afslutter et ophold på stedet.

124

Personalet på sygehuset/sygehusafdelingen

er desuden forpligtet til at give bistandsværgen ”enhver oplysning, som er

nødvendig for, at denne kan varetage sit hverv på forsvarlig måde”.

125

Hvis en

oplysning af lægefaglige grunde ikke gives til klienten, kan den heller ikke gives

til bistandsværgen. Endelig har bistandsværgen ret til at gøre sig bekendt med

oplysningerne i tvangsprotokollen vedrørende klienten samt klientens journal,

herunder behandlingsplan.

126

3.6 OPSUMMERING

Med straffelovens regler om særforanstaltninger består der i dansk ret et parallelt

sanktionssystem for personer med psykiske lidelser. Retligt set betragtes

særforanstaltninger ikke som straf, men snarere som kriminalitetsforebyggende

behandlinger. Særforanstaltninger adskiller sig da også fra de almindelige straffe

på flere punkter: Fuldbyrdelsen finder sted i sundhedsvæsnet og har først og

fremmest et individualpræventivt sigte. Dette understreges af, at iværksættelse

og opretholdelse af en særforanstaltning er betinget af, at der består en risiko for

recidiv hos lovovertræderen, og at den pågældende særforanstaltning skal anses

for formålstjenlig for at forebygge denne risiko. Valget af foranstaltningstype beror

på en afvejning af sikkerheds og behandlingshensyn.

Særforanstaltninger sættes dog alene i værk, fordi der er begået en kriminel

handling og får derved en sanktionerende karakter. Sammenlignet med de

almindelige straffe kan en særforanstaltning være mindst lige så indgribende i den

enkeltes personlige frihed, integritet og selvbestemmelsesret som en fængselsstraf.

Mange foranstaltningstyper indebærer nemlig, at lovovertræderen frihedsberøves

på en psykiatrisk afdeling eller anden institution eller giver i hvert fald mulighed

herfor. Under frihedsberøvelsen kan den pågældende blive udsat for forskellige

former for tvangsindgreb, såfremt betingelserne i psykiatriloven er opfyldt. Såfremt

der ikke er tale om frihedsberøvelse, vil fuldbyrdelsen af en foranstaltningsdom i

mange tilfælde bestå i en forpligtelse til at møde til ambulant psykiatrisk behandling

med risiko for at blive frihedsberøvet, hvis ikke der sker fremmøde. Anskuet som et

indgreb i den enkeltes grundlæggende rettigheder er en særforanstaltning derfor

også i udgangspunktet et mere intensivt indgreb end en bødestraf.

Set fra et rettighedsperspektiv kan valget af foranstaltningstype have stor betydning

for den enkeltes retsstilling. Hvorvidt en foranstaltningsdom indebærer eller

giver mulighed for frihedsberøvelse kan være afgørende for spørgsmålet om

SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 531: Rapporten: Retspsykiatri i et menneskeretligt perspektiv, fra Institut for Menneskerettigheder

RETSPSYKIATRI I ET MENNESKERETLIGT PERSPEKTIV

foranstaltningens varighed. Det er alene de mindst indgribende foranstaltninger,

det vil sige foranstaltninger, der ikke indebærer og ikke giver mulighed for

frihedsberøvelse, der har en maksimal begrænsning for varigheden. Der er ikke

nogen øvre grænse for varigheden af foranstaltninger, der medfører eller giver

mulighed for frihedsberøvelse – ej heller i tilfælde, hvor der er fastsat en længstetid.

3.6.1 PROPORTIONALITETSBETRAGTNINGER

Som en konsekvens af, at særforanstaltninger ikke anses for straf, finder dansk

rets almindelige strafudmålingsprincipper ikke anvendelse ved idømmelse af en

foranstaltningsdom. Det gælder blandt andet det grundlæggende strafferetlige

princip om proportionalitet mellem den kriminelle handling og den udmålte strafs

karakter og varighed.

Uanset dette findes der i straffelovens regler om særforanstaltninger

proportionalitetsbetragtninger på flere niveauer. Det gælder først og fremmest

i forhold til valget af foranstaltningstype. Det er således en grundlæggende

betingelse efter straffeloven, at den mindst indgribende foranstaltning, som er

egnet til at opnå formålet med forebyggelse af recidiv, skal anvendes. I retspraksis

findes der desuden eksempler på, at kriminalitetens grovhed har spillet ind ved

valget af foranstaltningstype på grund af proportionalitetshensyn.

127

I reglerne om længstetider i straffelovens § 68 a og § 69 a findes desuden et

krav om en vis sammenhæng mellem forbrydelsens art og varigheden af en

foranstaltningsdom. Det var også proportionalitetshensyn, som lå bag indførelsen

af reglerne om længstetider i år 2000. Det er således et grundlæggende træk ved

reglerne om længstetider, at visse former for personfarlig kriminalitet betragtes

som mere alvorlig end anden kriminalitet og derfor i udgangspunktet skal føre

til en tidsubestemt foranstaltning, hvorimod foranstaltninger som følge af anden

kriminalitet skal tidsbegrænses. Der er imidlertid visse uklarheder forbundet

med straffelovens opregning af de typer af personfarlige forbrydelser, der kan

føre til en tidsubestemt foranstaltning. Den valgte afgrænsning kan af den grund

synes arbitrær og vanskelig at begrunde ud fra proportionalitetsbetragtninger

om sammenhæng mellem risikoen for ny kriminalitet, herunder kriminalitetens

grovhed, og foranstaltningens varighed.

Proportionalitetsbetragtninger indgår desuden i forhold til ændring eller

ophævelse af særforanstaltninger, herunder ved stillingtagen til, om længstetiden

for en tidsbestemt foranstaltning kan forlænges som følge af særlige

omstændigheder. Retspraksis om forlængelse af længstetider og om ophævelse af

tidsubestemte foranstaltninger vidner om, at der ved domstolenes prøvelse af om

en foranstaltning skal forlænges, ændres eller ophæves i høj grad bliver lagt vægt

på risikoen for recidiv og kriminalitetens art.

Spørgsmålet om, hvilken tidsbestemt straf der ville være idømt for det pågældende

forhold ses derimod ikke at indgå med særlig stor vægt i vurderingen af, om der

SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 531: Rapporten: Retspsykiatri i et menneskeretligt perspektiv, fra Institut for Menneskerettigheder

RETSPSYKIATRI I ET MENNESKERETLIGT PERSPEKTIV

er grundlag for en foranstaltningsændring. Det forhold, at en foranstaltning har

varet betydeligt længere end den straf, der ville være idømt, hvis sagen ikke var

afgjort med en bestemmelse om en særforanstaltning, bevirker ikke i sig selv, at

foranstaltningen anses for uproportional. I retspraksis ses da også eksempler på

meget langvarige foranstaltningsdomme, selv for ikke personfarlig kriminalitet.

Der er i reglerne om ændring og ophør af særforanstaltninger indlagt forskellige

kontrolmekanismer, der har til formål at sikre, at en given særforanstaltning ikke

opretholdes i længere tid eller videre omfang end nødvendigt, og derved sikre

proportionalitet. Ud over reglerne om anklagemyndighedens årlige kontrol og

domstolsprøvelse af tidsubestemte foranstaltninger indtager bistandsværgerne en

særdeles væsentlig rolle i den henseende.

SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 531: Rapporten: Retspsykiatri i et menneskeretligt perspektiv, fra Institut for Menneskerettigheder

KAPITEL 4

ANALYSE AF UDVIKLINGEN I

FORANSTALTNINGSDOMME

I dette kapitel gennemgår vi udviklingen i foranstaltningsdomme med særligt

fokus på det stigende antal af personer med psykiske lidelser, der får en dom

til behandling eller anbringelse i retspsykiatrien. Udviklingen granskes ved at

gennemgå overordnede tal, undersøgelser og kortlægninger af området.

4.1 STIGNING I ANTAL DOMME

Der er siden slutningen af 1980’erne sket en betydelig stigning i brugen af

foranstaltningsdomme i Danmark. Samlet set er der siden 1981 tale om mere

end en femdobling af antallet af nye domme. Stigningen i anvendelsen af

foranstaltningsdomme er særlig stor efter år 2000. Mens 354 personer i løbet af

2000 fik en foranstaltningsdom, så var tallet 775 personer i 2017

128

, jf. figur 1. Det er

mere end en fordobling.

FIGUR 1: ANTALLET AF NYE FORANSTALTNINGSDOMME 1981-2017

1000

900

800

685

924

868

842

775

700

600

500

400

300

200

150

100

1981 1983 1985 1987 1989 1991 1993 1995 1997 1999 2001 2003 2005 2007 2009 2011 2013 2015 2017

177

179

204 220

232

260

276

303

338

362

664

528

591

Antal domme

Note: Figur er baseret på tal om nye foranstaltningsdomme fra Justitsministeriets forskningsrapporter

129

. Alle typer

af domme og dømte.

SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 531: Rapporten: Retspsykiatri i et menneskeretligt perspektiv, fra Institut for Menneskerettigheder

RETSPSYKIATRI I ET MENNESKERETLIGT PERSPEKTIV

Figur 1 viser brugen af foranstaltningsdomme for alle grupper af dømte; det vil

sige personer med psykiske sygdom, personer med andre psykiske lidelser (også

kaldet ”mangelfuld udvikling”), samt personer med udviklingshæmning. Personer

der dømmes til behandling i psykiatrien, de to førstnævnte grupper, udgør samlet

set den klart største gruppe, jf. figur 2, set i forhold til gruppen af personer med

udviklingshæmning. Der er dog et lille fald i antallet af domme til personer med

andre psykiske lidelser (”mangelfuld udvikling”) fra 2012 og frem, som måske er en

modreaktion på den store stigning i brugen af særforanstaltninger over for denne

persongruppe i perioden 20002012.

FIGUR 2: DOMSTYPE FORDELT PÅ DEN DØMTES MENTALE TILSTAND

700

600

500

400

300

200

142

239

132

105

300

164

185

125

161

144

110

139

117

111

132

199

378

375

437

390

548

495

463

417

570

504

534

556

518

502 501

215

264

223

212

186

146

137

130 120

148

100

2000 2001 2002 2003 2004 2005 2006 2007 2008 2009 2010 2011 2012 2013 2014 2015 2016 2017

Psykisk sygdom

Udviklingshæmning

Andre psykiske lidelser (’mangelfuld udvikling’ m.v.)

Note: Figur baseret på tal fra Justitsministeriets forskningskontor sendt til Institut for Menneskerettigheder, 21.

januar 2019. I enkelte år varierer tallene med få domme fra Justitsministeriets årlige forskningsrapporter. Alle typer

af domme.

Retspsykiatriens udvikling afspejler til dels en generel udvikling i psykiatrien og i

samfundet. Der er et øget antal personer med psykiske lidelser i befolkningen, øget

diagnosticering generelt, herunder øget behandling af skizofreni i psykiatrien

130

og øget opmærksomhed på psykiske lidelser blandt lovovertrædere

131

og i

tråd hermed en øget brug af personundersøgelser og mentalerklæringer i

forløbet op til en dom.

132

Der er også noget, som tyder på, at de manglende

ressourcer i almenpsykiatrien og de deraf følgende hurtigere udskrivninger og

manglende opfølgninger har konsekvenser for, hvor mange der herefter dukker

op i retspsykiatrien. Sidst, men ikke mindst kan nævnes en kraftigt stigende

anmeldelsestilbøjelighed i forbindelse med trusler eller vold mod offentligt

ansatte som en central grund til vokseværket i retspsykiatrien.

SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 531: Rapporten: Retspsykiatri i et menneskeretligt perspektiv, fra Institut for Menneskerettigheder

RETSPSYKIATRI I ET MENNESKERETLIGT PERSPEKTIV

Selvom stigningen i antallet af personer med psykiske lidelser, der modtager

en foranstaltningsdom er kraftig, så overgås den af stigningen i antallet af

igangværende domme i samme periode. Mens antallet af nye domme til personer

med psykiske lidelser er steget med ca. 125% fra 20012017, så er antallet af

personer i retspsykiatrien steget med ca. 190%.

I 2017 var der ca. 4.200 personer, der var underlagt dom i retspsykiatrien

133

. Til

sammenligning var der i 2001 blot 1445 patienter

134

, jf. figur 2. I 1980 omfattede

retspsykiatrien 490 patienter

135

. Der er altså tale om næsten en tidobling over de

sidste 40 år.

Kort sagt er der ikke blot kommet flere retspsykiatriske patienter til. De bliver også

betydeligt længere i deres dom og denne tendens er kraftigt stigende i perioden

fra 2001 og frem.

FIGUR 3: ANTALLET AF PATIENTER I RETSPSYKIATRIEN STIGER KRAFTIGERE

END ANTALLET AF NYE FORANSTALTNINGSDOMME TIL PERSONER MED

PSYKISKE LIDELSER

6000

5000

4000

2630

3000

2000

1000

316

2001 2002 2003 2004 2005 2006 2007 2008 2009 2010 2011 2012 2013 2014 2015 2016 2017

1445

1609

1781

2017

2264

2560

3452

4341

4241 4153

4269 4358 4393

3760 4159

3262

405

476

507

601

680

515

607

578

747

785

768

757

768

688

649

655

Unikke patienter i retspsykiatrien

Nye domme til personer med psykisk sygdom eller andre psykiske lidelser (’mangefuld udvikling’)

Note: Tal for nye domme er baseret på tal fra Justitsministeriets forskningskontor sendt til Institut for

Menneskerettigheder, 21. januar 2019. Antallet af unikke retslige patienter er opgjort forskelligt fra 2015 og frem.

Tal er for perioden 20012014 hentet fra Sundheds og Ældreministeriet (2015: Tabel 1), mens det for perioden

20152017 er hentet fra Danske Regioner (2017: Bilag 26).

Langt de fleste foranstaltningsdømte modtager behandlingsdom med mulighed

for indlæggelse (89% i 2017). I 2017 modtog 5 % en anbringelse på ubestemt tid,

mens de resterende 3% modtog en dom til ambulant behandling eller tilsyn uden

mulighed for indlæggelse eller anbringelse. Udviklingen er nogenlunde konstant i

perioden 20012017, jf. figur 4.

SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 531: Rapporten: Retspsykiatri i et menneskeretligt perspektiv, fra Institut for Menneskerettigheder

RETSPSYKIATRI I ET MENNESKERETLIGT PERSPEKTIV

FIGUR 4: UDVIKLINGEN I TYPER AF FORANSTALTNINGER VED NYE DOMME

FRA 2001-2017

100% 2% 3% 5% 3% 3% 4% 6% 4%

6% 4% 5% 4% 3% 7% 5% 7% 8% 5%

90%

80%

70%

60%

50% 93% 93% 92% 93% 93% 93% 92% 95% 91% 94% 93% 94% 95% 91% 92% 89% 89% 92%

40%

30%

20%

10%

0% 4% 3% 3% 4% 4% 3% 2% 2% 2% 2% 2% 2% 2% 2% 3% 4% 3% 3%

2001 2002 2003 2004 2005 2006 2007 2008 2009 2010 2011 2012 2013 2014 2015 2016 2017 I alt

Anbringelse på hospital/institution

Behandling med mulighed for indlæggelse

Ambulant behandling uden mulighed for indlæggelse

Note: Procentdel af nye domme, der er til ambulant behandling eller tilsyn uden mulighed for indlæggelse,

behandling med mulighed for indlæggelse og til anbringelse på hospital eller institution. Figuren er baseret

på tal fra Sundhedsog Ældreministeriet (2015) for perioden 20012013. For perioden 20142017 er tallene fra

Justitsministeriets forskningskontor (2015, 2016, 2017, 2018). Den stiplede linje markerer skellet mellem de to

datakilder. Tallene fra før og efter den stiplede linje er derfor ikke direkte sammenlignelige. Alle dømte.

Mens der er sket et betydeligt fald i andelen af nye domme, der vedrører

alvorlig personfarlig kriminalitet (fra 51% i 2000 til 36% i 2017), så er andelen af

tidsubestemte domme stort set konstant i samme periode, jf. figur 5.

FIGUR 5: UDVIKLINGEN I TIDSUBEGRÆNSEDE DOMME OG DOMME FOR

PERSONFARLIG KRIMINALITET

60%

50%

40%

30%

20%

10%

2000 2001 2002 2003 2004 2005 2006 2007 2008 2009 2010 2011 2012 2013 2014 2015 2016 2017

16% 15%

25% 24%

23%

20%

51% 51% 49%

42%

43% 44%

41%

38% 40% 38% 40% 39%

43%

36% 39% 38% 39%

35% 36%

32%

30%

25% 26%

20% 21%

23%

39%

32%

27%

29%

30%

26%

41% 42%

40%40%

37% 37% 38% 38% 38% 39%

37% 37%36%

Andel alvorlig personfarlig

Andel uden tidsbegrænsning

Andel §119

Note: Figur baseret på tal fra Justitsministeriets forskningskontor sendt til Institut for Menneskerettigheder, 21.

januar 2019. Tal for §119domme er hentet fra Justitsministeriets årlige forskningsrapporter. Tal for 2013 kunne ikke

findes. For beskrivelse af, hvad der kategoriseres som ”alvorlig personfarlig kriminalitet” se bilag A. Alle dømte.

SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 531: Rapporten: Retspsykiatri i et menneskeretligt perspektiv, fra Institut for Menneskerettigheder

RETSPSYKIATRI I ET MENNESKERETLIGT PERSPEKTIV

En del af grunden kan findes i stigningen af domme for vold og trusler mod

offentligt ansatte (§119domme), der på trods af kategorisering som ikke

personfarlig kriminalitet i Justitsministeriets Forskningskontor opgørelse, for lidt

mere end hver fjerde af lovovertræderne, giver en dom på ubestemt tid.

Alt andet lige tyder det ikke på, at grovhedskarakteren af de forbrydelser, der fører

til en foranstaltningsdom er øget i takt med stigningen af domme og dømte

snarere tværtimod.

4.2 TRUSLER ELLER VOLD MOD OFFENTLIGT ANSATTE

Domme for vold og trusler mod offentligt ansatte, §119domme, udgjorde i 2017

hele 30% af det samlede antal foranstaltningsdomme (svarende til 232 domme).

Til sammenligning udgjorde dommene 16% i 2002 og 23% i 2007. Af de nye §119

domme i 2017 havde lidt over hver fjerde (28%) ingen længstetid.

136

Overtrædelserne, der fører til en § 119dom, finder oftest sted på hospitaler,

ambulante behandlingssteder eller bosteder/institutioner (20012013 hele 65 %

dommene)

137

. En betydelig del af de nye foranstaltningsdomme udspringer således

af situationer, hvor en person enten selv opsøger eller modtager hjælp i psykiatrien

eller på bosteder, og i forbindelse hermed truer eller begår vold med ansatte.

Situationerne finder oftest sted på selve indlæggelsesdagen, hvor man må forvente

at patienten er både allermest påvirket og måske psykotisk.

138

I den forbindelse

kan der være tale om reaktioner på eller modværge mod tvangsmedicinering eller

tvangsfiksering.

En stor del af retspsykiatriens vokseværk tilskrives, at ansatte og arbejdspladser i

langt højere grad end tidligere anmelder, når der sker vold og trusler mod offentligt

ansatte under indlæggelser eller på behandlingstilbud. Man kan også udlede af

de årlige offerundersøgelser, at ”tilbøjeligheden til at tolke aggressive hændelser,

der sker i relation til ens arbejde, som vold, er steget fra midten af 1990’erne til

midten af 2000’erne.”

139

Nultolerance kan have rod i en misforstået opfattelse af, at

anmeldelse er nødvendig for at den forurettede medarbejder kan opnå erstatning.

Lovændringen i 2000, der indførte tidsbegrænsninger kan også have ført til en

utilsigtet øget anmeldelsestilbøjelighed. Hvor der tidligere oftere blev givet

tiltalefrafald med henvisning til, at patienten allerede var i behandling på ubestemt

tid, kan foranstaltningsdomme med en længstetid på 5 år for eksempel forlænges

med henvisning til, at patienten har været udadreagerende eller voldelig under en

indlæggelse eller i deres hjem (på et botilbud).

I en evaluering af lovændringen i 2000 konkluderer Justitsministeriet, at der efter

lovændringen mere stringent anmeldes for ny kriminalitet, der er begået under

foranstaltningen:

SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 531: Rapporten: Retspsykiatri i et menneskeretligt perspektiv, fra Institut for Menneskerettigheder

RETSPSYKIATRI I ET MENNESKERETLIGT PERSPEKTIV

Lovændringen har gjort, at personalet kan se nytten af at anmelde

forholdet, da dette indgår i vurderingen af, om foranstaltningen skal

ophøre, forlænges, lempes eller skærpes. Samtidig afspejler en

øget anmeldelsestilbøjelighed en ændret holdning til grænserne for

acceptable arbejdsvilkår, for så vidt kriminaliteten rettes mod personalet på

institutionerne.

140

Som konsekvens af stigningen i omfanget af domme for vold og trusler mod

offentligt ansatte gennem de sidste tyve år kan man spørge, om hændelserne i lige

så høj grad som nu skal fortsætte med at føre til iværksættelse af, forlængelse af

eller gentagen foranstaltningsdom – især i de sager, hvor personerne allerede er i

behandling, har sygdomsindsigt og måske også er ked af hændelsen.

4.3 LANGE DOMME FOR MINDRE ALVORLIGE FORBRYDELSER

Instituttet for Menneskerettigheder har tidligere kritiseret brugen af lange

behandlingsdomme på fem år og længere i forbindelse med mindre kriminalitet

som eksempelvis tyveri. I 2006 konkluderede Instituttet for Menneskerettigheder,

141

at anvendelsen af foranstaltninger på trods af sagligt grundlag ikke er proportionel i

forhold til formålet i sager om mild kriminalitet, hvor retten ville idømme bøde eller

en lavere straf, såfremt den pågældende ikke var psykisk syg.

Domme vedrørende tyveri eller andre formueforbrydelser er interessante, da

lignende domme for personer uden psykiske lidelser typisk har en strafferamme på

1,5 års fængsel, men ofte vil den i praksis udmålte straf være noget lavere som for

eksempel 40 dage, ligesom det ikke er ualmindeligt, at der for disse forbrydelser

slet ikke idømmes frihedsstraf, men i stedet bøde.

Cirka 10% af alle foranstaltningsdømte i 2017 og 2018 fik dom for tyveri eller

formueforbrydelser, jf. tabel 2. Det er uændret i forhold til årene 2001 og 2002.

Forudsat at andelen, der har begået tyveri og formueforbrydelser er nogenlunde

konstant (10%) i perioden 20002017,

142

har ca. 1.250 personer siden 2000 fået

en behandlingsdom for tyveri eller formueforbrydelser. Heraf har ca. 90% fået en

behandlingsdom med mulighed for indlæggelse i fem år, jf. tabel 3. Dommene

dækker over alt fra butikstyveri og hæleri til dokumentfalsk og bedrageri på nettet.

TABEL 2: FORANSTALTNINGSDOMME FOR TYVERI OG

FORMUEFORBRYDELSER I ÅRENE 2001/2002 OG 2017/2018

2001

Domme I alt

Tyveri + formueforbrydelser

Procent af alle domme

564

10%

2002

458

10%

2016

779

11%

2017

775

Note: Baseret på tal fra Justitsministeriets Forskningskontor (2002, 2003, 2017, 2018). Alle dømte.

SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 531: Rapporten: Retspsykiatri i et menneskeretligt perspektiv, fra Institut for Menneskerettigheder

RETSPSYKIATRI I ET MENNESKERETLIGT PERSPEKTIV

I 20172018 fik næsten samtlige personer dømt for tyveri og formueforbrydelser en

dom på fem år, jf. tabel 3. Det er en indgribende foranstaltning idet det indebærer

en mulighed for tvungen indlæggelse på psykiatrisk afdeling eller institution,

og dermed frihedsberøvelse. Varigheden overstiger langt den maksimale

strafferamme for samme overtrædelser for personer uden psykiske lidelser.

TABEL 3: TIDSBEGRÆNSNING AF FORANSTALTNINGSDOMME FOR TYVERI

OG FORMUEFORBRYDELSER I ÅRENE 2001/2002 OG 2017/2018

2001/2002

Antal

Pct.

Ubestemt tid

5 år

3 år

2 år

1 år

Antal domme i alt

106

85%

100%

2016/2017

Antal

Pct.

146

152

96%

100%

Note: Baseret på tal fra Justitsministeriets Forskningskontor (2002, 2003, 2017, 2018). Alle dømte.

Udviklingen er gået i retning af, at der ikke benyttes domme på ubestemt tid,

men også at der i mindre grad benyttes domme på tre år og slet ikke benyttes

domme på under tre år. Det tyder på, at domstolene idømmer femårige

foranstaltningsdomme uafhængigt af karakteren af den enkelte sag.

Da vi ikke har mulighed for at følge dommenes forløb, vides det ikke, hvor mange

af de personer, der får en dom på fem år for berigelseskriminalitet, der ender med

at få forlænget deres dom. Det er altså ikke muligt at måle den reelle varighed

af de idømte særforanstaltninger, der gives for begået berigelseskriminalitet. I

analysen af forlængede domme i 2018 i kapitel 6 finder vi dog flere eksempler

på, at karakteren af forbrydelsen ikke hænger sammen med særforanstaltningens

varighed, og at flere domme på fem år for berigelseskriminalitet bliver forlænget i

to år med henvisning til behandlingsbehov og/eller recidivrisiko (eksempler her på

i kapitel 6).

