Sundhedsudvalget 2020-21
SUU Alm.del Bilag 402
Offentligt
2385511_0001.png
Sundhedsministeriet
Enhed: MEDINT
Sagsbeh.: DEPCAN
Koordineret med:
Sagsnr.:2107551
Dok. nr.: 1714408
Dato: 03-05-2021
NOTAT TIL FOLKETINGETS EUROPAUDVALG
Kommissionens forslag til gennemførelsesafgørelse om ændring af
Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) nr. 253/2017 om
varslinger udløst i forbindelse med alvorlige
grænseoverskridende sundhedstrusler og for smitteopsporing af
passagerer identificeret gennem Passagerlokalitets Formularer
Kopi oversendes til Folketingets Sundhedsudvalg til orientering
NYT NOTAT
1. Resumé
Kommissionen har fremsat forslag til gennemførelsesafgørelse om ændring af
gennemførelsesafgørelse (EU) nr. 2017/253 om varslinger udløst i forbindelse med
alvorlige grænseoverskridende sundhedstrusler og for smitteopsporing af passagerer
identificeret gennem Passagerlokalitets Formularer (PLF). Forslaget ventes sat til
afstemning på et møde i Komitéen for alvorlige grænseoverskridende sundhedstrusler den
11. maj 2021.
Med forslaget lægges der op til at etablere en teknisk løsning til udveksling af PLF-data
mellem medlemslande ved grænseoverskridende passagertransport. Den nye platform
supplerer det eksisterende EWRS (Early Warning Response System) og vil være
dimensioneret til en større trafik- og datamængde med henblik på, at der kan ske
systematisk udveksling af passageroplysninger.
Det fremgår af forslaget, at brug af løsningen er frivillig for medlemsstaterne, men såfremt
en medlemsstat tilslutter sig, skal der indberettes nærmere angivne oplysninger til
platformen, herunder oplysninger som på nuværende tidspunkt ikke indsamles af de
danske sundhedsmyndigheder. Dette skyldes bl.a., at der i Danmark ikke indsamles
oplysninger for alle transportformer.
Regeringen agter at stemme for forslaget med henblik på, at den tekniske løsning kan
etableres. Der er imidlertid behov for grundige juridiske og tekniske analyser af løsningen,
inden det besluttes, om Danmark vil avende løsningen til udveksling af
passageroplysninger og dermed tilslutte sig selve platformen.
SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 402: Orientering om notat om varslinger udløst i forbindelse med alvorlige grænseoverskridende sundhedstrusler og for smitteopsporing af passagerer identificeret gennem Passagerlokalitets Formularer, fra sundhedsministeren
2385511_0002.png
2. Baggrund
Kommissionen har fremsendt udkast til forslag til gennemførelsesafgørelse om ændring til
gennemførelsesafgørelse 2017/253 for så vidt angår underretninger udløst af alvorlige
grænseoverskridende trusler mod helbredet og for sporing af kontaktpersoner
identificeret gennem Passager Lokalitetsformularer (PLF).
PLF indeholder personlige oplysninger som fastsat i bilaget til gennemførselsretsakten,
herunder navn, fødselsdato, telefonnummer mv.(PLF-data), til brug for nedbringelse af
grænseoverskridende smittespredning af COVID-19.
Forslaget ventes at til afstemning på et møde i Komitéen for alvorlige
grænseoverskridende sundhedstrusler den 11. maj 2021.
3. Formål og indhold
Med forslaget lægges der op til at etablere en teknisk løsning til udveksling af PLF-data
mellem medlemslande ved grænseoverskridende passagertransport. Den nye platform
supplerer det eksisterende EWRS (Early Warning Response System) og vil være
dimensioneret til en større trafik- og datamængde med henblik på, at der kan ske
systematisk udveksling af passageroplysninger.
Kommissionen foreslår, at der i gennemførelsesretsakten nr. 2017/253 tilføjes
bestemmelser om en ny platform, hvor PLF-data om smittede personer med COVID-19 kan
udveksles. Endvidere fastsættes regler om hvilke data, der skal indrapporteres, samt om
behandlingen af disse data. Endelig fastlægges ansvar og pligter for de relevante
myndigheder, der behandler PLF-data.
