Livet so
diabetiker i de
da ske velfærdsstat
Emil Nørager Kruse, Sociolog.
I 1996 fik jeg som 4-årig konstateret type 1 diabetes. Dengang var den almene viden om diabetes
langt mere begrænset, end hvad den er i dag. Min mor var ude af den og kædede sygdommen
sammen med dårlig ernæring, og dét der var værre. På børnehospitalet i Glostrup blev vi taget godt
imod, og lægerne forsikrede os, at der i den nærmeste fremtid ville komme præparater, der ville
gøre det endnu mere overskueligt at leve med diabetes. På trods af den lange ventetid er der i dag,
25 år senere, endelig mulighed for at få et glukoseapparat, der via en sensor på armen kan måle
blodsukkeret automatisk, når man scanner den med sin smartphone. Det vil betyde, at jeg, såvel
som mange andre diabetikere, ikke længere behøver at bekymre os om ustabile målinger, der ikke
blot belaster vores organer, men også vores hverdag
–
for ikke at nævne de ømme og følelsesløse
fingrespidser, som jeg nu i et kvart århundrede har stukket over 100.000 gange. Til trods for
forhåbningens glæde, har det vist sig at være en anstrengende sag, der i sidste ende udstiller danske
kommuners manglende evne og vurdering til at tilbyde borgerne med diabetes de bedst mulige
betingelser for at leve med en kronisk sygdom.
I 2020 fik jeg anbefalet præparatet FreeStyle Libre
–
den førnævnte sensor til blodsukkermåling
–
af min diabeteslæge på Steno Diabetes Center. Jeg skulle blot sende en ansøgning afsted til
Københavns kommune. Tre uger efter blev min ansøgning afvist. Bevæggrunden var, at det ikke er
gunstigt for samfundsøkonomien, da det vil betyde en difference på plus 2.000,- kr. årligt. Jeg
klagede ved at gøre opmærksom på serviceloven, der påpeger, at kommunen skal yde støtte, når et
hjælpe iddel i ”væse tlig grad ka
afhjælpe borgerens nedsatte funktionsevne”. I stedet for at
revurdere min ansøgning valgte Københavns kommune blot at se bort fra min forklaring og afvise
min ansøgning igen, der herefter er endt hos ankestyrelsen. Sagen er nu den, at jeg ikke selv kan
gøre noget for at få det præparat, som er anbefalet af alle læger og fagfolk, der beskæftiger sig med
diabetes
(TV2 Østjylland).
FreeStyle Libre kan nemlig kun fås igennem de danske kommuner, og jeg
har end ikke mulighed for at betale differencen selv. Samtidigt har en aktindsigt, foretaget af
Diabetesforeningen, slået fast at kommunerne tildeler præparatet vilkårligt. Kommunerne i region
hovedstaden har for eksempel givet bevilling til 60 % ansøgere siden 2017, mens 14 % ansøgere har
fået bevilling i kommunerne i region Nordjylland
(Diabetesforeningen).
Jeg retter derfor
henvendelse til de politikere, der har med sundhedsområdet at gøre og i særdeleshed til vores
sundheds- og ældreminister, Magnus Heunicke, for at få svar på, hvorfor det danske
velfærdssamfund skal behandle os med diabetes 1 på en måde, der forekommer
usammenhængende og komplet vilkårlig?
Det skal naturligvis nævnes, at sagen allerede har fået opmærksomhed tidligere, da TV2 Østjylland
i 2019 zoomede ind på problematikken. Her blev sundhedsordførere fra Folketinget (SF,
Venstre,
Enhedslisten, DF)
adspurgt om deres holdninger til det nuværende system
(TV2 Øst).
De anerkendte
problematikken ved det nuværende system og pegede på fordelene ved at tilbyde FreeStyle Libre
til folk med diabetes 1. Det er nemlig ikke kun en fordel for den enkelte diabetiker, men også
samfundsøkonomien på længere sigt. Præparatet vil give mulighed for at mindske de
længerevarende følgevirkninger, som hospitalsvæsenet ville skulle tage sig af, såfremt ens
blodsukker forbliver ustabilt over længere tid. På daværende tidspunkt svarede Magnus Heunicke,