Justitsministeriet konkluderede på baggrund af en forløbsundersøgelse fra 2010,

at ”kriminalitetens art og grovhed, som har betydning for, om der fastsættes en

længstetid eller ej, kun i ringe grad har betydning for personens behandlingsbehov

og dermed foranstaltningens varighed”.

143

SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 531: Rapporten: Retspsykiatri i et menneskeretligt perspektiv, fra Institut for Menneskerettigheder

RETSPSYKIATRI I ET MENNESKERETLIGT PERSPEKTIV

Forløbsundersøgelsen viste, at for de 885 domme, der er afsagt i perioden 2000

2003, der ikke er forlænget eller er blevet efterfulgt af en ny foranstaltningsdom,

er den gennemsnitlige varighed for domme uden længstetid 3,6 år, mens det for

domme med længstetid er en smule længere, nemlig 3,8 år.

Retslægerådet bemærkede da også til Straffelovrådets betænkning i forbindelse

med lovændringen i 2000, at der af ”hensyn til det lægelige og forsorgsmæssige

behandlingsarbejde ikke bør sættes tidsfrister” og videre, at ” den inddeling i

forskellige kriminalitetstyper, der opereres med i de to modeller, er af juridisk

karakter og ikke relevant for en lægevidenskabelig vurdering af, hvor længe en

særforanstaltning bør opretholdes.”

144

Efter gældende praksis kan altså også mindre alvorlige forbrydelser i vidt omfang

medføre foranstaltningsdomme på 5 år og mulighed for forlængelse.

Gruppen af personer, der har begået tyveri eller andre formueforbrydelser tilhører

ikke traditionelt kernegruppen i retspsykiatrien, der kan siges at udgøres af

alvorligt psykisk syge, som har begået personfarlig kriminalitet.

145

Hvis gerningen

ikke er afledt af en psykose eller sindssygdom i gerningsøjeblikket, men af andre

omstændigheder (fx på det sociale område), der har betydning for, om man begår

berigelseskriminalitet, så kan det være sværere for psykiatrien at behandle den

dømte.

4.4 RECIDIV

Da risikoen for recidiv spiller en så central rolle i foranstaltningsdommenes

igangsættelse, fuldbyrdelse og ophævelse, er det interessant at se på, hvor mange,

der egentlig begår kriminalitet i umiddelbar forlængelse af en ophævet dom.

Recidiv kan måles på mange måder. I tallene i figuren nedenfor, er recidiv målt

inden for to år efter dommens ophævelse. Recidiv er i det følgende defineret som

de situationer, hvor den dømte inden for to år efter domsophævelsen begår ny

kriminalitet.

Recidiv for de foranstaltningsdømte (den stiplede rød linje i figur 6) ligger under

de øvrige dømte, hvor ophævede betinget dømte i 20142016 havde recidiv på

ca. 40% og fængselsdømte på hele 65%, mens personer, der havde fået afsluttet

en foranstaltningsdom, havde et recidiv på 24%. Recidivet har været nogenlunde

konstant for de foranstaltningsdømte i perioden 2000 til 2016. Tallene er i tråd

med tidligere undersøgelser

146

. Der er også blandt de foranstaltningsdømte langt

færre, der tidligere har begået kriminalitet, sammenlignet med personer, der har

fået en ubetinget eller betinget dom. Foranstaltningsdømte begår altså recidiv

med cirka samme hyppighed som personer, der modtager bøder, en sanktionsform

som er hyppigt anvendt ved mildere former for økonomisk kriminalitet og

færdselsovertræder.

SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 531: Rapporten: Retspsykiatri i et menneskeretligt perspektiv, fra Institut for Menneskerettigheder

RETSPSYKIATRI I ET MENNESKERETLIGT PERSPEKTIV

FIGUR 6: RECIDIV FOR FORANSTALTNINGSDØMTE SET I FORHOLD TIL

TIL ØVRIGE DØMTE I 2007-2016

70%

60%

50%

40%

30%

20%

10%

2007:2009

2008:2010

2009:2011

2010:2012

2011:2013

2012:2014

2013:2015

2014:2016

59%

62%

64%

65%

64%

65%

46%

40%

37%

26%

25%

42%

40%

36%

26%

28%

42%

37%

27%

26%

44%

41%

27%

26%

45%

43%

41%

28%

26%

43%

39%

30%

24%

42%

41%

29%

28%

43%

41%

39%

28%

24%

Løsladt efter afsoning i fængsel mv.

Foranstaltningsdom ophørt/ophævet

Betinget dom

Løsladt efter afsoning på bopæl

Betinget dom og samfundstjeneste

Bødeafgørelse

Note: Baseret på tal for recidiv inden for to år efter ophævede eller ophørte domme i 20142016. Tal er hentet fra

Statistikbanken.dk (Danmarks Statistik), der er baseret på Rigspolitiets Kriminalregister.

Der er ikke noget, der tyder på, at recidiv for de foranstaltningsdømte i højere

grad, end for de øvrige dømte er præget af alvorlig personfarlig kriminalitet.

Foranstaltningsdømtes recidiv er nogenlunde lige delt i fire dele: Særlovs

overtrædelser, færdselsovertrædelser, ejendomsforbrydelser og volds og

seksualforbrydelser (se figur i bilag C).

Samlet set er recidivkriminaliteten af mildere karakter, end den kriminalitet, der

førte til foranstaltningsdommen. 37% af foranstaltningsdømte er dømt for alvorlig

personfarlig kriminalitet i 2016 (Figur 5), mens 20% af recidivkriminaliteten i

samme år har karakter af alvorlig personfarlig kriminalitet (voldseller seksual

forbrydelse). Det hyppigste recidiv også blandt foranstaltningsdømte – er særlovs

overtrædelser, færdselslovsovertrædelser og ejendomsforbrydelser (bilag C).

Der er altså ikke noget, der tyder på, at recidiv i sig selv er skyld i det stigende

antal foranstaltningsdomme, men hvis der er en stigende tendens til give en ny

foranstaltningsstraf til tidligere foranstaltningsdømte uagtet type af kriminalitet og

omstændighederne, så kan dette medvirke til et stigende antal nye domme også

flere år efter, at dommene er ophævet. Det er ikke muligt ud fra tallene aflede, hvor

meget af den relativt set lavere recidiv, der skyldes den behandling der gives under

dommen, og som netop skal forebygge recidiv.

147

Det er vigtigt at huske på, at der er et væld af faktorer, der kan have indflydelse

på risikoen for recidiv. Det kan være alt fra misbrug til brud med partner, usikre

boligforhold, manglende forsørgelsesgrundlag og beskæftigelse.

SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 531: Rapporten: Retspsykiatri i et menneskeretligt perspektiv, fra Institut for Menneskerettigheder

RETSPSYKIATRI I ET MENNESKERETLIGT PERSPEKTIV

Især misbrug og utilstrækkelig misbrugsbehandling kan have betydning

for, hvorvidt den dømte begår kriminalitet. I 2018 fandt Retspsykiatrisk

Klinik, at misbrug havde haft betydning for kriminaliteten for 54% af de 218

mentalundersøgte, og at der i 88% af tilfældene var tale om utilstrækkelig

misbrugsbehandling.

148

4.5 LÆNGERE DOMSFORLØB

Længden på den gennemsnitlige foranstaltningsdom for personer med psykiske

lidelser er steget betydeligt siden 2000, hvor lovændringen der indførte

tidsbegrænsning af foranstaltningsdomme trådte i kraft. Den gennemsnitlige

foranstaltningsdom for personer, der behandles i retspsykiatrien, er steget fra tre år

og syv måneder til fire år og to måneder i perioden 20032013, en stigning på 16%

og det højeste niveau siden 2000. Der er ingen tal på udviklingen siden 2013.

FIGUR 7: GENNEMSNITLIGE VARIGHED AF DOM

Stigning = 16%

3 år og 7

måneder

4 år og 2

måneder

2003-2006

2013

Note: Tal fra Sundheds og Ældreministeriet (2015: 1415). Foranstaltningsdømte med psykiske lidelser.

Blandt domme afsagt i 2001 endte 18% med at vare over 5 år, mens tallet for

domme afsagt i 2007 var steget til 31%,

149

det vil sige en stigning på hele 72%.

Det har ikke været muligt at lave en opdateret analyse af varigheden af

foranstaltningsdomme. Det er bemærkelsesværdigt i sig selv, at det på nuværende

tidspunkt ikke er muligt at følge udviklingen i varigheden af domme på grund af

manglende registreringer og sammenkobling af data.

150

Langt flere får endvidere en ny foranstaltningsdom i direkte forlængelse af den

sidste. Det skyldes efter alt at dømme blandt andet en ikkeintenderet effekt af

lovændringen i 2000. Hvor der tidligere ofte blev givet tiltalefrafald i de tilfælde,

hvor patienten allerede havde en dom på ubestemt tid, så gjorde lovændringen i

2000, at de, der får dom på for eksempel fem år, enten kan få forlænget deres dom

eller få en ny i forlængelse af den gamle, når de begår kriminalitet under dommen,

for eksempel under indlæggelse eller kontakt med psykiatrien. Da recidiv har

været konstant i perioden, og andelen, der får en ny dom i direkte forlængelse af

SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 531: Rapporten: Retspsykiatri i et menneskeretligt perspektiv, fra Institut for Menneskerettigheder

RETSPSYKIATRI I ET MENNESKERETLIGT PERSPEKTIV

den gamle er stigende, tyder meget på, at der er tale om begivenheder under den

aktuelle dom, der fører til en ny dom.

Tendensen er påpeget af Sundheds og Ældreministeriet,

151

der skriver, at

”flere ting tyder på, at lovændringen, der indebar indførelse af længstetider

for foranstaltninger, kan være med til at forklare stigningen i antallet af

foranstaltningsdomme til tidligere dømte”.

Figur 8 viser udviklingen i begrundelser for ophævelser af domme, og hvordan

andelen, der får en ny foranstaltning (blå del af søjlen) stiger næsten med det

samme efter indførslen af længstetider.

FIGUR 8: OPHÆVEDE DOMME I DET ANGIVNE ÅR OG BEGRUNDELSE

FOR OPHÆVELSE

100%

90%

80%

79%

71%

61%

49%

51%

44%

48%

41%

39%

40%

31%

70%

60%

50%

13%

23%

17%

34%

20%

26%

25%

26%

24%

40%

10%

30%

20%

10%

15%

10%

11%

23%

22%

24%

20%

21%

18%

23%

25%

22%

2012

24%

2013

2001 2002 2003 2004 2005 2006 2007 2008 2009 2010 2011

Ophævet ved kendelse

Bortfaldet ved udløb

Død

Ny foranstaltning

Ny betinget eller ubetinget dom

Note: Baseret på tal fra Sundheds- og Ældreministeriet (2015: 32). Det har ikke været muligt at

opdatere ﬁguren i årene efter 2013. Alle domstyper.

Ikke overraskende er der flere domme, der er bortfaldet ved udløb og færre ved

kendelse, efter der kom tidsbegrænsning på dommene i 2000. Der er dog også

langt flere, der ved ophævelse af dom modtager en ny dom. I 2000, hvor den

ny tidsbegrænsning blev fastsat, blev blot 9% af de ophævede foranstaltninger

efterfulgt af en ny. I årene 20032013, hvor reformen har haft sin effekt, er den

gennemsnitlige procentdel af foranstaltninger, der efterfølges af nye over dobbelt

så høj (2024%), jf. figur 8.

SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 531: Rapporten: Retspsykiatri i et menneskeretligt perspektiv, fra Institut for Menneskerettigheder

RETSPSYKIATRI I ET MENNESKERETLIGT PERSPEKTIV

4.6 OPSUMMERING

Som beskrevet i dette kapitel har foranstaltningsdommene over de sidste 1020 år

været præget af tre tendenser: Der er kommet langt flere foranstaltningsdømte, de

dømte er under dom i længere tid end tidligere og flere får en ny dom i forlængelse

af udløbet af en eksisterende foranstaltningsdom.

Den største gruppe af foranstaltningsdømte udgøres af de personer med psykiske

lidelser, der idømmes en psykiatrisk særforanstaltning. Antallet af retspsykiatriske

patienter er i perioden 20012017 steget fra 1.445 personer til 4.200 – en stigning

der overgår stigningen i antallet af nye domme.

De sparsomme tal for dommenes varighed peger også på, at det forhold, om

dommen er på ubestemt eller bestemt tid i begrænset grad betyder noget for,

hvor længe særforanstaltningen ender med at vare i praksis. Det skyldes, at de

ansvarlige overlæger i indstillingen til retten om, hvorvidt en dom skal ophæves

eller forlænges, lægger vægt på behandlingsbehov og risiko for recidiv og dermed

ikke på karakteren af den begåede forbrydelse.

Det ser dermed ud til, at lovændringen i 2000, der skulle sikre, at foranstaltnings

dømte ikke var uforholdsmæssigt længe under dom, hvis ingen personer var

kommet til skade (det vil sige ikkepersonfarlig kriminalitet), ikke har haft den

effekt, som var tilsigtet.

Det er ikke muligt at sige, om persongruppen af foranstaltningsdømte har

ændret sig, eller om de er blevet mere kriminelle. Dog tyder tal for recidiv ikke

på, at andelen af personer, der begår kriminalitet efter ophævelse af dommen er

steget. Risikoen for recidiv er fortsat lav sammenlignet med risikoen for recidiv i

forbindelse med udløbet af ordinære straffe som fængselsstraf eller betingede

domme.

Siden 2000 drejer det sig årligt om ca. 10% af de nye domme, der er givet for

berigelseskriminalitet og andre formueforbrydelser, hvoraf næsten alle får en dom

til behandling i fem år med mulighed for forlængelse. I kapitel 6 ser vi nærmere på

de personer, der får en dom for berigelseskriminalitet forlænget.

SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 531: Rapporten: Retspsykiatri i et menneskeretligt perspektiv, fra Institut for Menneskerettigheder

KAPITEL 5

ANALYSE AF BISTANDSVÆRGERNES ROLLE

I dette kapitel undersøger vi, hvilken rolle bistandsværgerne spiller i de

retspsykiatriske patienters domme og forløb. Bistandsværgernes rolle er særligt

interessant af to grunde.

Den ene grund har at gøre med deres ansvar for at indbringe en foranstaltning

for retten, hvis den dømte ønsker, at foranstaltningsdommen skal lempes

eller ophæves. I forbindelse med indførsel af tidsbegrænsning for

foranstaltningsdomme i 2000 fremgik det af forarbejdet, at en foranstaltning

kan indbringes for retten efter anmodning fra den dømte, bistandsværgen,

anklagemyndigheden, institutionens ledelse eller kriminalforsorgen (jf. § 72, stk.

2). Justitsministeriet pointerede i forslag til lov om ændring af straffeloven: ”Denne

ændring er af redaktionel karakter, idet rækkefølgen er ændret, hvorved der sker en

markering af, at adgangen til domstolsprøvelse i første række tilkommer den dømte

og den pågældendes bistandsværge”.

152

Den anden grund til, at bistandsværgernes rolle er interessant at undersøge er,

at de har til opgave at være i kontakt med den dømte og holde sig orienteret om

dennes tilstand. Bistandsværgen har derfor karakter af den dømtes repræsentant,

og potentielt også som en vigtig person i den dømtes netværk, der grundet de

dømtes udsathed generelt kan være sparsomt.

… i mange tilfælde så er jeg – undskyld mig udtrykket – men faktisk den

eneste normale, som de kender. Mange af dem kommer jo fra dårlige

sociale kår og misbrugsmiljøer og det ene og det andet, så jeg er egentligt

den eneste, som de kan tage fat i og spørge om noget fornuftigt og få et

ordentligt svar.

Listebistandsværge

SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 531: Rapporten: Retspsykiatri i et menneskeretligt perspektiv, fra Institut for Menneskerettigheder

RETSPSYKIATRI I ET MENNESKERETLIGT PERSPEKTIV

I kapitlet her undersøger vi følgende:

• Hvordan bliver bistandsværger orienteret om opgaver og pligter i forbindelse

med og efter en beskikkelse? (afsnit 5.1)

• Hvordan oplever bistandsværgerne, at de lever op til deres opgaver? (afsnit 5.2)

• Hvordan arbejder bistandsværgerne med anmodning om ophævelser af domme

og hvordan ser de mulighederne for at få ophævet en dom? (afsnit 5.3)

• Hvordan oplever bistandsværgerne sagsbehandlings og ventetider i systemet

ved anmodning om ophævelser? (afsnit 5.3.3)

• Hvordan oplever bistandsværgerne proportionalitet i dommene blandt deres

klienter? (5.4)

Kapitlet baserer sig på interviews med 16 bistandsværger (heraf fire pårørende)

og spørgeskemabesvarelser fra 91 bistandsværger. Med besvarelser fra cirka

hver tredje listebistandsværge i Danmark og udsendelse af spørgeskema via

6 ud af 12 politikredse, vurderer vi, at der er tale om en høj svarrate blandt

listebistandsværgerne. Det var et krav i indledningen til spørgeskemaet, at

bistandsværgen skulle have minimum én klient med psykiske lidelser (og altså ikke

alene være beskikket for dømte med udviklingshæmning). Den præcise svarrate

kan desværre ikke udregnes, da én bistandsværge kan være beskikket i flere

kredse. Samlet set repræsenterer de bistandsværger, som har deltaget enten ved

spørgeskema eller interview, over 1.300 foranstaltningsdømte. Kapitlet vil dog ikke

være repræsentativt for de mange pårørende, der er bistandsværger, og som vi har

haft svært ved at komme ud til. For en uddybende beskrivelse af dataindsamling og

metode se afsnit 1.7.

5.1 BESKIKKELSE OG VEJLEDNING

Som beskrevet i afsnit 3.5 vil beskikkelsen af en bistandsværge, så vidt som muligt

gives til en af den sigtedes, tiltaltes eller dømtes nærmeste pårørende og vil ske i

forbindelse med dommen eller inden, hvis det vurderes nødvendigt.

Ud af de 15 pårørendebistandsværger, der har besvaret spørgeskemaet, er det

blot én pårørende, der forud for domsafsigelsen har modtaget information om det

at være bistandsværge. Ni pårørende modtog information efter domsafsigelsen,

mens fem personer svarer ’nej’ eller ’ved ikke’ til, om de overhovedet har modtaget

nogen skriftlig information om det at være bistandsværge.

Oftest har informationen været en uformel samtale under selve domsafsigelsen

med forsvareren, der spørger, om de vil være bistandsværge. Det betyder, at

pårørende bliver sat i en situation, hvor de skal tage stilling til, om de vil være

bistandsværge uden at vide, hvad det indebærer.

SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 531: Rapporten: Retspsykiatri i et menneskeretligt perspektiv, fra Institut for Menneskerettigheder

RETSPSYKIATRI I ET MENNESKERETLIGT PERSPEKTIV

En mor fortæller:

Den sidste dag [i retten] siger ham forsvareren så (…): ’Vil du være

bistandsværge?’ Øøøh, så tænkte jeg, hvad er det for noget? (...) Men som

mor og sådan, det skulle jeg nok sige ja til. Så blev jeg bistandsværge. ( )

Jeg har aldrig fået at vide, hvad det indebar [at være bistandsværge]. Til

sidst – efter tre år – ﬁk jeg et brev om, at jeg skulle udtale mig om et eller

andet, så tænkte jeg, ’nå, jamen så er det rigtigt nok, at jeg er registreret

et eller andet sted.’ Jeg ﬁk heller ikke den skriftlige information, der er om

det.

Pårørendebistandsværge

Blandt de fire pårørendebistandsværger vi har interviewet, er der overordnet set to

begrundelser for at have været blevet bistandsværge: For det første, at man ikke

siger nej som forælder. Det fremgår også af citatet: ”Men

som mor og sådan, det

skulle jeg nok sige ja til”.

Desuden er det et udtryk for, at de vil gøre meget, hvis

ikke alt, for deres barn. En mor fortæller: ”Jeg

tænker i udgangspunktet, at der

ikke er nogen, der er mere interesseret i at sikre, at han ikke skal sidde dernede

[anbringelsesinstitution]”.

For det andet argumenterer forældrene også for, at de har et særligt kendskab til

deres barns situation, og at rollen som bistandsværge kan medvirke til, at de får de

nødvendige oplysninger om deres barns behandling.

Jeg synes nærmere det ville styrke os lidt, fordi vi ﬁk ﬂere oplysninger, end

vi ellers ville have fået. Om hvad, der rør sig. For vi får jo ingen ting at vide

ellers. Det er jo et lukket land jo

Pårørendebistandsværge

Mens de pårørende har begrænset eller ingen viden om, hvilke opgaver det

indebærer at være bistandsværge forud for selve beskikkelsen, så er det anderledes

for listebistandsværgerne, der ansættes af de enkelte politikredse og ofte har

flere klienter. Listebistandsværger beskikkes enten kort forinden, under eller kort

efter domsafsigelsen. Situationen er dog anderledes, i det listebistandsværgerne

er blevet beskikket tidligere og har gennemgået en ansættelsesproces som

bistandsværge. Dermed ved de, hvad de går ind til.

For listebistandsværgerne er besvarelserne opdelte, når der i spørgeskemaet bliver

spurgt ind til deres vurdering af information og supervision i forbindelse med både

beskikkelsen og deres arbejde generelt. Der er dog 41%, der svarer nej til, at de fik

tilstrækkelig information i forbindelse med beskikkelsen, og 56%, der svarer nej til,

at de får tilstrækkelig rådgivning og supervision i deres arbejde som bistandsværge,

jf. figur 9.

SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 531: Rapporten: Retspsykiatri i et menneskeretligt perspektiv, fra Institut for Menneskerettigheder

RETSPSYKIATRI I ET MENNESKERETLIGT PERSPEKTIV

FIGUR 9: INFORMATION OG SUPERVISION FOR LISTEBISTANDSVÆRGER

100%

90%

80%

70%

60%

50%

40%

30%

20%

10%

Tilstrækkelig information ved

beskikkelse

Tilstrækkelig rådgivning og supervision

49%

40%

41%

56%

10%

Ved ikke

Nej

Note: Antal observationer = 68. Spørgsmålet lyder ” Fik du i forbindelse med din første beskikkelse som

bistandsværge tilstrækkelig med information om bistandsværgens pligter, opgaver og rettigheder?” og ”Oplever

du, at du får tilstrækkelig rådgivning og supervision i dit arbejde som bistandsværge?”. Listebistandsværger.

Ser vi på, hvordan folk har svaret de to spørgsmål, så er det kun 21%, der svarer ja

til begge dele. Besvarelserne afspejles også i interviewene, hvor flere efterspørger

mere viden om, hvordan man navigerer i systemet. Der er dog også mange, der

trækker på enten forudgående kendskab, mangeårig erfaring eller sparring med

andre bistandsværger som muligheder for at få vendt deres arbejde med andre.

5.2 CENTRALE OPGAVER OG UDFORDRINGER

Alle de bistandsværger, som vi har talt med, ser deres rolle som en form for

repræsentant for den dømte eller den dømtes ’stemme’ i systemet, og fortæller, at

deres klienter i vidt omfang har haft nogle hårde skæbner.

Bistandsværgerne skal navigere i en kompleks sammenhæng af aktører og

systemer. Mens nogle har benyttet et forudgående kendskab til psykiatrien,

har andre skullet lære systemet at kende fra start, mens de der har været

bistandsværger længe har opbygget både viden og relationer over tid, som styrker

deres arbejde.

5.2.1 MANGLENDE UNDERRETNING OM INDLÆGGELSER OG UDSKRIVNING

Det er en central opgave for bistandsværgerne at holde sig underrettet om

klientens tilstand og drage omsorg for, at opholdet på sygehuset, i institutionen

og andre foranstaltninger ikke udstrækkes længere end nødvendigt. Flere

bistandsværger nævner, at det er under indlæggelser eller anbringelser

på botilbud/hospitaler, at de har mest kontakt med klienterne. Der vil ved

SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 531: Rapporten: Retspsykiatri i et menneskeretligt perspektiv, fra Institut for Menneskerettigheder

RETSPSYKIATRI I ET MENNESKERETLIGT PERSPEKTIV

indlæggelse og udskrivninger ofte samtidig være tale om ændringer i deres

forløb, som eksempelvis helbred og psykiske tilstand, medicin, bopæl etc., som

bistandsværgerne skal underrettes om.

Flere af bistandsværgerne er også patientrådgivere for deres klient, og skal dermed

bistå klienten i tilfælde af, at personen vil klage over at være blevet udsat for tvang

under indlæggelse. I de tilfælde bliver det endnu mere vigtigt, at bistandsværgen

bliver underrettet om, hvor patienten befinder sig.

Det er rammende, at pårørendebistandsværgerne, som vi har interviewet, selv

nævner adgang til information om deres pårørende som begrundelse for at være

blevet bistandsværge. Det afspejler, at de pårørende frygter ikke at være tæt på

deres pårørendes forløb. Af de 15 pårørendebistandsværger, der har svaret på

spørgsmålet: ”Hvordan oplever du det at være både pårørende og bistandsværge

samtidig?”, har 12 personer da også svaret ja til udsagnet: ”Det er en fordel at være

begge dele, da jeg er tæt på forløbet og min klient/pårørende”.