Det fremgår af forslaget, at brug af løsningen for nuværende er frivillig for
medlemsstaterne, men såfremt en medlemsstat tilslutter sig, skal der indberettes
nærmere angivne oplysninger til platformen, herunder oplysninger, som på nuværende
tidspunkt ikke indsamles af de danske sundhedsmyndigheder. Dette skyldes bl.a., at der
ikke indsamles oplysninger på alle transportformer i Danmark. Danmark er ikke forpligtet
til at anvende løsningen og dermed påtage sig ansvaret som dataansvarlig.
4. Europa-Parlamentets udtalelser
Europa-Parlamentet skal ikke høres.
5. Nærhedsprincippet
Da formålet med forslaget vedrører samarbejde om bekæmpelse af grænseoverskridende
sundhedstrusler, finder regeringen, at forslaget er i overensstemmelse med
nærhedsprincippet.
6. Gældende dansk ret
Hvis en person om bord på et transportmiddel, herunder luftfartøjer, skibe, tog og busser,
lider af en alment farlig eller samfundskritisk sygdom, formodes at kunne være smittet med
eller efterfølgende konstateres smittet med en sådan, skal den ansvarshavende for
transportmidlet efter anmodning fra Styrelsen for Patientsikkerhed udlevere oplysninger
om passagerer og besætningsmedlemmer, i det omfang oplysningerne foreligger, jf. § 50,
stk. 1, i epidemiloven
1
.
1
Lov nr. 285 af 27. februar 2021 om epidemier m.v. (epidemiloven).
Side 2
SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 402: Orientering om notat om varslinger udløst i forbindelse med alvorlige grænseoverskridende sundhedstrusler og for smitteopsporing af passagerer identificeret gennem Passagerlokalitets Formularer, fra sundhedsministeren
I forbindelse med flyvninger til Danmark fra udlandet er luftfartselskaber desuden forpligtet
til af egen drift at registrere og videregive nærmere angivne oplysninger om passagerer
(navn, telefonnummer, fly - og pladsnummer) til Styrelsen for Patientsikkerhed.
Luftfartselskaberne skal give oplysningerne hurtigst muligt og senest 3 timer efter flyets
ankomst til en dansk lufthavn fra udlandet eller senest kl. 8 den efterfølgende dag, hvis flyet
ankommet efter kl. 19, jf. §§ 1 og 2 i bekendtgørelse nr. 225 af 18. februar 2021 om pligt til
registrering og videregivelse af oplysninger om passagerer og besætningsmedlemmer for
ansvarshavende for luftfartselskaber i forbindelse med håndtering af COVID-19.
Styrelsen for Patientsikkerhed kan desuden anmode politiet om bistand til at fremskaffe
disse passageroplysninger, hvis en person om bord lider af, formodes at kunne være smittet
med eller efterfølgende konstateres smittet med coronavirussygdom 2019 (COVID-19), og
hvis styrelsen ikke har modtaget oplysningerne fra luftfartselskabet, efter at styrelsen har
anmodet den ansvarshavende for luftfartselskabet om at udlevere oplysningerne i medfør
af epidemilovens § 50, stk. 1, jf. § 1 i bekendtgørelse nr. 702 af 21. april 2021 om politiets
bistand til Styrelsen for Patientsikkerhed med fremskaffelse af oplysninger fra
luftfartselskaber til brug for smitteopsporing.
Bekendtgørelse nr. 225 af 18. februar 2021 og bekendtgørelse nr. 702 af 21. april 2021 har
hjemmel i epidemiloven.
På søfartsområdet er reglerne for passagerregistrering fastlagt i bekendtgørelse nr. 1252
af 28. november 2019 om optælling og registrering af de ombordværende på
passagerskibe, der sejler til og fra havne i Fællesskabets medlemsstater. Med reguleringen
fastlægges at alle passagerskibe skal registrere antallet af ombordværende og for skibe på
længere ruter tillige en række personoplysninger. Disse oplysninger skal kunne stilles til
rådighed for regeringsmyndigheder og politiet i forbindelse med en eventuel søulykke.
Bekendtgørelsen er afledt af EU-regler og gennemført med hjemmel i lov om sikkerhed til
søs.
