Sundhedsudvalget 2020-21
SUU Alm.del Bilag 518
Offentligt
2430844_0001.png
Regstrup, Danmark, 21. juli 2021
Til Europarådets generalsekretær
Der fremsendes hermed en bekymring for, om Europarådets konvention af 4. april 1997 om
menneskerettigheder og biomedicin er blevet overholdt i forbindelse med vedtagelse af den nye epidemilov
i Folketinget den 27. februar 2021.
1
I henhold til Kgl. Resolution af 14. juli 1999 og efter Folketinget den 11. maj 1999 havde meddelt samtykke
dertil, har Danmark ratificeret den under Europarådet udarbejdede konvention om beskyttelse af
menneskerettigheder og menneskelig værdighed i forbindelse med anvendelse af biologi og lægevidenskab
som blev åbnet for undertegnelse i Oviedo, Spanien den 4. april 1997 (herefter Oviedo-konventionen).
En ratifikation af Oviedo-konventionen indebærer en forpligtelse for den danske stat til at sørge for, at dansk
lovgivning og administrative praksis ikke strider mod konventionens bestemmelser.
Baggrunden for ovenstående bekymring skal for det første findes i den manglende inddragelse af Oviedo-
konventionen i de almindelige bemærkninger under kap. 7 i lovforslaget
2
, hvor der henvises til international
ret. En række af konventionens artikler fraviges de facto i lovforslaget uden at der henvises til dem i både de
almindelige og specielle bemærkninger i lovforslaget.
Efter Oviedo-konventionens artikel 26 kan der indføres begrænsninger i forhold til udøvelsen af rettigheder
og beskyttende bestemmelser, hvis det er er foreskrevet ved lov, som er krævet i et demokratisk samfund i
den offentlige sikkerheds interesse og til beskyttelse af den offentlige sundhed.
Inden rettigheder og beskyttende bestemmelser sættes ud af kraft, bør der have været en forudgående
offentlig debat efter konventionens artikel 28.
For det andet, mangler sundhedsministeriet at svare på et høringssvar fra Frihedsbevægelsens Fællesråd i et
høringsnotat
3
, hvoraf det fremgår, at en formodning om sygdom aldrig kan danne grundlag for
tvangsbehandling, da dette strider mod Oviedo-konventionen og menneskerettigheder.
Afslutningsvis anmodes det om, at Europarådets generalsekretær beder Danmark om at aflevere en
redegørelse for, hvordan den danske lovgivning sikrer, at Oviedo-konventionens bestemmelser gennemføres
effektivt under henvisning til konventionens artikel 30.
Med venlig hilsen
Maria Støtt Jensen
Folkebevægelsen For Frihed
1
2
LOV nr. 285 af 27/02/2021 lov om epidemier m.v. (epidemiloven)
L 134
FT 2020-21
Forslag til lov om epidemier m.v.
3
Sundhedsministeriet,
Kommenteret høringsnotat- L 134 (epidemiloven),
Sagsnr.: 2007933, Dok. Nr.: 1542836, 27. januar 2021.