Kontakten til klienterne bliver ifølge både pårørende og listebistandsværgerne

besværliggjort af, at de ikke bliver orienteret om indlæggelser og udskrivninger og

derfor ikke ved, hvor deres klienter befinder sig.

FIGUR 10: AT HOLDE SIG UNDERRETTET OM DEN DØMTES TILSTAND

100%

90%

80%

70%

60%

50%

40%

30%

20%

10%

Du har forudsætningerne, dvs. den

rette viden, kompetencer for at…

Der er de rigtige rammer, herunder

støtte, regler og adgang til information

for at…

Du kan holde dig underrettet om den dømtes tilstand

70%

36%

31%

23%

31%

Ved ikke

Mindre grad eller slet ikke

Nogen grad

Meget høj eller høj grad

Note: Antal observationer = 83. Spørgsmålet lyder ”I hvilken grad oplever du, at du har de forudsætningerne, dvs.

den rette viden, kompetencer for at du kan…” og ”I hvilken grad oplever du, at der er de rigtige rammer, herunder

støtte, regler og adgang til information for at du kan…”. Alle bistandsværger.

SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 531: Rapporten: Retspsykiatri i et menneskeretligt perspektiv, fra Institut for Menneskerettigheder

RETSPSYKIATRI I ET MENNESKERETLIGT PERSPEKTIV

Kun 6% af bistandsværgerne svarer, at de ikke har den rette viden, kompetencer

etc., men hele 31% mener, at der ikke er de rette rammer, støtte, regler og adgang

til information for at de kan holde sig underrettet om den dømtes tilstand, jf. figur

10. Dette stemmer overens med, at en stor majoritet af listebistandsværgerne har

oplevet ikke at blive underrettet om indlæggelse og udskrivninger af en klient flere

gange det seneste år, jf. figur 11.

FIGUR 11: HAR DU INDEN FOR DET SENESTE ÅR OPLEVET: AT DU IKKE ER

BLEVET UNDERRETTET OM INDLÆGGELSE ELLER UDSKRIVNING AF EN AF

DINE KLIENTER?

100%

90%

80%

70%

60%

50%

40%

30%

20%

10%

Ja, ﬂere gange

Ja, en enkelt gang

Nej

Ved ikke

11%

78%

Note: Antal observationer = 64. Listebistandsværger.

Problemet understreges i interviewene, hvor den manglende underretning bliver

nævnt af mange. Bistandsværgerne fortæller, at de holder sig underrettet ved at

ringe til deres klienter og aflægge besøg efter behov, men at dette bliver udfordret

af manglende underretning, når deres klienter fx bliver indskrevet eller udskrevet.

Nogle fortæller, at de pludselig møder klienter, som de ikke vidste var indlagt,

når de er på besøg hos en anden klient, mens andre først får information om en

udskrivning, når de selv opsøger patienten.

… der var ﬂere gange på 14 dage, hvor jeg ikke ﬁk noget af vide. Hvor man

havde møder, hvor jeg skulle have været indkaldt, og at vedkommende

overhovedet havde været indlagt. Vedkommende var stukket af og var

kommet tilbage og havde fået sin medicin ændret. Intet af det vidste jeg”.

Listebistandsværge

I et interview beskriver en far, hvordan hans søn udskrives (faren beskriver, det

således: ”Psykiatrisk afdeling havde smidt ham ud, fordi nu blev det jo weekend”)

uden at han fik det at vide, hverken i rollen som far eller bistandsværge. Bostedet

ringer og fortæller, at hans søn står på gaden, men at hverken psykiatrisk afdeling

SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 531: Rapporten: Retspsykiatri i et menneskeretligt perspektiv, fra Institut for Menneskerettigheder

RETSPSYKIATRI I ET MENNESKERETLIGT PERSPEKTIV

eller botilbud har ressourcer til at hente ham. Faren ender med at hente ham, men

påpeger, at det kunne have været rart at kunne planlægge det.

Flere af bistandsværgerne forsvarer og sympatiserer også med det travle

personale, i og med at flere understreger, at der ikke ligger nogen ond vilje bag,

men at personalet er presset på tid og ressourcer. Konsekvenserne er dog, at flere

bistandsværger oplever, at de ikke kan varetage deres beskikkelse tilstrækkeligt og

skal bruge meget tid på at lege ”detektiv”.

Problemet er også blevet rejst af § 71tilsynet i Folketinget, der i maj 2019 har

spurgt justitsministeren, ”hvad ministeren vil gøre ved det fortsatte problem med

at bistandsværger ikke får besked, når deres patient indlægges på en psykiatrisk

afdeling?”.

153

På grund af udskrevet valg er spørgsmålet endnu ikke besvaret.

Den manglende underretning om klientens status afspejler en større tendens i

bistandsværgernes besvarelser, hvor flere efterspørger, at ansatte i psykiatrien har

bedre viden om, hvad rollen som bistandsværge indebærer, og at ”alle institutioner

og psykiatriske hospitaler tager jobbet som bistandsværge seriøst og efterlever de

regler, som bekendtgørelsen indeholder” (Listebistandsværge).

5.3 ÆNDRINGER OG OPHÆVELSER AF DOMME

Udover at holde sig underrettet om den dømtes tilstand, skal bistandsværgerne

drage omsorg for, at opholdet på sygehus eller anden institution samt andre

foranstaltninger ikke udstrækkes længere end nødvendigt. Det er også

bistandsværgerne, der i samarbejde med deres klient fortrinsvis kan anmode om at

få ændret eller ophævet en dom uden for de årlige høringer.

Med hensynet til spørgsmålet om, hvorvidt der er de rigtige rammer er

bistandsværgerne meget delte i deres besvarelser, jf. figur 12. Set i lyset af, at det

er nogle af de centrale opgaver der er beskrevet, og at relativt mange selv mener,

at de har de rette forudsætninger, er det dog bekymrende, at det kun er én ud af

tre, der i meget høj eller høj grad er enige i, at der er de rette rammer for, at de

kan sørge for at ophold og domme ikke strækker sig længere end nødvendigt.

Forklaringen skal nok findes i, at bistandsværgerne godt ved, at det først og

fremmest er behandlingsbehov og recidiv, der bestemmer eventuel ændring af

dom, og at de har ringe indflydelse på dette.

SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 531: Rapporten: Retspsykiatri i et menneskeretligt perspektiv, fra Institut for Menneskerettigheder

RETSPSYKIATRI I ET MENNESKERETLIGT PERSPEKTIV

FIGUR 12: VARIGHED AF FORANSTALTNINGER OG DOMME

100%

90%

17%

80%

70%

60%

50%

40%

30%

20%

10%

Sørge for, at

opholdene* ikke

strækker sig

længere end

nødvendigt?

Sørge for, at

dommen ikke

strækker sig

længere end

nødvendigt?

Sørge for, at

opholdene* ikke

strækker sig

længere end

nødvendigt?

Sørge for, at

dommen ikke

strækker sig

længere end

nødvendigt?

48%

53%

30%

33%

29%

23%

22%

35%

34%

29%

Du har forudsætningerne, dvs. den rette

viden, kompetencer for at du kan:

Der er de rigtige rammer, herunder

støtte, regler og adgang til information

for at du kan:

Ved ikke

Mindre grad eller slet ikke

Nogen grad

Meget høj eller høj grad

Note: Antal observationer = 83. Spørgsmålet lyder ”I hvilken grad oplever du, at du har forudsætningerne, dvs.

den rette viden og kompetencer for at du kan..” og ”I hvilken grad oplever du, at der er de rigtige rammer, herunder

støtte, regler og adgang til information, for at du kan…”. *Ophold henviser til indlæggelser og anbringelser på

psykiatriske afdelinger eller institutioner. Alle bistandsværger.

5.3.1 ”VIL KLIENTEN ANMODE, SÅ ANMODER JEG”

I interviewene spurgte vi bistandsværgerne, hvordan de forstår det at drage omsorg

for, at opholdet på sygehus eller anden institution samt andre foranstaltninger ikke

udstrækkes længere end nødvendigt.

Generelt forstår bistandsværgerne deres rolle, som at de er forpligtet til at anmode

om at få ændret dommen, enten hvis klienten beder om det, eller hvis de selv

mener, at der er god grund til det. Af de 65 listebistandsværger har kun 14 % ikke

fundet det relevant at anmode om en ændring eller ophævelse af dom inden for

de sidste tre til fire år. Langt de fleste har altså erfaring med at anmode om at få

ændret en dom.

SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 531: Rapporten: Retspsykiatri i et menneskeretligt perspektiv, fra Institut for Menneskerettigheder

RETSPSYKIATRI I ET MENNESKERETLIGT PERSPEKTIV

FIGUR 13: BISTANDSVÆRGERNES HOLDNING TIL, HVORVIDT DET

IKKE

KAN

SVARE SIG AT ANMODE OM AT FÅ ÆNDRET ELLER OPHÆVET EN DOM

35%

30%

25%

20%

14%

15%

10%

I meget høj

grad enig

I høj grad enig

I nogen grad

enig

I mindre grad

enig

Slet ikke enig

Ved ikke

13%

32%

Note: Antal observationer = 75. Spørgsmålet lyder: ”I hvilken grad er du enig i følgende udsagn: Det kan ikke svare

sig at anmode om at få ændret eller ophævet en dom?”. Alle bistandsværger.

Bistandsværgerne fortæller om de forskellige overvejelser, de gør sig om

chancerne for at få en dom lempet eller ophævet, jf. figur 14. De peger blandt

andet på, at forarbejdet skal gøres ordentligt. Eksempelvis tager de kontakt til den

behandlende overlæge for at høre om mulighederne for, at overlægen vil anbefale

en lempelse. Mens nogle af princip altid anmoder, så er andre – såfremt overlægen

ikke anbefaler en ændring mere tilbøjelige til at overbevise klienten om, at det

ikke er en god idé at anmode, da der vil være ringe chancer.

Flere efterspørger kriterier for, hvad der kvalificerer en dømt til at få ændret eller

ophævet en dom, og nogle nævner også, at det er vigtigt, at have en plan for, hvad

der skal ske, hvis en dom helt skal ophæves.

SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 531: Rapporten: Retspsykiatri i et menneskeretligt perspektiv, fra Institut for Menneskerettigheder

RETSPSYKIATRI I ET MENNESKERETLIGT PERSPEKTIV

FIGUR 14: BISTANDSVÆRGERNES BEGRUNDELSE FOR, AT DET I EN VIS

GRAD IKKE KAN SVARE SIG AT ANMODE OM AT FÅ ÆNDRET ELLER OPHÆVET

EN DOM

70%

60%

50%

42%

40%

30%

20%

10%

Der er ringe chance, Jeg anmoder for min

når sagen ikke bliver klient, men han/hun

kan sjældent selv

taget op af enten

vurdere, om sagen

overlæge eller

har en chance for at

Anklage-

myndigheden selv

blive ophævet/

lempet

Der er lange

ventetider / lang

sagsbehandlingstid

Der er store

sagsomkostninger

for min klient,

hvis han/hun

taber sagen

Overlægen kan bedst

selv vurdere, hvornår

det er relevant at

tage sagen op igen

Andet

58%

35%

13%

10%

Note: Antal observationer = 31. Spørgsmålet er kun stillet til de, der har været enige i meget høj, høj eller nogen

grad i, at det ikke kan svare sig at anmode om at få ændret eller ophævet en dom. Respondenterne kunne vælge

ﬂere grunde. Spørgsmålet lyder ”Hvorfor vurderer du, at det ikke kan svare sig at anmode om at få ændret eller

ophævet en dom? Sæt gerne ﬂere kryds”. Alle bistandsværger.

Resultaterne er i tråd med en generel oplevelse af, at retten sjældent dømmer

imod overlægens anbefaling.

Det går igen i flere af interviewene og i spørgeskemaet, at både af bistandsværgerne

selv og deres klienter føler sig overladt til den behandlende overlæges vurdering,

og derfor kan føle sig magtesløse i de tilfælde, hvor samarbejdet ikke er godt, eller

bistandsværge og/eller klient oplever, at overlægen giver en uretmæssig eller

forkert behandling. Flere efterspørger også, at psykiatriens fokus på symptomer og

medicinering erstattes af andre behandlingsformer og misbrugsbehandling.

Der er desværre også nogle, der angiver, at det ikke kan betale sig at anmode om

ændring af dom på grund af sagsomkostningerne, hvis klienten taber sin sag. Det

beror på en misforståelse, da klienten ikke hæfter for sagsomkostningerne, men

misforståelsen ser ud til at blive delt af flere:

SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 531: Rapporten: Retspsykiatri i et menneskeretligt perspektiv, fra Institut for Menneskerettigheder

RETSPSYKIATRI I ET MENNESKERETLIGT PERSPEKTIV

Klienten møder til de månedlige samtaler med Distriktspsykiatrien og

Kriminalforsorgen og får at vide, at hvis de selv søger om prøvelse af

dommen, skal de selv betale sagsomkostningerne. Dette er dog helt

forkert. Dernæst oplyser de to parter heller ikke klienten om, at klienten og

bistandsværge kan søge en foranstaltning prøvet i Retten.”

Listebistandsværge

Også en enkelt bistandsværge har selv den forståelse, at det koster penge at få

prøvet sagen, hvis den ikke vindes.

(...) både jeg og hans kontaktperson har fortalt ham, at de sager koster. Han

er meget glad for at ﬁske. Så det koster nogle ﬁsketure, og det er penge,

som han kunne bruge på det [at ﬁske]. Statsadvokaten skal jo tage den op.”

Listebistandsværge

5.3.2 OVERVEJELSER OM KRITERIER OG FRIHEDSGRADER

Flere af bistandsværgerne giver udtryk for, at de synes, det er svært helt at vide,

hvad der skal til for leve op til kriterierne for lempelse eller ophævelse af en dom.

Mens nogle bistandsværger udtrykker kritik over for de ansvarlige overlæger og

deres forbeholdenhed over for at anbefale en dom ændret eller ophævet, mener

andre bistandsværger, at de som ikkefagprofessionelle har svært ved at vurdere,

om patienterne reelt er så velbehandlede, at deres dom kan ændres.

Jeg tror hvis den dømte selv, eller bistandsværgen, sender en forespørgsel

til statsadvokaten så skal man have virkelig gode argumenter, før det fører

til en domsændring. Der skal virkelig noget til. Fordi systemet er så stærkt,

og de har også en bedre viden om, hvor den dømte er henne end både den

dømte selv og bistandsværgen. Deres indsigt er jo meget større (...).

Listebistandsværge

Flere bistandsværger påpeger også, at de har oplevet, at domme forlænges op til

flere gange uden kriminelt recidiv.

Især i de sager, hvor klienten har haft et langvarigt misbrug og ikke har udsigt til at

komme ud af det, er der flere bistandsværger, der har svært ved at se, hvordan man

kan få ophævet dommen, idet der fortsat vil være et behandlingsbehov. I praksis

kan det da også være svært for den ansvarlige overlæge at garantere, at en person,

der er stofmisbruger, ikke kommer til at misbruge igen, såfremt en dom ophæves.

SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 531: Rapporten: Retspsykiatri i et menneskeretligt perspektiv, fra Institut for Menneskerettigheder

RETSPSYKIATRI I ET MENNESKERETLIGT PERSPEKTIV

Jeg har lige haft en, han er misbruger, tro mig, det vil han være resten

af sine dage. Han vil sikkert gå ud og lave indbrud for at skaffe penge til

misbruget, det er der heller ikke tvivl om (...), men der er ingen grund til

at holde ham i dommen mere, for han er ikke farlig for sig selv og han er

ikke farlig for sine omgivelser. Og det var også det, lægen skrev, at de ikke

mente, han var farlig for sig selv eller sine omgivelser, men de mente, at

han havde et misbrug og derfor var han i risiko for recidiv (...), altså de er jo

ligesom lukket inde og i virkeligheden kunne de være der resten af livet.

For man kan jo sige, at du vil blive ved med at være narkoman, eller du vil

blive ved med at være psykisk syg. Det er der jo mange mennesker, der er,

men det betyder jo ikke at de er farlige.”

Listebistandsværge

Der skal påvises fremgang og stabilitet for at få lempet en anbringelsesdom. Det

kræver, at man får mulighed for at vise, at man mestrer de frihedsgrader, som

man bliver tildelt. I interviewene påpeger enkelte, at det er svært for patienterne

at bevise, at de har gjort fremskridt, ligesom ansatte under vores besøg på en

psykiatrisk afdeling selv nævner, at der kan mangle ressourcer til ledsaget udgang.

Derfor spørger vi i spørgeskemaet specifikt ind til dette.

Én ud af tre bistandsværger har oplevet, at der ikke er givet de frihedsgrader, for

eksempel ledsaget udgang, som klienten er blevet tildelt, jf. figur 15. Det kan i

sidste ende have konsekvenser for patienternes mulighed for at få lempet en

anbringelsesdom.

FIGUR 15: MANGLENDE FRIHEDSGRADER PÅ GRUND AF MANGLENDE

RESSOURCER

50%

45%

40%

35%

30%

25%

20%

15%

10%

Nej

Ikke relevant

Ved ikke

16%

33%

44%

Note: Antal observationer: 57. Spørgsmålet lyder: ”For at få ændret en dom kan det være nødvendigt at den

retspsykiatriske patient kan håndtere forskellige frihedsgrader som f.eks. ledsaget udgang. Har du oplevet, at en af

dine klienter på grund af manglende ressourcer på institutionen eller den psykiatriske afdeling, ikke har fået tildelt

de frihedsgrader, der skal kunne håndteres, for at få ændret en dom? Listebistandsværger.

SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 531: Rapporten: Retspsykiatri i et menneskeretligt perspektiv, fra Institut for Menneskerettigheder

RETSPSYKIATRI I ET MENNESKERETLIGT PERSPEKTIV

De bliver oven i købet bevilliget tre gange ledsaget udgang af en time, men

de får dem ikke. De bliver bevilliget, og lægen siger, at det er en god idé, og

det skal vi gøre. Når jeg så ringer derned og spørger, hvor de er henne, så

siger de, at der var ikke tid. Så har de ikke været ude på den tur, de skulle.

Det svarer til, at de siger, du skal have nogle piller, men vi har ikke råd til

dem (…). Det er ikke mangel på vilje [fra personalets side]. De kan ikke. Jeg

har aldrig haft fornemmelsen af, at det bare er fordi de [personalet] ikke

gider.”

Listebistandsværge

5.3.3 ALTERNATIV TIL DOM

En anden faktor, der kan have indflydelse på motivationen for at anmode om at få

ændret eller især ophævet en foranstaltningsdom, er alternativet til en dom, det vil

sige behandling i almenpsykiatrien. Klienter, der har dom til ambulant behandling,

vil som udgangspunkt have ret til tilbud om samme ambulante behandling, såfremt

dommen blev ophævet. Alligevel kan der være usikkerhed i forhold til, hvad der

venter i almenpsykiatrien efter ophør af dom, især for pårørende og i tilfælde, hvor

de dømte er anbragt på en institution.

I lyset af nyere undersøgelser, der peger på, at mange retspsykiatriske patienter

ender i retspsykiatrien som følge af manglende behandling eller opfølgning i

almenpsykiatrien er dilemmaet forståeligt.

Det spiller jo meget ind [hvad alternativet til anbringelsesdommen er],

fordi vi ved jo ikke, hvor vi står, hvis han ikke har den her dom lige pludselig.

Så kan han jo stå på gaden. Vi aner jo ikke, hvad der kommer til at ske. Det

synes jeg er det, der betyder meget.”

Pårørendebistandsværge

Bistandsværgerne nævner også, at nogle af de dømte selv ønsker at få forlænget

dommen blandt andet på grund af bekymringer om skift eller ophør af behandling.

Nogle har også oplevet, at deres klient har begået kriminalitet med det formål at

komme tilbage til den institution, som de var anbragt på, da de ”kedede” sig og

gerne ville tilbage. I vores gennemgang af forlængede domme i 2018 er det også

op mod hver tredje dømte, der selv tilslutter sig, at dommen forlænges (mere

herom i kapitel 6).

En af dem jeg har nu, som stadig er i systemet, det er sådan set en

domstype hvor han kunne bo i et bofællesskab, men han boede for sig selv,

hvor han kedede sig, og han kunne ikke få venner eller noget som helst.

Så ﬁk han den idé, at han kunne sætte ild til noget, og så kom han sikkert

tilbage. Det gjorde han så ikke i første omgang, fordi det ikke var nogen

større brand, men så lavede han en, der virkeligt var noget, og så var han

tilbage [på anbringelsesstedet]. Det var jo på grund af ensomhed.”

Listebistandsværge

SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 531: Rapporten: Retspsykiatri i et menneskeretligt perspektiv, fra Institut for Menneskerettigheder

RETSPSYKIATRI I ET MENNESKERETLIGT PERSPEKTIV

5.3.4 SAGSBEHANDLINGSTIDER

Det har ikke været muligt at få et generelt billede af sagsbehandlingstider ved

anmodning om ændring af dom hos Statsadvokaten, da dette ikke opgøres. Efter

sagsbehandlingstider blev nævnt af flere i interviewene, spurgte vi i spørgeskemaet

indtil den oplevede maksimale sagsbehandlingstid.

19% har oplevet sagsbehandlingstider på 10 måneder eller derover inden for

de seneste tre til fire år, jf. figur 16. Der er ingen forskelle på den maksimale

sagsbehandlingstid alt efter, om dommen, de senest har anmodet om at få ændret,

er en dom til behandling eller anbringelse. Den hyppigst forekommende længste

sagsbehandlingstid er ifølge respondenterne fire til seks måneder.

FIGUR 16: MAKSIMAL SAGSBEHANDLINGSTID VED ANMODNING OM

ÆNDRING AF DOM

50%

45%

40%

35%

30%

25%

20%

15%

10%

1-3 måneder

4-6 måneder

7-9 måneder

10-12 måneder

Over 1 år

13%

26%

42%

Note: Antal observationer = 50. Liste og pårørendebistandsværger, der inden for de sidste 34 år har anmodet om

at få ændret dom på vegne af en klient. Spørgsmålet lyder: “Hvor lang er den maksimale sagsbehandlingstid, som

du har oplevet inden for de sidste 34 år?”

Det er vigtigt at understrege, at de meget lange perioder fra anmodning og indtil

sagen kommer for retten ikke er reglen. Over 10 måneders ventetid er dog længe,

når man tager højde for, at den gennemsnitlige retspsykiatriske dom varer ca. tre til

fire år og at der kan være sket en del ændringer i den enkelte persons behandling

og velbefindende over en 10 måneders periode.

Holdningerne til sagsbehandlingstiderne varierer en smule blandt bistands

værgerne, om end flere er frustrerede over de lange sagsbehandlingstider:

SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 531: Rapporten: Retspsykiatri i et menneskeretligt perspektiv, fra Institut for Menneskerettigheder

RETSPSYKIATRI I ET MENNESKERETLIGT PERSPEKTIV

Jeg synes faktisk, at det er begyndt at gå hurtigere. For nogle år siden (…)

der gik der faktisk et helt år, fra jeg havde bedt om at få taget sagen op

til sagen rent faktisk kom i retten. Det er det længste, jeg har været med

til. (...) Men det er ikke normalen. (…) Altså nogle gange går det faktisk

forbavsende hurtigt.”

Bistandsværge

Så var det jo til sidst, at vores advokat mistede tålmodigheden, fordi så var

vi op i mod et år ikke. (…) Selvfølgelig skal der ikke gå et år imellem. Og det

er jo imod loven. Det er jo direkte imod loven. Man må ikke sidde længere

end behandlingen tilskriver.”

Bistandsværge

Jeg har en, hvor jeg faktisk er gået ind som bistandsværge og har bedt

om en prøvelse. Den er sendt i november måned sidste år, og der står jo

i loven, at de har ret til en prøvelse hvert halve år. Den er ikke kommet for

retten endnu [interviewet fandt sted i august]. (…) der har så også været

sommerferien og sådan noget, men den kommer først for retten her i

september måned. (…) Så oplever jeg også lidt den her: 'I bliver hørt

hvert år, så er det også godt nok'. Så det er egentligt en irritation, hvis der

kommer noget fra den dømte eller bistandsværgen, hvis man prøver.”

Bistandsværge

Sagsbehandlingstiden er særligt problematisk i de sager, hvor en person er

anbragt, og der derfor er tale om frihedsberøvelse. En interviewperson fortæller

for eksempel om en sag, hvor overlægen selv havde anbefalet at klientens dom

skulle lempes fra dom til anbringelse til dom til behandling med mulighed for

indlæggelse. Der gik dog over et år, alt mens både bistandsværge, klient og

afdeling undrede sig. Han fortalte, at selv personalet til sidst blev frustrerede over,

at klienten ikke kom videre i systemet.

Det er problematisk, at der ikke er viden om den generelle sagsbehandlingstid

fra anmodningen til sagen kommer for retten. Det præcise omfang af lange

sagsbehandlingstider forbliver dermed uvist. I kapitel 7 vil vi diskutere

konsekvenserne i de sager, hvor der er lang sagsbehandlingstid fra anmodning til

sagen kommer for retten.

