SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 320: Opfølgende materiale fra Frie Praktiserende fysioterapeuter i forlængelse af foreningens foretræde 16/3-21 om tilskudssystemet til den fysioterapeutiske praksissektor.

Sundhedsudvalget 2020-21
SUU Alm.del Bilag 320
Offentligt

Fysioterapi i Danmark

Analyse af praksissektoren

Betina Højgaard & Jakob Kjellberg

SUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 320: Opfølgende materiale fra Frie Praktiserende fysioterapeuter i forlængelse af foreningens foretræde 16/3-21 om tilskudssystemet til den fysioterapeutiske praksissektor.

Fysioterapi i Danmark – Analyse af praksissektoren

e-ISBN: 978-87-7119-747-1

Modelfoto: Ricky John Molloy/VIVE

Projekt: 301470

VIVE – Viden til Velfærd

Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd

Herluf Trolles Gade 11, 1052 København K

www.vive.dk

VIVEs publikationer kan frit citeres med tydelig kildeangivelse.

Forord

På opdrag fra Danske Fysioterapeuter har VIVE foretaget en beskrivelse og analyse af fysio-

terapipraksissektoren, som præsenteres i denne rapport. I rapporten beskrives:

1. Styringen, organiseringen og finansieringen af fysioterapi i praksissektoren

2. Udvalgte nøgletal for fysioterapipraksissektoren

3. Fordele og ulemper ved den nuværende styring, organisering og finansiering af fysiote-

rapi i praksissektoren.

Det er VIVEs forhåbning, at denne rapport kan være med til at skabe et bedre vidensgrundlag

for den videre debat om fysioterapi i praksissektoren i foreningen Danske Fysioterapeuter og

hos deres medlemmer. Rapporten kan endvidere læses af beslutningstagere i det danske

sundhedsvæsen og øvrige med interesse for styringen, organisering og finansieringen af fy-

sioterapipraksissektoren.

Rapporten er blevet til ved hjælp fra en lang række personer, som VIVE ønsker at takke. Det

drejer sig først og fremmest om de fysioterapeuter, der har deltaget i interviewene og spørge-

skemaundersøgelsen samt været med til at pilotteste spørgeskemaet. Ligeså ønsker VIVE at

takke de medarbejdere i regionerne, som har bidraget med levering af data til analysen samt

beredvilligt har stillet op til interview og besvarelse af afklarende spørgsmål.

Den endelige version af rapporten er kvalitetssikret via ekstern review ved to fagpersoner med

særlig ekspertise på området. Vi vil gerne takke de to eksterne reviewere for gode og konstruk-

tive kommentarer til rapporten.

Pia Kürstein Kjellberg

Forsknings- og analysechef for VIVE Sundhed

2020

Indhold

Sammenfatning .................................................................................................. 5

Introduktion ............................................................................................. 10

1.1

1.2

1.3

Baggrund .................................................................................................... 10

Rapportens formål og metode .................................................................... 10

Læsevejledning: rapportens struktur .......................................................... 12

Styring, organisering og finansiering af fysioterapi i praksissektoren ....... 13

2.1

2.2

2.3

2.4

2.5

2.6

Fysioterapipraksissektorens placering i sundhedsvæsenet ....................... 13

Den fysioterapeutiske behandling i praksissektoren .................................. 15

Klinikforhold og -organisering ..................................................................... 20

Regulering og finansieringen af fysioterapipraksis ..................................... 22

Forsikringsselskaberne ............................................................................... 30

Opsamling ................................................................................................... 31

Udvalgte nøgletal .................................................................................... 32

3.1

3.2

3.3

3.4

3.5

3.6

3.7

3.8

Fysioterapeuter i praksissektoren ............................................................... 32

Nøgletal for klinikkerne ............................................................................... 37

Økonomi...................................................................................................... 45

Arbejdsforhold i fysioterapipraksissektoren ................................................ 55

Ønsket om at arbejde under overenskomsten eller ej ................................ 60

Antal patienter og karakteristika ................................................................. 62

Den demografiske udvikling ........................................................................ 64

Opsummering ............................................................................................. 65

Fordele og ulemper ved den nuværende organisering og styring af

praksissektoren ....................................................................................... 67

4.1

4.2

4.3

4.4

4.5

4.6

4.7

4.8

4.9

Styringen på makroniveau fungerer, hvis budgetsikkerhed er

hovedformålet ............................................................................................. 67

Savner instrumenter til måling af kvalitet .................................................... 69

Manglende klar definition af en kapacitet ................................................... 71

Oplevet uretfærdighed i det nuværende system ........................................ 73

Voksende arbejdsstyrke presser forholdene i praksissektoren .................. 74

Praksissektoren i udvikling ......................................................................... 76

Samarbejdet med andre aktører ................................................................. 78

Patientperspektivet ..................................................................................... 80

Opsummering ............................................................................................. 81

Konklusion .............................................................................................. 85

Litteratur........................................................................................................... 86

Bilag 1

Analysens metode for interview og spørgeskema .......................... 89

Sammenfatning

Baggrund og formål

Danske Fysioterapeuter har bedt VIVE om at indhente udvalgte nøgletal om fysioterapiprak-

sissektoren og at udarbejde en samlet beskrivelse af fysioterapipraksissektoren i Danmark.

Samtidig har de ønsket en analyse af udfordringerne i praksissektoren relateret til syv tema-

tikker, som deres medlemmer i en medlemsundersøgelse har udpeget som særligt væsentlige.

Analysen viser

Fysioterapipraksissektoren er på mange måder kompleks styrings-, organiserings- og finansie-

ringsmæssigt. Praksissektoren tilbyder således behandling under mange forskellige ordninger

(sygesikringsydelser, ordninger for kommunen reguleret henholdsvis under sundheds- og ser-

viceloven samt privat ydelsestilbud) og med mange forskellige finansieringskilder. Styringen,

organiseringen og finansieringen af praksissektoren er imidlertid i vid udstrækning rammesat

af overenskomsterne om almindelig fysioterapi mellem Danske Fysioterapeuter og Regioner-

nes Lønnings- og Takstnævn på vegne af regionerne.

Vigtige pointer fra analysen af udvalgte nøgletal for praksissektoren er, at:



Antallet af fysioterapeuter tilknyttet praksisoverenskomsten er steget med 55 pct. i perioden

2007 til 2019. Stigningen afspejler den generelle stigning, der har været i antallet af fysiote-

rapeuter. Det samlede antal fysioterapeuter steg med ca. 44 pct. i perioden 2007 til 2016.

Der er en overrepræsentation af mænd i praksissektoren og især blandt klinikejere i forhold

til den samlede kønsfordeling blandt fysioterapeuter.

Fysioterapeutarbejdsstyrken, herunder fysioterapeuter i praksissektoren, er ung. Gennem-

snitsalderen er ca. 41 år for fysioterapeuter i praksissektoren.

Fra 2007 til 2019 er antal ejere under overenskomsten reduceret med lidt over 100, mens

antal ansatte er steget med over 1.000.

Antallet af klinikker inden for overenskomsten er 498 klinikker, som til sammen har 1.735

ydernumre med en samlet kapacitet på 1.285. Antallet af klinikker tilknyttet overenskomsten

er reduceret med 37 pct. i perioden 2007 til 2019, mens kapaciteten har været konstant.

Fysioterapeuter inden for overenskomsten arbejder også uden for overenskomsten. 83 pct.

af klinikejerne med ydernummer leverer både behandling med og uden ydernummer, mens

det samme gælder 58 pct. af indlejerne med ydernummer.

Ventetiden for behandling inden for overenskomsten er længere end uden for overens-

komsten.

I 2018 blev der udbetalt 1,5 mia. kr. i honorarer til de praktiserende fysioterapeuter for

levering af ydelser i forbindelse med specialerne almindelig fysioterapi (speciale 51), ve-

derlagsfri fysioterapi (speciale 62) og ridefysioterapi (speciale 65). Vederlagsfri fysioterapi

er opgjort i udgifter det langt største speciale, mens almindelig fysioterapi er langt det stør-

ste opgjort i antal patienter. Grunden til denne forskel er, at regionerne kun betaler ca. 39,3

pct. af udgifterne til den almindelige fysioterapi, mens kommunerne betaler 100 pct. af ud-

gifterne til den vederlagsfrie fysioterapi.

Udgifterne til almindelig fysioterapi (speciale 51) og vederlagsfri fysioterapi (speciale 62)

er i perioden 2008 til 2018 steget fra 1 mia. kr. til 1,4 mia. kr. (2018-priser). Væksten i

udgifterne har primært været drevet af, at der er sket en stigning i udgifter til vederlagsfrie

fysioterapi.



Prisen på et ydernummer er over tid steget.

Antallet af fysioterapikontakter er stigende med alderen.

Analysen af fordele og ulemper i den nuværende organisering og styring af praksissektoren

kan opsummeres til følgende:

Styringen af fysioterapipraksissektoren og herunder ydernummersystemet fungerer på

makroniveau

i forhold til at sikre offentlig udgiftsstyring og sikre de sundhedspolitiske mål om let

og lige adgang til sundhedsvæsenet (dvs. sikre geografisk dækning) og valgfrihed. Regionernes

kontrol af udgiftsmønsteret på klinikniveau synes derimod ikke at være så højt prioriteret.

Manglende klar definition af en kapacitet

synes at devaluere ydernummersystemets anven-

delse i fysioterapipraksissektoren til primært at blive et element til styring af den overordnede

økonomiske ramme for fysioterapipraksissektoren. Med manglende klar definition af en kapa-

citet menes, at der ikke er et fastlagt antal timer eller en fastlagt omsætning knyttet til et yder-

nummer med en kapacitet på over 30 timer, mens der for et ydernummer med en kapacitet på

under 30 timer er knyttet en maksimal grænse på 30 timer ugentligt i gennemsnit på årsplan,

men ingen omsætningsbegrænsning i udgangspunktet. Omsætningerne for en kapacitet under

30 timer synes imidlertid i mange tilfælde langt at overskride, hvad der er muligt at producere

inden for ramme af 30 timer ugentligt. Den manglende klare definition af en kapacitet skaber

grobund for frustration over ydernummersystemet – særligt blandt fysioterapeuter, som ikke

har et ydernummer – da det kan være svært at se rimeligheden i systemet. Det har aldrig været

et krav, at ydernummersystemet skal være rimeligt, men styringsinstrumentets legitimitet i

branchen svækkes, hvis der opleves at være diskrepans mellem styringsinstrumentets mål-

sætning og dets faktiske anvendelse. Den oplevede manglende økonomistyring på kapacitets-

niveau udfordrer således ydernummersystemets legitimitet som værende et økonomistyrings-

instrument. Konsekvensen af den uklare definition af en kapacitet er, at der ikke er blevet styret

særligt hårdt i forhold til kapacitetsdelen, og at det centrale styringselement i ydernummersy-

stemet herved er blevet reduceret til primært at bestå i at sikre offentlig budgetsikkerhed i for-

hold til den overordnede økonomiramme.

Der

savnes instrumenter til måling af kvaliteten

af den leverede fysioterapi i praksissekto-

ren. Med den sidste overenskomst for praksissektoren er der igangsat forskellige tiltag med

henblik på at sikre kvalitetsudvikling i praksissektoren. Et af tiltagene er den igangværende

akkrediteringsproces, som betyder, at alle klinikker tilknyttet overenskomsten skal være akkre-

diteret inden udgangen af august 2022. Den igangværende akkrediteringsproces italesættes i

interviewene generelt som en god ting. Forskellen i det økonomiske tilskud til akkrediteringen

til klinikker med og uden ydernummer opleves imidlertid som endnu en blåstempling af klinikker

inden for overenskomsten på bekostning af klinikkerne udenfor, og det opleves, at der dermed

tilføres endnu et konkurrenceforskydende element i praksissektoren. To andre tiltag, der er

iværksat i forbindelse med den sidste overenskomst i forhold til kvalitetsudviklingen i praksis-

sektoren, er, at der i den nuværende overenskomstperiode arbejdes med 1) udvikling af værk-

tøjer og metoder i forhold til effektmåling og 2) implementering af de Nationale Kliniske Ret-

ningslinjer. Der synes således fra de centrale aktører på området at være opmærksomhed på

og handling i forhold til behovet for bedre at kunne monitorere effekten og kvaliteten af behand-

lingen i praksissektoren.

Blandt informanterne er der en

oplevelse af en grundlæggende uretfærdighed i det nuvæ-

rende system

som følge af, at nogle klinikejere historisk har fået deres ydernummer uden at

skulle betale for det, mens der i dag er sket en kapitalisering af ydernumrene. Kapitaliseringen

af ydernumrene er et resultat af, at udbuddet af fysioterapeuter, som gerne vil være tilknyttet

overenskomsten, er større end antallet af tilgængelige ydernumre. Det fremgår af VIVEs spør-

geskemaundersøgelse, at prisen for et ydernummer er steget over tid. Den højere prissætning

af ydernumrene skaber grobund for en koncentrering af ydernumrene hos dem, som allerede

har et ydernummer, idet at de kan have lettere ved at mobilisere finansiering af købet af et

ydernummer. Ydernummersystemet har endvidere den grundlæggende iboende uretfærdighed

– set fra klinikejere uden ydernummers perspektiv – at den enkelte patient modtager tilskud til

overenskomstdækkede ydelser, hvis vedkommende benytter en klinik med et ydernummer. Den

konkurrenceforvridning, som patienttilskuddet giver på overenskomstdækkede ydelser, kan ses

som en uundgåelig konsekvens af regionernes behov for budgetsikkerhed. For klinikejere uden

ydernummer opleves det konkurrenceforvridende element imidlertid at række videre end kun til

overenskomstdækkede ydelser. For det første sikrer ydernummeret en vis automatisk efter-

spørgsel og dermed indtjening til klinikken og dækning af de faste udgifter. For det andet kan den

sygesikringsdækkede aktivitet også potentielt generere ekstra efterspørgsel på ydelser uden for

overenskomsten. Dette medfører, at mange klinikejere uden for overenskomsten har en ople-

velse af, at konkurrencen ikke kun er ulige i forhold til overenskomstdækkede ydelser.

Den

voksende arbejdsstyrke presser forholdene i praksissektoren.

Antallet af fysiotera-

peuter har været kraftigt stigende i perioden 2007 til 2019. Grundet en historisk vækst i økono-

mirammen for sygesikringstilskud til fysioterapibehandling i praksissektoren har det været mu-

ligt at absorbere 1.200 flere fysioterapeuter i den overenskomstdækkede del af praksissektoren

i den periode. Indførelsen af en fast økonomiramme for alle fire sygesikringsspecialer betyder

imidlertid, at væksten i arbejdsstyrken ikke længere kan absorberes inden for overenskomsten.

Væksten skal alene absorberes uden for overenskomsten. Dette har været med til at øge kon-

kurrencen både inden for og uden for overenskomsten. Det har ligget uden for rammerne af

denne rapport at foretage en samlet vurdering af det fremtidige udbud af og efterspørgsel på

fysioterapeuter. Det kan imidlertid konstateres, at der er flere faktorer, som umiddelbart peger

i retning af, at konkurrencen i praksissektoren kun vil blive større i fremtiden. Den ene faktor er

den relativt lave gennemsnitsalder for fysioterapeuter i praksissektoren på ca. 41 år – og den

lave gennemsnitsalder i fysioterapibranchen generelt. Den anden faktor er væksten i andelen

af mænd til fysioterapifaget koblet med, at der er en overrepræsentation af mænd i praksissek-

toren i forhold til den samlede arbejdsstyrke. Alt andet lige peger det i retning af, at søgningen

til praksissektoren vil øges i de kommende år.

Praksissektoren i udvikling.

Praksissektoren dækker over mange forskellige typer af klinik-

ker, fra den lille klinik med én fysioterapeut, som enten leverer ydelser 100 pct. inden for eller

uden for overenskomsten, til store klinikker, som lever ydelser både inden for og uden for over-

enskomsten. Ligeledes er der en stor spændvidde i, hvilke ydelser der tilbydes i fysioterapi-

praksissektoren – både med hensyn til fysioterapifagspecifikke ydelser og ikke-fysioterapifag-

specifikke ydelser, som fx kost- og træningsvejledning. For klinikker inden for overenskomsten

synes der at være er en udvikling i gang med etablering af færre og større klinikker og udvidelse

af deres tilbud uden for overenskomsten. Sidstnævnte udviklingstendens kan ses som en kon-

sekvens af, at det er klinikkernes eneste rigtige mulighed for at ekspandere, efter at den øko-

nomiske ramme for sygesikringsdelen er blevet mere fast. Billedet i forhold til klinikstørrelse

synes at være lidt anderledes for klinikkerne uden for overenskomsten, hvor klinikstørrelsen

generelt synes at være mindre. I forhold til klinikkerne uden for overenskomsten observeres

der to overordnede tendenser. Den ene tendens er, at der uden for overenskomsten er en

gruppe af fysioterapeuter, som aktivt har valgt at arbejde uden for overenskomsten som følge

af fx bedre mulighed for specialisering og honorering af specialiseret behandling. Den anden

tendens er, at der er en gruppe, som i højere grad arbejder uden for overenskomsten, fordi de

har været

presset

til det – hvis de vil arbejde i praksissektoren – og ikke fordi det har været

deres primære ønske. Meget tyder på, at denne sidstnævnte gruppe er voksende, og at det

kan være svært for dem at få etableret sig uden for overenskomsten i forhold til at sikre sig et

rimeligt indtægtsgrundlag.

Fysioterapeuterne tilkendegiver generelt en positiv holdning til

samarbejdet med andre aktø-

rer

som hospitaler, regioner og kommuner og læger. Der er stor variation i, om fysioterapeu-

terne har et samarbejde med hospital, regioner, kommuner og læger, og i givet fald af omfanget

af samarbejdet. Generelt er der en tendens til, at fysioterapeuter uden ydernummer oplever et

dårligere samarbejde med kommunerne og lægerne i forhold til at få henvist patienter og etab-

leret et samarbejde omkring opgaveløsning. Oplevelsen blandt informanterne er, at ydernum-

mersystemet både i kommunerne og blandt lægerne opfattes som et kvalitetsstempel. Sty-

ringsmæssigt er der for kommunernes side en udfordring i forhold til at sikre, at patienterne

ikke både modtager vederlagsfri fysioterapi (speciale 62) og kommunal genoptræning via ser-

viceloven, hvilket ikke er tilladt. Fysioterapeuternes samarbejde med forsikringsselskaberne

synes generelt vurderet at være noget mere problematisk. På det administrative plan opleves

de administrative krav som komplicerede og tidskrævende. Desuden oplever fysioterapeuterne

uden for overenskomsten det som uretfærdigt, at nogle selskaber stiller krav om, at forsikrings-

tagerne skal benytte klinikker med ydernummer. Særligt et forhold omkring samarbejdet med

forsikringsselskaberne fremhæves som stærkt problematisk af fysioterapeuterne. Det er det

forhold, at forsikringsselskaberne vil have del i sygesikringstilskuddet samtidig med, at de stiller

krav til behandlingen.

Patientperspektivet.

Den nuværende styring af praksissektoren sikrer, at borgene kan få til-

skud til fysioterapibehandling, som er dækket af sygesikringen. Yderligere sikrer den nuvæ-

rende styring frit valg for patienten mellem klinikker tilknyttet overenskomsten, og den sikrer

den geografiske dækning og dermed understøttelsen af de politiske mål om valgfrihed samt let

og lige adgang til sundhedsvæsenet. Patienterne synes imidlertid at have svært ved at forstå

ydernummersystemet, og tror fx, at det er et kvalitetsstempel. Af VIVEs spørgeskemaundersø-

gelse fremgår det, at ventetiden for en ikke-akut patient er længere for ydelser inden for over-

enskomsten end uden for overenskomsten.

Konklusion

På baggrund af analysen kan det konkluderes, at styringen af fysioterapipraksissektoren fun-

gerer på det regionale og kommunale niveau (makroniveau) i forhold til at sikre offentlig ud-

giftsstyring og sikre opfyldelsen af de sundhedspolitiske mål om let og lige adgang til sund-

hedsvæsenet (dvs. sikre geografisk dækning) og valgfrihed. Styringen af fysioterapipraksis-

sektoren og herunder ydernummersystemet funger således på mange parametre rigtig godt.

Det kan imidlertid også konkluderes, at der er og har været nogle udfordringer i forhold til ud-

møntningen af ydernummersystemet i fysioterapipraksissektoren, som udfordrer systemets le-

gitimitet som et økonomiskstyringsredskab.

Analysen peger på, at:



Den uklare definition af

en kapacitet

er en stor udfordring i forhold til at sikre legitimitet af

ydernummersystemet som værende et reelt økonomistyringsinstrument

Patienter har svært ved at forstå ydernummersystemet, og at patienterne opfatter systemet

som et kvalitetsstempel

Ydernummeret i mange tilfælde ikke kun giver adgang til sygesikringsydelser, men også

åbner mulighed for aktivitet uden for sygesikringen



De problemer, der er med den nuværende styring af praksissektoren, må formodes at blive

forstærket i fremtiden som følge af en øget fysioterapeut arbejdsstyrke.

Metode

Analysen er baseret på en kombination af forskellige metoder:

Desk research

er benyttet til at skabe indsigt i styringen, organiseringen og finansieringen af

praksissektoren, samt til afdækning af de udvalgte nøgletal.

Elektronisk spørgeskemaundersøgelse

blandt fysioterapeuter, som arbejder i praksissekto-

ren. VIVE har foretaget en elektronisk spørgeskemaundersøgelse for at afdække de udvalgte

nøgletal om praksissektoren, der ikke eksisterer data på. Spørgeskemaet blev udsendt til alle

medlemmer af Danske Fysioterapeuter, som er ejere eller lejere, samt en mindre gruppe an-

satte og vikarer. Grunden til, at spørgeskemaet kun blev udsendt til en mindre gruppe af an-

satte og vikarer, var dels, at der var tidsmæssigt sammenfald med Danske Fysioterapeuters

lønundersøgelse blandt ansatte og vikarer, dels at mange af de ønskede nøgletal, som der

ikke findes tal for i registre og offentlige tilgængelige statistikker, og som var formålet med

spørgeskemaundersøgelsen at fremskaffe, primært var relateret til ejere og lejere.

I alt blev spørgeskemaet udsendt til 2.399 medlemmer af Danske Fysioterapeuter, hvoraf 21

ikke blev leveret. 858 medlemmer har svaret helt eller delvist på spørgeskemaet, hvilket svarer

til en besvarelsesprocent på 36 pct. Svarprocenten var: ejere med ydernummer 44 pct., ejere

uden ydernummer 39 pct., lejere med ydernummer 32 pct. og lejere uden ydernummer 17 pct.

To gruppeinterview med fysioterapeuter,

som arbejder i praksissektoren. Formålet med

gruppeinterviewene var at få uddybet og kvalificeret resultaterne af analysen af rammevilkå-

rene samt at få forskellige vinkler på fordelene og ulemperne ved den nuværende styring af

fysioterapipraksissektoren. Der deltog i alt 13 fysioterapeuter i interviewene, og gruppen bestod

af ejere og lejere med og uden ydernummer, samt ansatte på klinik med ydernummer. Ejerne

og lejerne kom dels fra klinikker, som ikke er tilknyttet overenskomsten (dvs. de ikke har et

ydernummer), dels fra klinikker, som leverer ydelser både inden for og uden for overenskom-

sten (dvs. hvor der er tilknyttet et eller flere ydernumre til klinikken). Vikarer med og uden yder-

nummer samt ansat uden ydernummer blev uden held forsøgt rekrutteret til interviewene.

Gruppeinterview med tre medarbejdere

fra tre regioner, som arbejder med den regionale

administration af fysioterapipraksisområdet. Formålet med interviewet var at få uddybet og kva-

lificeret resultaterne af analysen af rammevilkårene samt få en vurdering fra dem, der admini-

strerer styringen af praksissektoren, af fordelene og ulemperne ved den nuværende styring af

sektoren. Gruppeinterviewet blev foretaget via Skype i november 2019.

Danske Fysioterapeuters medlemsundersøgelse.

VIVE har haft adgang til besvarelserne

af spørgeskemaundersøgelse om praksissektoren, som Danske Fysioterapeuter gennemførte

i februar og marts 2019.

1.1

Introduktion

Baggrund

På Danske Fysioterapeuters ordinære repræsentantskabsmøde i 2018 blev det vedtaget, at der

skal gennemføres en analyse af fysioterapipraksissektoren. Analysen skal skabe fælles indsigt i

praksisområdet som baggrund for de fremadrettede diskussioner i Danske Fysioterapeuter.

Som første fase i praksisanalysen gennemførte Danske Fysioterapeuter i februar-marts 2019

en større spørgeskemaundersøgelse

blandt Danske Fysioterapeuters medlemmer i praksis-

sektoren. Formålet med spørgeskemaundersøgelsen var at høre fysioterapeuternes oplevel-

ser og erfaringer med fordele og ulemper i fysioterapipraksissektoren for på baggrund heraf at

kunne kvalificere og skærpe de væsentligste tematikker for den videre analyse. Besvarelserne

af spørgeskemaundersøgelsen blev efterfølgende bearbejdet af Danske Fysioterapeuters se-

kretariat, og de udvalgte på baggrund heraf syv tematikker til at indgå i den videre analyse. De

syv tematikker var: økonomi, patientperspektivet, konkurrence, kapacitet, styring, limitering og

samarbejde med forsikringsselskaber.

I anden fase i praksisanalysen har VIVE af Danske Fysioterapeuter fået til opgave at beskrive

nøgletal for praksissektoren samt beskrive og analysere rammevilkårene i praksissektoren

med afsæt i de syv identificerede tematikker. Et yderligere delformål med rapporten er at få én

samlet beskrivelse af fysioterapipraksissektoren i et dokument, da et sådant mangler.

Forholdene i praksissektoren og herunder ydernummersystemet har løbende igennem en år-

række været til debat. Kritikken af ydernummersystemet er taget til, i takt med at rammevilkå-

rene for praksissektoren har ændret sig. Rammevilkårene har blandt andet ændret sig som

følge af disse tre forhold: 1) Der er sket en kraftig stigning i antallet af fysioterapeuter. Antallet

er steget med 44 pct. i perioden 2007 til 2016

; 2) den overordnede økonomiramme for syge-

sikringsdelen er blevet mere fast som følge af, at der er knyttet et fast loft til budgetrammen for

de enkelte sygesikringsspecialer i fysioterapipraksissektoren; og 3) antallet af ydernumre har

været så godt som konstant i de sidste 10 år. Ændringerne synes at have rykket på nogle

balancer i den nuværende organisationsform af praksissektoren, men hvilke og hvordan er ikke

helt klart. Rapporten skal blandt andet være med til at belyse dette.

1.2

Rapportens formål og metode

Rapportens formål er på denne baggrund at beskrive og analysere rammevilkårene i fysiote-

rapipraksissektoren og herunder:



Beskrive styringen, organiseringen og finansiering af fysioterapipraksissektoren med hen-

blik på at afdække grundelementerne heri

Beskrive udvalgte nøgletal for fysioterapipraksissektoren med henblik på at forstå, hvordan

den har udviklet sig, og hvordan den er sammensat



Spørgeskemaet blev udsendt til 3.195 medlemmer i praksissektoren. Svarprocenten var på 35 pct., hvor 25 pct. besvarede

hele spørgeskemaet.

Estimeret på baggrund af data for arbejdsstyrken af sundhedsuddannede fra eSundhed: https://www.esundhed.dk/Em-

ner/Ansatte-i-sundhedssektoren/Arbejdsstyrken-af-sundhedsuddannede#tabpa-

nel43F6DDCA227E46BFB8B8F7468D3FDE45



Beskrive og analysere fordele og ulemper ved den nuværende styring, organisering og

finansiering af fysioterapipraksissektoren.

Beskrivelsen og analysen af rammevilkårene i fysioterapipraksissektoren har særligt fokus på

de syv identificerede tematikker: økonomi, patientperspektiv, konkurrence, kapacitet, styring,

limitering og samarbejde med forsikringsselskaber.

Definition af fysioterapipraksissektoren

Fysioterapipraksissektoren er i denne rapport defineret som værende både fysioterapipraksisser med

og fysioterapipraksisser uden ydernummer.

1.2.1

Metode

Analysen er baseret på en kombination af forskellige metoder, som kort beskrives nedenfor,

mens den fulde metodebeskrivelse af spørgeskemaundersøgelserne og interviewene fremgår

af bilag 1.

Desk research

er benyttet til at skabe indsigt i styringen, organiseringen og finansieringen af

praksissektoren samt til afdækning af de udvalgte nøgletal. Desk researchen er baseret på

overenskomstmateriale, tidligere foretagne analyser af fysioterapipraksissektoren, artikler og

beskrivelser på Danske Fysioterapeuters hjemmeside, officielle statistikker og registre, data

indhentet fra regionerne og Danske Regioner samt data fra Danske Fysioterapeuters med-

lemsdatabase.

Elektronisk spørgeskemaundersøgelse

blandt fysioterapeuter, som arbejder i praksissekto-

ren. VIVE har foretaget en elektronisk spørgeskemaundersøgelse for at afdække de udvalgte

nøgletal om praksissektoren, der ikke eksisterer data på. Spørgeskemaundersøgelsen er ble-

vet foretaget i perioden 30. september til 14. oktober 2019. Spørgeskemaet blev udsendt til

alle medlemmer af Danske Fysioterapeuter, som er ejere eller lejere, samt en mindre gruppe

ansatte og vikarer. Grunden til, at spørgeskemaet kun blev udsendt til en mindre gruppe af

ansatte og vikarer, var, dels at der var tidsmæssigt sammenfald med Danske Fysioterapeuters

lønundersøgelse blandt ansatte og vikarer, dels at mange af de ønskede nøgletal, der ikke

findes tal for i registre og offentlige tilgængelige statistikker, og som det var formålet med spør-

geskemaundersøgelsen at fremskaffe, primært var relateret til ejere og lejere.

I alt blev spørgeskemaet udsendt til 2.399 medlemmer af Danske Fysioterapeuter, hvoraf 21

ikke blev leveret. 858 medlemmer har svaret helt eller delvist på spørgeskemaet, hvilket svarer

til en besvarelsesprocent på 36 pct. Samlet har vi svar fra 35 ansatte og vikarer, 7 mobil- og

ridefysioterapeuter, 21 i kategorien ”andet”, mens resten af svarene er fra ejere og lejere. Svar-

procenten for de fire grupper er: ejere med ydernummer 44 pct., ejere uden ydernummer 39

pct., lejere med ydernummer 32 pct. og lejere uden ydernummer 17 pct., jf. tabel 1 i bilag 1.

