SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 524: Henvendelse af 4/8-21 fra Hanne Duelund Larsen og Hans Simonsen, Orø om Det Danske Sundhedsvæsen

Sundhedsudvalget 2020-21
SUU Alm.del Bilag 524
Offentligt

Til: Sundhedsministeren, SUU/Folketinget,

Region Sj./Forretningsudvalget/Udvalget for Det Nære Sundhedsvæsen/Udvalget for

Afbureaukratisering og Modernisering,

Ældre & Sundheds udvalg i Holbæk Kommune + Borgmester, DSR, LAG.PLO Sjælland

Det danske sundhedsvæsen

–

kaldet et af

”verdens bedste”

”Det hele Menneske”/et

holistiske syn på det enkelte individ findes ikke - hvorfor

Som såkaldt Borger eller Patient står man magtesløs, når man af sygdom bliver tvunget til

at bruge ”væsenet”.

Al den energi og overskud man måtte have (til Rehabilitering og bedring) - bruges i stedet

for på tåbelige og negative kampe mod lovgivning, regler, bekendtgørelser og fortolkninger

af diverse administratorer og faggrupper. Disse faggrupper er også underlagt rigide

fortolkninger, som må være baseret på juridiske fortolkninger??

Det er jo

ikke den ”holdning”, som man hører kommer ud af politikernes munde.

Lovene

bøjes og evalueres efter den enkelte ledelses vurdering og selv i den privat praktiserende

del af sundhedsvæsenet

er man bange for indblandinger og ”bøder” fra

autoriteterne.

Lægerne kan ikke henvise til specialisthjælp

–

kun dele af den. Derfor skal patienten så

rende fra Herodes til Pilatus, hvor ganske meget kunne have foregået i ét hug, hvilket alt

andet lige ville være billigere og ubetinget give en bedre oplevelse og bedre livskvalitet for

patienten.

Og livskvalitet i sygdomsforløbet har man mere brug for end nogensinde, samtidig med

man skal kæmpe med sin sygdom.

Der er ikke tværfagligt samarbejde mellem faggrupperne. Hvorfor ikke? Det giver mere

faglig stolthed og gennemskuelighed omkring den enkelte patient. Alle er ”bange” for

hinanden: ”Dét

må jeg nok

ikke” – ”Dét er forbudt eller ikke lovligt”

(af reglerne)

– ”Dét

har

politikerne bestemt” osv.

osv.

ALT styres af

”kassetænkning”.

Og mens de fagligt kompetente mennesker i alle mulige

faggrupper i regioner, i kommuner, i privatpraksis, i det hav af konsulenter og terapeuter,

som er beskæftiget inden for sundhedsvæsenet

–

så kan patienten / borgeren opgive i

afmagt eller prøve at få politikerne i tale.

Hvor er det holistiske syn på det enkelte menneske??

Glæden ved fagligt at arbejde med mennesker og

se/observere

patienternes potentiale

og bruge den lovgivning og de hensigtserklæringer, som enhver politiker til enhver tid

udbreder sig om - er forsvundet.

(Læs f.eks. Synspunkt med titlen ”Jeg siger undskyld og

takker af” i NVN lørdag d, 24. juli 2021).

Man kan godt forstå f.eks. sygeplejerskerne, hvis fag pt. er konfliktramt. Og selvom det

drejer sig om løn

–

og hvem vil ikke have en ordentlig løn for et ordentligt udført arbejde?

–

SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 524: Henvendelse af 4/8-21 fra Hanne Duelund Larsen og Hans Simonsen, Orø om Det Danske Sundhedsvæsen

så drejer det sig også om arbejdsforhold, det kan man desværre tydelig opleve, når man

er sygdomsramt og derfor er nødt til at bruge sundhedsvæsenet.

Der er rigtig mange

–

som i rigtig mange

–

i sundhedsvæsenet, der går på arbejde og ikke

kan klare det mere

–

og det gælder alle de forskellige faggrupper (og ikke kun

sygeplejerskerne, hvis konflikt jo kun er symptom på hvor sygt

”væsenet”

er). Alle disse

sundhedsfaglige grupper, som skulle være med til at gøre en forskel med hver deres fag

for at give patienterne støtte, omsorg og VIDEN i en svær sygdomsperiode. Men mange er

forjagede, stressede og kommer til at give patienterne en fornemmelse af, at de egentlig er

i vejen og til besvær

–

også når patienterne rent faktisk nok mest er bange og uvidende

om, hvad der er i vejen med dem.

Og dét er simpelthen ikke ok, at bureaukrati og kassetænkning er vigtigere end

patienterne.

Det virvar og den forvirring, som der er rigtig mange steder på sygehusenes afdelinger og i

akutten, i privat praksis, i kommunerne, i genoptræning og i tusindvis af kommunale

støttefunktioner, hos diverse terapeutgrupper, hos konsulenter, der skulle støtte op

omkring patienterne

–

det fungerer enten ikke eller i bedste fald fungerer det dårligt.

Meget er beskrevet i såkaldte flow diagrammer

–

men dét holder heller ikke i

virkelighedens verden. Og regler og procedurer mellem kommuner og regioner og fra

kommuner til terapeutisk efterbehandling holder heller ikke.

Man udveksler ikke info grupperne imellem, og der sker alvorlige fejl, ligesom

Sundhedsplatformens opbygning og anvendelse spænder ben for den vigtige videndeling

omkring den enkelte, og dét rammer naturligvis også patienterne.

Man kan godt forstå, at rigtig, rigtig mange patienter bare giver fuldstændig op.

Men er det dét sundhedsvæsen, som vi ønsker at have? Er det et livsvilkår, som

befolkningen ønsker at leve med? Stemmer det sammen med de fine ”skåltaler” fra politisk

side (nationalt / regionalt / kommunalt), som vi til stadighed bliver præsenteret for?

Det mener vi ikke

–

og tror heller ikke, at en eneste politiker vil sige, at han/hun

selvfølgelig vil have disse dårlige og uværdige forhold for syge mennesker. Nej vel?????

Det er ærgerligt og synd såvel for alle de sundhedsfaglige grupper - som for patienterne.

Tænk engang

–

der er jo penge at spare

–

jo hurtigere og bedre man får syge mennesker

tilbage til en så normal tilværelse som det i det enkelte tilfælde kan lade sig gøre

–

billigere bliver det for samfundet

–

OG med livskvalitet i stedet for magtesløshed.

Med venlig hilsen

Hans Simonsen og Hanne Duelund Larsen

Salvigvej 12, 4305 Orø.