Flere bistandsværger fortæller også om misforståelser i forbindelse med, hvad

der står skrevet i den lægelige vurdering, når den er af ældre dato, eller som følge

af enten den lange sagsbehandlingstid eller at der ikke foretages en ny lægelig

vurdering:

SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 531: Rapporten: Retspsykiatri i et menneskeretligt perspektiv, fra Institut for Menneskerettigheder

RETSPSYKIATRI I ET MENNESKERETLIGT PERSPEKTIV

Han [en af bistandsværgens klienter] kom ud af retspsykiatrien (…). Først

på et bosted, og så er han så kommet i lejlighed, og så har vi så søgt om

at få genoptaget hans dom og gerne få den ophævet. Men det kunne

ikke lade sig gøre, fordi de på trods af, at det simpelthen går ham så godt,

så læner de sig op ad en ti måneder gammel udtalelse fra psykiatrisk

afdeling. Den var næsten et år gammel og så ville de ikke ophæve den.

Listebistandsværge

På grund af den lange ventetid oplever jeg ﬂere gange, at en næsten ét år

gammel udtalelse [fra overlægen] tages for gode varer i retten. På trods af

at de gode takter er fortsat gennem det forløbne år.”

Listebistandsværge

Jeg har én gang været ude for, at dommeren har bedt om en ny udtalelse

[i retten]. At han ikke ville gøre noget, før han havde fået en ny udtalelse,

fordi vi sad og snakkede om det. Men det er jo helt op til dommeren, og

hvis dommeren ikke gider, så...”

Listebistandsværge

En bistandsværge fortæller om et eksempel, hvor bistandsværge og patient havde

anmodet om at få en behandlingsdom lempet. I den lægelige vurdering stod der, at

den dømte stadig tog medicin. Patienten insisterede i retten på, at han var trappet

ud af medicinen som planlagt. Dommeren måtte derefter ringe til overlægen,

der ifølge bistandsværgen indrømmede, at vurderingen var over et år gammel.

Overlægen sagde, at patienten rigtigt nok ikke tog medicin, men anbefalede stadig

at dommen blev forlænget. Dommeren forlængede på det grundlag dommen.

Mens der er forskellige holdninger til, hvorvidt det går fremad med

sagsbehandlingstiderne, er bistandsværgerne generelt enige i, at de

føler sig dårligt orienteret om processen i ventetiden, jf. figur 17. Én finder

informationsniveauet ”skandaløst lavt”. Der er især kritik af, at man ikke får at vide,

hvor i processen de befinder sig, og at det derfor bliver umuligt for dem at orientere

sig om, hvorvidt om sagen er vel undervejs, og hvorvidt der er indhentet udtalelse

fra overlæge eller eventuelt Retslægerådet. Derfor skal bistandsværgerne selv

tage initiativ. En bistandsværge skriver dog også i spørgeskemaet: ”Jeg bliver altid

orienteret godt, hvis jeg spørger til sagen hos statsadvokaturen”.

SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 531: Rapporten: Retspsykiatri i et menneskeretligt perspektiv, fra Institut for Menneskerettigheder

RETSPSYKIATRI I ET MENNESKERETLIGT PERSPEKTIV

FIGUR 17: I HVILKEN GRAD FØLER DU DIG ORIENTERET OM PROCESSEN

I VENTETIDEN?

50%

45%

40%

35%

30%

25%

20%

15%

10%

Meget høj grad

Høj grad

Nogen grad

Mindre grad

Slet ikke

Ved ikke

15%

35%

47%

Note: Antal observationer = 50. Kun de listebistandsværger, der inden for de sidste 34 år har anmodet om at få

ændret eller anmodet en dom på vegne af en klient. Spørgsmålet lyder: “I hvilken grad føler du dig orienteret om

processen i ventetiden?”

5.4 FORSTÅELSER AF PROPORTIONALITET OG RECIDIV

I interviewene med bistandsværgerne spurgte vi specifikt ind til, om de har oplevet

tilfælde, hvor der ikke har været proportionalitet mellem gerning og dom, men

flere af bistandsværgerne nævnte også på egen anledning proportionalitet som et

presserende problem, og vendte tilbage til emnet løbende gennem interviewene.

En bistandsværge nævnte som noget af det første, at hun længe havde gået og

tænkt over, at nogle klienter må føle, ”at de er i en behandlingsdom fordi de er

psykisk syge, mere end fordi de har begået noget kriminelt.”

Det er min opfattelse at nogle patienter er recidive hvad angår ny

kriminalitet, der ikke er personfarlig. De er ikke længere syge og modtager

ikke medicin. Alligevel opretholdes foranstaltningen, fordi de er recidive.”

Listebistandsværge

Bistandsværgerne kredser i interviewene især om, at behandlingsbehovet for

mange af deres klienter aldrig vil forsvinde helt, men at dommen alligevel ikke skal

være en ”straf for evig tid”.

SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 531: Rapporten: Retspsykiatri i et menneskeretligt perspektiv, fra Institut for Menneskerettigheder

RETSPSYKIATRI I ET MENNESKERETLIGT PERSPEKTIV

Altså det der optager mig mest i øjeblikket det er det her omkring

proportionalitet. Altså straffer vi folk for at være psykisk syge, eller straffer

vi dem, fordi de har begået noget kriminelt? Altså det her med, hvad det

er, der skal til, for at man kommer ud af en dom igen, fordi det er blevet

sværere. (…) Dommerne lægger vægt på: 'Du er psykisk syg, og du har

begået noget kriminelt. Du er stadig psykisk syg, så hvis vi slipper dig, så

risikerer vi, at du gør det igen.' Det kan du godt høre ikke? Der er en lidt

usund kobling der.

Listebistandsværge

Bistandsværgerne nævner forskellige konkrete eksempler på manglende

proportionalitet i dommene blandt deres klienter. De er kort opridset her:

• Mand X begår kriminalitet med sine venner, heriblandt røveri, biltyveri og

indtagelse af stoffer. Vennerne fik ét års fængsel og gik derefter fri. Mand X fik en

dom til anbringelse på ubestemt tid og får efter fem år dommen forlænget med

to år.

• To veninder får dom for falsk anmeldelse. Veninden, der ikke har en psykiatrisk

diagnose får en betinget dom på tre måneder. Kvinde X får en behandlingsdom

med mulighed for indlæggelse på fem år.

• Kvinde X lider af en spiseforstyrrelse og modtager dom for gentaget butikstyveri,

der finder sted i forbindelse med udbrud af hendes sygdom. Kvinden får en

behandlingsdom på fem år og får herefter dommen forlænget med 1 år.

• Mand X har diagnosen Asperger og begår bedrageri ved at bestille ting på

nettet, som han ikke betaler for. Han får en behandlingsdom med mulighed for

indlæggelse på fem år.

Udover spørgsmålet om proportionalitet, nævner bistandsværgerne også en del

eksempler på domme, der er givet til personer med mindre psykiske lidelser

(30% svarer, at de kender til flere af disse sager – se bilag B). Lidelser der

adskiller sig fra den tidligere ”klassiske” retspsykiatriske patient, der var psykotisk i

gerningsøjeblikket.

At der er tale om en mindre psykiske lidelse så som ADHD, Asperger eller

autismespektrumforstyrrelser betyder ikke, at lidelsen ikke kan være indgribende,

men disse lidelser adskiller sig alligevel fra diagnosen skizofreni, der er den

hyppigste diagnose blandt retspsykiatriske patienter, og som også er den lidelse,

der er mest associeret med risiko for (gentagen) kriminalitet.

154

5.5 OPSUMMERING

De bistandsværger vi har talt med, ser sig selv som klienternes repræsentant

i systemet, der skal høre og tale klientens sag. Ifølge de adspurgte varierer

klienternes behov for kontakt med deres bistandsværge, men der er bred enighed

om, at det nok især er omkring indlæggelser og eventuelle ændringer i dommen,

at bistandsværgerne kommer på banen.

SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 531: Rapporten: Retspsykiatri i et menneskeretligt perspektiv, fra Institut for Menneskerettigheder

RETSPSYKIATRI I ET MENNESKERETLIGT PERSPEKTIV

Bistandsværgen til en foranstaltningsdømt skal fortrinsvis findes blandt den

dømtes pårørende. Hvis der ikke er en pårørende til rådighed, beskikkes en

listebistandsværge. Blandt de pårørende, vi har interviewet, og dem, der har

besvaret spørgeskemaundersøgelsen, er der få, der har modtaget information

om, hvad beskikkelsen indebar inden de sagde ja til det. Det gør det svært for de

pårørende at vide, hvad det er de går ind til.

Det fremgår af bistandsværgebekendtgørelsen, at den psykiatriske afdeling, der

modtager en patient skal underrette bistandsværgen, når klienten påbegynder og

afslutter et ophold på stedet. Der er bred enighed blandt bistandsværgerne om,

at dette ikke bliver gjort i tilstrækkelig grad, og at det besværliggør deres arbejde

betydeligt.

Bistandsværgerne giver generelt udtryk for et tæt samarbejde med psykiatrien og

de ansatte på afdelingerne, selvom nogle udtrykker utilfredshed med, at det ikke

er muligt at indhente en vurdering fra andre end den ene ansvarlige overlæge.

Gennemgående nævner mange bistandsværger, at systemet er presset, og at

det for eksempel kan gå ud over tildeling af ledsaget udgang. Næsten samtlige

bistandsværgerne har det seneste år oplevet ikke at blive orienteret en klients

indlæggelse og udskrivning, på trods af at de psykiatriske afdelinger er forpligtet til

det.

Et gennemgående emne for mange af bistandsværgerne er proportionalitet i

dommene. Flere fortæller om eksempler på, hvordan mindre forseelser så som

tyveri eller berigelseskriminalitet giver uforholdsmæssigt lange domme. Ligesom

det for eksempelvis misbrugere er utrolig svært at komme ud af en dom, da der i

nogle sager kan være tale om varigt misbrug, der bliver sidestillet med varig risiko

for recidiv.

Bistandsværgerne udtrykker generelt, at det er vigtigt for dem at anmode om

lempelse eller ophævelse af dom, hvis deres klient ønsker det, men også at det

på den ene side ikke altid giver mening, hvis overlægen ikke støtter en ændring af

dom, og at det på den anden side kan være svært at navigere i, hvad der kvalificerer

en dømt til at få lempet eller ophævet sin dom. Derfor udtrykker enkelte også

frustrationer over, at flere af deres klienter enten ikke får ophævet eller forlænget

en dom med henvisning til, at der er fortsat behandlingsbehov – også i de tilfælde,

hvor bistandsværgerne selv argumenterer for, at der nok altid vil være et fortsat

behandlingsbehov. Flere understreger dog også, at nogle af deres patienter har

stort behov for behandling, og at det derfor ikke har været relevant at ansøge om at

få ændret deres dom. Hertil kommer, at det – især for de pårørende – er afgørende,

hvad alternativet til dommen vil være i det øjeblik, hvor en anbringelsesdom bliver

lempet eller en behandlingsdom ophævet.

Flere nævner problemer med sagsbehandlingstid fra anmodning om ændring af

dom, til sagen kommer for retten, og at de ikke bliver orienteret om, hvad der sker

SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 531: Rapporten: Retspsykiatri i et menneskeretligt perspektiv, fra Institut for Menneskerettigheder

RETSPSYKIATRI I ET MENNESKERETLIGT PERSPEKTIV

i processen. Nogle bistandsværger har oplevet, at der er gået op mod og over et

år, mens andre siger, at der oftest går fra et par måneder til et halvt år. Det er altså

uvist, hvor udbredt problemet med de lange sagsbehandlingstider er. I de tilfælde,

hvor der går lang tid fra anmodning til kendelse, kan konsekvensen blandt andet

være, at kendelsen kommer til at basere sig på en lægelig vurdering, der ikke er

opdateret med patientens aktuelle situation, og at de dømte potentielt er under

dom eller frihedsberøvelse i længere tid end behandlingsbehovet tilsigter.

SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 531: Rapporten: Retspsykiatri i et menneskeretligt perspektiv, fra Institut for Menneskerettigheder

KAPITEL 6

ANALYSE AF FORLÆNGELSER AF DOMME I 2018

Dette kapitel bygger på analyser af alle forlængelser af foranstaltningsdomme

i 2018 og kendelsen, der ligger til grund for forlængelsen. Samlet set har vi

modtaget aktindsigt i 96 anonymiserede kendelser om forlængelse af en

igangværende foranstaltningsdom. Af de 96 kendelser, vi har fået udleveret,

er de 50 fra Statsadvokaten i København, mens de øvrige 46 er modtaget fra

Statsadvokaten i Viborg.

69 af kendelserne angår personer med psykisk sygdom eller personer med

andre psykiske lidelser (”mangelfuld udvikling”), mens de resterende 27 angår

personer med udviklingshæmning. Vi inddrager således også forlængede domme

blandt personer med udviklingshæmning, da vi er interesseret i de overordnede

begrundelser for at forlænge en dom – uagtet, hvilken behandling, den dømte

modtager i henhold til sin dom.

For 82 af de 96 kendelser er den første dom en femårig dom med mulighed for

indlæggelse (enkelte til anbringelse), svarende til 87% af alle de forlængede

domme. For de resterende kendelser er den første dem enten en dom til

anbringelse, der siden er lempet, eller en dom til behandling med en længstetid på

tre år eller herunder.

Foranstaltningsdomme med en længstetid på 5 år kan forlænges med op til to

år under ’særlige omstændigheder’, eksempelvis hvor den dømtes tilstand er

blevet forværret på en sådan måde, at den pågældende frembyder fare for andre,

eller hvor der i øvrigt ved længstetidens udløb foreligger et åbenbart behov for at

fortsætte en behandling eller pleje, der er motiveret af kriminalitetsforebyggende

hensyn. I afsnit 3.4 er reglerne for ændring af længstetider yderligere beskrevet.

Når en dom skal forlænges er det anklagemyndigheden, der anmoder om

forlængelse og herefter kan både den dømte og en eventuel bistandsværge udtale

sig. Kendelserne, vi har gennemgået, inkluderer derfor: Vurdering af den dømte af

den ansvarlige overlæge eller Samrådet for udviklingshæmmede lovovertrædere

og det kommunale tilsyn. I vurderingen vil de ofte anbefale forlængelse, lempelse

eller ophør. Herudover kan den dømte selv og dennes eventuelle bistandsværge

også komme med en udtalelse. Også de kan komme med en anbefaling om

forlængelsen, lempelse eller ophør.

SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 531: Rapporten: Retspsykiatri i et menneskeretligt perspektiv, fra Institut for Menneskerettigheder

RETSPSYKIATRI I ET MENNESKERETLIGT PERSPEKTIV

Som nævnt indledningsvis i afsnit 1.5.1 skelner vi i analysen ikke mellem de to typer

af domme, tilsyn/ambulant behandling med mulighed for indlæggelse og dom til

behandling med mulighed for indlæggelse, men alene imellem anbringelsesdom

og behandlingsdom med eller uden mulighed for indlæggelse.

Kapitlet her indeholder alene domme, der er blevet forlænget. Vi kan derfor

ikke sige noget om de domme, hvor Anklagemyndigheden anmoder om

forlængelse, men som ikke bliver forlænget (for eksempel med henvisning til

manglende proportionalitet), eller de domme, der ophører enten ved udløb eller

ved kendelse. Enkelte af dommene er dog ophævet af byretten og derefter på

anklagemyndighedens initiativ anket til landsretten, hvor de er blevet forlænget.

Som nævnt tidligere anmodede vi også om yderligere oplysninger og kendelser,

men dette blev afslået med henvisning til den store arbejdsbyrde, der ville ligge i at

indhente og anonymisere oplysningerne.

6.1 FORLÆNGEDE DOMME AFSPEJLER NOGENLUNDE

KRIMINALITETSTYPER BLANDT NYE DOMME

Af de forlængede domme udgør 46 domme på 5 år, der er givet i 2013. Da

dommene til anbringelse eller behandling på 5 år i 2013 udgjorde 496 domme,

svarer det til, at 9% af de tidsbegrænsede domme på 5 år forlænges. Hertil

kommer de domme på fx 3 år, der blev givet i 2013, men som forlænges i 2016, som

vi ikke har fået indsigt i. Kendelser starter med at angive, hvilken forbrydelse den

dømte har modtaget sin foranstaltningsdom for. Domme, som bliver forlænget,

er oftest givet for vold eller trusler mod personer i offentlig tjeneste. For 24 ud

af de 97 forlængede domme (25%) er den første dom givet for en overtrædelse

af §119 for vold eller trusler mod personer i offentlig tjeneste. Det svarer meget

godt til den andel af tidsbegrænsede nye domme på 28%, der i 2013 blev givet

for overtrædelse af §119.

155

For de 20 af de forlængede domme er den første dom

alene givet for denne overtrædelse, svarende til 20% af alle kendelserne.

En stor del af dommene er givet for simpel vold (mod andre end offentligt ansatte)

blandt andet (20%), hvoraf halvdelen alene inkluderer en dom for simpel vold,

mens de øvrige også indeholder andre overtrædelser. Dette svarer meget godt

til andelen af tidsbegrænsede domme på fem år i 2013, der angik simpel vold

(22%).

156

Hertil kommer en del, der har begået berigelseskriminalitet i form af tyveri,

hæleri og dokumentfalsk. En enkelt dom, der er forlænget, er alene givet for

tyveri, mens 8 andre er givet for tyveri i kombination med andre forbrydelser,

oftest hæleri (til sammen svarende til 9% af de forlængede domme). Tyveri

og berigelseskriminalitet udgør altså en noget mindre andel af de forlængede

domme, end af de nye domme, der blev givet i 2013 (17%).

Enkelte forbrydelser er af grovere karakter såsom brandstiftelse og blufærdigheds

krænkelse. Nogle af forbrydelserne udgør overtrædelser af en lang række

SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 531: Rapporten: Retspsykiatri i et menneskeretligt perspektiv, fra Institut for Menneskerettigheder

RETSPSYKIATRI I ET MENNESKERETLIGT PERSPEKTIV

paragraffer i forskellige love så som færdselsloven, våbenbekendtgørelsen og lov

om euforiserende stoffer. Ingen af dommene angår drab eller voldtægt, da disse vil

føre til anbringelsesdom på ubestemt tid og derfor ikke forlænges ved kendelse.

Til sammen kan vi konkludere, at forbrydelserne, der ligger til grund for de

forlængede domme til en vis grad afspejler billedet af nye domme i 2013 (året

hvor de fleste fik deres dom). Berigelseskriminalitet udgør dog en mindre andel

af de forlængede domme end de nye domme i 2013. Karakteren af de forlængede

domme understøtter billedet af, at det ikke er typen af kriminalitet, men

behandlingsbehov og recidivrisiko hos den enkelte, der er bestemmende for, om en

foranstaltningsdom bliver forlænget. Der vil sandsynligvis også være domme, der

er blevet ophævet i 2018 med henvisning til proportionalitet, men disse domme,

har vi ikke fået indsigt i.

Af dem, der får forlænget deres dom i 2018, har ca. halvdelen været under dom i

fem år på tidspunktet for forlængelsen. En ikke ubetydelig andel på 14% har dog

været under dom i otte år eller mere. Tre personer har været under dom i 11 år,

mens en enkelt har været under dom i 12 år. Mere herom i afsnit 6.8.

6.2 RECIDIV OG FORTSAT STABILITET

Det centrale formål med foranstaltningsdomme er at forebygge fremtidigt recidiv,

især til ligeartet kriminalitet. I en del af kendelserne er hensyn til recidiv klart. I

beskrivelserne fremgår det for eksempel, at patienterne er præget af psykoser, har

udadreagerende adfærd, ingen sygdomsindsigt og under dommen har udøvet vold

eller trusler i forbindelse med indlæggelse eller på deres botilbud. Det er dog en

mindre andel af kendelserne (28%), hvor der direkte henvises til, at den dømte har

begået ny kriminalitet, eller at der er rejst nye sigtelser under dommen. Det kan

ikke vides, hvorvidt der er begået ny kriminalitet, der ikke er nævnt i kendelserne.

I mange tilfælde er hensynet til recidiv mere indirekte. Det kan være generelle

beskrivelser af, at patienten er stabil på nuværende tidspunkt, men at overlægen

eller samrådet i tilfælde af at den dømte enten ikke tager sin medicin eller

begynder at misbruge ikke kan udelukke, at de vil begå noget kriminelt. I disse

tilfælde er der sjældent henvisning til ligeartet kriminalitet, men i stedet recidiv

mere generelt.

I nogle af kendelserne fremgår hensynet til recidiv slet ikke. I stedet henvises der

for eksempel til indlæggelser eller ”aktivering af dommen” i perioden, eventuelt

misbrug, stabilitet og den dømtes manglende sygdomsindsigt og medicinering.

I de kendelser, hvor recidiv ikke er nævnt, henviser lægen og dommeren altså

oftere til fortsat stabilitet i behandlingen formålet med forlængelsen. På den måde

fremstår stabilitet og recidiv til at være to sider af samme mønt.

SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 531: Rapporten: Retspsykiatri i et menneskeretligt perspektiv, fra Institut for Menneskerettigheder

RETSPSYKIATRI I ET MENNESKERETLIGT PERSPEKTIV

SAG 24V: DOM FOR BERIGELSESKRIMINALITET I 2013. FEM ÅRS

BEHANDLINGSDOM MED MULIGHED FOR INDLÆGGELSE

Der er ikke i præmisserne for kendelsen nævnt noget om risiko for recidiv. I

kendelsen noteres det, at patienten har været indlagt ca. 1530 døgn i henholdsvis

2015, 2016 og 2017. Den dømte har tilsluttet sig anklagemyndighedens påstand om

forlængelse og ”har forklaret, at han med en forlængelse har en forhåbning om og

tillid til at stabiliteten, som omsider er nået, vil fortsætte.” Der er i kendelsen ikke

beskrevet, at dømte har begået yderligere kriminalitet under dommen.

Dommen bliver forlænget med to år.

6.3 DØMTE DER GERNE VIL FORBLIVE I DOM

Den dømte i eksemplet ovenfor står ikke alene. Den dømte og bistandsværgen kan

i forbindelse med indhentningen af informationer til sagen, udtale sig og enten

tilslutte sig eller modsætte sig en forlængelse med en begrundelse.

I cirka hver tredje forlængelse tilslutter den dømte sig anklagemyndighedens

anbefaling, jf. tabel 4. Det betyder altså, at patienten enten indirekte eller direkte

støtter at dommen forlænges.

TABEL 4: TILSLUTNING FRA DØMTE TIL ANKLAGEMYNDIGHEDENS

ANMODNING OM FORLÆNGELSE

Patienten tilslutter sig

Nej

Fremgår ikke*

I alt

anklagemyndighedens påstand.

Antal

32 %

58 %

100 %

Note: * I 9 af kendelserne er kendelsen meget kort og det fremgår ikke, om den dømte tilslutter sig

For dem, der begrunder deres tilslutning til en forlængelse, kan begrundelserne

grupperes i tre parallelle begrundelser: Umiddelbar risiko for at udgøre fare for

andre, praktiske hensyn så som støtte og bolig samt mulighed for at sikre fortsat

stabilitet i behandling og helbred.

Nogle af de dømte begrunder deres tilslutning til forlængelse med, at de er bange

for at gøre andre eller sig selv fortræd. Der er kun få af dem og de er nok at finde

blandt dem, der har en vis form for sygdomsindsigt, men er hårdt mærket af deres

psykiske lidelse eller funktionsnedsættelse.

SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 531: Rapporten: Retspsykiatri i et menneskeretligt perspektiv, fra Institut for Menneskerettigheder

RETSPSYKIATRI I ET MENNESKERETLIGT PERSPEKTIV

Flere dømte henviser til, at de er bange for at miste enten bolig eller social

støtte i hverdagen, eller at de har et ønske om fortsat stabilitet i den behandling,

som de får i henhold til dommen. Det kan for eksempel være personer, der er i

misbrugsbehandling, og/eller har fast støtte i hverdagen eller personer, der bor på

botilbud, som de er glade for.

For mange af de dømte arbejdes der henimod bedring gennem stabilitet i deres

hverdag og omgivelser. Mange af de dømte vil være skrøbelige overfor ændringer

i deres hverdag. Derfor er det ikke underligt, at flere af dem ønsker at sikre fortsat

stabilitet gennem en fortsættelse af dommen. En ophævelse af dom vil altid

risikere at medføre ændringer, medmindre der er lagt en udførlig plan for, hvordan

støtten omkring den enkelte opretholdes.

I nedenstående eksempel skriver kommunen, der har tilsyn med dømte,

at der er tale om store fremskridt, og at kommunen selv vil anmode om, at

kontaktpersonsordningen, som har god effekt på den dømte, fortsætter uanset

udløbet af dommen.

SAG 48K: DØMT I 2015 FOR VOLD OG TRUSLER MOD OFFENTLIGT

ANSATTE OG HÆRVÆRK. TRE ÅRS BEHANDLINGSDOM UDEN MULIGHED

FOR INDLÆGGELSE.

Kommunen udtaler: ”Det er min vurdering [repræsentant for kommunens tilsyn],

at [dømte] har et stort behov for at blive fastholdt og struktureret i en hverdag,

og dette har kontaktpersonen formået at få ham tilbage til ved at han er startet

op i frivilligt arbejde (...). [Dømte] har nu aftaler alle ugens 5 hverdage, og den

næste periode må vise, om det kommer til at fungere. [Dømte] vurderes fortsat

at være i potentiel risiko for at ende i noget kriminelt, idet han pga. sit nedsatte

funktionsniveau ikke forstår konsekvenserne af de handlinger han udøver, og

dette er noget som kontaktperson hele tiden taler med [dømte] om. Jeg indstiller

således til, at de 5 timers kontaktpersonsordning forlænges også selvom [dømtes]

dom udløber i foråret 2018. [Dømte] vurderes at ville have vedvarende behov for

støtte.”