Svarprocenten for spørgeskemaundersøgelsen er generelt betragtet ikke imponerende, men

svarer til svarprocenten i Danske Fysioterapeuters tidligere gennemførte medlemsundersø-

gelse, og antalsmæssigt indgår der over dobbelt så mange besvarelser som i den tidligere

gennemførte anslyse af praksissektoren foretaget af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen (1).

Spørgeskemaundersøgelsen var samtidig, jf. ovenfor, primært målrettet ejere og lejere, hvorfor

spørgeskemaet ikke er repræsentativt for den samlede population af fysioterapeuter i praksis-

sektoren. Svarprocenten på 36 pct. betyder, at spørgeskemaet heller ikke er repræsentativt for

primærmålgruppen for spørgeskemaundersøgelsen, dvs. ejere og lejere i praksissektoren.

Trods den manglende repræsentativitet bidrager spørgeskemaundersøgelsen trods alt med

viden om forholdene for fx de 44 og 39 pct. af medlemmerne i Danske Fysioterapeuter, som

er ejere henholdsvis med og uden ydernummer.

To gruppeinterview med fysioterapeuter,

som arbejder i praksissektoren. Formålet med

gruppeinterviewene var at få uddybet og kvalificeret resultaterne af analysen af rammevilkå-

rene samt at få forskellige vinkler på fordelene og ulemperne ved den nuværende styring af

fysioterapipraksissektoren. Der er afholdt interview i Aarhus og København i oktober-november

2019 med deltagelse af henholdsvis seks og syv fysioterapeuter. Deltagerne i gruppeinter-

viewene bestod af ejere og lejere med og uden ydernummer samt ansatte på klinik med yder-

nummer. Ejerne og lejerne kom dels fra klinikker, som ikke er tilknyttet overenskomsten (dvs.

at de ikke har et ydernummer), dels fra klinikker, som både leverer ydelser inden for og uden

for overenskomsten (dvs. hvor der er tilknyttet et eller flere ydernumre til klinikken). Vikarer

med og uden ydernummer samt ansatte uden ydernummer blev uden held forsøgt rekrutteret

til interviewene.

Gruppeinterview med tre medarbejdere

fra tre regioner, som arbejder med den regionale

administration af fysioterapipraksisområdet. Formålet med interviewet var at få uddybet og kva-

lificeret resultaterne af analysen af rammevilkårene samt få en vurdering fra dem, der admini-

strerer styringen af praksissektoren, af fordelene og ulemperne ved den nuværende styring af

fysioterapipraksissektoren. Gruppeinterviewet blev foretaget via Skype i november 2019.

Danske Fysioterapeuters medlemsundersøgelse.

VIVE har haft adgang til besvarelserne

af spørgeskemaundersøgelse om praksissektoren, som Danske Fysioterapeuter gennemførte

i februar og marts 2019 (fase 1 i praksisanalysen).

1.3

Læsevejledning: rapportens struktur

Rapporten er struktureret på følgende måde:



I kapitel 2 beskrives grundelementerne i organiseringen, styringen og finansieringen af fysio-

terapi i praksissektoren, med hovedvægt på den offentlige betalte del af praksissektoren.

I kapitel 3 beskrives udvalgte nøgletal for fysioterapipraksissektoren. Nøgletallene omhand-

ler blandt andet antallet af fysioterapeuter i praksissektoren; antallet af praksisser, ydernumre

og kapaciteter; arbejdsforhold; patienterne og deres karakteristika samt økonomi.

I kapitel 4 diskuteres fordele og ulemper ved den nuværende organisering og styring af

praksissektoren – generelt og på baggrund af oplysninger fra interview.

I kapitel 5 fremgår konklusionen på denne analyse.

Bilag 1 indeholder en beskrivelse af de anvendte metoder, som analysen er baseret på.



I rapporten fremgår der enkelte direkte citater. De er udvalgt, fordi vi har fundet dem illustrative

for de generelle analytiske pointer, som fremgår af rapporten.

Styring, organisering og finansiering af

fysioterapi i praksissektoren

I dette kapitel beskrives grundelementerne i styringen, organiseringen og finansieringen af fy-

sioterapi i praksissektoren, herunder baggrunden for og formålet med den nuværende organi-

sering. Formålet med kapitlet er at give en fælles forståelse af den nuværende struktur for

fysioterapipraksissektoren og dermed et fælles afsæt for forståelsen af den videre analyse af

fordele og ulemperne ved det nuværende system. Det betyder også, at læseren, som er be-

kendt med organiseringen, styringen og finansieringen af fysioterapi i praksissektoren, vil

kunne springe direkte til læsning af kapitel 3, der omhandler udvalgte nøgletal for fysioterapi-

praksissektoren.

2.1

Fysioterapipraksissektorens placering i sundhedsvæsenet

Fysioterapipraksissektorens placering i sundhedsvæsenet er illustreret i Figur 2.1. Det offent-

lige sundhedsvæsen (mørkeblå cirkel i figuren) kan overordnet opdeles i sygehusvæsenet,

praksissektoren og kommunale sundhedsydelser. Regionerne har ansvaret for sygehusvæse-

net og praksissektoren. Praksissektoren består foruden fysioterapeuter af praktiserende læger,

praktiserende speciallæger, kiropraktorer, tandlæger og tandplejere, psykologer og fodtera-

peuter (kun praksisser, der kan henvise til fysioterapi, er vist i Figur 2.1).

Figur 2.1

Fysioterapipraksissektorens placering i sundhedsvæsenet. Mørkeblå cirkel mar-

kerer det offentlige sundhedsvæsen. Lyseblå cirkel marker det private sund-

hedsvæsen (pilenes tykkelse indikerer omfanget af henvisninger til fysioterapi-

praksissektoren)

Note:

Kilde:

Kun praksisser, der kan henvise til fysioterapi, er vist i figuren.

Egen tilvirkning.

Hovedvægten af dette kapitel omhandler styringen og organiseringen af den del af fysioterapipraksissektoren, som leverer

ydelser, der er helt eller delvist finansieret af det offentlige sundhedsvæsen. Vægtning afspejler, at styringen er mere synlig

inden for den offentligt finansierede del af praksissektoren end inden for den privatfinansierede del.

Som det fremgår af Figur 2.1, kan fysioterapipraksissektoren overordnet inddeles i tre typer af

klinikker: 1) klinikker, som kun leverer behandling under ydernummer (dvs. inden for overens-

komsten), 2) klinikker, som leverer behandling både med og uden ydernummer, og 3) klinikker,

som kun leverer behandling uden ydernummer. De to første typer af klinikker er en del af det

offentligt finansierede sundhedsvæsen, mens den tredje kliniktype kun er en del af det offent-

lige sundhedsvæsen, hvis den enkelte klinik har indgået særskilt aftale med kommuner og/eller

regioner om at tilbyde dem specifikke ikke overenskomstaftalte ydelser.

I 2019 er der samlet 498 fysioterapiklinikker, som er tilknyttet overenskomsten, med samlet ca.

1.756 aktive ydernumre tilknyttet.

Fysioterapipraksissektoren består af privatejede klinikker, som drives af en eller flere fysiote-

rapeuter. For at være en del af det offentligt betalte sundhedsvæsen skal man som privatprak-

tiserende fysioterapeut have indgået aftale med regionen og/eller kommunen. Det vil sige, at

fysioterapeuten skal være tiltrådt praksisoverenskomsten for fysioterapi

og have et ydernum-

mer (s. 4 i (2))

eller

have indgået særskilt aftale med kommunerne om at levere specifikke

ydelser på deres vegne. Ydernummersystemet er kort beskrevet i boks 2.1.

Boks 2.1

Kort om ydernumre

Ydernummeret giver adgang til, at fysioterapeuten kan tilbyde behandling med tilskud fra den of-

fentlige sygesikring. Tilskuddet er afgrænset til de behandlinger, der er aftalt i overenskomsten (se

afsnit 2.4.1 for nærmere beskrivelse af overenskomsten). Fysioterapeuter med ydernummer er

selvstændigt tilsluttet overenskomsten. Der er ca. ca. 1.756 aktive ydernumre.

Et ydernummer dækker over en bestemt

kapacitet.

Kapaciteten angiver det antal timer, som fysio-

terapeuten ugentligt har ret til at behandle med tilskud fra den offentlige sygesikring. Kapaciteten er

enten over 30 timer eller under 30 timer. Hvis kapaciteten er under 30 timer, skal fysioterapeuten

holde sig under 30 behandlingstimer pr. uge på årsplan, mens der ikke er en specifik grænse for

fysioterapeutens behandlingsaktivitet, hvis kapaciteten er over 30 timer. Et ydernummer kan inde-

holde flere kapaciteter, og én fysioterapeut kan eje flere ydernumre.

Fysioterapeuten kan enten få et ydernummer ved at overtage en kapacitet fra en fysioterapeut, der

forlader en kapacitet, eller i forbindelse med nynedsættelse. Nynedsættelse vil sige, at regionen ud-

vider antallet af kapaciteter. Der har igennem de sidste 10 år kun været to nynedsættelser i Region

Syddanmark og ingen i de andre regioner, hvis man ser bort fra mobile fysioterapeuter – dvs. at fy-

sioterapeuten i langt de fleste tilfælde overtager en kapacitet fra en fysioterapeut, der forlader klinik-

ken. Fysioterapeuten, som overtager kapaciteten, får et nyt ydernummer af regionen.

Ydernummerets historie

Ydernummersystemet blev indført i 1988 for at få større kontrol med udgifterne. Inden da var der fri

nedsættelsesret i praksissektoren. Dvs. at en patient med lægehenvisning til fysioterapibehandling

kunne få behandling med sygesikringstilskud hos alle fysioterapeuter, som havde tilsluttet sig over-

enskomsten med sygesikringen. Ved indførelsen af ydernummersystemet fik alle registrerede kli-

nikejere, mobile eller lejere et ydernummer.

Kilde

§ 22 stk. 2 i (3),(4,5).

Estimaterne er baseret på data modtaget fra regionerne.

Fysioterapi i praksissektoren omfatter både almen fysioterapi, vederlagsfri fysioterapi og ridefysioterapi. De tre områder er

reguleret i tre forskellige overenskomster, se afsnit 2.2.1 og 2.4.1 for nærmere beskrivelse af de tre områder og overens-

komsten.

Fysioterapipraksisklinikker, der er tilknyttet praksisoverenskomsten, kan tilbyder fysioterapi til

patienter henvist fra kommune, offentlige sygehuse, alment praktiserende læger samt prakti-

serende speciallæger, der har en patient i behandling med behov for fysioterapi, jf. Figur 2.1.

Ud over at tilbyde ydelser, der er aftalt i overenskomsten, må de privatpraktiserende fysiotera-

peuter gerne udbyde private tilbud om fysioterapeutisk behandling og andre sundhedsydelser

som det offentlige sundhedsvæsen ikke betaler eller giver tilskud til. Patientgruppen i det pri-

vate sundhedsvæsen består af forsikringspatienter samt patienter, som betaler det fulde be-

handlingshonorar selv. Forsikringsselskaberne er i Figur 2.1 placeret delvist i det offentlige og

det private sundhedsvæsen. Det skyldes, at forsikringspatienter med en lægehenvisning, som

benytter en klinik med ydernummer, vil få sygesikringsandelen betalt af det offentlige, og der-

med er nogle forsikringspatienter delvist betalt af det offentlige (se afsnit 2.5 for uddybende

beskrivelse heraf).

I det næste afsnit gives en beskrivelse af, hvilken type fysioterapi de forskellige aktører i det

offentlige sundhedsvæsen (dvs. sygehuse, praksissektoren og kommunerne) kan henvise pa-

tienter til i praksissektoren.

2.2

Den fysioterapeutiske behandling i praksissektoren

Den fysioterapeutiske behandling i praksissektoren, som er helt eller delvist finansieret af regi-

onerne og kommunerne, kan jf. Tabel 2.1 opdeles i otte overordnede ordninger. De fire først-

nævnte ordninger i tabellen er sygesikringsspecialer, hvilket vil sige, at sygesikringen helt eller

delvist dækker udgifterne til behandlingen. Den næste ordning, § 2-aftaler, kan enten finansie-

res af region eller kommune. De tre sidstnævnte ordninger finansieres af kommunerne. Tabel

2.1 viser en oversigt over myndighedsansvaret, finansiering, visitation/henvisning, og hvem der

står for udførslen af de forskellige ordninger, og nedenfor gives en uddybende beskrivelse af

de enkelte ordninger.

Patienter, som henvises fra praksissektoren til fysioterapibehandling, bliver i langt overvejende grad henvist fra almen praksis

(s. 19 i (6)).

Andre sundhedsydelser kan fx være massage, træning, kostvejledning m.m.

Tabel 2.1

Oversigt over fysioterapi i praksissektoren, helt eller delvist finansieret af regionerne eller kommunerne

Almindelig

fysioterapi

Almindelig

ridefysioterapi

Vederlagsfri

fysioterapi

Vederlagsfri

ridefysioterapi

§ 2-aftaler

Almindelig ambulant

genoptræning

Genoptræning,

ikke indlæggel-

seskrævende

sygdom

Kommune

Serviceloven §

Vedligeholdel-

sestræning

Speciale

Myndighedsan-

svar

Reguleret af

Region

Sundhedsloven

og overenskom-

sten om alminde-

lig fysioterapi

Region og egen-

betaling

Sygehus, speci-

allæge eller alm.

praksis

Fysioterapeut

med ydernum-

mer

Region

Sundhedsloven

og overenskom-

sten om ridefy-

sioterapi

Region og egen-

betaling

Sygehus, speci-

allæge eller alm.

praksis

Fysioterapeut

med ydernum-

mer

Kommune

Sundhedsloven

og overenskom-

sten om veder-

lagsfri fysioterapi

Kommune

Sygehus, speci-

allæge eller alm.

praksis

Fysioterapeut

med ydernum-

mer/kommune

Kommune

Sundhedsloven

og overenskom-

sten om ridefy-

sioterapi

Kommune

Sygehus, speci-

allæge eller alm.

praksis

Fysioterapeut

med ydernum-

mer/ kommune

Kommune/region

Sundhedsloven

overenskom-

sterne om almin-

delig og veder-

lagsfri fysioterapi

Kommune/region

og egen betaling

Kommune/syge-

hus/speciallæge-

praksis/almen-

praksis

Fysioterapeut

med ydernum-

mer

Kommune

Sundhedsloven § 140

Kommune

Serviceloven §

Finansiering

Visitation/henvis-

ning

Kommune

Sygehus (via genoptræ-

ningsplan)

Kommune

Udførelse

Kommunen og evt. pri-

vatudbyder*

Nej

Kommune/privat

udbyder

Nej

Kommune/privat

udbyder

Nej

Krav om, at be-

handleren har

ydernummer

Patient medbeta-

ling

Anm.:

Kilde:

Nej

Ja/nej

Nej

* Kommunen skal ifølge sundhedsloven tilbyde opstart af gentoptræning inden for 7 dage efter udskrivning fra sygehus. Hvis kommunen ikke kan tilbyde opstart af genoptræning inden for den

angivne ramme i loven, kan patienten vælge en privat leverandør, som KL på kommunernes vegne har indgået aftale med.

Egen tilvirkning.

2.2.1

Sygesikringsspecialer

De fire først nævnte ordninger i Tabel 2.1 er sygesikringsspecialer. Det betyder, at den prakti-

serende fysioterapeut skal have et ydernummer for at kunne levere ydelser under de fire ord-

ninger. Sygesikringsspecialer er karakteriseret ved, at sygesikringen helt eller delvist dækker

udgifterne til behandlingen, og at de nærmere krav til behandlingen er beskrevet i praksisover-

enskomsten mellem Danske Fysioterapeuter og Regionernes Lønnings- og Takstnævn

(RLTN), se afsnit 2.4.1 for en nærmere beskrivelse af overenskomsten.

De fire sygesikringsspecialer er:



almindelig fysioterapi (speciale 51)

vederlagsfri fysioterapi (speciale 62)

almindelig ridefysioterapi (speciale 57)

vederlagsfri ridefysioterapi (speciale 65).

Som det fremgår oven for kan de fire sygesikringsspecialer overordnet opdeles i

almindelig

vederlagsfri fysioterapi.

Vederlagsfri fysioterapi betyder, at behandlingen er gratis for patienten,

og udgiften afholdes i stedet af bopælskommunen, mens der er knyttet en egenbetaling til almin-

delig fysioterapi. For speciale 51 er patienternes egenbetaling i dagtiden på mellem 37,49 kr.

275,45 kr.

. Regionerne er ansvarlige for den almindelige fysioterapi, mens kommunerne har

myndighedsansvaret på det vederlagsfri område og dermed ansvaret for finansieringen.

Den almindelige og vederlagsfri fysioterapi er yderligere underopdelt i forhold til fysioterapi

form, jf. Tabel 2.1, hvor ridefysioterapi er en form for fysioterapi, hvor heste indgår som levende

behandlingsredskaber.

For alle fire specialer gælder det, at

patienten skal have en lægehenvisning

til fysioterapi,

før behandlingen kan begynde.

Alle borgere kan henvises til almindelige fysioterapi, mens

kun borgere med specifikke diagnoser er berettiget til vederlagsfri fysioterapi.

Sundhedssty-

relsen fastsætter, hvilke sygdomme (diagnoser), som – hvis de giver funktionsnedsættelse –

kan give anledning til, at en borger kan henvises til vederlagsfri fysioterapi. Personer med varigt

svært fysisk handicap og personer uden svært fysisk handicap med progressiv sygdom er så-

ledes berettigede til vederlagsfri fysioterapi (9).

13,14

Patientandel ved holdundervisning med ti deltagere, jf. rammeaftale om forebyggende holdundervisning.

Patientandel ved første konsultation.

Henvisningen skal være fra egen læge eller en speciallæge, som har patienten i behandling for en sygdom, som kræver

fysioterapeutisk behandling.

Region Hovedstaden har i juli 2019 af Sundheds- og Ældreministeriet fået tidsbegrænset dispensation for sundhedslovens

krav om lægehenvisning til fysioterapibehandling. I en forsøgsperiode på 12 måneder afprøver Region Hovedstaden et

forsøg med direkte adgang til almindelig fysioterapi i to kommuner (7).

En person, som modtager træningstilbud i kommunalt regi efter servicelovens bestemmelser eller vederlagsfri genoptræning

efter sundhedslovens § 140, kan ikke henvises til et tilsvarende tilbud efter ordningen om vederlagsfri fysioterapi (afsnit

7.3 i (8)).

Blinde og svagtseende kan henvises til almindelig ridefysioterapi. Regionen kan endvidere træffe særskilt beslutning om at

give tilskud til almindelig ridefysioterapi til personer med diagnoserne: Downs syndrom, autisme, rheumatoid arthritis,

muskelsvind, cystisk fibrose, handicap efter polio, amputationer og ulykkestilfælde og fysisk handicap som følge af med-

fødte eller arvelige sygdomme (§ 4 stk. 2b,c i (10)).

Borgere, der er berettigede til vederlagsfri fysioterapi som følge af varigt svært fysisk handicap, er også berettigede til

vederlagsfri ridefysioterapi på hold, hvis de efter en konkret lægelig vurdering vurderes at have gavn heraf (bilag 3 i (9)).

Definition af fysioterapi i overenskomsten

Behandlingsmetoder og aktiviteter, der påvirker kroppen og derved hjælper den enkelte til at fungere

bedst muligt, f.eks. ved at mindske/fjerne smerter og hævelser, øge bevægelighed i led, løsne fastlåste

muskler og styrke svage muskler, øge kropsbevidsthed og kropsfunktion

(§ 3 i (3)).

Almindelig fysioterapi (speciale 51) kan bestå af individuel træning og/eller holdtræning, mens

vederlagsfri fysioterapi (speciale 62) primært består af holdtræning

Patienter, der er henvist til almindelig fysioterapi, kan frit vælge at modtage fysioterapi hos

praktiserende fysioterapeuter med ydernummer. Patienter, der er henvist til vederlagsfri fysio-

terapi, kan frit vælge at modtage fysioterapi hos praktiserende fysioterapeuter med ydernum-

mer eller hos bopælskommunen, hvis de har etableret et tilbud om vederlagsfri fysioterapi ved

egne eller private institutioner (s. 7 i (9)). Kommunerne har mulighed for – men ikke pligt til –

at oprette tilbud om vederlagsfri fysioterapi ved egne institutioner eller indgå aftale med andre

kommuner, regioner eller private institutioner om at de varetager opgaven (Sundhedslovens §

140 a stk. 2).

2.2.2

§ 2-aftaler

Den næste ordning, som er en del af praksissektoren, er

§ 2-aftaler

med henvisning til para-

grafnummeret i praksisoverenskomsten mellem Danske Fysioterapeuter og RLTN, som ord-

ningen hører ind under.

§ 2-aftaler

kan betragtes som en form for tillægsydelser til de i prak-

sisoverenskomsten beskrevet sygesikringsydelser. Kommunerne eller regionerne kan jf. § 2 i

praksisoverenskomsten indgå aftale med fysioterapeuter, som har tiltrådt overenskomsten

(dvs. har et ydernummer), om ydelser ud over de i overenskomsten for praktiserende fysiote-

rapeuter beskrevne aftaler (§ 2 i (3)). Aftalerne indgås mellem kommune/region og Danske

Fysioterapeuter i den givne region. Regionerne har fx individuelt indgået § 2-aftaler med Dan-

ske Fysioterapeuter i de respektive regioner om palliativ fysioterapi, Udvidet LændeRyg Un-

derSøgelser (ULRUS) og Godt Liv med Artrose i Danmark forløb (GLA:D

-forløb).

2.2.3

Almindelig ambulant genoptræning efter sundhedsloven

Både praktiserende fysioterapeuter med og uden ydernummer kan blive private leverandør af

almindelig ambulant genoptræning, hvis de opfylder specifikke krav (12). Inden disse krav be-

skrives, vil ordningen om almindelige ambulant genoptræning kort blive beskrevet.

Kommunerne skal jf. sundhedsloven tilbyde

almindelig ambulant genoptræning

til personer,

der efter udskrivning fra sygehus har en genoptræningsplan med et lægefagligt begrundet be-

hov for genoptræning. Kommunen kan vælge at stille et tilbud om genoptræning til rådighed

på egen institution eller indgå aftale med andre kommuner, regioner eller private institutioner,

herunder klinikker i praksissektoren om, at de varetager opgaven (§ 140 stk. 3 i (13)). Tilbuddet

er gratis for borgeren.

Ifølge overenskomsten om vederlagsfri fysioterapi (§5A i (11)) skal behandlingen af patienter med svært fysisk handicap i

videst muligt omfang foregå på hold, og vederlagsfri behandling af patienter uden svært fysisk handicap skal foregå på hold

og kun undtagelsesvis som individuel behandling.

Med virkning fra 18. februar 2019 har borgerne endvidere fået mulighed for frit valg om genop-

træning. Frit valg om genoptræning betyder, at patienten, hvis kommunen ikke kan tilbyde op-

start af genoptræning inden for syv dage,

frit kan vælge at modtage genoptræning hos en

praktiserende fysioterapeut, som KL på kommunernes vegne har indgået aftale med (§ 140

stk. 5 i (13)).

På nuværende tidspunkt findes der i alt 30 typer genoptræning, som private behandlere kan

søge om at blive leverandører af. De omhandler alle genoptræning på basalt niveau (ibid.). Der

er omkring 116.000 almene genoptræningsforløb på basalt niveau i kommunalt regi i Danmark

hver år (14).

FritValgService, som er et datterselskab under Statens og Kommunernes Indkøbsservice, er

ansvarlig for at definere rammerne for de enkelte genoptræningsforløb samt for dialog, god-

kendelse og indgåelse af aftaler med de private leverandører, som fx kan være praktiserende

fysioterapeuter. FritValgService administrerer endvidere hjemmesiden mingenoptraening.dk,

hvorfra borgerne kan finde frem til de fysioterapeuter, der er indgået aftale med om varetagelse

af genoptræningsforløb.

For at blive privat leverandør skal den praktiserende fysioterapeut opfylde følgende krav:



Forekomst:

Den praktiserende fysioterapeut skal have tilstrækkelig relevant aktivitet til at

opnå, vedligeholde og udvikle erfaring og kompetencer.

Kompetencer:

Det er et krav, at genoptræningen varetages af autoriserede sundhedsper-

soner, primært ergoterapeuter og fysioterapeuter med kompetencer svarende til grundud-

dannelse og relevant erfaring.

Udstyr:

Den privatpraktiserende fysioterapeut skal råde over almindeligt forekommende

hjælpemidler og andet udstyr, som ikke kræver særlige kompetencer at anvende (ibid.).



2.2.4

Genoptræning og vedligeholdelsestræning efter serviceloven

De to sidste ordninger i Tabel 2.1 hører ind under serviceloven og ikke sundhedsloven som de

andre ordninger i tabellen. De to ordninger er henholdsvis

genoptræning, ikke indlæggelses-

krævende sygdom

vedligeholdelsestræning.

Kommunen kan vælge at stille et tilbud om

genoptræning og vedligeholdelsestræning til rådighed på egen institution eller indgå aftale med

andre kommuner eller private institutioner, herunder praksissektoren om, at de varetager opga-

ven. Aftaler med private institutioner om varetagelse af opgave for kommunen indgås via udbud.

Det er kommunen alene, der afholder udgifterne til genoptræning og vedligeholdelsestræning

efter serviceloven. I de følgende to afsnit beskrives de to ordninger kort.

Kommunerne skal jf. serviceloven § 86, stk. 1 tilbyde genoptræning til afhjælpning af fysisk funk-

tionsnedsættelse forårsaget af sygdom, der ikke behandles i tilknytning til en sygehusindlæg-

gelse. Formålet med genoptræningen er, at borgeren skal genvinde tabte fysiske funktioner og

færdigheder i en sådan grad, at borgeren efterfølgende selv kan forbedre og vedligeholde disse.

Kommunerne skal ligeledes jf. serviceloven § 86, stk. 2 tilbyde hjælp til at vedligeholde fysiske

eller psykiske færdigheder til personer, som på grund af nedsat fysisk eller psykisk funktions-

evne eller særlige sociale problemer har behov herfor. Formålet med hjælpen er at yde en

Kommunen skal ifølge sundhedsloven tilbyde opstart af gentoptræning inden for 7 dage efter udskrivning fra sygehus. Den

eneste undtagelse er, hvis det er angivet i genoptræningsplanen, at genoptræningen af sundhedsfaglige grunde først bør

opstartes på et senere tidspunkt end udskrivningstidspunktet. I dette tilfælde regnes fristen på de syv dage fra det angivne

opstartstidspunkt i genoptræningsplanen (§140 stk. 4 i (13)).

helhedsorienteret indsats og arbejde forebyggende og sundhedsfremmende samt at give bor-

geren mulighed for at leve et uafhængigt og aktivt liv. Derudover er formålet, at borgeren be-

varer/stabiliserer eksisterende funktioner og færdigheder såvel fysisk som psykisk.

2.3

Klinikforhold og -organisering

Fysioterapiklinikker i praksissektoren kan være organiseret med en eller flere klinikejere.

Kli-

nikejeren

er indehaver af klinikker. En klinikejer med ydernummer kan eje eller være medejer

af en eller flere klinikker under overenskomsten. Det er blot et krav, at ejeren praktiserer regel-

mæssigt på mindst én overenskomsttilmeldt klinik (§ 39 stk. 2 i (3)).

Klinikejeren

kan have

tilknyttet flere fysioterapeuter til klinikken, hvis klinikken omfatter flere kapaciteter.

Inden og uden for overenskomsten forekommer der forskellige typer af klinikker. Klinikkerne

kan således være tilrettelagt som enkeltmandspraksis, kompagnipraksis eller anpartsselskab.

Tabel 2.2 giver overblik over og en kort beskrivelse af klinikformer inden for og uden for over-

enskomsten. De tre praksisformer enkeltmandspraksis, kompagnipraksis eller anpartsselskab

kan alle yderligere fungere i en samarbejdspraksis. Det vil sige, at fx to enkeltmandspraksisser

kan indgå samarbejde om lokaler/personale, hvor hver praksis har sin egen økonomi. Uden for

overenskomsten er det yderligere muligt at tilrettelægge klinikken som et aktieselskab.

Tabel 2.2

Praksisform

Enkeltmands-

praksis

Klinikformer inden for og uden for overenskomsten

Ejerforhold

1 ejer

Økonomiansvar

Ejeren er ansvarlig for øko-

nomi, lokaler og personale

Kommentar

Inden for overenskomsten kan klinikkens

kapacitet besættes med ansatte, der af-

regner på ejerens/ klinikkens ydernum-

mer eller med lejere med eget ydernum-

mer.

Inden for overenskomsten kan klinikkens

kapaciteter besættes med ansatte, der af-

regner på ejerens/ klinikkens ydernum-

mer eller med lejere med eget ydernum-

mer.

Inden for overenskomsten kan klinikkens

kapaciteter besættes med ansatte, der af-

regner på ejerens/ klinikkens ydernum-

mer eller med lejere med eget ydernum-

mer.

I henhold til beskrivelsen af de praksisfor-

mer, der indgår i samarbejdet. Det vil

sige, om det er enkeltmandspraksis, kom-

pagniskabspraksis eller anpartsselskaber,

som indgår i samarbejdet.

Aktieselskab er ikke en mulighed under

overenskomsten.

Kompagnisel-

skabspraksis

I/S

2 eller flere ejere

Fællesskab om økonomi, loka-

ler og personale

Anpartsselskab

er ejer

Over 50 pct. af anparterne skal

tilhøre fysioterapeuter, som

praktiserer som ansatte i selv-

skabet. Mindst én ansvarlig fy-

sioterapeut skal være med i

tegningen.

Hver praksis har sin egen øko-

nomi. Et vist fællesskab om lo-

kaler/ personale.

Samarbejds-

praksis

Flere ejere/ an-

partsselskaber/

kompagniselska-

ber med hvert sit

ydernummer

Aktieselskabet er

ejer

Aktieselskab

Aktieselskabet hæfter med den

indskudte kapital på mindst

500.000 kr.

