Sundhedsministeriet
Enhed: MEDINT
Sagsbeh.: DEPLSDJ
Koordineret med: UM, EM, JM,
FMN, TRM
Sagsnr.:2105801
Dok. nr.: 1677042
Dato: 19-04-2021
GRUND- OG NÆRHEDSNOTAT TIL FOLKETINGETS EUROPAUDVALG
Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Det
Europæiske Råd og Rådet om en fælles vej hen imod en sikker og
varig genåbning, KOM(2021) 129 endelig
Kopi oversendes til Folketingets Sundhedsudvalg til orientering
NYT NOTAT
1. Resumé
Kommissionen har den 17. marts 2021 udsendt en meddelelse med det formål at lægge de
første byggesten til at sikre en fælles vej hen imod en sikker og varig genåbning.
Kommissionen peger på, at en sikker og varig genåbning bygger på samarbejde og
bæredygtighed. En fælles ramme skal medvirke til øget koordination og gensidig tillid,
mens en sikker genåbning omfatter følgende fokuspunkter 1) en sikker tilbagevenden til fri
bevægelighed, 2) testning og kontaktsporing som led i en åbning, 3) fortsat håndtering af
virusset: behandling og medicinsk udstyr, 4) hjælp til de hårdest ramte sektorer, så de kan
forberede sig på en sikker genåbning, 5) opbygning af global modstandsdygtighed over for
covid-19, og 6) beredskab til at reagere på en genopblussen af covid-19.
Regeringen er positivt indstillet over for meddelelsen, idet initiativerne i planen for en
sikker og varig genåbning generelt flugter med den danske strategi.
2. Baggrund
Meddelelsen er fremsendt af Kommissionen samtidigt med, er der er fremsat forslag til to
forordninger, der etablerer det såkaldte digitale grønne certifikat som en fælles EU-ramme
for udstedelse, kontrol og gensidig anerkendelse af medlemslandenes certifikater til
dokumentation for vaccination, test og restitution, samt udbreder dette system af
gensidige anerkendelse til tredjelandsstatsborgere med lovligt ophold eller bopæl i EU.
Forslagene har til formål at hjælpe indehavere af sådanne certifikater med udøve deres
ret til fri bevægelighed i overensstemmelse med EU-retten.
Meddelelsen henviser dertil bl.a. til Kommissionens meddelelse fra 17. februar 2021
vedrørende den såkaldte HERA Incubator, som tog udgangspunkt i, at der fortsat opstår
nye udfordringer og trusler i forbindelse med covid-19-pandemien. Herunder nye