[Dømte] anmoder om at få forlænget dommen med ét år. Retten forlænger

dommen med to år med henvisning til indholdet i udtalelsen fra kommunen og

konklusionen i mentalerklæringen fra dommen i 2012.

Det er i ovenstående eksempel bemærkelsesværdigt, at retten vælger at forlænge

dommen med to år set i forhold til den oprindelige dom på tre år samtidig med, at

kommunen, der har ansvar for tilsyn, ikke direkte anbefaler forlængelse, og oplyser,

at det kriminalitetsforebyggende tiltag med en kontaktperson kan fortsætte uagtet

dom.

SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 531: Rapporten: Retspsykiatri i et menneskeretligt perspektiv, fra Institut for Menneskerettigheder

RETSPSYKIATRI I ET MENNESKERETLIGT PERSPEKTIV

I en anden sag (49K) er den dømte i antabusbehandling med god virkning og har

selv tilkendegivet, at han ønsker at fortsætte et år eller to med tilsyn fra kommunen,

så han kan fortsætte sin positive udvikling. Den dømte er i et ressourceforløb og har

en ”stabil familie og arbejdsmæssig situation”.

I nedenstående eksempel anbefaler overlægen en skærpelse af dommen til

ubestemt tid, hvilket ikke er muligt inden for de eksisterende regler, medmindre der

er tale om ny og alvorlig kriminalitet, som fører til en anbringelse på ubestemt tid.

Patienten tilslutter sig ifølge kendelsen, at længstetiden fjernes.

SAG 1V: DØMT I 2011 FOR VOLD, ULOVLIG OMGANG MED HITTEGODS OG

DOKUMENTFALSK. FEM ÅRS BEHANDLINGSDOM MED MULIGHED FOR

INDLÆGGELSE.

”Klinikchef og behandlingsansvarlig overlæge har i en udtalelse af [dato]

oplyst, at det anbefales, at foranstaltningen opretholdes uændret. Det er

endvidere anført på [dømtes] udtrykkelige samtykke og ønske, at længstetiden

fjernes og foranstaltningen opretholdes på ubestemt tid, hvilket også efter en

lægelig vurdering anbefales. Kriminalforsorgen har i en udtalelse af 27. juni

2017 konkluderet, at han de seneste otte år har været fastholdt i den aktuelle

behandlingsdom, og han viser ikke modstand mod dommen. Der er en formodning

om, at den psykiatriske behandling har været medvirkende til at mindske risikoen

for kriminelt recidiv, men der er dog fortsat en vis risiko for ny kriminalitet henset

til hans udtalelser. Kriminalforsorgen finder derfor, at en opretholdelse af den

aktuelle foranstaltning bør bero på den behandlingsansvarlige overlæges

psykiatriske vurdering af helbredsmæssige tilstand. [Dømte] har forklaret, at han

er velmedicineret og ikke har begået ny kriminalitet. Han ønsker foranstaltningen

opretholdt.”

Dommen forlænges med to år.

I en anden sag (44K) skriver den ansvarlige overlæge direkte, at de er bekymrede

for, om almenpsykiatrien kan give den tilstrækkelige støtte til patienten, hvis

dommen ophæves: ”Både [dømte] selv og vi som behandlere vurderer hans

tilstand skrøbelig og er bekymrede for, hvad der vil ske, når foranstaltningen

udløber, da han ikke vil kunne få det samme niveau af støtte i almenpsykiatrien”.

Dømte forklarer selv, at behandlingen ”sikrer, at han ikke kommer til at gøre andre

end sig selv ondt”.

6.4 HENVISNING TIL BOLIGFORHOLD

I flere af kendelserne bliver dømtes sociale forhold, herunder boligsituation

beskrevet. I og med at mange sociale faktorer spiller ind på recidivrisikoen, tages

den dømtes boligforhold, beskæftigelse eller aktivitet i hverdagen, netværk etc.

SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 531: Rapporten: Retspsykiatri i et menneskeretligt perspektiv, fra Institut for Menneskerettigheder

RETSPSYKIATRI I ET MENNESKERETLIGT PERSPEKTIV

også i betragtning i den overordnede vurdering af om dommen skal forlænges.

Mange af de dømte bor på botilbud, i nogle tilfælde i henhold til dom. Andre bor

alene, men får meget støtte i hverdagen.

Bekymringer omkring boligforhold og støtte, når en dom ophører, spiller en central

rolle i flere af kendelserne.

SAG 36K: DØMT I 2009 FOR ILDSPÅSÆTTELSE. ANBRINGELSE PÅ

UBESTEMT TID, SIDEN LEMPET TIL FEM ÅRS BEHANDLINGSDOM MED

MULIGHED FOR INDLÆGGELSE.

Den dømte er bekymret for, at en ophævelse af foranstaltningen betyder, at han

ikke kan blive boende på sit botilbud og i stedet ender på et herberg. Han vil gerne

blive boende på botilbuddet. En medarbejder på botilbuddet har udtalt, at en

ophævelse ”ikke nødvendigvis betyder, at X skal flytte fra bostedet”, da der bor

personer, der ikke er under dom. Medarbejderen ”ved dog ikke, hvad kommunen vil

gøre, hvis der ikke længere er en foranstaltning”.

Dømte har ikke begået ny kriminalitet under dommen. Dommen forlænges med to

år.

SAG 24K: DØMT I 2013 FOR VOLD. FEM ÅRS BEHANDLINGSDOM MED

MULIGHED FOR INDLÆGGELSE.

”Domfældte forklarede, at hun ikke er glad for at bo på [nuværende botilbud], fordi

der altid er stoffer, så hun kan blive fristet. Hendes sagsbehandler har talt om, at

hun skal flytte til [nyt botilbud]. Hun vil gerne flytte til [by]. [Botilbud] er et meget

mindre sted end [nuværende bosted] og det passer bedre til hende. (...). Hun vil

gerne væk fra København [og stofmisbrug og prostitution]. Hun har været indlagt i

[ca. 2 måneder] uden udgang. Hun skal blive der, indtil hun får en anden bolig.”

Dommen forlænges med to år.

SAG 40K: DØMT FOR BESIDDELSE AF SKYDEVÅBEN I 2011. FEM ÅRS

BEHANDLINGSDOM MED MULIGHED FOR INDLÆGGELSE. FORLÆNGET I

2016.

Den dømte ved ikke, om han vil kunne blive boende på det socialpsykiatriske

bosted, som han bor på, hvis foranstaltningen bliver ophævet. Han vil gerne

blive boende og har brug for sin støttekontaktperson. Støttekontaktpersonen

oplyser selv, at det er ”usikkert, om [dømte] vil kunne blive på [bosted],

hvis foranstaltningen ophæves – det kommer an på kommunen”. Der er en

værgemålsansøgning hos Statsforvaltningen, da han ikke kan styre sin økonomi,

delvist på grund af et aktivt misbrug.

Dømte har selv tilsluttet sig anklagemyndighedens anmodning om forlængelse af

dommen med to år. Dommen for længes med to år.

SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 531: Rapporten: Retspsykiatri i et menneskeretligt perspektiv, fra Institut for Menneskerettigheder

RETSPSYKIATRI I ET MENNESKERETLIGT PERSPEKTIV

SAG 11K: DØMT FOR VOLD OG TRUSLER MOD OFFENTLIGT ANSATTE I

2013. FEM ÅRS BEHANDLINGSDOM MED MULIGHED FOR INDLÆGGELSE.

”[Dømte] har forklaret, at han bor på [bosted] hvor han har boet i et halvt års tid. Han

trives og vil gerne blive boende. Han har det fint med, at det er bestemt, at han skal

bo der. Det er ok, hvis det i dag bestemmes, at han fortsat skal bo der. Han husker

ikke, hvad han blev dømt for i 2013. Han kan ikke klare sig selv alene. Hvis der ikke

er nogen, der hjælper ham, vil det ikke gå så godt. De tager sig godt af ham.”

Bistandsværgen har oplyst, at [dømte] ”nok kan blive boende, hvis foranstaltningen

ophæves, men man kan dog godt blive i tvivl om, hvad kommunen kan finde på, og

[dømte] kan ikke klare sig selv i en lejlighed. Hun [bistandsværgen] bliver bekymret,

hvis foranstaltningen ikke opretholdes (...) [dømte] klarer sig, men det er på grund

af den støtte, som han får”.

Kriminalforsorgen anbefaler ophævelse, mens den ansvarlige overlæge anbefaler

forlængelse. Der er ikke rejst nye sigtelser. Dømte tilslutter sig forlængelse.

Dommen forlænges med to år.

I én lægelig vurdering skriver en overlæge: ”Det vurderes at så længe de sociale

forhold ikke er stabile, vil det være svært at få [patienten] stabil, og der vil være stor

risiko for tilbagefald til fornyet kriminalitet.” Dømte er indforstået med fortsat at være

undergivet foranstaltningen. Hun erkender at være ustabil, og udtaler selv, at ”det tror

hun, at hun vil blive ved med at være, uanset hvor meget behandling hun måtte få”.

Forlængelserne eksemplificerer, hvordan nogle beholdes i en dom ikke blot af

direkte recidivhensyn, men også for at bibeholde stabilitet omkring patienten en

stabilitet, som i sidste ende hænger tæt sammen med risikoen for recidiv, da der

uanset psykisk lidelse er større risiko for at ende i kriminalitet, hvis der er uklarhed

om bolig og økonomi.

Det er på sin vis forståeligt, at overlægerne ønsker at se stabilitet, dels af direkte

behandlingshensyn, men fordi overlægerne kan føle et indirekte ansvar for, at den

dømte ikke begår kriminalitet igen en vurdering der i mange tilfælde er meget

svær at foretage.

6.5 MISBRUG OG MASSIVE SOCIALE PROBLEMER

I mange af kendelserne spiller misbrug og andre sociale problemer omkring

den dømte en stor rolle. I halvdelen (49%) af kendelserne er der nævnt et

igangværende eller tidligere misbrug hos klienten. Dette er i tråd med tidligere

undersøgelser.

157

For mange er der tale om hash, alkohol eller stofmisbrug, der har stået på

siden teenageårene. Omfanget er i sig selv ikke overraskende, da der er en høj

SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 531: Rapporten: Retspsykiatri i et menneskeretligt perspektiv, fra Institut for Menneskerettigheder

RETSPSYKIATRI I ET MENNESKERETLIGT PERSPEKTIV

sammenhæng mellem psykiske lidelser, udsathed og misbrug. Misbrug kan bruges

til at dæmpe symptomer, der følger af en psykisk lidelse og medicinering, ligesom

psykiske lidelser kan opstå af længevarende misbrug.

Misbrug bliver ofte afgørende for en eventuel forlængelse af dom, da der er en

øget risiko for at begå kriminalitet i påvirket tilstand, hvor grænserne er rykket

eller helt fjernet, og hvor flere bliver udadreagerende. Det er tidligere vurderet, at

”meget tyder på, at kun en lille del af de dobbeltdiagnosticerede retspsykiatriske

patienter er i behandling for deres misbrug”.

158

Det er derfor problematisk at den

tætte kobling mellem misbrug og recidiv kan holde folk i dom.

I en sag (29K) udtaler den ansvarlige overlæge:

”Når han er velmedicineret og uden misbrug, er han rimelig upåfaldende,

men såfremt behandlingen afsluttes, og han genopstarter misbrug, specielt

amfetamin, vil han utvivlsomt udvikle psykotisk symptomatologi, og der vil i

den situation være en ikke uvæsentlig risiko for kriminelt recidiv udover det

konkret misbrugsrelaterede”.

For mange vil der være tale om misbrug, der i sidste ende vil vare længere end

dommen. Da de fleste dømte lider af længerevarende misbrug og kroniske

psykiske eller kognitive lidelser, er der ikke være tale om at lidelserne forsvinder,

men at dommen bidrager til mindskning af recidivrisikoen gennem behandling.

Nogle af de forlængede domme bærer præg af, at de ansvarlige overlæger

vurderer, at den behandling patienten får i medfør af en foranstaltningsdom kun i

tvivlsom grad reducerer risiko for recidiv. I nedenstående sag er der tale om en 42

årig hjemløs mand med en alvorlig sindslidelse, der er psykiatrisk døgnindlagt og

har usikre boligforhold. Han er uden egentlig sygdomsindsigt.

16K: DØMT FOR VOLD OG TRUSLER MOD OFFENTLIGT ANSATTE, VOLD,

TYVERI M.M. I 2013. FEM ÅRS BEHANDLINGSDOM MED MULIGHED FOR

INDLÆGGELSE.

Overlægen udtaler: ”Risikoen for fremtidig ligeartet kriminalitet er utvivlsomt til stede

[den dømte har i perioden under dommen fået flere nye sigtelser] og forværres ved

den kaotiske sociale situation og hans fortsatte misbrug. Selvom jeg opfatter det som

usikkert, i hvor høj grad den aktuelle behandlingsdom egentlig reducerer risikoen

for fremtidig ligeartet kriminalitet, vil jeg dog anbefale, at der fastsættes en ny

længstetid, idet han uden dommen, efter mit bedste skøn, vil blive yderligere affektiv

svingende og med deraf følgende yderligere risiko for at begå kriminalitet.”

Dommen forlænges med to år. Domfældte har bedt om, at foranstaltningen

ophæves.

SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 531: Rapporten: Retspsykiatri i et menneskeretligt perspektiv, fra Institut for Menneskerettigheder

RETSPSYKIATRI I ET MENNESKERETLIGT PERSPEKTIV

I en anden sag (30K nedenfor) anbefaler både Kriminalforsorgen og den ansvarlige

overlæge, at en dom ophæves, da [dømtes] tilstand er ”betydeligt stabiliseret, og

at han har opnået fuld sygdomsindsigt og følger sin behandling” frivilligt, om end

der er ustabilitet i fremmødet. Byretten ophæver dommen, da der ikke foreligger

lægelige oplysninger, der indikerer, at en forlængelse af foranstaltningen er anbefalet.

Anklagemyndigheden anker dommen til landsretten, hvor lægen igen anbefaler

ophævelse – eller ændring af dom (se udtalelse nedenfor). På anledning af Retslæge

rådets anbefaling til en fortsættelse af foranstaltningsdommen (behandlingsdom

med mulighed for indlæggelse) forlænger landsretten dommen med to år.

SAG 30K: DØMT FOR SALG AF NARKOTIKA OG BESIDDELSE AF

VÅBEN M.M. DOM TIL ANBRINGELSE I 2007. LEMPET TIL FEM ÅRS

BEHANDLINGSDOM MED MULIGHED FOR INDLÆGGELSE I 2017.

OPHÆVET AF BYRET. FORLÆNGET AF LANDSRET.

Overlægen udtaler til landsretten: ”Der skønnes ikke at være noget kriminalitets

forebyggende ved den seneste foranstaltning. På baggrund af det manglende

fremmøde og patientens manglende evne til at samarbejde om ambulant

behandling [efter dommens ophævelse i byretten] vil den klare anbefaling være, at

såfremt man fortsat ønsker, at patienten skal være idømt en foranstaltning, at man

ændrer til en anbringelsesdom igen. Det er ikke muligt at beskytte mod fornyet og

ligeartet kriminalitet ved en mindre indgribende foranstaltning end anbringelse. (..)

Vi vil samlet set anbefale, at den seneste foranstaltning forbliver ophævet, da den

ikke kan forebygge fornyet kriminalitet hos denne patient”.

Dømtes forsvarer har protesteret mod forlængelsen. Dommen forlænges i

landsretten med to år.

I en tidligere lægelig vurdering under samme dømtes første anbringelsesdom

noteres det også, at ”patientens tilstand er så stabil, at han for længst ville have

været på åbent regi her, hvis vi ellers havde haft en ledig plads til ham. Han har nu

igennem knapt 1,5 år haft frihedsgrader svarende til dem man kan opnå i åbent regi”.

6.6 TYVERI OG BERIGELSESKRIMINALITET

Af de 96 forlængede domme er de 10 domme givet for tyveri og berigelses

kriminalitet. Som nævnt er forekomsten en smule mindre end de samme typer

kriminalitet blandt nye foranstaltningsdomme i 2013. Berigelseskriminalitet

fylder dog stadig en del, i forhold til, at det må formodes, at behandlingsbehovet

er mindre, samt at proportionalitetshensyn taler imod en forlængelse. I de

følgende afsnit vil vi gennemgå fem af de forlængede domme, der er givet for

berigelseskriminalitet.

I første sag nedenfor (2K) vil dømte ved forlængelsens eventuelle ophør i 2020

have været under behandlingsdom i samlet set ni år for tyveri og hærværk.

SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 531: Rapporten: Retspsykiatri i et menneskeretligt perspektiv, fra Institut for Menneskerettigheder

RETSPSYKIATRI I ET MENNESKERETLIGT PERSPEKTIV

SAG 2K: DØMT FOR TYVERI OG HÆRVÆRK I 2011. FEM ÅRS

BEHANDLINGSDOM MED MULIGHED FOR INDLÆGGELSE. FORLÆNGET I

2015.

Overlægen udtaler i den lægelige vurdering: ”Under den ganske lange periode

har der ikke været ny kriminalitet ligeartet pådømte, ikke været indlæggelser,

og således ej heller behov for domsaktivering [tvangsindlæggelse i henhold til

dom]. Man kan befrygte, at [dømte], som har haft flere behandlingsdomme, atter

vil ophøre med at indtage sin antipsykotiske medicin med heraf forværring i sin

psykiske tilstand, som tidligere har medført et ikke ubetydeligt omfang af trusler og

hærværk i omgivelserne, hvorfor man ikke kan anbefale, pro tempore, at den idømte

foranstaltning ophæves eller ændres. Patienten har desuden udvist episoder, hvor

han var præpsykotisk og meget udadreagerende, samt aggressiv. Det er derfor

vigtigt, for patientens stabilitet, at patienten fortsat skal have en behandlingsdom.

Ellers vil der være stor risiko for, at patienten ophører med at tage medicinen.”

Dømte modsætter sig forlængelse blandt andet med henvisning til

proportionalitetshensynet. Dommeren godkender forlængelse med begrundelsen,

at patienten kun for nyligt har oplyst, at han vil fortsætte med at tage medicin,

og der dermed er fare for, at patienten vil ophøre med at tage sin antipsykotiske

medicin og deraf følgende recidivrisiko. Dommeren henviser også til, at personen

har en tidligere behandlingsdom bag sig.

Dommen forlænges med to år.

SAG 15V: DØMT FOR FORSØG PÅ TYVERI, HÆLERI OG MANGLENDE

REGISTRERING AF KØRETØJ I 2013. FEM ÅRS BEHANDLINGSDOM MED

MULIGHED FOR ANBRINGELSE PÅ INSTITUTION.

Den dømte tilslutter sig forlængelsen og Samrådet vedrørende

udviklingshæmmede lovovertrædere anbefaler også forlængelse, da samrådet

lægger vægt på, ”at [dømte] fortsat er recidivtruet, særligt fordi han konstant

befinder sig i en meget presset og fastlåst økonomisk situation”.

Der er i den korte kendelse ikke nævnt, at [dømte] har begået ny kriminalitet under

dom eller oplyst yderligere sociale omstændigheder i sagen. Der henvises i rettens

begrundelse for forlængelse ikke til proportionalitet.

Dommen forlænges med to år.

SAG 23V: DØMT FOR TYVERI, DOKUMENTFALSK OG ULOVLIG OMGANG

MED HITTEGODS I 2013. FEM ÅRS BEHANDLINGSDOM MED MULIGHED

FOR INDLÆGGELSE.

[Dømte] er ifølge psykiatrien kendt med mangeårig bipolar affektiv sindslidelse

og har været stabil frem til nyligt medicinophør. Overlægen vurderer alligevel,

at længstetiden skal forlænges af behandlingsmæssige hensyn, da der uden

SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 531: Rapporten: Retspsykiatri i et menneskeretligt perspektiv, fra Institut for Menneskerettigheder

RETSPSYKIATRI I ET MENNESKERETLIGT PERSPEKTIV

forebyggende behandling er en betydelig risiko for ny manisk periode og dermed

for fornyet kriminalitet.

Der henvises i rettens begrundelse for forlængelse ikke til proportionalitet. Den

dømte er ikke mødt op i retten.

Anklagemyndigheden forlænger dommen med to år med følgende begrundelse:

”Uanset at domfældte efter de foreliggende oplysninger har været i en stabil

periode og uden ny kriminalitet, finder retten, at der foreligger sådanne særlige

omstændigheder, at der er grundlag for forlængelse af foranstaltningen”.

SAG 24V: DØMT FOR TYVERI I 2013. 5 ÅRS BEHANDLINGSDOM MED

MULIGHED FOR INDLÆGGELSE.

Personen tilslutter sig anklagemyndighedens påstand. Kendelsen er kort, men

henviser til overlægens anbefaling af, at foranstaltningen forlænges med to år,

da det blandt andet er oplyst, at patienten har været indlagt i 1030 døgn om året

i de forløbne tre år. Den dømte forklarer selv, at han ”med en forlængelse har en

forhåbning om og tillid til at stabiliteten som omsider er nået, vil fortsætte”. Der

er ikke nævnt recidiv i dommen, hverken i forhold til forlængelse eller kriminalitet

begået i løbet af den femårige dom.

Der henvises i rettens begrundelse for forlængelse ikke til proportionalitet.

Dommen forlænges med to år.

SAG 26V: DØMT FOR TYVERI, HÆLERI OG MINDRE OVERTRÆDELSE AF

BEKENDTGØRELSE OM EUFORISERENDE STOFFER I 2011. FEM ÅRS

BEHANDLINGSDOM MED MULIGHED FOR INDLÆGGELSE.

[Dømte] er ikke selv mødt op i retten, men oplyser gennem advokaten, at han selv

ønsker foranstaltningen forlænget. Overlægen beskriver at [dømte] har været

indlagt flere gange til afgiftning af stoffer i løbet af dommen.

Overlægen skriver: ”Han har det seneste års tid haft perioder på nu op til flere

uger, hvor der ikke har været tilbagefald til misbrug af rusmidler. Disse perioder

har bekræftet, at misbruget har stor betydning for hans adfærd og funktionsniveau.

Risikoen for kriminalitet er i ikke uvæsentlig grad til stede, når han er misbrugende.

Der er tale om en mand med en ustabil og usikker fortid, der grundet funktions

niveau, begavelse og forstyrrelse af personlighedsstrukturen ikke kan forestille sig

at den ønskede, nuværende stabilitet i hans liv fortsætter, hvis han ikke er idømt

foranstaltninger, og at han derfor må ty til drastiske midler. Den psykiske tilstand er

for nuværende stabil, men misbruget er varierende, omend aftagende. Der peges

således på, at vi anmoder om en forlængelse af længstetiden med endnu 2 år mht.

at undgå kriminalitetsrecidiv”.

Dommen forlænges med to år.

SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 531: Rapporten: Retspsykiatri i et menneskeretligt perspektiv, fra Institut for Menneskerettigheder

RETSPSYKIATRI I ET MENNESKERETLIGT PERSPEKTIV

Det er interessant at retten netop i dommene, der vedrører berigelseskriminalitet

ikke henviser til proportionalitet i deres begrundelse, og at der i ingen af de fem

ovenstående kendelser er noteret, at de har begået yderligere lovovertrædelser

i løbet af deres foranstaltningsdomme. I sag 15V bliver der direkte henvist til, at

dømte er økonomisk presset, og at risikoen for recidiv derfor er stærkt tilstede. Det

lægges således i kendelserne fra rettens sige til grund, at der foreligger ”særlige

omstændigheder” på trods af, at de dømte har været under dom i fem år, uden det

ifølge kendelserne har ført til gentagen berigelseskriminalitet.

Vi kan ikke vide, hvor mange domme, der er blevet ophævet inden for de fem år

med netop henvisning til proportionalitet.

6.7 LÆGELIGE OG SOCIALFAGLIGE VURDERINGER

I syv af de 96 kendelser bygger afgørelsen på en lægelig vurdering eller

socialfaglig vurdering, hvor der er gået over 7 måneder mellem vurderingen og

retsmødet, jf. tabel 5. I alle sagerne er der tale om dømte med psykisk sygdom

eller andre psykiske lidelser.

I kapitel 5 undersøgte vi sagsbehandlingstiden fra det tidspunkt, hvor dømte eller

bistandsværge anmoder om ændring eller ophævelse af dom til sagen kommer

for retten. I denne analyse af forlængede domme, som anklagemyndigheden

tager initiativ til, undersøger vi varigheden fra den de faglige vurderinger til sagen

kommer for retten. I de tilfælde, har den ansvarlige overlæge, kriminalforsorgen

og samrådet for udviklingshæmmede lovovertrædere for eksempel ved

Statsadvokaten i København to måneder til at udarbejde en vurdering.

159

Varigheden mellem vurdering og retsmøde på syv til ni måneder, som vi finder

iblandt forlængede domme, er derfor nok i tråd med de eksempler i kapitel 5, hvor

der går over 10 måneder fra bistandsværgerne skriver til anklagemyndigheden om

at få en dom ændret til den kommer for retten.

TABEL 5: VARIGHED MELLEM VURDERING OG RETSMØDE

Antal

13 måneder

46 måneder

79 måneder

10+ måneder

Fremgår ikke*

I alt

vurdering ikke gengives.