Kilde:

Egen tilvirkning på baggrund af (15).

Uagtet ejerskabsform kan klinikkerne endvidere indgå i et kædesamarbejde. Et kædesamar-

bejde vil sige, at flere klinikker organiserer sig sammen i en form for partnerskab med en be-

styrelse, som varetager den daglige drift af opgaver relateret til kædesamarbejdet, mens kli-

nikejeren selv står for driften af den enkelte klinik. Kædesamarbejdet kan fx bestå i, at klinik-

kerne indgår aftale om fælles indkøb, fælles journalsystem, fælles standarder og procedure i

forhold til behandling, test og/eller dokumentation, afholdelse af kurser, samt at de indgår fælles

aftaler med forsikringsselskaber og store virksomheder om tilbud af ydelser til forsikringstagerne

eller de ansatte. Herved kan den enkelte klinikejer opnå en gevinst ved at indgå i et kædesam-

arbejdet i form af optimering af driften og/eller kvaliteten, mod at skulle indordne sig under ”kæ-

desamarbejdets-regelsættet” samt bidrage økonomisk til driften af kædesamarbejdet.

Lejere, ansatte og vikarer

Fysioterapeuter, som ikke ejer en klinik, kan være tilknyttet en eller flere klinikker som enten

lejer, ansat

eller som

vikar.

Lejere

– omtales også som

indlejere

– lejer kapacitet af klinikejeren, som også stiller faciliteter,

træningsudstyr, lokaler og personalemæssige ressourcer (fx sekretær) til rådighed for lejeren.

Lejeren er kapacitetsmæssigt knyttet til den klinik, hvor lejeren er tilmeldt. Det betyder, at leje-

ren ikke kan tage kapaciteten med sig til en anden klinik (anmærkning til § 22, stk. 1 i (3)).

Lejere er selvstændige, dvs. de får ikke feriepenge, og de skal selv betale barsel, forsikring,

sygdom, kurser, barns første sygedag osv.

Ansatte

fysioterapeuter – omtales også som

§ 24-ansatte

– har ikke eget ydernummer, men

arbejder under en anden fysioterapeuts ydernummer. En

ansat

fysioterapeut kan arbejde på

flere forskellige ydernumre.

Vikarer

kan ansættes ved midlertidigt fravær til at vikariere for en ejer, lejer eller ansat. Brugen

vikarer

er tidsbegrænset til en periode på 1 år

og må ikke medføre udvidelse af kapacite-

ten. Endvidere må vikaren og den person, der vikarieres for, ikke i samme tidsrum behandle

patienter for sygesikringen.

Klinikejeren afgør selv, om kapaciteterne på klinikken skal besættes af lejere eller ansatte.

Lejere

er selvstændige og selv ansvarlige for aktiviteten på ydernummeret, mens

ansattes

aktivitet under overenskomsten afregnes under ejerens eller lejerens ydernummer (4).

Hjælpepersonale

Herudover kan der være tilknyttet

hjælpepersonale

til klinikken. Fysioterapeuter kan ikke være

hjælpepersonale. Hjælpepersonalet kan under overenskomsten benyttes til holdtræning, som

træningsinstruktører, eller til at udføre ydelsen

opfølgende træningsterapi.

Ansættelse af hjæl-

pepersonale

betragtes ikke som en kapacitetsudvidelse, men er i stedet et redskab til bedre

og mere effektiv anvendelse af den eksisterende tildelte kapacitet. Det indebærer, at fysiote-

rapeuten eller hjælpepersonale på kapaciteter under 30 timer højest kan have 30 ugentlige

behandlingstimer, mens både behandlere og hjælpepersonale på kapaciteter over 30 timer kan

behandle på fuld tid. Hvis omsætningen er limiteret (se afsnit 2.4.2), vil fysioterapeutens og

hjælpepersonalets omsætning samlet skulle holde sig inden for omsætningsgrænsen (limite-

ringen)

(bilag 4 i (3)).

Medmindre regionen giver dispensation.

Fysioterapeuten kan kun bruge én person som hjælpepersonale ad gangen.

Behandlere i praksissektoren kan være tilknyttet overenskomsten for fysioterapi og dermed

ydernummersystemet på følgende måder:



Ejer med eget ydernummer

Lejer med eget ydernummer

Ansat på en andens ydernummer

Selvstændig eller ansat vikar på en andens ydernummer

Mobil fysioterapeut (dvs. fysioterapeut uden fast klinikadresse) med ydernummer*

Hjælpepersonale i klinik med ydernummer.

Anm.: *Fra

januar

2015 har det ikke længere været muligt at opslå nye ydernumre som mobile fysioterapeuter. Ud-

fasningen af ordningen sker, fordi mobile fysioterapeuter som oftest ikke har tilknytning til et fagligt miljø og

ej heller tilbyder holdbehandling (afsnit 8.1 i (16)).

2.4

Regulering og finansieringen af fysioterapipraksis

Reguleringen af fysioterapi i praksissektoren er sammensat af en række styringsinstrumenter.

Styringsinstrumenterne har til sammen til formål at sikre, at de nationalt opstillede målsætnin-

ger for sundhedsvæsenet og herunder fysioterapipraksissektoren efterleves, og for samtidig at

sikre udgiftskontrol.

Figur 2.2 viser en oversigt over de centrale styringsinstrumenter for praksissektoren på natio-

nalt niveau, regionalt niveau og klinikniveau. Opdelingen i de tre niveauer er lidt fortegnet i

forhold til, at en del af de nævnte instrumenter, som indgår på regionalt niveau, følger af den

nationale overenskomst. Den valgte opdeling er imidlertid fundet relevant i forhold til at give

overblik over, hvor den konkrete udmøntning af styringselementet foregår.

Figur 2.2

Centrale styringsinstrumenter for praksissektoren på nationalt niveau, regionalt

niveau og klinikniveau

Anm.:

Kilde:

Opdelingen i de tre niveauer er lidt fortegnet i forhold til, at en del af de nævnte instrumenter, som indgår på regionalt

niveau, følger af den nationale overenskomst. Den valgte opdeling er imidlertid fundet relevant i forhold til at give

overblik over, hvor den konkrete udmøntning af styringselementet foregår.

Egen tilvirkning.

I de følgende afsnit beskrives de centrale styringsinstrumenter på nationalt niveau, regionalt

niveau og klinikniveau. Herefter følger en beskrivelse af finansieringen af praksissektoren samt

en beskrivelse af de krav, der er til kvaliteten i fysioterapipraksis.

2.4.1

Den nationale regulering af fysioterapi i praksissektoren

Den nationale regulering af fysioterapi i praksissektoren er fastsat via lovgivningen, økonomi-

aftalen og overenskomsterne for fysioterapi samt ved nationale kliniske retningslinjer. Sidst-

nævnte beskrives i afsnit 2.4.5.

Reguleringen via love

Staten fastlægger via lovgivningen de overordnede sundhedspolitiske værdier og målsætnin-

ger, herunder målsætningen med fysioterapi i praksissektoren. Det overordnede mål for fysio-

terapi i praksissektoren i Danmark er – som for resten af sundhedsvæsenet – jf. sundhedsloven

(§ 1 i (13)) at fremme befolkningens sundhed samt at forebygge og behandle sygdom, lidelse

og funktionsbegrænsning for den enkelte. Sundhedsloven fastsætter yderligere krav til sund-

hedsvæsenet og herunder praksissektoren med henblik på at opfylde behovet for:

1. let og lige adgang til sundhedsvæsenet

2. behandling af høj kvalitet

3. sammenhæng mellem ydelserne

4. valgfrihed

5. let adgang til information

6. et gennemsigtigt sundhedsvæsen

7. kort ventetid på behandling (§ 2 i (13)).

Jf. boks 2.2 er fysioterapien i praksissektoren reguleret af både sundheds- og serviceloven og

omfatter forskellige typer af fysioterapi målrettet forskellige patientgrupper mv. Reguleringen

af fysioterapi i praksissektoren via lovgivningen vedrører yderligere bl.a. forsyningspligt, offent-

lige tilskud og autorisation af fysioterapeuter.

Boks 2.2

Centrale love for reguleringen af fysioterapi i praksissektoren

Autorisationsloven

sikrer, at det kun er personer med autorisation, som kan kalde sig fysiotera-

peut, og som kan udøve fysioterapeutvirksomhed. ”Fysioterapeut” er dermed en beskyttet titel, som

kun kan udstedes på baggrund af bestået fysioterapeuteksamen (§ 59 i (17)). Autorisationslovens

formål er at styrke patientsikkerheden og fremme kvaliteten af sundhedsvæsenets ydelser ved at

sikre, at det kun er personer med autorisation, som kan kalde sig fysioterapeut og som kan udøve

fysioterapeutvirksomhed.

Sundhedsloven

beskriver regionernes og kommunernes ansvarsområder for fysioterapi i praksis-

sektoren. Regionerne har ansvaret for praksissektoren og dermed også for fysioterapi i praksissek-

toren (§ 57 1 i (13)). Ifølge sundhedsloven skal regionerne yde tilskud til behandling hos fysiotera-

peut efter lægehenvisning (§ 67 i (13)), mens det er Sundhedsministeriet, der fastsætter de nær-

mere regler for tilskud (§ 72 i (13)).

Kommunerne har jf.

sundhedsloven

(§ 140 stk. 1 i (13)) myndighedsansvaret for vederlagsfri gen-

optræning og vederlagsfri fysioterapi. Kommunerne har endvidere jf.

serviceloven

(§ 86 i (18))

myndighedsansvaret for genoptræning efter ikke-indlæggelseskrævende sygdom og vedligeholdel-

sestræning.

Overenskomsterne regulerer sygesikringsydelserne i praksissektoren

Reguleringen af sygesikringsydelserne i praksissektoren (dvs. speciale 51, 57, 62 og 65 i Tabel

2.1) sker i de regelmæssige overenskomstforhandlinger mellem Regionernes Lønnings- og

Takstnævn (RLTN)

og Danske Fysioterapeuter.

Overenskomsten

er det kontraktgrundlag,

som den enkelte fysioterapeut med ydernummer skal arbejde efter. Overenskomsten indehol-

der bestemmelser om, hvilke behandlinger (ydelser) fysioterapeuten skal tilbyde, hvilket hono-

rar fysioterapeuten får, samt styringsredskaber vedrørende økonomi, kapacitet, servicekrav,

regler for samarbejde samt kvalitetsmål mv. for opgaveløsningen under overenskomsten. End-

videre forhandles den økonomiske ramme for sygesikringsydelserne i praksissektoren som en

del af overenskomsten.

Formålet med overenskomsten er at udstikke rammerne for den sygesikringsdækkede fysiote-

rapi, så regionerne og kommunerne sikres udgiftskontrol og garanteres et vist kvalitetsniveau

i ydelserne, mens fysioterapeuterne tilknyttet overenskomsten modsat kender deres rettighe-

der fx i forholdt til afregning. Tiltrædelse af overenskomsten om fysioterapi og tildeling af et

ydernummer er således fysioterapeutens adgang til at behandle patienter med tilskud fra sy-

gesikringen.

Overenskomsterne for fysioterapi i praksissektoren

udgøres af tre overenskomster: Over-

enskomst om almindelig fysioterapi (speciale 51) (3), overenskomst om vederlagsfri fysioterapi

(speciale 62) (11) og overenskomst om ridefysioterapi (speciale 57 og 65) (10). Fysioterapeu-

ter, som har tiltrådt overenskomsten om almindelig fysioterapi, har samtidig tiltrådt overens-

komsten om vederlagsfri fysioterapi (§ 22 stk. 1 i (3)).

De overenskomstmæssige betingelser i forhold til ydernummer og kapacitet, lejere, ansatte,

vikarer og brug af hjælpepersonale er allerede afdækket i boks 2,1 og afsnit 2.3. Nedenfor

gives en beskrivelse af økonomiprotokollatet til overenskomsten, som er et centralt styrings-

element i forhold til reguleringen af udgifterne til sygesikringsområdet på nationalt niveau, mens

de reguleringsmæssige tiltag i overenskomsten, der foregår på regionalt niveau og klinikni-

veau, beskrives i afsnit 2.4.2 og 2.4.3 Overenskomstmæssige forhold vedrørende afregning

beskrives i afsnit 2.4.4, mens kvalitetsrelateret forhold indgår i afsnit 2.4.5

Overenskomsten indeholder et afsnit om styringen af økonomien. Dette afsnit hedder et

øko-

nomiprotokollat.

Økonomiprotokollatet udstikker en samlet økonomisk ramme for fysioterapi-

praksisområdet samt regler for, hvad der sker, hvis fysioterapipraksisområdets forbrug oversti-

ger det aftalte loft. Økonomiprotokollatet er dermed med til at sikre regional og kommunal bud-

getsikkerhed for fysioterapipraksisområdet. Hvis den i økonomiprotokollatet aftalte økonomi-

ske ramme overskrides, medfører det en kollektiv straf. Den kollektive straf består i, at hono-

rartaksterne det efterfølgende år nedskrives svarende til udgiftsoverskridelsen. For almindelig

fysioterapi (speciale 51) har der siden 2015 været en fast udgiftsramme (19). Det vil sige, at

udgiftsrammen ikke bliver reguleret fuldt ud for udviklingen i antallet af patienter. Fra og med

2019 er der indført en fast udgiftsramme for vederlagsfri fysioterapi (speciale 62) (11).

RLTN har til opgave at aftale eller fastsætte løn- og øvrige ansættelsesvilkår for ansatte i regionerne og forhandle overens-

komster for praksissektoren. Nævnet består af ni medlemmer og stedfortrædere for disse. De fem regioner indstiller hvert

ét medlem, KL indstiller to medlemmer mens Finansministeriet og Indenrigs- og Sundhedsministeriet hver indstiller ét med-

lem. Danske Regioner er sekretariat for RLTN.

BehandlerID

I den seneste overenskomst blev det besluttet, at der skal indføres behandlerID. Alle ejere, lejere,

ansatte og vikarer skal i fremtiden have et behandlerID, som skal angives ved registrering af behand-

ling under sygesikringen (§ 43 i (19). BehandlerID’et kommer til at fremgå af regningen, med det formål,

at det bliver muligt for regionen at se, hvem der har behandlet patienten. I det nuværende system er

det kun ydernummeret, der er kendt i forbindelse med afregningen. Dette er dels af hensyn til patient-

sikkerheden, såfremt der skulle opstå noget i forlængelse af en behandling, dels at regionerne får et

overblik over, hvem og hvor mange der er tilknyttet den enkelte klinik.

BehandlerID vil blive en del af den gældende MedCom-standard. Registreringen af behandlerID træ-

der i kraft med tilpasningerne i den nye afregningssnitflade, og når yderne har adgang til Yderregisteret

i det kommende administrationssystem.

I overenskomsten er der aftalt et serviceklagesystem, som består af Samarbejds- og

Lands-

samarbejdsudvalget.

Serviceklagesystemet skal sikre efterlevelse af overenskomsten. Sy-

stemet er opbygget som et to-instans-system, hvor Samarbejdsudvalget, som er regionalt for-

ankret (beskrives i afsnit 2.4.2), er første instans, og Landssamarbejdsudvalget er anden in-

stans. (20), Patient, region, kommune eller yderen kan indbringe sager for Landssamarbejds-

udvalget, og udvalget dækker alle tre overenskomster, dvs. almindelig, vederlagsfri og ridefy-

sioterapi. Landssamarbejdsudvalget består af fire medlemmer fra RLTN herunder KL og fire

medlemmer udpeget af Danske Fysioterapeuter (ibid. og § 53 i (3)).

Basiskontrakt for ansatte

Afslutningsvis kan det nævnes, at Danske Fysioterapeuter for at sikre ordnede forhold for pri-

vatansatte fysioterapeuter i 2019 har indført en basiskontrakt. Basiskontrakten er en mini-

mumskontrakt for privatansatte fysioterapeuter, der bliver ansat hos andre fysioterapeuter.

Kontrakten fastsætter de vilkår, som den ansatte minimum skal tilbydes. Der er to versioner af

kontrakten, en for fastløn og en for provisionsløn (21).

2.4.2

Den regionale regulering af fysioterapi i praksissektoren

Den regionale regulering af fysioterapi i praksissektoren kan overordnet opdeltes i tre elemen-

ter: 1) praksisplanerne, 2) det regionale samarbejdsudvalg og 3) administrativ styring, kontrol

og opfølgning på aktiviteter og udgifter i praksissektoren på klinik-, kommune- og regionsni-

veau. I det følgende beskrives de tre elementer.

De regionale praksisplaner

Ifølge overenskomsten skal regionen og kommunerne i regionen udarbejde en fælles plan for

tilrettelæggelsen af den fremtidige fysioterapeutiske betjening i regionen, også kaldet

en prak-

sisplan

(§19 i (3)). Praksisplanen omfatter alle fire sygesikringsspecialer, dvs. almindelig fy-

sioterapi, almindelig ridefysioterapi, vederlagsfri fysioterapi og vederlagsfri ridefysioterapi.

Praksisplanen skal:



Danne grundlag for beslutninger om overenskomstmæssige forhold

Sikre den rette kapacitet i regionen

Fremme kvalitetsudvikling af fysioterapi i praksissektoren

Fremme udviklingen i samarbejdet mellem praktiserende fysioterapeuter og øvrige sund-

hedstilbud.

Formålet med praksisplanen er at sikre koordinering og samordning af den fysioterapeutiske

betjening i alle områder af regionen og kommunerne i regionen under hensyntagen til andre

sociale og sundhedsmæssige foranstaltninger samt den regionale og kommunale økonomi

(§ 19 stk. 3 i (3)).

Endvidere skal praksisplanen bidrage til en hensigtsmæssig tilrettelæggelse af kapaciteten, og

herunder vurdering af, om kapaciteten er passende. Herudover skal planen sikre koordinering

og samordning af den fysioterapeutiske betjening med det resterende sundhedsvæsen.

Praksisplanen indeholder bl.a. oplysninger om antallet af praktiserende fysioterapeuter fordelt

på kapacitet over og under 30 timer pr. uge og deres geografiske placering, og oversigt over

kommunale træningstilbud vedrørende vederlagsfri fysioterapi efter lægehenvisning. Bestem-

melser om eventuelle nynedsættelser (dvs. oprettelse af ekstra ydrenumre) foretages med af-

sæt i praksisplanen. Samarbejdsudvalget (beskrives nedenfor) indgår i udarbejdelsen af prak-

sisplanen. Praksisplanen er en politisk plan, som skal godkendes af regionsrådet og de re-

spektive kommuner i regionen.

Samarbejdsudvalget

Der er nedsat et Samarbejdsudvalg i hver region, som dækker både almindelig og vederlagsfri

fysioterapi. Samarbejdsudvalget består af to medlemmer udpeget af regionsrådet, to medlem-

mer udpeget af kommunalbestyrelserne i regionen samt fire fysioterapeuter med praksis i re-

gionen, som er udpeget af Danske Fysioterapeuter (§ 51 stk. 1 i (3)).

Samarbejdsudvalget er underlagt Landssamarbejdsudvalget forstået på den måde, at Samar-

bejdsudvalget kun kan træffe beslutninger, som alle i Samarbejdsudvalget er enige i, og ellers

skal sagen indbringes for Landssamarbejdsudvalget (§ 51 stk. 3 i (3)).

Samarbejdsudvalget opgaver er bl.a., at behandle sager vedrørende overenskomsternes gen-

nemførelse i regionen og kommunerne i regionen og vejlede i forhold til forståelse og praktise-

ring af overenskomsten, behandle sager vedrørende praksisplanlægning, behandle klagesa-

ger, samt at godkende ansættelser, hvis de medfører udvidelse af kapaciteten og fastsættelse

af højeste grænser (se boks 2.3).

Boks 2.3

Højeste grænser

Ifølge overenskomsten skal regionen eller kommunerne i regionerne efter årets afslutning foretage

vurdering af den enkelte yders gennemsnitlige udgift til individuel behandling og holdtræning pr. pa-

tient i forhold til den gennemsnitlige udgift i regionen som helhed for de givende ydelser. Hvis den

gennemsnitlige udgift pr. patient overstiger regionsgennemsnittet pr. patient med en vis procent,

skal samarbejdsudvalget foretage en undersøgelse af ydelsesforbruget:



For almindelig fysioterapi (speciale 51) skal der foretages en undersøgelse, hvis gennemsnits-

udgiften pr. patient overstiger regionsgennemsnittet med 25 pct. eller derover.

For vederlagsfri fysioterapi (speciale 62) skal der foretages en undersøgelse, hvis gennemsnits-

udgiften pr. patient overstiger regionsgennemsnittet med 10 pct. eller derover.

Hvis vurderingen ikke leder frem til en acceptabel forklaring på afvigelsen fra regionsgennemsnittet,

pålægges yderen en

højeste grænse.

En højeste grænse betyder, at der fastsættes en grænse for

regionens udbetaling til fysioterapeuten. Det er Samarbejdsudvalget eller Landssamarbejdsudval-

get, som fastsætter højestegrænsen.

Frem over kontrol på klinikniveau

I den nyeste overenskomst er det besluttet, at kontrolstatistikken fremover skal foretages på klinik-

niveau. Ændringen er dels foretaget for at styrke de enkelte klinikkers mulighed for at tilrettelægge

behandlingen mere fleksibelt mellem fysioterapeuterne på klinikken, dels giver kontrolstatistik på

klinikniveau et bedre billede af den reelle udgift pr. patient på de klinikker, hvor den samme patient

behandles af flere forskellige fysioterapeuter.

For almindelig fysioterapi (speciale 51) ændres vurderingen af afvigelse samtidig til 15 pct. fra gen-

nemsnittet.

Udrulningen af kontrolstatistik på klinikniveau afventer indførelsen af den nødvendige IT-løsning,

hvilket forventeligt sker i 2020.

Kilde

: (19,22), § 38 i (23) og (§ 45 i (3).

Administrative analyser af aktivitet og udgifter i praksissektoren

Den regionale administration foretager løbende analyser af aktivitet og udgifter i praksissekto-

ren med henblik på at afdække uretmæssig brug. Hvis der observeres uhensigtsmæssig brug

af overenskomstydelser, forelægges det for samarbejdsudvalget. Yderligere står regionen for

fastsættelse af omsætningsloft, se boks 2.4 for beskrivelse heraf.

Boks 2.4

Omsætningsloft (limitering)

En fysioterapeut kan blive pålagt et omsætningsloft, hvis:



der

ansættes fysioterapeuter ud over antallet af kapaciteter

på det pågældende ydernum-

mer (§ 24)

der

bruges vikar ved delvist fravær

ud over 1 år (§ 33, stk. 2)

der foretages

deling af et ydernummer

efter tilladelse fra regionen/kommunerne i regionen.

Deling må ikke medføre udvidelse af behandlingskapaciteten. Regionen kan fastsætte et om-

sætningsloft ud fra omsætningen op til delingstidspunktet (§31 stk. 1 og 2).

Omsætningsloftet fastsættes som et gennemsnit af de tre seneste års omsætning på ydernumme-

ret inklusive patientandelen.

Kilde

(3).

2.4.3

Reguleringen på klinikniveau

På klinikniveau kan yderen løbende selv føre kontrol med sit ydelsesmønster. Herudover mod-

tager yderen, hvert år i marts en kontrolstatistik for det foregående års gennemsnitsudgift pr.

patient opdelt på speciale. Jf. boks 2.3 vil kontrolstatistikken fremover (forventeligt i 2020) blive

ændret til at foregå på klinikniveau.

2.4.4

Finansieringen af fysioterapipraksissektoren

Som det fremgår af Figur 2.1, leverer praksissektoren:



Fysioterapibehandling, der helt eller delvis er offentligt finansieret, dvs. finansieret af region

eller kommune

Private sundhedsydelser, som er privat finansierede, dvs. betalt af forsikringsselskab eller

borgeren selv.



Private sundhedsydelser

I forhold til

private sundhedsydelser

kan de praktiserende fysioterapeuter frit prisfastsætte

deres ydelser. Det betyder, at der i fysioterapipraksissektoren er priskonkurrence på private

sundhedsydelser. De private sundhedsydelser vil typisk være takstfinansierede, hvilket vil sige,

at der betales pr. ydelse.

Offentlige sundhedsydelser

Den offentligt finansierede fysioterapi i praksissektoren er finansieret af kommune og region,

jf. Tabel 2.1. I forhold til sygesikringsydelser foregår betalingen fra det offentlige til de praktise-

rende fysioterapeuter ved betaling pr. ydelse med regulerede honorartakster. Honorartak-

sterne forhandles mellem Danske Fysioterapeuter og RLTN i forbindelse med forhandlingerne

om overenskomsten, og pris- og lønreguleres halvårligt. Alle ydelser inden for overenskomsten

har en fast pris og et fast tilskud. Det betyder, at fysioterapeuten ikke må tage en højere eller

lavere pris for ydelsen, hvis det offentlige yder tilskud til behandlingen. Det offentlige betaler

100 pct. af udgifterne til vederlagsfri fysioterapi, mens de giver tilskud til almindelig fysioterapi-

behandling. Tilskuddet til almindelig fysioterapi udgør 39,3 pct. af det fulde honorar.

Boks 2.5

Region og kommune giver henholdsvis tilskud eller betaler til fysioterapibe-

handling til alle borgere med bopæl i Danmark.

Både patienter i sygesikringsgruppe 1 og 2 skal have lægehenvisning til behandling hos fysiotera-

peut for at kunne få tilskud til behandlingen. Gruppe 1-sikrede kan kun få tilskuddet, hvis de modta-

ger behandling hos en fysioterapeut, som har tiltrådt overenskomsten. Fysioterapeuten må kun

tage den overenskomstaftalte pris for behandlingen af patienter i sygesikringsgruppe 1, mens fysio-

terapeuten selv fastsætter prisen for behandling for patienter i sikringsgruppe 2. Patienter i sygesik-

ringsgruppe 1 og 2 får det samme tilskud, men hvis prisen for behandlingen er højere end den

overenskomstfastsatte honorartakst, skal patienter i sygesikringsgruppe 2 selv betale forskellen.

Takstfinansieringen af ydelser leveret under praksisoverenskomsterne implicerer, at fysiotera-

peutens indtjening afhænger af aktivitetsniveauet – jo flere ydelser, der leveres, desto højere

indkomst opnås. For fra det offentliges side at sikre styringen omkring de samlede udgifter til

sygesikringsydelser reguleres både de samlede udgifter og antallet af udbydere (ydernummer-

systemet) via overenskomsten.

Parterne i overenskomsten følger månedligt sygesikringsudgifterne i forhold til den samlede

økonomiske ramme i økonomiprotokollatet. Hvis den månedlige opgørelse viser tegn på, at

udgifterne ikke kan holdes inden for den samlede aftalte ramme, drøfter parterne muligheden

for at iværksætte udgiftsdæmpende tiltag. Hvis de årlige udgifter på trods af eventuelle udgifts-

dæmpende tiltag alligevel overstiger den aftalte ramme, vil der blive foretaget en tilbagebeta-

ling af overskridelsen til regionerne i form af en nedsættelse af de regionale tilskud samt en

tilsvarende nedsættelse af honorartaksterne til de praktiserende fysioterapeuter (s. 63 i (3)).

Offentlige sundhedsydelser eksklusive sygesikringsydelser (dvs. de sidste fire kolonner i Tabel

2.1) kan enten være honorarfastsat eller prisfastsat via konkurrenceudsættelse. Kommunerne

kan således fx vælge at udlicitere deres genoptræning og vedligeholdelsestræning til en pri-

vatudbyder. Det kan endvidere afslutningsvis nævnes, at finansieringen af § 2-aftalerne ligger

uden for den økonomiske ramme i overenskomsten.

2.4.5

Krav til kvaliteten i fysioterapipraksis

Den faglige kvalitet i fysioterapipraksis sikres dels ved krav om autorisation, dels arbejdes der

løbende i overenskomsten med at fremme kvaliteten og den måde, fysioterapeuterne arbejder

med kvaliteten på (24). I overenskomsten er der fx krav om, at fysioterapeuterne skal følge og

holde sig opdateret omkring

nationale kliniske retningslinjer,

som vedrører fysioterapiprak-

sis, og generelt orientere sig i nationale og regionale aftaler og arbejdsdeling og samarbejde

med det øvrige sundhedsvæsen, som involverer og har relevans for fysioterapipraksis (§ 47

stk. 1 i (3)). Ligeledes er der i overenskomsten indgået aftale om, at alle fysioterapeutklinikker,

der praktiserer i henhold til overenskomst om almen fysioterapi, vederlagsfri fysioterapi eller

ridefysioterapi, skal

akkrediteres

efter særlige standarder udviklet til brug i fysioterapipraksis

i forhold til

Den Danske Kvalitetsmodel (DDKM)

(§ 48 stk. 1 i (3)). DDKM for fysioterapeuter

består af 14 standarder for god kvalitet, som er inddelt i to overordnet temaer: 1) kvalitet og

patientsikkerhed og 2) ledelse og organisation (25). Standarderne omhandler fx følgende: hvor-

dan klinikken fastholder og udvikler den faglige kvalitet; datasikkerhed og diskretion; hygiejne;

information til paterne (ibid.). Akkrediteringen er påbegyndt i 2019, og målet er, at alle klinikker

er akkrediteret første gang inden udgangen af august 2022 (§ 48 stk. 5 i (3))

Akkrediteringen gælder for en 3-årig periode (§ 48 stk. 5 i (3)).

Omkostningen til akkreditering af fysioterapipraksisser med ydernummer dækkes af overens-

komstmidler

, mens klinikker uden ydernummer ifølge overenskomsten selv skulle afholde

omkostninger forbundet hermed. Danske Fysioterapeuters hovedbestyrelse har imidlertid ef-

terfølgende besluttet at yde et tilskud til akkreditering på mindst 3.000 kr. for klinikker uden

ydernummer (26).

Med den seneste overenskomst for fysioterapipraksissektoren er det med henblik på at for-

bedre kvaliteten i praksissektoren yderligere besluttet, at der igangsættes følgende projekter:

a) implementering af nationale kliniske retningslinjer, b) udviklingsprojekt vedrørende effekt-

måling og datadrevet kvalitet samt c) projekt vedrørende modernisering af overenskomstens

ydelser (§ 46 i (3)).

