Jeg har prøvet mange kanaler for at få optikeren til at være den forpost i
synsplejen, som det var tiltænkt, da faget blev en del af sundhedssektoren.
Nu prøver jeg jer.
Fra den ene dag til den anden blev kunder til patienter i optikbutikker.
Der var ikke mange, der så, hvor banebrydende autorisationen var i
arbejdsdelingen mellem optikere og øjenlæger
–
og hvor meget sikkerhed det
ville give for patienterne.
Jeg tror primært det skyldes, at politikerne i første omgang sagde nej til
autorisationen. Den kom så nærmest pludselig nogle år senere, og nogle af os,
der havde arbejdet med den, var ikke længer i de organisationer, vi havde
repræsenteret.
Der er heller ikke mange patienter, der ved, hvad der kan forventes af
optikerne. Det er ikke kommunikeret ud. Det er også en del af problemet.
Mange optikere har meget imponerende udstyr, men de har ikke det mest
basale, nemlig en synsfeltscreener. Og hvis de har en, bruger de den ikke.
Den opleves tidskrævende at anvende, og der kommer ikke et flot billede ud.
Men optikeren lever ikke op til sit ansvar, hvis synsfeltet ikke undersøges.
Der er mange sørgelige historier som den med Knud Romer - den går jeg ud
fra, I kender.
Mit barnebarn blev svigtet i hele to synsundersøgelser hos en øjenlæge, det
har ændret livskvaliteten for en hel familie - og det fik ingen konsekvenser for
øjenlægen.
Nu har jeg besluttet at synliggøre, hvad der kan forventes, af en
synsundersøgelse hos en optiker - og sætte fokus på samarbejdet med
øjenlægerne. Målet er at få synsplejen til at fungere, som det var tiltænkt.
Vi har i Danmark nok den mest ambitiøse lovgivning på synsområdet. Det
skulle sikre tidlig opsporing af synstruende øjensygdomme.
Det virker bare ikke godt nok.
Optikeren er uddannet til at undersøge hele synsfunktionen, men i langt de
fleste tilfælde er der kun fokus på det at se skarpt.
Vi skal få patienterne til at spørge:
Hvad med mit synsfelt.