57%

30%

100%

Note: * I 14 af kendelserne er der ikke dato på den lægelige vurdering eller kendelsen er så kort, at den lægelige

SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 531: Rapporten: Retspsykiatri i et menneskeretligt perspektiv, fra Institut for Menneskerettigheder

RETSPSYKIATRI I ET MENNESKERETLIGT PERSPEKTIV

Ser vi alene på forlængede domme, hvor dømte har en dom til psykiatrisk anbringelse

eller behandling, er det 12% af de lægelige vurderinger, der er over 7 måneder gamle.

I et eksempel (7V nedenfor) er der gået syv måneder fra udtalelsen, til sagen er

for retten, hvilket netop er den periode, som overlægen vurderer som nødvendig i

forhold til at sikre fremtidig stabilitet. Dommen forlænges alligevel med ét år. Når

forlængelsen udløber vil den dømte have været under dom i 10 år.

I sag 11K er Kriminalforsorgens vurdering næsten et år gammel, mens overlægens

vurdering er otte måneder gammel, da dommen forlænges med to år. I sag 7K og

12V er der gået henholdsvis ni og otte måneder siden overlægens vurdering.

SAG 7V: DØMT FOR VOLD OG TRUSLER MOD OFFENTLIGT ANSATTE I

2009. FEM ÅRS BEHANDLINGSDOM MED MULIGHED FOR INDLÆGGELSE.

FORLÆNGET MED 2 ÅR I 2014 OG 2016.

November 2017: Overlægen udtaler, at ”inden for det kommende halve til hele år

forventes fortsat stabilitet, men indtil dette er verificeret, anbefales herværende

dom opretholdt yderligere 1 år”.

Juni 2018: Sagen er for retten. Anklagemyndigheden har anmodet om to års

forlængelse. Der er i kendelsen ikke nævnt noget om recidiv under dommen. Den

dømte bliver beskrevet som værende velfungerende og har ikke været indlagt i 56

år, tager sin medicin og får to besøg om dagen af kontaktperson.

Dømte har bedt om at foranstaltningen ophæves. Dommen forlænges med ét år.

SAG 11K: DØMT FOR VOLD OG TRUSLER MOD OFFENTLIGT ANSATTE I

2013. 5 ÅRS BEHANDLINGSDOM MED MULIGHED FOR INDLÆGGELSE.

November 2017: Kriminalforsorgen anbefaler ophævelse med begrundelse i, at der

ikke har været tilbagefald til recidiv og ligeartet kriminalitet siden 2015.

Februar 2018: Overlægen konkluderer: ”[Dømte] passer den ordinerede

medicin. Der har ikke været problematiske episoder på bostedet siden sidste

redegørelse. Der har ikke været rejst nye sigtelser. [Dømte] er stille og afdæmpet,

og også præget af skizofreniens negative symptomer, som tilbagetrukkethed og

initiativløshed. Under medicinsk behandling er han venlig. [Dømte] har ganske

usikker sygdomserkendelse og sygdomsindsigt. Opretholdelse af dom sikrer

fastholdelse af behandling med antipsykotisk virkende medicin. Det anbefales

derfor at den adspurgte foranstaltning opretholdes mhp. at begrænse risikoen for

fremtidig ligeartet kriminalitet.”

Oktober 2018: Sagen er for retten. Anklagemyndigheden har anmodet om to års

forlængelse. Dømte tilslutter sig forlængelse.

Dommen forlænges med to år.

SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 531: Rapporten: Retspsykiatri i et menneskeretligt perspektiv, fra Institut for Menneskerettigheder

RETSPSYKIATRI I ET MENNESKERETLIGT PERSPEKTIV

SAG 7K: DØMT FOR SIMPEL VOLD I 2012. FEM ÅRS BEHANDLINGSDOM

MED MULIGHED FOR INDLÆGGELSE.

April 2017: Overlægen konkluderer: ”Der er fortsat ingen tvivl om, at patienten er

sindssyg og behandlingskrævende med behov for opfølgning i distriktspsykiatrisk

regi, og der vurderes at patienten er i øget risiko for at begå fornyet kriminalitet, hvis

dommen ophæves”. Både Kriminalforsorgen og dømtes bistandsværge støtter en

forlængelse. Dommen ”aktiveres” (patienten indlægges) ifølge overlægen ca. én

gang månedlig.

Januar 2018: Sagen er for retten. Anklagemyndigheden har anmodet om to års

forlængelse. Dømte beder om at foranstaltningen ophæves. Dommen forlænges

med to år.

SAG 12V: DØMT FOR VOLD OG TRUSLER MOD OFFENTLIGT ANSATTE I

2013. FEM ÅRS BEHANDLINGSDOM MED MULIGHED FOR INDLÆGGELSE.

Oktober 2017: Psykiatrien har i en udtalelse indstillet, at [dømtes] foranstaltning

forlænges. [Den fulde udtalelse er ikke inkluderet i kendelsen]

Juni 2018: Sagen er for retten. Anklagemyndigheden har anmodet om to års

forlængelse. Dømte tilslutter sig ikke forlængelse. Dommen forlænges med to år.

Retten noterer i kendelsen, at ”sagen er indbragt rettidigt af anklagemyndigheden,

og at det beror på [anonymiseret] forhold, at sagen først nu er behandlet”

Det er ikke til at vide, hvorvidt en opdateret lægelig eller socialfaglig vurdering vil

føre til en anden beslutning, men det er klart, at en eventuel forlængelse gerne

skal baseres på et aktuelt billede af den dømtes situation og ikke mindst risiko

for recidiv. Syv måneder af et behandlingsforløb udgør en betydelig del af et

gennemsnitligt forløb på fire år og to måneder (jf. afsnit 4.5).

Derudover kan de lange sagsbehandlingstider modvirke både dømtes og

bistandsværgers ret til at anmode om at få ændret eller ophævet en dom på

eget initiativ, som påpeget i kapitel 5. I et par af kendelserne for de forlængede

domme er det tydeligt anført, at sagen haster, da dommen skal for retten inden

længstetiden ophører, hvilket forkorter den gennemsnitlige sagsbehandlingstid.

Denne analyse siger ikke noget om sagsbehandlingstider for foranstaltningsdømte

generelt. Et forløb strækker sig fra gerning og eventuelt varetægtssurrogat til

dom, fuldbyrdelse og ophævelse. Der er eksempler på lange ventetider fra

selve gerningen til mentalerklæringen og til dommen falder på for eksempel

9 måneder

160

og eksempler på ventetid fra varetægtssurrogat i fængsler til

overførsel til psykiatrisk behandling i retspsykiatrien på op til to til tre måneder.

161

De lange sagsbehandlingstider ved ophævelse eller forlængelse skal altså ses

SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 531: Rapporten: Retspsykiatri i et menneskeretligt perspektiv, fra Institut for Menneskerettigheder

RETSPSYKIATRI I ET MENNESKERETLIGT PERSPEKTIV

i sammenhæng med det fulde beløb, fra kriminaliteten er begået en del af

forløbet, som vi ikke behandler i denne rapport til dommen ophæves.

6.8 LÆNGERE DOMME

Langt de fleste domme der forlænges er femårige domme, men i blandt de

forlængede domme er 14 domme, der på forlængelsestidspunktet i 2018 har varet

otte år eller herover jf. tabel 6.

TABEL 6: VARIGHED AF DOM VED DATO FOR FORLÆNGELSE

Antal

34 år

5 år

67 år

810 år

11+ år

I alt

46%

30%

10%

100 %

Af de 14 domme, der varer over otte år, angår otte af dommene overtrædelser af §

119 om trusler eller vold mod offentligt ansatte, der kan være af grov karakter, mens

de resterende angår brandstiftelse, blufærdighedskrænkelse eller vold. Nedenfor

er eksempler på tre af de forlængede domme. Fælles for dem er, at der er tale om

begrænset sygdomsindsigt og dermed høj risiko for at den dømte vil ophøre med

at tage sin medicin. I flere af de lange domme, der er blevet forlænget, er der også

tale om episoder med vold, der er anmeldt og registreret, enten mod medbeboere

på botilbud eller personale.

SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 531: Rapporten: Retspsykiatri i et menneskeretligt perspektiv, fra Institut for Menneskerettigheder

RETSPSYKIATRI I ET MENNESKERETLIGT PERSPEKTIV

SAG 31K: DØMT FOR VOLD OG TRUSLER MOD OFFENTLIGT ANSATTE I

2008. FEM ÅRS BEHANDLINGSDOM MED MULIGHED FOR INDLÆGGELSE.

FORLÆNGET MED TO ÅR I 2014 OG 2016.

Overlægen skriver ”Der er tale om, at [dømte] er yderst ustabil i forhold til den

psykiske habitus, at han er meget psykotisk, vanskelig at behandle og at der er

brug for langvarig indlæggelse. Der har så vidt vides ikke været recidiv i kriminalitet

svarende til den, der foranledigede til nuværende behandlingsdom. Alt andet

lige må det anbefales, at behandlingsdommen forbliver uændret og at man på ny

vurderer om et år.”

Kriminalforsorgen anbefaler også forlængelse. De skriver, at på baggrund af

”behov for omfattende støtte i hverdagen, samt fortsatte hørehallucinationer,

vrangforestillinger, angst og jævnlig udadreaktion, vurderes det at [dømte]

såfremt foranstaltningen ophæves, vil få svært ved at møde til behandling i

distriktspsykiatrien. Dette vil øge risikoen for recidiv til ligeartet kriminalitet ganske

betragteligt”.

Dømte bor på et psykiatrisk plejehjem, og bistandsværgen skriver, at hun ikke har

oplevet ham som udadreagerende, og at han tidligere selv har bedt om at blive

indlagt. Dømte beder om at få foranstaltningen ophævet.

Dommen forlænges med to år.

SAG 32K: DØMT FOR VOLD OG TRUSLER MOD OFFENTLIGT ANSATTE I

2009. FEM ÅRS BEHANDLINGSDOM MED MULIGHED FOR INDLÆGGELSE.

FORLÆNGET MED TO ÅR I 2014 OG 2016.

Dømte har ”talrige” indlæggelser og flere behandlingsdomme bag sig og et

misbrug af alkohol og euforiserende stoffer. Overlægen skriver: ”Aktuelt er han dog

i antabusbehandling og har været det igennem mange år. Det er specielt i påvirket

tilstand, han bliver aggressiv, psykotisk og udadreagerende og dette har ofte været

med personfarlig adfærd. Siden sidste lægelige erklæring har han ikke været

indlagt i psykiatrisk afdeling, men er fulgt ambulant. Han er dog fortsat kronisk

psykotisk og har også ind imellem været misbrugende. Aktuelt er han betydeligt

fysisk svækket. (..) Dømte har tidligere overfaldet en medbeboer på sin boinstitution

og anses fortsat for farlig, specielt når han er misbrugende”.

Dømte har via sin forsvarsadvokat bedt om at foranstaltningen ophæves.

Dommen forlænges med to år.

SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 531: Rapporten: Retspsykiatri i et menneskeretligt perspektiv, fra Institut for Menneskerettigheder

RETSPSYKIATRI I ET MENNESKERETLIGT PERSPEKTIV

SAG 10V: DØMT FOR VOLD OG TRUSLER MOD OFFENTLIGT ANSATTE I

2009. FEM ÅRS BEHANDLINGSDOM MED MULIGHED FOR INDLÆGGELSE.

FORLÆNGET FLERE GANGE SENEST I 2016 MED TO ÅR.

Overlægen konkluderer, at der siden 2009 er arbejdet med at sikre stabile

boligforhold og pædagogisk støtte samt medicinsk behandling med gode

forbedringer, men ”[dømte] har fortsat begrænset sygdomsindsigt og manglende

forståelse for vigtigheden af medicin og den pædagogiske tilgang, der er til hende.”

Dømte har også flere gange slået personalet under dommen, hvilket er registreret

ved politiet.

Dømte tilslutter sig forlængelsen, da hun ”er klar over, at medicinen er

nødvendig for hende for ikke at komme ud i ny kriminalitet. Ind imellem kan

hun dog have lyst til ikke at tage medicinen og her hjælper det så, at hun har

foranstaltningen, som tvinger hende hertil”.

Dommen forlænges med to år.

6.9 OPSUMMERING

Via aktindsigt i kendelserne for forlængede foranstaltningsdomme har det været

muligt at give en karakteristik af de domme, der bliver forlænget og hvad der bliver

lagt til grund for forlængelsen. Samlet set finder vi, at 9% af de, der i 2013 modtog

en foranstaltningsdom på 5 år, får forlænget deres dom i 2018. Også i tilfælde,

hvor dømte ikke har begået gentagen kriminalitet under dommen, finder der

forlængelse sted.

Næsten hver tredje dømte ønsker selv at få en dom forlænget. Det kan være

i håbet om at sikre fortsat behandling og stabilitet eller at beholde den støtte

eller boligsituation, som man har i henhold til dom. Det er problematisk hvis en

forlængelse af en foranstaltningsdom bliver et middel til at sikre de dømte den

behandling, som de er berettiget til uanset dom. Vi kan ikke vide, om dette er et

generelt billede, som også afspejler sig i de ophævede domme, men man kan

formode, at en større andel af personer, der får ophævet eller lempet deres dom i

2018 gerne vil ud af deres dom. Derudover er det også værd af nævne, at to ud af

tre af de dømte får forlænget en dom mere eller mindre imod deres vilje.

I mange af kendelserne (49%) henvises der også til mere eller mindre aktivt og

længerevarende misbrug. Derfor optræder den tætte kobling mellem risiko for

misbrug og risiko for recidiv også i mange af forlængelserne.

På den måde peger nogle af forlængelserne på, at retspsykiatrien ikke kun kan

være et resultat af svigt i behandling, men også på, at en dom kan fortsætte for at

100

SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 531: Rapporten: Retspsykiatri i et menneskeretligt perspektiv, fra Institut for Menneskerettigheder

RETSPSYKIATRI I ET MENNESKERETLIGT PERSPEKTIV

sikre de dømte den stabilitet, som de ikke nødvendigvis kan få uden en dom – på

trods af, at der under dommen ikke er begået ny kriminalitet.

I enkelte tilfælde er der tale om dømte, der er så syge, belastede og socialt udsatte,

at den ansvarlige overlæge simpelthen vurderer, at deres arbejde med patienten

ikke gør betydeligt fra eller til i det kriminalitetsforebyggende hensyn, som er

meningen med dommen.

Vi finder også, at domme for berigelseskriminalitet bliver forlænget af hensyn

til behandlingsbehov, og at proportionalitetshensyn og risiko for recidiv i disse

kendelser ikke fylder meget.

Ved at undersøge datoer for vurderinger af den dømte og datoer for at sagens

behandling i retten er det muligt indirekte at belyse sagsbehandlingstider for

foranstaltningsdomme. Vi finder, at langt de fleste forlængelser (88%) bygger på

vurderinger, der er seks måneder gamle eller herunder. Der er dog også eksempler

på, at der er gået imellem syv og ni måneder. I alle disse tilfælde, er der tale om

lægelige vurderinger af dømte, der har dom til behandling i retspsykiatrien. For

dømte med dom til psykiatrisk behandling er 12% af de lægelige vurderinger altså

over 7 måneder gammel ved datoen for retsmødet. Det bliver særligt problematisk

i de få tilfælde, hvor den lægelige vurdering peger på, at der er stabilitet, men at

dommen alligevel skal fortsætte ’lidt tid’ endnu.

101

SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 531: Rapporten: Retspsykiatri i et menneskeretligt perspektiv, fra Institut for Menneskerettigheder

KAPITEL 7

MENNESKERETLIGE PERSPEKTIVER PÅ

RETSPSYKIATRIEN

7.1 INDLEDNING

Institut for Menneskerettigheder og Rådet for Socialt Udsatte udgav i 2006 en

udredning om brugen af foranstaltninger over for psykisk syge. Udredningen

konkluderede blandt andet, at reglerne om særforanstaltninger og anvendelsen af

reglerne var udtryk for forskelsbehandling af mennesker med psykiske lidelser og i

strid med det menneskeretlige diskriminationsforbud.

På baggrund af det materiale, vi har indhentet og indsamlet i denne rapport, er det

rimeligt at konkludere, at de menneskeretlige udfordringer kun er blevet større

siden 2006.

Antallet af domme er stigende, længden af domme er stigende, langvarige sær

foranstaltninger anvendes fortsat i vidt omfang over for mindre lovovertrædelser,

flere idømmes foranstaltninger umiddelbart efter udløbet af en foranstaltning,

og samlet set er langt flere mennesker med psykiske lidelser underlagt

særforanstaltninger.

Vores data indhentet fra bistandsværgerne viser, at der i flere sager er tale om, at

sagsbehandlingstider kan trække ud og afgørelser om forlængelse eller lempelse

kan basere sig på forældede oplysninger. Ligeledes oplever bistandsværgerne, at

der iværksættes foranstaltninger, som er ude af proportion i forhold til den begåede

forbrydelse. Vores analyse af kendelser om forlængelser viser, at der ikke er et

klart billede af, hvad der udgør de ”særlige omstændigheder”, der kan føre til en

forlængelse.

I praksis er den forskelsbehandling, der består i anvendelsen af langvarige

særforanstaltninger over for mennesker, der er ramt af psykisk sygdom, derfor

intensiveret.

Danmark tiltrådte handicapkonventionen i 2009. Konventionen hviler på et grund

læggende princip om ligebehandling af mennesker med handicap, herunder

mennesker med langvarig psykisk sygdom. Tiltrædelsen af konventionen har ikke

ført til ændringer i reglerne om særforanstaltninger efter straffeloven. Uanset at

det fremgår af konventionen, at Danmark har forpligtet sig til at sikre, at personer

med handicap på lige fod med andre har ret til frihed og personlig sikkerhed, samt

at eksistensen af et handicap aldrig kan berettige til frihedsberøvelse.

102

SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 531: Rapporten: Retspsykiatri i et menneskeretligt perspektiv, fra Institut for Menneskerettigheder

RETSPSYKIATRI I ET MENNESKERETLIGT PERSPEKTIV

Set fra et menneskeretligt perspektiv er den stigende brug af foranstaltnings

domme problematisk, fordi idømmelsen af en særforanstaltning kan betyde,

at retspsykiatriske patienter bliver negativt forskelsbehandlet. Dette skyldes, at

foranstaltningerne i nogle tilfælde er mere indgribende, end det ville have været

tilfældet, hvis den dømte var blevet dømt til straf efter det ordinære straffesystem.

Denne problemstilling vil blive behandlet i første del af analysen. I den anden del af

analysen vil vi vende os mod det forhold, at indgrebet i den dømtes rettigheder skal

være proportionelt, også selvom indgrebet ikke nødvendigvis udgør diskrimination.

Hvis varigheden af foranstaltningsdomme er stigende på grund af forhold, som

ikke har noget med formålet med foranstaltningerne at gøre, så vil dette set fra et

menneskeretligt perspektiv udgøre et selvstændigt problem.

7.2 LIGEBEHANDLING AF MENNESKER MED PSYKISKE LIDELSER

Når en person, der lider af en psykisk sygdom, bliver idømt en foranstaltning, der

er mere indgribende end den straffedom, som havde været konsekvensen, hvis

personen ikke havde haft en lidelse, så er der tale om forskelsbehandling.

Det menneskeretlige ligebehandlingsprincip betyder ikke, at alle mennesker

skal behandles ens. Derfor kan man heller ikke sluttes fra, at fordi der

foreligger forskelsbehandling, så udgør denne forskelsbehandlingen retsstridig

diskrimination.

Med vedtagelsen af handicapkonventionen i 2006 står det klart at også

forskelsbehandling af mennesker med langvarig psykisk sygdom er omfattet af

handicapgruppen og dermed er beskyttet af forbuddet mod diskrimination af

mennesker med handicap.

Endvidere er det slået fast med handicapkonventionens artikel 14, at eksistensen af

et handicap aldrig kan berettige til frihedsberøvelse.

Man kan som nævnt ikke slutte, at fordi brug af særforanstaltninger udgør

forskelsbehandling, så foreligger der retsstridig diskrimination. Alligevel udgør

stigningen i gruppen af personer, der er underlagt særforanstaltninger, et

menneskeretligt problem set fra et ligebehandlingsprincip

Straffelovrådets betænkning fra 1999, der lå til grund for indførelsen af

længstetider, var blandt andet foranlediget af en bekyring fra det daværende

center for Ligebehandling af Mennesker med Handicap. Centeret kritiserede i sin

årsberetning fra 1996 særligt brugen af tidsubegrænsede foranstaltninger over for

udviklingshæmmede.

162

Indførelsen af længstetider har imidlertid ikke ført til, at problemet er løst, i og med

at varigheden af særforanstaltningerne er stadigt stigende, og flere patienter er

underlagt særforanstaltninger i længere tid.

103

SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 531: Rapporten: Retspsykiatri i et menneskeretligt perspektiv, fra Institut for Menneskerettigheder

RETSPSYKIATRI I ET MENNESKERETLIGT PERSPEKTIV

Som vi har vist i rapporten, er der en række udviklingstendenser, der peger i en

forkert retning i forhold til kravet om at sikre ligebehandling af mennesker med

handicap.

Brugen af tidsubestemte foranstaltninger er således stadig vidt udbredt og

har ligget stabilt på ca. 40 % af alle foranstaltningsdomme i perioden 2000

2017. Andelen af tidsubestemte domme er ikke faldet, selvom andelen af

foranstaltningsdomme, der vedrører alvorlig personfarlig kriminalitet, har været

faldende siden 2000.

Særligt i de sager, hvor der er tale om mindre alvorlig kriminalitet, er det

problematisk set fra et ligebehandlingsprincip, hvis der anvendes langvarige

foranstaltninger, som i tidsmæssig henseende, er langt mere vidtgående, end den

normale strafferetlige reaktion ville have været. Vi har blandet andet i rapportens

kapitel 4 peget på, personer der begår berigelseskriminalitet i stigende grad får

dom på fem år uanset den konkrete situation, mens vi i kapitel 6 finder, at disse

domme bliver forlænget i ikke ubetydelig grad.

Problemstillingen vedrørende forskelsbehandling af mennesker med længere

varende psykisk sygdom i form af langvarige og for en stor dels vedkommende

tidsubegrænsede særforanstaltninger, gør sig altså stadig gældende. Det er og

har i mange år været en massiv menneskeretlig udfordring for Danmark, fordi

uforholdsmæssigt lange særforanstaltninger kan udgøre diskrimination af personer

med langvarig psykisk sygdom.

7.3 DE RETLIGE VÆRN, DER SKAL SIKRE AT SÆRFORANSTALTNINGER

IKKE BLIVER FOR LANGE, ER MEGET SVAGE

Som nævnt kan der ikke sluttes fra, at særforanstaltninger udgør forskels

behandling til, at der foreligger ulovlig diskrimination. En række andre betingelser

skal herudover være opfyldt. Først og fremmest skal forskelsbehandling forfølge et

sagligt formål og være proportionel.

Proportionalitetsprincippet har betydning ved vurderingen af, om forskels

behandlingen udgør ulovlig diskrimination, fordi et vigtigt element ved vurderingen

af om eksempelvis en langvarig særforanstaltning udgør handicapdiskrimination,

består i en vurdering af, om udstrækningen af foranstaltningen er proportionel, det

vil sige er egnet og hensigtsmæssig i forhold til formålet med foranstaltningen.

Det følger af dansk retspraksis, at proportionalitetsprincippet kan inddrages både

ved fastsættelsen af længstetider og ved vurderingen af, om en særforanstaltning

skal forlænges.

Proportionalitetsprincippet får som det fremgår af gennemgangen af de danske

regler i kapitel 3 – særlig betydning i kraft af reglerne om, at kun visse personfarlige

104

SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 531: Rapporten: Retspsykiatri i et menneskeretligt perspektiv, fra Institut for Menneskerettigheder

RETSPSYKIATRI I ET MENNESKERETLIGT PERSPEKTIV

forbrydelser kan medføre en tidsubestemt foranstaltning. Dermed er der en vis

sammenhæng mellem kriminalitetens alvor og muligheden for at iværksætte en

tidsubegrænset foranstaltning.

Set i lyset af proportionalitetsprincippet er det positivt, at brugen af tids

ubegrænsede foranstaltninger er begrænset til visse alvorlige personfarlige

forbrydelser, men eftersom der ikke gælder yderligere krav eksempelvis at den

dømte frembyder en nærliggende fare for andre, så er der tale om en meget svag

beskyttelse af den enkeltes ret til ikke at blive udsat for et uproportionalt indgreb.

Dette understøttes af, at også relativt set mindre alvorlige forbrydelser såsom

eksempelvis trusler kan give anledning til tidsubestemte foranstaltninger. Som

nævnt var 40 % af foranstaltningsdommene tidsubegrænsede i 2017, jf. figur 5.

For visse særforanstaltninger gælder det, at der som udgangspunkt kun kan

fastsættes en længstetid, der ikke overstiger tre år. Der er nærmere redegjort herfor

i kapitel 3. Hvis foranstaltningen ikke giver mulighed for frihedsberøvelse, det vil

sige enten tvangsmæssigt ophold på en institution (botilbud) eller psykiatrisk

afdeling, så kan længstetiden ikke overstige tre år. Igen er der tale om en svag

beskyttelse, fordi stort set alle der, bliver idømt en særforanstaltning, bliver

idømt en foranstaltning med mulighed for frihedsberøvelse, se figur 4 på side

53. Det gælder også for de ikkepersonfarlige forbrydelser som eksempelvis

formueforbrydelser, jf. afsnit 4.3.