2.5

Forsikringsselskaberne

Som det fremgår af Figur 2.1, indgår forsikringsselskaber som en central aktør i forhold til fy-

sioterapipraksissektoren, idet en del af patienterne i praksissektoren henvises og (delvis) fi-

nansieres af forsikringsselskaberne.

Ca. 2 millioner danskere har en sundhedsforsikring (27), og over 2,5 millioner danskere er

medlem af Sygeforsikringen Danmark (28). Hvor mange danskere, der samlet er tilknyttet en

sundhedsforsikringsordning, er ikke muligt at opgøre ud fra de foreliggende tal, da nogle af

medlemmerne af Sygeforsikringen Danmark også har en sundhedsforsikring.

Indholdet af de enkelte forsikringsordninger varierer selskaberne imellem, og inden for de en-

kelte selskaber kan der findes forskellige ordninger. Ligeledes er der variation imellem og inden

for selskaberne i forhold til dækningen af fysioterapibehandling (type og antal) og valg af be-

handler. I forhold til sidstnævnte er det forskelligt, om valg af behandler er frit, eller om der

stilles krav til valg af behandler. Kravet til valg af behandler kan bestå i, at forsikringstageren

kun må 1) benytte behandlere i selskabets egne klinikker eller klinikker, som selskabet har

indgået aftale med, eller 2) benytte behandlere, som er tilknyttet overenskomsten. Ved at stille

krav om, at behandleren skal være tilknyttet overenskomsten, får forsikringsselskaberne mu-

lighed for at gøre brug af det offentlige tilskud, og de vil kun skulle betale for patientandelen,

hvorved de reducerer deres omkostning. Dette forklarer forsikringsselskabernes placering i Fi-

gur 2.1 som både hørende til i det offentlige sundhedsvæsen (mørkeblå) og i det private sund-

hedsvæsen (lyseblå).

Praktiserende Fysioterapeuter

har udarbejdet en liste over sundheds- og ulykkesforsikrings-

området (29). Af denne liste fremgår det, at:



4 af 17 selskaber har frit behandlervalg

9 af 17 selskaber stiller (delvis) krav om, at behandlingen fortages af egne klinikker eller

aftalepartnere

3 af 17 selskaber stiller krav om, at fysioterapeuten er tilknyttet overenskomsten

2 af de 17 selskaber stiller delvis krav om tilknytning til overenskomst.



Dvs. omkostningerne til Institut for Kvalitet i Sundhedsvæsnet (IKAS), som foretager akkrediteringen, godtgøres. Der sker

ikke godtgørelse af den tid, som klinikken selv bruger på akkrediteringen.

Danske Fysioterapeuters hovedbestyrelsen har afsat en pulje på 180.000 kr. til formålet. Hvis mindre end 60 klinikker uden

ydernummer søger, vil resten af beløbet blive brugt til at sænke den enkeltes udgift til akkreditering yderligere.

Praktiserende Fysioterapeuter er en fraktion under Danske Fysioterapeuter

2.6

Opsamling

Fysioterapipraksissektoren er på mange måder kompleks styrings-, organiserings- og finansie-

ringsmæssigt. Praksissektoren tilbyder således behandling under mange forskellige ordninger

(sygesikringsydelser, ordninger for kommunen reguleret henholdsvis under Sundheds- og Ser-

viceloven samt privat ydelsestilbud) og med mange forskellige finansieringskilder. Styringen,

organiseringen og finansieringen af praksissektoren er imidlertid i vid udstrækning rammesat

af overenskomsterne om almindelig fysioterapi mellem Danske Fysioterapeuter og Regioner-

nes Lønnings- og Takstnævn på vegne af regionerne.

Overenskomsten er det kontraktgrundlag, som den enkelte fysioterapeut med ydernummer

skal arbejde efter. Overenskomsten indeholder bestemmelser om, hvilke behandlinger (ydel-

ser) fysioterapeuten skal tilbyde, hvilket honorar fysioterapeuten får, styringsredskaber vedrø-

rende økonomi, kapacitet, servicekrav, regler for samarbejde samt kvalitetsmål mv. for opga-

veløsningen under overenskomsten. Økonomiprotokollatet i overenskomsten udstikker den

samlede økonomiske ramme for den del af fysioterapipraksisområdet, som dækkes af syge-

sikringen, samt udstikker regler for, hvad der sker, hvis fysioterapipraksisområdets forbrug

overstiger det aftalte loft. Økonomiprotokollatet er dermed med til at sikre regional budgetsik-

kerhed for fysioterapipraksisområdet. For almindelig fysioterapi (speciale 51) har der været en

fast udgiftsramme siden 2015, mens der er indført en fast udgiftsramme for vederlagsfri fysio-

terapi (speciale 62) fra og med 2019. En fast udgiftsramme vil sige, at udgiftsrammen ikke

bliver reguleret fuldt ud for udviklingen i antallet af patienter.

Ydernummeret er de praktiserende fysioterapeuters indgang til at praktisere i det offentlige

sundhedsvæsen, idet fysioterapeuten skal eje eller være tilknyttet et ydernummer for at kunne

yde behandling med tilskud fra den offentlige sygesikring.

Et ydernummer dækker over en bestemt kapacitet, som fysioterapeuten kan behandle med til-

skud fra den offentlige sygesikring. Kapaciteten er enten over 30 timer eller under 30 timer. Hvis

kapaciteten er under 30 timer, skal fysioterapeuten holde sig under 30 behandlingstimer pr. uge

på årsplan, mens der ikke er en specifik grænse for fysioterapeutens behandlingsaktivitet, hvis

kapaciteten er over 30 timer. Et ydernummer kan indeholde flere kapaciteter, og én fysioterapeut

kan inden for overenskomsten eje flere klinikker uden at praktisere på mere end én klinik.

Fysioterapipraksissektoren kan overordnet inddeles i tre typer af klinikker: 1) klinikker, som kun

leverer behandling under ydernummer (dvs. inden for overenskomsten om fysioterapi i prak-

sissektoren), 2) klinikker, som leverer behandling både med og uden ydernummer, og 3) kli-

nikker, som kun leverer behandling uden ydernummer.

Fysioterapeuter er tilknyttet praksissektoren som enten klinikejere, lejere, ansatte eller vikarer.

Udvalgte nøgletal

I dette kapitel beskrives udvalgte nøgletal for fysioterapipraksissektoren. Nøgletallene er ba-

seret på data fra officielle statistikker, data indhentet fra regionerne og Danske Regioner, data

fra Danske Fysioterapeuters medlemsregister samt data fra VIVEs elektroniske spørgeskema-

undersøgelse.

De udvalgte nøgletal kan grupperes i følgende temaer, som præsenteres efter tur i kapitlet:



Afsnit 3.1 Fysioterapeuter i praksissektoren

(antal, køn, alder, stilling, samt hvordan

fysioterapeuter, som arbejder med ydernummer har fået adgang til dette)

Afsnit 3.2 Nøgletal for klinikkerne

(antal, ydernumre, kapaciteter, ydelsesmønster, kli-

nikstørrelse, klinikformer og -fællesskab, klinikkernes specialiseringsniveau og ventetid)

Afsnit 3.3. Økonomi

(offentlige udgifter til praksissektoren og udviklingen heraf, patient-

udgifterne til overenskomstdækkede ydelser, økonomiske forhold for de enkelte klinikker i

forhold til omsætning, omsætningslofter, prisen for et ydernummer, priser på behandling,

indlejernes udgifter til ejerne samt gennemsnitslønnen for ansatte og vikarer)

Afsnit 3.4 Arbejdsforhold

(om det er svært at tiltrække patienter, behandlingstid og antal

sessioner, arbejdstid, ferie, efter- og videreuddannelse samt specifikke forhold for indlejere

ift. fx om de arbejder på flere klinikker, administrationsbyrde mv.)

Afsnit 3.5 Ønsket om at arbejde under overenskomst eller ej

(hvorvidt kliniklejer og

indlejere uden ydernummer har et ønske om at arbejde under overenskomsten)

Afsnit 3.6 Antal patienter og karakteristika

(antal og udvikling af dette samt aldersfor-

delingen)

Afsnit 3.7 Den demografiske udvikling

(ændring i antallet af borgere i Danmark fra 2018

til 2025).



Ambitionen er, at dette kapitel kan anvendes som et opslagsværk med data på relevante om-

råder.

3.1

Fysioterapeuter i praksissektoren

I dette afsnit gives der en beskrivelse af fysioterapeuter, som arbejder i praksissektoren, med

hensyn til antal, alder, køn, og stilling. Yderlige afdækkes det, hvordan de fysioterapeuter, som

arbejder under overenskomsten, har fået adgang til det. Dette gøres for at give en forståelse

af, hvem fysioterapipraksissektoren består af.

3.1.1

Antal fysioterapeuter i praksissektoren

Fysioterapeuter beskæftiget i klinik (inden- eller udenfor overenskomsten) udgør ca. 30 pct. af

den samlede arbejdsstyrke.

Antallet er fysioterapeuter, som arbejder uden for praksisover-

enskomsten, er imidlertid usikkert. I dette afsnit afrapporteres antallet af fysioterapeuter tilknyt-

tet praksisoverenskomsten og udviklingen i antallet over tid. Endvidere ser vi på udviklingen i

den samlede arbejdsstyrke.

Estimaterne er baseret på 2016 data fra arbejdsstyrken af sundhedsuddannede: https://www.esundhed.dk/Emner/Ansatte-

i-sundhedssektoren/Arbejdsstyrken-af-sundhedsuddannede#tabpanel43F6DDCA227E46BFB8B8F7468D3FDE45

Antallet af fysioterapeuter tilknyttet overenskomsten er i perioden 2007 til 2019 steget med

1.200 fysioterapeuter fra 2.172 til 3.372 (30),

hvilket svarer til en stigning på 55 pct. Det sti-

gende antal fysioterapeuter i praksissektoren betyder, at antallet af indbyggere pr. fysiotera-

peut i praksissektoren er faldet hen over perioden 2007 til 2019 – i 2019 lå det på lidt over

1.700 indbyggere pr. fysioterapeut, jf. Figur 3.1.

Figur 3.1

Antal fysioterapeuter tilknyttet praksisoverenskomsten og antal indbyggere pr.

fysioterapeut tilknyttet praksisoverenskomsten, 2007-2019

Anm.:

Kilde:

Antal fysioterapeuter er opgjort som antallet af fysioterapeuter, som er tilknyttet praksisområdet, uanset antallet af

timer, der arbejdes.

Egen tilvirkning på baggrund af data fra eSundhed om ydere i praksis.

(https://www.esundhed.dk/Emner/Ansatte-i-sundhedssektoren/Ydere-i-praksis#tabpa-

nel8A63FD4CA62D4CD491BD6E6D75058021) og Danmarks Statistik: HISB3: Nøgletal om befolkningen.

Det stigende antal fysioterapeuter, der er tilknyttet praksisoverenskomsten, afspejler den ge-

nerelle stigning i antallet af fysioterapeuter, der har været igennem de senere år, jf. Figur 3.2.

Antallet af fysioterapeuter er steget med ca. 44 pct. i perioden 2007-2016, og det er næsten

fordoblet i perioden 2000 til 2016.

Antal fysioterapeuter er opgjort som antallet af fysioterapeuter, som er tilknyttet praksisområdet, uanset antallet af timer, der

arbejdes.

Figur 3.2

Samlet antal af fysioterapeuter i arbejdsstyrken, 2000-2016

Kilde:

Egen tilvirkning på baggrund af data for

arbejdsstyrken af sundhedsuddannede

fra eSundhed: https://www.esund-

hed.dk/Emner/Ansatte-i-sundhedssektoren/Arbejdsstyrken-af-sundhedsuddannede#tabpa-

nel43F6DDCA227E46BFB8B8F7468D3FDE45.

Antallet af fysioterapeuter, som arbejder uden for praksisoverenskomsten, er som nævnt ind-

ledningsvis usikkert, da der ikke findes officielle tal herfor. Danske Fysioterapeuters medlems-

der arbejder i praksissektoren, men som ikke er tilknyttet overenskomsten. Ca. 40 pct. af Dan-

ske Fysioterapeuters lidt over 4.000 medlemmer, som arbejder i praksissektoren, er ikke til-

knyttet overenskomsten. Hvis vi antager, at denne fordeling afspejler den generelle fordeling

på praksisområdet, betyder det, at der samlet er ca. 4.721 fysioterapeuter, som er beskæftiget

i praksissektoren.

3.1.2

Køns- og aldersfordelingen i praksissektoren

Mænd er generelt underrepræsenterede i arbejdsstyrken af fysioterapeuter, idet mænd udgør

ca. 28 pct. af arbejdstyrken.

Ca. 42 pct. af fysioterapeuterne i praksissektoren er imidlertid

mænd, og ca. 51 pct. af klinikejerne er mænd.

Det betyder, at der er en overrepræsentation

af mænd i praksissektoren og især blandt klinikejere, i forhold til den samlede kønsfordeling

blandt fysioterapeuter.

Mændenes andel i den samlede arbejdsstyrke er steget jævnt med lidt under 1 pct. i gennem-

snit årligt i perioden 2000 til 2016, jf. Figur 3.3.

Estimeret på baggrund af 2016 data for arbejdsstyrken af sundhedsuddannede fra eSundhed: https://www.esundhed.dk/Em-

ner/Ansatte-i-sundhedssektoren/Arbejdsstyrken-af-sundhedsuddannede#tabpa-

nel43F6DDCA227E46BFB8B8F7468D3FDE45

Opgjort på baggrund af udtræk i Danske Fysioterapeuters medlemsregister 1. aug. 2019.

Figur 3.3

Udviklingen i den relative kønsfordeling for arbejdsstyrken af fysioterapeuter,

2000-2016

Kilde:

Egen tilvirkning på baggrund af data for

arbejdsstyrken af sundhedsuddannede

fra eSundhed: https://www.esund-

hed.dk/Emner/Ansatte-i-sundhedssektoren/Arbejdsstyrken-af-sundhedsuddannede#tabpa-

nel43F6DDCA227E46BFB8B8F7468D3FDE45.

Gennemsnitsalderen er ca. 41 år for fysioterapeuter i praksissektoren.

Langt hovedparten af

fysioterapeuter i praksissektoren er mellem 25 og 64 år; kun 1,2 pct. er 24 år eller derunder,

mens 2,6 pct. er 65 år eller derover, jf. Tabel 3.1. Alderssammensætningen hos fysioterapeuter

i praksissektoren afspejler overordnet set aldersfordelingen hos den samlede arbejdsstyrke af

fysioterapeuter, dog er andelen af fysioterapeuter mellem 35 og 44 år i praksissektoren lidt

lavere, mens der er en højere andel af 25- til 34-årige.

Tabel 3.1

Alderssammensætningen hos fysioterapeuter i praksissektoren og den samlede

arbejdsstyrke af fysioterapeuter

Fysioterapeuter i praksissektoren (pct.)

Ikke-ejer

med yder-

nummer

24 år eller derunder

25-34 år

35-44 år

45-54 år

55-64 år

65-74 år

75 år eller derover

Anm.:

Note:

Ikke-ejer

uden yder-

nummer

2,2

54,1

23,5

13,4

5,6

1,3

0,0

Klinikejere

med yder-

nummer

0,0

4,3

23,0

34,0

33,7

4,4

0,7

Klinikejere

uden yder-

nummer

0,0

14,5

30,3

21,7

3,2

0,0

Alle

1,2

34,1

26,2

21,8

14,1

2,4

0,2

Arbejdsstyr-

ken af fysio-

terapeuter

(pct.)

1,4

31,0

31,3

20,7

13,4

2,0

0,3

1,4

38,3

27,7

20,1

10,2

2,1

0,1

Kilde:

Data vedr. fysioterapeuter i praksissektoren er baseret på dataudtræk fra Danske Fysioterapeuters medlemsregister

1. nov. 2019. Data vedr. arbejdsstyrken af fysioterapeuter er baseret på data fra 2016

Opgørelsen af fysioterapeuter i praksissektoren er baseret på medlemmer med stillingskategorien ejer med yder-

nummer, ejer uden ydernummer, basis, § 24-ansat, lejer med ydernummer, lejer uden ydernummer, mobilfysiotera-

peut, ridefysioterapeut og vikar.

Egen tilvirkning på baggrund af data fra Danske Fysioterapeuters medlemsregister og data for

arbejdsstyrken af

sundhedsuddannede

fra eSundhed:

https://www.esundhed.dk/Emner/Ansatte-i-sundhedssektoren/Arbejdsstyrken-af-sundhedsuddannede#tabpa-

nel43F6DDCA227E46BFB8B8F7468D3FDE45

Estimeret på baggrund af data fra Danske Fysioterapeuters medlemsregister (udtræk 1. november 2019).

Hvis vi alene ser på aldersfordelingen blandt fysioterapeuter i praksissektoren, tegner der sig

et billede af, at de +45-årige er overrepræsenterede blandt klinikejere, mens de 24- til 44-årige

er overrepræsenterede blandt ikke-ejere med ydernummer. Billedet er lidt anderledes for fy-

sioterapeuter på klinikker uden for overenskomsten. Ikke-ejere på klinikker uden for overens-

komsten er markant yngre end fysioterapeuterne i praksissektoren generelt set. Således er

hele 54 pct. af ikke-ejere på klinikker uden for overenskomsten 25-34 år. Klinikejere uden for

overenskomsten er generelt yngre end klinikejere inden for overenskomsten.

3.1.3

Antal ejere under overenskomsten er faldet og antal ansatte er steget

Fysioterapeuter i praksissektoren er enten ejere, lejere, ansatte eller vikarer på den klinik, de

arbejder på, se afsnit 2.3 for nærmere beskrivelse heraf.

Antallet af ejere, ansatte, vikarer og lejere, som praktiserer under overenskomsten, er ændret

i perioden 2007 til 2019, jf. Tabel 3.2. Antallet af ejere er reduceret med lidt over 100, mens

antallet af ansatte er steget med over 1.000. Antallet af vikarer er lidt over fordoblet til små 300,

mens antallet af lejere er steget med lidt over 100 fra 1.047 til 1.156. Det betyder, at stigningen

bestående af 1.200 ekstra fysioterapeuter, der er blevet tilknyttet overenskomsten i perioden

2007 til 2019, primært er drevet af en stigning i antallet af ansatte. Det kan i den sammenhæng

bemærkes, at en del af stigningen i 2018 og 2019 i antallet af ansatte kan skyldes, at der har

været et øget fokus på, at det er vigtigt, at klinikken sikrer sig, at regionen har kendskab til alle

ansatte fysioterapeuter, som leverer ydelser under overenskomsten. Danske Fysioterapeuter

gennemførte i efteråret 2018 en kampagne over for deres medlemmer i forhold til at sikre, at

klinikkerne registrerer alle ansatte, som leverer ydelser under overenskomsten. Endvidere kan

regionerne med den nyeste overenskomst, det vil sige med virkning fra 2019, pålægge et om-

sætningsloft fra den dato, hvor ansættelsen er sket – også i de tilfælde, hvor regionen først

senere bliver opmærksom på ansættelsen (§ 24 stk. 3 i (3)). Det vil sige, at de kan pålægge

klinikken et omsætningsloft med tilbagevirkende kraft.

Tabel 3.2

Antallet af ejere, ansatte, vikar og lejere i praksissektoren 2007-2019

2007

Ejer

Ansat

Vikar

Lejer

Ukendt

Total

Anm.:

Kilde:

877

112

132

1.047

2.172

2008

857

108

153

1.082

2.202

2009

827

125

158

1.144

2.256

2010

799

171

178

1.184

2.334

2011

800

227

157

1.175

2.360

2012

792

303

178

1.189

2.463

2013

778

384

191

1.191

2.545

2014

776

372

237

1.195

2.581

2015

779

482

233

1.186

2.681

2016

779

590

220

1.179

2.769

2017

773

653

256

1.179

2.862

2018

771

833

287

1.168

3.060

2019

772

1.152

291

1.156

3.372

Opgjort pr. 1. januar i pågældende år.

eSundhed om ydere i praksis (https://www.esundhed.dk/Emner/Ansatte-i-sundhedssektoren/Ydere-i-praksis#tabpa-

nel8A63FD4CA62D4CD491BD6E6D75058021)

3.1.4

Hvordan adgangen til at arbejde under praksisoverenskomsten er opnået

Fysioterapeuter, som arbejder under overenskomsten, er i VIVEs spørgeskema blevet spurgt

om, hvordan de har fået adgang til at levere ydelser under praksisoverenskomsten. Ca. en tred-

jedel af de fysioterapeuter, der har besvaret spørgsmålet svarer, at de har ”købt” sig adgang til

at levere ydelser under praksisoverenskomsten på den måde, at de har købt et ydernummer, jf.

Figur 3.4. Lidt over 10 pct. angiver, at de har fået eget ydernummer gratis, mens over 50 pct. af

deltagerne angiver, at de leverer ydelser på et ydernummer, som de ikke selv ejer.

Figur 3.4

Hvordan deltagere i VIVEs spørgeskema har fået adgang til at levere ydelser

under overenskomsten

Kilde:

Estimater baseret på data fra VIVEs spørgeskemaundersøgelse, n = 506 (set fra højre mod venstre fordeler svarene

sig med 167, 62. 86, 188 og 3).

3.2

Nøgletal for klinikkerne

For at få en fornemmelse af klinikkerne i fysioterapipraksissektoren i forhold til antal, størrelse

mv. beskrives følgende nøgletal for klinikkerne i dette afsnit: antal klinikker, ydernumre og ka-

paciteter, ydelsesmønster, samt klinikstørrelse, klinikformer og -fællesskab, klinikkernes spe-

cialiseringsniveau og ventetid.

3.2.1

Antal klinikker, ydernumre og kapaciteter inden for overenskomsten

Tabel 3.3 viser, at der samlet er 498 klinikker tilknyttet overenskomsten, som tilsammen har

1.735 ydernumre, men et samlet kapacitet på 1.285. Over halvdelen af den samlede kapacitet

i de enkelte regioner stammer fra kapaciteter på over 30 timer med en vis variationen i den

konkrete andelsfordeling mellem regionerne.

Tabel 3.3 viser yderligere, at der er en vis spredning i antal indbyggere pr. kapacitet på tværs

af regionerne. Region Syddanmark har vurderet ud fra kapaciteten den højeste dækning af

fysioterapiydelser pr. indbygger, mens Region Sjælland har den laveste. I gennemsnit er det

på landsplan 4.518 indbyggere pr. kapacitet.

Tabel 3.3

Antal klinikker, kapaciteter og indbyggere pr. kapacitet fordelt på region inden for

overenskomsten, 2019

Region

Nordjylland

Region

Midtjylland

120

414

304

1.320.678

Region

Syddanmark

118

378

244

1.223.348

Region

Hovedstaden

118

564

407

1.835.562

Region

Sjælland

245

201

836.738

Total

Antal klinik-

ker

Antal yder-

numre*

Samlet antal

kapaciteter**

Antal ind-

byggere

Antal ind-

byggere pr.

kapacitet

Anm.:

Note:

Kilde:

144

129

589.755

498

1.756

1.285

5.806.081

4.572

4.344

5.014

4.510

4.163

4.518

**Antal kapaciteter under 30 timer tæller en halv, og kapaciteter over 30 timer tæller en hel

*Antallet af ydernumre inkl. mobile fysioterapeuter, men ekskl. ridefysioterapeuter.

Egen tilvirkning på baggrund af data fra regionerne.

Antallet af klinikker tilknyttet overenskomsten er faldet fra 909 til 576 i perioden 2007 til 2019,

jf. Figur 3.5. Dette svarer til en reduktion i antallet af klinikker på 37 pct. Ifølge regionerne har

antallet af ydernumre været så godt som konstant igennem de sidste ti år. Der har således kun

været foretaget to nynedsættelser i Region Syddanmark og ingen i de andre regioner, hvis

man ser bort fra mobile fysioterapeuter.

Figur 3.5

Udviklingen i antallet af klinikker tilknyttet praksisoverenskomsten, 2007-2019

Kilde:

Egen tilvirkning på baggrund af tal fra Danske Regioner.

Det har siden 2015 været muligt, at fysioterapeuter, som har tiltrådt overenskomsten, kan eje

eller være medejere af en eller flere klinikker under overenskomsten, som fysioterapeuten ikke

selv praktiserer fra, under forudsætning af, at fysioterapeuten praktiserer regelmæssigt på

mindst én overenskomsttilmeldt klinik (§ 39 stk. 2 i (3)). Frie Praktiserende Fysioterapeuter har

anmodet regionerne om aktindsigt i, hvem der har ejerskabet af klinikkerne med ydernummer,

Region Hovedstaden slog i 2013 og 2016 henholdsvis tre og to kapaciteter (to ydernumre med 0,5 kapacitet og ét med 1

kapacitet). Alle disse var mobile med fast kliniktilknytning.

og deres omsætningsforhold. Danske Fysioterapeuter har i denne forbindelse modtaget de

samme oplysninger fra regionerne, og VIVE har på baggrund heraf modtaget en opgørelse af

omfanget af klinikker, som er ejet efter reglen om, at man kan eje flere klinikker uden selv at

praktisere fra den, fra Danske Fysioterapeuter. Det har kun været muligt for Danske Fysiote-

rapeuter at foretage en opgørelse for Region Midtjylland. Af denne opgørelse fremgår det, at

ca. 10 pct. af Region Midtjyllands klinikker er ejet efter reglen om, at man kan eje flere klinikker

uden selv at praktisere fra den.

3.2.2

Antal klinikker uden for overenskomsten

Antallet af private klinikker uden for overenskomsten er i mangel af bedre forsøgt estimeret via

behandlingsstedsregistret og sundhed.dk.

Behandlingsstedsregisteret er Styrelsen for Patientsikkerheds register over alle statslige, regi-

onale, kommunale og private behandlingssteder i Danmark (§ 1 i (31)). Alle selvstændige be-

handlere

skal registrere sig i behandlingsstedsregisteret, herunder selvstændige, som arbej-

der uden for overenskomsten. Antallet af behandlingssteder uden for overenskomsten er op-

gjort ved at trække antallet af overenskomstklinikker fra det samlede antal behandlingssteder

registreret i behandlingsstedsregisteret. Herved er der identificeret 704 behandlingssteder

uden for overenskomsten.

Under ”Find behandler” på sundhed.dk er der registeret 130 klinikker uden ydernummer (32).

Antallet af behandlingssteder uden for overenskomsten må således forventes at ligge et sted i

mellem 130 og 704 klinikker, idet tallene fra sundhed.dk og behandlingsstedsregistret, hen-

holdsvis kan ses som et under- og overestimat. Klinikkerne skal selv aktivt gå ind og registrerer

sig på sundhed.dk, hvorfor der må forventes at forekomme en vis underregistrering. Estimatet

fra behandlingsstedsregistret kan ses som et overestimat som følge af, at det ikke er sikkert,

at al aktivitet registreret under fysioterapi kan sidestilles med den behandling, der generelt fo-

regår i praksissektoren. Endvidere er det ikke muligt på baggrund af behandlingsstedsregistret

at afgøre, hvor mange ydelser der leveres af det enkelte behandlingssted.

3.2.3

Fysioterapeuter inden for overenskomsten arbejder også uden for

overenskomsten

Fysioterapeuter tilknyttet overenskomsten har som tidligere nævnt mulighed for også at levere

ydelser uden for overenskomsten.

Tabel 3.4 viser en opgørelse af, hvor stor en andel af fysioterapeuter i VIVEs spørgeskemaun-

dersøgelse, som arbejder på et ydernummer, som også leverer ydelser uden for overenskom-

sten, fordelt på klinikejere, indlejere, ansatte og vikarer. Tabellen viser, at hovedparten af fy-

sioterapeuterne, som arbejder på et ydernummer, også leverer ydelser uden for overenskom-

sten. Dette synes særligt at være udtalt for klinikejere med ydernummer, mens en større andel

af indlejere med ydernummer har angivet, at de kun leverer behandling på ydernummer. An-

tallet af inkluderede ansatte og vikarer i spørgeskemaundersøgelsen er så lavt, at det ikke er

muligt at fortolke på deres besvarelser.

Man er selvstændig behandler, hvis man har sit eget CVR-nummer og dermed er den ansvarlige for sin faglige virksomhed.

Tabel 3.4

Andelen af fysioterapeuter inden for overenskomsten i VIVEs spørgeskemaun-

dersøgelse, som også arbejder uden for overenskomsten

Leverer kun behandling

på ydernummer

Leverer både behandling

med og uden ydernummer

83 pct.

58 pct.

78 pct.

Antal

besvarelser

249

342

Klinikejere med ydernummer

Indlejere med ydernummer

Ansatte og vikarer tilknyttet et

ydernummer

Anm.:

Kilde:

17 pct.

42 pct.

22 pct.

Kun tre vikarer indgår i besvarelsen.

Data baseret på VIVEs spørgeskemaundersøgelse.

3.2.4

Klinikstørrelse

Det findes ingen officielle opgørelser af størrelsen af fysioterapiklinikker henholdsvis inden for

og uden for overenskomsten. Af VIVEs spørgeskemaundersøgelse fremgår det, at 74 pct. af

de deltagende klinikker

(n = 457) har tilknyttet andre fysioterapeuter til klinikken end klinik-

ejeren selv, jf. Tabel 3.5. Langt størstedelen af klinikker med mere end en fysioterapeut har

tilknyttet mellem 3 og 15 fysioterapeuter. Klinikker med ydernummer har i højere grad end

klinikker uden ydernummer angivet at have ansat personale eller indlejere. Således angiver

94 pct. af klinikejerne med ydernummer, at de har ansatte eller indlejere, mens det kun er

tilfældet for 40 pct. af klinikejerne uden ydernummer.

Tabel 3.5

Antallet af fysioterapeuter tilknyttet de deltagende fysioterapeutklinikker

121

26 pct.

7 pct.

3-5

119

26 pct.

6-9

19 pct.

10-15

16 pct.

Over 15

6 pct.

Total

457

100 pct.

Antal fysioterapeuter

Antal klinikker

Andel

Note:

Kilde:

Antal refererer her til antal personer tilknyttet og ikke antal fuldtidsstillinger.

Baseret på data fra VIVEs spørgeskemaundersøgelse – spg. til klinikejere vedr. personale tilknyttet deres klinik(ker).