7. Konsekvenser
Forslaget indebærer, at der etableres en fælleseuropæisk PLF-platform, der er frivillig, dvs.
ved beslutning om at tiltræde forslaget bliver Danmark ikke forpligtet til at anvende
platformen. Derfor har tiltrædelse af forslaget ingen umiddelbare konsekvenser for
Danmark hverken juridisk eller økonomisk, idet det forudsættes, at Danmark ved
manglende tilslutning fortsat kan modtage oplysninger via eksisterende
kommunikationskanaler.
En eventuel beslutning om, at Danmark skal tilslutte sig den fælleseuropæiske PLF-plaform
vil skulle træffes på baggrund af en grundig analyse af konsekvenserne.
Lovgivningsmæssige konsekvenser:
Det skal undersøges nærmere, om der i forbindelse med en eventuel tilslutning til
platformen vil være behov for at etablere yderligere automatisk national registrering af
passageroplysninger bl.a. for øvrige grænsekrydsende kollektive transportmidler udover
internationale flyvninger, ligesom fastlæggelse af dataansvar for eventuel dansk deltagelse
i løsningen samt yderligere regulering af datastrømme, herunder systematisk og bred
udveksling af passageroplysninger skal undersøges.
Økonomiske konsekvenser:
Side 3
SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 402: Orientering om notat om varslinger udløst i forbindelse med alvorlige grænseoverskridende sundhedstrusler og for smitteopsporing af passagerer identificeret gennem Passagerlokalitets Formularer, fra sundhedsministeren
De økonomiske konsekvenser af en eventuel beslutning om tilslutning tilden fælleseuro-
pæiske platform skal analyseres nærmere, i forhold til såvel offentlige som erhvervsøko-
nomiske konsekvenser. Det bemærkes dog, at en tilslutning potentielt kan medføre væ-
sentlige administrative byrder for eventuelt omfattede transportoperatører.
8. Høring
Forslaget har ikke været i høring.
9. Generelle forventninger til andre landes holdninger
De øvrige medlemslandes positioner er ikke kendt, herunder i hvilken udstrækning
medlemslandene vil vælge at tilslutte sig løsningen, hvis den etableres.
10. Regeringens generelle holdning
De oplysninger, der er omfattet af gennemførelsesafgørelsen håndteres i dag inden for EU
via det eksisterende EWRS-system (Early Warning Response System) eller uden for EU som
mail-udvekslinger via de såkaldte EPI-alerts. EPI-alerts vedrører flere sygdomme end
COVID-19 og sendes også uden for EU, hvilket betyder, at løsningen ikke kan erstatte den
eksisterende EPI-alert kommunikation.
Løsningen indebærer en standardiseret og bred udveksling af oplysninger, der i dag sker
efter en konkret vurdering i den enkelte sag. Det er derfor vigtigt, at proportionalitet og
merværdi i forhold til udvekslingen afklares nærmere.
Regeringen ønsker ikke at stå i vejen for etablering af løsningen og kan støtte det
fremlagte forslag. Regeringen finder samtidig, at det bør afvente yderligere analyser,
inden der tages stilling til, om Danmark skal tilslutte sig systemet og benytte det til
indrapportering.
Det er vigtigt for regeringen, at den foreslåede model indebærer, at det er frivilligt for
medlemsstaterne at vælge at indgå i arbejdet med den fælles platform og altid kan vælge
at trække sig fra arbejdet. I den forbindelse er det samtidig vigtigt, at der fastholdes andre
kommunikationskanaler til lande, der ikke er tilsluttet.
Regeringen bemærker også, at implementeringen af PLF-platformen i
grænseoverskridende kollektiv transport ikke vil være uden udfordringer. Det gælder
blandt andet i forhold til indsamling af data og tjek samt verificering af disse data.
Implementeringen kan således potentielt medføre væsentlige administrative byrder for
eventuelt omfattede transportoperatører, hvilket der bør tages hensyn til.
Den foreslåede platform er kun møntet på COVID-19. Det bør i forbindelse med afklaring
af dansk holdning til tilslutning af platformen overvejes, om systemet bør udvides til at
omfatte flere sygdomme for derved at give PLF en længere levetid og undgå parallelle
systemer.
11. Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg
Sagen har ikke tidligere været forelagt Folketingets Europaudvalg.
Side 4