For de domme hvor der er fastsat en længstetid på fem år, gælder det, at der

er mulighed for forlængelse. Det er i henhold til straffeloven et krav, at der skal

foreligge ”særlige omstændigheder” før forlængelse kan komme på tale. Igen

stilles der imidlertid ikke fra domstolenes side strenge krav til, hvilke ”særlige

omstændigheder”, der skal være tale om. Vurderingen af, om der foreligger

”særlige omstændigheder”, bør være en juridisk vurdering, men i praksis fremgår

det af vore materiale i rapporten, at den lægelige vurdering i sagen tillægges

stor vægt. Hvis retten ikke foretager en selvstændig vurdering af om risikoen og

behandlingsbehovet udgør ”særlige omstændigheder” i den konkrete sag, så er

den retlige standard reelt indholdsløs.

På baggrund af 96 kendelser for de foranstaltningsdomme, der i 2018 blev

forlænget, er det svært at se et entydigt billede af, hvad der udgør ”særlige

omstændigheder”, der kan ligge til grund for forlængelse af dom.

I mange tilfælde er der klare recidivhensyn, såsom fortsat psykotisk tilstand,

manglende sygdomsindsigt, udadreagerende adfærd og aktivt stofmisbrug. I nogle

tilfælde nævnes recidiv kun vagt og i andre tilfælde slet ikke.

De refererede kendelser i kapitel 6 illustrerer, hvordan kravet om, at der skal

foreligge ”særlige omstændigheder” kun i meget begrænset omfang virker som

et værn mod forlængelse af en særforanstaltning, idet domstolene generelt ikke

105

SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 531: Rapporten: Retspsykiatri i et menneskeretligt perspektiv, fra Institut for Menneskerettigheder

RETSPSYKIATRI I ET MENNESKERETLIGT PERSPEKTIV

kvalificerer, hvordan det forhold, at der fortsat foreligger et behandlingsbehov

udgør en særlig omstændighed.

Eftersom der er tale om en målgruppe, der ofte har meget langvarige lidelser og

generelt har store sociale problemer, bliver der i nogle forlængelser af domme kun

henvist indirekte til risiko for recidiv (som modsætning til længerevarende stabilitet)

eller til tider blot, at der med en forlængelse ønskes fortsat stabilitet. I halvdelen af

de forlængede sager er der tale om dømte, der har et misbrug. Her vil en eventuel

risiko for tilbagefald til misbrug kunne henføres til eventuel risiko for recidiv.

Flere af de interviewede bistandsværger peger også på, at bedømmelsen af

hvorvidt der er grundlag for en forlængelse er lempelig og i høj grad hviler på

lægens vurdering jf. kapitel 5.

Samlet set så er de retlige værn (det vil sige reglerne om, at kun alvorlig

personfarlig kriminalitet kan medføre en tidsubegrænset dom, at kun

særforanstaltninger, der indebærer mulighed for indlæggelse, kan medføre en dom

på op til fem år, at det kræver ”særlige omstændigheder”, før en tidsbegrænset

dom kan forlænges) svage, når målet er at sikre, at retspsykiatriske patienter kun er

underlagt en foranstaltning, så længe det er nødvendigt og proportionelt.

7.4 INDGREB I MENNESKERETTIGHEDER SKAL KUNNE

RETFÆRDIGGØRES

Den stigende brug af langvarige særforanstaltninger er som nævnet indledningsvist

ikke kun problematisk set fra et ligebehandlingsperspektiv. Hvis den øgede brug

af langvarige foranstaltninger skyldes forhold, som ikke har sammenhæng med

formålet med foranstaltningen, så udgør dette et selvstændigt problem set fra et

menneskeretligt perspektiv.

Som det fremgår af kapitel 2, udgør idømmelsen af en særforanstaltning et indgreb

i den dømtes grundlæggende rettigheder. Alt efter karakteren af foranstaltningen

kan der være tale om et indgreb i den personlige frihed, i bevægelsesfriheden eller

i privatlivet. Der gælder forskellige krav til, hvornår et indgreb er lovligt alt efter

hvilken rettighed foranstaltningen griber ind i. Det er dog fælles for alle rettigheder,

at indgrebet ikke må være mere vidtgående, end formålet med indgrebet tilsiger.

Når brugen af langvarige særforanstaltninger stiger kan det altså være

problematisk ikke kun fordi langvarige særforanstaltninger kan udgøre

diskrimination af mennesker med psykiske lidelser, men også fordi de langvarige

forløb kan være udtryk for, at særforanstaltninger også uden at være diskrimination

indebærer et uforholdsmæssigt indgreb i grundlæggende frihedsrettigheder.

Vi har i rapporten peget på en række elementer, der understøtter, at

særforanstaltningerne i nogle sammenhænge trækker ud på grund af forhold, som

ikke har noget at gøre med formålet med særforanstaltningen.

106

SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 531: Rapporten: Retspsykiatri i et menneskeretligt perspektiv, fra Institut for Menneskerettigheder

RETSPSYKIATRI I ET MENNESKERETLIGT PERSPEKTIV

7.4.1 SAGSBEHANDLINGSTIDER OG FORÆLDEDE OPLYSNINGER

Hvis en foranstaltning trækker ud på grund af sagsbehandlingstid, så er det

åbenbart, at udstrækningen af foranstaltningen ikke har sammenhæng med

formålet med særforanstaltninger, nemlig at behandle med henblik på at undgå

fremtidig kriminalitet.

En del bistandsværger rapporterer, at de oplever lange sagsbehandlingstider fra

det øjeblik, hvor de anmoder om lempelse eller ophævelse og til sagen kommer

for retten. Næsten hver femte bistandsværge har oplevet sagsbehandlingstider på

10 måneder eller derover inden for de seneste år, jf. kapitel 5.

Vi kan ikke på baggrund af vores materiale udlede den præcise sagsbehandlingstid.

Vi har i vores aktindsigt alene fået indsigt i domme, der bliver forlænget, og som

altså kommer for retten på opfordring af anklagemyndigheden. I kapitel 6 har vi dog

undersøgt varigheden fra datoen for den lægelige vurdering til datoen for, at sagen

kommer for retten.

I de sager, vi har haft aktindsigt i, er der eksempler på, datoen for den lægelige eller

socialfaglige vurdering ligger mere end otte måneder forud for sagens behandling

ved retten.

Der er flere problemer i, at der kan gå uforholdsmæssigt længe fra anmodning om

at få ændret en foranstaltningsdom, til sagen kommer for retten. For det første kan

det føre til unødvendigt lange domme og i de værste tilfælde unødvendigt lange

frihedsberøvelser. Det står i stærk kontrast til regulære straffe, hvor ubegrundet

frihedsberøvelse medfører ret til godtgørelse og oprejsning også selvom

frihedsberøvelsen kun har været ganske kortvarig.

For det andet kan det føre til, at den vurdering, som skal danne grundlag for

en kendelse om forlængelse, lempelse eller ophævelse ikke er opdateret om

eventuelle forandringer i patientens behandling eller tilstand. Det betyder, at

der enten foreligger en kendelse på baggrund af en gammel og ikke længere

retvisende vurdering, eller at der skal bruges yderligere tid på at indhente en ny.

For det tredje kan lange sagsbehandlings og ventetider have en negativ effekt på

både klienters og bistandsværgers initiativ til at anmode om at få dommen ændret,

fordi de ved, at ventetiden er lang. De kan derfor vurdere, at det bedre kan betale

sig at vente til de årlige høringer, som anklagemyndigheden skal igangsætte.

Kendelserne i afsnit 6.7 illustrerer således risikoen for, at en dom forlænges

ikke alene på grund af behandlingsbehovet og recidivrisikoen, men også fordi

sagsbehandlingstiden ved domstolene, hos anklagemyndighed samt hos de læger,

der skal afgive udtalelse i sagen, kan spille ind og ifølge de inkluderede kendelser, i

praksis også gør det.

107

SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 531: Rapporten: Retspsykiatri i et menneskeretligt perspektiv, fra Institut for Menneskerettigheder

RETSPSYKIATRI I ET MENNESKERETLIGT PERSPEKTIV

Ifølge EMRK må ingen frihedsberøvelse på baggrund af en persons ”sindssyge”

opretholdes uden, at der forefindes en erklæring fra en medicinsk ekspert. Findes

der ikke en erklæring fra en medicinsk ekspert, bliver frihedsberøvelsen anset som

vilkårlig og i strid med konventionen.

163

Erklæringen skal være udarbejdet nyligt nok

til at sætte myndighederne i stand til at vurdere den frihedsberøvedes sindstilstand

på det tidspunkt, sagen vurderes for en domstol.

164

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har i flere tilfælde slået fast, at

hvis det besluttes at opretholde en frihedsberøvelse på baggrund af en forældet

mentalerklæring, er dette i sig selv en krænkelse af artikel 5.

165

7.4.2 SAMMENHÆNG MELLEM RETSPSYKIATRI OG DET ØVRIGE BEHANDLINGS-

OG SOCIALE SYSTEM

Hvis en særforanstaltning trækker ud eller bliver mere indgribende på grund af

mangler ved det eksisterende behandlingssystem, så kan det også betyde, at

særforanstaltningen kommer til at udgøre et uforholdsmæssigt indgreb i den

dømtes rettigheder.

Det er kombinationen af risiko for recidiv og et behandlingsbehov, der som

udgangspunkt ligger til grund for en forlængelse af en særforanstaltning. Graden

af recidiv blandt retspsykiatriske patienter er relativ lav i sammenligning med

graden af recidiv blandt dømte kriminelle i øvrigt, jf. afsnit 4.4. Risikoen for recidiv

kan imidlertid for mange dømtes vedkommende ikke vurderes uafhængigt af

indretningen af det øvrige behandlings og sociale system.

Alt andet lige vil det være nemmere at vurdere risikoen for recidiv jo tættere

sammenhæng, der er mellem forbrydelsen og den psykiske lidelse. Risikoen for

berigelseskriminalitet kan have sammenhæng med eksempelvis et langvarigt

misbrug eller manglende indtægtsgrundlag. En vurdering af risikoen for recidiv til

berigelseskriminalitet kan altså ikke foretages uden også at inddrage oplysninger

om, hvilken hjælp og støtte den dømte vil få, hvis foranstaltningen ophører. Der

findes da også adskillige eksempler i praksis på, at en foranstaltning forlænges

med den dømtes tilslutning hertil i håbet om at få den stabilitet i behandlingen,

som den dømte ikke har oplevet i almenpsykiatrien.

I enkelte af de forlængede sager er der tale om massive sociale og psykiske

problemer, hvor overlægerne ligefrem vurderer, at de trods manglende psykisk

bedring, ikke kan gøre mere for recidivforebyggelse med den nuværende

behandling, men hvor dommene alligevel forlænges. I andre sager er der tale

om mere vage formuleringer, som at den lægelige vurdering er, at dommen

”formodentlig” er med til at mindske risikoen for recidiv. Sidst, men ikke mindst, er

der enkelte eksempler på, at overlægen simpelthen vurderer, at almenpsykiatrien

ikke kan give den nødvendige behandling og derfor anbefaler forlængelse af

dommen, se rapportens 6.26.5.

108

SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 531: Rapporten: Retspsykiatri i et menneskeretligt perspektiv, fra Institut for Menneskerettigheder

RETSPSYKIATRI I ET MENNESKERETLIGT PERSPEKTIV

Fænomenet med, at patienter ønsker at blive inden for retspsykiatrien er tydelig

i de forlængede domme. Cirka hver tredje tilslutter sig anklagemyndighedens

anmodning om forlængelse. Også i vores interviews med bistandsværger er der

flere, der nævner, at dømte ønsker at få forlænget deres dom for at undgå skift eller

ophør i behandlingen. I analysen af forlængede dommer finder vi, at det særligt

er deres støtte og boligsituation, som de dømte er bekymrede for, såfremt de har

plads på et botilbud eller får anden støtte i henhold til dom.

Selvom det fra en juridisk synsvinkel næppe kan tillægges betydning, at den dømte

samtykker til en forlængelse af en foranstaltning, så er det alligevel bemærkelses

værdigt, at flere patienter oplever, at det kan være nødvendigt at være underlagt en

særforanstaltning for at få adgang til behandling.

Hertil kommer de eksisterende undersøgelser, der dokumenterer, at mange

patienters vej ind i retspsykiatrien går via mangelfuld behandling i almen

psykiatrien, jf. afsnit 1.2 og den høje anmeldelsestilbøjelighed. Der kan derfor

være en sammenhæng mellem kvaliteten og mulighederne for behandling i det

ordinære system, herunder muligheden for socialpsykiatrisk støtte, og idømmelse

og forlængelse af en særforanstaltning.

Alt i alt tyder det altså på, at ikke blot begår nogle personer kriminalitet som følge

af svigt i det ordinære (social)psykiatriske system, de dømte bliver også underlagt

en særforanstaltning i længere tid som følge heraf. Dette kan indebære individuelle

krænkelser af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, særligt i situationer

hvor en frihedsberøvelse udstrækkes længere end nødvendigt.

166

109

SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 531: Rapporten: Retspsykiatri i et menneskeretligt perspektiv, fra Institut for Menneskerettigheder

BILAG

BILAG A:

Alvorlig personfarlig

kriminalitet

Incest, voldtægt mv., samleje med barn mv.,

drab eller forsøg herpå, alvorligere eller særlig

alvorlig vold, kvaliﬁceret brandstiftelse eller

brandstiftelse i øvrigt, frihedsberøvelse, trusler,

røveri eller anden fareforvoldelse.

Blufærdighedskrænkelse, andre sædeligheds-

forbrydelser, vold mod tjenestemænd, simpel

vold eller vold i øvrigt, tyveri, formueforbrydelser

eller særlovsovertrædelser.

Ikke-alvorlig personfarlig

kriminalitet

BILAG B: FORANSTALTNINGSDOMME FOR MINDRE PSYKISKE LIDELSER

50%

45%

40%

35%

30%

25%

20%

15%

10%

Ja, jeg kender til ﬂere

af disse sager

Ja, en enkelt gang

Nej, der har i alle tilfælde

været tale om større og mere

indgribende psykiske lidelser

22%

30%

48%

Note: Antal observationer: 62. Listebistandsværger. Spørgsmålet lyder: ”Har du oplevet, at en af dine nuværende

klienter er blevet dømt til en foranstaltningsdom (straffelovens § 68 eller § 69) med begrundelse i en mindre

psykisk lidelse?”

110

SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 531: Rapporten: Retspsykiatri i et menneskeretligt perspektiv, fra Institut for Menneskerettigheder

RETSPSYKIATRI I ET MENNESKERETLIGT PERSPEKTIV

BILAG C: RECIDIV EFTER 2 ÅR (2014-2016) RECIDIVKRIMINALITET

FORDELT PÅ OPRINDELIGE STRAF

100%

90%

80%

70%

60%

19%

50%

40%

30%

20%

10%

21%

17%

Løsladt efter

afsoning i fængsel

mv.

13%

16%

Betinget dom/

samfunds

tjeneste

15%

3% 1%

Bødeafgørelse

28%

20%

Løsladt efter

afsoning på

bopæl

24%

Foranstaltnings-

dom ophørt/

ophævet

43%

40%

65%

Særlovsovertrædelse

Ejendomsforbrydelse

Færdselslovsovertrædelse

Voldsforbrydelse

Anden straffelovsforbrydelse

Seksualforbrydelse

Note: Baseret på tal for recidiv og type af recidiv inden for 2 år for ophævede eller ophørte domme i 20142016. Tal

er hentet fra Statistikbanken og er baseret på Rigspolitiets Kriminalregister (Danmarks Statistik, 2019).

111

SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 531: Rapporten: Retspsykiatri i et menneskeretligt perspektiv, fra Institut for Menneskerettigheder

NOTER

Institut for Menneskerettigheder (2006): Brug af særforanstaltninger over for

psykisk syge kriminelle i et menneskeretligt perspektiv.

Socialstyrelsen i Sverige (2018): Statistik om psykiatrisk tvångsvård og

rättspsykiatrisk vård. Tilgængelig via: https://www.socialstyrelsen.se/statistik

ochdata/statistik/statistikamnen/psykiatriskvard/

Aftenposten (2018): Flere dømmes til tvungent psykisk helsevern. Tilgængelig

via: https://www.aftenposten.no/norge/i/naOVax/Forsykeforfengsel_for

farligetilagafriNaer215domttiltvungentpsykiskhelsevern

Gitte Ahle (2019): Er der en sammenhæng mellem behandling/støtte af

psykisk syge og kriminalitet? – En analyse med henblik på forebyggende tiltag.

Side 10ff. Retspsykiatrisk Klinik.

Jette Møllerhøj et al. (2016). ’Hun plejer da at kunne tåle, at jeg truer med at

hente en motorsav...’ Trusler eller vold mod offentligt ansatte undersøgt i en

dansk retspsykiatrisk population. Nordisk Tidsskrift for Kriminalvidenskab, 2,

182205.

Danske Regioner (2011). ”Retspsykiatri Kvalitet og sikkerhed”.

Gitte Ahle (2019): Er der en sammenhæng mellem behandling/støtte af

psykisk syge og kriminalitet? – En analyse med henblik på forebyggende tiltag.

Side 10ff. Retspsykiatrisk Klinik.

Jette Møllerhøj et.al. (2016). ’Hun plejer da at kunne tåle, at jeg truer med at

hente en motorsav...’ Trusler eller vold mod offentligt ansatte undersøgt i en

dansk retspsykiatrisk population. Nordisk Tidsskrift for Kriminalvidenskab, 2,

182205.

Danske Regioner (2011). ”Retspsykiatri – Kvalitet og sikkerhed”.

Fagbladet FOA (2017). ”Sådan æder retspsykiatrien sig ind på almenpsykiatrien.

Tilgængelig via: https://www.fagbladetfoa.dk/Artikler/2017/07/05/Saadan

aederretspsykiatriensigindpaaalmenpsykiatrien

Danske Regioner (2010). Notat. Fakta om retspsykiatri. Tilgængelig via: http://

intranet.regioner.dk/~/media/Filer/Social%20og%20psykiatri/Fakta%20

om%20retspsykiatri_2010.ashx

Sundheds og Ældreministeriet (2015). Kortlægning af retspsykiatrien. Side 5.

Tal for ambulante patienter i perioden 20102012 er fra

Sundhedsdatastyrelsens Nøgletal for Sundhedsvæsenet. Tilgængelig via:

https://sundhedsdatastyrelsen.dk//media/sds/filer/findtaloganalyser/

sundhedsvaesnet/noegletalsundhedsvaesen/noegletalsundhedsvaesenet_

excel.xlsx. Tal for 20132017 er fra Danske regioner (2017): Benchmarking af

psykiatrien. Bilag 5.

112

SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 531: Rapporten: Retspsykiatri i et menneskeretligt perspektiv, fra Institut for Menneskerettigheder

RETSPSYKIATRI I ET MENNESKERETLIGT PERSPEKTIV

Danske regioner (2017): Benchmarking af psykiatrien. Figur 6, side 10, bilag 5,

bilag 9. Danske regioner (2016): Benchmarking af psykiatrien. Figur 4.5.

Tal for 2010 er fra Fagbladet FOA (2017): ”Flere sengepladser i psykiatrien

opvejer ikke års nedskæringer”, mens tal for er 2018 er fra Danske Regioner

(2018): Opdaterede psykiatrital for 2018. Tabel 3. Tilgængelig via: https://www.

regioner.dk/media/11386/opdateredepsykiatritalfor2018.pdf

Tal for 20102012 er fra Danske Regioner (2014): Benchmarking af psykiatrien.

Bilag 4.4b. Tal for 20132017 er fra Danske regioner (2017): Benchmarking af

psykiatrien. Bilag 5, bilag 26.

Tal for 2010 er fra Fagbladet FOA (2017): ”Flere sengepladser i psykiatrien

opvejer ikke års nedskæringer”. Tal for 2018 er fra Danske Regioner (2018):

Opdaterede psykiatrital for 2018. Tabel 2. Tilgængelig via: https://www.

regioner.dk/media/11386/opdateredepsykiatritalfor2018.pdf.

Fagbladet FOA (2017): Næsten hver 10. patient i den almindelige psykiatri er

kriminel.

Danske regioner (2017): Benchmarking af psykiatrien. Bilag 5.

Gitte Ahle (2019): Er der en sammenhæng mellem behandling/støtte af

psykisk syge og kriminalitet? – En analyse med henblik på forebyggende tiltag.

Retspsykiatrisk Klinik.

Gitte Ahle (2019): Er der en sammenhæng mellem behandling/støtte af

psykisk syge og kriminalitet? – En analyse med henblik på forebyggende tiltag.

Retspsykiatrisk Klinik. Side 13.

Sundhedsstyrelsen (2011). Psykisk syge kriminelles forløb 20052009. Side 6.

Lovbekendtgørelse 20150929 nr. 1160 om anvendelse af tvang i psykiatrien

m.v. (psykiatriloven)

Psykiatrilovens § 5

Vi skelner i analysen ikke mellem de to typer af domme: Dom til tilsyn eller

ambulant behandling med mulighed for indlæggelse og dom til behandling

med mulighed for indlæggelse. Det gør vi ikke af forskellige grunde. Forskellen

på de to domme er, at sidstnævnte skal indledes med en indlæggelse. Der

er i begge domstyper mulighed for at indlægge den dømte og indføre tilsyn.

I løbet af dommen er det en generel vurdering af behandlingsbehov, og

om dømte udgør fare for sig selv eller andre, der bestemmer en eventuel

indlæggelse, og ikke dommens type. En undersøgelse fra 2010 viste dog,

at hele 42% af dømte ikke bliver indlagt inden for en toårig periode efter

dommen, på trods af at udgangspunktet for en behandlingsdom er, at klienten

indlægges i tilslutning til dommen. Kilde: Kram, Peter (2010): Klienter idømt

en psykiatrisk særforanstaltning. Side 59. Tilgængelig via: http://www.

retspsykiatriskinteressegruppe.dk/getfile.aspx?f=12333

Tal fundet via Danmarks Statistiks statistikbanken (2019).

En enkelt interviewperson havde kun klienter med udviklingshæmning.

Interviewet blev alligevel inkluderet i det samlede materiale.

Justitsministeriets forskningskontor opgør årligt de nye foranstaltningsdomme.

De årlige rapporter er tilgængeligt på deres hjemmeside via: http://

www.justitsministeriet.dk/arbejdsomraader/forskning/rapporterfra

forskningskontoret

113

SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 531: Rapporten: Retspsykiatri i et menneskeretligt perspektiv, fra Institut for Menneskerettigheder

RETSPSYKIATRI I ET MENNESKERETLIGT PERSPEKTIV

24 Tre pårørendebistandsværger og ti listebistandsværger har kun udfyldt dele af

spørgeskemaet. I de enkelte figurer er der noteret antallet af besvarelser, som

figuren bygger på.

25 FN’s Konvention mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller

nedværdigende behandling eller straf.

26 FN’s Handicapkonvention artikel 1.

27 Se mere herom i Favalli, Silvia (2018), ‘The United Nations Convention on the

Rights of Persons with Disabilities in the Case Law of the European Court of

Human Rights and in the Council of Europe Disability Strategy 20172023:

“From Zero to Hero”’, Human Rights Law Review, Vol. 18, nr. 3, s. 517–538.

Tilgængelig på: https://academic.oup.com/hrlr/article/18/3/517/5098124

28 Se blandt andet FN's Verdenserklæring om Menneskerettigheder artikel 1 og 2,

FN's Børnekonvention artikel 2 og FN’s Handicapkonvention artikel 3.

29 FN's Komité om Rettigheder for Personer med Handicap (2014), Concluding

observations on the initial report of Denmark, paragraf 34

30 FN's Komité om Rettigheder for Personer med Handicap (2014), Concluding

observaions on the initial report of Denmark, paragraf 35

31 I Lubertisagen var klager frifundet for manddrab på grund af utilregnelighed

og blev derfor anbragt på psykiatrisk hospital. Den Europæiske

Menneskerettighedsdomstol (EMD) anvendte litra e til at bedømme

frihedsberøvelsen, jf. EMD, Luberti mod Italien, dom af 23. februar 1984,

app. nr. 9019/80. I Aertsdommen blev klager frifundet for vold efter at være

blevet erklæret utilregnelig i gerningsøjeblikket på grund af alvorlig mental

forstyrrelse. Han blev dømt til tvangsanbringelse på en psykiatrisk institution.

Domstolen anvendte også her litra e til at bedømme frihedsberøvelsen, jf.

EMD, Aerts mod Belgien, dom af 30. juli 1998, app. nr. 25357/94. I Silva Rocha

sagen var klager frifundet for drab på grund af utilregnelighed som følge af

psykisk sygdom. Domstolen fandt, at forvaringen af ham på et psykiatrisk

hospital i henhold til dom var omfattet af både litra a og e og udtalte, at de to

bestemmelser ikke udelukker hinanden, jf. EMD, Silva Rocha mod Portugal,

dom af 15. november 1996, app. nr. 18165/91, paragraf27. Se tilsvarende X mod

England, hvor klager var dømt til behandling på psykiatrisk hospital. Domstolen

fandt, at både litra a og litra e fandt anvendelse, jf. EMD, X mod Storbritannien,

5. november 1981, app. nr. 7215/75, paragraf39.