Over halvdelen af klinikkerne (55,6 pct.), angiver, at de har ansat sekretærer. Antallet af se-

kretærer tilknyttet de enkelte klinikker er typisk en til to personer. Lidt under en tredjedel af

klinikkerne (28,2 pct.) har ansat massører. Typisk er der tilknyttet en til to massører til klinikken.

Herudover har lidt under en fjerdedel af klinikkerne (23,6 pct.) ansat andet personale. Andet

personale består af en bred gruppe af forskellige fagprofiler som fx trænings-/fitness-/ yogain-

struktør, osteopat, ergoterapeut, fodterapeut, bandagist, zoneterapeut, akupunktør, diætist,

rengøringsassistent, bogfører og it-medarbejder.

Langt hovedparten af de deltagende klinikejere i VIVEs spørgeskemaundersøgelse (90 pct.)

har angivet, at de ejer 1 klinik. 6 pct. har angivet, at de ejer 2 klinikker, og 4 pct. har angivet, at

de ejer 3-5 klinikker.

Alle klinikejere har fået stillet dette spørgsmål, men da nogle har flere klinikker og derfor har afgivet flere svar, benyttes

termen ”deltagende klinikker” her

Data stammer fra VIVEs spørgeskemaundersøgelse. Estimat baseret på data fra 457 klinikker, 313 med ydernummer og

144 uden ydernummer.

Dette afsnit er baseret på data fra VIVEs spørgeskemaundersøgelse – spørgsmål til klinikejere vedrørende personale til-

knyttet deres klinik(ker).

Tabel 3.6

Andelen af arbejdstid brugt på administration og ledelse hos de deltagende kli-

nikejere

Under 10

pct.

Mellem 10

og 24. pct.

44,9 pct.

48,1 pct.

Mellem 25

og 50 pct.

22,7 pct.

13,0 pct.

Mere end 50

pct.

18,0 pct.

4,6 pct.

Ved ikke

1,6 pct.

6,9 pct.

Total

100,0 pct.

Med ydernummer

Uden ydernummer

Kilde:

12,9 pct.

27,5 pct.

VIVEs spørgeskemaundersøgelse: Estimatet er baseret på data fra 387 klinikker.

De deltagende klinikejere med ydernummer i VIVEs spørgeskemaundersøgelse bruger en

større del af deres arbejdstid på administration og ledelse sammenlignet med dem uden yder-

nummer, jf. Tabel 3.6. Ligeledes har en større andel af de deltagende klinikejere med yder-

nummer end andelen uden ydernummer gennemført efteruddannelse, kurser mv. rettet mod

at drive forretning eller administration og ledelse (60 pct. versus 25 pct.).

Videreuddannelsen

har typisk bestået i Danske Fysioterapeuters kurser i ledelse, gennemførelse af diplomuddan-

nelse i ledelse, diverse regnskabs- og markedsføringskurser og kommunale iværksætterkur-

ser. Forskellen kan bl.a. afspejle, at en større andel af klinikejerne med ydernummer har angi-

vet at have personale ansat, jf. afsnit 3.2.4.

3.2.5

Klinikformer og klinikfælleskab

Forhold omkring klinikformer og klinikfællesskaber er afdækket via VIVEs spørgeskemaunder-

søgelse. Blandt de deltagende klinikker i VIVEs spørgeskemaundersøgelse har klinikker, der

ikke er tilknyttet overenskomsten, i større omfang klinikfælleskab med andre faggrupper end

overenskomstklinikkerne. 39,7 pct. af klinikker uden overenskomst har således klinikfælles-

skab mod 24,2 pct. af overenskomstklinikkerne.

Tabel 3.7 viser en oversigt over, hvilke fag-

grupper klinikejerne i VIVEs spørgeskemaundersøgelse har angivet at have klinikfællesskab

med, og omfanget heraf. Faggruppen andet dækker bl.a. over jordemoder, tandlæge, psyko-

terapeut, bioanalytiker, motorisk vejleder, sygeplejerske, sexolog og talepædagog samt de

samme faggrupper, som i afsnittet ovenfor er angivet under andet personale tilknyttet de en-

kelte klinikker, undtagen rengøringsassistent, bogfører og it-medarbejder.

Tabel 3.7

Andelen af klinikejere i VIVEs spørgeskemaundersøgelse, der har klinikfælle-

skab med andre fysioterapeuter, praktiserende læger, speciallæger, psykologer,

ergoterapeuter, kiropraktorer, akupunktører og andre faggrupper. Procent

Andre fysiote-

Praktise-

rapeuter rende læger

Andel

Kilde:

Special- Psykolo-

læge

ger

3,6

5,9

Ergotera- Kiroprak- Akupunk-

peuter

torer

tører

1,8

4,1

5,2

Andet

18,1

10,9

3,6

VIVEs spørgeskemaundersøgelse: Estimatet er baseret på data fra 387 klinikejere, hvoraf 114 har et klinikfælles-

skab.

Det fremgår af Tabel 3.8, at enkeltmandsvirksomhed er den hyppigste virksomhedsform, efter-

fulgt af ejerskabsformen anpartsselskab (APS). Alle klinikejere af tre til fem klinikker i VIVEs

spørgeskemaundersøgelse har med undtagelse af en ejerskabsformen anpartsselskab (ApS.).

Data stammer fra VIVEs spørgeskemaundersøgelse. Estimat baseret på data fra 387 klinikejere, 256 med ydernummer og

131 uden ydernr.

Data stammer fra VIVEs spørgeskemaundersøgelse. Estimat baseret på data fra 387 klinikejere, 256 med ydernummer og

131 uden ydernr.

Tabel 3.8

Ejerskabsform blandt de deltagende klinikejere i VIVEs spørgeskemaundersø-

gelse. Procent

Enkeltmandspraksis

Kompagnisel-

skab (I/S)

17,9

Anpartsselskab

(ApS)

37,1

Andet

0,7

Andel

Kilde:

44,4

VIVEs spørgeskemaundersøgelse: Estimatet er baseret på data fra 448 klinikker.

Ca. 17 pct. af de deltagende klinikejere i VIVEs spørgeskemaundersøgelse har klinik(ker), der

indgår i et kædesamarbejde, jf. Tabel 3.9. Det er primært klinikejere med ydernummer, som

indgår i et kædesamarbejde.

Tabel 3.9

Andelen af klinikejere i VIVEs spørgeskema, som har klinikker, der indgår i et

kædesamarbejde. Procent

Kædesamarbejde

Med ydernummer

Uden ydernummer

Samlet

Kilde:

Ikke kædesamarbejde

48,2

35,7

83,9

Nogle af klinikejerens

klinikker

0,5

0,0

0,5

14,6

1,8

16,4

VIVEs spørgeskemaundersøgelse: Estimatet er baseret på data fra 387 klinikker.

En større andel af de deltagende klinikejere i VIVEs spørgeskemaundersøgelse med ydernum-

mer har indgået samarbejde med netværk som Falck Healthcare eller andre virksomheder,

som udbyder sundhedsydelser eller forsikringer, end klinikejere uden ydernummer. Ca. 70 pct.

af klinikejere med ydernummer har indgået aftale versus 18 pct. af klinikejere uden ydernum-

mer.

Der er i besvarelserne eksempler på mange forskellige aftaler. I lige under halvdelen af

tilfældene (47.pct.) består aftalen i, at klinikken stiller garanti om påbegyndelse af behandling

inden for en given tidsperiode, mod at der bliver henvist til den pågældende klinik. Ligeledes

er aftale om henvisning til/anbefaling af klinikken uden aftale om en form for modydelser hyp-

pigt forekommende i besvarelserne.

De deltagende klinikejere i VIVEs spørgeskema, som

ikke har indgået en aftale med netværk, angiver, at dette skyldes den økonomiske ramme (42

pct.), den faglige ramme (41 pct.) og/eller en anden grund (47 pct.).

Anden grund er fx, at de

ikke ønsker at være bundet af de krav, der er i aftalerne ift. administration/behandling, at kli-

nikken ikke er blevet spurgt, at klinikken ikke har behov for flere patienter, at klinikken ikke er

stor nok, at den er ny, eller at den ikke har ydernummer.

3.2.6

Specialisering af klinikker

Der er flere specialiserede klinikker uden for overenskomsten end inden for overenskomsten,

blandt de deltagende klinikejere i VIVEs spørgeskema. Ca. 45 pct. af de deltagende klinikejere

med ydernummer angiver, at deres klinik er specialiseret, mens det er ca. 76 pct. for klinik-

ejerne uden ydernummer.

Specialiseringen kan enten være i form af behandlingsmetode (fx

McKenzie), patient-/diagnosegruppe (fx idrætsskader, kræft eller sklerose), eller hvilken le-

gemsdelen problematikken er relateret til (fx ryg, bækken, underliv, knæ eller fødder).

Data stammer fra VIVEs spørgeskemaundersøgelse. Estimat baseret på data fra 384 klinikejer, 251 med ydernummer og

131 uden ydernummer

Data stammer fra VIVEs spørgeskemaundersøgelse. Estimat baseret på data fra 199 klinikejere.

Data stammer fra VIVEs spørgeskemaundersøgelse. Estimat baseret på data fra 183 klinikejere.

Data stammer fra VIVEs spørgeskemaundersøgelse. Estimat baseret på data fra 385 klinikejere, 254 med ydernummer og

131 uden ydernr.

Faglige forhold frem for økonomiske forhold har tilskyndet de deltagende klinikejere i VIVEs

spørgeskema til specialisering, jf. Tabel 3.10. Faglige forhold synes at spille en større rolle for

klinikejere uden ydernummer end for klinikejere med ydernummer, idet henholdsvis 80 pct. og

63 pct. af klinikejerne med og uden ydernummer har svaret, at faglige forhold i høj eller meget

høj grad har tilskyndet til specialisering. Økonomiske forhold har i mindre grad tilskyndet de

deltagende klinikejere uden ydernummer end deltagerne med ydernummer til specialisering,

idet henholdsvis 37 pct. og 17. pct. af klinikejere uden og med ydernummer har svaret, at øko-

nomiske forhold ”slet ikke” har tilskyndet til specialisering.

Tabel 3.10

Om økonomiske og/eller faglige forhold har tilskyndet til specialisering. Procent

Slet ikke

Med yder-

nummer

Uden yder-

nummer

Med yder-

nummer

Uden yder-

nummer

17 pct.

37 pct.

1 pct.

6 pct.

I ringe grad

27 pct.

17 pct.

4 pct.

2 pct.

I nogen grad

36 pct.

25 pct.

28 pct.

12 pct.

I høj grad

14 pct.

12 pct.

40 pct.

27 pct.

I meget høj

grad

5 pct.

9 pct.

27 pct.

53 pct.

Tilskyndet af

økonomiske

forhold

Tilskyndet af

faglige for-

hold

Kilde:

Data fra VIVEs spørgeskemaundersøgelse: Baseret på besvarelse fra 213 klinikejere, 213 med ydernummer og 100

uden ydernummer.

Der er ikke et ønske om specialisering hos hovedparten af de deltagende klinikejere i VIVEs

spørgeskemaundersøgelse, som i dag ikke har en specialiseret klinik. Henholdsvis 81 pct. og

77 pct. af de deltagende klinikejere med og uden ydernummer ønsker ikke at specialisere deres

klinik.

Økonomi og tid er de primære begrundelser for ikke at have specialiseret sin klinik

blandt de deltagende klinikejere, som ikke har specialiseret deres klinik, men gerne vil.

Data stammer fra VIVEs spørgeskemaundersøgelse. Estimat er baseret på data fra 171 klinikejere, 140 med ydernummer

og 31 uden ydernummer.

3.2.7

Figur 3.6

Ventetid

Ventetiden for en ikke-akut patient i september måned 2019, fordelt på kliniktype

og på ydelser inden for og uden for overenskomsten

Anm.:

Kilde:

Klinikejere uden ydernummer har ikke fået dette spørgsmål.

Baseret på data fra VIVEs spørgeskemaundersøgelse.

Figur 3.6 viser ventetiden for en ikke-akut patient i september måned 2019 fordelt på kliniktype

og opdelt på ydelser inden for og uden for overenskomsten. Ventetiderne er baseret på oplys-

ninger fra klinikejere i VIVEs spørgeskemaundersøgelse. Grundet sæsonvariation kan de af-

rapporterede data ikke bruges til at udtale sig om den årlige gennemsnitlige ventetid i praksis-

sektoren. De afrapporterede ventetider kan imidlertid bruges til at give en indikation af om, der

generelt synes at være en forskel i ventetiderne på behandling uden for og inden for overens-

komsten. Figur 3.6 viser, at ventetiden for behandling inden for overenskomsten er længere end

for behandlinger uden for overenskomsten på klinikker, som både leverer ydelser inden for og

uden for overenskomsten (midterste figur). Ventetiden hos klinikker, som kun leverer ydelser in-

den for overenskomsten, er ligeledes højere end ventetiden hos klinikker, som kun leverer ydel-

ser uden for overenskomsten (sammenligning af den øverste og nederste figur). Overordnet set

er ventetiden således længere for ydelser inden for overenskomsten end for ydelser uden for

overenskomsten for de inkluderede klinikker i VIVEs spørgeskemaundersøgelser.

3.3

Økonomi

Dette afsnit belyser forskellige aspekter af de økonomiske forhold relateret til fysioterapipraksis-

sektoren. Afdækningen af de offentliges udgifter til praksissektorområdet er i afsnittet afgrænset

til kun at omfatte udgifterne til sygesikringsydelser, som også udgør langt størstedelen af de of-

fentlige udgifter til fysioterapipraksissektoren. Udgifterne til § 2-aftaler og kommunernes udgifter

til almindelig ambulant genoptræning; genoptræning, ikke-indlæggelseskrævende sygdom og

vedligeholdelsestræning er således ikke afdækket. Det skyldes, at det ikke er muligt via de offi-

cielle statistikker at trække retvisende data ud herfor, idet det er forskelligt, hvor kommunerne

konterer disse ydelser. Endvidere indeholder de konti, de fysioterapeutiske ydelser registreres

på i kommunerne, også andre ydelser, der ikke er relateret til fysioterapipraksissektoren.

Afsnittet indledes med en beskrivelse af de offentlige udgifter til sygesikringsydelser i praksis-

sektoren og udviklingen i dem efterfulgt af to korte afsnit omkring patient- og forsikringsselska-

bernes udgifter til overenskomstdækkede ydelser. Herefter beskrives økonomiske forhold for

de enkelte klinikker i forhold til omsætning, hvor mange klinikker der har limitering, prisen for

et ydernummer, priser på behandling, provisionssatsen for indlejere samt gennemsnitslønnen

for ansatte og vikarer.

3.3.1

Offentlige udgifter til praksissektoren

I 2018 blev der udbetalt 1,5 mia. kr. i honorarer til de praktiserende fysioterapeuter for levering

af ydelser i forbindelse med specialerne almindelig fysioterapi (speciale 51), vederlagsfri fysio-

terapi (speciale 62) og ridefysioterapi (speciale 65). Honorar udbetalt til vederlagsfri fysioterapi

stod for 65 pct. af udgifterne, mens almindelig fysioterapi og ridefysioterapi stod for henholdsvis

29 pct. og 6 pct. af udgifterne. Vederlagsfri fysioterapi er således opgjort i udgifter det langt

største speciale, mens almindelig fysioterapi er langt det største opgjort i antal patienter (jf.

afsnit 3.4.6). Grunden til denne forskel er, at regionerne kun betaler ca. 39,3 pct.

af udgifterne

til den almindelige fysioterapi, mens kommunerne betaler 100 pct. af udgifterne til den veder-

lagsfrie fysioterapi.

Udgifterne til specialerne 51 og 62 er i perioden 2008 til 2018 steget fra 1 mia. kr. til 1,4 mia.

kr. (2018-priser). Væksten i udgifterne har primært været drevet af, at der er sket en stigning i

udgifter til det vederlagsfrie område, jf. Figur 3.7. Stigningen i udgifterne til vederlagsfri fysio-

terapi i perioden 2008 til 2018 svarer i faste priser til en stigning på 50 pct.

Tidligere ca. 40 pct.

Figur 3.7

Regionernes udbetaling af honorarer til de praktiserende fysioterapeuter til ve-

derlagsfri fysioterapi (speciale 62) og almindelig fysioterapi (speciale 51) (2018-

priser)

Kilde:

Egen tilvirkning på baggrund af https://www.statistikbanken.dk/SYGUS1 (fysioterapi 51, fysioterapi 62).

Væksten i udgifterne til fysioterapi i praksissektoren afspejler, at der først fra 2019 er blevet

indført en fast økonomisk ramme for speciale 62, mens der har været en fast økonomisk

ramme for speciale 51 side 2015, jf. afsnit 2.4.1.

3.3.2

Patientudgifter

Kommunerne betaler 100 pct. af udgifterne til vederlagsfri fysioterapi (speciale 62), mens regi-

onerne giver tilskud til almindelig fysioterapibehandling (speciale 51). Tilskuddet til almindelig

fysioterapi udgør gennemsnitlig ca. 39,3 pct. af det fulde honorar. Det vil sige, at patientandelen

udgør ca. 60,7 pct. Det svarer til, at patienterne i 2018 havde udgifter til almindelig fysioterapi

på ca. 666 mio. kr. Hertil kommer et ukendt beløb til patientudgifter til fysioterapiydelser, som

leveres uden for overenskomsten.

3.3.3

Forsikringsselskabernes udgifter

Forsikringsselskabernes udgifter til fysioterapi, kiropraktik mv. var i 2018 på ca. 600 mio. kr.

(33). Dette beløb er ekskl. Sygeforsikringen ”danmark”s udgifter til fysioterapipraksissektoren.

Af tallene til Forsikring & Pension fremgår det, at der set over perioden 2003-2018 er sket en

relativ stigning i udgifterne til fysioterapi, kiropraktik mv. (ibid.).

3.3.4

De enkelte klinikkers omsætning

Der findes ingen officielle opgørelser af omsætningen pr. fysioterapiklinik eller pr. praktiserende

fysioterapeut. De enkelte klinikkers omsætning inden for ydernummersystemet er afdækket via

I Danmarks Statistiks forbrugerundersøgelse (https://www.dst.dk/da/Statistik/emner/priser-og-forbrug/forbrug/forbrugsun-

dersoegelsen) indgår udgifter til bl.a. fysioterapi, herunder også borgernes egenbetaling, det er dog ikke muligt at udlede

udgifterne ud fra de data, som stilles gratis til rådighed.

opgørelser herfor modtaget af Danske Fysioterapeuter, mens klinikkernes samlede omsætning

er forsøgt afdækket via VIVEs spørgeskemaundersøgelse.

Som nævnt i afsnit 3.2.1 har Danske Fysioterapeuter via en aktindsigt fra Frie Praktiserende

Fysioterapeuter fået adgang til de enkelte klinikkers omsætning inden for ydernummersyste-

met. VIVE har på baggrund heraf modtaget en opgørelse fra Danske Fysioterapeuter af om-

sætningen inden for ydernummersystemet for klinikker i Region Midtjylland og Region Hoved-

staden, da tallene fra regionerne kun umiddelbart muliggør en sådan opgørelse fra disse to

regioner. Tabel 3.11 viser omsætningen inden for ydernummersystemet for klinikkerne i Region

Midtjylland og Hovedstaden. Af Tabel 3.11 fremgår det, at langt hovedparten af klinikkerne har

en omsætning under 7,5 mio. kr., men også at der inden for de to regioner er klinikker med en

forholdsvis stor omsætning inden for ydernummersystemet.

Tabel 3.11

Omsætningen inden for ydernummersystemet (inkl. patientandel) fordelt pr. kli-

nik for Region Hovedstanden og Midtjylland, 2018

Omsætning inden for ydernummersystemet (mio. kr.)

< 2,5

Antal klinikker

Note:

Kilde:

2,5-4,9

5,0-7,4

7,5-9,9

10-12,4

12,5-14,

>15

I alt

238

Omsætningsopgørelsen er grupperet efter praksisadresse.

Opgørelse modtaget fra Danske Fysioterapeuter. Opgørelsen er baseret på data fra Region Hovedstaden og Midtjyl-

land.

Figur 3.8 viser omsætning i 2018 for de inkluderede klinikker i VIVEs spørgeskemaundersø-

gelse. Omsætningsfordelingen viser, at andelen af klinikker med en omsætning over en million

kroner er højere for klinikker med et ydernummer end for klinikker uden, med forbehold for

repræsentativitet. Forskellen er særligt udtalt for klinikker med en omsætning mellem 3 og

15 millioner kr. Der kan være mange årsager til denne observerede forskel. En årsag kan være,

at klinikker med ydernummer generelt er større end klinikker uden ydernummer, jf. afsnit 3.2.4.

Oplysninger om omsætning kan opleves som værende følsomme data, hvorfor der også er

klinikejere, som ikke har ønsket at besvare spørgsmålet. Trods den manglende repræsentati-

vitet kan opgørelsen bruges til at give det billede af variationen inden for praksisområdet og

mellem klinikker, der er tilknyttet og ikke tilknyttet overenskomsten.

Figur 3.8

Klinikkernes samlede omsætning i 2018, opdelt på klinikker med og uden yder-

nummer (n = 295)

Note:

Kilde:

Besvarelse fra 170 klinikker med ydernummer og 125 klinikker uden ydernummer.

Baseret på data fra VIVEs spørgeskemaundersøgelse.

Klinikejerne blev i VIVEs spørgeskemaundersøgelse bedt om at angive, hvor stor en del af

klinikkens omsætning, som stammer fra henholdsvis vederlagsfrie patienter, sygesikringspati-

enter, patienter med 100 pct. egenbetaling, forsikringspatienter, ydelser fra andre faggrupper

(fx kiropraktor, diætist og massør) og andre indtægter. Figur 3.9 viser en oversigt over forde-

lingen af klinikkernes omsætning. De inkluderede klinikker uden ydernummer får primært deres

omsætning fra patienter med 100 pct. egenbetaling og forsikringspatienter, mens klinikker med

ydernummer primært får deres omsætning fra vederlagsfrie patienter, sygesikringspatienter og

forsikringspatienter.

Figur 3.9

Hvor stor en del af de i VIVEs spørgeskemaundersøgelse inkluderede klinikkers

omsætning, som stammer fra henholdsvis vederlagsfrie patienter, sygesikrings-

patienter, patienter med 100 pct. egenbetaling, forsikringspatienter, ydelser fra

andre faggrupper* og andre indtægter

Anm.:

Note:

Kilde:

Estimaterne er baseret på opgørelser fra 309 klinikker, 178 klinikker med ydernummer og 131 klinikker uden yder-

nummer.

*Andre faggrupper, så som fx kiropraktor, diætist og massør.

Data fra VIVEs spørgeskema.

De to anvendte kategorier sygesikringspatienter og forsikringspatienter er ikke gensidigt ude-

lukkende, idet forsikringspatienter, hvis de har en henvisning og benytter en klinik med yder-

nummer, kan få sygesikringstilskud. Det betyder, at respondenterne, alt efter hvordan de har

fortolket svarkategorierne, kan have fordelt forsikringspatienter, som modtager sygesikringstil-

skud, under enten sygesikringspatienter eller forsikringspatienter. De to søjler skal derfor ikke

enkeltvis tillægges for stor betydning.

Henholdsvis 37 pct. og 20 pct. af klinikernejerne med og uden ydernummer har i VIVEs spørge-

skemaundersøgelse angivet, at der er sket betydelig ændringer af klinikkens omsætningsforde-

ling de sidste 2 år.

Flere forsikringspatienter er den hyppigst angivne ændring. Få oplever imid-

lertid det modsatte, nemlig at de har færre eller ingen forsikringspatienter fx som følge af, at nogle

af forsikringsselskaberne stiller krav om, at patienterne kun må benytte klinikker, der er tilknyttet

overenskomsten. Flere oplever, at omsætningen uden for sygesikringen er blevet større igennem

de senere år. I forhold til vederlagsfrie patienter er der ikke et klart mønster, idet nogle har oplevet

en vækst i antallet af vederlagsfrie patienter, mens andre har oplevet det modsatte.

For at afdække indkomstbilledet hos klinikejere de første år efter opstart blev klinikejerne i

VIVEs spørgeskemaundersøgelse, spurgt om deres årlige gennemsnitlige indkomst og værdi-

opbygning (fx i form af investering i udstyr og ejendom) de første nul til 3 år efter etableringen

af klinikken. Kun klinikejere, som har etableret klinik fra 2011 og frem, fik spørgsmålet. Figur

3.10 og Figur 3.11 viser fordelingen af den årlige gennemsnitlige indkomst og værdiopbygning

Data stammer fra VIVEs spørgeskemaundersøgelse. Estimat er baseret på data fra 308 klinikker.

blandt de deltagende klinikejere. Figurerne viser, at der er en stor spredning i den årlige gen-

nemsnitlige indkomst, samt at der er mange af klinikejerne, der ikke har kunnet svare på

spørgsmålet.

Figur 3.10

Fordelingen for den gennemsnitlig årlige indkomst de første 0 til 3 år hos klinik-

ejere, som har etableret klinik fra 2011 og frem, opdelt på klinikker med og uden

ydernummer

Anm.:

Kilde:

N = 186, væsentligt flere besvareler fra klinikejere uden ydernummer,

Data fra VIVEs spørgeskema.

Figur 3.11

Fordelingen af den gennemsnitlig årlige værdiopbygning de første 0 til 3 år hos

klinikejere, som har etableret klinik fra 2011 og frem, opdelt på klinikker med og

uden ydernummer

Anm.:

Kilde:

N = 183, væsentligt flere besvarelser fra klinikejere uden ydernummer. På grund af for få observationer er der ikke

afrapporteret for kategorien 500.000-599.999 kr. for klinikker uden ydernummer.

Egen tilvirkning på baggrund af data fra VIVEs spørgeskemaundersøgelse.

Klinikejerne kan selv vælge, hvor meget af omsætningen de henholdsvis tager ud som indtægt

til dem selv og bruger på afdrag af bygninger mv. (dvs. værdiopbygning). Et mere retvisende

billede for, hvor meget ”overskud” klinikkerne genererer de første år, fås at kigge på den årlige

gennemsnitlige indtjening og værdiopbygning samlet. Hvis vi gør det, finder vi, at det gennem-

snitlige årlige overskud for klinikker med og uden ydernummer de første nul til 3 år henholdsvis

er ca. 448.000 kr. og ca. 315.000 kr. Blandt de deltagende klinikejere i VIVEs spørgeskema-

undersøgelse er der således et større overskud de første år hos klinikejere med ydernummer.

Gennemsnittene er baseret på samlet 83 observationer, hvorfor man skal være varsom med

at foretage konklusioner på baggrund af de observerede gennemsnit.

3.3.5

Klinikker med limitering

Tabel 3.12 viser, at der er et stort spænd i omsætningsloftet for henholdsvis kapaciteter under

og over 30 timer både inden for den enkelte region og mellem regionerne. Endvidere viser

tabellen, at det højeste omsætningsloft for kapaciteter under 30 timer i alle regioner er, højere

end det laveste omsætningsloft for kapaciteter over 30 timer. Årsagen til dette er, at der ikke

er en klar definition af en kapacitet i forhold til omsætning, og at limiteringen fastsættes på

baggrund af de foregående 3 års omsætning, jf. afsnit 2.4.2.

Tabel 3.12

Antallet af ydernumre med limiteringer samt maks.- og min.-værdierne for om-

sætningsloftet på henholdsvis kapaciteter over og under 30 timer med limitering

Region

Nordjylland

Kapacite-

ter under

30 timer

Antal limiteringer

Laveste omsæt-

ningsloft

Højeste omsæt-

ningsloft

Kapacite-

ter over 30

timer

Antal limiteringer

Laveste omsæt-

ningsloft

Højeste omsæt-

ningsloft

Anm.:

Kilde:

Region

Midtjylland

138 ydernr.

804.478 kr.

1.906.580 kr.

59 ydernr.

841.023 kr.

3.693.359 kr.

Region Syd-

danmark

10 ydernr.

844.108 kr.

1.465.674 kr.

141 ydernr.

1.088.061 kr.*

2.699.395 kr.

Region Ho-

vedstaden

26 ydernr.

649.998 kr.

2.087.970 kr.

30 ydernr.

927.032 kr.

2.414.985 kr.

Region Sjæl-

land

12 ydernr.

249.557 kr.

1.602.677 kr.

52 ydernr.

760.308 kr.

2.751.686 kr.

10 ydernr.

877.992 kr.

1.732.465 kr.

14 ydernr.

1.399.129 kr.

3.172.064 kr.

*Reduceret til 822.973 kr. pga. overskridelse.

Egen tilvirkning på baggrund af data fra regionerne.

3.3.6

Udviklingen i prisen på et ydernummer

Prisen på et ydernummer er i VIVEs spørgeskemaundersøgelse blevet afdækket ved, at klinik-

ejerne med ydernummer først blev spurgt om, hvad den samlede handelspris ved køb af klinik

(dvs. inklusive ydernummer, lokaler, materiel, goodwill, kundekartotek mv.) var, og herefter

blev bedt om at angive, hvor stor en del af denne pris de skønnede, at selv ydernummeret/yder-

numrene udgjorde. På baggrund heraf er der blevet beregnet en cirkapris pr. ydernummer.

Tabel 3.13 viser gennemsnitsprisen pr. ydernummer for handler foretaget i perioderne hen-

holdsvis 1991-2009 og 2010-2019. Umiddelbart vil det forventes, at prisen på et ydernummer

med en kapacitet over 30 timer vil være højere end prisen for et ydernummer med en kapacitet

under 30 timer, og at der derfor burde tages højde for det ved beregningen af prisen på et

ydernummer. Dette kan fx gøres ved, at et ydernummer med en kapacitet over 30 timer tæller

én, og et ydernummer med en kapacitet på under 30 timer tæller en halv. Jf. afsnit 3.3.5 synes

der imidlertid ikke at være en entydig skelnen mellem omsætningen for kapaciteter over og

under 30 timer. Gennemsnitsprisen for et ydernummer er derfor i Tabel 3.13 angivet både, hvor

alle ydernumre tæller én, og hvor ydernumre med kapacitet under 30 timer tæller en halv.

Tabel 3.13

Udviklingen i prisen på et ydernummer, 2019-priser

Antal handler

Gennemsnitspris pr. ydernummer,

hvor ydernummer under 30 timer

tæller �½, og over 30 timer tæller 1

849.881 kr.

