Holbergsgade 6
DK-1057 København K
T +45 7226 9000
F +45 7226 9001
W sum.dk
Sundhedsministeren
Folketingets Sundhedsudvalg
Dato: 25-06-2021
Enhed: SUNDJUR
Sagsbeh.: DEPCSP
Sagsnr.: 1802690
Dok. nr.: 1798575
Orientering om forsinkelse af oprettelse af kursus i at
forebygge, erkende og håndtere skader på lungerne efter
nåleakupunktur på brystkassen
Kære udvalgsmedlemmer
I 2019 blev der indført en ændring af autorisationsloven på baggrund af alvorlige
personskader efter nåleakupunkturbehandling på brystkassen.
Det fremgår derfor nu af autorisationsloven, at visse personer, der ønsker at udføre
nåleakupunkturbehandling på brystkassen, skal gennemføre et kursus i at forebygge,
erkende og håndtere skader på lungerne efter nåleakupunktur på brystkassen inden
den 1. juli 2021.
Læger, kiropraktorer og personer, der udfører akupunktur på brystkassen som led i
offentlig sygehusbehandling, er undtaget fra dette krav, og kan altså i dag udføre
akupunktur på brystkassen uden at have gennemført ovennævnte kursus.
Styrelsen for Patientsikkerhed er bemyndiget til ved bekendtgørelse at fastsætte
nærmere regler om krav til indhold og omfang af kurset i at forebygge, erkende og
håndtere skader på lungerne efter nåleakupunktur på brystkassen.
Udstedelsen af bekendtgørelsen og oprettelsen af kurset har dog beklageligvist været
forsinket på baggrund af Styrelsen for Patientsikkerheds håndtering af
coronaepidemien, og der vil derfor være en periode, hvor visse personer ikke lovligt
kan udføre nåleakupunkturbehandling på brystkassen. Der er tale om peroden fra
den 1. juli 2021 til det pågældende kursus er oprettet, og de pågældende personer,
der er omfattet er kravet, har gennemført kurset.
Som sagt vil læger, kiropraktorer og personer, der udfører akupunktur på brystkassen
som led i offentlig sygehusbehandling, ikke være hindret i at udføre denne type
behandling.
Nåleakupunktur på brystkassen indebærer en potentiel livsfarlig komplikation i form
af sammenklapning af en eller begge lunger, hvorfor der af hensyn til
patientsikkerheden er vigtigt, at kurset er gennemført for de personer, der er
omfattet af kravet.
Bekendtgørelse om kursus i at forebygge, erkende og håndtere skader på lungerne
efter nåleakupunktur på brystkassen er sendt i høring af Styrelsen for
Patientsikkerhed, og det forventes at bekendtgørelsen træder i kraft den 1. august
2021, og at kurserne kan afvikles herefter.