32 Se blandt andet EMD, Winterwerp mod Holland, dom af 24. oktober 1979, app.

nr. 6301/73, paragraf3739.

33 EMD, Aerts mod Belgien, dom af 30. juli 1998, app. nr. 25357/94, paragraf46.

34 Kjølbro, Jon Fridrik (2017), Den Europæiske Menneskerettighedskonvention

for praktikere, Jurist og Økonomforbundets Forlag, 4. udgave, s. 410

35 Lorenzen, Peer m.fl. (2011), Den Europæiske Menneskerettighedskonvention

med kommentarer, bd. 1, Jurist og Økonomforbundets Forlag, 3. udgave, s. 319

36 EMD, Johnson mod Storbritannien, dom af 24. oktober 2019, app. nr.

22520/93, paragraf6162.

37 Lorenzen, Peer m.fl. (2011), Den Europæiske Menneskerettighedskonvention

med kommentarer, bd. 1, Jurist og Økonomforbundets Forlag, 3. udgave, s.

1330.

114

SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 531: Rapporten: Retspsykiatri i et menneskeretligt perspektiv, fra Institut for Menneskerettigheder

RETSPSYKIATRI I ET MENNESKERETLIGT PERSPEKTIV

38 Lorenzen, Peer m.fl. (2011), Den Europæiske Menneskerettighedskonvention

med kommentarer, bd. 1, Jurist og Økonomforbundets Forlag, 3. udgave, s.

13291330.

39 EMD, Villa mod Italien, dom af 20. april 2010, app. nr. 19675/06, paragraf4253.

40 Se blandt andet EMD, X v. Storbritannien, dom af 5. november 1981, app. nr.

7215/75, pkt. 212, og EMD, Shopov mod Bulgarien, dom af 2. december 2010,

app. nr. 11373/04, paragraf41.

41 EMD, Glor mod Schweiz, dom af 6. November 2009, app. nr. 13444/04,

paragraf12.

42 Straffelovens § 31. Fængsel omfatter såvel betinget som ubetinget

fængselsstraf.

43 Se særligt straffelovens kapitel 9.

44 Straffelovens § 75 ff.

45 Straffelovens § 79.

46 Straffelovens § 74 a.

47 Straffelovens § 70.

48 Waaben, Knud (2015), Strafferettens almindelige del, I Ansvarslæren, Karnov

Group, 6. reviderede udgave v/ Lars Bo Langsted, s. 4851.

49 Waaben, Knud (2015), Strafferettens almindelige del, I Ansvarslæren, Karnov

Group, 6. reviderede udgave v/ Lars Bo Langsted, s. 32.

50 Straffelovens § 1.

51 Straffelovens §§ 1920.

52 Straffelovens §§ 1314.

53 Straffelovens § 15.

54 Straffelovens § 16.

55 Straffelovrådets betænkning nr. 1424 om straffastsættelse og strafferammer,

kapitel 2, afsnit 3.2.1

56 Straffelovens §§ 8089 a.

57 Straffelovens § 80.

58 Desuden kan der efter straffelovens § 81 a og § 81 b i særlige tilfælde ske

en forhøjelse af straffen udover strafferammen. Ligeledes kan der efter

straffelovens § 83 ske strafnedsættelse eller strafbortfald under særlige

omstændigheder.

59 Straffelovens § 16, stk. 1, 1. pkt.

60 Straffelovens § 16, stk. 1, 2. pkt. og § 16, stk. 2. Mental retardering i højere grad

medfører altid straffrihed. Mental retardering i lettere grad medfører som

udgangspunkt straffrihed, medmindre særlige omstændigheder taler for at

pålægge straf.

61 Greve, Vagn m.fl. (2013). Kommenteret Straffelov, Almindelig del. Jurist og

Økonomforbundet, 10. omarbejdede udgave, s. 415. Se til illustration TfK

2009.611 Ø: Den tiltalte havde begået hærværk efter straffelovens § 291, stk. 2,

ved med en tusch at skrive på en statue, hvorved der skete skade for 24.482 kr.

Landsretten besluttede, at der ikke skulle iværksættes en særforanstaltning og

lagde herved blandt andet vægt på lovovertrædelsens karakter, herunder at der

var tale om et enkeltstående tilfælde, samt at den tiltalte i længere tid havde

været i frivillig psykiatrisk behandling.

115

SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 531: Rapporten: Retspsykiatri i et menneskeretligt perspektiv, fra Institut for Menneskerettigheder

RETSPSYKIATRI I ET MENNESKERETLIGT PERSPEKTIV

62 En særlig form for anbringelsesdom er en dom til anbringelse på

sikringsafdelingen ved Psykiatrihospitalet i Slagelse. Denne type

foranstaltningsdom forudsætter, at vedkommende er sindssyg og fra lægelig

side bedømmes som udtalt farlig og derfor frembyder nærliggende risiko for

personfarlige handlinger. Denne type anbringelsesdom indebærer, at den

dømte ikke kan anbringes uden for sikringsafdelingen.

63 Se til eksempel TfK 2010.805.

64 TfK 2013.83 V

65 For personer omfattet af § 69 skal der endvidere fastsættes en længstetid

for opholdet i institution, hvis foranstaltningen giver mulighed herfor.

Længstetiden for institutionsophold kan i almindelighed ikke overstige et år,

medmindre der er tale om meget alvorlig kriminalitet. jf. § 69 a, stk. 1 og stk. 2,

1. pkt.

66 Straffelovens § 68 a, stk. 1, 1. pkt.

67 Straffelovens § 68 a, stk. 2.

68 Se til eksempel U.2003.1123 Ø.

69 Straffelovens § 68 a, stk. 3.

70 Forslag til lov om ændring af straffeloven (Tidsbegrænsning af foranstaltninger

efter straffelovens §§ 68 og 69), lovforslag nr. L 144, specielle bemærkninger til

§ 1, nr. 1, (lov nr. 438 af 31. maj 2000).

71 Forslag til lov om ændring af straffeloven (Tidsbegrænsning af foranstaltninger

efter straffelovens §§ 68 og 69), lovforslag nr. L 144, specielle bemærkninger til

§ 1, nr. 1, (lov nr. 438 af 31. maj 2000).

72 Se til eksempel Tfk2016.975 Ø.

73 Straffelovrådets betænkning nr. 1372/1999 om tidsbegrænsning af

foranstaltninger efter § 68 og § 69, kapitel 4, afsnit 3.2.

74 Straffelovrådets betænkning nr. 1372/1999 om tidsbegrænsning af

foranstaltninger efter § 68 og § 69, kapitel 4, afsnit 3.1.

75 Straffelovrådets betænkning nr. 1372/1999 om tidsbegrænsning af

foranstaltninger efter § 68 og § 69, kapitel 4, afsnit 6.5.

76 Se til eksempel TfK 2016.837 H samt Tfk 2015.651 V.

77 Forslag til lov om ændring af straffeloven (Tidsbegrænsning af foranstaltninger

efter straffelovens §§ 68 og 69), lovforslag nr. L 144, specielle bemærkninger til

§ 1, nr. 1, (lov nr. 438 af 31. maj 2000).

78 U.2017.397, U.2004.970 H, TfK 2005.99/3 Ø og TfK 2001.697 Ø.

79 U.2017.397, TfK 2005.99/3 Ø og TfK 2001.697 Ø.

80 Simpel vold efter § 244 omfatter alle ordinære, sædvanligt forekommende

voldshandlinger og kan dermed bestå i en række forskellige former for

legemsangreb. Typiske former er næveslag, spark, slag eller kast med

genstande, nikning af skaller, bid, benspænd og spytning i ansigtet mv.

81 Vold bedømmes som kvalificeret efter straffelovens § 245, hvis det udøvede

legemsangreb er ”af særlig rå, brutal eller farlig karakter”, eller hvis det

har karakter af ”mishandling”. Kvalificeret vold vil almindeligvis foreligge,

hvis der er anvendt skyde eller stikvåben, slag med tunge genstande eller

slag i hovedet med flasker eller glas. Omfattet er også situationer, hvor

legemsangrebet fortsætter mod et forsvarsløst eller ukampdygtigt offer.

116

SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 531: Rapporten: Retspsykiatri i et menneskeretligt perspektiv, fra Institut for Menneskerettigheder

RETSPSYKIATRI I ET MENNESKERETLIGT PERSPEKTIV

82 Kvalificeret vold henføres under straffelovens § 246 om særlig grov vold,

hvis legemsangrebet har været ”af en så grov beskaffenhed eller haft så

alvorlige skader eller døden til følge, at der foreligger særdeles skærpende

omstændigheder”. Bestemmelsen anvendes blandt andet ved alvorlig

invalidering.

83 Som eksempler på sager om simpel vold, der har ført til en foranstaltning med

en længstetid på fem år, kan nævnes TfK 2001.159 Ø (knytnæveslag i ansigtet,

hvorved offeret pådrog sig skade på fire tænder i højre side af munden) og Tfk

2003.672 (skubbet til en læge, således at lægen faldt om på gulvet og slog

sig). I TfK 2003.134/2Ø blev der imidlertid ikke fastsat nogen længstetid for

simpel vold efter straffelovens § 244.

84 TfK 2006.788 Ø.

85 TfK 2008.104/2 V.

86 Sundhedslovens § 74.

87 Bekendtgørelse om personer indlagt på psykiatrisk afdeling i henhold til

strafferetlig afgørelse § 2, stk. 1, 1. pkt.

88 Bekendtgørelse om personer indlagt på psykiatrisk afdeling i henhold til

strafferetlig afgørelse § 2, stk. 1, 2. pkt.

89 Straffelovens § 68 a, stk. 1, 3. pkt. og § 69 a, stk. 1, 3. pkt.

90 Straffelovens § 68 a, stk. 3, 2. pkt. og § 69 a, stk. 3, 2. pkt.

91 Straffelovens § 68 a, stk. 3, 3. pkt. og § 69 a, stk. 3, 3. pkt.

92 Straffelovrådets betænkning nr. 1372/1999 om tidsbegrænsning af

foranstaltninger efter § 68 og § 69, kapitel 4, afsnit 4.2.1.2.

93 U.2018.2806 H.

94 TfK 2015.1283 V.

95 U.2012.2811 Ø.

96 Ændringer, der ikke er omfattet af straffelovens § 72, stk. 2, er således blandt

andet overførsel fra åben til lukket afdeling på et psykiatrisk hospital, jf. U

1974.899 H samt U 1976.48 H, og indlæggelse eller genindlæggelse som en

del af en foranstaltning, der giver mulighed for dette. I disse tilfælde har retten

allerede givet tilladelse til indlæggelse ved tildelingen af særforanstaltningen.

97 Straffelovens § 68 a, stk. 1, 2. pkt., og § 69 a, stk. 1, 2. pkt.

98 Straffelovens § 68 a, stk. 2, og 69 a, stk. 2, jf. 68 a, stk. 2.

99 Straffelovens § 72, stk. 2, 1. pkt.

100 Straffelovrådets betænkning nr. 1372/1999 om tidsbegrænsning af

foranstaltninger efter § 68 og § 69, afsnit 4.1.2.1.

101 Straffelovens § 72, stk. 2, 2. pkt.

102 Rigsadvokatens meddelelse om psykisk afvigende kriminelle, afsnit

6.2.7. Tilgængelig via: https://vidensbasen.anklagemyndigheden.dk/api/

portals(6e302527f0b34a5e889a668aa67e5491)/Print/h/6dfa19d818cc

47d6b4c43bd07bc15ec0/VB/2c8f9d95a27548e9b25b57bc692a2c52

103 Straffelovens § 72, stk. 1.

104 Forslag til lov om ændring af straffeloven (Tidsbegrænsning af foranstaltninger

efter straffelovens §§ 68 og 69), lovforslag nr. L 144, almindelige bemærkninger

pkt. 3.5, (lov nr. 438 af 31. maj 2000).

117

SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 531: Rapporten: Retspsykiatri i et menneskeretligt perspektiv, fra Institut for Menneskerettigheder

RETSPSYKIATRI I ET MENNESKERETLIGT PERSPEKTIV

105 U.2010.415/1 H.

106 U 2011.797H.

107 U.2011.2971/1 H.

108 Forslag til lov om ændring af straffeloven (Tidsbegrænsning af foranstaltninger

efter straffelovens §§ 68 og 69), lovforslag nr. L 144, almindelige bemærkninger

pkt. 3.5, (lov nr. 438 af 31. maj 2000).

109 Bistandsværgebekendtgørelsen § 5, stk. 1.

110 Bistandsværgebekendtgørelsen § 3, stk. 3.

111 Bistandsværgebekendtgørelsen § 5, stk. 1.

112 Bistandsværgebekendtgørelsen § 5, stk. 2.

113 Bistandsværgebekendtgørelsen § 1.

114 Straffelovens § 71, stk. 2, og bistandsværgebekendtgørelsen § 8, stk. 1.

115 Bistandsværgebekendtgørelsen § 7.

116 Bistandsværgebekendtgørelsen § 8, stk. 3.

117 Bistandsværgebekendtgørelsen § 15.

118 Bistandsværgebekendtgørelsen § 9, stk. 1.

119 Bistandsværgebekendtgørelsen § 9, stk. 2. For så vidt angår kontakt med

en sigtet eller tiltalt, gælder det dog ikke, hvis den sigtede eller tiltalte er

varetægtsfængslet efter bestemmelsen i retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 3, og

væsentlige hensyn til efterforskningen nødvendiggør, at bistandsværgen er

undergivet bestemmelser om brev og besøgskontrol fastsat af politiet.

120 Bistandsværgebekendtgørelsen § 12.

121 Bistandsværgebekendtgørelsen § 10, stk. 1.

122 Bistandsværgebekendtgørelsen § 10, stk. 2, 1. pkt. Adgangen til at få udleveret

domme og kendelser gælder, medmindre efterforskningsmæssige hensyn

undtagelsesvis taler imod.

123 Bistandsværgebekendtgørelsen § 10, stk. 2, 2. pkt. Udlevering af oplysningerne

til bistandsværgen forudsætter klientens samtykke.

124 Bistandsværgebekendtgørelsen § 13.

125 Bistandsværgebekendtgørelsen § 14, stk. 1.

126 Bistandsværgebekendtgørelsen § 14, stk. 23. Bistandsværgen har alene

adgang til at gøre sig bekendt med indholdet af klientens journal, såfremt

klienten selv ville have adgang hertil, jf. Sundhedslovens § 37, og såfremt den

pågældende meddeler samtykke til, at bistandsværgen får adgang til journalen.

127 TfK 2013.83 V.

128 Justitsministeriet (2018). Nye foranstaltningsdomme i 2017. Tilgængelig via:

http://www.justitsministeriet.dk/sites/default/files/media/Arbejdsomraader/

Forskning/Forskningsrapporter/2018/foranstaltningsdomme_2017.pdf

129 Justitsministeriet (2014): Nye foranstaltningsdomme i 2014 samt forløbet af

domme afsagt i 2009. Justitsministeriet (2018). Nye foranstaltningsdomme i

2017. Begge tilgængelige via: http://www.justitsministeriet.dk/arbejdsomraad

er/forskning/rapporterfraforskningskontoret

130 Regeringen (2013). Indsatsen for mennesker med spykiske lidelser – udvikling

i diagnoser og behandling. Tilgængelig via: http://www.sum.dk/Aktuelt/

Nyheder/Psykiatri/2013/Oktober/~/media/Filer%20%20Publikationer_i_

118

SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 531: Rapporten: Retspsykiatri i et menneskeretligt perspektiv, fra Institut for Menneskerettigheder

RETSPSYKIATRI I ET MENNESKERETLIGT PERSPEKTIV

pdf/2013/Rapportpsykiatriudvalgokt2013/21102013/21102013Indsatsenfor

menneskermedpsyliskelidelserbilag2web.ashx

131 Sundheds og ældreministeriet (2015). Kortlægning af retspsykiatrien. Side 26

29.

132 I 2004 anbefalede man i 446 personundersøgelser, at der skulle igangsættes

en mentalerklæring, i 2010 var det steget til 792. I 2002 blev der udfærdiget

600 mentalerklæringer, i 2014 var dette steget til ca. 1000. Kilde:

Justitsministeriet (2015). Udviklingen i antal foranstaltninger til psykisk syge og

til dømte efter §69. Side 9. Den øgede brug af mentalerklæringer i sager om

mindre alvorlig kriminalitet kan hænge sammen med stigning af domme, der

angår ikkepersonfarlig kriminalitet.

133 Danske Regioner (2017). Benchmarking af Psykiatrien 2017. Bilag 26, side 52.

134 Sundheds og ældreministeriet (2015). Kortlægning af retspsykiatrien. Side 4.

135 Indenrigs og Sundhedsministeriet (2006): Psykisk sygdom og kriminalitet.

Afsnit 8.1. Tilgængelig via: https://www.sum.dk/Aktuelt/Publikationer/psykisk_

sygdom/Kapitel%208.aspx

136 Justitsministeriet (2018). Nye foranstaltningsdomme i 2017. Side 7f.

137 Sundheds og Ældreministeriet (2015). Kortlægning af retspsykiatrien.

Bilag: Trusler eller vold mod offentligt ansatte. Undersøgelse til brug for

udvalgsarbejde om årsager til væksten i antallet af retspsykiatriske patienter.

Figur 4, side. 6.

138 Ca. halvdelen af de overtrædelser af § 119, som er begået i forbindelse med

en indlæggelse, og som har ført til en foranstaltning, er begået på selve

indlæggelsesdagen (Sundheds og Ældreministeriet 2015: 8, tabel 1).

139 Justitsministeriet (2014). Udviklingen i domme til foranstaltning. Side

13. Tilgængelig via: https://www.ft.dk/samling/20131/almdel/REU/

bilag/245/1366732.pdf

140 Justitsministeriet (2010). Evaluering af tidsbegrænsning af foranstaltninger.

Side 39. Tilgængelig via: http://www.justitsministeriet.dk/sites/default/

files/media/Arbejdsomraader/Forskning/Forskningsrapporter/2010/

Tidsbegraensede_foranstaltninger.pdf

141 Institut for Menneskerettigheder (2006). Brug af særforanstaltninger over

for psykisk syge kriminelle i et menneskeretligt perspektiv. Tilgængelig via:

https://menneskeret.dk/sites/menneskeret.dk/files/media/dokumenter/

udgivelser/ifmr_udred_4.pdf

142 Antallet af domme i perioden 20002017 var 12.483. 10% svarer til 1.248

domme.

143 Justitsministeriet (2010). Evaluering af tidsbegrænsning af foranstaltninger.

Side 2021. Tilgængelig via: http://www.justitsministeriet.dk/sites/default/

files/media/Arbejdsomraader/Forskning/Forskningsrapporter/2010/

Tidsbegraensede_foranstaltninger.pdf

144 Ibid.

145 I et interview udtaler Mette Brandt Christensen, retspsykiater og næstformand

for retslægerådet: ”Vores kernegruppe i retspsykiatrien er de alvorligt psykisk

syge, som har lavet personfarlig kriminalitet”. I: Advokaten (2018). Birgitte

119

SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 531: Rapporten: Retspsykiatri i et menneskeretligt perspektiv, fra Institut for Menneskerettigheder

RETSPSYKIATRI I ET MENNESKERETLIGT PERSPEKTIV

Vange. ”Behandlingsdom for småkriminalitet”, Advokaten (4) 22052018.

Tilgængelig via: https://www.advokatsamfundet.dk/Service/Publikationer/

Tidligere%20artikler/2018/Advokaten%204/Behandlingsdom%20for%20

smaakriminalitet.aspx

146 En undersøgelse af § 68 og § 69 dømte i perioden 19952004 finder recidiv på

27% to år efter ophævelse af foranstaltningerne. Dette stemmer overens med

recidiv i perioden 20072016, som er vist i Figur 6. Undersøgelsen viser, at det

lavere recidiv blandt foranstaltningsdømte består, selv når man tager højde for,

at foranstaltningsdømte oftere er kvinder og ældre, der generelt har et lavere

recidiv. Kilde: Indenrigs og Sundhedsministeriet (2006). Psykisk sygdom og

kriminalitet. Side 70ff.

147 Det vides heller ikke, hvorvidt recidiv er højere eller alvorligere blandt de

personer, der har fået ophævet en foranstaltningsdom før udløb sammenlignet

med dem, hvor dommen er ophørt efter udløb, eller om grad og karakter

af recidiv varierer alt efter, hvilken type kriminalitet, der ligger til grund for

dommen.

148 Gitte Ahle (2019): Er der en sammenhæng mellem behandling/støtte af

psykisk syge og kriminalitet? – En analyse med henblik på forebyggende tiltag.

Retspsykiatrisk Klinik. Side 17.

149 Justitsministeriet (2014): Nye foranstaltningsdomme i 2014 samt forløbet af

domme afsagt i 2009.

150 Det skyldes, at dommenes type, længde og ophør af foranstaltninger ikke

registreres af i Danmarks Statistik. En forløbsanalyse ville dermed kræve en

tilladelse til manuel gennemgang af samtlige domme eller en sammenkørsel

af en række forskellige registre fra Danmarks Statistik, Det Psykiatriske Centrale

Forskningsregister & Kriminalregisteret.

151 Sundheds og Ældreministeriet påpeger at en del af stigningen i nye domme

i direkte forlængelse af de forrige kan skyldes ”stigning i antallet af domme

til personer, der begår kriminalitet, mens de er underkastet en foranstaltning,

hvor praksis tidligere i højere grad var at give et tiltalefrafald under henvisning

til, at personen allerede var underkastet en foranstaltning” (Sundheds og

Ældreministeriet 2015: 31).

152 Retsinformation, Forslag til Lov om ændring af Straffeloven https://www.

retsinformation.dk/eli/ft/199912L00144

153 Folketingsspørgsmål fra Tilsynet i henhold til grundlovens § 71. 9. maj

2019. https://www.ft.dk/samling/20181/almdel/%C2%A771/spm/25/

svar/1579664/2056017.pdf

154 BrandtChristensen, Mette, Per Balling og Kirsten Nitschke (2018) i Ugeskrift

for Læger. Lokaliseret den 27. juni 2019 på www: http://ugeskriftet.dk/files/

scientific_article_files/201802/V09170663_1.pdf

155 Der blev i 2013 givet 496 foranstaltningsdomme på fem år. Af dem udgjorde

domme for vold og trusler mod offentligt ansatte 138, altså 28%. Kilde:

Justitsministeriet (2014): Nye foranstaltningsdomme i 2013 samt forløbet af

domme afsagt i 2008. Tabel 6, 7 og 8.

120

SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 531: Rapporten: Retspsykiatri i et menneskeretligt perspektiv, fra Institut for Menneskerettigheder

RETSPSYKIATRI I ET MENNESKERETLIGT PERSPEKTIV

156 Der blev i 2013 givet 496 foranstaltningsdomme på fem år, af dem udgjorde

domme for simpel vold 109, altså 20%. Kilde: Justitsministeriet (2014): Nye

foranstaltningsdomme i 2013 samt forløbet af domme afsagt i 2008. Tabel 6, 7

og 8.

157 Sundheds og ældreministeriet (2015). Kortlægning af retspsykiatrien. Side 19.

158 Ibid.

159 Oplyst af statsadvokaten i København pr. mail 22. august 2019

160 DR (2018): Louise Heiberg ventede ni måneder på dom: Den snigende uvished

er det værste. Tilgængelig via: https://www.dr.dk/nyheder/indland/louise

heibergventedenimaanederpaadomdensnigendeuvishederdetvaerste

161 Politiken (2014): Psykisk syge kriminelle venter i månedsvis bag tremmer på

at få behandling. Tilgængelig via: https://politiken.dk/indland/art5498538/

Psykisksygekriminelleventerim%C3%A5nedsvisbagtremmerp%C3%A5

atf%C3%A5behandling

162 Henvisning til centerets årsberetning fra 1996

163 EMD, Ruiz Rivera mod Schweiz, dom af 18. februar 2014, app. nr. 8300/06,

paragraf59; Filip mod Rumænien, dom af 14. december 2006, app. nr.

41124/02, paragraf57; Teodorescu mod Rumænien, dom af 19. juni 2012, app.

nr. 22883/05, paragraf67.

164 EMD, Ruiz Rivera v. Schweiz, dom af 18. Februar 2014, app. nr. 8300/06,

paragraf60.

165 Se EMD, Pereira mod Portugal, dom af 26. Februar 2002, app. nr. 44872/98,

paragraf49; Ruiz Rivera mod Schweiz, dom af 18. Februar 2014, app. nr.

8300/06, paragraf6466; Musial mod Polen, dom af 25. marts 1999, app. nr.

24557/94, paragraf50.

166 Se til eksempel EMD, Johnson mod Storbritannien, dom af 24. oktober

1997, app. nr. 22520/93, hvor domstolen kritiserede udstrækningen af en

frihedsberøvelse, der blandt andet var begrundet i vanskelighederne med at

finde et egnet botilbud til en udadreagerende mand der var dømt til psykiatrisk

behandling.

121

SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 531: Rapporten: Retspsykiatri i et menneskeretligt perspektiv, fra Institut for Menneskerettigheder SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 531: Rapporten: Retspsykiatri i et menneskeretligt perspektiv, fra Institut for Menneskerettigheder SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 531: Rapporten: Retspsykiatri i et menneskeretligt perspektiv, fra Institut for Menneskerettigheder