1.719.911 kr.

Gennemsnitspris pr. ydernum-

mer,

hvor alle ydernumre tæller 1

584.861 kr.

1.176.056 kr.

År 1991-2009

År 2010-2019

Kilde:

Egen tilvirkning på baggrund af data fra VIVEs spørgeskemaundersøgelse.

Tabel 3.13 viser – uagtet opgørelsesmetode – at der cirka er sket en fordobling af prisen for et

ydernummer fra perioden før 2010 til perioden efter 2010.

3.3.7

Priser på behandling

For at undersøge prissætningen af ikke-overenskomstdækkede ydelser blev klinikker uden

ydernummer og klinikker, som har ydernummer, men som også leverer ydelser uden for over-

enskomsten, i VIVEs spørgeskema spurgt om deres priser på ni standardydelser i fysioterapi-

praksissektoren, når de leverer ydelsen uden for overenskomsten. De afrapporterede median-

priser for de ni standardydelser fremgår af Tabel 3.14.

Tabel 3.14 viser, at der er forskel i prissætningen mellem klinikker, som kun behandler uden

for overenskomsten, og klinikker, som både behandler inden for og uden for overenskomst.

Sidstnævnte har en lavere prissætning af de fire ydelser, som også indgår i overenskomsten,

og prissætningen svarer til de overenskomstfastsatte priser.

Tabel 3.14

Priser på ni standardydelser uden for overenskomsten hos henholdsvis behandlere, som kun leverer ydelser uden for overenskomsten,

og behandlere, som både leverer ydelser inden for og uden for overenskomsten. Nederst angives de overenskomstreguleret priser for

de ydelser, som indgår i overenskomsten

Første

konsultation

Behandler kun uden

for overenskomst

(medianpris)

Behandler både inde

og uden for overens-

komst

(medianpris)

Overenskomstpriser

Kilde:

Normal

behandling

Kort

behandling

Opfølgende

træningsterapi

Ultralyd

Akupunktur

inkl. behand-

ling

299 kr.

(n = 48)

Laser

Rasktræning

pr. gang

GLA:D-forløb

500 kr.

(n = 167)

400 kr.

(n = 171)

275 kr.

(n = 92)

200 kr.

(n = 39)

300 kr.

(n = 9)

150 kr.

(n = 7)

116 kr.

(n = 21)

2.500 kr.

(n = 19)

450 kr.

(n = 257)

453,79 kr.

288,53 kr.

(n = 256)

288,53 kr.

192,36 kr.

(n = 113)

192,36 kr.

96,18 kr.

(n = 114)

96,18 kr.

299 kr.

(n = 45)

285 kr.

(n = 164)

150 kr.

(n = 93)

100 kr.

(n = 35)

2.500 kr.

(n = 27)

Estimater baseret på data fra VIVEs spørgeskemaundersøgelse og honorartakster for fysioterapi 51 gældende fra den 1. oktober 2019.

7,5 pct. af respondenterne i VIVEs spørgeskema har angivet, at de/den klinik, de arbejder for,

inden for de seneste 2 års tid af konkurrencemæssige årsager har været nødt til at sætte liste-

prisen ned på behandlinger uden for overenskomsten.

Prisnedsættelse af konkurrencemæs-

sige årsager er blandt spørgeskemadeltagerne mere udtalt på klinikker uden for overenskom-

sten, idet 10,4 pct. af fysioterapeuter, som arbejder uden for overenskomsten, har svaret ja til,

at de har sat prisen ned, mens det kun er 6,0 pct. af fysioterapeuterne inden for overenskom-

sten, som har svaret ja. Første konsultation og normalbehandling er de to ydelser, hvor der

hyppigst er angivet, at der er foretaget prisnedsættelse af konkurrencemæssige årsager blandt

de ni ydelser, der er spurgt ind til i spørgeskemaet (de ni ydelser fremgår af Tabel 3.14). Oven-

stående tal vedrørende prisnedsættelser skal ses i lyset af, at spørgeskemaet ikke er repræ-

sentativt, og at det er et begrænset antal, der trods alt har svaret ja på spørgsmålet.

Prisdifferentiering i forhold til forskellige kundegrupper forekommer blandt de adspurgte fysio-

terapeuter og særligt blandt fysioterapeuter, som ikke er tilknyttet overenskomsten. Blandt fy-

sioterapeuter, som ikke er tilknyttet overenskomsten, har 25 pct. i spørgeskemaet angivet, at

de prisdifferentierer, mod 9 pct. hos dem, som er tilknyttet overenskomsten.

Andelen af kun-

der, som ikke betaler listeprisen, er imidlertid større hos klinikker med ydernummer (median 16

pct. versus 11 pct.).

Det skal i den sammenhæng understreges, at det kun er på ydelser

leveret uden for overenskomsten, der kan prisdifferentieres. Der prisdifferentieres særligt i for-

hold til idrætsforeninger, firmaaftaler (herunder forsikringsselskaber), specialiserings-/erfa-

ringsniveau, stamkunder og mindre bemidlede kunder (fx pensionister og studerende), men

også for at sikre konkurrenceevne hos ikke-overenskomsttilknyttede klinikker ved kun at kræve

patientandelen for behandlinger, hvor patienten har en henvisning.

3.3.8

Indlejernes udgifter til ejerne

Indlejre betaler typisk en vis andel af deres indtjening i leje til klinikejeren. Over 82 pct.

af de

adspurgte indlejere i VIVEs spørgeskemaundersøgelse betaler således også aktivitetsbestemt

leje til klinikejeren.

Den aktivitetsbestemte leje til klinikejeren kan være fastsat på mange

forskellige måder, fx som en fast gennemsnitsandel af indtjeningen eller som en depressivsats.

Ved sidstnævnte er indlejerens betaling til ejeren faldende med stigende aktivitet, fx ved at

lejeren betaler 40 pct. til ejeren af de først tjente 20.000 kr. pr. måned og 35 pct. af den reste-

rende indtjening.

Lejerne med aktivitetsbestemt leje i VIVEs spørgeskemaundersøgelse betaler i gennemsnit ca.

43 pct. af deres indtjening i leje til klinikejeren.

Med forbehold for datamaterialets størrelse

synes der ikke at være forskel i lejesatsen mellem indlejere med ydernummer og indlejere uden

ydernummer. Ud over at betale aktivitetsbestemt leje til klinikejeren har en lille andel på 4 pct.

Estimatet er baseret på svar fra 545 personer, 7,5 pct. svarede ja til, at de havde sat listeprisen ned, 80.9 pct. svarede nej,

og 11,6 pct. svarede ved ikke.

Estimatet er baseret på svar fra 77 personer.

Estimatet er baseret på svar fra 76 personer.

82 pct. af indlejerne har ved det direkte spørgsmål om, hvorvidt de betaler leje, angivet, at det gør de. Blandt gruppen, der

har svaret nej til dette spørgsmål, fremgår det imidlertid ud fra efterfølgende svar, at nogle af dem betaler leje, hvorfor den

reelle andel er over 82 pct.

Data stammer fra VIVEs spørgeskemaundersøgelse. Estimat er baseret på data fra 387 indlejere.

Data stammer fra VIVEs spørgeskemaundersøgelse. Estimat er baseret på data fra 294 indlejere.

angivet, at de yderligere har separate udgifter til klinikejeren til henholdsvis sekretær og hus-

leje, og 21 pct. har angivet, at de har andre udgifter til klinikejeren.

Andre udgifter til klinikeje-

ren er fx udgifter til administration (dvs. computer, internet, gebyr til dankort, journalsystem,

sms-service) og udstyr/faciliteter (tape, nåle, basinleje, leasing af laser).

17 pct. af indlejerne i VIVEs spørgeskemaundersøgelse, som betaler aktivitetsbestemt leje til

ejeren, har i løbet af de senere år oplevet, at der er sket ændringer i deres lejesats.

Ændrin-

gen har i 65 pct. af tilfældene medført, at lejesatsen er steget. Dette estimat er imidlertid kun

baseret på 51 besvarelser. Endvidere angiver en mindre andel af indlejerne (12 pct.), at der de

senere år er sket væsentlige ændringer i indlejeraftalen ud over ændring den aktivitetsbe-

stemte lejesats og husleje. Ændringerne består fx af ændrede krav til arbejdstid, tilføjelse af

konkurrenceklausul og kortere opsigelsesvarsel.

3.3.9

Gennemsnitslønne for ansatte og vikar

Gennemsnitslønnen kan være med til at sige noget om de samlede vilkår i praksissektoren.

Tabel 3.15 viser den nyeste opgørelse af gennemsnitslønnen for ansatte og vikarer efter, om

klinikken har ydernummer eller ej, baseret på Danske Fysioterapeuters lønundersøgelse 2019.

Grundet det lave antal besvarelser fra ansatte og vikarer på klinkker, som ikke har ydernum-

mer, giver det ikke mening at sammenligne de to gennemsnitslønninger. Ejere og indlejere

indgår ikke i Danske Fysioterapeuters lønundersøgelse, hvorfor deres lønniveau er ukendt.

Tabel 3.15

Gennemsnitsnettoløn for ansatte og vikarer i fysioterapipraksissektoren efter

ydernummer (løn ekskl. pension)

Løn

Klinikken har ydernummer

Klinikken har ikke ydernummer

Anm.:

Kilde:

Antal

235

kr. 31.861

kr. 35.841

Lønnen er omregnet til fuldtid.

Danske Fysioterapeuters lønundersøgelse 2019, Lønberegneren ApS.

3.4

Arbejdsforhold i fysioterapipraksissektoren

Dette afsnit belyser forskellige aspekter af arbejdsforholdene i praksissektoren, hvilket kan bru-

ges til at give et billede af arbejdspresset i praksissektoren, herunder om der er forskel i ar-

bejdsforholdene mellem klinikker, der er tilknyttet overenskomsten, og klinikker, der ikke er

tilknyttet. Afsnittet er baseret på data fra VIVEs spørgeskemaundersøgelse. Det betyder, at

afsnittet primært omhandler ejere og indlejere, jf. afsnit 1.2.

3.4.1

Det kan være svært at tiltrække patienter

Figur 3.12 viser, at næsten 60 pct. af de fysioterapeuter, som leverer ydelser under overens-

komsten, slet ikke oplever problemer med at tiltrække patienter nok, mens lidt over 30 pct.

oplever det i ringe grad og i nogen grad. Fysioterapeuter som ikke leverer ydelser under over-

enskomsten, synes i større grad at have problemer med at tiltrække patienter nok. Over 30 pct.

angiver, at de i nogen grad har problemer med at tiltrække patienter nok, og over 10 pct. svarer,

at de i høj grad eller i meget høj grad har problemer med dette.

Data stammer fra VIVEs spørgeskemaundersøgelse. Estimat er baseret på data fra 294 indlejere.

Figur 3.12

Vurdering af, hvor svært det er at tiltrække patienter, blandt deltagere i VIVEs

spørgeskemaundersøgelse, opdelt på om behandleren leverer ydelser under

overenskomsten eller ej

Kilde:

Estimater baseret på data fra VIVEs spørgeskemaundersøgelse, n = 719 (537 leverer under overenskomst, og 182

leverer uden for overenskomst).

3.4.2

Behandlingstid og antal behandlingssessioner

I VIVEs spørgeskemaundersøgelse blev respondenterne bedt om at angive, hvor lang tid de

har afsat til en standard første konsultation og almindelig behandling. Den afsatte tid kan sige

noget om, hvor presset den enkelte fysioterapeut er i sin hverdag i forhold til at ”skulle mølle

patienter igennem”. Figur 3.13 tegner umiddelbart et billede af, at behandlere inden for over-

enskomsten har afsat kortere tid til behandlingerne end behandlere uden for overenskomsten.

Figur 3.13

Tid afsat til henholdsvis en standard første konsultation og til en almindelig be-

handling inden for og uden for overenskomsten

Kilde:

Data fra VIVEs spørgeskemaundersøgelse. Estimaterne er baseret på svar 552 fysioterapeuter med ydernummer

og 184 fysioterapeuter uden ydernummer.

Der kan være flere årsager til den observerede forskel i den afsatte tid til behandling mellem

behandlere inden for og behandlere uden for overenskomsten. En årsag kan være, at behand-

lere uden for overenskomsten leverer en mere specialiserede behandling, som tager længere

tid. En anden årsag kan være, at behandlere uden for overenskomsten har lavere efterspørg-

sel, og at de derfor har mulighed for at afsætte mere tid til den enkelte patient.

Figur 3.14

Hvor mange behandlingssessioner (inkl. holdtræning) udfører du i alt ca. pr.

uge? (n = 708)

Kilde:

Data baseret på VIVEs spørgeskemaundersøgelse.

Figur 3.14 viser, hvor mange ugentlige behandlingssessioner (inkl. holdtræning) klinikejere og

lejere i VIVEs spørgeskemaundersøgelse har angivet at have. Af figuren fremgår det, at en

højere andel af behandlere med ydernummer har over 50 ugentlige sessioner, end tilfældet er

blandt behandlere uden et ydernummer.

3.4.3

Arbejdstid

Der er stor variation i den gennemsnitlige arbejdstid hos respondenterne, både inden for og mel-

lem de forskellige stillingskategorier, jf. Tabel 3.16. Ejerne arbejder i gennemsnit mere end lejerne

og de ansatte. Lejerne og de ansatte har i gennemsnit en nogenlunde lige lang arbejdsuge.

Tabel 3.16

Ugentlig arbejdstid

Ejer med ydernummer

Ejer uden ydernummer

Lejer med ydernummer

Lejer uden ydernummer

Ansat i klinik med ydernummer

Ansat i klinik uden ydernummer

Anm.:

Note:

Min.

Maks.

113*

Gennemsnit

45,21

41,98

37,35

35,21

37,73

36,83

Antal respondenter

150

119

309

Kilde:

Ugentlig arbejdstid for vikarer er ikke angivet grundet for få observationer.

*Virker ikke realistisk. eftersom det svarer til over 16 timer pr. dag alle ugens 7 dage. For ejere uden ydernummer er

der fire, som har indtastet værdier i det leje, herefter er den næste værdi 82 timer. For lejere er den næsthøjeste

værdi 62 timer.

Data baseret på VIVEs spørgeskemaundersøgelse.

3.4.4

Årligt antal ferieuger

Figur 3.15

Ferieuger årligt, opgjort for ejere og lejere henholdsvis med og uden ydernum-

mer (n = 610)

Anm.:

Kilde:

Tal for 1-2 uger vises ikke pga. for få observationer. Vikarer indgår ikke i opgørelsen pga. for få observationer til, at

det vil være meningsfuldt at inkludere dem.

Data baseret på VIVEs spørgeskema undersøgelse.

Figur 3.15 viser årligt antal afholdte ferieuger for henholdsvis deltagende ejere og deltagende

lejere med og uden ydernummer i VIVEs spørgeskemaundersøgelse. Langt hovedparten af

alle deltagende ejere og lejere holder mellem 6 og 9 ugers ferie.

3.4.5

Efter- og videreuddannelse

Næsten alle af de deltagende klinikejere og lejere i VIVEs spørgeskemaundersøgelse bruger

årligt tid på efter- og videreuddannelse, jf. figur 3.8. Hovedparten af deltagerne bruger årligt 1-10

dage på efter- og videreuddannelse, mens en mindre andel bruger over 11 dage. Blandt dem,

der bruger over 11 dage om året på videreuddannelse, er der en større andel af respondenter,

som arbejder uden ydernummer. Sidstnævnte tal skal dog fortolkes varsomt, idet at opgørelsen

for 11 til 30 dage for respondenter uden ydernummer er baseret på 41 observationer.

Figur 3.16

Årligt antal hele dage brugt på efter-/videreuddannelse blandt deltagerne i VIVEs

spørgeskemaundersøgelse, opgjort for ejere og lejere henholdsvis med og uden

ydernummer (n = 626)

Anm.:

Kilde:

Ansatte og vikarer indgår ikke i opgørelsen pga. for få observationer til, at det vil være meningsfuldt at inkludere dem.

Data baseret på VIVEs spørgeskemaundersøgelse.

3.4.6

Specifikke forhold for ikke klinikejere

Langt hovedparten af de deltagende ikke-klinikejere i VIVEs spørgeskemaundersøgelse arbej-

der i én klinik (90 pct.), og næsten ingen arbejder i mere end to klinikker (under 2 pct.).

Ikke-

klinikejere er primært repræsenteret af indlejere i VIVEs spørgeskemaundersøgelser, hvorfor

det ikke kan udelukkes, at billedet ville have set anderledes ud, hvis der havde været en større

repræsentation af ansatte og vikarer i undersøgelsen.

Administrationsbyrden er noget lavere hos de deltagende indlejere end blandt klinikejerne i VI-

VEs spørgeskemaundersøgelse (klinikejernes tid brugt på administration fremgår af Tabel 3.6).

57 pct. af indlejerne har angivet, at de bruger mindre end 2 timer pr. måned på administration,

mens 15 pct. bruger 2-3 timer, 5 pct. bruger henholdsvis 4-5 timer og over 5 timer pr. måned.

Ca. 69 pct. af de deltagende ikke-klinikejere har specialiseret sig inden for en bestemt type

behandling eller diagnose.

Figur 3.18 viser, hvad der har afholdt de deltagende ikke-klinik-

ejere, som ikke er specialiserede, fra at specialisere sig.

Data stammer fra VIVEs spørgeskemaundersøgelse. Estimat er baseret på data fra 454 ikke klinikejere.

Data stammer fra VIVEs spørgeskemaundersøgelse. Estimat er baseret på data fra 311 indlejere. 19 pct. af disse svarede

”ved ikke” til spørgsmålet om hvor lang tid de bruger på administration.

Data stammer fra VIVEs spørgeskemaundersøgelse. Estimat er baseret på data fra 454 ikke klinikejere.

Figur 3.17

Hvad der har afholdt deltagende ikke-klinikejere fra at specialisere sig

Kilde:

Data baseret på VIVEs spørgeskemaundersøgelse. Estimat er baseret på data fra 142 ikke klinikejere, som har

angivet ikke at være specialiserede.

3.5

Ønsket om at arbejde under overenskomsten eller ej

I dette afsnit belyses kort, hvorvidt kliniklejer og indlejere uden ydernummer har et ønske om

at arbejde under overenskomsten. Dette kan være med til at give et billede af, hvor mange af

dem, der i dag arbejder uden for overenskomsten, der gør det, fordi de ”har været tvunget til

det”, og ikke fordi de har haft det som et primært ønske.

3.5.1

Ikke alle klinikejere uden ydernummer ønsker et ydernummer

En overvægt (54 pct.) af de deltagende klinikejere uden ydernummer i VIVEs spørgeskema-

undersøgelse ønsker ikke at få et ydernummer, hvis det var muligt.

Ønsket om at få et yder-

nummer eller ej synes ikke at være påvirket af, om klinikejeren tidligere har eller ikke har ar-

bejdet under et ydernummer.

På spørgsmålet om, hvad der forhindrer den enkelte klinikejer, som ikke har et ydernummer, i

at få et ydernummer svarer 2/3 henholdsvis, at det er for dyrt at købe et ydernummer, og/eller

at der ikke har været et ydernummer til salg.

Figur 3.19 viser begrundelsen for ikke at ønske

et ydernummer blandt de deltagende klinikejere, som ikke har et ydernummer.

Data stammer fra VIVEs spørgeskemaundersøgelse. Estimat baseret på data fra 131 klinikejere.

Data stammer fra VIVEs spørgeskemaundersøgelse. Estimat baseret på data fra 61 klinikejere uden ydernummer.

Figur 3.18

Begrundelse(r) for ikke at ønske et ydernummer blandt de deltagende klinikejere

i VIVEs spørgeskemaundersøgelse uden ydernummer

Kilde:

Data fra VIVEs spørgeskemaundersøgelse. Estimater baseret på svar fra 71 klinikejere uden ydernummer, som ikke

ønsker et ydernummer.

3.5.2

En del ansatte og indlejere uden for praksisoverenskomsten vil gerne være

tilknyttet overenskomsten

Tabel 3.17 viser, at over halvdelen af de deltagende indlejere og ansatte i VIVEs spørgeske-

maundersøgelse, som i dag ikke arbejder under praksisoverenskomsten, gerne ville levere

behandling under et ydernummer, hvis det var muligt. Der skal i fortolkningen af dette resultat

tages højde for det lave antal besvarelser, som det er baseret på, særligt for ansatte uden

ydernummer.

Tabel 3.17

Andelen af indlejere og ansatte, som ikke arbejder under praksisoverenskom-

sten, i VIVEs spørgeskemaundersøgelse, men som, hvis det var muligt, godt

kunne tænke sig at levere behandling under et ydernummer og dermed være til-

knyttet overenskomsten

Ville gerne levere behandling

under et ydernummer,

hvis det var muligt

Indlejere uden ydernummer

Ansatte uden ydernummer

Kilde:

Baseret på data fra VIVEs spørgeskemaundersøgelse.

Ville ikke levere behandling

under et ydernummer,

selvom det var muligt

36 pct.

29 pct.

Antal

besvarelser

64 pct.

71 pct.

På spørgsmålet om, hvad der forhindrer den enkelte indlejer eller ansat, som ikke er en del af

overenskomsten, og som gerne vil være det, i at blive en del af overenskomsten, svarer 46

pct., at det er for dyrt at købe et ydernummer – 35 pct. svarer, at der ikke har været et yder-

nummer til salg, og 19 pct. svarer andet. Dette resultat skal fortolkes med varsomhed, da det

kun er baseret på 37 besvarelser.

55 til 60 pct. af de indlejere eller ansatte, som ikke er en del af overenskomsten og heller ikke

ønsker at være del af overenskomsten, har svaret bekræftende på følgende udsagn om, hvor-

for de ikke ønsker at arbejde under overenskomsten: 1) der er ikke mulighed for at specialiser

sig (og blive honoreret for specialiseringen), 2) afregningsvilkårene (honorarsatserne er for

lave) og 3) det er administrativt for krævende. Dette resultat skal fortolkes med varsomhed, da

det kun er baseret på 20 besvarelser.

3.6

Antal patienter og karakteristika

I dette afsnit beskrives antallet af patienter i praksissektoren og patienternes karakteristika.

Befolkningsantallet har været stigende igennem de sidste ti år. Tabel 3.18 viser, at antallet af

sygesikrede er øget fra ca. 5,5 mio. patienter til ca. 5,8 mio. patienter i perioden 2009 til 2018.

Den demografiske udvikling foreskriver således, at antallet af patienter, som modtager ydelser

fra en fysioterapeut, er steget. Nedenfor beskrives antallet af borgere, som modtager fysiote-

rapi under sygesikringen. Antallet af borgere, som modtager behandling uden for sygesikrin-

gen, er ukendt.

Tabel 3.18

Antallet af sikrede fordelt på sikringsgruppe, tusinder

2009

Sygesikringsgruppe 1

Sygesikringsgruppe 2

Øvrige

sygesikringsgrupper

I alt

Anm.:

Kilde:

2010

5.523

5.557

2011

5.548

5.580

2012

5.573

5.601

2013

5.599

5.625

2014

5.634

5.657

2015

5.684

5.705

2016

5.732

5.752

2017

5.766

5.786

2018

5.793

5.812

5.494

5.533

Opgjort oktober måned i året.

Danmarks Statistiks Statistikbank: SYGSIK: Befolkningen efter område og sygesikringsgruppe.

Almindelig fysioterapi (speciale 51) er opgjort i antal patienter langt det største speciale af de

fire sygesikringsspecialer inden for fysioterapi. I 2018 modtog 468.000 personer almindelig fy-

sioterapi, 73.000 modtog vederlagsfri fysioterapi, og 6.000 modtog ridefysioterapi (speciale

65).

Der har været en stor vækst i antallet af personer, som modtager almindelig fysioterapi

(speciale 51) og vederlagsfri fysioterapi (speciale 62) i perioden 2008 til 2018.

Antallet af personer, som har modtaget almindelig fysioterapi (speciale 51), er i perioden 2008

til 2018 steget fra 371.000 til 468.000 personer svarende til en stigning på 26 pct. Stigningen

er højere end, hvad den demografiske udvikling i antallet af borgere alene foreskriver, da der i

samme periode kun har været en vækst i befolkningsantallet på knap 6 pct. Væksten i antallet

af personer, som modtager almindelig fysioterapi, er særligt drevet af personer over 60 år, jf.

Figur 3.20. Antallet af borgere over 60 år, som modtager almindelig fysioterapi, er steget med

59 pct. i perioden 2008 til 2018, hvilket er en større vækst, end der har været i aldersgruppen.

I 2018 modtog 12,7 pct. af borgere over 60 år almindelig fysioterapi, mens det tilsvarende tal

kun var 9,4 pct. i 2008. Endvidere modtager kvinder hyppigere almindelige fysioterapiydelser

end mænd (35).

Data fra www.statistikbanken.dk/SYGPS1 (fysioterapi 51 og fysioterapi 62) og (34).

Figur 3.19

Antal personer, som har modtaget almindelige fysioterapiydelser (speciale 51),

2008-2018

Kilde:

Egen tilvirkning på baggrund af data fra www.statistikbanken.dk/SYGPS1 (Fysioterapi 51)

En opgørelse fra Danmarks Statistik (ibid.) viser, at den gennemsnitlige modtager af almindelig

fysioterapi går til fysioterapi knap ni gange på et år, og at dette tal har ligget konstant siden

2008. Dette tal dækker både over individuel behandling og deltagelse på hold. Danmarks Sta-

tistiks opgørelse viser yderligere, at antallet af kontakter er stigende med alderen, idet de unge

0-19 årige har knap fem kontakter pr. patient, mens de 30-59 årige har otte kontakter pr. pati-

ent, og de over 60-årige har knap 11 kontakter pr. patient.

Antallet af personer, som har modtaget vederlagsfri fysioterapi (speciale 62), er i perioden 2008

til 2018 steget fra 47.000 til 73.000 personer svarende til en stigning på 82 pct. Væksten i

antallet af personer, som modtager vederlagsfri fysioterapi, er hovedsageligt drevet af personer

over 60 år, jf. Figur 3.21.

Figur 3.20

Antal personer, som har modtaget vederlagsfri fysioterapiydelser (speciale 62),

2008-2018

Kilde:

Egen tilvirkning på baggrund af data fra www.statistikbanken.dk/SYGPS1 (fysioterapi 62).

3.7

Den demografiske udvikling

Den demografiske udvikling foreskriver, at andelen af ældre vil stige i de kommende år, jf. Figur

3.22. Denne udvikling er særligt drevet af to forhold, for det første den store efterkrigsgenera-

tion som følge af de høje fødselstal efter 2. verdenskrig, og for det andet den stigende middel-

levetid (s. 33-36 i (36)). En stigende middellevetid ses hyppigt som et udtryk for, at befolkningen

er blevet sundere. Hvis det er tilfældet, vil fx en 60-årig i dag være sundere end en 60-årig for

15 år siden. Evidensen er imidlertid ikke så entydig i forhold til, at befolkningen gennemsnitligt

er sundere i dag end tidligere, til trods for at befolkningen gennemsnitligt lever længere (s. 39

i ibid.). Det betyder, at hvis vi alene kigger på den demografiske udvikling, og kobler det med

viden fra det foregående afsnit om, at antallet af kontakter er stigende med alderen, foreskriver

den demografiske udvikling en øget efterspørgsel efter fysioterapi i de kommende år. Det skal

i den sammenhæng bemærkes, at den økonomiske ramme for sygesikringsfinansieret fysiote-

rapi ikke fastsættes på baggrund af efterspørgslen, men på baggrund politiske prioriteringer.

Dermed kan den demografiske udvikling alene bruges til at sige noget om, at der i udgangs-

punktet vil være flere borgere, som vil forventes at have behov for fysioterapi i fremtiden.

Figur 3.21

Den forventede procentvis ændring i antallet af borgere i Danmark fra 2018 til

2025 fordelt på aldersgrupper

Anm.:

Kilde:

Baseret på Danmarks Statistiks tabel: frdk118.

Figur 4.4 i (36).

3.8

Opsummering

Vi har i dette kapitel fremlagt data for en række udvalgte områder, som beskriver praksissek-

toren. Vigtige pointer til brug for den videre analyser er som følger:



Antallet af fysioterapeuter tilknyttet praksisoverenskomsten er steget med 55 pct. i perioden

2007 til 2019. Stigningen afspejler den generelle stigning, der har været i antallet af fysiote-

rapeuter. Det samlede antal fysioterapeuter steg med ca. 44 pct. i perioden 2007 til 2016.

Der er en overrepræsentation af mænd i praksissektoren og især blandt klinikejere i forhold

til den samlede kønsfordeling blandt fysioterapeuter.

Fysioterapeutarbejdsstyrken, herunder fysioterapeuter i praksissektoren, er ung. Gennem-

snitsalderen er ca. 41 år for fysioterapeuter i praksissektoren.

Fra 2007 til 2019 er antallet af ejere under overenskomsten reduceret med lidt over 100,

mens antallet af ansatte er steget med over 1.000.

Antallet af klinikker inden for overenskomsten er 498 klinikker, som til sammen har 1.735

ydernumre med en samlet kapacitet på 1.285. Antallet af klinikker tilknyttet overenskomsten

er reduceret med 37 pct. i perioden 2007 til 2019, mens kapaciteten har været konstant.

Fysioterapeuter inden for overenskomsten arbejder også uden for overenskomsten. 83 pct.

af klinikejerne med ydernummer leverer både behandling med og uden ydernummer, mens

det samme gælder 58 pct. af indlejerne med ydernummer.

Ventetiden for behandling er længere inden for overenskomsten end uden for overens-

komsten.

I 2018 blev der udbetalt 1,5 mia. kr. i honorarer til de praktiserende fysioterapeuter for

levering af ydelser i forbindelse med specialerne almindelig fysioterapi (speciale 51), ve-

derlagsfri fysioterapi (speciale 62) og ridefysioterapi (speciale 65). Vederlagsfri fysioterapi



er opgjort i udgifter langt det største speciale, mens almindelig fysioterapi er langt det stør-

ste opgjort i antal patienter (jf. afsnit 3.5). Grunden til denne forskel er, at regionerne kun

betaler ca. 39 pct. af udgifterne til den almindelige fysioterapi, mens kommunerne betaler

100 pct. af udgifterne til den vederlagsfrie fysioterapi.



