Sundhedsministeriet
Enhed: MEDINT
Sagsbeh.: SUMKGE
Koordineret med:
Sagsnr.:2108635
Dok. nr.: 1736301
Dato: 18-05-2021
GRUND- OG NÆRHEDSNOTAT TIL FOLKETINGETS EUROPAUDVALG
Forslag til Rådets afgørelse om den holdning, der skal indtages på
Den Europæiske Unions vegne ved Verdenssundhedsforsamlingen
74. samling, KOM (2021) 233 endelig
Kopi oversendes til Folketingets Sundhedsudvalg til orientering
OPDATERET NOTAT
1. Resume
Forslaget vedrører fastlæggelsen af den holdning, der skal indtages på Den Europæiske
Unions vegne ved den kommende Verdenssundhedsforsamling i WHO i forbindelse med
den forventede vedtagelse af en beslutning om den nærmere proces for etablering af en
international traktat (rammekonvention) med forankring i WHO om bekæmpelser af
pandemier.
Med forslaget lægger Kommissionen op til, at EU og medlemslandene skal arbejde for, at
Den Europæiske Union får mulighed for at deltage i forhandlingsprocessen og for at
tiltræde en kommende rammekonvention som en regional organisation for økonomisk
integration.
Regeringen lægger op til, at Danmark støtter etableringen af en pandemitraktat med
forankring i WHO som den ledende globale aktør på sundhedsområdet. En traktat
vurderes at kunne bidrage væsentligt til at sætte politisk retning, styrke det multilaterale
samarbejde på sundhedsområdet og mobilisere ressourcer til et område, hvor der er behov
for en stærkere global indsats. Regeringen kan i den forbindelse støtte forslaget om at give
Unionen mulighed for at deltage i forhandlingerne og tiltræde en kommende traktat.
2. Baggrund
Formanden for Det Europæiske Råd (DER) fremlagde i efteråret 2020 en idé om etablering
af en international traktat om pandemier forankret i WHO med det formål at forebygge og
sikre bedre håndtering af pandemier.
Forslaget blev senest drøftet ved DER i februar i år, hvor det af konklusionerne fremgår, at
EU vil fremme den globale sundhedssikkerhed, bl.a. ved at styrke WHO og arbejde hen
imod en international pandemitraktat.