Udgifterne til almindelig fysioterapi (specialer 51) og vederlagsfri fysioterapi (speciale 62)

er i perioden 2008 til 2018 steget fra 1 mia. kr. til 1,4 mia. kr. (2018-priser). Væksten i

udgifterne har primært været drevet af, at der er sket en stigning i udgifter til vederlagsfri

fysioterapi.

Prisen på et ydernummer er steget over tid.

Antallet af fysioterapikontakter er stigende med alderen.



Fordele og ulemper ved den nuværende

organisering og styring af praksissektoren

Vi har i de foregående kapitler beskrevet styringen, organiseringen og finansiering af praksis-

sektoren (kapitel 2) samt belyst udvalgte nøgletal for praksissektoren (kapitel 3). I dette kapitel

diskuteres fordele og ulemper ved den nuværende organisering og styring af praksissektoren.

Vurderingen af fordele og ulemper er foretaget ud fra et offentligt finansieret sundhedsvæsens-

perspektiv, inklusive de tilhørende krav om budgetsikkerhed og opfyldelse af de overordnede

sundhedspolitiske værdier og målsætninger.

Fordelene og ulemperne i det nuværende system beskrives i kapitlet i forhold til otte temaer.

De otte temaer er udvalgt på baggrund af analyse af: 1) fundene i kapitel 2 og 3, 2) besvarel-

serne i VIVEs spørgeskemaundersøgelse, 3) de to gruppeinterview med fysioterapeuter, som

arbejder i praksissektoren, 4) ét gruppeinterview med medarbejdere i praksisadministrationen

i regionerne, som arbejder med administrationen af fysioterapipraksisområdet, samt 5) den af

Danske Fysioterapeuter i februar og marts 2019 gennemførte spørgeskemaundersøgelse om

praksissektoren. De otte temaer omfatter de centrale fordele og ulemper ved den nuværende

styring af fysioterapipraksissektoren, identificeret på baggrund af vores analyse af de indled-

ningsvis opstillede syv tematikker

, som Danske Fysioterapeuter har ønsket at få analyseret.

De otte temaer er:

1. styring på makroniveau fungerer, hvis budgetsikkerhed er hovedformålet

2. savner instrumenter til måling af kvalitet

3. manglende klar definition af en kapacitet

4. oplevet uretfærdighed i det nuværende system

5. voksende arbejdsstyrke presser forholdene i praksissektoren

6. praksissektoren i udvikling

7. samarbejdet med andre aktører

8. patientperspektivet.

4.1

Styringen på makroniveau fungerer, hvis budgetsikkerhed er

hovedformålet

Det fremgår overordnet set af de inkluderede udgiftsdata og interview, at styringen af fysiote-

rapeutsektoren fungerer udmærket på makroniveau. Samfundet har behov for styring af de

godt 1,5 milliarder kroner, som hvert år gives i sygesikringstilskud til behandling i fysioterapi-

praksissektoren. Udgiftskontrol og sikring af styringen af de offentlige sygesikringsudgifter til

fysioterapipraksissektoren er dermed et helt centralt formål med styringen af praksissektoren.

Den nuværende styringsmodel for praksissektoren sikrer, at regionerne og kommunerne har

budgetsikkerhed i forhold til deres udgifter til behandling til fysioterapi i praksissektoren. Dette

sikres ved, at der er en fast økonomisk ramme for udgifterne til fysioterapi i praksissektoren –

dog først indført for speciale 62 med virkning fra 2019, jf. afsnit 2.4.1. Den faste udgiftsramme

består i, at der er et loft over de samlede udgifter til de enkelte sygesikringsspecialer, og ved

overskridelse af den fastsatte udgiftsramme har regionerne og kommunerne mulighed for at

De syv tematikker, som analysen overordnet har haft fokus på, er: økonomi, patientperspektivet, konkurrence, kapacitet,

styring, limitering og samarbejde med forsikringsselskaber.

foretage modregning ved nedsættelse af honoraret i det efterfølgende år. Dette er fx sket for

ridefysioterapi (speciale 65) i 2015 (34) og i 2018, fordi den gennemsnitlige udgift pr. patient

steg for meget (37). Dømt ud fra udgiftstallene for de første tre kvartaler af 2019 ser det ud til

at være faretruende tæt på at ske for vederlagsfri fysioterapi (speciale 62) i 2019, som vel an

mærke er det første år, hvor specialet har et fast økonomisk loft (ibid.).

Styring af udgifterne til praksissektoren, både på regionsniveau (makroniveau) og klinikniveau,

er baseret på aftalerne i overenskomsten. Styringen – eller nærmere kontrollen af udgifterne på

klinikniveau – synes set fra regionalt perspektiv at være svære at have med at gøre end makro-

niveauet. Dette skal forstås sådan, at det hurtigt bliver en ressourcekrævende proces, dels fordi

der er nogle udfordringer i forhold til definitionerne omkring en kapacitet (uddybes yderligere i

afsnit 4.3), som besværliggør muligheder for at dokumentere uregelmæssigheder i de enkeltes

klinikkers omsætning, dels fordi de administrative medarbejdere oplever, at fysioterapeuterne er

gode til at tilpasse deres adfærd til overenskomstens

huller,

jf. citatboksen nedenfor.

Nødvendigt med løbende ændringer i overenskomsten i forhold til ændret adfærd hos fysiote-

rapeuterne

Og så er det meget kendetegnende, synes jeg, det her med, at vi er meget reaktive, forstået på den

måde, at så har vi kontrolstatistikker. Og de er jo netop på ydernummerniveau, og så finder de ud af

på klinikkerne at tage højde for dette. De gør faktisk det, at patienten cirkler rundt, sådan at de kan

holde sig under – at de kan have en gennemsnitlig udgift, som ikke afviger for meget fra de andre på

klinikken. Og så er der nogle af dem, der siger, at de har arbejdsdeling. Hvad gør vi så? Så siger vi,

så laver vi kontrolstatistik på klinikniveau. Det er den der måde, som vi hele tiden reagere på ift. deres

adfærd. Og det er vel også det, vi er begyndt at blive lidt trætte af. For så skal vi igen ind og lave

ændring i vores overenskomst og vores opsætning af afregningssystemet, så vi kan lave kontrolstati-

stik på klinikniveau. Og det er faktisk ret kompliceret. Men det er sådan meget kendetegnende, synes

jeg […]. På den måde er de nogle, agenter som faktisk ændrer adfærd ret hurtigt. Og vi prøver så at

følge med så godt, vi kan.

(Administrativ medarbejder)

Foruden udgiftssikring er der, som beskrevet i afsnit 2.4.1, forskellige sundhedspolitiske mål,

som styringen af fysioterapipraksissektoren skal opfylde. Ydernummersystemet er med til at

sikre det sundhedspolitiske mål om geografisk dækning. Den geografiske dækning sikres via

de regionale praksisplaner, idet der her tages beslutning om, hvor de enkelte klinikker og yder-

numre skal ligge geografisk, jf. afsnit 2.4.2. De geografiske bestemmelser medfører, at der

også i udkantsområder stilles tilbud om offentlig (delvis) betalt fysioterapibehandling til rådig-

hed. Ligeledes understøttes kravet om valgfrihed af den nuværende styring af praksissektoren

ved, at patienter med henvisning til fysioterapi frit kan vælge mellem de klinikker, der er tilknyt-

tet overenskomsten for fysioterapi. Valgfriheden for den enkelte borger er dog – blandt andet

af økonomiske styringsmæssige hensyn – indskrænket til kun at indbefatte overenskomsttil-

knyttede fysioterapeuter.

Der er mange hensyn, der ønskes taget højde for i styringen af det danske sundhedsvæsen,

herunder krav til effektiviteten – det vil sige et ønske om at levere mest mulig sundhed for

pengene. Konkurrence nævnes ofte som et virkemiddel til effektivisering. Konkurrence og For-

brugerstyrelsen har i en tidligere rapport i 2013 (1) sat fokus på konkurrence- og forbrugerfor-

holdene inden for fysioterapipraksissektoren. Rapportens hovedkonklusion er, at reguleringen

af fysioterapipraksissektoren udelukker en effektiv og lige konkurrence mellem de enkelte kli-

nikker, med dertilhørende tab for patienterne og samfundet, og at reguleringen ikke understøt-

ter vækst af de mest effektive klinikker (s. 6 i ibid.). Konkurrence og Forbrugerstyrelsens ho-

vedkonklusion afspejler, at analysen primært fokuserer på konkurrence, effektivitet og bruger-

velfærd (s. 5 i ibid.) og ikke på det rammestyrede sundhedsvæsens behov for budgetsikkerhed.

Det skal afslutningsvis nævnes, at der i et vist omfang i dag sker konkurrenceudsættelse af nogle

af de opgaver, som praksissektoren løser for kommunerne. Kommunerne kan således vælge at

udlicitere deres genoptræning og vedligeholdelsestræning til en privatudbyder. Omfanget af dette

er ikke direkte blevet kortlagt i denne undersøgelse, men det umiddelbare indtryk er, at det kun

forekommer i begrænset omfang, vurderet på baggrund af interview og klinikkernes afrapporte-

rede omsætningsfordelinger i VIVEs spørgeskemaundersøgelse (Figur 3.9).

4.2

Savner instrumenter til måling af kvalitet

Fysioterapeuterne i fokusgruppeinterviewene peger på, at der i praksissektoren savnes instru-

menter til måling af kvaliteten af den leverede fysioterapi. Den manglende måling og viden om

den leverede kvalitet i praksissektoren giver grobund for en ukvalificeret diskussion af kvalite-

ten i praksissektoren. Et hyppigt rejst kritikpunkt i forhold til ydernummersystemet er, at klinik-

ker inden for overenskomsten ikke har samme incitament til at forholde sig til kvaliteten af deres

behandling som klinikker uden for overenskomsten, da klinikker inden for overenskomsten er

garanteret et vist kundegrundlag. Det er ikke muligt på baggrund af data i denne undersøgelse

at afgøre, om der er forskel i den leveret kvalitet mellem klinikker inden for og uden for over-

enskomsten – og formentlig vil der være tale om, at der er klinikker både inden for og uden for

overenskomsten, som leverer god henholdsvis mindre god kvalitet. Den nuværende honorar-

struktur for sygesikringsydelser tilskynder imidlertid ikke den enkelte fysioterapeut til at have

fokus på kvalitet – tværtimod, idet honorarstrukturen bygger på betaling for antal behandlinger

og dermed tilskynder til et højt ydelsesniveau. I systemet er der med andre ord en iboende

tilskyndelse til at reducere tidsanvendelsen pr. ydelse og til at maksimere antallet af ydelser.

Det er en tilskyndelse, som man ved andre tiltag i overenskomsten – såsom opgørelse af gen-

nemsnitsudgiften pr. patient – prøver at afdæmpe (jf. 2.4.2). Disse tiltag kan have en reduce-

rende effekt på antallet af ydelser, men det fjerner ikke det grundlæggende problem med, at

klinikkerne tilknyttet overenskomsten – og delvis klinikker uden for overenskomsten – har inci-

tament til at levere ydelser og ikke færdigbehandle patienter.

Som beskrevet i afsnit 2.4.5, er der med den seneste overenskomst for praksissektoren iværk-

sat forskellige tiltag med henblik på at sikre kvalitetsudvikling i praksissektoren. Tiltagene ind-

befatter, at 1) alle klinikker, som er tilknyttet overenskomsten, skal akkrediteres efter Den Dan-

ske Kvalitetsmodel inden udgangen af august 2022 (§ 48 i (3)), 2) fysioterapeuterne skal ved-

blive med at følge og holde sig opdaterede på nationale kliniske retningslinjer, som vedrører

fysioterapipraksis (§ 47 i (3)), og 3) der igangsættes a) implementering af nationale kliniske

retningslinjer, b) udviklingsprojekt vedrørende effektmåling og datadrevet kvalitet samt c) pro-

jekt vedrørende modernisering af overenskomstens ydelser (§ 46 i (3)). Tiltagene diskuteres

enkeltvis nedenfor.

Den igangværende akkrediteringsproces italesættes i interviewene generelt som en god ting.

Blandt de interviewede fysioterapeuter uden for overenskomsten er der dog en undren over,

hvorfor der er forskel i det økonomiske tilskud til akkrediteringsprocessen afhængigt af, om

klinikken er tilknyttet overenskomsten eller ej, og hvorfor der ikke også er krav til klinikker uden

for overenskomsten om at blive akkrediteret. Akkrediteringsprocessen kommer herved til at

opleves af dem uden for overenskomsten som endnu en blåstempling af klinikker inden for

overenskomsten – en blåstempling, som klinikkerne uden for overenskomsten ikke vil gå glip

af, jf. citatboksen nedenfor. De interviewede fysioterapeuter, som ikke er tilknyttet overenskom-

sten, planlægger derfor også alle at blive akkrediteret, og der er blandt dem en forventning om,

at fx forsikringsselskaber i fremtiden vil stille krav til klinikkerne om, at de er akkrediterede, for

at de vil indgå aftale med dem. I forhold til akkrediteringsprocessen blev der ved fokusgruppe-

interviewene med fysioterapeuterne rejst kritik af den manglende gennemsigtighed i, hvad det

reelt koster af tid i klinikken at blive akkrediteret.

Klinikejere uden ydernummer vil også akkrediteres

VIVE:

Hvorfor [vil I akkrediteres]?

Klinikejer uden ydernummer 1:

For at vise, at vi godt kan, og modvirke den der med, at der er dårlig

kvalitet ude ved os.

Klinikejer uden ydernummer 2:

Og jeg tror, at det får os til at stå stærkere, når vi så skal snakke om

samarbejde med kommuner.

Indførelsen af akkreditering af overenskomstklinikkerne kan ses som en måde at komme den

ovennævnte kritik omkring de manglende krav til kvaliteten af den behandling, som leveres

inden for overenskomsten, til livs. Processen med, at der gives større tilskud til klinikker tilknyt-

tet overenskomsten end klinikker uden for overenskomsten, kommer imidlertid til at virke som

endnu et konkurrenceforvridende element, uagtet at der kan være en vis forståelse for, at det

økonomiske råderum ikke tillader, at alle får det høje tilskud. Endvidere handler akkrediteringen

om at understøtte den organisatoriske, den kliniske og den patientoplevede kvalitet, men den

er ikke i sig selv et mål for kvaliteten af den behandling, der tilbydes i den enkelte klinik. I forhold

til sidstnævnte efterspørges der i interviewene et mere klart defineret mål for og en mere klart

defineret måling af kvaliteten/effekten af den behandling, der tilbydes i praksissektoren.

Udvikling af værktøjer og metoder i forhold til effektmåling i fysioterapipraksis er netop et af

udviklingsprojekterne, som man på baggrund af den sidste overenskomst er igangsat, og som

er fastlagt til at løbe hen over denne overenskomstperiode. Der synes således fra de centrale

aktører på område at være opmærksomhed på og handling i forhold til behovet for bedre at

kunne monitorere på effekten og kvaliteten af behandlingen i praksissektoren.

De Nationale Kliniske Retningslinjer er et andet element i kvalitetsudviklingen af praksissekto-

ren. I fokusgruppeinterviewene med fysioterapeuterne blev det fremhævet, at en udfordring i for-

hold til implementeringen af de Nationale Kliniske Retningslinjer er, at der ikke er sammenhæng

mellem de krav, der stilles i retningslinjerne, og den økonomiske ramme, som stiller krav til gen-

nemsnitsantal behandlinger pr. patient, jf. citatboksen nedenfor. Også her er der med den sene-

ste overenskomst igangsat initiativer, der kan opfattes som tiltag med henblik på håndtering af

problemet med implementeringen af de nationale kliniske retningslinjer. I overenskomsten er der

aftalt igangsættelse af et projekt om implementering af nationale kliniske retningslinjer samt et

projekt vedrørende modernisering af overenskomstens ydelser (§ 46 i (3)).

Ikke sammenhæng mellem de kliniske rammer og limiteringerne

Hvis du tager mange af de kliniske retningslinjer på § 62, så er det ikke noget, vi kan følge inde for ens

ydernummer. Det er der ikke plads til. Fordi den intervention, de forelægger i den kliniske retningslinje,

kan vi ikke gøre, så kan vi ikke overholde vores limitering.

(Lejer med ydernummer)

4.3

Manglende klar definition af en kapacitet

Det samlede materiale peger på, at en stor del af udfordringerne omkring ydernummersystemet

skyldes en manglende klar definition af en kapacitet. Den uklare definition af en kapacitet synes

at devaluere ydernummersystemets anvendelse i fysioterapipraksissektoren til primært at blive

et element til styring af den overordnede økonomiske ramme for fysioterapipraksissektoren.

Med manglende klar definition af en kapacitet menes, at der ikke er et fastlagt antal timer eller

en fastlagt omsætning knyttet til et ydernummer med en kapacitet over 30 timer, mens der for

et ydernummer med en kapacitet under 30 timer er knyttet en maksimal grænse på 30 timer

ugentligt i gennemsnit på årsplan, men i udgangspunktet ingen omsætningsbegrænsning, jf.

boks 2.1. Dette betyder, at der omsætningsmæssigt er stor diversitet for de enkelte kapaciteter,

og der ikke er ”et naturligt” gennemsnit for, hvad produktionen er på henholdsvis et ydernum-

mer over og et ydernummer under 30 timer.

De indhentede data fra regionerne for maksimum- og minimumsværdierne for omsætningslof-

tet på henholdsvis kapaciteter under og over 30 timer (Tabel 3.12) viser, at der mangler en

meningsfuld definition af et ydernummer på henholdsvis over og under 30 timer. De oplyste

maksimumværdier for regionernes omsætningslofter for ydernumre under 30 timer på mellem

1,4 og 2,1 millioner kr. er ikke mulige at opnå, hvis man i gennemsnit skal arbejde under 30 ti-

mer om ugen, som det foreskrives for en kapacitet under 30. Med de nuværende takster er det

svært at nå over 1,4 mio. kr. i produktion på et ydernummer med en kapacitet på under 30

timer. Ligeledes er det ikke muligt for én person alene at have en produktion på 2,4 til 3,7 mio.

kr. årligt, som de regionale data viser, er maksimumomsætningsloftet for et ydernummer over

30 timer, jf. Tabel 3.12.

Det fremgår endvidere af regionernes omsætningsloft (Tabel 3.12), at der er et stort spænd i

de fastsatte omsætningsloft for henholdsvis en kapacitet over og under 30 timer, samt at de

maksimale omsætningslofter for kapaciteter under 30 timer er højere end minimumsomsæt-

ningsloftet for kapaciteter over 30 timer. Forklaringen på den store variation i de fastlagte om-

sætningslofter er, jf. afsnit 2.4.2, at omsætningsloftet for et ydernummer beregnes i forhold til

gennemsnittet af de tre foregående kalenderårs omsætning på ydernummeret. Historisk - og

delvist stadig - har der i overenskomsterne om fysioterapi i praksissektoren eksisteret forskel-

lige muligheder for at ydernummerindehaveren har kunnet øge omsætningen betragteligt på

sit ydernummer. Et eksempel herpå er, at det tidligere var muligt i større omfang at benytte sig

af hjælpepersonale end i dag, og at man herigennem kunne øge omsætningen på sin kapacitet.

Ydernummersystemet og de dertil knyttede kapaciteter fungerer, jf. afsnit 4.1, i forhold til at

sikre overholdelse af den fastsatte udgiftsramme for de enkelte fysioterapisygesikringsspecia-

ler. Derimod svækkes ydernummerets styringsmæssige egenskaber længere nede i styrings-

kæden som følge af den manglende klare definition af en kapacitet. For det første er det svært

at identificere og ikke mindst dokumentere uregelmæssigheder i omsætningen, når der ikke er

et gennemsnit for en produktionen på et ydernummer over og under 30 timer. For det andet

svækkes ydernummerets funktion i forhold til sikring af en ligelig geografisk dækning og dets

funktion som et generelt kapacitetsstyringsredskab. Fx hvis nogle klinikker har været gode til

at øge omsætningen før en limitering på deres ydernummer, og andre ikke har, vil det forstyrre

den ligelige tilgang til fysioterapiydelser, da det vil betyde, at der er stor variation i det totale

antal ydelser, som der kan leveres på det enkelte ydernummer – det vil sige en variation, som

er blevet introduceret, efter at den geografiske fordeling er sikret ved ydernumrene.

Brugen af hjælpepersonale blev muligt med overenskomsten i 2008. Ordningen findes stadig,

dog kun til holdtræning og opfølgende træningsterapi, jf. afsnit 2.3. Ordningen har og giver

stadig – dog i mindre grad – mulighed for at aktiviteten kan stige på en given kapacitet for

ydernumre, som ikke er limiterede.

Udmøntningen af ydernummersystemet synes noget mere kompleks på fysioterapipraksisom-

rådet end inden for de øvrige praksisområder, der er reguleret via ydernumre. Inden for fysio-

terapipraksisområdet kan et ydernummer, jf. boks 2.1, dække over flere kapaciteter, og flere

personer kan være tilknyttet én kapacitet. Dette er modsat mange af de andre praksisområder,

hvor en kapacitet typisk er lig en person, hvilket alt andet lige gør det nemmere at benytte

ydernummersystemet til kapacitetsstyring på ydernummerniveau og ikke kun til sikring af den

overordnede økonomiske ramme. De regionale medarbejdere, vi har talt med, bekræfter kom-

pleksiteten i udmøntningen af ydernummersystemet og oplevelsen af, at det er svære at kon-

trollere i forhold til uregelmæssigheder.

Den manglende klare definition af en kapacitet skaber endvidere grobund for frustration over

ydernummersystemet – særligt blandt fysioterapeuter, som ikke har et ydernummer. Som prak-

tiserende fysioterapeut uden ydernummer kan det være svært at se rimeligheden i, at en ka-

pacitet på over 30 timer i princippet kan dække ansættelse af to praktiserende fysioterapeuter

på fuld tid. Ligeledes kan det opleves urimeligt, at den stigning, der har været i den økonomiske

ramme for sygesikringstilskud til behandling til fysioterapi i praksissektoren, er blevet absorbe-

ret af de eksisterende ydernumre og ikke har åbnet mulighed for nynedsættelser, jf. citatboksen

nedenfor. Væksten i den samlede økonomiramme for sygesikringstilskuddet til behandling til

fysioterapi har således ikke afstedkommet en øgning i antallet af ydernumre.

Svært for den enkelte fysioterapeut at se økonomistyringen i det nuværende kapacitetssystem

Jeg kan ikke se økonomirammen for mig, når det hedder under og over 30 timer, for hvor er økonomi-

ramme i det? For hvad er over 30 timer? Og det er det, jeg mener: Alle tal må ligge til rådighed. Der

kommer så meget statistik ind på de her ydernumre. Hvad er et gennemsnit, hvis du kigger over et år?

Hvor mange af behandlingerne er første konsultationer, hvor mange er opfølgende, hvad er holdtræ-

ning? Det må, undskyld mig, være så simpelt at lave en statistik. Godt, på sådan et nummer må man

i snit omsætte for så meget, og på det store må du lave så meget. Og når vi så har gennemsnittet, så

lægger vi – nu siger jeg fx bare 10 pct. – oven i, fordi der er nogle, som arbejder mere end gennem-

snittet, men så vil det give mening i forhold til mig, at sige, at det er et økonomistyringssystem. Lige nu

er det en måde at give tilskud til nogle klinikker, som andre ikke kan få en del af. For økonomistyringen

er der ikke lige nu.

(Ejer uden ydernummer)

Det har aldrig været et krav, at ydernummersystemet skal være rimeligt, men styringsinstru-

mentets legitimitet i branchen svækkes, hvis der opleves at være diskrepans mellem styrings-

instrumentets målsætning og dets faktiske anvendelse. Den oplevede manglende økonomisty-

ring på kapacitetsniveau udfordrer således ydernummersystemets legitimitet som værende et

økonomistyringsinstrument.

Konsekvensen af den uklare definition af en kapacitet er, at der ikke er blevet styret særligt

hårdt i forhold til kapacitetsdelen, og at det centrale styringselement i ydernummersystemet

herved er blevet reduceret til primært at bestå i at sikre offentlig budgetsikkerhed i forhold til

den overordnede økonomiramme.

4.4

Oplevet uretfærdighed i det nuværende system

På baggrund af interview med fysioterapeuterne og Danske Fysioterapeuters medlemsunder-

søgelse tegner der sig endvidere et billede af, at der blandt fysioterapeuterne er en oplevelse

af, at der er indbygget en grundlæggende uretfærdighed i det nuværende system. Nogle kli-

nikejere har historisk fået deres ydernummer uden at skulle betale for det, jf. boks 2.1. Det

skaber grundlægende en oplevelse af uretfærdighed i det nuværende styringssystem for fysio-

terapipraksisområdet, hvor der er sket en kapitalisering af ydernumrene som følge af, at det er

en ”mangelvare”. Kapitaliseringen af ydernumrene er et resultat af, at udbuddet af fysiotera-

peuter, som gerne vil være tilknyttet overenskomsten, er større end antallet af tilgængelige

ydernumre. Ydernummeret er officielt ikke en handelsvare, men jf. afsnit 3.3.6 er der i praksis

knyttet en pris til ydernummeret ved ydernummer- eller klinikovertagelser.

Det fremgår af VIVEs spørgeskemaundersøgelse, at prisen for et ydernummer er steget over

tid. VIVEs spørgeskemaundersøgelse er ikke en repræsentativ undersøgelse, hvorfor de ek-

sakte estimater ikke skal tillægges for stor betydning. Når det er sagt, skal det dog understre-

ges, at de i spørgeskemaet observerede tendenser i forhold til prisudviklingen for ydernumre

er samstemmende med oplysninger fra gruppeinterviewene og besvarelserne i Danske Fysio-

terapeuters medlemsundersøgelse.

Blandt de interviewede fysioterapeuter, som ikke har et ydernummer, opleves det som uretfær-

digt, at nogle har fået stillet et ydernummer gratis til rådighed for efterfølgende at kunne tjene

penge på at sælge det. Oplevelsen af uretfærdighed forstærkes af, at de, der har et ydernummer

og en velfungerende praksis, vil have lettere ved at mobilisere midler til køb af ”nye” ydrenumre

end fx den nyuddannede fysioterapeut, jf. citatboksen nedenfor. Der er således blandt mange af

fysioterapeuterne i interviewene og i Danske Fysioterapeuters medlemsundersøgelse en ople-

velse af, at der sker en koncentrering af ydernumre på færre klinikejeres hænder. Rigtigheden af

denne påstand støttes af, at der er observeret et fald i antallet af klinikejere i perioden 2007 til

2019, jf. Tabel 3.2, og at der er 10 pct. af klinikkerne i Region Midtjylland, som er ejet af en

fysioterapeut, som ikke selv praktiserer på klinikken, jf. afsnit 3.2.1.

Monopolisering af ydernumre

Det er ligesom, at mere avler mere. Når de først sidder og har en hel sum ydernumre, så har de penge

til at købe flere ydernumre. Det er som, at der kommer monopol på de patienter. Vi ser, at klinikker

bliver større og større og opkøber andre klinikker og bliver kæmpeklinikker. Det bliver et større og

større problem for os uden for ydernummer. For så bliver det bare endnu svære at konkurrere med –

når de bliver ved med at opkøbe ydernumrene.

(Indlejer uden ydernummer)

Ydernummersystemet har endvidere den grundlæggende iboende uretfærdighed – set fra per-

spektivet for de klinikejere, der ikke har et ydernummer – at patienten modtager tilskud til over-

enskomstdækkede ydelser, hvis de benytter en klinik med et ydernummer. Den konkurrence-

forvridning, som patienttilskuddet giver på overenskomstdækkede ydelser, kan ses som en

uundgåelig konsekvens af regionernes behov for overordnet udgiftsstyring. For klinikejere uden

ydernummer

opleves det konkurrenceforvridende element imidlertid at favne bredere end

kun til overenskomstdækkede ydelser. For det første sikrer ydernummeret en vis automatisk

efterspørgsel og dermed indtjening til klinikken og dækning af de faste udgifter. For det andet

Her refereres både til informanterne fra fokusgruppeinterviewene og til Danske Fysioterapeuters medlemsundersøgelse

kan den sygesikringsdækkede aktivitet også potentielt generere ekstra efterspørgsel på ydel-

ser uden for overenskomsten. Dette medfører, at mange klinikejere uden for overenskomsten

har en oplevelse af, at konkurrencen ikke kun er ulige i forhold til overenskomstdækkede ydel-

ser, men også er ulige på ikke overenskomstdækkede ydelser, og at de skal bruge mange flere

ressourcer og mere tid på markedsføring for at skaffe patienter til klinikken end klinikkerne med

ydernumre. VIVEs spørgeskemaundersøgelser viser i tråd hermed, at en større andel af be-

handlerne uden for overenskomsten oplever at have problemer med at tiltrække patienter end

behandlere inden for overenskomsten, jf. Figur 3.12.

Sammenligning af prisen på ni standardydelser uden for overenskomsten for henholdsvis kli-

nikker med og uden ydernummer (Tabel 3.14) viser, at klinikker med ydernummer har en lavere

prissætning af de fire ydelser, som også indgår i overenskomsten, og prissætningen er her

samstemmende med de overenskomstfastsatte priser. Konkurrencestyrelsen fandt et tilsva-

rende billede i deres analyse (1). Den observerede forskel i prissætningen kan være et udtryk

for, at klinikker uden ydernummer på grund af den manglende garanterede efterspørgsel sam-

menlignet med klinikker med ydernummer er nødt til at prissætte deres behandling højere for

at sikre dækning af de faste omkostninger. Figur 3.12 indikerer, at der forekommer problemer

med efterspørgslen blandt nogle af respondenterne uden for overenskomsten, og at det der-

med kan være noget af forklaringen på den højre prissætning. Den observerede forskel kan

imidlertid også være udtryk for, at der er forskel i den leverede ydelse i forhold til mængde og

kvalitet mellem klinikker inden for og uden for overenskomsten. De sidstnævnte forhold synes

begge at være tilfældet, da behandlere uden for overenskomsten i VIVEs spørgeskemaunder-

søgelse generelt har angivet at have afsat længere tid til deres behandling (jf. Figur 3.13), og

klinikkerne uden for overenskomsten i højere grad har angivet at være specialiserede

end

klinikker med overenskomst (jf. afsnit 3.2.6).

4.5

Voksende arbejdsstyrke presser forholdene i praksissektoren

Det stigende antal fysioterapeuter presser forholdene i praksissektoren, fordi det øger konkur-

rencen, og medvirker til at polarisere klinikker med og uden ydernummer yderligere. De offici-

elle statistikker viser, at antallet af fysioterapeuter inden for og uden for praksissektoren har

været kraftigt stigende i perioden 2007 til 2019, jf. afsnit 3.1. I perioden 2007 til 2019 er antallet

af fysioterapeuter tilknyttet overenskomsten steget med 1.200 fysioterapeuter fra 2.172 til

3.372

, mens det samlede antal fysioterapeuter er steget med ca. 44 pct. i perioden 2007-

2016. Som beskrevet i afsnit 3.3.1 har der i den tilsvarende periode (2008 til 2019) været en

vækst i udgifterne til almindelig og vederlagsfri fysioterapi (speciale 51 og 62) på 0,4 mia. kr.,

fra 1 mia. kr. til 1,4 mia. kr. (2018-priser). Denne løbende udvidelse af økonomirammen for

sygesikringstilskud til fysioterapibehandling i praksissektoren har gjort, at det har været muligt

at absorbere en del af væksten i den samlede arbejdsstyrke i den overenskomstdækkede del

af praksissektoren.

Igennem de senere år er der, jf. 2.4.1, blevet indført en fast økonomiramme for almindelig og

vederlagsfri fysioterapi. Den faste økonomiramme begrænser muligheden for at generere mere

aktivitet inden for overenskomsten. Væksten i arbejdsstyrken kan herved ikke længere absorbe-

res inden for overenskomsten, men vil i stedet skulle absorberes uden for overenskomsten. Dette

Her refereres både til informanterne fra fokusgruppeinterviewene og til Danske Fysioterapeuters medlemsundersøgelse.

Specialiseret i forhold til patient- eller diagnosegruppe (fx idrætsskader, kræft eller sklerose), eller hvilken legemsdel pro-

blematikken er relateret til (fx ryg, bækken, underliv, knæ eller fødder).

Der findes ikke tal for udviklingen i antallet af fysioterapeuter, som arbejder uden for overenskomsten.

har været med til at øge konkurrencen både inden for og uden for overenskomsten, og har skabt

en situation, hvor mange fysioterapeuter må tage, hvad de kan få, jf. nedenstående citatboks.

Uddannet for mange

Det er et problem, at vi har uddannet så mange – trykket nedefra bliver for stort. Der er en stor gruppe,

som i princippet er nødt til at tage, hvad de kan få inden for eller uden for branchen.

(Klinikejer med

ydernummer)

Indførelsen af basiskontrakterne, jf. afsnit 2.4.1, kan ligeledes ses som en reaktion på et pres-

set arbejdsmarked, hvor det har været nødvendigt at fastsætte nogle minimumsvilkår, som skal

være opfyldt for ansatte for at sikre deres vilkår, og at de ikke bliver udnyttet i en situation, hvor

der er stor konkurrence om arbejdet inden for praksissektoren. Der er ingen tvivl om, at den

voksende arbejdsstyrke har været med til at presse forholdene for indlejere og ansatte i prak-

sissektoren. I begge gruppeinterview med fysioterapeuterne har de pressede arbejdsforhold

været til diskussion, og der er generelt en anerkendelse af, at nogle ejere har udnyttet/udnytter

det større udbud af fysioterapeuter til egen vinding på bekostning af arbejdsforholdene, jf. ne-

denstående citatboks. Omfanget heraf er imidlertid mere uklart.

Der er en udfordring i forhold til dårligt kvalitet/arbejdsforhold, men hvor stort er problemet?

Ejer med ydernummer 1:

Møder I mange af dem? Det er bare ... Jeg synes ikke, jeg møder dem. Jeg

synes nemlig, jeg er ude mange steder […] Om det er inde eller uden for overenskomst, så synes jeg

inden for vores fag, at der er rigtig mange, som er gode til at ville udvikle sig og gerne vil følge med.

Lejer uden ydernummer:

Det, jeg bare så på den klinik inden for overenskomsten [som fysioterapeuten

tidligere har arbejdet på], det var, at det primært var nyuddannede eller i hvert tilfælde ikke særligt

engagerede fysioterapeuter, der var der. Og vi havde sindssygt stor personaleomsætning. Jeg vil

skyde på, at vi var 11-12 fysioterapeuter, og 9 af dem blev skiftet ud på et år – inklusive mig selv. Altså,

hvor vi selv valgte at søge videre, fordi vi gerne vil noget mere. Så det virker, som om at det sted, jeg

var, det bare var en pengemaskine, som skulle køre rundt, så det gjaldt om at få nyuddannede ind, og

så kunne man havde dem til en høj provision.

Ejer med ydernummer 1:

De klinikker og klinikejere, jeg støder på og har talt, med passer ikke lige til

beskrivelsen. Men jeg har hørt om andet fra andre.

De administrative medarbejdere i regionerne har også observeret en ændret adfærd hos fysio-

terapeuterne, som måske kan tilskrives en øget konkurrence, jf. citatboksen nedenfor.

Regionerne observerer en ændret adfærd hos fysioterapeuterne

Det er sket noget i deres adfærd, som har gjort det nødvendigt for os at limitere på kapaciteterne, og

jeg må indrømme, jeg kan slet ikke gennemskue, hvad det er i deres adfærd. For det må jo have et

eller andet at gøre med hele den her tilgang til at arbejde som fysioterapeut. Jeg ved ikke, om vilkårene

er hårde derude, eller om der er for mange af dem, eller hvad det er. Man kan bare se, at det er en

anden adfærd – at det har skabt en anden adfærd hos dem. Som så også gør, at vi bliver nødt til at

trykke på nogle andre knapper.

(Administrativ medarbejder i regionen)

Det ligger uden for rammerne af denne undersøgelse at foretage en fremskrivning af udbuddet

og den fremtidige efterspørgsel efter fysioterapeuter. Det kan imidlertid konstateres, at der er

flere faktorer, som umiddelbart peger i retning af, at konkurrencen i praksissektoren kun vil

blive større i fremtiden. Den ene faktor er den relativt lave gennemsnitsalder for fysioterapeuter

i praksissektoren på ca. 41 år, og i fysioterapibranchen generelt, jf. afsnit 3.1.2. Den lave gen-

nemsnitsalder betyder, at det kun er få fysioterapeuter, som i de kommende år vil forlade ar-

bejdsmarkedet (38). Den anden faktor er væksten i andelen af mænd til fysioterapifaget koblet

med, at der er en overrepræsentation af mænd i praksissektoren i forhold til den samlede ar-

bejdsstyrke, jf. afsnit 3.1.2. Alt andet lige peger det i retning af, at søgningen til praksissektoren

vil øges i de kommende år.

4.6

Praksissektoren i udvikling

Den voksende arbejdsstyrke koblet med en fast udgiftsramme har været med til at ændre på

nogle af balancerne i praksissektoren og blandt andet som følge heraf sat gang i en udvikling

af praksissektoren. Nøgletalsbeskrivelserne i kapitel 3 og interviewene viser, at praksissekto-

ren dækker over mange forskellige typer af klinikker, fra den lille klinik med én fysioterapeut,

som enten leverer ydelser 100 pct. inden for eller uden for overenskomsten, til store klinikker,

som leverer ydelser både inden for og uden for overenskomsten. Ligeledes er der en stor

spændvide i, hvilke ydelser der tilbydes i fysioterapipraksissektoren – både med hensyn til

fysioterapifagspecifikke ydelser og ikke-fysioterapifagspecifikke ydelser, som fx kost- og træ-

ningsvejledning, jf. afsnit 3.2.6.

Samlet tegner der sig et billede af, at der for klinikker inden for overenskomsten er en udvikling

i gang mod etablering af færre og større klinikker. Dette understøttes blandt andet af, at antallet

af ydernumre har været så godt som stabilt igennem de seneste 10 år, mens der har været et

jævnt fald i antallet af klinikker, jf. Figur 3.5. En anden observerede udviklingstendens i inter-

viewene med fysioterapeuterne er, at klinikkerne tilknyttet sygesikringen i stigende grad udvi-

der deres tilbud af ydelser uden for overenskomsten – blandt andet som en konsekvens af, at

det er deres eneste rigtige mulighed for at ekspandere på, efter at de økonomiske rammer for

sygesikringsdelen er blevet mere fast, jf. nedenstående citat.

Aktivitet uden for sygesikringen flytter ind på klinikker med ydernummer

Jeg mener, at de fleste mellemstore og større klinikker også vil kunne rumme en vis mængde omsæt-

ning uden for sygesikringen. Jeg kan se, at det også er den vej, udviklingen bevæger sig. Jeg hører

om flere og flere, der har startet noget selv, som på et tidspunkt synes, det er for anstrengende, og så

flytter de deres kundekreds over i en eksisterende klinik med ydernummer. Derved får man øget om-

sætning uden for sygesikringen på denne klinik, fordi limiteringen og antallet af ydernumre ligger fast,

og en forøgelse af omsætningen inden for sygesikringen derved ikke er mulig. Så man prøver, at

tænke alternativt. Derfor tror jeg måske, at udviklingen mere og mere går i retning af, at der bliver flere

og flere uden for sygesikringen, som kommer ind og arbejder på eksisterende klinikker inden for syge-

sikringen, hvilket jeg tænker, vil være en styrkelse af sektoren.

(Ansat på klinik med ydernummer)

Billedet i forhold til klinikstørrelse synes at være lidt anderledes for klinikkerne uden for over-

enskomsten. Af VIVEs spørgeskemaundersøgelse fremgår det, at kun 40 pct. af klinikejerne

uden ydernummer har ansatte, mod 94 pct. af klinikejerne med ydernummer, jf. afsnit 3.2.4.

Dette kan indikere, at klinikkerne er mindre uden for overenskomsten. Endvidere synes vores

empiri

at tegne et mønster af, at der er to overordnede tendenser i forhold til klinikkerne uden

for overenskomsten. Den ene tendens er, at der uden for overenskomsten er en gruppe af

Empirien indbefatter her nøgletalsafdækningen, gruppeinterviewene med fysioterapeuterne samt Danske Fysioterapeuters

medlemsundersøgelse i 2019.

fysioterapeuter, som aktivt har valgt at arbejde uden for overenskomsten, som følge af fx bedre

mulighed for specialisering og honorering af denne, jf. afsnit 3.4.6 og Danske Fysioterapeuters

medlemsundersøgelse. Den anden tendens er, at der er en gruppe, som mere arbejder uden

for overenskomsten, fordi de har været

presset

til det – hvis de vil arbejde i praksissektoren –

og ikke fordi det har været deres primære ønske, jf. afsnit 3.4.6. Meget tyder på, at denne

sidstnævnte gruppe er stigende som en konsekvens af den voksende arbejdsstyrke og den

overordnede faste økonomiramme inden for overenskomsten (jf. diskussionen i afsnit 4.5).

Dette underbygges af, at både klinikejerne og ansatte uden for overenskomsten i VIVEs spør-

geskemaundersøgelse er yngre end de tilsvarende grupper inden for overenskomsten, jf. afsnit

3.1.2. Tendensen er yderligere blevet bekræftet i interviewene med fysioterapeuterne. Samti-

dig peger informanterne på, at det kan være svært for denne sidstnævnte gruppe at få etableret

sig uden for overenskomsten i forhold til at sikre sig et rimeligt indtægtsgrundlag. Dette under-

støttes af Figur 3.10 og Figur 3.11, som er baseret på VIVEs spørgeskemaundersøgelse, med

forbehold for det relativt lave antal besvarelser.

Interviewene med fysioterapeuterne og spørgeskemaundersøgelserne viser, at der blandt fy-

sioterapeuterne er blandede holdninger til tendensen til større klinikker inden for praksissekto-

ren, herunder etableringen af kædesamarbejde. Nogle fysioterapeuter ser de større klinikker

inden for overenskomsten som en yderligere monopolisering af ydernumrene og en yderligere

skævvridning af konkurrenceforholdene i branchen. Andre ser på den anden side udviklingen

mod større klinikker som et udtryk for en øgede professionalisering af området og betoner de

muligheder, der ligger i en større enhed i forhold til specialisering og en mere effektiv drift.

Sidstnævnte gruppe fremhæver yderligere, at der fra det offentliges side er et ønske om større

klinikker, jf. nedenstående citatboks.

Fra kommunerne og regionernes side ønske om større klinikker

Der har også været et ønske fra det offentliges side om, at man kan udbyde en stor variation i behand-

lingsmuligheder for de enkelte klinikker. Men det kræver en hvis mængde kapacitet - både med hensyn

til størrelse af stedet, men også at man har nogle forskellige, der kan noget specialiseret inden for

nogle specielle områder, eller i hvert tilfælde har nogle nicher, de kan varetage. På den baggrund

synes jeg også, det er meget rimeligt, at der er nogle, som har en hvis mængde [ydrenumre], så man

kan servicere det. Fordi der har været en del af det, at man gerne vil have flere større enheder. Jeg

skal så ikke kunne sige, hvor grænsen går, hvis man kigger på de helt store enheder.

(Klinikejer med

ydernummer)

Det har været uden for denne undersøgelses formål at foretage en nærmere analyse af fordelene

og ulemperne ved henholdsvis små og store klinikker. Derfor kan det blot konstateres, at der er

denne udvikling, og at den medfører, at der stilles nye krav til ledelsesbehovet i klinikkerne, idet

det kræver mere at styre en stor enhed end at være en til tre fysioterapeuter i en klinik.

Det er en betingelse for tiltrædelsen af overenskomsten for praksissektoren, at fysioterapeuten

tilbyder samtlige behandling efter overenskomsten, jf. § 22 stk.3 i (3). I udgangspunktet er

fysioterapeuterne med ydernummer derfor mere generalister end specialister. De faste takster

betyder yderligere, at fysioterapeuten inden for sygesikringen ikke bliver honoreret for at vide-

reuddanne sig, hvilket jf. nedenstående citatboks skaber frustration hos fysioterapeuterne. Fy-

sioterapeuter, som levere ydelser uden for overenskomsten, kan modsat på grund af den fri

prisfastsættelse på private sundhedsydelser, jf. afsnit 2.4.4, blive honoreret for deres speciali-

sering. Af Danske Fysioterapeuters medlemsundersøgelse og interviewene med fysioterapeu-

terne fremgår det, at den manglende mulighed for specialisering inden for overenskomsten

betyder, at nogle fysioterapeuter senere i deres karriere vælger at søge uden for sygesikringen.

Tendensen med de større klinikker inden for overenskomsten åbner imidlertid for muligheden

for også at foretage en vis grad af specialisering inden for overenskomsten af, hvilke af syge-

sikringsydelserne den enkelte fysioterapeut på klinikken varetager. Den tilsyneladende øgede

aktivitet af ikke-overenskomstdækkede behandlinger på klinikker med ydernumre trækker

yderligere i retning af, at der i fremtiden i højere grad, end det har været tilfældet tidligere, vil

ses specialiserede tilbud på klinikker med ydernumre (men leveret uden for overenskomsten).

Ingen honorering af videreuddannelse inden for overenskomsten

Problemet er netop, at hvis du har været 30 år på arbejdsmarkedet og er inden for ydernummersyste-

met, så er din løn den samme, som dem, der er nyuddannede. Der er ikke på den måde plads til tillæg

i systemet i forhold til, at du har taget en eller anden længerevarende uddannelse [...] Jeg tror, der er

rigtig mange, som gerne vil være så dygtige som overhovedet muligt. Jeg tror på, at det er flertallet af

os. Men der er ikke et økonomisk incitament for at videreuddanne sig, fordi prisen er fastlåst.

(Ejer

uden ydernummer)

4.7

Samarbejdet med andre aktører

Fysioterapeuterne, som deltog i interviewene og Danske Fysioterapeuters medlemsundersø-

gelse tilkendegiver generelt en positiv holdning til samarbejdet med hospitaler, regionerne,

kommunerne og praktiserende læger. I forhold til de praktiserende læger pointerer flere, at

samarbejdet i høj grad afhænger af den enkelte læge. Der er stor variation i, om fysioterapeu-

terne har et samarbejde med hospital, region og kommune og i givet fald af omfanget. I forhold

til kommunerne kan fysioterapeuterne foruden samarbejde om den vederlagsfri fysioterapi in-

den for sygesikringen også have samarbejde med kommunerne i forhold til § 2-aftaler, genop-

træning og vedligeholdelsestræning, jf. Tabel 2.1. Omfanget af samarbejde med kommunerne

uden for den vederlagsfrie fysioterapi synes imidlertid overordnet set at være begrænset vur-

deret på baggrund af klinikkernes angivne omsætningsfordeling i VIVEs spørgeskema (kate-

gorien ”andet” i Figur 3.9). Det kan i den sammenhæng nævnes, at de interviewede fysiotera-

peuter generelt ikke oplever, at det frie valg om fysioterapi efter syv dage, som blev indført med

virkning fra 18. februar 2019 (jf. afsnit 2.2.3), har medført flere patienter. Oplevelsen er, at der

er stor variation i, hvor villige kommunerne er til at uddelegere opgaven, og samtidig påpeges

det, at kravet om de syv dage blot går på, at borgeren skal have været til en opstartssamtale.

Generelt er der en tendens til, at fysioterapeuter uden ydernummer i Danske Fysioterapeuters

medlemsundersøgelse og i interviewene oplever et dårligere samarbejde med de praktise-

rende læger i forhold til at få henvist patienter og etableret et samarbejde omkring opgaveløs-

ning. Oplevelsen blandt de interviewede fysioterapeuter er, at ydernummersystemet både i

kommunerne og blandt lægerne opfattes som et kvalitetsstempel. Dette er eksemplificeret i

forhold til lægerne i nedenstående citatboks. Fysioterapeuter oplever dermed, at ydernumme-

ret ikke blot giver adgang til at levere sygesikringsydelser, men favner bredere og kommer til

at fungere som indgang til andre ydelser, fordi det opfattes som et kvalitetsstempel.

Ydernummeret opfattes som et kvalitetsstempel af praktiserende læger

Lægerne tror, at det er et stempel på kvalitet, at man har et ydernummer. Så det er meget svære at

samarbejde med lægerne. Man skal virkelig sende meget frem og tilbage og mange epikriser og være

på kontakt med dem hele tiden, før man får patienter den vej.

(Indlejer uden ydernummer)

Styringsmæssigt er der fra kommunernes side en udfordring i forhold til at sikre, at patienterne

ikke både modtager vederlagsfri fysioterapi (speciale 62) og kommunal genoptræning via ser-

viceloven. I det nuværende system har kommunerne ikke mulighed for at kontrollere det, da

de kun kan finde ud af det, hvis patienten selv oplyser det.

Fysioterapeuternes samarbejde med forsikringsselskaberne synes på baggrund af interviewene

med fysioterapeuterne og Danske Fysioterapeuters medlemsundersøgelse at være noget mere

problematisk. På det administrative plan opleves de administrative krav at være komplicerede,

blandt andet på grund af forskel i kravene mellem selskaberne og brugen af forskellige it- og

afregningssystemer – ligeledes opleves forsikringsselskabernes lange kredittider i forhold til be-

taling problematiske. Desuden oplever fysioterapeuterne uden for overenskomsten det uretfær-

digt, at nogle selskaber stiller krav om, at forsikringstagerne skal benytte klinikker med ydernum-

mer. Af VIVEs spørgeskemaundersøgelse fremgår det, at ca. 70 pct. af klinikejere med ydernum-

mer har indgået aftale med netværk som Falck Healthcare og andre virksomheder, som udbyder

sundhedsydelser eller forsikringer. Tilsvarende har kun 18 pct. af klinikejerne uden ydernummer

indgået en aftale, jf. afsnit 3.2.5. Det kan ikke udelukkes, at noget af denne forskel skyldes krav

fra nogle forsikringsselskaber om, at klinikken har ydernummer.

Særligt et forhold omkring samarbejdet med forsikringsselskaberne fremhæves som stærkt

problematisk af fysioterapeuterne. Det er det forhold, at forsikringsselskaberne vil have del i

sygesikringstilskuddet, samtidig med at de stiller krav til behandlingen. De interviewede fysio-

terapeuter giver udtryk for, at de sagtens kan acceptere, at forsikringsselskaberne stiller krav

til behandlingen, hvis den foregår uden for sygesikringen. Varetagelsen af forsikringspatienter

inden for sygesikringen skaber ligeledes udfordringer i forhold til patienternes forventninger

som forsikringspatienter. Som forsikringspatient er man typisk via sin police sikret dækning af

et givet antal behandlinger, og oplevelsen blandt fysioterapeuterne er, at nogle forsikringspati-

enter oplever dette som en fast ramme. Det vil sige, at hvis patienten er garanteret otte be-

handlinger via sin police, så har vedkommende også en forventning om at få dette – uagtet at

vedkommende måske kun behøver tre behandlinger. Uden for sygesikringen vil det være helt

legitimt at give patienten de otte behandlinger, da forsikringsselskabet bærer den fulde udgift.

Men det bliver problematisk, når behandlingen sker med tilskud fra sygesikringen, jf. neden-

stående citatboks.

Forsikringsselskaberne udhuler den økonomiske ramme

Det, jeg tænker, at problemet med økonomirammen er, at den også er blevet overtaget af hele forsik-

ringssnakken i forhold til, at flere og flere mennesker har en sundhedsforsikring, og flere og flere be-

nytter sundhedsforsikringerne. Men de fleste sundhedsforsikringsselskaber kræver i dag en henvis-

ning. Det betyder, at den kapacitet, der er inden for ydernumrene, den bliver optaget af forsikringspa-

tienter, som måske får otte gange. Jeg skal lige bruge de otte gange, eller jeg skal lige have det sidste

ud af min forsikring eller et eller andet. De bruger en kapacitet, som sådan set ikke er nødvendig.

(Ejer

med ydernummer)

Det skal pointeres, at ovennævnte betragtninger i forhold til forsikringsselskaberne er genera-

liserede, og at der selvfølgelig er variation mellem forsikringsselskaberne i forhold til, om oven-

stående problematikker forekommer, og hvad omfanget af dette er, hvis de forekommer. End-

videre skal det bemærkes, at den gennemsnitlige udgift pr. patient til almindelig fysioterapi

(speciale 51) er faldet, og med forbehold for at det er en gennemsnitsudgift, hvor forsikrings-

patienterne kun udgør en mindre del af, taler det ikke for, at stigningen i forsikringspatienter

har betydet flere behandlinger pr. patient.

Der tegner sig umiddelbart et mønster af, at forsikringsselskaberne fylder mere og mere i kli-

nikkernes omsætning, fx jf. afsnit 3.3.4, hvor flere forsikringspatienter er den hyppigst angivne

grund til ændring i klinikkens omsætningsfordeling de sidste 2 år. Kravet om, at de anvendte

behandlingssteder skal have ydernummer, betyder imidlertid også, at der er nogle fysiotera-

peuter, som oplever, at de har færre eller ingen forsikringspatienter. Afslutningsvis skal det

nævnes, at der i interviewene italesættes en tendens til, at forsikringsselskaberne og klinikkæ-

derne i stigende grad indgår samarbejdsaftaler, og at det kan være svært for mindre klinikker

at konkurrere med disse aftaler. Yderligere er der jf. citatboksen nedenfor måske også en be-

vægelse i gang fra, at aftalerne med forsikringsselskaberne omhandler enkeltstående ydelser,

til pakkeydelser.

Måske en bevægelse i gang på forsikringsområdet fra enkeltstående ydelser til pakkeydelser

Jeg oplever det dog, som om der er en bevægelse fra enkeltstående ydelser til pakkeydelser, og at

der er en bevægelse fra sygesikringsydelser til at levere flere ydelser uden tilskud – f.eks. Danica,

AP/Skandia, Dansk Sundhedssikring. Og det er en bevægelse, som har været der de sidste år. Hvis

det bliver en nogenlunde succes, så kommer de andre forsikringsselskaber formentligt også til at gå i

den retning.

(Ejer med ydernummer)

4.8

Patientperspektivet

Den nuværende styring af praksissektoren sikrer, at borgene kan få tilskud til fysioterapibe-

handling, som er dækket af sygesikringen. Yderligeres sikrer den nuværende styring frit valg

for patienten mellem klinikker tilknyttet overenskomsten, ligesom den sikrer geografisk dæk-

ning, og dermed understøttelse af de politiske mål om valgfrihed samt let og lige adgang til

sundhedsvæsenet, jf. afsnit 2.4.1. Det fremgår imidlertid af interviewene med fysioterapeu-

terne, at patienterne kan have svært ved at forstå ydernummersystemet, jf. nedenstående ci-

tatboks. Dette udfordrer grundlæggende det sundhedspolitiske mål om, at sundhedsvæsenet

skal være gennemsigtigt, jf. afsnit 2.4.1, og skaber ikke mindst stor frustration blandt de fysio-

terapeuter, som ikke er tilknyttet et ydernummer. De oplever således, at de skal bruge tid på

at forklare systemet, og ikke mindst bruge tid på at legitimere deres faglighed.

Patienterne forstår ikke ydernummersystemet

Borgerne har ikke styr på det. Det er helt vildt, hvor mange gange jeg bare i løbet af en uge skal snakke

med [dem] og prøve at forklare det her [ydernummersystemet]. Og jeg er ved at bide mig selv i tungen,

når jeg skal sige, at jeg ikke er på overenskomst. For det lyder, som om jeg ikke vil være med. Hvorfor

har du ikke det? [...] Man ender med rigtig mange af de her lidt længere samtaler med folk, hvor man

snakker fem minutter, fordi man skal prøve at forklare dem, hvorfor det er, at de ikke kan få tilskud hos

os. Er det fordi, du ikke er autoriseret? Er du ikke god nok? Hvad er det? Hvorfor får du ikke bare et?

Det spørgsmål bliver man mødt af tit.

(Ejer uden ydernummer)

Det fremgår af VIVEs spørgeskemaundersøgelse, at ventetiden for en ikke-akut patient er læn-

gere for ydelser inden for overenskomsten end uden for overenskomsten, jf. afsnit 3.2.7. På

over 80 pct. af klinikkerne, som leverer ydelser inden for overenskomsten, vil den ikke-akutte

patient dog kunne komme til inden for 2 uger, jf. Figur 3.6. Det skal bemærkes, at ventetiden

kan være sæsonbetonet, og at de angivne ventetider derfor ikke kan betragtes som en gen-

nemsnitlig ventetid for en ikke-akut patient. Limiteringer kan fx medføre, at der sidst på året

kan opleves længere ventetid på behandling inden for overenskomsten. Den observerede for-

skel i ventetiden på ydelser inden for og uden for overenskomsten kan anskues som uligheds-

skabende, idet det åbner for muligheden for, at mere velstillede borgere kan ”springe køen

over” ved at betale det fulde behandlingsbeløb selv. Omvendt kan en eventuel forekomst af

social selektion i, hvem der springer køen over, anskues som en målretning af sygesikringstil-

skuddet til dem, der har mest behov for det – forstået som dem, der ikke har råd til at springe

køen over. Det skal understreges, at det har været uden for denne undersøgelses formål at

belyse, hvorvidt ventetiden skaber en social selektion eller ej.

Det skal yderligere bemærkes, at der ikke har indgået en decideret patientundersøgelse i nær-

værende analyse, og at ovenstående fremhævede fordele og ulemper ved den nuværende sty-

ring fra et patientperspektiv skal ses i det lys. Det kan således ikke udelukkes, at det ville være

andre fordele og ulemper, som vil blive fremhævet, hvis vi havde inddraget patienter i analysen.

4.9

Opsummering

Analysen af fordele og ulemperne i den nuværende organisering og styring af praksissektoren

tegner opsummerende følgende billeder i forhold til de otte tematikker, som analysen er struk-

tureret omkring.

Styringen af fysioterapipraksissektoren og herunder ydernummersystemet fungerer på

makroniveau

i forhold til at sikre offentlig udgiftsstyring og sikre de sundhedspolitiske mål om

let og lige adgang til sundhedsvæsenet (dvs. sikre geografisk dækning) og valgfrihed. Regioner-

nes kontrol af udgiftsmønsteret på klinikniveau synes derimod ikke at være så højt prioriteret.

Der

savnes instrumenter til måling af kvaliteten

af den leverede fysioterapi i praksissekto-

ren. Med den sidste overenskomst for praksissektoren er der igangsat forskellige tiltag med

henblik på at sikre kvalitetsudvikling i praksissektoren. Et af tiltagene er den igangværende

akkrediteringsproces, som betyder, at alle klinikker tilknyttet overenskomsten skal være akkre-

diteret inden udgangen af august 2022. Den igangværende akkrediteringsproces italesættes i

interviewene generelt som en god ting. Forskellen i det økonomiske tilskud til akkrediteringen

til klinikker med og uden ydernummer opleves imidlertid som endnu en blåstempling af klinikker

inden for overenskomsten på bekostning af klinikkerne udenfor, og sådan, at der dermed tilfø-

res endnu et konkurrenceforskydende element i praksissektoren. To andre tiltag, der er iværk-

sat i forbindelse med den seneste overenskomst i forhold til kvalitetsudviklingen i praksissek-

toren, er, at der i den nuværende overenskomstperiode arbejdes med 1) udvikling af værktøjer

og metoder i forhold til effektmåling og 2) implementering af de Nationale Kliniske Retningslin-

jer. Der synes således fra de centrale aktører på området at være opmærksomhed på og hand-

ling i forhold til behovet for bedre at kunne monitorere effekten og kvaliteten af behandlingen i

praksissektoren.

Manglende klar definition af en kapacitet

synes at devaluere ydernummersystemets anven-

delse i fysioterapipraksissektoren til primært at blive et element til styring af den overordnede

økonomiske ramme for fysioterapi i praksissektoren. Med manglende klar definition af en ka-

pacitet menes, at der ikke er et fastlagt antal timer eller en bestemt omsætning knyttet til et

ydernummer med en kapacitet over 30 timer, mens der for et ydernummer med en kapacitet

under 30 timer, er knyttet en maksimal grænse på 30 timer ugentligt i gennemsnit på årsplan,

men ingen omsætningsbegrænsning i udgangspunktet. Omsætningerne for en kapacitet under

30 timer, synes imidlertid i mange tilfælde langt at overskride, hvad der er muligt at producere